Den oversete diagnose – DID

Den oversete diagnose – DID

Indsendt af Rolf Lindencrone Kragelund, 3. semester

Introduktion

Lidelsen DID har været kendt under mange navne. DID blev indført i DSM-III tilbage i 1980 under navnet MPD (Multiple Personality Disorder). Før da – som så meget andet – var den kendt som “hysteri”. Og går vi endnu længere tilbage, forveksledes den med dæmonisk besættelse [1, 2].

I dag kender mange stadig lidelsen under dens nu forældede navn Multiple Personality Disorder; men det er heldigvis sjældent, at mennesker med DID kaldes hysteriske eller besatte. Dog florerer der stadig meget udbredte misforståelser om lidelsen, og mennesker med DID mødes ofte af omfattende stigma og skepsis – både i samfundet såvel som i det psykiatriske system. Jeg mener, at grunden til dette er en kronisk underprioritering af lidelsen – specielt i den europæiske forskning: Færdiguddannede psykologer i Danmark har næsten intet lært om lidelsen, og er derfor ikke gearet til at udrede for den. Jeg kan med det samme høre modsvaret: “Men dette er jo en meget sjælden lidelse! Jeg synes nærmere, man skal bruge tiden på lidelser som OCD, der trods alt optræder i omkring 1% af befolkningen.” Her kommer det første chok: De bedste studier vurderer ikke bare, at DID er mere udbredt end umiddelbart antaget; men at den faktisk ligger på omkring samme niveau som OCD – ca. 1% af befolkningen [3, 4, 5]. Heri ligger grunden til, at jeg skriver denne artikel. Når DID er afgrænset til et 15 min. indspark i en forelæsning på Klinisk, selvom den er ligeså udbredt som OCD, så er der noget helt galt. Mit hovedmål med artiklen er at udbrede kendskabet til denne lidelse og dens årsager, symptomer og prævalens – altså at gøre det arbejde, som vores pensum burde have gjort for os.

Hvad er DID?

Jeg vil gå dybere ned i lidelsen under afsnittet om årsager, da jeg mener, at de hænger uløseligt sammen; men helt overordnet: DID er en traume-baseret lidelse, der opstår som følge af såkaldt strukturel dissociation [6]. Dette er en proces, hvormed psykologisk traumatisering forstyrrer integrationen af et barns identitet. Denne dissociation medfører naturligvis en forstyrrelse af individets identitet, men skaber også en forstyrrelse af hukommelsen.

Årsager til DID

Teorien om strukturel dissociation [6] siger, at et barn er født med forskellige ego-tilstande, som håndterer forskellige aspekter af dets liv: Én tilstand håndterer måske mad; en anden håndterer omsorg; en tredje håndterer fare, osv. Disse ego-tilstande er separate fra hinanden og integreres normalt, når barnet er omkring 6-9 år gammelt. Men hvis barnet udsættes for ubærlige traumer før eller under denne kritiske periode, så forstyrres integrationen i større eller mindre grad.

Udvikling af lidelsen (fortsat)

Når mennesker udsættes for traumer, forekommer der ofte dissociation. Der findes ikke én anerkendt definition på dissociation [7]; men i denne artikels sammenhæng dækker begrebet dissociation over, at et individ psykisk eller fysisk frakobler sig fra en traumatisk situation. Individet kan mentalt rejse væk fra traumet, mens det er i gang [8], og dermed overleve det psykisk; men de kan senere få svært ved f.eks. at mærke sig selv eller verden omkring dem.

Når børn udsættes for traumer, så har de dog en helt unik mulighed for at dissociere. De kan dissociere fra deres oplevelse ved at begrave den i én af deres separate ego-tilstande. Dette hjælper barnet med at overleve traumet og undgå påmindelser; men det har en forfærdelig bivirkning: Traumet koncentreres i én ego-tilstand – en tilstand, som måske blot var bygget til at modtage omsorg. Ego-tilstanden traumatiseres meget voldsomt, og dens funktioner forstyrres. Pludselig passer denne tilstand ikke ind i puslespillet sammen med de andre, og barnet har ikke kognitivt overskud til at lukke hullet. Resultatet bliver udviklingen af et spaltet selv, hvor ego-tilstande smelter sammen i unaturlige konstellationer: Nogle minder og evner bliver fanget i én tilstand, mens en anden får nogle af de andre. Henad vejen – mens jævnaldrende udvikler én samlet personlighed – udvikler ego-tilstandene sig hos DID til at være separate personligheder. Disse personligheder bliver specialiseret i enkelte domæner; og de manifesterer sig, når barnet er i disse domæner. Barnet har måske én personlighed, når de er i skole, og én, når de er derhjemme.

Men hvordan kan personlighederne blive så forskellige, som man ofte ser det ved DID? Det er et ekstremt godt spørgsmål: På den ene side har alle personlighederne jo det samme neurobiologiske grundlag, da de er i samme hjerne. Nøglen ligger i, at personlighed ikke kun er arveligt; men at den formes delvist af de oplevelser, som vi gennemgår – specielt i opvæksten. Følgende eksempel kan illustrere: Lad os sige ligesom før, at et barn med DID har én personlighed, som kommer frem i skolen, og én, som kommer frem derhjemme. Lad os så sige – som det desværre ofte er tilfældet med DID – at barnet bliver mishandlet et af stederne. I det tilfælde har man én personlighed, som kun husker et traumatiserende miljø, og en, som kun husker et trygt miljø. De forskellige oplevelser former personlighederne i hver deres retning; og den mængde amnesi, som det kræver at holde traumerne adskilt fra bevidstheden, stiger. Nu har man altså to differentierede personligheder, som fungerer i forskellige domæner, og som har svært ved at kommunikere.

Symptomer

Kort opsummeret er her DSM-5’s to første kriterier for DID (oversat frit):

1. Forstyrrelse af identitet karakteriseret ved to eller flere distinkte personligheds-tilstande. Denne forstyrrelse skaber diskontinuitet i følelsen af selvet og handlefrihed samt ændringer i affekt, adfærd, bevidsthed og/eller kognitive funktioner.

2. Huller i hukommelsen vedr. hverdagens gøremål, vigtig personlig information og/eller traumatiske hændelser. Disse hukommelseshuller er inkonsistente med generel glemsomhed. Når man leder efter DID, vil man altså overordnet lede efter to ting: 1) En spaltning af personligheden i form af to eller flere differentierede personligheder; og 2) Amnesi.

De sidste tre kriterier er standard for næsten alle diagnoser og påpeger bare, at der skal være 3) klinisk signifikant belastning, og at syndromet ikke må skyldes 4) normal religiøs/kulturel praksis eller 5) være forårsaget af psykoaktive stoffer.

Det skal nævnes, at mennesker med DID ofte også er ramt i alvorlig grad af f.eks. PTSD, BPD, OCD, depression og/eller suicidal adfærd; og at omkring 70% af mennesker med DID forsøger selvmord mindst én gang i deres liv [9, 10, 11]. Klienter med DID vil altså ofte være under meget svær belastning, som psykolog/psykiater skal afhjælpe før – eller sideløbende med – DID-symptomerne.

Prævalens

Fænomenet DID lyder umiddelbart som noget ud af et freudiansk rerun af Dr. Jekyll og Mr. Hyde; men det er dybt alvorligt – og meget mere udbredt, end folk tør tro. Som før nævnt har omkring 1% af befolkningen DID. Alt for mange børn mishandles; og for omkring én procent af alle mennesker ender DID med at blive deres virkelighed.

1% lyder umiddelbart af lidt; men lad os regne lidt på det: Én procent af befolkningen vil svare til – rundt regnet – 58.000 mennesker i Danmark. Jeg har ikke kunnet finde tal for, hvor mange mennesker der får stillet de enkelte diagnoser i Danmark; men jeg vil bruge medlemstallet i diverse støttegrupper som en rimelig indikation herpå: Af de mennesker, som får stillet en psykiatrisk diagnose, vil en given procentdel melde sig ind i en støttegruppe, der omhandler denne diagnose. OCD, som forekommer i ca. én procent af befolkningen, har en forening [12] og mange støttegrupper dedikeret til dem med lidelsen, og disse har 1.000+ medlemmer imellem sig. Hvordan står det til med DID, som jo er lige så udbredt som OCD? Jeg har lavet en længere, dybdegående søgning på Google ad flere omgange samt skrevet mails til diverse traume-relevante organisationer; og der figurerer kun én DID-gruppe i hele Danmark. Den har i skrivende stund et medlemstal på 48. Jeg holder en pause for dramatisk effekt.

Det her er ikke bare statistisk støj. Det er en indikation på, at DID er voldsomt underdiagnosticeret. Og hvorfor skulle det være anderledes? Kommende psykologer modtager jo næsten ingen undervisning i den sammenlignet med andre lige så udbredte lidelser. Resultatet bliver et kæmpe svigt af en af Danmarks mest traumatiserede og sårbare grupper.

En opfordring

Mennesker, som har oplevet mere i deres barndom, end nogen nogensinde burde opleve, bliver negligeret, fordi næsten ingen vil sætte fokus på deres lidelse. Vil du være med til at ændre det? Hvis du læser dette, så er der nemlig en god chance for, at du er på vej til at blive psykolog; at du om få år skal sidde med det enorme ansvar at give klienter en diagnose – et stempel, som ofte følger folk hele deres liv. Hvis du tager én ting fra denne artikel, så lad det være følgende: DID er en rigtig lidelse med klart definerede symptomer; og den er meget mere udbredt, end vi tør tro. Hav modet til at gå imod strømmen. Når du sidder overfor en klient, så hav modet til at åbne din diagnosemanuals sektion omkring dissociative lidelser og overvej, om DID kunne være på spil. Hvis du skal forske, kunne du også overveje at lave en undersøgelse, hvor DID indgår, og dermed være med til at udbrede kendskabet til lidelsen. Tak fordi, at du læste med så langt.

For dem, som vil vide mere om DID, kan jeg varmt anbefale hjemmesiden https:// did-research.org/, samt at tjekke referencerne herunder.

Referencer

1: http://traumadissociation.com/dissociativeidentitydisorder

2: https://did-research.org/did/history/

3: https://journals.sagepub.com/doi/ abs/10.1177/0004867414527523

4: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/books/NBK568768/

5: https://did-research.org/did/basics/prevalence

6: https://did-research.org/origin/structural_dissociation/

7: https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/152 99732.2011.570592

8: https://psychcentral.com/pro/coping-with-trauma-through-dissociation

9: https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/152 99732.2013.834861

10: https://www.sciencedirect.com/science/article/ abs/pii/S0010440X12000259

11: https://jag.journalagent.com/erciyesmedj/pdfs/ EMJ_36_1_38_39.pdf

12: https://ocd-foreningen.dk/