1 minute read

4. Efterskrift

Afrapporteringen viser, at de kommunale bygge- og ejendomsfunktioner er udfordrede på mange fronter, men der spores samtidigt en stigende interesse for og vilje til at dreje resultaterne i en mere bæredygtig retning. Som det også fremgår af rapporten, findes udfordringerne på flere niveauer og skal således også løses på flere niveauer. Jo tættere man kommer på at identificere udfordringerne isoleret set og i forhold til deres indvirkning på resten af de aktiviteter, som foregår i organisationen – både horisontalt og vertikalt - jo nemmere bliver det at overvinde dem og finde løsninger og dermed at skabe den nødvendige forandring.

Et andet væsentligt element i forandringen mod mere bæredygtige resultater er samarbejde. Ved at nedbryde organisatoriske søjler og samarbejde på tværs af forvaltninger og funktioner, fx gennem interne netværk, opnås ofte langt bedre resultater og større tilfredshed hos alle involverede. Kommunerne råder over mange fagligheder, og jo mere disse bliver udfoldet og kommer i spil, jo bedre resultater kan der potentielt opnås.

Et tredje element, der synes at stå klart på baggrund af dialogen og interviewene, er, at der mangler metoder og værktøjer til forandringsledelse i bygge- og ejendomsforvaltningerne i forhold til udfordringerne. For hvordan drejer man en hel kommune med flere forvaltninger og -centre, som er fuldt optaget af daglig drift af det lokale velfærdssamfund, til at udvikle sig i en mere bæredygtig retning med alle de dilemmaer, der opstår i spændingsfeltet mellem det politiske, det økonomiske, det miljømæssige og det sociale – brugerne og borgerne. En bæredygtig retning, hvor det ikke kun handler om traditionel vækst med flere bygge- og anlægsprojekter, men i endnu højere grad om at opnå mere for mindre og skabe en bedre balance mellem behov og ønsker, den økonomiske formåen og hvad vores klima og økosystemer kan klare af belastninger.

Det har ikke været ærindet med denne rapport at skalere problemstillingerne til at omfatte hele kommunen, men i arbejdet med bæredygtighed hænger tingene sammen. Derfor er det håbet fra parterne bag denne rapport, at denne vil blive brugt til at reflektere over, hvor der kan og bør sættes ind med forandringer på det kommunale bygge-, anlægs- og ejendomsområde som driver for den tværgående bæredygtighedsindsats, og at der måske kan findes inspiration på tværs af kommunerne til dette arbejde.

This article is from: