RFMnyt #1 2012

RFMnyt

33. årgang nr. 1 Forår 2012

Berufsverbot!

I Norge skal det ikke længere være frivilligt for lægerne, om de vil henvise kvinder til abort I USA vil Obama tvinge religiøse institutioner til at betale for sterilisationer og (abortfremkaldende) prævention og dermed til at gå på kompromis med deres samvittighed Læs artiklerne side 7 og 8

Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv

Jérôme Lejeune

Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv (RFM) er en uafhængig dansk græsrods­ bevægelse, som arbejder på grundlag af Lejeune-erklæringen.

det ekstra kromosom (trisomi 21), som forår­ sager mongolisme. Han var dermed den første genetiker, der identificerede en arveligt bestemt sygdom.

Den franske genetiker Jérôme Lejeune (1926– 1994) var en af det 20. århundredes betydeligste biologiske forskere og modtog i 1962 Kennedyprisen. Han var professor i fundamental genetik ved René Descartes Universitetet i Paris og medlem af Det pavelige Videnskabernes Aka­ demi. I slutningen af 1950’erne opdagede han

Lejeune var gennem hele sin karriere en utrættelig og frygtløs fortaler for livets sag.

Som kristen læge og forsker fastholdt han, at ethvert menneskeliv – fra befrugtningsøjeblik­ ket til en naturlig død – har krav på ubetinget respekt og således aldrig må gøres til et middel eller til et forsøgs­objekt.

Lejeune-erklæringen Fra befrugtningsøjeblikket, dvs. det tidligste øjeblik af biologisk eksistens, er barnet et menneske, et selvstændigt individ, genetisk forskelligt fra moderen, som giver det næring og beskyttelse.

Fra befrugtningsøjeblikket og resten af dets liv er det det samme levende menneske, som vokser, udvikler sig, modnes og til slut dør.

Det er i besiddelse af egenskaber, som gør det forskelligt fra alle andre mennesker.

Det er unikt og derfor uerstatteligt.

Det er lægens opgave at tjene livet fra dets begyndelse til dets afslutning.

Den respekt for menneskelivet, som er grundlaget for lægens arbejde, kan således aldrig gøres betinget af patientens alder eller tilstand i øvrigt.

Foreligger der vanskelige omstændigheder i forbindelse med en graviditet, er det lægens pligt at gøre sit yderste for at hjælpe både mor og barn.

Det strider derfor direkte mod en læges opgave at afbryde et svangerskab i den hensigt at ville afhjælpe sociale, økonomiske, psykologiske eller genetiske problemer.

RFM holder liv i debatten Vi forsøger til stadighed at skabe op­ mærksomhed om alle områder, hvor respekten for menneskelivet er helt eller delvist undergravet. Derfor beskæftiger vi os ikke alene med abortproblematikken, men også med emner som aktiv døds­hjælp, repro­ duktionsteknologi, genteknologi og befolk­ningspolitik.

RFM rådgiver

Vi har oprettet en gratis rådgivnings­ tjeneste for gravide.

Er du i tvivl, om du magter at gennem­ føre svangerskabet, eller har du problemer efter en abort – så ring til sekretariatet (5576 7652), hvis du vil have en personlig samtale, eller send os en mail: info@rfm.dk

RFM informerer Foruden dette blad udsender RFM gratis informations- og undervisnings­ materialer, som du kan bestille på sekretariatet.

Nogle af dem kan downloades fra vores hjemmeside www.rfm.dk Vi kommer gerne ud på skoler, i for­ eninger og menigheder med aktuelle debatoplæg og foredrag.

Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv Lundby Hovedgade 104, 4750 Lundby cvr.nr.: 29685487 • Ved indbetaling af frivillige bidrag til RFM via netbank: FI-nummer 85891774 – eller: reg. nr. 9037 konto 4576665836 • Tlf.: 5576 7652 • E-mail: info@rfm.dk Hjemmeside: www.rfm.dk

RFM nyt

33. årgang nr. 1 Bladet udkommer tre gange årligt og sendes gratis til alle tilslutttede. Årligt mindstebidrag 125 kr.

For familier 175 kr.

Redaktion Torben Riis ansvarshavende Redaktionens adresse: Lundby Hovedgade 104 4750 Lundby tlf 5576 7652 Fax 5576 7135 E-mail: info@rfm.dk Hjemmeside: www.rfm.dk Henvendelser vedrørende medlemsskab, levering af bladet eller adresseændring: Ettie og Morten Jødal Præstemarken 18 Sønderup 9541 Suldrup tlf 9818 3774 E-mail: morten@joedal.dk eller ettie@joedal.dk Anvendelse af artikler fra bladet er tilladt med kildeangivelse Tryk: Trykcentret ApS Husk at alle gaver til RFM ud over årsbidraget er fradragsberettigede.

RFM indberetter gaver til SKAT, hvis du meddeler os dit CPR-nummer.

Om at stikke hovedet i busken 16.362 provokerede aborter blev der foretaget i Danmark i 2010. Det svarer til indbyggertallet på Fanø og Langeland tilsammen. Men det er der ikke noget nyt i. Siden 1973 har abortloven hvert år gennemsnitligt kostet 19.297 ufødte børn livet.

Der er heller ikke noget nyt i, at det er et problem, som politikerne for længst er holdt op med at beskæftige sig med. De ser det faktisk slet ikke mere. Denne udbredte form for selektiv blindhed fik man endnu et eksempel på, da økonomiminister Margrethe Vestager blev interviewet i Deadline den 26. januar om den økonomiske krise. Anledningen var en række netop offentliggjorte forslag fra OECD til nødvendige reformer af dansk økonomi.

Samtalen drejede sig først om krisen i et langsigtet perspektiv – altså ikke om konjunkturerne her og nu – men om, hvad vi over en årrække kan gøre for at komme ud af krisen, som, understregede ministeren, er slem, rigtig slem. Det begrundede hun med, at mange i disse år går på pension, mens der kommer færre ind på arbejdsmarkedet. Den forrige regerings initiativer – dagpengereform og tilbagetræk­ningsreform – var, mente hun, fornuftige nok, men ikke tilstrækkelige. Hvad skulle der så til for at løse problemet? Ifølge Margrethe Vestager, at man må se på, om vi er for hurtige til at bevilge førtidspension, og at vi må blive bedre til at behandle psykisk syge unge, så de kan sluses ud på arbejdsmarke­det igen. Det var, hvad hun havde at byde på.

Det faldt hende ikke ind at overveje årsagerne til, at vi som befolk­ ning ikke er i stand til at erstatte den generation, der i disse år forlader arbejds­markedet. Er det virkelig et problem, der bare er opstået af sig selv, ud af den blå luft, og som vi derfor ikke kan gøre noget ved?

Nej, det er lige præcis, hvad vi kan.

Men kun under forudsætning af, at politikerne vågner op og ser kendsgerningerne i øjnene –

med andre ord viser mod til at gøre op med årtiers vanetænk­ning og stikken hovedet i busken.

Danmark

Nye regler for skattefradrag Begge 500 kroners-regler er ophævet fra og med 2012 RFM er som almennyttig bevægelse godkendt til at modtage skatte­ fradragsberettigede gaver (lignings­ lovens §8A).

Det har hidtil været sådan, at den enkelte giver ikke kunne fradrage de første 500 kr. af sine gaver, og at den enkelte forening eller organisation skulle modtage mindst 500 kr., for at man kunne få fradrag.

Begge grænser er ophævet fra indkomståret 2012.

Dette betyder, at hvis du giver RFM

en gave, er du berettiget til at få et fradrag – uanset gavens størrelse. Årsbidraget (175 kr. for familier, 125 kr. for enkeltpersoner), som netop er opkrævet, er ikke en gave i skatte­ teknisk forstand, men alle beløb ud over dette tæller med.

Reglerne for fradrag blev også ændret på et andet område for få år siden. Du kan ikke længere selv føre fradraget på din selvangivelse, men RFM indberetter det automatisk til SKAT.

Der er dog den betingelse, at vi skal kende dit CPR-nummer, ellers kan vi ikke klare indberetningen.

Hvis du også meddeler os en emailadresse, vil vi automatisk sende dig en kvittering i januar måned, når vi har foretaget indberetningen.

Kender vi ikke din mailadresse, kan du ringe til kassereren og bede om at få kvitteringen i et gammeldags brev. Det gør vi gerne – men vi vil hellere bruge e-post og spare for­ sendelsesomkostningerne.

Nye tal om reagensglasbørn fra Sundhedsstyrelsen 8 % af alle børn blev i 2010 undfanget ved kunstig befrugtning, nærmere bestemt 4.744 ud af en fødselsårgang på lidt under 60.000.

Det fremgår af nye tal fra Sundheds­ styrelsen, som dermed for første gang har lavet en landsdækkende statistik over, hvor mange børn der bliver und­ fanget ved kunstig befrugtning her i landet både på private og offentlige klinikker.

4

I alt er der blevet udført 36.793 fertili­ tetsbehandlinger på danske klinikker – heraf ca. 30.000 på danske kvinder og de resterende på kvinder fra ud­ landet, som er rejst til Danmark for at komme i behandling.

Statistikken omfatter forskellige former for fertilitetsbehandling med reagensglasbehandling og insemina­ tion som de mest almindelige.

Opgørelsen viser, at af de godt

30.000 behandlinger, der blev udført på danske kvinder, resulterede 14 % i fødsler. Antallet af fødsler varierer dog stærkt i forhold til kvindernes alder.

Jo ældre man er, jo ringere bliver chancerne for en graviditet. Således blev kun 3,3 % af kvinderne over 40 år gravide. For kvinder under 35 år er tallet 20 % – eller anderledes udtrykt: 80 % måtte efter endt behandling gå hjem med uforrettet sag.

For tidligt fødte børn

Foto: Scanpix

– skal der indføres en nedre behandlingsgrænse?

I Danmark fødes der hvert år omkring 4.600 børn før 37. gravi­ ditetsuge. En graviditet forløber normalt over 40 uger.

Morgenavisen Jyllands-Posten bragte i første halvdel af januar en artikelserie om for tidligt fødte børn. Det, man spurgte om, var i hovedsagen følgende: Er der behov for faste retningslinier for, hvordan sundhedspersonalet skal håndtere problemerne – f.eks. ved at man indfører en fast nedre grænse for, hvor små børnene skal være, for at man beslutter at undlade behandling? Eller skal man som i dag overlade den slags afgørelser til lægernes skøn?

Det er ikke nogen helt nem pro­ blemstilling, men på den anden side en problemstilling, vi som pro vita-bevægelse ikke kan vise fra os.

Men inden vi tager fat på denne diskussion, må vi se på, hvad det er for en situation, der afføder debat­ ten. Hvorfor får vi den netop nu?

DEN TEKNOLOGISKE UDVIKLING Det oplagte svar er: den teknologi­ ske udvikling. I løbet af de seneste 30 år er lægerne til stadighed blevet dygtigere til at redde selv meget små børn. I Danmark er den

5

foreløbige rekord 23. uge, hvor bar­ nets kropsvægt kun er ca. 400 gram.

I Sverige, USA og Japan er den 22. uge. Læg hertil, at lægerne i øjeblik­ ket taler om, at det inden for en overskuelig fremtid vil blive muligt at rykke grænsen for overlevelse helt ned til 20. uge.

SENFØLGER AF FOR TIDLIG FØDSEL Men hvad er så problemet? Skal vi ikke bare være glade for det og ønske forældrene tillykke med deres nyfødte barn? Det skal vi selvfølgelig, men der er en bagside af medaljen: jo tidliger­e fødsel, jo større risiko for diverse handicaps, det, som lægerne under ét kalder senfølger af den for tidlige fød­ sel. Det kan være spastiske lammelser eller nedsat syn, som rammer ca. 10 % af børnene, eller indlæringsvanskelig­ heder (25 %).

Ikke desto mindre viser undersø­ gelser, at gruppen af for tidligt fødte børn som helhed klarer sig ganske pænt igennem tilværelsen. De får ud­ dannelse, job, familie næsten i samme omfang som alle andre, selv om de gennemsnitligt klarer sig lidt ringere i diverse tests.

FOR ELLER IMOD EN NEDRE GRÆNSE Og hvad er det så, man diskuterer?

Den problemstilling, Jyllands-Posten lægger frem for læserne og beder diverse fagpersoner tage stilling til, er som allerede nævnt, om vi som sam­ fund skal indføre en nedre grænse for, hvilke børn der skal behandles – f.eks.

24 uger – eller om vi skal overlade afgørelsen til lægerne.

Lad os se på, hvad der taler hen­ holdsvis for eller imod en fast grænse, under den forudsætning, at det er det ufødte barns og forældrenes tarv, der ligger os på sinde: FOR: Ved at indføre en fast grænse giver man de børn, der komme­r over den magiske grænse en reel retsbeskyt­ telse. De har krav på behandling og får dermed de muligheder for at overleve, som den moderne teknologi kan tilbyde dem. Der er dog en vis usikkerhed med hensyn

6

til fortolkningen af, hvad en nedre grænse skal indebære.

Betyder det, at lægerne har ubetin­ get pligt til at behandle børn på 24 uger og derover – eller er meningen blot, at de kan blive behandlet, såfremt lægerne skønner, at det giver god mening? Men lad os blot antage, at det første er tilfældet – så er der her et argument for en fast grænse. En fast grænse vil også betyde, at man undgår den vilkår­ lighed, der ligger i et lægeligt skøn.

Den ene læge kan mene det ene og den anden det andet – men det er faktisk liv og død for patienten, det drejer sig om.

IMOD: En fast grænse er reelt også en form for vilkårlighed, for man kan ikke ensidigt bedømme et barns chan­ cer for at overleve og få et godt liv alene ud fra dets alder. Med en fast grænse vil man uundgåeligt komme i den situation, at et barn, der kunne have klaret sig igennem, ikke får muligheden for det.

KONKLUSION? Og hvad kan vi så konkludere af alt dette: for eller imod?

Her skal vi huske på, at vores ud­ gangspunkt for en stillingtagen er det ufødte barns tarv, nærmere bestemt dets ret til at leve. Ud fra det syns­ punkt er forslaget om en fast grænse yderst betænkelig – uanset om det vil medføre en vis retsbeskyttelse for en del af børnene – fordi det samtidig definitivt fratager den resterende del (under 24 uger) de samme rettighe­ der. Hertil kommer, at en accept af en fast grænse vil blåstemple den aldeles uacceptable forestilling, at samfun­ det, dvs. de til enhver tid siddende medlemmer af Folketinget, suverænt kan bestemme over liv og død.

Betyder det så, at vi skal fastholde den tilstand, vi har i dag, hvor det er lægerne, der i samråd med foræl­ drene tager bestik af situationen og træffer en beslutning?

Heller ikke den løsning forekom­ mer uproblematisk. For her befinder vi os i en lige så usikker retstilstand

for børnene, som hvis det var Folke­ tinget, der bestemte. Hvem siger, at forældrene ikke i situationen lader sig styre af frygten for at få et handicap­ pet barn? Og hvem siger, at lægens vurdering holder stik, eller at den ikke er farvet af hans eller hendes højst personlige vurdering af, hvad der er ”et godt liv” for barnet – eller af, hvad der er godt for samfundet, som jo i et vist omfang skal bære udgifterne ved at tage imod et handicappet barn?

Men hvad er så alternativet? Det kunne være at sige: Alle for tidligt fødte børn har krav på, at lægerne gør alt, hvad der står i deres magt for at holde dem i live. Punktum.

Det ville være et konsekvent pro vita standpunkt. Men desværre er heller ikke det uden problemer.

Det ville nemlig – hvis man formule­ rede det som et absolut krav – føre til, at man var tvunget til at iværksætte livsforlængende behandling i alle til­ fælde og altså også i de tilfælde, hvor en sådan behandling var udsigtsløs.

Det er den samme problemstilling, vi kender til i livets sidste fase, hvor man i visse tilfælde kan spørge: Er der nogen mening i at trække patien­ ten gennem nye, måske pinefulde behandlinger, når der alligevel ikke er udsigt til helbredelse? Hvorfor ikke lade naturen gå sin gang og lade patienten dø i fred?

Derfor kommer vi ikke helt uden om i de enkelte tilfælde at måtte forlade os på et lægeligt skøn. Og det ville da også være til at leve med, hvis vi kunne være sikre på, at hensynet til barnet altid havde første prioritet.

Hvis vi med andre ord kunne leve i tryg forvisning om, at alle læger følte sig forpligtet af det klassiske løfte om aldrig at skade patienten, og hvis politikerne tilsvarende aldrig lod sig lede af kassetænkning eller andre gustne overlæg. Ja, så kunne vi leve med den usikkerhed, der altid vil være i situationer som disse, hvor ingen kan forudsige fremtiden og derfor hel­ ler aldrig være helt sikre på, om det, man beslutter, dybest set er i barnets bedste interesse.

Norge

Berufsverbot i Norge for læger, der siger nej til abort

Norges sundhedsminister Anne Grethe Strøm-Erichsen gør det nu til en embedspligt for alle praktiserende læger at henvise kvinder til abort

Praktiserende læger i Norge, der af samvittighedsgrunde nægter at henvise kvinder til abort eller kunstig befrugtning, eller som ikke vil ud­ skrive potentielt abortfremkaldende antikonception, risikerer nu at miste deres arbejde.

Det er situationen, efter at sund­ hedsminister Anne Grethe StrømErichsen i begyndelsen af februar udsendte en instruktion, der slår fast, at man ikke længere vil tolerere, at læger indtager særstandpunkter med hensyn til abort eller prævention.

MANGLENDE DOKUMENTATION Som begrundelse herfor anførte re­ geringen i en presse­meddelelse den 7. februar, at Sundhedsministeriet i den senere tid havde fået enkelte tilbagemeldinger om kvinder, som var blevet afvist hos deres praktiserende læge i forbindelse med spørgsmål om abort, og om praktiserende læger, der

havde modsat sig at give vejledning om prævention til piger.

Efterfølgende har det imidlertid vist sig umuligt for ministeren og hendes embedsmænd at fremskaffe dokumentation for, at disse tilbage­ meldinger eksisterer andre steder end i ministerens fantasi.

ET KURSSKIFTE MED VIDTRÆKKENDE KONSEKVENSER I Norge er lægerne ligesom i Danmark fritaget for at udføre abortindgreb, hvis det strider mod deres overbe­ visning, og loven er hidtil ligesom i Danmark blevet fortolket således, at samvittighedsklausulen også fritager lægerne for at henvise til abort m.m.

Den regeringsbeslutning, der nu er taget i Norge, kan få vidtrækkende konsekvenser, fordi der er tale om et kursskifte af stor principiel betydning.

Det er tydeligt, at regeringen har forsøgt at bagatellisere sagen ved

at foregive, at den nye fortolkning af loven kun er sat i værk for at løse et praktisk problem. Det, der reelt sker, er, at man nu pålægger læger at foretage sig noget, der intet har med lægegerning at gøre, og som direkte strider mod klassisk lægeetik: kvinder, der ønsker abort, og kvinder, der ønsker at få ordineret potentielt abortfremkaldende prævention, er ikke syge mennesker, der har krav på behandling.

Derfor er der tale om et autoritært overgreb mod den norske lægestand, og derfor er det strømmet ind med protester – også fra læger og for­ skere, som ikke personligt berøres af påbudet. I en af protestskrivelser­ ne hedder det: ”Muligheden for at sige nej handler ikke om at fælde en moralsk dom over patienten eller om at hindre patienten i at få hjælp, men om at kunne beskytte sin personlige integritet.”

7

USA

Obama på kollisionskurs med det kristne Amerika Nyt dekret pålægger alle arbejdsgivere – også kirkelige institutioner – at dække samtlige medarbejderes udgifter til prævention, sterilisation og fortrydelsespiller Obamacare, præsident Barack Oba­ mas stærkt omdiskuterede sundheds­ reform, der blev vedtaget med et spinkelt flertal i marts 2010, er igen blevet et stridens æble i amerikansk politik.

Denne gang er det et dekret fra det amerikanske sundhedsministerium, der har givet anledning til voldsomme protester. Dekretet er et af mange led i den praktiske gennemførelse af sundhedsreformen, og stik mod alle tidligere løfter om, at reformen ikke ville krænke religiøse institutioners moralbegreber, pålægger det kirkeligt drevne hospitaler, skoler, universiteter, og diverse organisationer, der udfører socialt arbejde, at betale samtlige medarbejderes (og studerendes) udgifter til ”sundhedsydelser” så som prævention, sterilisation og fortry­ delsespiller. Undtaget herfor er kun deciderede menigheder og bispe­ dømmers administrationskontorer.

PROVOKATION Præsidenten er næppe i tvivl om, at dekretet er en åbenlys provokation ikke mindst i forhold til den katolske

8

kirke i USA, fordi den tvinger katolske institutioner, som også beskæftiger mange ikke-katolske medarbejdere, til at handle stik imod kirkens udtryk­ kelige forbud mod sterilisation og prævention – herunder naturligvis også potentielt abortfremkaldende præventionsmidler.

PROTESTER FRA MANGE SIDER USA’s katolske biskopper var da heller ikke sene til at protestere mod dekre­ tet, som de betegnede som en kræn­ kelse af trosfriheden. Formanden for den katolske bispekonference ærke­ biskop Timothy Dolan betegnede således dekretet som ”lige så meget et angreb mod sundheden som mod religionsfriheden.”

Men protesterne er ikke kun indlø­ bet fra katolsk side. Også 65 ameri­ kanske biskopper fra den ortodokse kirke og adskillige jødiske, evangelika­ le og lutherske kirkeledere har taget afstand fra dekretet. ”Jeg er ikke katolik,” skrev en pro­ testantisk sognepræst, Rick Warren, men jeg er 100 % solidarisk med mine brødre og søstre, når deres ret til at praktisere deres tro kommer under

pres fra regeringen. Jeg ville hellere gå i fængsel end give efter for et regeringspåbud, som strider imod, hvad Gud befaler os at gøre, jfr. ApG 5,29: Man bør adlyde Gud mere end mennesker.”

OBAMA PÅ TILBAGETOG – ELLER? Under indtryk af de mange protester foretog Obama den 10. februar noget, der kunne ligne et tilbagetog, da han meddelte, at han nu ville forelægge en revideret udgave af dekretet og samtidig udskyde datoen for dets ikrafttræden til august 2013 i stedet for 2012.

Det nye består i, at det nu ikke længere skal være arbejdsgiverne, der afholder udgifterne til prævention og sterilisation, men forsikringsselska­ berne. De vil fremtidigt få pålæg om vederlagsfrit at udvide dækningen til også at omfatte prævention og sterili­ sation, når de skal skrive kontrakt med arbejdsgiverne om sundhedsforsikrin­ ger til medarbejderne.

Fik det kritikken til at forstumme? På ingen måde. Det lugter langt væk af en politisk undvigemanøvre, der har

til formål at lægge låg på sagen inden det kommende præsidentvalg. Denne mistanke understøttes af det forhold, at regeringen straks efter – i stedet for at udsætte vedtagelsen af dekretet – besluttede at fastholde det uden ændringer, således at det indtil videre er gældende lov. Om dekretet herefter vil blive ændret til den nye version, er således kun et løfte fra præsidenten, som ingen i øjeblikket kan vide, om han vil overholde, såfremt han bliver genvalgt.

DET ETISKE DILEMMA STÅR UÆNDRET TILBAGE Men selv om det bliver den nye ver­ sion, der kommer til at gælde, vil det ikke gøre den store forskel.

Man skal nemlig være mere end almindeligt naiv for at tro på, at det reelt bliver forsikringsselskaberne, der kommer til at betale. Erfaringsmæs­ sigt er det altid forsikringstagerne, altså kunderne, der kommer til at betale gildet i sidste ende. Hvor skulle pengene ellers komme fra? Derfor løser forslaget heller ikke i nævnevær­ digt omfang det etiske dilemma.

De katolske biskopper har i en fore­ løbig reaktion peget på • at dekretet fortsat påtvinger alle parter forsikringer til dækning af prævention og sterilisation og dermed gennemtvinger det synspunkt at graviditet er en sygdom.

• at både forsikringsselskaber og deres ansatte samt arbejdsgivere og institutioner uændret tvinges til at administrere en ordning, som strider imod deres religiøse overbevisning.

• at – selv om arbejdsgivere i ikkekommercielle institutioner fritages, vil medarbejderen og forsikringsselskabet kunne aftale en udvidelse af dækningen, som medarbejderen ikke kommer til at betale for, således at de kontroversielle ydelser reelt bliver en del af institutionens politik.

Biskopperne konkluderer, at det nye forslag ”fortsat indebærer unødig indblanding fra regeringens side i religiøse institutioners interne for­

hold, ligesom det udgør en risiko for, at religiøse mennesker og grupper vil blive tvunget til at handle i strid med deres dybeste overbevisning.

I en nation, der er forpligtet på religiøs frihed som sit første og grund­ læggende princip, burde vi ikke være nødsaget til at forhandle inden for sådanne rammer. Den eneste virke­ lige løsning på dette problem om religiøs frihed vil være, at sundheds­ ministeriet tilbagekalder påbudet om at gennem­tvinge disse forkastelige ydelser.”

Den katolske kirke i USA har fra begyndelsen støttet tanken om en sundhedsforsikring for alle, men sam­

tidig insisteret på, at sundhedsydelser ikke omfatter hverken prævention eller abort.

I den amerikanske kongres for­ søger en gruppe pro life politikere i øjeblikket et politisk modtræk i form af et lovforslag (Respect for Rights of Conscience Act) som skal beskytte mod statslig tvang i anliggender, der involverer den enkelte borgers samvittighed.

Det sker med påstand om, at Oba­ mas dekret strider imod den såkaldte First Amendment i den amerikanske forfatning, der forbyder alle love, der lægger hindringer i vejen for fri religions­udøvelse.

Obama og den fri abort Under valgkampen og i sin tid som præsident har Barack Obama været en urokkelig støtte for den amerikanske abortlobby. Dette til trods for alle løfter om at ville begrænse antallet af aborter.

Listen over de embedshandlinger, der viser, at han tværtimod har gjort alt, hvad han kunne, for at imødekomme aborttilhængerne, er i løbet af hans tid som præsident vokset støt. De ministre, rådgivere og øvrige nøglemed­ arbejdere, Obama omgiver sig med, er alle erklærede aborttilhængere – fra vi­ cepræsident Joe Biden, udenrigsminister Hillary Clinton, viceudenrigsminister James B. Steinberg, de to sundhedsministre Tom Daschle og den nuværende Kathleen Sebelius. Man kan fortsætte med listen over nøglemedarbejdere i Det Hvide Hus, f.eks. den tidligere leder af den feministiske abortorganisation Emily’s List, Ellen Moran, som Obama håndplukkede til stillingen som kommu­ nikationsdirektør umiddelbart efter valget, eller se på, hvilke juridiske rådgi­ vere og dommere Obama har udnævnt, blandt mange andre Elena Kagan til højesteretsdommer i 2010.

Hertil kommer en lang række lovinitiativer: ophævelse af den såkaldte Mexico City Policy, som udelukkede organisationer, der udførte eller promoverede abort i andre lande, fra offentlig støtte (2009), fornyede bevillinger til UNFPA (50 mio. dollars), bevillinger til forskning i embryonale stamceller samtidig med ophør af bevillinger til forskning i voksne stamceller, flere penge til Planned Pa­ renthood (2010) og fortsat støtte (2011) på trods af at organisationen bevisligt er involveret i kriminelle handlinger, fejring af højesteretsdommen Roe v. Wade der i 1973 banede vejen for fri abort (2012), og som siden har kostet 54 mio. ufødte amerikanske børn livet ... for nu blot at nævne det mest iøjnefaldende ...

9

Kort nyt

Europarådet: nej til aktiv dødshjælp Europarådets Parlamentariske Forsamling (PACE) har den 25. januar vedtaget en resolution, hvori det hedder, at ”eutanasi i betydnin­ gen med forsæt at dræbe et menneske, som ikke er i stand til at tage vare på sig selv, enten ved at handle eller ved at undlade at handle i hans eller hendes påståede interesse, altid bør forbydes.”

Der er ikke tale om en bindende resolution for de 47 medlemslande, men resolutionen tolkes af de fleste iagttagere som et klart signal om, at der i de europæiske parlamenter er en stigende modstand mod aktiv dødshjælp. Andre går videre og fremhæver resolutionens princi­ pielle betydning, i og med at den vil kunne påvirke fremtidige afgørelser ved EU-domstolen.

Spanien: Stramning af abortloven under den nye konservative regering

Færre unge og flere ældre forværrer krisen Ifølge Jyllands-Posten den 1. februar 2012 truer kreditvurderingsbureauet Standard & Poor nu med at sænke kreditværdigheden for de G20lande, som ikke i tide gennemfører de økonomi­ ske reformer, der er nødvendige for at imødegå den skæve aldersfordeling i de fleste lande – nærmere bestemt det forhold, at et voksende antal pensionister skal forsørges af stadigt færre unge.

Skrækeksemplet er Japan, hvis befolkning i 2050 ventes at være skrumpet til 89 mio. fra 127 mio. i dag. Det vil medføre stigende udgif­ ter til sundhed, ældreomsorg og pensioner i et omfang, der svarer til 22 % af bruttonational­ produktet, fordi der til den tid vil være to af fem japanere, der er over 65 år.

Det er den slags oplysninger, der burde sætte tanker i gang hos regeringen, jfr. lederen side 3.

Spaniens nye justitsminister Alberto Ruiz Gallar­dó­n meddelte den 25. januar, at han har i sinde at revidere den spanske abortlovgivning, således at man i store træk vender tilbage til det, der var gældende indtil 1985, da den socialistiske regering yderligere liberaliserede adgangen til abort blandt andet ved at give 16- og 17-årige ret til at få foretaget abort uden deres forældres samtykke.

Hermed opfylder regeringen det løfte, den gav under valg­ kampen. Endnu er der dog ikke sat dato på, hvornår loven vil blive ændret, og der foreligger heller ikke oplysninger om, hvorvidt der bliver tale om mere vidtgående ændringer.

Samtidig har den nye sundhedsminister meddelt, at man overvejer at indføre receptpligt for fortrydelsespiller, der i øjeblikket kan fås i håndkøb på landets apoteker.

Alberto Ruiz Gallardón holder sit løfte om at rulle lovgivningen tilbage til, hvor den var i 1985.

10

Tove Ross Niklassen (1923-2011) Landsbevægelsen har mistet sin grand old lady, Tove Ross Niklassen, som sov stille ind den 23. november 2011 efter et langt og rigt liv.

Tove var i en lang årrække praktiserende læge i Brabrand og engagerede sig fra første færd i kampen for det ufødte liv. Hun var med til at stifte Lands­ bevægelsen og blev dens første formand.

Som menneske var hun kontant, ligefrem og hjertelig – aldrig bange for at sige sin mening på et tidspunkt, hvor andre i hendes profession anså det for klogt at holde en lav profil. I det første nr. af bladet, som udkom i 1980, sam­ menlignede hun således situationen i vor tids samfund efter indførelsen af fri abort med tilstandene i tiden omkring Romerrigets fald. ”Måske begyn­ delsen til enden af vor tids civilisation”, skriver hun og fortsætter: ”Men vi må som pro-life læger forhindre dette ved at redde vor professions etik.”

Toves engagement for denne sag var usvækket til det sidste, hvor vi altid kunne glæde os til at se hende til møderne. Æret være hendes minde.

Tove, som vi husker hende, her fotograferet ved RFM’s årsmøde i 1994, hvor hun var hovedtaler med et foredrag om eutanasi og lægeetik.

RFM’s årsmøde og repræsentantskabsmøde 2012 lørdag den 17. marts kl. 11.00 i Sankt Norberts Kirkes menighedslokaler Blegbanken 2, Vejle

11.00-12.45

Årsmøde: Ankomst, Formand og bestyrelse orienterer om arbejdet i det forløbne år.

Kassererens beretning. Valg til repræsentantskabet. Ordet er frit.

12.45-13.00 Repræsentantskabsmøde: Valg af medlemmer til bestyrelsen. Eventuelt.

13.00-14.00

RFM byder på frokost. Tilmelding nødvendig på tlf. 5576 7652 eller info@rfm.dk 14.00-16.00

Oplæg v/ Torben Riis om den vestlige verdens befolkningspolitik med

særligt henblik på kvindernes situation.

Ingen mødeafgift: Alle tilsluttede får deres transportudgifter dækket.

11

B

Afsender RFM, Præstemarken 18, Sønderup, 9541 Suldrup

PP Danmark

Om etikken, der blev væk Professor Jérôme Lejeune (1926-1994)

I de moderne demokratier, som ikke længere refererer til en højere morallov, er det enhver hæderlig borgers pligt selv at udfylde dette tomrum med det, han mener er det bedste for samfundet. Det er den eneste pligt, han har, og den sidste rettighed, han har tilbage.

ISSN 0906-4605