TEATERFORMIDLINGEN FEMKANTEN KALUNDBORG







Program 2025/2026



Professionelt teater
- helt tæt på!
Program 2025/2026
- helt tæt på!
Teaterformidlingen Femkanten kan i denne sæson med stolthed fejre sit 25 års jubilæum.
Knap 200 forestillinger med turnerende teatre er det blevet til. Lige fra: 'én skuespiller med sort bagtæppe' som fx Farshad Kholghi, Vigga Bro og Paolo Nani til store opsætninger med flere dansere/skuespillere og stor scenografi som fx 'This is not Swan Lake', 'Scavenius' og 'Svejk i 2. verdenskrig'.
Vi har tænkt os at fejre dette jubilæum! Det bliver i forbindelse med sæsonens sidste forestilling: 'Måske ku vi' med Café Liva på Postgaarden den 7. april 2026.
Denne jubilæumsfejring bliver også en markering af, at vi i bestyrelsen har vedtaget, at Femkanten efter denne sæson sætter vores aktiviteter på pause, indtil vi kan tilbyde tilrejsende kunstnere og vores publikum nogle teaterfaciliteter, der er tidssvarende, forsvarlige og indrettet til teaterbrug. Det betyder, at der ikke fra os vil komme tilbud om professionelle teaterforestillinger indtil teaterscenesituationen i Kalundborg bedres. Vi vil redegøre nærmere for dette tiltag på generalforsamlingen den 15. september.
På vegne af 5kantens bestyrelse. Jette Mortensen
TID: Mandag den 15. september 2025 kl. 19:30
STED: Postgaarden Event og Musikhus, Kordilgade 6b, Kalundborg
VARIGHED: 60 minutter uden pause
PRODUCENT: Teater AVA
Efter forestillingen afholder Femkanten sin årlige generalforsamling. Alle er velkomne.
En danse- og animationsforestilling for voksne og unge over 13 år. Her fremstilles et hypersanseligt univers, hvor en danser og en dukkefører bearbejder magtbalancen mellem mennesker og teknologi. Robotdukken M.I.A. føres på scenen af et menneske – eller styres mennesket af Robotten? Ved at forvrænge vores umiddelbare forestillinger om dukketeater kan vi opdage nye perspektiver på manipulation, handlefrihed, og hvem der egentlig kontrollerer hvem. Simulationer af virkelig menneskelighed slører publikums fornemmelse af, hvem der er afhængig af hvem: Er man en krop, der bruger et redskab – eller bruger redskabet en selv? Der reflekteres over den kropslige tilstedeværelse i internettets imiterede verden, og forestillingen bevæger sig ud og ind af både de glitrende og de mørke sider. Nogen har set det opstå, og andre er vokset direkte ind i det.
Medvirkende: Dukkefører Astrid Kjær Jensen og danser Marcus Alexander Roydes
Tekster: Gry Stokkendahl Dalgas, Casper Eric og forsker Anders Søgaard
Iscenesættelse: AVA
TID: Onsdag den 15. oktober 2025 kl. 19:30
STED: Postgaarden Event og Musikhus, Kordilgade 6b, Kalundborg
VARIGHED: 60 minutter uden pause
PRODUCENT: Teater Gry
En absurd komedie uden ord om kærlighed til livet … og hinanden.
To naive sjæle, en kvinde og en mand i familie med klovnen, vandrer rundt i et poetisk og melankolsk univers, hvor de allermindste nuancer tæller. De to væsner kæmper begge med at finde livets melodi. Kunsten at leve er besværlig. Her bliver kunsten gribende og rørende. De to udvikler en dyb og betingelsesløs hengivenhed for hinanden. Hele tiden med en tragikomisk tone, hvor grinet og gråden følges ad. Man kan ikke undgå at røres over de to personers troskyldighed, over alt det, der ikke behøver at blive sagt. Respekten, hengivenheden og den stadig større forståelse knytter tætte bånd mellem mennesker.
Folmer Gry Kristensen er en institution i dansk teater og kendt for sine ordløse og poetiske forestillinger. Hans lignende forestilling AUGUST vandt en Reumert for nogle år siden.
Medvirkende: Gitte Gry Ballesheim og Folmer Gry Kristensen
TID: Lørdag den 22. november 2025 kl. 10:00
STED: Kalundborghallen. Indgang fra torvet. Standard billetpris 40 kr.
VARIGHED: 50 minutter uden pause
PRODUCENT: André Andersen Solo
Børneforestilling i samarbejde med Kalundborg Bibliotek
‘De voksne skal ikke ha’ det sjovt. De skal ha’ det travlt.' Den dag Topper finder en magisk blyant, forandrer meget sig i det gamle hus ved havnen. Det kan være svært at være barn og kommunikere med sure bagerkoner og travle skælde-ud-voksne, især når man har et gult næsehorn på anden sal.
OTTO ER ET NÆSEHORN er en charmerende lille børneforestilling, frit efter Ole Lund Kirkegaards elskede klassiker. To skuespillere er på scenen, og med deres ”klæd-ud-kasse” leger de sig igennem den eventyrlige fortælling om det gule næsehorn på anden sal. En forestilling om at holde fast i barnet og fantasien, inden vi alle ender som en sur bagerkone, vred ZOO-direktør eller en klog Hr. Løwe, der ved at ‘De voksne skal ikke ha’ det sjovt. De skal ha’ det travlt.' .
Medvirkende: André Andersen, Pernille Stockfleth
Tekst: Efter bog af Ole Lund Kirkegaard, bearbejdet af André Andersen
Iscenesættelse: André Andersen
TID: Tirsdag den 2. december 2025 kl. 19:30
STED: Postgaarden Event og Musikhus, Kordilgade 6b, Kalundborg
VARIGHED: 75 min.
PRODUCENT: Teater RUM
Denne bevægende forestilling vandt Årets Reumert både for den bedste forestilling og for Årets Dramatiker i 2024. 'Sangen om Oda og Anton' er en stor historie om to helt almindelige mennesker som dig og mig, som vi følger fra de mødes første gang og en række år frem. Oda og Anton lever ikke lykkeligt til deres dages ende. De rammes af livet, ligesom de fleste andre. Men de har kærligheden, håbet og lysten med sig som tro væbnere. En fortælling om at finde modet til at lægge sit liv og hjerte i andres hænder, og om sammen at danse igennem boblende glæde og finde vej i den dybeste sorg. En gribende historie om tro, håb og kærlighed.
Scenografien er enkel og minimalistisk, men spiller alligevel meget med, så vi kan bevæge os igennem forskellige miljøer og forskellige tidsperioder. Bag det personlige drama spiller den store historie også en rolle.
Medvirkende: Lars Dammark og Ene Øster Bentsen
Dramatiker: Lars Dammark
Iscenesættelse: Rasmus Ask
TID: : Torsdag den 19. februar 2026 kl 19:30
STED: Postgaarden Event- og Musikhus, Kordilgade 6b, Kalundborg
VARIGHED: 2 x 40 minutter med pause
PRODUCENT: Liive
Farshad Kholghi er en tilbagevendende og kærkommen gæst på Femkantens repertoire, og de seneste år i selskab med det unge komikertalent Lucas Birch. KOMIK OG KAOS er endnu en rablende morsom forestilling med disse to, der udfordrer grænserne for, hvad man må og ikke må gøre grin med. I kraft af sin iranske baggrund har Kholghi en mulighed for satire, som kan gå sine helt egne veje, og i Lucas Birch har han fundet den ideelle sparringspartner.
De to komikere tager dig med på en komisk rutsjebanetur, hvor humorens rammer og grænser udforskes, og konflikter opstår i et eksplosivt samspil mellem sjov og alvor. Er komikken blevet kaotisk, eller er det kaosset, der skaber grinene? Måske svaret kommer i forestillingen? Forbered dig på at blive revet med i en tempofyldt, skør og ikke mindst tanke- og lattervækkende forestilling!
Af og med: Farshad Kholghi og Lukas Birch
Iscenesættelse: Charli Busk
TID: Tirsdag den 7. april 2026 kl. 19:30
STED: Postgaarden Event- og Musikhus, Kordilgade 6b, Kalundborg
VARIGHED: 100 minutter med pause
PRODUCENT: Café Liva
Under Jacob Morilds ledelse har de igennem mange år specialiseret sig i at lave helt særlige cabareter, hvor alt tekstmateriale er udpluk fra kendte kunstneres samlede produktion. Disse præsenteres i en særlig form, så nye aspekter af tekstuniverserne kommer frem. Femkanten har tidligere vist Benny Andersen-cabareten 'I al slags vejr' og Peter A.G. Nielsen-cabareten 'Vilde kaniner og underlige fisk'. Nu kommer så MÅSKE KU' VI, som er taget fra troubaduren Sebastians tekstlige og musikalske univers. Denne forestilling blev skabt for nogle år siden, men er blevet frisket op i anledning af, at Sebastian fylder 75 år. Hans kendte tekster og melodier får nye betoninger og et nyt blik, så numrene tilsammen kommer til at give et tidsbillede af de fire årtier, hvori de er skabt, men også taler ind i vores tid.
Skuespil og sang: Mette Marckmann, Jacob Morild
Musikere: Bassist Eva Skipper, pianist og arrangør Morten Wedendahl
Tekster og musik: Sebastian
Arrangement og iscenesættelse: Jacob Morild
Børn og unge under 26 år: 50 kr.
Medlemskøb: 120 kr. pr. billet – en billet pr. forestilling pr. medlem
Løssalg på nettet: 180 kr.
Løssalg ved indgangen: 200 kr.
Ved familieforestillingen i samarbejde med biblioteket er der en enhedspris på 40 kr. pr. billet.
Gå til Teaterformidlingen Femkantens hjemmeside www.5kanten.dk
Klik foroven på 'Bliv medlem'.
Følg så vejledningen for at købe et medlemskab for 100 kr. Medlemskabet gælder for hele sæson 2025-26.
Er der problemer med køb af billetter eller medlemskab, kan man kontakte Femkanten på tlf. 61 68 52 07.
Der holdes generalforsamling i Femkanten på Postgaarden efter forestillingen 'SIMILI', mandag den 15. september 2025, kl. ca. 20:45.
Femkanten byder på en forfriskning.
Følg os på Facebook Teaterforeningen 5kanten
5kanten støttes af Kultur og Fritid, Kalundborg Kommune.