RFMnyt #1 2014

RFMnyt

35. årgang nr. 1 Forår 2014

polfoto

Protesterne hjalp ikke.

Belgien har indført aktiv dødshjælp for børn.

Læs artiklen side 10

Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv

Jérôme Lejeune

Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv (RFM) er en uafhængig dansk græsrods­ bevægelse, som arbejder på grundlag af Lejeune-erklæringen.

det ekstra kromosom (trisomi 21), som forår­ sager mongolisme. Han var dermed den første genetiker, der identificerede en arveligt bestemt sygdom.

Den franske genetiker Jérôme Lejeune (1926– 1994) var en af det 20. århundredes betydeligste biologiske forskere og modtog i 1962 Kennedyprisen. Han var professor i fundamental genetik ved René Descartes Universitetet i Paris og medlem af Det pavelige Videnskabernes Aka­ demi. I slutningen af 1950’erne opdagede han

Lejeune var gennem hele sin karriere en utrættelig og frygtløs fortaler for livets sag.

Som kristen læge og forsker fastholdt han, at ethvert menneskeliv – fra befrugtningsøjeblik­ ket til en naturlig død – har krav på ubetinget respekt og således aldrig må gøres til et middel eller til et forsøgs­objekt.

Lejeune-erklæringen Fra befrugtningsøjeblikket, dvs. det tidligste øjeblik af biologisk eksistens, er barnet et menneske, et selvstændigt individ, genetisk forskelligt fra moderen, som giver det næring og beskyttelse.

Fra befrugtningsøjeblikket og resten af dets liv er det det samme levende menneske, som vokser, udvikler sig, modnes og til slut dør.

Det er i besiddelse af egenskaber, som gør det forskelligt fra alle andre mennesker.

Det er unikt og derfor uerstatteligt.

Det er lægens opgave at tjene livet fra dets begyndelse til dets afslutning.

Den respekt for menneskelivet, som er grundlaget for lægens arbejde, kan således aldrig gøres betinget af patientens alder eller tilstand i øvrigt.

Foreligger der vanskelige omstændigheder i forbindelse med en graviditet, er det lægens pligt at gøre sit yderste for at hjælpe både mor og barn.

Det strider derfor direkte mod en læges opgave at afbryde et svangerskab i den hensigt at ville afhjælpe sociale, økonomiske, psykologiske eller genetiske problemer.

RFM holder liv i debatten Vi forsøger til stadighed at skabe op­ mærksomhed om alle områder, hvor respekten for menneskelivet er helt eller delvist undergravet. Derfor beskæftiger vi os ikke alene med abortproblematikken, men også med emner som aktiv døds­hjælp, repro­ duktionsteknologi, genteknologi og befolk­ningspolitik.

RFM rådgiver

Vi har oprettet en gratis rådgivnings­ tjeneste for gravide.

Er du i tvivl, om du magter at gennem­ føre svangerskabet, eller har du problemer efter en abort – så ring til sekretariatet (5576 7652), hvis du vil have en personlig samtale, eller send os en mail: info@rfm.dk

RFM informerer Foruden dette blad udsender RFM gratis informations- og undervisnings­ materialer, som du kan bestille på sekretariatet.

Nogle af dem kan downloades fra vores hjemmeside www.rfm.dk Vi kommer gerne ud på skoler, i for­ eninger og menigheder med aktuelle debatoplæg og foredrag.

Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv Lundby Hovedgade 104, 4750 Lundby cvr.nr.: 29685487 • Ved indbetaling af frivillige bidrag til RFM via netbank: FI-nummer (73) 85891774 – eller: reg. nr. 9037 konto 4576665836 • Tlf.: 5576 7652 • E-mail: info@rfm.dk Hjemmeside: www.rfm.dk

RFM nyt

35. årgang nr. 1 Bladet udkommer tre gange årligt og sendes gratis til alle tilslutttede. Årligt mindstebidrag 125 kr.

For familier 175 kr.

Redaktion Torben Riis ansvarshavende Redaktionens adresse: Lundby Hovedgade 104 4750 Lundby tlf 5576 7652 Fax 5576 7135 E-mail: info@rfm.dk Hjemmeside: www.rfm.dk Henvendelser vedrørende medlemsskab, levering af bladet eller adresseændring: Ettie og Morten Jødal Præstemarken 18 Sønderup 9541 Suldrup tlf 9818 3774 E-mail: morten@joedal.dk eller ettie@joedal.dk Anvendelse af artikler fra bladet er tilladt med kildeangivelse Tryk: CoolGray Husk at alle gaver til RFM ud over årsbidraget er fradragsberettigede.

RFM indberetter gaver til SKAT, hvis du meddeler os dit CPR-nummer.

Dårlige og gode nyheder Det er ikke kommet som en overraskelse, at et flertal i det belgiske parlament nu har vedtaget, at det skal være lovligt at aflive syge børn ved aktiv dødshjælp. Vedtagelsen demonstrerer med al tydelighed, at har man først åbnet døren på klem for drab på syge og handi­ cappede, vil den før eller siden blive smækket op på vid gab.

Det var til sammenligning præcis den logik, der fra første færd styrede udviklingen inden for abortlovgivningen, hvor man til at be­gynde med forsøgte at bilde os ind, at abort kun skulle være en løs­ning for særligt udsatte grupper med svære helbredsmæssige el­ ler sociale problemer. Men det viste sig snart, at det altid er uklogt at række fanden en lillefinger...

Derfor skal man ikke gøre sig illusioner om, at de tilsyneladende stramme betingelser, den belgiske lov har opstillet for, at et barn kan blive aflivet, på længere sigt vil være et effektivt værn mod vilkår­ lighed og kynisme, når beslutningen om liv eller død skal træffes.

For hvem kan tro på det, når erfaringerne fra både Belgien og Hol­ land viser, at det i praksis er umuligt at styre udviklingen og kon­ trollere, hvad den enkelte læge foretager sig?

At dette faktisk er tilfældet, kan bl.a. ses af, at et af argumenterne i den belgiske debat var, at lægerne allerede i det skjulte udførte eutanasi på børn – så hvorfor så ikke bare gøre det lovligt?

Hele denne sag kan man læse mere om i artiklen på side 10.

Og mens vi nu er ved de dårlige nyheder, så viser det seneste udfald mod Vatikanet fra FN-komiteen for Børns Rettigheder, at udviklingen ikke blot følger sin egen logik, men i vidt omfang også styres politisk af mennesker med en ganske bestemt dagsorden og et ganske bestemt menneskesyn.

Læs mere om denne kontrovers på side 11.

At et kristent menneskesyn langt fra er dominerende i dagens Dan­ mark, kan man få bekræftet ved at læse artiklen side 4. Den tager udgangspunkt i det forhold, at aflivningen af en giraf, der ikke pas­ sede ind i Københavns Zoo’s avlsprogram, kunne afføde en bølge af forargelse og protester, mens aflivningen af ufødte børn, som ikke passer ind i familien Danmarks avlsprogram, af de fleste efterhånden betragtes som et uproblematisk valg.

Til gengæld kan vi glæde os over, at det endnu er muligt at gøre indsigelse mod, at aborterede børn, der overlever indgrebet, ikke får den hjælp de har krav på – se artiklen side 7 – ligesom det giver håb for fremtiden, at abortmodstanden I USA ikke er på retur (s. 10), men tvært­imod har vokset sig stadigt stærkere under den mest abortven­ lige præsident, landet nogensinde har haft.

Torben Riis

En vigtig meddelelse til alle, som har givet en gave til RFM i 2013 Først en varm tak til de mange, som har bidraget med en gave ud over årsbidraget.

Det gjorde, at vi i år ikke havde problemer med at runde de 100 gave­ givere, der skal til, for at alle, der giver os en gave, fortsat kan være beretti­ get til trække beløbet fra i skat.

Fra kassereren har vi imidlertid fået en melding om, at der er mange – også blandt dem, der har givet store beløb – som ikke har meddelt os deres personnummer (CPR-nr.).

Har du glemt at opgive dit personnummer til RFM? Derfor vil vi igen minde om de nye regler, der i al korthed går ud på, at det er den institution, som modtager gaven, der skal indberette beløbet til SKAT. For at vi kan gøre det, skal vi op­ give personnummeret på den, der har givet gaven. Ellers kan der ikke opnås noget fradrag.

Det er der som nævnt en del, der har glemt i år, og måske er der også nogle, som er utrygge ved at videre­ give deres personnummer. Men det er der ingen grund til at være! Vi bruger kun personnummeret til at videresen­ de til SKAT (som jo har det i forvejen), og der er ingen andre end kassereren, der har adgang til at se det. Kort sagt, vi garanterer 100% diskretion.

Du kan nå det endnu!

Den gode nyhed er, at det ikke er for sent at få det gjort.

Send en mail til kassereren: ettie@joedal.dk – eller et brev til Ettie Jødal, Præstemarken 18, Sønderup, 9541 Suldrup.

Så sørger hun for resten!

