
5 minute read
MÅLMÆNDENES SIKRE BOYE
Randers FC har i sin 20-årige historie haft tradition for at skabe store målmandsprofiler, hvoraf flere i tidens løb også er blevet solgt til udenlandske klubber, hvilket har skæppet godt i klubkassen. En stor del af æren bag den bedrift kan tilskrives klubbens målmandstræner, Erik Boye, der i år kan fejre sit eget 10-års jubilæum i klubben.
Målmandsposten på et fodboldhold har altid været noget helt særligt, hvor du skal besidde nogle anderledes egenskaber end alle dine holdkammerater i marken. Det er en plads, hvor du ikke altid bliver bedømt på dine fem gode redninger i en kamp, men i stedet på den ene fejl, du laver. Og så er der i øvrigt kun én ledig plads på holdkortet, hvilket kan gøre livet som reservekeeper frustrerende. Sådan er der mange ting, hvor målmandens verden er helt sin egen.
Advertisement
- Jeg plejer at sige, at det er som to vidt forskellige sportsgrene at spille i marken og være målmand. Det gælder både de fysiske krav og de kompetencer, der kræves, og så ikke mindst det mentale, hvor du som målmand skal kunne lide at være i fokus og ikke være bange for at lave fejl. Målmænd skal ikke frygte, men turde. Du skal også være meget stærk verbalt og kommunikativt over for dine holdkammerater.
- Sådan kunne jeg blive ved. Jeg har en liste med 15 punkter, som en god målmand helst skal opfylde, og som adskiller sig markant fra punkterne for en markspiller, fortæller Erik Boye, der ved, hvad han taler om. Han har nemlig selv haft en rigtig flot karriere som målmand hos FC Fredericia, Vejle og AGF. Her har han sammenlagt spillet i nærheden af 400 førsteholdskampe.
Tæt på at droppe fodbolden
Erik Boye stammer fra Haderslev i Sønderjylland, hvor han som ung knægt kastede sig ud i alverdens sportsgrene. I mange år talte det hele fem sportsgrene, som han dyrkede ret intenst. Det var håndbold, volley, basket, atletik og fodbold.
I de sidste ungdomsår blev feltet indsnævret til fodbold og håndbold, hvor der til slut skulle foretages et valg. Her blev kompromisset, at han valgte at satse på fodbolden, hvor han så endte med at måtte bruge hænderne som målmand.
- Som fodboldspiller spillede jeg faktisk i marken, helt indtil jeg blev senior, men min erfaring fra både håndbold, volley, basket og atletik betød, at jeg havde udviklet nogle kompetencer, der gjorde mig til en god målmand. Blandt andet hjalp atletik og volleyball mig med min spændstighed, reaktionsevne og springkraft. Tre vigtige egenskaber som målmand.
- I mine første seniorår spillede jeg i Vejen og Haderslev, inden jeg var meget tæt på at droppe fodbolden. Jeg var simpelthen kørt sur i det. Men så fik jeg et tilbud fra FC Fredericia, jeg gav det en chance, og det kom til at gå meget godt, fortæller Erik Boye, der efter tre år i FC Fredericia blev kontaktet af Vejle Boldklub, der havde Ole Fritsen som træner.
- Det blev til syv år i Vejle, hvor jeg var med til at rykke op i Superligaen, vinde sølvmedaljer i 1997 og deltage i UEFA Cup’en to gange, fortæller Erik Boye, der i 1997/98-sæsonen modtog ”Det Gyldne Bur” i TIPS-bladets årlige kåring, hvor målmandskollegerne i landets to bedste fodboldrækker stemte Erik Boye ind på førstepladsen. En fornem hæder.
- Det var nogle vanvittigt spændende og begivenhedsrige år i Vejle, hvor jeg har rigtig mange gode minder fra. Blandt andet husker jeg vores europæiske kampe mod spanske Real Betis som noget helt særligt.
- Vi vandt sensationelt 1-0 hjemme, og så var der ellers dømt fuld plade på chikanerierne, da vi kom til Spanien. Jeg har aldrig før eller siden oplevet noget lignende. Alt fra bevidst at give os dårlig mad og ødelægge vores nattesøvn til forskel- lige ubehagelige oplevelser på stadion. Det var vildt, og vi endte da også med at tabe kampen 5-0, fortæller Erik Boye.
En god mavefornemmelse
Fra Vejle Boldklub gik turen i 2000 til AGF, hvor Erik Boye spillede i to sæsoner, samtidig med at han så småt begyndte at hjælpe til som målmandstræner i DBU-regi, hvor han hjalp med at træne pigerne U17-landsholdet.
I 2003 blev han målmandstræner på deltid i SønderjyskE, hvor han var i fire år, inden han trængte til en pause fra fodbolden og arbejdede nogle år hos en tømmerhandel. I 2011 genoptog han gerningen som målmandstræner hos Vejle-Kolding Boldklub, inden han i 2013 hørte, at Randers FC stod og manglede en målmandstræner.
- Der var rigtig meget, der tiltalte mig ved Randers FC, og som fik mig til at søge jobbet. Det er en ydmyg klub, hvor der arbejdes benhårdt for tingene.
- Som den type, jeg er, vil jeg bestemt ikke kunne være målmandstræner i alle klubber i Danmark, men Randers FC var en af dem, hvor det føltes helt rigtigt. Jeg havde en god mavefornemmelse, og det har jeg haft lige siden, fortæller Erik
Boye, der udover at være tilknyttet superligatruppen også har trænet U15-U19-målmændene i klubben. Noget, han dog stoppede med sidste år – blandt andet fordi han døjer med slid i knæene, og derfor skal de mange timer på træningsbanen tilpasses, hvad bentøjet kan holde til.
Udover at være målmandstræner påtager Erik Boye sig også en anden vigtig rolle i Randers FC. Det er ham, der blandt andet sørger for at bestille hotel, bus, mad og lave tidsplaner, når superligatruppen spiller på udebane. Madplanerne forud for kampene koordineres med fysisk træner Tobias Elstrup.

- Det er en sjov ekstraopgave, som jeg også sætter stor pris på.
Arbejdet med 12 forskellige keepere
Erik Boye har arbejdet med 12 forskellige førsteholdskeepere i sin tid i Randers FC, hvor flere har udviklet sig til markante profiler og derfor også har taget skridtet fra Randers FC til udenlandske klubber. Det gælder blandt andet Karl-Johan Johnsson og Hannes Halldórsson.
- Vi har en flot målmandstradition i Randers FC, og jeg har nydt at arbejde med alle de meget forskellige målmænd og personligheder i mine ti år i klubben. Og det er altid stort, når vores keepere tiltrækker interesse fra større klubber.
- Selvom der som tidligere nævnt er en række forskellige egenskaber, som alle målmænd skal besidde i et eller andet omfang, så er alle jo vidt forskellige personligheder og mennesker, som hver især har brug for noget forskelligt fra deres træner. Det gør kun mit arbejde spændende. Men ens for dem alle er, at man skal være lavet af noget helt særligt for at være målmand.
- I øvrigt synes jeg, at den danske Superliga en af de vanskeligste ligaer at være målmand i overhovedet. Sammenlignet med mange andre europæiske ligaer, så tillader dommerne nemlig meget mere over for målmændene i Superligaen.
- Mange steder i udlandet dømmes der langt flere frispark til målmændene, slutter Erik Boye, der nyder arbejdet i Randers FC og tilføjer:
- Jeg kan da godt mærke, at alderen trykker lidt. Særligt i mine knæ. Men jeg nyder at møde ind hver eneste dag og har mange flere gode år tilbage i mig. ▪
ERIK BOYE
Født: 7. februar 1964
Klubber som aktiv: Ungdom: HFK Haderslev, Kolding Boldklub
Senior: Vejen Sportsforening, HFK Haderslev, FC Fredericia, Vejle Boldklub, AGF.

Klubber som målmandstræner: SønderjyskE, Vejle-Kolding Boldklub, Randers FC .
Erik Boye har siden 2013 arbejdet med følgende førsteholdskeepere i Randers FC:

Patrik Carlgren, Alexander Nybo, Aleksander Stankovic, Jonas Dakir, Frederik Due, Hannes Halldórsson, Jack Duncan, Karl-Johan Johnsson, Ögmundur Kristinsson, Mikkel Andersen og Peter Friis Jensen.