2 minute read

Vi har et KÆMPE PROBLEM

TEKST

Nicolai Scharling

Advertisement

Information, undervisning, regulering og en lettere måder at styre skærmenes indstillinger på er ifølge en it-sikkerheds-ekspert og uddannet adfærdsdesigner nogle af de tiltag, som skal sættes i gang hurtigst muligt for at begrænse, hvordan adfærdsdesign stjæler vores opmærksomhed.

Eksempler på persuasive design, som fastholder opmærksomhed:

• Notifikationer (som vibrationer, summende røde prikker, blinkende lys osv.) efterligner naturligt forekommende tegn på fare for at trække os ind i apps.

• Muligheden for nye kommentarer eller "synes godt om" holder os tvunget til at overvåge for opdateringer, søger følelse af fornøjelse og belønning.

• Designfunktioner som uendelig scroll (hvor du når bunden af siden, og mere indhold indlæses automatisk) holder os konstant engageret. Eller videoer, der starter på YouTube halen på den video, du lige har set.

Sarah Aalborg er uddannet i adfærdsdesign, it-sikkerhedsekspert og fuldstændig opslugt af et område, som er ”sindssygt spændende” og har kolossal indflydelse på vores liv og kultur.

Hun har 26 års erfaring, og den 46-årige sikkerhedschef og mor til to er bekymret.

– Det er ikke i barnets interesse at bruge seks timer om dagen med hovedet begravet i en mobil eller iPad. Så ja, vi har et kæmpe problem. Spørgsmålet er bare, hvad vi skal gøre, siger hun.

Adfærdsdesignet i apps og på de medier, de fleste af os i dag bruger, er i dag så dygtigt lavet, at det udnytter de hundreder af bias, vi er programmeret med, samt den krybdyrhjerne, som helst vil køre på rutinen frem for at tænke rationelt og forholde sig til situationen. Så kan den nemlig energieffektivt processere voldsomt meget mere end ved rationel tilstand. Sociale medier og spil bliver på den måde et fix, som hjernen har svært ved at sige nej til.

– Vi er oppe mod fantastisk design. Se på hackerne, de er de bedste til adfærdsdesign, der er virkelig noget at hente. De lokker os til at klikke på phishingbeskeder, selvom vi er på vagt. Alle lærer hele tiden, og nu kommer AI, siger sikkerhedschefen.

Mangler værktøjerne

Udfordringen er ifølge Sarah Aalborg manglen på værktøjer og redskaber til at tackle udviklingen og de apps, som vi omgiver os med.

– Information i sig selv er ikke nok. Den er vi omgivet af. Men uddannelse, undervisning, regulering, bedre værktøjer til familiedeling, noget, der kan fratage styringen. Vi mangler apps og konfigurationer, som hjælper os som forældre. Jeg er selv ved at blive sindssyg over, hvor tidskrævende det er at konfigurere eksempelvis indstillingerne i Roblox. Så jeg giver op. Så i princippet skal vi have gang i et våbenkapløb, hvor vi bruger beskyttende adfærdsdesign til at bekæmpe ondsindede adfærdsdesign, siger hun.

Penge er udfordringen

Sarah Aalborg arbejder selv på en bog om emnet – fordi det er så kolossalt vigtigt. Og hun er klar til at række ud til andre, som vil sikre, at der sker noget.

– Udfordringen er, at der ikke er penge i at lave de materialer og programmer, som hjælper. Penge afgør meget. Men der skal ske noget. Folk, der ved og kan noget omkring programmering, uddannelse og design, skal sættes ind og arbejde med det på den gode måde. Vi befinder os i grænselandet mellem nudging og manipulation, og grænserne skubbes hele tiden, advarer hun. Eksperten i adfærdsdesign gør dog opmærksom på, at det ikke er et sort-hvidt valg.

– Meget ved medierne er godt. Vores børn lærer enormt meget af at være på YouTube, de bliver kreative, dygtige, bedre, får nye evner, men samtidig gør strømmen af nye videoer, at de fastholdes og modtager videoer, som de ikke kan lade være med at se på, og som ikke nødvendigvis er gode for dem. Det er et grænseland, fastslår hun.

PROSAbladet vil efter sommerferien bringe et længere interview med Sarah Aalborg om udviklingen og videnskaben bag adfærdsdesign og it-sikkerhed.

Problemet her er, at det hele er gået så hurtigt, har været så gennemgribende og nu er hele fundamentet under vores samfund og kultur. Derfor er konsekvenserne også enorme

— Morten Rønne, forbundssekretær PROSA med ansvar for uddannelsesområdet

This article is from: