Interview: Egenomsorg

En snak om egenomsorg

Som psykolog er man vant til at være opmærksom på andres behov og tage sig af andre, men netop derfor er det samti- dig vigtigt at være opmærksom på sine egne behov. Man bruger sig selv som red- skab, og som med alt andet skal det redskab passes og plejes. Vi har snakket med psykolog og naturterapeut Sheila Kragelund, der deler sine tanker om, hvordan man bedst passer på sig selv, når man kommer ud på jobmarkedet som nyuddannet psykolog.

Katrine Henriksen, 7. semester, bachelor & Emilie Ringgaard, 7. semester

Hvordan var det for dig at komme ud i praksis?

Jeg fik et kæmpe ”praksis-chok”, da jeg kom ud. Jeg var i praktik på OUH på det, der dengang hed Klinisk Psykologisk Afdeling. Det var en afdeling med psyko- loger, der også var ledet af en psykolog. Der skulle jeg over på sygehuset og have samtaler med patienter, der lå med slanger og var meget syge. Det var et lidt heftigt wake-up call. Der havde jeg en periode med et par angstanfald, hvor jeg tænkte ”hvad er det, jeg har uddannet mig til?”. Samtidig kunne jeg heldigvis godt mærke, at det også var fedt. Det var fedt at kunne gå ud og gøre en forskel for folk, der har det så svært, ved at være nysgerrig og bruge den baggrundsviden, som studiet giver os. Jeg er vild med den baggrundsviden, for den er fantastisk at kunne læne sig op ad, men det er klart, at når man så kommer ud, så skal man både til at lære, hvordan man bygger broen over til det menneske, man står foran, men også hvordan man passer på sig selv.

På mange arbejdspladser er der en tendens til at forvente, at psykologer kan det samme som alle andre faggrupper, altså at vi kan arbejde lige så hårdt og intenst som en sygeplejerske eller en fysioterapeut. Heldigvis ligger der jo også en anbefaling fra vores fagforening om antallet af klienter, for vi kan ikke have vildt mange klienter i løbet af en uge. Nu er jeg f.eks. mor til et par små børn, så for mig er det helst to, maks tre klienter om dagen. Det var faktisk også deromkring det lå, da jeg arbejdede offentlige steder, men det holdt hårdt at holde det nede.

Jeg startede med 37 timer, da jeg var på en smerteklinik, og der havde vi tre sessio- ner om dagen. Også lidt fordi vi var nyuddannede, og derfor kunne få lov til at holde det lidt nede. Efterhånden ville de rigtig gerne have en op på fire, og så kunne man kæmpe lidt med det. Der var det meget skemalagt. Jeg kan huske, at jeg egentlig syntes, det var meget rart, at der var nogle andre, der lagde skemaet, og at jeg ikke selv skulle finde ud af at booke ind. Det havde været svært, og så havde jeg sikkert også taget flere klienter. Så det var egent-

lig rart, at der sad nogle sekretærer. Det skal selvfølgelig være med en omsorgsfuld ledelse, hvis det skal fungere.

Hvis man er på en arbejdsplads, hvor man er den eneste psykolog, og samtidig skal til at finde ud af, hvad det vil sige at være psykolog, så kan det være en god idé at gribe fat i nogen i ens netværk, fordi det er så svært at finde en normal, når man ikke har skabt den endnu. Hvis ens leder, der er sygeplejerske beder en om at gøre noget, så kan man som nyuddannet hurtigt komme til at tænke, ”jamen så burde jeg jo kunne det”. Derfor kan det være rigtig godt, hvis der på ens første arbejdsplads er andre psykologer, så man har nogen at læne sig op ad, mens man finder ud af, hvordan det er at være psykolog, fordi det er noget andet end at være fysioterapeut. Og tid og ressourcer er bare en faktor så mange steder, så vi bliver jo som regel pressede til at fylde skemaet ud med flere klienter, men det der med at man bare går ind med et eller andet teflonlag og er dybt professionel... Altså jeg har ikke mødt dem, der kan det, endnu.

Fordi vi jo er flokdyr, og vores nerve- system bliver smittet af det, vi er i, så bliver man jo påvirket af det, når man sidder foran tre meget stressramte klienter i løbet af en dag. For selvfølgelig vil mit nerve- system også køre op, men hvordan får jeg det så ned igen? Altså at man virkelig lærer sit eget nervesystem godt at kende, som sådan en elevator, der kører, så man kan se, hvornår den kører helt op på de høje etager, og så man kan lære, hvordan man får den ned igen, så man ikke løber fra klient til møde til ny klient til, hov, og så lige frokostpause med 10 andre, og så skal jeg lige, og hov, nu skal jeg altså hjem til familien. Så får vi bare ikke taget hånd om det, og vi kommer ikke et sted hen, hvor vi selv er rolige. I stedet tager de der kloge hjerner, vi har på psykologistudiet, over, og så prøver vi at fikse, ordne og problemløse det hele. Det kan blive en rigtig ond cirkel.

Vi bliver nødt til i højere grad end andre faggrupper at have tidspunkter, hvor vi ikke laver en skid. Hvor vi nærer os på den måde, der er bedst for os. For mig vil det være at huske at tage i skoven, hvor jeg ikke har nogen klienter med og selv bare sætter mig op ad et træ eller vinterbade med en veninde, hvor vi snakker om alt muligt andet end personlige problemer. I hvert fald de der veninder, der fikser dem selv, og ikke dem, der prøver at få en til at fikse dem, fordi man er psykolog. Det bliver vi bare nødt til at tage rigtig alvorligt, hvis vi gerne vil blive gamle i det her job. For det er det fedeste og mest meningsfulde job, og når min mand en gang imellem kan se, at jeg er lidt flad, og spørger mig, om jeg er sikker på, at jeg skal være psykolog, så svarer jeg ”ja! 500%, jeg elsker at være

psykolog”. Men jeg skal ikke arbejde lige så meget, som han gør. Han er ingeniør, og det er noget andet. Jobbet som psykolog er en gave, men det har også en pris, og det er hele tiden sådan en opvejning. Vi skal hele tiden være opmærksomme på den der pris.

Oplevede du, at det at blive mor også trak meget på de samme ”omsorgsressourcer”, som man bruger, når man er psykolog?

Ja, jamen helt sikkert, fordi mine børn jo også har brug for hjælp til deres følelsesliv. Og de har det jo meget reelt, fordi de ikke selv kan finde ud af at styre det endnu, når de er små. Så jeg kan godt mærke, at hvis jeg har givet lidt for meget arbejdsmæssigt og ikke har styr på mit eget nervesystem, når jeg henter mine børn, så er det bål og brand i alle retninger, når vi kommer hjem. Og det ender med, at jeg råber ad dem og bare synes, at de selv skal kunne finde ud af det, og så står jeg selv der som en treårig og smækker med døren. Så tænker man ”nårh nej, vent lige lidt”. Så for mig har det bare altid været nødvendigt, at der var et lufthul, så jeg ligesom kunne lægge psykologen og lige få mærket, om der er et eller andet, der lige sidder fast. Klienter må gerne rumstere, men det skal bare ikke følelsesmæssigt komme til at sidde for meget fast. Og sådan lige få trukket vejret eller få kørt omkring skoven på vej hjem. Bare lige fem minutter gør en forskel.

Men jeg kan stadig godt have mindre overskud, hvis mine børn kommer hjem og er dybt ulykkelige over et eller andet, hvor jeg bare tænker ”ja, skulle det være et problem?”. Der kan min mand godt have en lidt længere lunte nogle

Illustration: Anine Roth Jacobsen, 7. semester

gange, fordi det bare ikke er det, han har lavet i løbet af dagen. Altså jeg kan huske, at da jeg fik børn, gik jeg fra at synes, at jeg var på arbejde og knoklede og tog hjem og slappede af, til at det var på arbejdet, jeg slappede af, og derhjemme jeg knoklede, indtil børnene lige nåede en vis alder. Jeg var nede i tid, da mine børn var små, men jeg tror godt, at jeg ville have arbej- det endnu mindre i de år. Jeg gik ned i tid, fordi jeg gerne ville være der for dem, men jeg skulle også have gjort det for at være der for mig selv. Man kan jo gå ned i tid, fordi man gerne vil hente sine børn tidligt, men man kan også gå ned i tid for sin egen skyld.

Er der nogle råd, du vil give videre til kommende psykologer?

Jeg kan huske, at jeg fik at vide, at det tager syv år at finde sig selv som psykolog. Den har jeg virkelig brugt. Nu har jeg været psykolog i 11 år, og det passer faktisk meget godt. Man må gerne tage det som sådan en videreuddannelse, hvor man skal ud og finde ud af, hvilken terapeutisk retning, der giver mest mening for en. Jeg synes ikke, man skal tage den proces alt for alvorligt, for hvis alt andet glipper, så skal man bare huske sin nysgerrighed.

Derudover synes jeg, det kan være en god idé allerede nu i løbet af studietiden at stille sig selv spørgsmål som: ”Hvem er jeg her i 20’erne?”. ”Hvad vil jeg gerne, inden jeg er færdig?”. ”Hvad er det for nogle ting, jeg godt kan lide at lave?”. ”Hvad er det, der gør mig glad?”. ”Hvor tit ser jeg mine venner, og hvor meget betyder det?”. Få reflekteret over det, og skriv det ned. Så kan man spørge sig selv igen efter fem år som psykolog, og måske igen efter 10 år. Selvfølgelig vil ting udvikle sig gennem årene, men man kan gøre det for at se, om der er noget, man har givet afkald på, som man ikke skulle give afkald på. Er der et eller andet her, jeg lige skal tilbage og have dyrket igen? Og har det noget med psyko- logien at gøre? Eller er det i virkeligheden fordi, der render fire små unger rundt med snot ud over det hele? På den måde kan man holde lidt fast i sig selv i sådan et job og vide, hvad der fylder en op, og hvad der får ens nervesystem i ro.

Så husk pauserne. De er lige så vigtige som tandbørstning, at man går i bad og at man vasker sit tøj. Hvis man ikke gør det, ender det med, at man bare giver og giver og giver, og så er det ligesom sådan et sugerør nede på bunden, hvor man bliver helt udslugt. Vi er også nødt til at fylde på med de ting, der gør os glade. Så husk at få plottet de der veninder i kalenderen, så man bare kan få grinet, sænket skuldrene og være sig selv.

Eventyr med Erik: Den gamle kat og lykken

Erik Pegel, 3. semester

For den almene psykologistuderende er hverdagen spækket med hård empiri, hvilket kan være hårdt for selv den mest barske teorifanatiker. Når hjernen er ved at koge over, kan det være nødvendigt at holde en pause en gang imellem. En perfekt pause og modsætning til alt dette kan man finde i de velkendte eventyr og fortællinger, som man kender fra sine bedste godnathistorier. Dagens fortælling er dog hverken fra Brødrene Grimm, Tusind og en Nat eller H. C. Andersen, dagens fortælling er en gammel mundtligt overleveret historie fra en bekendt, som gør den perfekt til dagens anledning.

Der var engang en gammel hankat, som levede i en dal. En dag gik han en tur på en af de højeste bakker i dalen, da en af hans yndlingsbeskæftigelser var at nyde solen derfra. Da han kiggede ud over dalen, så han pludseligt en tornado i midten af dalen. Forbavset og nysgerrig begyndte han at bevæge sig derned, da han allige- vel ønskede at undersøge sagen nærmere. Efter noget tids vandring nåede katten til en lysning, hvor han fandt tornadoens årsag. Det viste sig at være en ung kat, som løb i cirkler om sig selv i så højt et tempo, at det forårsagede hvirvelvinden. Nu med et smil på læben bevæger den gamle hankat sig hen imod den anden kat, og spørger den, hvad i alverden den har gang i. Den unge kat stopper i sin bestræbelse, og kigger på den gamle kat. Imellem en pusten og prusten, for det er meget trættende at dreje så hurtigt om sig selv, at en tornado opstår, kunne den sige enkelte ord. Efter en kort pause så den mere rolig ud og forklarede nu den gamle kat, at den jagtede sin egen hale. ”Jo, for jeg har været på katteseminar, og der var alle de klogeste kattehoveder samlet i et rum. Her lærte jeg, at lykken sidder på tippen af min halespids.” Med de ord satte den efter sin hale med en ny energi, som resulterede i en tornado dobbelt så stor som tidligere. Den gamle kat sad nu og så på, imens den unge kat jagtede lykken på tippen af sin halespids. Efter noget tid havde selv den unge kat ikke mere energi, og dejsede om der, hvor den stod. Den gamle kat travede over til den udmattede unge kat, hvor kun de regelmæssige hævelser fra dens bryst tjente som tegn på liv.

”Jeg vil mene, at de kloge kattehoveder fra seminaret har ret, for lykken sidder sandeligt på tippen af ens halespids. Hvad jeg dog også har lært er, at hvor end jeg går hen, så følger min halespids efter”.

Lea Nørlund Jensen, 7. semester 35

Psyklen tester SU-venlige julekalendre

I denne udgave af Psyklen tester satte vi os for at teste billige chokoladejule- kalendere for at se, hvilken kalender det bedst kan betale sig at få sit daglige mælkechokoladefix fra i december.

Katrine Kromann Brandt, 7. semester

Før indtagelsen af chokolade kunne be- gynde, måtte vi finde en række forskellige kalendere, og det viste sig at være sværere end som så, da mange supermarkeder fører julekalendere af samme mærke. Det lykkedes dog at finde fem forskellige, hvoraf de fire havde en pris på blot 10 kr. og den sidste en pris på 20 kr., så mere SU-venligt bliver det næsten ikke.

I testningen af kalenderne ville vi både bedømme smag og udseende på kalenderen. For ikke at lade os påvirke af kalendernes ydre blev chokoladen for de fleste psyklisters vedkommende serveret uden de havde set kalenderne. Efter al chokolade var blevet smagt, fik psyklisterne så syn for sagn og kunne så bedømme diverse julemotiver. For overskuelighedens skyld får du, kære læser, dog serveret bedømmelserne af kalenderne samlet. Da vi psyklister har forskellig smag, kan vi desværre ikke give dig en rangeret liste. Vi kan dog give dig en vinder, og så behøver du vel ikke mere.

Første julekalender (øverst til venstre på billedet) var købt i Fakta og havde ved første øjekast et rigtigt jule-look. Dette blev dog spoleret, hvis man kiggede lidt for længe, for farverne var lidt for skarpe og julemanden og rensdyrets ansigter alt for uhyggelige. Ja, faktisk mente en psyklist, at kalenderen var uhyggelig på samme måde som andre folks bedsteforældres hus er, og det er jo den værste form for uhygge. Om chokoladen blev der sagt, at den havde klassisk julekalendersmag, som indebar, at den smagte sødt og lidt af pap.

Anden kalender var købt i Rema og var testens dyreste til 20 kr. Sandsynligvis fordi kalenderens motiv var to minions. En enkelt psyklist syntes disse var lidt søde, og at de klare farver da egentlig var meget lækre. Resten af panelet syntes dog, det blev for kommercielt og sjæleløst, at der var for få nisser og at gaven skulle have været rød i stedet for pink. Pink er jo ikke en julefarve. Chokoladen i denne kalender var sødere og havde derfor en lidt mere kraftig smag, men som enhver bagedystommer ville have sagt, kunne man desværre fornemme alle sukkerkrystallerne i munden, så det blev som at spise tørret glasur.

Hvis du går efter en kalender, der skriger, at du er på SU, og at andre derfor skal give dig nogle store gaver til jul, så skal du have fat i kalenderen fra Tiger (nederst til venstre på billede). Den så både billig ud, smagte billigt og var selvfølgelig også billig. Psyklisterne var egentlig fint tilfredse med det lidt billige, men også mere mini- malistiske udseende, og selvom den røde

farve nok havde fundet lidt for meget inspiration i en postkasse, så var den i det mindste ikke pink. Smagen havde vi dog ikke meget tilovers for, da chokoladen mest bare smagte af pap. En enkelt psyklist mente endda at kunne smage noter af kød, mmm…

Baby shark, doo, doo, doo, doo, doo, doo. Hvis du nu har fået Baby shark på hjernen; velbekomme. Hvis ikke kan du jo lige læse starten af dette afsnit igen. Fjerde kalender, der blev testet, var en kalender fra Normal med et motiv af baby sharks rundt om et farvestrålende, undersøisk juletræ. Juletræet og gaverne under høstede et par roser fra Psyklen, men konceptet med en kalender med Baby shark blev erklæret at være lidt af et sell-out. Dog ikke hvis man leder efter nemme point hos et barn – der er kalenderen nok et sikkert hit. Selve chokoladen mindede meget om chokola- den i kalenderen med minions, så på smagen gør den ikke nogen fortræd, men chokoladen vinder heller ingen priser.

Den sidste kalender (øverst til højre) blev testens store vinder på både smag og udseende, og det er jo meget heldigt for dig, kære læser, da den kan købes i både Føtex, Netto og Rema. Kalenderen havde et rigtig hyggeligt, julet og lidt vintage udseende med behagelige farver. Især kunne vi godt lide de mange små lys og den mørke baggrund, der fik en psyklist til at tilkendegive, at hun da havde lyst til at hoppe ind i kalenderen. Også på smagen scorede denne kalender højt hos de fleste, da der både blev smagt noter af karamel, nougat og appelsin. Alt i alt er denne kalender derfor den, som du skal gå efter, hvis du skal ud at erhverve dig en chokoladejulekalender denne december. Velbekomme.

Nyt om… Elton John!

Iben Hein, 9. semester

Jeg skrev bachelorprojekt om skam, og mens jeg skrev, overvejede jeg at citere Thomas Helmigs sang ”Vi Er De Eneste” i min opgave. I sangen synger Helmig “Jeg trækker vejret, fordi du ser mig som jeg er, Jeg eksisterer, fordi du ser mig som jeg er, Man er ikke rigtigt nogen før nogen ser, Præcis hva’ man er for nogen…”. Jeg tænkte, at Helmig, T. ville se godt ud på litteraturlisten, og at det ville klæde en lang og tør opgave med lidt dejlig banal lommefilosofi. Jeg kom fra det igen i løbet af skriveprocessen, og opgaven blev uden Thomas’ rammende lyrik.

Nu er jeg så faldet over en artikel, der handler om Internal Family Systems (IFS) (altså psykologi!) og… Elton John. Den hedder ”We’re Still Standing: Internal Family Systems and Rocketman” (2020) og er skrevet af Crystal Hughes, Emily Horton og Tonya Hammer, der alle er certificerede terapeuter med forskellig uddannelsesmæssig baggrund. Artiklen forstås bedst som et casestudie af karakteren Elton. Artiklen dukkede op, da jeg søgte på den nyeste forskning i IFS, og den er udgivet i Journal of Creativity in Mental Health, som er et peer-reviewed tidsskrift med en impact factor på 1.121 (2020-2021, ifølge https://academic-accelerator.com/), hvilket ikke er så meget. Hughes, Horton & Hammer (2020) argumenterer for, at Rocketman er en perfekt filmisk illustration af Internal Family Systems-teori. Hughes, Horton & Hammer (2020) beskriver, hvordan man i filmen er vidne til Elton John’s kamp for at integrere sine musikalske talenter, sin seksualitet og sine relationer. Elton kæmper med afhængighed og senere for recovery. I filmen er der en scene, hvor Elton John deltager i en gruppeterapi-session, hvor vigtige personer i Eltons liv, herunder medlemmer af Eltons familie, manifesterer sig omkring ham. Der er tale om indre repræsentationer, der dukker op i rummet, og Elton taler med hvert menneske, som viser sig. I scenen kritiserer Eltons mor ham for at spilde sin tid på at tale om sine følelser. Eltons manager og elsker John Reid dukker op og kritiserer Elton for at være selvisk, idet Elton udtrykker, hvordan han har det. Scenen er en illustration af, hvordan bestemte dele af Elton reagerer på andre dele – for eksempel den kritiske mor og den kritiske elsker, der reagerer på den del af Elton, der har følelser og udtrykker dem. Hughes, Horton & Hammer (2020) beskriver, hvordan Elton John i løbet af filmen kæmper med og mod skam, og hvordan afstanden mellem Eltons Selv og skam hænger sammen med hans flamboyante kostumer. Efterhånden som Elton opdager, hvor langt væk han har bevæget sig fra sit Selv, bliver kostumerne mindre og mindre vilde. Elton siger fra overfor den måde, hvorpå hans ”indre familie” kri-

tiserer ham og viser derved den følsomme og autentiske del af ham, som i IFS kaldes ”the exiled child”, omsorg for første gang. Elton viser de kritiserende dele, at han kan håndtere den smerte, som ”the exiled child” bærer på, og som han er nødt til at mærke for at få det bedre. Idet Elton nu kan forholde sig til alle sine dele med medfølelse og nysgerrighed, træder hans Selv frem og tager styringen. Den ”indre familie” forsvinder ikke, men Eltons forskellige dele bliver bedre integrerede, og Elton bliver det der i IFS kaldes et ”selfled” menneske.

Ifølge Hughes, Horton & Hammer (2020) er Rocketman et fint eksempel på, hvordan dele af os (for eksempel en kostume-bærende del) kan blive polariserede i et forsøg på at beskytte andre, ofte meget unge, dele af os. Det fine ved IFS er, at den har som grundantagelse, at alle dele af os, uanset hvor umiddelbart uhensigtsmæs- sige og besværlige de er, vil os det bedste. Det med de flamboyante kostumer skurer lidt i ørerne på mig. Hvis det hver gang vi gør noget, hvor vi bevæger os lidt væk fra normen, skal psykologiseres og forstås som en selvbeskyttelsesstrategi, bliver det problematisk. Pludselig bliver alt det eksentriske og lidt aparte gjort til noget, som bunder i noget andet. Her vil IFS-tilhængere imidlertid formentlig indvende, at pointen er, at hvis vi har brug for at handle på en bestemt måde for at beskytte os mod noget andet, kan det indikere, at her er der noget problematisk.

Litteratur: • Helmig, T. (2018). Vi Er De Eneste [Indspillet af Thomas Helmig]. På

Takker [CD]. • Hughes, C., Horton, E. & Hammer,

T. (2020). We’re Still Standing: Internal Family Systems and Rocketman.

Journal of Creativity in Mental Health, 2020 • Schwartz, R. (2020). Internal Family Systems Therapy - Second Edition.

USA: The Guilford Press.

Illustration: Signe E. V. Lorenzen, 1. semester

Kierkegaard: Hverdagslivets psykolog

Erik Pegel, 3. semester

Søren Kierkegaard er muligvis den mest kendte danske filosof og har nydt popu- laritet i psykologiske kredse. Kierkegaard fokuserer med sin filosofi og psykologi på individet og dets subjektive perspektiv på omverden: Hvad betyder det at være et bevidst væsen? Hvorfra kommer vores eksistentielle angst? Hvorfor ændrer vi os, når vi agerer i grupper? Hvilken rolle spiller seksualiteten i vores eksistens?

Problemet er, at Kierkegaards filosofi til tider kan være kringlet, altså tidskræ- vende og svær at forstå. Hvis man som psy- kologistuderende finder mindst et af de ovenstående eksempler interessant, så kan jeg kun anbefale Bjarne Jacobsens nye bog ved navn “Kierkegaard – Hverdagslivets psykolog”, hvor han redegør for Kierke- gaards filosofi fra en psykologs synspunkt. Jeg vil nu redegøre for nogle af de mest spændende emner, som bogen omhandler.

Angst

Når Kierkegaard taler om angst, så er det ikke præcist som i klinisk forstand; angst er mere end en sygdom. Angst er en helt naturlig bestanddel af den menneskelige eksistens; det ville næsten være mærkeligt ikke at opleve angst til tider! I sin bog, “Begrebet Angest”, skriver Kierkegaard således:

”(…) ethvert Menneske har (...) at lære at ængstes, for at han ikke enten skal fortabes ved aldrig at have været angest, eller ved at synke i Angesten; hvo der derfor lærte at ængstes retteligen, han har lært det Høieste.” 40

Kierkegaard beskriver en noget så tvetydig tilgang til angst, hvor både det at have følt angst, ligesom det aldrig at have følt angst, kan lede til fortabelse. Hvordan i alverden skal man forstå det? I samme værk kritiserer han sine medborgere for at distrahere dem selv fra ”ensomme tanker” med musik og dans, men angsten holdes forgæves uden for døren – en stadig aktuel problematik. Ud fra denne beskrivelse lyder det som om, at alle føler noget angst, men hvor kommer angsten fra? Her drager Kierkegaard tilbage til historien om syndefaldet, hvor angsten følger med i Adams realisering om, at han har andre muligheder end det, som Gud fortæller ham. Udover at have uendeligt mange handlemuligheder, så kender Adam ikke resultatet af nogle af disse handlemuligheder. Han ved ikke, at han bliver dødelig, hvis han spiser æblet. Han kender ikke straffen, konsekvensen, af hans handlinger, for han har intet at forholde sig til. Præcis i dette intet ligger kausaliteten

bag angsten, for han kunne både spise af kundskabens træ, og han kunne lade være. I en mere moderne kontekst, så forestil jer den unge gymnasiedimittend, som nu står foran et væld af muligheder for sin fremtid uden at have nogen ide om konsekvenserne af disse valgmuligheder. Præcist hvordan det vil gå, er umuligt at vide, da muligheden for konsekvenser er tusindfold, og ingen af dem eksisterer endnu. Det er dette intet, som ængster den unge dimittend og enhver anden, som står i en lignende situation.

Argumentet her er ikke, at det er dårligt, at vi har så mange uddannelsesmuligheder, for præcis i alle disse uddannelsesmuligheder, og muligheder generelt, ligger vores frihed. Alle de muligheder, som den frie person kan vælge, fremkalder også den angst, som Kierkegaard skriver om.

Angsten for det onde

En af måderne, som angst manifesterer sig på, er angsten for at fejle, hvilket Kierkegaard betegner som angsten for det onde. Også dette begreb illustrerer han med syndefaldet, hvor angsten for at fejle er angsten for at synde, og muligheden for at synde i fremtiden er genstanden for denne angst. Angsten for det onde kan også gå i den anden retning, hvor den ængstende sørger over tidligere synd, hvilket Kierkegaard betegner som at angre. Denne bagudrettede tænkning omhandler dog ikke længere de muligheder, som det frie individ kan tilvælge. Den angrende er fanget i sine tidligere synder og har mistet sin frihed til at vælge ved at leve i fortiden. For at gøre en lang historie kort, så lader det til, at også Kierkegaard har oplevet nætter med dårlig søvn grundet fortrydelse og samvittighedsnag kl. 1 om natten.

Angsten for det gode

At føle en angst for det gode vil sige, at man føler en angst mod det at blive fri, at blive sig selv og at træde i eksistens. Angsten for det gode vil ofte være stærkere end angsten for mulighedens frihed, da individet her allerede har opnået friheden men holder sig selv bundet til en ufri tilstand. Kierkegaard kalder også denne angst for det dæmoniske i mennesket, da individet har opnået friheden til at vælge iblandt muligheder, som indebærer at vælge det gode, men individet vælger ikke at gøre det.

Frihed

Hvad er der så af frihed i al denne angst? For i selve angstfølelsen finder man ikke den store frihed. Kierkegaard vil dog mene, at friheden er grunden til angsten, og når individet forholder sig til angsten for friheden, kan det blive frit. For at komme fri fra den onde cirkel, som angst hurtigt kan blive til, må vi lære at tilgive os selv og at søge tilgi- velse fra andre, idet vi accepterer, at vi ikke er fuldkomne. For i al denne frihed finder vi muligheden for at gøre det gode, og dette valg må vi ifølge Kierkegaard træffe.

Dette og meget mere skriver Bjarne Jacobsen om i hans nye bog: Kierkegaard – Hverdagslivets Psykolog (2021) udgivet af Hans Reitzels forlag.

Kirkegaard: Hverdagslivets psykolog Bjarne Jacobsen Hans Reitzels Forlag, 2021 300 kr. på hansreitzel.dk

Psyklisten: Hverdag

Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen, 3. semester

Hver dag, hverdag, hva’ da? Denne udgave af Psyklens tema er hverdag, et tema som står alle så nært, at det nogle gange kan være svært at se klart. For hverdagen kan se ud på så mange forskellige måder, og den er slet ikke ens for den typiske psykologistuderende og den atypiske musiker; Et faktum som har gjort sammensætningen af denne årstids Psyklisten lettere udfordrende. Af denne grund er sangene inkluderet heri måske mere karakteriseret af deres følelse end indhold. Følelsen af hverdag er for mig en slags nu- tidsnostalgi: en stor, tryg, varm pærevælling af kedsomhed, genkendelighed, som man aldrig rigtig får sat ordentligt pris på.

”Læg dig her hos mig, Vi drømmer vores vej, Væk fra slud og regn, Til Indien og omegn” - Rasmus Nøhr, Sommer i Europa

Psyklistens første indslag i denne omgang er Sommer i Europa af Rasmus Nøhr, hvori drømmene om sol og kærlighed fungerer som hverdagens lim og vinterens figurative sneskovl. Det er måske også den eneste sang i verden, der formår at indkapsle følelsen af sommer og vinter helt perfekt på samme tid. Herfra bevæger vi os fra drømmene til ironiens verden, en anden af hverdagens grundsten. I Ironic med Alanis Morissette opsættes de mest trivielle og mest absurde scenarier side om side, hvilket kun tydeliggør den dybe ironi som kun tilhører hverdagen. I Amy Winehouse’s Best Friends, Right? skildres to af livets klassiske problemer: at være mest irriteret på dem vi elsker allermest og det at kende nogen så længe, at man tager dem for givet. En sød og skarp sang om venskab, bofælleskab og åndsbånd.

”Well, life has a funny way of sneaking up on you, When you think everything’s okay and everything’s going right” - Alanis Morrisette, Ironic

Hvorfor gøre det igen? I Igen indfanges følelsen af at gå i ring, når man egentlig gerne vil frem. En prøvelse Flødeklinikken sammenligner med Sisyfos, som den græske mytologi blev tvunget til at skubbe en kampesten op ad bjerget hver dag, blot for at se den være rullet ned næste morgen. Heaven Knows I’m Miserable Now er, omend lige så plaget som det foregående indslag, et mere humoristisk indslag. The Smiths fanger perfekt følelsen af at give så meget til nogen eller noget, der giver én så lidt, uden rigtigt at opdage det. Om det så er mennesker eller arbejde. Jamila Woods redder dog stemningen med en mere romantisk og nostalgisk udgave af hverdagens små oplevelser. I Emerald Street hiver hun os med tilbage til hendes barndomsgade på så levende vis, at man næsten føler sig som et barn, hvis eneste bekymring er at nå hjem, inden gadelamperne tændes. Efterår af Ray

Dee Ohh er en dansk vinterhalvårsklassiker uden sammenligning, en sang som slet ikke behøver en beskrivelse. Den er simpelthen bare hverdagshygge, længere er den ikke!

”I was happy in the haze of a drunken hour, But heaven knows I’m miserable now, I was looking for a job, and then I found a job, And heaven knows I’m miserable now” - The Smiths, heaven knows I’m miserable now

Det er nemt at glemme hvor meget af vores liv, der skyldes de mindste små tilfældighe- der. Men frygt ej, for i Bob Dylan’s Simple Twist of Fate bliver vi mindet om netop dette. Han sørger nemlig for, at vi aldrig glemmer, hvor dybt skæbnens simple drejninger kan sætte sig i os. Morgenkaffen er en af hverdagens mest pålidelige glæder, som kun bliver mere glædelig af at deles med en, man hol- der af. Cigarettes and Coffee af Otis Redding er dog fra en anden tid, og selvom cigaretdelen af denne ligning nok må frarådes nu til dags, holder resten af stemningen lige så godt nu, som den gjorde for 50 år siden. Alberte Winding synger i Lyse Nætter om længslen efter en, man har savnet og det magiske i forberedelsen til gensyn. Hver- dagens rutine er nem at gå død i, men svær at komme ud af. I The Pretender af Jackson Browne sammenblandes den personlige hverdagsboble, med små observationer af andres hverdagsbobler, som vi hver dag snitter uden rigtig at opdage det.

”And when the evening rolls around, I’ll go on home and lay my body down, And when the morning light comes streaming in, I’ll get up and do it again” - Jackson Browne, The Pretender

Johnny it’s the Last Time er en satirisk lille sang om et parforhold i forfald. Raveena fortæller med humor og et upassende højt humør om lige der, hvor man godt ved, den er rigtig gal, men ikke hvordan man skal sige stop. I Nick of Time synger Bonnie Rait om, hvordan vi for det meste bliver så opslugte i hver enkelt dag til at opdage at vi, og alle andre, pludselig er landet et helt andet sted end vi egentlig startede. For hvorfor er det så nemt at glemme, at alt som føles så permanent, på ingen måder er det? Listens sidste indslag er lige tilpas corny, klassisk og fantastisk til at være uundgåelig som denne udga- ves ballukker: Kys Det Nu (Det Satans Liv) med TV-2 er en hverdags- kritisk hverdagshyldest, en gammel sjæler, hvis budskab holder hele vejen i retten. Det var bare det, så indtil vi ses i næste blad, er I frie til at kysse livet og leve-nyde-gribe hverdagen.

Læserpoesi

Psyklens læsere

Til udvalgsdating kunne man ved Psyklens stand få stillet sin skabertrang og skrive små digte med magneter med ord. Her kan du læse et udpluk af de digte, der blev skrevet af Psyklens læsere.

Morgenmusik eneste eventyr smerte trods kærlighed tvivle gennem unik harmoni

Nøgen køleskab lådden pige gratis kærlighed harmoni gylp En glemsom god hensigt søger diffus mage i yndig ironi

Samler liv døden en smuk drøm jeg er fri et stærkt lys fra intet sjælen slår ud for enden er nu

Kvinde træt dreng nervøs ingen sex græder!

Illustration: Anine Roth Jacobsen, 7. semester

Naked (1993)

Af Mike Leigh Med et ønske om at bringe sårbarhed, subjektivitet og ren følelse til skærmen står Naked som den stærkest brændende stjerne blandt Leighs socialrealistiske film. Her tager den os med en sønderlemmende intensitet af ulmende vrede, fortvivlelse, afmagt og samtidig livslyst og livsfornægtelse på en rejse gennem nattens London og gennem de karakterer, der til fulde legemliggør byens skyggeside og bebor dens rendesten. Med den bitre og fortabte, men intelligente, Johnny som en passende guide oparbejdes i denne rejse en fornemmelse for (fremfor nogen rationel forståelse af) tilværelsens ubarmhjertige ørkesløshed, der til fulde lever op til Leighs ambitioner: Rå indtryk fra skuespillere, der er uhyggeligt velafstemte med deres karakterer, og som derigennem svæver forgæves mod en kerne af tilværelsen, som ikke er der.

Citat: “I’ve got an infinite number of places to go, the problem is where to stay.”

Paterson (2016)

Af Jim Jarmusch Her er en af de film, man frygter, ikke er andet end prætentiøst vrøvl, men bare at skrive dette får mig til at græmmes, for Paterson er om noget en af de smukkeste film om hverdagslivet, der findes. Ved roret er da også Jarmusch, der netop er kendt for sin poetiske behandling af hverdagen gennem utraditionelle narrativer og skæve karakterer, og således var de indledningsvise forestillinger måske ganske ubegrundede; og så alligevel ikke. Filmen er ubarmhjertig simpel og uendelig dyb i sin simplicitet. Den står som en grundvoldsrystende tankevækker, men indvævet i den er en svævende fornemmelse af kitsch, der på én og samme gang tilvejebringer overflade og dybde, idet overfladen i en dialektisk bevægelse røber dybden og omvendt. At se filmen er en dybt personlig oplevelse, og jeg kan nu ikke andet end at lade citatet få det sidste ord.

Citat: “Poetry in translations is like taking a shower with a raincoat on.”