Issuu

KILDER Bendsen, Jannie Rosenberg og Dorthe Bendtsen: Drømmen om eget hus. Statslånshuse 1933-1959. Strandberg Publishing, 2021 Bendsen, Jannie Rosenberg, Svava Riesto og Henriette Steiner: Ufortalte Historier Om Kvinder, køn og arkitektur i Danmark. Strandberg Publishing, 2023 Bendsen, Jannie Rosenberg: Interview med Hanne Grau den 23. januar 2026 Hg. P.: “Sygehus-Arkitekt bygger eget Hus” i Nationaltidende 20. juni 1952 Inge: “En Leg med Form og Farver” i Århus Amtstidende den 27. februar 1952 Kit: “Ønskehus og Drømmekøkken” i Jyllands Posten den 21. januar 1952, p. 5 Mollerup, Jens (red.): Skal de bygge eget hus. 32 nye enfamiliehuse og bygherrevejledning med materialeoversigt. Arkitektens Forlag, 1953 Rohweder, Birte: “Et teori – et andet praksis” i Tidens Kvinder nr. 28, 1952, s. 4-5 www.da.wikipedia.org/wiki/Harald_Salling-Mortensen www.aarhuswiki.dk/wiki/Harald_Salling-Mortensen Aarhus Byggesagsarkiv: Adolph Meyers Vej 4

FOTOS OG ILLUSTRATIONER

FAKTA

Arkitekttegninger af Harald Salling-Mortensen: Side 7, 12, 16, 21 og flapper Privat eje: Side 28, 34-35 Artikel i Tidens Kvinder, 1952: Side 30-31 Køkkentegninger og -indholdsfortegnelse af Ulla Tafdrup: Side 40, 42, 47 Portræt af Harald Salling-Mortensen side 49: Hammerschmidt Foto / AarhusArkivet.dk Øvrige fotos samt omslag: Anders Sune Berg / Realdania By & Byg En særlig tak til Knut & Kirsten Randbo, Hanne Grau og Ulla Salling-Mortensen FOTOS side 50-51: Side 50, øverst: Børge Venge / Aarhus Stadsarkiv Side 50, tv.: Aage Fredslund-Andersen / Den Gamle Bys billedsamling Side 50, th.: Mathilde Bech / AAB Aarhus Side 51, tv.: Ib Hansen / Aarhus Stadsarkiv Side 51, th.: Kio Jørgensen / Aarhus Stadsarkiv Side 51, nederst: Ib Hansen / Aarhus Stadsarkiv © august 2026 – Harald Salling-Mortensens eget hus ISBN 978-87-93746-28-2 Udgivet af: Realdania By & Byg Tekst: Jannie Rosenberg Bendsen, ph.d., forfatter og arkitekturhistoriker Layout og tryk: OAB-Tryk ApS, Odense

Et udvalg af bygningsværker af Harald Salling-Mortensen

Bygninger er en del af vores kulturarv. Et håndgribeligt levn, som vores forfædre har givet videre, og som vi er forpligtet til at værne om. Realdania By & Byg udvikler eksperimenterende nybyggeri og bydele og bevarer historiske ejendomme gennem filantropiske investeringer og aktivt ejerskab.

Harald Salling-Mortensens eget hus

Vi opbygger og formidler en samling af gode eksempler på arkitektur og byggestil over hele landet og formidler viden og løsninger fra alle projekterne. Læs mere på www.realdaniabyogbyg.dk

Udgivet af Realdania By & Byg

– Hovedbiblioteket i Mølleparken sammen med arkitekt Alfred Mogensen, Aarhus, 1931-1934 – Aarhus Amtssygehus sammen med Axel Høeg-Hansen, Aarhus, 1933-1935 – Århus Stiftstidende, Kannikegade 14 sammen med Axel Høeg-Hansen, Aarhus, 1936 – Skovvangsskolen sammen med arkitekt Alfred Mogensen, Aarhus, 1935-1937 – Tribune, Jysk Væddeløbsbane, Aarhus, 1938 – Udvidelse af Esbjerg Sygehus, Esbjerg, 1941 – Udvidelse af Sorø Sygehus, Sorø, 1941 – Handelsbanken, Aarhus, 1941-1944 – Møllevangsskolen sammen med arkitekt Alfred Mogensen, Aarhus, 1945-1951 – Centralsygehuset Nykøbing Falster, Nykøbing Falster, 1949 – Maribo Sygehus, Maribo, 1949 – Boligbebyggelsen Rytterparken, Nordre Ringgade, Aldersrovej, Louis Hammerichs Vej, Finsensgade og Møllevangen, Aarhus, 1949-1952 – Adolph Meyers Vej 4, Aarhus, 1951 – Børglum Kollegiet sammen med Paul Niepoort, Aarhus, 1963-1967 – Langenæshøjhuse, Aarhus, 1967-1971 – Bogense Sygehus, 1969 – Nygade, Aarhus, 1970

FOTOS OG ILLUSTRATIONER

FAKTA

Et udvalg af bygningsværker af Harald Salling-Mortensen

Harald Salling-Mortensens eget hus

Vi opbygger og formidler en samling af gode eksempler på arkitektur og byggestil over hele landet og formidler viden og løsninger fra alle projekterne. Læs mere på www.realdaniabyogbyg.dk

Udgivet af Realdania By & Byg

Snit og facadetegninger af Harald Salling-Mortensens eget hus

Plantegninger af Harald Salling-Mortensens eget hus

STUEPLAN

KÆLDERPLAN

Forord Da arkitekt Harald Salling-Mortensen i 1951 tegnede sit eget hus på en grund i det sydlige Aarhus, var han allerede et kendt navn i byen, som han var flyttet til, da han som ganske ung blev ansat hos en af Aarhus’ førende arkitekter. Her blev han involveret i store velfærdsbyggerier såsom byens Amtssygehus og Hovedbibliotek, og erfaringerne herfra omsatte han på forbilledlig vis, da han tegnede sit eget hus. Med købet af hans velbevarede hus har Realdania By & Byg føjet endnu et hovedværk til samlingen af danske arkitekters egne huse: Et gennemført og helstøbt arkitektonisk værk fra efterkrigstiden, hvor arkitektens erfarne blik for både helhed og detaljer er bragt i spil på alle niveauer. I den brede offentlighed er Salling-Mortensen ikke at finde blandt de mest kendte arkitekter. Et blik på listen over hans mange bygningsværker i Danmark – ikke mindst velfærdsbyggeri og især sygehusbyggeri – lader dog ingen i tvivl om de store og betydelige aftryk, han satte i det arkitektoniske landskab i hele landet og ikke mindst i Aarhus. Han tegnede kun få enfamiliehuse. Et af dem er hans eget, hvor han med en sjælden præcision og sensibilitet orkestrerede en sublim samklang mellem lysindfald, materialer, funktioner og detaljer. Som prikken over i’et tilføjede han et arkitekttegnet køkken, der var så banebrydende for sin tid, at det har indskrevet sig i dansk boligarkitekturhistorie. Selve køkkenindretningen blev tegnet i samarbejde med den visionære køkkenkonsulent Ulla Tafdrup, som via opmålinger og analyser af husmorens bevægelser organiserede køkkenet i veldefinerede zoner. I dag er en sådan køkkenindretning ganske velkendt, men dengang markerede den et nyskabende skridt i udviklingen af dansk boligarkitektur. I Harald Salling-Mortensens eget hus er det hele bevaret – også huset i sin helhed. Realdania By & Byg August 2026

Et hus bliver til

”Morsomt og utraditionelt”

Af Jannie Rosenberg Bendsen, ph.d., forfatter og arkitekturhistoriker

Huset på den skrånende grund er opført i ét plan mod vest og to planer mod øst, hvor der er direkte udgang fra kælderen.

I februar 1952 bragte Aarhus Stiftstidende en artikel om en aarhusiansk familie, der lige var flyttet ind i et nybygget hus, hvor de havde indrettet sig “morsomt, hyggeligt og utraditionelt”. Huset, der lå på Adolph Meyers Vej 4 i Aarhus, havde allerede under opførelsen vakt opsigt; forbipasserende og naboer fulgte nysgerrigt med i, hvordan det særprægede byggeri hurtigt skød i vejret. Bag huset stod arkitekt Harald Salling-Mortensen – en af Aarhus’ førende arkitekter. Han havde i juli 1950 indsendt en ansøgning om byggetilladelse til Aarhus Kommune, hvor han anmodede om lov til at opføre et grundmuret hus i én etage med kælder til “husbrug” samt en garage. Huset var tænkt som ramme om familien Salling-Mortensen, som ud over Harald bestod af hustruen Karen Christence Elisabeth Kjær (1911-2000) og parrets to børn, Hanne (1938-) og Sune (1948-2008). Familien boede i en hjørnelejlighed på Søndre Ringgade 1 i Aarhus i en moderne boligbebyggelse i røde mursten, som var tegnet i 1933 af den lokale arkitekt Wilhelm Theilland Klemann (1884-1963). Salling-Mortensens lejlighed var på 2½ værelser og lå på første sal med udsigt over Johannes Baunes Plads, lige knap en kilometer fra byggegrunden på Adolph Meyers Vej 4. Lejligheden havde et soveværelse, en opholdsstue og et kammer samt køkken og badeværelse. Den havde været familiens hjem, siden datteren Hanne kom til verden i 1938, men da sønnen Sune blev født i 1948, begyndte den hurtigt at føles trang. Ifølge datteren havde ægteparret Salling-Mortensen længe drømt om at få deres eget hus, og da familiens økonomi blev bedre, og staten samtidig tilbød fordelagtige lån til boligbyggeri, mens materialerestriktionerne efter Anden Verdenskrig langsomt lempedes ved indgangen til 1950’erne, blev det endelig muligt at gøre drømmen til virkelighed. 5

Ægteparret begyndte derfor at lede efter den rigtige byggegrund, og da den 900 kvadratmeter store grund på Adolph Meyers Vej 4 blev sat til salg, faldt Harald Salling-Mortensen straks for den. Ifølge datteren var det både beliggenheden – lige på kanten af Aarhus’ centrum og tæt ved vandet – og grundens trekantede form, der tiltalte ham. Af uvisse årsager var ejeren, murermester Anker Jacobsen (1900-1983), der boede i naboejendommen på hjørnet af Adolph Meyers Vej og Dalgas Avenue, en smule modvillig og ville i første omgang ikke sælge grunden til familien Salling-Mortensen. Men med ihærdighed fik hustruen Karen overtalt ham til at sælge. Af Harald Salling-Mortensens ansøgning i byggesagsarkivet fremgår det, at huset skulle være på 130 kvadratmeter med en kælder i samme størrelse. Hen over sensommeren og efteråret forhandlede Salling-Mortensen med Aarhus Kommune om særligt to punkter: For det første placeringen af huset på grunden, som skulle være 2,5 meter fra gadelinjen. I de første tegninger, der blev sendt ind, var huset nemlig ikke placeret korrekt i forhold til de gældende kommunale regler, og kommunens medarbejder påpegede, at det skulle rykkes længere tilbage fra gadelinjen. Salling-Mortensen havde dog med vilje placeret huset tættere på gadelinjen end de 2,5 meter, da han gerne ville have dets facade til at ligge på linje med nabohusenes facader, så vejen fik et harmonisk udtryk, selv om husenes arkitektur var forskellig. Det krævede dog en dispensation fra kommunen, som han fik. Huset ligger i dag 2,10 meter fra gadelinjen, og de tre nabohuses facader flugter. For det andet var det et krav, at der skulle bruges jernbeton til et dybt tagudhæng ved husets terrasse mod syd. Det var imidlertid en bekostelig affære at bygge med jernbeton på dette tidspunkt, og Salling-Mortensen ville hellere anvende en trækonstruktion. I sin ansøgning til kommunen om dispensation fra de lokale bygningsvedtægter gjorde han embedsværket opmærksom på flere tilfælde, hvor der netop var anvendt træ i enfamiliehuse. Eksemplerne havde været vist i fagtidsskriftet Arkitekten, men af større betydning, understregede han, var, “at boligministeriet intet har anført mod den foreslåede konstruktion.” Og lige præcis Boligministeriets holdning var vigtig, fordi huset skulle opføres med statslån ifølge Lov nr. 235 af 30. April 1946 om Byggeri med offentlig Støtte. Kommunen gav imidlertid ikke tilladelse til brugen af træ, men krævede profiljern. 6

Byggegrunden med det skrånende terræn mod syd tiltalte Harald SallingMortensen, som så muligheder for at forme huset på en utraditionel måde ved at tilpasse det til landskabet.

Om at bygge med statslån Den første lov om byggestøtte til opførelse af enfamiliehuse – også kendt som statslån – blev vedtaget i 1933 som en del af det politiske forlig Kanslergadeforliget. Ordningen udløb i 1959, men i de mellemliggende år var den flere gange blevet forlænget og revideret. Loven havde oprindeligt til hensigt at forbedre boligforholdene for mindrebemidlede, dels ved at opføre etageboligbebyggelser, dels ved at give mindrebemidlede mulighed for at bygge deres eget hus med have ved at stille billige lån til rådighed. Efter Anden Verdenskrig kom loven ved en revision i 1946 til at omfatte alle danskere, uanset deres økonomiske muligheder. Byggestøtteloven skulle tillige bidrage til at stimulere dansk økonomi og skabe flere arbejdspladser. Der var bred politisk enighed om, at det var et fælles samfundsansvar at sikre ordentlige boligforhold til alle, uanset indkomst, og boligpolitikken blev efter Anden Verdenskrig en væsentlig del af opbygningen af et dansk velfærdssamfund. Boligstøttelovene gjorde, at staten kom til at spille en afgørende og betydningsfuld rolle for opførelsen af enfamiliehuse, særligt i efterkrigstiden.

