Årsmagasin 2026

Steder Arkitektur Byggeskik

En levende forening

I Realdania er vi omkring 195.000 medlemmer, der er samlet om vores fælles interesse for det byggede miljø – forstået som de fysiske rammer for vores hverdag. Det er f.eks. byudvikling, byggeri og bevaring af vigtige kulturmiljøer. Bæredygtighed er en rød tråd i Realdanias arbejde. Som medlem kan du komme med til en række arrangementer, hvor du kan få mere viden og opleve Realdanias arbejde på nærmeste hold. Samtidig kan du få indflydelse, når der er valg til Realdanias repræsentantskab. Alle, der ejer fast ejendom i Danmark, kan være med. Medlemskab er gratis. Du kan læse mere om Realdania som forening fra side 61. Og melde dig ind på realdania.dk/vær-med

Foto: Bjarke Ørsted

Når arkitektur og livskvalitet mødes

En mark uden for Lemvig, hvor mennesker af alle slags samles om at dyrke grøntsager og støtte hinanden. En hovedtrappe på et observationshjem – til afsked og gensyn for nogle af de børn og forældre, der har det allersværest. Boliger med lavt klimaaftryk, men med højtryk på fællesskab. Det er nogle af de steder, du kommer med hen i Realdania Årsmagasin 2026. Steder og projekter, vi som filantropisk forening har bidraget til.

Realdania arbejder i krydsfeltet mellem livskvalitet og det byggede miljø. Der hvor arkitekturen og de fysiske rammer kan gøre en positiv forskel for vores trivsel og hverdag. Nogle gange er vejen og effekten indlysende. Som når en flok ildsjæle i Tarm får støtte til at forandre en nedlagt stationsbygning med tilhørende pakhus til et forsamlingshus og museum. Andre gange er vejen længere, og tålmodigheden må derfor være det samme – f.eks. når vi bidrager til et grønnere byggeri for fremtiden.

Årets magasin er opdelt i tre hovedkapitler, der afspejler de tre dagsordner, hvor Realdania i de kommende år fokuserer vores indsats. Tre dagsordner, hvor vi har nogle særlige muligheder for at bidrage til en positiv samfundsudvikling: Stedets potentialer, Arkitekturens muligheder og Fremtidens byggeskik. Vi giver ordet til de mennesker, der lever i og hver dag har gavn af de projekter og steder, vi støtter. For det er dem, der er eksperterne der.

For os er det både givende og lærerigt at høre, hvad de fortæller. Om betydningen af deres særlige steder, og hvilken rolle de fysiske rammer spiller for trivsel, fællesskabet eller udviklingen i et område. Fra byudvikling i Nakskov til surf i Klitmøller. Fra boliger til sårbare unge med psykiske udfordringer til en ny og mere bæredygtig måde at bygge og bo på.

Vi sætter også fokus på arkitektur i børnehøjde, når en række børn giver deres bud på gode steder at være, ligesom vi kigger tilbage på både nøgletal og foreningsaktiviteter i året, der er gået. Plus rigtig meget andet. Vi håber, at du ligesom os vil få både læseoplevelser og indsigter ud af fortællingerne i magasinet.

Når du læser, vil du måske opdage, at selvom de steder, vi har besøgt, er meget forskellige, er fællesskab mange steder en del af ligningen. Fællesskab er nemlig noget, vi bygger – i form af relationer, men også med de fysiske rammer.

Som i Molsværket i Knebel, hvor det lyder fra 10-årige William: “Jeg kommer næsten hver dag på Molsværket, for der er så mange forskellige ting at lave. Jeg går til håndbold her, og jeg er her også tit med skolen. Ellers går jeg nogle gange herover efter skole og leger.”

Arkitekturen og de fysiske rammer kan forbinde og samle os og gøre en forskel i udviklingen af vores samfund, hvis vi udnytter mulighederne. Det vil vi i Realdania bidrage til – i magasinet får du i ord og billeder en række eksempler på hvordan.

God læselyst!

Lars Krarup, bestyrelsesformand Nina Kovsted Helk, adm. direktør

Indhold

06

Et hus at høre til i

I Lemvig har en flok haveentusiaster fået et lille træhus, hvor de kan gå i læ for regnen, drikke kaffe og sludre. Huset er en gave fra Realdania, og er et af 150 mødesteder, som foreningen har uddelt over hele landet.

14

Optimisme i Nakskov

I Lollands største by er bymidten under forandring i disse år. Husfacader istandsættes, butikker omdannes til boliger, og flere flytter til centrum. Kom med til Nakskov.

24

Fra forvalterbolig til fantasiunivers

Det statelige hus midt i Roskilde var engang bolig for Jomfruklostrets forvalter. Nu er det et børnekulturhus med plads til at lege, sanse og slippe fantasien fri i de historiske rammer.

34

Her giver det ro at bo Tre små huse og et fælleshus udgør At bo i ro, et sted for unge med psykiske udfordringer. Husene er de første af deres art, og forskere følger med i, hvordan arkitektur kan påvirke trivslen.

46

To familier renoverer med grønt fokus

Hvordan kan man renovere en bolig, så man bevarer husets sjæl, får en nutidig bolig og samtidig har fokus på genbrug og klima? Det giver to familier på Fyn og i Valby deres bud på.

54

Halm, genbrug og fællesskab Et nybygget rækkehus med halm i væggene og et tinyhus, hvor alt er genbrug. Det er blot to eksempler på, hvordan mere klimavenlige boliger kan se ud i fremtiden.

62

Med Realdania landet rundt

Realdanias medlemmer bliver jævnligt inviteret indenfor i de projekter, foreningen har bidraget til. Vi har været med medlemmerne på tur til Dansehallerne i Carlsberg Byen og Hal 16 i Helsingør.

68

Realdania i tal

Se bl.a. hvordan årets afkast har været, og hvor mange projekter, Realdania har bidraget til.

Forsidefoto: På Vestmøn har lokale kræfter forvandlet en tidligere industrigrund til et bytorv. Læs mere på side 21

Foto: Nils Meilvang

Stedets potentialer

De Maritime Huse er en del af det samlede projekt for Løkken Moleleje og har til formål at udnytte områdets særlige potentiale. Foto: Arkitektfirmaet Hovaldt

Et hus at høre til i

Af Steen Breiner

Foto Mathilde Bech

Bygget i genbrugsmaterialer og båret af frivillighed skal 150 træbygninger landet over fungere som mødesteder for vidt forskellige fællesskaber. Fælleshusene er en gave fra Realdania, fordi et sted at mødes kan styrke de sociale relationer. Hvordan det sker i praksis, ved de noget om i Lemvig og Ejby.

At høre til. Det er noget af det, et fællesskab handler om. Og hører til, det gør flokken, der er samlet på en 1.000 kvadratmeter højtliggende mark lidt uden for Lemvig. Marken er omdannet til en køkkenhave, og her dyrker de med fælles indsats lange rækker af bl.a. løg, kål og blomster. I horisonten er der udsigt ud over Nissum Bredning – den vestligste del af Limfjorden. Det kan mærkes på vinden, at vi er tæt på Vesterhavet. Lene Stokholm Jensen har bagt boller og kalder til samling. Hun er den, der hører mest til, for det er hendes mark, og det er hendes gård med halvanden hektar jord, arvet efter forældrene. Det er Lene, der fik ideen til at omdanne det, der før var landbrugsjord, til en fælles køkkenhave for alle, som havde lyst til at være med.

”Tanken kom til mig for et par år siden, da jeg var sygemeldt med stress og selv begyndte at rode i jorden. Jeg mærkede, at det gav mig ro, og tænkte, at andre –med mere eller mindre bøvl i livet – måske ville have det ligesådan,” fortæller hun.

Det havde de, og i foråret 2024 blev foreningen Husmandsbruget stiftet med støtte fra Villum Fonden. I dag er der omkring 24 medlemmer. Den yngste er 23, den ældste 79. Husmandsbruget var blandt de første fællesskaber, der i 2025 modtog et fysisk mødested fra Realdanias indsats Vores Sted i anledning af foreningens 25-års jubilæum.

Det lille nye fælleshus, bygget i træ og genbrugsmaterialer, står nu for enden af marken. Indenfor domineres rummet af et stort bord, som medlemmerne samles om. Gennem store panoramavinduer kan de kigge ud på deres fælles køkkenhave og videre ud over fjorden. Syv medlemmer er trukket ind i læ. Boller og kaffe går rundt, med en opfordring fra Lene til at tjekke, om der ligger en død flue i bunden af koppen. Vi er jo på landet, som hun konstaterer.

Huset for enden af marken i Lemvig er en del af jubilæumsindsatsen Vores Sted, hvor Realdania forærer 150 små træbygninger til fællesskaber over hele landet.

Læs mere om Vores Sted

Ved kaffebordet sidder også to udenbys gæster. Den ene er Karsten Kjær, der er fra Ejby, en by med omkring 3.200 indbyggere lidt vest for Køge. Her har Karsten stiftet Ejby Herreklub, hvor det ikke handler om grøntsager og blomster, men om samværet mellem mænd.

Over kaffe og nybagte boller tales der om fællesskaber i det lille, nye hus med udsigt over marker og vand. Fra venstre sidder Husmandsbrugets ældste medlem, Else Nielsen, Realdanias adm. direktør, Nina Kovsted Helk, ildsjælene Lene Stokholm Jensen og Karsten Kjær samt formand for Husmandsbruget Anders Krogsgaard.

”Vi mænd er ikke særligt gode til at skabe netværk og slet ikke til at have nære relationer, hvor vi kan vise vores sårbarhed og tale om de svære ting. Samtidig er det ikke let at komme som tilflytter til en lille by og finde ind i et fællesskab. Derfor stiftede jeg Herreklubben, der har som hovedformål at forebygge ensomhed og mistrivsel blandt mænd,” forklarer han.

Ud over at udveksle erfaringer med ildsjælearbejdet er Karsten Kjær også kommet for at se fælleshuset.

På vej

Ud over Husmandsbruget i Lemvig har en lang række andre fællesskaber indtil nu fået opført et sted at mødes, og mange flere er på vej i hele landet i løbet af 2026 og 2027. De i alt 150 små mødesteder er en del af Realdanias jubilæumsindsats i 2025, som havde fokus på værdien af fællesskaber og bl.a. havde som mål at give en lang række fællesskaber over hele landet et sted at mødes. De små uopvarmede fælleshuse er alle bygget i træ og genbrugsmaterialer.

Vores Sted vil i løbet af 2026 også omfatte en opsamling af læring fra samarbejdet. Nogle erfaringer, som Realdania gerne vil dele med alle, der arbejder med fællesskaber, frivillige og at bygge med genbrug og genanvendte byggematerialer.

Herreklubben har nemlig også fået tildelt et af de 150 mødesteder, men byggetilladelsen er endnu ikke på plads, da vi mødes i Lemvig.

Netop de to husgaver er anledningen til, at den anden udenbys gæst, Realdanias adm. direktør Nina Kovsted Helk, er på besøg. Helt udenbys føler hun sig nu ikke, for hendes mormor boede i Lemvig, og her blev mange sommerferier tilbragt, fortæller hun. Det aftvinger respekt ved bordet, at hun kan tale med om området i ’gamle dage’, forstår vestjysk og kan nævne Alahärmävej, hvor hun som barn slog sine folder. Nu er hun vendt tilbage til egnen for at suge viden og erfaringer til sig fra de to fællesskaber og det frivillige arbejde.

Glæden ved at give

Realdania arbejder for at skabe livskvalitet for alle gennem det byggede miljø. Samtidig viser den store livskvalitetsundersøgelse Vores Livskvalitet, som foreningen gennemførte som led i 25-års jubilæet, at netop sociale relationer er den absolut vigtigste faktor for livskvalitet. Spørgsmålet er, hvordan man får de to ting – det byggede miljø og de sociale relationer – til at hænge sammen i praksis.

”Men først er jeg nysgerrig på, hvorfor I vælger at bruge jeres fritid på at gøre en masse for andre mennesker,” siger Nina Kovsted Helk, efter at kaffen er hældt op og bollerne er smurt.

”Jeg synes, at det er sjovt, at vi er flere om det. Det fællesskab og den hygge, vi har med lune bemærkninger og dril, det gør det til et trygt og rart sted for mig at være.”

Lene Stokholm Jensen, initiativtager til Husmandsbruget

”Det er min kone også,” kommer det prompte fra Karsten Kjær, og latteren ruller for første, men bestemt ikke sidste gang, ved bordet. Han fortsætter:

”Det at se, hvilken forskel Herreklubben og min spæde idé om et fællesskab har udviklet sig til og betyder for vores lille by, kan jeg slet ikke beskrive. Jeg bliver høj af det og får lyst til at gøre endnu mere. Derfor bruger jeg så meget energi på det, at familien en gang imellem kan synes, at det er i overkanten,” siger Karsten Kjær.

Efter at have tænkt lidt svarer Lene Stokholm Jensen, at hun hellere vil sige, at hun gør noget med andre.

”Man får større glæde af at give end at få. Det ligger nok i de fleste,” siger hun og fortsætter: ”Jeg synes, at det er sjovt, at vi er flere om det. Det fællesskab og den hygge, vi har med lune bemærkninger og dril, det gør det til et trygt og rart sted for mig at være,” siger hun.

Bordet rundt er der enighed om, at det er det med at give, der er det vigtige. Ikke mindst af sig selv og af sin tid.

”Os, der har levet et langt liv i frivillighedens verden, vi ved godt, at man får mere med sig ved at stille sig til rådighed og tage del end det, man giver. Og man skal på ingen måde gemme væk eller være flov over, at der også er et element af egoisme i at bidrage – det er jo det, der gør, at det er bæredygtigt på den lange bane,” siger den pensionerede provst Poul Erik Knudsen.

Plads til alle

Selvom vi i Danmark har en af de højeste livskvaliteter i verden generelt set, så er der mennesker, som rammes af udfordringer eller sårbarhed. Derfor arbejder Realdania også med at skabe gode fysiske rammer for personer i udsatte situationer. Nina Kovsted Helk spørger derfor nysgerrigt ind til, hvordan Husmandsbruget og Herreklubben har fået skabt kontakt til en målgruppe, som det ellers kan være svært at nå.

”En ting er at have en god idé eller en god intention. Men jeg forestiller mig, at det kan være svært, for i udgangspunktet ved I jo ikke, hvem de er. Så hvordan får I fat i dem?” spørger hun.

I Husmandsbruget valgte de at gå bredt ud via sociale medier for at lokke interesserede med. Samtidig kontaktede Lene Stokholm Jensen den boligsociale indsats i Lemvig, socialpsykiatrien og andre steder og spurgte, om hun måtte komme og fortælle om fællesskabet.

”På møderne med de professionelle aftalte vi, at de ville hjælpe på vej. For det første skridt kan godt være svært at tage alene, når man skal ind i et nyt fællesskab, det kender vi jo alle. Men vi er altså ikke en forening for socialt udsatte. Vi mødes primært om at dyrke køkkenhaven, og så gør vi bare lidt ekstra for at få folk med, som ikke kommer af sig selv,” siger Lene Stokholm Jensen.

Når medlemmerne af Ejby Herreklub mødes, er det ofte over en aktivitet. For eksempel fælles madlavning, hvor der også bliver plads til at tale sundhed og kost.

Karsten Kjær valgte også sociale medier til at gøre opmærksom på Herreklubben. Derudover gik han fra dør til dør i Ejby og bankede på alle de steder, hvor han vidste, at der boede mænd. Det gav pote, og i dag tæller foreningen 56 herrer i alderen fra 37 til 84 år.

Det er primært igennem de nuværende medlemmer, at foreningen kommer i kontakt med de mænd, der er på kanten.

”Det kan f.eks. være en nabo, der har brug for støtte. Det er nok ikke noget, man taler om over hækken, men alligevel er der ofte nogle tegn,” siger Karsten Kjær og tilføjer:

”Nogle af lægerne i kommunen er begyndt at anbefale deres mandlige patienter at kontakte os. Det er et stort skulderklap, men samtidig er det også svært, for vi har 70 mænd på venteliste, og det er hårdt at sige nej til en person, der virkelig har brug for fællesskabet. Vi har endnu ikke fundet ud af, hvordan vi knækker den nød.”

Det er svært at skulle sige nej til folk, der har brug for hjælp og støtte, men ikke er i stand til at indgå i et frivilligt fællesskab. Men for både Husmandsbruget og Herreklubben handler det om, at der skal være en balance. Man kan og skal ikke som frivillig påtage sig opgaver, der bør løses af professionelle.

”Vi er parat med opbakning, og vi gør, hvad vi kan for at skabe rummelighed. Men det må ikke komme til at fylde det hele, det dur ikke for os,” siger Cristiano Zuccarello, der er nabo til Husmandsbruget og var med til at forme ideen og rammerne om fællesskabet.

I Herreklubben ser de det som en grundlæggende opgave at hjælpe medlemmer, der gerne vil ændre på deres livssituation. Det kan være alt fra f.eks. overvægt, rygning og alkohol til arbejdsløshed eller ensomhed. Men også her er der en grænse.

”Vi er ikke behandlere. Men vi kan vise dem, at de ikke er alene. Og vi gør også det, at vi inviterer fagprofessionelle på besøg, hvor vi f.eks. laver mad, mens vi taler om sundhed. Så kommer der gode råd på bordet undervejs, og de professionelle får fat i nogle mænd, som vi ellers ikke ville nå,” siger Karsten Kjær.

Rammernes betydning

Mens vinden rusker uden for det lille fælleshus, vender vi tilbage til det, der var udgangspunktet for besøget. Nemlig hvordan man får det byggede miljø og de sociale relationer til at hænge sammen i praksis.

Det var en erkendelse af, at mænd ikke er særligt gode til at skabe netværk, der førte til stiftelsen af Ejby Herreklub. Et fællesskab, der også har plads til mænd på kanten. I dag har foreningen 56 medlemmer og 70 på venteliste.

”I dag lever vi liv, hvor vi f.eks. bor mere opdelt og mødes mindre på tværs, end vi gjorde tidligere. Det vil Realdania gerne være med til at lave om på, og jeres foreninger er virkelig gode eksempler på, at det kan lade sig gøre. Men det er jo først, når husene står der, at vi kan vide med sikkerhed, om de virker efter hensigten,” siger Nina Kovsted Helk og forklarer, at hovedtanken med at forære 150 fællesskaber et sted netop er at give en mulighed for, at folk kan mødes fysisk.

Ved kaffebordet i Lemvig er der ingen tvivl om, at deres hus har gjort en kæmpe forskel. Bordet rundt er der enighed om, at man jo bare kan kigge ud ad vinduet for at konstatere det. Uden huset var de gået hjem i stedet for at drikke kaffe sammen.

”Vi har haft brug for et sted, hvor vi kan være sammen og kan gå ind i ly, når det er nødvendigt. Et sted, hvor vi kan have et indendørs fællesskab. Vi har haft rigtig mange på besøg, som også har vist interesse, efter at de har været her. Så det, at vi har et fysisk, synligt sted, har en kæmpe betydning og har været en slags blåstempling. At vi er kommet for at blive –om ikke i 100 år, så i hvert fald i lang tid,” siger Lene Stokholm Jensen.

Der har også været tale om, at huset kan være rammen om sociale arrangementer. For eksempel ældste-

Realdanias adm. direktør, Nina Kovsted Helk (tv.), var i Lemvig for at se det hus, Realdania har foræret Husmandsbruget som en del af indsatsen Vores Sted. Men også for at forstå, hvorfor nogle mennesker vælger at bruge deres fritid på at gøre en masse for andre mennesker. For ildsjælene Lene Stokholm Jensen og Karsten Kjær handler det bl.a. om den personlige glæde, der er forbundet med at give – og om det fællesskab, der er vokset frem af deres arbejde.

medlemmet Else Nielsens 80-års fødselsdag. Men, konstaterer den snarlige fødselar tørt, så dur det ikke.

”For huset har ikke noget toilet. Og det bliver altså for vanskeligt i vores alder,” siger hun og får kaffeselskabet til at bryde ud i rungende latter.

Fællesskaber og livskvalitet

Vores relationer til andre mennesker er den enkeltstående faktor, der har størst betydning for vores livskvalitet. Det gælder også de små møder i hverdagen med mennesker, vi ikke kender godt, men som vi hilser på eller småsludrer med i supermarkedet, i børnehaven eller i den lokale forening. Det er en af hovedpointerne i Realdanias store undersøgelse af danskernes livskvalitet.

Undersøgelsen viser også, at personer, der er frivillige inden for foreningslivet, har en højere livskvalitet end gennemsnittet. Undersøgelsen kan dog ikke sige noget om, hvorvidt det er det frivillige arbejde i foreningslivet, der har forårsaget den højere livskvalitet. Eller om personer med en høj livskvalitet oftere engagerer sig i foreningslivet.

Læs mere om Realdanias undersøgelse i bogen Vores Livskvalitet

Karsten Kjær må endnu nøjes med at glæde sig til, at Herreklubben får sit hus. Men besøget hos Husmandsbruget har givet ham et klart billede af, hvad det skal bruges til. I dag mødes medlemmerne i nogle lånte lokaler, og det vil de stadig gøre, når de er sammen alle sammen, for det bliver umuligt at klemme alle ind på de knap 40 kvadratmeter, Vores Stedhuset er på. Til gengæld egner det sig godt til de små fællesskaber, der ligger ud over det faste samvær.

”Alene det, at vi kan samles, det ser jeg virkelig frem til. Om det så handler om at lave mad over bål, passe urtehaven, som vi får rundt om huset, eller bare tage en kop kaffe sammen.”

Kaffepausen er forbi, der ryddes af og skylles kopper. Nogle skal hakke lidt mere ukrudt og have en sludder om fodbold, andre skal hjem, og det er også tid for de udenbys gæster at tage af sted. Inden afsked får Nina Kovsted Helk en enorm pose med kål forærende, for den er vokset godt, og der er så rigeligt.

Egentlig skal Realdanias direktør oppe for enden af vejen køre til venstre. Men Lemvig ligger til højre, så det bliver til en lille afstikker. Til Alahärmävej og det sted, der var med til at forme hende som en lille pige.

Steder er kun til låns

Parken, hvor du går tur med hunden. Det lille mødested nede på torvet. Måske endda dit kontor. Det er alt sammen eksempler på steder, som er skabt af mennesker, der kom før os.

Steder som stadig lever, og som i bedste fald vil overleve vores tid. Men hvad er et sted? Det har vi spurgt professor Henriette Steiner om.

Af Pernille Formsgaard

Hvis man skal beskrive, hvor Henriette Steiner arbejder, kan man nøjes med at sige, at hun sidder på et kontor i København.

Man kan også udvide beskrivelsen. At hendes kontor befinder sig i et højloftet rum i et gammelt sygehjem fra 1800-tallet, som giver en lidt hospitalsagtig stemning. Fra kontorets vindue på 2. sal kan man se, at vi befinder os midt i byen. Men at der er god plads omkring bygningen, der er omkranset af gamle landbrugsbygninger og smukke træer. Træer, der befinder sig i et klima, som gør dem grønne om sommeren og brune om vinteren.

Alt sammen er det faktorer, der er med til at definere Henriette Steiners kontor som et sted. Og som sætter rammen for, hvordan man kan tænke og forstå lige dér.

”Vores samtale havde nok udfoldet sig anderledes, hvis vi gik rundt i Frederiksberg Have, eller hvis vi havde mødtes på en bænk på Københavns Hovedbanegård kl. 8 om morgenen,” siger Henriette Steiner, der er professor på Sektion for Landskabsarkitektur, Planlægning og Samfund ved Københavns Universitet.

Hun tilføjer, at hendes kontor også er præget af mere flygtige ting. Som at hun har valgt at indrette det med metervis af bøger, der svæver højt over gulvet, og at møblerne er nogle, hun har fundet nede i kælderen.

Men hvordan definerer Henriette Steiner egentlig et sted, når vi taler det byggede miljø?

”Jeg synes, at det er vigtigt at tænke over de lag, der er meget gamle, og som er skabt af naturlige processer eller de mennesker, som kom før os. Rigtig meget af det, der danner rammen om mit kontor, er jo ældre end dig og mig og rækker langt ud over vores levetid. Som træerne. Eller bygningen,” siger hun.

Aktivér de skjulte fortællinger

Når vi skal udvikle og skabe steder, der er rare for os mennesker, ser Henriette Steiner også et potentiale i at tænke flere perspektiver ind i planlægningen.

”Jeg kender byplanlæggere, som – inden de starter et nyt projekt – inviterer folk ind fra lokalområdet og beder dem fortælle, hvad de har oplevet på stedet, og hvorfor det var vigtigt. Det er en måde at aktivere nogle af de skjulte fortællinger om et sted, som vi ikke kan se med det blotte øje, men som er vigtige for at kunne forstå stedet.”

På samme vis mener Henriette Steiner, at der er et potentiale i at aktivere nogle af de marginaliserede grupper i samfundet, som sjældent tager med, når kommunen inviterer til borgerinddragelse. Det kan nogle gange gøres så simpelt som ved at anvende andre sprog end dansk.

”Vi kan selvfølgelig ikke styre, hvad folk kommer til at tænke, føle eller gøre bagefter, men hvis vi får forskellige perspektiver ind i arbejdet med at skabe steder, så er der i hvert fald en større sandsynlighed for, at de rent faktisk bliver inkluderende for flere. Og hvis man samtidig har en bevidsthed om, at det her skal være et sted, der kan rumme forskellige aktiviteter over tid, så kunne man jo også forestille sig, at stedet fik en lang levetid,” forklarer Henriette Steiner.

Forbundne af hverdagsrutiner

Ifølge Henriette Steiner er vi alle forbundet med steder i kraft af de hverdagsrutiner, vi har. Nogle har flere rutiner end andre. Nogle er mere sociale

Parken ved MarselisborgCentret i Aarhus er et eksempel på, hvordan et sted er blevet realiseret med inddragelse af folk fra lokalområdet. MarselisborgCentret manglede et sted til udendørs rehabiliteringsaktiviteter for centrets brugere. Samtidig var der fra byens side et behov for en helstøbt klimatilpasning af området. To ting, som man ønskede at kombinere med et mål om også at øge den sociale inklusion i byen. I arbejdet med at udvikle parken blev både de fagprofessionelle og MarselisborgCentrets brugere samt naboer til området inddraget. Foto: Steffen Stamp

end andre. Og nogle har sværere ved at komme omkring end andre. Hun har på egen krop mærket, hvordan en ny hverdagsrutine har styrket hendes tilhørsforhold til lokalområdet.

”Jeg er begyndt at opleve mit kvarter på en helt ny måde, fordi jeg har fået en hund. Det har virkelig været fantastisk, fordi man kommer ud i byen, og man snakker med alverdens mennesker på grund af den hund. Det går på tværs af mænd og kvinder, om man bor i lejlighed eller hus, om man har mange penge eller færre. Det er utroligt berigende at møde de folk, som man bor side om side med. Samtidig får man også et udeliv foræret, som ikke koster noget. Har man brug for en hund for at få den oplevelse? Ikke nødvendigvis. Men det var simpelthen det, der skulle til for mig.”

Det blanke papir findes ikke

Selvom rammerne er givet, kan vi være med til at påvirke et sted ved at bruge det, give det ny mening eller omforme det. Og lige præcis her mener Henriette Steiner, at vi skal være lige så gode til at tænke frem som tilbage.

Særligt det 20. århundrede har ifølge Henriette Steiner været domineret af drømmen om at kunne skabe verden på ny. Rive alt det gamle ned og bygge op igen. Og selvom vi har fået en større bevidsthed om, at vi skal passe på Jordens ressourcer, så

rives der f.eks. stadig tre parcelhuse ned om dagen i Danmark for at bygge nyt.

”Som historiker kunne jeg godt tænke mig at stimulere en bevidsthed om, at det blanke papir ikke findes. At man, hver gang man er på et sted, begynder at forestille sig, at der har været nogle før os, og at der også kommer nogle efter os. Det er helt ned til beslutningen om, hvad man skal gøre med sit hus eller sin lejlighed. Hvad er det for nogle valg, man tager? Hvorfor tager man dem? Hvilke konsekvenser har de for miljøet og for andre mennesker fremover? Spørgsmålene gør ikke nødvendigvis designprocessen nemmere, men den bliver måske mere righoldig,” siger Henriette Steiner.

Henriette Steiner er professor på Sektion for Landskabsarkitektur, Planlægning og Samfund på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

Steiners tre bud på steder

Se Henriette Steiners bud på tre unikke steder

Læs mere

Der sker store forandringer i Nakskov i disse år. I bymidten istandsættes de historiske huse, en tidligere butiksgade er blevet omdannet til boliggade, og flere flytter til centrum. Det er en markant udvikling i en by, der i årtier har været præget af tilbagegang.

Optimisme

Af Mikkel Sander Rydzy

Foto Klaus Bo

Axeltorv centralt i Nakskov er renoveret og indrettet, så det kan bruges til en lang række aktiviteter, men også fungere som et funktionelt opholdsrum i hverdagen.

Indsatsen Nakskov 2030 og bymidtefonden har bidraget til, at indbyggertallet i det centrale Nakskov er vokset med knap ni procent siden 2018. De nye indbyggere kan bl.a. glæde sig over historiske huse og en levende havn. Foto: Steffen Stamp

Birte Jedig har de seneste år boet til leje inde midt i Nakskov. Hun kommer egentlig fra Jyderup, men da hendes svigersøn for nogle år siden fik job på Vestas, og børn og børnebørn flyttede til Nakskov, valgte hun at flytte med.

Mens en genudsendelse af Go’ morgen Danmark kører på tv’et i baggrunden, fortæller hun ved sit spisebord om, hvordan Nakskov i de seneste år har ændret sig.

”Der er sket nogle tydelige forandringer her i Vejlegade og på Axeltorv, og jeg synes, at det er blevet virkelig lækkert med de ting, der er blevet lavet. Det ses også ved, at for fem år siden kunne man hen over natten få en lejlighed inde midt i Nakskov. Sådan er det ikke længere,” siger Birte Jedig.

De forandringer, hun taler om, har ændret bybilledet i Nakskov. På Axeltorv er der inden for de seneste år kommet ny belægning af tegl og granit og ny belysning, mens rytterstatuen er blevet flyttet ud i siden af torvet for at gøre bedre plads til markedsdage, koncerter og andet. I Vejlegade er forvandlingen endnu større, for her er flere tidligere butikslokaler blevet lavet om til boliger.

I det hele taget skal man ikke opholde sig længe i Nakskov for at mærke, at der spirer en optimisme i byen. Der er højt humør på de godt fyldte cafeer, og på torvet er en lille gruppe mænd med skjorte under dunvesten og blå mapper under armen ved at tale om den renovering, som en af byens store, gamle bygninger skal gennemgå.

Hjælp fra bymidtefond

Optimismen er ikke mindst båret frem af den meget synlige forandring, der er sket i gadebilledet. Mange af husene i midtbyen er blevet sat i stand – har fået nyt tag, nye vinduer, repareret murværk eller er blevet malet. Det er sket med penge fra Nakskov Bymidtefond, som Realdania står bag. Bymidtefonden er en del af det store udviklingsinitiativ Nakskov 2030, der er et partnerskab mellem A.P. Møller Fonden, Realdania og Lolland Kommune. Gennem bymidtefonden har bygningsejere kunnet søge om støtte til udvendig istandsættelse af deres fredede eller bevaringsværdige ejendomme i Nakskovs bymidte.

Interessen har været massiv. En evaluering fra efteråret 2024 viser, at 71 ud af 300 potentielle ansøgere havde sendt en ansøgning af sted. De 21 mio. kr., Realdania i første omgang havde

i Nakskov

Øverst: Margrethe Kallehave er butiksindehaver og har oplevet både gode og udfordrende tider i Nakskov. Det tager tid at vende udviklingen, siger hun.

Nederst: Hotel Harmonien er en af de ejendomme, der har fået støtte til at renovere facaden. Ejeren har selv investeret i en indvendig renovering af hotellet.

”Når man har fået tæv på den måde, så tager det lang tid at rejse sig.”

Margrethe Kallehave, butiksejer

bevilget til bymidtefonden, fik da også hurtigt ben at gå på, og derfor har man siden tilført yderligere 10 mio. kr. til puljen.

”I en tid, hvor man andre steder taler om, at tingene stagnerer, går Nakskov den modsatte vej. Her er der sket ekstremt meget,” siger Karina Lohse, der er vokset op midt i Nakskov og driver tøjbutikken Hos Lohse. Butikken har med tilskud fået renoveret sin facade.

På røven i Nakskov

For at forstå det, der sker i Nakskov i disse år, skal man sætte sig ind i byens historie som en driftig industriby. Bønderne kørte deres roer ind til sukkerfabrikken, og på havnen blev der sejlet landbrugsvarer til England og bygget skibe, der sejlede verden rundt.

På skibsværftet arbejdede op mod 2.000 mennesker. Så da værftet lukkede i midten af 1980’erne, ramte det byen som en hammer. Arbejdsløsheden eksploderede, og siden fulgte nogle svære årtier. De lokale unge rejste fra byen for at uddanne sig. Samtidig kom der en del tilflyttere, som havde svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet og dermed bidrage til kommunekassen.

At Nakskov har haft det vanskeligt, blev tydeligt for resten af Danmark, da TV 2 i 2015 sendte dokumentarserien ’På røven i Nakskov’. En serie, hvor man fulgte en række nakskovitter, der bøvlede med at få enderne i tilværelsen til at mødes.

Dokumentarserien mødte stor kritik blandt de lokale, der som modsvar dannede foreningen Lolland-Falster Lovestorm, som ville fortælle om de gode historier fra de to sydhavsøer. Foreningen er stadig aktiv og har over 46.000 følgere på sociale medier, men den positive bølge i kølvandet på dokumentaren har ikke i sig selv været nok til at vende udviklingen i Nakskov.

”Når man har fået tæv på den måde, så tager det lang tid at rejse sig,” siger Margrethe Kallehave, der ejer mode- og interiørbutikken Kræmmerhuset.

Her er sket noget

Opgangs- og nedgangstiderne i Nakskov afspejles i de røde murermestervillaer, der ligger på stribe i Nakskovs bygader. Villaerne blev bygget, dengang Nakskov var en rig by, men siden fulgte nogle år, hvor flere af dem ikke blev vedligeholdt.

Sådan var det også i bymidten, men det har bymidtefonden ændret på. Fonden har givet bygningsejerne op til 75 procent i støtte til udvendig renovering, så facaderne fremstår i bedre stand. En af dem, som har fået støtte, er Tove Hagen.

”I en by er det husene set udefra, de fleste af os har glæde af. Hvordan det ser ud indefra, betyder kun noget for dem, der opholder sig i huset,” siger hun.

Tove købte huset tilbage i 1986 og har i mange år lejet det ud. Men da hun for et par år siden gik på pension, flyttede hun selv ind. På det tidspunkt var de første projekter i Nakskov Bymidtefond allerede i gang.

”Jeg kom frisk ind fra landet og kunne mærke, at der var sådan en up and coming-stemning i byen. Vores byer spejler jo i et vist omfang tidernes skiften – i Nakskov betyder det, at der har været både opgangs- og nedgangstider. Her i Nakskov er der helt sikkert sket noget med byen, i takt med at bymidtefonden er kommet til.”

Motivation til selv at tage fat

Da Tove Hagen hørte om muligheden for at få støtte fra bymidtefonden, prikkede det til hendes samvittighed i forhold til også at gøre noget ved sit eget hus, som er opført i midten af 1800-tallet og engang har været et sømandshjem.

Hun søgte derfor støtte til at renovere facaden og få udskiftet taget og fik ja. Da håndværkerne noget tid senere begyndte på arbejdet, som skulle føre huset tilbage til dets gamle udtryk, blev hun grebet af projektet og valgte at gribe ekstra dybt i egne lommer.

forbedringer sideløbende.

Tove Hagen har fra sit hus uhindret udsigt over Nakskov Havn. Hun har fået støtte fra bymidtefonden til at istandsætte facaden på sit hus. Et projekt, hun blev så grebet af, at hun selv har finansieret andre

”Det motiverede noget i mig, at der kom nogle folk udefra, som kunne se nogle værdier i mit hus. Så i stedet for at købe en ny sommerkjole besluttede jeg mig for at genopføre noget af bindingsværket samt få ændret skorstenspiben, så det samlede udtryk passede bedre til det tegltag, der kom på.”

Også hotelejer Dan Lykkegård har investeret af egen lomme. Efter at have fået støtte til at renovere facaden på Hotel Harmonien brugte han selv mange penge på at sætte hotellet i stand indvendigt, inden han for nylig købte byens gamle plejehjem for at åbne endnu et hotel, da Harmonien ikke kunne følge med efterspørgslen.

”Vestas er den primære motor, men der er også sukkerfabrikken og flere virksomheder, som arbejder med grøn energi. Derfor kommer der mange hertil på forretningsrejse, og byen har simpelthen brug for nogle flere hotelværelser,” siger Dan Lykkegård.

Læring fra projektet

De lokale går op i deres bygninger Blandt nakskovitterne har der været en enorm interesse for at passe på de bygninger, der er en del af byens identitet. Puljen på 20 mio. kr. blev hurtigt tømt, og siden er der tilført yderligere 10 mio. kr.

Omdannelse fra butik til bolig

Projekterne i Nakskov Bymidtefond har vist, at man godt kan arbejde med den lokale bygningskultur på en måde, hvor man udvikler byen. Man skal passe på, at man ikke lader bygningskulturen låse udviklingen af byen. Omdannelsen fra erhverv til boliger i Nakskov er et godt eksempel på, hvordan man kan give bygninger en ny funktion, samtidig med at det oprindelige udtryk bevares.

Bymidten er et attraktivt sted at bo Mens mange byer kæmper med døde bymidter, oplever man i Nakskov mere liv og øget tilflytning til byen. Måske kan det også andre steder give mening at tænke i boliger frem for butikker i bymidten.

Pulje kan skabe ringe i vandet Bymidtefonden har vist, at man med en pulje kan sætte gang i en lokal virkelyst. I Nakskov har der været en stor lokal vilje til at udvikle byen, og støtten fra puljen har virket som en katalysator for investeringer fra private.

De to er langtfra de eneste, der har grebet i egne lommer. Evalueringen fra 2024 viser, at de første 20 mio. kr., der blev uddelt gennem bymidtefonden, har afstedkommet private investeringer for 36 mio. kr.

Forvandlingen i Vejlegade

I den nordlige ende af Nakskovs bymidte ligger en gade, der spiller en helt central rolle i den forvandling, byen har gennemgået.

Vejlegade var i mange år en naturlig forlængelse af Nakskovs butiksstrøg. Men inden for de seneste 20 år har det gradvist ændret sig, og med tiden er der i gaden blevet flere og flere tomme butikker. Et syn, man ofte ser i de mindre provinsbyer.

Men i stedet for at lade stå til er der nu forandring på vej i Vejlegade. Butiksgaden er ved at blive en boliggade. Med støtte fra bymidtefonden er fire butikker indtil videre blevet omdannet til boliger, samtidig med at facaden er muret op og fornyet.

Læs mere

Mens nogle facader allerede er renoveret med støtte fra bymidtefonden, er arbejdet stadig i gang på andre i Nakskovs midtby.

Tomme butiksfacader er i dag udskiftet med sprossede vinduer med stearinlys og potteplanter. Langs fortovene, der førhen rummede sammenklappelige gadeskilte og butikkernes udendørsudstillinger, er der nu etableret små grønne lommer med vildtvoksende planter.

Hilde Demant flyttede for et par år siden ind i en af de omdannede bygninger. Dermed er hun en del af en statistik, som viser, at antallet af indbyggere i bymidten er vokset med 8,8 procent siden 2018. Hun sætter pris på den udvikling, Vejlegade har gennemgået.

”Når man kommer hjem til sig selv, er det virkelig rart, at man kommer hjem til noget, der er flot. Der er så mange smukke bygninger her i Nakskov, og det er en fornøjelse at se på alt det, der er blevet lavet. Forinden lignede det til sidst noget slum,” siger hun.

Ringe i vandet

Den begejstring deler Tine Vinther Clausen, der er medlem af partnerskabsgruppen for Nakskov 2030 og byrådsmedlem i Lolland Kommune for Venstre.

”Jeg er stor fan af at skifte butikker ud med boliger. Det har virkelig gjort noget godt for Nakskov, og jeg kunne godt tænke mig, at vi får kigget på, om vi også skal gøre det i andre byer. Måske kan det betyde, at man må ændre i lokalplanen, for det er vigtigt, at det ikke er regler om f.eks. antallet af parkeringspladser, der kommer til at bestemme udviklingen af bymidterne,” siger hun.

