1 minute read

Urolige Anekdoter Del 5: Vinterens Sysler

Velkommen tilbage til endnu et afsnit af urolige anekdoter, nu den 5’te iteration, ja tiden flyver. Vi håber De har nydt de tidligere indslag, og har glædet Dem til at læse endnu et.

I denne omgang er vor kære uroere gået i gang med vinterens bådklargøringssysler, hvor den endnu en gang stod påklargøring af yndlingsskuden Christian. Så sæt Dem godt til rette, for her følger fortællingen om netop dette.

Advertisement

Det var en noget mørbanket forsamling af uroere, der, trods det blæsende kolde vejr, troppede op lørdag d. 4. februar til dette års bådklargøring. Diverse gymnasiefester og musicals, havde drænet en god del af energien fra flokken aftenen forinden, men modet blev hurtigt højnet i kraft af lækre snacks og hornmusik. Snart var bådhallen fyldt med støv og lyde af sandpapir både fra årene og bådens skrog. De unges hænder arbejdede sig ihærdigt igennem de mange arbejdsopgaver, og gjorde stærke fremskridt.

Men ak, det ellers relativt overskuelige arbejde med slibning og lakering skulle snart vise sig at blive en større opgave, hvilket manifesterede sig i form at et revnet bord. Dette var dog ikke det store problem, for med Arnes gode råd, nøje præcision, og stor snilde, fik Uroerne dog snart udbedret skaden, og færdiggjort det resterende arbejde.

Stolt kunne vore Uroere nu fremvise Christians skinnende skrog, og årer der stod så knivskarpt malet, som man kan forestille sig det. Arbejdet havde vistnok været hårdt og udmattende, men visheden om at der ved sæsonstart ville stå en smuk og velfungerende båd klar til at tage endnu en sæsons hårdt slid, gjorde det det hele værd.

Denne tanke tændte en gnist af håb og længsel i vor kære Uroeres hjerter, thi de syntes ikke den foreliggende sommersæson kunne komme hurtigt nok. Længslen efter nye eventyr, som der uden tvivl vil blive berettet om langt ud i fremtiden. Men dem må De se frem til at få fortalt om endnu en stund, for hvad den nye sæson vil bringe kan man kun spå om.

Vel uroet!

Ask Høyer Splittorf

Halvdelen flittige og arbejdsomme med maling af åreblade, og den anden halvdel inspicerede. Foto: Inge Seit

This article is from: