7 minute read

European Music Business Task Force: Din fremtidige musikkarriere er europæisk

Din og bandets fremtidige musikkarriere er europæisk og jeres udstillingsvindue er det Europæiske Melodi Grandprix! Mens det første sikkert lyder som sød musik i dine ører, så klinger det sidste nok en smule mere falsk. Ikke desto mindre, så er det nogle af tankerne bag projektet European Music Business Task Force initieret af Promus i Aarhus og støttet af Europa-kommissionens initiativ Music Moves Europa.

Af: Ricco A. Jensen

Advertisement

Da det italienske band Måneskin i foråret vandt European Song Contest, også kendt herhjemme som det Europæiske Melodi Grandprix, var det starten på et nybrud ifølge flere iagttagere. Bandet syntes at have brudt en forbandelse, der ellers har hængt over den historiske sangkonkurrence: De har rent faktisk formået at omsætte sejren til international succes. Og det er ikke bare vinderhittet, der har formået at bide sig fast. Hen over sommeren kunne man opleve to af bandets numre, herunder et fire år gammelt covernummer, på den danske hitliste, og to numre var i topti på den britiske singlehitliste.

Måneskin’s baggrundshistorie er ikke ulig den vi kender fra mange hjemlige bands. De mødte hinanden i gymnasiet og de spillede til alt hvad de kunne skaffe adgang til. De valgte dog en vej, som mange musikere og bands herhjemme ikke nødvendigvis vil gå: de valgte at stille op i det nationale melodi granprix.

Og måske er det en vej vi skal til at se med andre øjne på, ifølge Jeppe Rasmussen, projektkoordinator på Promus i Aarhus og projektet European Music Business Task Force (EMBTF):

"Det er i hvert fald et eksempel på et sted, hvor der er ved at ske et skifte. Hvor det måske tidligere har været kikset at stille op, så er det pludselig blevet et vigtigt udstillingsvindue for ny europæisk musik."

Og det er ikke kun hos Promus i Aarhus man har kig på sangkonkurrencen, ifølge Jeppe: -

"Man kan også læse om, hvordan man i England nu for alvor satser på at præsentere sangen, der kan vinde i 2022, og derfor nu har allieret sig med holdet bag Dua Lipa og Lana Del Rey, som skal vælge kandidaten."

Fotograf Anita Eldjarn

Mere europæisk, mindre amerikansk

Der er generelt opbrud i den internationale musikbranche. Trends peger på at den anglo-amerikanske dominans svinder en smule, K-pop har indtaget en dominerende rolle, og det europæiske musikmarked er flyttet online. Selv i det digitalt fodslæbende Tyskland har streamingmarkedet overtaget det fysiske. Det betyder at vi alle stort set finder vores musik de samme steder, og det er her Promus og projektet EMBTF ser muligheder for at sætte turbo på den europæiske udvikling.

Det handler om at analysere tidens trends og gribe de muligheder der opstår. Spørgsmålet er dog hvad det, ifølge Jeppe og Promus, vil sige:

"Det vil sige, at vi i højere grad i de europæiske lande begynder at lytte til musik, der ikke nødvendigvis er engelsksproget eller kommer fra de engelsksprogede musikmarkeder – UK, USA, Canada og Australien – som ellers historisk set har stået for langt den største del af den internationale musik, vi lytter til. Hvis man i stedet gør folk opmærksomme på de mange forskellige musikkulturer, der findes på det europæiske kontinent, vil man se et langt mere mangfoldigt musikmarked end i dag, og det vil kunne gavne lokale bands, artister og sangskrivere.

Idéen om at samle et task force der netop skal kigge på mulighederne for at styrke det europæiske musikmarked udspringer fra en erkendelse af, at vi alle sammen går ned i den samme musikbutik hver eneste dag og henter vores musik.

Uanset om du bor i Spanien, på Island eller i Danmark, så finder du sandsynligvis din musik på Spotify, Apple Music eller på Bandcamp, og det har fuldstændig ændret det musikudbud, vi hver især har adgang til. Det giver nogle helt nye muligheder for at udbrede din musik som musiker, sangskriver og artist uanset om du lever af din musik eller er upcoming.

Lidt på samme måde som når den koreanske hit-serie Squid Game er blandt de mest streamede serier på Netflix, så kan man også forestille sig at f.eks. dansk musik nu har langt større chance for at hitte i andre lande end tidligere. Projektet er derfor i bund og grund sat i verden for netop at kigge på de muligheder, som udviklingen giver, og komme med nogle konkrete bud på, hvordan man så griber de muligheder som musiker eller brancheaktør."

Aarhusianske Promus på den internationale scene

At netop dette projekt udspringer fra Promus i Aarhus, ligger i god tråd med organisationens arbejde, hvor et af målene er at skabe de bedste koblinger mellem den lokale, nationale og internationale musikbranche.

"Promus er en aarhusiansk kompetence-, produktions- og netværksplatform og et samlingssted for byens professionelle musikbranche og musikere. Vi arbejder løbende med at indsamle og formidle viden, understøtte innovation og samle netværks- og vækstlagsarbejde under ét tag. Vi afholder bl.a. forskellige kurser og masterclasses som vores Promus Publishing Academy, Music Biz Mondays og Promus Online.

Desuden matcher vi musikere, artister og sangskrivere med branchen gennem speed meetings, og vi programlægger og afvikler den årlige SPOT+ konference under SPOT Festival. Alt sammen med det formål at understøtte byens musikere og musikbranche.

Desuden er vi en del af det internationale netværk Music Cities Network, der har til formål at styrke samarbejde og kommunikation mellem byer i hele verden. EMBTF-projektet er iværksat i et samarbejde mellem Promus og Music Cities Network, fordi det ligger i rigtig god tråd med det fokus, som Promus til daglig arbejder med – nemlig at styrke den aarhusianske musik både nationalt og internationalt.

Vi forventer selvfølgelig, at de konkrete forslag som projektet afføder, vil kunne gavne både branchen, musikerne og artisterne i byen."

En bæredygtig karriere i Europa

Når netop European Musik Business Task Force-projektet er interessant før det overhovedet har leveret sine anbefalinger, er det naturligvis pga. de muligheder det udpeger for artister og bands herhjemme.

På et lille musikmarked som det danske, er muligheden for en bæredygtig musikkarriere begrænset. Den fuldt rentable karriere begrænser sig til en lille kreds af mainstreamartister og bands, og endnu værre ser det ud, hvis du bevæger dig inden for nichegenrerne. Men forestil dig hvis dit hjemmemarked ikke er alene er dansk, men europæisk. Forestil dig at dit psyko country punk-projekt ikke alene har 250 potentielle publikummer i Danmark, men 250.000 i hele Europa, ja og måske derfra endnu flere i hele verden. Jeppe forklarer:

"Ideelt set får vi i fremtiden en bredere diversitet i udbuddet af europæisk og international musik på det europæiske musikmarked. Det gælder både blandt mainstream genrer som pop, rap og rock, men også blandt nichegenrer som black metal eller stoner rock.

Man vil f.eks, som et band i en nichegenre, kunne udbrede sin musik til hele Europa og skabe en bæredygtig karriere baseret på et stort europæisk marked frem for et mindre nationalt marked. Og du vil som musikforbruger langt bedre kunne navigere i det store udbud af musik, som man har adgang til.

Vi håber på, at projektet kan være med til at forbedre mulighederne for, at danske bands og artister kan eksportere deres musik til et samlet europæisk marked. Vi er sikre på, at de 12 personer i vores task force kommer med nogle konkrete forslag og redskaber, som både artister og professionelle, der arbejder i musikbranchen, vil gøre brug af og implementere i deres daglige arbejde."

Interesse fra øverste niveau

Der er god grund til at holde et vågent øje på projektets konklusioner og vejledninger. Selve projektet har bred opbakning i Music Cities-Netværket, som også er medafsendere. De 12 musikbranchefolk i projektet er fordelt på et bredt udvalg af nationaliteter, fire af Europas store showcasefestivaler danner platform for de forskellige workshops, og så er det hele medfinansieret af Europa-kommissionens Music Moves Europe-initiativ. Jeppe forklarer:

"De 12 personer repræsenterer otte forskellige nationaliteter og er særligt udvalgt af en jury på ni erfarne branchepersoner. Det har været vores ønske, at samle et task force med så bred videns- og erfaringsbaggrund som overhovedet muligt. Derfor har vi deltagere fra både major labels, indie labels, live-scenen, publishing, genreorganisationer, artist managements osv.

Deltagerne har selv valgt, at de ville inddele sig i fire grupper baseret på de overordnede områder: tech, infrastructure, government og education. Områderne har de selv defineret og tager udgangspunkt i deltagernes egne interesse- og kompetenceområder.

Projektet munder ud i en afsluttende rapport, der samler de forslag og bud på indsatsområder, som deltagerne finder frem til. Rapporten skal distribueres bredt ud, og sikre at så mange som muligt kan få gavn af de indsigter, de kommer frem til."

Skulle du, som musiker eller spirende musikbrancheperson, være interesseret i projektets konklusioner, eller måske endda, at deltage i fremtidige og lignende udviklingsprojekter, så kan det være en god idé at holde øje med Promus:

"Man kan følge projektet på Music Cities Networks hjemmeside og facebook, hvor vi løbende opdaterer med information om projektets forløb og status. Hvis man gerne selv vil deltage i lignende projekter kan man holde sig opdateret på Promus hjemmeside og facebook-side, hvor vi både deler og skriver om lignende initiativer," slutter Jeppe.

Music Cities Network:

• musiccitiesnetwork.com

• facebook.com/musiccitiesnetwork

Promus:

• facebook.com/Promusinfo

• promus.dk

This article is from: