3 minute read

Debat: Vi har grønne transportambitioner i Region Hovedstaden. Men hvor bliver regering og Christiansborg af?

Der skal mere prioriteret attention og grønne milliarder til fra regering og Folketing. Ellers vil vi bare opleve endnu mere trængsel og forurenet luft – og en grøn omstilling, som går mere i stå, skriver vikarierende regionsrådsmedlem Søren Burcharth

Af Søren Burcharth, vikarierende regionsrådsmedlem og 1. suppleant til Regionsrådet. Foto: Arkiv.

Advertisement

Mere metro og grøn boulevard med nedgravet biltunnel. Begge dele er fremsynede tiltag i budgetforliget for Københavns kommune.

Det er grønne ambitioner og flugter helt med radikal politik om at prioritere den grønne omstilling og mere kollektiv transport. Alt sammen hjulpet på vej af de finansieringsmuligheder som Københavns Kommune har.

Regionen har ikke samme muligheder. Derfor bør Folketinget komme op i gear med massive trafikinvesteringer, der kan hjælpe andre dele af Region Hovedstaden.

Flere midler over for faldende indtægter

I Region Hovedstaden er der netop indgået et budgetforlig som - inden for rammerne af det muliges kunst - har imødekommet de økonomiske udfordringer med stigende udgifter til busdrift og lokaltog.

I foråret viste Movias regneark, at flere buslinjer og linjer for lokaltog var i fare i forhold til eksistens og frekvens. I Regionsrådet er der absolut vilje til at skrue op for den kollektive trafik.

Faktisk er der igennem de seneste år løbende blevet tilført flere midler til den kollektive trafik. De ekstra bevillinger er desværre bare ikke nok til at kompensere for de faldende billetindtægter, der skyldes at færre og færre tager det offentlige.

Baggrunden er den øgede trængsel på vores vejnet, der får busserne til at holde i kø - det gør dem ikke attraktive. Men selvom den kollektive trafik i 2021 ikke fuldstændigt kan friholdes for besparelser, er de værste tidsler indtil videre luget ud.

Eksempelvis er det lykkedes at opretholde halvtimesdrift på bus 390R, og bus 250S kører fortsat til Bagsværd Station. Og måske også at annullere besparelsen på linje 40E/400S, hvis der skulle opstå økonomisk råderum. Ligesom målet fortsat er, at en femtedel flere vil benytte de kollektive trafikløsninger eller cyklen til arbejde og uddannelse inden 2035.

Nedslående udsigter for bæredygtig transport

En fin budgetaftale er indgået. Men desværre også på et bagtæppe af en tilbagevendende tendens som, ud fra et grønt og klima fremmende perspektiv, har medført en perspektivfattig situation de seneste år. Og som har udsultet og skabt nedslående udsigter for at den kollektive transport kan blive et attraktivt middel i den grønne omstilling i Region Hovedstaden.

I Radikale Venstre er vi optaget af at have grønne transportambitioner med flere investeringer i kollektiv trafik, supercykelstier og anden bæredygtig transport. Og for at have et skarpt blik for at friholde busdriften i udkantsområder fra besparelser.

Vi gik netop til regionsrådsvalg i 2017 på, at frekvens og kapacitet for buslinjerne i hele regionen er en vigtig komponent i at stille et bæredygtigt transporttilbud for regionens borgere til rådighed.

At bussen kører er en afgørende forudsætning for at regionens unge kan komme til og fra deres uddannelsesinstitutioner og ligeledes prioriterer at tage en uddannelse. Ikke mindst i de tyndt befolkede områder af regionen.

Opmærksomhed og grønne milliarder

Region Hovedstaden har ikke, som for eksempel Københavns Kommune, mulighed for at finansiere de grønne og kollektive trafik ambitioner med etablering af øer og salg af grunde. Regionens økonomi er styret af en aftale med staten.

Så hvis ikke hele transportområdet fortsat skal være præget af lappeløsninger og gøre både klimaet og os alle – ikke mindst de unge til sorteper – er der brug for at få gang i forhandlingerne på Christiansborg om en national plan for en grøn omstilling af transportområdet.

Og alle partier i Regionsrådet burde lægge et megatryk på vores folketingsgrupper. Der skal handling med ambitioner til nu, hvis ikke den kollektive transport skal falde bag af dansen. Der skal mere prioriteret attention og grønne milliarder til fra regering og Folketing.

Ellers vil vi bare opleve endnu mere trængsel og forurenet luft – og en grøn omstilling, som går mere i stå.

This article is from: