Issuu

BEDRE BYSKIK DEMOKRATISERING – FÆLLESSKAB – BÆREDYGTIGHED

METTE LIS ANDERSEN JES MØLLER

BOGVÆRKET 3

BEDRE BYSKIK DEMOKRATISERING – FÆLLESSKAB – BÆREDYGTIGHED

© Bogværket og forfatterne, 2021 Forfattere: Mette Lis Andersen og Jes Møller Tilrettelæggelse og omslag: Margrethe Mokrzycki Korrektur: Anja Lollesgaard Redaktion: Kim Dirckinck-Holmfeld Omslagsfoto: Kirstine Autzen

ISBN: 978-87-92420-62-6

Udgivet med støtte af:

Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser. Bogens illustrationer er gengivet inden for rammerne af ophavsretslovens § 23.

INDHOLD

FORORD

PROLOG BEDRE BYSKIK – en ny bevægelse?

PERSPEKTIVER OG UDFORDRINGER Byernes rolle før og nu (MLA)

Byen som ramme om aktive og bæredygtige lokalsamfund (JM )

Mødet mellem planernes og markedets logikker (JM )

De politiske visioner for byudviklingen – holder de i praksis? (MLA)

Blandet by – idealer og virkelighed (JM )

Når byudviklingen primært måles på den økonomiske bundlinje (MLA)

Byggefællesskaber – en ny brik i det boligpolitiske puslespil (JM )

Debatten om byudvikling – hvor fører den hen? (JM )

110

Arkitekternes og andre fagfolks rolle i byudviklingen (MLA)

120

FAGLIGE ELEMENTER Planloven og al dens væsen (JM )

132

Byudvikling og klimamål (JM )

144

Natur og biodiversitet – nye aktiver i byudvikling og klimatilpasning (MLA)

156

Byerne og bilerne – et umage par (JM )

170

Hvordan kan kunsten bidrage til byudviklingen? (JM )

180

Hvordan sikrer vi uddannelsen af fremtidens byudviklere? (MLA)

194

EPILOG

Historiske eksempler og et muligt fremtidsperspektiv

204

FORORD

Meningen med denne bog er at kaste et kritisk blik på den byudvikling, der foregår – ikke blot for at kritisere, men for at inspirere til at skabe en større kvalitet i vores byer fremover. Kritikken er båret af en stor kærlighed både til byudviklingen som fag og til de danske byer. Vi forventer ikke, at alle vil være enige i alt, hvad vi skriver, men vi håber, at bogen vil sætte tanker i gang hos læserne, og at den vil nære den offentlige debat om vores byer, som trænger til et løft. Læg mærke til, at vi i denne bog taler om byudvikling og ikke byplanlægning. Det skyldes, at vores tilgang til emnet er meget bredspektret – fra kunst over civilsamfund til bæredygtighed og økonomi. Selve byplanlægningen er kun en mindre del af dette faglige spektrum, om end en meget vigtig del. Byer kan være store og små, og det er svært at favne dem alle. Vi har bestræbt os på i vores emnevalg og eksempler at dække de byer, som vi har rigtig mange af i Danmark – og ikke som så ofte i litteraturen – at fokusere mest på København. Vi har forsøgt at illustrere vores pointer med nogle eksempler fra praksis, primært den danske, men nogle udenlandske eksempler har også sneget sig ind. En gennemgående case er Køge Kyst-projektet, som vi begge har haft personlige aktier i mange år som hhv. bestyrelsesmedlem og projektdirektør. Køge Kyst belyses ud fra mange forskellige vinkler, da projektet efter vores opfattelse har været nyskabende i sin udvikling af metoder, processer og resultater i byudviklingen. Bogen er skrevet til byudviklingens mange aktører. En væsentlig målgruppe er naturligvis kommunernes politikere og fagfolk, som dagligt arbejder med udfordringerne og forsøger at skabe de gode løsninger. Men også andre kan få udbytte af at læse med: – embedsmænd og politikere i stat og regioner – rådgivere, der arbejder med byudviklingsopgaver – de udførende parter i byggebranchen (investorer, developere og entreprenører) – borgere, ildsjæle og andre, som interesserer sig for byudvikling i almindelighed eller udviklingen af deres egen by. 6

Af hensyn til borgerne og andre lægfolk har vi bestræbt os på ikke at blive alt for fag-faglige i vores sprog og begreber. Endelig er det på sin plads at nævne, at bogen er skrevet i den periode, hvor corona-krisen har påvirket alles hverdag, og hvor mange store spørgsmål om samfundets udvikling er dukket op i debatten – også spørgsmål, der berører byudviklingen: Hvordan vil vi bo i fremtiden? Hvad med vores hjemmearbejde? Hvad med digitale møder? Hvad med nethandlen? Osv. osv. Det er vores opfattelse, at disse spørgsmål langtfra kan besvares endeligt endnu, og vi har selv begrænset os til nogle enkelte refleksioner undervejs i teksten. Måske er det vigtigste i denne forbindelse, at en forstyrrelse og tænkepause som den, vi har haft i 2020 og 21, kan stimulere debatten om hvordan samfundet (og vores byer) skal indrettes og gøre det klart, at intet er givet på forhånd. Bogen er skrevet af to “gamle rotter” i faget, som gennem mange år har arbejdet med byudvikling, både i maskinrummet og på kommandobroen og i vidt forskellige sammenhænge. Vores CV’er står i kort form på flappen af bogen. Vi har begge skrevet kapitler og ivrigt kommenteret hinandens udkast. Men i sidste instans er det signaturen på hver enkelt kapitel (se indholdsfortegnelsen), der tager ansvaret for de synspunkter, som bogen er fuld af. Afslutningsvis vil vi takke Politiken-Fonden, Dreyers Fond og Real dania for at have ydet økonomisk støtte til denne bogudgivelse. Også tak til vores gode kollega og ven gennem mange år, Jørgen Nue Møller, for at have læst og kommenteret manuskriptet undervejs. Kirstine Autzen skal have stor tak for et kreativt og fornøjeligt samarbejde om bogens illustrationer, hvoraf en del er nye fotos, som Kirstine selv har taget. God fornøjelse med læsningen! Mette Lis Andersen (MLA) Jes Møller (JM)

Dette hus ligger på Bakkekammen 45 i Holbæk og er i dag interiørmuseum for Bedre Byggeskik. Huset blev bygget i 1929 af arkitekten Marius Pedersen, der var en af bevægelsens pionerer, og som selv boede i huset.

PROLOG bedre byskik en ny bevægelse?

HOVEDBUDSKABER

Vi udtrykker i denne bog en del kritik og bekymring på de danske byers vegne. Vi ser desværre nogle trusler imod det gode byliv, ikke mindst i lyset af de kriser, som med voksende styrke skal håndteres i de kommende årtier – med demokratikrisen, ulighedskrisen, klimakrisen og biodiversitetskrisen som de vigtigste, når det gælder byernes udvikling. Men vi ser samtidig nogle positive tendenser i byudviklingen; spirer til noget nyt, som kan bidrage aktivt til at styrke demokratiet i byerne og lokalområderne og føre os frem imod en mere bæredygtig fremtid. Og heldigvis har vi en stærk kultur og historie at trække på i Danmark. Vi er vant til at finde løsninger, der er baseret på fællesskab i forskellige former. Andelsbevægelsens stolte traditioner og udviklingen af velfærdssamfundet efter 2. verdenskrig danner på mange måder grundlaget for vores tilgang til løsning af fælles opgaver også i det moderne samfund. Tænk blot på styrken i idræts- og foreningslivet i mange af vores lokalsamfund. Når det kommer til boligbyggeriet, er der aktuelt store potentialer i bo- og byggefællesskaber, fornyelserne i det almene byggeri og en mulig genoplivning af andelsboligen. Foreningslivet udvikler sig i nye retninger med madklubber, løbeklubber, vinterbadeklubber, sangkor og strikkeklubber. Der er grøde i deleøkonomien og deleprincipperne i det hele taget, når der skal udvikles nye modeller for delebiler, bycykler, genbrug af tøj og mange andre eksempler. Den aktuelle coronakrise har spontant føjet fællessang og ekstra naboomsorg til denne bevægelse i retning af mere fællesskab. Vi ser også nye og mere fællesskabsbaserede boligbyggerier, drevet på kommerciel basis, fordi det er blevet en god forretning, og fordi pensionskassernes medlemmer og andre borgere efterspørger det.

BEDRE BYSKIK

Hvis alle disse spirer skal vokse sig stærke, og hvis gennemslagskraften i forhold til den samlede byudvikling skal øges, er det vigtigt, at alle gode kræfter forenes. Vi vil derfor opsummere vores budskaber til byudviklingens aktører i 10 dogmer for BEDRE BYSKIK – altså nogle helt grundlæggende principper for, hvordan vi kommer videre i fællesskab. Navnet BEDRE BYSKIK er inspireret af foreningen Bedre Byggeskik, der blev stiftet i 1915 og prægede dansk byggeri i de efterfølgende årtier. Bevægelsen var en reaktion på den dårlige kvalitet i det byggeri, som på dette tidspunkt skød op i mange danske byer, bl.a. stationsbyerne langs de nye jernbanelinjer. Bevægelsen samlede mange arkitekter og håndværkere i en fælles indsats for at udvikle et solidt og kvalitetsbetonet byggeri, bl.a. de mange murermester9

villaer, der kendetegnede 1920’erne og 30’erne. Ideen blev født på Vallekilde Højskole, og bevægelsen etablerede en bygmesterskole i Holbæk, da den hurtigt blev klar over, at kvalitet i byggeriet kræver de rigtige kompetencer. I dag er hovedproblemet ikke så meget dårlig kvalitet i byggeriet (selv om det nu også stadig kan være et problem), men først og fremmest manglende kvalitet i vores byer og byområder. Mange af vores nye byområder er monotone og uinspirerende, og vi er generelt set dårlige til at blande forskellige befolkningsgrupper i samme lokalområde. Vi appellerer derfor til politikere, byplanlæggere, rådgivere, inves torer, developere, entreprenører, forskere og undervisere, ildsjæle – og andre, der præger byernes udvikling – om at løfte barren og udvikle nye, kreative løsninger for vores fremtidige byer – hele tiden med demokrati, fællesskab og bæredygtighed som de bærende værdier. Vi håber, at BEDRE BYSKIK kan blive en ny bevægelse, som sætter sig spor i dansk byudvikling i årene fremover. Hvordan det skal ske, må aktørerne tale videre med hinanden om. Og forfatterne til denne bog deltager meget gerne i denne samtale. Vores input er 10 dogmer, der sammenfatter nogle væsentlige konklusioner i bogens kapitler og på tværs af disse. Dogmerne beskriver en vision for vores byudvikling i de danske byer, som vi tror og håber, at der kan samles bred tilslutning til. BOGENS OPBYGNING

Bogen er opbygget i 15 kapitler med hver sit tema. De første ni kapitler – samlet under overskriften Perspektiver og udfordringer – indeholder de vigtigste analyser og anbefalinger i forhold til den brede kreds af aktører i byudviklingen. De sidste seks kapitler – samlet under overskriften Faglige elementer – er primært skrevet til vores fagfæller. I de fleste kapitler bliver de generelle pointer belyst ved et eller flere eksempler, som rent grafisk er adskilt fra den løbende tekst. I prologen lanceres idéen til en ny bevægelse, mens epilogen indeholder et kort historisk tilbageblik for at minde os alle sammen om, at skabelsen af gode byer ikke er nogen ny kunstart, men noget, som vi har været optaget af i mange år – og indimellem også været rigtig gode til. Og den peger samtidig på et muligt fremadrettet samlingspunkt for nye initiativer, der kan sætte fart i den grønne omstilling med udgangspunkt i de danske styrkepositioner.

BEDRE BYSKIK 10 DOGMER TIL EN NY BEVÆGELSE 1 Vi byudvikler med klare politiske visioner for byernes fremtid. Visionerne følges til dørs med vilje og evne til at holde fast, også når det bliver svært. 2 Globalt er byudvikling med til at realisere FNs 17 verdensmål. Lokalt sættes fokus på klima og natur, og der skabes nye fællesskaber og mere demokratisk indflydelse for byens borgere. 3 Når vi byudvikler, føjer vi nye brikker til de nuværende byer. Byudvikling er andet og mere end en fysisk proces med byggeri og landskab – det er udvikling af eksisterende lokalsamfund og dannelse af nye lokalsamfund.

6 Høj bykvalitet skabes af kommuner, bygherrer og rådgivere, der arbejder sammen om at realisere visioner og planer – og lader dygtige fagfolk sikre kvaliteten i planlægning og projektudvikling for byggeri, bynatur og aktiviteter. 7 Statens og kommunernes boligpolitik sikrer blandede byer, hvor et mix af forskellige boligtyper og ejerformer i alle byområder videreudvikler vores velfærdssamfund. 8 Aktive og ressourcestærke borgere engagerer sig i byggeog bofællesskaber og bidrager til en mere levende by. Nye processer og lovgivning geares til formålet.

4 Aktivt medborgerskab opbygges gennem deltagelse, debat og kultur i byudviklingen. Midlertidige aktiviteter bruges flittigt med eksperimenter og læring, der sætter permanente spor i byen.

9 Attraktive uddannelsestilbud tiltrækker fremtidens byudviklere, der leverer kreative og tværfaglige byløsninger, som understøtter demokratisering, fællesskab og bæredygtighed.

5 Byudvikling styres af aktive og modige politikere, som både kan sige JA og NEJ – og af politisk forankrede udviklingsplaner, der skaber tryghed for borgerne og for de privates investeringer og dispositioner.

10 Indenrigs- og boligministeriet sikrer et socialt og miljømæssigt bæredygtigt by-mønster i hele Danmark. Gennem aktiv forvaltning af en ny planlov og inspirerende vejledning fremmes kommunernes realisering af blandede og bæredygtige byer. 11

Østergro – lokal dyrkning på taget af en tidligere industribygning på Østerbro I København.

1 byernes rolle før og nu

Byerne er blevet centre for finanssektorens hovedsæder og økonomisk udveksling.

Hvorfor er vores byer så interessante? Hvorfor elsker vi at være i dem, rejse til dem, debattere dem, og hvorfor er det værd at beskæftige sig med, hvordan de udvikler sig? Byer har historisk altid spillet en væsentlig rolle i samfundsudviklingen. Fra tidlige tiders samlingspunkter for handel og rigdom verden over til nutidens globale netværk af byer, der med forskellige størrelser, roller og identitet har hver deres plads i den internationale og nationale konkurrence mellem byerne. Byerne er blevet magtens centre, de finansielle markeders fysiske hovedsæder – centre for politisk, økonomisk og social udveksling. Og udviklingen har i nogen grad flyttet den politiske magt fra lande til byer. Samtidig danner byerne rammerne for millioner af verdensborgeres hverdag – arbejdsliv, uddannelse, fritidsliv, kulturelle oplevelser, idræt og bevægelse med meget mere. Flere og flere søger i disse årtier fra landet til byerne for at sikre eget eksistensgrundlag og for at få del i byernes pulserende liv og mange spændende tilbud og muligheder. 14

Den historiske vandring fra land til by fortsætter, og samtidig ser vi nye konflikter komme i spil – også i de danske byer. Social segregering, miljø- og klimaproblematikker, tivolisering af bylivet mv. LYS, LUFT OG BEDRE BYGGESKIK

I takt med at byerne har udviklet sig, er der opstået forskellige problemstillinger i kølvandet på koncentration af aktiviteter, produktion og antallet af mennesker. Sygdom, forurening, kriminalitet, sociale problemer, og i de senere år er klimaudfordringen kommet til med dramatiske konsekvenser for de udsat beliggende kyst- og fjordbyer. Det gælder både for den enkelte husejer og for byernes håndtering af store regnmængder og havvandstigninger. Byernes befolkning var tidligere truet af pest og andre alvorlige sygdomme, der viste sig at have en snæver sammenhæng med manglende kloakering, dårlig hygiejne, ringe boligforhold mv. Byerne forandrede sig med indsigtsfulde planer for kloakering, lys og luft i nye boligområder, der særligt tog form i byernes udkant. Arkitekter og planlæggere designede attraktive boligbebyggelser i grønne områder, hvor sundhed og æstetik gik op i en højere enhed. Bispebjergområdet i København var f.eks. et fremtrædende eksempel for sin tid.

Boligbyggerier samledes i 60’- og 70’erne i mono funktionelle områder i yderområder af storbyen eller i omegnskommunerne. Her et eksempel fra Amager i København.

DEN FUNKTIONS OPDELTE BY

Samtidig tog industrialiseringen fart. Tung industri skabte alvorlig forurening, dårlig luft, giftigt spildevand, støjproblemer mv. i byerne. Nye tiltag med lukning/udflytning af industriel produktion til egentlige industriområder tog til, og moderne produktionsmetoder skabte efterhånden grobund for en “plæneindustri”, der med store arealkrav lå godt udenfor byerne, tæt på den overordnede infrastruktur. Den funktionsopdelte by blev årtiers løsen, fulgt af boligbyggeri i nye forstæder og tiltagende pendling til og fra boligområder, der lå forladte hen i dagtimerne. Og omvendt – øde industriområder i nattetimerne. Klassisk er historien om Sojakagefabrikken på Islands Brygge, der forpestede miljø og luft for de mange københavnere på Bryggen. Den forsvandt i starten af 90’erne og gav plads til et af Københavns nyere boligområder. Tilsvarende optog gødningsfabrikken Kemira og Fredericia skibsværft plads på havnen i Fredericia helt frem til starten af 00’erne og blokerede borgernes adgang til Lillebælt. Den indhyllede byen i giftig røg, der ifølge embedslægen bragte sygeligheden i byen op over landsgennemsnittet. Byerne (og også landet) blev i stigende grad reguleret af ny lovgivning på plan- og miljøområdet. Nye fagdiscipliner med relevant viden og kompetencer kom til og bidrog til nye løsninger, baseret på en egentlig byplanlægning. Siden har en fortløbende opkvalificering af viden løbende fundet sted og også ført til nye fagområder og uddannelsesretninger med byerne i fokus. De seneste årtier har byernes forandring mest handlet om at omstille sig til mere videnbaseret produktion og en digital/teknologisk samfundsorden, der har åbnet for en global udveksling og verdensøkonomi, der samtidig markant har påvirket både vores byer og den måde, vi lever på. Nye udfordringer er kommet til på verdensplan. Klimaforandringer, der truer med temperaturstigninger, hævet vandstand, voldsomt vejr og sociale vandringer fra truede dele af verden til os i de velstillede lande, har sat verden i alarmberedskab. Verdenssamfundet har på tværs af kontinenter fundet sammen og i FN-regi formuleret 17 verdensmål, der sætter fokus på nødvendige handlinger – også i byerne. Det er blevet en anerkendt målsætning at leve op til verdensmålene både i den politiske indsats i kommunalbestyrelserne og blandt investorer i byggebranchen – ikke mindst de store pensionskasser. I hvilket omfang det lykkes at bidrage med effektive konkrete løsninger i byudviklingen, er det endnu for tidligt at udtale sig om. Senest har coronakrisen i 2020 fået eksperter til (igen) at sætte spørgsmålstegn ved de meget tætte byers koncentrationer af mennesker: har vi helt glemt at lys og luft er en afgørende sundhedsmæssig præmis – også i forhold til smittespredning, spørges der.

BYERNE HUSER FLERE OG FLERE

Trods mange udfordringer har byerne udviklet sig og udvikler sig løbende med nye aktiviteter, byliv, pladser, grønne områder, cafeliv, kulturtilbud, vandbaseret leg og sport osv. osv. Byernes borgere og besøgende udfolder livet i stigende grad udendørs, og de elsker det! Byen er også blevet for familier/ børnefamilier, og for variationer af nye livsformer, men familierne viger statistisk for flere og flere singler, enlige forældre og pensionister – i takt med, at det bliver for dyrt for børnefamilierne at bosætte sig i de populære byområder. Senest er en debat om “tivolisering” af de større byers bymidter blusset op – har bylivet og tilladelserne til musik og støjende adfærd nået et niveau, der er så belastende for byens beboere, at byens attraktionsværdi daler med risiko for fraflytning? Investorer nyder interessen for livet i byerne og ser deres bundlinjer øget i en næsten eksponentiel stigning. Desværre ofte uden den helt store interesse og forståelse for, hvordan de bidrager til – eller måske snarere slækker på – på kvaliteten i vores byer. Mennesker, der er kommet til Danmark fra andre egne i verden, lever og bor side om side med os i byerne, og det skaber debat

Nye boligbyggerier skyder op i København for at møde boligbehovet i storbyen – her langs metroen på Øst amager i København.

På et tidligere fredet naturområde i Københavns Sydhavn – Stejlepladsen – skal der opføres boligbyggeri, der erstatter By og Havns byggeprojekt på Vestamager. Omfattende protester først mod byggeri på Amager Fælled, dernæst mod affredning og byggeri på Stejlepladsen har sat tilgangen til byudvikling og natur på dagsordenen i København.

om, hvordan forskellige kulturer møder hinanden. Vi ser store bydele udpeget og kategoriseret som ghettoområder eller parallelsamfund. Bydele og deres indbyggere stigmatiseres efter upræcise modeller, der påvirker de mange velfungerende etniske grupper, der også lever i områderne. Velfungerende beboere ser sig udpeget til tvangsflytning, og deres boliger bliver enten nedrevet, genudlejet eller solgt til ressourcestærke segmenter. Senest har beboere i Mjølnerparken i København indledt en retssag mod staten, hvor temaet er tvangsflytning. BYMENNESKER STILLER KRAV TIL INDFLYDELSE OG DELTAGELSE 18

I takt med at livet i byerne på den måde er kommet i fokus, er kravene til vores byer også taget til. Det moderne bymenneske finder sig ikke i hvad som helst – heldigvis! Der stilles krav til omgivelser, byggeri, aktiviteter, og der er en stigende uro overfor indgreb i de kvaliteter, byerne tilbyder – naturområder, grønne tilbud, midlerti-

dige områder med musik, mad og drikke, udformning af nye boligområder mv. Det har skabt en større opmærksomhed på politiske valg og fravalg i byudviklingen. I starten af 00’erne faldt et ellers virkelig spændende projekt for Krøyers plads på Christianshavn i København med et brag, fordi christianshavnerne ikke var taget med på råd. I Aarhus er det store sociale boligbyggeri i Gellerup Parken udenfor Aarhus by under transformation. Mange boliger rives ned, og nye boliger opføres til andre sociale lag med det formål at komme bydelens mange sociale problemer til livs. Området opgraderes med en stor central bypark og faciliteter, der skaber fine rammer om byens liv og beboernes aktiviteter. Samtidig er offentlige investeringer i udflytning af kommunale arbejdspladser samt nye erhvervsmuligheder med til at ændre området. Dele af omdannelsen bakkes op af mange – også 19

I byudviklingsprojektet Kanalbyen Fredericia blev plantekasser et mødested for et nyt fællesskab. Plantekasserne blev stillet til rådighed af byudviklingsselskabet, og der blev taget godt imod i byen – ventelisten var lang.

områdets beboere. Men omfanget af nedrivninger og tvangsflytninger skaber kritik og debat om strategien. Senest har vi set det store københavnske byudviklingsselskab By og Havns – i øvrigt glimrende – byggeplaner på Amager fælled kuldsejlet, fordi engagerede aktører i byen havde fået nok af fravær på debat og dialog. Vi ser en tiltagende debat og hører kritiske røster, når konkrete byudviklingsprojekter og byggerier planlægges og skyder op – også med markante følger i form af projekter, der må opgives eller flyttes. Vi ser fagfolk, der kritiseres for ikke at holde den faglige fane højt, politikere, der kritiseres for at give lov til for meget eller til det forkerte, og investorer, der kritiseres for at fokusere for meget på egen bundlinje fremfor byernes og beboernes tarv. Og – vi ser tiltagende ønsker og krav om at ændre kurs i byudviklingen. Krav om dialog og medbestemmelse, lyst til at deltage, ønsker om blandede byer, hvor der skabes plads til forskellige muligheder og til forskellig formåen, hvor bynatur og biodiversitet ligestilles med byggeri, hvor visioner og kvaliteter for byerne sættes foran provenuer fra salg af grunde og optimering af byggekvadratmetre.

NYE ORGANISATIONSFORMER SPIRER FREM

Nye organisationsformer ser dagens lys. Bydelsforeninger bliver flere steder i landet afprøvet i praksis. Beboere, ejere som lejere deltager aktivt sammen med faglige specialister i at sikre, at byliv og aktiviteter udvikles med deltagelse af bykvarterernes indbyggere og brugere. Og der sættes penge af til at virkeliggøre intentionerne – efter samme model som de velkendte grundejerforeningers bidrag. I Roskilde har ambitiøse politiske visioner sat dagsordenen for en byudviklingsproces, hvor borgere, iværksættere, kulturaktører og foreninger fra starten har været de centrale aktører i både planers udformning og aktiviteter i bydelen Musicon. En anderledes og alternativ tilgang til traditionelle byudviklingsmodeller og by-bygning, som kan studeres i 1:1 lige ved siden af Roskilde-festivalens arealer. Uh! tænker mange uvilkårligt. Hvor er det uoverskueligt, alt for kompliceret at gennemskue, umuligt at lave om på – ikke noget jeg kan få indflydelse på osv. Og JA! Byudvikling er sammensat og kompleks. Men ikke mere end at viden om og forståelse af de mekanismer, der hver især og tilsammen bestemmer vores byers udvikling, kan skabe grobund for bedre byudvikling og en demokratisering af den!

På Grønttorvet i Valby er der gjort plads til det uformelle samvær.

2 byen som ramme om aktive og bæredygtige lokalsamfund

INTERESSEN FOR FÆLLESSKABER

De fleste er enige om, at vores samfund står over for nogle store udfordringer i de kommende år. Klimakrise, biodiversitetskrise, demokratikrise og andre kriser presser sig på, og den politiske vilje og evne til at håndtere disse kriser hurtigt og effektivt er ikke altid lige tydelig. Men midt i usikkerheden omkring disse spørgsmål ser vi også et meget oplivende moment på lokalt plan – nemlig den stigende interesse for fællesskaber og deleøkonomi, både når det gælder boliger, og når det gælder det lokale liv i vores byer. Civilsamfundet accelererer i disse år, hvad angår frivillighed, ressourceindsats og ansvarlighed fra borgernes side, og mange kommuner arbejder intensivt på at finde nye modeller for opgaveløsning, hvor borgernes ressourcer indtænkes meget mere aktivt. I bogen Come Together, skrevet af Jane Sandberg er der samlet 24 eksempler på lokale fællesskaber om så forskellige emner som motion, hjælp til ensomme, grøntsagsdyrkning og reparation af ting, der er gået i stykker. I bogen Exploring the brave new world of shared living udgivet af SPACE10 og Urgent.Agency gennemgås på lignende vis en stribe eksempler på udvikling af nye bolig- og livsformer med deling af interesser og ressourcer, baseret på lige dele ny teknologi og nye forretningsmodeller. Ofte betragtes disse fællesskaber som noget nyt, der udspringer af tankerne om bæredygtighed, deleøkonomi og lignende moderne begreber. Men i virkeligheden har vi en meget lang tradition i Danmark for at løse problemer i selvgroede fællesskaber. Tænk blot på andelsbevægelsen i 1800-tallet, der skabte mejerier, slagterier og butikker i et fælleseje – og siden hen også blev opfanget bl.a. i byggeforeningerne og andelsboligbevægelsen.

Køge Kyst-projektet omfatter tre udviklingsområder mellem Køges historiske bymidte og kysten: Søndre Havn, Stationsområdet og Collstropgrunden.

KØGE KYST-PROJEKTET I HOVEDPUNKTER – Projektet er organiseret i et byudviklingsselskab, ejet af Køge Kommune (50%) og Realdania By og Byg (50%).

– Collstrop-grunden skal udvikles til en blandet bydel med erhverv, detailhandel og boliger, helt tæt på Køge Station.

– Projektets hovedformål er at omdanne tre centralt beliggende arealer i Køge, således at byens herlighedsværdier i forhold til vandet og naturen kommer flere til gavn.

– Projektet er baseret på en seks punkts vision for bæredygtighed, borgerinddragelse, infrastruktur, detailhandel, kultur og bykvalitet.

– Søndre Havn skal omdannes fra industrihavn til et nyt boligområde med islæt af erhverv og kultur – og med fastholdelse af historiske spor fra havnelivet. – Stationsområdet skal fortættes med ny detailhandel, liberale erhverv og offentlige funktioner – med en tæt kobling til den historiske bymidte.

– Projektet blev startet i 2009 og omfatter et byggeri på i alt 300.000 etagekvm fordelt på 24 ha grundareal. – Ca. halvdelen af projektet er realiseret i 2020, og en stor del af resten er detailplanlagt.

ETAPE 0 I KØGE KYST – LIVET FØR BYEN Da Køge Kyst-projektet blev igangsat i 2009, blev der afsat 30 mio. kr. i en kulturpulje til (med)finansiering af projekter og midlertidige aktiviteter for at understøtte kultur og byliv i projektområdet. Særligt var det tanken, at delområdet Søndre Havn (en gammel industrihavn, som skulle omdannes til et nyt, blandet byområde), på denne måde skulle åbnes for Køges borgere og ildsjæle. Der blev på kort tid etableret tre nye byrum med forskellig anvendelse: en udsigtsterrasse med musik og grillmulighed, et fælles udekøkken og nyttehaver samt en maritim legeplads. En gammel lagerhal blev ombyg26

get til klublokaler, møde- og udstillingsrum og skaterbane. Der blev arrangeret en lang række rundvisninger, vandringer, madskoler, kunsthåndværkermarkeder mv., og der blev efter et par år også introduceret en årlig jazzfestival. En ungdomsklub med spillested midt i området (Tapperiet) blev støjdæmpet, så denne vigtige institution i området kunne bevares med sit helt specielle tilskud til bylivet. Sidst, men ikke mindst, blev der fra 2011 (og hvert år derefter) arrangeret en Søndre

Tråden blev etableret i 2011 som en fysisk og mental forbindelse mellem den historiske bymidte og Søndre Havn. Trådens forløb er markeret med 18 steler, der giver information om det historiske udgangspunkt på stedet og de fremtidige planer. Alle steler har fået en kunstnerisk udsmykning – her er det en hest, som gør det muligt for Frederik den 7., hvis statue står midt på torvet, at ride ud på Søndre Havn. Cai Ulrich von Platen, “Hesten”

Udsigten er ét af de midlertidige byrum på Søndre Havn, hvor havudsigt, siddemøbler, grillpladser og musik allerede gennem mange år har skabt intensitet i bylivet.

Havnedag, hvor maritime klubber, virksomheder og efterhånden også byggepladser åbnede for publikum og i fællesskab viste, hvad Søndre Havn kunne byde på. Samlet set har Køges borgere, kommende tilflyttere og potentielle bygherrer gennem disse kultur- og bylivsaktiviteter fået øje på Søndre Havn som et spændende nyt byområde, som udover sine naturmæssige kvaliteter og det byggede miljø også kan tilbyde et aktivt kulturliv, som nye beboere kan tilslutte sig fra dag 1. Videreudviklingen af kultur og byliv på Søndre Havn er mindst lige så vigtig som

alle de ovennævnte midlertidige projekter. Denne opgave er blevet forankret i Bydelsforeningen, som blev stiftet og sat i drift samtidig med de første byggerier på Søndre Havn i 2016. Bydelsforeningen har de samme opgaver som en traditionel grundejerforening (bl.a. drift og vedligeholdelse af fælles udearealer), men derudover altså også kultur og byliv i området. For at fastholde det høje ambitionsniveau er foreningen qua sine vedtægter forpligtet til at afsætte et passende årligt beløb til denne opgave, og i foreningens bestyrelse skal der altid sidde en fagperson for kultur og byliv. 27

KULTURMØDET MELLEM BORGERNE OG SYSTEMET

Samarbejdet mellem kommunerne og de lokalt organiserede borgere er grundlæggende et møde mellem to forskellige kulturer, der ofte har helt forskelige forventninger til, hvad opgaven går ud på – og ikke mindst hvilke rammer for nye lokale løsninger, der er acceptable. En helt konkret begrænsning er folkeoplysningsloven, der begrænser kommunernes muligheder for at støtte borgerinitiativer økonomisk til kun at gælde for dem, der har dannet foreninger med vedtægter, som opfylder bestemte kriterier. Men kulturmødet mellem “systemet” og “græsrødderne” er også mange steder blevet en positiv oplevelse, når det gælder byudvikling. Flere og flere kommuner har opdaget, at de traditionelle borgermøder om kommuneog lokalplaner ikke kan være det eneste svar på inddragelse af borgerne i byudviklingen. De spørgsmål, der sættes til debat i forbindelse med disse formelle planer, er ofte meget abstrakte – og langt fra borgenes hverdag. Og når der endelig er noget, som borgerne har lyst til at engagere sig i, er der normalt tale om en konflikt, fordi kommunens byggeplaner måske forventes at genere naboerne med indbliksgener, støj eller mere trafik – eller fordi et værdifuldt naturområde planlægges udlagt til nyt boligbyggeri. Når det gælder indvendinger imod konkrete planer og projekter, er det ofte borgeren som forbruger, der melder sig. Man er utilfreds med noget, der formodes at forringe ens egen personlige situation. Når det derimod gælder drøftelser af mål og visioner for et nyt byområde eller indretning af et nyt kulturhus i en nedlagt industribygning, kalder det på borgernes kreativitet og samfundssind, og ofte vil man i denne situation kunne aktivere borgergrupper, som udvikler konkrete forslag, der efterfølgende kan behandles politisk – eller i nogle tilfælde blot gennemføres.

FORSKELLIGE TYPER AF FÆLLESSKABER

Den aktuelle interesse for fællesskaber tager ofte meget lokalt udgangspunkt i boligen. Søgningen imod bofællesskaber for børnefamilier, seniorer og blandede grupper er markant stigende i disse år – og med mange forskellige bud på omfanget og indholdet i “det fælles”. Byggefællesskaberne, der behandles mere udførligt i et senere kapitel, fokuserer også på muligheden for, at folk kan udvikle byggeprojekter for nye boliger sammen med deres kommende naboer. Vi ser også andre fællesskaber med relevans for byudviklingen. Nye foreninger og interessefællesskaber blomstrer op i mange sammenhænge. Ofte er der tale om fysiske og/eller kulturelle aktiviteter, som tiltrækker mange mennesker og skaber en stærk følelse af samhørighed med byen og lokalområdet. Der er også eksempler på, at den klassiske grundejerforening i nye områder tildeles nye opgaver, som styrker sammenholdet mellem beboerne. Nogle kommuner har som led i byudviklingsprojekter givet byens borgere en mulighed for at benytte ældre bygninger og midlerti-

dige byrum i en periode, og det har i de bedste tilfælde ført til en læring om, hvilke fælles faciliteter det pågældende byområde bør indeholde, også når det kommer til “den færdige by”. Desværre er midlertidigheden andre steder kommet i alvorlig miskredit, fordi alle de spændende ting, der foregik i et ældre erhvervs- eller havneområde, mens man ventede på “den egentlige byudvikling”, blev lukket ned i samme øjeblik, byggekranerne blev kørt ind. Midlertidigheden som en bevidst strategi og et konsekvent greb rummer store muligheder for at give borgere og brugere større indflydelse på byudviklingen, men det kræver, at kommunen (og evt. private parter) er hudløst ærlige i deres kommunikation om rammer og regler undervejs. Med de positive briller på bevæger vi os altså i retning af, at kommunerne i højere grad end tidligere ser byudvikling som et element i det, der på engelsk kaldes “community building”, altså en dannelse af nye rammer og netværk omkring borgernes hverdagsliv, baseret på en høj grad af fællesskab i lokalsamfundet, uanset om dette er en landsby, et nyt boligområde i en købstad eller en større bydel i et af Københavns brokvarterer. Der er ingen færdig opskrift på disse fællesskaber, og der gøres hele tiden nye erfaringer mht. hvilke grader af og former for fælles løsninger, der appellerer til forskellige grupper. I en endnu bredere kontekst kan denne bevægelse ses som et element i styrkelsen af civilsamfundet. I denne forbindelse er der grund til at minde om, at vi gennem de sidste 50 år har indhøstet værdifulde erfaringer mht. at skabe et velfungerende beboerdemokrati i mange almene boligområder, hvor dette er en central del af styringsmodellen. Og hvad angår den mere uformelle afdeling, er der også noget at hente i de bofællesskaber, som i samme periode har været “first movers” i udviklingen af funktionsdygtige fællesskabsformer. Hele denne positive udvikling i civilsamfundet kan også betragtes som en sund reaktion på den centralisering og bureaukratisering af den offentlige sektor, som har fundet sted gennem de sidste 30-40 år – og ikke mindst siden strukturreformen i 2007. GENOPDAGELSE AF DEN MYNDIGE OG DYDIGE BORGER

Opmærksomheden på fællesskabernes betydning kan i første omgang gøre det mere interessant for nye beboerne at flytte ind i et nyt byområde, og efterhånden bliver måske netop de lokale muligheder for udfoldelse og fællesskab omkring boligen en vigtig parameter, når folk skal vælge, hvor de vil bo. Denne drivkraft har derudover et stort potentiale for hele samfundsudviklingen. Jo flere mennesker, der bor i et velfungerende fællesskab med naboer og andre i nærheden, jo bedre vil byerne kunne komme til at fungere som demokratiske enheder i samfundet – og dermed som aktører i løsningen af de store omstillings29

processer, f.eks. når det gælder klima, biodiversitet og andre store spørgsmål, men også når det handler om deltagelse i det lokale demokrati. Efter en tid med stort fokus på mennesker som forbrugere i konkurrencesamfundet er det blevet tid til, at den myndige og dydige medborger med et tydeligt ansvar for fællesskabet kommer “ud af skabet”, bl.a. gennem deltagelse i vellykkede byudviklingsprojekter og et aktivt liv i de byområder, som kommer ud af det hele. Vi ser også tydelige tegn på, at flere virksomheder påtager sig et større ansvar for udviklingen af hele lokalsamfundet, hvad enten det er gennem støtte til foreningslivet, engagement i byudviklingen eller på andre måder. Sidst, men ikke mindst, har en del af de store fonde og fondslignende konstruktioner bidraget til udvikling af kvalitetsprægede løsninger i mange større og mindre byer. Her tænkes ikke mindst på Realdanias aktive indsats for at skabe “livskvalitet gennem det byggede miljø”, både i de filantropiske projekter og i de større byudviklingsprojekter, forankret i datterselskabet By og Byg (bl.a. Køge Kyst-projektet, som omtales flere steder i denne bog). Bevægelsen frem imod et mere aktivt civilsamfund stiller nye krav til kommunerne og til staten, hvis de nye ressourcer skal bruges produktivt. Mange kommuner øver sig med nye modeller for partnerskaber med borgere og virksomheder, mens staten umiddelbart virker mere tøvende. Hvornår bliver udviklingen af civilsamfundet imod mere deltagelse og større kompetencer skrevet ind i programmet for en ny regering?

Mikrobryggeriet og -destilleriet Braunstein, der driver sin virksomhed på Søndre havn i Køge, har bygget et Tap House efter amerikansk forbillede. Huset ligger helt ud til havnebassinet som det første, man møder ved indkørslen til Søndre Havn. Huset blev åbnet i efteråret 2020 og er – udover de kommercielle funktioner – tænkt som Søndre Havns “forsamlingshus” med fællesspisning, mødelokaler mv. Arkitekt: Tegnestuen Adept

ALTERNATIVE KULTURHUSE For 10 eller 20 år siden var svaret på kulturens fysiske rammer i vores byer ofte et nyt kulturhus, opført og drevet af kommunen. Disse kulturhuse kan have mange forskellige udtryk og har vidt forskelligt indhold, men typisk har man samlet biblioteket, musikskolen og en række foreningslokaler under samme tag – med plads til koncerter og teater i den store sal.