4

Danmark

Lidt om forskellen på giraffer og mennesker – og om forskelle og lig­heder mellem en gynækologs og en zoodirektørs respektive avlsprogrammer

K

risteligt Dagblad bragte den 28. januar en forsideartikel med overskriften: Kvinder får medi­ cinsk abort i eget hjem.

Og det må man nok sige, at de gør.

Det viser sig nemlig, at mens kun 2 pct. af alle provokerede aborter var medicinske aborter tilbage i 1998, drejer det sig i dag om hele 60 pct.

En medicinsk abort foregår ved, at kvinden får en pille, der slår det ufødte barn ihjel, og eftersom pil­ len indeholder prosta­glandin, som fremkalder veer, hvorved barnet ud­ stødes, kan selve processen foregå i hjemmet uden hospitalsindlæggelse.

Nemt og bekvemt – og sikkert også billigere end den klassiske kirurgiske abort.

men overalt i vor del af verden.

Hvorfor skulle Marius aflives og kastes for løverne? Fordi Marius ikke passede ind i zoo’s avlsprogram og heller ikke matchede kravene i de zoologiske haver, man normalt sam­ arbejder med. Og det med løverne?

Ja, løver kan nu engang godt lide girafbøf, og havde man valgt at destruere Marius’ jordiske efter­ ladenskaber, skulle man i stedet, som direktøren tørt konstaterede, have slagtet en ko samme dag for at give dem noget at leve af.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Her har vi altså med to avlsprogram­ mer at gøre: zoodirektørens, som i den grad sætter sindene i kog, og gynækologens, som for længst er ophørt med at udløse protester i et omfang, der ville kunne ramme avisernes forsider.

TO AVLSPROGRAMMER Søndag den 9. februar blev giraffen Marius aflivet i Københavns Zoo. Det udløste en protestdemonstration uden for haven, dødstrusler mod direktøren og, må man sige, bred pressedækning ikke blot her i landet,

KIRURGISK ELLER MEDICINSK ABORT? Og så tilbage til de medicinske abor­ ter. Er det noget, man skal hidse sig op over?

Det er nok i hovedsagen et spørgs­ mål om temperament, for når 60 pct.

af de abortsøgende kvinder frivil­ ligt vælger denne løsning, må der vel være en grund til det. Så hvorfor skulle man egentlig begynde at pro­ blematisere deres valg?

Nej, det forargelige ligger et helt andet sted, nærmere bestemt i, at vi i det hele taget skal have den slags diskussioner. Problemet er med andre ord ikke, hvordan man vælger at slå ufødte børn ihjel, men at man vælger at gøre det. Og problemet er endvi­ dere, at man i Danmark og andre vest­ lige samfund finder det uforståeligt og – især i politiske kredse – endog forargeligt, at nogen kan få den tanke at ville problematisere vor tids institu­ tionaliserede drab på ufødte børn.

Derfor er det for os at se ikke i første række interessant at diskutere fordele og ulemper ved henholdsvis kirur­ gisk og medicinsk abort. Langt mere relevant er det at spørge, hvordan vi som samfund er kommet så vidt, at drab på mennesker ikke længere kan få et flertal til så meget som at løfte et øjenbryn.

HVAD BETYDER ”UETISK”?

Det kan artiklen i Kristeligt Dagblad til en vis grad kaste lys over, bl.a. fordi den byder på et kort, men meget sigende interview med den gynæko­ log – professor og overlæge på Rigs­ hospitalet, Øjvind Lidegaard – som i en årsrapport har leveret det statisti­ ske materiale, artiklen bygger på.

Den kan findes på http://www.tigrab.dk/ Øjvind Lidegaard ser flere plusser end minusser ved medicinske aborter. Et af plusserne er, at man kan foretage aborten allerede fra 5. uge, og plusset, mener han, består i, at der etisk set er stor forskel på at få lavet en abort i 5. og 20. uge.

Det uddyber han i det følgende

således: Når vi nærmer os fødslen, så synes de fleste mennesker, at det er dybt uetisk at slå barnet ihjel. Et foster bliver stadig mere menneskeligt, jo længere tid, der går, og derfor er abort mere problematisk, jo senere man kommer i graviditeten.

Her er der unægteligt et og andet at lægge mærke til. F.eks., at Lide­gaard bruger udtrykket ”at slå barnet ihjel”. Af disse ufor­ blommede ord må man for det første kunne slutte, at han be­tragter aborten som et barn – i hvert fald på et eller andet tidspunkt inden for de 12 uger, hvor der endnu er fri abort – og at han åbenbart ikke ser noget problematisk i at slå et barn ihjel. Ellers ville han nok have valgt en anden karriere.

Hans bemærkning om, at ”barnet bliver stadig mere menneskeligt, jo længere tid der går,” kan forstås på to måder. Enten mener han, at et barn først lidt efter lidt bliver til et ”rigtigt” menneske i løbet af graviditeten – en velkendt, men 100 % uvidenskabelig påstand – eller også mener han slet og ret, at det ufødte barn, som tiden går, kommer til at ligne en nyfødt baby mere og mere. Og det er nok denne sidste udlægning, der er den mest sandsynlige.

Det kan man bl.a. slutte af, at Øjvind Lidegaard i grunden slet ikke argu­ menterer for sit synspunkt, men nøjes med at referere til, hvad andre mener: ”...så synes de fleste mennesker, at det er dybt uetisk...”

Så det, han siger, er i grunden blot, at det følelsesmæssigt er sværere for forældrene at slå barnet ihjel, jo tættere man kommer på fødslen. For nu ligner det jo et ”rigtigt” barn. Men dermed afsvækker han også ordet

”uetisk” til blot at betyde ”ubehage­ ligt” eller på moderne teenage-dansk: ”klamt” eller ”ad” (med blødt d).

Hvis denne udlægning er den rette, er vi kommet et skridt nærmere en for­ ståelse af, hvilken faglig ”etik” der lig­ ger til grund for den aktuelle praksis på landets gynækologiske afdelinger – en etik, som har et meget anstrengt forhold til det klassiske lægeløftes ord om aldrig at skade patienten – med andre ord en etik, som bedst kan sammenlignes med den policy, som gælder i servicebranchen, hvor kun­ den som bekendt altid har ret.

Og så lidt om det sidste spørgsmål: Hvordan er det kommet så vidt, at det at aflive en giraf i Københavns Zoo forekommer mange mennesker i u

5

vor del af verden mere problematisk end at aflive ufødte børn på samle­ bånd?

SPROGETS MAGT Det er selvfølgelig et meget om­ fattende spørgsmål, som ikke kan besvares udtømmende inden for denne artikels rammer. Men faktisk kan artiklen i Kristeligt Dagblad lede os på sporet af i hvert fald en del af forklaringen. Artiklen er nemlig for­ synet med en såkaldt fakta-boks, som op­lyser læseren om, hvordan både en medicinsk og en kirurgisk abort foregår. Og da der er tradition for, at teksten i en sådan boks skal have et vist sagligt præg, har journalisten gjort sig umage for at få den til at lyde så ”teknisk” som vel muligt.

Det betyder så, at der ikke, som Lide­ gaard ellers så befriende ærligt ud­ trykker det, står, at pillen slår barnet ihjel. Nej, pillen får ”fosteranlægget” til at ”gå til grunde”. Og når kvinden efterfølgende får veer, trækker liv­ moderen sig sammen og tømmes for ”graviditetsvæv”.

På den måde tingsliggøres barnet på et sprogligt niveau – hvad enten det gøres bevidst eller ubevidst. Kon­ sekvensen af at omtale barnet som ”fosteranlæg” eller ”væv” er under alle omstændigheder, at det i vores bevidsthed reduceres til noget på linje med en svulst eller en anden ubehagelig udvækst, som man med fordel kan fjerne. Men sådan er der blot ingen rimelighed i at omtale et

menneskeligt individ, som allerede efter 4 uger har et hjerte, der banker, og hvis organer alle delvis er i funk­ tion efter 7-8 uger.

Det er bl.a. sådan, det begynder, så­ dan forskellen på dyr og mennesker efterhånden udviskes i menneskers bevidsthed og baner vejen for et nyt holocaust. Sådan vil man drypvis overtale os til at tro, at de mennesker, der skal udryddes, for at vi andre kan få et bedre liv, slet ikke er rigtige mennesker, og at det derfor både er moralsk forsvarligt og klogt at skille sig af med dem.

Siden 1973 anslås det, at der på ver­ densplan er foretaget 1,72 milliarder provokerede aborter. tr

Verden

Canadiske forskere: Abort har katastrofale følger for kvinder – både fysisk og psykisk Et forskerteam ved University of Toron­ to har udsendt en bog om følgevirk­ ningerne af abort, hvor de fremlæg­ ger egne undersøgelser fra de seneste ti år og analyserer forskningsresultater fra over 650 undersøgelser og offi­ cielle statistikker.

Bogen indeholder over 100 interviews med kvinder, som har fået abort, samt bidrag fra en række læger, psykia­ tere og samfundsforskere, og de tre hoved­redaktørers konklusion var ved præsentationen af bogen klar og entydig: abort har katastrofale både fysiske og psykiske konsekvenser for kvinder.

I bogen leverer forfatterne således solid dokumentation for årsagssam­ menhængen mellem abort og en

6

række sygdomme så som brystkræft, barnløshed, autoimmune sygdomme og forskellige psykiske lidelser.

En af bidragyderne til bogen er en sygeplejerske, som arbejder i et pal­ liativt team. Hun fortæller om kvinder, som på deres dødsleje stadig kæmper med traumerne efter de aborter, som de fik foretaget for årtier siden – end­ nu et vidnesbyrd om, at de psykiske problemer efter en abort undertiden forfølger kvinderne langt op i årene, især hvis de ikke får den nødvendige psykiatriske behandling og støtte fra omgivelsernes side.

Bogen omtaler også en nylig undersø­ gelse offentliggjort i British Journal of Psychiatry, som viser, at kvinder som

har fået en eller flere aborter, har en 81 pct. højere risiko for at få psykiske problemer, end kvinder, der ikke har fået abort.

Endnu en interessant konstatering er, at kvinders og børns generelle helbredstilstand i lande med fri abort som USA, Storbritannien, Rusland og Ungarn er ringere end i lande med en restriktiv abortlovgivning så som Irland, Egypten og Uganda.

Bogens titel er: Complications: Abortion’s Impact on Women.

Den er udgivet af og distribueres af The deVeber Institute for Bioethics and Social Research bioethics@deveber.org

Europarådets ministerkomité skal tage stilling til sene aborter

ʼ

Hvilke konkrete skridt vil Minister­komiteen tage for at sikre, at fostre, som overlever en abort ikke berøves den lægelige behandling, som de har ret til i medfør af deres status som levendefødte menneskelige personer og i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?

Sådan lyder et spørgsmål, som den 13. januar i år blev stillet af det spanske medlem af Europarådets parlamen­ tarikerforsamling Angel Pintado til Rådets ministerkomité, der består af udenrigsministrene fra alle 47 med­ lemslande.

Det betyder, at udenrigsministrene i løbet af de kommende uger skal besvare spørgsmålet skriftligt. Sidste gang noget lignende skete var den 13. juli 2013, hvor komiteen skulle svare på, om der eksisterer en ”ret til abort” i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og hvor komiteen måtte indrømme, at der ikke kunne opnås enighed herom blandt de europæiske lande.

Regelmæssige læsere af RFM nyt vil huske, at det aktuelle spørgsmål fra Angel Pintado omhandler præcis den problemstilling, som vi skrev om i RFM nyt nr. 2, 2013, hvor vi afslut­ ningsvis måtte spørge, hvorfor der først i 2005 blev givet præcise regler for, hvad personalet ved sygehusene har pligt til at gøre i forbindelse med sene aborter, hvor barnet endnu er i live efter fødslen.

I europæisk sammenhæng er det ikke mindst Storbritannien, der har grund til selvransagelse, efter at det er kom­ met frem, at omkring 60 børn hvert år på britiske hospitaler overlever en sen abort i flere minutter og underti­ den i flere timer. Disse børn er enten blevet efterladt til en ensom død eller blevet dræbt af personalet – selv i de tilfælde, hvor nogle af dem kunne have overlevet i en kuvøse.

Også Sverige og Norge lader til at have problemer med at håndtere sene aborter. I Sverige døde et abor­ teret barn efter at have overlevet i 90 minutter efter indgrebet uden at blive hjulpet, og fra Norge forlyder det tilsvarende, at levedygtige børn, der

kunne have overlevet, hvis de havde fået den rette behandling, ikke fik den fornødne behandling.

I Italien blev et 22 uger gammelt barn fundet i live ikke mindre end 20 timer efter abortindgrebet. Barnet kom efterfølgende i intensiv pleje, men døde dagen efter.

Det er rapporter om sådanne forhold, der har affødt spørgsmålet fra Pin­ tado, som er medlem af det kristentkonservative Europæ­iske Folkeparti EPP (European People’s Party), som er det største i Europarådet og i EU’s politiske institutioner.

Man skal lægge mærke til, at der i spørgsmålet er indeholdt en kon­ statering af, at levendefødte børn er beskyttet af loven og menneskeret­ tighederne. Det er de også i Danmark, hvor det som tidligere nævnt ifølge § 250 i Straffeloven kan give op til 8 års fængsel at forlade et menneske i hjælpeløs tilstand.

Men en ting er at have ret, noget andet er at få ret, hvis ingen vil tale ens sag. Derfor bliver det overmåde interessant at høre svaret fra minister­ komiteen.

7

Verdens største pro-life event

Omkring en halv million amerikanere trodsede bidende kulde og vanskelige trafikale forhold for at deltage i Marchen for Livet den 23. januar i Washington D.C.

8

H

ård frost og snestorm hindrede ikke den traditionsrige March for Livet i Washington D.C. i at blive en succes – og dermed en kraftig påmindelse til præsidenten og hans regering om, at abort fortsat er et centralt tema i den politiske debat i USA. Marchen, som hvert år afholdes den 21. januar – dagen for Højesterets dom i den såkaldte Roe v. Wade-sag, som banede vejen for fri abort i samt­ lige stater – begyndte i 1973 som en mindre demonstration, men udvik­ lede sig hurtigt til at blive den største pro-life event i verden. I år anslår man, at der var omkring 500.000 deltagere på trods af, at mange grupper havde måttet opgive at nå frem på grund af de ekstreme vejrforhold.

Læg hertil, at denne march ikke er den eneste. Foruden i Midtvesten

(Chicago) samledes folk på den ame­ rikanske vestkyst den 27. januar til en demonstration med anslået 60-70.000 deltagere i San Francisco – en klar stigning i forhold til sidste års om­ kring 50.000 deltagere.

Tilgiv dem, Herre, for de ved ikke, hvad de gør I Washington noterede iagttagere, at der igen i år var et stigende an­ tal unge deltagere – her kan vejret selvfølgelig også have spillet en rolle – men tillige en langt stærkere tilstedeværelse af repræsentanter for den ortodokse kirke.

Det blev især tydeligt, da ortodokse biskopper og præster indtog podiet for at lede den bøn, der bedes som indledning til marchen. Chicagos græsk-ortodokse biskop, Demetrios Kantzavelos bad for, at marchens vid­

nesbyrd måtte nå ”civile myndighe­ der, som har lovgivet mod de ufødte børns rettigheder, jurister, der har truffet afgørelser mod livet, læger, der ikke har helbredt, men påført skade og død, forældre, som har truffet be­ slutning om abort – nogle hjerteløse og selviske, andre konfliktramte og som tragiske ofre – og unge menne­ sker, som vokser op i en kultur, som går ind for nogles ret til at slå ihjel.”

Støtten til det synspunkt, at der findes en ret til abort bunder i dyb uvidenhed, sagde biskop Demetrios,

og sluttede med disse bibelord: ”Tilgiv dem, Herre, for de ved ikke, hvad de gør.”

Både republikanere og demokrater blandt talerne Dagens talere talte flere fremtræden­ de repræsentanter for det politiske liv, heriblandt tre kongresmedlem­ mer: republikanerne Chris Smith og Vcky Hartzler samt demokraten Roger Freeman.

Det tema, man havde valgt i år, var adoption. Det begrundede marchens

administrative leder Jeanne Monahan på denne måde: ”Vi ønsker at ned­ bryde tabuet omkring adoption og tilskynde kvinder til at træffe dette prisværdige valg.”

Dagen efter marchen udsendte Det hvide Hus denne udtalelse: Vi bekræfter påny vores urokkelige vilje til at beskytte kvinders adgang til sikre, økonomisk overkommelige sundheds­ ydelser og deres ret til privatliv, herunder retten til reproduktiv frihed. r

9

Endnu et drastisk skridt ned ad det etiske skråplan

polfoto

Med 86 stemmer for og 44 imod vedtog det belgiske repræsentant­ kammer den 13. februar det kon­ troversielle forslag om at revidere landets eutanasilov, således at aktiv dødshjælp herefter også bliver en mulighed for børn fra 0-18 år.

Forinden var forslaget blevet god­ kendt af senatet i midten af decem­ ber 2013, så nu mangler man kun kongens underskrift, for at loven kan træde i kraft.

Belgien, Holland og Luxembourg tillader allerede aktiv dødshjælp, men Belgien er efter denne skelsættende beslutning det første land i verden, som indfører eutanasi for børn – vel at mærke i nyere tid. For man skal ikke glemme, at omkring 8.000 børn i Hitlertidens Tyskland døde som ofre for nazisternes eutanasiprogram.

Hastværk på trods af –­ eller måske netop på grund af advarsler Oprindelig forlød det, at afstemnin­ gen i parlamentet skulle finde sted i maj måned. Når regeringen valgte at fremskynde tidspunktet, ses det af flere iagttagere som et udtryk for, at

10

man var bekymret for, at modstanden mod forslaget ville vokse i takt med, at folk fik tid til at overveje de reelle konsekvenser af lovændringen.

Det har heller ikke skortet på advars­ ler fra sagkyndig side, f.eks. fra 38 belgiske børnelæger, som i en hen­ vendelse til politikerne blandt andet har peget på, • at selv de mest komplicerede syg­ domstilfælde kan behandles med de midler, man i dag har til rådighed • at belgiske børn ikke er udsat for uudholdelige lidelser, fordi de pal­ liative teams sagtens kan give en passende smertebehandling både på sygehusene og i hjemmene • at et følsomt barn, som får forelagt muligheden for at vælge eutanasi, meget vel kan tænkes at ville tage imod tilbudet ud fra en følelse af, at det er det, forældrene ønsker • og at der i realiteten ikke eksisterer objektive kriterier for, om et barn er modent nok til at træffe en så alvorlig beslutning.

Lægernes konklusion lød således: ”Vi er af den opfattelse, at der ikke er noget presserende behov for at

Billedet viser en større demonstration i Bruxelles mod lovændringen i den første uge af februar.

Men hverken protester eller advarsler fra eksperter fik de belgiske politikere til at opgive deres forehavende

foreslå en ændring af den gældende lovgivning på dette område”.

De mest sårbare børn svigtes Også fra politisk side er der frem­ sat skarpe protester. Således fra 58 medlemmer af Europarådet, som i en erklæring udtaler, at afstemningen i det belgiske senat • svigter nogle af de mest sårbare børn i Belgien ved at anerkende det synspunkt, at deres liv ikke har nogen værdi eller værdighed i sig selv, og at de derfor bør dø • fejlagtigt antager, at børn skulle være i stand til at give deres samtykke til eutanasi på et oplyst grundlag og forstå alvoren i og de mangfoldige konsekvenser af en sådan beslutning • tilslutter sig den uantagelige an­ skuelse, at et liv i sig selv kan være uværdigt, en opfattelse, som udfor­ drer selve grundlaget for et civiliseret samfund.

Allerede problemer med loven, som den var Regeringens hastværk med at få loven vedtaget er også blevet kritiseret med den begrundelse, at flere undersøgelser har peget på, at

bestemmelserne i den eksisterende lov har vist sig gang på gang at blive overtrådt. F.eks. overholder lægerne i mange tilfælde ikke deres pligt til at indrapportere eutanasi. Eller der fore­ ligger ikke dokumentation for, at den afdøde har givet et frivilligt samtykke.

Eller det er en sygplejerske, der giver den dødbringende indsprøjtning, selv om det er ulovligt.

Derfor lyder spørgsmålet fra kriti­ kerne: Hvorfor ventede man ikke med

at udvide lovens rammer, til man havde fået klarhed over, om loven i sin nuværende form fungerer tilfreds­ stillende?

Lederen af Euthanasia Prevention Coalition, Alex Schadenberg, siger det således: ”I Belgien har eutanasi i ganske lang tid reelt været ude af kontrol. Vi ved fra undersøgelser, at omkring 32 pct. af dødsfaldene ved eutanasi sker uden anmodning fra patienten, og at over halvdelen af

tilfældene ikke bliver indberettet til myndighederne.”

Den amerikanske advokat og forfatter Wesley J. Smith havde denne kom­ mentar: ”Lovændringen er et udtryk for eutanasiens forfærdende logik: I det omfang vi accepterer drab som et svar på menneskelige genvordig­ heder og lidelser, underkaster vi os en logik, der med tvingende nød­ vendighed fører os nedad mod en bundløs afgrund.”

FN i ideologisk felttog mod Vatikanet Kan et FN-organ pålægge den ka­ tolske kirke at ændre sin holdning til abort?

Selvfølgelig ikke, men man kan jo altid gøre et forsøg efter princippet ”går-den-så-går-den”. Og selvfølge­ lig er det fristende, hvis man anser det for en utålelig provokation, at der endnu findes mennesker, der modsætter sig drab på ufødte børn i stedet for at følge med udviklingen.

Og det var netop, hvad der skete, da Komiteen for Børns Rettigheder – efter en offentlig høring og efter en længere korrespondance med Vatikanet – skulle skrive nogle afslut­ tende bemærkninger om, hvordan man p.t. synes det går for de katolske lokalkirker rundt om i verden og for kirken som helhed med at sikre børns rettigheder – herunder sikre dem mod seksuelle overgreb.

Det skal lige indskydes, at Komiteen er en af 9 komiteer under FN, der har til opgave at holde øje med, om de lande, der har skrevet under på en konvention vedrørende menneskeret­ tigheder – i dette tilfælde FN’s Kon­ vention om Børns Rettigheder – også overholder den.

Formålet med dialogen var altså at få afklaret, i hvor høj grad Vatikanet p.t. lever op til Konventionens be­ stemmelser. Og til den ende havde Vatikanet både før og under høringen

gjort rede for de mange initiativer, der inden for de seneste år er sat i værk for at forebygge fremtidige krænkel­ ser af børns rettigheder.

Men netop disse tiltag fik så godt som ingen plads i de afsluttende bemærk­ ninger fra Komiteen, der i stedet fokuserede på fortidens forsyndelser og herefter rettede skytset mod de områder, hvor den katolske kirke ifølge Komiteen grundlæggende ikke lever op til forventningerne. Her er det imponerende at se, hvor meget man med lidt god vilje kan få presset ind under overskriften børns rettig­ heder, f.eks. homoseksualitet, ligestil­ ling mellem kønnene, prævention og abort.

Kirkeretten bør revideres!

Hvad Komiteen havde at sige om abort, kan man læse i afsnit 55, hvor kirken direkte opfordres til ”at revidere sin holdning til abort, som udsætter gravide pigers liv og helbred for åbenlyse risici.”

Helt konkret pålægger man kirken at foretage de nødvendige ændringer i § 1398 i den kanoniske lov (kirkeret­ ten), som er den paragraf, der præci­ serer, at personer, der medvirker til et abortindgreb, automatisk udelukker sig selv fra kirkens fællesskab.

Dette påbud var mere end Vatikanets permanente observatør ved FN, ærke­

biskop Tomasi, kunne lade gå upåtalt hen. Vatikanet udsendte kort efter en isnende pressemeddelelse, hvor man karakteriserede de afsluttende bemærkninger som ”et forsøg på at skride ind mod Den katolske Kirkes lære om den menneskelige persons værdighed og mod udøvelsen af religionsfrihed.”

Og ærkebiskoppen havde endnu en vigtig pointe. I Konventionen om Børns Rettigheder står der i præ­ amblen – den indledning, hvor det principielle grundlag for bestemmel­ serne er formuleret, og som derfor er afgørende for fortolkningen af de enkelte paragraffer – at barnet har krav på beskyttelse både før og efter fødslen.

Sagen har derfor efterladt Komiteen med et noget flosset image, fordi det nu sort på hvidt kan dokumenteres, at den helt bevidst handler i direkte modstrid med den Konvention, hvis ånd og bogstav den er sat i verden for at forsvare, ligesom den med sit påbud om ændringer i kirkeretten krænker Menneskerettighedserklæ­ ringens artikel 18 om religionsfrihed.

Så det blev alt i alt en dårlig dag for Komiteen – og den internationale abortlobby, som mistænkes for at have ført pennen i slutdokumentets mest kontroversielle afsnit. Og det var set herfra slet ikke så ringe endda. tr

11

B

Afsender RFM, Præstemarken 18, Sønderup, 9541 Suldrup

PP Danmark

RFM’s års- og repræsentantskabsmøde 2014 Lørdag den 15. marts kl. 11-16 i menighedslokalet v/Vor Frue Kirke, Frederiksgade 5, Slagelse.

Mød cand.theol. journalist Iben Thranholm, som taler kl. 14.00: Den moderne kulturs eneste svar på lidelse er selvmord Det stigende pres på at få indført aktiv dødshjælp hænger sammen med den frie abort. I begge tilfælde er holdningen bag, at livet og samfundet bliver bedre, friere, mere værdigt når man til enhver tid kan vælge døden. Men bag facaden handler det måske om manglende svar på, hvad vi stiller op med lidelsen.

Sekularismen har ikke noget meningsfyldt svar på lidelsen, efter at kristne værdier er blevet fortrængt.

Tilbage er kun doping eller død.

Er der en vej tilbage til en kultur, hvor livet i alle faser giver mening?

PROGRAM 11.00-12.30: Årsmøde: Formandens beretning. Kassererens beretning. Valg til repræsentantskabet. Ordet er frit.

12.30-13.00: Repræsentantskabsmøde: Valg af medlemmer til bestyrelsen.

13.00-14.00: Frokost -husk tilmelding til 55767652 eller info@rfm.dk 14.00-16.00: Debatoplæg v/ Iben Thranholm. Efterfølgende diskussion.

NB: Alle tilsluttede får deres rejseomkostninger refunderet.

Frokosten er gratis.

ISSN 0906-4605