Podcast - Science fiction

Page 1

Science Fiction

På biblioteket elsker vi at anbefale gode bøger. Vi gør det hver eneste dag og hvis vi selv skal sige det, så er vi faktisk ret gode til det. Vi ved meget om bøger og vi ved meget om hvilke bøger folk læser. For at dele denne viden med dig og alle de andre der interesserer sig for bøger og litteratur, har vi startet en podcast som vi kalder Æseløre. Her kan du lytte til samtaler om litteratur og anbefalinger til bøger du kan finde på biblioteket. Hver episode har sit eget tema. I denne folder kan du finde de 6 bøger vi anbefaler i episoden Science Fiction, samt 6 bonusbøger.

Du kan læse mere om vores podcast på bagsiden.

Kraften

Af Naomi Alderman

En kraft er vågnet i verdens teenagepiger; en evne til at give stærke elektriske stød. Langsomt vendes magtbalancen mellem kønnene på hovedet, og det der starter forsigtigt bliver startskuddet til en verdensomspændende revolution. Men skaber de nye kvindelige magthavere et bedre samfund eller lader de sig korrumpere af den nyvundne magt?

Find bogen i voksen science fiction under A

Verden under vand

Solstorme har ændret klimaet og omdannet jorden til sumpe med fortidig flora og fauna. De overlevende samles i polarområderne, men mange drages mod sydens dødbringende hede.

Find bogen i voksen science fiction under B

Rød opstand (del 1 af serie)

Af Pierce Brown

På Mars slutter minearbejderen Darrow sig til en gruppe oprørere for at nedkæmpe eliten, der i århundreder har holdt hans folk som slaver, og han hives ind i et langt større spil, end han selv først havde påregnet.

Find bogen i voksen science fiction under B

Dark matter

Fysikprofessoren Jason Dessen kidnappes en aften, og da han vågner, opdager han, at han ikke kun befinder sig i en verden, han ikke kender. Der er mange andre verdener, der ligner hinanden, men kun i en af dem vil han føle sig hjemme. I skarp konkurrence med andre udgaver af sig selv starter han jagten på sit sande liv.

Find bogen i voksen science fiction under C

Neuromantiker

(del 1 af serie)

Af William Gibson

Kunstige intelligenser kæmper om magten i en datastyret parallelverden i det 21. århundrede. Case - hacker og storbycowboy - involveres i kampen om en altomfattende matrix og bliver omgivet af robotlignende mennesker.

Find bogen på eReolen

Klara og solen

Klara er en KV (Kunstig Ven) af en lidt ældre model, men uhyre observant, hjælpsom og intelligent, både i butikken, og senere som ven for den syge teenagepige Josie i hendes hjem. Til læsere af lavmælte og indtagende science fiction-romaner.

Find bogen i voksen science fiction under I

Station 11

Af Emily St. Mandel

20 år efter en influenzaepidemi har dræbt de fleste mennesker, rejser en teater- og musiktrup rundt blandt småbyer og enklaver ud fra tanken om, at det ikke er nok at overleve. Men verden er ikke blevet et mindre farligt sted, og spørgsmålet er, om der er håb for menneskeheden?

Find bogen i voksen science fiction under M

1984

Af George Orwell

Fremtidsroman om tilværelsen under det fuldstændige diktatur, hvor det enkelte menneske er forvandlet til en viljeløs robot.

Find bogen i voksen science fiction under O

Kontakt

Af Carl Sagan

Science fiction-roman om en kvindelig radioastronom, som i en nær fremtid opfanger signaler, hvor en række primtal og pi er bærende elementer. Via signalerne får hun kontakt med en civilisation 26 lysår borte.

Find bogen i voksen science fiction under S

Hyperion

(del 1 af serie)

På planeten Hyperion i år 2760 rejser syv pilgrimme - bl.a. et fyrreårigt spædbarn - ud for at finde uløste gåder om dem selv og universet - og for at hæve Tidsgravenes forbandelse.

Find bogen i voksen science fiction under S

Saga (del 1 af serie)

Af Brian K. Vaughan

Et umage par fra to verdener i intergalaktisk krig jages gennem universet af lejemordere. Deres eneste ønske er at finde et fristed, hvor de kan leve i fred med deres barn.

Find bogen i voksen tegneserier

The martian

Astronauten Mark Watney efterlades strandet på den ugæstfri planet Mars og må bruge al sin viden og en god del held i kampen for dels at opnå kontakt til Jorden igen og dels at vende tilbage.

Bestil bogen på www.bibliotek.dk

PODCAST

En podcast er en lydoptagelse, som du kan lytte til fra din mobiltelefon, tablet eller computer, når du har tid og lyst.

Du kan lytte til vores podcast Æseløre direkte via vores hjemmeside ringstedbib.dk. Det kræver dog at du er online mens du lytter.

Eller du kan lytte via en af de mange podcastapps, fx Apple Podcasts (kun iOS) eller Google Podcasts (både iOS og android).

Når du lytter via en podcastapp, så kan du downloade de episoder af Æseløre, som du gerne vil høre og lytte til dem uden at du behøver at være online. Hvis du lytter via en podcast app, så har du også mulighed for at abonnere på Æseløre. På den måde får du automatisk nye episoder efterhånden som de udkommer.

Æseløre ligger også på www.aeseloere.podbean.com

2022
MAJ

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.