
2 minute read
Ruben Kidde: Min første uge som folketingsmedlem
Morten Østergaard ringede mig op efter påske og bad mig træde ind i folketingsgruppen som stedfortræder for Ida Auken. Her er, hvad jeg oplevede den første uge
Af Ruben Kidde, Klimaordfører (RV)
Advertisement
Selvom det var på en ærgerlig baggrund, sagde jeg ja til posterne som klimaordfører og IT-ordfører. Torsdag den 16. april stod jeg pludselig i Folketingets vandrehal og skrev under på grundloven. Jeg havde Eva og børnene med – og det var et stort øjeblik for os alle.
Mandag: Tilbage på Borgen i en ny rolle
Det var godt at komme tilbage på den radikale gang, hvor jeg har arbejdet som politisk konsulent fra 2011-2015. Jeg var utroligt spændt på at møde mit personlige team, som består af pressechef Asbjørn, de politiske konsulenter Svend og Tine samt min personlige assistent Katrine.
Jeg er vant til en hverdag med byrådsarbejde (i Frederiksberg Kommunalbestyrelse red.) uden hjælp, så det er et kæmpe løft at have et topprofessionelt team i ryggen.
Tirsdag: Mit første gruppemøde
Morten, Sofie og en håndfuld MF'er var samlet i gruppeværelset på anden etage af Christiansborg. Resten af gruppen deltog online. Efter gruppemødet skulle jeg stemme for første gang.

Det foregik på en speciel måde. På grund af coronarestriktioner kan alle medlemmer ikke være i salen. Derfor står folk i en lang kø med to meter imellem sig og bevæger sig i rundkreds ind og ud af Folketingssalen, når der stemmes.
Onsdag: Klimaambitionerne er høje
Der var virtuelt ordførermøde med klimaminister Dan Jørgensen og klimaordførerne fra støttepartierne.
Det er ingen hemmelighed, at vi er er meget utålmodige for at se regeringens konkrete plan for klimaet, med en politisk retning for at indfri målet om 70 % drivhusgas-reduktion i 2030.
Torsdag: Første gang på talerstolen
Endnu en speciel dag, for jeg skulle på Folketingets talerstol for første gang. Lovforslaget handlede om nye ordninger, som skal gøre det attraktivt at opstille vindmøller.
Hvis Danmark skal nå vores klimamål, skal der turbo på udbygningen af vedvarende energi, både med havvindmøller, landbaserede vindmøller og solceller. Det var Morten Messerschmidt fra DF ikke enig i, og det førte til min første debat i salen.

Fredag: Møde med chefen
Fredag mødtes jeg med Morten om klima og økonomisk politik. Det skal meget store investeringer til for at sikre en økonomisk genopretning. Og vi radikale vil gøre det så grønt som overhovedet muligt.
Derefter gik jeg på weekend - hjem til min søde familie. Der ventede mange mails i indbakken, foruden en dagsorden til næste møde på Frederiksberg Rådhus, hvor mine poster også skal passes. Det bliver travlt at holde stolen varm for Ida. Men det er et stort privilegie at bidrage til gruppens arbejde og kæmpe for en grøn genstart af Danmark.
Fotos: Privatfotos.