Issuu

Dem vi er – udvalgt ungdomslitteratur er en samling noveller om krop, køn, venskab, oprør, sex, identitet og andre centrale temaer i unges liv. Ungdomslitteratur både handler om og henvender sig til unge. Hoved personerne er relaterbare, og deres personlige problemer tages alvorligt. Her er ingen ironisk distance, men masser af identifikation. Det giver ungdomslitteraturen en følelsesmæssig intensitet, som er genkendelig for mange. Dem vi er – udvalgt ungdomslitteratur indeholder ungdomsnoveller af Lise Villadsen, Ida-Marie Rendtorff, Chaga Signe, Mads Ananda Lodahl, Jonas Kleinschmidt og Nicole Boyle Rødtnes. Opgavesæt efter hver novelle giver eleverne mulighed for at arbejde med teksterne. Antologien bygger bro til anden litteratur med perspektivtekster af Marie Aubert, Margaret Atwood, Rakel Haslund-Gjerrild, Pia Juul og Thomas Korsgaard samt et maleri af Michael Kvium. Bogen er målrettet danskundervisningen på de gymnasiale uddannelser og kan bruges gennem alle tre år.

PRAXIS

DEM VI ER

Praxis

Dem vi er – udvalgt ungdomslitteratur med tekstudvalg og didaktisering af Claus Petersen © Praxis Forlag A/S, København 2026 Denne bog er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder fx, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Det er ikke tilladt at udføre tekst- og datamining (TDM) af bogen, herunder til brug for træning af AI-teknologier m.v., uden forlagets forudgående skriftlige samtykke. 1. udgave, 1. oplag, 2026 Forlagsredaktion: Signe Gottlieb Omslag: Lea Rathnov/Hofdamerne Sats: Louise Glargaard Perlmutter/Louises design ISBN 978-87-29-02183-4 Tryk: Livonia Print Printed in Latvia, 2026

FSC©-mærket er din sikkerhed for, at vores papir kommer fra bæredygtigt drevne FSC-certificerede skove og andre ansvarlige kilder.

Praxis Forlag A/S – et selskab i Egmont Vognmagergade 7, 5. sal 1120 København K info@praxis.dk praxis.dk

INDHOLD UNGDOMSLITTERATUR........................................................7 Ungdomslitteraturens kendetegn................................................................9

Lise Villadsen: WEEKENDHYGGE.................................................18 Opgaver • Weekendhygge...........................................................................30

Ida-Marie Rendtorff: GRÆSHOPPEN.............................................32 Opgaver • Græshoppen............................................................................... 44

Mads Ananda Lodahl: GLIP............................................................. 46 Opgaver • Glip............................................................................................... 56

Chaga Signe: FAKE.............................................................................58 Opgaver • Fake..............................................................................................64

Jonas Kleinschmidt: DET MÅ GODT GØRE ONDT................... 66 Opgaver • Det må godt gøre ondt..............................................................76

Nicole Boyle Rødtnes: EN RIGTIG CTHULHU-FISSE............... 78 Opgaver • En rigtig Cthulhu-fisse............................................................. 90

PERSPEKTIVTEKSTER..........................................................93 Thomas Korsgaard: HVIS DER SKULLE KOMME ET MENNESKE FORBI................................................................... 94 Marie Aubert: GAMMELT ÆGTEPAR......................................... 102 Rakel Haslund-Gjerrild: UD I DET GRØNNE............................ 112 Michael Kvium: MASKEN.............................................................. 118 Pia Juul: GRØNT LYS..................................................................... 120 Margaret Atwood: ALLE ANDRES SEXLIV.................................124 TIL LÆREREN.................................................................................128 Tankerne bag tekstudvalget...................................................................... 129

LITTERATUR................................................................................... 132

✶

UNGDOMSLITTERATUR ✶

UNGDOMSLITTERATURENS KENDETEGN De fleste kender historien om Harry Potter, hvis ufrivillige skæbne er at bekæmpe den onde Lord Voldemort. Til det formål må han lære trolddom og magi og finde ud af, hvem man kan stole på i det gådefulde troldmandsunivers. Men Harry har også andre ting at tænke på. Der er et venskab, der trues af jalousi, og en rival, som altid plager ham. Der er uretfærdige lærere og uforstående plejeforældre, akavede forelskelser, dumme misforståelser, sorg og ensomhed og – ikke mindst – mysteriet om, hvem han egentlig selv er. Disse aspekter placerer Harry Potter-serien med det ene ben i ungdomslitteraturen, hvis omdrejningspunkt netop er de udfordringer og det følelsesliv, der ofte præger unges liv. Ungdomslitteraturens hovedpersoner er derfor relaterbare unge med genkendelige problemer – også selvom de er troldmandselever. Det er nemlig ikke de ydre rammer, der er afgørende for, om noget er ungdomslitteratur, men snarere de udfordringer, hovedpersonerne møder, og den indre udvikling, de gennemgår. De kæmper fx med frihedstrang og forventningspres eller prøver at navigere i de komplekse, sociale normer, der gælder for venskab og kærlighed. Undervejs gennemgår de en forandring, der som regel fører dem fra et barnligt og uerfarent syn på tilværelsen til en mere moden og selvbevidst identitet. Naturligvis gælder det ikke for alle personerne i ungdomslitteraturen, men det gælder for mange.

I det følgende skal vi se nærmere på, hvad ungdomslitteraturens hovedpersoner ellers har til fælles, og hvad der i øvrigt kendetegner genren.

Genre og målgruppe Når vi bestemmer en teksts genre, hæfter vi os gerne ved dens form og/ eller indhold. En fremtidsroman er fx kategoriseret ud fra begge dele. Roman har noget at gøre med tekstens længde (form), og fremtid refererer til den tid, historien foregår i (indhold). På samme måde er en novelle kort (form), et eventyr overnaturligt (indhold), et digt opstillet i strofer og vers (form) og en biografi noget, der beskriver et menneskes liv (indhold). Ungdomslitteraturen som genre er derimod defineret ved sin målgruppe. Det er ganske enkelt litteratur skrevet til unge, og det vil i denne sammenhæng sige 12-18-årige. På engelsk hedder genren Young Adult (eller blot YA) og betegner altså en målgruppe, der på samme tid er ung og voksen. Men dermed har man faktisk også antydet ungdomslitteraturens indhold. At være ung voksen handler nemlig også om at finde svar på nogle af de spørgsmål, der knytter sig til overgangen fra barn til voksen, og derfor er ungdomslitteratur lige så meget litteratur om at være ung, som den er til unge. Det viser sig da også, at det langt fra kun er unge, der læser ungdomslitteratur. I en undersøgelse fra det britisk-amerikanske forlag HarperCollins fremgår det, at kun 26 % af YA-læsere er under 18 år, mens 46 % af læserne er 18-27 år, og 28 % er over 27 år. Det betyder, at omtrent tre fjerdedele af ungdomslitteraturens faktiske læsere falder uden for den målgruppe, den er skrevet til. Om det også gælder for den ungdomslitteratur, der udgives på dansk, fremgår ikke af undersøgelsen, men noget kunne tyde på, at ungdomslitteraturen generelt har en bred appel hos den læsende del af befolkningen.

Karakteristika I denne bog er der seks noveller fra ungdomslitteraturen, som alle foregår i en samtidig og genkendelig virkelighed. Det vil fx sige, at historiens personer har smartphones, ser The Last of Us og tager på Roskilde Festival, og det er naturligvis meget anderledes end Harry Potters parallelunivers med

DEM VI ER

tryllestave og flyvende koste. Ungdomslitteraturen kan altså både være meget virkelighedsnær og meget eventyrlig, men på tværs af denne forskel har den en række karakteristika, som stort set altid går igen: Plot: For det første har ungdomslitteraturen som regel et kronologisk og fremadskridende plot. Et plot er den rækkefølge, som historiens begivenheder er organiseret i, og det kan gøres på mange måder. Man kan fx starte med at fortælle slutningen på en historie for derefter at springe tilbage i tid og fortælle, hvad der ledte frem til slutningen. Man kan også springe frem og tilbage mellem fortid og nutid og dermed bevæge sig parallelt mellem to handlingsforløb. Ungdomslitteraturen er imidlertid ofte mere enkelt organiseret og følger simpelthen sin egen histories kronologi. Det vil sige, at man starter med begyndelsen og arbejder sig fremad på tidslinjen, indtil man når slutningen. Samtidig er plottet fremadskridende, og det betyder, at der er en tydelig sammenhæng mellem den ene begivenhed og den næste. Eller sagt på en anden måde: Det første, der sker, leder til det næste, som leder til det tredje, osv. Hovedpersoner: For det andet er ungdomslitteraturens hovedpersoner stort set altid unge i den ældre teenagealder. De går i udskolingen eller gymnasiet, hvis der da ellers er tale om et realistisk miljø, og de har lagt den legende barndom fra sig og udskiftet den med en mere voksen tilværelse præget af valg og ansvar. Det kan man fx se i den kendte Hunger Games-fortælling, hvor hovedpersonen Katniss Everdeen må tage ansvar for sin lillesøsters (og sin egen) overlevelse. Her er barnets krigsleg på legepladsen udskiftet med en ægte kamp på liv og død i en barsk arena, der minder om gladiatorernes kamp i Colosseum: Enten bliver du dræbt, eller også slår du ihjel. Væk er altså den uskyldige og bekymringsløse barndom, for nu er man – som den engelske genrebetegnelse siger – ung voksen, og med til dette unge voksenliv hører moralske valg a la dræb eller bliv dræbt, men også andre komplekse spørgsmål om fx krop, kærlighed, følelsesliv, sociale normer, seksualitet og identitet. I overgangen fra barn til voksen er det nemlig nødvendigt at finde ud af, hvem man selv er, og hvem man er i

U NGDO M S LITT E R AT UR 1 1

Colosseum i Rom er det store (og velbevarede) amfiteater, hvor gladiatorer i Romerriget kæmpede mod vilde dyr – for underholdningens skyld.

relation til andre. Derfor er Katniss’ kamp ikke blot en overlevelseskamp, men også en udvikling henimod en større forståelse af sig selv og af sine egne værdier. Mission: For det tredje har hovedpersonerne ofte en mission. Harry Potter skal bekæmpe Voldemort, og Katniss Everdeen skal overleve i arenaen, men så konkret og konfrontatorisk behøver missionen ikke at være. At acceptere sin egen seksualitet eller håndtere en dum mor kan også være en mission. En mission er dét, som en person forsøger at opnå, og den kan have et klart og tydeligt mål, men den kan også handle om at indse eller lære noget. I ungdomslitteraturen er mange missioner netop knyttet til en erkendelse. Her skal hovedpersonerne måske lære noget som sig selv eller forstå, hvilke sociale normer der i gælder i venskaber eller kærlighedsrelationer. I sådanne fortællinger er den endelige konfrontation ikke en konfrontation mellem helten og the bad guy, men snarere en konfrontation mellem hovedpersonen og hans eller hendes selvforståelse eller verdensopfattelse. Konkret kan det fx komme til udtryk ved, at hovedpersonen overskrider sine egne grænser, opdager nye sider af sig selv, gør oprør eller pludselig forstår sine egne vrangforestillinger. De voksne: For det fjerde er der de voksne, som i ungdomslitteraturen kan indtage forskellige roller. Ofte optræder de som antagonister, og det vil sige, at de er den unge hovedpersons modstandere. Måske er de forhindringer på vejen til at fuldføre missionen, eller måske er de netop dét, der skal bekæmpes. De voksne kan imidlertid også spille langt mere usynlige roller. De kan være bipersoner uden agens, hvilket vil sige, at de ikke har nogen handlemuligheder og dermed heller ingen indflydelse på historiens gang. De er blot en del af kulissen eller baggrundstæppet. De voksne kan også være så usynlige, at de helt er forsvundet fra historien. De optræder ganske enkelt slet ikke. Harry Potter og Katniss Everdeen kan igen tjene som eksempler. Harrys stedforældre er rene plageånder (antagonister), og Katniss får ingen hjælp af sin handlingslammede

DEM VI ER

mor (uden agens), da hun træder ind i dødsarenaen, som i øvrigt er skabt af den grusomme voksen-overmagt (antagonister). Betydningen af disse voksenroller kan naturligvis variere, men generelt kan man sige, at når de unge hovedpersoner kæmper mod de voksne, peges der på et opgør med autoriteter og tidligere generationers verdensforståelse, og når de voksne er fraværende, illustrerer det den unges følelse af at stå alene med sit liv og sine udfordringer. De voksne optræder dog også af og til som hjælpere. Det bør man lægge mærke til, for så har de voksne ofte netop en viden, som den unge hovedperson skal have fat i. Tematik: For det femte er der en række temaer, som kendetegner ungdomslitteraturen, og det er netop temaerne, der gør ungdomslitteraturen relaterbar og vedkommende for unge læsere. Temaerne omhandler de udfordringer, følelser og dilemmaer, som især hører ungdomslivet til, fx identitet, kærlighed og ensomhed. Der skabes identifikation, når man kan spejle sig i karakterernes erfaringer og føle, at andre har stået i lignende situationer som en selv. Tematikken ser vi nærmere på i næste afsnit.

Tematik Et tema i litteraturen er det eller de emner, en tekst drejer sig om. Et nært beslægtet begreb er tematik, og det handler om den måde, et tema bliver behandlet og udfoldet på. Hvis temaet er kærlighed, kan det jo fx både behandles som noget lykkeligt, smertefuldt eller uforløst. I det følgende skal vi se nærmere på otte temaer, og hvordan de typisk bliver udfoldet i ungdomslitteraturen. Krop: Det tema undersøger enten kroppens ydre fremtoning eller dens funktion. Det kan altså på den ene side handle om udseende og om skønhedsidealer, kropslige forandringer, etnicitet og oplevelsen af at se anderledes ud end flertallet. Ofte melder der sig her to spørgsmål, nemlig er min krop normal og hvad er en normal krop? På den anden side kan det handle om alt det, man gør med sin krop, fx slås, kysser og dyrker sex, samt naturligvis de komplekse følelser, der knytter sig til det.

U NGDO M S LITT E R AT UR 1 3

Kærlighed og romantik: Kærlighedslivets begyndelser undersøges ofte i dette tema, dvs. alle de first times, man oplever som ung: den første scoring, det første kys, den første kæreste, det første samleje, osv. Samtidig rummer temaet også romantikkens mere sorgfulde side, nemlig svigt, jalousi og oplevelsen af at blive forladt eller behandlet dårligt af sin kæreste. Sex og intimitet: Det tema undersøger ofte komplikationer ved sex og intimitet, fx det forventningspres, der kan knytte sig til sex, og hvorvidt man mentalt er klar eller fysisk kan finde ud af det. Temaet berører også normer for sex og intimitet, dvs. hvordan man bør opføre sig som seksuelt aktivt menneske. Her melder sig flere moralske spørgsmål som fx hvem og hvor mange må man være sammen med, og hvordan behandler man sine partnere på en god måde? Venskaber og tilhørsforhold: Både venskabers styrker og svagheder undersøges ofte her. For det første er venskaber ofte fremstillet som meget betydningsfulde, fordi det er her, man er sammen om at kæmpe mod den voksenverden, man både gør oprør mod og prøver at finde sin plads i. For det andet undersøges også venskabers skrøbelighed, sårbare som de er over for fx jalousi, misforståelser og brud på de normer, der gælder for et godt og loyalt venskab. Ensomhed og normalitet: Det tema undersøger oplevelsen af at være anderledes end de andre eller at stå uden for fællesskabet. Til begge dele knytter sig en ensomhed, altså følelsen af at være sær og mærkelig og stå alene med sine særheder midt i et hav af normalitet. De andre er normen, og man selv er afvigelsen. Det leder til spørgsmål om, hvordan man håndterer denne følelse, og om man skal forsøge at blive som de andre eller acceptere sin anderledeshed. Ofte knytter der sig til dette dilemma en opdagelse af, at alle andre også føler sig anderledes og alene. Oprør og frigørelse: Selvstændiggørelsen i forbindelse med overgangen fra barn til voksen undersøges i dette tema. Det kan komme til udtryk som et oprør mod forældre, autoriteter eller samfundets almindelige normer og moral. Og det kan ske gennem en direkte rebelsk opførsel eller for-

DEM VI ER

agt for god og hensynsfuld adfærd, men mere almindeligt er det nok, at oprøret fremstilles som en nødvendighed. Når de voksne bliver for uretfærdige, håbløse, onde eller dumme, må man frigøre sig fra dem og vende ryggen til. Heraf følger typisk et forsøg på at stå fast på egne værdier. Valg og ansvar: Det tema undersøger typisk det ansvar og de valg, der følger med overgangen fra barn til voksen. Den unge hovedperson må træde ind i en voksenrolle og påtage sig det ansvar, som en voksen har forsømt. Med ansvar følger også valg, og en anden del af temaet undersøger derfor svære og komplekse valg, hvor man fx må vælge mellem hensynet til sig selv og hensynet til andre. Og samtidig håndtere konsekvenserne af sit valg. Identitet: Det tema undersøger både en søgen efter at finde sig selv og at blive til den, man ønsker at være. Identitet handler om selvforståelse, men også om at acceptere sig selv og stå fast på sine værdier. Temaet er næsten allestedsnærværende i ungdomslitteraturen, fordi det knytter an til de øvrige temaer. Hvem man er, hænger nemlig sammen med, hvordan man ser ud, hvilke venner og kærester man har, hvordan man ligner eller er forskellig fra fællesskabet, hvilke oprør man tager, hvilke valg man træffer, og hvilket ansvar man tager på sig.

