RFMnyt #3 2015

RFMnyt

36. årgang nr. 3 Vinter 2015

Nødråb fra Afrika: Hjælp os mod dødens kultur

Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv

Jérôme Lejeune

Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv (RFM) er en uafhængig dansk græsrods­ bevægelse, som arbejder på grundlag af Lejeune-erklæringen.

ekstra kromosom (trisomi 21), som forårsager Downs syndrom. Han var dermed den første genetiker, der identificerede en arveligt bestemt sygdom.

Den franske genetiker Jérôme Lejeune (1926– 1994) var en af det 20. århundredes betydeligste biologiske forskere og modtog i 1962 Kennedyprisen. Han var professor i fundamental genetik ved René Descartes Universitetet i Paris og med­ lem af Det pavelige Videnskabernes Akademi.

I slutningen af 1950’erne opdagede han det

Lejeune var gennem hele sin karriere en utrættelig og frygtløs fortaler for livets sag.

Som kristen læge og forsker fastholdt han, at ethvert menneskeliv – fra befrugtningsøjeblik­ ket til en naturlig død – har krav på ubetinget respekt og således aldrig må gøres til et middel eller til et forsøgs­objekt.

Lejeune-erklæringen Fra befrugtningsøjeblikket, dvs. det tidligste øjeblik af biologisk eksistens, er barnet et menneske, et selvstændigt individ, genetisk forskelligt fra moderen, som giver det næring og beskyttelse.

Fra befrugtningsøjeblikket og resten af dets liv er det det samme levende menneske, som vokser, udvikler sig, modnes og til slut dør.

Det er i besiddelse af egenskaber, som gør det forskelligt fra alle andre mennesker.

Det er unikt og derfor uerstatteligt.

Det er lægens opgave at tjene livet fra dets begyndelse til dets afslutning.

Den respekt for menneskelivet, som er grundlaget for lægens arbejde, kan således aldrig gøres betinget af patientens alder eller tilstand i øvrigt.

Foreligger der vanskelige omstændigheder i forbindelse med en graviditet, er det lægens pligt at gøre sit yderste for at hjælpe både mor og barn.

Det strider derfor direkte mod en læges opgave at afbryde et svangerskab i den hensigt at ville afhjælpe sociale, økonomiske, psykologiske eller genetiske problemer.

RFM holder liv i debatten Vi forsøger til stadighed at skabe op­ mærksomhed om alle områder, hvor respekten for menneskelivet er helt eller delvist undergravet. Derfor beskæftiger vi os ikke alene med abortproblematikken, men også med emner som aktiv døds­hjælp, repro­ duktionsteknologi, genteknologi og befolk­ningspolitik.

RFM rådgiver

Vi har oprettet en gratis rådgivnings­ tjeneste for gravide.

Er du i tvivl, om du magter at gennem­ føre svangerskabet, eller har du problemer efter en abort – så ring til sekretariatet (5576 7652), hvis du vil have en personlig samtale, eller send os en mail: info@rfm.dk

RFM informerer Foruden dette blad udsender RFM gratis informations- og undervisnings­ materialer, som du kan bestille på sekretariatet.

Nogle af dem kan downloades fra vores hjemmeside www.rfm.dk Vi kommer gerne ud på skoler, i for­ eninger og menigheder med aktuelle debatoplæg og foredrag.

Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv Lundby Hovedgade 104, 4750 Lundby cvr.nr.: 29685487 • tlf.: 5576 7652 • E-mail: info@rfm.dk Ved indbetaling af frivillige bidrag til RFM via netbank: FI-nummer (73) 85891774 – eller: reg. nr. 9037 konto 4576665836 – eller betal online fra hjemmesiden: www.rfm.dk

RFM nyt

36. årgang nr. 3 ISSN 0906-4605 (trykt udgave) ISSN 2246-4034 (net-udgave) Bladet udkommer tre gange årligt og sendes gratis til alle tilslutttede. Årligt mindstebidrag 125 kr.

For familier 175 kr.

Redaktion Torben Riis ansvarshavende Redaktionens adresse: Lundby Hovedgade 104 4750 Lundby tlf 5576 7652 Fax 5576 7135 info@rfm.dk Henvendelser vedrørende medlemsskab, levering af bladet eller adresseændring: Ettie og Morten Jødal Præstemarken 18 Sønderup 9541 Suldrup tlf 9818 3774 morten@joedal.dk eller ettie@joedal.dk

Anvendelse af artikler fra bladet er tilladt med kildeangivelse Tryk: CoolGray

Dengang og nu Hvor tit har man ikke undret sig over, hvad der foregår inden i hovederne på mennesker, der har gjort det til deres levevej at dræbe ufødte børn.

Hvad tænker de? Hvad føler de? Hvordan påvirker det dem at udføre deres blodige håndværk dag efter dag?

Præcis den samme slags overvejelser har man kunnet gøre sig om de mennesker, der udførte det praktiske ”arbejde” i de nazistiske udryd­ delseslejre eller de kommunistiske ditto – fra Sovjetunionen til Mao-Kina eller Pol Pots Cambodja – for nu blot at nævne nogle af de mest spekta­ kulære eksempler.

Hvordan kunne de få sig selv til at gøre det, de gjorde?

Det er der sikkert ikke ét, men flere svar på. Vi mennesker har en impo­ nerende tilpasningsevne, herunder en udpræget evne til at fortrænge ubehagelige kendsgerninger og bilde os selv ind, at det, vi gør – selv når det drejer sig om grusomheder af værste art – er noget, vi gør i den gode sags tjeneste. Hertil kommer vores tilbøjelighed til at lytte – ikke til vores samvittighed – men til, hvad de andre, de toneangivende i vores umiddelbare omgivelser og i samfundet som helhed, siger og gør. Med andre ord: Vi er i vidt omfang både sociale og autoritetstro væsener.

Jeg kommer i denne forbindelse til at tænke på en af de mange doku­ mentarfilm, som DR-K har sendt om 2. Verdenskrig, hvor en tysk under­ officer, der gjorde tjeneste i en kz-lejr, besvarer spørgsmålet om, hvordan han selv kunne deltage i massemyrderierne, således: ”Vi var opdraget til ikke at betragte fangerne som mennesker.”

Den bemærkning er, mener jeg, en kort og rammende beskrivelse af den første fase i en udvikling på vej mod en trivialisering og dermed en normalisering af grusomheden og drabet. Kernen i det hele er, at fra det øjeblik man accepterer om­givelsernes påstand om og efterfølgende overbeviser sig selv om, at det menneske, man står over for, i grunden slet ikke er et menneske, så vil det sidste stykke vej fra tanke til handling ikke længere virke uover­kommeligt.

Men dermed har man også bevæget sig ind i et mentalt parallelunivers, hvor virkeligheden hele tiden har behov for at blive bortforklaret eller fortrængt. Det er det, der er sket for aborttilhængerne, når de i ramme alvor kan få sig selv til at fortælle os, at det ufødte barn – med hoved, lemmer, organer og et hjerte, der slår, som både de og vi kan se med vores egne øjne – ikke er et menneske, men bare noget væv.

Og det er netop det, der er sket for abortlægen Amna Dermish, som man kan læse om i artiklen side 5. Umiddelbart får hun en til at tænke på en lille pige, der leger med dukker, og som er så optaget af sin leg, at græn­ sen mellem fantasi og virkelighed ophæves. De er bare så ”nuttede,” siger hun om de små hjerter fra de aborterede børn.

Der er noget næsten rørende uskyldigt over den ”verden”, dette video­ klip giver os et indblik i – som imidlertid et splitsekund senere – håber jeg – får det til at løbe koldt ned ad ryggen på tilskueren. Ligesom i en Hitchcock-­gyser, hvor et af mesterens virkemidler var at lade tragedien og drabet lure lige under den tilsyne­ladende idylliske overflade.

Torben Riis

Reggie Littlejohn:

Kinas nye to-børns politik er blot en justering af et uretfærdigt system

Xinhua News Agency, Kinas officielle pressebureau, meddelte den 29. oktober, at Kina vil forlade sin 35 år gamle et-barns-politik og i stedet gå over til en to-børns-politik.

Det er af mange medier i vor del af verden blevet beskrevet som et afgørende kursskifte, men det er en misforståelse, siger stifteren og lede­ ren af den internationale organisation ”Kvinders Rettigheder uden grænser”, Reggie Littlejohn. Hun understreger, at der kun er tale om en i principiel henseende ubetydelig regulering af den hidtidige lovgivning: ”En to-børns-politik kommer ikke til at betyde afslutningen på en eneste af de krænkelser af menneskeret­ tighederne, et-barns-politikken har været årsag til, såsom tvangsaborter, tvangssterilisationer eller kønsselek­ tive aborter”, siger hun.

Reggie Littlejohn underbygger denne vurdering ved at henvise til de begrundelser, den kinesiske regering selv har givet for at justere sin politik.

Her, siger hun, nævnes menneskeret­ tigheder ikke med et eneste ord. Der

4

tales kun om ”at opnå en afbalanceret befolkningsudvikling og imødegå udfordringerne fra en aldrende befolkning .” Kina har i dag en af verdens ældste befolkninger, hvor 30 pct. er over 50 år.

Heri ligger der, siger hun, ”en stiltien­ de indrømmelse af, at en fastholdelse af et-barns-politikken ville resultere i en økonomisk og demografisk kata­ strofe. Denne politik blev oprindelig indført af økonomiske grunde. Det er derfor en skæbnens ironi, at Kina netop derved skrev sin egen økono­ miske dødsattest.”

ning, ifølge hvilken børn, der fødes uden tilladelse fra myndighederne, automatisk mister retten til gratis lægehjælp og gratis skolegang.

Kønsselektion – det forhold, at man i Kina fortrinsvis aborterer pigefostre – har ført til et underskud på ca. 37 mio. kvinder – med alvorlige sociale problemer til følge. I 2014 blev der således født 121 drenge for hver 100 piger.

Og hun fortsætter: ”Der er ingen garanti for, at kommunistpartiet vil indstille sine forfærdende tvangs­ metoder. Kvinder vil fortsat skulle indhente tilladelse til at få både det første og det andet barn og i modsat fald blive tvunget til at abortere. Og det vil nu som før være ulovligt for en ugift kvinde at få et barn.”

Men vil den nye lov ikke ændre på det forhold? Ikke ifølge Reggie Littlejohn.

Hun henviser til en undersøgelse offentliggjort i British Medical Journal, som viser resultaterne af en prøve­ kørsel af to-børns-ordningen i ni provinser i 2005. Her viste det sig, at de forældre, der havde fået en pige i første forsøg, var så meget desto mere desperate for at få en dreng i andet og sidste forsøg, hvor der så til gengæld blev født 160 drenge for hver 100 piger.

Reggie Littlejohn peger endvidere på, at der i den officielle meddelelse heller ikke nævnes noget om, at man har planer om at afskaffe den forord­

Reggie Littlejohns konklusion?

At Kinas et-barns-politik ikke blot trængte til at blive justeret, men til helt og aldeles at blive afskaffet.

Planned Parenthood: Den 11. video

Organer fra aborterede fostre er ”nuttede” Den 27. oktober offentliggjorde CMP endnu en video optaget med skjult kamera på et årsmøde for abortud­ bydere. Her dokumenteres det endnu engang, at Planned Parenthood op­ lærer sine læger i ulovlige aborttek­ nikker og i, hvordan de bedst muligt kan høste organer, der kan bruges til videresalg.

Det sker i en samtale med en ung abortlæge, Amna Dermish, som ar­ bejder på en af Planned Parenthoods klinikker i Texas.

Se videoen på: http://www.lifenews. com/2015/10/27/11th-video-catchesplanned-parenthood-abortion-docselling-aborted-babies-heads/ I videoen fortæller Amna Dermish, at hun er blevet oplært i de forskellige abortteknikker af Planned Parent­ hoods cheflæge Deborah Nucatola – den læge, som optrådte i den første video, hvor hun forklarede, hvordan man bærer sig ad med at udtage fos­ trene uden at beskadige de organer, der kan sælges til biotek-firmaer.

De forskellige teknikker indebærer alle, at indgrebet fortrinsvis foretages

under en ultralydsscanning, således at man er i stand at undgå at beskadige de organer, man har brug for. Dette er i sig selv ulovligt.

Den teknik, som Dermish beskriver, er identisk med den såkaldte partial birth abortion, som under Clinton-regerin­ gen blev benyttet ved sene fødsler, men som nu er ulovlig. Den består eksempelvis i, at man først trækker hovedet ud (hvis det er det, man har brug for) og venter til det er ”høstet” med at trække de resterende krops­ dele af det nu døde barn ud. Strafram­ men for at benytte denne metode er op til to år.

Undervejs i samtalen med de to ”kun­ der”, der foregiver at repræsentere et biotek-firma, forklarer Dermish, at hun normalt forsøger at få de forskellige dele ud i så god stand som muligt og af og til bruger ultralydsscanning for at kunne vende fosteret rundt i den mest gunstige position – især ved sene aborter op til 22. uge.

I den forbindelse nævner hun, at det endnu ikke er lykkedes hende at høste en helt intakt hjerne og tilføjer med en lille overgiven latter: ”Så jeg

har endnu noget at stræbe efter.”

At Dermish er glad for sit arbejde som leverandør af fosterdele, fremgår endvidere af samtalen, hvor hun og en medarbejder fra et andet firma konstaterer, at sådan nogle små organer simpelthen bare er ”nuttede”.

Og Dermish tilføjer: ”Jeg har virkelig respekt for fosterudviklingen. Den er bare så utrolig.”

Så ved vi det.

Læs også lederen side 3 Politiske reaktioner Paul Ryan, som netop har afløst John Boehner som formand for den ameri­ kanske Kongres, har efterfølgende ud­ talt, at ”Planned Parenthood ikke bør modtage en rød øre af skatteydernes penge. Det har jeg hele tiden ment, også før disse forfærdende videoer blev vist,” sagde han til CNN. Samtidig udtalte han sin støtte til de igangværende undersøgelser, som, sagde han, bl.a. har kortlagt, at Planned Parenthood angiveligt har overtrådt adskillige føderale love ved at sælge fosterdele, således at det u

5

Paul Ryan: ”De skal ikke have en rød øre af skatteydernes penge”.

Denne vurdering bekræftes af den republikanske flertalsleder i Senatet Mitch McConnell, som henviser til, at Senatet har indført en afstemnings­ procedure, hvor der kræves 60 ud af de i alt 100 stemmer for at få et lov­ forslag igennem.

nu står klart, ”at Planned Parent­hood er en abortforretning snarere end et sundhedscenter for kvinder.”

Han tilføjede dog, at det næppe i

dette år vil blive muligt at få en lov­ givning igennem i begge kamre, som vil kunne fratage Planned Parenthood offentlige bevillinger.

Siden 6. januar 2015 har republika­ nerne haft flertal i Senatet med 54 medlemmer, men altså ikke nok til at kunne gennemtvinge deres politik uden at indgå aftaler med demokra­ terne. En lovgivning af denne art må derfor vente til efter præsidentvalget i november 2016.

Antallet af eutanasi-dræbte i Holland er støt stigende Den officielle opgørelse over antallet af eutanasi-dræbte i Holland for 2014 viser, at der blev rapporteret 5.306 tilfælde – en stigning på ca. 10 pct i forhold til 2013, hvor tallet var 4.829.

Heraf blev 41 indgreb foretaget på baggrund af en psykiatrisk diagnose og 81 på grund af demens.

Det reelle tal kan imidlertid være en hel del større, fordi det erfarings­ mæssigt ikke er alle tilfælde, der bliver indberettet. Hvert 5. år får myndighe­ derne derfor lavet en såkaldt metaanalytisk undersøgelse. Den seneste er fra 2010, hvor det blev anslået, at 23 pct. ikke var blevet registreret.

Antallet af eutanasi-dræbte har været konstant stigende i de senere år: 2008: 2.331 2009: 2.636 2010: 3.136 2011: 3.695

6

2012: 4.188 2013: 4.829 2014: 5.306 Det fik den hollandske professor i etik ved Det protestantiske teologiske Universitet i Groningen, Theo Boer, til sidste år at beklage, at han i sin tid gav sin støtte til vedtagelsen af den hollandske eutanasilov.

Professor Boer har i ni år været med­ lem af den komité, som fører tilsyn med implementeringen af loven i Holland. I begyndelsen af oktober måned i år skrev han følgende: ”Mens eutanasi i begyndelsen var undtagelsen, som mange – inklusive jeg selv – fandt acceptabel som en sidste udvej, har den offentlige mening siden ændret sig drastisk, således at man nu er tilbøjelig til at betragte eutanasi som patientens ret og lægens pligt. I øjeblikket er der en

Professor Theo Boer: ”Jeg støttede eutanasiloven, men det var en frygtelig fejltagelse.”

lov undervejs, som forpligter læger, som er modstandere af eutanasi, til at henvise patienterne til en villig kollega. Presset på lægerne for at give efter for patienternes eller deres på­ rørendes ønsker kan være voldsomt.”

Tilbage i 2014 skrev Boer en artikel, hvor han indrømmede, at han selv og

flere af hans kolleger havde taget fejl i deres antagelse af, at en legalisering af eutanasi ikke ville udvikle sig til en glidebane.

Sådan så det faktisk ud de første fem år fra 2001, hvor loven blev vedtaget, til 2007, hvor antallet af eutanasidrab så ud til at have stabiliseret sig på et relativt lavt niveau. I 2007 kunne Boer endnu skrive, at kombinationen af en god eutanasilov og et offentligt kontrolorgan var garantien for, at ud­ viklingen ikke løb løbsk. Men så skete der som allerede nævnt noget – jfr. statistikken på side 6.

Den mobile dødsklinik Sideløbende med, at antallet af eutanasi­dræbte steg, oprettede det hollandske eutanasi-selskab NVVE et netværk af rejsende eutanasi-læger, som kaldte sig ”Afslutning på livetklinikken”. Det medførte, konstaterer Boer, en grundlæggende ændring i hele beslutningsprocessen: ”Medens loven forudsætter, men ikke kræver et etableret lægepatient-forhold, hvor døden kan blive afslutningen på et længere behandlingsforløb, har ”Klinikkens” læger kun to valgmuligheder: enten at give patienten et dødbringende medikament eller at afvise vedkom­ mende. I gennemsnit ser disse læger patienten tre gange, inden det sker.

Hundredevis af sager er blevet afgjort på denne måde, men NVVE ser ikke ud til at være tilfreds selv med denne udvikling. De stiller sig ikke tilfreds, før man vedtager at udlevere en dødspille til alle over 70. Visse glide­ baner er i sandhed glatte!”

En ny gruppe patienter Endvidere, skriver Boer, er der sket det, at en ny type patienter er be­ gyndt at veje tungt i statistikken.

Mens så godt som ingen patienter med en psykisk lidelse optræder i rapporterne i de første år, oplever man nu en markant stigning inden for denne kategori. Der har været tilfælde, hvor eutanasi er blevet bevilget til patienter, hvis lidelser kun bestod i, at de var gamle, ensomme

eller fattige. Nogle af disse patienter kunne have levet i årevis eller i årtier.

Afsluttende opfordrer Boer andre lande, som overvejer at legalisere eutanasi, til først at afvente en ærlig og intellektuelt tilfredsstillende ana­ lyse af årsagerne til den eksplosive stigning: ”Skyldes det, at der ikke i lo­ ven er taget tilstrækkelige forbehold?

Eller er det fordi en sådan lov i sig selv indbyder til at betragte assisteret selvmord og eutanasi som noget helt normalt og ikke som en undtagelse?

Før disse spørgsmål er besvaret, bør man ikke gå videre. Har man først sluppet ånden ud af flasken, er der sandsynligvis ingen vej tilbage.”

Nye undersøgelser Boers bange anelser bekræftes af en nylig undersøgelse, der har kortlagt den mobile kliniks aktiviteter i dens første leveår. Her viser det sig, at ud af de 162 tilfælde, hvor klinikken var involveret i eutanasi eller assisteret selvmord, skete det i 6 tilfælde med en psykologisk begrundelse, i 21 tilfælde på grund af svigtende ånds­ evner såsom demens og i 11 tilfælde fordi patienten var ”træt af livet” og altså ikke led af nogen specifik sygdom.

Blandt de mere kontroversielle til­ fælde kan nævnes ● en dement kvinde som døde ved eutanasi, uanset at plejehjemmet modsatte sig det ● en rask 63-årig mand med autisme, som snart skulle på pension og ikke følte, at han havde noget at leve for ● en rask kvinde med tinnitus ● en kvinde, som ikke ønskede at ende sit liv på et plejehjem.

Hertil kommer en nylig undersøgelse foretaget af de praktiserende lægers organisation i Holland. Den viser, at en tredjedel af samtlige læger ville mene, at det er i orden at aflive psy­ kiatriske patienter ved eutanasi. q

Vi nærmer os det nye år, og julen står for døren.

Derfor benytter vi lejligheden til at ønske vore læsere en glædelig jul og et godt nytår med tak til alle, som har ydet os støtte og opmuntring i det forløbne år og gjort det muligt for os at fortsætte vores arbejde.

I dette nr. af bladet er der indlagt et betalingskort til brug for dem, der måske påtænker at give RFM en gave ud over det faste bidrag.

Vi gør igen opmærksom på, at en gave til RFM ikke længere er fradragsberettiget på grund af SKAT’s seneste stramning af betingelserne for at blive godkendt.

Derfor endnu en stor tak til alle, som uanset dette har støttet os økonomisk i det forløbne år.

7

Afrika er blevet hoved­målet for den vestlige verdens forsøg på ”ideologisk kolonisering” Lad os begynde med et tilbageblik.

I 2010 vedtager Kenya efter længere tids debat forud for en folkeafstem­ ning en række ændringer i sin for­ fatning. En af disse ændringer består i, at kvinder nu får mulighed for at få abort ”af helbredsårsager” – en formulering, der mildt sagt er åben for fortolkning, og som afhængigt af, hvordan den bliver administreret, meget vel kan blive en glidebane på vej mod fri abort.

I den anledning lykønsker præsident Obama det kenyanske folk med, hvad han betegner som et vigtigt skridt fremad for landets demokrati. USA’s Vicepræsident Joe Biden har tidligere på året besøgt landet og ved den lejlighed stillet i udsigt, at ”forbed­ ringerne” af forfatningen vil betyde, at bistandsmidler fra udenlandske donorer fremtidigt vil strømme ind til landet.

I 2011 kommer det frem, at Obamaadministrationen har spillet en sær­­dele­s aktiv rolle for at få helbreds­ klausulen med i forfatningsteksten.

Ved at følge pengestrømmene lykkes det formanden for det underudvalg i Repræsentanternes Hus, der har tilsyn med spørgsmål vedrørende

8

Afrika, global sundhed og menne­ skerettigheder, Chris Smith, at påvise, at regeringen ad forskellige kanaler har støttet kampagnen for et ja til forfatningsændringen med over 23 mio. dollars – hvortil kommer, at den ved hjælp af ”stråmænd” i to om­ gange har lagt pres på den kenyanske regeringskomité, der udarbejdede ændringsforslaget, for at få tilføjet abortklausulen.

Dette skal ses i lyset af, at det siden 1984 (ifølge den såkaldte Siljander Amendment) har været ulovligt for en amerikansk regering at give øko­ nomisk støtte til abortkampagner i andre lande. Sagen er endnu ikke afsluttet, men har foreløbig ført til, at en række af de organisationer, der medvirkede til transaktionerne, nu ikke længere modtager offentlig støtte.

Og herfra videre til Obamas besøg i Kenya i slutningen af juli i år, hvor hans højrøstede ”anbefalinger” til regeringen denne gang drejede sig om homoseksuelles rettigheder, læs: legalisering af homo-ægteskaber.

Her mødte han imidlertid resolut modstand fra Kenyas præsident Uhuru Kenyatta, som for rullende

Medlem af Repræsentanternes Hus Chris Smith: Obama-administrationen hyrede stråmænd til at gøre ”det beskidte arbejde” med at promovere abort i Kenya. kameraer belærte ham om, at ”der er visse ting, som vores kultur og vores samfund ikke accepterer, og som derfor ikke er til diskussion.”

Også Kenyas vicepræsident William Ruto frabad sig fremmed indblanding, da han ved et møde i det protestanti­ ske kirkesamfund Africa Inland Church bl.a. sagde: ”Homoseksualitet er imod Guds plan. Gud skabte ikke manden

og kvinden, så at mænd skulle gifte sig med mænd og kvinder med kvin­ der... Jeg vil som kristen politiker sige, at vi vil forsvare vort land Kenya, vi vil stå fast ved vores tro og vores land.”

Tilsvarende lød det fra det kvindelige parlamentsmedlem Cecily Mbarire, der understregede, at landets forfat­ ning er utvetydig, hvad dette angår: ”Ægteskabet er mellem to personer af forskelligt køn.” Og hun tilføjede: ”Regeringen er rede til at afslå ethvert tilbud om udviklingshjælp fra udlan­ det, hvis det er forbundet med et krav om indførelse af ægteskaber mellem personer af samme køn.”

Det er værd at bemærke, at dette nye udtryk for national, religiøs og kulturel selv­bevidsthed i et afrikansk land ikke udelukkende er et kenyansk fænomen. Afrika er i dag et kontinent i en rivende økonomisk udvikling, men samtidig et religiøst kontinent, hvor familieværdier er i høj kurs både hos kristne og muslimer. Derfor betragter afrikanerne i vidt omfang vestlige organisationers propaganda for bl.a. abort og befolkningskontrol som et forsøg på en nykolonisering af deres lande.

Det er senest kommet til udtryk i en fælles erklæring fra Afrikas katolske biskopper i juni måned i år, hvor man i usædvanligt skarpe vendinger tager afstand fra den vestlige verdens ind­ blanding i afrikanske forhold. I erklæ­ ringen nævnes udtrykkeligt ”den po­ litiske og økonomiske pression, som kun har til formål at kontrollere og reducere den afrikanske befolkning og systematisk ødelægge ægteskab og familie.” Konkret nævnes Maputoprotokollen, (der som et af sine mål har at indføre fri abort i alle afrikanske lande), Addis-Ababa-erklæringen om befolkning og udvikling i Afrika efter 2014 samt FN’s seneste udviklingsmål.

Om disse dokumenter siges det, at selv om de tilsyneladende giver udtryk for at ville skaffe livskvalitet og velstand til alle, har de i virkeligheden til formål at eliminere de fattige og

undergrave fundamentale menne­ skelige værdier – ikke at fremme en udvikling i retning af større respekt for den menneskelige persons værdighed eller for familiens trivsel, men derimod en dagsorden, der skal bringe Afrika i overensstemmelse med den vestlige verdens seksuelle revolution.

Men er det nu også så slemt, som det lyder? Det er det, hvis man spørger le­ deren af Population Research Institute (PRI) Steven Mosher. Hans organisa­ tion har i årtier dokumenteret regerin­ gers og internationale organisationers hensynsløse fremfærd i den 3. verden.

Senegal Blandt de seneste eksempler kan nævnes et verbalt angreb fra FN på den vestafrikanske stat Senegal, hvor man i november 2014 under påberå­ belse af Cedaw-konventionen (som handler om diskrimination af kvinder) forlangte, at landet skulle legalisere aborter efter voldtægter, incest eller mistanke om alvorlige defekter hos barnet.

Samtidig krævede man at se stati­ stikker om mødredødelighed i forbin­ delse med illegale aborter, som man uden tvivl ville bruge som et argu­ ment for at få indført fri abort i landet.

Dette uanset, at ny forskning har vist, at en mere liberal abortlovgivning ikke har nogen påviseiig effekt på mødredødeligheden (se boksen i næste spalte). Det har derimod en stribe sociale problemer, som man hellere skulle bruge ressourcerne på at gøre noget ved.

Befolkningskontrol Alene i 2014 brugte FN’s befolk­ ningsfond (UNFPA) 160 mio. dollars i landene syd for Sahara på at gøre re­ klame for og uddele gratis – herunder naturligvis også abortfremkaldende – prævention. UNFPA’s erklærede målsætning er at reducere antallet af fødsler. Eksempelvis ønsker man at nedbringe fødselsraten i Kenya fra de nuværende 4,6 til 2,6 i 2030.

Under forhandlingerne om FN’s nye udviklingsmål har UNFPA således

Mexico-undersøgelsen Denne undersøgelse, som blev offentliggjort i december 2014 i British Medical Journal, bygger på data fra Mexicos 32 delstater.

Det internationale forskerteam, der har foretaget undersøgelsen, betegner den selv som et ”natur­ ligt eksperiment”.

Det skal forstås således: Når forskerne netop valgte Mexico som genstand for deres undersø­ gelse, skyldes det, at der i de 32 mexicanske delstater er forskel­ lige regler for, i hvilke perioder af graviditeten og med hvilke begrundelser en kvinde kan få abort. Det har gjort det muligt at undersøge, hvordan forskellig lovgivning indvirker på mødre­ dødeligheden inden for det samme geografiske område.

I første omgang har forskerne delt staterne op i to grupper med henholdsvis en ”løs” og en restriktiv abortlovgivning og dernæst sammenlignet de re­ spektive statistikker over mødre­ dødelighed. Undervejs har de også set på faktorer af anden art, som kunne påvirke resultatet.

Kort fortalt er de nået frem til denne konklusion: Forskellene med hensyn til lovgivning har ingen påviselig indflydelse på mødredødeligheden.

Det har derimod faktorer som kvindernes adgang til kvalificeret lægehjælp, ordentlige sanitære forhold, rent drikkevand samt deres uddannelsesniveau og hvorvidt de er udsat for vold.

Der er således intet belæg for at hævde, at en liberalisering af abortlovgivningen skulle kunne reducere omfanget af mødre­ dødeligheden.

9

også forsøgt at ”overtale” Nigeria til at opgive sine forbehold vedrørende ”reproduktiv sundhed” og ”reproduk­ tive rettigheder.”

Det kræver en nærmere forklaring.

Nigeria er blandt de 54 afrikanske lande, som ikke anerkender, at repro­ duktiv sundhed eller ditto rettigheder omfatter provokeret abort. Dette for­ behold stod de fast på under forhand­ lingerne – sammen med en række andre lande fra Mellemøsten og Sydamerika, og det kom på tværs af UNFPA’s og andre FN-organisationers fortolkning af de nye udviklingsmål.

FN skal respektere medlemslandenes nationale abortlovgivning, eftersom abort ikke har status som en rettighed i international lovgivning og derfor heller ikke bør promoveres som sådan af FN-administrationen.

Tanzania PRI leverede sidste år i en artikel om Tanzania endnu et sigende eksempel på, hvordan udviklingshjælp mere eller mindre camoufleret kobles sam­ men med befolkningskontrol.

Artiklens to forfattere, Steven Mosher

Hvad UNFPA i den aktuelle sammen­ hæng ønsked­e med denne henven­ delse, var at overtale Nigeria til for det første at acceptere abort som et middel til familieplanlægning og der­ næst til at bøje sig for kravet om, at også mindreårige skal have adgang til abort – uden forældrenes samtykke.

Det overordnede, langsigtede formål med hele denne øvelse var selvføl­ gelig at bane vejen for befolknings­ kontrol i FN-regi på det afrikanske kontinent. Og når henvendelsen i første omgang landede på den nige­ rianske regerings bord, skal det ses i sammenhæng med, at Nigeria har en toneangivende position i kraft af, at landet er Afrikas største økonomi og samtidig kontinentets mest folkerige nation med over 170 mio. indbyggere.

Derfor er Nigeria også blandt de 9 lande, som FN-eksperter har udpeget som hovedansvarlige for halvdelen af den forventede globale befolknings­ tilvækst frem til 2050.

Henvendelsen fra UNFPA kom Ifølge det nigerianske nyhedsbureau NAN samtidig med, at UNFPA’s repræsen­ tant i Nigeria, Ratidzai Ndhlovu, på et møde med befolkningseksperter i hovedstaden Abuja afgav et løfte om, at Nigeria kunne opnå en højere vekselkurs for sin valuta, såfremt det ville opgive de to forbehold.

Men heller ikke dette forsøg på bestikkelse fik Nigeria til at ændre kurs. Nu som før fastholder man, at

10

der tiggede og bad om prævention.

Men sådan er det ikke. Undersøgelser viser, at ²/³ af kvinder med fire børn gerne vil have flere. De vil faktisk gerne have mange børn! Ser man på deres forbrug af prævention, viser det sig, at over 60 pct. af de ugifte kvinder og over 50 pct. af de gifte på et eller andet tidspunkt har brugt en form for moderne prævention. Endvidere fremgår det, at den hyppigste årsag til at holde op med at bruge prævention ikke – som fortalerne for befolknings­ kontrol gerne vil have os til at tro – er,

Undersøgelser viser, at afrikanerne faktisk gerne vil have mange børn og Anne Roback Morse, konstaterer indledningsvis, at Tanzanias problem ikke er overbefolkning. Tanzania dækker et areal større end staterne Californien, Michigan, Arizona og Virginia tilsammen, men indbygger­ tallet i Tanzania svarer kun til det antal mennesker, der sammenlagt bor i de to stater Californien og Virginia.

16 pct. af børnene under 5 år er undervægtige, men alligevel bidrager den officielle amerikanske bistands­ organisation USAID kun med 20 cents til fødevarehjælp for hver dollar, de giver ud på at forsyne befolkningen med prævention.

Alt I alt bevilger USAID flere penge til prævention end de giver til sund­ hed, vand, sanitet, fødevarehjælp og bekæmpelse af tuberkolose – i et af de fattigste lande i verden med en per capita-indkomst på under 1200 kr om året.

Det kunne man til nød forstå, tilføjer de to forfattere, hvis Tanzanias kvin­

at kvinderne ikke kan skaffe sig den prævention, de har brug for, men at de gerne vil være gravide. Den næsthyppigste årsag er de bivirknin­ ger, der er forbundet med de mest almindelige former for prævention.

Og den tredjehyppigste årsag er, at de er blevet gravide. Lægger man disse tre begrundelser sammen, udgør de i alt 70 pct.

Forfatterne bemærker afsluttende, at børn i Tanzania ikke dør af mangel på prævention, men af sygdomme forårsaget af forurenet vand og af mangel på lægehjælp. Og de tilføjer: ”Man skulle tro, at Obama, som ynder at fremstille sig selv som anti-imperi­ alist, ville være mere lydhør over for afrikanernes ønsker. I stedet har han fordoblet bevillingerne til ”reproduk­ tiv imperialisme” og bruger nu flere bistandspenge på abort, sterilisation og prævention til befolkningerne i Afrika, Asien og Latinamerika end nogen af sine forgængere.”

KORT NYT

Er der et udækket behov for kemisk prævention i den 3. verden?

Det har i årtier været det argu­ ment, USAID og en række FNorganisationer har brugt som begrundelse for at sende skibs­ ladninger af abortfremkaldende prævention til den 3. verdens kvinder. Udtalelser om, at det er åh så synd for kvinderne, at de ikke kan få de præventive midler, som de har så hårdt brug for, har vi hørt igen og igen.

Men det er en sandhed med modifikationer. På en kongres om familieplanlægning i juli 2014 arrangeret af USAID fik arrangø­ rerne sig en overraskelse, da tre forskere fra henholdsvis Genève, Paris og Burkina Faso fremlagde en undersøgelse om kvinders brug af prævention i Burkina Faso. De kunne påvise, at naturlig familieplanlægning (NFP) med held bruges af et meget stort antal kvinder, og at det såkaldte ”behov for prævention” derfor er stærkt overdrevet.

Forklaringen er ganske simpel. I de spørgeskemaer, man hidtil har brugt for at fastslå ”behovet” for prævention, har NFP ikke været nævnt med et eneste ord. Derfor har USAID med flere hidtil kun­ net påstå, at når der kun var 35 pct. af kvinderne, der brugte ppiller, spiraler eller Depo Provera, ja, så måtte der være et udækket behov hos de resterende 65 pct.

Sandheden er, at 25 pct. af disse kvinder er fuldt ud tilfredse med at bruge en metode, som er lige så sikker som p-piller og i mod­ sætning til al kemisk prævention ikke udgør nogen risiko for deres helbred – og tilmed er gratis.

Men – indrømmet – den kan ikke bruges til statsstyret befolk­ ningskontrol.

Den internationale Pro Life-organi­ sation 40 Days for Life har netop afsluttet sin efterårskampagne, hvor deltagerne har bedt og fastet uden for hundredevis af abort­ klinikker.

Det har ikke været forgæves.

Kampagnen blev gennemført i 307 byer i USA og resten af verden, hvor 573 gravide mødre valgte at beholde deres barn. Det er det

antal, man har sikker bekræftelse på, men det kan meget vel være større.

Lederen, Shawn Carney, under­ stregede efterfølgende, at 40 Days for Life ikke kun handler om pro­ test mod fri abort, men også har et budskab til de mange, som har sår på sjælen efter en abort: først og fremmest kvinderne selv, men også deres familier og de læger, der har foretaget indgrebet. Alle disse grupper var repræsenteret blandt deltagerne i kampagnen.

Siden starten i 2004 har 40 Days for Life formået at samle stadig flere deltagere år for år. Og der er intet, der tyder på, at denne udvik­ ling vil standse – tværtimod!

Der synes at være fornyet håb for patienter med multipel (dissemineret) sklerose.

Et forsøg foretaget af amerikanske læger, hvor man først nedbrød patienternes immunsystem for derefter at bygge det op igen ved

hjælp af stamceller fra deres eget blod, har givet gode resultater over en treårig periode.

Det er endnu et eksempel på, at stamceller fra voksne er mindst lige så effektive som stamceller høstet fra fostre. en række områder, afviser hun pure som ondsindet bagvaskelse.

Hillary Clinton, som kandiderer til at blive demokraternes præ­ sidentkandidat i 2016, har netop deltaget i fejringen af Planned Parenthoods 99 års jubilæum.

Clinton har under sin kampagne gjort det klart, at hun går ind for abort i alle ni måneder af gravi­ diteten. Afsløringerne af, at PPA sælger fosterdele og således krænker amerikansk lovgivning på

Helt sikker på at blive no­ mineret er hun dog næppe.

Den seneste meningsmåling fra Quinnipiac Poll har vist, at flere af de repu­ blikanske kandidater ville stå stærkere end hun, hvis der var valg i dag.

Især må det bekymre hende, at republikaneren Ben Carson også har overhalet hende, når det gælder om at vinde de kvindelige vælgeres gunst. Men allermest bekymrende må det være, at hun ligger helt i bunden, når man spør­ ger vælgerne, om de finder hende ærlig og troværdig. Her siger 60 pct. nej og kun 36 pct. ja.

11

B

Afsender RFM, Præstemarken 18, Sønderup, 9541 Suldrup

PP Danmark

Om befolkningsudviklingen Professor Jérôme Lejeune (1926-1994)

Situationen i dag kan i mange henseender sammenlignes med den, man oplevede i Roms forfaldstid, hvor det var blevet almindeligt kun at føde højst to børn pr. familie.

Med den udbredelse både abort og prævention har fået i dag, er det blevet således, at der skal en viljesakt til for at folk får børn. Det er kun dem, som endnu tror på livet og dermed respekterer Skaberen, som sætter børn i verden.

Det gælder både i Europa, USA og Asien. (fra et interview i 1984)

Sæt kryds i kalenderen!

RFM’s årsmøde 2016 –

bliver afholdt lørdag 2. april yderligere oplysninger om tid, sted og program meddeles i næste nr. af bladet og snarest muligt i det nye år på www.rfm.dk – se topmenuen ”årsmøde” Net-udgave ISSN 2246-4034

Trykt udgave ISSN 0906-4605