Værktøj til bæredygtig byudvikling henvender sig til aktører inden for byudvikling, som fx
kommuner, arealudviklingsselskaber og private developere samt til rådgivere og konsulentfirmaer. Værktøjet er tænkt som en hjælp til løbende at sætte ambitionerne for samt udvikle, beskrive, vurdere, afveje og tage stilling til et byomdannelses- eller byudviklingsprojekts samlede bæredygtighedsprofil. Dermed tilvejebringes et kvalificeret grundlag for løbende at foretage prioriteringer og tilpasninger undervejs i sådanne, typisk store og langvarige byudviklingsprojekter. Værktøjet indeholder en række indikatorer, der gør det muligt at forholde sig til centrale spørgsmål inden for hver af de tre bæredygtighedsdimensioner.