Skip to main content

RFMnyt #2 2012

Page 1

RFMnyt

33. årgang nr. 2 Efterår 2012

Hvad har den trojanske hest at gøre med befolknings­ kontrol? – find svaret side 6

Siden 1978 er 5.000.000 børn kommet til verden ved reagensglasbehandling eller kunstig insemination. Men hvem tænker på de ca. 6 gange så mange, der gik til grunde i denne proces? – side 11


Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv

Jérôme Lejeune

Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv (RFM) er en uafhængig dansk græsrods­ bevægelse, som arbejder på grundlag af Lejeune-erklæringen.

det ekstra kromosom (trisomi 21), som forår­ sager mongolisme. Han var dermed den første genetiker, der identificerede en arveligt bestemt sygdom.

Den franske genetiker Jérôme Lejeune (1926– 1994) var en af det 20. århundredes betydeligste biologiske forskere og modtog i 1962 Kennedyprisen. Han var professor i fundamental genetik ved René Descartes Universitetet i Paris og medlem af Det pavelige Videnskabernes Aka­ demi. I slutningen af 1950’erne opdagede han

Lejeune var gennem hele sin karriere en utrættelig og frygtløs fortaler for livets sag. Som kristen læge og forsker fastholdt han, at ethvert menneskeliv – fra befrugtningsøjeblik­ ket til en naturlig død – har krav på ubetinget respekt og således aldrig må gøres til et middel eller til et forsøgs­objekt.

Lejeune-erklæringen Fra befrugtningsøjeblikket, dvs. det tidligste øjeblik af biologisk eksistens, er barnet et menneske, et selvstændigt individ, genetisk forskelligt fra moderen, som giver det næring og beskyttelse. Fra befrugtningsøjeblikket og resten af dets liv er det det samme levende menneske, som vokser, udvikler sig, modnes og til slut dør. Det er i besiddelse af egenskaber, som gør det forskelligt fra alle andre mennesker. Det er unikt og derfor uerstatteligt. Det er lægens opgave at tjene livet fra dets begyndelse til dets afslutning. Den respekt for menneskelivet, som er grundlaget for lægens arbejde, kan således aldrig gøres betinget af patientens alder eller tilstand i øvrigt. Foreligger der vanskelige omstændigheder i forbindelse med en graviditet, er det lægens pligt at gøre sit yderste for at hjælpe både mor og barn. Det strider derfor direkte mod en læges opgave at afbryde et svangerskab i den hensigt at ville afhjælpe sociale, økonomiske, psykologiske eller genetiske problemer.

RFM holder liv i debatten Vi forsøger til stadighed at skabe op­ mærksomhed om alle områder, hvor respekten for menneskelivet er helt eller delvist undergravet. Derfor beskæftiger vi os ikke alene med abortproblematikken, men også med emner som aktiv døds­hjælp, repro­ duktionsteknologi, genteknologi og befolk­ningspolitik.

RFM rådgiver

Vi har oprettet en gratis rådgivnings­ tjeneste for gravide. Er du i tvivl, om du magter at gennem­ føre svangerskabet, eller har du problemer efter en abort – så ring til sekretariatet (5576 7652), hvis du vil have en personlig samtale, eller send os en mail: info@rfm.dk

RFM informerer Foruden dette blad udsender RFM gratis informations- og undervisnings­ materialer, som du kan bestille på sekretariatet. Nogle af dem kan downloades fra vores hjemmeside www.rfm.dk Vi kommer gerne ud på skoler, i for­ eninger og menigheder med aktuelle debatoplæg og foredrag.

Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv Lundby Hovedgade 104, 4750 Lundby cvr.nr.: 29685487 • Ved indbetaling af frivillige bidrag til RFM via netbank: FI-nummer (73) 85891774 – eller: reg. nr. 9037 konto 4576665836 • Tlf.: 5576 7652 • E-mail: info@rfm.dk Hjemmeside: www.rfm.dk


RFM nyt

33. årgang nr. 2 Bladet udkommer tre gange årligt og sendes gratis til alle tilslutttede. Årligt mindstebidrag 125 kr. For familier 175 kr. Redaktion Torben Riis ansvarshavende Redaktionens adresse: Lundby Hovedgade 104 4750 Lundby tlf 5576 7652 Fax 5576 7135 E-mail: info@rfm.dk Hjemmeside: www.rfm.dk Henvendelser vedrørende medlemsskab, levering af bladet eller adresseændring: Ettie og Morten Jødal Præstemarken 18 Sønderup 9541 Suldrup tlf 9818 3774 E-mail: morten@joedal.dk eller ettie@joedal.dk Anvendelse af artikler fra bladet er tilladt med kildeangivelse Tryk: Trykcentret ApS Husk at alle gaver til RFM ud over årsbidraget er fradragsberettigede. RFM indberetter gaver til SKAT, hvis du meddeler os dit CPR-nummer.

Europa krymper Det var overskriften på den første artikel i en serie om befolknings­ udviklingen i Europa, som Morgenavisen Jyllands-Postens Erhvervs­ tillæg bragte i slutningen af juli og starten af august. Det er på én gang deprimerende og informativ læsning. Mens leve­ alderen til stadighed stiger, falder fødselsraten (antal fødte børn pr. kvinde) med samme hast. I Danmark ser det ud til, at fødselsraten har stabiliseret sig omkring 1,85 (men stadig ikke nok til at erstatte forældregenerationen) mens situationen andre steder i Europa er anderledes alarmerende: “F.eks. har italienske kvinder måttet nøjes med at få 1,3 barn de seneste to årtier, hvilket nærmer sig en ver­ denshistorisk bundrekord,” skriver artikelseriens forfatter Steffen Stubager, som i denne og de følgende artikler rapporterede fra en rundrejse i Europa. “En fødselsrate på 1,3 betyder, at en befolkning vil blive halveret på 45 år.” For Europa set under ét kommer den negative befolkningsudvikling blandt andet til at betyde, at den europæiske arbejds­styrke vil blive 15 pct. mindre i løbet af de næste 50 år. I rene tal betyder det, at der vil blive 30 millioner færre europæere i den erhvervsaktive alder og dermed også færre til at forsørge det stigende antal ældre. Det kan, siger en amerikansk demograf, som Steffen Stubager har talt med, resultere i, at “et eller flere velfærdssystemer vil bukke under for dette voksende pres”. I en senere artikel refererer Steffen Stubager en anden amerikansk demograf James Vaupels optimistiske opskrift på en løsning af pro­ blemet. Vaupel rådgiver blandt andre den tyske kansler Angela Merkel og er yderligere tilknyttet Odense Universitet. Interessant nok ser han ikke noget problem i, at vi bliver ældre og færre. Vi skal blot fordele arbejdet på en anden måde, skabe et mere flesksibelt arbejdsmarked, sådan at vi får mere fritid og tid til børnene. Ingen tvivl om, at Vaupel har en pointe med hensyn til vor tids rigide arbejdsmarked, der groft sagt giver folk valget mellem at knokle på fuld tid eller blive holdt helt uden for. Men stikker problemet ikke dybere? Hvad med de økonomiske og sociale konsekvenser af at skabe et samfund, der domineres af 60-80 årige, og hvor begrebet søskende er så godt som ukendt? Læg hertil, at mindre optimis­ tiske demografer, blandt andre Steven Mosher, har påpeget, at der ikke er belæg for at antage, at befolkningstallet skulle stabilisere sig på det nuværende niveau. Europas folketal er i frit fald, og den ud­ fordring, som f.eks. fru Merkel står over for, er udsigten til at miste over 15 millioner indbyggere i løbet af det næste halve århundrede. Torben Riis


Danmark

Debatten om aktiv dødshjælp blussede op igen i sommervarmen Spørgsmålet om aktiv dødshjælp ulmer fortsat under overfladen. Det blev vi mindet om midt i agurke­ tiden, hvor debatten fik fornyet næ­ ring, da en fynsk mand efter at have forsøgt at ombringe sin lungesyge far med 94 morfinpiller blev idømt en betinget fængselsstraf på 60 dage. Den maksimale straf for medliden­ hedsdrab er tre års ubetinget fæng­ sel. Den milde dom skal ses i lyset af, at faderen selv havde bedt sin søn om hjælp til at dø, og at drabsforsø­ get faktisk ikke lykkedes. Efterfølgende blev sagen fulgt op i både skrevne og elektroniske me­ dier med (temmelig intetsigende) interviews med den dømte samt de obligate udmeldinger fra politikere og diverse fagpersoner. Kristeligt Dagblad kunne fortælle, at Det Etiske Råd, som tilbage i 2006 enstemmigt tog afstand fra aktiv dødshjælp, nu var splittet i spørgs­ målet. Det samme kunne man nogle dage senere læse i Jyllands-Posten (14/6), som til lejligheden havde be­ stilt en meningsmåling hos Rambøll Analyse. Den viste ikke overraskende, at op mod 70 % af danskerne går ind for aktiv dødshjælp, mens kun 20 % er imod.

Den slags kendsgerninger kan få mere end en politiker til at ryste på hånden. Således sundhedsminister Astrid Krag, som fluks reagerede ved at udbede sig en stillingtagen fra Det Etiske Råd samt sætte sagen på dagsordenen i Folketingets sund­ hedsudvalg. ”Jeg er ikke afvisende over for aktiv dødshjælp,” sagde hun til Kristeligt Dagblad den 1. juni, ”for min grundindstilling er, at folk bestemmer over eget liv.” Hvad det angår, er hun helt på linie med diverse ordførere fra både rød og blå blok, som heller ikke er ufølsomme over for et vælgerflertals ønsker, og som i hvert fald kan blive

Det Etiske Råds formand Jacob Birkler hælder fortsat til en anbefaling af ”lindrende pleje og behandling” i stedet for aflivning af patienten og efterlyser samtidig en kvalificering af debatten. At dette sidste er tiltrængt, kan man overbevise sig om ved at læse jura­ professor Gorm Toftegaard Nielsens kommentar i Kristeligt Dagblad (1/6), hvor han udtaler, at ”drab og overfald begås for at komme mennesker til livs, mens aktiv dødshjælp begås for

Fokus bør være på, hvordan sund­ hedsvæsenet på tværs af sektorer og faggrupper sikrer en effektiv smertelindring og omsorg for den enkelte. Det er smerten og angsten, vi skal tage livet af – ikke patienten. Formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen i en leder i Ugeskrift for Læger

enige om, at det er umådeligt vigtigt, at spørgsmålet bliver taget op til fornyet debat. At man anser dette for at være så vigtigt, kan logisk set kun betyde, at

Jeg er ikke afvisende over for aktiv døds­ hjælp, for min grundindstilling er, at folk bestemmer over eget liv. Sundhedsminister Astrid Krag (SF)

4

man ligesom Astrid Krag er åben for en legalisering af aktiv dødshjælp. Hvorfor ellers debattere spørgsmålet?

at hjælp den pågældende” og heraf konkluderer, at aktiv dødshjælp intet har at gøre med ”et normalt drab”. Med andre ord: hensigten helliger midlet. Det er i orden at slå ihjel, bare det gøres i den bedste mening. Så skylder professoren os blot en mere detaljeret redegørelse for, hvilke gode intentioner der kan retfærdig­ gøre drab. Gælder det f.eks. også drab på personer med en uønsket


politisk holdning? Eller på de besvær­ lige abortmodstandere? Oven på den omgang lommefilosofi var det befriende at læse formanden for Lægeforeningens Etiske Udvalg, Poul Palisz Jaszcak, slå fast, at der uanset om dødshandlingen sker på patientens eget initiativ altid er tale om et drab. ”Det ændrer ikke ved, at det er en aktiv handling, der har ét formål, nemlig at frarøve patienten livet” (Jyllands-Posten 8/6). Hvad dette angår, er han helt på linie med Lægeforeningens formand Mads Koch Hansen, som i en leder i Uge­

skrift for Læger (2012; 174(26): 1775) med overskriften ”Aktiv dødhjælp er et vildspor” konstaterede, at ”aktiv dødshjælp vil være en farlig vej at gå.” Påstanden om, at patientens selv­ bestemmelsesret også skal omfatte retten til at vælge livet fra, afviser han med henvisning til, at mange termi­ nale patienter ikke har overskud til at træffe en sådan beslutning endsige udtrykke klart, hvad de mener. Derfor kan de risikere at komme under pres fra omgivelserne: ”Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig en gammel meget syg mand, som nødigt vil belaste resten af familien og ligefrem tror, at det vil

være en lettelse for dem, hvis han beder lægen forkorte sit liv.” Samtidig peger Mads Koch Hansen på, at ”det ikke er muligt objektivt at definere, hvornår en lidelse er ubærlig”. Det kan føre til, siger han, ”at døden bliver en legal løsning på stadig flere kategorier af lidelser,” og ”det er”, tilføjer han, ”skræmmende perspektiver.” Endvidere nævner han det pro­ blem, ”at aktiv dødshjælp vil skade tillidsforholdet mellem læge og patient”, og han slutter sin leder med at understrege, at ”det er smerten og angsten, vi skal tage livet af – ikke patienten.”

Sundhedsstyrelsen

Vejledning i human aflivning af uønskede børn Ekstrabladet beskrev i en artikel i april måned en sen abort (22. uge), hvor barnet (ikke utypisk) blev efterladt alene i et skyllerum i to timer, inden det døde. Den debat, der fulgte i kølvandet på artiklen, fik Folketingets Ombuds­ mand til at gå ind i sagen og bede Sundhedsstyrelsen gøre rede for, hvilket regelsæt, man følger på de enkelte fødeafdelinger i sådanne tilfælde. Herfra kunne man henvise til en vejledning fra 2005, hvor der står: ”Såfremt lægen efter en samlet vurdering finder, at barnet er leve­ dygtigt, skal fornøden behandling iværksættes. Såfremt det vurderes, at barnet er uafvendeligt døende, skal fornøden omsorg gives.” Men hvad er så ”fornøden om­ sorg”? Det har Sundhedsstyrelsen

præciseret i en skrivelse til landets fødeafdelinger. ”Det indebærer”, hedder det i brevet, ”mere end blot den sundhedsfaglige behandling. Et barn, som er uafvendeligt døende efter ekstremt for tidlig fødsel/sen abortus provocatus, bør ikke efter­ lades, men der bør stilfærdigt være et andet menneske i dets nærhed, indtil livstegn ophører. Ved et protaheret forløb (læs: hvis det trækker i lang­ drag) skal det sikres, at passende lej­ ring eller smertelindring effektueres efter en gentagen jordemoderfaglig vurdering af forløbet.” Her er der flere interessante ting at lægge mærke til. For det første sprog­ brugen: det er et barn, der tales om – ikke nogle celler eller noget væv. Man kan endda med lidt god vilje udlede af formuleringen et andet menneske,

at barnet så også bør betragtes som et menneske. Tankevækkende. Dernæst kan man lægge mærke til, at lægen ifølge 2005-vejledningen skal vurdere, om barnet er uafvendeligt døende eller levedygtigt. Men hovsa! En sådan lægelig vurdering har jo kun relevans i det tilfælde, hvor der er en mor, som ønsker barnet. Hvis hun ikke gør det, vil barnet uanset levedygtighed ende sine dage i skyl­ lerummet eller anden forhåndenvæ­ rende lokalitet. Så er barnet godt nok uafvendeligt døende, men kun i den forstand, at der ikke er nogen, der løfter en finger for at holde det i live, og det er jo en ganske anden snak... Men smukt er det da, at man er kommet så vidt, at aflivningen nu kan foregå under mere humane former. Gad vidst, om de også nogle steder spiller blid baggrundsmusik.

5


baggrund

Da befolkningskontrol blev omdøbt til »seksuelle og reproduktive rettigheder« Danmark vil arbejde for at mindske diskrimination mod kvinder, sikre deres seksuelle og reproduktive ret­ tigheder... Disse ord kan man læse på DANIDA’s hjemmeside i dokumentet ”Retten til et bedre liv – strategi for Danmarks udviklingssamarbejde” side 14. Og det er der ikke noget nyt i. Skiftende regeringer har i de seneste årtier, nærmere bestemt siden midten af 1990’erne, anvendt disse udtryk for at markedsføre den del af deres bistandspolitik, som mindre florom­ vundent kan betegnes som befolk­ ningspolitik med det overordnede mål at begrænse befolkningstilvæk­ sten i verden og da ganske særligt i den 3. verden. NY STRATEGI Vi skal helt præcis tilbage til 1993, til Verdensbankens internationale udvik­ lingskonference i Washington, hvor den daværende direktør for UNICEF, James P. Grant, udtalte disse ord: ”Børn og kvinder skal være den trojanske hest i bestræbelserne på at opnå en drastisk opbremsning i befolkningstilvæksten.” Hermed havde befolknings­lobbyen formuleret sin nye strategi over for offentligheden og ikke mindst den vestlige verdens regeringer, der nu som før skulle overtales til at finan­ siere foretagendet. Men inden vi ser nærmere på Grants udmelding, kunne vi spørge:

6

Børn og kvinder skal være den trojanske hest i bestræbelserne på at opnå en drastisk opbremsning i befolknings­ tilvæksten. James P. Grant

James P. Grant, UNICEF’s direktør 1980-1995 fremstilles af organisationen som ”børnenes advokat.” At det er en sandhed med modifikationer, ses af citatet ovenfor.

Hvorfor en ny strategi? Det er der en ganske enkel forklaring på, nemlig at de hidtidige argumenter for at sætte ind med drastiske midler mod den globale fertilitet, havde mistet deres overbevisningskraft et for et – ikke mindst blandt eksperter. ARGUMENTERNE Det klassiske argument: at vi hastigt nærmer os en situation, hvor kloden ikke kan brødføde flere mennesker, skriver sig tilbage til 1798, hvor den

engelske præst Thomas Malthus i sin bog The Principle of Population forud­ sagde snarlig hungersnød i England, hvis befolkningstilvæksten ikke blev bremset. Argumentet bygger således på to påstande: 1) at vi bliver flere og flere, hvis vi ikke griber ind, og 2) at vi bliver fattigere og fattigere, jo flere vi bliver. At det har vist sig, at ingen af disse påstande i det lange løb holder stik, vedgik DANIDA allerede i en rapport fra 1988 med disse ord:


Malthus’ forudsigelser er blevet gjort til skamme, fordi grænserne for den befolkning, jorden kan brødføde, er udvidet, og fordi befolkningstilvæks­ ten er aftaget med den stigende velstand. Han forudså ikke den teknologiske udvikling, og han forudså ikke, at den stigende per capita-indkomst, som fulgte heraf, førte til ændret adfærd. I vor tid har grundlæggeren af World Watch Institute, Paul Ehrlich, ikke desto mindre fremført lignende dom­ medagsprofetier, som i årevis ukritisk er blevet refereret som videnskabe­ lige facts i de vestlige medier. Det var Ehrlich, der i 1968 udgav bogen ”Befolkningsbomben” og dermed lancerede et begreb, som fik en ene­ stående effekt i befolkningslobbyens skræmmekampagne. Men bomben viste sig at være en fuser, for mens verdens befolkning steg fra 3 milliarder i 1960 til 6 milliar­ der i år 2000, faldt den gennemsnit­ lige fødselsrate i samme periode fra 6 børn pr. kvinde til 2,6. Det var altså ikke fødslerne, men den stigende levealder, der i denne periode var motoren i befolkningsudviklingen. Men ifølge FN vil fødselsraten i løbet af de næste 50 år falde til et sted mellem 1,35 og 1,85 – altså færre børn, end de to, der skal til for at erstatte forældrene – og dermed er befolkningstallet globalt set allerede nu i frit fald. Det er ligeledes vanskeligt at finde overbevisende belæg for, at vi skulle blive fattigere i takt med stigninger i befolkningstallet. Tænk f.eks. på den eksplosive velfærdsudvikling i Danmark fra 1960’­erne, hvor befolk­ ningstallet i samme periode steg med 764.000 op til år 2000. Eller tænk på, at verdens økonomiske kraftcentre ikke just befinder sig i tyndt befol­ kede områder. Endelig skal nævnes det såkaldt euge­ niske argument, altså påstanden om,

at man ved at hindre mennesker fra de lavere socialklasser (sociale tabere) i at sætte børn i verden kan forædle menneskeracen dvs. hovedsageligt få begavede og socialt velfungerende børn. Det er ikke blot en tankegang, der hører fortiden (især 1930’erne) til. En moderne udgave blev her i landet så sent som i 2003 kastet ud i debat­ ten af psykologiprofessoren Helmuth Nyborg, som foreslog, at man burde støtte højtbegavede i at få flere børn og belønne mindre begavede for ikke at formere sig. Synspunktet har ligesom i 1930’erne også en racistisk variant. Således har man for nylig påvist, at Planne­d Parenthood i USA kun i sjældne tilfælde ulejliger sig med at rådgive sorte kvinder om alternativer til abort og kun i sjældne tilfælde anbefaler bortadoption. I New York afsluttes 60 % af alle graviditeter i den sorte befolkning med abort. SUMMA SUMMARUM Kort sagt: Befolkningslobbyen var i 1990’erne ved at løbe tør for argu­ menter, der kunne motivere politi­ kerne til at bevilge penge til kostbare abort- og sterilisationsprogrammer i den 3. verden. Det stod helt klart efter FN’s befolkningskonference i Cairo i 1994, hvor det ikke lykkedes lob­ byen hverken at få anerkendt abort som et middel til familieplanlægning eller at få vedtaget konkrete mål for befolkningsudviklingen. Det var, hvad man på moderne dansk kalder bad for business. DEN TROJANSKE HEST Det var i denne situation, UNICEF’s direktør kom den betrængte lobby til undsætning med sit forslag til en relancering af projektet. I stedet for at anvende udtryk med en efterhånden odiøs klang som f.eks. befolknings­ kontrol, skulle man fra nu af tale om kvinders rettigheder – for hvem har i disse ligestillingstider lyst til at er­

klære sig som modstander af kvinders rettigheder? Strategien har siden stået sin prøve, og pengestrømmene flyder fort­ sat fra de vestlige regeringer til de internationale såkaldte familieplan­ lægningsorganisationer – officielt for at bedre kvinders og børns levevilkår og beskytte deres rettig­heder, reelt for (mod al sund fornuft) at begrænse antallet af fødsler i verden. Måske er det mest forbløffende og forstemmende i hele denne historie, at James P. Grant i 1994 ganske åben­ lyst (pressen var jo til stede) lagde en strategi frem, som enhver kunne se var bedragerisk. Læs blot hans udsagn over billedet på side 6 igen. For det første står der sort, undskyld blåt på hvidt, at formålet er uændret: en drastisk opbremsning i befolk­ ningstilvæksten. Det primære formål er altså ikke at hjælpe kvinder og børn til et bedre liv. De er ikke målet, men midlet, lokkemaden. Det fremgår klart af den sammenligning, han dra­ ger mellem kvinderne og børnene og den trojanske hest. For historien om den trojanske hest handler som be­ kendt om, at grækerne for at erobre Troja brugte list: skaffede sig adgang til byen ved at skjule sig i hesten. De naive trojanere lod sig forblænde af figurens smukke ydre og gik derved deres undergang i møde. For bag den smukke facade sad en morderisk bande skjult, som, da natten var fal­ det på, stormede ud i byen, anrettede et blodbad på befolkningen og lagde byen i ruiner. Var Grants billedsprog i virkeligheden mere afslørende, end han selv var klar over? Eller lagde han blot kortene på bordet i tryg forvisning om, at et knusende flertal uden at blinke ville acceptere selv nok så megen fortielse og løgnagtighed ”i den gode sags tjeneste”?

7


verden

Godt nyt fra Rio A propos ”reproduktive rettigheder” (se artiklen side 6-7) – så var det et eklatant nederlag for diverse fortalere for befolkningskontrol, herunder en del toppolitikere, at det ikke lykkedes at få netop dette udtryk med i slut­ dokumentet fra FN’s konference om bæredygtig udvikling. Konferencen blev afholdt i Rio de Janeiro i dagene 13.-22. juni i år med deltagelse af over 100 statsoverhove­ der, delegationer fra 192 lande og et utal af observatører – alt i alt 43.381 deltagere!

8

Ganske vist forekommer udtrykket ”reproduktiv sundhed” seks gange i slutdokumentet, men fraværet af netop ”reproduktive rettigheder”, der for abort­tilhængerne er synonymt med abort, var noget, der affødte bitre kommentarer ikke mindst fra de tilstedeværende hard core feminister. Således Kvindegruppen i FN, der repræsenterer over 200 forskellige kvindeorganisationer, som erklærede, at de to års forudgående forhandlin­ ger så godt som ikke med dette slut­

dokument havde ført til fremskridt for kvinders rettigheder. Norges tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland beklagede ligeledes fraværet af ”reproduktive rettigheder” og betegnede det som et tilbageskridt i forhold til tidligere aftaler. Vatikanets indlæg på konfe­ rencen betegnede hun som et udtryk for gammeldags traditionsbundne holdninger, diskrimination og ren og skær uvidenhed. Det var ganske rigtigt Vatikanet, der var primus motor i bestræbelserne på


at holde ”reproduktive rettigheder” ude af slutdokumentet. Vatikanets indlæg på konferencen blev holdt af pavens særlige udsending, den brasi­ lianske kardinal Odilo Pedro Scherer. Om netop dette følsomme emne sagde han: Retten til vand, retten til mad, retten til sundhed og retten til uddannelse hænger uløseligt sammen med retten til livet og med retten til udvikling. Derfor må vi uforfærdet hævde disse rettigheder og ligeledes beslutsomt stå vagt om den indlysende sandhed, at disse rettigheder er i den menneskelige persons tjeneste. Risikoen for at tilsløre denne rette sammenhæng synes især at være til stede i forbindelse med retten til

Vatikanets særlige udsending, den brasilianske kardinal Odilo Pedro Scherer forsvarede med held retten til livet på udviklingskonferencen i Rio de Janeiro

sundhed, hvor vi er vidner til et forsøg på at fremme en opfattelse af sundhed, som grundlæggende truer den menneskelige persons værdighed. At berøve de mest sårbare mennesker livet – nemlig dem, som endnu befinder sig i deres moders liv – kan ikke med nogen rimelighed komme ind under betegnelsen lægegerning eller sundhed. Her ydes ikke noget sandt bidrag til menneskers udvikling, her vises ingen respekt for deres egenart; en sådan handlemåde udgør tværtimod den alvorligste krænkelse af menneskets værdighed, det stik modsatte af en handling til gavn for menneskeheden, fordi udvikling i alle livets stadier bør stå i menneskelivets tjeneste.

Ældreboom rammer Afrika i de kommende årtier Afrika er det kontinent, befolknings­ lobbyen ynder at henvise til, når den skal argumentere for ”nødvendighe­ den” af fødselskontrol. Ser man på de aktuelle tal herunder ikke mindst fordelingen af unge og ældre, er det da også korrekt, at Afrika i dag er et kontinent, hvor andelen af unge er betydelig. Faktisk udgør de unge fra 0-15 år ifølge FN’s tal for 2010 hele 40 % af befolkningen mod gennemsnitligt 27 % i hele verden – mens de ældre over 60 år kun udgør beskedne 5,5 %. Dette sidste tal kan man sammen­ ligne med de tilsvarende andre steder i verden: i Asien udgør de ældre 9,9 %, i Latinamerika 10 %, i Nordamerika 18,6 % og i Europa 21,7 %. Sådan er det nu, men sådan bliver det ikke ved med at være. I en artikel i Population & Sociétés, som udgives af INED (Frankrigs natio­ nale institut for demografisk forsk­ ning), nr. 491, juli-aug. 2012, peger tre forskere på, at situationen vil ændre

Et eksempel på den forventede udvikling på det afrikanske kontinent 2010-2050

Algeriet 2010

Algeriet 2050

Over 60 år: 2,4 millioner (6,8 %) Gennemsnitsalder 26,2 år Alder

Over 60 år: 12,2 mio. (26,2 %) Gennemsnitsalder: 42,0 år Alder

mand

kvinde

sig drastisk i årene frem til 2050. Det skyldes, at fødselsraterne i mange afrikanske lande for tiden rasler ned i et langt hastigere tempo end det, man har oplevet i de industrialiserede lande. I denne periode vil antallet af ældre på det afrikanske kontinent firedobles – fra 56 mio. i 2010 til 215 mio. i 2050 – heraf 22,5 mio. over 80 år, hvilket er en femdobling af det nuværende antal.

mand

kvinde

Det vil, advarer forskerne, stille man­ ge afrikanske lande over for alvorlige udfordringer, fordi kun ganske få er sikret forsørgelse og lægehjælp via pensionsordninger og derfor helt er afhængige af hjælp fra deres familier. På hele kontinentet er gennemsnitligt knap 10 % af befolkningen dækket af en pensionsordning, og kvinderne er ikke overraskende dem, der er ringest stillet i så hen­seende.

9


Den ”farlige” teknologi En amerikansk pro choice journalist har for nylig funderet over, hvad det kan føre med sig, hvis trenden med at vise skanningsbilleder af sit ufødte barn på internettet griber yderligere om sig...

Men det er ikke bare sådan, at hun synes, det er noget pjank. Det er direkte bad for women – skadeligt for kvinder. Det forklarer hun på denne måde: Jo mere vi behandler fostre som mennesker – sætter dem ind i vores albums med familiebilleder, viser dem frem på vores Facebookside og giver dem deres egen Twitter-konto – jo vanskeligere bliver det at benægte, at de er mennesker, når eksempelvis det næste lovforslag dukker op, der hævder, at ”det ufødte barn” inde i en gravid kvindes mave burde have de samme rettigheder som os, der allerede er i live... Kønsselektering, altså aborter på grund af, at barnet har det ”forkerte” køn, er også ifølge Allison Benedikt helt i sin orden. Det har hun denne kommentar til: Uanset hvor mange ultralydsbilleder der bliver lagt ud på Facebook, er der tale om fostre med kvindelige eller mandlige kønsorganer – ikke om små drenge eller små piger. Hvis vi, der går ind for retten til at vælge, siger nej til abort på grund af fosterets køn, siger vi så ikke dermed, at abort er at ”myrde” piger? Det er ikke lige det, der er brug for, hvis du vil forsvare retten til abort. Synk en ekstra gang, hvis det ikke kan være anderledes, og se så at komme over det...

Moderne teknologi kan som bekendt betragtes både som en forbandelse og en velsignelse – afhængigt af, hvad den bliver brugt til. Ultralydsskanninger har på den ene side kostet millioner af ufødte piger i Kina og Indien livet, fordi familierne foretrækker drenge og nu har fået mulighed for at fravælge pigerne inden fødslen. På den anden side har ultralydsskanning uden tvivl reddet mange ufødte børns liv mange andre steder i verden, fordi teknikken har åbnet et vindue ind til det ufødte barn, som har gjort det vanskeligt for ”systemet” at bilde forældrene ind, at det barn, som de ser med deres egne øjne, blot skulle være en klump celler. Men det, man ser, kan man selvfølgelig også vælge at fortrænge. Allison Benedikt, medarbejder på det ameri­ kanske kultur- og nyhedsmagasin Slate Magazine, har for nylig skrevet en artikel, hvor hun gennemgår, hvad hun kalder the latest in baby-making fads – altså de sidste nye modeluner inden for børneproduktion. Her harcellerer hun især over, at gravide kvinder i stigende grad lægger fotomontager ud på Facebook, hvor de i Photoshop eller andre billedbehandlingsprogrammer har lagt et skan­ ningsbillede af deres ufødte barn hen over et foto af deres gravide mave.

10

Altså: det, vi ser på skanningsbilledet, er ikke det, vi ønsker at se, og derfor vælger vi at se bort fra det. Vi vil ikke se det, vi vil ikke høre det, og vi vil ikke tale om det – jfr. illustrationen forneden, hvor det ikke kan udelukkes, at kunstneren har ladet sig inspirere af et redaktionsmøde på Slate Magazine...


5 mio. reagenglasbørn siden 1978 5 millioner børn undfanget ved kunstig befrugtning (henholdsvis IVF: reagensglasbefrugtning og ICSI: mikro­ insemination) er det skønsmæssigt blevet til, siden det første ”reagensglasbarn,” Louise Brown, så dagens lys for 34 år siden. Dette jubilæum blev behørigt markeret på det årlige møde i Det europæiske Selskab for Human Reproduk­ tion og Embryologi (ESHRE), som fandt sted i Istanbul i begyndelsen af juli. ”Fem millioner babyer er et klart vidnesbyrd om, at IVF og ISCI nu udgør en væsentlig del af de almindeligste standardiserede kliniske metoder til behandling af barn­ løse ægtepar,” konstaterede ESHRE’s formand dr. Anna Veiga og tilføjede, at ”selv om man siden den kunstige befrugtnings første dage til stadighed har opnået bedre resultater med hensyn til antallet af fødte børn, er der fortsat plads til forbedringer.” Dr. Simon Fishel, administrerende direktør for den engelske afdeling af CARE Fertility, en af verdens største udbydere af fertilitetsbehandlinger, udtalte, at ”5 millio­ ner-milepælen viser, at alle de juridiske og moralske slag, der er udkæmpet, alle etiske diskussioner og utrættelige bestræbelser på at få kunstig befrugtning anerkendt i samfundet har været ulejligheden værd.” En af pionererne i udviklingen af ICSI-metoden, profes­ sor André van Steirteghem mente, ”at man nu med god grund kan sige, at langt de fleste fertilitetsproblemer – uanset om årsagen skal søges hos manden eller kvinden – på betryggende vis kan helbredes med IVF og ICSI.” Men ikke alle læger, der beskæftiger sig med fertilitets­ problemer, har følt trang til at deltage i skåltalerne. Dr. Thomas W. Hilgers, som er ophavsmanden til den såkaldte NaPro-teknologi, en naturlig metode, som byg­ ger på 30 års forskning i kvindens fertilitetscyklus, og som har vist sig at være 1,5 - 3 gange så effektiv som IVF, var mere skeptisk. Han benyttede jubilæet til at gøre op­ mærksom på, at IVF i modsætning til NaPro-teknologien ikke helbreder patienten, altså ikke fjerner årsagerne til barnløsheden, og derfor rettelig må betegnes som symptombehandling. Yderligere pegede han på de eti­ ske problemer forbundet med kunstig befrugtning: ”Hvis 5 millioner børn er blevet født ved hjælp af IVF, så har det kostet mindst seks gange så mange livet i de tidligste og mest sårbare stadier af deres tilværelse,” sagde han. Der gennemføres skønsmæssigt hvert år 1,5 mio. fertilitetsbehandlinger i hele verden, som sammenlagt resulterer i 350.000 fødsler, flest i USA og Japan. Heraf kan man slutte, at der i forbindelse med de 1.150.000 be­ handlinger, der mislykkes, går et kolossalt antal befrug­ tede menneskelige æg til grunde.

Hvis 5 millioner børn er blevet født ved hjælp af IVF, så har det kostet mindst seks gange så mange livet i de tidligste og mest sårbare stadier af deres tilværelse. Dr. Thomas W. Hilgers, professor ved Creighton University School of Medicine, seniorforsker ved Pope Paul VI Institute

11


B

Afsender RFM, Præstemarken 18, Sønderup, 9541 Suldrup

PP Danmark

Om den moderne reproduktionsteknologi Professor Jérôme Lejeune (1926-1994)

Et samfund, som tiltager sig retten til at foretage eksperimenter på fostre, dræbe et foster i livmoderen på en kvinde, som ikke vil tage sit ansvar på sig, og som samtidig kunstigt producerer børn på gamle kvinder, er et samfund, som er hinsides al fornuft.

ISSN 0906-4605


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
RFMnyt #2 2012 by Respekt for Menneskeliv - Issuu