Læs ungdomslitteratur! At læse ungdomslitteratur er en alvorlig sag, forstået på den måde, at det er litteratur, der tager sig selv og sine problemstillinger seriøst. Her er ingen ironisk eller humoristisk distance, for her bliver personlige og relationelle problemer taget lige så alvorligt, som de ofte opleves i virkeligheden. Og det giver ofte ungdomslitteraturen en følelsesmæssig intensitet. Der er noget stort på spil. Samtidig er der ofte en håbefuld optimisme i ungdomslitteraturen. Der er lys for enden af tunnelen, der er en løsning og en bedre verden derude et sted. Også det er måske med til at gøre ungdomslitteraturen genkendelig og relevant for mange læsere, for hvem håber ikke på, at verden bliver lidt bedre, end den er lige nu?

U NGDO M S LITT E R AT UR 1 5

Litteratur har vi bl.a. til at vise os virkeligheden, både som vi selv oplever den, og som vi håber, den kan se ud, for på den måde bliver den både et spejl af vores erfaringer og drømme. Ungdomslitteraturen er god til begge dele, og også derfor er den værd at læse. I denne antologi kan du læse seks ungdomsnoveller, og bagefter kan du arbejde med dem i opgavedelen – og sammenligne dem med anden litteratur og et enkelt kunstværk. Rigtig god læselyst, Claus Petersen

DEM VI ER

✶

WEEKENDHYGGE Lise Villadsen Hovedpersonen i “Weekendhygge” har to gode veninder. Dem skal hun tilbringe weekenden sammen med. Desværre har hun også en mor, som mener, at hun hellere skal blive hjemme og hygge sig med hende. I et forsøg på at få sin vilje prøver moren derfor at manipulere sin datter, dels ved at spille offer og dels ved at anklage hende for at være løgnagtig og følelseskold. Datteren lader sig nu ikke så let narre og flygter hen til sine veninder, hvor der er samhørighed og varme og ingen skyld og skam. Men hvad skal man egentlig gøre, når ens mor indtager rollen som et urimeligt og umodent barn? Og hvilken rolle er der så tilbage til en selv?

UN DUKKER OP I DØREN TIL MIT værelse. Står et stykke tid og bare ser på mig. “Hvad er det, du laver?” “Pakker.” “Og hvor tror du, du skal hen?” “Over til Hannah.” “Er du sød at se på mig, når jeg taler til dig?” Jeg stopper med at putte ting ned i tasken og vender mig om mod hende. “Vi har ikke aftalt, at du skal nogen steder.” “Jo, jeg har sagt det.” “Hvornår?” “I onsdags.” Hun siger ikke noget, men jeg kan se, hvordan hun kører dagene igennem oppe i sit hoved. “Jeg har altså sagt det. Du har bare glemt det.” “Nå, hvor er jeg dum.” Hun står så længe og stirrer på mig, at da jeg kigger igen, har hun fået blanke øjne. “Og mig, der troede, vi rigtig skulle hygge os her i weekenden og have en god start på vinterferien.” “Vi kan jo hygge os i morgen.” “Ja, det kan vi jo så blive nødt til.” Hun trommer med fingrene på dørkarmen. “Hvad skal I lave?” “Spise mad. Se film.” “I skal ikke til fest?” “Nej.”

“Lyver du nu?” “Vi skal bare lave mad sammen. Og se film. Spise popcorn og sådan noget.” Jeg vender ryggen til, tager et par strømper fra kommoden og stopper dem ned i tasken. “Jeg synes faktisk, Hannah er køn. Modsat de fleste kinesere har hun en profil. Hun har en næse.” Jeg lyner tasken. “Hvad er der? Bliver du sur nu, lille miss Woke? Det var faktisk et kompliment.” Jeg tager tasken over skulderen og går hen til døren. “Du er hjemme senest halv tolv,” siger hun uden at flytte sig. “Jeg skal sove der.” “Du skal sove der simpelthen? Og det tror du, du får lov til? Sådan som du har opført dig hele ugen?” “Kan jeg ikke bare få lov at gå nu? De venter på mig.” “Nå, der kommer flere hjem til kineseren?” Hun har stadig ikke flyttet sig, jeg er nødt til at presse mig forbi hendes krop. Så følger hun efter mig ud i gangen, gennem køkkenet, ud i bryggerset. “Hold dog op med at spille så fornærmet,” siger hun. “Når du selv engang får et sted at bo, skal jeg da nok rette mig efter det, hvis du ikke vil have, at jeg siger et eller andet ord. Og kineser er ikke engang nedsættende. Du har virkelig et problem, hvis du synes, det er forkert at nævne andre menneskers race. Der er ikke noget galt med at være kineser. Så lad dog være med at se så sur ud.” “Jeg er ikke sur. Jeg forstår bare ikke, hvorfor du skal nævne det, hver gang vi taler om hende.” “Nå, så det er dét, du er sur over.” “Jeg er ikke sur.” “Du skulle se dig selv,” siger hun. Jeg sætter mig på hug og tager skoene på. “Skulle jeg også gå rundt med bæ-mund over, at du har aflyst vores weekendhygge? Skulle jeg lægge mig ned og tude og være snotfornærmet, hver gang du finder på, at du skal noget, når vi endelig har et øjeblik sammen, hvor jeg ikke knokler løs for din skyld? Så kunne jeg jo være sur hele tiden.”

DEM VI ER

Der er halvanden time, til vi skal mødes, så jeg cykler bare rundt med musik i ørerne for at få tiden til at gå. Vinden er kold og stærk, og mine øjne løber i vand, mens jeg tramper løs. Endelig er klokken halv otte, og jeg drejer ned mod rækkehuskvarteret, hvor Hannah bor. Inez er allerede kommet, da jeg ringer på. Det er hende, der åbner. Iført blomstrede pyjamasbukser. Hun giver mig et kram og viger så tilbage. “Shit, hvor er dine hænder kolde!” “Det er også koldt udenfor.” “Og din næse er helt rød!” Jeg gnider mine hænder og ser mig i spejlet i entreen. Holder om min næse med fingrene for at give den en lidt mere normal farve. Inez dukker op i spejlet bag mig. “Pas på, fuglen er løs et eller andet sted i huset.” “Åh nej.” Jeg kommer til at smile. Vi går ud i køkkenet, hvor Hannah står ved en kæmpestor gryde. Popcornene plaffer derudad. “Hvorfor laver vi dem ikke bare i mikroovnen?” spørger jeg. “Tro mig, de bliver så meget bedre på den her måde.” Hannah giver mig et knus, mens hun med den ene hånd stadig holder på grydelåget. “Vi skal også smelte smør og hælde over.” Jeg ser mig omkring og når kun lige at dukke mig, før noget suser gennem stuedøren, hen over mit hoved og lander på Inez’ rodede knold af lyst hår. Hun udstøder et højt skrig. “Rolig!” siger Hannah. “Pjuske gør altså ikke noget.” De små undulatklør kratter rundt i knolden, frem og tilbage. “Få ham væk,” siger Inez, mens hun står helt stille og kun med de flappende hænder fortæller, at hun er i panik. Jeg kommer til at grine så meget, at der står snot ud af næsen. Hannah ser det, peger på mit ansigt, bukker hulkende sammen af latter og glemmer helt at holde på grydelåget. Pludselig eksploderer det med popcorn i hele køkkenet, og vi dør endnu mere af grin. “Få ham væk! Få ham væk!” hviner Inez, mens hun tripper rundt på stedet og tramper popcorn op under strømpefødderne. Hannah får sat grydelåget på igen, og jeg går hen til Inez og løfter forsigtigt Pjuske ned fra hendes hoved. Hans krop er så blød mellem mine hænder. Det ville sikkert kun kræve et enkelt tryk at mase ham til døde.

W EEKENDH YG GE 2 1

“Han kan ikke lide, når man holder ham sådan dér,” siger Hannah. “Han vil være fri. Du skal lade ham sidde på din hånd.” Jeg tilbyder Pjuske min ene håndryg. Han kravler op på den. Smager på min kno med sit lille, kødfarvede næb. Det napper i huden. “Du skal være sød ved Inez.” Pjuske vipper med hovedet to gange, som om han forstår, hvad jeg siger. “Kan vi ikke please sætte ham tilbage i buret,” siger Inez. “Det er altså klamt, når han bare flyver rundt.” “Vi kan lukke ham ud i bryggerset,” siger Hannah. Det gør vi så. “Hvad hvis han skider?” spørger jeg og kaster et blik på alle de sko og jakker, der hænger derude. “Det er kun sådan nogle meget små lorte. Kom, skynd dig, luk døren igen!” Vi tager popcornene af varmen, og Hannah finder smørret frem fra køleskabet og begynder at komme små klatter ned i en gryde. Mens vi venter på, at det smelter, sætter jeg mig på hug og snupper en håndfuld popcorn fra gulvet. De er ikke saltede endnu, men de smager godt alligevel. Og min mave knurrer. “Ej, ad, det er altså længe siden, nogen støvsugede herude,” siger Hannah og finder fejebakken frem under køkkenvasken. “Jeg er ligeglad.” Jeg stopper en håndfuld mere i munden, før hun når at feje dem op. Så endnu én. De glor på mig med store øjne, men de griner ikke, så jeg rejser mig op igen. “Har du ikke fået aftensmad?” spørger Inez. “Jo, men vi fik fisk.” Inez skærer en medlidende grimasse. “Der er frikadeller i køleskabet,” siger Hannah og begynder at feje popcornene sammen. “Hvis du altså kan lide det, dit kræsne dyr.” Jeg går hen og åbner køleskabet, tager posen med frikadeller og snupper to. Gumler, mens jeg drømmer om at sige til Hannah, at jeg altså ikke er kræsen. Man mister bare appetitten, når man sidder over for én, der hele tiden kommenterer på, hvor meget man spiser, hvor lidt, hvordan man skærer fisken ud, hvordan man ser ud, når man tygger.

DEM VI ER

Vi fordeler popcornene i tre skåle og går ind i stuen. De har allerede gjort klar med madrasser foran den store fladskærm. “Rester fra fastelavn,” siger Hannah og kaster et stofnet hen til Inez og mig. Vi fisker ting op af det. Mini-Snickers. Slik-perlearmbånd. Guldkarameller. Der er også en stor chokoladefrø pakket ind i guldpapir. Jeg sniger den ind i hånden, sætter mig op og placerer den forsigtigt i Inez’ hårknold, uden hun ser det. Pludselig mærker hun den ekstra tyngde og begynder at virre med hovedet. “Ad, hvad er det? Hvad er det?!” Hun springer op og flapper med hænderne i luften, mens Hannah og jeg dør af grin for anden gang den aften, og chokoladefrøen lander på madrassen. “Jeg hader jer!” siger hun, samler chokoladefrøen op og kaster den efter mig. “Jeg troede seriøst, det var Pjuske!” “Undskyld.” Jeg gør mig umage for at se alvorlig ud. “Kan du tilgive mig?” Inez surmuler og lægger sig med hovedet vendt ned i madrassen. Først da jeg begynder at stryge hende over ryggen og nusse hende i nakken, kigger hun op igen og smiler. “Mm, ja, tak, mere af det.” I det samme brummer min telefon. Jeg har den liggende under madrassen, og vibrationerne mod gulvbrædderne får Hannah til at hæve øjenbrynene. “Hvem skriver?” Jeg holder telefonen, så det kun er mig, der kan se skærmen: Jeg havde glædet mig hele ugen til at være sammen med dig. Nu sidder jeg bare her og er ked af det igen. “Hvem er det?” spørger Hannah for anden gang, da jeg stadig ikke har sagt noget. “Det er bare min mor, der skriver godnat.” “Sødt,” siger Inez. “Sådan noget gør min mor aldrig.” Jeg sætter telefonen på lydløs og skubber den ind under madrassen igen. Vi ser en gyser, og jeg prøver at koncentrere mig, det gør jeg virkelig, men det smutter hele tiden fra mig: Hvorfor de to piger er helt alene i et stort hus midt om natten, hvad det er, de tror, der gemmer sig i kælderen,

W EEKENDH YG GE 2 3

hvorfor det kun er den ene af dem, der går derned. Inez tager min hånd og gemmer sig bag den, Hannah er oppe og tjekke, at alle døre er låst. “Jeg tror seriøst ikke, jeg tør sove nogensinde igen,” siger Inez, da filmen er færdig. Men lidt efter ligger de begge to og snorker. Jeg tjekker min telefon. Der er tikket to nye beskeder ind. Den første for en time siden: Hvor er det flot, at du kan være så ligeglad med din mor. Virkelig modent. Og den sidste for ti minutter siden: Når nu du har tænkt dig at ignorere mig, synes jeg bare, vi skal droppe at lave noget hyggeligt sammen i morgen. Sov godt. Næste formiddag laver vi pandekager. Én af dem sidder fast oppe i loftet. Hannahs forældre og lillebror kommer hjem fra sportsstævnet, mens vi stadig sidder om bordet, og køkkenet flyder med mel og æggeskaller. De er kørt i ét stræk fra Fyn. Lillebroren tigger sig til en pandekage med Nutella og spiser den stående i to mundfulde, mens han stadig er iført en sponsortrøje fra motocrossstævnet. “Hold da op, hvor har I haft det hyggeligt,” siger Hannahs mor, Kristina. Hun lader øjnene løbe over rodet på køkkenbordet og går så straks i gang med at vaske skåle af og smide æggeskaller i skraldespanden. “Skal jeg ikke hjælpe?” spørger jeg og rejser mig. “Hvor er du sød.” Kristina sender mig et smil. “Men jeg kan sagtens klare det selv, sid I bare, og hyg videre.” “Mor? Vi snakker altså lige,” siger Hannah. Kristina tørrer sine hænder i et viskestykke. Faren siger: “Ja, kom herind, så er det vores tur til at flade ud i sofaen!” Han genner også lillebroren ind i stuen, og de lukker døren efter sig. “De skulle først være kommet hjem om en time,” hvisker hun. “Fucking irriterende.” “Det er da lige meget,” siger jeg. Vi bliver siddende en halv time og snakker, indtil Inez siger, at hun skal hjem. Jeg siger, at det skal jeg også. Og så ønsker vi Hannah god skiferie og joker om, at vi slet ikke er misundelige. Både Inez og jeg skal bare være hjemme hele ugen. “Næste gang kan vi måske lave sleepover hjemme hos mig,” siger Inez. “Min mor og hendes kæreste skal på sådan en klam romantisk weekend om to uger.” “Fedt, det gør vi!” siger Hannah, før hun rykker blidt i en tot af mit hår: “Det er også vildt længe siden, vi har været hjemme hos dig?”

DEM VI ER

“Er det?” Mit hjerte begynder at hamre. “Ja, jeg synes heller aldrig, vi er hos dig?” siger Inez. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, men heldigvis braser Kristina ud i køkkenet i samme øjeblik. “Åh noget lort,” siger hun. “Vores undulatpasser har lige meldt fra! Og vi kan jo ikke tage Pjuske med til Østrig.” “Det kunne ellers være sjovt at lære ham at stå på ski,” råber faren inde fra sofaen. Kristina ruller øjne. Så ser hun på Inez og mig med hovedet let på skrå. “Piger – er der ikke én af jer, der kunne tænke sig at have Pjuske på besøg her i vinterferien? I skal selvfølgelig nok få betaling for det. Vi kunne sige … 500 kroner? I skal bare tage hans bur med og sætte ham i bryggerset eller i køkkenet. Og give ham lidt rent vand og foder hver dag.” “Det kan jeg desværre ikke,” siger Inez. “Inez har fugleskræk,” siger Hannah. “Nej, det er bare, fordi min far har astma,” siger Inez hurtigt. “Hvad med dig?” Kristina ser kun på mig nu. “Kunne du ikke have Pjuske boende de par dage?” “Det kan jeg desværre ikke,” siger jeg. “Vi har ikke plads.” “Jamen buret fylder ikke særlig meget,” siger Kristina. “Det kan bare stå i et hjørne af køkkenet.” “I har da også et bryggers?” siger Hannah. “Det er jo perfekt!” Kristina klapper hænderne sammen, før hun møder mit tøvende blik. “Eller hvad?” “Min mor …” Det lykkes mig ikke engang at lave en sætning, ordene bliver bare hængende i luften. “Ja, du skal selvfølgelig først spørge derhjemme, om det er i orden. Kan du ringe med det samme?” “Jeg ved bare, hun siger nej.” Der opstår en lidt akavet tavshed i køkkenet. “Men hvis det var i orden med din mor, så ville du altså gerne passe Pjuske?” spørger Kristina. Hun har foldet hænderne foran sig i en bedegestus og hviler hagen på fingerspidserne, mens hun ser på mig med et blik, der virkelig giver mig lyst til at sige ja. “Det ville være en kæmpe-kæmpe hjælp,” fortsætter Kristina. “Du ville være en kæmpe-kæmpe-skat.” “Mor, ingen gider være din skat!” stønner Hannah.

W EEKENDH YG GE 2 5

“Okay,” siger jeg. Kristina lyser op i et stort smil, og jeg skynder mig at tilføje: “Hvis jeg altså må.” “Ved du hvad, jeg prøver lige at ringe selv og spørge så! Måske er det også meget godt, at jeg lige taler med din mor, det er selvfølgelig også lidt at bede om, men han skal altså bare stå i sit bur, I skal slet ikke tænke på at lufte ham eller noget som helst!” Kristina forsvinder tilbage i stuen, før jeg når at protestere. “Han skal altså luftes,” siger Hannah. “Men … hvorfor tror du, din mor siger nej?” “Fordi … fordi hun er psykopat.” Både Hannah og Inez griner. Jeg griner også, bare et halvt sekund for sent. Et øjeblik efter vender Kristina tilbage. “Du må gerne passe Pjuske!” Stemmen bobler over af lettelse. “Så skal vi bare have givet dig buret med og en pose foder!” Jeg følges et stykke ad vejen med Inez. Fugleburet står foran i min cykelkurv. Det er sat fast med nogle grønne karabinhager, som Hannahs far har fikset. “Så er Pjuske klar til sin lille luksusferie!” sagde han, blinkede til mig og gav buret et klap. Allerede dér begyndte jeg at fortryde helt vildt. “Hvad skal du hjem og lave?” spørger Inez, mens vi trækker af sted med cyklerne. “Det ved jeg ikke.” “Jeg skal gøre rent på badeværelset. Min lortepligt hver weekend.” “Øv.” Der er begyndt at være sort inde i mit hoved, jeg kan ikke finde på noget ordentligt at sige. “Ja, mega øv.” Inez skæver til mig, så siger hun: “Nå, men … jeg tror lige, jeg smutter i centeret først. Vi ses!” Hun er allerede ved at hoppe på cyklen, jeg er nødt til hurtigt at finde på et spørgsmål for at trække tiden. “Hvad skal du shoppe?” “En øjenskygge.” “Hvilken farve?” “Guld eller bronze. Jeg har set ret mange piger med min hudtone, som ser godt ud med guldsminke.”

DEM VI ER

“Har du ikke et billede?” Inez ligner én, der helst bare vil afsted, men finder så alligevel sin telefon frem og begynder at scrolle. “Her.” Hun rækker mig telefonen, og jeg lader, som om jeg virkelig beundrer modelfotoet af pigen med den mælkehvide hud og de forgyldte øjenlåg. “Wauw, det vil jo se totalt godt ud på dig!” Inez smiler og rækker hånden frem for at få sin telefon tilbage. “Skal du også shoppe andre ting? Tøj?” “Nej, det tror jeg ikke.” Hendes hånd hænger stadig i luften mellem os. “Så du skal kun i Matas?” “Ja.” Det er begyndt at være underligt nu, jeg er nødt til at række hende telefonen tilbage. Hun stopper den hurtigt i tasken. “Nå, men … vi ses.” Jeg løfter fugleburet ind i bryggerset. Pjuske sidder helt stille på sin gyngepind og kigger rundt, som om han forsøger at finde ud af, hvor han er kommet hen. “Du er hjemme hos mig nu,” siger jeg. “Og du skal altså være her en hel uge.” Jeg tager et par gamle aviser fra smid-ud-bunken og folder dem ud på gulvet. Så sætter jeg buret midtpå og tjekker, at der stadig er vand i hans beholder. “Kan du opføre dig pænt?” Han ser op på mig. Vipper med hovedet ligesom hjemme hos Hannah, som om han forstår, hvad jeg siger. Hun sidder inde i stuen foran det tændte tv. Jeg tøver et øjeblik, men går så derind. Hun kigger på mig, men siger ingenting. Tavsheden varer flere sekunder. Så går jeg tilbage mod bryggerset, Pjuske skal ikke være alene i et fremmed hus, da hun pludselig er lige bag mig. “Og du har så tænkt dig bare at vade ind uden at sige et ord? Efter den opførsel i går?” Jeg vender mig om mod hende, men kan ikke finde på noget at sige. “Og hvad er det for noget med, at du har tilbudt pasning af en undulat? Hva’?!” Hun er blevet ildrød i hovedet, spytter ordene ud: “Vi har vinterferie! Vi skulle hygge os! Og nu skal vi have en eller anden klam fugl til at skide over det hele!”

W EEKENDH YG GE 2 7

“Jeg har stillet ham på nogle aviser.” “Hvad er det for nogle aviser?!” “Dem fra smid-ud-bunken.” Et øjeblik står hun bare og stirrer på mig. Så ryster hun på hovedet. “Det er ikke i orden det dér. Og så får du Hannahs mor til at ringe til mig. Så kan jeg jo ikke gøre andet end at sige ja. Du sætter mig i sådan en … situation. Du er simpelthen …” Munden bliver en tynd streg, mens hun stirrer på mig. “Er du klar over, hvor meget jeg havde glædet mig til bare at være sammen med dig?” Jeg åbner døren til bryggerset og går ud til Pjuske. Hun følger efter mig. “Så har du vel brugt hele aftenen på at bagtale mig til dine veninder?” “Nej.” “Hvad har du sagt til dem?” Jeg synker. “Ikke noget.” “Og det vil du have, jeg skal tro på?” Jeg viger uden om hende, går hen til buret. Sætter mig på hug. Vil holde Pjuske for ørerne, men jeg kan ikke se nogen ører. Måske lytter han bare med hele sin krop. Det ser sådan ud, hovedet er stukket lidt frem. “Tænker du nogensinde på, hvordan det føles for mig? Alle de konflikter, vi skal have. Al den surhed, du hele tiden udstråler. Tror du ikke, det påvirker mig?” “Mor …” “Og så sådan en ulækker fugl,” siger hun og ser på Pjuske med væmmelsen malet i blikket. “Fordi de skal ned og mænge sig med de andre rige familier. Hende Hannah og hendes lillebror, de får jo i hoved og røv.” Jeg åbner døren til buret. Rækker hånden ind og tager fat om Pjuske og løfter ham ud. Han skal ikke høre alt det her. På ét sekund er hun henne ved bryggersdøren. Knalder hånden i ruden og spærrer mig vejen. “Har du tænkt dig at lukke den ud?!” “Jeg ville bare gå en tur med ham.” “Er du fuldstændig sindssyg? Det er ikke en hund! Nu har du selv bedt om ansvaret for den fugl, så må du også bruge vores dyrebare tid på at

DEM VI ER

varte den op! Du kan jo sidde herude og holde den med selskab resten af weekenden, det synes jeg, du skal gøre.” Mine hænder ryster om Pjuske. Hele min krop begynder at sitre. Hun ser det, og et smil dukker langsomt op på hendes læber. “Nå, så kom hun endelig frem, hva’? Den lille, hysteriske hidsigprop, du altid har været. Jamen kom så. Vis mig, hvor sur du er.” Pjuske banker på min tommelfinger med næbbet, som om han vil spørge mig, hvad der sker. Jeg øger trykket på hans bløde krop. Det lillebitte undulathjerte hamrer løs mellem mine hænder. Nu hakker han hårdt i min finger. Igen og igen. “Du skulle se dig selv lige nu,” siger hun og kniber øjnene sammen. “Jeg ved ikke, hvad du ligner. Gå ind og se dig selv i spejlet. Gå ind og se, hvad jeg skal glo på hver dag. Du ligner jo en – du ligner en…” Jeg giver slip. Pjuske flyver direkte op i hovedet på hende. Hun skriger, meget højere, end Inez gjorde. Så åbner jeg døren og løber.

W EEKENDH YG GE 2 9

Opgaver • Weekendhygge Læseoplevelse 1. Sæt ord på din læseoplevelse: Find tre ord, der beskriver novellen og

din oplevelse af at læse den. Det kan fx være ord som sjov, provokerende, relaterbar, overraskende, tankevækkende. Find nogle ord, der beskriver netop din oplevelse. 2. Var der noget i novellen, du kunne relatere til? Hvis ja: Hvilke scener/situationer i novellen var mest relaterbare for dig og hvorfor? Hvis nej: Hvorfor ikke? 3. Hvad synes du om hovedpersonens mor og hendes opførsel over for sin datter?

· ·

Tekstanalytiske opgaver 1. Novellens konflikt udspiller sig omkring hovedpersonens mor. Hendes

opførsel skifter ofte, fordi hun veksler mellem forskellige roller. Nogle gange spiller hun offer, og andre gange er hun en slags anklager, der beskylder sin datter for fx at bryde aftaler. Endnu andre gange opfører hun sig som et barn, selvom hun jo er den voksne. Find eksempler i teksten på hver af disse tre roller. 2. Beskriv det fællesskab, som hovedpersonen har med sine veninder Hannah og Inez. Hvad kendetegner den måde, de er sammen på? Hvordan er dette fællesskab anderledes end det samvær, hovedpersonen har med sin mor? 3. Sammenlign Hannahs mor med hovedpersonens mor. Hvordan opfører de to personer sig forskelligt? Kom med konkrete eksempler fra teksten. 4. Det første ord i novellen er ‘hun’, for det er sådan, hovedpersonen omtaler sin mor. Hvad siger det om hovedpersonen og hendes relation til moren, at hun omtaler hende sådan? 5. Undulaten i buret kan tolkes som et symbol. Lav en liste over alt dét, novellen fortæller os om undulaten og dens opførsel (særligt til sidst i historien). Hvor meget af dét, der står på din liste, kan du relatere til hovedpersonen?

DEM VI ER

1. Diskuter, hvilke sociale normer hovedpersonens mor bryder. Og hvad

hun mangler for at være en god mor for sin datter. 2. Hovedpersonen kalder sin mor psykopat. Slå ordet op på nettet, og find ud af, hvad definitionen på en psykopat er. Diskuter derefter, om betegnelsen passer på hovedpersonens mor.

Skriftlige og kreative opgaver 1. Skriftlig opgave: Skriv en personkarakteristik af hovedpersonens mor

på ca. 250 ord. Inkluder gerne dine svar på de ovenstående tekstanalytiske spørgsmål. 2. Podcast: Gå sammen i grupper på 3-5 personer, og optag en podcast a la Sara og Monopolet. Forestil jer, at novellens hovedperson har henvendt sig til jeres program for at få hjælp. En af jer skal være programvært og gengive problemet og styre debatten. De andre er paneldeltagere. Målet for jeres diskussion er at komme med et eller flere gode råd til, hvad hovedpersonen kan gøre. 3. Playliste: Inden hovedpersonen mødes med sine veninder, cykler hun rundt og hører musik. Lav en playliste på tre numre, som du synes, hun skal høre på sin cykeltur. Argumentér for dit musikvalg.

Perspektivering 1. Sammenlign novellen med uddraget af Thomas Korsgaards roman Hvis

der skulle komme et menneske forbi (2017), som står i denne bog. Find ligheder og forskelle mellem de to tekster, og vær særlig opmærksom på, hvordan forældrene opfører sig.

Andre lignende værker 1. Yahya Hassan (2013)

Yahya Hassans digtsamling om en barndom med vold, omsorgssvigt og omvendte forældre/barn-roller. 2. Motherlode (2025) Christine Kærulvs digtsamling om en mors psykiske og verbale overgreb og et barns flugt ind i computerspillet The Sims og en virtuel virkelighed.

W EEKENDH YG GE 3 1

OPGAVE R

Diskuterende opgaver

✶

GRÆSHOPPEN Ida-Marie Rendtorff I “Græshoppen” skal jegfortælleren Fria og hendes veninde Alba til fest. Alba vil score Johan, som går i gymnasiet, mens Fria forudser, at hun kommer til at stå i et hjørne og kede sig. Hun er nemlig ikke så god til alt det med kærester og kysse, som Alba er. Men fester er uforudsigelige, og desuden kan man, som Alba siger, være lige den, man vil. Den chance får Fria, da det viser sig, at Johan måske ikke lige gengælder Albas følelser. Så let er det bare heller ikke at blive en anden, og det har sin pris at bryde de sociale normer og aftalte roller. Enhver fest kan nemt ende med tømmermænd – også moralske.

LBA OG JEG FØLGES NED AD DEN BREDE trappe. Ved den tunge dobbeltdør ud til skolegården overhaler hun mig og skubber den op. “Fredag, end’lig fredag,” synger hun på en melodi, jeg kender, men ikke kan huske den rigtige tekst til. I det samme kommer der en brummelyd fra hendes lomme, hun finder sin telefon frem og stopper op. “Det er fra Joohan.” Hun udtaler hans navn på svensk, præcis som han selv gør. “Der er fest ude hos ham i aften.” I mandags stødte Alba og jeg på Johan nede i Stengade. Han plejede at gå årgangen over os, og vi gik til jiu-jitsu med ham, da vi var yngre. Alba spurgte løs til hans nye klasse og introforløbet på gym, og inden der var gået ti minutter, havde de udvekslet telefonnumre. “Skal vi ikke tage med?” spørger Alba. Et par tørre efterårsblade danser hvislende rundt om sig selv. Egentlig har vi aftalt at se The Last of Us hjemme hos hende. “Vi vil blive de små.” “Vi kan være lige dem, vi vil, Fria.” Hun puffer mig i siden. Det kan hun sagtens sige. Til sidste klassefest tilbragte jeg det meste af tiden udenfor under en terrassevarmer og gik hjem før klokken ti. Vi krydser skolegården og skyder genvej over banerne, min cykel er flad, og bussen er udelukket. “Desuden vil Johan bare gerne score dig,” siger jeg. “Du kan tage derud. Det er altså helt okay.” Græsset er fugtigt, og mine sneakers bliver hurtigt gennemblødte. Alba får en lille næserynke som altid, når hun tænker.

“Hey. Vi bliver bare hjemme og hygger med en masse svampezombier i stedet.” Selvom hun prøver med sin Alba-humor, kan jeg høre på hendes stemme, at hun er skuffet. Vi går lidt uden at sige noget. Et tågehorn ude fra havet sender sin dybe, klagende lyd efter os. “Okay,” siger jeg så. Det begynder at tikke i mit ene øre. Det er, som om der sidder en lille græshoppe fast derinde. “Okay til zombier eller fest?” Hendes stemme har fået nyt liv. “Hvad tror du selv?” Alba stikker sin arm ind under min og giver den et klem. “Måske vil du takke mig senere.” Hun griner på den der måde, som alle altid falder for. Små, klangfulde kluk. “Der er sikkert også en sød første g’er til dig.” En sort fugl svæver over os på den betongrå himmel. Jeg forestiller mig, at jeg ser det hele deroppefra, Alba og mig, to ubetydelige prikker på den mørkegrønne plæne. Alba taler løs om festen og om en lilla læbestift nede fra centeret, som hun bare må eje. Efterårskulden er trængt gennem mine strømper og arbejder sig videre ind i mine tæer. “Du hører ikke efter.” “Jo, lilla læbestift,” gentager jeg. “Det dér, det var passiv lytning.” Hun glor indgående på mig. Jeg skærer ansigt. “Jeg vil sikkert være kyssejomfru, indtil jeg bliver halvtreds!” “Måske hvis du satte den der på pause …” Hun prikker mig blidt i tindingen med sin pegefinger. Jeg låser mig ind i rækkehuset og går op på mit værelse. Søen i baghaven er blank og grå. Det er, som om farven er blevet suget ud af dagen. Jeg glor lidt på min pc, så lader jeg mig dumpe ned på stolen og klapper den op. Jeg taster ét lille ord i søgefeltet, og på under et sekund spytter Google 47.600.000 resultater ud. Jeg ved godt, at jeg burde rejse mig igen, men det er, som om skærmen trækker i mig. Mit blik stopper ved overskriften Seks vilde fakta om kys. Jeg klikker mig videre ind. Allerede ved punkt ét begynder en borende smerte at vokse i mit bryst. Jeg bøjer mig forover og

DEM VI ER

trækker vejret ind gennem næsen, mens jeg tæller – en, to, tre, fire – så holder jeg det og puster hvislende ud gennem munden. Jeg fortsætter, indtil det føles, som om der kun er et tomt hulrum derinde bag ribbenene. Lidt efter vibrerer min telefon i lommen. Det er en selfie. Fra Alba. Hun laver kyssemund. Hendes læber er lilla. Du har købt den! skriver jeg. Jeg er bare så klar Ser på ordene, så går jeg ind på TikTok og lader min finger ramme skærmen i små ryk. Scroller forbi perfekte piger med store smil og velplejet hår, der prøvesmager kager, lægger makeup på hinanden eller udfører forskellige koreografiserier. De giver highfive, deler gaffel eller krammer. Det er, som om min finger ikke længere er en del af mig. Johan bor i en stor villa for enden af en grusvej i udkanten af byen. Der strømmer lys ud ad alle vinduerne i stueetagen, og bassens dunken fylder aftenen. Jeg hopper af Albas bagagebærer og går det sidste stykke. Gruset knaser under hendes cykeldæk. Alba har prøvet at have en kæreste, at slå op igen og alt derimellem. Jeg er ret sikker på, at jeg er en af de eneste fra klassen, som ikke engang har prøvet at kysse – lige bortset fra sportstyperne, som går mere op i deres pulsur og træning. Et sted i mørket lyder stemmer, en eller anden griner højt, og jeg får øje på et par cigaretgløder, der lyser orange som små advarselslamper. Indenfor er der varmt som i en sauna, og lugten af sved og alkohol fylder mine næsebor. Jeg kaster et blik ind i stuen, møblerne er skubbet til side, og gulvet er pakket med folk, der danser og skråler med på et gammelt Amy Winehouse-nummer – Love is a losing game. Vi kender cirka … én. Iris fra parallelklassen. Alba vifter mig med hen ad en lang gang og ind på et værelse, hvor vi smider overtøjet oven i bunken på sengen. Der er plakater af jazzmusikere på væggene, i hjørnet står en saxofon på et stativ, og her dufter svagt af mandeparfume. “Hey.” Johan kommer til syne i døråbningen. “Godt, I kom.”

GRÆS H O PPEN 3 5

Alba giver Johan et kindkys. Jeg løfter bare hånden til hilsen, men Johan læner sig frem for at give mig et kram. Jeg forsøger at dreje ansigtet bort og hamrer næsen ind i hans skulder. “Av …” “Åh, shit, er du okay?” Jeg kan mærke, at noget varmt løber ud af min næse. “Hov!” Alba lægger en hånd på min skulder. “Du har næseblod!?” “Det får jeg, bare man puster på mig.” Jeg klemmer med pege- og tommelfinger hårdt om mine næsebor. “Det kan jeg godt huske.” Johan har rynkede bryn. Tænker han på dengang for tusind år siden til jiu-jitsu? “Hvor er toilettet?” spørger jeg med en underlig nasal stemme. Johan viser vej, jeg skynder mig derud og låser døren bag mig. “Har du brug for hjælp?” lyder Albas stemme fra den anden side. Og som et dybt ekko gentager Johan spørgsmålet. “Nej, nej … Det er ingenting.” Da jeg slipper næsen, begynder blodet at løbe ned i håndvasken. “Typisk dig,” hvisker jeg til mit blege spejlbillede. Først da det hamrer vildt på døren, fisker jeg den sammenrullede vatrondel ud af næseboret og tjekker mig selv i spejlet. Det bløder ikke mere, men min næse er rød som en aftenhimmel. Jeg kaster et blik ind i stuen, Alba, Johan og Iris danser med hænderne svingende over hovedet. Da Alba får øje på mig, stopper hun og begynder at bane sig vej over mod mig. Jeg mimer et jeg er ok og gør tegn til, at hun bare skal danse videre. I køkkenet er der øl, vin, vodka, og en fyr derude stikker mig en drink. Han vil klinke glas, men jeg skynder mig i stedet at tage en tår, det smager mest af juice. “Amerikansk politik er bare så fucked,” snøvler han. Det virker, som om han genoptager en samtale, som han har haft med en anden – jeg læner mig op ad køkkenbordet og lader hans ordstrøm passere gennem mig. Han er rimelig pæn, men jeg kan ikke lade være med at kigge på bumserne i hans pande, de er helt gule i spidsen. Da jeg er færdig med drinken, rækker han mig en ny, og denne gang smager den kraftigt af vodka. Hans læber er fyldige. Hvordan ville det være at kysse ham? Nu ævler han løs om USA’s mange antivaxere og flat earthers …

DEM VI ER

“Der er da også antivaxere herhjemme,” pipper jeg. “Du er måske en af dem?” Han kniber sine røde øjne demonstrativt sammen. “Mig. Tværtimod.” Jeg kommer til at hoste. Han dunker mig i ryggen og lader hånden blive liggende på mit bare rygstykke. Ikke tænke, husker jeg mig selv på. Han rykker nærmere, jeg kan dufte hans sprutånde, og mellem hans fortænder får jeg øje på en lille mørk madrest. Jeg begynder at svede, og græshoppen i mit øre rører på sig. “Undskyld, jeg … jeg skal lige have lidt luft.” Jeg går gennem spisestuen og ud på terrassen, der er oplyst af små lanterner på række. Endelig kan jeg trække vejret i bund. Der sidder fem-seks stykker i nogle bambussofaer, men ingen af dem er Alba. Jeg skutter mig og bunder min drink. Det begynder at summe i min krop, som om der er blevet sat strøm til mig. I udkanten af lyscirklen får jeg øje på Johan. Han står med armene om en spinkel, mørkhåret pige. Hun læner panden mod hans bryst, og han kysser hende på håret. Pis. Jeg vender om og skynder mig tilbage til spisestuen. Hiver telefonen frem og skriver til Alba. Hvor er du? Hun svarer ikke, så jeg går fra rum til rum i stueetagen og kigger efter hende. På vejen griber jeg en breezer. Ingen Alba. Oppe på førstesalen er der endnu et badeværelse og et soveværelse med en kæmpestor dobbeltseng. Her dufter anderledes end i soveværelset hjemme i rækkehuset – af jasmin og noget andet, jeg ikke kender. Af Mor måske? Jeg skynder mig ud igen og kigger ind i det sidste værelse på gangen. Her hænger et par blå kjoler i forskellige nuancer fra en træningsribbe, sengegærdet er af støbejern, og der står et trommesæt i karnappen. Nå ja, Johan har en storesøster, der vist kun er et år ældre end ham. Jeg prøver at komme i tanke om hendes navn, men det er, som om min hjerne er erstattet af lunken havregrød. Luna, Laura, Lisa … noget i den stil. En perfekt familie – far, mor og to dygtige musikerbørn. Lidt ligesom hjemme hos Alba – hendes bror er lige startet på konservatoriet, og hun tjener selv penge ved at synge i kirkekor. Hun og Johan kunne være blevet det perfekte par. En bøvs baner sig op gennem min hals.

GRÆS H O PPEN 3 7

Jeg sætter mig øverst på trappen og bunder min breezer. Glor på min telefon. Ikonerne er blevet utydelige farveklatter, og jeg må blinke flere gange for at stille skarpt. Johan er sammen med en anden, skriver jeg så. Stadig intet svar fra Alba. Hvorfor fanden reagerer hun ikke? Jeg tog jo kun med herud for hendes skyld. Hun kunne da i det mindste tjekke sin telefon så. Og nu er mit batteri snart dødt. Jeg tager hjem, taster jeg og rejser mig op. Gulvet gynger under mig, og jeg griber fat i gelænderet. Mit hjerte dunker ude af takt med musikken, og selvom jeg lige har skyllet en breezer ned, har jeg en underlig tør følelse i halsen. Da jeg åbner døren til Johans værelse med alle jakkerne, kan jeg høre stønnelyde henne fra bunken af tøj, så jeg lukker den hurtigt igen. Jeg må klare mig uden jakken. Fyren ude fra køkkenet står længere henne ad gangen, han svajer endnu mere, end jeg gør, og sender mig et alt for stort smil, så jeg ændrer kurs og tager terrassedøren. Jeg begynder at gå i retning af grusvejen. “Hey. Du kan da ikke gå uden at sige farvel.” Johan er blevet festhæs. Mine hæle synker ned i græsplænen, så han er hurtigt oppe på siden af mig. “Fuck,” hvisker jeg. “Er der noget galt?” Jeg kan kun se omridset af ham. “Nej, nej.” Så stopper jeg. “Hvorfor inviterede du egentlig Alba?” Min tunge føles mærkelig bedøvet, så det kommer til at lyde lidt snøvlende. “Når du har en kæreste …” Han klør sig på kinden. “Hvem siger, jeg har det?” Det begynder at småregne, og jeg får kuldegysninger. “Jeg så dig. Sammen med hende den mørkhårede.” Der kommer en lille næselyd fra ham. “Henne på terrassen,” uddyber jeg. “Før.” “Du mener min søster.” “Fuck,” mumler jeg igen. Jeg hiver telefonen frem for at skrive til Alba, men displayet er dødt. “Hendes kæreste er lige skredet fra hende.” “Liva,” siger jeg. “Det er det, hun hedder, ikke?”

DEM VI ER

“Godt husket.” Johan lægger hovedet på skrå. “Hvordan går det med næsen?” I det samme begynder det seriøst at regne. Store kolde dråber rammer mine bare skuldre. “Kom.” Johan begynder at småløbe, og jeg tager mine sko af og følger lidt slingrende efter. Det er, som om mine fødder rammer jorden lidt forskudt af den plaskende lyd. Johan stopper foran et orangeri, som jeg kun lige akkurat kan skimte i det tætte mørke. Han åbner døren og går foran mig ind i det lille glashus. Her dufter krydret, og da han tænder lygten i sin telefon, kan jeg se et væld af slyngplanter med store, grønne blade. Der er noget, der klaprer, og det går op for mig, at det er mine egne tænder. Johan tager sin jakke af og rækker mig den. The losers står der bag på den. “Dit band?” Jeg fuldefniser. Han nikker. “Don’t judge … Det er ikke mig, der har fundet på navnet.” “Så du har skiftet jiu-jitsu ud med jazz?” “Vi havde det sjovt dengang.” Hans hår klasker ind til kinderne på en ret sød måde. “Tænker du på, da jeg vandt over dig i gulvkamp?” Pludselig kan jeg huske fornemmelsen af hans krop, der vrider sig under mig. Han griner, så jeg kan se hans skæve fortand. En dråbe fra mit hår løber ind under kraven og ned ad min ryg. Jeg samler jakken omkring mig, regnen hamrer mod glastaget, og verden udenfor er forsvundet i mørket. “Jeg synes, du skal skrive til Alba,” siger jeg så. “Hvad?” “At du ikke har en kæreste.” Hans ansigt krøller sig sammen i en sær grimasse. “Hvorfor skulle jeg det?” Jeg opgiver på forhånd at forklare ham det. “Skriver I selv jeres numre?” spørger jeg i stedet. “De fleste af dem.” “Er I gode?” Græshoppen i øret er helt stille, og jeg føler mig sært rolig. “Du kan jo komme forbi vores øver en dag.”

GRÆS H O PPEN 3 9

“Er det i en garage ligesom på film?” “Nemlig.” Han smiler, ser så ned på sine hænder. “Det var altså ikke kun Alba, jeg inviterede. Da jeg så dig henne i Stengade …” Han tager min hånd. Jeg stivner, Alba har jo ikke talt om meget andet end Johan de sidste fem dage. “Du er helt kold.” Han lægger den anden hånd ovenpå min som et låg. Hans hud er blød og varm. Hvor fanden blev Alba også af? Måske var det hende, som lå og stønnede om kap med en eller anden gut i tøjbunken inde på Johans værelse. Alting er så nemt for hende. Vi kan være lige dem, vi vil, genlyder hendes stemme i mit øre. Johan trækker mig ind til sig. Det er nu, hvis jeg skal sige det til ham. Dét! Men der kommer ikke et ord ud af min mund. Jeg venter på, at jeg skal gå i baglås, men det eneste, jeg mærker, er en sær snurren i kroppen. Sådan står vi lidt. Så mærker jeg hans hånd bevæge sig ind under jakken. Det føles faktisk okay. Min hånd kryber ned over hans lænd og lander på hans ene balde. Han bøjer sig ned og kysser min ømme næse, så trykker han sine læber mod mine. Græshoppen begynder at tikke i mit øre, men jeg lukker øjnene og koncentrerer mig om ikke at vende ansigtet bort. Firs millioner. Punkt ét på googlelisten. Det antal bakterier, der overføres ved et kys. Tallet larmer i mit hoved. Jeg mærker Johans tunge, der forsigtigt finder vej ind mellem mine læber. Jeg står bare der helt lammet, mens panikken pisker rundt i mig. Mærker hans varme spyt med alle bakterierne, der blander sig med mit. Så er det, som om min krop vågner. Jeg bider hårdt i den bløde masse i min mund, han slipper mig og udstøder en halvkvalt jamren. Med rystende ben styrter jeg hen mod døren. “Fria!” hører jeg Johan sige, men jeg fortsætter ud i den plaskende regn. Næste morgen glor Johans jakke på mig fra ryggen på en stol. Jeg ser på min telefon. Fire beskeder. Fra Alba. Hvem er det, Johan er sammen med? Er du okay? Kommet godt hjem? Ring.

DEM VI ER

Jeg sætter mig op og skynder mig at svare. Mit hoved dunker, og sorte pletter danser for mit blik. Ser først dine beskeder nu. Min telefon gik ud i går. Ingen reaktion. Hun sover sikkert stadig. Eller har hun fået noget at vide om Johan og mig? Jeg går ud på badeværelset, tænder for bruseren og lader vandet strømme ned over mig, til mine tanker går i opløsning, og det eneste, jeg registrerer, er de varme stråler. “Husk nu vores aftale,” brummer min far fra den anden side af døren. Jeg ignorerer ham, men lidt efter banker han på igen. “Der er for længst gået tyve minutter, Fria.” Jeg slukker for vandet, mine fingre er blevet helt rynkede. Inde på værelset hænger Johans jakke stadig og sender sin duft ud i rummet. Et øjeblik kan jeg næsten mærke hans hånd mod min hud. Hvor pinligt, at jeg bed ham i tungen. Bare han er okay. Jeg var ret bekymret, svarer Alba endelig. Hun ved ikke noget. Det føles, som om en fugl letter inden i mig. I know <3 Hvor var du? Nede i kælderen. Spillede bordfodbold. Var der også en kælder? Hvad var det, du skrev om Johan? spørger hun så. Jeg ser hen på jakken, suger underlæben ind. En misforståelse. Kan du snakke? Senere <3 Har vildt mange tømmermænd. Jeg sætter mig ved skrivebordet, finder et stykke papir frem og skriver UNDSKYLD så pænt, jeg kan. Derefter kommer jeg sedlen ned i lommen på Johans jakke og ruller den sammen. Jeg tager bylten under armen og går langsomt ned ad trappen. “Far?” Han står i køkkenet og er ved at tømme opvaskemaskine. “Må jeg låne din cykel?” “Selvfølgelig, min skat. Skal du hen til Alba?” “Tak,” siger jeg bare og smutter ud ad døren. Huset er rødpudset, ser jeg nu. Jeg sætter cyklen op ad et træ og går det sidste stykke. Sikrer mig, at der ikke er nogen at se, og så skynder jeg mig

GRÆS H O PPEN 4 1

hen til trappen, lægger bylten fra mig på øverste trin og suser tilbage til min fars cykel. Vinden presser sin kolde hånd mod mit bryst, og jeg må træde godt til i pedalerne. Mon Johan har fortalt alle fra sin klasse om hende den skøre, der først tog ham på røven og bagefter bed ham i tungen? Jeg kommer aldrig nogensinde til at dele madras med andre end mine sengemider. Det går op for mig, at jeg er faret vild, så jeg stopper og finder min telefon frem. Skriver hjemmeadressen ind i Google Maps. I samme øjeblik kommer der en besked. Fra Johan. Skal vi snakke? Er på vej hen i øveren. Måske vil du kigge forbi? Og så sender han adressen. Snakke! Jeg læner mig ind over cykelstyret og venter, til der er kommet ro på mit hjerte. Så taster jeg øvelokalets adresse ind og vender cyklen. Jeg er næsten fremme, da endnu en besked lyser op på mit display. Fra Alba. Har lige talt med Iris. What the fuck, Fria! Har du kysset med Johan?

DEM VI ER

Opgaver • Græshoppen Læseoplevelse 1. Sæt ord på din læseoplevelse: Find tre ord, der beskriver novellen og

din oplevelse af at læse den. Det kan fx være ord som sjov, provokerende, relaterbar, overraskende, tankevækkende. Find nogle ord, der beskriver netop din oplevelse. 2. Var der noget i novellen, du kunne relatere til? Hvis ja: Hvilke scener/situationer i novellen var mest relaterbare for dig og hvorfor? Hvis nej: Hvorfor ikke? 3. Synes du, novellen er autentisk i sin beskrivelse af ungdomsliv og venskaber, dvs. ligner den en virkelighed, du kender?

· ·

Tekstanalytiske opgaver 1. Lav en personkarakteristik af hovedpersonen Fria:

· Skriv fem faktuelle ting om hende (udseende, alder, osv.). · Find fem ord, der beskriver hendes personlighed. · Beskriv, hvordan hun er forskellig fra sin veninde Alba. · Nævn tre udfordringer, hun har eller møder i løbet af historien.

2. Albas mission er at score Johan, og Fria indtager først rollen som hjæl-

Trekantsdrama: Et romantisk drama, der involverer tre personer, hvor fx to personer kæmper om den samme person.

per. Men Fria har også sin egen mission. Hvornår skifter Fria fra hjælperrolle til hovedrolle, altså hvor hun forfølger sin egen mission? Hvad er hendes egen mission, og hvad må hun ofre for den? 3. Inde i Frias øre er der tilsyneladende en græshoppe. Find lyden af en græshoppe på nettet, og giv derefter en fortolkning af, hvad græshoppen i Fridas øre er? 4. Alba proklamerer i begyndelsen af novellen, at “vi kan være lige dem, vi vil”. Hvilken betydning får denne sætning senere i historien? 5. Novellen slutter med et uløst trekantsdrama. Historien er altså ikke interesseret i at afslutte og forløse et drama om romantisk rivalisering og må derfor være interesseret i at fortælle os noget andet. Giv et (eller flere) bud på, hvad det kan være.

DEM VI ER

1. Diskuter i grupper, hvilken aldersgruppe denne novelle er henvendt til.

Bliv enige om en aldersafgrænsning, og skriv derefter tre argumenter, der understøtter jeres valg. 2. Som læsere får vi ofte sympati med den person, der bærer historiens synsvinkel. Diskuter først, om I synes, Frias opførsel er o.k. Diskuter dernæst, hvilken forskel det ville gøre, hvis historien var fortalt fra Albas synsvinkel.

Skriftlige og kreative opgaver 1. Skriftlig opgave: Skriv en tekst på mindst 200 ord, hvor du enten ar-

gumenterer for 1: at det er okay, at Fria kysser med Johan, eller 2: at Fria overskrider nogle uskrevne sociale normer blandt venner. Du må naturligvis gerne inkludere din personlige holdning, og du må også tale både for og imod begge synspunkter. 2. Dramatisering: Gå sammen i grupper på mindst tre personer, og optag en video, hvor Alba konfronterer Fria med dét, der er sket. To af jer skal være skuespillere og fremføre en dialog mellem de to veninder. I bestemmer selv, om historien skal have en lykkelig eller tragisk slutning.

Perspektivering 1. Sammenlign novellen med Marie Auberts “Gammelt ægtepar” (2016),

som står i denne bog. Find ligheder og forskelle mellem de to tekster, og vær særlig opmærksom på, hvad der forårsager venskabskriserne.

Andet lignende materiale 1. SKAM (2015-2017)

Norske Julie Andems tv-serie om en flok gymnasievenners problemer med bl.a. kærlighed, venskab og loyalitet.

GRÆS H O PPEN 4 5

OPGAVE R

Diskuterende opgaver

✶

GLIP Mads Ananda Lodahl I “Glip” skal Emma og hendes veninder på Roskilde Festival. De har glædet sig længe, men da de står i køen til indgangen, føler Emma sig pludselig fremmedgjort over for både sine venner og hele situationen. Hun undskylder sig med at skulle på toilettet, men med al sin festivaloppakning på ryggen kunne hun jo faktisk godt lade være med at vende tilbage og slå lejr et helt andet sted. I skoven for eksempel. Langt væk fra festival og mennesker. Det er måske bare ikke så let at slippe væk, for hun har jo telefonen i lommen, hvor beskeder og opdateringer vælter ind, og hun har også de andres forventninger som stemmer i hovedet. Og hvad skal hun egentlig svare, når hendes veninder ringer og spørger efter hende? Måske er der visdom at hente i en gammel zenhistorie.

ET ER IKKE, FORDI HUN IKKE HAR GLÆDET SIG, og det er heller ikke, fordi hun ikke kan lide sine veninder. Tværtimod. Der er ikke nogen grænse for, hvor høje forventninger man kan have, når man skal på Roskilde Festival første gang. De har ikke snakket om andet i et halvt år. Det er tusind gange større end nytårsaften eller blå mandag. De købte alle sammen billetter, så snart de blev frigivet, og efterfølgende tjekkede de festivalens hjemmeside dagligt for at følge med, når der blev offentliggjort nye navne på dem, der skulle spille. Men da de så står i køen udenfor festivalen, og det hele skal til at begynde, sker der alligevel et eller andet indeni Emma. Solen skinner, og græsset er grønt. Folk er smukke og lysende. De griner og krammer. Emma og hendes venner er velforberedte. De har lavet pakkelister for ikke at glemme noget. Det hele ser ud til at blive perfekt – kun sjovt, ingen bekymringer eller dårlige overraskelser – men så får Emma alligevel lyst til at gå. Det kommer ud af ingenting. Pludselig bliver hun bare stille. De står i køen til den skranke, hvor de kan veksle deres billetter til armbånd, og de er allerede faldet i snak med nogen, de ikke kender, men så ser hun på sine veninder og føler, at hun ikke rigtigt kender dem. De har gået i klasse sammen i ni år, men det er, som om hun intet ved om dem. Der er alt for mange mennesker, og Emma synes, at alle kigger på hende. De andre griner, og hun forsøger at grine med, men hun ved ikke, hvad de griner af. Lydene er mudrede. Det hele er så påtrængende.

“Jeg skal virkelig tisse,” siger hun. “Men vi står jo midt i køen,” svarer Fryd. “Kan du ikke holde dig, til vi er inde?” Emma ryster på hovedet. “Så skynd dig lidt. Lad mig tage din rygsæk.” Emma ser sig om efter et toilet. “Jeg tager den bare med,” siger hun. Sovepose og liggeunderlag er spændt fast på tasken, og hun har mad til de første par dage i campingområdet. Hun har også sit eget telt med, for de er fire veninder, og to af dem skal sove sammen. Fryd skal sove med sin kæreste, så Emma må sove alene. “Faktisk er du heldig,” siger Fryd. “Du er den eneste, der kan tage nogen med ned i teltet.” Så griner de alle sammen. Også Emma. Hun går væk fra køen og de andre, men da hun når hen til den lille toiletvogn, går hun bare forbi og fortsætter op mod den vej, hvor de stod af bussen. De tog toget til Roskilde, og på banegården fandt de en særlig bus, der kørte dem ud til festivalpladsen. Den var fyldt med unge mennesker og bagage, men nu hvor hun står ved stoppestedet for at fange den samme festivalbus tilbage til byen, er hun den eneste, der skal med. Hun får en besked fra Fryd. “Hvad sker der?” spørger hun. “Hvor bliver du af?” Emma putter telefonen i lommen. Der går måske et halvt minut, så får hun en besked med to spørgsmålstegn. “Jeg har mit lort,” svarer hun. “Okay. Vi venter bare på dig indenfor.” “Jeg har glemt bind.” “Så brug noget toiletpapir. Du kan få et bind af mig, når du kommer herind.” Emma ser op fra telefonen.

DEM VI ER

Festivalbussen stopper lidt længere henne ad vejen og lukker en masse nye folk ud. Så lukker den dørene, vender rundt og kører ind til Roskilde Station uden Emma. Hun ser sig omkring og prøver at regne ud, om hun står et forkert sted. Hun lukker øjnene lidt. Så får hun en besked mere. “Hallo? Kommer du?” “Jeg tror altså, jeg tager hjem.” “På grund af det?!” “Jeg orker ikke, at det skal starte sådan. Jeg kommer bare om et par dage. Musikken starter alligevel først rigtigt på onsdag.” Fryd ringer, men Emma tager den ikke. De andre begynder også at ringe og skrive. “Hvad sker der, søde? Kom nu herind.” Hun putter telefonen ned i rygsækken, og uden rigtigt at tænke over det begynder hun bare at gå ud ad vejen væk fra festivalpladsen. Hele området er fuld af unge mennesker med telte og rygsække. Ingen lægger mærke til hende. Hun stopper først, da hun er kommet helt ud af byen. På hver side er der marker, og foran hende ligger en skov. Hun slår sit telt op mellem nogle træer. Hun kan se ud over en fjord. Der er helt stille, og solen er ved at gå ned. Hun sidder og ser på en fugl, der piller et bær af en gren med sit næb. Himlen er fuld af farver, og månen er allerede fremme. Da hun har pakket alle sine ting ud, lægger hun sig i teltet og spiser toastbrød med bønnepostej og drikker juice af kartonen. Det var præcis sådan her, hendes storebror beskrev Roskilde Festival. Bare uden alt det rundt om teltet. Musikken, alkoholen, alle de andre. Larm. Hun finder sin telefon frem, og hun kan se, at hendes veninder på et tidspunkt opgav at få fat på hende, men notifikationerne fra deres Instagram-opslag bliver ved med at strømme ind i toppen af skærmen. Hun kigger på billederne og videoerne, og selvom hun kun er nogle få kilometer væk fra det hele, føles det, som om hun er på en anden planet.

GLIP 4 9

Hun ser sine veninder med armene om hinanden. De griner, så man kan se deres tænder. Vinklen og beskæringen er hektisk. Mange billeder er taget skråt oppefra, og man kan se dele af ansigter og kroppe, som om folk er blevet hakket i stykker, og alle har øl eller drinks i hænderne. De ryger cigaretter, og der er folk, hun ikke kender. Drenge i bar overkrop. Teltene står helt tæt op ad hinanden, og hun kan slet ikke forestille sig, hvor hendes telt skulle have stået, hvis hun havde været der. På en af videoerne genkender hun den lyd, hun også hørte, da hun stod i køen. Da hun fik lyst til at gå. Lyden af mange stemmer og mange forskellige slags musik oven i hinanden. Det bliver bare til støj, men det er, som om hendes hjerne alligevel prøver at sortere lydene fra hinanden, så hun kan følge med i alle samtalerne og lytte til alle sangene. Det hele på én gang. Det er alt for meget. Da hun slår lyden på telefonen fra, opdager hun lydene omkring sig. Hun kigger lidt rundt i teltet, og så kigger hun igen på videoen. Hun ser venindernes ansigter, mens de griner og råber, men hun hører lyden af vinden i træerne, små bølger ude på fjorden, en kvist falder ned på teltdugen og rutsjer ned. Det er skoven om natten. Det er Roskilde Festival. Hun tager et billede med sin telefon. Indersiden af teltdugen, soveposen, liggeunderlaget og et stykke toastbrød med bønnepostej. Hun går på Instagram og begynder at lave et opslag, men lige inden, hun deler det, ombestemmer hun sig og kasserer det. Om natten står hun op for at tisse, og det er helt mørkt udenfor teltet. Hun ser stjerner og føler sig beruset, selvom hun er helt ædru. Hun får en fornemmelse af dybde på himlen. Den tredje dimension kommer ind. Alting drejer rundt, men på en dejlig måde. Om morgenen er der kommet en besked fra hendes mor. Hun spørger, om det er godt at være på festival, og Emma sender det billede, hun tog inde i teltet om aftenen, og skriver, at hun aldrig har følt sig mere glad end nu. Dagen er svær at beskrive. På en måde føles det som en stor og vigtig dag i hendes liv, men der sker ikke rigtigt noget. Hun spiser mere toastbrød og drikker juice. Meget af tiden ligger hun bare på ryggen med hænderne un-

DEM VI ER

der hovedet og kigger op i teltdugen og hører musik i sine hovedtelefoner. Eller hun ligger lige udenfor teltet på sit liggeunderlag eller går langsomt rundt i skoven med en følelse indeni, som hun kun kan beskrive som ‘stor’ og ‘god’. Hun prøver at spare på strømmen, men alligevel løber hendes telefon tør i løbet af eftermiddagen. Først er det ikke noget problem, men da solen går ned, bliver hun bange. Hun hører lyde, hun ikke lagde mærke til den første nat. Det kan være dyr, men det kan også være mennesker, der går rundt udenfor hendes telt. Hun ville ønske, hun havde sin telefon til at distrahere hende. Heldigvis har hun en lygte, men hun er også bange for at tænde den, fordi hun så er lettere at opdage i mørket. Om morgenen går hun ind til byen, men hun kan ikke finde et sted, hvor hun må få lov at lade sin telefon op. Til gengæld støder hun ind i en gruppe drenge, der fortæller, at festivalen er udsolgt, og nu leder de efter en billet til deres ven. Emma sælger sin billet for to tusind kroner, og da drengene er gået, og hun står med alle pengene i hånden, ser hun et kort øjeblik sig selv udefra. Hun har ingen strøm på sin telefon, og hun har byttet sin billet til en håndfuld kontanter. Der er ingen vej tilbage til veninderne nu, og ingen ved, hvor hendes telt står. Hendes mor tror, hun er på Roskilde Festival, og hendes veninder tror, hun er taget hjem. Under hende summer asfalten. Under asfalten, stranden. Og over hende lyser hele universet. Da hun kommer tilbage til teltet, sætter hun sig ved vandkanten og tænker på sine veninder og på, hvad de laver. Hendes storebror flytter snart hjemmefra, og så skal hun bo alene med sine forældre, og efter ferien skal hun starte i gymnasiet. Hun tænker på alt det, hun skal lære, og alle dem, hun skal møde. Hun tænker også på, at der er krig i Europa lige nu, og klimaet er ved at gå i stykker, og alt det med identitet og privilegier, som gør hende nervøs, fordi det er så indviklet og får hende til at føle, at hun gør noget forkert lige meget, hvad hun gør.

GLIP 51

Hun ville ønske, alle bare kunne være venner, men hun tænker også, at hun måske er for gammel til at ønske sig sådan noget. At det måske er for naivt at have det sådan, når man lige er blevet færdig med niende klasse. Men hvorfor egentlig? Det ville jo være dejligt, hvis vi alle sammen kunne være venner. Så tager hun alt sit tøj af og går ud i det kolde vand og ser op i skyerne. Det sker næsten af sig selv, og igen får hun den der lidt underlige, men også trygge fornemmelse af, at hun ser sig selv udefra. Der er bekymrede stemmer indeni, der for eksempel tænker over, om nogen kan se hende. Er der nogen, der fotograferer mig? spørger en stemme. Er jeg i fare? Kan jeg drukne her? Men stemmerne kan ikke stoppe hende. De kommenterer på det, der sker, men de har ikke længere nogen magt. Selvom vandet er koldt, er det dejligt, og bunden er helt perfekt, og hun har aldrig før prøvet at bade nøgen. Jo, måske da hun var barn. Det tænker hun på, og hun bliver ligesom et lille barn igen. Der er ingen, der kan se hende, og der er ikke noget at være bange for. Hun behøver ikke tænke eller bekymre sig eller planlægge noget. Hun tænker et øjeblik på, om hun er ved at blive skør, men hendes krop taler tydeligt til hende, og den er bare glad. Så tænker hun på, hvad de andre ville sige, hvis de vidste, hvor hun var, og hvad hun lavede, og så går det op for hende – det står helt klart i hendes bevidsthed – at ingen behøver få at vide, hvad hun laver. Det her er hendes. Alene. Det er kun for hende. Hun bestemmer selv, hvad hun gør med den her oplevelse, og om hun nogensinde vil fortælle nogen om den. Dagen efter piller hun teltet ned og pakker alle sine ting sammen og går ind mod byen. Hun holder pause ved en kiosk og spiser en sodavandsis, da en kvinde kommer og sætter sig hos hende. “Har du været på festival?” spørger kvinden. “På en måde,” svarer Emma. “Hvad skal det sige?” “Jeg skulle have været der …” Hun tøver.

DEM VI ER

“Men så?” “Så gad jeg ikke alligevel, og så sov jeg bare nogle nætter ude i skoven i mit telt.” “Forstår jeg godt.” De sidder lidt i tavshed, mens Emma spiser sin is. “Vil du ikke sidde her lidt med mig?” spørger kvinden. “Hvad mener du?” smiler Emma. “Jeg sidder her jo allerede.” “Jeg er ret ensom,” siger kvinden. Som om det er en helt almindelig ting at sige til en fremmed. “Okay?” svarer Emma. Og så er det, som om der går hul på noget i hende, og hun begynder at fortælle, hvordan hun badede nøgen i fjorden dagen før, at hendes forældre tror, hun stadig er på festivalen, at hun har solgt sin billet, og da hun fortæller, at hun har sagt til sine veninder, at hun er taget hjem, fordi hun har menstruation, begynder kvinden at grine. “Lå du så ude i skoven og blødte i din sovepose?” “Jeg har slet ikke menstruation,” griner Emma. “Det var bare en undskyldning.” De griner begge to. Emma tænker på, hvad kvinden synes, om det hun lige har fortalt, og om hun synes, Emma er mærkelig, men så smiler kvinden, som om hun får en idé. “Jeg kommer til at tænke på en gammel zenhistorie*,” siger hun. “Vil du høre den?” Der stod to klostre på det samme bjerg, og begge steder var en lille dreng under oplæring. De to børn mødte ofte hinanden, når de gik rundt på stierne på bjerget, og en dag spurgte den ene dreng den anden, hvor han var på vej hen. “Jeg skal derhen, hvor mine fødder tager mig,” svarede drengen. Om aftenen snakkede den første dreng med munkene om det forvirrende svar, og en munk foreslog, at næste gang drengen mødte den anden dreng, skulle han igen spørge, hvor han var på vej hen. Drengen ville give det samme svar, og så skulle den første dreng spørge den anden, hvor han

GLIP 53

*Zenhistorien er en genfortælling af ‘Zen Dialogue’ fra ‘Zen Flesh, Zen Bones – A Collection of Zen and Pre-Zen Writings’ Compiled by Paul Reps (A Double Anchored Book, 1961)

så ville gå hen, hvis han ikke havde nogen fødder. Det skulle nok kunne lukke munden på ham. Nogle dage senere mødtes de to drenge igen, og den første spurgte den anden, hvor han var på vej hen, men han fik ikke det svar, han havde forventet. “Jeg går bare, som vinden blæser,” svarede den anden dreng. Da den første dreng fortalte om det nye svar til munkene i klostret, debatterede de igen livligt, hvad det mon kunne betyde, og en munk foreslog, at næste gang drengen mødte den anden dreng på stien, skulle han igen spørge, hvor han var på vej hen, og han ville få det samme svar, og så skulle han spørge, hvor han ville gå hen, hvis der ikke var nogen vind. Det skulle nok lukke munden på ham. Da drengen næste gang mødte den anden dreng, spurgte han ham igen, hvor han var på vej hen. “Jeg er på vej ned for at købe grøntsager,” lød svaret. Da Emma sidder i toget, tænker hun over, hvad hun skal sige til sine forældre. Hun kommer hjem flere dage før tid, og man kan tydeligt se på hende og hendes oppakning, at hun ikke har været på Roskilde Festival. De vil have en million spørgsmål. Hun sætter sin telefon til at lade op i stikket over sædet, og mens landskabet scroller forbi udenfor vinduet, tikker flere hundrede notifikationer ind på telefonen, og mens hun scroller igennem sine klassekammeraters billeder og videoer fra festivalen, scroller alle mulige følelser igennem hende på én gang. De bor alle sammen i hende – side om side – og hun forsøger at give plads til dem alle sammen. En del af hende føler, at hun er gået glip af noget stort, som aldrig vil komme igen. En anden del føler en lidt skamfuld foragt for veninderne. Der er også en del indeni, der er bange på en simrende, men meget dyb måde. Hun ved ikke rigtigt, hvad hun er bange for, og hun tænker på, om det måske er den følelse, som nogle kalder angst.

DEM VI ER

En del er bare lettet. En del glæder sig til at komme hjem. Og så er der en del, der er glad. En helt ren og klassisk følelse. Den del føler omsorg for hendes veninder, glæder sig på deres vegne og er stolt af dem. Så skubber hun tankerne til side. Selv nåede hun kun at tage to billeder, før hendes telefon løb tør for strøm, og de forestiller begge to hendes telt. Det ene er det, hun sendte til sin mor, som hun tog inde i teltet den første aften. Det andet billede er taget udenfor. Man kan se teltet. Det står lukket og rent og perfekt i en skov og lyser i tusmørket. Hun fortryder ingenting.

GLIP 55

Opgaver • Glip Læseoplevelse 1. Sæt ord på din læseoplevelse: Find tre ord, der beskriver novellen og

din oplevelse af at læse den. Det kan fx være ord som sjov, provokerende, relaterbar, overraskende, tankevækkende. Find nogle ord, der beskriver netop din oplevelse. 2. Var der noget i novellen, du kunne relatere til? Hvis ja: Hvilke scener/situationer i novellen var mest relaterbare for dig og hvorfor? Hvis nej: Hvorfor ikke? 3. Hvordan ville du reagere, hvis en af dine venner gjorde som Emma?

· ·

Tekstanalytiske opgaver 1. Emma har det tydeligvis godt i skoven. Find tre eksempler i teksten,

der viser, hvordan hun reagerer på at være alene i naturen. 2. Da Emma slår lejr i skoven, opstår en forskel mellem to verdener, nemlig skoven (naturen) på den ene side og Roskilde Festival (kulturen) på den anden side. Læg mærke til, at selvom Emma forlader festivalen, så følger den med hende gennem telefonen. Nævn tre ting, som findes i kulturen, og som Emma slipper for, når hun er alene med naturen. 3. I sine tanker forholder Emma sig til andre mennesker og de stemmer, hun har i hovedet (som kan forstås som andres forventninger til hende). Beskriv, hvad der præger Emmas forhold til sin omverden. Dokumentér din beskrivelse med konkrete eksempler fra teksten. 4. Emma bader på et tidspunkt nøgen i en sø. Hvad er den symbolske betydning af dette? 5. En kvinde fortæller Emma en zenhistorie. Slå først ordet zen op på nettet, og læs dets betydning. Giv dernæst et bud på, hvad zenhistoriens pointe er, og hvordan den passer på Emmas historie.

Diskuterende opgaver 1. Novellen indeholder mange temaer, herunder:

· Isolation · Forventninger

DEM VI ER

Diskuter i grupper, hvilket af de fire temaer der er mest centralt. I behøver ikke at blive enige. Efter endt diskussion skal I hver især vælge ét tema og skrive argumenter for, hvorfor det er det mest centrale. 2. På baggrund af det velkendte fænomen FOMO (fear of missing out) er mod-fænomenet JOMO (joy of missing out) opstået. Diskuter i grupper, hvad der i vores moderne virkelighed skaber eller forstærker de to fænomener.

Skriftlige og kreative opgaver 1. Skriftlig opgave: Skriv en kort tale på ca. 400-500 ord, der argumen-

terer for, at vi ikke skal være slaver af FOMO, men i stedet lytte til, hvad vi egentlig gerne vil – og måske erstatte følelsen med JOMO. Brug gerne konkrete eksempler i din tale, fx en personlig oplevelse. 2. Tegning/maleri: Lav en tegning eller et maleri af en scene fra novellen. Forsøg i din fremstilling at illustrere forskellen på de to verdener (skoven vs. Roskilde Festival/Instagram). 3. Udfordring: Sluk din telefon, og giv den til en klassekammerat en hel skoledag. Først når skoledagen er slut, må du få den tilbage. Tal derefter sammen om, hvordan det påvirkede jeres dag.

Perspektivering 1. Sammenlign novellen med Rakel Haslund-Gjerrilds novelle “Ud i det

grønne” (2016), som står i denne bog. Find ligheder og forskelle mellem de to tekster, og vær særlig opmærksom på, hvordan naturen fremstilles samt konflikten mellem individet og samfundet/de andre.

Andre lignende værker 1. Doppler (2004)

Erlend Loes roman om en mand, der flygter ud i skoven for at slippe for samfundets og sin kones forventninger. 2. “Jeg kom til skovens bolig” (1849) Christian Winthers digt fra romantikken om naturens idyl og helende kraft.

GLIP 57

OPGAVE R

· Natur vs. kultur · Venskaber

✶

FAKE Chaga Signe Hovedpersonen i “Fake” hedder Dang. Hun har thailandske forældre og ikke nær så mange penge som Cecilie, som går i dyre mærkevarer. Derfor rammer det også ekstra hårdt, da Cecilie spotter, at Dangs Dior-taske er fake. Men Cecilie vil faktisk gerne være venner med Dang, så hun forærer hende en ægte Chanel-taske, selvom de næsten ikke kender hinanden. Cecilie går også underligt meget op i Dangs thailandske ophav, og et spørgsmål trænger sig på: Hvorfor vil Cecilie egentlig være venner? Hvor godt skal man kende hinanden for at være venner, og kan motivet for venskabet også være ægte eller fake? Og gør det nogen forskel, at tasker såvel som mennesker har et bestemt udseende?

“Er den ægte?” “Undskyld, taler du til mig?” Det er mandag formiddag, og jeg står i kantinekøen. “Den ser fake ud,” siger hun og peger på min taske. Pigen er høj og slank. Og smuk. Hun hedder Cecilie og går i min parallelklasse. Jeg har aldrig talt med hende. Hun har en mørkeblå kashmirsweater over skuldrene, og på fødderne har hun brune sandaler, hvor overdelen er et udskåret H i læder. De er fra Hermès, og jeg kommer til at stirre på dem. “Den er ægte,” siger jeg og løfter langsomt mit blik fra sandalerne. “Jeg har selv købt den i Paris.” Jeg kan mærke, at jeg bliver varm i kinderne. “Du kan se det på syningen.” Hun peger langs kanten af det røde læder, der bliver holdt sammen af en række grove, ujævne sting med en tyk, hvid bomuldstråd. To 3. g-drenge foran mig vender sig og kigger undersøgende på de uregelmæssige, hvide sting, der nærmest krydser hinanden i forvirring. “Jeg håber ikke, du har givet særligt meget for den,” siger Cecilie og griner rundt til de andre i køen. “Er du sikker på, at du ikke har købt den i Bangkok?” Jeg ryster på hovedet og hiver min mobil frem. “Men er du ikke fra Thailand?” “Min forældre er. Jeg er fra Amager.” “Nå, men det ligner altså sådan en taske, man kan købe på de der markeder i Bangkok, hvor de sælger kopivarer.”

Tasken er fra Dior. På en måde. Men mest fra Bangkok. Den er i rødt læder og formet som en saddel, og i en af stropperne hænger der et stort D i guld. D for Dior. D for Dang, mit thailandske kælenavn. “Skal du med bussen?” Jeg stirrer direkte ned på de brune Hermès-sandaler, der har placeret sig foran mig. Jeg kan genkende dem fra kantinen. “Du ved godt, at du skal gå helt ud til vejen, ellers kører den bare forbi.” “I know,” siger jeg uden at kigge op. Jeg lægger mærke til, hvor smukke Cecilies tæer er. Helt lige og velplejede. “Slap af, jeg ville jo bare give dig et lift. Min bil holder derovre.” Jeg løfter blikket. “Er det din bil?” “Ja. Fik den sidste år, da jeg blev 18.” “Vildt.” “Hmm … Jeg ville hellere have haft den i sort.” “Nej tak,” siger jeg. “Nej tak, hvad?” “Nej tak. Jeg behøver ikke et lift.” “Whatever,” siger Cecilie og begynder at gå. “Det var altså kun for at hjælpe dig, at jeg sagde det med tasken.” Næste dag sætter Cecilie sig i kantinen over for mig. “Jeg har en gave til dig.” “Til mig?” Hun rækker mig en plastikpose. “Man kan da ikke bare give gaver til folk, man ikke kender.” “Jeg kender dig da godt. Jeg ved, at du går i min parallelklasse, at du tager bussen, og at du er fra Thailand.” “Jeg er altså født i Danmark.” “Kan du egentlig tale thai?” Jeg nikker. “Det kan jeg også. Chan hiiiw.” “Du er … sulten?”

DEM VI ER

“Yay, du forstod mig.” Cecilie tager utålmodigt posen ud af mine hænder og løfter en lille skuldertaske ud af den. Hun rækker mig den. “Det er en Chanel.” Mit hjerte begynder at hamre hårdt i mit bryst. Dunk, dunk, dunk. Jeg har aldrig før rørt en ægte Chanel-taske. Langsomt lader jeg min pegefinger følge en af trådene i det kviltede mønster. Det er en eksklusiv flyrute, der søm for søm fører mig direkte til Paris. “Hallo, kan du lide den?” Cecilie vifter sin hånd foran mit ansigt. På forsiden af tasken blænder to overlappende C-bogstaver i guld mig. Det ikoniske Chanel-logo. “Men … er det ikke din egen?” fremstammer jeg. “Den passer bedre til dig.” “Den kan jeg altså ikke tage imod,” siger jeg og rækker Cecilie tasken. “Den er din nu.” Cecilie skubber tasken tilbage til mig. “Og bare rolig, den er helt ægte!” tilføjer hun. Jeg spejler mig i butikkernes glasruder på vej hjem fra skole. Jeg kan næsten ikke kende mig selv med den nye taske. Man kan tydeligt se, at den er ægte. Selv i reflektionen ser den ægte ud. Den er din nu. Jeg holder hårdt fast om hanken. Man ved jo aldrig, om nogen kunne finde på at stjæle en ægte Chanel-taske. “Fedt værelse du har.” Vi ligger i Cecilies seng. “Det er ikke for pattet?” Jeg kigger rundt. Der står en beige lænestol ved vinduet. Den er fyldt med bamser. Sådan nogle eksklusive Ralph Lauren-agtige bamser. “Så skulle du se mit værelse,” griner jeg og tænker, at det skal hun ikke. “Ej, jeg får spat.” Cecilie rejser sig og tager sine bukser og sweater af og begynder at klø sig på kroppen, så hendes lyse hud med det samme får røde kradsemærker. “Kan du ikke lige klø mig på ryggen?” “Hvad med noget creme?” “Kan du ikke bare klø?” Jeg prøver at klø, så hårdt jeg kan med mine korte negle.

FA KE 6 1

“Længere ned. Til højre. Helt ud i siden. Hårdere!” stønner Cecilie. “Jeg kan altså ikke gøre det hårdere,” griner jeg. “Hey! Du kan også bare massere mig? Jeg elsker thaimassage.” “Thaimassage? Det ved jeg slet ikke, hvordan man gør.” “Pleeeaase, Daaang. Så’ du min yndlingsveninde.” Mit hjerte slår et lille ekstraslag. Yndlingsveninde. Jeg kan mærke, jeg rødmer. “Jeg henter olien. Find lige sådan noget thailandsk massagemusik, ik’? Noget med vand og sådan nogle pling-lyde.” Jeg vågner i Cecilies seng med alt mit tøj på. Det er blevet mørkt. Lugten af gammel thaimad vækkede mig. Grøn karry. De sorte takeawaybokse står stadig på natbordet. “Forstyrrer jeg?” spørger jeg forsigtigt. Cecilies mor sidder i stuen med sin computer i skødet. “Nej, jeg arbejder bare.” “Om natten?” “Sådan er det at have sit eget firma.” “Jeg ville bare smide det her ud,” siger jeg og løfter plastikboksene. “Er det dig, der hedder Dang?” Jeg nikker. “Jeg hedder Pernille. Jeg er Cecilies mor.” “Cecilie og jeg faldt i søvn, mens vi så Modern Family.” “Modern Family … Det så Cecilie også altid sammen med Cherry.” “Cherry?” “Har Cecilie ikke fortalt om Cherry?” “Er det en veninde?” Cecilies mor spærrer øjnene op og begynder at grine. “Det var vores au pair.” “Har I haft au pair?” “Ja, fra Thailand. Vi har nærmest altid haft hende. Fra Cecilie var helt lille.” “Fra Thailand??” “Ja. Bangkok. Cecilie elskede hende overalt på Jorden. Om aftenen lå de altid i sengen og så serier, eller Cherry gav Cecilie massage.”

DEM VI ER

“Massage?” “Ja, sådan noget thaimassage, du ved. Cherry introducerede Cecilie til alt muligt fra Thailand.” Min mave begynder langsomt at vende sig, mens Cecilies mor fortæller om deres thailandske au pair. Jeg kan næsten fornemme smagen af den grønne karry, der truer med at dukke op igen. “Men hvor er Cherry nu?” udbryder jeg. “Hun tog hjem for et år siden. Cecilie var ulykkelig, da hun rejste.” Cecilies mor kigger ud ad vinduet, hvorefter hun pludselig vender sig mod mig. “Ja, men nu er hun endelig glad igen.” “Er hun?” “Dang … Selvfølgelig er hun det. Nu har hun jo fundet dig.” En kvælende følelse omslutter langsomt min hals. Nu har hun jo fundet dig. Jeg kigger rundt for at finde en skraldespand, men alting virker forvrænget. Rummet. Luften. Cecilies mor. Jeg går tilbage til værelset. Cecilie sover stadig. Jeg sætter de beskidte thaibokse i vindueskarmen. Chanel-tasken ligger på gulvet ved siden af massageolien, der er dryppet ud. De to gyldne C’er lyser op i mørket. Cecilie og Cherry. Jeg samler tasken op. Kærtegner det bløde læder. Mine fingre rammer lynlåsen, som er iskold. Jeg tømmer taskens indhold over i en plastikpose, sætter den på natbordet og går.

FA KE 6 3

Opgaver • Fake Læseoplevelse 1. Sæt ord på din læseoplevelse: Find tre ord, der beskriver novellen og

· ·

Tekstanalytiske opgaver 1. Cecilie er den person i novellen, vi får flest oplysninger om. Lav en

karakteristik af hende: Nævn fem konkrete ting, der viser, at hun er fra en høj socialklasse. Beskriv hendes personlighed og opførsel med fem ord/korte sætninger. 2. Man kan argumentere for, at Cecilie er hovedpersonen i novellen, fordi det er hende, der har en mission (mere end jegfortælleren). Hvad forsøger Cecilie at opnå og (ikke mindst) hvorfor? 3. I slutningen af novellen tømmer Dang sin nye Chanel-taske for indhold og efterlader den. Hermed opstår en klar modsætning mellem beholderen og dens indhold, dvs. mellem noget indre og noget ydre. Hvor ses denne modsætning ellers i novellen? 4. Novellens titel er Fake. Nævn eksempler på, hvor modsætningen mellem noget ægte og noget uægte optræder i novellen? 5. Nævn tre temaer, der findes i novellen. Vælg dernæst et af dem, og argumentér for, at dét er det mest centrale tema i novellen.

· ·

DEM VI ER

1. På et tidspunkt siger Cecilie: “Jeg kender dig da godt. Jeg ved, du går i

min parallelklasse, du tager bussen, og at du er fra Thailand.” Diskuter i grupper, hvordan dette udsagn bryder med vores almindelige forståelse af, hvornår man kender nogen. 2. Når vi vælger kærester og partnere, spiller udseende ofte en rolle. Diskuter, hvorfor det alligevel føles forkert, at Cecilie vælger Dang som ven pga. hendes etnicitet og udseende. Hvad er forskellen?

Skriftlige og kreative opgaver 1. Skriftlig opgave: Skriv et essay på 400-500 ord, hvor du forklarer, hvor-

dan forskelsbehandling kan påvirke mennesker. Du må gerne referere til novellen i dit essay, og du må også bruge oplevelser fra dit eget eller andres liv til at illustrere din pointe. 2. Korrespondance: Skriv en besked-udveksling mellem Cecilie og Dang, hvor Dang konfronterer Cecilie med dét, der er sket. Prøv at gøre korrespondancen så autentisk som muligt. Den første besked skal være fra Cecilie, som skriver: “Hvor blev du af?”

Perspektivering 1. Sammenlign novellen med Michael Kviums maleri Masken (2013), som

er trykt i denne bog. Diskuter, hvad maleriet forestiller og dets betydning. Diskuter dernæst, om der er forskel på, hvordan forholdet mellem det indre og det ydre fremstilles i henholdsvis maleriet og novellen.

Andet lignende materiale 1. Find Holger Danske (2006)

Maja Lee Langvads digtsamling (genrehybrid) om at være adopteret fra Sydkorea og være etnisk anderledes.

FA KE 6 5

OPGAVE R

Diskuterende opgaver

✶

DET MÅ GODT GØRE ONDT Jonas Kleinschmidt Hovedpersonen i “Det må godt gøre ondt” hedder Simon, og han er sammen med mange forskellige piger – også nogle, der er veninder med hinanden. Må man godt det? Og må man være sammen med sin vens lillesøster? Simon virker ligeglad med den slags spørgsmål, men er nok alligevel klar over, at der er nogle normer og grænser, som han udfordrer. Måske skulle han lytte lidt til sin drukven Karl, som trods alt er en slags samvittighedens stemme. Men det føles jo godt at have sex, og kan det så være forkert? At navigere mellem lyst og moral er ikke nemt, og nogle gange er smerte og nydelse tæt på at være det samme. Det gælder også forelskelser, der kan være lige så lykkelige, som de kan være faretruende.

orsdag knepper jeg Cecilie. Og dagen efter knepper jeg hendes veninde. Det sker bare, jeg aner ikke, de er veninder. Det er først, da jeg ser dem begge to, dagen efter, til festen hos Jarby, at jeg fatter det. De står og taler sammen oppe ved baren. De er begge to mørkhårede. De ligner faktisk hinanden. Et øjeblik bliver jeg i tvivl om, om de er den samme person. Jeg retter mig op i sofaen. Vi har drukket det meste af dagen, mit hoved koger. Jeg har den her hyletone i hovedet, der ikke vil gå væk. Vi startede hjemme hos Karl. Som altid. Vi lærte hinanden at kende i tiende. Ingen af os vidste, hvad vi skulle bagefter. Alle de andre skulle alt muligt. Efterskole, gymnasium, handelsskolen. Fornuftige ting. Nu er der gået tre år. Karl er flyttet ind i sin egen lejlighed nede ved torvet. Så har vi et sted at være. Vi har kørt joints og øl hele dagen, et par baner, inden vi gik. “Vi skal bare være helt væk,” blev Karl ved med at sige. “Helt væk.” “Hej, Simon,” siger hende, der hedder Cecilie. “Hej,” siger jeg. Jeg har slet ikke lagt mærke til, at de er kommet hen til mig. De står begge to og glor på mig. “Hvad har du gang i?” “Hvad mener du?” siger jeg. “Du er jo dum i hovedet. Du ligger og knepper os begge to. Hvad fuck har du gang i?” “Det ved jeg ikke,” siger jeg. “Nej, det ved jeg fucking heller ikke.” “Undskyld, hvad hedder du egentlig?”