Trappen til husets hoveddør er let drejet i forhold til facaden. Hoveddøren er af teaktræ og forsynet med en voksbehandlet kobberplade.

Fra 110 kvadratmeter til 130 kvadratmeter Loven omfattede en række krav, som satte grænser for håndværkeromkostninger, boligens størrelse og indretning. Under Anden Verdenskrig stod byggeriet i Danmark stort set stille, fordi der var strenge restriktioner på byggematerialer, og med vedtagelsen af byggestøtteloven i 1946 blev der indført et maksimum-areal på 110 kvadratmeter på alle parcelhuse, så de sparsomme byggematerialer blev fordelt på mange byggerier. I 1950 blev de fleste materialerestriktioner ophævet, og det bevirkede, at man fra politisk side hævede maksimumstørrelsen fra 110 kvadratmeter til 130 kvadratmeter, hvilket huset på Adolph Meyers Vej 4 er et godt eksempel på. Huset har et boligareal på lige præcis 130 kvadratmeter, og det samme i kælderen, men kælderarealet blev fra statens side ikke medregnet i maksimumarealet. Efter Harald Salling-Mortensens forhandlinger med kommunen blev der sendt en ansøgning om statslån til Boligministeriet, hvor en teknisk konsulent tog stilling til, om der kunne bevilliges et statslån, så familiens økonomi kunne hænge sammen. Det blev et positivt svar. 9

Et statslånshus Husets boligareal er 130 kvadratmeter, hvilket dengang var det maksimale areal for huse, der blev opført med statslån. Kælderen rummer også 130 kvadratmeter, men kælderarealet blev ikke medregnet i det tilladte boligareal.

Husets arkitektur Huset ligger på en skrånende grund med det højeste punkt mod Adolph Meyers Vej. Det betyder, at huset opleves forskelligt alt efter, hvor man står. Fra gaden ser det ud som et toetagers hus med en høj kælder og en garage. Fra haven mod syd virker det lavere: I den vestlige ende fremstår det som ét plan, mens den østlige ende har to etager, fordi der her er direkte udgang fra kælderen. Huset er et længehus med et saddeltag med en let asymmetrisk form, som er dækket af gule teglsten. I dag fremstår det mørkt. Tagrenden er noget utraditionelt formet som en trekant – en detalje, der også kan ses i andre af Salling-Mortensens bebyggelser, blandt andet i boligbebyggelsen i Nygade i Aarhus. Huset på Adolph Meyers Vej er opført af rødbrune mursten med tilbagetrukne lyse fuger, og en helt særlig detalje er de forskellige forbandter, der er brugt. På gavlene og støttemurene består murværket kun af kopper – 12

Flere af tidens arkitekter – også Salling-Mortensen – udviklede helt nye vinduesformer og facadeløsninger, der kunne trække lyset dybt ind i boligens centrale rum.

Huset er opført af rødbrune mursten med tilbagetrukne lyse fuger og i forskellige forbandter.

Garageportens farver er formentligt valgt af Salling- Mortensen selv, men inspireret af den farvepalet, som hans gode ven, maler og grafiker Richard Mortensen, anvendte.

murstenens korte ende, mens langsiderne har det såkaldte munkeforbandt 2 med to løbere (den lange side) og en kop. Der er ikke så mange vinduer i facaden mod vejen, og huset fremstår derfor en smule afvisende. I samtiden var der flere journalister, der beskrev huset som kedeligt. Den eneste undtagelse var garageporten i husets østlige ende, der giver adgang til en indbygget garage. Porten har et geometrisk mønster af fire trekanter malet i grønne, turkise og blå nuancer. Selve rammen er i dag sortmalet, men var oprindeligt grå. Garageporten har gennem tiden været genstand for mange spekulationer om, hvem der har tegnet og farvesat den noget utraditionelle udformning. Harald Salling-Mortensen var gode venner med maler og grafiker Richard Mortensen (1910-1993), og mange har spekuleret på, om han mon stod bag den. Det var dog højest sandsynligt Salling-Mortensen selv, der valgte farver og tegnede den, men vi ved, at farvesætningen i husets stue var inspireret af et Richard Mortensen-maleri, så måske fandt arkitekten også inspiration til garageporten i hans værker og farvevalg. Også i dag er porten noget af det første, man lægger mærke til, når man kommer til huset, og da Jyllands Posten var på besøg i 1952, beskrev journalisten, hvordan forbipasserende opgivende rystede på hovedet, når de gik forbi og kommenterede, at den så helt “sindssyg ud”. 15

Ved siden af hoveddøren er der en brevsprække til en indbygget postkasse, som tømmes indefra.

Det var dog ikke kun den farverige garageport, der vakte opsigt – også husets indgangsparti blev bemærket. Der er adgang til huset via en trappe med trin af beton, som fører til en repos af metalriste med en overdækning af træ. Trappen er let drejet i forhold til facaden, hvilket tydeligt viser, at arkitekten ikke blot fulgte de gængse løsninger, men søgte at gøre tingene på sin egen måde. Ganske almindelige arkitektoniske elementer som en garageport og en trappe fik et twist. Det samme gjorde sig gældende med indgangsdøren, som er af teaktræ med en monteret kobberplade, der er voksbehandlet. Ved siden af døren er der et indkast til en indbygget postkasse, som kan tømmes indefra, hvor den er udformet som en vippende skuffe – en sjov detalje, som ikke ligner andre postkasser. Det er først, når man kommer om i haven og kan se havefacaden mod syd, at det står klart, hvor specielt et hus det er. Her er det tydeligt opdelt i to. Den østlige del rummer to synlige etager, hvor der er direkte udgang fra kælderen. I den vestlige del strækker et langt vinduesbånd sig næsten over hele facadens bredde, kun afbrudt af to havedøre i glas. Under vinduerne er der en 16

Hovedtrappens trin er af beton, mens reposen består af metalriste. Overdækningen er af træ.

hvidmalet træbeklædning, som oprindeligt var malet i et abstrakt, farverigt mønster. Det blev hurtigt malet over, fordi Harald Salling-Mortensen ikke var tilfreds med det. Vinduer og døre er malet i en mørkegrøn farve og skaber en fin kontrastvirkning til den hvidmalede træbeklædning. Huset har et dybt tagudhæng over terrassen, som har en hvidmalet træbeklædt underside, der giver et let og lyst udtryk. Udhænget bliver båret af to støttemure, og om sommeren sørger det for skygge inde i huset, mens solen om vinteren står så lavt på himlen, at strålerne kan finde vej ind i huset. Husets lange sydvendte vinduesbånd er et karakteristisk træk ved modernismens boligarkitektur og afspejler de stærke idealer om lys, luft og sundhed, der voksede frem i begyndelsen af det 20. århundrede som en reaktion på de mørke, tætte og usunde boligforhold i de ældre bebyggelser. Periodens arkitekter anså rigeligt dagslys, solindfald og mulighed for naturlig ventilation som grundlæggende for et sundt hverdagsliv, og de udviklede derfor nye vinduesformer og facadeløsninger, der kunne trække lyset dybt ind i boligens centrale rum. 17

Det langstrakte vinduesbånd i køkkenet samt i opholds- og spisestuen viser, hvordan Harald Salling-Mortensen fik funktionelle og sundhedsmæssige hensyn integreret i husets arkitektoniske udtryk. Som noget helt specielt er køkkenet i denne sammenhæng ligestillet med stuen, fordi der er udgang til terrassen fra begge rum. Det var et brud med tidligere perioders opfattelse af køkkenet som et funktionsrum, der skulle gemmes af vejen, og af hensyn til opbevaring af madvarer skulle det helst vende mod nord eller øst. Det var imidlertid ikke nødvendigt på Adolph Meyers Vej 4, fordi familien havde køleskab. Husets karakteristiske arkitektur med forskellige facader og den asymmetriske tagprofil gjorde, at det skilte sig ud fra mange af samtidens huse ved sin særlige udformning. Murværket, vinduesbåndet og de karakteristiske detaljer – som den farverige garageport og det dybe tagudhæng – vidner om en arkitekt, der forstod at arbejde kreativt inden for de begrænsede rammer af statslånslovgivningen. Huset er således et eksempel på, hvordan dygtige arkitekter kunne få meget ud af lidt, og denne tilgang handler ikke om arkitekten Harald Salling-Mortensen og hans ambition om at få mere plads og skabe et hjem, der passede til familiens liv; den handler også om, hvordan det i begyndelsen af 1950’erne blev lettere for mange familier at bygge deres eget hus. Bedre økonomiske vilkår, færre restriktioner på byggematerialer og muligheden for billigt statslån gjorde drømmen om et parcelhus realistisk for flere. Huset er derfor mere end blot en bolig til en familie. Det er også et eksempel på, hvordan moderne arkitektur i begyndelsen af 1950’erne kunne forene praktiske behov med nye idéer om lys, sundhed og rum i hjemmet. Selv om huset dengang vakte undren blandt forbipasserende, viser det i dag, hvordan arkitektonisk nytænkning kunne finde vej ind i det danske parcelhusbyggeri. Først og fremmest ses en tydelig optagethed af lys, rum og gode rammer for hverdagslivet. Det lange vinduesbånd mod syd, den direkte forbindelse mellem hus og have samt den tætte sammenhæng mellem køkken og opholdsrum peger på en boligform, hvor funktion, dagslys og trivsel er i centrum. Netop disse idealer blev centrale i efterkrigstidens arkitektur, hvor ønsket var at skabe sunde og velfungerende boliger for en bred del af befolkningen. 18

I sit arbejde med at skabe bygninger, der både var funktionelle og æstetisk nyskabende, arbejdede Salling-Mortensen meget bevidst med murværkets sanselige og dekorative kvaliteter.

På husets gavle og støttemure består murværket kun af kopper, dvs. murstenens korte ende, mens langsiderne har det såkaldte munkeforbandt med to løbere (murstenens lange side) og en kop.

Selv om huset var opført til egen brug, så virkede det også udadtil som en reklame for Harald Salling-Mortensens tegnestue. I samtidens medieomtaler af huset blev den særprægede form med den asymmetriske profil omtalt som værende noget speciel, men dog funktionel. Journalisterne konkluderede, at huset var en god ramme om familiens dagligdag. Harald Salling-Mortensens eget hus kan ligeledes ses som en koncentreret udgave af nogle af hans andre bygningsværker, hvor hans bevidste arbejde med lysindfald, murværkets sanselige og dekorative kvaliteter samt de skulpturelle virkninger kommer til udtryk i en mindre skala. Et godt eksempel er Børglum Kollegiet i Aarhus, hvor bygningernes skulpturelle former giver et godt lysindfald til alle boligerne, og hvor behandlingen af murstenene på forskellige måder understreger hans evne til at skabe bygninger, der både var funktionelle og æstetisk nyskabende. Denne opmærksomhed på materialernes kvalitet og oplevelsen af bygningen i hverdagen er noget, der kendetegner mange af de større projekter, han arbejdede med. 21

Fyldt med kunst og farver 22

“Et ønskehus”

Huset på Adolph Meyers Vej 4 blev i samtiden omtalt adskillige gange i både aviser, bøger og ugeblade, og de fleste journalister, der skrev om huset, bemærkede, hvordan mange forbipasserende hverken brød sig om husets lukkede facade mod vejen, den ejendommelige skæve indgangstrappe eller den sære, farvestrålende og noget utraditionelle garageport, men alle var enige om, at i det øjeblik man kom inden for i huset, måtte man overgive sig. Det var intet mindre end et ønskehus! Huset stod færdigt i december 1951, og da familien flyttede ind, medbragte de interiør fra lejligheden på Søndre Ringgade, men købte også nye møbler. Harald Salling-Mortensen fik hjælp af møbelsnedker og arkitekt Ejvind A. Johansson (1923-2002) til at indrette huset. Ifølge datteren Hanne så var det Harald, der stod for indretningen af huset – hustruen Karen fik ikke lov til at blande sig. Resultatet af indsatsen var, at gæster kom på besøg i et farvestrålende hjem, hvor moderne møbler fyldte rummene, og moderne kunst fyldte væggene.

I entreen kan den indbyggede postkasse tømmes via en elegant vippende skuffe.

En tur rundt i huset Fra Adolph Meyers Vej træder man ind i en lille entre. I hele huset går loftet til kip og følger tagets asymmetriske profil, så selv om huset sammenlignet med nutidens parcelhuse ikke er stort, så føles det rummeligt. I entreen er der indbyggede hvidmalede skabe med låger af olieret teaktræ og en åben garderobe, som på Salling-Mortensens tid var dækket af et mønstret og farvestrålende stof af stoftrykkeren Nina Langebæk. Den samme type stof blev anvendt til de gardiner, der hang ved vinduerne mod Adolph Meyers Vej. 25

Fra entreen er der en åben forbindelse til en lang, smal fordelingsgang mod øst, og mod vest er der adgang til en vinkelstue med både opholds- og spisestue. Huset har forskudte niveauer på grund af det faldende terræn, og fem trin giver adgang til en hævet afdeling med soveværelse, to værelser og badeværelse. I husets badeværelse er bevaret både det oprindelige siddebadekar, en bruseniche og håndvask, og på denne tid var det helt usædvanligt at have både badekar og bruseniche. Væggene er beklædt med de tidstypiske og oprindelige hvide, kvadratiske fliser med smalle, mørke fuger. Fliserne afsluttes foroven med en blød, afrundet kant: en fin håndværksmæssig detalje. Armaturerne er nyere, men ligner de oprindelige. Gulvet er det oprindelige mørke terrazzogulv. Det er husets eneste badeværelse, og derudover er der to toiletter – et ved hoveddøren og et i kælderen. Ved siden af badeværelset ligger det store soveværelse, hvor der langs hele den ene væg er indbyggede, hvidmalede skabe med låger af olieret teaktræ og med både skabe, skuffer og ophæng til slips på indersiden af en skabslåge. I enkelte skuffer er der indsatser med små rum, så det er nemt at holde orden på tøj, sko og smykker. Skabene går til kip, og de er derfor tilpasset rummets asymmetriske geometri med forskellige højder. Alle husets skabe er nøje snedkereret og tilpasset huset – her er ingen standardløsninger. Ved siden af soveværelset ligger to mindre værelser, som i sin tid var børneværelser. Det ene af værelserne var oprindeligt grønmalet, og her boede sønnen Sune. Det andet var gulmalet, og her boede datteren Hanne. I alle tre værelser var der stribede gardiner, sandsynligvis også af stoftrykkeren Nina Langebæk. Opholds- og spisestuen står i åben forbindelse med hinanden, men spisestuen afskærmes af et vægparti, der flugter med stuens væg mod entreen, men ikke går hele vejen til vinduerne mod syd. På Harald Salling-Mortensens tid hang der et gardin, der kunne bruges til at adskille spise- og opholdsstue fra hinanden. Det havde brede striber af blå, grønne, karrygule, rustrøde og rødbrune nuancer. Forhænget var tegnet af tegnestuen Hoff og Windinge, og stoffet designet af stoftrykkeren Marie Gudme Leth (1898-1997). Væggen mod haven består af et vinduesbånd, der er gennemgående mellem dagligstue og spisestue. Under alle vinduerne i opholds- og spisestue er der indbyggede reoler af træ. I den længste del mod øst er det den oprinde26

I entreen med de mange indbyggede skabe er der mod øst forbindelse til en lang, smal fordelingsgang. Mod vest er der adgang til en vinkelstue.

Fra både stue og køkken er der adgang til husets terrasse, som er udført med et dybt tagudhæng, der om sommeren sikrer god skygge inde i huset.

lige reol, mens den mindre del mod vest er nyere, men udført i samme stil, bare uden plads til en indbygget radio. Alle reoler er hvidmalede, og på den oprindelige reol er oversiden beklædt med laminatet formica med et lysegråt mønster, der ligner den svenske industridesigner Sigvard Bernadottes mønster Virrvarr. Vinduesbåndets gardiner var gule i et ternet mønster, og radiatorerne under reolerne var blåmalede. Familien Salling-Mortensen havde i det sydvestlige hjørne et sofaarrangement med en sofa med grå- og blåternede hynder, et lille sofabord med kakler på bordpladen og to læsestole, hvoraf den ene var en påfuglestol af møbelarkitekten Hans J. Wegner (1941-2007). Kaklerne var lavet af keramiker Jonna Lützhøft (1910-2004, g. Jacobsen). Over sofaen hang et maleri af den franske maler Jean Dewasne (1921-1999). Møblerne stod på et peruviansk tæppe i et enkelt geometrisk mønster, som ifølge en besøgende journalist passede godt sammen med de moderne møbler og en jernskulptur af Robert Jacobsen (1912-1993), der var placeret på reolen sammen med skulpturer af Erik Thommesen (1916-2008). Nogle af møblerne i stuen havde Salling-Mortensen efter sigende selv tegnet, og derudover var der i huset møbler og interiør af tidens fremmeste arkitekter som Børge Mogensen (1914-1972) og Poul Henningsen (1894-1967) samt billedhuggerne Henning (1918-1981) og Jytte Koppel (1920-1997). Poul Henningsen havde bidraget med et toiletspejl med en lysende ring. På Harald Salling-Mortensens tid var den del af stuen, der er tættest på entreen, indrettet med et egetræsbord med tre lænestole med rødt og blåt betræk, stående på et tæppe af væveren Anna Thommesen (1908-2004). Alle vægge i stuen var hvidmalede med én undtagelse. På væggen bag bordet var der en reol, og herover hang et stort maleri, Vision. Maleri til Arthur Rimbaud (1944), af Richard Mortensen. Inspireret af maleriets farver var bagvæggen malet i cyklamen, og loftet var malet stærkt grønt. Maleriet blev allerede hængt op, mens håndværkerne arbejdede i huset, så de kunne ramme de helt rigtige farvenuancer. Maleriet findes i dag på Statens Museum for Kunst. Ved vinduet i den vestlige gavl er der et glat, hvidmalet lysningspanel, der går til gulvet, og som sørger for at reflektere lyset langt ind i rummet. I spisestuen er der på den østlige væg mod køkkenet skabe på væggen. De øverste kan åbnes fra både køkken og stue. Under disse skabe er der tillige tre 29

store skabe med hylder og indsatser til bestik. Sådanne skabe med åbninger fra to sider var meget populære i samtiden. En variant var en åbning i væggen mellem køkken og stue, som ses i arkitekt Edvard Heibergs (1897-1958) eget hus i Virum fra 1924, mens arkitekterne Karen (1917-2001) og Ebbe (19172003) Clemmensen i deres eget hus havde en lem mellem køkken og spiseplads, der kunne hejses op og ned. Ved siden af skabene placerede Salling-Mortensen et egetræsspisebord af Hans J. Wegner omgivet af fire stole med blåt betræk af møbelarkitekten Finn Juhl (1912-1989). Over bordet hang en lampe i en jernring, der var placeret på en stang, så den kunne glide frem og tilbage. Bordet havde en plade, der kunne trækkes ud, og når der var gæster, kunne lampen flyttes, så den hele tiden hang på den mest hensigtsmæssige måde over bordet. På væggen hang dels et kvindeportræt af kunstmaleren Harald Giersing (1881-1927), dels et kandemaleri af kunstmaleren Vilhelm Lundstrøm (1893-1950). Gulvet i spise- og opholdsstue var belagt med linoleum i en lysegrå ensartet farve, som ifølge en journalist gav en rolig bund til de mange stærke farver. Det var et hjem fyldt med moderne kunst og møbler, og en skribent fra ugebladet Tidens Kvinder spurgte Harald SallingMortensen under et besøg i 1952, hvorfor der var så meget abstrakt kunst i hjemmet, hvortil han svarede, at der i hans optik var en meget nær sammenhæng mellem moderne arkitektur og abstrakt kunst – farver og former passede til hinanden. Skribenten undrede sig i samme artikel over, at der også hang kunst på væggene i den store kælder, men det fandt SallingMortensen ikke mærkeligt. Og han spurgte retorisk, hvorfor man ikke skulle kunne glæde sig over kunst, når man vaskede tøj – og tilføjede, at der i huset var god tid til at kigge på kunst, når man vaskede, for familien havde en moderne vaskemaskine, der klarede alt arbejdet. Kunstsamlingen voksede løbende, og familien tog ofte på tur i Jylland for at se på kunst og arkitektur. 30

Soveværelsets indbyggede skabe er ligesom husets øvrige skabe nøje snedkereret og tilpasset husets asymmetriske form og forsynet med låger af olieret teaktræ.

Ud over vaskerummet, der har direkte adgang til en lille flisebelagt terrasse, hvor vasketøj kan hænges op, er der adskillige andre rum i kælderen, herunder et viktualierum, værksted og mørkekammer samt et stort rum i hele husets bredde i den vestlige ende. Ifølge datteren blev dette rum om vinteren brugt til at tørre tøj i, men ved specielle lejligheder også som gildesal. Allerede året efter familien var flyttet ind, blev hendes konfirmationsfest holdt i huset. Der blev serveret mad i kælderen, og derefter gik gæsterne oven på. Den lille terrasse ved kælderen blev også brugt til ophold. Her tilbragte Hanne mange dage i den tidlige sommer for at læse til eksamen i solen. Huset på Adolph Meyers Vej 4 fremstår som et gennemført eksempel på, hvordan arkitektur, indretning og hverdagsliv kunne tænkes som en samlet helhed i begyndelsen af 1950’erne. Husets planløsning er velovervejet og funktionel, hvor de lovmæssigt begrænsede kvadratmeter er udnyttet særdeles effektivt, og hvor meget få arealer ikke har en klar funktion. Den funktionelle tilgang afspejler sig blandt andet i, at gangen er placeret mod nord, mens alle opholdsrum vender mod syd for at udnytte lys og varme bedst muligt. Vinduesbåndene i stuen og køkkenet er særligt karakteristiske, da de trækker dagslys langt ind i rummene. Lyset fra vinduesbåndet mod haven reflekteres desuden fra de skrå loftsflader ned i rummene. Det dybe tagudhæng giver skygge i sommermånederne, mens den lavtstående vintersol kan oplyse rummene i den kolde årstid. Lysningspanelerne ved vinduerne vidner om, at arkitekten var optaget af at få så meget lys ind i rummene som overhovedet muligt. Harald SallingMortensen skabte således et enfamiliehus, hvor resultatet var et nytænkende og rumligt byggeri, der udnyttede de givne kvadratmeter på en måde, som harmonerede med familiens liv og behov. De mange farver, tekstiler, møbler og kunstværker skabte et levende og personligt hjem. Indretningen vidner om tidens stærke tro på modernismen. Nye materialer, moderne møbeldesign, abstrakt kunst og teknologiske hjælpemidler som for eksempel vaskemaskinen blev integreret i hjemmet og pegede frem mod en mere komfortabel og effektiv hverdag. Huset var ikke kun bolig for familien Salling-Mortensen; det var også et eksempel på, hvordan moderne arkitektur og design kunne forme nye måder at bo og leve på i efterkrigstidens Danmark. 33

Datteren Hanne i husets spisestue.

I sofaen sidder hustruen Karen Salling-Mortensen ved siden af sønnen Sune, og ved stolen står datteren Hanne. De to ældre mennesker er Karens forældre.

En familiebolig Huset blev tegnet af Harald SallingMortensen som hjem for ham selv og hans familie: hustruen, Karen Christence Elisabeth Kjær (1911-2000) og parrets to børn, Hanne (1938-) og Sune (1948-2008). På terrassen ses Karen Salling-Mortensen og datteren Hanne samt Karens forældre.Det yngre par er Hannes fætter, Hans Christian, og hans kæreste.

35 De private billeder er lånt fra familien

Et arkitekttegnet køkken

“Amerikansk ønskekøkken”

“Lige saa godt som et amerikansk Ønskekøkken”. Sådan skrev Jyllands Postens journalist Kit i 1952, da avisen var på besøg i huset på Adolph Meyers Vej 4, og journalisten fortsatte: “Køkkenet er det mest centrale Rum i hele Huset. Det udgør sammen med Spise- og Opholdsstuen en lille Afdeling og kan maale sig med et hvilket som helst amerikansk Ønskekøkken. Her har man hyldet Princippet, at alt bør anbringes, hvor der er Brug for det.” Ønskekøkkenet var tegnet af køkkenarkitekt Ulla Tafdrup (1907-1996), og selv om Salling-Mortensen i begyndelsen af 1950’erne havde en af Aarhus’ største tegnestuer, valgte han alligevel at få hjælp til at indrette husets køkken. Årsagen var, at hverken Salling-Mortensen eller medarbejderne på tegnestuen var eksperter i køkkenindretning, og ifølge datteren Hanne var kun det bedste godt nok til huset. Løsningen var at hyre en af Danmarks fremmeste køkken arkitekter, selv om hun boede i Gentofte. Danmarks bedste køkkenarkitekt Ulla Tafdrup var en markant skikkelse i 1940’ernes og 1950’ernes køkken- og boligudvikling. Hun blev aldrig formelt uddannet som arkitekt, og som hun selv fortalte i et interview, blev hun som nygift kvinde “sat ind i et Køkken”, hvor hun hurtigt opdagede alle “Urimelighederne i mit Arbejdsværelse”. Hun beskrev sig selv som helt håbløs i et køkken, og derfor fandt hun på smarte løsninger og indretninger til at få madlavning og opvask overstået hurtigst muligt. Hendes private køkken var et eksperimentarium, hvor hun af prøvede nye tanker om arbejdsgange, indretning og samspil mellem køkkenets funktioner og resten af familiens hverdag. Disse studier førte til gennemgribende forandringer i både køkkenarbejdet, effektiviteten og de rumlige løsninger og blev samtidig et af afsættene for en moderne forståelse af boligplanlægning. 38

I 1947 blev Ulla Tafdrup hyret af det almennyttige boligselskab Dansk Almennyttigt Boligselskab (DAB), hvor hun stod i spidsen for en række undersøgelser af boliger og køkkener. Resultaterne kom til at få varig betydning for, hvordan danske hjem blev udformet helt frem til i dag. Hun havde egen tegnestue ved siden af arbejdet for DAB, hvor hun tegnede køkkener til adskillige enfamiliehuse, primært beliggende nord for København. Køkkenet i Salling-Mortensens hus er det eneste kendte Ulla Tafdrup-køkken i Aarhus – og et af de få bevarede køkkener, hvor hendes principper om zoneinddeling stadig er tydelige. Ulla Tafdrup var inspireret af udviklingen af det moderne køkken i Tyskland, som fandt sted i mellemkrigstiden, og i slutningen af 1940’erne rejste hun på studietur til USA, hvor hun blandt andet besøgte Cornell University, der var førende inden for forskning i køkkenindretning. Hendes nye viden fra USA blev direkte omsat i køkkenet på Adolph Meyers Vej 4. Det er uvist, om Harald Salling-Mortensen kendte Ulla Tafdrup, inden han hyrede hende til at tegne sit køkken, eller hvor han havde hørt om hendes ar40

På væggen ind mod stuen ligger køkkenets såkaldte opvaskezone. Over køkkenbordet med en udstanset vask af rustfrit stål er der tre skabe, som kan åbnes både fra køkkenet og stuen. Dermed blev både borddækning og afrydning lettere. Døren fører ud til entreen.

bejde. Det har muligvis været i enten radioen eller aviserne, hvor hun allerede i slutningen af 1940’erne var en hyppig gæst. Her gav hun både konkrete råd om indretning af køkkener og mere generel viden om de nyeste principper inden for køkkendesign. Allerede i 1939 havde hun været med til at tegne to køkkener som en del af Akademisk Arkitektforenings 60-års jubilæumsudstilling Bygge og Bo, der blev vist i Aarhus-Hallen. Udstillingen blev udviklet af arkitekt Hans Erling Langkilde og arkitekt Ib Martin Jensen, som Ulla Tafdrup havde sin første ansættelse hos inden for arkitektfaget. Salling-Mortensen har muligvis set udstillingen, da han sammen med familien var en ivrig besøgende på arkitektur- og kunstudstillinger.

Ulla Tafdrup arbejdede efter et grundprincip, hvor køkkenet blev inddelt i tre arbejdszoner med hver sin funktion og med de nødvendige redskaber og installationer placeret tæt på. En opvaskezone samt en zone til hhv. varm og kold madlavning.

Adolph Meyers Vej-køkkenet Ulla Tafdrup arbejdede ud fra en række principper, hvor målet var at få en mere rationel organisering af køkkenarbejdet. Grundtanken var, at alt skulle have sin faste plads for at gøre arbejdet lettere og mere effektivt. Disse idéer blev siden fremhævet af Boligministeriet som forbilledlige og værd at bygge videre på. Tafdrup udarbejdede ofte en vejledning, som hun kaldte en “indholdsfortegnelse”, til brugen af køkkenet, så ’husmoren’ kunne se, hvor alt skulle placeres på den rigtige måde. Køkkenet på Adolph Meyers Vej 4 er indrettet efter denne zoneinddeling, og vejledningen til køkkenet findes stadig. Der er adgang til køkkenet enten via gangen eller fra spisestuen. Køkkenet vender mod syd og har direkte adgang til haven via en dør med glas, og ved siden af døren sidder et stort kvadratisk vindue. For Ulla Tafdrup var det vigtigt, at der var direkte adgang til frisk luft i køkkenet, dels for at forbedre indeklimaet og gøre det sundere at opholde sig i rummet, dels for at gøre køkkenet mere funktionelt og praktisk. Den direkte adgang til terrassen gjorde det desuden nemmere for ’husmoren’ at arbejde i køkkenet, og samtidig holde øje med børnene, når de legede i haven. Derudover kunne hun tage køkkenarbejdet med ud på terrassen og nyde vejret, mens hun arbejdede. Under vinduet hænger et lille bord i teaktræ i samme udformning som loftets asymmetriske profil. Det kan ved hjælp af den oprindelige låsemekanisme slås ned, så det hænger langs væggen, og bordet er et eksempel på, hvordan arkitekten har været optaget af at skabe arkitektoniske sammenhænge i hele huset. 43

Køkkenet har direkte adgang til haven. Under vinduet hænger et lille teaktræs-klapbord, som har samme udformning som loftets asymmetriske profil.

Det oprindelige forrammekøkken er bevaret, men med et nyere køleskab, komfur og opvaskemaskine. Rammerne er hvidmalede med låger af olieret teaktræ ligesom skabene i resten af huset. På vestvæggen mod stuen ligger opvaskezonen, som består af et køkkenbord med en udstanset vask af rustfrit stål. Under vasken er der et åbent rum og til venstre herfor et skab og en skuffe med perforerede låger. Over vasken på væggen ind til stuen er der tre skabe, som kan åbnes både fra køkkenet og stuen. Skabene har gjort det nemt at sætte service på plads, efter det var vasket op, og når der skulle dækkes bord, kunne skabene åbnes fra spisestuen og servicen tages ud. På den måde blev der sparet mange skridt og meget tid. I skabet under vasken har låge og hylder trådnet, så eventuel fugt kunne trænge ud, når man placerede opvaskebørste og balje efter opvask. På den modsatte væg, østvæggen tættest på vinduet, ligger den varme madlavningszone, som består af komfuret, hvorover den oprindelige emhætte med mekanisk ventilation hænger og stadig virker. Den er udkraget og skaber et lille rum i sig selv. Det var på dette tidspunkt meget få huse forundt at have emhætte med mekanisk ventilation, og Salling-Mortensens hjem har sandsynligvis været et af de første private enfamiliehuse, hvor det har været installeret. Ved siden af komfuret er der en skabsvæg med en bordplade af olieret teaktræ, hvor den ene halvdel hører til den varme zone, mens den anden del hører til den kolde madlavningszone. I skabene er der en indbygget krydderihylde, og i skufferne er der gryder, placeret tæt på komfuret, hvor de skal bruges i madlavningen. Det er desuden værd at bemærke, at den nederste skuffe, der kører på kuglelejer og har adgang fra begge sider og for oven, gør det nemt at komme til gryderne og lågene. En lignende skuffe havde Ulla Tafdrup set på sin studierejse til USA i 1949. Som en del af den kolde madlavningszone er der en udtræksplade under bordpladen, som gjorde det muligt for ’husmoren’ at sætte sig ned og arbejde, så hun kunne spare energi og ikke fik ondt i ryggen, fordi hun skulle stå op i mange timer hver dag. Tafdrups tanke var, at en sådan mulighed for at sidde ned kunne afhjælpe arbejdsskader og slid på kvinderne, så deres sundhed blev forbedret, og samfundet sparede penge til behandling af sygdom og nedslidning. På udtrækspladen kunne der placeres skærebræt og brødkniv, som kunne gemmes væk, når det ikke blev brugt, men var nemt at finde frem, når det skulle bruges – igen for at spare tid i køkkenet. 45

I køkkenets skabe var der gjort plads til bakker, og Tafdrup anbefalede, at familierne hver aften gjorde en bakke klar til morgenmaden, så det var nemt om morgenen. Her skulle der placeres sukkerskål, flødekande, mælkekande og tomme smør- og fedtkrukker, som kunne fyldes om morgenen. Anbefalingen fremgår af den “indholdsfortegnelse”, som hun udarbejdede i forbindelse med køkkenet. Gulvet i køkkenet var oprindeligt belagt med gummi, og datteren Hanne har fortalt, at familien havde en rengøringsdame, der kom en gang om ugen. Hun ødelagde gulvbelægningen, fordi hun anvendte sulfo til at vaske gulvet med, og det kunne det ikke tåle. Det begyndte at krakelere og blev derfor skiftet i 1980’erne. Køkkenet er et vidnesbyrd om, hvordan køkkenet i efterkrigstiden var det rum i huset, som ændrede sig mest markant. Her blev samfundets ideer om rationalisering og effektivisering gennemført i lille skala. For Ulla Tafdrup var det et mål, at kvinderne havde gode arbejdsvilkår i deres køkken, og at det skulle indrettes rationelt, så de kunne spare energi og gøre arbejdet så nemt som overhovedet muligt. Den rumlige organisering af huset med køkkenet mod syd afspejler ligeledes et brud med tidligere tiders hierarkiske boligindretning, hvor hjemmets repræsentative rum – opholdsstue og spisestue – lå centralt placeret og omhyggeligt blev iscenesat for gæster, mens de mere funktionelle rum som køkkenet var gemt væk bagerst i huset eller placeret i sidebygninger for at holde praktiske gøremål adskilt fra det præsentable hjemmeliv. I takt med modernismens indtog og de forbedrede boligforhold for store dele af befolkningen ændrede dette syn på boligens rum sig markant. Funktion og hverdag kom i centrum, og køkkenet fik en mere aktiv og synlig rolle i familiens daglige liv. Placeringen af køkkenet i direkte forbindelse med opholds- og spisestuen – og ovenikøbet orienteret mod haven – er derfor et tidligt og tydeligt eksempel på denne udvikling mod en friere og mere funktionel disponering af husets indre. Køkkenets placering vidner om en ny forståelse af hjemmet som et samlet, fleksibelt opholdsrum, hvor grænserne mellem repræsentation og daglig funktion blev udvisket til fordel for en mere moderne og praktisk boligkultur. 46

Sammen med køkkentegningerne udarbejdede Ulla Tafdrup også en oversigt over, hvor køkkenting og madvarer skulle placeres, så de stod mest hensigtsmæssigt og rationelt. Mål på skabe, skuffer og hylder var nøje tilpasset deres funktion.

Harald Salling-Mortensen Harald Salling-Mortensen (1902-1969) voksede op i Esbjerg. Oprindeligt ønskede han at blive billedkunstner, men hans far, lokomotivfører Morten Mortensen (1871-1958), mente ikke, at det var en farbar levevej og foreslog i stedet arkitektfaget. Selv om det i første omgang lå langt fra hans eget arbejde ved jernbanen, så havde han på sine ture rundt i Danmark set mange smukke bygninger. Faren var en engageret herre – først i fagligt arbejde og siden i kommunalpolitik, og da han blev borgmester i Esbjerg, kom han i naturlig kontakt med lokale arkitekter og kiggede på arkitekturtegninger. Han fandt arbejdet fascinerende, og en dag tog han arkitekturtegninger med hjem og præsenterede dem for sønnen – en oplevelse, der blev afgørende for Harald Salling-Mortensens valg af karriere. I første omgang kom Harald i tømrerlære og blev udlært i 1921, selv om han ifølge sin datter ikke havde de bedste evner for tømrerfaget. Herefter kom han på Odense Tekniske Skole, hvorfra han dimitterede i 1923. Allerede samme år begyndte han hos arkitekt Axel Johannes Høeg-Hansen, som var en af Aarhus’ førende arkitekter. I 1925-1926 fulgte han undervisningen ved Kunstakademiets Arkitektskole i København. Han fuldførte dog ikke uddannelsen som arkitekt, men blev senere optaget i Akademisk Arkitektforening på baggrund af sine arbejder. Efter opholdet i København fik han i 1926 arbejde hos stadsarkitekten i Aarhus, hvor han var med til at tegne det daværende hovedbibliotek, som stod færdigt i 1934. Efterfølgende vendte han tilbage til Høeg-Hansen, og fra 1935 til 1940 indgik de i et kompagniskab. Et af deres vigtigste fælles projekter var opførelsen af Aarhus Amtssygehus, hvor første del stod færdig i 1935. Da Høeg-Hansen forlod Aarhus i 1940, overtog Salling-Mortensen ansvaret for en række ud- og ombygninger af sygehuset. Han videreførte desuden tegnestuen i eget navn og stod i spidsen for den frem til sin død i 1969. Tegnestuen blev efterfølgende ledet af arkitekt Erik Andersen, som i 1996 solgte den, hvorefter den fik navnet Aarhus Arkitekterne. I 2016 blev virksomheden opkøbt af det norske firma Link Arkitektur. 48

Gennem årene samarbejdede Salling-Mortensens tegnestue flere gange med arkitekt Alfred Mogensen, der var stadsarkitekt i Aarhus fra 1943 til 1968. Harald Salling-Mortensen spillede gennem flere årtier en central rolle i Aarhus’ arkitektoniske udvikling. I en lang periode drev han en af byens største tegnestuer med omkring 50 medarbejdere. Han stod bag en række markante bygningsværker: Amtssygehuset i 1930’erne, hovedbiblioteket, skoler og boligbebyggelser i 1940’erne og 1950’erne samt større bolig- og erhvervsbyggerier i 1960’erne. Derudover tegnede han et stort antal hospitalsbygninger over hele landet og var blandt de mest betydningsfulde danske arkitekter i udformningen af velfærdssamfundets fysiske rammer i 1950’erne og 1960’erne. Ud over sit eget hus tegnede han kun få enfamiliehuse. 49

Møllevangskolen i samarbejde med arkitekt Alfred Mogensen, Aarhus, 1945-1951

Handelsbanken, Aarhus, 1941-1944

En betydende arkitekt Gennem flere årtier spillede Harald Salling-Mortensen en central rolle i udviklingen af arkitekturen i Aarhus, og han stod bag en lang række af byens markante bygningsværker. Højhuset Charlottehøj, Aarhus V, 1962

Aarhus Amtssygehus i samarbejde med arkitekt Axel Høeg-Hansen, Aarhus, 1933-1935

Langenæshøjhuse, Aarhus, 1967-1971

Børglum Kollegiet i samarbejde med arkitekt Paul Niepoort, Aarhus, 1963-1967

Snit og facadetegninger af Harald Salling-Mortensens eget hus

Plantegninger af Harald Salling-Mortensens eget hus

STUEPLAN

KÆLDERPLAN

FOTOS OG ILLUSTRATIONER

FAKTA

Et udvalg af bygningsværker af Harald Salling-Mortensen

Harald Salling-Mortensens eget hus

Vi opbygger og formidler en samling af gode eksempler på arkitektur og byggestil over hele landet og formidler viden og løsninger fra alle projekterne. Læs mere på www.realdaniabyogbyg.dk

Udgivet af Realdania By & Byg

FOTOS OG ILLUSTRATIONER

FAKTA

Et udvalg af bygningsværker af Harald Salling-Mortensen

Harald Salling-Mortensens eget hus

Vi opbygger og formidler en samling af gode eksempler på arkitektur og byggestil over hele landet og formidler viden og løsninger fra alle projekterne. Læs mere på www.realdaniabyogbyg.dk

Udgivet af Realdania By & Byg