I mellemtiden er der dukket andre og mere uformelle kulturhuse op i nogle byer, i visse tilfælde ved at kommunen har stillet (midlertidige) lokaler til rådighed for lokale foreninger, som selv driver forskellige aktiviteter, i andre tilfælde ved private initiativer af forskellig art.

Unperfekthaus giver sig først og fremmest til kende i bybilledet ved sit navn. Når man kommer indenfor, summer huset af liv på alle etager: Café i stuen, og på de andre etager er der hotelværelser, mødelokaler og værksteder. Øverst en tagterrasse med udsigt over byens tage og servering. Unperfekthaus er etableret af en privat investor, som har haft visionen om at styrke kultur og fællesskab i Essen.

Unperfekthaus i den tyske by Essen er et eksempel på den sidstnævnte model. En tidligere fabrik beliggende i Essen bymidte blev lukket og købt af en velbeslået it-direktør, der havde lyst til at skabe et nyt mødested for byens borgere, ikke mindst det unge publikum. Han ombyggede den gamle bygning, så den nu rummer café, hotelværelser, mødelokaler, værksteder, it-udstyr mv. og stillede herefter bygningen til rådighed for folk, der havde lyst til at udfylde rammerne. Der er ansat et mindre personale, og brugerne betaler for benyttelsen, enten som faste abonnenter, i løssalg ved indgangen eller ved lokaleleje – alt på et behersket niveau. Bygningen summer af liv fra stueetagen til tagterrassen, hvor man kan nyde drinks med udsigt over byens tage.

den fra Essen, men tilpasset et københavnsk brokvarter og i en noget mindre bygning. Her er den store daglige aktivitet blevet fællesspisning, åbent for alle, og til meget rimelige priser. Samtidig er der bordtennis, yoga, café og de aktiviteter, som brugerne løbende sætter i gang.

Absalon på Vesterbro i København er en tidligere kirke, som blev lukket og derefter købt af iværksætteren Lennart Lajboschitz, grundlæggeren af Tiger-butikkerne. Han havde nogle af de samme ideer som it-man-

Måske skulle kommunerne gives bedre muligheder for at gå ind i sådanne projekter – og tænke i flere af den slags uformelle kulturhuse og færre af de sædvanlige og ofte meget dyre “paladser”?

Den fælles udfordring for de to alternative kulturhuse og andre af samme type er naturligvis at få økonomien til at hænge sammen uden driftstilskud, hvis man både vil have lønnet personale og fastholde de lave priser for brugerne. Men det er tydeligt at se, at steder som Unperfekthaus og Absalon opfylder et behov for, at lokalsamfundet får tilbudt nogle fornuftige (men ikke nødvendigvis luksuøse) fysiske rammer til fælles aktiviteter.

Flere end 100 mennesker samles til fællesspisning hver aften i det tidligere kirkerum i Folkehuset Absalon. Nye relationer opstår mellem beboerne på Vesterbro. Andre steder i den tidligere kirke kan man spille bordtennis eller dyrke yoga. Arkitekter: Arcgency & arkitekt Allan Lyth

Denne brochure er udarbejdet af Køge Kyst for at supplere ejendomsmæglernes salgsmateriale om de enkelte boliger. Ideen er at fremhæve Søndre Havns kvaliteter, hvad angår natur, lokalt byliv, transport, nærheden til Køges bymidte mv.

DE 10 GODE GRUNDE ER: 1

Kom tæt på strandeng og badestrand

Bo i en grøn bydel

Flyt ind i en levende bydel

Bo i et blandet byområde med boliger, kultur, erhverv og rekreative områder

Vælg mellem boliger i forskellige ejerformer, størrelser og priser

Bo i god arkitektur i en bæredygtig bydel

Bo tæt på Køges charmerende, historiske handelscentrum

Kom til København på 25 minutter

Flyt ind i et område i vækst

10 Vær med til selv at præge kultur, byliv og fællesskaber

10 GODE GRUNDE TIL AT BO PÅ SØNDRE HAVN Da de første boliger var tegnet, og skitseprojekterne var godkendt af Køge Kyst, startede developerne typisk deres projektsalg. Der blev som sædvanlig indrykket annoncer i aviser og på nettet, og der blev produceret salgsmateriale af de ejendomsmæglere, som havde fået overdraget salgsopgaven.

et særligt fokus på indretningen af køkkener og badeværelser. Alle kvaliteterne i natur og friarealer uden for boligen og i det spirende byliv stod betydeligt svagere i salgsbrochurerne. Derfor udarbejdede Køge Kyst selv en pjece med 10 gode grunde til at bo på Søndre Havn, hvor disse forhold blev omtalt.

Da dette materiale blev gennemgået af Køge Kyst, stod det klart, at vægten i markedsføringen som så ofte i projektsalg af nye boliger blev lagt på de fysiske kvaliteter i selve boligen (og meget gerne dens havudsigt). Der var grundige beskrivelser og visualiseringer af lejlighedsplaner, ofte med

Hvis kommunen eller udviklingsselskabet har gjort sig umage med de bymæssige kvaliteter i byudviklingen, er det vigtigt også at få disse aspekter med i salgsmaterialet for nye boliger. Og det sker altså ikke automatisk, når ejendomsmæglerne sætter sig til tasterne! 35

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen giver Mærsk Mc-Kinney Møller håndslag på aftalen om den nye Opera på Holmen i København.

mødet mellem planernes og markedets logikker

BYUDVIKLINGENS AKTØRER

Byudvikling involverer altid mange parter og aktører i samfundet. Det betyder, at processerne ofte bliver komplicerede og vanskelige at gennemskue for mange almindelige borgere – og også for mange fagfolk for den sags skyld. Men helt overordnet gælder det, at de fleste af byudviklingens “dramaer” udspiller sig mellem to hovedaktører, som i sagens natur kommer med hvert sit udgangspunkt – hvert sit rationale. På den ene side har vi den offentlige sektor med kommunerne i spidsen. Kommunerne har ved strukturreformen i 2007 og gennem mange lovændringer fået stadig større beføjelser i forhold til at regulere byggeri og byudvikling gennem administrationen af planloven, byggeloven og en række andre love, der giver de lokale myndigheder magt til at “tæmme markedskræfterne” på forskellig vis. På den anden side har vi den private sektor, her repræsenteret ved forskellige typer af bygherrer (primært developere og investorer), som ønsker at realisere deres projekter, det være sig nybyggeri, renovering, udlejning eller ny anvendelse af bygningsmassen til forskellige formål – og derigennem skabe en god forretning. I den udførende fase spiller rådgiverne og entreprenørerne også en afgørende rolle for kvaliteten af det færdige byggeri. Skåret helt ind til benet handler byudviklingen i høj grad om mødet mellem planernes og markedets logikker. På denne måde bliver byernes skæbne tæt forbundet med de grundlæggende principper for hele vores danske samfundsmodel, hvor den private og den offentlige sektor fungerer i et tæt samspil, der hele tiden bliver justeret. Vi vil i dette kapitel udforske, om vi har lagt de rigtige snit mellem det private og det offentlige, når det gælder beslutninger om byudvikling.

PLANERNES LOGIK

Planernes logik er først og fremmest at varetage samfundets tarv. Det kan handle om hensyn til byens borgere, erhvervslivets behov, handelsstandsforeningens interesser, naturbeskyttelsen og flere andre hensyn – og oftest det hele i en samlet afvejning mellem forskellige modstridende interesser, som netop er byplanlægningens inderste kerne – planlægningens DNA så at sige. Historisk har de forskellige hensyn været tillagt varierende vægt. Da byplanlægningen opstod som fag i starten af forrige århundrede, var det først og fremmest varetagelsen af befolkningens sundhed, der stod på dagsordenen – som reaktion på datidens spekulationsbyggeri, f.eks. i brokvartererne i København. Efter 2. verdenskrig blev byplanlægningen en af byggestenene i velfærdssamfundet. Her handlede det i høj grad om at løfte boligstandarden for almindelige mennesker, at sikre adgang til grønne områder omkring storbyerne, at adskille boliger og erhverv for at reducere miljøbelastningen og at separere blød og hård trafik for at fremme trafiksikkerheden.

Og hvor er vi så i dag, når det gælder målene for kommunernes byudvikling? Det er i virkeligheden svært at svare på, og mange kommuner ved det måske knap nok selv. En aflæsning af mange aktuelle byudviklingsprojekter tyder på, at byerne først og fremmest opfatter sig selv som værende i konkurrence med hinanden om at kunne tilbyde attraktive boliger (gerne med havudsigt), om detailhandelens overlevelse og/eller om tiltrækning af nye virksomheder og dermed arbejdspladser. Vi er altså i pagt med tidsånden landet i en form for “konkurrencebyer” – en lokal pendant til den konkurrencestat, som blev lanceret af Ove Kaj Pedersen i 2011 i bogen af samme navn. Eller en slags genfødsel af kampen mellem de italienske bystater i renæssancen, hvis man anlægger et længere historisk perspektiv. Planlovens overflytning fra Miljøministeriet til Erhvervsministeriet i 2015 var et tydeligt tegn på, at konkurrencehensynet skulle have større vægt og miljøhensynet tilsvarende mindre vægt i kommunernes planlægning. Den seneste flytning til det nye Indenrigs- og Boligministerium i januar 2021 kan vel tilsvarende ses som udtryk for regeringens ønske om en mere bredspektret tilgang til vore byers udvikling. PLANLÆGNINGENS MANGE HENSYN

Selv om konkurrencestaten i de seneste år har været et dominerende pejlemærke for planlægningen, har der dog fortsat været mange andre hensyn end økonomisk vækst, der vejer tungt i kommunernes planlægning. Når det gælder planprocesserne, er hensynet til borgernes retssikkerhed (og dermed også beskyttelsen af den private ejendomsret) et vigtigt kriterium for vellykket planlægning. Planlovens bestemmelser om høringer og nabohensyn ved nybyggeri tages ofte meget alvorligt af kommunalpolitikerne. Der skal gerne være ro på bagsmækken, når der bygges nyt. Mange fagfolk i kommunernes tekniske forvaltninger er også optaget af at varetage miljøhensyn, både når det gælder rammerne for virksomhedernes udfoldelser og beskyttelsen af naturværdierne i landskabet. På disse felter er der en relativt stærk sektorlovgivning at læne sig op ad. Mindre stærkt står kvalitetsstyringen af nybyggeriet, dels fordi det ofte betragtes mere som “smag og behag” blandt både politikere og fagfolk, og dels fordi planloven på dette punkt ikke er så velegnet som styringsredskab.

BYUDVIKLING SOM FORRETNING

Hvis vi kigger på den anden hovedaktør, den private bygherre, er hovedindfaldsvinklen naturligvis “den gode forretning”. Det gælder for det meste af det private nybyggeri, at det kun bliver realiseret, hvis det for bygherren kan give en indtægt (ved salg eller udlejning), som står i et fornuftigt forhold til grundpris og byggeomkostninger. Denne simple markedsmekanisme fører til, at dagens nybyggeri fortrinsvis realiseres de steder, hvor forholdet mellem indtægter og udgifter er gunstigst for bygherren, og at byggeriet ofte optimeres rent byggeteknisk med henblik på netop at øge afkastet til bygherren. En sådan optimering af byggeriet fører i mange tilfælde til, at man vælger de billigst mulige løsninger, hvad angår konstruktioner, materialer og overflader – snarere end de mest arkitektonisk inter essante løsninger med de smukkeste og mest robuste materialer. Dette gælder særligt for developere, som straks efter byggeriets færdiggørelse sælger videre til en ny investor eller til kommende ejere af ejerlejligheder. Mange developere har af denne årsag en meget kort tidshorisont i deres forretningsmodel – til skade for byernes langsigtede udvikling. Den øgede anvendelse af totalentrepriser i byggeriet medfører, at arkitekten på et tidligt stadie i processen skal argumentere over for entreprenøren og ikke over for bygherren. Denne forskydning i byggeriets organisering har også medført, at arkitekterne står svagere, når de får en god idé, hvis ikke idéen er netop at gennemføre besparelser. I nogle tilfælde må bygherren naturligvis tilpasse projektet til fordyrende bestemmelser om bygningsformer, materialer mv. i den gældende lokalplan, men det gode spørgsmål er, om dette “styringskoncept” for spillet mellem plan og marked samlet set er det bedste til at skabe god bykvalitet.

SAMSPILLET MELLEM KOMMUNER OG BYGHERRER BØR GENTÆNKES

På baggrund af de senere års praktiske erfaringer er der næppe nogen tvivl om, at samspillet mellem kommuner og bygherrer bør gentænkes, hvis vi vil skabe højere kvalitet i byudviklingen. Dette gælder uanset, om vi tænker på kvalitet som god arkitektur, mere bæredygtigt byggeri, stærkere brugerinddragelse, bedre social inklusion, større diversitet i boligtyper – eller det hele på en gang. Som i al anden samfundsplanlægning gælder det om at lægge det rigtige snit mellem markedsmekanismen og den offentlige regulering og derefter at finde den rigtige samarbejdsform mellem de offentlige og de private aktører. Lad os først se på kommunernes rolle:

KOMMUNERNES VÆRKTØJER 40

Der er markant behov for, at mange kommuner bliver klarere i deres formulering af mål og visioner for byudviklingen i deres byer – og evt. de enkelte bydele, når vi taler om de større byer.

I den forbindelse må det anbefales at bruge tværfaglige, strategiske udviklingsplaner som det grundlæggende værktøj, især når det gælder større byudviklingsprojekter, både i eksisterende byområder og på bar mark. Udviklingsplaner er kendetegnet ved at favne både den fysiske og den økonomiske udvikling af et byudviklingsområde, de nødvendige strategier for at realisere målene – og som oftest også nogle konkrete tanker om tids- og etapeplaner. Sådanne udviklingsplaner er blevet anvendt i forbindelse med de fire byudviklingsprojekter, som Realdania igangsatte sammen med Køge, Høje Tåstrup, Fredericia og Ringkøbing kommuner for 5-10 år siden – og har siden bredt sig til andre kommuner. Hvor man tidligere arbejdede med rent fysiske masterplaner (ofte kaldet helhedsplaner), har der i disse projekter i lige så høj grad været fokus på en række andre forhold: – – – –

afklaringen af mål og visioner kobling til øvrige kommunale og andre lokale aktiviteter involvering af borgere og interessenter i byudviklingen økonomiske konsekvensvurderinger, både for kommunekassen og for lokalsamfundet – strategi for udbud og grundsalg – samarbejdsmodeller med private aktører – tids- og procesplaner for realiseringen. De kommuner, som gennem aktiv jordpolitik har sørget for at opkøbe arealer til byudvikling i god tid inden projekternes realisering, sidder med de bedste styringsmuligheder, når det gælder kvaliteten i byudviklingen. Dels kan de gennem en professionel byggemodning sikre både funktion og æstetik på byområdets udearealer, dvs. veje, stier, parker mv. – med dertil hørende beplantning og byinventar. Dels kan kommunerne ved omhyggelig planlægning af udbudsprocessen i forbindelse med grundsalget skaffe sig en betydelig indflydelse på udviklingen af de enkelte byggeprojekter og deres kvaliteter. Det er derfor vigtigt at se grundsalg og lokalplanlægning som to redskaber, der kan supplere hinanden i udvikling af byernes kvaliteter – og derfor også som to fagligheder, der skal fungere i et tæt samarbejde i den kommunale organisation. Dette kan ske gennem en kombination af kvalitetskrav og tildelingskriterier i udbudsmaterialet og en bevidst styring af rammerne for den videre projektudvikling. Alt for ofte sælger kommunerne deres arealer til højestbydende uden at lade de private investorer og developere konkurrere på byggeriets tekniske kvalitet, arkitektur, bæredygtighed og sidst – men ikke mindst – på, hvilke kvaliteter byggeriet vil tilføre den fremtidige by. Et centralt spørgsmål i denne forbindelse er naturligvis, hvordan samspillet mellem grundsalg og lokalplanlægning håndteres. Mange kommuner laver detaljerede lokalplaner forud for grundsalget og binder derved projekterne, inden de første streger slås til de konkrete projekter. Denne metode er som oftest ødelæggende for den efterfølgende kreative proces i projektudviklingen. Fortsættes s. 46 41

Parallelkonkurrencen om Køge Kysts fremtid blev i 2010 vundet af Tegnestuen Vandkunsten. Forslaget blev viderebearbejdet i udviklingsplanen, og her ses den fysiske illustrationsplan af den nye bebyggelse, infrastrukturen og friarealerne.

KØGE KYST – UDVIKLINGSPLANEN Da udviklingsselskabet Køge Kyst P/S blev stiftet i 2009, blev det aftalt mellem ejerne (Køge Kommune og Realdania Arealudvikling), at der skulle udarbejdes en samlet udviklingsplan for det 24 ha store byudviklingsområde med plads til opførelse af ca 300.000 etagekvm ny bebyggelse, inden konkret byggemodning og grundsalg kunne igangsættes. Det var vigtigt for begge ejere at få et samlet greb om hele området, både i et tidsperspektiv og i bestræbelsen på at indfri seks veldefinerede visionspunkter. Udarbejdelsen af udviklingsplanen blev startet med en åben international parallelkonkurrence, hvor rådgivere fra alle relevante fagområder (arkitekter, ingeniører, økonomer, biologer, antropologer m. fl.) blev inviteret til en prækvalifikationsrunde, hvor de selv skulle sætte tværfaglige hold, som qua kompetencer og referencer skulle konkurrere om at blive udvalgt til at deltage i konkurrencen. Ud af ca 50 ansøgerhold blev syv hold udvalgt til den videre proces, og heraf fortsatte fem hold i den afsluttende fase med aflevering af et endeligt konkurrenceforslag til Køge Kysts udviklingsplan. I konkurrenceprogrammet var det nøje defineret hvilke spørgsmål, som skulle besvares, og hvilke forudsætninger som lå fast, men der var alligevel et betydeligt spillerum for udviklingen af konkurrenceforslaget, hvad angår byggeri, infrastruktur, landskab, 43

En udviklingsplan for et byudviklingsprojekt indeholder en overordnet fysisk plan og derudover også en etape- og tidsplan for gennemførelsen, en økonomisk plan for håndtering af udgifter og indtægter samt – ikke mindst – en strategisk plan for hvordan planen tænkes realiseret.

bæredygtighed, klimasikring, kultur og byliv, detailhandel – for at nævne nogle af de vigtigste elementer. Vinderen blev et hold under ledelse af Tegnestuen Vandkunsten med et forslag kaldet Den Røde Løber – en stærk metafor for en kombineret fysisk og mental forbindelse mellem Køges gamle bymidte og Søndre Havn, 44

der skulle omdannes fra erhvervshavn til en helt ny bydel. På grundlag af de fem konkurrenceforslag foretog Køge Kyst efterfølgende “cherry picking” med bistand fra de involverede rådgivere og sammensatte dermed den udviklingsplan, som matchede selskabets ønsker bedst muligt.

Sådan forestillede SLA sig i udviklingsplanen, at almindingerne på Søndre Havn kan udformes med vandløb, blandet vild og tæmmet bevoksning – og et gennemgående stiforløb. Almindingerne bringer sammen med strandengen og havet naturen helt tæt på boligerne. Begrebet alminding stammer fra de fælles græsningsarealer i de gamle landsbyer.

Udviklingsplanen har siden 2011 været anvendt indadtil som den overordnede rettesnor for byudviklingen i hele projektområdet og udadtil til kommunikation af projektets intentioner. Når man slår op i planen ni år senere, er det naturligvis ikke alt, der passer på en prik, men Køge Kyst har valgt ikke at revidere udviklingsplanen, fordi disse afvigelser kun skal opfattes som den “patina”, som ni år gamle

tanker nødvendigvis må få i deres møde med virkeligheden. Det store greb holder stadigvæk, og planen er fortsat stærk i sin formidling af visionspunkterne og deres realisering.

... VÆRKTØJER

En anden og bedre mulighed er, at kommunerne arbejder med mere rummelige lokalplaner – og henlægger en større del af kvalitetsstyringen til selve projektudviklingen i et tæt samspil med bygherren og dennes rådgivere. En tredje vej er at udsætte lokalplanlægningen, indtil der foreligger et konkret (skitse)projekt. Eller man kan – som den sidste mulighed – arbejde med lokalplaner i en totrinsproces: først strategiske rammelokalplaner for et større område og dernæst mere detaljerede byggeretsgivende lokalplaner for de enkelte byggerier. Disse tre alternativer har hver deres fordele og ulemper afhængig af den konkrete situation. Ideen om at udvikle skitseprojekter i et konkret samarbejde mellem bygherre, kommune og rådgivere har i Køge (og de andre byudviklingsprojekter med Realdania-deltagelse) vist sig at føre til væsentlig bedre resultater, både når det gælder bygherrens forretning og opfyldelsen af kommunens visioner for bykvaliteten. Hvor man ofte ser økonomien og kvaliteten som hinandens modsætninger i det enkelte byggeprojekt, skal man i denne sammenhæng huske, at bygherrernes tillid til, at der stilles de samme høje krav til dem, der skal bygge på nabogrundene, vil give dem en væsentligt større investeringssikkerhed. Sluttelig må det anbefales, at de kommuner, som ejer arealerne til byudvikling, i første omgang foretager betingede grundsalg, der forudsætter en efterfølgende kommunal godkendelse af skitseprojekterne. Umiddelbart vil nogle bygherrer opfatte dette som en besværlighed og en unødvendig risiko, men erfaringen fra den praktiske afprøvning af metoden er, at der også er mange fordele for bygherren ved den fælles projektudvikling – inkl. den lille kattelem, der gør det muligt at “gå fra hinanden” på en ordentlig måde, hvis ikke enderne kan mødes i et projekt, som alle er tilfredse med. Samarbejdet mellem kommune og bygherre bør fortsætte også efter afklaringen af skitseprojekt og lokalplan. Som i så mange andre sammenhænge ligger djævlen i detaljen, og derfor er det vigtigt for det færdige resultat af et byggeri, at man finder gode løsninger også i byggesagsbehandlingen og i udførelsesfasen. Et af de mest oplagte eksempler på dette er håndteringen af mødet mellem en ny bygning og dens omgivelser, dvs. friarealer, stier, veje, kantzoner, p-pladser osv. I de større udviklingsområder gælder det også samspillet mellem de nye bygninger indbyrdes. Ofte er det netop denne koordinering, der bliver definerende for den samlede byoplevelse bagefter.

HVOR FØRER DE NYE SAMARBEJDSFORMER OS HEN?

Som det fremgår, er der meget at forholde sig til, når det gælder samspillet mellem kommunerne på den ene side og de private bygherrer på den anden side. Kort fortalt skal kommunen huske, at den er andet og mere end formel plan- og byggemyndighed, der skal sikre, at alt er lovligt. Kommunen er også ansvarlig for det samlede bydesign – altså

de fysiske rammer, som er med til efterfølgende at skabe grundlag for bylivet og byoplevelsen. Bygherren skal på sin side huske, at den klassiske byggetekniske optimering af byggeriet langt fra altid skaber den bedste samlede forretning, fordi denne forretning også afhænger af slutbrugernes (dvs. borgernes, detailhandlens og virksomhedernes) samlede opfattelse af bykvaliteten. De vigtigste forudsætninger for at skabe gode løsninger i fællesskab er modet og viljen til at tænke i nye samarbejdsformer – og ikke mindst i kompetencerne på begge sider af bordet. Flere af vores større kommuner har taget skridt i denne retning ved at indgå partnerskaber med pensionskasser og store developerselskaber om nyt byggeri i stor skala. Det er endnu for tidligt at opsamle og systematisere erfaringerne herfra, men det er under alle omstændigheder vigtigt, at de kommunale kompetencer ses efter i sømmene, hvis de nye samarbejdsformer skal føre til bedre resultater i byudviklingen. Dels er der behov for at udvikle forståelsen for, hvordan private bygherrer tænker og arbejder – og dels er det vigtigt, at de kommunale planlæggere kan indgå i en faglig dialog om fordele og ulemper ved forskellige tekniske/arkitektoniske løsninger i den konkrete projektudvikling. Nogle kommuner har valgt at tilknytte fast ekstern assistance i form af “advisory boards” eller lignende til at give et bredere perspektiv på den strategiske byudvikling og de store enkeltprojekter. Andre kommuner ansætter en stadsarkitekt med større eller mindre beføjelser til at rådgive om den bymæssige kvalitet. Atter andre bruger faste husrådgivere på arkitektsiden. Alle disse modeller kan være udmærkede for at få et løbende “udefra-blik” på kommunens aktiviteter, men de kan aldrig erstatte den interne kompetenceudvikling af kommunernes egne byudviklere, så de selv bliver i stand til at møde bygherrerne i øjenhøjde. Naturligvis gælder det også modsat, at de private selskaber, der gerne vil i betragtning som bygherrer, må udvikle deres evne til at afkode, hvilke mål og bykvaliteter kommunerne gerne vil opnå – snarere end blot at læse de konkrete bestemmelser i lokalplanerne. For den gode ordens skyld skal det understreges, at alle ovennævnte anbefalinger til kvalitetsstyring af byudviklingen også gælder, når der er tale om offentlige bygherrer. Hvis kommunen selv er bygherre på et projekt (en skole, et trafikanlæg eller lignende), kan vejen mellem Planafdelingen og Ejendomscentret eller Vej og Park nogle gange være mindst lige så lang og besværlig, som når det gælder private byggerier, og logikkerne i de forskellige dele af den kommunale organisation kan støde sammen på uventede måder.

Et af de mest markante kommunale boligbyggerier, som Wien gennemførte i 1920’erne, bar det politisk slagkraftige navn Karl Marx-Hof. Bebyggelsen består af 1382 boliger og derudover en række servicefunktioner, bl.a. vaskeri, baderum, børnehave og bibliotek. Arkitekt: Karl Ehn

DET KOMMUNALE GRUNDSALG – MARKEDSLOGIK ELLER BYLEDELSE? Når kommunerne foretager offentlige udbud for at sælge grunde til byudvikling, skal de overholde et sæt af udbudsregler. Det grundlæggende princip i udbudsreglerne er, at kommuner ikke må “forære” de fælles værdier væk til private, men skal sørge for at sælge til den rigtige pris (og de rigtige vilkår i øvrigt). Denne ædle hensigt har desværre ofte den bivirkning, at markedslogikken sniger sig ind i kommunernes overvejelser om de rigtige byløsninger. Et eksempel herpå er, at man kan fristes til at forhøje den maksimale bebyggelsesprocent i kommuneog lokalplanerne for at øge værdien af sit eget aktiv – 48

og dermed få flere penge i kommunekassen, når grundene sælges. Et andet eksempel er, at de fleste kommuner i deres udbud er tilbageholdende med at stille kvalitetskrav til det private byggeri, fordi dette forventes at medføre tilbud med en lavere pris. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at udbudsreglernes krav om salg til markedspris ikke forhindrer kommunerne i at stille kvalitetskrav og lade sådanne indgå som tildelingskriterier i forbindelse med udbuddene. Kommunerne kan vælge at sælge til fast (markeds-)pris og vælge de rigtige købere alene ud fra på forhånd opstillede kvalitetskriterier. Tilsvarende kan kommunerne jo

vælge at holde en moderat bebyggelsesprocent, hvis det bedst passer med visionen for den aktuelle byudvikling. I sidste ende er der altså tale om politiske valg. Spørgsmålet om kommunal jordpolitik har også relation til en bredere samfundsmæssig diskussion om, hvem der skal have gevinsterne ved de værdistigninger, som ofte finder sted – og som er meget markante i vores større byer for tiden. Peter Schultz Jørgensen har gennemført en omfattende analyse heraf i bogen Byernes jord, og han peger bl.a. på, at der historisk har været en lang tradition for, at Københavns Kommune ikke solgte sin jord, men lejede den ud til

de private bygherrer – så fremtidige værdistigninger ville tilfalde fællesskabet og ikke de enkelte investorer og/eller boligejere. Går vi tilbage til 1920’erne, var Københavns Kommune selv en af store bygherrer, som udlejede boliger til byens borgere. Disse tankesæt er forladt i Danmark for flere årtier siden, men det anvendes fortsat i flere udenlandske storbyer, bl.a. i Wien og Amsterdam, hvor kommunerne stadig ejer store dele af byernes jord – og indgår langtids lejekontrakter med de private bygherrer.

I Køge Kyst blev prospekter for etaper anvendt til at detaljere udviklingsplanen og kommunikere vilkårene for fremtidigt byggeri tydeligt over for potentielle bygherrer.

KØGE KYST – STYRINGSKONCEPTET På baggrund af udviklingsplanen for hele Køge Kyst-området blev der i de efterfølgende år udarbejdet såkaldte prospekter for de første af de i alt 12 etaper, som skulle klargøres til salg og byggemodning. Prospekterne var primært udtryk for en detaljering af udviklingsplanens fysiske del.

hvad der kunne forventes bygget på nabo grundene. Endvidere kunne de se, hvordan Køge Kysts byggemodning med ledninger, veje, stier og friarealer ville blive udført. Alle grænseflader mellem bygherrens og Køge Kysts forpligtelser er nøje beskrevet i prospekterne.

Prospekterne har på denne måde skabt et konkret grundlag for grundsalget, da potentielle bygherrer har kunnet identificere deres egne byggemuligheder og samtidig se,

Prospekterne blev samtidig et grundlag for lokalplanlægningen, idet Køge Kommune løbende har udarbejdet (relativt åbne) byggeretsgivende lokalplaner for hver enkelt etape.

I prospektet er vist byggefelter, byrum og friarealer, så der skabes et fælles billede af den nye bydel og ansvarsfordelingen mellem Køge Kyst og de private bygherrer. Her er vist gårdrum, almindinger og andre byrum.

Køge Kyst har også udarbejdet et kvalitetsprogram og et hefte med arkitektoniske guidelines, hvori selskabets ambitioner for byggeriets kvalitet er beskrevet og visualiseret. Grundsalget i Køge Kyst har på grund af selskabskonstruktionen ikke været omfattet af de offentlige udbudsregler. I nogle tilfælde er udvælgelse af bygherrerne sket ved “skræddersyede udbud”, i andre tilfælde ved direkte forhandling. I alle tilfælde har grundsalget været betinget af, at bygherren

inden en given frist skulle aflevere et skitseprojekt for sit byggeri, som kunne indfri Køge Kysts forventninger til kvalitet, både hvad angår arkitektur, materialer og konkrete løsninger på adgangsveje, gårdrum, kantzoner mv. Udarbejdelsen af skitseprojektet er i praksis foregået gennem konsultationer, hvor bygherrens arkitektrådgiver og Køge Kysts sekretariat har drøftet spørgsmål, idéer og udkast undervejs.

Denne karré med 45 ejerlejligheder – kaldet Guldkaramellen – er den første, der blev bygget på Søndre Havn. Indflytningen fandt sted i foråret 2017. Bygningen er tegnet af Tegnestuen Vandkunsten og bygherren var AG Gruppen (tidligere Arkitektgruppen)

I de tilfælde, hvor lokalplanen var vedtaget inden skitseprojektets udarbejdelse, har Køge Kommune været medinddraget i processen for at sikre den rette fortolkning af lokalplanens bestemmelser og dermed lette byggesagsbehandlingen efterfølgende. Hvis lokalplanen endnu ikke var udarbejdet eller var i proces, har der også været mulighed for at forhåndsdrøfte vilkårene for byggeriet med kommunen, således at antallet af kritiske overraskelser senere i processen kunne minimeres.

Denne helt specielle samarbejdsproces for udvikling af de rigtige skitseprojekter, som både kunne imødekomme Køge Kysts ønsker til bykvalitet og bygherrens ønsker til bygbarhed og salg/udlejning, har i de fleste tilfælde vist sig at være frugtbar og værdiskabende. I enkelte tilfælde har det ikke været muligt at få enderne til at mødes, og parterne er gået hver til sit, men uden komplicerede retssager el.lign. Den eneste ulempe ved denne proces har været et vist tidsforbrug hos Køge Kyst til at styre projektudviklingen, men det har så rigeligt været umagen værd, fordi der er skabt stor

værdi både for brugerne og for byen som helhed gennem den fælles projektudvikling. Summa summarum er det vores (og mange andre fagfolks) vurdering, at Køge Kyst-projektet er nået langt mht. realiseringen af byggerier af høj kvalitet, men at der også findes eksempler på, at der er “snydt på vægten”, når det gælder valg af materialer, farver og detailløsninger i udførelsen af byggeriet. Hvis bykvaliteten skal sikres, er det altså ikke nok at godkende et skitseprojekt med smukke visualiseringer og overordnede beskrivelser af byggeriet. Mange valg med betydning

for oplevelsen af det færdige byggeri (f.eks. valg af teglsten eller andre overflader på facaderne) træffes først under udførelsen af byggeriet. Læren i Køge Kyst har været, at dialogen med bygherren, entreprenøren og rådgiverne ikke bør slutte, før byggeriet står færdigt. Med enkelte justeringer omkring grundsalget vil denne samarbejdsproces også kunne anvendes af de kommuner, der driver byudviklingen i eget regi.

Borgmester Marie Stærke, Køge Kommune, har været en central figur i byudviklingsprojektet Køge Kyst. Fra de første forhandlinger har borgmesteren stået fast på de visioner, der var afgørende for Køge Kommune, og der er blevet holdt godt fast undervejs! Det har båret frugt – i 2020 modtog Marie Stærke som den første borgmester Arkitektforeningens Arkitekturpris.

4 de politiske visioner for byudviklingen holder de i praksis?

Hvordan er det egentlig, vi ønsker vores byer skal være? Hvad drømmer vi hver især om? Hvem er det, der bestemmer, hvordan vores byer rent faktisk kommer til at se ud og udvikler sig? Er det politikerne på byens rådhus? Arkitekterne? Byplanlæggerne? Investorer og pensionskasser? Spiller staten en rolle? Gør interesse organisationer, og hvad med os selv – byens borgere og brugere – har vi noget at skulle have sagt? DET POLITISKE ANSVAR

Det er især vores politikere i den enkelte bys byråd/kommunalbestyrelse, der afgør, hvordan byen udvikler sig og ser ud. Plan- og byggelovgivningen giver kommunerne bemyndigelse til gennem kommuneplaner, lokalplaner og byggetilladelser at give lov til netop det, de ønsker – dog med visse begrænsninger fra en række statslige rammer og love, der skal respekteres (f.eks. på energi- og miljøområdet). Politikerne har derfor ganske vide muligheder for at bestemme udviklingen i den og de byer, de er politikere for. Og de bærer dermed også ansvaret for, hvordan byerne udvikler sig, og for de kvaliteter – eller mangel på samme – som vores byer rummer. Et stort ansvar, ikke mindst i betragtning af, at mange politikere ikke nødvendigvis har forhåndsviden og uddannelse, der giver dem en faglig baggrund for at udøve ansvaret. Derfor har politikerne også rådgivere omkring sig til at bistå dem. Embedsmænd og rådgivere, der med uddannelse, viden, erfaring og faglig indsigt deltager i drøftelser og anbefalinger til politikere om byernes udvikling og konkrete byggesager. I det løbende politiske arbejde træffer politikerne beslutninger om by- og byggeprojekter fra sag til sag, hjulpet af embedsmænd og faglige rådgivere – og efter dialog med deres politiske baglande og borgere og interessenter i byerne. Tja … Så burde alt jo være i den skønneste orden og vores byer være netop sådan, som vores folkevalgte politikere drømmer om. Og som vi, der har valgt og stemt på dem, har ønsket os. Sådan er det som bekendt langt fra i det virkelige liv i vores byer. Og hvorfor så ikke det?

BYUDVIKLING ER EN VANSKELIG OG UOVERSKUELIG AFFÆRE

For det første er det en forholdsvis vanskelig opgave at overskue byens udvikling og hvert enkelt byudviklingsprojekt og byggeprojekt, ikke mindst de større af dem. Byerne er store sammenhængende mekanismer, hvor mange fagligheder spiller sammen. Det at skulle se sammenhængene imellem dem, vurdere og bedømme, hvordan de arbejder sammen – eller modarbejder hinanden – er simpelthen en svær og kompleks opgave.

Her er det ikke tilstrækkeligt at anvende lovbestemte værktøjer og gennemføre sædvanlige kommunale sagsgange. Det kræver en særlig politisk prioritering, vilje og en målrettet indsats at stå i spidsen for velfungerede byudvikling, der resulterer i gode byer. For det andet svarer resultatet, der ofte først står færdigt 5-10 år efter en beslutning er truffet, ikke altid til de forventninger og forestillinger, der lå til grund for de beslutninger, der er blevet truffet i de politiske udvalg og byråd. Ofte er der skiftet ud blandt de politikere, der oprindeligt traf beslutningerne, og ejerskabet svæver i luften, når et byudviklingsprojekt eller et byggeri er afsluttet og kan vurderes ude i byen. Også her gælder det, at det kræver grundige og demokratisk velfunderede processer at skabe en velfungerende byudvikling, der har bred opbakning og ejerskab. For det tredje støder de politiske beslutninger om byens udvikling ind i klassisk realpolitik, der indebærer, at der skal “bøjes en hæl og klippes en tå”. De politiske partier har forskellige drømme og ønsker til byens udvikling, og når der træffes beslutninger, er det det til enhver tid gældende flertal, der kommer til at afgøre byens udvikling. Der indgås kompromisser og måske studehandler, der sidenhen får konsekvenser for vores byer – også de mindre hensigtsmæssige – og det er ikke vejen frem til varig kvalitet i byudviklingen. Der er derfor brug for, at politikerne sætter byens ve og vel over dagligdagens realpolitik. For det fjerde møder flere og flere planer for byudvikling og byggeprojekter stor modstand fra byens borgere eller interessegrupper, der ikke deler grundejernes og politikernes planer og beslutninger. Modstanden beror på utilfredshed med, at der ikke tages hensyn til borgernes ønsker til livet i byerne: adgang til natur, friarealer, byggeriets tæthed og højde, byggekvalitet og arkitektur og, at der ikke lyttes og føres tilstrækkelig dialog. Der er derfor brug for mere transparens og dialog og en mere demokratisk byudvikling. MARKEDET ER DRIVER OG JOKER

Endelig spiller markedet en stor rolle i byernes udvikling og byggeri. Historisk har ejerskab til jorden i byerne dannet grundlag for retten til at bygge og for lysten, evnen og viljen til at bygge. Ejendomsretten til jord i byerne har skabt et marked for at tjene penge – og ofte rigtig mange penge. Enten ved, at grundejer opfører byggeri, der efterfølgende sælges videre eller udlejes eller ved at sælge jorden til andre, der ønsker at bygge – og som hovedregel til den højest mulige pris. Prisen på byggegrunden er direkte forbundet med grundens værdi, og den bestemmes af, hvad der kan og må bygges på den grund, det drejer sig om. Den, der ejer grunden, har retten til at bygge; men hvad der kan og må bygges, afgøres ikke alene af ejerne, men af de rammer og planer, som politikerne i det enkelte byråd vedtager for grunden. 57

Mødet mellem grundejerens helt legitime ønsker til at udnytte sin ejendomsret og de politiske lige så legitime ønsker og planer for en grund eller et område, er et særdeles interessant tema i forståelsen af vores byer. I det møde afgøres det langt hen ad vejen, hvordan byen udvikler sig. Politikere og embedsmænd udsættes ikke sjældent for et vist pres fra grundejere og investorer, der mener, at de ikke kan gennemføre planer og byggerier, medmindre politikerne åbner for større byggemuligheder, tættere udnyttelse af grunden og accepterer netop det projekt, investorerne har planer om at gennemføre. Det er et konfliktfyldt farvand, hvor der skal træffes et politisk valg mellem at stå fast på egne visioner og faren for måske som en uudtalt trussel, at der slet ikke bliver noget projekt, eller at det placeres i nabokommunen i stedet. Det fører til beslutninger, der ikke altid fremmer god byudvikling. VISIONER OG KVALITETSKRAV SOM STYRINGSVÆRKTØJER

Derfor er der brug for at sætte fokus på, hvordan politikerne kan ruste sig i deres styring af byudviklingen. Der er brug for, at planer, byudvikling og byggeprojekter ikke blot behandles fra sag til sag sammen mange andre vigtige sager, der hører til politikernes ansvarsområde. Der er brug for, at politikerne skaber sammenhængende og tydelige visioner for byen og stiller klare krav til dem, der ønsker at inves tere og bygge – og holder fast i disse. Der er brug for at prioritere, drøfte og få inspiration til at udvikle byen og dens byudviklingsområder og bruge tid til at få gennemført dialog med hinanden – internt i byrådet, med byens borgere og med de investorer, der har interesse i at medvirke. Heldigvis er der er en stigende interesse for at beskæftige sig med visionsprocesser og styringsværktøjer både hos politikere og embedsmænd. Gennem de sidste 10 år har begrebet byledelse som et specifikt ledelsesmæssigt fokusområde vundet frem som en vigtig dimension i den strategiske udvikling i kommunerne. Mere om det i et senere kapitel. Tiden er moden til en bredere og mere præcis indsats for, at ønsker og krav til byens kvalitative udvikling bliver prioriteret og fastholdes gennem et større fokus på realiseringsprocesser. Hvordan ser visionerne for byen og dens bydele ud, når vi folder bæredygtigheden ud, forstår betydningen af de udfordringer, FNs verdensmål stiller til os og vores byer, lytter til behovet for mere natur og klimatilpasning i byerne, til hverdagens behov for lys, luft og fritidsaktiviteter og meget mere? Der skal tages aktiv stilling til, hvad byen skal tilbyde, og hvad, der skal til for, at det bliver realiseret.

Eksempler fra de fire byer, der omtales nedenfor viser, at den politiske styringsevne ift. byudvikling styrkes betydeligt i de kommuner og byråd, der gennemfører grundige processer om, hvordan deres by skal udvikle sig. Som eksemplerne også viser, er det ikke enkelt, og der er faldgruber undervejs. Processen kræver løbende opmærksomhed og løbende læring, der blandt andet kan findes ved at gå tættere på nogle af de byudviklingsprojekter, der gennemføres i disse år. Vi vover pelsen med nogle anbefalinger, der kan bidrage til at udvikle de processer, der anvendes i byudviklingen og som kan gavne vores byer: – Brug god tid til at udvikle klare visioner og delvisioner for byen/ det konkrete byudviklingsområde. Her er faglig viden og inspiration fra danske eksempler, men ikke mindst udenlandske, et godt værktøj. En åbenhed overfor at modtage bistand udefra kan også være gavnligt. – Gennemfør dialogprocesser med byens aktører om visioner og målsætninger. Lyt og lær og invester i at forventningsafstemme. Høringer i planlovens forstand rækker ikke til visionsfasen. – Fastlæg efter dialogerne den langsigtede retning for byudviklingen i klare og transparente visioner, delvisioner og krav. – Tilrettelæg, hvordan den langsigtede byudviklingsproces skal forme sig, og kommuniker dette tydeligt – også hvordan der skabes dialog undervejs. – Tag stilling til, hvordan der knyttes nødvendig faglig bistand til processen. – Afklar økonomiske og finansielle forhold omkring proces og projekt, og foretag risikovurderinger af, hvordan der kan handles, når der opstår konflikt mellem visioner og økonomi – vær vis på, det vil ske!

Midlertidige funktioner var fra starten et prioriteret værktøj til at gøre kulturen til driver i byudviklingen. I en tidligere industrihal har engagerede lokale foreninger og aktører skaterramper og modelskibsbyggeri for pensionister med tilhørende vandbassin.

Klimatilpasset boligområde på Søndre Havn i byudviklingsprojektet Køge Kyst. Niveauspring mellem boligområdet og strandengen sikrer mod havvandstigning, og en promenade skaber forbindelse mellem bydel og strandeng/strand.

KØGE KYST OG KANALBYEN FREDERICIA Køge og Fredericia kommuner var tilbage i 00’erne hver især i en position, hvor de skulle finde en vej i omdannelsen af tidligere industrielt udnyttede havneområder til moderne by. Kommunerne ville ikke selv være i stand til at gennemføre deres respektive politiske visioner og ønsker. De søgte derfor relevante partnere og har begge indgået partnerskab med Realdanias datterselskab By og Byg for at gøre omdannelsen mulig gennem strategiske byudviklingsprojekter. I Køge kommunalbestyrelse lå der klare politiske ønsker og visioner til grund, da et samarbejde omkring byudvikling blev indledt for godt 10 år siden. Byen skulle bringes til at hænge sammen på tværs af jernbanen, der adskilte den historiske by fra vandet. Kulturen skulle have en central rolle 60

i byudviklingen, detailhandelen skulle ske i byen og ikke i større centre, og helt overordnet skulle det være en bæredygtig byudvikling. Visioner, der hang sammen med Køges udvikling og vækst. I Fredericias byråd var der et klart ønske om at omdanne et stærkt forurenende havneområde, der gav miljøgener for byen, til en bæredygtig bydel, der skabte respektfuld sammenhæng med den historiske byplan i fæstningsbyen. Byudviklingen var en afgørende brik i et politisk ønske om at transformere den tidligere produktionsorienterede by (blue collar workers) til tidssvarende erhvervsudvikling og føre byen ind i en ny epoke. For begge partnerskaber blev offentligt-private byudviklingsselskaber dannet. De var baseret på konkrete målsætninger, visioner og delvisioner, der har været styrende for

byudviklingen gennem årene siden selskabernes dannelse og fortsat er det. De to byudviklingsprojekter er under realisering, og det kan følges og vurderes, hvordan de oprindelige politiske visioner er blevet omsat til virkelighed. Det ser ud til, at de overordnede hovedgreb og intentioner lykkes i begge byudviklingsprojekter. Der er absolut også læring at hente om, hvor det har været og stadig kan være svært at holde godt fast i visionerne. I byudviklingsselskabet Køge Kyst er det lykkedes at skabe et forbilledligt møde mellem Køges historiske bymidte og integreret ny detailhandel, biograf, boliger og kommunal service i en bygningsstruktur, der skaber harmoni og understøtter handel og byliv. Og det ser ud til at lykkes at skabe god forbindelse og sammenhæng mellem den historiske bymidte og de nye boligområder

på Søndre Havn ved vandet. Det er også lykkedes at skabe et velfungerende midlertidigt byliv, at integrere kultur og kunst i byudviklingen undervejs samt at udvikle konkrete løsninger på klimatilpasninger, der er gennemført og integreret fornemt i bydelen tættest på vandet. Det kniber derimod med at fastholde de oprindelige visioner om at gøre kulturen til driver for byudviklingen. Et planlagt større kulturhus, der skulle være byens nye kulturelle omdrejningspunkt er udsat på ubestemt tid. Og visionen om at skabe mangfoldighed i boligsammensætning og tilbud er ikke holdt i hævd. Der er endnu ikke bygget almene boliger, og kun et enkelt bofællesskab er på vej. I mødet med investorerne er det desværre ikke alle steder på Søndre Havn lykkedes at fastholde krav til byggeriets variation og arkitektoniske kvalitet i takt med salget af byggeretter. 61

Den oprindelige udviklingsplan for Kanalbyen Fredericia.

I byudviklingsselskabet Kanalbyen Fredericia er det lykkedes at fastholde den helt overordnede vision om at transformere et nedslidt forurenende havneområde til moderne by, og det er lykkedes at få skabt en fin sammenhæng mellem den historiske by og den nye bydel ved vandet. Udfordringerne i Fredericia har i særlig grad handlet om hastigheden i markedet, der har gjort realiseringen mere langvarig end forventet. Også her er det især til boligbyggerierne, at det kniber med at sikre tilstrækkelig kvalitet og variation. I dialogen mellem byudviklingsselskabet og investorerne er det tydeligt vanskeligt at fastholde en skarp styring og samtidig sikre fremdrift i gennemførelse af projektet. 62

Både Køge Kyst og Kanalbyen Fredericia er meget lærerige, gode og spændende eksempler på visionsdrevet byudvikling. Andre projekter er i støbeskeen og i gang. Særlig to områder er det værd at følge i den kommende tid. VISIONSDREVNE BYUDVIKLINGS PROJEKTER I STØBESKEEN I Aalborg har kommunalbestyrelsen igangsat byudviklingen af et større tidligere industriområde, Stigsborg, der ligger i havnen på Nørresundby-siden. Klare politiske visioner, præcise krav og ønsker har sat dagsordenen for en udviklingsproces, hvor et visionsdrevet parallelopdrag har ført til

På Frederiksberg har kommunalbestyrelsen i dialog med borgere og interessenter skabt en klar vision for hvordan den nuværende hospitalsgrund skal udvikles når hospitalet forlader grunden i takt med funktionerne flyttes til nyt hospitalsbyggeri.

en udviklingsplan for området. I parallelopdraget har flere tværfaglige teams leveret forslag til denne plan, baseret på et program, som kommunen har udarbejdet. Der er etableret et byudviklingsselskab, hvor kommunen sammen med private investorer – dels en erfaren lokal investor og dels en pensionskasse – er ansvarlig for udvikling og realisering. Det bliver interessant at følge, om det lykkes at holde fast i de politiske visioner og benytte udviklingsplanen som aktivt styringsværktøj ikke mindst i forhold til byliv og arkitektonisk kvalitet. På Frederiksberg har kommunalbestyrelsen i øjeblikket en proces i gang. Den grund,

hvor Frederiksberg hospital er beliggende nogle år endnu, skal omdannes til en bydel for Frederiksberg-borgerne efter en klar politisk vision, hvor byens borgere har været taget med på råd og dialog hele vejen. Politikerne er fast besluttet på ikke at gå på kompromis med deres ønsker, og de er indstillet på at finde løsninger, der former sig efter de muligheder, der er realistiske. Hovedopgaven er at fastholde og udfolde de politiske visioner og at indfri borgernes forventninger. Også her bliver det spændende at følge, hvordan et dedikeret byråd møder de udfordringer, der naturligt opstår i processen frem mod realisering. 63

En klar vision har sammen med skarp styring og et kvalitetsprogram sikret varierede boligformer og arkitektur, bæredygtighed og klimatilpasning i et attraktivt bilfrit byområde – Bo01 på Västra Hamnen i Malmö.

ET BLIK OVER SUNDET

Til sidst et blik over på den anden side af Øresund – til Västra Hamnen i Malmö, hvor et af de bedste eksempler på moderne bæredygtig byudvikling kan tjene til inspiration. I 90’erne var hele Malmö-regionen i en omfattende økonomisk krise som følge af strukturelle ændringer i skibsværftsindustrien verden over. Malmös store skibsværftsindustri måtte lukke med en høj arbejdsløshed som resultatet. Malmös daværende borgmester Ilmar Reepalu satte sig, sammen med et bredt politisk flertal i Malmös bystyre, i spidsen for en større omstillingsproces af hele Malmö.

POLITISK STYRKE OG EN KLAR STRATEGI

En helt ny strategi for regionen blev til i samarbejde mellem Malmö og den svenske regering. Byen, der blødte økonomisk, skulle transformeres til moderne erhvervsudvikling og universitetsby, og den tidligere industrihavn skulle omdannes til en ny, bæredygtig bydel. Et meget stort areal skulle omdannes til nye boligområder side om side med et nyt universitet og tidssvarende erhverv. Ambitionerne var tårnhøje, de politiske visioner tydelige, og de strategiske målsætninger for regionen var på plads. Også bæredygtighed stod højt på dagsordenen for den byudvikling, der skulle tage form. 65

Samtidig var der et særdeles kompetent team i spidsen for processen. Samspillet mellem stærk politisk vilje, et enigt bystyre på tværs af politiske partiskel og dygtige embedsmænd skulle vise sig at støbe de værktøjer, der fik projektet til den dag i dag at være forbilledligt på flere måder. Her er det lykkedes at skabe en bydel, hvor der er meget stor variation og mangfoldighed i byens udtryk og i arkitekturen med en stor variation af boligtyper. Der er gennemført integrerede klimaløsninger, miljøhensyn i energiforsyning, affaldssortering og trafiksikre områder uden biltrafik. Bydelen var samtidig en bygge-/bolig-udstilling med et internationalt perspektiv. Malmö inviterede arkitekter fra hele verden til at tegne boligbyggerier på arealet. Formålet var at hente inspira tion og ideer til, hvordan de politiske visioner bedst kunne indfries. Udstillingen Bo01 viste nye bud på boligbyggeri og arkitektur og bidrog til at skabe den arkitektoniske variation, der i dag adskiller bydelen markant fra de ensartede og mere monotone bydele, der skyder op på vores side af Øresund. Ideen med en bygge-/bolig-udstilling havde uden tvivl afsæt i både tidligere svenske byggeudstillinger og de tyske byggeudstillinger, IBA (Internationale Bau Ausstellung), der gennem en længere årrække har sat fokus på udvikling af det store nybyggeri i Tysklands større byer efter 2. verdenskrigs ødelæggelser og murens fald. KUNSTEN AT SIGE JA OG NEJ PÅ DE RETTE TIDSPUNKTER

Nøglen til det succesrige resultat i Malmö var det ledende teams’ evne til at realisere de politiske dagsordener, en skarp proceshåndtering, anvendelsen af udstillingskonceptet og et kvalitetskatalog, der punkt for punkt præciserede, hvad der var ufravigelige krav. Undervejs var det måske væsentligste greb i det succesrige resultat evnen til at turde sige Nej, Nej, Nej rigtig mange gange, når kvaliteten kom i fare. I starten truede investorer med at forlade forhandlinger om at bygge, fordi kommunen stillede nye og anderledes krav, end de var vant til. Men der blev holdt skarpt fast i de opstillede målsætninger, og det lykkedes at finde fælles løsninger, som også investorerne var tilfredse med. Området kan med fornøjelse studeres ved et besøg over sundet. Her kan det samtidig med en vis gru iagttages, hvordan kvaliteten af de senere etaper af byudviklingen på Västra Hamnen er dalet markant i takt med, at der blev slækket på styring og politiske krav. Den politiske styring og viljen til at sige NEJ og JA på de rigtige tidspunkter i byudviklingen er en kunst, der ikke kan lægges nok vægt på! Ofte gives der efter for et pres fra markedet og investorer, og der er en angst for, om ordet NEJ kan bremse for byudvikling og byggeprojekter.

Kunsten at kunne sige nej, når visionen var truet, har været et væsentligt styringsværktøj i byudviklingen af Bo01 – her illustreret af Malmös daværende stadsbygmester Mats Olsson.

Der skal herfra lyde en opfordring til at se mere nuanceret på denne risiko og et råd om at gå ind i tydelig forventningsafstemning med markedets aktører. Klare meldinger og en markering af, hvor der er et forhandlingsrum og forhold, som parterne sammen kan finde løsninger på, og hvor der er ufravigelige politiske krav, gør også livet lettere for investorer og marked. 67

Sådan ser den klassiske blandede by ud, tæt på Nørrebro Station i København.

5 blandet by idealer og virkelighed

HVORFOR BLANDET BY?

I den faglige debat om byudvikling er “blandet by” blevet det nye sort. Alle taler om begrebet, og mange tillægger det en positiv betydning og værdi. Men kun de færreste gør sig den ulejlighed at præcisere indholdet i begrebet, så det bliver mere end blot et nyt “plusord” i det danske sprog. Begrebet “blandet by” er opstået som en reaktion på nogle tydelige tendenser i de sidste mange årtiers byplanlægning, først og fremmest. – En stigende geografisk adskillelse af boliger, erhverv og andre byfunktioner. – En stigende monotoni i byens og byggeriets fysiske udtryk. – En stigende segregering (dvs. adskillelse af forskelige befolkningsgrupper i forskellige byområder).

ADSKILLELSE AF BYFUNKTIONERNE

Den geografiske adskillelse af især boliger og erhverv har været en ledetråd i den modernistiske byplanlægning tilbage fra 1960’erne. Industrisamfundets logik og velfærdsstatens boligpolitik førte til byplaner, hvor virksomhederne blev samlet i industriområder, så man kunne håndtere trafik, støj og forurening, mens boligerne blev lagt i fredelige enklaver (ofte forstæder), hvor man kunne sikre lys, luft, trafiksikre skoleveje og andre idealer fra velfærdssamfundets første faser. Reaktionen imod dette byplanideal er vokset gennem de sidste årtier, dels fordi boligområderne fra denne tid i stigende grad opfattes som ensformige, kedelige og affolkede i dagtimerne, og dels fordi adskillelsen mellem boliger og erhverv er blevet mindre påtrængende med de ændringer i erhvervsstrukturen, som er sket gennem perioden. Moderne kontorerhverv (i bredeste forstand) kan i langt større omfang placeres tæt på boliger, og en passende blanding af disse funktioner vil medføre, at der er mere byliv både i dagtimerne og uden for normal arbejdstid.

DEN MONOTONE BY

Monotonien i det fysiske udtryk hænger naturligvis sammen med ovennævnte adskillelse af boliger, erhverv og andre byfunktioner, men er blevet forstærket af den udvikling, der er sket i byggebranchen, hvor en stadig større del af det nye boligbyggeri udføres som lejligheder i storskala-etagebyggeri, hvor byggeog salgsprocessernes rationaler går forud for opfyldelsen af de boligsøgendes behov. Indimellem bliver dette rationale endda understøttet af en kommuneog lokalplanlægning og et kommunalt grundsalg, som også opererer med store enheder, fordi det for kommunen forekommer enkelt og praktisk. Vi ser altså her en slags “uhellig alliance” mellem kommunerne, de private bygherrer og ejendomsmæglerne, som på bundlinjen ofte fører til store og ret sterile boligområder, hvor standardiseringen breder sig helt ind i de enkelte boliger. Mange steder ser vi f.eks. ensartede nye boliger, som mht. planløsninger og aptering henvender sig til de efterhånden sjældnere forekommende standardfamilier på to voksne og to børn.

DEN SEGREGEREDE BY

Segregeringen viser sig især ved, at bestemte befolkningsgrupper – økonomisk og socialt – bosætter sig i nærheden af hinanden, mens andre grupper bor i andre bydele eller andre dele af en storbyregion. Denne tendens medfører, at både voksne og børn i lokalområdet fortrinsvis træffer andre, der ligner dem selv – og mister blikket for samfundets mangfoldighed mht. sociale, kulturelle og etniske dimensioner. Lokalområder, der lukker sig om sig selv, kendes i udpræget grad fra andre lande med større ulighed end Danmarks, og de udgør fundamentalt en trussel imod demokratiet og sammenhængskraften i samfundet. Lokalområder med mange ressourcesvage beboere vil også typisk have problemer i forhold til deltagelse i foreningsarbejde, opbakning om den lokale skole mv. Segregeringen er en konsekvens af flere faktorer, som spiller sammen: dels boligbyggeriets ensartethed (som nævnt ovenfor) og dels den historik, der har bestemt boligudbuddet i byer og regioner over de sidste årtier. Specielt spiller skellet mellem de almene boligområder (der ofte er meget store) og den private boligmasse en central rolle her, men også de forskelle i boligpriser, som kendetegner ældre og nyere bydele, er væsentlige for segregeringen. I hovedstadsregionen ser vi f.eks. tydeligt skellet mellem Vestegnen med de mange almene boliger og en høj andel etniske minoriteter – og de nordlige kommuner med mange parcelhuse og luksuøse boliger til høje priser. Vi ser i stigende grad også et skel mellem de centrale dele af København med tårnhøje boligpriser på den ene side og forstæderne, og regionens yderområder, hvor boligpriserne er noget lavere, på den anden side. Segregeringen kan dog også til en vis grad tilskrives, at “krage søger mage”. De velbeslåede københavnere bosætter sig i de nordlige forstæder, hvor naboerne ligner dem selv og ikke byder på de store overraskelser. Mange etniske minoriteter vil på deres side gerne bo tæt på hinanden i bestemte brokvarterer og på Vestegnen. Boligpolitikken var et centralt politikområde efter 2. verdenskrig og frem til 1970’erne som en byggesten i velfærdssamfundet, men den har tabt terræn over de seneste årtier, hvor boligen i højere grad er blevet opfattet som et finansielt produkt, hvis pris og kvalitet bestemmes af markedsmekanismen. Og denne mekanisme har forstærket segregeringen i takt med, at uligheden i samfundet generelt er steget i perioden.

BLANDING AF BYFUNKTIONER

Med ovennævnte diagnose er det ikke så mærkeligt, at “blandet by” er blevet medicinen, men som nævnt kan der være grund til at dykke lidt mere ned i, hvordan man kan blande kortene på en ny måde, hvis man ønsker en by, der er mere varieret, mere demokratisk og mere socialt velfungerende i de enkelte bydele og lokalområder. For kommunerne gælder det om at forstærke bestræbelserne på at blande byfunktionerne mere, end det sker i øjeblikket, og gerne 71

helt ned på “mikroniveau”. Det betyder, at nye, tætte boligområder i højere grad skal forsynes med aktive stueetager, hvor småbutikker, værksteder, klublokaler og andre fællesfunktioner kommer til at fylde mere, end de typisk gør p.t. Her er det ikke nok at tillade disse funktioner i lokalplanerne – de skal også indgå som ufravigelige vilkår, når kommunen udbyder byggegrunde til private bygherrer, vel vidende, at de kan medføre en reduktion af grundpriserne, fordi nogle af fællesfunktionerne ikke kan betale så høj husleje. By og Havn arbejder med en sådan model, bl.a. i Århusgade-kvarteret i Nordhavn, hvor der ses mange positive eksempler på mindre og større butikker og andre fællesfunktioner i de aktive stueetager. Etagebyggeri kan i visse tilfælde udformes med en endnu tættere integration af forskelige funktioner i samme hus. Et vellykket eksempel på dette er Sundbyøsterhal II fra 2015 på Amager, tegnet af Dorte Mandrup. Dette hus i fem etager har et supermarked i bunden, en sportshal ovenpå, og øverst er der penthouse-boliger. Et andet instrument i skabelsen af den blandede by er at opprioritere byomdannelsen af ældre nedslidte erhvervsområder. Mange byer har taget fat på deres havneområder, hvor de oprindelige havnefunktioner ikke spiller samme rolle længere, og hvor der kan opføres attraktive boliger med vandudsigt. Desværre er der i nogle af vores havnebyer opstået en ren monokultur af luksusboliger, og så er man jo lige vidt i forhold til den blandede by. De øvrige erhvervsområder fra 1960’erne er normalt sværere at omdanne, fordi de ikke umiddelbart har de samme beliggenhedskvaliteter som havneområderne. Hertil kommer, at nogle af bygningerne ofte fortsat udnyttes til erhverv med lastbiltrafik mv., og at ejerstrukturen i sådanne områder kan være meget kompleks. Der er behov for en hjælpende hånd fra staten, hvis denne såkaldte “brown field development” af de ældre erhversområder skal fremmes – til gavn for miljø, arealforvaltning og bykvalitet. STØRRE MANGFOLDIGHED I BOLIGBYGGERIET

Kampen imod de nye byområders monotoni kan føres på mange planer. Ser vi på boligbyggeriets indhold, kan kommunen i lokalplanerne stille krav til mere varierende boligstørrelser, og der er også en begyndende tendens til, at de private bygherrer selv ønsker at gå i denne retning. Når det gælder det arkitektoniske udtryk, kan der også stilles en række krav i lokalplanerne, men det er vigtigt at understrege, at sådanne lokalplanregler sjældent giver høj bykvalitet i sig selv. Kvaliteten skabes i langt højere grad i den efterfølgende projektudvikling, hvor kommunen derfor bør indtage en langt mere aktiv rolle end sædvanligt – og helst sidde med ved bordet, når projekterne udvikles sammen med bygherren og dennes rådgivere.

FLERE BILLIGE BOLIGER

Kampen imod segregeringen er klart den vanskeligste. Dels er den geografiske ulighed i byerne i høj grad bestemt af de allerede byggede boliger, og det er begrænset, hvad nybyggeriet på kort sigt kan rette op på. Den væsentligste opgave vil i mange byer være at stimulere en både fysisk og social renoveringsindsats i de udsatte almene boligområder – især de områder, som ikke allerede er udpeget som “hårde ghettoer” (og som derfor vil blive stærkt omkalfatret i de kommende år). Den tidligere regerings ghettopakke indebærer, at disse områder skal gennemføre omfattende nedrivninger og nybyggeri af ejerboliger i de kommende år – altså en slags statsligt dikteret blandet by. Den nye indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad arbejder nu videre i dette spor med et udspil om regulering af den etniske og sociale blanding i de udsatte boligområder gennem indgreb i anvisningen til de almene boliger kombineret med krav til de private udlejere om “genhusning” af de udsatte beboere – målet er rigtigt, men midlerne kan diskuteres. Også i nye byudviklingsprojekter er det vigtigt at blande kortene, så de nybyggede boliger tilbyder et bredt spektrum mht. størrelser, ejerformer, grader af fællesskab – og sidst, men ikke mindst: priserne. Muligheden for at sikre billige boliger er desværre ikke særligt god med den gældende lovgivning, men byggefællesskaberne, der omtales i et senere kapitel, er en af vejene, man kan gå. En anden vej er nogle af de nyeste skud på den almene boligstamme, f.eks. KABs koncept AlmenBolig+, hvor huslejen reduceres, fordi der er tale om en mere effektiv boligproduktion baseret på elementbyggeri og forenklede planløsninger, og fordi en del af driftsopgaverne overlades til beboerne selv. Et tredje eksempel er de såkaldte Venligboliger på Frederiksberg, hvor studerende og flygtninge bor dør om dør i et relativt billigt byggeri, som er attraktivt pga. sin smukke beliggenhed i et hjørne af Solbjerg Kirkegård. Skulle man ønske sig noget mere på denne front, måtte det være en relancering af den klassiske andelsbolig uden spekulationselementet – en fin mellemform mellem leje- og ejerboligen. Og så er der helt sikkert også uudnyttede muligheder i en billiggørelse af byggeriet ved i højere grad at benytte præfabrikerede elementer. Tegnestuen ONV arbejder professionelt med sådanne koncepter. Samlet set må konklusionen være, at den blandede by er vigtigere end nogensinde, hvis vi vil opnå byer, som er mere attraktive, oplevelsesrige og demokratiske. Mange indsatser kan sættes i værk eller forstærkes inden for de rammer, som kommunerne har i dag, men der er også behov for at se nærmere på den boligpolitiske dimension og kommunernes rammevilkår på dette område, hvis også den svære del af blandingsprocessen – den boligsociale del – skal lykkes. 73

FORSKELLIGE FORSØG PÅ AT REALISERE DEN BLANDEDE BY Målet om blandet by indgår på forskellige måder i mange byudviklingsprojekter. Lad os se nærmere på følgende projekter: – Bo01, som er et 20 år gammelt byområde, realiseret til en byggeudstilling i Malmö i 2001. – Grønttorvet i Valby, som p.t. er under udvikling af FB Gruppen i partnerskab med PFA Pension. – Musicon-området i Roskilde, som også er undervejs. – Køge Kyst, som tidligere har været omtalt. 74

BO01 I MALMÖ Bo01 havde som mål at vise, hvordan man med nye plan- og byggeprincipper kunne leve op til vidtgående mål omkring miljømæssig bæredygtighed og samtidig opfylde mange forskellige behov til boligindretning mv. Man talte ikke dengang direkte om blandet by, men intentionerne var stærkt beslægtede. Bo01 er lykkedes med at integrere boliger, visse typer af erhverv (særlig restauranter og cafeer) og andre byfunktioner som rekreative områder for hele Malmö, specielt knyttet til promenaden ved Øresund og en nyskabende bypark midt i området.

Tv. På Västra Hamnen i Malmö er en stor del af boligbyggeriet baseret på små parceller, der sammen med byrum og grønne arealer skaber en betydelig variation i bybilledet.

På Grønttorvet i Valby blandes boligtyper, ejerformer og byggeriets typologier bevidst. Allerede udefra ser man bestræbelsen på at skabe en blandet bydel.

Monotonien i det fysiske udtryk er undgået ved, at Malmö Kommune har solgt grunde i meget små størrelser og samtidig krævet en stærk blanding af boligtyper og aktører (bygherrer, entreprenører og arkitekter). Desuden brydes byggeriet af snørklede gadeforløb og forskellige byrum fastlagt i en samlet bebyggelsesplan. Segregeringen, som er en stor udfordring for hele Malmö som by, er imidlertid ikke blevet løst (eller blot afhjulpet) med Bo01-projektet. Ifølge Malmö Kommunes egne evalueringer tilhører de fleste beboere de højere indkomstgrupper.

GRØNTTORVET I VALBY Grønttorvet er p.t. under realisering og har som mål at levere en blandet by, uden at målene for blandingen er helt tydeligt specificeret. På Grønttorvet er hovedfunktionen boliger, men der er også indbygget en stor bypark midt i området, et orangeri som fælles beboerhus for hele området, en café og nogle få butikker. Monotonien i det fysiske udtryk er brudt ved en differentieret sammensætning af forskellige typologier (højhuse, karreer, rækkehuse) i en gennemtænkt bebyggelsesplan – og 75

desuden ved en bevidst variation af facadearkitekturen. Beboerne har mulighed for fælles aktiviteter, bl.a. ved at dyrke grøntsager i små nyttehaver på fællesarealerne. Området som helhed fremtræder med en relativt høj kvalitet. Segregeringen modvirkes ved at blande forskellige boligtyper og ejerformer (ejerlejligheder, lejeboliger og andelsboliger), men de fleste boliger, som er bygget til dato, ligger alligevel prismæssigt i den øvre ende – ligesom næsten alt andet nybyggeri i København.

MUSICON I ROSKILDE Musicon er et igangværende byudviklingsprojekt, der ligger i udkanten af Roskilde, hvor der tidligere lå en betonvarefabrik. Byrådets ambition med denne transforma tion har fra starten i 00’erne været meget klar: Området skal udvikles “nedefra” med aktiv deltagelse af byens foreningsliv, kulturaktører og øvrige borgere. Musik skal – på grund af naboskabet til Roskilde-festivalens område – spille en afgørende rolle. Roskilde Kommune har valgt at lægge ansvaret for udviklingen i et relativt selvstændigt sekretariat, og udgangspunktet har været en grov masterplan for placering af bebyggelse, kulturelle funktioner og friarea-

Th. I Køges stationsområde indeholder den nye bebyggelse butikker i stueetagen og boliger, liberale erhverv eller offentlige funktioner på 1. og 2. sal – som i en klassisk bymidte. Og her er tilføjet en tagterrasse med offentlig adgang – et åndehul midt i den travle bymidte. Bebyggelsen består af selvstændige bygninger i et åbent gademiljø, tæt forbundet med de ældre gågader og Køge Torv via stræde og slipper.

Tv. I Musicon er bebyggelsen blandet, og også anvendelsen af udearealerne er mangfoldig. Her er der musikalsk underholdning på de årlige kulturdage.

ler. Kommunen har selv foretaget investeringer i byggemodning, byrum og infrastruktur og parallelt hermed startet grundsalget til de forskellige typer af byggeri. Foreløbig er der opført et rockmuseum, en musikhøjskole, en teknisk skole og et kollegium. Hertil kommer rækkehuse og lejligheder med forskelige ejerformer. Et bofællesskab er under opførelse, og et byggefællesskab er under planlægning. Endelig er det lykkedes at etablere en lille butiksgade, bestående af containere i forskellige kombinationer. Områdets fysiske udtryk er meget blandet og tydeligt præget af de mange bottom-up (nedefrakommende) initiativer. Den arkitektoniske kvalitet kan visse steder diskuteres,

men monotonien er i al fald effektivt brudt. Hvad angår blandingen af byfunktioner, er Musicon nået langt, og det må forventes, at der også på længere sigt vil komme en god blanding af boligtyper og beboergrupper i området. Beboersammensætningen kendes endnu ikke i detaljer, men blandingen af individuelle boliger, bofællesskaber og ungdomsboliger tegner godt. Alt i alt må Musicon vurderes at være godt på vej imod den blandede by, båret af den demokratiske og aktivistiske metode, som Roskilde Kommune konsekvent har valgt i dette område.

Tapperiet er en alternativ ungdomsklub, der samtidig fungerer som spillested. Tapperiet lå på Søndre Havn, før byudviklingen begyndte – og er blevet bevaret midt imellem de nye boligkarreer. Musikstøjen er dæmpet ved at tilføre den gamle industribygning et mavebælte med græstag. Dette skaber en usædvanlig og interessant funktionsblanding. Politiets tilstedeværelse skyldes, at dronning Margrethe var på besøg netop denne dag. Arkitekter: Tegnestuen Vandkunsten

KØGE KYST Køge Kyst har visionspunkter om social bæredygtighed og om kultur og byliv som driver for byudviklingen. Begge dele peger i retning af blandet by, uden at begrebet dog bruges direkte i projektets vision. Køge Kyst har i sin samlede projektportefølje boliger, detailhandel, offentlige institutioner og private kontorerhverv. Men byfunktionerne er til en vis grad adskilt, idet de fleste boliger er samlet på Søndre Havn, mens nogle af de øvrige byfunktioner (detailhandel, offentlige bygninger og liberale 78

erhverv) er placeret i stationsområdet nær den gamle bymidte i Køge. Midt imellem boligerne på Søndre Havn er der dog fundet plads til Tapperiet (ungdomsklub og spillested) og tre maritime klubber. Risikoen for monotoni i det fysiske udtryk er aktivt forebygget gennem selve bebyggelsesplanen samt et kvalitetsprogram og nogle arkitektoniske guidelines til alle bygherrer – ud over de krav, som stilles i lokalplanerne. Desuden har Køge Kyst haft en finger med i spillet, når bygherrerne skulle vælge arkitekter. Hvis man ser på de til dato realiserede byggerier, kan man foreløbig

konkludere, at der er opnået en arkitektonisk diversitet, som er sjælden for danske byudviklingsprojekter, selv om enkelte bygninger kan diskuteres, hvad angår den arkitektoniske kvalitet. Segregeringen er modvirket ved at stille krav om varierende boligstørrelser og -indretninger og ved at åbne for forskellige ejerformer samt forskelige grader af fællesskab. Resultatet er blevet en bred vifte af boligtyper, når det gælder disse parametre, men prismæssigt ligger alle boligerne relativt højt, når man sammenligner med andre boliger i Køge-området. Et tilskud af almene

boliger, både til familier og unge, ville være en stor gevinst for området, og det kan heldigvis nås endnu. Samlet set har alle fire projekter arbejdet aktivt med den blandede by, særligt når det gælder det fysiske udtryk og til en vis grad også blandingen af byfunktioner. Her løfter de sig alle op over gennemsnittet af den aktuelle danske byudvikling. Ingen af projekterne har grundlæggende fået løst problemet med de høje boligpriser, som har stor betydning for beboersammensætningen, men Musicon må umiddelbart vurderes at være det projekt, der er nået længst på dette punkt. 79

Boligbyggeri på Århus Østhavn.

6 når byudviklingen primært måles på den økonomiske bundlinje

Konger og by-konger har gennem historien været bygherrer og skabt enestående byer, byplanlægning og byggerier med skiftende tiders arkitektoniske og bygningsmæssige idealer og genrer i fokus. I København kan vi den dag i dag glæde os over kvarteret omkring Amalienborg med de klassiske bymæssige strukturer, pladser mv. Amalienborg slotsplads, Sankt Annæ Plads og Kongens Nytorv er sammen med den omkringliggende velproportionerede bebyggelse og arkitektur stadig fuld af dyrebar arkitekturhistorie og bykvalitet, der nænsomt tages hånd om i den løbende forvaltning af byen.

Fredericias byplan er født med en stram bystruktur, der har rummet en stor fleksibilitet i takt med byens forandring.

Mange sammenlignelige eksempler kan fremhæves fra de fleste storbyer i Europa og andre steder i verden, der har en vis alder og historie. Også udenfor hovedstaden finder vi fine og lærerige eksempler på historisk by-skabelse af høj kvalitet. Fæstningsbyen Fredericia har med sit voldanlæg og den militærisk inspirerede bystruktur dannet rammen om byens skiftende liv gennem årtier. Det grundlæggende by- og planlægningsmæssige greb er så robust, at det også i dag kan opfylde nutidens krav til byliv og aktiviteter.

SALGSINDTÆGTER OPTIMERES

I dag er det ikke længere kongen (eller dronningen) beskåret at forme og bygge byer, bydele og byggerier. Vi er i denne bog flere steder inde på den lovgivning og de markedsmæssige og politiske mekanismer, der i dag er styrende for vores byers udvikling. I dette kapitel vil vi se på, hvordan især de større kommuner i Danmark benytter en metode, hvor byudvikling på større kommunalt og/eller statsligt ejede arealer tjener flere formål på en gang. Og på, hvordan kommunale investeringsmuligheder generelt er et opmærksomhedspunkt, når byudvikling er på den politiske dagsorden rundt om i landet. Byudviklingen i de store kommuner har også her til formål at skabe nye boligområder, erhvervsmuligheder og bydele med de tilknyttede funktioner i form af institutioner, udearealer og byliv. Der skal skabes plads til de mange, der drages mod at bo og leve i byerne. Men samtidig er byudviklingen i storbyerne en betragtelig indtægtskilde, der kan (med)finansiere større investeringer, der rækker ud over det pågældende byudviklingsområde – f.eks. omkostningskrævende infrastruktur. Og her sker der desværre ofte det, at valget falder på at maksimere antallet af salgbare byggeretter i en sådan grad, at det går ud over byens kvalitet og attraktivitet.

FORRETNINGSMODELLEN

I København blev denne tilgang første gang anvendt i større skala, da Københavns og Frederiksberg kommuner i 90’erne indgik en aftale med Staten om at bebygge dele af det dengang fredede Vest amager på vilkår af, at byudviklingen kunne og skulle finansiere anlæg af den første metroetape i København. Siden er denne byudviklingsmodel, der oprindeligt stammer fra Docklands i London, blevet udviklet til at omfatte andre større byudviklingsområder i København. Nordhavn er under udbygning, og salgsindtægterne fra grundsalget finansierer sammen med de sidste grundsalg i Ørestad næste etape af metroprojektet (Cityringen med afgreninger til Nordhavn og Sydhavn). Senest er Lynetteholmen, der nu er under planlægning, kommet til. En helt nydannet ø skal udvikles til et nyt byområde i København, og her skal indtjeningen ved salg af grunde finansiere etablering af selve øen, der også er en vigtig brik i klimasikring af inderhavnen i København. Grundsalget skal tillige finansiere metrobetjening af den nye bydel og en ny Østlig Ringvej, der skal lede trafikken uden om det indre København og dermed aflaste byen for både trængsel, trafik og luftforurening. Der er skrevet og sagt meget om de nævnte store byudviklingsprojekter – også meget kritisk. Spørgsmålet er, om der – set i et byudviklingsperspektiv – egentlig er grund til at være kritisk. 83

Privat udeliv i Nordhavnen, København.

Nogle politikere og fagfolk mener, at selve forretningsmodellen er roden til diskutabel bykvalitet. Andre forholder sig ikke til forretningsmodellen, men alene til, at bydelene på forskellig vis savner bykvalitet – for lidt byliv i Ørestad, for få grønne områder i Nordhavn og for høje og tætte bebyggelser mv. Endnu andre anerkender forretningsmodellen og mener, at Ørestad og Nordhavn er fine eksempler på moderne tæt by og fremhæver, at byggerierne er udført efter de nyeste krav til bæredygtigt byggeri med certificeringer i både guld- og platinkategorier. En kendsgerning er det, at det tilsyneladende ikke kniber med at sælge boliger i områderne til tårnhøje priser. Der er med andre ord delte meninger om både selve forretningsmodellens konsekvenser for byens udvikling og om bykvaliteten i de nye byområder. Det spørgsmål, der optager os her, er, om forretningsmodellen har en strukturel konsekvens for byen og for mulighederne for at skabe en blandet by at leve i med plads til alle – eller i hvert fald til de fleste. COLUMBUSÆGGET?

Der for så vidt intet hverken illegitimt, forkert, moralsk forkasteligt eller udemokratisk i at kombinere udvikling af kommunalt (eller statsligt) ejede arealer med at finansiere større eller mindre invessteringer i bydelen eller udenfor denne. Det er let at argumentere for, at det tværtimod er ganske klogt og nyttigt på den måde både at skabe ny by og få mulighed for at foretage nogle store investeringer, der også tjener byens øvrige borgere, erhvervsliv og brugere uden at skulle trække på den kommunale eller statslige kassebeholdning, der i forvejen er hårdt presset af velfærdssamfundets stigende krav til service, sundhed osv. Byudviklingsmodellen har umiddelbart den fordel, at den letter presset på prioriteringen af den samlede pakke af skattefinansierede investeringer og derfor også rummer mulighed for at fremme deres gennemførelse. Netop derfor ses forretningsmodellen som lidt af et politisk og administrativt columbusæg.

MEN!

Når markant høje finansieringskrav lægges ind som styrings- og måleparameter for grundsalget, kommer bydelenes kvalitet, funktioner, byliv og livskvalitet i fare. Udnyttelsen af arealer og byggegrunde optimeres maksimalt, og priserne bliver skruet op. Bydelene bliver primært for velstillede, der har råd til at bosætte sig til de priser, som finansieringsmodellen og efterspørgslen efter boliger efterlader på boligmarkedet. Områdernes beboere kommer til at betale for samfundsmæssige goder, der benyttes af hele byen og ikke alene af beboerne i de 85

omhandlede bydele. Det står sjældent klart og tydeligt, at denne finansieringsmodel rummer en økonomisk omfordeling, der på en gang letter på de skattefinansierede investeringer, og som samtidig har afgørende indflydelse på kvaliteten af den byudvikling, der foregår i de nye byområder. Samtidig har de nye byområder som konsekvens af høje priser og stor efterspørgsel på byboliger vanskeligt ved at rumme andre og mindre pengestærke grupper af boligsøgende. Vi vil efterlyse en debat om, hvorfor der egentlig skal bygges så tæt, at man kan se, hvad genboen spiser til aften, at de nederste etager får ringe dagslysindfald, at der ikke er legepladser, hvor børnene kan lege i nærområder, at der ikke er grønne områder indenfor rimelig gangafstand, og at ethvert ønske om fuglekvidder og biodiversitet kræver en længere tur til andre bydele. Og der er i særlig grad brug for at overveje om “columbusægget”, hvor byudviklingen tilrettelægges og geares til at skulle finansiere meget mere end udvikling af selve bydelen, i sig rummer en af forklaringerne på, at den blandede by har trange vilkår i storbyen. GEARING AF BYUDVIKLINGEN

I takt med at presset på udnyttelse af grunde i de nye bydele er steget, er det blevet stadig vanskeligere at skabe rum og plads til boligsøgende med helt almindelige indtægter. Herved lægges et prisniveau også for byudviklingsområder, der styres efter andre forretningsmodeller, og som har tilsvarende høje markedspriser på boliger. Almene boliger har fået stadig vanskeligere etableringsvilkår, fordi grundpriserne i både Ørestad, Nordhavn og andre nye byudviklingsområder langt overstiger, hvad der kan betales af boligselskaber, der skal overholde de rammebeløb, der gælder for at sikre et acceptabelt huslejeniveau. For at imødegå denne udvikling er der de senere år gennemført lovgivning, der sikrer kommunerne mulighed for at kræve 25% almene boliger i lokalplaner for nybyggeri. Et værktøj, der er både velment og velkomment i den virkelighed, som både “columbusægget” og markedsudviklingen i de større byer har skabt. Spørgsmålet er, om den hårde gearing af byudviklingen ikke er gået for vidt, og på sin vis selv har medvirket til at øge behovet for kompenserende politiske initiativer og værktøjer? Det er ikke så forunderligt, at byudvikling, hvor private grundejere står for byudviklingen, presser udnyttelsen og mulighederne for at skabe flest mulige salgbare byggeretter. Det er mere forunderligt og diskutabelt, at samme mekanisme uden videre følges i byudvikling, hvor kommune og stat sidder for

bordenden. Her burde præcise krav til byudviklingens kvalitet, en blandet by med lys, luft, bynatur, klimatilpasning og lavere tæthed stå øverst på dagsordenen og samtidig medvirke til at skabe en mere balanceret markedsudvikling på boligmarkedet. Det er værd at bemærke sig den nye kandidat til posten som overborgmester i København, socialdemokraten Sophie Hæstorp Andersens meldinger i et af sine første interviews om, hvad der er hendes vigtige pejlemærker for fremtidens København. Her peger hun på, at det er på tide, at Staten som i andre store metropoler påtager sig at finansiere hovedstadens infrastruktur – eller i hvert fald væsentlige dele af den. I denne politiske udmelding kan der ligge et afgørende politisk vendepunkt for Københavns byudvikling. Hvis regeringen arm i arm med en nytænkende ny overborgmester er parat til at ændre denne helt afgørende finansieringsmekanisme for hovedstadens store infrastrukturprojekter (metro, havnetunnel og klimasikring), vil der være skabt nye muligheder for, at Københavns byudvikling kan ændres fundamentalt og til det bedre! EN NY BALANCE

Der skal her lyde en opfordring til at debattere og gentænke de byudviklingsmodeller, der rummer store krav til at levere finansiering til infrastruktur og andre større investeringer uden for selve byudviklingsområdet. Der bør findes en ny balance, hvor konkrete kvalitative krav til byudviklingen kommer i fokus, og hvor finansieringsbidrag til større investeringer ikke nødvendigvis helt opgives, men i højere grad afstemmes efter tydelige mål for bykvaliteten og ønsket om at skabe blandede byer for alle. Det vil kræve vilje at finde andre finansieringskilder til dele af de investeringer, der idag er baseret på bidrag fra byudviklingsprojekter, og det vil forventeligt også kræve justeringer i lovgivningen. De gældende udbudsregler for salg af kommunale grunde, der sikrer, at kommunerne til enhver tid sælger til markedspris, vil skulle ændres. Kommunerne skal have mulighed for – ikke mindst i tider med stor efterspørgsel på boliger og et opskruet prisniveau – at gennemføre grundsalg under markedspris for at sikre boligtyper til boligsøgende med almindelige indkomster. Tilsvarende skal planloven ændres, så kommunerne i kommuneog lokalplanlægningen kan udlægge arealer, der specifikt skal anvendes til boligtyper, der sikrer blandede byområder, hvor der er plads til variationer i både boliger, boligtyper og social sammensætning.

Justeringer af denne karakter vil åbne for at realisere idealerne om den blandede by og skabe kredit hos byernes borgere og genskabe tilliden til, at et aktivt demokrati er til stede. Det vil give håb om nye bydele, der rummer variation og kvalitet og skaber langtidsholdbare rammer for kommende generationer og respekt for forskellige sociale udgangspunkter. KUN ET KØBENHAVNERPROBLEM?

Er den beskrevne problematik alene interessant for København, der har de meget store investeringsbehov til infrastruktur, klimasikring mm.? Eller er det et mere generelt perspektiv for landets større og mindre kommuner? De fleste kommuner støder på dilemmaet mellem indtjeningsmuligheder og krav og ønsker til byudvikling eller større byggeprojekter. Finansiering af de mange udgifter, der følger med, når et område skal byudvikles, er et nødvendigt tema. Hvordan finansierer kom munen vejudlæg, stier, grønne områder, pladser, fodboldbaner, klimahåndtering, evt. jordforurening mv. i et kommende byudviklingsområde? Det er velkendt, at overvejelser om, hvordan indtægter fra kommunale grundsalg kan anvendes til at finansiere forskellige aktiviteter, er på dagsordenen i kommunerne – ofte blot i mindre skala. Og her spiller begrænsningerne i kommunernes muligheder for at anvende indtægterne også ind. Anlægsloftet, der aftales i de årlige kommuneforhandlinger, lægger f.eks. ofte hindringer i vejen for, at kommunerne kan realisere investeringer i byudviklingsområder med indtægter fra grundsalg. Regnestykket, hvor udgifterne oplistes og stilles op overfor de mulige indtægter fra grundsalg, er ofte afgørende for, om kommunen kan gennemføre et byudviklingsprojekt. Kan regnestykket bringes i balance eller blive positivt, kan projektet – uagtet anlægsloft – sættes i gang og realiseres. Modsat må det enten sættes i bero, eller der skal skrues på indtægter eller udgifter i projektets økonomi. Alternativt skal kommunen finde partnere, der vil deltage i byens udvikling – også finansielt. Her kommer den klassiske balance mellem at skrue op for antallet af salgbare byggeretter for at øge indtjeningen ofte i konflikt med ønsker og visioner for byudviklingen. Det gælder, uanset om projektet ligger i et byudviklingsselskab eller er et projekt på helt eller delvist kommunalt ejet areal. Problemstillingen stiger typisk i sværhedsgrad i takt med størrelsen og kompleksiteten af det konkrete område, der skal byudvikles. Ligesom områdets beliggenhed kan have betydning.

Byudvikling i de dele af landet, der har mindre vækst eller af anden grund en mindre solid kommunal økonomi har ofte større udfordringer med at finansiere byudviklingens omkostninger. Og det fører ofte til lavere kvalitet både i byggeri og byggemodning. TRANSPARENS OG ILLUSTRATIONER

Der er ingen enkel løsning på dilemmaet. Men transparens, kommunikation og grundige illustrationer kan skabe et kvalificeret og tydeligt beslutningsgrundlag. Illustrationer og beregninger af, hvordan et projekt vil blive påvirket af at øge tætheden, slække på krav til grønne områder, byrum, byliv, infrastruktur for de bløde trafikanter mv. kan hjælpe til at stille skarpt og træffe de politiske valg. Det forudsætter kyndig faglig rådgivning indenfor alle relevante faglige discipliner, herunder også økonomisk indsigt og beregninger. Til illustration af problematikken vil vi nævne et par tænkte eksempler, der kan illustrere, hvilke overvejelser, der kunne have påvirket nogle af de byudviklingsprojekter, der er gennemført eller pågår i Danmark i øjeblikket, til en højere bykvalitet og mere blandede bydele? Flere af byudviklingsområderne er omtalt og beskrevet andre steder i denne bog. Hvad nu hvis havneområdet Århus Øst skulle have haft mere bynatur og biodiversitet, en større bypark, et antal mindre byrum, en løberute, og et mere varieret byggeri, hvor f.eks. 25 procent af byggeriet – udover alment byggeri – skulle have været andre typer af byggerier? Det ville formentlig have nedsat antallet af salgbare byggeretter og øget udgifterne til etablering og anlæg i kommunen. Samtidig ville det have øget områdets attraktionsværdi og de enkelte byggeretter kunne have indbragt et større beløb. Århus Kommune kunne have truffet et valg om at medfinansiere et beløb af kommunekassen for at skabe større mangfoldighed og bykvalitet – og værdien ville på det lange sigt være blevet forøget. Hvad nu hvis byudviklingsselskabet Kanalbyen i Fredericia havde fravalgt at etablere kanaler i bydelen og valgt i stedet for at etablere andre rekreative områder i bydelen? Bydelen ville have fået en anden karakter, men kunne være kommet hurtigere i gang, fordi byggeretspriserne havde været lavere. Havde en viden om dette ændret ønsket om kanaler i bydelen? eller ville prioriteringen fortsat have været kanaler med accept af en længere realiseringsperiode? Hvad nu hvis By og Havn havde valgt at, Nordhavn skulle have flere rekreative muligheder i nærområdet – grønne områder, bynatur, 89

fodboldbane, løberute og en mere blandet boligsammensætning med mere varieret byggeri og knap så tæt bebyggelse? Ville svaret nødvendigvis have været nej, fordi By og Havns bundlinje ville dale med konsekvenser for medfinansiering af metro og anden infrastruktur? Eller kunne ejerne have gentænkt og forhandlet en justering af den grundlæggende økonomimodel for By og Havn? Københavns Kommune ejer 95% af By og Havn, og kommunens politiske ledelse og det regeringsbærende flertal tilhører i øjeblikket samme partier. Det er derfor aktuelt en reel mulighed, at Københavns Kommune kan ændre sin kurs i den byudvikling, som By og Havn står i spidsen for på kommunens vegne. Det vil indebære et større omfang af skattefinansierede investeringer i byudviklingen, som det sker i andre kommuner – f.eks. Høje Tåstrup og Sønderborg. Høje Tåstrup Kommune har i byudviklingsområdet Nærheden (et partnerskab mellem Høje Tåstrup Kommune og Realdania By og Byg) investeret ganske betydelige kommunale midler i at understøtte og fremme en byudvikling med klare visioner om at skabe fremtidens forstad med attraktive boligtilbud og aktiviteter i nærområdet. En byudvikling, der helt bevidst har til formål at vende kommunens forholdsvis belastede sociale profil. Kommunen har investeret et trecifret millionbeløb i en ny eksperimenterende skole, en springhal og en ny bro til Hedehusenes bymidte fra byudviklingsområdet Nærheden. Kommunale investeringer har været prioriteret som en del af kommunens udviklingsstrategi og har katalyseret både byudvikling og de visioner, som kommunen har ønsket at realisere. Tilsvarende har Sønderborg Kommune investeret et trecifret millionbeløb til gennemførelse af byudvikling på byens havnefront for at sikre realisering af klare visioner for byens udvikling. En havneomdannelse, hvor også Danfoss gennem Bitten & Mads Clausens Fond har bidraget med meget betydelige beløb. HVAD STYRER BYUDVIKLING?

Det er bestemt ikke enkelt at tackle de dilemmaer, kommunerne står overfor, når der skal træffes beslutninger om byudvikling og investeringer. Men dilemmaerne kan og bør bringes frem til debat. De politiske prioriteringer bør kommunikeres, afprøves og de komplicerede valg, som kommunernes politikere står overfor, bør gøres klare og tydelige – blandt andet gennem illustrationer og konsekvensbeskrivelser og beregninger – også af reelle alternativer. Det helt centrale spørgsmål er, om det enkelte byudviklingsprojekt styres af præcise visioner og mål både for det nye byområde og for, hvordan projektet påvirker byens samlede udvikling, mulighe-

Høje Tåstrup Kommune investerer markant i kommunale aktiviteter i byudviklingsområdet Nærheden. For at understøtte og fremme visionen for Nærheden – fremtidens forstad – har kommunen blandt andet opført ny springhal med klatrevæg, der bidrager til at skabe liv og tilbud til borgerne i både bydelen og kommunen.

der og tilbud socialt, kulturelt, erhvervsmæssigt, økonomisk mv. Eller om byudviklingsprojektet primært styres af at skulle levere indtægter fra grundsalg, der kan finansiere større investeringer, som ikke primært vedrører byområdet, men som byen i øvrigt ønsker gennemført – uden for store skattefinansierede konsekvenser. Det er ikke kun valg, der skal træffes i de største af vores byer. Udfordringer og skala kan være forskellige afhængig af placering i landet og af byens størrelse. Valget handler uanset bystørrelse om, hvilket perspektiv der lægges for byens udvikling i den enkelte kommune og det enkelte byudviklingsprojekt. Det handler om politisk ledelse og om byens og borgernes ve og vel. 91

På havnefronten i Sønderborg investerer kommunen et treciftret millionbeløb i en havneomdannelse, der spiller en central rolle i visionen for fremtidens Sønderborg. Kommunens investeringer sker i tæt samspil med Bitten & Mads Clausens Fond, der er den anden store investor i havneomdannelsen.

Creative Blocks er navnet på dette projekt i Hamburg Hafencity, tegnet af den danske tegnestue WERK, som vandt den indbudte arkitektkonkurrence i 2016. Visionen har været at skabe en helt ny type bygning, som blander bolig og erhverv med fællesarealer og offentlige, udadvendte funktioner. Projektet er udviklet af 26 kreative familier i Baugemeinschaft Halbinsulaner, hvis fælles ønske er at bo og arbejde under samme tag og samtidig være en del af et større fællesskab.

7 byggefællesskaber en ny brik i det boligpolitiske puslespil

INSPIRATION FRA TYSKLAND OG HOLLAND

Som det har været nævnt flere steder i de foregående kapitler, er mange af problemstillingerne i den aktuelle byudvikling knyttet til samspillet mellem kommunerne, developere og investorer, rådgivere og entreprenører. Dette gælder specielt for boligbyggeriet, der som bekendt tegner sig for langt det meste af nybyggeriet i vores byer. Alt for store bebyggelser, alt for ens boliger, alt for steril og monoton arkitektur har været nævnt tidligere. Det har derfor været nærliggende at se lidt ud over Danmarks grænser for at finde andre modeller for, hvordan boligbyggeriet kan organiseres og udføres. Og her springer særligt Tyskland og Holland i øjnene, fordi man i disse to lande opererer med nogle interessante modeller, der går under navnene “Baugemeinschaften” (byggefællesskaber) og “Zelfbouw” (selvbyg). Inden vi går i dybden med disse modeller og deres relevans for det danske boligmarked, vil vi kort resumere de problemstillinger, som man i Tyskland og Holland sigter mod at løse.

FORMÅLENE MED NYE, BEBOERSTYREDE MODELLER

Et vigtigt formål er at give de kommende beboere i et nyt byområde en større indflydelse på deres egen bolig, end vi i Danmark har tradition for (når det ikke lige gælder parcelhuse). Større indflydelse skaber også større engagement – og bliver dermed en vigtig brik i den “community building”, som byudviklingen jo dybest set bør føre frem til. Større indflydelse betyder også, at flere familietyper kan tilgodeses, og at familiernes varierende behov over tid (f.eks. når børnene fødes, vokser op, bliver teenagere og flytter hjemmefra) kan imødekommes på en helt anden måde end i de standardiserede boliger, som vi typisk ser i dansk boligbyggeri. Et andet formål er at lade de kommende beboere møde hinanden, inden de flytter ind, så de kan lære hinanden at kende – og udføre fælles opgaver sammen. Sådanne processer skaber erfaringsmæssigt et helt andet engagement og ejerskab både til boligen og til bydelen, end hvis man blot køber sin egen bolig som projektkøb hos en ejendomsmægler. Et tredje formål er at give større frihedsgrader med hensyn til boligens ydre fremtræden, end vi normalt ser i det developerstyrede byggeri. Hvis man skærer en ny boligkarré over i mindre “skiver” til forskellige bygherrer og giver en vis frihed mht. valg af facadematerialer, vinduesplaceringer, farvesætning mv., vil der typisk opstå en varieret arkitektur, hvor behovene hos de enkelte beboere/beboergrupper fremtræder tydeligt, og det samlede bybillede bliver væsentlig mere varieret. Dette hensyn skal naturligvis balanceres imod hensynet til byggeriets samlede fremtræden og de gener, som visse ekstreme udformninger kan påføre naboer og andre, men det kan løses ved hjælp af en (passende åben) lokalplan.

Et fjerde formål er at understøtte “den blandede by”, når det gælder blandingen af små og store boliger, familie- og singleboliger, ungdoms- og ældreboliger – og gerne også andre funktioner som f.eks. butikker og værksteder i stueetagerne. Et femte formål er at reducere boligpriserne ved, at de kommende beboere selv påtager sig bygherrerollen – og den dermed forbundne økonomiske risiko. Herved spares fortjenesten til developeren, som ofte udgør 20% af byggeprisen eller mere. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men ovenstående fem formål bliver alle – i større eller mindre omfang – opfyldt, når tyskerne etablerer Baugemeinschaften, og når hollænderne tilbyder Zelfbouw til deres borgere. I Tyskland blev modellen udviklet i Tübingen og Freiburg omkring år 2000, mens den er kommet noget senere til Berlin, Hamburg og andre større tyske byer. I Tübingen er Baugemeinschaften blevet den helt dominerende form for organisering af det nye boligbyggeri, og der findes i dag næsten 300 realiserede byggefællesskaber. I Holland er Zelfbouw især udbredt i Amsterdam, hvor ca 20% af alt nyt boligbyggeri foregår efter denne model, typisk blandet med developerstyret byggeri i hver enkelt bydel. Der er for alvor kommet gang i dette byggeri siden 2010, men som hollænderne siger: “Egentlig har vi altid bygget sådan i vore byer – se selv på facaderne på de gamle huse langs kanalerne, det er jo alt sammen zelfbouw.” FÆLLESBYG KØGE KYST – ET DANSK PIONERPROJEKT

På Søndre Havn i Køge er der p.t. et enkelt byggeprojekt efter den tysk/hollandske model under opførelse. Projektet hedder Fællesbyg Køge Kyst og kommer til at indeholde 45 lejligheder og en række fællesfaciliteter (spiserum, køkken, gæsteværelser, værksted mv.), tæt integreret i det samlede Køge Kyst-projekt på Søndre Havn. Andre steder i Danmark er der nogle få projekter, som i større eller mindre grad opføres eller er opført efter denne model, men vi savner endnu et generelt tilbud om denne form for boligbyggeri i langt de fleste danske kommuner. Fællesbyg Køge Kyst har da også været anskuelsesundervisning i, hvor svært det er at bryde de nuværende logikker og rationaler i byggebranchen. For at nå frem til et færdigt myndighedsgodkendt byggeprojekt og en underskrevet entreprenørkontrakt har det været nødvendigt, at Køge Kyst som udviklingsselskab, Vandkunsten som arkitekttegnestue og Kuben Byg som byggeselskab var villige til at afsætte tid og ressourcer til en omfattende facilitering af processen, lige fra gruppedannelse over foreningsjura til konkret projektudvikling. En sådan indsats er næppe realistisk for en almindelig dansk kommune – og næppe heller helt i overensstemmelse med en saglig kommunal interesse – den regel i kommunalfuldmagten, der siger, 97

at kommuner som udgangspunkt skal varetage almenvellets interesser og ikke må favorisere bestemte grupper. Det næste problem for Fællesbyg i Køge var at opnå byggelån til et etagebyggeri, hvori ikke alle lejligheder på forhånd var solgt. For de danske banker var det uvant, og det blev opfattet som særligt risikofyldt at yde et byggelån på sædvanlige vilkår mht. garantistillelse mv. Her blev Køge-projektet reddet på målstregen af Kuben Bygs søsterselskab Selskabet for Billige Boliger, som påtog sig rollen som bygherre og dermed låntager. FACILITERING, FINANSIERING OG LOVGIVNING

Disse to problemer med facilitering og finansiering skal løses mere grundlæggende, hvis byggefællesskaber skal blive en almindeligt forekommende boligform i kommunernes byudvikling. Det skal være enkelt for den boligsøgende familie at finde ligesindede, som også kunne tænke sig at gå ind i et byggefællesskab, og det skal også kunne lade sig gøre på en smidig måde at optage et byggelån, når entreprenørkontrakten skal underskrives. Hvad angår faciliteringen, har en privat virksomhed Almenr påtaget sig at levere denne ydelse – som en slags “datingcentral” for søgning efter boligpartnere. Almenr tilbyder herefter konkrete byggegrunde og påtager sig styring af den samlede projektudvikling. Når man ser på de igangværende projekter, er der helt overvejende tale om bofællesskaber, dvs. projekter, hvor fællesskabet om at bo sammen er mindst lige så vigtigt som fællesskabet i udviklings- og byggefasen. Flere af bankerne arbejder parallelt på at afklare betingelserne for at kunne tilbyde byggelån til byggefællesskaber, så der er håb om nogle mere enkle og gennemskuelige modeller inden for den nærmeste fremtid. Et tredje punkt er, at kommunerne i deres grundsalg skal kunne foretage målrettede udbud til byggefællesskaber – og gerne på samme måde som i Tübingen, hvor de enkelte projekter ikke konkurrerer på prisen, men på de kvaliteter, som projekterne giver tilbage til byen. Og det kan være alt lige fra en særlig energiløsning over spændende facadearkitektur til en udadvendt aktivitet i bygningens stueetage. Dette kræver en justering af de nuværende udbudsregler, så kommunerne får lov til at dedikere bestemte grunde til byggefællesskaber. Desuden kunne man fremme sagen ved at dispensere fra kravet om udbud til markedspris, når der er tale om boligtyper, som har en særlig samfundsmæssig værdi. Sådanne regler findes jo allerede for salg af grunde til almene boliger. Endelig ville det være befordrende, hvis der blev gennemført en ændring af planloven, som gør det muligt for kommunerne – uanset ejerskabet til arealerne – at planlægge for fællesskaber, dvs. at reservere velegnede byggefelter til byggeog bofællesskaber af forskellig slags. En sådan mulighed kan ses som en forlængelse

af den regel om almene boliger, der blev indført i planloven i 2017. Efter denne regel kan kommunerne i alle lokalplaner kræve, at op til 25% af de nye boliger bygges som almene boliger. Ligesom byggefællesskaber kunne tildeles en sådan særstatus i planloven, kunne andre boligformer, som understøtter væsentlige samfundsmæssige mål om bæredygtighed, fællesskab og demokratisering, også overvejes. Det kunne f.eks. være andelsboliger, seniorboliger og ungdomsboliger. ER GRUNDLAGET TIL STEDE I DANMARK?

Hvis faciliteringen og finansieringen er på plads, melder spørgsmålet sig, om byggefællesskaber på dansk jord kan yde et væsentligt bidrag til løsning af byudviklingens problemer med – – – –

for lav beboerindflydelse for monotont byggeri for lille diversitet i boligtyper for høje boligpriser.

Dette spørgsmål kan selvsagt ikke besvares, før der er indhøstet nogle flere danske erfaringer, men det er værd at notere sig, at modellerne for tiden breder sig i de tyske og hollandske byer. Her taler de til et bredt udsnit af de boligsøgende – og ikke blot til et lille eksklusivt segment af semiprofessionelle med et bestemt politisk tilhørsforhold. Som Baubürgermeister Cord Soelcke fra Tübingen udtrykker det: “I starten havde vi rigtig mange psykologer og arkitekter i byggefællesskaberne, men disse to faggrupper kan efterhånden være svære at finde, når vi kigger på de aktuelle tilbudsgivere ved nye udbud”. Ud fra de tyske og hollandske erfaringer er det sandsynligt, at der er et stort potentiale i byggefællesskaber, og hertil kommer, at et vist volumen af sådanne projekter nok også vil give en positiv afsmitning på resten af byggebranchen, så vi alt i alt vil se et mere varieret, mindre standardiseret og mere fællesskabsorienteret boligbyggeri i Danmark. For at komme hurtigt i gang er der også den mulighed, at interesserede kommuner bruger den såkaldte “udfordringsret”, dvs. muligheden for at søge dispensation fra gældende love og regler for at opnå et bestemt formål. Dispensationen skulle i givet fald omfatte planloven, udbudsreglerne og/eller kommunalfuldmagten, som nærmere beskrevet ovenfor. En forsøgsordning med et vist antal byggefællesskaber i forskellige kommuneog bytyper ville gøre os meget klogere på, hvordan den helt rigtige danske model skal skrues sammen. Hvis forsøgsordningen skal gøres ekstra attraktiv for kommuner og interesserede borgere, kan den suppleres med en statslig støtteordning til nye byggefællesskaber. En sådan er netop indført i Sverige, hvor foreninger kan få et startbidrag på op til 400.000 SEK, hvis de har fundet en passende byggegrund, og hvis mindst seks medlemmer af foreningen på forhånd har indskudt 10.000 SEK hver. 99

Französiches Viertel er et af de byområder, som har mange byggefællesskaber. Navnet skyldes, at der tidligere har ligget et fransk militæranlæg i området. Som det fremgår, er man ikke bange for stærke farver i Tübingen.

BAUGEMEINSCHAFTEN I TÜBINGEN Tübingen er en mellemstor by med ca. 100.000 indbyggere i Baden-Württemberg i det sydvestlige Tyskland. Byen har pga. sin beliggenhed og sit universitet haft en betydelig tilflytning i de sidste 20 år med et stort behov for nyt boligbyggeri. Det meste af byvæksten har fundet sted ved omdannelse af ældre erhvervsområder, kaserneanlæg mv., og Tübingen har været first mover på udviklingen af det tyske koncept Baugemeinschaften, som er baseret på, at de kommende beboere organiserer sig i større og mindre fællesskaber, som med professionel rådgivning varetager alle bygherrefunktioner – fra 100

tilbud på grundkøb via udvikling af byggeprojekter til styring af selve byggeriet. Kommunen gennemfører en overordnet planlægning for hver enkelt ny bydel, udarbejder lokalplaner med byggefelter, infrastruktur og grønne områder og tilrettelægger herefter sine udbud af byggeretter således, at små og større grupper kan byde ind med deres respektive arealbehov og projektideer. Typisk er der tale om karrébyggeri, hvor rammerne for hver enkelt karre fastlægges af kommunen, men hvor der åbnes mulighed for at opdele karréen

I Mühlenviertel (Møllekvarteret) er der stor variation i facadeudtrykket. Man kan diskutere de arkitektoniske kvaliteter, men bylivet fejler ikke noget.

I Alte Weberei (Det gamle væveri) udfolder livet sig også i den skyggefulde kantzone.

i “skiver” af varierende størrelse, tilpasset byggegruppernes arealbehov. I udbuddet konkurrerer de enkelte byggegrupper med hinanden om at få opfyldt deres ønsker. Prisen pr. etagekvm ligger fast, og kriteriet for tildeling af byggeretterne er populært sagt, hvad de enkelte projektideer kan tilbyde at “give tilbage til byen”. Hvert byggeprojekt ses altså som et potentielt værdiskabende projekt, og byggegruppernes kreativitet inspireres af udbudsbetingelserne, så der kommer vidt forskellige forslag, nogle med små butikker, værksteder

eller andet i stueetagen, mens andre sætter fokus på bæredygtige byggematerialer eller kreativ anvendelse af solenergi, og atter andre har særlige tiltag til inklusion af socialt sårbare grupper i bydelen. Billederne viser, hvordan konceptet skaber stor variation i facadearkitekturen og dermed nedbryder skalaen i det relativt tætte byggeri til mere menneskelige dimensioner. Altaner, forhaver og gårdrum bidrager til et meget grønt bymiljø. Når man færdes i områderne, får man en tydelig fornemmelse af beboernes indbyrdes kontakt og fællesskab. 101

ZELFBOUW I AMSTERDAM

Når man åbner Amsterdam kommunes hjemmeside, henvises man straks til mulighederne for at finde en ny bolig, og en af mulighederne er Zelfbouw, der grundlæggende ligner de tyske Baugemeinschaften. Den vigtigste forskel er, at Amsterdam udspænder en større vifte af muligheder fra den helt individuelle selvbyg-bolig for en enkelt 102

familie, måske kombineret med lokaler til en lille virksomhed i stueetagen, og til store kooperativer (bofællesskaber) med flere end 100 boliger. En anden forskel er, at Amsterdam i flere byudviklingsområder bevidst kombinerer selvbyg med developerstyret byggeri. Set udefra opnås en række af de samme kvaliteter som i Tübingen, nemlig en stor

I Amsterdam siger de, at der ikke er så meget nyt i zelvbouw (selvbyg): “Sådan har vi jo bygget i flere hundrede år.” Det har vi faktisk også i København og de andre større byer i Danmark.

variation i facadematerialer, farver, vinduesformater mv., som samlet set giver et mere spraglet bybillede, end vi er vant til i Danmark. Kontrasten til developerbyggeriet bliver ekstra tydelig, fordi de to boligformer ofte mødes på hver sin side af en boliggade. Fornemmelsen af lokalt fællesskab er ikke helt så tydelig som i Tübingen, når man færdes i områderne.

Informationen på kommunens hjemmeside er imidlertid et klart signal om, at Amsterdam ønsker at imødekomme en bred vifte af ønsker fra nye beboere (eller beboere, der ønsker at flytte fra mere traditionelle boliger i andre bydele). Og man bliver guidet på en overbevisende måde både til kommunens relevante afdelinger og til private rådgivere. 103

Munksøgaard er et stort bofællesskab i Trekroner-området lige øst for Roskilde. Her findes 100 boliger i et mix af familieboliger, seniorboliger, ungdomsboliger, andelsboliger og almene familieboliger. Arkitekter: Nielsen og Rubow (frem til hovedprojekt), Mangor & Nagel samt House Arkitekter

HISTORIEN OM DE DANSKE BOFÆLLESSKABER Sættedammen ved Hillerød er Danmarks første bofællesskab fra 1972 – og stadig fungerende efter næsten 50 år. I det efterfølgende tiår blev der opført mange af slagsen som en del af den “kollektiv-bevægelse”, der fulgte i kølvandet på 1968 – og i høj grad befolket af de såkaldte 68’ere. Siden da er det gået lidt op og ned med interessen for denne boform, men enkelte kommuner med Roskilde og Furesø i spidsen har frem til i dag fastholdt ideen om bofællesskaber som et omdrejningspunkt i kommunernes identitet, båret af en stærk 104

politisk interesse for fællesskabets ressourcer. Det ses bl.a., når kommunerne aktivt søger efter deltagere til nye bofællesskaber. P.t. har Roskilde Kommune rekorden med 14 bofællesskaber i kommunen. Bofællesskaberne er selvorganiserende. Der findes derfor mange forskellige grader af fællesskab mht. fællesspisning, fælleslokaler, dele-ordninger mv. Og på det seneste er der også opstået fællesskaber for bestemte aldersgrupper, ikke mindst senior-bofællesskaber.

De danske bofællesskaber har forskellige ejerformer (ejer, andel og almen), og der har også været forskellige løsningsmodeller på selve opførelsen og finansieringen af byggeriet – fra bottom up-løsninger, der ligner byggefællesskaberne, til mere tradi tionelle løsninger, hvor en developer eller et alment boligselskab har stået for byggeriet. De nye seniorbofællesskaber er blevet et satsningsområde for nogle af developerne og pensionskasserne.

folk, der selv kunne forhandle med arkitekter, entreprenører og ikke mindst de banker, som skulle yde byggelånene. Og det hører også med til historien, at det var noget lettere at optage disse byggelån før finanskrisen, end det er i dag. Det skal understreges, at byggefællesskaber og bofællesskaber ikke er det samme. Byggefællesskaberne behøver ikke at føre til bofællesskaber, og bofællesskaber behøver ikke at være skabt af de kommende beboere.

Bottom up-løsningerne har altid krævet, at der blandt beboerne var kompetente fag105

Fællesbyg Køge Kyst er en karré, som passer ind i bebyggelsesplanen for Søndre Havn, men adskiller sig ved sine spraglede farvesætning. Karréen rummer 45 meget forskellige boliger og store fællesarealer med køkken, spisestue, værksteder, gæsterum mv. Arkitekter: Tegnestuen Vandkunsten

FÆLLESBYG KØGE KYST Ét af visionspunkterne i Køge Kyst-projektet er at skabe større social bæredygtighed gennem en blanding af forskellige boligformer. Bestyrelsen besluttede derfor i 2015 at afprøve muligheden for at gennemføre et demonstrationsprojekt for et dansk byggefællesskab baseret på de tyske og hollandske erfaringer. Der blev udvalgt et konkret byggefelt til formålet med en byggeret på ca. 5.000 etage106

kvm, og Køge Kyst gik i gang med at finde interesserede kandidater til at danne dette første byggefællesskab. I denne proces indgik Køge Kyst et partnerskab med Tegnestuen Vandkunsten og byggeselskabet Kuben Byg og tilknyttede en erfaren facilitator fra nogle tidligere danske bofællesskaber for bedst muligt at kunne understøtte processen i de tidlige faser.

Der blev relativt hurtigt dannet en kernegruppe af ildsjæle, som havde lyst til at være pionerer på opgaven, og gennem ihærdigt arbejde lykkedes det for gruppen at danne en forening, at rekruttere et pænt antal interesserede medlemmer og at udvikle projektet i samarbejde med rådgiverne.

tetsprogram – og samtidig tilførte nye elementer i form af fællesfaciliteter, uformelle mødesteder og stor variation mellem de enkelte boliger i karréen. Efter at projektets finansielle vanskeligheder blev overvundet, er byggeriet gået i gang, og der forventes indflytning i foråret 2021.

Projektet faldt umiddelbart i Køge Kysts smag, da det levede op til selskabets kvali107

Byfællesskabet midt i Odense har været i drift siden 2018. En gymnasielærer tog initiativet og vandt en option i Odense Kommunes udbudsproces for det nye byggeri på Thomas B. Thrigesgade-grunden. Arkitekter: Praksis Arkitekter

ANDRE DANSKE EKSEMPLER PÅ BYGGEFÆLLESSKABER I det spektakulære Thomas B. Thrigesgade-projekt i Odense, hvor det store gadegennembrud fra 1960’erne for tiden repareres med en kompakt ny byudvikling indgår – som et næsten skjult element – et lille byggefællesskab, hvor ni familier har indrettet sig med boliger og fællesarealer i et etagehus midt i bydelen. I Boliglaboratoriet, som Realdania i 2020 har etableret sammen med Statens Kunstfond 108

for at bidrage til udvikling af fremtidens boligformer, har syv projekter fået støtte til at arbejde videre med deres ideer. Flere af de disse projekter er baseret på ideen om byggeog/eller bofællesskaber. I det ene projekt, Urbant selvbyg på Musicon i Roskilde, skal forskellige koncepter med varierende grader af helt konkret selvbyg i byggefasen afprøves.

109

Debatten om byudvikling finder i stigende omfang sted på de sociale medier. Michael Hansen, collage og opslag. Thomas Dambo (Værk- element af collage “Ivan Evigvår”)

8 debatten om byudvikling hvor fører den hen ?

About

Discussion

Members

Events

Media

Files

Unread Announcement 1 •

Michael Sydhavn Hansen

October 21 at 3:25 PM

•

HØRINGEN TIL LOKALPLAN STEJLEPLADSEN ER OVERSTÅET - 357 HØRINGSSVAR ER INDLEVERET - VI ER GODT TILFREDSE MED RESULTATET - TUSINDE TAK FOR HJÆLPEN - KAMPEN FOR FISKERIHAVNEN FORTSÆTTER

Ivan Evigvår

15 Comments 19 Shares

HVORFOR DEBAT?

Byudvikling er alt andet end en eksakt videnskab. For det første er det en scene for mange forskellige fagligheder og perspektiver på, hvad der er vigtigt for at skabe gode byer. For det andet er det en kampplads for mange forskellige interesser, når kommuner, developere, rådgivere, erhvervsdrivende og grønne organisationer skal udveksle synspunkter. For det tredje er byudviklingen en afgørende faktor for mange menneskers daglige liv – og dermed en både økonomisk og demokratisk betydningsfuld aktivitet. Af disse grunde er god byudvikling dybt afhængig af, at der skabes rum og plads til en offentlig debat, hvor meningerne kan brydes, og argumenternes lødighed kan afprøves, inden beslutningerne træffes, og byudviklingens økonomiske og fysiske rammer lægges fast.

MEDIEBILLEDET

På det overordnede plan foregår debatten om byudvikling i høj grad gennem medierne – ligesom så mange andre debatter i samfundet. Indtil fornylig kunne disse medier groft opdeles i dagbladene på den ene side og fagbladene på den anden side. Dagbladene interesserer sig i sagens natur mest for de aktuelle sager – og gerne sager med et vist indbygget konfliktstof. Dette gælder i særlig grad de lokale aviser rundt om i landet, som ofte har en massiv dækning af kriser i byggeprojekter, modstand imod lokalplaner og byggeri, som giver anledning til folkelig kritik. I de landsdækkende aviser finder man typisk en blanding af lokalstof fra København (og enkelte andre byer) og en sjælden gang mere generelle artikler om særlige problemstillinger i byudviklingen. De store aviser har historisk været mere optaget af arkitektur (med særlige arkitekturanmeldere) end af “de store planer”, men disse emner smelter dog efterhånden mere sammen. Indimellem bringer dagbladene tillæg med mere omfattende artikler, særlig fokuseret på nyt boligbyggeri. Fagblade som Arkitekten, Landskab, Ingeniøren, Teknik og Miljø samt ByplanNyt har i sagens natur mere dybtgående artikler om faglige problemstillinger, herunder præsentation af interessante og nyskabende projekter. Deres målgrupper er dog sædvanligvis ret snævre – og som titlerne antyder – ofte opdelt på de enkelte faggrupper i byplanuniverset. Budskaberne i fagbladenes artikler når derfor sjældent ud til en bredere målgruppe. Dog læses ByplanNyt faktisk af mange kommunalpolitikere.

NYE MEDIER

112

På det seneste er der kommet flere nye skud på mediestammen, som har gjort debatten om byudvikling væsentligt mere intensiv og interessant. Her skal særligt fremhæves nichemedierne Byrum-monitor (indtil fornylig Politiken Byrum) og KBH, som begge er rent digitale medier – og som på afgørende punkter har udbredt nogle væsentlige faglige diskussioner til et bredere publikum.

Byrum-monitor har eksisteret i ca. tre år og henvender sig primært til fagfolk, som beskæftiger sig med byudvikling, planlægning og byggeri i bredeste forstand. Mediet udkommer dagligt og dækker en meget bred emnekreds fra de store udviklingsplaner til detailspørgsmål i byggeriet, fra vilkårene på markedet til ny lovgivning, og fra generelle branchespørgsmål hos rådgivere og byggebranchen til personalia. Byrum-monitor inviterer til debat ved at åbne spalterne for indlæg fra byudviklingens aktører, og det må siges at være en bred kreds, der her er gået til tasterne: rådgivere, forskere, bygherrer, interesseorganisationer mfl. Dog kan man undre sig over, at kommunerne er ret svagt repræsenteret i debatten, både politikere og embedsmænd. En anden begrænsning ved Byrum-monitor er, at abonnementspriserne er høje, specielt hvis de tegnes af enkeltpersoner. Det må derfor formodes, at mediet helt primært når ud til professionelle virksomheder og organisationer af en vis størrelse. KBH er et medie, der – som navnet antyder – har København som geografisk fokusområde. Mediet har gennem de sidste 10 år haft en omskiftelig tilværelse, bestemt af vanskelige økonomiske vilkår, men udkommer nu to gange ugentligt til en meget fordelagtig pris. Emnekredsen er bredspektret omkring byens mange aktiviteter, og byudviklingen indtager en central plads. De to nye medier, som klemmer sig ind imellem dag- og fagbladene, har helt sikkert udvidet platformen for den offentlige debat om byudvikling, men der er stadig plads til forbedring især mht. den geografiske dækning. FAGLIGE ARRANGEMENTER

Debatten om byudvikling har også udviklet sig, når det gælder møder, som i nogle tilfælde er åbne for en bred kreds, og i andre tilfælde henvender sig mere specifikt til (udvalgte) fagfolk. Tidligere foregik debatten oftest på store konferencer (det årlige byplanmøde, KL-møder mv.) og på kurser, men tendensen er nu flere fyraftensmøder, morgenmøder og andre mindre formelle mødeformer. Byplanlaboratoriet markerer sig på denne arena, særligt koncentreret om aktuelle debatter om planloven, fingerplanen mv. Derudover gennemfører Byplanlaboratoriet årligt ca. 20 kurser for fagfolk, primært i kommunerne og hos de rådgivende firmaer. På Byplanlaboratoriets hjemmeside findes en samlet kalender for faglige arrangementer og en blog med debat om aktuelle byplanfaglige spørgsmål. Dansk Arkitekturcenter (DAC) har intensiveret sine mødeaktiviteter efter flytningen til BLOX, der i det hele taget er tænkt som et centrum for design, arkitektur og byudviking med mange tilknyttede 113

virksomheder. DAC har godt fat i et bredt fagligt publikum, dog mest i Hovedstadsområdet, og gennemfører bl a nogle interessante og ofte lettere provokerende MorgenDAC-møder. DAC afholder også udstillinger, primært med fokus på arkitektur. Herudover er der en række mere kommercielle aktører på kursusog konferencemarkedet (Byens Ejendom, Estate Media m fl). Endelig bør nævnes Byens Netværk, der ser sig selv som byggeog ejendomsbranchens tværorganisatoriske forening og som mål har at være “den bedste platform for en bred forståelse af og holdning til byens udvikling”. Byens Netværk har nu ca. 350 medlemsvirksomheder, hvoraf de største grupper er ingeniører, arkitekter og entreprenører, men også leverandører, advokater, banker, boligselskaber og en række kommuner er medlemmer. Netværket gennemfører årligt 40-60 arrangementer af faglig, kulturel og social karakter – plus et par studieture. Byens Netværk udgiver også et fyldigt nyhedsbrev. På tværs af medierne og aktørerne er der en række temaer, som får særlig stor bevågenhed i den aktuelle debat: – – – – –

Arkitektur Bæredygtighed og klima Fællesskaber Byliv og kultur Konfliktprægede projekter i almindelighed.

Bortset fra sidstnævnte pind, der jo altid er godt pressestof, afspejler de nævnte temaer mere eller mindre nogle aktuelle strømninger i samfundet. Bæredygtigheden og særligt klimaet scorer som bekendt højt på den politiske dagsorden (selv om vi stadig venter på gennembruddet på handlingsplanet), fællesskaber er som omtalt i et andet kapitel en voksende bevægelse, som har forbindelse til deleøkonomi og reaktioner imod ensomheden, og kulturen er også i høj kurs mediemæssigt. Summa summarum er der ingen tvivl om, at debatten om byudvikling er inde i en positiv udvikling, hvor medier og aktører er optaget af at facilitere nye emner, invitere flere fagfolk indenfor og i nogen grad også at gøre debatten mere folkelig. Men der er brug for yderligere skridt i denne retning, hvis byudvikling skal blive et landsdækkende public service-tema – også for dem, der ikke umiddelbart har noget i klemme. Her må tænkes nyt, og f.eks. kunne Danmarks Radio bidrage i langt højere grad, end det sker i øjeblikket. Vi har endnu til gode at se et koncept, der ligesom Bonderøven, Hammerslag eller Søren Ryges tidligere udsendelser indfanger et bredt publikum omkring byudviklingens mange facetter. 114

Modstanden imod byggeri på Amager Fælled og den manglende debat om Ørestadsprojektet førte til store demonstrationer – her som et fakkeltog på den aktuelle del af Fælleden.

DEN LOKALE DEBAT

Hvis vi forlader medierne og i stedet ser på den lokale debat, der foregår omkring de konkrete byudviklingsprojekter, er billedet noget mere sammensat. Det skyldes primært, at kommunerne griber deres opgave mht. at facilitere debatten meget forskelligt an. Kommunernes forpligtelser udspringer af planloven, som indeholder et sæt regler for høringer vedr. kommuneog lokalplaner. Hovedideen er, at kommunalbestyrelserne skal give borgerne mulighed for at komme med kritik og kommentarer til planforslag, inden de vedtages endeligt. Dette gælder også – om end i mindre omfang – hvis der er tale om dispensationer fra gældende planer. I nogle tilfælde indrykkes der kun en lille annonce til et borgermøde i rådhusets kantine, hvor kommunens planchef gennemgår det aktuelle planforslag, hvorefter et panel af politikere (typisk medlemmer af plan- og miljøudvalget) svarer på de spørgsmål, som de – normalt relativt få – fremmødte borgere måtte have. Det siger sig selv, at der sjældent kommer noget særlig kreativt ud af en sådan proces, og det er normalt heller ikke meningen. Men politikerne får i bedste fald en fornemmelse af, om der er kritiske elementer i planforslagene, som bør genovervejes, fordi de ellers vil “give ballade” bagefter.

115

Flere og flere kommuner har heldigvis forladt denne minimumsløsning til fordel for – mere åbne debatter i en tidlig fase af planarbejdet, evt. helt løsrevet fra de formelle planprocesser. – mere aktiverende mødeformer, som giver borgerne mulighed for en direkte dialog med embedsmænd og rådgivere. – nedsættelse af arbejdsgrupper, hvor borgerne indbyrdes drøfter og koordinerer deres holdninger. – debat på sociale medier. De sociale medier spiller allerede en stor rolle, når det gælder den lokale debat om byudvikling. Særligt når borgergrupper mobiliserer i forhold til kontroversielle projekter, har sociale medier i visse tilfælde haft stor gennemslagskraft. Tænk blot på debatten om det planlagte byggeri på Amager Fælled i 2018 med TV-kokken Nikolaj Kirk i spidsen. Der er ingen tvivl om, at denne udvikling vil fortsætte, og kunsten for kommunerne er at facilitere og afkode debatten på den rigtige måde, dvs. åbent og lyttende, men ikke alene styret af den aktuelle “folkestemning”, der til enhver tid kan bygges op. På denne måde adskiller byudvikling sig ikke fra alle mulige andre debatter, som fylder op i de sociale mediers ekkokamre. Det væsentligste potentiale ved de sociale medier i denne sammenhæng er, at de når ud til befolkningsgrupper, der normalt ikke møder op til kommunernes borgermøder, først og fremmest unge 116

mennesker og børnefamilier. Denne effekt kan også opnås, hvis kommunerne selv udvikler nye digitale dialogformer, hvilket burde være nærliggende netop nu, hvor der er indhøstet mange nye digitale erfaringer gennem corona-perioden. DEBATTEN HVILER PÅ TILLID

Det er svært at give en generel opskrift på “den rigtige borgerinddragelse”, da det er meget afhængigt af konteksten, dvs. emnet for diskussionen, stadiet i planprocessen og den lokale debatkultur. Det er vigtigt først og fremmest at skabe nogle rammer, som tiltrækker et bredt publikum (og ikke kun 50+), og som virker inspirerende på de fremmødte. Og sidst, men ikke mindst, handler det om, at gode debatter ikke bliver til “one night stands”, men følges op af en videre bearbejdning på rådhuset, i borgergrupper eller på anden vis. Debattens temaer kommer ofte til at afhænge af kommunens setup: Hvis kommunen efterspørger nye ideer og forslag, vil borgerne normalt gå videre i det kreative spor, men hvis borgermødet handler om at forsvare/legitimere et bestemt projekt, der på forhånd er upopulært, vil konflikten ofte blive optrappet – og derefter være svær at lande fornuftigt. Pointen er, at borgerinddragelse i byudviklingen er en kunstart, som både kræver nogle særlige faglige forudsætninger i forvaltningen og et politisk mod til at møde borgerne åbent og lyttende. Når mange interesser er på spil, kan ikke alle forvente at få deres synspunkter tilgodeset, men dialogen og forventningsafstemningen er helt afgørende for borgernes oplevelse af at deltage. Det påhviler kommunerne at varetage denne opgave i en smuk, demokratisk ånd. 117

10 borgermøder blev i perioden 2010-14 afholdt i Tapperiets store sal med plads til 200 siddende gæster – og dertil oftest nogle stående. Lokalets ungdommelige indretning gav en kreativ stemning, selv om de fleste deltagere var 50+.

BORGERINDDRAGELSE I KØGE KYST-PROJEKTET I Køge Kysts vision indgår inddragelse af borgere og interessenter i byudviklingen som et centralt element. Den praktiske udmøntning af dette mål har varieret hen igennem projektets mange faser: Under den indledende parallelkonkurrence om en samlet udviklingsplan for hele Køge Kyst-området var det et vilkår i konkurrenceprogrammet, at de deltagende tværfaglige hold skulle “åbne bøgerne” både for Køge Kyst som selskab, for borgere og interessenter og for de andre konkurrerende hold. Dette skete ved afholdelse af tre store borgermøder i Tapperiet, som ligger midt i projektområdet. På disse møder præsente118

rede holdene deres ideer til udviklingsplanens indhold mht. bebyggelse, landskab, infrastruktur, detailhandel, kultur og byliv, og deltagerne på møderne fik mulighed for at gå i direkte dialog med holdene – og aflevere deres egne ideer til den videre proces. Mellem 200 og 300 borgere deltog hver gang i disse møder, og der kom mange input vedr. den nye strand, bebyggelsens højde og tæthed, trafikbetjening og mange andre emner, hvoraf en del har sat spor i udviklingsplanen. Under bedømmelsen af konkurrencen og det efterfølgende arbejde med at bearbejde de mange forslag til én sammenhængende

Ved mange af borgermøderne var der mulighed for at tale med Køge Kyst og rådgivere, bøjet over tegninger og modeller af den fremtidige by.

udviklingsplan fortsatte Køge Kyst denne udadvendte linje, og der blev afholdt yderligere tre velbesøgte borgermøder. I den følgende periode satte borgerdialogen fokus på de midlertidige kultur- og bylivsaktiviteter i en mere uformel og værkstedspræget mødeform om de enkelte byrum og aktiviteter. Da byudviklingen nærmede sig tidspunktet for realisering af de første byggeprojekter (inkl. byggemodning og infrastruktur), blev der igen inviteret til borgermøder, men nu med et meget mere konkret fokus. Planerne blev gennemgået, og der var lejlighed til at

møde Køge Kysts folk til en snak om de løsninger, som i mellemtiden var udviklet. På dette tidspunkt lå de store linjer fast, men der var stadig plads til justeringer, når det gjaldt den detaljerede udformning af projektet (f.eks. parkering, beplantning, belægninger, affaldssystem mv.). Da byggeriet blev påbegyndt, blev borgerinddragelsen vanskeligere. De sædvanlige nabogener som støj og rystelser fra tung trafik, spunsning mv. blev i Køge Kyst forstærket af byggeskader på nogle af de ældre ejendomme, og det blev i en periode svært at fastholde den entydige opbakning til projektet hos nogle af naboerne. 119

Nyt boligbyggeri langs den stærkt trafikerede hovedindfaldsvej til København, Vasbygade.

9 arkitekternes og andre fagfolks rolle i byudviklingen

ARKITEKTERNES ANSVAR

Arkitekter er ofte skydeskive og bliver stillet til regnskab, når byggerier, bydele eller byudvikling ikke står mål med forventninger og krav. De monotone, triste byggerier, dårlige boliger, byer uden grønne arealer og byliv, og menneskefjendske omgivelser uden tanke for dem, der skal leve der, tilskrives umiddelbart arkitekterne. En væsentlig del af ansvaret for den beskrevne udvikling ligger, som det er beskrevet andre steder i denne bogs kapitler, i første række hos de investorer og bygherrer, der udvikler og bygger i byerne og i fraværet af tilstrækkelig håndfast styring i kommunerne og hos de ansvarlige politikere, som vedtager planer og byggetilladelser til dem. Det er ikke rimeligt blot at udråbe arkitekterne som ansvarlige for de kedsommelige og monotone byområder og byggerier, vi ser skyde op ikke mindst i de større byer. Men der er grund til at opholde sig ved et par forhold, der vedrører arkitekternes ansvar og rolle – også i forhold til et fagligt kvalitetsbegreb. Arkitekternes rolle er skiftet over årene, og det kræver ganske meget, at holde den arkitektoniske fane højt i en branche, der ofte efterspørger løsninger, der sætter indtjening og prisbillighed foran kreative og kunstnerisk begavede byggerier og by-løsninger. Markedet påvirker arkitektfirmaerne og deres forretningsudvikling, og der kan iagttages en udvikling, hvor nogle arkitektfirmaer fastholder og lykkes med en høj faglig tilgang og kvalitet, mens andre vælger at sænke den faglige barre og levere metervare-løsninger på f.eks. boligbyggerier. Formentlig for at sikre sig en velfungerede forretning, der understøttes af bygherrer og investorer, der efterspørger byggerier, der kan opføres hurtigt, effektivt og til lave omkostninger. Det kreative kunstneriske talent, som den danske arkitektur er kendt for over hele verden, kan let blive sorteper i den udvikling. Vi har brug for at værne om den kvalitet, der ligger i, at bygninger og omgivelser er udformet med kreativitet og kunstnerisk omtanke. En faglig debat om kvalitet i både arkitektur og byudvikling er derfor meget påkrævet. Der er taget fint hul på denne i nyere tid med indlæg fra f.eks. Dan Stubbergård, Cobe og Politikens Karsten Ifversen og senest med “Arkitekturoprøret”, der har sat gang i en tiltrængt debat, der udspiller sig i Politikens elektroniske medie, Byrummonitor. Det vil være nyttigt at udvikle disse initiativer med en bred og engageret faglig debat blandt arkitekter og en stillingtagen til, hvordan der kan skabes en modbevægelse til den nedslående rugbrødsarkitektur og de kedsommelige kvarterer, der skyder op specielt i de nye bydele.

122

Nyt boligbyggeri ved Strandlodsvej på Østamager – tæt, dyrt og dejligt?

Nyt boligbyggeri langs Vasbygade – støjbeskyttet javel!

123

Arkitektfirmaer og arkitekter har god grund til at kigge indad og føre dialogen med hinanden – også den, der handler om de mere strukturelle forhold i markedet og om kvaliteten af den myndighedsbehandling, der møder dem i kommunerne. ARKITEKTERNES SPILLERUM

Arkitekternes opgaver defineres i udgangspunktet af de opgaver som bygherre, investor, byudviklingsselskab, pensionskasse eller kommune stiller dem som købere af rådgivning hos arkitektfirmaer og andre parter i byggebranchen. De specifikke krav, der beskrives, når en opgave bestilles, sætter rammerne for, hvordan arkitekterne og også de andre faggrupper, der bidrager, har mulighed for at løse opgaven. Den enkelte arkitekt og arkitektfirmaerne vil som udgangspunkt søge at levere de bedst mulige løsninger. Når resultaterne og kvaliteten halter, skyldes det som oftest en række forhold, der kommer til at sætte begrænsninger ved opgavens løsning. Det kan handle om: – At der skal bygges rigtig mange kvadratmeter på et lille grund areal. – At det ikke må koste mere end en på forhånd fastlagt pris pr. kvadratmeter at opføre byggeriet. – At der skal udarbejdes en masterplan for et byudviklingsområde, hvor der skal kunne bygges flest mulige kvadratmeter (og dermed skabe størst mulig indtjening). – At der ikke er specifikke krav til materialer, arkitektur, bæredygtighed og byliv. – At der er ikke sat plads af i budgettet til at skabe kvalitet i omgivelser, pladser, grønne arealer mv. – At bygherren ikke er tilstrækkeligt vidende om, hvad der skal til for at undgå monotoni og trist byggeri. Men der er også et ansvar for arkitekterne/arkitektfirmaerne, der handler om at udfordre bygherrer og kommuner med viden og faglighed. Det hører med til opgaven at stille den arkitektfaglige viden og kompetence til rådighed, rådgive bygherren, forklare risikoen, når opgaven stilles, og for resultatet. Turde gå mod strømmen, rådgive og demonstrere, at det også kan skabe bæredygtige forretningsmodeller.

124

STRUKTURELLE FORANDRINGER I BYGGEBRANCHEN

Lad os gå lidt tættere på de mere strukturelle forklaringer, der kan påvirke kvaliteten både i byggeriet og i byudviklingen. Tidligere blev arkitektfirmaer – når bygherrer henvendte sig om en opgave – bedt om at udføre den samlede opgave fra A til Z og stod i høj grad selv for opgavens løsning, byggeriets arkitektur osv. Gennem de senere årtier har totalentrepriseformen vundet stigende indpas i byggebranchen. Store og mellemstore entreprenørvirksomheder står i spidsen for byggerier og byudviklingsopgaver, hvor en række faglige underrådgivere leverer løsninger på delopgaver. Stadig oftere er arkitektfirmaer underleverandører i sådanne konstruktioner, hvor de kreative løsninger og lydhørheden overfor arkitekternes faglighed og rådgivning ofte prioriteres ned i afvejningen af økonomi og effektivitet. Her kommer arkitekturen nemt til kort. Og flere arkitektfirmaer har gjort en dyd ud af nødvendigheden og tilpasset sig som “det effektive arkitektvalg” for totalentreprenøren. Store bygherrer – ikke mindst de statslige og offentlige – vælger i stigende grad at udbyde såkaldte rammekontrakter, hvor arkitektfirmaer udvælges til kommende opgaver gennem udbud, hvor ikke mindst prisen vægter i højt i udvælgelsen. Konsekvensen af disse rammeudbud er ikke nødvendigvis ringere arkitektur i byggeri og byudvikling. Men udbudsformen indbyder ikke til kreativitet og nytænkning, og det er heller ikke det, der er filosofien bag disse. Det er effektivitet og økonomisk gearing i den offentlige administration, der er styrende, og det kan ikke undgå at præge de løsninger, vi ser ude i byen. Hvordan de største danske ingeniørfirmaers opkøb af nogle af de største danske arkitektvirksomheder kommer til at påvirke kvalitet og kreativitet i byggebranchen, har vi til gode at se. Opstår der sød musik og optimal gensidig faglig befrugtning indenfor de nye fælles ejerstrukturer, kan det blive et løft for både byggeog byudviklingsopgaver. Bliver arkitektfirmaerne derimod lillebror blandt de talmæssigt langt større ingeniørkompetencer – ja; så kan resultatet blive et yderligere kvalitetstab i vores byer og omgivelser.

HVORDAN KAN KVALITETEN LØFTES?

Der er, som det fremgår, flere forklaringer på trist arkitektur og tvivlsom kvalitet i byggeri og byudvikling. Hvordan kan arkitekterne, arkitektfirmaerne og også andre faggrupper, bygherrer og investorer aktivt bidrage til et tiltrængt kvalitetsløft i vores byer og byggerier? Det ligger lige for at tage fat på en målrettet faglig debat og indsats, der gennem konkrete svar og projekter viser nye veje og tilgange. Det ligger også lige for at pege på behovet for, at andre faglige kompetencer og en mere tværfaglig tilgang ofte vil kvalificere opgavernes løsning.

125

Det ligger måske knap så lige for – men er ikke mindre vigtigt – at invitere og engagere bygherrer og investorer ind i dialogen om behovet for forandring. Vi har brug for at undersøge og forstå eksempler på det værste og det bedste for at kunne forandre og finde nye veje, der kan skabe bedre kvalitet i vores byggeri og byer. BYGGERIERNES KVALITET

Lad os få de fine og fremadrettede eksempler på byggerier i byerne frem og se på, hvad det er, der gør netop dem attraktive. Praksis Arkitekters boligbyggeri i Carlsbergbyen, Vandkunstens byggeri på Søndre Havn i Køge, byggefællesskabet Mageløse i Værløse og Cobes Krøyers Plads i København opleves f.eks. positivt og med fin arkitektonisk kvalitet. Det er her så tydeligt, at der er arbejdet med detaljen i byggeriernes udformning, facadernes materialitet, farvevalg og en stille variation i byggeriet, der skaber harmoni og arkitektonisk balance. Byudviklingen og byggeriet på det tidligere Grønttorv i København opleves positivt – også af byens borgere. Bygherren FB Gruppen har haft et særlig fokus på arkitektur og byggeriernes variation og kvalitet. Det er på kort tid lykkedes at skabe en attraktiv ny bydel, der i forhold til andre nyere byområder har et markant højere kvalitetsniveau både i byggerier, arkitektur og i områdets pladser, byrum og grønne arealer. Har bygherrens målsætninger mon været dyrere at designe og gennemføre end andre i andre byudviklingsprojekter og byggerier? – og hvis ja; så hvor meget dyrere? Eller er der andre interessante forklaringer? Måske kan der udledes råd og pejlemærker, der kan anvendes af andre bygherrer og arkitekter i fremtiden? Lad os også få de mindre attraktive byggerier sat under lup. Hvorfor opleves nye boligbyggerier i andre nye byudviklingsområder triste og monotone? Har der været stillet andre/færre krav til dem, og hvad tænker de arkitekter der har stået bag? Har de solgt sig selv til tarvelige løsninger?

126

Fornem arkitektur, nænsomt tilpasset den historiske bebyggelse i Carlsberg Byen. Arkitekter: Praksis Arkitekter. Det eksisterende byggeri er opført af arkitekt Svenn Eske Kristensen

127

BYUDVIKLINGENS KVALITET

Lad os tilsvarende se på, hvad der gør nogle nye byudviklingsområder attraktive og andre udskældte. Hvorfor er f.eks. Århus Østhavn udskældt for manglende byliv, monotont og højt byggeri uden grønne oaser? Hvorfor er området omkring Strandlodsvej på Amager højt og tæt med få muligheder for udendørsaktivitet? Det er åbenlyst, at der er arbejdet for lidt med, hvordan bebyggelsesplanen skaber rum mellem byggerierne og dermed mulighed for aktiviteter og et aktivt byliv. Der har tilsyneladende også manglet et kompetent – både arkitektfagligt og mere tværfagligt – syn på bydelene og en kommunal styring, der har stillet krav til disse byområders udvikling. Den visionsdrevne og mere tværfaglige tilgang i andre byudviklingsprojekter f.eks. byudviklingsselskaberne Køge Kyst, Fredericia Kanalby og Nærheden har sikret bedre byliv, mere bæredygtighed og

128

Byudvikling på det tidligere grønttorv. Central park, anvendelige gårdrum og fine kantzoner skaber gode rammer for byliv. Tv. Arkitekter: Tegnestuen LOKAL i samarbejde med Mangor & Nagel. Th. Arkitekter: Årstiderne

rekreative kvaliteter i bydelene. Det samme gælder byudviklingen i Musicon-området i Roskilde, der har formået også at sætte kulturlivet stærkt i spil. Et skarpt fokus på en betydeligt mere tværfaglig tilgang til byudviklingsopgaver og betydningen af en klar rollefordeling mellem arkitekter og andre relevante faggrupper er nødvendig for at højne bykvalitet, byliv og ambitioner om mangfoldige byer, der også rummer arkitektonisk variation. En tværfaglig tilgang til byudviklingsopgaver handler både om, at arkitekter og planlæggere har viden om og forståelse for at skabe løsninger, der tager højde for andre specifikke faglige discipliner end netop de klassiske arkitekturkompetencer. At de ser potentialet og selv evner at løse opgaven med blik for relevante andre fagdiscipliner og også involverer andre fagligheder i opgaveløsningen. 129

Tilsvarende handler det om, at andre relevante faggrupper som ingeniører, økonomer, biologer, antropologer mfl. anerkendes som vigtige og med helt nødvendige kompetencer i det faglige samspil og udviklingsarbejde for at højne kvaliteten i byudviklingen. Kompleksiteten i byudviklingsopgaver er så stor, at dygtige arkitekter og ingeniører ikke skaber løsningerne alene. En række forskellige kompetencer må bringes i spil og udvikle overbevisende svar på komplekse opgaver gennem tværfagligt samarbejde. Faglig viden om byens liv: hvad fremmer bylivet, og hvad kan forhindre det? Viden om grønne tilgange – bynatur, biodiversitet, miljø- og klimaløsninger, viden om sundhed og bevægelse, kulturliv og social mangfoldighed m.m.

Kombination af prisbilligt containerbyggeri til butikker og foreningsliv samt varierede boformer i nybyggeri skaber en livlig og mangfoldig bydel med fokus på aktørernes aktive medvirken.

130

Der er brug for at opbygge tillidsfulde faglige miljøer, der ser hinandens kvaliteter, og som tør bruge hinanden. Der er også brug for, at arkitekterne udvikler egne arbejdsformer og supplerer sig selv med fagligheder og kompetencer, der kan skabe synergi og tværfaglige løsninger. Der er brug for at kigge ud og åbne for nye samarbejder og processer. Der er allerede fine eksempler på teamdannelse og tværfagligt holdspil. Vandkunsten er ikke uden grund det arkitektfirma, der oftest deltager i konkurrencer, parallelopdrag og projekter, når byudviklingsopgaver løses og realiseres. Arkitektfirmaet har gjort det til

sit varemærke at samle kompetente tværfaglige teams, der byder på og løser opgaver i fællesskab. Der er inspiration og læring at hente både i organisering og løsninger. Der er behov for mange fagligheder og facetter, der hver især udgør en del af den samlede mosaik, der konfigurerer de gode fremadrettede løsninger. Og lad os også se på, hvordan vores uddannelser er gearet til at møde dette behov, og hvordan forskning kan bidrage til fremadrettet indsats og kompetencer, der skaber bedre byer. Nye generationer af arkitekter, planlæggere og en del andre fagfolk vil blive stillet overfor vidtgående udfordringer med at udvikle og designe vores byer. Vi får hårdt brug for dem, der formår at videreudvikle arkitektfagligheden med evnen til at se og at løse de mange nye udfordringer og skabe og videreudvikle stærke tværfaglige arkitektur- og byløsninger! Her taler vi ikke om, at arkitekterne skal blive nye DJØF’ere! Men om at de klassiske kreative arkitektfaglige kundskaber udvikles og omfavner de nye udfordringer, verden stiller os overfor. At arkitekterne ser potentialet og værdien af at invitere andre relevante faggrupper ind i løsningsrummet. Samtidig skal andre fagligheder, der tilsvarende formår at udvikle nye svar og løsninger, bydes mere end velkomne. HVEM TAGER TETEN?

Vil investorer, bygherrer og kommuner gå sammen om at afdække den viden og skabe en fælles indsigt og forståelse af, hvad der skal til? Ikke for at pege fingre ad hinanden eller nogen, men for at opnå indsigt i, hvordan de med hver deres rolle og ansvar kan bidrage positivt til at justere den tilgang og praksis, der afgør kvaliteten i vores byer i fremtiden. Kan og vil arkitektbranchen sammen med andre relevante faggrupper og aktører drøfte hinandens roller og udfordre dem? Og vil branchens egne aktører engagere sig i at levere kreative forslag til, hvordan de sammen kan skabe større variation, mangfoldighed og kvalitet både i byggeriet og i byudviklingen? Hvem tager teten? Måske et samarbejde mellem de store aktører i branchen, en eller flere ambitiøse fonde, et antal kommuner og et par tonegivende visionære pensionskasser, der ikke er bange for at være transparente og dele viden, og som selv er i fuld gang med at finde nye veje til bedre løsninger i egne projekter? Man ser det for sig: Arkitektforeningen, Ingeniørforeningen, Danske Arkitektvirksomheder, Byplanlaboratoriet, AUC, KU-Life, Arkitektskolerne, CBS og DTU har dannet et partnerskab med en eller flere fonde og pensionsselskaber under overskriften: “Vi analyserer og skaber nye perspektiver og standarder for dansk byggeri og byudvikling”. 131

Steen Eiler Rasmussen er byplanlægningens “grand old man” i Danmark – den første professor i byplanlægning på Kunstakademiet (1938-68), medstifter og senere formand for Dansk Byplan laboratorium (1942-48) og en af initiativtagerne til Fingerplanen (1947).

10 planloven og al dens væsen

DEN DANSKE MODEL PÅ PLANOMRÅDET

Vi har i Danmark en lang og stolt tradition for at regulere byudviklingen gennem lovgivning og deraf afledt byplanlægning. Den første danske byplanlov kom i 1925, og i 1938 blev alle daværende sognekommuner med byer større end 1.000 indbyggere pålagt at udarbejde en byplan for de kommende 12 års byggeri. I 1970’erne kom den store planlovsreform, hvor kommuneplanerne kom til som et nyt begreb, kommuneplanstrategierne blev indført, og regionplanlægningen blev søsat over hele Danmark for at koordinere udviklingen på tværs af de dengang overvejende ret små kommuner. Hensigten bag planlovgivningen var oprindelig at skabe en højere grad af orden i byudviklingen, så man fik adskilt boliger og erhverv, fik placeret infrastrukturen fornuftigt og fik afsat arealer til grønne områder, offentlige institutioner mv. Derudover har det været vigtigt for staten som lovgiver at holde by og land adskilt med en klar bygrænse, så tilfældig byspredning i landzonen og ikke mindst langs vores kyster kunne undgås. Effekten af den danske planlægningstradition ses tydeligt, når man krydser ned gennem Europa. De fleste sydeuropæiske lande har ikke noget, der blot minder om vores kystbeskyttelse, og man ser også mange steder et væsentligt mere spredt nybyggeri i landdistrikterne. Undtagelserne er Holland og de andre skandinaviske lande, der på disse punkter ligner Danmark mere end resten af Europa. Udover de nævnte intentioner om de fysiske forhold har der også fra starten været indbygget nogle hensyn til borgernes (og ikke mindst grundejernes) retssikkerhed i planlovens bestemmelser. Den private ejendomsret bliver beskyttet – eller i al fald reguleret – på en transparent måde, når alle grundejere i kommuneplanen kan aflæse, at der på deres jordlod må bygges højt, lavt eller slet ikke. Varetagelsen af borgernes interesser i bredere forstand er i stigende omfang blevet tilgodeset ved en række formelle høringsprocedurer for kommuneog lokalplaner – samt evt. dispensationer fra samme.

PLANLOVENS FORANKRING

Indtil fornylig var planloven forankret i Miljøministeriet, fordi hensynet til miljø- og naturbeskyttelse blev vægtet meget højt. Mange husker sikkert, hvordan Svend Auken som miljøminister i 1990’erne styrede arealudlæggene og de private byggeønsker med hård hånd. Men i 2015 blev planloven flyttet til Erhvervsministeriet, fordi planlægningens hovedformål nu skulle være at skabe de bedst mulige rammer for at drive virksomhed i Danmark. Som en ældre medarbejder i Erhvervsstyrelsen udtrykte det kort efter denne flytning af planloven: “Før måtte vi ikke krumme et hår på en spidssnudet frø i et naturområde – nu må vi ikke krumme et hår på en privat virksomhed”. Den nuværende socialdemokratiske regering fastholdt fra starten i 2019 denne placering af planloven, men har i januar 2021 foretaget en rokade, hvor boligområdet, planområdet og alt det indenrigske

134

er blevet lagt sammen hos den tidligere boligminister Kaare Dybvad Bek. Den vigtigste begrundelse for denne ændring har været et ønske om at skabe bedre balance mellem by og land, dvs. understøtte en mere decentral udvikling af hele Danmark – i sig selv et ædelt formål efter mange års konsekvent centralisering. Samtidig med dette åbner der sig med det nye ministerium helt nye muligheder for at understøtte en mere helhedsorienteret planlægning, hvor hverken erhvervshensyn eller miljøhensyn har en absolut førsteprioritet, når afvejningerne skal foretages. Den tættere kobling mellem planlov og boliglove skaber også interessante nye perspektiver for udbredelsen af byggefællesskaber og andre nye boligformer. Sidst, men ikke mindst, kunne ændringen bane vejen for et stærkere statsligt fokus på byernes betydning i den store omstilling, som vores samfund står overfor i de kommende år. REGIONPLANLÆGNINGENS EXIT

En anden vigtig ændring, der er sket undervejs i planhistorien, er afskaffelsen af regionplanlægningen i forbindelse med strukturreformen i 2007, hvor de 285 kommuner blev til 98 – som dermed var store nok til at “kunne selv” ifølge den daværende borgerlige regering. De fem nye regioner fik ikke noget myndighedsansvar på planområdet, men skulle udarbejde nogle mere uforpligtende regionale udviklingsplaner (som i øvrigt er blevet afskaffet sidenhen). For hovedstadsområdet (bestående af Københavns, Roskilde og Frederiksborg amter samt Københavns og Frederiksberg kommuner) blev ansvaret for videreførelsen af Fingerplanen overdraget fra Hovedstadens Udviklingsråd til Staten, som hvert fjerde år udarbejder et landsplandirektiv, der skaber grundlaget for de 34 kommuners planlægning. Uden for hovedstadsområdet ser vi, at kommunerne siden 2007 har påtaget sig et væsentligt større ansvar for planlægningen i det åbne land, men når det kommer til byerne og deres indbyrdes roller og konkurrence, gælder koordineringen i almindelighed kun frem til kommunegrænsen – herfra gælder snarere jungleloven. Et eksempel på denne misére ses ikke mindst, når det gælder lokalisering af nye storcentre og aflastningscentre – og udvidelser af samme. Den enkelte kommunes dispositioner på dette område påvirker ofte flere andre kommuners muligheder for at holde liv i deres bymidter og lokalbutikker. Fortsættes s. 140

135

Fingerplanen – det folkelige navn på denne publikation fra 1947 – blev til på frivilligt initiativ, men har alligevel haft stor betydning for hovedstadens udvikling. Fingerplanen lægger stadig navn til de fire-årige landsplandirektiver for hovedstadens udvikling, men indholdet i planen er undervejs blevet stærkt fortyndet.

FINGERPLANENS HISTORIE Fingerplanen, som stammer fra 1947, er kendt over hele verden, måske mest på grund af sit stærke ikon – hånden med de fem spredte fingre – som pryder dens forside og viser bymodellen for hovedstadsområdet i et enkelt greb. Håndfladen dækker i store træk København og Frederiksberg kommuner, og de fem fingre stråler ud imod Køge, Roskilde, Frederikssund, Hillerød og Helsingør, selv om de ikke nåede helt så langt ud fra starten. Fingerplanen byggede på ideen om, at København/Frederiksberg som centrum skulle rumme størstedelen af regionens arbejdspladser, mens bosætningen skulle udbygges langs med de fem byfingre, understøttet af højklasset kollektiv trafik – primært S-togsnettet. De nye forstæder skulle opbygges omkring stationer på nettet, sådan at alle pendlere kunne cykle til stationen og tage toget næsten helt frem til arbejdspladsen. Imellem byfingrene anviste Fingerplanen grønne kiler, som skulle friholdes for bebyggelse og inden for kort afstand 136

opfylde de rekreative behov hos regionens indbyggere. Fingerplanen er gennem årene blevet videreudviklet i mange led. Den såkaldte Principskitse fra 1960 skaffede plads til en større befolkningsvækst med udlæg af helt nye byområder, særligt sydvest for København. Lyngby og Høje Taastrup blev udpeget som fremtidige aflastningscentre for København. Egnsplanrådet blev som det første formelle organ dannet i 1966 og barslede med regionplanskitser, der efterfølgende blev sammenfattet og vedtaget af Hovedstadsrådet som Regionplan 73. Nu skulle der skaffes plads til yderligere byvækst og ikke mindst infrastruktur, så der blev udlagt såkaldte transportkorridorer med særlige A-zoner til erhverv og store regionale anlæg. Hovedstadsrådet overlevede som regional myndighed i 14 år, men blev så nedlagt som resultat af endnu et politisk spil om magtens fordeling. Efter en tid, hvor regionplanlægningen blev varetaget af “de fem

137

138

14 kommuner i Trekantområdet og Business Region Århus er gået sammen om at udarbejde rapporten På vej mod et strukturbillede for Østjylland, der udkom i 2018. Rapporten indeholder interessante analyser og scenarier på vej imod en regional tænkning i denne byregion, som er i kraftig vækst. Initiativet er frivilligt, præcis som Fingerplanen i sin tid, så spørgsmålet er, om de fælles interesser er stærkere end de enkelte kommuners behov for at konkurrere indbyrdes om væksten.

enheder” (Københavns og Frederiksberg kommuner samt Københavns, Roskilde og Frederiksborg Amter) med deraf følgende suboptimeringer blev opgaven i 2000 på ny samlet i Hovedstadens Udviklingsråd, som i sin korte levetid frem til 2006 nåede at udgive to regionplaner.

også, hvordan den regionale planlægning i perioden har levet en usikker tilværelse med skiftende politisk opbakning, båret af lige dele nervøsitet for hovedstadens magt i forhold til resten af Danmark og periodisk meget stærke ønsker om mere kommunalt selvstyre.

Helt overordnet kan man sige, at Fingerplanen langsomt er eroderet, primært fordi forudsætningen om virksomhedernes lokalisering ikke har holdt stik. Flere og flere virksomheder flyttede fra 60’erne ud til omegnen i datidens industrikvarterer, senere fulgt op af nye “græsplænevirksomheder” i Ballerup, Hillerød og andre steder. Hermed blev planens trafikale logik brudt, og flere rejsestrømme gik på tværs fra den ene forstad til den anden – og primært med bilen som transportmiddel. Samtidig blev de oprindelige tanker om små new towns langs S-togsnettet brudt af nogle væsentligt større bydannelser, primært “monokulturer” med parcelhuse eller store almene boligbebyggelser.

Men trods denne turbulens har Fingerplanen til dato haft to væsentlige styrker for regionen: Den ene er stationsnærhedsprincippet, som har forhindret, at store virksomheder blev lokaliseret langt væk fra stationerne, så man kun kunne nå frem i bil. Den anden styrke er de grønne kiler, som har givet hovedstadens indbyggere en nærhed til grønne (og blå) områder, som er i særklasse, hvis man sammenligner med de fleste udenlandske storbyer.

Historien viser, hvordan markedskræfterne har fået gradvis større indflydelse på hovedstadens udvikling, men den viser

Der er derfor al mulig grund til at bygge videre på Fingerplanens grundideer i et nyt, stærkt regionalt koncept, ikke mindst for at byudviklingen kan bidrage positivt til løsning af klimaog biodiversitetskriserne. Byplanlaboratoriet har i 2019 givet sit bud på, hvordan et sådant nyt koncept kunne se ud. 139

... EXIT

Fingerplanen, som fortsat danner grundlag for hovedstadens udvikling, er siden 2007 nærmest faldet fra hinanden i en gradvis svagere styring af kommunernes mange ønsker om nyt byggeri. Konsekvensen er, at rummeligheden i summen af de 34 kommuneplaner ikke rækker til 12, men snarere til 50 års byggeri – hvilket igen betyder, at hovedparten af byggeriet i praksis finder sted der, hvor det økonomiske afkast for de private bygherrer er størst – for tiden primært i Københavns Kommune. Den er hovedstadsområdets mest centrale kommune med ca 30% af den samlede befolkning i regionen, og med det i forvejen tætteste byggeri tegner den sig pt. for ca. 70% af de nyopførte boliger i hele regionen. Hvis vi igen (som i 70’erne, 80’erne og 00’erne ...) skal have en levende diskussion af hovedstadens udvikling i et større perspektiv, i lyset af de trafikale, økonomiske, klimamæssige og andre problemstillinger, er der behov for en markant opstramning på dette område. De vigtigste instrumenter hertil må være en central styring af arealudlæggene og dermed den samlede rummelighed til nybyggeri i hele regionen (til 12 års forventet byggeri som forudsat i planloven), kombineret med en rækkefølgeplanlægning, der gør det muligt at koble byudvikling og infrastruktur omkring nogle velvalgte nye knudepunkter, som kan aflaste Københavns City og samtidig skabe en højere bykvalitet flere andre steder i regionen. En sådan udvikling sker ikke af sig selv, men forudsætter genindførelse af en aktiv regional planlægning, forankret enten regionalt eller statsligt. Det samme argument gælder også andre steder i Danmark, ikke mindst i den østjyske millionby, der strækker sig fra Kolding til Randers. Her bor ca 1 mio. danskere i en bydannelse omkring motorvejen E45 – det tætteste, vi i Danmark kommer på “amerikanske tilstande”. De hidtidige forsøg på at tænke denne region i et samlet perspektiv har ført til omfattende og interessante analyser af natur, trafik, erhverv og bosætning, senest i det såkaldte DØM-projekt fra 2019 – men så vidt vides endnu ikke til fælles beslutninger, som jo skal træffes af de kommuner, der i de fleste spørgsmål helst vil udnytte den frihed og kompetence, som de har fået tildelt ved strukturreformen. Det forekommer naivt at forestille sig, at såvel nationale som regionale skævheder med hensyn til erhvervsudvikling, boligbyggeri og byudvikling i det hele taget kan rettes op, hvis ikke staten påtager sig et ansvar for en fornyet lands- og regionplanlægning. Sker dette ikke, tyder alt på, at det fortsat vil gå den modsatte vej, hvor uligheden mellem landsdelene og mellem by og land vil vokse.

EVALUERING AF PLANLOVEN

140

Den aktuelle planlov er p.t. under evaluering på baggrund af de ændringer, som blev gennemført i 2017. Ændringerne handlede bl.a. om liberalisering af reglerne for detailhandel og kystbeskyttelse. Som metode til evalueringen valgte Erhvervsstyrelsen – meget prisværdigt – at etablere en åben portal, hvor alle kunne give deres

mening til kende om hele planloven og ikke kun de mindre ændringer fra 2017. I skrivende stund kender vi endnu ikke resultatet af denne evaluering og de efterfølgende politiske forhandlinger, men har lov at håbe på nogle ændringer af planloven, som kan understøtte mulighederne for en mere bæredygtig byudvikling i årene, der kommer. Det kunne oplagt være følgende tre elementer: – en regional styring af byvækstens fordeling (stærkere i hovedstaden, svagere i Vestjylland) – en stærkere styring af arealudlæg og rækkefølgeplanlægning i kommuneplanerne – en bedre mulighed for at påvirke byggeriets påvirkning af klima, biodiversitet og andre miljøforhold i lokalplanerne. Når alt dette er sagt, er det vigtigt at understrege, at en god planlov ikke i sig selv skaber gode byer, hvad enten vi tænker i bykvalitet, boligudbud, bæredygtighed – eller i bygherrernes investeringslyst. Men planloven skaber en platform og nogle planprocesser, som er vigtige at fastholde for politikere, planlæggere, borgere og virksomheder. Og hvis disse processer kombineres med en kvalificeret byudvikling med god kommunikation og stærk borgerinddragelse, er vi nået et godt stykke ad vejen. Omvendt kan en mangelfuld planlov skabe mange forhindringer for en bæredygtig byudvikling. ANDEN LOVGIVNING

Planloven står ikke alene, når det gælder rammesætning af kommunernes byudvikling. Der er mange sektorlove og andre bestemmelser, som er næsten lige så vigtige. I forhold til muligheden for at fremme bæredygtighed og god bykvalitet skal der særligt peges på udbudsreglerne, som pt. tvinger kommunerne til at sælge byggegrunde og byggeretter til markedspris gennem udbud (med almene boliger som den eneste undtagelse). Selv om der kan anføres gode argumenter for, at kommunerne ikke skal “forære grundene væk” og ikke skal forskelsbehandle forskellige potentielle købere, medfører disse regler i de større byer, at det er på kanten af det umulige at fremme den type projekter, som ikke kan betale de høje grundpriser, men som vil tilføre en særlig værdi til byen, ligesom reglerne i sig selv er med til at presse boligpriserne op. Problemstilingen omtales nærmere i kapitlet om byggefællesskaber. En anden bremse på god lokal byudvikling rammer særligt omdannelse af ældre industri- og havneområder til blandet by med et større eller mindre islæt af boliger. Det drejer sig om reglerne for 141

Køge Kyst er født med den styrke – og udfordring – at by og havn er tætte naboer. Med hvide bygningskroppe er vist den planlagte nye bebyggelse til højre for havnebassinet, og til venstre for bassinet ses bygningerne i den erhvervshavn, der skal fortsætte som sådan. Styrken er, at de nye beboere kan opleve havneaktiviteterne tæt på. Udfordringen er primært støj, men er den beregnede støj mere et formelt end et reelt problem?

støj, støv og lugt i miljølovgivningen. Hvis vi som eksempel tager støjreglerne (Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser), er de pt. så stramme, at det mange steder i blandede byområder ikke lader sig gøre at bygge nye boliger, fordi man beregner sig frem til støjbelastninger ud fra den forudsætning, at alle virksomheder i nærheden samtidig udnytter deres miljøgodkendelser fuldtud. Går man ud på de pågældende steder med en støjmåler, viser det sig, at de beregnede støjniveauer er meget teoretiske, og at oplevelsen i langt det meste af tiden er meget fredfyldt. Det kan undre, at staten ikke på dette punkt har turdet give kommunerne kompetence til selv at afveje de forskellige miljøhensyn – bl.a. til støj, støv og lugt, som gør sig gældende i forbindelse med næsten enhver byomdannelse i tætte byområder. 142

Byggeloven og bygningsreglementet bør også nævnes, fordi disse på de mere tekniske områder sætter rammerne for det konkrete byggeri, som kan realiseres. Når det f.eks. gælder bæredygtigt byggeri, skal der findes en fornuftig arbejdsdeling mellem de generelle krav (i bygningsreglementet) og de mere specifikke krav (i lokalplanerne). Der er altså grund til ikke blot at evaluere planloven, men hele den “lovgivningspakke”, som styrer og regulerer kommunernes muligheder for at skabe god, fremtidssikret byudvikling. BØR LOVGIVNINGEN SUPPLERES?

God lovgivning er som nævnt ikke alt – og skaber ikke i sig selv gode byer. Der er derfor grund til at erindre om en anden del af den danske plantradition fra 1960’erne og fremefter, nemlig udarbejdelsen af vejledninger til kommunerne. Vejledningerne blev i sin tid udgivet af Planstyrelsen og indeholdt dels nogle tolkninger af lovgivningen som en håndsrækning til de mindre juridisk stærke kommuner – og dels nogle praktiske eksempler på, hvordan man kan udnytte lovgivningens rammer til at skabe gode byer. Dette “oversættelsesarbejde” er gået lidt i glemmebogen, og nutidens inspirationshefter skrives i højere grad af Realdania, rådgivende firmaer og forskere, der bidrager til fagtidsskrifter mv. Skyldes det mon berøringsangst fra statens side, et misforstået hensyn til det kommunale selvstyre eller manglende kreativitet i de relevante styrelser? For at forstå statens ændrede tilgang til byudviklingen, skal vi måske genbesøge den forandringsproces, som blev igangsat af Anders Fogh Rasmussens regering i starten af 00’erne. Kampen imod “smagsdommerne” har formentlig et medansvar for, at rollefordelingen mellem stat og kommuner er blevet ændret markant over de sidste 20 år. Der kan siges meget positivt om decentraliseringen, også i relation til byudviklingen, men særligt når det gælder varetagelse af nye faglige hensyn for at understøtte bredere samfundsmæssige mål – og ikke mindst når det gælder klima og biodiversitet – vil det være velkomment med en mere aktiv statslig indsats.

143

Verdensmål nr. 11 handler om bæredygtige byer og lokalsamfund. Hvordan får vi gearet byudviklingen til mere systematisk at varetage dette hensyn?

11 byudvikling og klimamål

KONTEKSTEN OMKRING KLIMAMÅLENE

Den danske klimapolitik befinder sig i et vadested. Folketinget har netop vedtaget en meget ambitiøs klimalov med et mål på 70% CO2-reduktion i 2030, bakket op af næsten alle de politiske partier. Men der er stadig et stykke vej til de konkrete handlingsplaner, som skal vise, hvordan målet skal nås. Kommunernes Landsforening har i foråret 2020 udgivet publikationen CO2-reduktion i kommunerne, som stiller skarpt på kommunernes muligheder for at bidrage til opfyldelsen af klimamålet. Her er der mange gode forslag til strategisk energiplanlægning, påvirkning af den lokale energiforsyning, energibesparelser i den kommunale bygningsmasse mv., og det bliver tydeligt dokumenteret, at kommunerne kommer til at spille en central rolle for at realisere klimamålet. Concito og Realdania gennemfører for tiden et spændende projekt DK2020, hvor 20 kommuner frivilligt har meldt sig til at udarbejde en klimaplan, skræddersyet til den enkelte kommunes muligheder og de politiske prioriteringer. Efterfølgende er det tanken, at de øvrige kommuner skal følge trop. C40-mødet mellem knap 100 storbyer på globalt plan fandt sted i København i efteråret 2019, og også her var klimakrisen på dagsordenen. Der blev afholdt mange væsentlige arrangementer, hvoraf en del var åbne for offentligheden og danske fagfolk, og både muligheder og udfordringer for de store byer blev drøftet indgående. Det gennemgående budskab var, at byerne kommer til at spille en hovedrolle i klimakampen, og at byerne på mange måder er længere fremme end staterne i deres bud på konkrete løsninger.

HVOR STÅR VI I DAG?

I denne kontekst er der grund til at se nærmere på den danske byudvikling i et klimaperspektiv. Går den planlægning og det byggeri, som faktisk gennemføres i de danske byer, i den rigtige retning? Eller bør saven slibes, så klima kommer til at fylde mere i det faglige arbejde med byudvikling og i de politiske drøftelser om visionerne? Og hvordan kan kommunernes arbejde spille sammen med den indsats, som borgere og virksomheder i mange sammenhænge står parat til at bidrage med? Disse spørgsmål vil komme i fokus i de kommende år efter en periode, hvor kommunernes klimaindsats mest har handlet om at sikre bebyggelse og andre værdier imod store vandmængder fra stormfloder og skybrud. Når det gælder CO2-krav til nybyggeriet, er der i marts 2021 taget et nyt og vigtigt skridt ved en bred politisk aftale. Efter en periode med en såkaldt “frivillig bæredygtighedsklasse” er det nu besluttet, at alt nybyggeri større end 1000 kvm fra 2023 skal opfylde et mål også for det samlede CO2-aftryk, beregnet ved en livscyklusanalyse (dvs. både anlæg og drift). Og fra 2025 gælder dette mål

146

også for mindre bygninger. Aftalen er kommet i stand efter, at flere af byggeriets parter har kritiseret regeringen for at have et for lavt ambitionsniveau, når det gælder bæredygtighed i nybyggeriet. Der er så vidt vides endnu ikke foretaget nogen samlet analyse af byudviklingens effekter på CO2-udledningen, men et kvalificeret gæt vil være, at arealudlæg og nybyggeri i øjeblikket medfører en nettoforøgelse af klimabelastningen i Danmark, først og fremmest af følgende årsager: – byspredningen vokser, hvis man ser på erhvervs- og boligbyggeriet i landet som helhed – afstanden mellem boliger og arbejdspladser vokser – biltrafikken stiger, mens cykeltrafikken og den kollektive trafik de fleste steder er faldende – forbruget af boligareal pr. indbygger er stigende – detailhandlen centraliseres med voksende afstande til følge. Disse faktorer modvirkes dog af nogle andre tendenser, som går i retning af en faldende klimabelastning: – energiforbruget i nye bygninger er lavere end i ældre bygninger – bilernes energiforbrug pr. kørt km er svagt faldende. Der er behov for snarest at foretage en analyse af de enkelte faktorers betydning for byer af forskellig størrelse og i forskellige dele af landet for derigennem at få et billede af, hvor der virkelig er noget at gå efter, når det gælder en ny klimaorienteret byudvikling. Det ville også være en god idé at se nærmere på betydningen af borgernes adfærd i forskellige byklasser, når det gælder CO2-udledningerne. Hvad angår valg af boligtyper, boligstørrelser, transportmønstre til arbejde, indkøb og fritidsaktiviteter, kan byudviklingen jo ikke diktere borgerne et bestemt adfærdsmønster, men den kan i større eller mindre grad understøtte en klimavenlig livsform. STATIONSNÆRHEDSPRINCIPPET – OG ANDRE PRINCIPPER

Det forhold i byudviklingen, som i særklasse er undersøgt bedst, er betydningen af stationsnærhedsprincippet i hovedstadsområdet. På dette felt er det veldokumentret, at boliger og (især) virksomheder, der lokaliseres nær togstationer, medfører en væsentligt højere brug af kollektiv trafik end boliger og virksomheder med en mere spredt placering. Da kollektiv trafik i storbyområder har mange positive effekter for miljø, arealforbrug og mobilitet, har det derfor været et knæsat princip i regionplanlægningen siden Fingerplanens barndom (og efterfølgende i det statslige landsplandirektiv), at store virksomheder, boligområder og butikscentre bør placeres inden for kort afstand fra en station på jernbanenettet. Lige nu reguleres dog kun placeringen af virksomheder med mere end 50 ansatte, der som hovedregel skal ligge inden for 600 m fra en station. Fortsættes s. 154

147

Thomas B. Thrigesgade-projektet i Odense rummer nogle mønster eksempler på kompakt byudvikling i et bycentrum, hvor også tilpasning mellem nyt og gammelt byggeri er et væsentligt hensyn.

ANBEFALINGER TIL KLIMAVENLIG B YUDVIKLING STYRING AF BYVÆKSTENS GEOGRAFISKE FORDELING Som det er nævnt flere steder i denne bog, styres byvæksten i dag primært ud fra kommercielle kriterier. Kommunernes fysiske planlægning rummer de fleste steder så store arealudlæg, at der er “frit valg på alle hylder” for de private bygherrer. De vælger derfor at investere deres midler de steder, hvor afkastet er størst og risikoen mindst – groft sagt. De store trafikundersøgelser, som er gennemført de sidste mange år, viser tydeligt, at spredt byvækst fører til de længste transportafstande og den laveste brug af kollektiv trafik og cykel – og dermed størst CO2-belastning. Der vil derfor være en betydelig klimaeffekt, hvis byudviklingens geografi – også kaldet bymønstret – fremover styres mere præcist ud fra stationsnærhedsprincippet og mere kompakte bydannelser, både på kommunalt og regionalt niveau. Denne problematik er omtalt nærmere i kapitlet om planloven. 148

UDVIKLING AF LEVENDE BYMIDTER De klassiske bymidter med butikker, cafeer, kulturfaciliteter, offentlige funktioner og attraktive byrum bør styrkes, især i en tid, hvor detailhandlen mange steder er udfordret af koncentration i megacentre og stigende nethandel. I de byer, hvor det ikke er “for sent” på grund af allerede gennemført udflytning af store butikker, rådhus og andre vigtige byfunktioner er der mulighed for at stimulere udviklingen ved at kombinere offentlige investeringer med en planlægning, der gør det mere attraktivt for private investorer at bygge nyt i bymidterne og at genbruge de ældre bygninger til nye formål. Nye shoppingcentre uden for bymidterne bør være et overstået kapitel i dansk byudvikling. Uden for bymidterne bør der kun ligge lokale dagligvarebutikker og meget pladskrævende butikstyper, som rent fysisk ikke kan indpasses i bymidterne.

149

Gågaden i Aabenraa er som i så mange andre byer rigeligt lang i forhold til underlaget for butikshandel. I gågadens nordlige del har Aabenraa Kommune derfor valgt at indgå et samarbejde med grundejere og butiksdrivende om flere typer aktiviteter, bl.a. kunsthåndværk, og dele af gaderummet er blevet inddraget. Andre steder er flere offentlige funktioner svaret på at undgå tomme lokaler og forfald.

OPPRIORITERING AF BYOMDANNELSE OG BYFORTÆTNING

OPPRIORITERING AF FODGÆNGEROG CYKELTRAFIK

Omdannelse af eksisterende havne- og erhvervsområder (Brown Field Development) til nye blandede bydele er som oftest at foretrække frem for inddragelse af nyt byareal, især fordi beliggenheden i forhold til øvrige byfunktioner er mere central.

Mange byer har skabt et udmærket gågade- og stisystem for fodgængere, men for cyklisterne er der typisk mange muligheder for forbedring af både trafiksikkerhed, fremkommelighed og oplevelser undervejs.

Byfortætning i eksisterende byområder kan have samme effekt som byomdannelse. Fortætning er især realistisk i områder med lavt udnyttede kommunale arealer (f.eks. centralt beliggende p-pladser, busterminaler), eller hvor ældre virksomheder/ejendomme nedrives i centrale byområder.

Da det er konstateret ved tællinger, at cykeltrafikken i de fleste byer er faldende (på trods af elcyklerne!), er der al mulig grund til at understøtte byudviklingen ved at favorisere en af vore mest bæredygtige transportformer i bytrafikken med nye stiforbindelser, krydsløsninger og bedre parkeringsmuligheder. Denne indsats kan kombineres med en svækkelse af biltrafikkens umiddelbare konkurrenceevne i bymidterne ved bevidst at arbejde med gangafstande til parkeringsanlæg, indførelse af betalingsparkering mv.

150

På tværs af den trafikerede Ågade i København har cyklister og fodgængere fået deres egen bro, som forbinder “den grønne cykelrute” på begge sider af gaden og på tværs af kommunegrænsen mellem København og Frederiksberg. Begge kommuner har gjort en stor indsats for at skabe denne sammenhængende cykelrute, der bliver flittigt benyttet.

151

Tegnestuen ONV arbejder med nye boligtyper, som kan understøtte fællesskaber og bæredygtighed. Her ses en nytænkning af boligkarréen med mindre boliger og en opgang, der tilbyder fælles mødesteder på alle etager.

MINDRE OG TÆTTERE BOLIGER En høj bebyggelsestæthed sparer på forbruget af byareal, forbruget af byggematerialer og energiforbruget til boligernes drift. Forudsætningerne for at bygge mindre og tættere bliver gradvis bedre i disse år, dels fordi husstandene i gennemsnit bliver mindre (flere enlige, singler og kombinerede familieformer), og dels fordi flere søger imod de centrale byområder, hvor mange bor i lejlighed eller tæt-lavt byggeri og færre i parcelhuse.

152

Bo- og byggefællesskaber tiltrækker ofte personer med et ønske om mere bæredygtige livsformer. Fællesrum og fælles faciliteter gør det muligt at gentænke indretningen af de private boliger og spare på boligareal, installationer og individuelt udstyr.

Mange steder i de større byer er der opstået kontorfællesskaber, der giver små, nye virksomheder en billig og velfungerende lokaleløsning og samtidig åbner mulighed for nye samarbejder og synergier. Dette billede er fra Republikken på Vesterbrogade i København.

Ressourcerækkerne i Ørestad, tegnet af Lendager Group, har sat genanvendelse af byggematerialer på dagsordenen. Facaden består af murstenselementer, skåret ud af ældre bygninger ved nedrivninger.

KONTORFÆLLESSKABER I BOLIGOMRÅDERNE

MERE KLIMAVENLIGT BYGGERI

Flere og flere arbejder mere og mere hjemmefra i takt med digitaliseringens udbredelse. Coronakrisen har givet denne arbejdsform, understøttet af de digitale mødeplatforme, et stort skub fremad. Et næste skridt i denne udvikling kunne være at etablere små lokale kontorfællesskaber med højklasset teknisk udstyr i boligområderne – både i nye og i eksisterende. I vore største byer og i nogle af bofællesskaberne er denne udvikling allerede på vej.

Fokus i det nuværende bygningsreglement er at reducere energiforbruget i driftsfasen for alle nye bygninger. På dette område er vi nået langt i Danmark. Men det er tid til også at stille krav til byggeprocessen, hvad angår valg af bæredygtige byggematerialer, transport af materialer, genbrug af materialer fra nedrivninger mv.

153

... PRINCIPPER

Stationsnærhedsprincippet er ikke blevet fulgt systematisk op, men har uden tvivl haft en vis effekt på byudviklingen (og dermed på CO2-udledningen), når det gælder lokaliseringen af de store virksomheder i hovedstadsområdet. En god start på klimavenlig byudvikling kunne derfor være, at alle store virksomheder og også større samlede boligområder fremover placeres tæt på højklasset kollektiv trafik de steder, hvor det er praktisk muligt – i hele landet. Samtidig bør der etableres nye stationer på det kollektive net i de tilfælde, hvor en ny byudvikling skaber et nyt kundegrundlag for dette. Der er altså grund til at koble byudvikling og kollektiv infrastruktur meget tættere sammen, end det typisk sker i dag. Reel integreret planlægning af byvækst og kollektiv trafik ses i dag først og fremmest i Københavns Kommune, hvor etableringen af nye metrolinjer er tæt koblet til udviklingen af nye bydele i Sydhavn, Nordhavn og flere andre steder. I Århus og Odense ser vi også en aktiv udnyttelse af de nye letbaner som rygrad i den fremtidige byudvikling.

ANDRE ELEMENTER I EN KLIMAVENLIG BYUDVIKLING

Der er helt sikkert mange andre forhold i byudviklingen, som også kan påvirke CO2-aftrykket, både positivt og negativt. Baseret på den foreliggende viden må de væsentligste anbefalinger til en mere klimavenlig byudvikling være – – – – – – –

at styre byvækstens geografiske fordeling på regionalt niveau at udvikle nye former for levende bymidter at opprioritere byomdannelse og byfortætning at forbedre vilkårene for fodgængere og cyklister i byerne at planlægge for mindre og tættere boligformer at planlægge for kontorfællesskaber i boligområderne at sikre et mindre energiforbrug i byggeog anlægsprocesserne.

Flertallet af ovenstående principper for klimaorienteret byudvikling vil også understøtte andre kvalitetshensyn i byudviklingen, men for nogle af principperne kan der naturligvis være en økonomisk og/eller praktisk udfordring for visse kommuner. Det bør derfor overvejes at give kommunerne et økonomisk incitament til at gennemføre flere klimatiltag i deres byudvikling, enten ved tilskudsordninger, ved ophævelse af anlægsloftet i forbindelse med klimainvesteringer eller på anden måde. Klimaorienteret byudvikling er et nyt fagligt område, og som nævnt er der brug for at analysere nærmere på effekterne af de forskellige tiltag, som er nævnt ovenfor – og sikkert flere andre. Derudover mangler der en del analyser og udviklingsarbejde på værktøjssiden, hvis klimavenlig byudvikling for alvor skal slå igennem. Et af de værktøjer, som pt. omtales mest, er DGNB, som har fokus på byudviklingens bæredygtighed i bredere forstand. DNGB står for: Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen. 154

DGNB – CERTIFICERING AF BÆREDYGTIGERE BYOMRÅDER Flere og flere nye bygninger bliver i disse år certificeret for bæredygtighed i bredere forstand, oftest efter den tyske DGNB-standard, og fornylig er også indført en mulighed for at certificere hele byområder. Her bliver byområder på mindst to ha vurderet efter ikke mindre end 45 forskelige kriterier, grupperet i fem forskellige temaområder: – – – – –

proceskvalitet miljøkvalitet økonomisk kvalitet social kvalitet teknisk kvalitet.

For hvert kriterium gives en pointscore, og de 45 kriterier er på forhånd tildelt specifik vægt. Hvis den samlede pointsum overstiger 50% af det maksimalt mulige (og opfylder visse supplerende kriterier), fører det til en evaluering af byområdet i en af tre klasser: sølv, guld eller platin. Vurderingen foretages af en auditor med specialuddannelse og skal efterfølgende godkendes af Green Building Council Denmark. DGNB-systemet er ved at blive indarbejdet på bygningsniveau og bruges af mange bygherrer for at dokumentere og signalere, at bæredygtighed tillægges stor vægt. Erfaringer med bæredygtigt byggeri er ved

at blive en konkurrenceparameter for de store bygherrer. Det er straks vanskeligere at få systemet introduceret på by(område)-niveau, hvilket nok først og fremmest skyldes, at opfyldelsen af de forskellige kriterier i praksis styres af flere forskellige parter (kommunen, bygherren, entreprenøren og leverandørerne). Her vil det derfor være nødvendigt, at kommunen i sin styring af byudviklingen indgår et partnerskab med bygherrerne i forhold til deres ansvar for de konkrete byggeprojekter. Trods disse vanskeligheder og trods de begrænsninger, der altid ligger i at reducere en kompleks virkelighed til en simpel point-model, er DGNB på by-niveau et relevant værktøj, som potentielt kan kobles til det samarbejde om byudviklingen, som er nærmere beskrevet i kapitlet om mødet mellem planernes og markedets logikker. I relation til CO2-reduktioner må det dog konstateres, at de relevante kriterier tilsammen kun udgør ca 10% af den samlede pointsum. De resterende 90% dækker over mange andre hensyn i det brede bæredygtighedsbegreb. Certificeringen gør det altså på ingen måde overflødigt også at styre klimaindsatsen i byudviklingen med mere specifikke krav og principper, både fra kommunernes og fra Statens side.

155

Insekthoteller skyder op i byområder for at sikre gode vækstbetingelser for dyr og planter. Et fint bidrag til at fremme biodiversitet og samtidig skabe forståelse – både hos børn og voksne. Her et eksempel fra byudviklingsselskabet Ringkøbing K.

natur og biodiversitet nye aktiver i byudvikling og klimatilpasning

De færreste betvivler længere at klimaet påvirker vores omgivelser. Monsterregn med oversvømmelser af byer, boliger, haver og marker, havvandstigninger, højere temperaturer osv. De seneste årtier har allerede budt på skærpet opmærksomhed og nye løsninger, der afhjælper konsekvenserne. Der planlægges med terrænhævninger og LAR-løsninger (med lokal afledning af regnvand) i byerne, åernes løb tilbageføres, udsatte bykvarterer klimasikres, og der udarbejdes forslag til, hvordan store havnebyer skærmes af diger og nye ø-dannelser: København og Venedig for eksempel. Gode og brugbare løsninger, der primært tager afsæt i at afhjælpe og i, hvordan vi “fixer problemerne”. Det er både godt og fremadrettet, og det skal vi blive ved med. NATURENS IBOENDE KRÆFTER OG ØKO-SYSTEMTJENESTER

Men der er også en anden og meget spændende dimension, der handler om, hvordan vi i langt højere grad kan bruge naturens egne iboende kræfter aktivt til at forebygge og løse en del af klimaproblematikken (naturens såkaldte økosystemtjenester). Naturen evner i sig selv at rense luft, nedsætte temperatur, og mindske CO2-bidrag. Samtidig har naturen en positiv og sundhedsfremmende effekt på menneskers trivsel. Menneskers samspil med naturen, ophold i den og brug af den, skaber velvære og bidrager til almen sundhed og modvirker stress. Alvorligt syge mennesker, der lider af Alzheimers, demens eller psykiske lidelser, får det bedre af at være i naturen, og det samme gælder mennesker i al almindelighed. Det er ikke uden grund, vi søger ud i det grønne, at flere og flere bymennesker dyrker byhaver, taghaver eller gårdhaver og værner om planter i krukker på altaner og i vindueskarme. Der er en fundamental livskvalitet ved naturen og alt det grønne. Vores oprindelige liv i pagt med naturen har gennem civilisation og samfundsudvikling været sat på pause af industri- og velfærdssamfundets hastige udvikling. Vi har været optaget af at skabe velfærd i form af bedre boliger, effektiv infrastruktur, faste belægninger på gader, stræder og pladser, der er nemme og billige at renholde og vedligeholde. Vi har udrettet åer og vandløb, så de passede til vores behov for et effektivt landbrug og for ordnede forhold for samfundet omkring os. Store skovdækkede områder er forsvundet verden over, bestanden af bier falder dramatisk med risiko for nedsat befrugtning og vækst, og insekt- og dyreliv, der tilsammen holder balance i naturens orden, er truet. Vi har kort sagt ikke rigtig haft naturens positive rolle for både det enkelte menneske og for klodens velbefindende og overlevelse for øje. Med klimaudfordringerne er naturens iboende kræfter igen kommet på dagsordenen, og der arbejdes og forskes i effekter og muligheder for naturbaserede løsninger, der med omtanke kan integreres i, hvordan vi indretter vores samfund og vores byer.

158

Betydningen af at sikre tilstrækkelig biodiversitet i verden er kommet højere op på dagsordenen. FNs 17 verdensmål peger på vigtigheden af at imødegå tiltagende indgreb overfor biodiversitet overalt i verden. I en rapport fra OECD fra november 2019 evalueres de sidste ti års miljøpolitik. Der er både ris og ros at hente, men biodiversitetsindsatsen kritiseres voldsomt. OECD skriver i rapporten, at biodiversiteten er under hårdt pres, og at de få danske naturområder er i dårlig stand. OECD peger derfor på 44 anbefalinger til regeringen, som viser, hvordan vi kan forbedre og videreudvikle vores samlede miljøpolitik – herunder forbedre biodiversiteten. I forbindelse med rapportens offentliggørelse udtalte miljøminister Lea Wermelin: “Nok er vi samlet bestået i dag, men evalueringen viser også områder, hvor vi ikke er bestået. Vi får ikke ret pæne karakterer, når det eksempelvis gælder biodiversitet,” skriver Lea Wermelin i en pressemeddelelse, hvortil hun tilføjer, at hun “naturligvis” vil kigge på og bruge anbefalingerne fra OECD. Vi har, kan man sige, været alt for dygtige og effektive til at trimme naturen, inddrage landbrugsland, fælde skove og dyrke rapsmarker (der bidrager til et markant fald i bestanden af bier til fordel for materiale til biobrændsel) osv. Nu handler det om at ændre den kurs. På samme måde, som det er sket i forhold til miljø- og energispørgsmål, er det nødvendigt systematisk at arbejde med at retablere natur og biodiversitet. Også i vores byer. Heldigvis kan der gøres noget ved det, og det er allerede så småt i gang både i Danmark og udlandet.

159

Dyrkning i byer er et nyt alternativ til traditionelle dyrkningsformer i haver og landbrug. Her dyrker lokale beboere grøntsager på et tag i New York.

NATUR OG BIODIVERSITET ER NYE PARAMETRE I BYERNES UDVIKLING.

Vi kan nemlig bruge naturens eget talent klogt til at skabe bedre og mere bæredygtige byer og vilkår for os alle. Men det kræver en mental omstilling. Vi skal væk fra at se klimaløsninger som en primært teknisk og ingeniørmæssig disciplin og frem til at tage natur og biodiversitet alvorligt som ligeværdige parametre i byudvikling og planlægning. Der er brug for at analysere vores byers udfordringer også ud fra dette perspektiv og lade visioner og krav til byerne omfatte helt konkrete krav til, hvordan vi øger biodiversitet og naturbaserede løsninger, der modvirker klimaeffekter og samtidig øger livskvaliteten i vores omgivelser. Løsninger, der samtidig rummer et markant rekreativt potentiale for byernes borgere og brugere. Ved at udfolde og kombinere by-

160

natur og biodiversitet med rekreative aktivitetsmuligheder kan vi opnå flere kvaliteter på en gang og fremme både velvære og sanselige oplevelser, helbredet og klimaet. Coronakrisens utilsigtede genopdagelse af nære naturoplevelser og lysten til at komme ud og opleve, sanse og udforske den danske natur taler sit eget positive sprog og har med lidt held gødet jorden for de kommende års indsats og for forståelsen af, at det er nødvendigt. Vi har for længst vænnet os til, at det er helt naturligt at stille miljøkrav, krav til energiklasser, tilgængelighedsregler, P-normer, krav til friarealer osv. På samme måde skal der stilles krav til og formuleres mål og visioner til naturbaserede klimaløsninger. Vi skal lære at forstå og anvende naturen som et aktiv i udviklingen af bæredygtige byer. 161

EKSEMPLER FRA IND- OG UDLAND

Der er inspiration at hente både ude i verden og herhjemme. Her kommer nogle interessante eksempler, der giver et billede af, hvordan der helt konkret kan arbejdes med bynatur og biodiversitet i forskellig skala. Flere af dem er hentet fra projekter hos arkitektfirmaet SLA, der har solid erfaring i at skabe naturbaserede løsninger i byer og bymiljøer. Projekterne gennemføres i samarbejde med dygtige fagspecialister og rådgivere indenfor andre fagområder. Et andet eksempel er hentet fra den sydfranske by Montpellier, der har sat sig klare mål for, hvordan byen bliver biodivers og grøn. Der er med andre ord allerede rundt omkring taget fine skridt på vejen mod at forstå og bruge naturens iboende kræfter som et aktiv i både klimaindsats og design af leveværdige, bæredygtige byer, hvor naturen har sin plads. Naturbaserede klimaløsninger og krav til biodiversitet skal spille en tydelig rolle, når vi skaber visioner og stiller krav til byudvikling og byggeri; og der skal sættes præcise mål op for omfang og effektmålinger. Nøjagtig som når der stilles CO2-begrænsende krav og tiltag i by- og trafikplanlægning, til energirenovering af den eksisterende boligmasse og til nybyggeriet. Naturprojekter er i øvrigt både dejligt ligetil, relevante og indbydende for de fleste. Unge, som gamle, familier eller singler og børn kan og vil få glæde af at være med til at deltage aktivt. Og netop derfor rummer det markante potentialer for yderligere mangfoldighed og demokratisering af byudviklingen. Se blot på det engagement, der udfoldes landet over med at skabe byhaver i byens gårde og på tage, på gadehjørner i jorden rundt om vejtræer. For ikke at tale om de midlertidige by- og nyttehaver i en række af de senere års byudviklingsprojekter. – I Kanalbyen Fredericia blev der i starten af projektet åbnet for et område med plantekasser, hvor byens borgere kunne melde sig til at få en kasse til eget brug. Efterspørgslen var større end udbuddet, og inden længe var alle kasser fyldte, og planter skød op og blev passet af fredericianere. Børnehaver, ældre, og byens restauranter dyrkede krydderurter. Og ventelisten til nye plantekasser var lang! – I Køge Kyst blev et tilsvarende område udlagt med plantekasser suppleret med et udekøkken og borde til byens fri afbenyttelse. Det kræver blot tilmelding på projektets hjemmeside, og der kan plukkes krydderurter til maden fra de fælles plantekasser. – På taget af en industribygning på Østerbro lever Østergro i bedste velgående – et taghaveprojekt med både dyrkning af grøntsager til lokale interesserede aftagere og en restaurant baseret på lokalt dyrkede afgrøder.

162

Også børn, skoleklasser og børnehaver fik egen plantekasse i byudviklingsprojektet Kanalbyen Fredericia.

Det kribler i fingrene for at udnytte engagementet i natur og biodiversitet som aktiver i byudviklingen. Men der skal også andet og mere til end det lokale engagement. Det er gennem de senere år blevet alment accepteret at stille krav til bæredygtighed i byudvikling og byggeri. Naturbaserede klimaløsninger og krav til biodiversitet skal på samme måde spille en tydelig rolle, når vi skaber visioner og stiller krav til byudvikling og byggeri – og der skal sættes præcise mål op for omfang og effektmålinger. Nøjagtig som når der stilles CO2-begrænsende krav og tiltag i by- og trafikplanlægning, til energirenovering af den eksisterende boligmasse og til nybyggeriet. Det kræver, at både bygherrer og investorer i højere grad ser potentialerne og værdien. Og det kræver, at politikerne tager initiativ til ny lovgivning, der fremmer de naturbaserede løsninger. Jo før, jo bedre! 163

I byudviklingsprojektet i Ringkøbing blev et stort naturområde med sø, frugthaver og insekthoteller den startinvestering, der skabte værdi, attraktivitet og fritidsmuligheder, før byggeriet gik i gang.

I Ringkøbing i Vestjylland er et nyt naturbaseret byområde ved at tage form. I kanten af Ringkøbing og ned til fjorden udvides Ringkøbing by med et stort nyt byudviklingsområde. Det er Realdania By og Byg og Ringkøbing Kommune, der i et partnerskab står bag projektet. Her var det allerførste skridt i byudviklingen etablering af et ca. 60 ha stort naturområde. Tidligere landbrugsland er transformeret til natur, vådområder, søer, bærhaver, løberuter og rekreative ak164

tiviteter for både de kommende beboere og alle andre fra Ringkøbing og regionen, der har lyst til at benytte det. Tanken er at skabe værdi fra dag ét ved at gøre området attraktivt for kommende beboere og investorer ved at genskabe natur og biodiversitet og samtidig give mulighed for, at alle, der har lyst, kan benytte naturområdet og dets muligheder.

En stor naturpark er hjertet i et tiltrængt løft af Gellerupparken. Landskabsarkitekter: SLA

I Gellerupparken i Århus Kommune er en stor gennemgående bypark det samlende fysiske greb i den omdannede bydel, hvor almene boliger er nedrevet i stort tal til fordel for andre boligtyper, arbejdspladser, idrætsaktiviteter mv. Alt med henblik på at skabe en bedre social balance i området. Byparken tilfører området nye muligheder. Den rummer en kombination af natur, træer og blomster, der skaber sanseindtryk, her-

lighedsværdi og mulighed for nye udendørs aktiviteter; gåture, løberuter, boldspil, udespisning mv. Samtidig er bydelen blevet klimatilpasset; regnvand afvandes til små søer og vandløb, og biodiversiteten i området hæves markant. I Montpellier i Sydfrankrig har byens politikere som et af flere led i klimaindsatsen besluttet, at byen skal udvikle sig med langt flere grønne områder, natur, biodiversitet 165

I byen Montpellier i Sydfrankrig gennemfører bystyret en ambitiøs plan for hvordan byen bliver mere grøn og biodivers. Konkrete måltal for grønne arealer og natur realiseres sammen med byens borgere.

og grønne aktiviteter. Byens borgere er omdrejningspunkt i planen og deltager selv i at skabe områder med frugttræer, grønne nærområder, naturaktiviteter mv. Byens politikere har sat ambitiøse mål, der skal sikre, at Montpellier bliver en grøn by, der ligger helt i front i sammenligning med andre byer. Byen vil: – Forstærke omfanget af træer i byen – Skabe store grønne avenuer – Åbne for adgang til naturområder i kommunen – Forbedre byens parker – Skabe nye parker og haver i bydele og kvarterer, hvor indbyggerne involveres aktivt. 166

Og målsætningerne er både konkrete og målbare: – 31.8 kvm grønt rum i byen pr. indbygger. (natur, park, have) – 954 ha offentligt tilgængeligt grønne arealer (natur, park, have mm.) – 395 ha træer, buske – 181 ha parker, haver og pladser – 10 parker klassificeret som “Eco-jardin”. Tilgangen i Montpellier er enkel og lige til at lade sig inspirere af. Sankt Kjelds Plads og Bryggervangen på ydre Østerbro i København er Københavns største klimatilpasningsprojekt på mere end 36.000 kvm og signalerer et nybrud i, hvordan vi tænker bæredygtig byudvikling.

Fra asfalt til klimakvarter på ydre Østerbro – Sankt Kjelds Gade-kvarteret. SLA har stået for klimakvarteret

Visionen for projektet har været at transformere Sankt Kjelds-kvarteret på ydre Østerbro. Fra at være et lidt glemt område er kvarteret omdannet til et bykvarter med ny kvalitet. Med et holistisk og naturbaseret designgreb har projektet transformeret 9.000 kvm asfalt til ny natur: 586 nye træer – levende og døde – og et væld af nye planteog dyrearter skaber livskvalitet for beboerne. Samtidig er der iværksat en lang række tiltag, hvor naturens egne kræfter udnyttes til at sikre bydelen mod oversvømmelser efter skybrud, forbedre mikroklimaet og styrke områdets biodiversitet. Med den naturbaserede klimatilpasning af Sankt Kjelds Plads og Bryggervangen er områdets udfordringer med skybrud og oversvømmelser løst. Samtidig tilfører

projektet en lang række grønne herlighedsværdier og nye sociale muligheder for beboerne. Resultatet er blevet en række “ærkekøbenhavnske”, blå/grønne byrum, der skaber en helt ny oplevelse af, hvad det vil sige at bo og leve i en by. Der opstår en ny forbindelse, mellem menneske og natur – en forbindelse, som alt for mange har mistet i byen i dag, og som flere og flere søger. Projektet modtog i 2020 Årets Store Arne for at være et ambitiøst eksempel på et byrum, der skaber en sammenhæng mellem naturbaseret klimatilpasning og rekreative mødesteder for byens mennesker.

167

Naturkraft i Ringkøbing i Vestjylland er Danmarks nye natur- og oplevelsesarena. I Naturkraft oplever man naturens fysiske og æstetiske kræfter, samspillet mellem mennesket og naturkræfterne, og lærer, hvordan disse vil forme fremtidens bæredygtige byer og samfund. Naturkraft består af tre hovedelementer: En 600 m ringvold med omgivende grund på 50 ha; en indre natur- og oplevelsespark med ny natur og legende oplevelsesinstallationer samt en integreret hovedbygning med moderne formidling om naturens kræfter. Naturkrafts nye natur omfatter i alt 5 ha Naturparkens naturgrundlag er et 17 km langt ’tværsnit’ fra vest til øst gennem Vestjylland. På baggrund af tværsnittet er otte naturtypologier sammensat til en ny form for menneskeskabt økosystem: Et multivers 168

af ny natur designet ud fra en dyb viden om naturens processer, kultursamfundets historie og lokalområdets unikke geodiversitet, vækstvilkår og biologiske mangfoldighed. Naturtypologierne viser alle naturen som grundlag for vores liv og samfund: som råstof og produktionsmateriale og som fundament for mening og livskvalitet i den tidsalder, vi lever i. Naturkraft handler både om de synlige naturkræfter, vi mennesker oplever og bruger i naturen, og om den dybtliggende naturfølelse, som naturfænomenerne vækker i os. I Naturkraft kan man opleve, hvordan mennesker kan bruge naturens processer til at indrette vores fremtidige byer og samfund. Ikke ved som hidtil at undertvinge os naturen og drive rovdrift på naturgrundlaget, men ved at lære af naturen og leve med og ikke modarbejde den.

Naturkraft – et nyt center for biodiversitet og naturforståelse i Ringkøbing. Fem ha menneskeskabt natur med naturtypologier fra et 17 km tværsnit gennem Vestjylland. Arkitekter: Thøgersen & Stouby ApS og A/S Hune & Elkjær. Landskabsarkitekt: SLA

Natur og oplevelsespark i Naturkraft.

169

Et af de største gadegennembrud i Danmark fandt sted i Odense sidst i 60’erne. Thomas B. Thriges Gade blev anlagt som en motorgade og førte til mange nedrivninger og en voldsom barriere midt i den historiske bymidte.

13 byerne og bilerne et umage par

DET GRUNDLÆGGENDE DILEMMA

Trafik er en forudsætning for livet i byerne. Varer skal transporteres, byens beboere skal til og fra arbejde, børnene skal i skole, og omfanget af både handel og fritidsaktiviteter har gennem mange år været stigende. Samtidig er trafikken og især biltrafikken en af de største gener for bylivets udfoldelse og for vores oplevelse af bykvalitet. Biltrafikken lægger beslag på kostbare byarealer, både når bilerne er i bevægelse, og når de er parkeret. Biltrafikken støjer og forurener, og elbilerne fylder fortsat ikke særlig meget i bybilledet. Biltrafikken udgør en risiko, ikke mindst for børn og ældre i trafikken. Og bilerne opleves sjældent som et positivt tilskud til den visuelle opfattelse af byerne. Alle disse dilemmaer er velkendte og har været det i mange år. Spørgsmålet er, hvordan kommunerne bedst finder “columbusægget” eller det gyldne kompromis mellem de mange forskelige hensyn, når byerne skal udvikles. Lad os først tage et historisk tilbageblik på byernes trafik.

DEN BILBASEREDE BYUDVIKLING

Før biltrafikken i 1960’erne for alvor gjorde sit indtog i de danske byer som en del af det nye velfærdssamfund, foregik det meste af vores trafik på cykel og til fods. Skulle man rejse over længere afstande, tog man toget fra byens banegård til nabobyen eller måske helt til hovedstaden. I de større byer var der sporvogne og busser, som gik ud til bygrænsen. Da bilen blev (næsten) hvermandseje, brød trafikken i mange af vores byer sammen, bogstavelig taget. Specielt de gamle historiske bymidter blev udsat for kødannelser, elendige forhold for fodgængere i butiksgaderne og sidst, men ikke mindst, et parkeringskaos uden lige. Fremsynede trafikplanlæggere kiggede til USA og andre lande, hvor væksten i bilbestanden var startet nogle år før Danmark, og der opstod hos disse planlæggere mange nye visioner for byudviklingen, baseret på konceptet for den moderne, bilbetjente by. De ældste af os husker endnu projektet for den såkaldte Søring i København, en motorgade fra Lyngbyvejen og langs med søerne frem til Hovedbanegården, hvor hele det indre Vesterbro skulle nedrives for at give plads til Cityplan Vest, et stort nyt erhvervs- og butikscenter med mange hundrede p-pladser. I Stockholm havde man allerede på samme tidspunkt – i 1960’erne – nedrevet store dele af city for at skabe en ny futuristisk by efter amerikansk forbillede, hvor al trafik foregik i biler, og fodgængerne blev henvist til indre gader i de nye butikscentre. I København oplevede vi i stedet en tøven, en folkelig modstand, en politisk uenighed og pengemangel, der i sidste instans sparede os for omfatten-

172

de ødelæggelser af de centrale bydele (bortset fra nogle få steder, hvor det gik helt galt). Et af de mest ekstreme eksempler på bilbaseret byudvikling i Danmark findes i Odense, hvor Thomas B. Thriges Gade i 1960’erne blev etableret som et massivt gadegennembrud, tværs igennem det historiske H.C. Andersen-kvarter. Som byens daværende stads ingeniør så poetisk formulerede det: “Når man skal lave omelet, må man desværre slå æg i stykker”. “Omeletten” er i øvrigt under transformation i disse år. Gadegennembruddet er lukket, og der opføres ny bebyggelse over arret efter fortidens synder. Bymidten bliver i et ambitiøst projekt (støttet af Realdania) syet sammen igen med en række nye bygninger oven på en stor parkeringskælder. I 1963 udkom den populære bog Traffic in Towns, skrevet af den engelske arkitekt og byplanlægger Colin Buchanan. I denne bog gav forfatteren en dyster beskrivelse af, hvordan trafikken kunne ødelægge vores byer, og han kom med en række anbefalinger til, hvordan bilen – som et andet rovdyr – kunne tæmmes. Selv om vi i Danmark slap relativt nådigt med hensyn til de store bilbaserede projekter efter amerikansk forbillede, gav bilismens vækst alligevel anledning til to store forandringer i mange danske bymidter i disse år: gågader og nye, store parkeringspladser. 173

GÅGADERNE

En af Danmarks første gågader var Strøget i København, som blev lukket for biltrafik i 1962 for at give plads til fodgængerne. Bekymringen var stor blandt de handlende, men den var aldeles ubegrundet. Fodgængere viste sig at være mindst lige så gode kunder som bilister. Fra at være noget eksotisk og risikabelt blev gågader et mantra for alle danske provinsbyer med respekt for sig selv, mere eller mindre vellykket udført, bl.a. afhængig af de fysiske og planmæssige forhold. Gågadenettet er i de større byer blevet gradvis udvidet med sidegader, torve og pladser, og på denne måde er bylivet blevet understøttet af nye fredelige områder til færdsel, ophold og ikke mindst udendørsservering. Trods det ustabile danske vejr er vi begyndt at bruge vores byer ligesom sydeuropæerne. Gaden og pladsen er blevet “den fælles dagligstue”, hvor både spontane og planlagte møder finder sted. Jan Gehl har i Danmark været bannerfører for denne udvikling og har med sin tegnestue udført omfattende studier af folks faktiske brug af byer med gode og mindre gode muligheder for udendørs liv. P-pladserne blev som oftest etableret som en ny “bagside” i vores bymidter – ved nedrivninger af gamle side- og baghuse og konvertering af gamle byhaver og gårde. Nogle steder udført nænsomt, men i de fleste byer med nogle kedelige ar i den bebyggelse, som historisk har givet bymidterne deres karakter. De byer, som tøvede længst, har oftest fået de bedste løsninger, fordi de lærte af de andre byer, hvordan man ikke skal gøre.

TRAFIKDIFFERENTIERING OG ANDRE NYE GREB

I byernes nyere bolig- og erhvervsområder blev trafikken fra 1960’erne planlagt med trafikdifferentiering som hovedprincip. Fodgængere og cyklister blev adskilt fra den motoriserede trafik, først og fremmest fordi det var mere funktionelt og sikkert. Børnene kunne fra en tidlig alder selv gå eller cykle i skole, og ældre mennesker kunne med deres stok eller rollator gå sikkert frem til butikscentret. Der var megen sund fornuft i disse løsninger, hvis ikke de blev overdrevet og førte til labyrinter af tunneller og broer, og hvis man undgik at skabe tryghedsproblemer på de øde stier om aftenen. Begge disse ulemper ses desværre i Albertslund og en del andre forstadsområder, som fra grunden blev udviklet efter en meget formalistisk trafikdifferentiering. Midt i 1970’erne kom det første opgør med den totale trafikdifferentiering – de såkaldte §40-områder med stilleveje og opholds- og legeområder – til Danmark. Opfindelsen blev gjort i Holland, hvor man bor tæt og derfor havde særlig hårdt brug for at finde løsninger, hvor biler og børn kunne færdes på de samme arealer, men vel at mærke på børnenes præmisser, dvs. med lav hastighed og skærpet opmærksomhed. Mange danske boligområder er siden da blevet planlagt efter disse principper – måske det nærmeste, vi kommer det gyldne kompromis mellem de modsatrettede hensyn til byen og bilen.

174

P-PLADSERNE

Parkeringsbehovet er vokset og vokset fra 1960’erne og frem til i dag – i takt med stigende bilejerskab og bilbenyttelse. De større byer har bygget p-huse og p-kældre i deres bymidter for at redde de sidste kvadratmeter af torve og pladser til bylivet og andre gode formål. De mindre byer har primært udvidet p-arealerne på terræn i en stadig større radius omkring byens centrum. Denne forskel i løsninger hænger primært sammen med mulighederne for at finansiere de dyre p-anlæg og borgerens accept af at skulle betale for parkeringen. Betalingsparkering har været et konfliktfyldt emne i den lokalpolitiske debat i mange byer, når detailhandlen ømmede sig, og politikerne var splittet mellem hensynet til butikkernes omsætning og bylivets udfoldelse. Trafikplanlægningen i de danske byer opstod som fagligt speciale i 60’erne med ingeniørfirmaet Anders Nyvig som spydspids. Efterhånden leveres denne vare af en del rådgivende firmaer, mere eller mindre integreret med byudviklingens øvrige facetter. Men når regnebrættet skal gøres op her 50 år senere, må det konstateres, at den ingeniørmæssige tilgang til effektiv trafikafvikling og sikkerhed i mange byer har vundet over en bredere forståelse af bylivet og bykvaliteten. Kort sagt har vi i mange byer fået relativt effektive “trafikmaskiner”, som desværre har haft deres visuelle omkostninger, og som i mange tilfælde også har efterladt fodgængere og cyklister som en slags andenrangsborgere. Med denne lange og til tider dramatiske forhistorie om byen og bilen in mente melder spørgsmålet om fremtiden sig. Hvor bevæger vores byer sig hen, når trafik og byudvikling skal ses i en bredere sammenhæng, og hvilke nye muligheder tegner sig for bedre løsninger i fremtiden? 175

Stationsbroen i Køge blev åbnet i 2018 som en vigtig forbindelse på tværs af jernbanen og to store veje. Broens store bredde betyder, at trappen på bysiden er blevet det nye uformelle mødested i Køge. Under trappen er der indrettet en ny kiosk.

FREMTIDSSIKREDE TRAFIKLØSNINGER I BYERNE – HVOR ER DET GODE EKSEMPEL? Vi har i andre kapitler udvalgt en række cases, som forhåbentlig kan inspirere kommunerne til at højne bykvaliteten i deres egne byer. Når det kommer til trafikken, er det imidlertid vanskeligt at finde et eksempel på en by, der for hele byen og alle trafikarter har fundet frem til en god løsning, og hvor trafikafviklingen på en overbevisende måde understøtter bæredygtigheden og det gode byliv. Vi har derfor i stedet valgt tre nedslag i forskellige byer, som har valgt nogle løsninger, der hver for sig er både vellykkede og perspektivrige. 176

Køge, som er omtalt flere steder i kraft af Køge Kyst-projektet, skal have anerkendelse for at have løst nogle alvorlige barriereproblemer mellem by og havn ved hjælp af ny infrastruktur bl.a. en vejtunnel, en gangbro ved stationen og en – endnu ikke anlagt – underføring til fodgængere og cyklister på det allermest centrale sted i byen. Der er foretaget store investeringer i samtidig at løse både fremkommelighedsproblemer for biltrafikken og tilgængelighedsproblemer for fodgængere og cyklister. Og frem for alt er infrastrukturen designet, så den ikke forringer, men tværtimod giver et positivt tilskud til bymiljøet.

Odense har – med inspiration fra flere udenlandske byer – planlagt en letbane, som kommer til at danne en ny rygrad i byens udvikling og koble universitet, supersygehus og bymidte sammen på en overbevisende måde. Letbanen danner også basis for ny byudvikling i nogle af forstæderne. Et sjældent positivt eksempel på en kobling af by- og trafikplanlægningen. København har over de seneste 20 år satset massivt på faciliteter for cykeltrafikken. Cykelstiudbygninger langs alle støre veje og gader, krydsløsninger og cykelparkering er

I Odense er en ny letbane under eta blering. Letbanen forløber ind gennem bymidten i traceet fra Thomas B. Thriges Gade. Ligesom i mange franske og tyske byer bliver letbanen i Odense et strukturerende element for den fremtidige byudvikling.

blevet hverdagskost på de kommunale budgetter og ude på gadenettet. Præmieeksemplet er Cykelslangen – den smukt svungne cykelbro over Havneløbet, der forbinder Fisketorvet med Islands Brygge. En sådan gestus over for cykeltrafikken udstråler en politisk vilje til at skubbe hele byens trafik i en mere bæredygtig retning. Disse tre trafikløsninger rummer hver for sig stor inspirationskraft, men ingen af dem kan dog betegnes som komplette og sammenhængende løsninger på alle bytrafikkens udfordringer.

Som cyklist på denne kombinerede bro over havneløbet og forbindelse videre til næste bro over jernbanen ved Dybbølsbro Station føler man sig virkelig topprioriteret i trafikbilledet. Arkitekt: Dissing+Weitling

177

NOGLE BUD PÅ FREMTIDENS BYTRAFIK

Mange fagfolk og politikere taler henført om selvkørende biler, delebiler, automatiske p-anlæg, bedre kollektiv trafik, elcykler og en række andre nye teknologiske og organisatoriske løsninger. Spørgsmålet er imidlertid, om denne fagre nye verden inden for en overskuelig tidsramme kan løse ret mange af de trafikproblemer, som vores byer tumler med. Sagen er jo, at byernes trafikale mønstre i vidt omfang allerede er lagt tilrette gennem omfattende indgreb i bygninger og infrastruktur gennem de sidste 50 år. Og dernæst, at trafikale vaner er svære at ændre, hvis ikke det sker med forbud eller tårnhøje afgifter. Lad os i stedet komme med nogle aktuelle bud på vigtige spørgsmål og overvejelser til de danske kommuner: (1) Det første og vigtigste spørgsmål er, hvordan biltrafikken i og omkring byerne kan begrænses ved at placere byvæksten og særligt nye store arbejdspladser og andre trafikmål fornuftigt, dvs. først og fremmest stationsnært. Stationsnærhed er et obligatorisk princip for de større arbejdspladser i hovedstadsområdet, men det giver lige så god mening at følge princippet i resten af landet, når det er muligt. Udbygningen af letbaner i Århus, Odense og langs Ring 3 mellem Lyngby og Ishøj vil i løbet af de kommende 5-10 år skabe mange nye stationsnære områder. I de mindre byer kan elbusser af høj kvalitet og i eget tracé danne knudepunkter for byfortætning og transformation. (2) Det næste spørgsmål er, hvordan cykeltrafikken (inkl. elcykler) kan gøres til den foretrukne transportform i bytrafikken. Aktuelle tællinger viser, at cykeltrafikken i de fleste danske byer er faldende – kun København udviser væsentlige stigninger. I den hollandske by Houten nær Utrecht er hele bystrukturen baseret på at favorisere cykeltrafikken, men selv i danske byer, hvor mange af brikkerne i puslespillet er lagt, bør det løbende undersøges, hvordan man kan skabe de bedst mulige stiforbindelser og cykelruter mellem de vigtigste trafikmål. I nogle tilfælde må det ske på bekostning af biltrafikkens fremkommelighed på vejnettet – andre gange ved at ekspropriere arealer til nye stianlæg. Sidst, men ikke mindst, skal der etableres ordentlig cykelparkering ved alle store trafikmål, og i de tætte boligområder er der også brug for at skabe mere plads til parkerede cykler på vejarealerne, hvis ikke cyklerne skal dominere på de beskedne grønne friarealer. Tag til Holland, og se, hvordan de gør det. (3) Det tredje spørgsmål er, hvordan man undgår at ødelægge byens nuværende kvaliteter med nye store trafikanlæg, eller hvordan man kan reparere på fortidens skader ved at forskønne eller nedskalere store vejanlæg med beplantning, bebyggelse eller mere radikalt som i Odense. (4) Det fjerde spørgsmål er, hvordan man bedst muligt dæmper biltrafikken i bymidterne og andre tætte byområder. Det handler om at udnytte principperne i færdselslovens §40 (eller på nudansk “shared space”) til at give biltrafikken adgang til disse tætte byom-

178

råder, men langsomt og på fodgængeres og cyklisters betingelser. Det kan være alt fra traditionel fartdæmpning til ensrettet biltrafik i gader med dobbeltrettet cykeltrafik. En sådan strategi kan i de større byer understøttes af små eldrevne shuttlebusser, der sikrer en høj tilgængelighed til de centrale byområder. (5) Det femte spørgsmål er, hvordan man håndterer parkeringsspørgsmålet i en tid, hvor biltrafikkens fremtid er temmelig usikker, men hvor behovet for de mange p-pladser som minimum vil være der nogle år frem i tiden. Denne situation kalder på midlertidige løsninger, enten i form af arealudlæg til midlertidige p-pladser uden for bymidterne (i større byer suppleret med pendulbusser til bycentrum) eller ved at bygge p-huse i fleksible konstruktioner, som relativt let kan fjernes igen, hvis behovet viser sig at falde i fremtiden. Investeringer i de meget dyre p-kældre bør af samme årsag begrænses, med mindre der er mulighed for en anden fremtidig anvendelse af disse kældre. Når det gælder parkeringen i boligområder, kan man fortsat bruge de klassiske terrænløsninger, når bebyggelsestætheden er lav (under 50-75%). Er tætheden højere, er det nødvendigt at placere bilerne i en form for konstruktion, hvis ikke bebyggelsens friarealer skal domineres fuldstændig af parkerede biler. Også her må p-husene med deres fleksibilitet anbefales frem for p-kældre. Kommunerne kan i øvrigt understøtte fornuftige løsninger gennem lokalplanlægningen, stille krav i forbindelse med grundsalg og fastsætte p-normer, som ikke er unødigt høje. (6) Det sjette spørgsmål er, hvordan nye teknologiske og organisatoriske mobilitetsløsninger vil påvirke bytrafikken i fremtiden. De selvkørende biler lader pt. vente på sig – og deres konsekvenser for vejanlæg og parkering er helt afhængige af, hvordan ejerskab og organisering gribes an. Nye delebilsordninger dukker op for tiden, og flere af de større byer får nye systemer af bycykler til fleksibel benyttelse. Kommunerne kan og bør understøtte reserverede (og gratis) p-pladser til elbiler og delebiler, selv om det pt. er usikkert, i hvilken grad de vil påvirke det samlede trafikbillede i vores byer. Det afhænger nok mere end noget andet af, om (og hvornår) klimaog trafikpolitikken for alvor vil gribe ind i vores bilejerskab og vores trafikale vaner. (7) Sidst, men ikke mindst, må anbefalingen være, at byernes trafik i fremtiden altid ses som en integreret del af byudviklingen, og at usikkerheden om fremtidens nye mobilitetsløsninger håndteres ved i højere grad at arbejde med midlertidige og fleksible løsninger, når det gælder investeringer i veje, stier og parkeringsanlæg.

179

KØS i Køge er specialmuseum for kunst i det offentlige rum – det eneste af sin slags i Danmark. Museet er indrettet i en tidligere skole, der ved en renovering er tilført en ny tagetage. Museets forplads har sin egen kunstneriske udformning med 111 hvide plateauer udført af billedkunstneren Ann Lislegaard.

14 hvordan kan kunsten bidrage til byudviklingen ?

KUNST I DET OFFENTLIGE RUM

Kunst og byudvikling kan umiddelbart synes at være to helt adskilte verdener – fagligt, økonomisk og organisatorisk. Men kigger man nærmere på sagen, viser der sig faktisk at være en række inter essante sammenhænge og potentialer. De fleste kunstværker findes i dag på vores kunstmuseer, men faktisk er der også et stort antal kunstværker, som er skabt til og kan beses udendørs i danske byer – helt uanset museernes åbningstider. Og hertil kommer kunstværker placeret i offentlige bygninger. Allerede her nærmer kunsten sig byen – og omvendt. Statens Kunstfond har gennem mange år opereret med begrebet “kunst i det offentlige rum”, og der er mulighed for at søge økonomisk støtte til denne type kunstprojekter. I Køge findes sågar et specialmuseum for kunst i det offentlige rum (KØS), hvor skitser til sådanne værker bliver udstillet og formidlet til et bredere publikum. Kunstværkerne i byens rum har traditionelt sat deres aftryk på eksisterende torve, pladser og parker, men der er efterhånden også en del eksempler på, at kunsten bruges aktivt som en drivkraft i skabelsen af nye bydele – i boligområder, bycentre, campus-områder mv. – eller i fornyelsen af nedslidte byområder.

KUNSTENS DNA

Kunstens væsen er i enhver forstand fri og ubundet af de mange rationelle formål, som normalt kendetegner byudviklingen. Kunstens mulighed er derfor at give en kritisk, inspirerende eller udfordrende vinkel på den byudvikling, der jo altid foregår på et bestemt tidspunkt og på et konkret sted. Kunsten kan på denne måde være med at til at skabe refleksion, dialog, erkendelse og perspektiv i en bymæssig sammenhæng, som ellers er stærkt præget af funktionalitet og rationalitet. Og kunsten kan samtidig bidrage til at styrke et fokus på borgernes livskvalitet og medskabelse i byer eller byområder, hvis kommunerne aktivt inddrager borgerne i dialogen med kunstnerne. Kunstens relation til stedet er et væsentligt udgangspunkt, når det gælder kunstværker i det offentlige rum. I et gammelt havneområde kan kunstværker f.eks. fastholde nogle af de fortællinger, som findes om skibsfart og søfolk. På byens centrale torv kan kunsten give en replik til byens historie eller byens fremtid. Kunsten kan på denne måde bidrage til at fastholde, forstærke eller nyfortolke stedets identitet. Tidsperspektivet har et særligt fokus i den midlertidige kunst, som ofte forholder sig til aktuelle tendenser i tiden, f.eks. i den såkaldte street art, der typisk kommenterer kritisk og humoristisk på aktuelle problemstillinger i samfundet. Street art kan derfor være en både lettilgængelig og inspirerende kunstform i forbindelse med byudviklingsprojekter.

182

Signe Guttormsen, “Hvis vægge kunne tale”, Køge Rådhus.

183

I Ruhr-distriktet har man mange steder kombineret gamle strukturer fra stål- og kulværkerne med nye kunstinstallationer. Billedet er fra Zeche Zollverein i nærheden af Essen. Martin Steinert, “Kumpel-Projekt: Zeche Zollverein / Grube Reden”

Det berømte kunstmuseum i Bilbao er tegnet af Frank Gehry og er i sig selv en skulptur – et vartegn for byen, som signalerer transformation fra industri- til vidensby. Bilbao har også bygget ny infrastruktur, nye parker og meget andet, der understøtter denne transformation.

UDENLANDSKE EKSEMPLER PÅ KUNST I BYRUM OG BYUDVIKLING Emscher Park i Ruhr-distriktet er en del af Europas sandsynligvis største byomdannelse, igangsat efter at kul- og stålminerne i Ruhr lukkede ned gennem nogle årtier fra 1960 og frem. Et kæmpe by- og industrilandskab var blevet “overflødigt”, og området blev ramt af en række kriser samtidig: først og fremmest et økonomisk kollaps, dernæst forureningsproblemer i den tunge vægtklasse og som følge af begge dele en stærk fraflytning. Byomdannelsen blev kickstartet af en stor byggeudstilling kaldet IBA (Internationale Bauausstellung), som har været anvendt flere steder i Tyskland. Den skulle i perioden 1989-99 vise, hvordan man kunne 184

skabe værdi i det “forladte” område gennem intelligent oprensning af mange års forurening, anlæg af nye store rekreative områder, genbrug af kulturhistorisk værdifulde bygninger og tilføjelse af nybyggeri. I projektet indgår en stærk kultursatsning og en række kunstværker i den helt store skala, som giver området sin helt særegne karakter med en blanding af industrihistorie, moderne erhverv og kultur. Bilbao i Nordspanien er blevet berømt for sit kunstmuseum, tegnet af den amerikanske arkitekt Frank Gehry. Museet blev bygget som starten på en byomdannelse, der

minder om Ruhr-distriktets (om end i mindre skala) – nemlig overgangen fra nedlukket industri til kultur og nye kreative erhverv. Man taler ligefrem om “Bilbao-effekten”, når byudviklere fra hele verden mødes i den interessante og charmerende by. Museet er en skulptur i sig selv (og righoldigt bestykket med varierende kunstudstillinger), men først og fremmest blev museet et tydeligt signal om, at Bilbao så en helt ny fremtid for sig, og det er blevet suppleret med en række andre store investeringer i byforbedringer. High Line i New York er en helt usædvanlig bypark, hvor en nedlagt højbane til gods-

transport gennem Manhattan har fået “sit andet liv”. Parken er usædvanlig flot udformet med belægninger, beplantninger, siddemøbler mv. – og er derved blevet et kunstværk i sig selv. Fra parken er der et formidabelt udsyn over store dele af New York. Og endelig er High Line forsynet med en række nye kunstværker. IBA Hamburg i 2010 var en ny byggeudstilling i Tyskland (længe efter Ruhrs minelukninger i 1960’erne), som fandt sted på øen Wilhelmsburg midt i Elben – et sted, som historisk har været præget af affaldshåndtering, tung infrastruktur og nogle få gamle 185

boliger til lokale havnearbejdere. Med sin centrale beliggenhed valgte Stadt Hamburg at sætte øen i spil til en byggeudstilling, hvor nye tendenser i byggeri og byudvikling skulle afsøges. Bæredygtighed, bynatur og kreativitet var nøgleord for de konkrete initiativer. Hvad angår kreativiteten, blev projektet især præget af at skabe nye rammer for alternativ kultur og kunst – med et stærkt fokus på de sociale og etniske udfordringer i området. Bo01 i Malmö var en svensk byggeudstilling med fokus på bæredygtighed og bykvalitet, men også her havde kunsten fra starten en central placering som et middel til at demo186

kratisere den nye bydel og forebygge enhver mistanke om, at et nyt “gated community” var undervejs. Kunstnerne blev bl.a. valgt ud fra deres evne og vilje til at arbejde sammen med Malmös borgere. I Münster beliggende tæt på Ruhr-området i det vestlige Tyskland har kunsten gennem mange år været en central markør i byens udvikling. Hvert tiende år afholdes en kunstudstilling, hvor en række værker placeres rundt i byen, og efter hver udstilling bliver nogle af værkerne stående, så der løbende opbygges en samling af tidstypiske skulpturer, installationer mv. i byrummet.

Tv. I Duisburg er en klassisk industribygning blevet udsmykket med klatrende figurer i alle farver. Rosalie, “Flossis”

”Avismanden” er et af de kunstværker, der fylder godt op i den smukke by Münster, som ligger i Nordrhein-Westfalen. Byen afholder hvert 10. år en udstilling af kunst i byrummet, og de bedste af værkerne får lov at blive stående som et blivende løft af bykvaliteten. Silke Wagner, “Münsters Geschichte von unten [Münster’s History from below]”

187

I Køge Kyst-projektet har kunstudstillinger på Søndre Havn med etto års mellemrum været en vigtig del af de midlertidige aktiviteter (”Livet før byen”). Her ses en betonmur, dekoreret af Christian Schmidt-Rasmussen med collager, som alle refererer til genstande og begivenheder i Køge. Christian Schmidt Rasmussen, “Vi lever på ruinerne af en glorværdig fremtid”

KUNSTSTRATEGI I KØGE KYST En del af den kulturpulje, som Køge Kyst-projektet blev født med, er blevet brugt til medfinansiering af årlige kunstudstillinger på Søndre Havn med start i 2010, de fleste udført i et tæt samarbejde med KØS, Køges specialmuseum for kunst i det offentlige rum. Den første udstilling tematiserede Køge som havneby med forskellige kunstneres respons på denne byhistorie. En senere udstilling viste street art og graffiti som en kunstnerisk udtryksform, der passede ind i det rå havne- og industrimiljø. Og endnu senere udfoldede Randi (Jørgensen) og Katrine (Malinovsky) deres kreativitet i nogle skulpturer og installationer, hvoraf en enkelt (Tårnmanden) fortsat udsmykker et af de midlertidige byrum på Søndre Havn. Et andet greb var fra projektets start at skabe en kulturrute – Tråden – som en mental 188

forbindelse mellem Køges historiske bymidte og Søndre Havn. Tråden blev forsynet med 18 betonsteler med information om historien og den forestående byudvikling, og alle steler blev af kunstneren Cai-Ulrich von Platen forsynet med en udsmykning, som har en forbindelse til det specifikke sted, hvor stelen står. På Køge Torv fik stelen f.eks. en hest på toppen, fordi kunstneren mente, at Frederik den 7., der står som en fin statue midt på torvet, mangler denne hest, når han skal ride ned på Søndre Havn. Kunsten blev på denne måde et afgørende element i Køge Kyst-projektets gennemførelsesplan med vægt på midlertidighed og kulturen som driver for byudviklingen. Kunstudstillingerne tiltrak både et helt lokalt og et mere regionalt publikum, der fik lejlig-

hed til at reflektere over mulighederne i det gamle havneområde. Kodeordet for disse initiativer blev: “Livet før byen”. I 2014, da det første byggeri så småt var i gang, udgav Køge Kyst en kunststrategi, som skulle give inspiration til at fortsætte den kunstneriske side af projektet, bl.a. i nogle bygningsintegrerede værker. Og så sent som i januar 2020 blev to store værker af Christian Schmidt-Rasmussen afsløret i en portåbning af en ny boligkarre. I kunststrategien er formuleret følgende mål for kunstens rolle som medskabende faktor i de nye bydele: –

lokalitet, det omgivende miljø og visionerne for byomdannelsesprojektet. –

at sikre kunst af høj kvalitet gennem en organisation, der bruger de bedst mulige fagkompetencer.

–

at kunsten udfolder sig på flere felter: områdernes sanselige og oplevelsesmæssige forhold, områdernes sociale forhold og områdernes kontekstuelle forhold.

–

at sikre bygningsintegreret kunst ved at indtænke kunstneriske kompetencer fra starten i udviklingen af bygninger, områder mv.

at sikre stedspecifikke kunstprojekter, som indgår i et samspil med deres givne 189

BYER MED KUNSTSTRATEGI

På den store scene finder vi mange byer uden for Danmarks grænser, som bruger kunsten aktivt og strategisk på denne måde. I danske byer ser vi i højere grad enkeltstående kunstværker, som udsmykker pladser og torve, men flere byer har også på det seneste arbejdet med kunstens potentialer i forhold til byudviklingen, f.eks. ved eksperimenter med midlertidige kunstværker og sågar hele kunstudstillinger i byudviklingsområder. Selv om finansieringen af kunst i det offentlige rum i Danmark støttes af Statens Kunstfond (og andre fonde), skal kommunerne og/ eller private aktører også typisk bidrage økonomisk. I enkelte kommuner er der truffet politisk beslutning om at afsætte en andel af byggesummen i ethvert offentligt byggeprojekt til kunst. Ballerup Kommune har som en af frontløberne på dette område siden 1988 afsat 2% både af salgsprisen for alle solgte grunde og af budgettet til alt kommunalt byggeri til kunst på det konkrete sted. Derfor findes der i dag en stor mængde samtidskunst rundt om i kommunen – monumenter, skulpturer og kunstneriske bearbejdninger af bygninger og byrum. Albertslund Kommune har i 2016 formuleret en samlet strategi for kunst i det offentlige rum. Strategien hviler på en lang forhistorie, der startede tilbage i 1969 med etablering af en kunstindkøbs komité og indeholder bl.a. følgende mål for indsatsen: – at skabe byrum med foranderlige kunstneriske oplevelser, udfordringer og overraskelser. – at lægge vægt på det æstetiske, indbydende og nyskabende i al fysisk planlægning. Kommunen ønsker endvidere at være “en lille kulturhovedstad” og betragter i den sammenhæng kunsten som et middel til at fremme borgernes medskabelse af byen. Også Viborg satser stærkt på kunsten – og har en ambition om at blive det nationale center for visuel kunst. Borgmester Ulrik Wilbek udtaler i den forbindelse til tidsskriftet Billedkunstneren (nr. 1, 2020) følgende: “Kunst tilbyder nogle fortællinger, der gør os klogere og gladere og kan inspirere os til at tænke nye tanker og se verden med nye øjne. Omverdenen har jo også fået øje på Viborg, netop fordi vi kan noget særligt med kunsten og det kreative. Vi får en del besøg fra udlandet af folk, der vil se, hvordan vi gør her hos os.” Som det fremgår af citatet, er kunstens formål her både indadvendt imod kommunens borgere og udadvendt som led i en branding af Viborg. Vejle har gjort sig bemærket ved at indtænke kunsten i kommunens aktiviteter, men her særligt rettet imod klimasikringen af byen, der på grund af sin beliggenhed har en særlig høj risiko for oversvømmelser. Kunstens rolle bliver her at facilitere en debat om, hvor-

190

dan denne risiko skal håndteres, uden at de enkelte bykvarterer forskanser sig bag diger og andre afskærmninger. Endelig bør Holstebro nævnes, når vi taler kunst i det offentlige rum. Kommunen har gennem en menneskealder investeret i fornemme kunstværker rundt om i byen – til glæde for både borgere og gæster. To af de byudviklingsprojekter, som Realdania har søsat sammen med kommunerne – Køge Kyst og Kanalbyen i Fredericia – har også sat kunsten aktivt på dagsordenen, og Realdania har opsamlet en del af erfaringerne herfra i publikationen Kunst i byudvikling. Disse lokale indsatser suppleres af en mangeårig investering i kunst i forbindelse med de statslige bygninger rundt omkring i landet. Bygningsstyrelsen udgav i 2017 publikationen Kunst i bygninger sammen med KØS Museum for kunst i det offentlige rum, og heri fortælles om den statslige indsats for at udbrede kunsten på de offentlige arealer. Rent metodisk kan der herfra hentes inspiration til kommunernes arbejde på feltet. EN VITAMINPILLE

Når kunsten har fået sit eget kapitel i denne bog, er det primært for at minde om behovet for at give dansk byudvikling et skud vitaminer, når det gælder kreativitet, sanselighed og æstetik – og fordi denne mulighed endnu kun benyttes i begrænset omfang i mange kommuner. Der er plads til forbedring, og der er en interessant “best practice” at lære af bl.a. i Ballerup, Albertslund, Viborg, Fredericia og Køge og mange udenlandske byer. Vi kan kun opfordre til, at kommunerne medtænker kunsten, både når store byudviklingsprojekter skal gennemføres og i den daglige praksis med forbedring af byens rum. Og især vil vi slå et slag for, at kunsten aktivt bruges til at stimulere midlertidighed og demokratisering som centrale elementer i byudviklingen. Men lige så vigtigt er det at huske, at arkitekturen i sig selv er en kunstnerisk disciplin, hvad enten vi taler om design af bygninger, byrum eller landskab i forbindelse med byudvikling. Forudsætningen for at anvende disse virkemidler bevidst i byudviklingen er naturligvis, at både landskabs- og bygningsarkitekter får et passende spillerum til at arbejde med materialer og formgivning – og ikke blot skal levere det billigste og mest bygbare input til totalentreprenøren. Man behøver ikke at rejse helt til Sydney og opleve Utzons opera for at forstå dette. Tag blot til Ribe og se på Domkirkepladsen, som blev omlagt og renoveret i 2012 af Schønherr Landskabsarkitekter. Og på pladsen er der opført et nyt hus – Kannikegården (tegnet af Lundgaard & Tranberg) – midt imellem de gamle byhuse, som udgør grundstammen i det historiske Ribe. Så fint og kunstnerisk afklaret kan det gøres! 191

Domkirkepladsen i Ribe blev renoveret i 2012 af Schønherr Landskabsarkitekter. En smuk granitbelægning binder hele det store areal sammen på tværs af stilarter og højdeforskelle. I kanten af pladsen står den nye “Kannikegård”, et hus til kirkens administration med indbyggede ruiner fra Ribes fortid. Arkitekt for Kannikegården: Lundgaard & Tranberg

192

193

Campusliv – Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design og Konservering.

hvordan sikrer vi uddannelsen af fremtidens byudviklere?

Som en række af denne bogs kapitler beskriver, er det velkendt, at byerne skaber mange af verdens største udfordringer: global opvarmning, rovdrift på ressourcer, og naturværdier samt stigende ulighed. Samtidig er det også her, at vi har et potentiale for at løse udfordringerne. De danske byers fremtid og udvikling afhænger af vores evne til at bruge og udvikle de løsninger, der favner bredden i problematikkerne med de mest målrettede løsninger. UDVIKLINGSKAPACITET OG KOMPETENCER

Presset på byernes udviklingskapacitet sætter derfor også fokus på behovet for faglig viden og på de tværfaglige kompetencer, der er forudsætningen for, at de bedste løsninger udvikles. I kommunerne er der opstået en efterspørgsel efter medarbejdere og ledere, der både evner at sætte mål for en ønsket byudvikling, at formulere strategier, der kan forfølge og realisere dem, og ikke mindst at tilrettelægge og agere i komplekse forandringsprocesser med mange aktører og stakeholders. Der efterspørges kompetencer, der formår at gå på tværs af fag og sektorer og skabe værdi for alle. Kompetencer, der ikke altid er lette at opdrive, og hvor der desværre er en vis knaphed på relevante faglige ressourcer. Gennem de senere år har den øgede efterspørgsel ført til, at flere arkitektfirmaer, ingeniørfirmaer samt diverse “hybrider” inden for byrådgivning har udviklet og oparbejdet kompetencer og medarbejderprofiler, der evner at se og løse byudviklingsopgavernes kompleksitet gennem tværfaglige tilgange og samarbejder. Det er sket og sker løbende gennem den læring, der opstår, når opgavernes kompleksitet tilsiger det. Og fordi flere og flere kommuner, bygherrer og andre opdragsgivere stiller specifikke krav til opgavernes tværfaglige løsningsrum og fravælger tidligere tiders tro på, at den rent fysiske masterplanlægning rækker til at løse byernes problemer. I et samarbejde mellem foreningerne af kommunaldirektører, tekniske direktører og Realdania har der de sidste 10 år været sat fokus på at efteruddanne i ledelsesmæssige kompetencer i byernes strategiske udvikling. I masterclasses har direktører fra kommuner landet over studeret og udvekslet viden om, hvilke værktøjer, der skal bringes i anvendelse, når kommunerne træffer beslutning om byudvikling og nye strategiske udviklingstræk i kommunerne. Det er et velbesøgt efteruddannelsestilbud, der er blevet fulgt op af tilsvarende forløb for mellemledere og fagansvarlige ledere og medarbejdere i kommunerne. Her har Dansk Byplanlaboratorium taget teten og udbyder løbende (overtegnede) kursustilbud. Der er på den måde – og også gennem praksis – sket et relevant og tiltrængt kompetenceløft i dele af rådgiverbranchen og i de kommunale ledelsesrum og forvaltninger.

196

ARBEJDSMARKEDETS BEHOV OG UDDANNELSESGAB

Desværre har vi ikke set et samtidigt match på uddannelsesfronten, hvor de mere klassiske faglige dyder og discipliner ikke tilstrækkelig hurtigt er blevet fulgt op med nye relevante og nødvendige uddannelsestilbud på de videregående uddannelser. DTU har f.eks. ikke ønsket at fortsætte deres mangeårige kandidatuddannelse inden for byplanlægning, og det har i høj grad været AUC, RUC og KU, der har tilbudt nye uddannelser rettet mod kommunernes behov i relation til planlovgivningen. Det betyder, at der er opstået et vist gab mellem de behov, som arbejdsmarkedet har i hele spændet mellem fysisk byplanlægning og strategisk byudvikling og de kandidater og kompetencer, der er til rådighed fra de videregående uddannelsesinstitutioner. Det gælder både blandt dimittenderne fra de forskellige uddannelser og blandt mere erfarne planlæggere og fagpersoner, der arbejder inden for det offentlige – i de kommunale forvaltninger, statslige bygherrer, styrelser og ministerier, og det gælder i de private virksomheder, der leverer rådgivning.

POTENTIALER I DANSKE KOMPETENCER

I en rapport fra den daværende Regeringens Vækstteam (2019) peges der på, at Danmarks kreative DNA ligger i vores tradition for at sætte mennesket i centrum. Når vi formgiver og udvikler nye produkter og løsninger, gør vi det med en særlig sans for at kombinere både æstetik, funktion og læring. Det gælder også, når det handler om byens udvikling, og det giver os et særligt potentiale i forhold til kompetenceopbygning med øget fokus på iværksætteri, øget fokus på kreative og innovative løsninger og nye vækstmuligheder. Eksemplerne er mange: Grøn teknologi og klimaløsninger i byerne, udvikling af gode boligområder, ældreboliger og bymidter, udvikling af en bæredygtig oplevelsesøkonomi, ud nyttelse af byernes data til udvikling af nye former for services og borgerinddragelse. Og evnen til at kombinere og forene kom petencerne i byudviklingen. Vi står med andre ord i Danmark netop nu i et vadested, hvor vi på den ene side har formået at etablere en nytænkende kapacitet både i den offentlige og den private sektor, og vi besidder stærke potentialer inden for den kreative og grønne sektor. På den anden side halter vi bagefter med at geare vores videregående uddannelser til at levere nye kandidater med tilstrækkelig tværgående og strategisk rettet byudvikling som spidskompetence. Og her er det værd at bemærke, at uddannelserne omfatter både bachelor-, overbygningsmaster- og efteruddannelser. Nye uddannelsestilbud med forståelse for de tværfaglige udfordringer og dimensioner skal kunne tiltrække og motivere studerende, der ser et perspektiv i at medvirke til at skabe morgendagens byer og byløsninger. Her ser det ud til, at dagsordener sat af FNs ver197

Campus Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design og Konservering.

densmål, klimaudfordring, ressourceknaphed og social segregering engagerer de unge og præger deres uddannelsesvalg positivt. Det er vigtigt at bruge den lydhørhed og det engagement i markedsføring af nye uddannelsestilbud (”Greta Thunberg-effekten”).

NYE UDDANNELSESTILBUD OG FORSKNING

Det er værd at bemærke, at der allerede er opmærksomhed på problemstillingen, og en række fine initiativer er i fuld gang på universiteter og de kunstneriske og teknisk orienterede videregående uddannelser. Men: der savnes videregående uddannelsestilbud inden for alle uddannelsesniveauer, der kan udfylde kompetencebehovet mellem den klassiske fysiske byplanlægning, der mere specialiseret administrerer byernes rumlige og fysiske udvikling gennem plansystemet, og den strategiske byudvikling, hvor et komplekst felt af aktører og interesser gennem en mere aktiv procesledelse skal bringes til at spille sammen for at komme i mål med en ønsket udvikling. Uddannelsestilbud, der tager afsæt i, at de kompetencer, der efterspørges, i høj grad beror på en tværfaglig forståelse og en erkendelse af, at én faggruppe ikke kan dække dem alle. Der er brug for uddannelsestilbud, der leverer bachelorer, kandidater og forskere, der også har:

198

– Kompetencer til at udvikle og lede tværfaglige og inddragende processer både i og mellem virksomheder, investorer, organisationer, foreninger, myndigheder, borgere og beboere, og også tværsektorielt. – Indsigt i plansystemets forvaltningsmæssige og juridiske grundlag/planlov, politiske systemers rolle og mekanismer. – Indsigt i de markedsmekanismer og økonomiske forhold, der har indflydelse på mulighederne for at realisere konkrete byudviklingsstrategier. – Indsigt i de rumlige konsekvenser af planlægning og udvikling, og i hvordan forskellige politikker, strategier, økonomier og øvrige instrumenter/initiativer/interesser påvirker byer og landskabers rum, borgere og byliv. Samtidig kalder byernes aktuelle udfordringer på viden om og forskning i karakteren af disse processer og i de konkrete løsninger, der udvikles i kommunerne. Viden og forskning, der er vigtig og nødvendig for at videreudvikle selve uddannelsestilbuddene og for at levere de kandidater, der møder kommuners aktuelle behov og udfordringer. Og som er i stand til at bidrage som rådgivere i virksomheder og understøtte deres muligheder for at levere danske by-løsninger både her i landet og ude i verden gennem eksport. ET LOVENDE SAMARBEJDE

Der er heldigvis stor opmærksomhed på både behov og udfordringer med at geare de videregående uddannelser og forskningen. I et lovende samarbejde mellem Realdania, Arkitektforeningen, Det Kongelige Akademi og Byplanlaboratoriet arbejdes der i skrivende stund med at afdække det beskrevne “uddannelsesgab” i forhold til arbejdsmarkedet og samtidig skabe overblik over den aktuelle forskning på de relevante universiteter og videregående uddannelser. Perspektivet er på den baggrund at formulere, hvilke nye uddannelses- og forskningsinitiativer, der bør bringes ind i de kommende års tilrettelæggelse af nye tværfagligt baserede uddannelsestilbud målrettet til strategisk byudvikling og planlægning. Det bliver spændende at følge resultaterne. Og det bliver ikke mindre spændende at se, hvordan der kan findes muligheder for at finansiere den række af forskningsprogrammer og initiativer, der skal bringe uddannelser og forskning i front med danske by-løsninger. Den åbenbare fælles interesse, der er mellem den offentlige sektor og danske virksomheder foruden vækst og eksportinteresser, skaber håb og optimisme. Men samtidig også en vis bekymring – riget fattes som bekendt altid penge.

DANMARK I FRONT?

Når de kommende nye uddannelsestilbud og den nødvendige tilknyttede forskning skal finansieres, er det værd at erindre et ind199

læg af Boston Consulting Group på Forsknings- og uddannelsesministerens årlige uddannelseskonference i 2019. På vegne af den daværende regering havde BCG gennemgået den danske uddannelsessektor for at vurdere dens innovationsevne og kapacitet. Konklusionen var temmelig klar: den danske uddannelsessektor blev vurderet til at være helt ok, men ikke markant innovativ i en international benchmark. Og – som det hed fra talerstolen – og her frit oversat: ”I har et valg at træffe i Danmark. I kan fortsætte ad cirka samme vej som hidtil i uddannelsessektoren. I vil stadig være gode, og jeres innovationsevne vil være ok – nogenlunde som nu i sammenligning med andre lande i verden, og det vil sige langt fra i toppen. Hvis I i Danmark ønsker at rykke på jeres innovative evner og flytte jer op i den internationale benchmark og dermed også øge jeres samlede vækstpotentiale, står I ved en skillevej, og så skal piben til at have en anden lyd – der skal en lille revolution til. Og vælger I den vej, er den helt afgørende udfordring for jer, at I skal slippe jeres meget stærke sektortænkning på universiteter og uddannelsesinstitutioner. I skal frigøre innovationskraft ved at udløse det meget store potentiale, der ligger i en tværsektoriel gentænkning af hele uddannelsessektoren. Ved at lade de innovative kræfter i de enkelte fagsektorer samarbejde med hinanden, krydsbefrugte og sammen udvikle ny viden og forskning kan I geare Danmarks innovationskraft. Og det vil kunne bringe Danmark i front!” Helt det samme gør sig gældende for vores innovationsevne og praksis inden for byudvikling. Kan vi lykkes med at udnytte de samlede potentialer og den viden, der findes på de videregående uddannelser inden for byudvikling, ser fremtiden lovende ud for vores evne til at skabe mere bæredygtige og demokratiske byer. Det kræver øget samarbejde på tværs af universiteterne og de kunstneriske uddannelser, flere tværgående forskningssamarbejder og yderligere samspil/partnerskaber mellem de videregående uddannelser, erhvervslivet og den offentlige sektor. Mon ikke samarbejdet mellem Arkitektforeningen, Realdania, Det Kongelige Akademi og Byplanlaboratoriet rummer kimen til de kryds befrugtede innovative nye uddannelsestilbud, der sætter fremtidens danske by-løsninger indenfor rækkevidde? Det ville være spændende at se DTU, Det Kongelige Akademi, AUC, RUC, Arkitektskolen i Århus, CBS skabe en samlet palet af uddannelses- og efteruddannelsestilbud, der rammer plet i forhold til efterspørgslen i dag og i morgen både i Danmark og internationalt.

200

Landskabsarkitektstuderende på KU gransker egne fotografiske undersøgelser. Studieopgaven fokuserer på at højne det udsatte byområde Urbanplanen på Østamager, løfte livskvaliteten for beboerne samt løfte Sundholmkvarteret ved at styrke og transformere Remiseparken og nye, grønne forbindelser i kvarteret.

201

Afgangsopgave fra Det Kongelige Akademi, The Fifth Mode of Transportation, udført af Anton Malte Ling. Projektet udforsker en mulig fremtid, hvor et højhastigheds-transport-koncept effektivt bringer både passagerer og gods direkte ind til byens midte. Konceptet er uden støj og forurening og tillader en ny typologi, hvor mobilitet, park og byrum er integreret i en ny type bygning, hyperloop stationen. En afgangsopgave inden for verdensmål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund.

Det ville også være spændende, hvis Bedre Byggeskik-bevægelsens erkendelse af, at en skole for bygmestre før i tiden var et nødvendigt greb for at uddanne de håndværkere, som i praksis arbejdede med at skabe Bedre Byggeskik i egne projekter, kunne inspirere til etablering af en ny “Byskole”. En “Byskole” for de forskellige relevante fagligheder kunne være et af de initiativer, der kan skabe fremdrift i bevægelsen for BEDRE BYSKIK. MORGENDAGENS HELTE!

202

Sidst men ikke mindst er det desværre ikke byudviklingens temaer, der efterspørges først af de unge, der står overfor at træffe valg om den uddannelse, der skal forme deres og vores fremtid. Fraværet af tilstrækkeligt relevante uddannelsestilbud afspejler sig også i efterspørgslen hos de studerende. I betragtning af, at der ikke som for andre videregående uddannelser er blevet satset meget på at skabe interesse gennem perspektivering og markedsføring, kan det næppe undre.

Erfaringer fra Det Kongelige Akademi viser, at målrettede uddannelsestilbud, hvor FNs verdensmål og klimaudfordringer er omdrejningspunkt for læring, skaber stor interesse og søgning fra de nye uddannelsesårgange. Bevidstheden om, at deres egen fremtid er på spil, er en markant motivationsfaktor, som vi har set vokse parallelt med den klimabevægelse, Greta Thunberg har sat skub i verden over. Uddannelsessektoren har alle kort på hånden for at tage fat i de unges motivation. Det ligger lige for at markedsføre uddannelsestilbud inden for strategisk byudvikling, byplanlægning og tilknyttede fagområder. Og det ligger lige for at tale de mange spændende arbejdsopgaver i kommunerne op. Det kommunale arbejdsmarked rummer et stort potentiale og har brug for kompetente kandidater til at understøtte kvalitet i byudviklingen i hele landet. Vi har brug for markedsføring til de studerende, der vil være “morgendagens helte”, fordi de med indsigt og kreativitet kan bidrage til at skabe bæredygtige og demokratiske byer i fremtiden. Vi har brug for at skabe X-factor i uddannelsestilbuddene! 203

EPILOG historiske eksempler og et muligt fremtidsperspektiv

EN FORTRØSTNINGSFULD FORFALDSHISTORIE

I 1934 skrev Steen Eiler Rasmussen, den første danske professor i byplanlægning, en interessant bog om London. Han var som ung byplanlægger blevet fascineret af Londons fine boligkvarterer, samspillet med parkerne og byens forretningsområder. Han mente, at København og mange andre byer kunne lære meget af Londons byplanlægning og ikke mindst boligbyggeri. 40 år senere drog Steen Eiler Rasmussen igen til London for at se, hvad der var sket i mellemtiden, ikke mindst som reparation af alle “hullerne” efter 2. verdenskrig. Han skrev herefter en ny bog, som bl.a. indeholder et fotografisk optryk af den gamle bog. Tonen i den nye bog er noget mere skeptisk – for ikke at sige pessimistisk – på byens vegne. London var blevet en by, hvor mange af de oprindelige bymiljøer var ødelagt eller som minimum indespærret af store motorgader og højhuse i en udformning, som lod meget tilbage at ønske. Det centrale London havde – bortset fra enkelte enklaver – mistet sine kvaliteter forårsaget af grundspekulation og ineffektiv planlægning. Men alligevel udtrykker Steen Eiler Rasmussen en forhåbning for fremtiden, fordi han ved, at englænderne har haft talentet til at skabe de gode bymiljøer, og han ser nogle muligheder i de havebyer (garden cities), som var opstået rundt om London. Denne fortrøstningsfulde forfaldshistorie ligner på nogle punkter vores beskrivelser af dansk byudvikling gennem tiderne. Og den peger direkte frem imod vores argumentation for BEDRE BYSKIK som den nye bevægelse, der for alvor skal sætte bæredygtighed, fællesskaber og demokratisering på dagsordenen. Efter mange kapitler med lige dele kritik af og inspiration til den aktuelle danske byudvikling vil vi slutte denne bog med et par eksempler på boligområder i København fra tidligere perioder. De er udvalgt for at vise, at god byudvikling ikke er nogen ny opfindelse, men tværtimod noget, som har præget flere historiske perioder – og i nogle tilfælde har kvaliteterne i de pågældende områder overlevet mange års varierende brug.

205

HUMLEBY PÅ VESTERBRO – ET VELFUNGERENDE BYGGEFORENINGSKVARTER I faglige kredse er vi normalt mest optaget af at analysere de nyere byudviklings områder – og ikke mindst kritisere dem for de problemer, som de ikke fik løst. For at udvide perspektivet en smule vil vi her foretage en sammenligning med et af fortidens berømmede eksempler på vellykket byudvikling i København – Humleby på Vesterbro (hvor JM selv har boet siden 1983). Humleby består af 235 rækkehuse i tre etager, bygget i perioden 1886-95. Husene blev ligesom flere andre byggeforeningskvarterer i København opført af Arbejdernes Byggeforening som en reaktion mod det tidlige spekulationsbyggeri i brokvartererne og erfaringerne fra koleraepidemien i 1850’erne. Det var altså datidens bud på 206

sunde arbejderboliger med betydeligt mere lys og luft end normalt for resten af datidens boligbyggeriet i de større byer. Arbejdernes Byggeforening blev stiftet i 1865 af værftsarbejderne på B&W sammen med fremsynede læger og andre velstillede borgere, som var optaget af gode boligforhold som et middel til at fremme arbejderklassens sociale opstigning. Først blev der bygget mindre enklaver, bl.a. i Sverrigsgade på Amager og ved Nyboder, alt imens rækkehuskonceptet blev udviklet, og fra 1873 var foreningen rustet til større projekter: Kartoffelrækkerne, Humleby og Komponistkvarteret med i alt ca. 1100 boliger (hvori der formentlig har boet ca. 10.000 mennesker omkring år 1900).

Humlebys stramme bebyggelsesplan og de mange ens huse bliver brudt af knæk i gadeforløbet og af pladser, der bruges flittigt af legende børn.

Går man tættere på husene, er der mange variationer: stakitter, beplantning, tagkvistenes udformning – og nogle steder også vinduesfarver. Forhaverne skaber en vigtig overgangszone mellem de offentlige og de private funktioner. Alting sker inden for rammerne af en bevarende lokalplan.

Hvert af rækkehusene i Humleby bestod oprindelig af to lejligheder på hver ca 50 kvm, og 2. salen var fra starten fælles tørreloft for de to familier. Under bolignøden i 1920’erne blev 2. salen indrettet til en ekstra lejlighed, så der i hvert hus kunne bo tre familier – i alt op til 15 personer på 135 kvm! I dag er hovedparten enfamiliehuse, men med mulighed for fleksibel udlejning af en etage i tilfælde af skilsmisse, eller når børnene flytter hjemmefra. Enkelte huse er opdelt i små andels- eller ejerlejligheder til singler. Bebyggelsesplanen er stram med to langgader og fem tværgader, og husene giver i deres taktfaste rytme kvarteret et smukt helhedspræg, der brydes af små individuelle

variationer på facaderne, men først og fremmest af de forskellige stakitter, vinduesfarver, og beplantninger mv. i kantzonen mellem bygningerne og vejene. Kvarteret er så at sige blevet slebet til gennem mange års brug. Beboersammensætningen er (desværre) blevet noget præget af de store prisstigninger på husene gennem de seneste 20 år, men der er stadig mange ældre beboere, som har boet i kvarteret mellem 30 og 50 år. Det giver alt i alt en betydelig variation i aldre og familiemønstre, som mange nye byområder må misunde Humleby. Fællesskabet i kvarteret er organiseret i en beboerforening, som fungerer parallelt med den obligatoriske grundejerforening. Bebo207

erforeningen driver kvarterets beboerhus og står for de mange arrangementer, der finder sted i løbet af året: gadefest, fastelavn, nytårsaften, fællesspisning, kor, strikkeklub, torsdagsbar med jazzkoncerter mv. Det almindelige naboskab udfolder sig på gaderne, hvor børnene leger, og mange voksne taler over hækken eller sætter sig på bænkene, når solen kommer frem fra det tidlige forår. Det er en vigtig kontaktskabende detalje i byrummet! For børnene er Humlebys trafiksanerede gader med begrænset og meget langsom biltrafik en fin møde- og legeplads. Det er ikke tilfældigt, at ca. 200 ud af de i alt 750 beboere i Humleby er børn mellem 0 og 18 år. Kvarteret er vel et af de mest børnevenlige centralt i København. 208

Er Humleby så en blandet by, kan man spørge. På nogle punkter ja, på andre punkter delvis, og på nogle slet ikke! Hvad angår det fysiske udtryk, må svaret være delvis, fordi tidens patinering af både bygninger, forhaver og vejarealer skaber en fin variation i den iøvrigt stramme bebyggelsesplan. Blandingen af byfunktioner findes ikke i selve Humleby, som for 40 år siden mistede sin sidste købmandsbutik, men inden for 500 m gangafstand er der dog adskillige butikker, cafeer, restauranter og andre servicefunktioner plus to metrostationer. Svaret afhænger altså af, i hvilken skala man vurderer funktionsblandingen. Det ømmeste punkt er segregeringen, der (heller) ikke er løst i Humleby, fordi huspriserne gennem de sidste årtier er steget

En lørdag i juni måned står Humleby på den anden ende med en gadefest, der starter med morgenmad i gaderne og slutter med dybsindige evalueringer af musikken og meget andet efter midnat. Her ses loppemarkedet om eftermiddagen.

Humleby har fået en ny nabo – Carlsbergbyen – som p.t er under udvikling. Mellem de to kvarterer er der et fint åbent stiforløb, og den nye bebyggelses dimensioner er fornuftigt tilpasset.

astronomisk (til priser på 9-12 mio. kr. for 135 kvm, men beboersammensætningen er nok alligevel noget mere varieret end i de fleste nye boligområder i København, fordi mange har boet i området i 20-40 år. I løbet af de næste årtier vil udviklingen nok gå i retning af færre ældre, færre skæve typer og flere unge familier med høje indkomster. Hvad kan vi så lære ved at se på Humleby med nutidens øjne? For det første, at hustypen og bebyggelsesplanen rummer nogle store kvaliteter, der i øvrigt kopieres mange steder i nybyggeriet rundt om i Københavns udviklingsområder. Eksempler herpå er Radiorækkerne i Ørestad, Byhusene på Islands Brygge og Valby Have.

For det andet, at oplevelsen af variation ikke altid beror på “store armbevægelser” og ikonisk arkitektur, men også kan opnås gennem omhyggelig detaljering af byggeriet og plads til små individuelle variationer omkring den enkelte bolig. For det tredje, at byggeri med høj materialemæssig kvalitet faktisk bliver smukkere med alderen, hvilket næppe kommer til at ske for ret meget af vor tids nybyggeri. For det fjerde, at det bedste boligbyggeri ikke nødvendigvis skabes af markedskræfterne, men også kan opstå ved en kombination af filantropi og kooperativt samarbejde. Man kan se byggeforeningerne som en slags forløber for de nutidige byggefællesskaber, som vinder frem i vore nabolande og forhåbentlig også snart i Danmark. 209

Kay Fiskers klassiske karré mellem Åboulevarden og Borups Allé danner stadig smukke og funktionelle rammer for hverdagslivet – med klare gaderum til færdsel.

BROKVARTERERNES KARRÉSTRUKTURER – ET HISTORISK OG ROBUST BEBYGGELSESPRINCIP Et andet eksempel på en historisk interessant byudvikling er udbygningen af brokvartererne i København, der blev bebygget umiddelbart efter nedlægning af voldene i 1857, hvor først Østerbro, Nørrebro, Vesterbro og fra 1905 også Amagerbro og Islands Brygge blev bebygget. Kvartererne udgør en halvcirkel omkring indre by. Bebyggelsen af brokvartererne pågik til begyndelsen af 1920’erne. Fælles for brokvarterernes udbygning er, at karréstrukturen var og stadig er det helt fremtrædende bebyggelsesprincip. Med forholdsvis store karréer, der havde gaden og byens liv og trafik på den ene side og gård rummet på den anden side, blev der skabt 210

nye bydele og rammer for både byens liv, handel, håndværksvirksomhed og hverdagslivet i egen karré. I de første mange årtier var brokvartererne præget af mindre attraktive boligforhold, små lejligheder, manglende sanitære forhold og hårdt udnyttede gårde med baggårdsbyggeri til slumboliger, småerhverv, værksteder, skrald mv. Der var høj tæthed og begrænset kvalitet i nærmiljøet – hvis dette begreb overhovedet fandtes. I takt med velfærdssamfundets udvikling, velstand, industrialisering og gryende forståelse for de sundhedsmæssige konsekvenser af dårlige boligforhold, blev det en

De mange andelsboligforeninger i området omkring Borups Allé og Nørrebroparken har gårde med plads til udeliv, fællesskab, leg mv.

politisk prioritering gennem en aktiv boligpolitik i, at skabe lys, luft og mulighed for rekreative aktiviteter i København. En omfattende boligsocial indsats blev sat i værk med byfornyelseslovgivningen. Her gav Staten mulighed for, at de store kommuner kunne søge støtte til gennemførelse af byfornyelse i de utidssvarende tætte bydele, hvor de mest belastede dele, brokvartererne, blev prioriteret. Først gik det løs på Nørrebro, hvor et større område på indre Nørrebro i 70’erne blev jævnet med jorden og erstattet med nybyggeri. En fin historisk karréstruktur blev erstattet med en ny karréstruktur opført

efter tidens nye effektive byggemetode – betonelementer. Skaden var stor og protesterne undervejs dramatiske. Tilbage står imidlertid, at karréstrukturen som princip overlevede og skabte gårdrum til benyttelse for beboerne og nye attraktive lejligheder med lys, luft og altaner. Af skade bliver man – nogle gange – klog. Læren af byfornyelsen på indre Nørrebro blev, at der skulle findes nye veje. Byfor nyelsesselskaberne stod i spidsen for dette arbejde. Vesterbro var næste store område til byfornyelse, og her gik man anderledes nænsomt og samtidig radikalt til værks. Karréer211

Nørrebroparken er etableret på et tidligere godsbaneareal og har de sidste årtier tilført bydelens karreer et grønt åndehul, hvor udeliv, leg, sport mm. nye muligheder og et attraktivt byliv. Landskabsarkitekt: Professor Steen Høyer og GHB landskabsarkitekter

ne blev ryddet for baggårdsbyggeri, skure m.m. og erstattet af attraktive gårdrum med både grønne arealer, lege- og opholdsmuligheder, hvor beboerne fik lys, luft og fine rammer om hverdagsliv og i stigende grad lokale fællesskaber. Selve boligkarréerne blev gennemgribende moderniseret med lejlighedssammenlægninger, sanitet, bad mv. Resultatet var både dyrt og dejligt. Det var en stående vittighed dengang, at prisen på byfornyelsen på Vesterbro var mindst lige så høj som på Nørrebro, hvor der blev bygget nyt fra bunden. Efterfølgende har grundpriser og priser på lejligheder i de to områder dokumenteret, at tilgangen på Vesterbro, med renovering fremfor nedrivning og nybyggeri, både har skabt et markant løft i bydelens kvalitet og samtidig en værdiskabelse, der ses i markante prisstigninger på boliger i bydelen. Tilbage til karréstrukturens robuste kvaliteter. Både i brokvartererne og efterfølgende 212

i den næste “ring” af Københavns udbygning, blev karréstrukturen fortsat anvendt som det foretrukne bebyggelsesprincip. Det samme gjaldt udbygningen i de øvrige større danske byer Aarhus, Aalborg og Odense. Områderne er de fleste steder langsomt blevet opgraderet over de sidste årtier. De senere år har området på ydre Nørrebro mellem Jagtvej, Nørrebroparken, Lundtoftegade og Åboulevarden gennemgået en markant opgradering. Nørrebroparken er etableret som lokal park og aktivitetsområde, karréerne sættes i stand. Hele området drager, som også Vesterbro, unge mennesker til, fordi områdets boliger og byliv er attraktivt, og boligpriserne er overkommelige, fordi der findes mange ældre andelsboligforeninger. Vi har valgt at vise fotos herfra, der illustrerer, hvordan karréstrukturen også i dag fungerer med attraktive muligheder for at skabe semi-private gårde med rolige og fine opholdsmuligheder for beboerne og deres

fællesskaber. Samtidig fungerer karréerne fint mod gaderummets større og mindre trafikforbindelser og nogle steder med udsparinger til pladser og parker. Den oprindelige forholdsvis afdæmpede, klassisk inspirerede arkitektur skaber en fin helhed i området. Også i dag anvendes karréstukturen i byudviklingen. Den er det bærende bebyggelsesprincip i de første etaper i Nordhavn og ses også i andre byudviklingsområder rundt om i landet – om end i mindre skala. Desværre er lys, luft og karréernes gårdrum begrænset af, at der bygges tæt med forholdsvis små og høje karréer og små gårdrum. Resultatet er ringe lysforhold i lejligheder, indkig og meget begrænsede muligheder for leg og ophold i gårdrummene, der har dårlige solforhold. Hvad kan vi så lære af karréstrukturen i bro kvartererne og de ydre brokvarterers attraktion?

At selve karréstrukturen rummer fine muligheder for at skabe kvalitet både for beboerne og for kvartersdannelser. At strukturen i brokvartererne har kunnet overleve gennem mere end et århundrede, og fortsat kan tåle renovering og istandsættelse, der fører til høj kvalitet i bydelene. Det viser, at karréen rummer en grundlæggende robusthed, der er interessant, når vi planlægger og byudvikler. At karréstrukturens kvaliteter ikke er en selvfølge. Dimensionerne, højderne og gårdrummenes størrelse er afgørende for et godt resultat, hvor lejlighederne får fine lysforhold, og gårdenes størrelse skaber rum for aktivitet, nærmiljø og fællesskab. At et større byområde opbygget med karréstruktur kræver udsparinger, hvor der ikke bygges karréer, men i stedet skabes plads til byliv, grønne områder og aktiviteter. 213

ET EUROPÆISK FREMTIDSPERSPEKTIV

Mens vi har skrevet denne bog, er der også kommet et tankevækkende udspil fra EU, fremlagt af formanden for EU-kommissionen Ursula von der Leyen i september 2020. Udspillet kaldes “New European Bauhaus” med en reference til den tyske Bauhaus-bevægelse fra 1920’erne og 30’erne. Det oprindelige Bauhaus var først og fremmest en skole for kommende arkitekter og kunstnere, hvor de forskellige fag blev kombineret i et stort eksperimentarium, som førte til et nybrud i tysk (og europæisk) arkitektur og kunst. Bauhaus-skolen spillede en aktiv rolle i udviklingen af den moderne og frisindede livsform i 1920’erne og 30’erne – og blev af denne årsag genstand for intens politisk debat mellem de politiske fløje i Tyskland. Skolen måtte derfor flytte fra Weimar til Dessau og derfra videre til Berlin, inden den definitivt blev lukket i 1932 af nazistpartiet. Det nye europæiske Bauhaus henter i sit navn næring fra den tværfaglige og eksperimentelle tilgang, men er også væsensforskellig fra den oprindelige bevægelse på flere punkter. Dels er udgangspunktet nu meget specifikt klimakrisen og behovet for at finde løsninger i byer og byggeri, som kan bidrage til de nødvendige CO2-reduktioner. Dels bliver startsignalet til den nye bevægelse givet “bottom-up” og ikke som dengang fra en idéudvikling blandt fagfolk. Det mest interessante i Ursula von der Leyens udspil er, at EU i klimakampen og den grønne omstilling i bredere forstand er blevet opmærksom på, at målene ikke kan nås ved udelukkende at satse på videnskab og teknologi. Det er også nødvendigt at inddrage fagligheder inden for kunst og kultur for at udvikle løsninger, som almindelige mennesker vil efterspørge. Samtidig med reduktion af klimaaftrykket skal der lægges vægt på socialt og æstetisk velfungerende bygninger og byer. “New European Bauhaus” er en del af det meget større Green Deal program til i alt 750 mia Euro. EU satser på at igangsætte fem nye Bauhaus-projekter i medlemslandene inden udgangen af 2021, og i skrivende stund arbejdes der i forskellige fora med at forberede, hvordan Danmark kan byde ind med relevante projekter. Der skal herfra lyde en opfordring til, at vi fra dansk side prioriterer ideer, som i den store byskala (og ikke kun i den mindre bygningsskala) viser, hvordan den grønne omstilling kan fremmes via det byggede miljø. Vi vil her til slut vende tilbage til budskabet fra bogens prolog: Vi har i Danmark brug for en bevægelse, der sætter en BEDRE BYSKIK på dagsordenen, og vi foreslår, at bevægelsen baseres på 10 dogmer, som er lette at formidle og huske. De 10 dogmer skal derfor også være vores udgangsreplik. Hermed er bolden givet op!

214

4 Aktivt medborgerskab opbygges gennem deltagelse, debat og kultur i byudviklingen. Midlertidige aktiviteter bruges flittigt med eksperimenter og læring, der sætter permanente spor i byen.

9 Attraktive uddannelsestilbud tiltrækker fremtidens byudviklere, der leverer kreative og tværfaglige byløsninger, som understøtter demokratisering, fællesskab og bæredygtighed.

KREDITERING FOTO OG ILLUSTRATIONER

Aabenraa Kommune s. 150 Aarhus Kommune s. 81 Adrian Subagyo s. 186 Anders Sune Berg s. 181 Anders Sune Berg / Schønherr s. 192-193 Andreas Merrald s. 116-117 Anton Malte Ling s. 202-203 Ari Zalenko s. 33 (alle fotos) Bwag, CC BY-SA 4. via Wikimedia Commons s. 48-49 City of Münster / Fotograf Hubertus Huvermann s. 187 Claus Bjørn Larsen s. 13, 20, 55, 91, 163 Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering s. 195, 198 Emil Ryge Christoffersen s. 115 Frederiksberg Kommune s. 66 Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv s. 171 Guggenheim Bilbao Museoa © FMGB Guggenheim Bilbao Museoa, photo by Erika Barahona Ede s. 185 Janus Engel Rasmussen / Scanpix s. 177 Jens Lindhe s. 206, 207 Jens Wollesen s. 119 Jes Møller s. 102, 208 Jesper Dijohn s. 133 Joerg Wiegels, Wikimedia CC s. 32 Keld Navntoft / Scanpix s. 37 Kirstine Autzen (hvor intet andet er nævnt) Køge Kyst s. 25, 34, 44, 50, 51 Martin Håkan / Coverganda s. 26, 27, 65, 78-79, 118 Maurice Kohl / Zollverein Foundation, Essen s. 184 Mette Lis Andersen s. 60-61 MOE (th.) s. 153 Musicon-sekretariatet, Roskilde Kommune s. 76, 130 ONV s. 152 Peter Bjerke s. 92-93 Peter Schulz Jørgensen s. 160-161 Rasmus Hjortshøj / SLA s. 165 Rune Johansen s. 18-19, 111 (luftfoto) Rune Johansen / Scanpix s. 104-105 Signe Guttormsen/VISDA. Fotograf Jan Søndergaard s. 183 SLA A/S s. 45, 157, 164 (alle fotos), 167, 168, 169 (alle fotos) Stran – center for kommunalstrategisk viden s. 138 Tegnestuen Vandkunsten s. 42-43, 106-107, 142 Thea Grav Rosenberg / Scanpix s. 8 Torbjörn Andersson / Malmö Museer s. 74 Troels Heien (tv.) s. 153 Universitätsstadt Tübingen s. 100, 101 (alle fotos) WERK s. 95

216

JES MØLLER Bestyrelsesformand, Dansk Byplanlaboratorium (2017-) Konsulent i byudvikling (2017-) Projektdirektør i Køge Kyst P/S (2010-17) Teknisk direktør i Køge Kommune (2006-10) Miljø- og plandirektør i Albertslund Kommune (2003-06) Plandirektør i Hovedstadens Udviklingsråd (2000-03) Trafikchef i HT (1994-2000) Civilingeniør fra Danmarks Tekniske Højskole (1977)

METTE LIS ANDERSEN Bestyrelsesformand, Det kongelige Akademi (2015-) Bestyrelsesformand, SLA Arkitekter (2015-) Eget rådgivningsfirma inden for byudvikling (2015-) Advisory Board, Musicon, Roskilde (2015-) Adm. direktør i Realdania By (2007-15) Adm. direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune (2003-07) Fondschef, Realdania (2001-03) Teknisk direktør Hillerød Kommune (1995-2001) Arkitekt fra KADK (1981)

217

218