Tidens skolebygninger

Indtil 1814 havde skoler typisk været knyttet til kirker i form af latinskoler, der lå i byerne, eller såkaldte rytterskoler, som fra 1720’erne blev opført over hele landet på kongens foranledning. Men med den første folkeskolelov i 1814 varsledes nye tider for undervisning og skoleindretning, og det blev blandt andet et krav, at alle børn, også piger, skulle gå i skole fra de var syv år, og indtil de blev konfirmeret.

Trods klare intentioner om skolegang for piger og oprettelse af egentlige pigeskoler var det dog først i midten af 1800-tallet, at interessen for pigers uddannelse for alvor blev vakt, og først omkring år 1900 havde alle børn reelt mulighed for elementær syvårig skolegang.

Med loven i 1814 indførtes ikke kun bestemmelser om skolepligt, men også bestemmelser om skolers størrelse, beliggenhed og indretning. Ambitionen var at tilbyde ordentlige og holdbare bygninger af gedigne materialer, så fugt, råd og svamp kunne undgås, og at sikre gode lysforhold og god luftkvalitet i form af store vinduer, der kunne åbnes.

I skolebygningerne skulle der desuden være adgang til ordentlige toiletter – dengang kaldet latriner, retirader eller privéter – og sådanne anordninger havde Søetatens Pigeskole faktisk. Så selv om pigeskolen kort tid efter sin indvielse fik klager over lugten fra latriner-

ne, der oprindeligt lå under hovedtrappen, skal det dog anerkendes, at det i skolebygningen fra starten var tænkt ind, at pigerne skulle have let adgang til indendørs toiletforhold og indendørs håndvaske.

Det var ikke kun selve bygningerne, som var i fokus i kølvandet på den nye folkeskolelov; også indretningen af de enkelte klasselokaler var i søgelyset. Pæne og hyggelige rum blev anset for at have en opdragende funktion, så børnene lærte orden, renlighed, nøjagtighed og sømmelighed, sådan som det hed i begyndelsen af 1850’erne.

Også de udendørs faciliteter blev anset som vigtige for børnenes sundhed og trivsel. I tiden før 1920’erne var legepladser som regel blot åbne arealer, hvor børnene selv fandt på deres aktiviteter, og hvor en vandpost med et fælles drikkebæger var eneste adgang til drikkevand. I Søetatens Pigeskole var det anderledes moderne. Her var der anbragt en drikkefontæne, endda indendørs, og ifølge arkitektens tegninger var fontænen udstyret med en vandforsyning, der ikke krævede brug af det uhygiejniske fælles drikkebæger.

I løbet af 1800-tallet fik landets skoler i stadig større grad deres egne bygninger, der var tegnet til formålet – markante og statelige bygninger, som med deres arkitektur skulle understrege skolegangens store betydning for samfundet.

Især i købstæderne nærmest eksploderede byggeriet af kommunale skoler i takt med, at flere og flere flyttede fra land til by for at finde arbejde. De første købstadsskoler i anden halvdel af 1800-tallet fik en enkel planløsning med klasseværelserne placeret symmetrisk omkring et trappeareal i midten eller i hver ende af bygningen. I 1850’erne dukkede de første planløsninger med midterkorridor op i København, og denne plantype blev altdominerende i 1800-tallet, eftersom det var en billig og rationel udnyttelse af arealet.

På samme tid fandtes i flere mellemeuropæiske lande, især i Tyskland, skoler med aula – en plantype, som dog først i begyndelsen af 1900-årene blev bemærket i Danmark. Den første danske folkeskole opført som aulaskole menes at være Samsøgades Skole i Aarhus fra 1914, og i 1920’erne bredte aulaskolen sig til Sjælland. Aulaerne blev anvendt til fællesarrangementer for eleverne og som opholdsareal i dårligt vejr, men bidrog også med det store volumen til en bedre luftkvalitet.

Med sin planløsning og sin imponerende aula var Søetatens Pigeskole således langt forud for sin tid – længe inden, der overhovedet var noget, der hed aulaskole i Danmark.