UDVEKSLING: ITALIEN

Jeg var næsten 3.000 km væk hjemmefra, og jeg havde ingen ide om, hvad der forgik. Det var grænseoverskridende på mange punkter, men på en måde var det også befriende bare at følge med.

Af Trine Hvenegaard Larsen

På en parkeringsplads blev jeg samlet op af min udveksling og hendes far, som jeg ikke kendte. På bagsædet sad jeg og lyttede til en italiensk sang i radioen og en siciliansk samtale foran mig mellem far og datter. Efter to minutter var vi fremme. Vi stod ud ad bilen, men hendes far skulle åbenbart videre.

Flere generationer i ét hus Lejligheden havde højt til loftet, og rummene havde overraskende lave temperaturer. Min udvekslings mor havde grønt hår, hun gjorde sig umage med sit engelsk, men på trods af det, var det ikke ligefrem det hele, jeg forstod. Jeg delte seng med min udveksling, og det var først efter et par dage, at det gik op for mig, at det var hendes storesøsters soveplads, jeg lånte. Nedenunder boede hendes bedstemor og bedstefar, som ikke kunne ét ord på engelsk, til gengæld kunne de snakke fransk. Det fandt de så ud af, at jeg ikke kunne.

Sprog- og kulturforskelle Sprogbarrieren var nok den største grund til, at jeg ikke forstod, hvad der forgik. Deres forholdet til tid i Italien hjalp nok heller ikke. Nogle gange havde vi ikke engang forladt lejligheden på det tidspunkt, vi skulle mødes på skolen. Om vi nåde toget eller bussen med de andre, var op til skæbnen.

I en uge fulgte jeg bare med. Ud i byen om aftenen, hvor vi mødtes med forskellige mennesker, kørte i alverdens biler gennem meget smalle gader.

På en måde var det alt, jeg havde forventet, og samtidig kunne jeg aldrig have forstillet mig det. Som sagt var det grænseoverskridende, men befriende til tider. Da jeg tog af sted med min efterskoleklasse, tænkte jeg: Hvad har jeg rodet mig ud I? Nu ved jeg, at jeg er glad for, at jeg gjorde det.