Tine Vinther Clausen mener, at det er vigtigt, at man fra politisk side prioriterer en indsats som Nakskov 2030 og bymidtefonden, også selvom det kan være på bekostning af andre indsatser.

”Det er jo løftet af bygningerne, der kan sætte gang i en udvikling og skabe nogle ringe i vandet,” siger hun.

Ejnar Ørnsholts særlige hus

På Svingelsvej i Nakskov, tæt på stationen, ligger et særligt hus. Det er tegnet af Ejnar Ørnsholt, der er kendt som byens store arkitekt. Han har tegnet Nakskovs stationsbygning, bankens hovedsæde, biblioteket, et par præstegårde og talrige villaer, rækkehuse og etageejendomme. Huset på Svingelsvej er særligt, fordi han tegnede det til sig selv og sin familie. Huset er fra 1918 og var et af de første i byens nye villakvarter. Huset har stiltræk fra både nyklassicismen, Bedre Byggeskik og Arts and Crafts, og er et hus opført i en brydningstid, hvor dansk arkitektur var præget af udenlandske strømninger, men samtidig trak på stærke danske traditioner.

Andre indsatser

Ud over indsatsen i Nakskov har Realdania gennem årene bidraget til udvikling af byer og områder. For eksempel i området omkring Tøndermarsken i Sønderjylland, hvor Højer by har fået et løft, bl.a. gennem en bymidtefond. Samtidig er Tønder og marsken gennem en klimatilpasning blevet sikret mod oversvømmelser.

Læs mere

I 2021 blev huset købt af Realdanias datterselskab Realdania By & Byg. Huset indgår i selskabets samling af historiske ejendomme, som repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år og er med til at fremme den levende bygningskultur.

Efter købet har Realdania By & Byg gennemført en omfattende restaurering og revitalisering af huset, så det igen er rustet til fremtiden. Huset er bl.a. blevet radonsikret, der er fjernet og sikret mod skimmelsvamp, og så er hele huset farvesat – ude som inde – i de farver, som Ejnar Ørnsholt valgte, da huset stod nyt. Huset er nu udlejet som familiebolig.

Foto: Anders Sune Berg

Andre steder med potentiale

Studieliv i historiske

rammer

I Skindergade i centrum af København ligger et af hovedstadens ældste bevarede sociale byggerier, der oprindeligt var indrettet med boliger for familier med små indkomster. Arkitekt C. F. Hansen tegnede bygningen tilbage i 1815, som en del af genrejsningen af byen efter englændernes bombardement i 1807.

I dag danner bygningen sammen med Vor Frue Kirke og den gamle Metropolitan-skole et velbevaret kulturmiljø. Siden 1970’erne har den været kollegium under navnet Kunstnerkollegiet.

Efter at have været i brug i næsten 200 år trængte den gamle bygning til at blive set efter i sømmene og opgraderet som ramme om et moderne studieliv. Restaureringen omfatter bl.a. istandsættelse af ejendommens tag og facader, så de spiller sammen med de omkringliggende bygninger. Derudover er lejligheder og fællesarealer sat i stand.

Restaureringen af Kunstnerkollegiet viser, hvordan en historisk bygning kan bevares og føres videre som tidssvarende bolig for unge. Mødested

De kendte FDB-møbelklassikere blev frem til 1980 distribueret fra Tarm Station i Vestjylland. I byen lå nemlig Tarm Stole & Møbelfabrik, som FDB ejede, og her blev de populære møbler produceret. Siden solgte DSB stationsbygningen og pakhuset, der hører til anlægget.

I 2018 overtog en gruppe lokale ildsjæle bygningerne for at renovere dem og gøre dem til

forsamlingshus og museum. De to bygninger er nu forbundet af en mellembygning, så man kan gå imellem dem i tørvejr, og så det er tilgængeligt for alle at komme op på førstesalen. Stedet har fået navnet Furniture Station Tarm.

På museet kan man se tegninger, prototyper, fotos og andet fra Tarm Stole & Møbelfabrik og blive klogere på byens historie med møbeldesign og håndværk. I forsamlingshuset kan byen samles om arrangementer, og det er også muligt at holde events, workshops og udstillinger.

Furniture Station Tarm er et eksempel på, hvordan en nedlagt bygning og dens historie kan være udgangspunkt for nye funktioner og fællesskaber i en mindre by.

Det gamle kollegium i Skindergade i København var i mange år forsømt, men er nu restaureret med bl.a. en istandsat facade. Foto: Einar Kornerup A/S

Bydel til det moderne hverdagsliv

Hvad der før var et traditionelt havne- og industriområde i Køge, er nu godt på vej til at blive en moderne bydel – kaldet Køge Kyst – med plads til fællesskab, grønne løsninger og ikke mindst boliger med en varieret arkitektur. Alt sammen tæt på både togstation og natur.

Siden 2009 har det i alt 24 hektar store område i Køge været under udvikling i et partnerskab mellem Køge Kommune og Realdania By & Byg.

I dag er et nyt butikskvarter, som løfter hele byens detailhandel, etableret i stationsområdet i tæt sammenhæng med den historiske bymidte. Over 900 boliger er opført på Søndre Havn. Her er også en promenade og grønne områder, der både er med til at trække strandengens natur tættere på byen og fungerer som beskyttelse med oversvømmelser og regnvand.

Det nye havneområde er forbundet med Køges historiske bymidte med en vejtunnel og en gangbro over jernbanen. Om få år åbner også en lys og bred underjordisk forbindelse for bløde trafikanter.

Køge Kyst er et konkret eksempel på, hvordan et tidligere industrimiljø kan forandres, og hvordan det byggede miljø kan skabe nye rammer for hverdagslivet.

Det er ikke mindst lokale ildsjæle, der står bag etableringen af det nye bytorv i Damme-Askeby. Torvet er et centralt mødested og markedsplads for lokale fødevarer. Foto: Nils Meilvang

Placeret mellem Køge Bugt og Køges historiske bymidte er bydelen Køge Kyst vokset frem på et område, der før var et havne- og industriområde.

Nyt midtpunkt på Møn

I landsbyen Damme-Askeby på Vestmøn lå før et forfaldent mejeri. Nu har lokale kræfter forvandlet den gamle industrigrund til et bytorv med en torvehal, hvor lokalsamfundet kan samles til aktiviteter som markedsdage, loppemarkeder og høstfest.

Fanefjord Torv, som det hedder, åbnede i 2025 og tiltrækker allerede både mønboer og besøgende. Her kan lokale fødevareproducenter præsentere og sælge deres produkter, hvilket er med til at styrke områdets lokale fødevareproduktion. På samme tid er Fanefjord Torv et vigtigt led i at udvikle Vestmøn som en attraktiv turistdestination. Der kommer flere og flere turister til Møn, især vandreog cykelturister, og på Fanefjord Torv kan de finde steder at holde en pause og få information om ruter og oplevelser på øen.

Fanefjord Torv viser, hvordan en landsby uden en egentlig bymidte kan udvikle et naturligt midtpunkt for både lokale og turister.

Tersløsegaard er en af Danmarks historiske herregårde. Nu skal den restaureres med respekt for de historiske rammer. Foto: Anders Sune Berg

Herregård med særlig historie

De sidste år af sit liv boede Ludvig Holberg på Tersløsegaard ved Dianalund. Herregården har rødder helt tilbage til 1300-tallet. Holberg købte stedet i 1745, og det er et af de eneste bevarede herregårdsanlæg fra barokken, der er opført i bindingsværk. Da Holberg døde, testamenterede han Tersløsegaard til Sorø Akademi. Siden 1910 har hovedbygningen dannet ramme om Ludvig Holberg Museet.

Nu begynder et nyt kapitel for Tersløsegaard. Realdanias datterselskab Realdania By & Byg har overtaget ejerskabet af ejendommen, og de historiske bygninger står over for en større restaurering, der skal sikre en sund drift. I dag er der f.eks. ingen centralvarme i bygningerne, og selve hovedbygningen er helt uopvarmet. Hovedbygningens tre stuer med de originale barokdøre og gamle ovne bliver også bevaret som en del af restaureringen. Derudover skal der bl.a. indrettes et lille café-køkken og et handicapvenligt toilet, som skal passes ind i den historiske ramme.

Den Holbergske Stiftelse Tersløsegaard, der som selvejende institution indtil nu har været ejer af bygningerne, fortsætter med at drive Ludvig Holberg Museet og udlejer også de fire lejligheder, som ligger i gårdens sidefløje.

Fra kaserne til blandet bydel

Det er ikke kun, når Realdania uddeler filantropiske midler, at stedets potentialer kan spille en rolle.

Det gør det f.eks. også i en missionsrettet investering i klimavenlig omdannelse af en kaserne i Milano.

I bydelen Bicocca cirka syv km nordøst for det centrale Milano ligger en nedlagt militær kaserne på 10 hektar. Nu er den ved at blive forvandlet til en lille bydel med forskellige typer af boliger, butikker, uddannelsesinstitutioner og grønne områder med masser af træer. Det er ejendomsfonden Ardian Real Estate European Fund III, der har købt kasernen og står bag omdannelsen af den til helt nye formål. Realdania har investeret missionsrettet i projektet gennem Ardian, der i EU-regi er en såkaldt artikel 9-fond, der har bæredygtighed som særligt investeringsmål ud over afkast.

Kaserneområdet omdannes til forskellige typer af boliger – både ejer- og lejeboliger, herunder særligt relativt billige boliger. Der bliver offentlig adgang til en del af bygningerne, der vil blive brugt til bl.a. butikker og uddannelse, ligesom parken bliver åben for alle. Projektet har som mål at nå ned i en nettonuludledning i forhold til klimaet. Det vil sige, at man balancerer den mængde drivhusgasser, man udleder, med den mængde, man fjerner.

Ambitionen med den missionsrettede investering er at skabe et markedskonformt afkast til gavn for Realdanias støtte til danske filantropiske aktiviteter gennem en investering i udviklingen af et grønt bykvarter med fokus på social bæredygtighed.

Arkitekturens muligheder

Institut for X er et unikt samlingspunkt for kreativitet, kultur og fællesskab, der holder til i de historiske bygninger på det gamle godsbaneareal i Aarhus. Bygningerne er blevet ombygget og restaureret med respekt for den oprindelige arkitektur. Foto: Sidsel Stybe

Værksted for arkitektur og livskvalitet

til trivsel

for børn og unge

Byggeri

Rum

Fra forvalterbolig

Af Marianne Sommer Foto Nils Meilvang

Den tidligere forvalterbolig til Roskilde Adelige Jomfrukloster er forvandlet til et børnekulturhus. Her kan børn gå på opdagelse, lege, sanse, fortælle historier og sætte fantasien fri i trygge, hjemlige rammer.

til fantasiunivers

Himmelsenge at boltre sig i, strikkede små mus og porcelænskopper klar til teselskab. Bevægelige figurer på væggene, et klaver, en biograf og et kæmpe kreativt rum fuldt af garn, perler, æggebakker, farveblyanter og meget mere.

I Kreativt hus for børn i Roskilde finder byens yngste de bedste rammer for at udfolde deres kreative evner. For her fletter inventar, udsmykning, workshops, musik- og litteraturindslag, scenekunst og billedkunst sig sammen til et inspirerende univers. Stedet er et børnekulturhus i forlængelse af Roskilde Bibliotek –et hus, hvor børn møder kultur og kreativitet som en del af dannelse og udvikling.

”Det har været vigtigt for os at skabe et trygt sted, hvor børnene føler sig godt tilpas og tør åbne op for deres kreativitet. Derfor har vi haft fokus på at formidle, at huset engang har været et hjem for en forvalter og hans kone og børn. Det har vi bl.a. gjort ved at indrette de forskellige rum med en hjemlig stemning, hvor børnene bliver mødt af en vært, som faciliterer og guider dem i de forskellige aktiviteter,” forklarer Silja Hjortkær-Løvik. Som børnekulturformidler og en af de tre værter på stedet har hun været involveret i udviklingen af projektet siden 2019.

Selve huset fortæller sin helt egen historie: Vi befinder os i en over 100 år gammel, fredet forvalterbolig for det tidligere kloster. Boligen blev for nogle år siden – med midler fra bl.a. Realdania – forvandlet til et fantasiunivers, hvor sanserne og kreativiteten stimuleres.

At stedet tidligere har dannet ramme for et hjem, mærkes, når man træder ind over dørtærsklen. For de højloftede rum med de fine plankegulve er bevarede, og hvert rum har fået en smuk farve. Desuden møder den hjemlige stemning én ved ankomsten. For alle besøgende bydes velkommen og vises til garderoben, hvor de kan hænge overtøjet og stille skoene.

Om Kreativt hus for børn

Engang var huset i Algade hjem for forstanderen af Roskilde Adelige Jomfrukloster og hans familie. I 2023 åbnede huset i sin nuværende form efter en omfattende renovering. Kreativt hus for børn blev etableret med ønsket om at skabe en mere dynamisk bymidte med liv og fællesskab og bedre sammenhæng mellem handelslivet og kulturlivet. Tanken med huset er, at det er børnenes indgang til Roskildes kulturliv med udgangspunkt i kreativ udfoldelse og fællesskab på tværs – uanset økonomisk, social og kulturel baggrund.

Alle er velkomne i huset, men på visse tider er der kun åbent for institutioner og skoler.

hinanden med en fin sløjfe i håret.

Silja Hjortkær-Løvik viser rundt på etagerne, hvor den hjemlige atmosfære også afspejles i husets stand. Der er orden på hylderne, og farverne står friske på væggene. Selv de skrøbelige porcelænskopper overlever de næsten daglige besøg fra børn på mellem fire og ti år, som kommer i selskab med deres familie, deres daginstitution eller skoleklasse.

”Vi har købt et klaver derhjemme, fordi Petra er blevet så glad for at spille klaver her i huset.”

Josephine Skovgaard, besøgende

På vej

Realdania har i efteråret 2025 bevilget 125 mio. kr. til indsatsen Kulturhuse for alle, der løber flere år frem. Kulturhusenes rum og indretning er helt centrale for hverdagens aktiviteter. Og der er brug for at kigge på, hvordan man udvikler de fysiske rammer, så kulturhusene i højere grad bliver samlingssteder for alle. Særligt unge, mennesker med minoritetsetnisk baggrund og mennesker med forskellige sårbarheder bruger i dag kun i begrænset omfang landets kulturhuse. Derfor er et af målene med indsatsen at gøre stederne mere inkluderende over for de grupper af mennesker.

Første skridt i indsatsen er en case-analyse af et antal eksisterende kulturhuse i hele landet samt en lille håndfuld internationale eksempler. I den analyse vil arkitekturens samspil med kultuhusenes daglige virke og brugernes oplevelse blive undersøgt. Indsatsen Kulturhuse for alle bygger på partnerskaber med kulturhusene selv, organisationen Kulturhusene i Danmark, kommuner, rådgivere, forskere og andre parter.

Læs mere

”Både børnene og deres voksne passer godt på huset. De er virkelig forsigtige og rydder op efter sig selv. Og det er faktisk sjældent, at en porcelænskop eller andet legetøj går i stykker,” fortæller hun.

Kreativ tilgang til litteraturen

Huset drives af Roskilde Bibliotekerne, og de to institutioner arbejder tæt sammen for at udnytte synergien ved at arrangere fælles aktiviteter.

”Sammen finder vi på temaer, der matcher kommunens vision og bibliotekernes handleplan, og breder dem ud til både biblioteket og huset her. Fordelen er, at vi i børnekulturhuset kan arbejde med litteratur på nye måder – med fokus på det kreative,” siger Henriette Dybdal, som er leder af Børn og Familier på Roskilde Bibliotekerne.

Indimellem afholdes f.eks. mindre temaer om en forfatter eller et udvalg af litterære værker, som udfoldes i børnekulturhuset. Her får børnene litteratur og et forfatterskab ind under huden på deres helt egen måde, bl.a. ved at tegne, male, strikke, lave træarbejde eller se en film i husets minibiograf.

Efter at have tegnet hinanden sidder Marianne Simonsen og barnebarnet

Alberte side om side og betragter deres portrætter, hvor de har udstyret

Klaver og garngraffiti

På denne tirsdag fyldes særligt øverste etages højloftede kreative rum langsomt op af både lyse og lidt mørkere stemmer. Ved to forskellige borde hygger to farmødre sig med deres børnebørn.

”Når pigerne bliver hentet til ’farmordag’ hver tirsdag, efterspørger de ofte at gøre et stop i det højloftede rum i huset i Algade, hvor de kan hygge sig med noget kreativt, inden vi tager videre hjem til mig,” fortæller Helle Jensen, farmor til Amilia og Clara, som sidder ved siden af hende og arbejder med garn.

Ved nabobordet sidder Josephine Skovgaard og Louise Andersen. De er svigerinder og har bragt deres i alt tre børn, Petra, Jens og Agnes, sammen. Mødrene fortæller, at de nogle gange besøger stedet hver for sig, men at de indimellem også aftaler at mødes.

8-årige Petra har brugt lidt af tiden på at spille klaver i stueetagen, før hun fandt vejen til loftsrummet med sin mor.

”Vi har købt et klaver derhjemme, fordi Petra er blevet så glad for at spille klaver her i huset,” siger Josephine Skovgaard med et smil.

Moren koncentrerer sig om at hjælpe Petra med at få orden på noget garn til en pompon. For tiden er temaet i huset garngraffiti. Det betyder, at både træer, bænke og plankeværket udenfor bliver iklædt strik.

Et andet projekt, der er i gang i huset, er et samarbejde om udsmykning af de kommunale el-tavler, der står rundtomkring i byens gader. Med fine figurer i glade farver skaber de yngste indbyggere små kunstværker, der sætter deres aftryk i byen.

Læring fra projektet

Involvering og test bidrager

Medarbejdere, som til daglig arbejder med børnene i kommunen, har været aktivt involveret i processen. Det har givet arkitekter og projektgruppe de bedste forudsætninger for at skabe et hus i børnehøjde. Også test-perioder undervejs har bidraget med vigtige indsigter i forhold til det endelige resultat.

Vigtigt at invitere indenfor

Kulturhuset er blevet åbnet op mod gågaden, hvor det ligger. I en tid, hvor mange byer oplever en tilbagegang i butikslivet i bymidten, er det en god idé at indpasse nye mødesteder i byens gader. To tydelige indgange og en have med siddepladser og kunst virker inviterende over for byens små og deres voksne og giver liv i byen.

Kvalitet betaler sig Kvalitet i indretningen kan mærkes. De besøgende passer bedre på omgivelserne – bevidst eller ubevidst.

vært i Kreativt hus for børn. Husets historie bruges aktivt til at sætte gang i børnenes kreativitet.

Silja Hjortkær-Løvik er børnekulturformidler og

Foto: Camilla Winther

Børnene indtager

Stærekassen

I Det Kongelige Teaters bygning Stærekassen har nationale koryfæer som Frits Helmuth og Ghita Nørby engang stået i rampelyset. Snart er det børnenes tur til at indtage de skrå brædder. I 2026 går tæppet op for Børneuniverset, et nyt oplevelsessted i de fredede bygninger, som børn fra hele landet får adgang til.

”Her vil børnene gennem leg og læring få et indblik i livet på et teater. For eksempel opleve hvordan en forestilling bliver til, hvad der sker i kulissen, og hvad et symfoniorkester er. De vil også få mulighed for selv at prøve kræfter med skuespil, dans, instrumenter og sang,” fortæller teaterchef på

Det Kongelige Teater, Kasper Holten.

At forvandle en fredet bygning til et børnevenligt univers har været en udfordrende opgave, som Kasper Holten glæder sig til at vise frem.

”Det ville helt sikkert have været nemmere at bygge et børneunivers fra grunden på en mark. Men denne vidunderlige bygning emmer af historie, af gemmesteder. Det er et hurlumhejhus fuldt af kroge, som børnene kan udforske,” fortæller han.

Det har længe været hans ønske, at børn fra alle kanter og miljøer får mulighed for at komme tæt på scenekunsten.

”Jeg håber, at børnene går hjem herfra med en oplevelse og forståelse af de forskellige dele af scenekunsten. At de får lyst til at klæde sig ud, spille teater i haven med deres venner, overveje, om de skal gå på musikskole eller opsøge det lokale børneteater,” slutter han.

Arkitektur set fra børnehøjde

Af Marianne Sommer

Foto Marianne Sommer og privat

Arkitektur former rammerne for vores liv – uanset alder – og børnelivet udfolder sig i vidt forskellige rum rundtom i Danmark. Vi har bedt Erik, Hulda, William og Oceania fortælle om nogle af de bygninger og steder, hvor de holder allermest af at være.

Venner, ramper og seje tricks

Sammen med vennerne og med sin far på sidelinjen stornyder 9-årige Erik Kyhl at øve ’ollies’ og andre tricks på skatebanerne i Multiparken, Helsingør.

”Hvis jeg kunne, ville jeg skate her hver dag, men jeg kommer her kun fast én gang om ugen. Om onsdagen er jeg på et hold, hvor vi skater i to timer sammen, og hvor de gode hjælper de mindre gode. Jeg tager også tit herop på de andre dage i ugen sammen med min far, som også skater. Det synes jeg er hyggeligt.

Min interesse for skating fik jeg, fordi min storebror skatede, og det syntes jeg så sejt ud. Så overtog jeg hans board, og min far lærte mig nogle tricks. Det første var en ollie, hvor boardet drejer rundt.

Det fede ved at skate her er, at jeg mødes med mine venner, og at der er mange forskellige ramper og øvebaner. En af banerne, som jeg bedst kan lide, hedder street. Det er som en gade med trapper og trin.

Jeg kan også godt lide at skate i Fælledparken i København, hvor de har en kæmpe vert, som er en lodret væg, der er sjov at øve sig på.”

Her er så meget at lave

Fællesspisning, håndbold og brætspil. De fleste dage i ugen dyrker 10-årige William Korsholm Mattson de mange aktiviteter, som Molsværket byder på.

”Jeg kommer næsten hver dag på Molsværket, for der er så mange forskellige ting at lave. Jeg går til håndbold her, og jeg er her også tit med skolen.

Ellers går jeg nogle gange herover efter skole og leger, mens min mor henter mine søstre fra børnehave og SFO. Andre gange har jeg en legeaftale med mine venner. Så spiller vi spil – der er nogle sofaer med nogle hylder fulde af brætspil – eller også leger vi i idrætshallen.

Der er også nogle gange fællesspisning, hvor jeg tager herned med min familie. Den bedste fællesspisning var, da der var afrikansk jazzaften. Der var jeg der med mine forældre og mine to søstre, og mange af mine venner og deres familier var der også. Musikken var god, og så var der virkelig god mad. Noget barbecuekød, sødt brød, masser af frugt og grønt.

Når jeg ikke er her, kan jeg godt lide at gå i klub, hvor vi bygger med lego eller spiller forskellige spil på pc.”

Surf på bølger og strandpromenade

Surfing er meget mere end en sport for 13-årige Oceania Meluka Itchner. Det er natur, fællesskab og et mødested ved vandet på tværs af alder.

”Jeg startede allerede med at surfe som baby, hvor mine forældre tog mig med ud på et board. Begge mine forældre surfer, og vi bor i Klitmøller tæt på Vesterhavet, så jeg har ofte været ude på vandet i løbet af min opvækst.

For mig er det fede ved at surfe dels at være i naturen, men det er også det fællesskab, der opstår både på land og i vandet. Det er et helt specielt sammenhold. For som surfer deler du din passion, og det betyder ikke noget, hvilken alder du har, eller hvad du ellers laver i dit liv.

Jeg møder de andre surfere ved klubhuset, på promenaden, på stranden eller i vandet. Nogle gange har jeg aftalt at ses med nogle venner, andre gange mødes vi tilfældigt. Indimellem mødes jeg også med skolekammerater på stranden, som ikke surfer.

Når der ikke er bølger, surfskater jeg ofte på promenaden, enten alene eller med mine venner. Surfskate er et skateboard, der efterligner følelsen af at surfe.”

Huldas hesteverden

Det bedste ved at være en del af Rideklubben Ridevenner, som holder til ved ballonhangaren på Amager, er at være sammen veninderne og de søde heste, synes 10-årige Hulda Seppänen Butz. ”Jeg elsker at være her i rideklubben. Det er hyggeligt både med mine veninder og med hestene, som er rolige og søde.

Tre dage om ugen kommer jeg her efter skole – nogle gange også i weekenden, hvis ikke jeg

skal noget andet. Om onsdagen rider jeg selv. De andre dage kigger jeg på, at de andre rider, muger ud i staldene eller strigler heste. Indimellem hjælper jeg mine veninder med at gøre deres heste klar til, at de kan ride. Ellers hygger vi os med at lege med kæpheste i ballonhangaren eller spiller Uno eller andre spil i vores klubrum. Men den allersjoveste dag på rideskolen var i sommer, hvor vi havde opvisning, og jeg red på min yndlingshest, Habibi. De dage, jeg ikke er her, kan jeg gode lide at mødes med mine venner i en park eller på en legeplads. Nogle gange sidder vi bare og snakker. Andre gange tager vi et sjippetov med som tøjler – så er den ene hesten, og den anden er ejeren.”

Arkitektur gør os til mere end funktionelle dyr

I bund og grund handler arkitektur om funktion, holdbarhed og æstetisk velvære for mennesker. Sådan har det været, siden kunstarten blev defineret for mere end 2000 år siden, fortæller direktør for Dansk Arkitektur Center Kent Martinussen.

Af Pernille Formsgaard

Direktøren for Dansk Arkitektur Center har svært ved at skjule sin begejstring over at skulle forklare, hvad arkitektur er. Og den tilgang, vi i Danmark har til netop arkitektur.

”Vi bor i et land, hvor vi lidt overdrevet sagt afholder en arkitektkonkurrence, hver gang der skal bygges en daginstitution. Det fortæller, hvor meget arkitektur betyder i det danske samfund. At vi simpelthen – hver eneste gang vi skal lave noget – undersøger, hvordan vi kan skabe det mest funktionelle og smukkeste rum for vores børn og deres møde med fællesskabet,” siger Kent Martinussen. Definitionen på, hvad arkitektur egentlig er, skal man dog tilbage til Romerriget for at finde. For allerede dengang var der brug for en kundskab, der kunne give svaret på, hvordan en mio. mennesker kunne leve sammen i Rom, der var centrum for Romerriget, uden at det hele gik til i konstante revolutioner.

Ifølge Kent Martinussen koger romerne arkitektur ned til tre elementer: Arkitektur skal først og fremmest opfylde en funktion – et behov for mennesker – i samfundet. Det kan være alt fra at planlægge en sammenhængende by til at bygge et hus, der giver tag over hovedet, og plante et træ, der giver skygge, eller et bord til at spise ved.

Derudover skal arkitekturen være holdbar, altså være opført med baggrund i håndværks-

mæssig og bedst kendt viden om materialer og byggeteknikker, der gør, at huset er tæt for regn og vind og holder længe. Endelig skal arkitekturen appellere til mennesket som et åndeligt væsen, den skal tale til vores sanser og sociale fællesskaber – kort sagt være smuk.

”Det er vigtigt at forstå, at arkitekturen er en kunstart, der betragter mennesket som mere end blot et funktionelt dyr. Arkitekturen stræber efter at skabe effektiv funktionalitet, holdbarhed og æstetisk velvære,” siger Kent Martinussen, der fortæller, at den definition grundigt er beskrevet allerede i det første århundrede før Kristi fødsel.

Som et eksempel på en bygning, hvor de tre elementer spiller sammen, peger arkitektur-direktøren på Grundtvigskirken i København, tegnet af arkitekten P.V. Jensen-Klint og færdiggjort af hans søn arkitekt Kaare Klint i 1940.

”Én og samme gule mursten, fremstillet af ler fra den danske muld, er i kirken anvendt til at skabe et symbolsk rum, der samler mennesker. Fordi der kun er ét materiale, skaber dagslyset på samme tid et storslået og roligt rum, der samler mennesker til åndelig refleksion i forbindelse med fødsel og død – dåb og bisættelse. Hvad er det, der gør, at 99 procent af alle mennesker oplever det som et smukt rum? Det er arkitekturen som en kunstart, i den store skala.”

En del af samfundsudviklingen

Ifølge Kent Martinussen er noget af det særlige ved netop den danske arkitektur, at den fra begyndelsen bliver tænkt med i skabelsen af velfærdssamfundet – som en integreret del af et politisk program. I planlægning og formgivning af byer og bl.a. boliger, skoler og hospitaler.

”Jeg tror ikke, at danskerne i hverdagen tænker over, at vi lever i et arkitektonisk ’wonderland’, hvor paradigmet om funktionelt og mentalt velvære er masseret ind i vores byggelovgivning. I mange lande må du f.eks. godt arbejde inde i midten af en stor bygning, hvor der intet dagslys er. Det har vi besluttet, at vi ikke vil og må, og derfor er

Kent Martinussen ser det som en altoverskyggende mission at bruge arkitektur til at skabe steder, hvor det er meningsfuldt at være sammen socialt og analogt. Og at tænke mere natur ind i byen. Sådan er det f.eks. gjort ved BLOX midt i København, hvor Dansk Arkitektur Center har til huse. Foto: Karin Rørbech

byggelovgivningen og administrationen af den med til at forme en humanistisk sindet arkitektur –en arkitektur, der sætter mennesket i centrum for formgivningen.”

Én opgave overskygger alle andre

På spørgsmålet om, hvad arkitekturens vigtigste opgave er i fremtiden, peger Kent Martinussen på et paradigmeskifte i vores anvendelse af ressourcer. Vi skal i langt højere grad genanvende og transformere eksisterende bygninger, recirkulere eksisterende byggematerialer og affald, og så skal vi bruge flere naturmaterialer som f.eks. træ. Det kræver en anden formgivning, nye håndværksuddannelser og i det hele taget en omstilling af byggeriet.

Der er dog én mission, der ifølge Kent Martinussen overskygger dem alle:

”Vi skal bruge arkitektur til at skabe steder, hvor det er meningsfuldt at være sammen socialt – analogt. Verden er på mange måder uforudsigelig, og her taler jeg ikke om Putin og Trump, men om den digitale udvikling, der nu kommer op i et nyt niveau med kunstig intelligens. Vi tilbringer mere end 70 procent af vores liv indendørs og det meste af vores vågne tid på en skærm. Vi skal tænke mere natur ind i byerne, så vores bybørn oplever, at der

findes sommerfugle, og at vi som mennesker er en del af naturen og afhængige af den og hinanden,” siger han og fortsætter:

”Hvis der er noget, vi har lært igennem de sidste 100 år i det her lille land, så er det, at hvis vi har tilstrækkelig tillid til hinanden, så kan vi udrette hvad som helst. Men tillid får man kun ved at opbygge relationer, og relationer bygger man bedst ved at være i rum sammen. Derfor er vores rum vigtige, og arkitekturens opgave er at berige menneskers møder med hinanden, så vi skaber meningsfuldt samvær og søger fællesskabet som baggrund for at udvikle vores samfund.”

Kent Martinussen er arkitekt og direktør for Dansk Arkitektur Center siden 2001. Medlem af kulturministerens ekspertpanel, der i 2025 leverede anbefalinger til en ny national arkitekturpolitik.

Foto: David Schweiger

Martinussens tre bud på arkitektur

Se Kent Martinussens bud på tre steder med helt særlig arkitektur

Læs mere

Her giver det ro at bo

De tre små huse og fælleshuset, der udgør At bo i ro, er en del af behandlingsstedet

Egedal. Det ligger smukt i landskabet i Nordvestsjælland.

Med helende arkitektur hjælper tre små træboliger og et fælleshus på behandlingsstedet Egedal unge med psykiske udfordringer til at få en overskuelig hverdag og undgå indlæggelser.

Af Steen Breiner

Foto Jesper Schwartz

I Emilies entré ligger en stor samling puslespil oven på det indbyggede skab. Nedenfor står der adskillige par sneakers på rad og række. I stuen er der et lille akvarium, og på de indbyggede hylder er hendes favoritbøger og et indrammet citat. ’Sometimes you win, sometimes you learn’, står der.

I det hele taget er her en rar fornemmelse i det lille hus på knap 40 kvadratmeter. Huset rummer ud over entré og stue også en køkkenniche, en sovealkove, badeværelse og udenfor hele to små terrasser. Alle vægge og lofter er beklædt med træ, og det går igen i møblerne. Den indbyggede sofa, hylderne og sovealkoven er umalede, mens skuffer og skabe i både stuen, køkkennichen og badeværelset er holdt i en grå farve. I loftet hænger hvide pendler. Udvendigt er huset også beklædt med træ, bortset fra sedumtaget, et tag belagt med planter.

Det er ikke et hus med meget spræl i, men det er der en mening med. Emilies hus er nemlig ét ud af tre små huse, der sammen med et fælleshus udgør At bo i ro. En afdeling på behandlingsstedet Egedal.

”Her kan jeg indrette mig og bo på min egen måde. Så jeg føler mig hjemme og har mere ro – til forskel fra, når jeg har været indlagt, hvor man er på et hospital, som der ikke er noget personligt over,” siger Emilie og fortsætter:

”Jeg havde lyst til at komme herud, fordi det er et mindre miljø, hvor der er bedre mulighed for at trække sig. Hvis jeg får det skidt, så er det vigtigt for mig, at jeg har plads til at være mig selv,” siger Emilie, der har boet i sit eget lille hus i nogle måneder.

Egedal ligger i et smukt landskab ved Vallekilde i Nordvestsjælland. Stedet består primært af en tidligere bondegård og er i dag hjem for omkring 25 unge mellem 15 og 30 år med alvorlige psykiske udfordringer. Tre af dem bor i At bo i ro-husene, som er en afdeling for de unge, der befinder sig et sted midt imellem at have brug for en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling og at kunne bo på et værelse på det traditionelle behandlingssted. Målet er på den ene side at undgå indlæggelser, på den anden side at gøre den unge klar til at kunne indgå i et større fællesskab.

Helende arkitektur

At bo i ro-afdelingen er designet af arkitekter i samarbejde med både medarbejdere og unge fra Egedal. Målet med at inddrage personale og beboere var at sikre, at boligerne gav en oplevelse af tryghed og ro.

Boligerne er samtidig designet ud fra begrebet helende arkitektur, der går ud på at skabe overskuelige og trygge rammer, der understøtter de unges behandlingsforløb.

Realdania har støttet At bo i ro og har i de kommende år et særligt strategisk fokus på arkitekturens muligheder for at bidrage til trivsel. Det gælder både helt generelt og for udvalgte målgrupper som børn, unge og sårbare grupper.

Stine Bengtsen, der til daglig er afdelingsleder på At bo i ro, fortæller, at der kom nogle overraskende resultater ud af at inddrage de unge i designarbejdet.

”Vi havde f.eks. tænkt, at der skulle være panoramavinduer ud mod naturen og ovenlysvinduer, hvor lyset kunne strømme ind i huset. Men for en ung med paranoia er det en rigtig dårlig idé, fordi de så skal bruge energi på at tænke over, om der er nogen, som kigger ind,” fortæller hun.

Ingen af de unge, der har boet i At bo i ro, har i løbet af opholdet været indlagt i psykiatrien. Det er usædvanligt, fortæller afdelingsleder Stine Bengtsen.

Derfor blev tagvinduerne helt droppet. Og vinduerne ud mod naturen til den ene side og gårdspladsen til den anden side blev forsynet med gitterskodder, som kan trækkes for, hvis den unge har behov for det.

Et andet konkret eksempel er sovealkoven. En del af sengen er skjult bag en væg, så man skal kravle i seng igennem en åbning. Og det er meningen, forklarer Emilie, der ikke selv har været med til at designe, men godt kan se, hvorfor de tidligere beboere har peget på netop den løsning.

”Det med at føle, at man ligger i en lille hule, det betyder meget. Fordi man kan føle sig helt tryg,” siger hun. I fælleshusets store køkken sidder Jennifer, der indtil for få dage siden var nabo til Emilie i et af de små huse. Hun var heller ikke med til at designe, men peger på de to terrasser, hvert hus er udstyret med, som sine favoritsteder. Særligt terrassen bag huset med udsigt ud over landskabet var god for hende.

”Når man sidder der, så kan de andre ikke se en. Og man signalerer, at man har brug for at være alene. Har man lyst til at snakke, så kan man sætte sig ud på terrassen ved det store område foran husene og fælleshuset,” tilføjer Jennifer.

Sovealkoven er bygget som en lille hule. Det er med til at skabe en fornemmelse af tryghed for beboeren og var et af de forslag, der kom ud af at inddrage de unge i arbejdet med at designe de små huse.

Ingen indlæggelser

Jennifer er nu flyttet ind i hovedhuset på Egedal. Til en afdeling med seks andre unge, hvor hun stadig har sit eget værelse, men må undvære pladsen og roen ved at have sit eget hus.

”Det var ikke gået godt, hvis jeg var startet på en større afdeling. Så er jeg helt sikker på, at jeg havde været indlagt i psykiatrien mange gange. Fordelen ved at starte i At bo i ro har været, at jeg har kunnet være i hovedhuset og få relationer, men når det hele blev for meget, kunne jeg trække mig til mit eget hus og få ro. Man behøver heller ikke tage lige så meget hensyn til andre i sit eget hus, som man skal på den større afdeling, hvor man kan høre hinanden gennem væggene,” fortæller hun.

Det er et billede, som Emilie kan genkende.

”Jeg tror, at jeg med det samme var blevet svingdørspatient i psykiatrien, hvis jeg med det samme var kommet på en større afdeling. Fordi jeg ikke ville kunne få den ro, som jeg kan her,” siger hun.

Siden de to er kommet til At bo i ro, har ingen af dem været indlagt. Det er en markant forandring, som de tilskriver dels afdelingen og de små huse, dels at det er et sted med et dygtigt personale og en god normering.

”Når personalet viser, at de rigtig gerne vil være her og elsker deres job, så betyder det rigtig meget,” forklarer Jennifer.

Faktisk har ingen af de unge, der siden indvielsen har boet i At bo i ro, i løbet af opholdet været indlagt i psykiatrien. Det står i skarp kontrast til et sædvanligt forløb, fortæller afdelingsleder Stine Bengtsen.

”Var de samme unge flyttet direkte ind på den almene afdeling på Egedal, så ville vi formentlig have haft mange ture til psykiatrien, fordi det er for stort og åbent for dem. Så alternativet til de små huse ville være, at de unge ville være i længere tid i psykiatrien, før de kom hertil, eller at de ofte ville være indlagt, mens de bor her,” siger hun.

På vej

I en ejendom på Ydre Østerbro i København driver den sociale organisation Fountain House et aktivitetstilbud til mennesker med psykiske udfordringer. I nabobygningen driver organisationen Fontanaskolen, som tilbyder en treårig særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse. Med støtte fra A.P. Møller Fonden og Realdania skal de to tilbud samles i et nyt campus ved at ombygge ejendommene.

Det nye campus skal samle socialpsykiatri, ungdomsuddannelse, specialundervisning og beskæftigelsesstøtte i ét sammenhængende miljø. Ombygningen vil ske ud fra principper om helende arkitektur. Blandt andet vil der være fokus på dagslys, grønne udearealer, værksteder og rum, der imødekommer forskellige præferencer.

Forskning skal give mere viden

At bo i ro er den første afdeling af sin slags på et opholds- og behandlingssted i Danmark. Derfor er der forskere tilknyttet projektet. Den viden, der samles op undervejs, skal dels bruges til at vurdere, om projektet skal opskaleres, dels til at give projektets erfaringer videre til andre opholds- og behandlingssteder.

”Helende arkitektur for den her målgruppe er, at de kan overskue rummet, at de kan trække sig, når de bliver overstimuleret, og at de har mulighed for nemt at tilgå fællesskabet, som kan være noget, de ellers kan have svært ved. Særligt, hvis de har levet isoleret i lang tid på grund af f.eks. en indlæggelse, inden de kommer her. Derfor har de brug for deres eget, og så er fælleshuset det sociale omdrejningspunkt i hverdagen, hvor man f.eks. laver mad, spiller spil eller har samtaler med medarbejderne om det, som er svært eller godt,” siger forsker Helle Harnisch.

Hun peger – som de unge – på, at det formentlig er et samspil af eget hus og flere medarbejdere, der gør den store forskel.

