Rektor Gitte Horsbøls dimissionstale 2010

Kære studenter Jeg vil ønske jer alle varmt tillykke med eksamen. Jeg ved, at I har glædet jer til denne dag – ja, at I har set frem til den med længsel. Nu er I færdige, nu kan I smykke jer med studenterhuen som tegn på, at I har klaret de udfordringer, som vi har givet jer. I er sikkert lettede og glade, for I har nået en milepæl, og I kan tage hul på et nyt kapitel i jeres liv. Her og nu er det bare om at nyde fornemmelsen af den hvide hue, som sidder så flot på jeres hoveder.

Vi har også glædet os til denne dag – for skolen er det altid en festdag, når vi dimitterer årets studenter. Vi kan se, at jeres og vores indsats har båret frugt, og vi kan sende jer ud fra skolen med visheden om, at I har fået noget værdifuldt med jer, som I kan trække på resten af livet.

Jeg vil også sige tillykke til forældre, bedsteforældre, søskende og kærester, som er med til at fejre studenterne. I har al mulig grund til at være stolte og glade.

Ofte tager landets rektorer i deres dimissionstaler udgangspunkt i en eller flere litterære tekster, som kan fortælle noget om den virkelighed, som venter årets studenter. Jeg har derfor tænkt en del over, hvilken tekst jeg skulle vælge, hvis den skulle sige jer noget – hvor finder man en tekst, som tydeligvis betyder noget for jer? Valget har egentlig været enkelt: For godt og vel en måned siden havde vi den sidste fredagssamling, og her vakte det tydeligvis jubel, at en bestemt sang blev spillet – kan I huske den: Pokemon-sangen? Jeg forestiller mig, at I mindes mange timer foran skærmen i selskab med Pokemon-jægerne, og en del af jer har nok også selv forsøgt jer som jægere i Nintendoland. Sangen symboliserer givetvis tryghed og giver jer mindelser om barndommen, hvor alt var lidt nemmere.

Måske syntes I bare den fredag, at det var befriende med en enkel og letforståelig tekst, som distancerer sig ganske meget fra de mange langt mere udfordrende tekster, I har arbejdet med i gymnasiet; nu var I ved vejs ende, og I kunne tillade jer at skråle med på hvad som helst – også banale sange fra barndommen. Men samtidig fortæller sangen jo også noget om jeres situation her og nu – I er også på vej ud i livet. Sangen udtrykker vilje og målrettethed – her er ingen tøven eller usikkerhed – og målet er enkelt.

Jeg drager ud på livets vej jeg har et enkelt mål Pokemoner fanger jeg

1

Sådan lyder de første verslinjer i sangen. Her kan vi forestille os det unge menneske, som tager udgangspunkt i sin egen situation: verden ligger åben, det er bare om at kaste sig ud i det blå. Man kan hæfte sige ved sætningen: ”jeg har et enkelt mål” - Det lyder simpelt og ligetil – og måske er det en del af sangens – og seriens – fascinationskraft. Vi møder et jeg – måske skal vi tale om en helt, som ved, hvad han vil – der er ingen slinger i valsen ”Det er noget jeg har valgt”. Hvis man kender Pokemonuniverset, ved man, at hovedpersonen Ash meget tidligt beslutter sig for at blive Pokemontræner – og det mål forfølger han uden tøven. For mange af jer er det næppe så simpelt. Verden ligger ganske vist også for jeres fødder, og mange af jer har sikkert også drømme om noget helt bestemt – men man kan som ung nemt blive overvældet af de mange muligheder, som åbenbarer sig. Den tyske sociolog Thomas Ziehe skriver et sted: ”jo flere muligheder og jo mere frihed, jo større oplevelse af en manglende fast grund.” Der er sikkert en del af jer, som godt kan genkende den beskrivelse. Når alt er muligt, bliver det svært at finde et solidt fodfæste. Det bliver svært at udtrykke sig lige så skråsikkert som Ash, som vil fange Pokemoner.

Jeres generation er blevet kaldt Y-generationen – Y som i why. Nogen har også talt om generation myspace, fordi jeres generation er den første, som er fuldbårne net-brugere.

Hvis man vælger at tage de dystopiske briller på – altså de briller, som forstørrer alle de bekymrende tendenser, kan man sige, at I er unge, som er opvokset med en mediekultur, som hylder det hurtige, det simple og det lette. Nogle har formuleret det på den måde, at I er unge uden retningssans og historisk bevidsthed. Andre har sagt, at I først og fremmest er opmærksomhedssøgende – det gælder for jer om at være på og blive set. Hvis det er rigtigt, medfører det uvilkårligt en kultur, hvor selvoptagethed er fremherskende. Når man er optaget af sig selv her-og-nu, kan man nemt overse, at man indgår i et større hele – at verden var til, før man selv blev født.

En af de samfundsforskere, som ser med pessimistiske øjne på jeres generation, er Johannes Andersen, som er lektor ved Ålborg Universitet. Han beskriver tidsånden som de barnagtiges. Han skriver i bogen ”De barnagtige” om, hvordan jeg-orienteringen har overtaget styringen, når det enkelte menneske skal navigere i verden. Et jeg-orienteret individ følger sine egne behov – uden at se disse behov i et større perspektiv. Ifølge Andersen betyder det, at det barnagtige perspektiv udelukker muligheden for, at individet kan se det fælles. Han formulerer det således: ”Når man kun kan eller vil se sine egne behov, ser man ikke den anden. Og når man ikke kan se den anden, kan man i virkeligheden heller ikke se sig selv. Man ser bare nogle behov, der åbner for en rastløs jagt efter flere behov. Man bliver lig sine behov og ikke til et samfundsmæssigt individ med bevidsthed om de andre.”

Hvis Andersen har ret, betyder det, at fællesskaber får svært ved at overleve. Filosoffen Lars-Henrik

2

Schmidt siger det på en lidt anden måde i bogen ”Vild med dannelse – fra Goethe til Google” – når han konstaterer, at det helt grundlæggende problem i vores moderne kultur er at finde sig til rette i at forstå sig selv som en del af en helhed, men samtidig også at kunne springe ud af den for at være sig selv. Udfordringen til jer bliver således, at I skal finde jeres eget ståsted – I skal vælge jeres egne mål, og I skal forfølge jeres egne længsler – men samtidig skal I se jer selv som en del af et større fællesskab – både forstået i rum og tid. Der er andre i verden end jer – og det har der været i ganske mange år.

Men pokemonsangen siger jo også noget om fælles mål – ”vi følges ad og kæmper for verdens fred.”

Her er der et fælles projekt – og fokus på det enkelte individs valg ændres undervejs i sangen til et fokus på handlinger i fællesskab – med fællesskabets bedste som endemål. Sangen fremstiller således en historie, som både er baseret på det enkelte menneskes higen efter at nå livsmålet OG en historie om at målene bedst nås i fællesskab – ”du skal fange dem/jeg skal fange dem.”

Sangen siger dermed næsten det samme, som de svenske samtidsforskere, som har benævnt jeres generation ME-WE. Ifølge deres tankegang evner I som generation at kombinere en ekstrem individualisme med en næsten lige så ekstrem afhængighed af tætte relationer til andre samt en tro på fællesskabet. Dermed har vi både et Me og et We i spil. Ifølge en analyse i Politiken står vi over for en generation af unge, der »kompetent mestrer at indgå i mange typer fællesskaber, samtidig med at de formår at tilgodese egne behov i en søgen efter den identitet, de hver især står med ansvaret for at forme«. Her er ikke tale om at fravælge fællesskabet eller være individualist på bekostning af andre, det handler tværtimod om, at I mestrer kunsten at forfølge jeres drømme alene og i fællesskab med andre. Det vil med andre ord sige, at de meget negative beskrivelser af jeres generation ikke står alene – vi kan med andre ord tillade os at tage de dystopiske briller af. Årets fine 3g-revy behandler på en måde det samme tema som Pokemon-sangen. Den sigende titel var ”Gitte in wonderland”. I det moderne eventyr har jeg fået den ære at have hovedkarakteren som den nye rektor, som forsøger at forfølge sine drømme og mål for skolen, men som må sande, at målene bedst nås i fællesskab. Holdet bag revyen havde grebet et ønske, som jeg talte om ved min indsættelse som rektor tidligere i år. Her sagde jeg, at jeg ønskede mig en ny hovedindgang til skolen, som kunne symbolisere vores trang til at lukke verden ind – vores trang til at fortælle, at der foregår noget meget vigtigt på skolen, som vi gerne deler med andre. Jeg dristede mig til at formulere en metafor for min drøm – nemlig at jeg drømmer om et glastårn, som kan symbolisere, at vi stræber mod skyerne for at lave den bedste skole i byen. I eventyret får jeg lov til at møde forskellige udfordringer på min vej mod målet – glastårnet.

3

Budskabet i revyen var blandt andet, at man kan nå sine mål, hvis man i fællesskab med andre tør at forfølge dem. Men jeg synes nu, at der var et andet og lige så vigtigt budskab, nemlig at man skal være rummelig og nysgerrig, når det handler om andres drømme. I revy-eventyret bliver det gentagne gange sagt, at min ide om at bygge et glastårn er den mest åndssvage, man kan forestille sig. På trods af det får jeg alligevel hjælp til at nå mine mål. Stykket kan derfor ses som et modstykke til Johannes Andersens beskrivelse af det moderne menneske, som kun har tanke for opfyldelse af sine egne behov uden tanke for det andet menneske. I har i revyen vist, at I kan være lydhøre over for andres ønsker – og at I har vilje til at hjælpe andre frem mod målet.

Her til sidst vil jeg vende tilbage til Pokemonsangen – skal vi tolke jeres umiddelbare glæde ved sangen som et udtryk for den barnagtighed, som Johannes Andersen taler om. Nej, tværtimod kan sangen – hvor banal den end er - symbolisere jeres lyst til at udforske verden – alene og i fællesskab med andre.

Jeg vil ønske jer al mulig held og lykke, nu hvor det er jeres tur til at drage ud i det blå. God rejse!

På hele skolens vegne vil jeg endnu engang ønske jer tillykke med eksamen.

Med disse ord dimitterer jeg årgang 2010 fra Risskov Gymnasium.

Risskov Gymnasium, den 25. juni 2010 Gitte Horsbøl, rektor

4