
1 minute read
LÆSEVEJLEDNING
from UKHome
by Realdania.dk
LÆSEVEJLEDNING
Rapporten indeholder en evaluering af, hvordan de fysiske rammer i kollegiet UKHome i Aarhus fungerer for beboerne. Herunder hvordan de fysiske rammer indvirker på beboernes trivsel og fællesskab.
Først introduceres til bofællesskabet og evalueringsmetoden. Dernæst følger analysen. Analysen er inddelt i tre rumlige zoner – 1) den individuelle bolig i form af kollegieværelset, 2) fællesarealerne i form af fælleskøkkener, gangarealer og fællesstuer, og 3) nærmiljøet i form af Ungdomskulturhuset og lokalområdet.
UKHome er et kollegietilbud i udvikling, hvor de fysiske rammer stadig er ved at finde deres rette form, og hvor beboerne aktivt inviteres til løbende at udvikle og præge stedet. Det betyder også, at evalueringen på ingen måde kan læses som en endelig dom over kollegiet, men i stedet med fordel kan anvendes som inspiration til den fortsatte udvikling af UKHome og andre nye projekter til samme målgruppe. Rapporten henvender sig til alle, der arbejder med at udvikle, bygge og drive botilbud til unge – særligt med fokus på at inkludere sårbare unge i aktive bofællesskaber.
I rapporten benævnes botilbuddet som enten UKHome eller kollegiet, da det er denne terminologi, som beboerne benytter. Alle citater er af UKHomes beboere.
I UKHome skelner man ikke mellem, om beboerne har en baggrund som hjemløs (eller er i risiko for hjemløshed) og derfor er visiteret til en bolig, eller om beboeren har søgt boligen som studerende. Som de skriver på www.ungdomskulturhuset.com/bolig: ”Ingen unge bryder sig om at blive sat i bås som en, der er udsat. Derfor er der i UKHome enighed om, at alle beboere blot betragtes som ethvert andet ungt menneske. For som de siger, ”kan der jo ske ting og sager i alles liv”. Desuden har man et hjem, når man flytter ind og man har dermed ikke brug for at skelne mellem dem.”
Det gør vi derfor heller ikke i nærværende rapport.