Krimiserier
På biblioteket elsker vi at anbefale gode bøger. Vi gør det hver eneste dag og hvis vi selv skal sige det, så er vi faktisk ret gode til det. Vi ved meget om bøger og vi ved meget om hvilke bøger folk læser. For at dele denne viden med dig og alle de andre der interesserer sig for bøger og litteratur, har vi startet en podcast som vi kalder Æseløre. Her kan du lytte til samtaler om litteratur og anbefalinger til bøger du kan finde på biblioteket. Hver episode har sit eget tema. I denne folder kan du finde de 6 bøger vi anbefaler i episoden Krimiserier, samt 6 bonusbøger.
Du kan læse mere om vores podcast på bagsiden.
Grønt støv
1. del af serien med Louise Rick
Af Sara Blædel
Kriminalassistent Louise Rick bliver sat på to sager, et mord på en ung pige og mordene på to kriminalreportere, som synes at have noget at gøre med narkomiljøet.
Find bogen i voksen krimi under B
Krucifiks morderen
Af Chris Carter
Krimi om en seriemorder, der efter en pause genoptager sin bestialske og voldelige aktiviteter og samtidig vikler kriminalassistent Hunter og hans makker ind i et barskt psykologisk spil.
Find bogen i voksen krimi under C
Tvunget til tavshed
Af Linda Castillo
Da liget af en ung kvinde dukker op, står den unge Kate Burkholder med sin første mordsag som politichef. Sagen trækker tråde til en 16 år gammel mordsag, og Kate må trække på sin fortid hos Amishfolket for at fange morderen.
Find bogen i voksen krimi under C
En torn i øjet
Af Julie Hastrup
Rebekka Holm fra Rigspolitiets Rejsehold bliver sendt til barndomsbyen Ringkøbing for at assistere med opklaringen af et brutalt mord på en ung kvinde. Hun konfronteres ikke alene med et mord med mange potentielle mordere, men også med egne indre dæmoner, der har holdt hende væk fra Ringkøbing i årevis.
Find bogen i voksen krimi under H
Afsporet
Af Michael Katz Krefeld
Politibetjenten Thomas Ravnsholdt er på sygeorlov på ubestemt tid og godt på vej i hundene, efter hans kæreste blev fundet dræbt ved et indbrud i deres fælles hjem. Men en bartender får overtalt Thomas til at lede efter en forsvunden prostitueret, der muligvis har været offer for menneskehandel. Det viser sig dog at være en ganske farlig sag.
Find bogen i voksen krimi under K
Løbende tjener
Af Dennis Jürgensen
For fire år siden blev efterforskningsleder Roland Triels kone myrdet og datteren voldsomt mishandlet. Sagen er uopklaret, men den hævngerrige Triel arbejder stadig på sagen. Midt under opklaringen af en makaber drabssag, modtager han livstegn fra sin kones morder, og et psykologisk spil begynder.
Find bogen i voksen krimi under J
Eremitten
Af Thomas Rydahl
Erhard er sidst i tresserne og har i 18 år levet et eneboerliv på Fuerteventura, hvor han kører taxa og stemmer klaverer. Men Fuerteventura har også en farlig skyggeside. Da en død baby bliver fundet og politiet ikke gør noget for at løse sagen, tager Erhard affære.
Find bogen i voksen krimi under R
Roseanna
Af Maj Sjöwall og Per Wahlöö
Krimi om den svenske mordkommissions arbejde med at opklare et tilsyneladende gådefuldt mord på en amerikansk pige.
Find bogen i voksen krimi under S
Pigerne fra englandsbåden
Af Lone Theils
To danske piger forsvinder sporløst fra Englandsbåden i 1985. Et foto af dem dukker op i en gammel kuffert, som journalisten Nora Sand tilfældigt køber. Hun finder ud af, at kufferten har tilhørt en seriemorder, og begynder at grave i sagen.
Find bogen i voksen krimi under T
Ensommerfugl
Af Gabriella Ullberg Westin
Juleaften myrdes en kvinde af én, der klædt ud som julemanden. Politimanden Johan Rokka, som netop er vendt hjem til sin barndomsby, skal efterforske mordet. Samtidig indleder han en hed affære med den unge smukke Angelica. Inden længe flettes job og fortid sammen.
Find bogen i voksen krimi under U
Budbringeren
Af Fred Vargas
Krimi fra Paris, hvor kriminalinspektør Jean-Baptiste Adamsberg skal opklare gåden om sorte lig med loppebid. Samtidig står Joss Le Guern hver dag på et torv i Paris og oplæser lokale nyheder iblandet trusler om død og elendighed. Er pesten virkeligt vendt tilbage til Paris?
Find bogen i voksen krimi under V
DNA
Af Yrsa Sigurdardottir
En kvinde myrdes brutalt, og kvindens lille datter, der gemmer sig under sengen, er det eneste spor som kriminalassistent Huldar har at gå efter. Kort efter myrdes en anden kvinde og politiet får travlt.
Find bogen i voksen krimi under Y
PODCAST
En podcast er en lydoptagelse, som du kan lytte til fra din mobiltelefon, tablet eller computer, når du har tid og lyst.
Du kan lytte til vores podcast Æseløre direkte via vores hjemmeside ringstedbib.dk. Det kræver dog at du er online mens du lytter. Eller du kan lytte via en af de mange podcastapps, fx Apple Podcasts (kun iOS) eller Google Podcasts (både iOS og android).
Når du lytter via en podcastapp, så kan du downloade de episoder af Æseløre, som du gerne vil høre og lytte til dem uden at du behøver at være online. Hvis du lytter via en podcast app, så har du også mulighed for at abonnere på Æseløre. På den måde får du automatisk nye episoder efterhånden som de udkommer.
Æseløre ligger også på www.aeseloere.podbean.com
JULI 2021