”Vi har unge, der har det så dårligt, at de normalt ofte har brug for indlæggelser. Her skal At bo i ro være

et alternativ, for det er ikke hensigtsmæssigt med de mange skift og overgange mellem opholdssted og hospital. Samtidig ved vi, at døgnene lige efter indlæggelser er de allermest risikofyldte i forhold til selvmord og selvskade. Det, vi kan se efter at have været i gang i et års tid, er, at vores hypotese omkring husene og ro er blevet bekræftet,” siger Helle Harnisch.

Emilie og Jennifer er ikke de to unge kvinders rigtige navne. Vi har aftalt, at vi hverken bruger deres navne eller tager billeder af dem. Deres identitet er kendt af Realdania.

Sociale mursten

Realdania har sammen med A.P. Møller Fonden og Arkitektforeningen indsamlet viden om, hvordan de fysiske rammer positivt understøtter og fremmer effekten af det sociale arbejde. Seks forskellige cases er samlet i publikationen Sociale Mursten.

Læs mere

I entreen i Emilies At bo i ro-hus står adskillige par sneakers på rad og række. Hun har fået lov til at indrette huset, præcis som hun vil.

Indvendigt er det træ, der dominerer i de tre små huse. Alle vægge og lofter, den indbyggede sofa og de faste hylder på væggene er i træ.

Arkitekturen er ofte den

usynlige hånd, der guider os

Hvordan påvirker de fysiske rammer helt konkret vores livskvalitet?

Det vil Realdania undersøge i de kommende år. Filantropidirektør

Stine Lea Jacobi uddyber her, hvordan vi med arkitektur kan skabe miljøer, der styrker både individet og fællesskabet.

Af Christian Kehler

Stine Lea Jacobi

Filantropidirektør i Realdania

Hvorfor arbejde med arkitekturens muligheder?

Vi har i Realdania de sidste 25 år forsøgt at vise, hvilken forskel arkitektur kan gøre – for byer, bygninger og mennesker. Men vi har ikke tidligere behandlet det som et særligt strategisk fokusområde. Det gør vi nu, fordi arkitekturen hver eneste dag påvirker vores sanser, adfærd, sociale relationer og sundhed.

Vi kan indrette både vores byer og bygninger, så mennesker mødes i stedet for at adskilles. Tag f.eks. parken ved Marselisborg-Centret i Aarhus, som bliver brugt af både mennesker i genoptræning eller med funktionsnedsættelse og af alle beboerne i området. Eller de bofællesskaber for seniorer, som er bygget til mere samvær og fælles aktiviteter. I hverdagen kan det være små ting – en god trappeopgang med rum til snak, en park, en bænk, en plads – som gør forskellen mellem at folk standser op, når de mødes, eller skynder sig hver til sit og inden døre.

Arkitektur former vores adfærd, vaner, relationer, ja, selv vores følelser, om vi føler os tilpasse eller utrygge. På f.eks. de veteranhjem, der er bygget til udsendte soldater, som vender hjem med psykiske ar, har det været afgørende at forstå, hvordan lys, lyd og kontrol over egne omgivelser kan hjælpe til at skabe ro. Arkitekturen er en del af selve behandlingen og omsorgen.

Hvordan vil Realdania gøre det?

Arkitekturen er ofte den usynlige hånd, der guider os i hverdagen. Derfor er der også behov for, at vi genbesøger og evaluerer de bygninger og byrum, der allerede eksisterer. At forstå, hvordan mennesker oplever og bruger de fysiske rammer. Det er noget af det, vi i Realdania har fokus på lige nu.

Vi ønsker at opbygge et felt, hvor forskning, praksis og konkrete erfaringer fra både Danmark og andre lande smelter sammen til ny viden. Det er en opgave, vi ikke kan løfte alene. Vi vil gerne samle den viden, der er på området, og dele den med alle, der vil være med. For det er i fællesskab,

at vi skal teste, afprøve i praksis og vise, hvordan det byggede miljø kan skabe stærkere fællesskaber, sundere hverdagsliv og byrum, der inspirerer og forbinder. Hvis arkitekturen skal spille en større rolle for vores livskvalitet, kræver det, at vi åbner en bred samtale, der lever i den offentlige debat.

I har et særligt fokus på børn og unge – hvorfor? Realdanias store undersøgelse af danskernes livskvalitet viser, at de unge voksne er den aldersgruppe, hvor flest angiver, at de har en lav livskvalitet. Det vil sige en livskvalitet, som de har angivet til mellem 0 og 4 på en 10-skala. Det svarer til omkring 11 procent af de 18-29-årige i undersøgelsen. Samtidig viser flere undersøgelser, at vi i Danmark oplever en stigende mistrivsel blandt børn og unge. Der er mange gode kræfter i samfundet, som arbejder på at løse den udfordring. Men der er næsten ingen, der stiller spørgsmålet: Hvilken rolle spiller de fysiske rammer i alt det her? Og kan vi med arkitekturen være med til at gøre en forskel?

Vores fokus handler bestemt også om de mange børn og unge, der heldigvis trives godt. For alle bliver påvirket af skolens eller fritidsklubbens rammer. Hvordan føles det rum? Er det kaotisk, larmende, kantet – eller er det roligt, overskueligt og inviterende? Det kan være afgørende for, om barnet får mod på at deltage i både undervisning og fællesskab. Det gælder også på boldbanen, biblioteket, i ungdomsklubben og i byens gader og parker.

Men vi er ikke altid gode nok til at spørge børnene og de unge selv, hvad de drømmer om. Hvilken arkitektur understøtter tryghed, leg og fællesskab?

Det skal vi blive klogere på. Og det kræver dialog, forskning, nye samarbejder og mod til at afprøve nye løsninger.

Rundtom i landet findes der syv kræftrådgivningscentre, oprettet i et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og Realdania. Her er der såvel inde som ude plads til samtale, hygge og en række aktiviteter. Centrene er bygget ud fra principper om helende arkitektur og er gode eksempler på, hvordan rammerne kan være af stor betydning for den situation, man er i. Foto: Emilie Koefoed

Rum med betydning

En fortrappe, et kreativt lokale, en sti og en trappeopgang, hvor man ikke kan undgå at møde hinanden. Der kan være mange grunde til, at et sted i eller uden for en bygning bliver til et helt specielt rum for dem, som opholder sig der til hverdag. Fire mennesker, der har et forhold til bygninger, som Realdania har støttet, fortæller på de næste sider, hvor arkitekturen og omgivelserne har fået en særlig betydning for dem.

Af Asger Støttrup Jensen

”Der er et udtryk , som ofte bruges her, nemlig at her er ingen begrænsninger, indtil det modsatte er bevist.”

Louise Hansen Rasmussen

Adgang til det kreative rum

”Der er et udtryk, som ofte bruges her, nemlig at her er ingen begrænsninger, indtil det modsatte er bevist,” fortæller Louise Hansen Rasmussen, der er kørestolsbruger og elev på Egmont Højskolen i Odder.

På Egmont Højskolen er der fokus på fællesskab og samvær med andre voksne, også voksne med særlige forudsætninger. Overalt er de fysiske rammer indrettet, så mennesker med handicap kan deltage i alle aktiviteter.

De mange muligheder for at udfolde sig og komme omkring uden begrænsninger gør meget

for ens livskvalitet, fortæller højskoleeleven. Som kørestolsbruger betyder det, at hun kan komme til at bruge sin kreativitet i højskolens keramik-, kunst- eller tekstillokale.

”Når man er vokset op med følelsen af at være den eneste i kørestol i hele lokalområdet, så er det dejligt at opleve, at sådan her kan et liv også være. Det kan være svært at forestille sig, når man hele livet har fået at vide, at dét der, det kan du ikke,” siger Louise Hansen Rasmussen.

Louise Hansen Rasmussen oplever ikke sit handicap som en begrænsning på Egmont Højskolen. Her er rammerne indrettet, så alle kan deltage i aktiviteterne. Foto: Mathilde Bech

På rette sti

Møltrup Optagelseshjem mellem Herning og Holstebro giver hjemløse mænd en chance for at finde ro og retning i livet. Her bor 34-årige Per, der i tre et halvt år har været en del af det arbejdsfællesskab, som driver gården. Et arbejdsfællesskab, som alle beboere skal bidrage til.

For Per spiller både arbejdet og rammerne en vigtig rolle i hverdagen.

”Man vokser af at få opgaver og af følelsen af at være til nytte. Noget, som mange af os har savnet,” fortæller han.

Per peger på den omkringliggende natur, især stien langs åen, som et særligt sted, der gør noget for livskvaliteten og humøret. Næsten hver uge står den på gåtur på stien, som snor sig gennem området uden for bygningerne.

”Det giver mig ro. Og efter en hel arbejdsdag i slagteriet eller på savværket med maskinlarm elsker jeg at gå en tur her. Her er kun naturens lyde, og man kan virkelig tømme hovedet,” fortæller han.

Per har ikke ønsket at deltage med sit fulde navn og ansigt på foto. Realdania er bekendt med hans identitet.

Afsked og gensyn

på de øverste trin

På Bagsværd Observationshjem kommer børn og familier, som er et svært sted i livet. Efter en omfattende ud- og ombygning er observationshjemmet blevet en endnu bedre fysisk ramme som støtte for børn i døgn- og dagsanbringelser og familier i familiebehandling.

Hovedtrappen op til villaen bliver særligt bemærket af mange, når de kommer første gang. Ifølge afdelingsleder Nicolai Georg Bartholdy skaber trappen en wow-effekt hos børnene, som ofte siger, at stedet ligner et ’mansion’ eller et slot. For afdelingschefen har trappen en helt speciel betydning som centrum for noget meget vigtigt og særligt følelsesladet, nemlig afsked og gensyn. ”Når børnene siger farvel til deres forældre, er det vigtigt, at de ser forældrene forlade huset. Det skal være tydeligt, så de ikke bliver forvirrede og går og leder. Mange af dem kan huske, at de har stået ved døren på toppen af trappen og set forældrene gå. Men det er også her, de står og venter, når forældrene kommer. Jeg har en idé om, at trappen på en eller anden måde sidder i børnenes hukommelse,” siger Nicolai Georg Bartholdy.

Trappen foran Bagsværd Observationshjem er både rammen om det svære farvel og det glædelige gensyn mellem børn og forældre, fortæller afdelingsleder Nicolai Georg Bartholdy. Foto: Bjarke Ørsted

Per har i tre et halvt år boet på Møltrup Optagelseshjem. Foto: Mathilde Bech

Dansen på trappeopgangen

”Den der akavede dans, der kan opstå, når man skal forbi hinanden på trappen, den kender vi alle,” siger antropologistuderende Liv Juhl, der bor på 1. sal på det gamle patienthotel på Aarhus

Kommunehospital.

Hospitalet blev i 2020 omdannet til Ungdomskulturhuset UKH. De to øverste etager er nu indrettet med i alt 24 etværelses lejligheder til unge beboere, som er forskellige steder i livet. Halvdelen af boligerne er målrettet unge på vej ud af hjemløshed. De øvrige 12 beboere er alle studerende.

Liv Juhl sætter særligt pris på husets trappeopgang med dens fine, oprindelige arkitektoniske detaljer. Også fordi man her møder hinanden spontant, giver en highfive og har mulighed for at holde lidt øje med hinanden og følge med i de andre beboeres hverdag. For eksempel når nye flytter ind. ”Det bliver meget ærligt, den måde, man render ind i hinanden i trappeopgangen. Det bliver ikke sagt eller tænkt, om man er her på den ene eller anden kontrakt, og hvem der har udfordringer med hjemløshed, og hvem der ikke har. Det er ikke noget, der optager os beboere. Det er bare en fælles ting, at man har den der lille dans på trappen,” fortæller Liv Juhl.

Liv Juhl bor dør om dør med såvel studerende som unge på vej ud af hjemløshed. Men på opgangen er de bare naboer. Foto: Mathilde Bech

Fremtidens byggeskik

Hvad skal vi bygge fremtidens boliger af?

Det gav en række unge arkitektfirmaer deres bud på, da der for et par år siden var verdenskongres for arkitekter i København. Pavillonerne, der blev opført på Søren Kierkegaards Plads på havnefronten, blev bl.a. bygget i halm, stampet lerjord og genbrugsglas.

Foto: Klaus Bo

Byggeriets grønne omstilling

Robuste byer En bæredygtig hverdag

Byliv og beskyttelse

Fremtidens byggeskik handler også om, hvordan vi arbejder med klimatilpasning af byerne. Mød her tre inspirerende projekter fra hele landet, som Realdania har støttet, og som viser nye måder at håndtere den stigende mængde vand, som følger af klimaforandringerne.

Af Pernille Formsgaard

Foto: Carsten Ingemann

Viborg

Fra sumpede boldbaner til folkelig vandpark

Er man på jagt efter kreative klimaløsninger, skal man tage til Viborg. Her blev løsningen på byens klimaudfordringer nemlig at forvandle en række nedslidte og sumpede fodboldbaner i det rekreative område Sønæs til en attraktiv regnvandspark til glæde for hele byen.

Det lokale forsyningsselskab drømte om at etablere en rensedam i Sønæs, som både skulle holde for under skybrud og fungere som et anlæg, der rensede regnvandet, inden det skulle ledes ud i en af byens badesøer. Men i stedet for at gemme den tekniske rensedam væk valgte man at tilføre endnu mere vand og skabe et helt nyt park- og vandlandskab lige ned til Søndersø tæt på Viborg midtby.

Ud over at være til gavn for de lokale er Sønæs blevet et fyrtårn i dansk klimatilpasning, fordi det har vist, at det både er bedre og i flere tilfælde også billigere at arbejde med vandet på overfladen i stedet for at gemme det væk i rør og tekniske anlæg.

Sønæs er et godt eksempel på, hvordan man kan få langt mere ud af et teknisk anlæg. Og hvordan forsyningen kan få en mere positiv og synlig rolle i lokalsamfundet.

Dragør Med naturen som bølgebryder

Med hele 13 kilometers kyststrækning er Dragør en af de kommuner, hvor rigtig mange beboere har en misundelsesværdig havudsigt. Til gengæld betyder kombinationen af det flade landskab, det åbne hav og de kystnære boliger også, at indbyggerne i den lille kystkommune er ekstra udsat for at blive ramt af stormflod og oversvømmelse. Derfor har Dragør sat gang i en udviklingsplan, der skal skærme kysten, når skybrud og storm sætter ind.

Det næsten naturgivne greb i løsningen er at lade naturen klare ærterne. Det skal ske ved at skabe et nyt, grønt bælte langs kysten, hvor en strandeng kan vokse frem og supplere det eksisterende forland. Det nye kyststykke skal både fungere som et rekreativt naturområde i rolige tider og som et område, der kan dæmpe bølgernes kraft og rækkevidde, når vandet skyller ind over kysten. Ud over at skærme de eksisterende boligområder skal det nye naturområde også give områdets dyre- og planteliv bedre levevilkår.

Realdania har støttet arbejdet med udviklingsplanen og givet tilsagn om 18 mio. kr. i støtte til at realisere første del af Dragørs nye landskabsdige, hvor arbejdet ventes at blive startet op i 2028.

Illustration: Arkitema

Randers

Mere flodliv og færre oversvømmelser

Når Randers’ nye byrum, Flodlejet, om nogle år står helt færdigt, vil randrusianerne have fået en ny, attraktiv oase, der sætter flodlivet i centrum. Samtidig vil bydelene ved fjorden være langt bedre beskyttet mod stormfloder.

Flodlejet skal udfolde sig på begge sider af byens blå åre. Inspireret af Gudenåens oprindelige forløb vil der på sydsiden blive gravet en biflod. Bifloden giver plads til et 100 meter langt naturflodbad, hvor der kan svømmes med eller mod den naturlige strøm i vandet. På nordsiden bliver højvandsbeskyttelsen indarbejdet i et nyt byrum med boliger, spisesteder og et nyt flodhus, som skal give mulighed for aktiviteter og ophold ved vandet. Målet er, at vandet skal blive en del af oplevelsen ved at være i byen frem for en hindring.

Flodlejet viser, hvad man kan få ud af at give mere plads til de grønne og blå elementer i en omdannelse, som ellers kunne være endt med byggeri helt ud til vandkanten.

Realdania bidrager med 35 mio. kr. til udviklingen af det nye byrum. Arbejdet med lokalplanen for området ventes at gå i gang i 2026.

Byggeri på kanten til fremtiden

Skuer vi langt nok ud i fremtiden, når vi bygger, eller inviterer vi med åbne øjne til oversvømmelser? Noget kunne tyde på det første. For selvom viden viser, at vi får problemer med havvandsstigning og stormfloder i fremtiden, byudvikler flere kystbyer på en måde, der gør dem sårbare i fremtiden. Forskningsprojektet ’Hvad bygger vi på kanten til fremtiden?’ har undersøgt praksisser i 48 kystbyer og giver et overblik over, hvad og hvor vi bygger, og dermed også, hvad vi overleverer til fremtidige generationer. Arkitektskolen Aarhus står bag projektet, som er støttet af Realdania.

Læs mere

Illustration: BRIQ

En bæredygtig hverdag:

To familier renoverer

med grønt fokus

Foto: Steffen Stamp

Et lille hus på Fyn og et parcelhus i Valby er gode eksempler på, hvordan man med en renovering med fokus på genbrug og klima kan bevare husets sjæl og samtidig få en nutidig bolig.

Af Lars Nøhr Andresen

Hvert år bliver omkring 1.100 enfamiliehuse revet ned og erstattet med et nyt. Men der er også de boligejere, som går den anden vej. De bevarer huset og renoverer det med genbrugte byggematerialer og andre klimamæssigt bæredygtige løsninger.

Amalie Bergholdt og Peter Sabro er to af dem, der har valgt at gå renoveringsvejen. De har købt et lille gulstenshus i landsbyen Asperup på Fyn, som de vil totalrenovere med genbrugsmaterialer, hvor det er muligt. Indtil de går i gang, har de valgt at beholde tingene, som de er, men sætte deres eget særlige præg på huset, f.eks. ved at udsmykke køkkenlågerne.

For dem handler det både om at finde værdi i at bo på mindre plads og at begrænse deres forbrug, og så er der også en økonomisk motivation for dem i at genbruge.

”Huset her har en grundplan på 45 kvadratmeter. Oprindeligt er det bygget som en garage, og så har det fået en førstesal, så i alt er huset på 90 kvadratmeter, og det synes vi er fin plads,” siger Amalie Bergholdt.

Familien består ud over to voksne også af to små piger og to katte. De har prøvet at bo i et større hus på 170 kvadratmeter, men der oplevede de, at der bare var en masse plads, som de ikke fik brugt.

Huset er oprindeligt bygget som garage, og derfor kræver det en omfattende renovering at gøre det til en god bolig for familien.

Ikke bygget til beboelse

Amalie Bergholdt og Peter Sabro har boet i huset i et par år, og i foråret 2026 går de i gang med den store renovering. De er ikke i tvivl om, at huset skal totalrenoveres.

”Huset er ikke bygget til beboelse. Vi købte det af vores nabo, som brugte huset som galleri og atelier. Badeværelserne er ikke lavet ordentligt, og mange af væggene er nærmest lavet af pap, så det ikke er muligt at hænge noget op på dem. Det vidste vi godt, da vi købte huset, og vi var også helt klar over, at vi ville totalrenovere med genbrugsmaterialer,” siger Peter Sabro. Amalie Bergholdt er uddannet designer fra Designskolen Kolding i 2016, og også dengang var bæredygtighed noget, som fyldte på uddannelsen. Peter Sabro kommer fra en tømrerfamilie, hvor han er opvokset med, at man selv klarer tingene og bruger de materialer, der er tilgængelige.

Men parret er også klar over, at det ikke er alle, der tænker ligesom dem.

”Det er jo lidt bøvlet, det må vi indrømme. Det ville være meget nemmere at gå ud og købe nye plader til vores tag, end det er at finde plader i den rette tykkelse som genbrug,” siger Amalie Bergholdt og fortsætter:

”Vi kan især mærke, at nogle håndværkere ikke reagerer med entusiasme, når de hører, at vi har tænkt os at bruge genbrugstræ. Vores fornemmelse er, at mange foretrækker at gøre, som de altid har gjort.”

Boligen og livskvalitet

Vores hjem har enorm betydning for vores livskvalitet. Tidligere undersøgelser har vist, at danskere bruger omkring 93 procent af tiden indendørs og en meget stor andel heraf derhjemme. Derfor er det helt naturligt, at hjemmet har betydning for vores trivsel. Men selvom vi er meget indendørs, så betyder omgivelserne også noget. Realdanias store undersøgelse af danskernes livskvalitet viser, at de danskere, der har adgang til en have eller en altan, har betydeligt højere livskvalitet. I gennemsnit har de en livskvalitet på 7,59 på en 10-skala, mens de danskere, der ikke har adgang til udearealer fra deres bolig, har en livskvalitet på 7,03.

Læs mere om Realdanias undersøgelse i bogen Vores Livskvalitet

Totalrenovering med fokus på detaljen I Valby ved København er Jesper Kusk og Sofie Yde også gået til opgaven med renovering af deres hus med fokus på klimamæssigt bæredygtige løsninger og genbrug. Alligevel er deres tilgang noget anderledes end hos familien i Asperup.

”Det her hus er faktisk det første, vi så på. Vi forelskede os straks i fuglene over kaminen og de mange fine detaljer, der er i huset. Men vi var også klar over, at huset kom med en del sygdomme,” siger Jesper Kusk.

Huset i Valby er i dag færdigrenoveret, og selvom det har været en meget omfattende affære, hvor hele fundamentet er blevet udbedret, og hvor der er etableret nyt efterisoleret terrændæk, virker huset fra 1966 i dag stadig meget originalt.

”Havde huset ikke ligget i Valby og haft den pris, som et hus her i nabolaget har, er det meget muligt, at det bare var blevet revet ned. Men vi syntes, at der var så mange fine detaljer i huset, som var værd at bevare. Det er både det fine murværk og de sorte vinduesrammer og ikke mindst alle trælisterne omkring dørene og fodpanelerne i træ,” siger Jesper Kusk.

Masser af genbrug

I det hele taget er der i huset genbrugt så mange af de originale dele, som det var muligt. Derfor blev alle fodpaneler, indvendige døre og karme samt indbyggede skabe demonteret, slebet, olieret og genmonteret, efter at der var lagt nyt gulv i hele huset. Også de oprindelige trælofter er vasket ned og bevaret.

På vej

Realdania har siden 2019 arbejdet med indsatsen Bo Bæredygtigt. Fra 2026 er indsatsen blevet en del af Realdanias fokusområde En bæredygtig hverdag, som foreningen har bevilget 33 mio. kr. til. Heraf skal 25 mio. kr. gå til at videreføre og udbygge Bo Bæredygtigt-indsatsen de næste to år. De resterende midler skal bruges til en række analyser med fokus på, hvordan man kan skabe en mere bæredygtig hverdag. Samt til pilotprojekter med inddragelse af viden fra Realdanias medlemmer.

Læs mere

Huset i Valby er blevet totalrenoveret med respekt for den oprindelige arkitektur. Derfor fremstår det fortsat som et parcelhus fra 1960'erne. Foto: Klaus Bo

”Lige omkring dørene havde vi en del snak,” siger Jesper Kusk og peger på en dør med matteret glas.

”Ja, Jesper var ikke specielt glad for de her døre og forstod ikke rigtig, hvorfor de oprindelige ejere havde valgt dem. Det var bonderomantik i et modernistisk hus. Men materialekvaliteten var god, så vi blev enige om at genbruge dem, ligesom vi har genbrugt alle de andre døre, og nu har han vænnet sig til dem og sætter pris på dem,” siger Sofie Yde.

Hele gulvet måtte skiftes, og her besluttede parret sig for et plankegulv af douglasfyr, som sikrer gulvet en lang levetid. Hvor der er bygget nye garderobe- og tøjskabe, er der ligeledes brugt douglas, og køkkenøen er udført i genbrugsdouglas.

For Jesper Kusk og Sofie Yde var det naturligt at gennemføre en renovering med et ønske om at genbruge så meget som muligt, samtidig med at huset blev opdateret med nyt varmesystem og ikke mindst totalrenoveret, så det har en lang levetid foran sig.

”Undervejs har vi også fået en interesse for genbrug, og f.eks. er vores køkkenlamper genbrugslamper fra H&M, og hylderne inde på børnenes værelser vil nok vække genklang, hvis man har gået i skole i 1980’erne, for det er også gamle genbrugshylder. Stolene i køkkenet har tidligere stået på Arkitektskolen, og de gamle ting passer så fint ind i huset,” siger Sofie Yde.

Sofie Yde og Jesper Kusk er begge arkitekter og har selv stået for renoveringen af deres villa. Køkkenøen er bygget i genbrugsdouglas, der matcher gulvet. Foto: Klaus Bo

Byg og renover med omtanke

Når du renoverer eller bygger om, kan du gøre en reel forskel for klimaet – og samtidig bevare husets sjæl. Det handler ikke om at gøre alting perfekt, men om at træffe kloge valg, der holder i mange år og gør boligen mere bæredygtig, smuk og funktionel.

1

Bevar frem for at udskifte

Mange gamle vinduer, døre og murværk rummer en kvalitet, der er værd at bevare. Når du reparerer i stedet for at rive ned, sparer du CO2 og bevarer boligens historie og karakter.

2

Brug pladsen klogt

Flere kvadratmeter betyder højere klimaaftryk. Udnyt de eksisterende rum med gennemtænkt indretning, fleksible møbler og smartere planløsning i stedet for at bygge til.

3

Genbrug og tænk cirkulært

Brug materialer fra dit eget hus, eller find genbrug gennem byggemarkeder og portaler. Tænk design for adskillelse, så materialer senere kan skilles ad og bruges igen.

4

Byg langtidsholdbart

Vælg kvalitet og tidløst design, der ældes smukt. Et solidt, gennemtænkt hus holder længere, kræver mindre vedligehold – og bliver en gevinst for både klima og kommende generationer.

5

Vælg biobaserede materialer

Træ, hamp, halm og ler optager CO2, mens de vokser, og giver et sundt indeklima. De patinerer smukt og kan indgå i nye bygninger i fremtiden.

Kilde: Danske BoligArkitekter

er byggeskik?

En generator for nyskabelse

Måden, vi bygger på, siger ikke så lidt. Om tiden, vi lever i. Den breddegrad, vi befinder os på. Den historie, vi har med os. Og de strømninger, der spirer. Spørger man professor Anne Beim, er tiden inde til en ny byggeskik.

Af Pernille Formsgaard

Anne Beim har beskæftiget sig med byggeskik i

snart 35 år. Som nyslået arkitekt blev hun i begyndelsen af 1990’erne bedt om at give et bud på fremtidens byggeskik anno 2000, og den opgave kom til at præge hendes blik.

”En forståelse af, at vores byggeskik står på skuldrene af traditioner, men samtidig rummer nogle dimensioner, som er visionære og peger fremad – det har fulgt mig lige siden,” fortæller Anne Beim, der er professor og leder af Center for Industriel Arkitektur på Det Kongelige Akademi – Arkitektskolen.

Måden, vi bygger på, er kulturelt betinget. Det er altså lokale krav og omstændigheder, der gør, at vi kan blive betaget af en helt anden byggestil, når vi drager på ferie. Den er bl.a. præget af det lokale klima. Adgangen til lokale materialer og naturressourcer. Landets byggelove. Nedarvede håndværkstraditioner, den fremherskende arkitekturforståelse og måder at samarbejde på i byggeriet.

Indtil begyndelsen af 1900-tallet stod de regionale forskelle tydeligere frem, og vi havde i Danmark en mere entydig byggeskik baseret på lokale materialer som sand, grus, tegl, træ og tagrør. Men i 1920’erne sker der et skift. Her rejser Arne Jacobsen ud og bringer modernismen med hjem.

”Efter Anden Verdenskrig begynder vi at bevæge os over i de mere industrialiserede

byggerier, der fører til ensrettede standarder og mere universelle træk. I dag er byggestilen blevet så ensartet – i hvert fald i byerne – at det kan være svært at se, om man er i en ny bydel ved havnen i Frankfurt eller Københavns Sydhavn,” fortæller Anne Beim.

En generator for nyskabelse

På en nylig studietur viste professoren sine studerende Le Corbusiers berømte dobbelthus i Weissenhof Siedlung i Stuttgart. Og selvom de syntes, at bygningen fra 1927 i dag virker ’gammeldags’ og fastlåst i sit stramme modernistiske udtryk, så understreger den en vigtig ting.

”Hvis man tænker på den samtid, huset er bygget i, så var dobbelthuset i sin rumlige udformning en radikal reaktion på en fuldstændig fastlåst måde at leve og bygge på. Det var en vild kritik af kernefamiliens ensidige rumfunktioner. Her skabes direkte adgang mellem soveværelser, opholdsstue, køkken og badeværelse med lette flytbare vægge. Husets lange ubrudte vinduespartier lader lys og luft strømme ind i alle rum. Ved brug af jernbeton, datidens nyeste byggeteknologi, kunne få, bærende søjler og in situ støbte dæk skabe mulighed for frie planløsninger og vinduessætninger. Corbusier var fascineret af de teknologiske fremskridt og brugte jernbetonens unikke egenskaber til at skabe et markant arkitektonisk udtryk, der skulle symbolisere effektivitet, frihed og fremskridt. Selvom det ikke betød, at alle begyndte at bygge de her firkantede kasser overnight, så satte det noget nyt i gang,” siger Anne Beim.

På de hjemlige breddegrader viste en ny byggeskik vejen frem, da der under opbyggelsen af velfærdsstaten var brug for at skaffe mange nye boliger hurtigt og billigt. Her blev svaret masseproducerede bebyggelser som Gellerupparken i Aarhus, Taastrupgaard og Urbanplanen på Amager. Selvom de almene boligbyggerier siden

Anne Beim peger på, at det masseproducerede byggeri, som det f.eks. ses i Taastrupgaard, bidrog som en generator for nyskabelse. Fordi de dengang svarede på de udfordringer, samfundet stod over for. Fremtidens byggeskik skal derfor medvirke til, at vi kommer i balance med den planet, vi bebor, mener hun. Realdania har med indsatsen By i balance tidligere bidraget til en udviklingsplan for bl.a. Taastrupgaard.

Foto: Steffen Stamp

er blevet kritiseret, så mener professoren, at de understreger, at måden, vi bygger på, kan fungere som en generator for nyskabelse.

”Byggeskikken skal i min optik svare på de udfordringer, vi står overfor, og i nutiden er klimaforandringerne et meget vigtigt emne. Klimakrisen er betinget af vores moderne liv og overforbrug.

Derfor skal fremtidens byggeskik medvirke til at forandre vores fysiske rammer, så vores moderne liv kommer i balance med den planet, vi bebor,” siger Anne Beim og peger på, at det ikke kun handler om, hvordan vi bygger.

”Én ting er, at vi skal benytte mere bæredygtige byggematerialer, men hvis folk stadig vil bo i 200 kvadratmeter store villaer på deres egen grund, så er det altså ikke nok, at vi tækker det hele med tagrør. Heller ikke selvom det er et biogent materiale, der vokser hurtigt og optager CO2 fra atmosfæren.”

Det er ikke kun de enkelte huse, der skal ses anderledes på, mener Anne Beim. I hendes optik er den nutidige byudvikling heller ikke bæredygtig.

”Nye bydele opføres tæt og højt de fleste steder i landet, hvor beton, tegl og stål fortsat er de primære byggematerialer. Samtidig river vi ned i rigt mål og genbruger ikke i tilstrækkelig grad de eksisterende bygninger og materialer. Så der er behov for en ny ’cirkulær byggeskik’, der sikrer så meget genbrug og genanvendelse som muligt, både af hele bygninger og af hele byggematerialer – f.eks. bjælker, brædder og mursten – når vi skal skabe fremtidens bæredygtige byer. Det vil kræve ambitiøs lovgivning, men også en åbenhed for at bevare hos fremtidens bygningsejere,” siger Anne Beim.

Fleksibel og generøs frem for alt

Professoren tøver ikke med at kalde nutidens byggeskik for ’fattig’. Vi bygger i hendes optik for kortsigtet, i en tarvelig kvalitet, og som om vi har adgang til alle materialer i hele verden til hver en tid.

”Når mine studerende indimellem bliver modløse og spørger, hvorfor de skal være arkitekter, når det, vi gør i branchen, er så kontraproduktivt i forhold til den verden, vi sidder og kigger ind i, så siger jeg: Derfor! Fordi der er brug for at udfordre den måde, vi gør tingene på i dag.”

Anne Beim peger rundt i lokalet, der ligger i historiske bygninger på Holmen i København.

”Det her sted var oprindeligt nogle gamle magasinbygninger fra sidste halvdel af 1700-tallet, som flåden brugte til at opbevare sejl og reb. I dag er det en arkitektskole. Det var der ingen, der forudså dengang. Men bygningerne blev bygget så tilpas robuste og rumligt generøse, at det har været med til at fremtidssikre stedet,” siger professoren og fortsætter:

”På samme vis skal måden, vi bygger på i dag, være tilpasningsdygtig og have gode grundkvaliteter. Den skal kunne tilpasse sig forandringer, som er klimatisk betinget, men som også favner sociale og kulturelle forhold. Vi bør stille os selv de svære spørgsmål, f.eks. hvordan vi skal bo sammen, om ejendomsretten virkelig er et grundvilkår, og om vi skal blive ved med at bo i de allertyndest befolkede landområder, der reflekterer tidligere tiders samfundsstruktur.”

Anne Beim er arkitekt MAA, ph.d., professor og leder af CINARK – Center for Industriel Arkitektur på Det Kongelige Akademi – Institut for Arkitektur og Teknologi.

Foto: Nana Reimers

Beims tre bud på byggeskik

Se Anne Beims bud på tre steder med særlig byggeskik

Læs mere

Grønnere i højden

I Fredericia opfører Realdania By & Byg seks boligbyggerier på rad og række. MiniCO2 Etagehusene, som de kaldes, skal finde nye veje til at nedbringe ressourceforbrug og CO2-udledning i byggeri af etageejendomme – med fokus på materialer og på selve byggeprocessen. Alle seks huse opføres i fem etager og med samme volumen. På den måde er det muligt at sammenligne de forskellige materialer og metoder, som husene bliver bygget med. De seks huse fordeler sig på tre materialehuse, to

proceshuse og et hybridhus. I materialehusene testes potentialet for at spare CO2 og ressourcer gennem brug af materialerne tegl, træ og beton.

Proceshusene undersøger, om det er muligt at spare ressourcer ved at minimere spild, fejl, tidsforbrug og uforudsete hændelser i anlægsfasen. Hybridhuset samler de bedste erfaringer fra de fem andre byggerier i ét hus. Alle seks huse forventes at stå klar i løbet af 2027.

TRÆ

Som det første af tre materialehuse er MiniCO2 Etagehus TRÆ opført. Som navnet antyder, er det så vidt muligt bygget i træ. Træhuset er opført primært af elementer, der er præfabrikeret på fabrik for at optimere byggeprocessen. På fabrik kan der bygges i tørvejr, hvilket minimerer spildtid. Samtidig giver præfabrikationen en hurtigere byggetid og større kontrol under byggeprocessen.

5,6

Huset har et samlet klimaaftryk på 5,6 kg CO2-ækv./m²/år. Myndighedskravet for etagebyggerier er på 7,5 kg.

I MiniCO2 Etagehus TRÆ har man udviklet et særligt etagedæk, som nedbringer CO2-udledningen, samtidig med at det lever op til krav om brandsikkerhed og akustik. Etagedækket er uden beton, men med sand hældt ned i et bikubesystem som lyddæmper.

10

MiniCO2 Etagehus DIGITAL er opført på 10 måneder. Det er ca. 2 måneder hurtigere end andre sammenlignelige byggerier. Den korte byggeproces betød, at det kostede mindre CO2 at bygge huset, end det normalt ville gøre.

MiniCO2 Etagehusene

Realdania By & Byg opfører seks MinoCO2 Etagehuse i samme gade. To med fokus på byggeriets processer, tre med fokus på materialer og et hybridhus.

Læs mere

1,2%

Normalt koster uforudsete udgifter i et byggeri omkring 10 procent af den samlede byggesum. I digitalhuset har disse udgifter været 1,2 procent.

0

Huset er afleveret helt mangelfrit. I gennemsnit er der for almindelige byggerier 80-100 fejl og mangler på det samme antal kvadratmeter.

8%

MiniCO2 Etagehus DIGITAL er bygget til 8 procent under budget, særligt på grund af den grundige planlægning.

DIGITAL

MiniCO2 Etagehus DIGITAL er – som det første proceshus – også færdigopført. Her har der været et særligt fokus på en proces, hvor tidlig og grundig planlægning mellem bygherre, rådgivere og entreprenør og et fælles digitalt produktionsgrundlag har nedbragt spild, fejl og mangler markant.

To meget forskellige eksempelbyggerier er på hver deres måde med til at sætte standarden for, hvordan klimavenlige boliger og fællesskaber kan se ud i fremtiden. Fælles for dem er, at de er en del af indsatsen Boligbyggeri fra 4 til 1 planet. Tag med til et halmbyggeri i Brøndby og til Helga og Lars’ bolig i Tiny Varigheden i Køge.

Af Steen Breiner

Foto Nils Meilvang

Helga König-Jacobsen nyder kaffen på terrassen foran tinyhuset i Køge. Huset, der er et af eksempelhusene i indsatsen Boligbyggeri fra 4 til 1 planet, er primært bygget af træ og genbrugsmaterialer, og facaden består ud over træ af genbrugt naturskifer.

Halm, genbrug og

I Køge holder Helga og Lars König-Jacobsen en pause i sofaen i deres lille stue, da vi besøger dem i efteråret 2025. De er blandt de første, der er flyttet ind i Tiny Varigheden, et boligområde på omkring 23.000 kvadratmeter. Her skal, når det hele er bygget færdigt, være et fælleshus og 16 små tinyhuse på højst 50 kvadratmeter hver. Tinyhusene skal bygges af genbrugsog biobaserede materialer.

Ægteparrets hverdag leves nu i et hus på 40 kvadratmeter. Ikke meget i gængs forstand, når vi taler huse. Men boligen rummer både stue i kombination med køkken, badeværelse med brus og muldtoilet samt et soveværelse. At de er endt i et lille hus i udkanten af Køge, skyldes en fælles interesse for at leve på planetens præmisser. Samt en samtale om, hvad et godt liv egentlig går ud på.

”Vi boede i en helt almindelig villa i Valby med have og hæk. Naboerne hilste høfligt på hinanden i kvarteret, men der var ikke noget fællesskab. Samtidig var det dyrt at eje hus, og særligt Lars arbejdede hårdt, så vi kunne få enderne til at mødes. En dag kom han hjem og sagde, at han gerne ville leve anderledes. Gå på en slags pension og få tid til andre ting. Som 48årig,” husker Helga König-Jacobsen.

Med en baggrund som matematiker gav hun sig til at regne på, hvad der skulle til. Et salg af villaen ville give parret en fortjeneste på 2,5 mio. kr., som skulle bruges til at købe noget andet kontant. Ingen gæld ville give mere frihed.

”Men for de penge ville vi ikke komme ret langt, medmindre vi flyttede meget langt ud på landet. Og dels vil jeg som hjertetransplanteret være i nærheden af Rigshospitalet, dels ville vi gerne være en del af et fællesskab. Så det hang ikke rigtig sammen,” fortæller Helga König-Jacobsen.

Et eksempelhus i genbrugsmaterialer

Ved et tilfælde faldt hun over Køge Kommunes plan om at etablere tinyhuse. Kort fortalt ejer kommunen jorden, men lejer den ud til foreningen Køge Fælles Jord, og det er her, husene er ved at blive realiseret. Og her kunne Lars og Helgas drømme gå i opfyldelse.

Deres hus er primært bygget af træ. Genbrugs- og biogene materialer er et gennemgående træk i hele huset, f.eks. er facaden beklædt med genbrugt naturskifer og træ, taget er et genbrugt ståltag, mens indervæggene er lerpudset. Huset opvarmes af en brugt luft-til-luft-varmepumpe, og en ligeledes brugt vandvarmer sørger for varmt vand.

Ud over at fungere som bolig i hverdagen er Lars og Helgas hus et af 13 eksempelbyggerier i indsatsen Boligbyggeri fra 4 til 1 planet, som Realdania og Villum Fonden står bag. Ambitionen er at reducere klimaaftrykket fra dansk boligbyggeri til en fjerdedel i 2030 set i forhold til indsatsens opstart i 2022.

Lidt teknisk vil det sige, at et givet byggeri skal ramme 2,5 kg CO2-ækv./m²/år, sammenlignet med ca. 10 kg for det gennemsnitlige boligbyggeri i 2022.

Beregninger viser, at tinyhuset med et tal på 3,3 kg næsten har nået målet.

Lars og Helga König-Jacobsen bor på kun 40 kvadratmeter. Men huset rummer både stue, køkken, bad og soveværelse. Skiftet fra en stor villa til et tinyhus har givet ægteparret økonomisk frihed til at realisere andre drømme.

Flere veje til grønnere materialer

Vejen til et mindre klimaftryk fra byggeri og renovering går på flere ben, når det handler om byggematerialerne. Det er vigtigt at skabe cirkulær økonomi i byggeriet, f.eks. ved at genanvende materialer og bygninger.

Biobaserede byggematerialer er også et vigtigt element, men disse kan ikke fuldt ud erstatte traditionelle byggematerialer.

Derfor er det nødvendigt at udvikle grønnere udgaver af byggematerialer som f.eks. beton og stål. Det sidste har Realdania også taget hul på at støtte med sine missionsrettede investeringer – foreløbig med to investeringer i stålproduktion. Foreningen har igennem en kapitalforvalter ydet et lån til en amerikansk stålproducent til at opføre en ny facilitet, der kan producere armeringsstål af genbrugt lokalt stålskrot. Produktionen baserer sig på grøn energi, og samlet kommer stål fra værket til at have 90 procent lavere CO2-udledning end traditionelt stål.

Derudover har Realdania investeret missionsrettet i opførelsen af et stålværk i den nordsvenske by Boden. Her er forholdene til at producere stål mere klimavenligt optimale, og målet er, at stål fra værket skal have 95 procent mindre CO2-udledning end stål, der produceres på traditionel vis.

Realdania vil også i de kommende år være på udkig efter flere nye investeringsmuligheder inden for dette felt.

”Det er en ære og en fornøjelse at være med til at ændre verden. Vi har nok haft 5-600 mennesker på besøg for at se vores eksempelhus, og de er alle overraskede over, at der ikke mangler noget. Hvad skal vi med alle de kvadratmeter? Hvis vi er mange, kan vi åbne døren ud til terrassen, eller også kan vi bruge fælleshuset,” siger Lars König.

En mening med livet Lars arbejder ikke længere på fuld tid, men hjælper andre, der bygger i området. Der er på én gang ved at blive opført og færdiggjort 14 huse, og det bærer området præg af. Overalt står byggematerialer i hamp, træ og andre grønne materialer og venter på at blive til boliger.

Helga er forperson for minisamfundet og bruger en stor del af sin tid på at vise rundt. Både enkeltpersoner, grupper og delegationer fra kommuner over hele landet er jævnligt på besøg for at blive inspireret.

”Vi er ikke ude på at sige, at andre gør det forkert og at pege fingre. Men vi vil gerne på en positiv måde inspirere og vise, at der er andre veje at gå end de traditionelle, og skabe en god stemning omkring det, så andre får lyst til at gøre det samme,” siger Helga König-Jacobsen.

Selvom huset er lille, oplever ægteparret ikke, at de mangler noget. I stuen er der rigeligt med plads til to i hverdagen, og i soveværelset er der også plads til et lille arbejdsbord. Køkkenet er med både stort kølefryseskab og opvaskemaskine. Købt brugt, naturligvis. Til gengæld har de fået noget, de manglede, forklarer Helga König-Jacobsen.

Tiny Varigheden består af 16 små huse, der er meget forskellige arkitektonisk. De har dog det til fælles, at de må være på højst 50 kvadratmeter.

4

til 1

Viden, demonstration og formidling

Boligbyggeri fra 4 til 1 planet, som drives af Villum Fonden og Realdania, arbejder i tre spor.

Viden

I videnssporet indsamles og formidles viden fra forskere og branchen. Sporet rummer bl.a. formidling af best practice-eksempler, ligesom sporet tester og dokumenterer forskellige løsninger, materialer, metoder og processers indflydelse på boligbyggeriets klimaaftryk.

Demonstration

I demonstrationssporet opføres 13 eksempelbyggerier, som skal være med til at skabe samarbejde og inspirere både byggebranchen og forbrugerne og derved stimulere efterspørgslen efter mere klimavenlige boliger i Danmark.

Formidling

I formidlingssporet videregives indsatsens delmål og resultater, erfaringer fra demonstrationsprojekterne samt markedsaktørers og forskergruppens indsigter.

Du kan følge eksempelbyggerierne i Boligbyggeri fra 4 til 1 planet her

Halmrækkehusene i Brøndby er opført som modulbyggeri, præcis som man plejer at gøre med et betonbyggeri. De færdige elementer i træ og halm er bygget på fabrik og monteret på byggepladsen.

”Vi har fået en mening med livet. Det at udbrede kendskabet til biobaserede materialer, til åndbare konstruktioner, til tinyhuse og at hjælpe hele bevægelsen på vej. At være det gode eksempel, der viser, at to mennesker godt kan leve på 40 kvadratmeter og have det rigtig godt, det giver mening,” siger hun.

Rækkehuse med halm i væggene I Brøndby godt 30 kilometer nord for Tiny Varigheden er en stribe rækkehuse så godt som indflytningsklare. Bortset fra at facaderne er beklædt med træ, ligner de ved første øjekast enhver anden bebyggelse i området. Hvide vægge, moderne køkken, stue med udgang til en lille have, tre værelser på 1. sal og to badeværelser. Men de er faktisk noget helt særligt og derfor også

eksempelhuse i Boligbyggeri fra 4 til 1 planet. For mellem træfacaden udvendigt og de hvide gipsvægge indvendigt er en trækonstruktion i stedet for beton, og væggene er fyldt op med halm. I de indendørs skillevægge er der hamp, i loftet er der træfiber, og ved siden af vinduerne er der naturlig ventilation med en skodde kombineret med filtre af ålegræs.

”Vores ambition har været at bygge noget, som sætter en ny standard og afprøver nye løsninger. Samtidig skal rækkehusene rent visuelt passe naturligt ind i området. Vi bygger til almindelige mennesker, og derfor skal boligerne også føles genkendelige,” siger Anders Borg, projektudviklingschef hos ejendomsselskabet AKF, der står bag rækkehusene i den nye bydel på en tidligere industrigrund i Brøndby.

Han viser rundt, mens han flytter på nogle afspærringer og fejer lidt byggestøv væk fra entreen i det rækkehus, vi skal ind at se. Samtidig er en sprinkler ved at vande den nyanlagte græsplæne, og foran husene pilles de sidste stilladser ned, mens facadebrædder er ved at blive sat på en håndfuld skure. Detaljerne skal på plads, for blot få dage efter vores besøg i september 2025 skal boligerne gives videre til deres nye ejere.

”Det her er de første professionelt byggede halmrækkehuse i Danmark, hvor beboerne flytter ind. Andre er lige i hælene på os, og vi er stolte over at være blandt de første til at vise, at det kan lade sig gøre at bygge på en anden måde,” siger projektudviklingschefen med et smil.

Trods de mange biogene tiltag er det ikke lykkedes at ramme den reduktion i drivhusgasser på 75 procent, som er målet i Boligbyggeri fra 4 til 1 planet. Omkring 35 procent reduktion bliver det til, men det skyldes primært, at AKF har bygget på en gammel industrigrund. Selvom grunden var fuldt oprenset, stillede myndighederne krav om, at terrændækket skulle udføres i beton. Noget, der har haft tydelig indflydelse på klimaregnskabet.

”Til gengæld betyder det, at vi bygger på en tidligere industrigrund, at vi undgår at bidrage til biodiversitetskrisen. Så vi er stolte af den reduktion, vi har opnået, og over at have vist, hvor langt man kan nå, når man arbejder med biogene materialer og alternative løsninger. Med halmen bruger vi et materiale, som vokser op på mindre end et år. I den periode optager det CO2, som lagres i bygningen. På den måde bliver rækkehusene et CO2-lager, indtil de en dag måske ikke længere skal bruges. Og til den tid har vi formentlig fundet nye genanvendelsesmetoder, så vi undgår, at den lagrede CO2 udledes til atmosfæren igen,” forklarer Anders Borg.

Sensorer skal give vigtig viden

Et af de steder, hvor der er en synlig forskel på halmrækkehusene og nabobygningerne, er vinduerne. Glas er CO2-krævende at fremstille, så store vinduer er fravalgt til fordel for mindre. For at få så meget dagslys ind i stuer og værelser som muligt, er der lavet skrå, dybe vinduesnicher. Der er også ovenlysvinduer, som via sensorer måler fugt, CO2 og varme. De åbner automatisk, når der er behov for at lufte ud.

I væggene er der indbyggede sensorer, som indgår i indsatsens målinger af bygningernes ydeevne. Sensorerne måler fugtbalancen i konstruktionen, som kan holdes op mod målinger af temperatur og luftkvalitet indendørs. Det skal bruges til at dokumentere og få viden om biogene materialers udvikling over tid.

”Sammen med forskere fra DTU vil vi sammenligne den data med målinger fra traditionelle naborækkehuse. Det giver os et godt indblik i forskelle og mulighed for at dokumentere, at de biobaserede materialer yder mindst lige så godt og måske bedre end de traditionelle byggematerialer,” siger Anders Borg.

Læring fra indsatsen

Lavere klimaaftryk er muligt

Det er muligt at bygge nyt med et væsentligt lavere klimaaftryk. Men biobaserede materialer kan ikke i dag erstatte alle de konventionelle materialer. Derfor skal der også tænkes i alternativer, f.eks. genbrug af mursten, træbjælker eller betondæk fra nedrivning.

Det kræver nye kompetencer

At tænke og bygge utraditionelt i forhold til det eksisterende byggeri er svært, ikke mindst fordi det kræver nye kompetencer hos både de projekterende og udførende. Her er investering i uddannelse afgørende.

Nye love og regler er nødvendige

De eksisterende love og regler for nybyggeri udgør ofte en begrænsning for udviklingen af det biobaserede byggeri. Det er derfor afgørende, at myndighederne og byggeriets parter arbejder sammen om en fornyelse af f.eks. bygningsreglementet og fremme af nyt alment teknisk fælleseje, hvor byggebranchen bliver enige om byggetekniske svar på reglementets krav.

Vinduerne er mindre i halmrækkehusene end i traditionelt byggeri for at spare glas, der er CO2-krævende at fremstille. I stedet er der lavet skrå og dybe vinduesnicher for at trække så meget lys ind som muligt. Nicherne er også velegnet til en pause, fortæller projektudviklingschef Anders Borg, der har slået sig ned i en af dem.

Udvendigt adskiller halmrækkehusene sig primært ved en facade i træ og solceller på taget.

Også vægt på fællesskab

I både Brøndby og Køge er der også lagt vægt på fællesskabet. Halmrækkehusene er en del af et helt nyt bykvarter, der tilsammen råder over fælleshuset Kernen. Her kan der spilles bordtennis, dart og bordfodbold, og i den fælles dagligstue kan man slå sig ned med en bog eller et spil. På taget er et orangeri med langborde, en legeplads og en padelbane.

På vej

I Fredericia er Realdanias datterselskab, Realdania By & Byg i gang med at opføre et eksperimenthus, der skal vise, hvordan det er muligt at bygge i beton og samtidig holde CO2-aftrykket nede. MiniCO2 Etagehus BETON skal være klart til indflytning i begyndelsen af 2027. For at nå et lavt CO2-aftryk afprøves flere ting i huset. For det første er der regnet på, hvor lidt beton der er nødvendigt i konstruktionen, som normalt bliver overdimensioneret.

Flere af husets elementer, herunder hovedtrappen, støbes på byggepladsen, hvilket gør det muligt at spare markant på cementindholdet. Endelig genbruges beton fra et tidligere byggeri i fundamentet og byggeriets stueetage. Indtil videre har det været sparsomt med viden om, hvordan netop genbrugsbeton kan bruges konstruktivt, og den viden skal udvikles i eksperimenthuset. MiniCO2

Etagehus BETON indgår som et af seks eksperimenthuse i et samlet projekt, der omtales på side 52.

Læs mere

”Grundtanken er, at du har en god bolig, som er rammen for dit familieliv, men du har også nogle gode faciliteter, hvor du møder dine naboer i hverdagen. Det er alt fra et værksted, en café og et fælleskontor, hvor man kan slå sig ned,” siger projektudviklingschef Anders Borg fra AKF.

I Køge rummer Fælleshuset i Tiny Varigheden et langbord til fællesspisning og andre sammenkomster samt et stort køkken. Og lidt kuriøst flere par gummistøvler til fælles benyttelse, hvis det regner. Grunden udenfor er nemlig ikke helt vokset til endnu, så jorden kan godt blive blød.

Der er ved at blive etableret et grovkøkken, hvor beboerne kan bearbejde det udkomme, der er høstet i fælleshaven. De små huse har nemlig ikke egen have. Husene, vejen og en fælles forplads udgør omkring en tredjedel af det ca. 23.000 kvadratmeter store område, mens resten er indrettet til fælles brug med bl.a. køkkenhave, sansehave, drivhus og bålplads.

”Når man bor småt, så er man mere ude, og dermed er vi også meget mere sammen med vores naboer. Så vi har ikke mistet noget ved at sige farvel til vores villa. Til gengæld har vi vundet en familie, som vi har lyst til at dele vores liv med,” siger Lars König.

Når pengene arbejder dobbelt

Med missionsrettede investeringer har Realdania valgt at investere en del af sin formue på en måde, hvor økonomisk afkast og Realdanias filantropiske arbejde går hånd i hånd.

Men hvad er missionsrettede investeringer? Vi har spurgt Kenneth Lillelund Winther, investeringsdirektør i Realdania.

Af Christian Kehler

Kenneth Lillelund Winther

Investeringsdirektør i Realdania

Hvad er missionsrettede investeringer?

De er vores måde at få investeringer og filantropisk arbejde til at gå hånd i hånd. Normalt investerer vi for at sikre et afkast, der finansierer vores filantropiske arbejde. Det gør vi også, når vi investerer missionsrettet. Men med de her investeringer går vi mere direkte efter virksomheder og projekter, der oven i at levere et godt afkast også understøtter vores mission og filantropiske arbejde – f.eks. en grønnere byggebranche, energieffektivisering eller cirkulær økonomi.

Hvordan startede dette arbejde?

I modsætning til de mere almindelige impact investeringer kræver vi af de missionsrettede investeringer, at de skal tale ind i vores filantropiske arbejde. Nogle investeringer ligger tæt på kernen af vores filantropi og skaber høj og direkte impact, mens andre rammer Realdanias mission bredere. Vi måtte selv ud at lede efter de investeringer, der kunne leve op til vores krav, da vi begyndte i 2020. Det var et smalt spor, og det krævede tid og tålmodighed. I dag har vi rundet en milepæl: over én mia. kr. investeret. Det betyder, at vi nu er meget tæt på vores mål om, at fem procent af hele vores formue skal være missionsrettet investeret i 2026.

Kan du give et eksempel på investeringer, der gør en forskel?

Stål er et godt eksempel. Det er en grundpille i rigtig meget byggeri, men det er også en af de mest CO2-tunge industrier i verden. Derfor har vi investeret i flere virksomheder, der producerer stål med et væsentligt lavere klimaaftryk. Vi har også fokus på energieffektivisering af bygninger med en stribe investeringer. Og vi har i en række tilfælde investeret missionsrettet i udvikling af både teknologiske og cirkulære løsninger i byggeriet med det mål at skubbe byggesektoren i en grønnere retning.

Et lidt anderledes projekt er et byudviklingsprojekt i Milano, hvor vi investerer i en fond, der forvandler en nedlagt kaserne til et område med blandede boliger, butikker og grønne arealer med fokus på klimaaftrykket (læs mere på side 22). Og så måler vi jo hvert år på den filantropiske effekt af de missionsrettede investeringer, f.eks. deres bidrag til at mindske CO2-udledningen.

Hvorfor er alle Realdanias investeringer ikke missionsrettede?

Vi stiller meget store krav til de missionsrettede investeringer. De skal ikke bare gøre noget godt i verden, som f.eks. vindmøller eller solceller. De skal gøre noget godt, der matcher Realdanias filantropiske arbejde, og de investeringer er sværere at finde. Derfor er det urealistisk meget hurtigt at skrue op til 100 procent. Men niveauet for, hvor mange penge vi skal investere missionsrettet, er bestemt en overvejelse i forbindelse med vores nye investeringsstrategi.

I den forbindelse er det vigtigt for mig at sige, at i alle vores øvrige investeringer har vi et stærkt fokus på samfundsansvar og ESG – miljømæssige, sociale og governance-relaterede forhold. For eksempel opsøger vi aktivt grønne investeringer og har for alle typer af investeringer nogle mål i forhold til klima.

Læs mere om Realdanias arbejde med missionsrettede investeringer

Året der gik i Realdania

Tæt på foreningen

Realdania kort fortalt

Realdania i tal

Medlemmerne af Realdania inviteres ofte med indenfor i de projekter, foreningen har bidraget til. Kom med bag kulisserne i Dansehallerne og på Maritimt Værksted Hal 16, som blev besøgt i løbet af året.

Med Realdania landet rundt

Realdanias medlemmer fik et helt særligt indblik i de arkitektoniske tanker bag forandringen af kedelhallen i Carlsberg Byen til en scene for samtidsdans.

Foto: Klaus Bo

Katedralen i Carlsberg Byen

Bryggeriets gamle kedelhal er i dag en fantastisk dansehal. Transformationen har handlet om at gøre så lidt som muligt.

Af Mikkel Sander Rydzy

”Vores primære mål har været, at vi ikke skulle ødelægge huset. Vi har set det som en katedral, som vi ikke måtte gøre alt muligt ved,” lyder det fra Nikolaj Rahbek Ernst.

Det er måske de færreste, der ved første øjekast vil sammenligne den gamle kedelbygning i Carlsberg Byen med en katedral. Men bevæger man sig rundt i bygningen, der nu er transformeret til en ny scene for samtidsdans, begynder lighederne alligevel at åbenbare sig. Hvælvinger i loftet. En atmosfære af mange års levet liv. Og de fire skorstene, der skyder højt op i luften som en form for spir. I otte år er der blevet arbejdet på at gøre bygningen til et nyt, nationalt knudepunkt for samtidsdans og koreografi. Det er den transformation, som en gruppe Realdania-medlemmer her til aften er kommet for at se resultatet af.

Udefra ligner bygningen fortsat en kedelhal. Men indenfor er kedler udskiftet med en stor sal, hvor forestillingerne foregår. Foto: Adam Mørk

Kærlig reference til huset

Nikolaj Rahbek Ernst, der er partner i Mikkelsen Arkitekter og arkitekten bag transformationen, fortæller, mens han guider rundt i de detaljer og krinkelkroge af bygningen, man ikke får øje på, hvis man besøger bygningen for at se en forestilling. Når han forklarer om de arkitektoniske valg, som han har truffet undervejs, skinner mantraet om ikke at ødelægge bygningen igennem.

”Udgangspunktet har været at gøre så lidt som muligt. Når vi har valgt at lave noget nyt, har vi gjort det med en kærlig reference til noget af det, der allerede står i huset,” siger han og fortæller, at man flere steder har brugt råt jern for at ramme det patinerede udtryk, som bygningen i forvejen har.

Nikolaj Rahbek Ernst betegner undervejs transformationen fra kedelhal til dansehal som den mest besværlige opgave, han har haft i sin karriere. Men også et projekt, han har stor kærlighed til, og som han er stolt af.

”Det her projekt har været hjerteblod for mig. Når vi undervejs er stødt på nogle ting, hvor jeg har været nødt til at gå på kompromis, har det holdt mig søvnløs. Men når jeg kommer ind i huset i dag og ser på de kompromiser, så tænker jeg, at det er småting,” siger han.

Den store sal

Rundvisningen er bygget op med sans for dramaturgi. Den bedste del – den store sal – er gemt til sidst. Og der er helt afgjort en wow-effekt, når man har bevæget sig op gennem de stålomkransede trapper og træder ind i rummet med de majestætiske buer oppe under loftet.

Det er her, de store forestillinger foregår. Her kan man med Dansehallernes egne ord opleve dans for både de nysgerrige, de små, dem med kritisk blik og dem med smag for det velkendte.

Vellykket transformation

Med Dansehallerne har København og resten af Danmark fået en dansescene, der samtidig lukker publikum ind i et stykke unik industriarkitektur.

Spørger man en af Realdania-gæsterne, Kameliya Stoyanova, der til dagligt selv arbejder som arkitekt, er forvandlingen af den gamle murstensbygning lykkedes godt.

”Det er virkelig blevet et fedt sted og et meget vellykket transformationsprojekt. Det er helt fantastisk med en bygning, hvor man har ramt en så god balance, og hvor de gamle og de nye ting spiller sammen,” siger hun.

Realdanias medlemmer kunne ved rundvisningen se de træbåde, der repareres, og få en snak med bådebyggerne.

Foto: Bjarke Ørsted

Maritimt fællesskab med højt til loftet

I Helsingør er en forladt hal blevet hjemsted for en særlig forening. Her bygges både, men man behøver ikke at være bådebygger for at være med.

Af Pernille Formsgaard

Vindstød af orkanstyrke og silende regn har ikke skræmt de omkring 50 Realdania-medlemmer, der er dukket op for at få en rundvisning i de gamle værftsbygninger i Helsingør Havn denne lørdag formiddag. De er bl.a. kommet for at opleve Maritimt Værksted Hal 16 – et arbejdende værksted, der har bragt bådebyggeriet tilbage til Helsingør Havn, og som Realdania har støttet gennem puljen Underværker.

Formanden for den frivillige forening bag Hal 16, Henrik Burchardi, byder velkommen med højt humør og skipperkasket i den af de tidligere skibshaller, der nu huser Værftets Madmarked.

”Det er godt, at I har taget regntøj på, selvom vi skal være indendørs. For som I vil opdage, så har vi stadig et tag i Hal 16, som vi gerne vil have lavet,” siger formanden drillende med et nik til Mathias Bleibach, som er leder af Team Anlæg og Vedligeholdelse i Helsingør Kommune.

Bidrag med det, du kan Realdanias medlemmer følger med formanden ind i Hal 16. Her åbenbarer sig en imponerende hal med 12 meter til loftet, hvor gamle træbåde står klodset op, så der kan arbejdes på dem.

Hallen havde stået øde hen siden 1982, da foreningen overtog den for knap fem år siden. Så livet og stemningen, som hallen emmer af, er kommet med de frivillige og andre gode, lokale kræfter.

Henrik Burchardi har selv sejlet, siden han var fire år og kommer primært i Hal 16 for at bygge på sin båd og benytte de maskiner og den plads, som værkstedet giver adgang til. Men man kan være med, uanset om man bygger på en båd eller ej. Om man har lyst til at være social eller ej.

”Du bidrager med det, du kan. Du må gerne stå i hjørnet og sige ingenting, eller gå og feje gulvet for dig selv. Vi stiller ikke krav, og det tror jeg er vigtigt i forhold til at få os mænd med. Det her er et fællesskab, hvor man kan være med, præcis som man er,” fortæller formanden.

Tre nye haller i fuld gang Næste punkt på rundturen står Mathias Bleibach fra Helsingør Kommune for. Han skulle have vist Realdanias medlemmer rundt på værftsområdet, men på grund af stormen leder han dem i stedet op på 4. sal i det tilstødende kulturcenter, Kulturværftet. Her venter en 360 graders udsigt ud over Helsingør Havn.

Ud over Kulturværftet rummer det gamle værftsområde bl.a. også det verdenskendte museum M/S Museet for Søfart, som er bygget i havnens gamle tørdok. Næste skridt i udviklingen af området er tre store haller, der vender direkte ud mod Øresund, og som kommunen er i gang med at renovere.

”Det her er et fællesskab, hvor man kan være med, præcis som man er.”

Foto: Bjarke Ørsted

”Kongstanken er, at når vi er færdige med bygningerne, så skal man ikke kunne se, at vi har været her,” siger Mathias Bleibach.

Kommunen forventer selv at stå for driften af den ene hal, så den kan bruges til udstillinger og arrangementer. Den anden hal håber man at finde en kommerciel partner til, som man har gjort med Værftets Madmarked. Og den sidste hal skal fungere som ungdomsuddannelsesinstitutionen U/Nords nye, maritime skole, hvor bådebyggere og sejlmagere kan uddanne sig.

Da rundturen er slut, venter kaffe og kage. To medlemmer af Hal 16’s husorkester står klar til at synge shanty-viser – de arbejdssange, der bruges til at få sejlerne til at arbejde i takt, når alle kræfter skal sættes ind til søs.

”Det her er den ægte vare. De er vant til at råbe højere, end vinden blæser,” siger Henrik Burchardi. Og da husorkestret slår tonen an, er det tydeligt, at de ikke har problemer med at råbe selv en stor skibshal op med deres stemningsfulde og taktfaste musik.

To af de Realdania-medlemmer, der har været med på turen, er veninderne Pernille og Pernille.

”Vi plejer at gå på museum eller i teater, når vi mødes, men jeg synes, at det var spændende, at vi kunne få indblik i en historisk bygning, hvor man ellers ikke har adgang,” siger Pernille Langgaard, der har inviteret sin veninde med af en helt særlig årsag.

”Jeg har haft bedsteforældre i Helsingør, så jeg er kommet meget i området som barn. Men vi kom jo aldrig indenfor i bygningerne, så det er sjovt at få den mulighed,” siger Pernille Moll.

Der bliver arbejdet med gamle træbåde i den imponerende hal, der stod tom i mange år. Men alle er velkomne til at komme i hallen, uanset om man bygger på en båd eller bare gerne vil være en del af fællesskabet.

Henrik Burchardi, formand for Hal 16

Kom tættere på Realdania

Medlemskab

Alle personer, der ejer fast ejendom i Danmark, f.eks. et hus, en ejerlejlighed eller et sommerhus, kan blive medlem af Realdania.

Medlemsfordele

Arrangementer

Realdanias medlemmer inviteres til et væld af arrangementer. Det kan f.eks. være besøg hos nogle af de projekter, foreningen har støttet, lige fra små ildsjæleprojekter til større projekter.

Andelsboligforeninger, almene boligorganisationer, virksomheder eller andre juridiske personer, der ejer fast ejendom, kan blive medlem af Realdania. Den juridiske person vil typisk være repræsenteret af en person fra ledelsen.

Medlemsnyt

Foreningens nyhedsbrev til medlemmerne udsendes på mail ca. hver tredje uge og indeholder nyt om Realdanias arbejde, invitationer til at deltage i arrangementer og andre tilbud. Medlemmer kan også få magasinet Bolius tilsendt.

Demokrati

Medlemmer kan deltage i valgmøder og vælge medlemmer til repræsentantskabet, foreningens øverste myndighed. Medlemmer, der vil engagere sig endnu mere, kan også selv stille op til valg. Repræsentantskabet vælger b estyrelsen.

Debat

I en række faglige fora for ejendomsejere og beslutningstagere inden for det byggede miljø afholdes faglige debatter, oplæg og konferencer. Det er et professionelt netværk med fokus på viden om bl.a. byg nings a rven, bæredygtige byer og byggeriets fremtid.

4 medlemmer

Hans Brigsted

Hillerød

Jeg har været medlem i omkring fem år. Jeg vidste, at Realdania har givet penge til mange projekter, og det var især muligheden for at komme ud at se nogle af arkitekternes egne huse, der fik mig ombord. Vi har også været på Maltfabrikken i Ebeltoft og ude at se nogle vandmøller. Og så bruger vi tit bogen ’Turen går til Realdania’ som inspiration til, hvad vi kan opleve og se i lokalområdet, hvis vi er på tur rundt i landet. Der fungerer den som en rigtig god guide.

Per Helsted Mortensen

Nykøbing Falster

Jeg meldte mig ind i Realdania 2023 efter at have hørt et oplæg fra en fra foreningen om restaurering. Det er mit første valgmøde, og jeg er kommet for at finde ud af, om det kunne være interessant for Realdania at støtte nogle planer, jeg har med klosteret i Nykøbing Falster, som jeg er forstander for. Jeg har fået en god kontakt at tale videre med. Og så er jeg på valgmødet blevet klogere på en hel masse andet af Realdanias arbejde.

Eva Høj Andersen

Amager

Jeg meldte mig ind, fordi man som medlem får mulighed for at komme ind og opleve nogle bygninger på en anden måde. Som Dansehallerne i København, som jeg har fulgt lidt med i tilblivelsen af. Dels fordi jeg selv arbejder på Det Kongelige Teater, dels fordi min bror bor i nærheden. Det er spændende at høre arkitekternes egne tanker om stedet. Jeg har tidligere været med på en rundvisning i Royal Arena og til medlemsfestivalen på Holmegaard Værk med mine børn.

Brian Frederiksmose

Ebeltoft

Jeg har bl.a. som medlem besøgt Maltfabrikken i Ebeltoft, hvor jeg bor. Og nu har jeg deltaget i mit første valgmøde, hvor der vælges medlemmer til Realdanias repræsentantskab. Jeg synes, det var interessant at høre baggrundshistorien og mere om de projekter, Realdania støtter. Jeg sidder i kørestol, så jeg er meget optaget af, at der er adgang for kørestole. Det blev der snakket lidt om til valgmødet, dog ikke så meget, men jeg går ud fra, at der bliver taget højde for det i de af projekterne, hvor der bliver bygget nyt.

Realdanias demokrati

Repræsentantskabet er Realdanias øverste myndighed. Repræsentantskabet godkender årsrapporten, vælger bestyrelse og revision, samt tager stilling til vedtægtsændringer. Repræsentantskabet fører kontrol og tilsyn med, at bestyrelse og direktion yder sit bedste i realisering af Realdanias mission og strategier. Repræsentantskabets medlemmer har også en rolle som ambassadør for bl.a. formidling af kendskab til Realdania. De 109 medlemmer af repræsentantskabet vælges fra de geografiske og faglige valggrupper og fra en række særlige interesseorganisationer inden for det byggede miljø.

Geografiske valggrupper

Ti geografiske valggrupper dækker forskellige områder i landet, og i disse vælges 60 medlemmer af repræsentantskabet. Alle medlemmer skal eje fast ejendom. Det er en persons bopælsadresse eller en virksomheds hjemsted, der afgør, i hvilken geografisk valggruppe man har stemmeret – og hvor man kan stille op til repræsentantskabet. Hvert fjerde år er der valg i den enkelte valggruppe.

Faglige valggrupper

Seks faglige valggrupper inden for byudvikling, almene boliger, landbrug, privat boligudlejning, ejerboliger og erhverv vælger 42 medlemmer til repræsentantskabet. Hvert fjerde år er der valg i den enkelte valggruppe.

Særlige interesseorganisationer

En række særlige interesseorganisationer inden for det byggede miljø indstiller hvert fjerde år kandidater til repræsentantskabet. Syv kandidater vælges af repræsentantskabet.

Realdania i tal

Filantropi

Igangværende aktiviteter pr. den 31. december 2025

De igangværende projekter udgør en samlet værdi af 22.134 mio. kr. pr. den 31. december 2025. Realdanias andel er 8.864 mio. kr.

Arealudviklingsprojekter Filantropiske investeringer i arealudviklingsprojekter –opgjort som nettokostpris

433 mio. kr. 1.452 + 872 mio. kr.

22.134 mio. kr.

Værdi af samlet projektportefølje

24,6 mia. kr. siden 2000

Markedsværdien af MRI Missionsrettede kommercielle investeringer udgør 1.452 mio. kr. Herudover er der ikkekaldte investeringstilsagn på 872 mio. kr. pr. den 31. december 2025

Siden år 2000 har Realdania bidraget til samfundet med filantropiske aktiviteter for ca. 24,6 mia. kr. Foreningen har i samme periode betalt 5,8 mia. kr. i skat

5.516 projekter

Realdania har eksisteret siden 2000 og har bidraget til 5.516 små og store projekter over hele landet

8.864 mio. kr. Realdanias andel

3.351 mio. kr.

Ejerskab af ejendomme Filantropiske ejendomsinvesteringer –herunder andel af Arena CPHX og Bispebjerg Bakke – opgjort som markedsværdi

650 mio. kr.

Der blev i 2025 bevilget 650 mio. kr. til filantropiske uddelinger og filantropiske ejendomsinvesteringer, hvoraf 579 mio. kr. er udgiftsført. 280 nye projekter og indsatser fik støtte i 2025

Investering

Den kommercielle investeringsformue

Værdi pr. den 31. december 2025

29.034 mio. kr.

Formuens afkast fordelt på hovedaktivklasser pr. den 31. december 2025 (mio. kr.)

Realdanias kommercielle investeringsformue er investeret i forskellige aktiver grupperet i hovedaktivklasser. Figuren viser investeringsformuens afkast fordelt på hovedaktivklasser pr. den 31. december 2025. Fordelingen af investeringsformuen på hovedaktivklasser kan ses i årsrapporten.

Realdanias egenkapital udgør 28.773 mio. kr. pr. den 31. december 2025. Afkast

28.773 mio. kr.

Missionsrettede investeringer (MRI) MRI er en aktivklasse under opbygning. Det er målet, at fem procent af den kommercielle investeringsformue frem mod 2026 bliver placeret i missionsrettede investeringer. Det er investeringer, der både skal give et økonomisk afkast på niveau med andre investeringer og understøtte Realdanias mission om at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø. Det kan f.eks. være investeringer, der bidrager til at fremme en bæredygtig udvikling.

Forening

Udvikling i medlemstal

Pr. den 31. december 2025 har Realdania 194.975 medlemmer.

195 arrangementer

Der blev i 2025 afholdt i alt 195 Realdania-arrangementer over hele landet. I alt 13.432 personer deltog i arrangementerne.

Læs Realdanias årsrapport

I årsrapporten finder du årsresultatet og en fyldig regnskabsberetning med nøgletal og noteapparat vedr. Realdanias aktiviteter og økonomi i 2025.

Læs Realdanias årsrapport

Realdania kort fortalt

I Danmark bor vi ca. seks mio. mennesker.

Op mod 1.400 byer og næsten fem mio. bygninger udgør rammerne om vores hverdag. Det er her, vi bor, går på arbejde og holder fri – altså lever vores liv. Og det er her, i krydsfeltet mellem livskvalitet og det byggede miljø, Realdania ønsker at gøre en forskel.

samfundsudvikling. Under hver af de tre dagsordner har vi udpeget tre fokusområder. Dagsordner og fokusområder fremgår ved starten af de tre kapitler i dette magasin og kan ses på realdania.dk. Der skal være en klar filantropisk opgave i de projekter, vi støtter. Det er en opgave, som andre aktører i samfundet, f.eks. markedet eller den offentlige sektor, ikke løfter – eller ikke løfter i tilstrækkelig grad.

Sammen om at skabe forandring Samarbejde og partnerskaber er en central del af Realdanias måde at arbejde filantropisk på. Vores erfaring er, at det giver de bedste, mest forankrede og effektfulde løsninger. Vi tror på styrken i mangfoldighed og diversitet i både de projekter, vi støtter, og i vores måde at arbejde på. Vores samarbejdspartnere er bl.a. lokale frivillige ildsjæle, staten, kommuner, fonde, foreninger, forskningsinstitutioner og det private erhvervsliv.

Realdania er en uafhængig filantropisk forening med omkring 195.000 medlemmer fra hele landet. De penge, vi bruger på at støtte store og små projekter inden for det byggede miljø, kommer fra afkastet af vores investeringsformue.

Derfor er vi her Realdania arbejder for at øge livskvaliteten, der hvor det byggede miljø kan gøre en positiv forskel. Vores arbejde skal samlet set komme alle i Danmark til gavn. Vi støtter projekter og indsatser, hvor udviklingen af det byggede miljø kan skabe forandring i forhold til menneskers hverdag, relationer, trivsel og sundhed.

Det byggede miljø er de menneskeskabte fysiske rammer for livet i Danmark. Det er bl.a. nye bygninger, historiske bygninger, parker og byrum. Det er også de processer og aktiviteter, der er knyttet til det byggede miljø som f.eks. byggeri, arkitektur, restaurering og byudvikling. Og det er gennem udviklingen af det byggede miljø, at den positive effekt og livskvaliteten skal skabes.

Sådan arbejder vi

Vi ønsker at sætte vores samlede ressourcer i spil for at nå vores mål. Det gælder både vores medlemsaktiviteter, vores formue, vores faglige viden og vores filantropiske aktiviteter. Vi arbejder med et langsigtet perspektiv i vores investeringer, vores medlemsaktiviteter og i de projekter, vi går ind og støtter. Tre strategier sætter konkret retning for henholdsvis investeringerne, vores foreningsaktiviteter og det filantropiske arbejde.

Fælles for de projekter og indsatser, vi støtter, er, at de skal bidrage til en af de tre dagsordner i vores filantropistrategi: Stedets potentialer, Arkitekturens muligheder og Fremtidens byggeskik. Det er tre områder, hvor vi vurderer, at det byggede miljø og Realdania har nogle særlige muligheder for at bidrage til en positiv

Realdanias helejede datterselskab Realdania By & Byg bidrager også til at nå foreningens mål. Det sker bl.a. ved at udvikle eksperimenterende byggeri og bydele, der skal inspirere f.eks. bygherrer og kommuner. Selskabet ejer og bevarer også omkring 70 historiske ejendomme, der tilsammen repræsenterer 500 års dansk bygningskultur, og som lejes ud til privatpersoner og virksomheder.

Innovation, læring og kommunikation

Realdania arbejder altid med udgangspunkt i viden og faglighed, og de projekter, vi støtter, skal være nytænkende og nyskabende. De skal i sidste ende skabe viden, nye løsninger eller gode eksempler, som andre kan lade sig inspirere af. På den måde bliver effekten af Realdanias bidrag større end det enkelte projekt.

Derfor ser vi det som en meget central opgave at dele den viden og de erfaringer, vi opnår gennem vores arbejde. Videndeling og kommunikation til både faglige miljøer og i bredere kredse er en helt central del af vores strategi, ligesom vi ønsker at engagere medlemmer og andre interesserede i det byggede miljø og i vores arbejde.

Samfundsansvar

Realdania vil gøre en forskel i samfundet – både nu og i fremtiden. Vi engagerer os også i svære problemstillinger, hvor løsningen ikke ligger ligefor, og hvor tidshorisonten kan være lang. Det mener vi er en del af det at tage samfundsansvar.

Vi har en helhedsorienteret tilgang til samfundsansvar og bæredygtighed. Vi integrerer økonomiske, sociale, miljømæssige og kulturelle hensyn i vores virke, understøtter menneskerettigheder og modvirker korruption. Realdanias arbejde med samfundsansvar er inspireret af FN’s 17 Verdensmål og FN’s 10 Global Compact-principper, som vi tiltrådte som civilsamfundsaktør i 2011. Vi arbejder med samfundsansvar tæt på kerneaktiviteterne. På tværs af alle Realdanias aktiviteter lægger vi vægt på kommunikation, åbenhed, dialog og transparens i forhold til vores omverden.

Redaktion

Realdania Presseteam

Design og illustration e-Types

Tryk Dystan & Rosenberg

Bagsidefoto:

En levende park i Aarhus Musikhusparken i Aarhus er forvandlet til en levende og åben park, der forbinder nogle af byens mest markante kulturinstitutioner. Her er skabt nye rammer for byliv og fællesskab – til glæde for både aarhusianere og besøgende. Med den nye sommerscene, åbne græsarealer, et frodigt landskab og tæt samspil med byens kulturinstitutioner, er parken et åndehul med plads til alt fra koncerter og leg til afslapning og refleksion.

Den nye Musikhuspark er resultatet af en historisk bred borgerinddragelse. Flere end 10.000 aarhusianere har bidraget med idéer og ønsker. Via spørgeskemaer, interviews og åbne telefonbokse i parken har borgere sat deres præg på design og indhold – og skabt et rum, som er forankret i byens behov og drømme.

Parken spiller sammen med ARoS’ nye tilbygning, der omfatter et underjordisk udstillingsrum, et udendørs art square og fra sommeren 2026 det internationale kunstværk The Dome, a Skyspace af James Turrell.

Den nye park er skabt med et særligt fokus på at anvende genanvendte belægninger og andre fysiske elementer fra den tidligere park og fokus på en beplantning, som understøtter biodiversitet.

Foto: Matilde Hobolt Mortensen

livskvalitetlivskvalitetlivskvalitet