Jeg ser på hende, der ikke hedder Cecilie, men som havde min pik i munden i går. Hun har ikke sagt noget endnu, men hun virker ikke lige så sur. “Maria,” siger hun. “Lad dog være med at sige dit navn til ham,” siger Cecilie. “Det må hun vel selv om,” siger jeg og ser på Maria. “Har du en god fest?” Hun trækker på skuldrene. “Ej, seriøst, fuck det her, vi gider ikke stå og spilde tid på ham. Han kan ikke engang huske dit navn. Kæmpe stodder. Du er en fucking luder, du er. Fucking klam.” Hun vender sig om og går. Maria bliver stående. “Tak for sidst,” siger jeg og smiler. Jeg var helt blæst i går, det meste er sløret, én stor sump af lort, alligevel er der noget ved hendes ansigt. Det står helt skarpt i min hukommelse. “I lige måde,” siger hun. “Jeg kunne altså godt huske, hvad du hed,” siger jeg. “Helt sikkert,” siger hun. Hun smiler. Ikke meget, men lidt. Og jeg får et glimt af hendes tænder, de glinser en lille smule, og jeg kommer igen i tanke om, at det ikke er særlig lang tid siden, hun havde min pik i munden. Hun var god til det. “Du er lækker,” siger jeg. “Det ved jeg godt,” siger hun. Så vender hun sig også og går. Karl vælter ned i sofaen ved siden af mig. “Hvad fanden sker der?” siger han. “Hvem var det? Den ene af dem så fucking sur ud.” “Bare to piger,” siger jeg. “Har du knaldet dem?” “Ja,” siger jeg. Han griner. “Var de søstre?” “Nej, det tror jeg sgu ikke. Men de var veninder.” “Du er et svin, du er.” “Næ,” siger jeg.

DEM VI ER

Lidt senere får jeg en besked fra Maria. Hun skriver, at hun er taget hjem, men om jeg kommer forbi senere. Jeg svarer ikke. Men går i baren efter mere sprut. Det er Jarbys lillesøster, Sofie, og en af hendes veninder, der står i baren. De går i niende klasse. Sidst jeg så hende, var hun et barn. Men nu har hun fået bryster og er blevet lækker. Jeg kan se hendes g-streng igennem hendes bukser. “Hej,” siger jeg. “En Vodka Red Bull.” Sofie hælder vodka i et plastikkrus, åbner en dåse Red Bull og fylder op til kanten. Hun lægger også en skive citron i. “Luksus,” siger jeg. Hun smiler. “Har I det godt?” spørger jeg og ser på dem begge to. De nikker. “Er der en af jer, der har en cigaret?” De ser på hinanden. “Vi kan skaffe en,” siger Sofie. “Fedt,” siger jeg. “Det ville seriøst være så fedt, Sofie. Vi ses, piger.” “Vi ses,” siger de begge to, og jeg ved allerede, at den er hjemme. Det bliver ikke noget problem. Engang var det anderledes. Der fattede jeg ikke, hvordan man gjorde. Men man skal ikke tænke så meget over det. Man skal bare gøre det. Senere på aftenen står jeg udenfor og ryger med Karl, da Sofie og hendes veninde kommer forbi. “Er I på vej videre?” “Vi skal til fest hos en fra vores klasse,” siger Sofie. “Hvorfor det?” siger Karl. “Er I blevet trætte af os?” “Lidt,” siger Sofie. Hendes veninde griner. “Skal vi ikke tage med?” siger jeg. “Det kan I da godt,” siger Sofie. “Hvad siger du, Amalie?” “Jo,” siger hun. “Helt sikkert,” siger jeg. “Kom, Karl.”

DET M Å GO DT G ØR E ON DT

Vi sidder bag på deres cykler. Jeg sidder bag på Sofies cykel og har en øl i den ene hånd og en smøg i den anden. Vi er alt for store til deres cykler, Karl må løfte sine ben helt ud til siden for ikke at ramme asfalten. Han ligner en idiot. Jeg tager et dybt hiv af cigaretten, trækker røgen helt ned i lungerne, læner mig tilbage og puster en stor, gråhvid sky ud i mørket. Karl hujer ved siden af mig. Han har bredt begge arme ud til siden og leger, at han flyver, mens Amalie kører cyklen. Styrt, tænker jeg. Styrt nu, din idiot. Jeg flikker cigaretten væk og lægger en hånd rundt om Sofie og mærker hendes maveskind lige under T-shirten. Hun udstøder et lille suk, og jeg lader hånden glide ind under T-shirten og videre op til hendes bh. Jeg kan mærke hendes brystvorter gennem det tynde stof. Vi parkerer ude foran et eller andet hus på en eller anden villavej. Der står cykler i hele indkørslen, og vi kan høre musik og tung bas. Stemmer, der synger med på et eller andet hit. Karl er helt oppe at køre, han går arm i arm med Amalie og råber, at han vil ind og danse. “Danse, danse, danse,” råber han. “Kommer du, Simon?” “Kommer lige om lidt,” siger jeg og vender mig mod Sofie, der bider sig i læben, hun er så lækker, og jeg har kun én ting i hovedet. “Kom med,” siger jeg og trækker hende med ud ad indkørslen og længere ned ad vejen, hvor vi finder en carport, jeg går ind i mørket, og hun følger efter, og åbner sin mund, hendes ånde er varm, og jeg stikker min tunge så langt ind i munden på hende, som jeg kan, og jeg har lyst til at æde hende og dø og forsvinde, det hele på én gang. Hun stønner, og jeg maser min hånd ind under hendes T-shirt igen og videre ind under hendes bh, og hendes bryster er små og faste, og jeg klemmer om hendes brystvorter og vipper T-shirten op over hendes bryster, så jeg kan komme til, og jeg tager hendes bryster i munden, først det ene, så det andet. Hun stønner, og jeg vil have mere, så jeg begynder at åbne hendes bukser, hun lader mig gøre det, men pludselig hvisker hun: “Jeg har ikke prøvet det før, jeg er bange for, at det gør ondt.” “Det må det godt,” siger jeg. “Det må godt gøre ondt, det er helt normalt.” Hun lægger sig ned på jorden, på fliserne, eller hvad det er, og lader mig komme til, løfter røven, så jeg kan lirke hendes bukser af, derefter hendes

DEM VI ER

trusser, de er så hvide i mørket. Jeg får også mine egne bukser sparket af, jorden er kold og hård, jeg river hul på mit ene knæ, da jeg læner mig ned over hende, en stikkende smerte, som jeg ignorerer, noget blødt, der flænses åbent af noget skarpt. Og så er jeg oppe i hende, jeg støder og støder, og det er så fucking godt, hun klynker, og så kommer jeg, og jeg falder sammen over hende. Og et øjeblik er alt helt stille og helt roligt. Det varer fem sekunder. Lidt mere måske. Så kommer alting væltende tilbage. Hyletone og pis og lort, og jeg hader virkelig mig selv. Bagefter prøver jeg at finde Karl inde til festen. Sofie er også forsvundet. Folk her er så unge, jeg er tre eller fire år ældre end dem. Ingen af dem ser mig. Det er, som om jeg ikke eksisterer for dem. Jeg finder en halvt drukket øl, sætter den for munden og tømmer den lunkne og dovne væske ned i svælget. Så skal jeg knække mig. Jeg ser rundt, løber ud i gangen, finder døren til toilettet, går ind og låser den bag mig. Jeg når kun lige at læne mig ind over vasken, inden jeg kaster op i store, smertefulde ryk. Noget af det rammer mine sko. Min mavesæk kramper og trækker sig sammen. Jeg koldsveder, krænger overkroppen ind under vandhanen, lader vandet løbe og drikker som et dyr. Jeg retter mig op og ser mig selv i spejlet. Mine øjne er glasagtige, pupillerne små sorte sten. Jeg giver mig selv en lussing. Så én til. Jeg slår, alt hvad jeg kan. Det banker på døren. “Hallo, Simon,” siger Karl. “Er du derinde?” Han lyder glad. Han lyder altid så fucking glad. Jeg åbner døren. “Jeg troede fandme, du var faldet i tønden,” siger han og smiler over hele fjæset. “Okay,” siger jeg. “Fuck, jeg er sulten,” siger Karl. “Skal vi ikke skride?” Vi køber franske hotdogs og noget at drikke på tanken og går ned til en bænk i parken. Selvom det er midt om natten, er luften stadig lun.

DET M Å GO DT G ØR E ON DT

“Jeg er så smadret,” siger Karl og tager en bid af sin hotdog, så en beige, creme-agtig dressing flyder ud over hans hånd. “Hvad skete der med hende pigen? Jarbys lillesøster.” Jeg trækker på skuldrene. “Var du sammen med hende?” “Det kan godt være,” siger jeg. “Altså knaldede du hende?” “Måske.” Karl ryster på hovedet. “Du er sindssyg.” “Hvad snakker du om?” “Ikke noget.” “Jo, kom nu, hvad mener du?” “Bare lige tænk over, hvad du laver, ikke? Det er trods alt en af vores venners lillesøster.” “Det ved jeg da godt. Hvad fanden snakker du om? Du prøvede sgu da selv at være sammen med hende Amalie.” “Bare glem det.” Han tager endnu en bid af sin hotdog, samtidig med at han forsøger at suge dressingen ud af brødet. “Vil du ikke godt spise ordentligt,” siger jeg. “Det er fucking klamt at se på, det der.” “Slap dog af,” siger Karl. Jeg rejser mig op. Et øjeblik står jeg over ham og kigger ned på ham. Han ligner en lille dreng. En lille, dum og uskyldig dreng, der er i Tivoli og har fået lov til at få en hotdog af sin mor og far. Han tager endnu en bid, og endnu en gang vælter der en tyk og gullig dressing ud over hans små klamme fingre. “Spis nu ordentligt, for helvede,” siger jeg. “Fuck af med dig,” siger Karl. Det sker bare. Jeg slår ham én gang på siden af hovedet. Han taber sin hotdog og vælter ned på jorden. Han når ikke at sige noget, eller at se op, før jeg sparker ham i ryggen. Han bliver liggende på jorden. “Jeg sagde, du skulle spise ordentligt.”

DEM VI ER

Maria åbner kælderdøren og lukker mig ind. “Hej,” siger hun. Jeg siger ikke noget, trækker hende bare til mig og stikker min tunge ind i munden på hende. Hun har kun en undertrøje og joggingbukser på, så det er let at få det hele af. Vi lægger os ind i hendes seng, og hun tager selv sine trusser af. “Du skal slikke mig,” siger hun. Hun spreder sine ben, og alt blodet stiger til mit hoved, så det føles, som om det er ved at eksplodere. Jeg begynder at slikke hende, hun smager surt og en lille smule sødt, men jo mere jeg slikker, jo sødere bliver smagen. Hun stønner og har begge hænder om mit hoved, presser mig længere ind, så min næse et øjeblik er begravet i hendes fisse. “Du må ikke stoppe,” siger hun. “Bliv ved. Bliv ved.” Jeg stopper ikke, jeg kan næsten ikke trække vejret, men det passer mig fint, jeg bliver ved, og mit hoved dunker, det dunker seriøst meget nu, det begynder at sortne for mine øjne. “Knep mig,” stønner hun. Men det vil jeg ikke. Jeg vil ikke kneppe hende. Jeg vil blive her mellem hendes ben, jeg vil forsvinde ind i hende og forvandle mig til en fisk eller en ål, så jeg kan glide helt ind, og hendes fisse skal lukke sig bag mig, og derfra vil jeg fortsætte ind i mørket, ind i det varme og det trygge, jeg vil glide hele vejen igennem hende og videre op til hendes hjerte, og der vil jeg lægge mig til at sove, op ad hendes hjerte, der dunker og pumper blod ud i hendes krop, og den dunken vil lulle mig i søvn, og jeg vil sove i 1000 år og aldrig vågne. Men selvfølgelig vågner jeg. Lyset skærer i mine øjne, jeg aner ikke, hvordan det har fundet ned i kælderen, herned i mørket. Mit hoved gør ondt, hele min krop gør ondt. Vand. Jeg må have noget at drikke. Maria ligger hen over min venstre arm med dynen imellem sine ben. Hun sover, trækker vejret tungt. Hun er faktisk smuk. Hendes øjenlåg sitrer. Drømmer hun? Er det derfor? Jeg prøver at trække min arm ud, men den sidder fast. Så vågner hun og ser op på mig. “Hej,” siger hun. “Hej,” siger jeg.

DET M Å GO DT G ØR E ON DT

“Må jeg få min arm.” “Næ,” siger hun. Hun smiler. “Okay, så lad gå.” Hun løfter sig, så jeg kan trække min arm ud. “Værsgo,” siger hun. “Tak.” Hun sætter sig op i sengen. “Hvorfor er du sådan der?” “Hvordan?” “Kold.” “Kold?” “Ja. Det var sjovt, det, jeg lige sagde. Det med, at du ikke måtte få din arm. Det var sjovt. Så skal du grine. Det er sådan, man gør.” Hun trykker mig på næsen med sin pegefinger. Som om jeg er et barn, der får forklaret noget af en voksen. “Det er sådan, andre mennesker gør,” siger hun og ser på mig. “Andre mennesker,” siger jeg. “Ja. Det er simpelthen bare almindelig høflighed, du.” “Almindelig høflighed?” “Ja.” Og så griner jeg rent faktisk. Et kort grynt. Det slipper ligesom bare ud, uden at jeg når at tænke over det. “Se,” siger hun. “Du kan jo godt.” Vi bliver liggende i hendes seng. Vi laver ikke noget. Vi er ikke sammen igen. Vi ligger bare og snakker. På et tidspunkt rejser hun sig og går over til sit skab. Hun står helt nøgen på gulvet foran mig. Hun dækker sig ikke til eller noget, hun er bare helt cool. Tager først trusser på. Så en T-shirt og de samme joggingbukser, hun havde på i går. Så vender hun sig om mod mig. “Jeg bliver nødt til at smide dig ud nu. Jeg har en løbeaftale. Med Cecilie. Kan du huske hende?” “Hende den sure,” siger jeg. Hun griner.

DEM VI ER

“Og du kan også være sjov.” Hun kommer over til sengen, læner sig ned over mig og kysser mig. Glitrende støvkorn flyver rundt i lyset bag hende. “Og du er sødere, end jeg troede,” siger hun. Vi siger farvel i døren. Og jeg skynder mig op ad kældertrappen og hen ad vejen. Jeg aner ikke, hvad klokken er, men det må være tidlig morgen, for der er ingen andre mennesker ude. Fuglene synger. De synger helt vildt. Træerne er virkelig grønne. Alting virker pludselig nyt. Jeg begynder bare at gå. Jeg skal nok ødelægge det her, det ved jeg. Men lige nu føles det meget godt.

DET M Å GO DT G ØR E ON DT

Opgaver • Det må godt gøre ondt Læseoplevelse 1. Sæt ord på din læseoplevelse: Find tre ord, der beskriver novellen og

din oplevelse af at læse den. Det kan fx være ord som sjov, provokerende, relaterbar, overraskende, tankevækkende. Find nogle ord, der beskriver netop din oplevelse. 2. Var der noget i novellen, du kunne relatere til? Hvis ja: Hvilke scener/situationer i novellen var mest relaterbare for dig og hvorfor? Hvis nej: Hvorfor ikke? 3. Synes du, hovedpersonen Simons opførsel er over grænsen?

· ·

Tekstanalytiske opgaver 1. Lav en karakteristik af hovedpersonen Simon:

· Hvad kendetegner det liv, han lever? · Hvad ønsker han at opnå?

2. Simon har en hyletone i hovedet, som ikke vil gå væk. Det kan tyde på, at

han er i konflikt med sig selv. Find tre steder i novellen, der indikerer en sådan indre konflikt. Giv dernæst et bud på, hvad den går ud på. 3. Karl siger til Simon, at han skal tænke sig om. Kort efter slår Simon ham ned, fordi han ikke spiser pænt. Begge dele handler om normer for god opførsel. Giv på den baggrund et bud på, hvorfor Simon slår Karl. 4. Da Simon er sammen med Maria, får han lyst til at kravle ind i hende, sove i 1.000 år og aldrig vågne igen. Hvordan fortolker du denne følelse, dvs. hvad ønsker Simon egentlig? 5. I slutningen af novellen indtager Maria en anden rolle over for Simon, end han nok er vant til. Hvordan opfører Maria sig over for Simon? Hvad forsøger hun at fortælle ham?

· ·

Diskuterende opgaver 1. Læs slutningen af novellen igen (fra: “Vi siger farvel i døren”). Dis-

kuter dernæst to og to, om novellen slutter godt eller skidt. Diskuter også, om der er sket en udvikling med Simon i løbet af novellen.

DEM VI ER

Simons forhold til både nydelse og smerte. Diskuter også, om nydelse og smerte kan ligne hinanden, selvom de er umiddelbare modsætninger. 3. Novellen handler bl.a. om seksualmoral og normer, dvs. de uskrevne regler der gælder for sex og samvær. Gå sammen i grupper på 3-4 personer, og diskuter, om Simon overtræder nogle normer for, hvem man må være sammen med. Hvilke normer har I selv?

Skriftlige og kreative opgaver 1. Skriftlig opgave: Skriv en personkarakteristik af Simon på 250-300 ord,

hvor du bl.a. kommer ind på hans moralske opførsel og hans udvikling. Inkluder gerne dine svar på de ovenstående tekstanalytiske spørgsmål. 2. Bogforside: Gå sammen i grupper på 2-3 personer, og lav en bogforside og en -bagside. Forestil jer, at novellen er en roman, og I er ansat på et forlag og skal gøre udgivelsen færdig. I skal lave en grafisk forside, der relaterer til historien og/eller dens tematik, og I skal skrive en tekst til bagsiden, som giver jer lyst til at læse historien.

Perspektivering 1. Sammenlign novellen med Pia Juuls “Grønt lys” (2005), som står i

denne bog. Find ligheder og forskelle mellem de to tekster. Vær særligt opmærksom på hovedpersonernes seksualmoral, og hvordan de reagerer på deres egne handlinger.

Andre lignende værker 1. I mellemtiden er vi ingen (2026)

Frederik Drescher Kluths roman om en ung mand, der både sidder fast og driver rundt i et retningsløst liv, som han ikke helt kan finde ud af at håndtere. 2. “Hjemme” (1880) Herman Bangs novelle fra det moderne gennembrud om seksualmoral og kønsroller.

DET M Å GO DT G ØR E ON DT

OPGAVE R

2. Et tema i denne novelle er forholdet mellem nydelse og smerte. Diskuter

✶

EN RIGTIG CTHULHU-FISSE Nicole Boyle Rødtnes I “En rigtig Cthulhu-fisse” er Frida ikke særlig glad for sine kønslæbers udseende. Hun ville ønske, de var mindre og lignede lidt mere dem, hun har set i pornofilm. Så ville hun heller ikke være så bange for at være nøgen sammen med sin kæreste, som hun endnu ikke har haft sex med. Men man kan ikke bare sådan lige få opereret sine kønslæber mindre, selvom det virker som en oplagt løsning. Så hvad skal hun nu gøre? Hvilken vej skal man gå, når den løsning, man havde set for sig, viser sig at være umulig? Skal man flygte i en helt anden retning? Og er der i det hele taget nogen, der kan hjælpe hende med hendes tabubelagte problem?

EG LIGGER PÅ BRIKSEN I LÆGENS KLINIK med benene oppe i bøjlerne. Mine fingre knuger min bluse, mens lægen tager handskerne på. Loftet har en kedelig mat hvid farve. Hos skoletandlægen er der malet en lille myrelandsby, man kan kigge på, når man bliver undersøgt. Det burde de også have haft her. Hvad som helst der kunne distrahere en lidt. Stolen knirker svagt, da hun sætter sig. Så mærker jeg, hvordan hendes gummihandskeklædte fingre skiller mine skamlæber ad. Hele min krop spænder op. “Og du siger, de giver dig problemer?” Henriette ser op på mig. Jeg nikker. “Ja, når jeg cykler.” Jeg snubler lidt over ordene. Det lyder dumt, som om mine skamlæber er så lange, at de vikler sig ind i hjulet eller sådan noget. Hun trækker lidt i dem. Jeg kan se, hun tøver. Men det var det, jeg havde læst på forummet, man skulle sige. Det var de ord, der kunne åbne op for operationen. Det var ikke nok at sige, de var for lange eller grimme. For det offentlige giver ikke skønhedsoperationer. “Hvordan problemer?” “De sådan, kommer i klemme …” Jeg ser igen billedet af mig selv og mine gigantiske skamlæber, der får cykelhjulet til at låse, hvorefter hele cyklen styrter. Sandheden er, at jeg aldrig har tænkt over det, når jeg cykler, men når jeg går med g-streng, så har jeg prøvet, at de faldt ud. Hang ved siden af, som var det et sæt mini-nosser. Men en anden pige havde sagt det med g-strengen til lægen, og hun havde fået nej, så det tør jeg ikke sige.

“Kom du bare ned igen,” siger Henriette. Hun tager handskerne af og vasker hænder, mens jeg hurtigt trækker benene ud af bøjlerne og kravler i mine trusser igen. Min krop dirrer. Bestod jeg testen? Vil hun henvise mig til operation? “Kønslæber kan se ud på mange måder,” siger hun så. Kønslæber. Jeg har altid kaldt dem skamlæber, det samme gjorde min lærer i seksualundervisningen. Mine er lange og skæve. De ligner en lille diller, der er flækket på langs og nu hænger som et sæt gardiner. “Nogle har lange, nogle har korte, og dine er så til den lange side …” fortsætter hun. “De hænger udenfor …” mumler jeg. “De inderste er længere end de ydre …” “Det er de hos cirka halvdelen af alle kvinder.” Jeg glor på hende. Mener hun det? Jeg havde læst flere steder, at det mest normale var, at de indre skamlæber var dækket af de ydre. Kun nogle steder på nettet stod der, at de også kunne hænge udenfor. Hvis Henriettes tal passer, hvorfor skriver flere så ikke om det? Og hvorfor har jeg aldrig set andre, hvor de inderste var længere? Kan jeg overhovedet stole på det tal? Jeg tænker på idræt. De andres har aldrig været synlige, men jeg har jo selvfølgelig heller ikke kigget grundigt. Man lægger sig jo ikke ned på ryggen og kigger op i andres fisser. Så de eneste fisser, jeg har set, er på nettet. Og der har jeg aldrig set skamlæber som mine. Faktisk troede jeg, at jeg var den eneste med problemet, indtil jeg googlede og fandt forummet. “Så selvom du måske ville ønske, de så anderledes ud, så er en operation ikke altid at foretrække,” siger Henriette. “For en operation kommer med mange risici. Du kan få føleforstyrrelser bagefter …” “Det er jeg ligeglad med, de skal bare ordnes …” Et lille suk undslipper hendes læber. “Frida, vi opererer ikke uden grund.” “Men jeg har brug for at kunne cykle …” Jeg kan mærke tårerne i øjnene. “Din krop er stadig under udvikling, faktisk kan dine kønsorganer vokse helt frem til, du er 25 år, så det ville være bedst at vente …” “Jeg kan ikke vente,” siger jeg. “De ødelægger mit liv.” Endnu et suk. “Så det generer dig virkelig?” spørger hun.

DEM VI ER

Jeg nikker. “Okay, jeg giver dig en henvisning til gynækologisk afdeling,” siger hun så. “Men … det er ingen garanti. De kan meget vel være enige med mig.” Dybe støn lyder fra højtalerne på bærbaren. Jeg skruer hurtigt ned, men jeg slipper ikke blikket fra skærmen. En kvinde ligger med spredte ben og masserer sin klit. Jeg kigger kun på skamlæberne. De er korte og fine. Små buer som appelsinbåde inde i hendes ydre. Her er der intet, der dingler ud. Er det sådan, min fisse vil se ud, hvis jeg får operationen? Jeg har scrollet mig igennem en masse porno, siden jeg kom tilbage fra lægen. Jeg ville eftertjekke Henriettes påstand, men på nettet er det i hvert fald ikke hver anden fisse, der ser ud som min. Her er jeg kun stødt på enkelte med lange skamlæber. Og selv her virker de ikke helt så lange som mine. Jeg logger på forummet. Der ligger flere beskeder og venter. Hvordan gik det? Fik du henvisningen? Vi var to piger, der begge skulle til lægen i dag. Mig og en, der hedder Caro18. Hun bor i den anden ende af landet, men vi har skrevet en del sammen for at støtte hinanden. Det var svært, og jeg måtte presse på. Men ja, jeg fik henvisningen! skriver jeg. Så begynder det at tikke ind med lykønskninger. Jeg bider mig i læben. Det er ikke tid til lykke endnu. Jeg er ikke i mål. Så skriver Caro18: Jeg fik nej! Det er så tarveligt. De synes ikke, de var lange nok, men helt ærlig sidst jeg havde sex, så kom den ene i klemme! I klemme seriøst, det er så klamt. Overvejer selv at prøve at klippe dem af! Sissepigen: Hej. Jeg håber, I kan hjælpe mig. Jeg er 15 år. Kan jeg få opereret mine skamlæber mindre, uden mine forældre ved det? TanjatøZen: Nej, du skal være mindst 18, før de overhovedet vil se på det … Min mobil vibrerer. Det er en besked fra Alfred.

EN RIGTIG C TH UL H U- F I SSE

Hej skat. Har du fået det bedre? Jeg kan kigge forbi, når jeg har fri, hvis du er frisk nok? Jeg ser på beskeden. Jeg kunne ikke fortælle Alfred, hvad jeg skulle i dag, så jeg løj og sagde, at jeg havde hovedpine og derfor var blevet hjemme fra gymnasiet. Alfred kommer forbi et par timer senere. “Hej smukke.” Hans smil sætter mit hjerte i galop. Alfred, som jeg stadig ikke har fattet er min kæreste. Han har sin guitar under armen. “Hvad så?” siger jeg. “Har du skrevet en ny sang?” Han nikker. Jeg kender ham. Han har altid guitaren med, når der er noget, han vil spille for mig. “Altså den er ikke færdig,” skynder han sig at sige. “Men jeg har omkvædet.” “Lad mig høre,” siger jeg og sætter mig på sengen. Han nynner stille, mens fingrene glider hen over strengene. “Når hun ser på mig, føler jeg jorden forsvinde. I hende har jeg hele min verdens gudinde …” “Det er smukt,” siger jeg. “Jeg havde den bedste inspiration.” Han stryger min kind. Så læner jeg mig ind mod ham. Vores læber finder hinanden. Hans hånd aer mig i nakken og sender små gnister hele vejen gennem min krop. Så glider hans hånd ned ad min ryg. Tegner cirkler, og jeg nyder at have ham helt tæt på. Jeg inhalerer hans duft, mens vi ligger helt tæt. “Jeg elsker dig,” hvisker han. “Og jeg elsker dig,” siger jeg og kysser ham igen. Hans hænder glider ned på mine lår. Trækker et varmt, pulserende spor efter sig. Så lader han fingrene danse hen over min buksekant. Mens hans tunge masserer min. Hans pik dunker mod mit lår. Han har lyst til mig og jeg til ham. Alligevel stivner jeg, da hans fingre forsøger at kravle ned i mine bukser. Jeg trækker mig væk. “Undskyld, jeg …” “Det er okay,” siger han. “Vi venter bare.”

DEM VI ER

Alfred tror, jeg er jomfru. Han tror, det er derfor, vi venter. Og jeg har ladet ham blive i troen. For jeg ville ønske, jeg var jomfru, at jeg kunne slette alle minderne om William. William var min første kæreste. Mit første knald. Ja, mit første alt. Han var to år ældre og havde været sammen med andre piger. Så jeg lod ham styre. Det endte med at blive til en fest hjemme hos ham. Jeg ville hellere have gjort det en dag, vi var alene. Men vi var fulde, og han pressede på. Og jeg var så forelsket, at jeg bare gerne ville se ham glad. Det, jeg husker bedst, er lugten af hans ølånde og bassen, der fik sengen til at vibrere let. Han lå øverst, og hans ansigt trak sig sammen i nydelse, mens han trængte ind i mig. Jeg ville gerne have mødt hans blik, men han havde lukkede øjne, så i stedet havde jeg øjenkontakt med de to modermærker på hans hals. Jeg var overrasket over, hvor hurtigt det gik. Først gjorde det ondt, men lige da det begyndte at føles rart, kom han med et højt støn, og så sank han sammen ved min side. Det klistrede mellem mine ben i en blanding af sæd og blod. Og med et blev jeg bange for at plette hans lagen. Jeg så for mig, hvordan hans mor, der altid skiftede sengetøj om søndagen, ville se pletten og vide, hvad der var sket. Så jeg gik ud på toilettet for at vaske mig, mens William blev liggende. “Jeg er tilbage om lidt,” sagde jeg. Festen var stadig i gang, mens jeg vaskede mig mellem benene. Jeg stirrede på mit spejlbillede. Jeg følte, at jeg burde se anderledes ud. At der burde have været en særlig aura. En Nu er du en rigtig kvinde-glans. Men jeg lignede bare mig selv. Da jeg kom tilbage til værelset, var William der ikke mere. En svag lugt af sæd og deo hang i rummet. Jeg så på lagenet. Man kunne ane aftrykket af vores kroppe. Så jeg rettede lagnet ud og lagde dynen hen over. Så gik jeg hen og åbnede vinduet og fjernede de sidste duftspor af os. Det var vores duft. Den kom ikke andre ved. Jeg gik ud for at finde William. Havde pludselig et stort behov for at mærke hans arme omkring mig. Jeg ledte lidt, indtil jeg pludselig hørte hans stemme ude fra køkkenet. Han snakkede med sine venner. De gri-

EN RIGTIG C TH UL H U- F I SSE

nede. Jeg stoppede op uden for døren. Jeg gad ikke hans venner, jeg ville bare have ham. Lokke ham med ovenpå, så vi igen kunne være bare os to. “Knaldede I?” spurgte en. Jeg kunne ikke høre Williams svar, men ud fra jubelbrølet, der fulgte efter, var det ikke svært at gætte. Og jeg stivnede. “Var hun så ægte rødhåret?” spurgte Thor. Der blev grinet, men denne gang trængte Williams stemme igennem. “Jep, rød busk og lange flapper,” sagde William. “En rigtig Cthulhu-fisse.” Hans ord fik de andre til at le endnu højere. Jeg drejede rundt. Kvalmen bølgede ind over mig. Jeg løb ud på toilettet og knækkede sammen over kummen. Jeg googlede Cthulhu bagefter. Det er et monster af en amerikansk forfatter, der hedder H.P. Lovecraft. Et monster med en masse lange fangarme. Det var sådan, han beskrev min fisse. Vi slog op kort efter. Og Alfred er den første kæreste, jeg har haft siden. Men Alfred skal ikke se min Cthulhu-fisse. Jeg skal bare holde ham hen, indtil operationen er klaret. “Kommer du over i øvelokalet på fredag?” spørger Alfred og hiver mig ud af de dårlige minder. “Vi har endelig fundet en ny trommeslager. Det er en af Pedes venner. Han kigger forbi i morgen, og så laver vi en test.” “Synger du den nye sang?” spørger jeg og lader mine fingre glide hen over hans. “Hvis det kan få dig til at komme, så ja.” “Så kommer jeg,” siger jeg og kysser ham. Jeg kan høre den rytmiske lyd af trommer, da jeg nærmer mig øvelokalet fredag eftermiddag. Det lyder lovende. I hvert fald bedre end den sidste trommeslager, de havde til prøve. Jeg går ind. Lyden af trommer er ophørt. Alfred står med ryggen til. Hans hår krøller i nakken under huen. Han skygger for den nye fyr, så alt, jeg kan se, er et par sko ved siden af trommesættet. “Halløj,” hilser jeg. Og Alfred vender sig om. Bag ham ved trommesættet sidder deres nye medlem. Og synet af ham slår al luften ud af mig. Det er William.

DEM VI ER

Alfred hopper ned fra scenen. “Hej!” Han kysser mig, men jeg reagerer knap. “Det her er min kæreste, Frida,” siger han til William. “Ja, ja, jeg har skam mødt Frida.” William hopper også ned fra scenen. Han giver mig et hurtigt kram. Den velkendte duft af hans deo slår mig i møde. Jeg plejede at kunne indsnuse den i timevis. Nu giver den mig kvalme. “Nå, I kender hinanden?” Alfred ser spørgende på mig. Men jeg kan ikke få et ord frem. “Ja, lidt …” siger William og bliver med et lidt mut, som om det først der går op for ham, at det måske ikke ligefrem er en fordel. Jeg synker en klump. “Jeg kom faktisk bare for at sige, at jeg desværre ikke kunne høre jer øve alligevel,” mumler jeg. “Jeg skal til en familiefødselsdag.” Og så flygter jeg nærmest ud af lokalet. Jeg kan mærke min puls hamre afsted. Alfred ringer kort efter. Jeg tager den ikke. En besked tikker ind. Er du okay? Det virkede, som om der var noget galt? Efter festen undgik jeg William. Det var sådan, vi slog op. Jeg holdt bare op med at svare. For jeg kunne ikke tale med ham. Ikke uden han ville have en grund, og hvis jeg skulle sige, at jeg havde hørt ham, så skulle vi tale om det. Og det sidste, jeg havde brug for, var at høre flere ord om, hvor klam min fisse var. Efter tre dages tavshed slog William op i en besked. Og jeg skrev ok, og så var det det. Det er også det, jeg har mest lyst til nu. Bare at ignorere Alfred, indtil han forsvinder ud af mit liv igen sammen med bandet og William. Alligevel gør det ondt. For jeg elsker Alfred. Men det er bedst sådan her. Hvem ved, hvornår jeg kan få operationen? Hvad hvis de tvinger mig til at vente, til jeg er 25? Jeg ville sikkert ikke kunne holde Alfred hen så længe. Så hellere være single, indtil der er orden på underetagen. Men det er sværere denne gang. Alfred giver ikke så let op. Han ringer flere gange. Og skriver. Han prøver også at komme forbi, men jeg får mor til at sende ham væk. Søndag eftermiddag er han endelig tavs. Og jeg håber, han har forstået budskabet. Så bliver det mandag morgen. Jeg skal på gymnasiet. Og alt i

EN RIGTIG C TH UL H U- F I SSE

mig dirrer ved tanken om, at han vil være der. Det havde været lettere med William. Vi gik ikke på samme skole. Jeg havde ikke behøvet at se ham. Jeg vælger at pjække den første time. For så møder jeg ham ikke om morgenen. Og Alfred har fri før mig om mandagen, så jeg skal bare undgå ham i pauserne. Jeg siger til mor, at min første time er aflyst. Jeg kan se, at hun ikke helt tror mig. Men det er en af fordelene ved at være fyldt 18. Hun kan ikke styre den slags længere. Så jeg bliver liggende i sengen. Forsøger at sove længe, men kan slet ikke finde ro. En time senere går jeg så ned for at hente min cykel. Men til mit chok står Alfred der. Jeg stivner ved synet af ham. Har han ventet her den sidste time? Det må han have gjort, for han kan jo ikke have vidst, at jeg ville pjække? “Er du klar til at fortælle, hvad det er, der sker?” spørger han. Jeg bider mig i læben. “Jeg gider ikke tale om det,” mumler jeg. “Bare glem det.” “Glem hvad? At du bare forsvandt fra øvelokalet? Eller at du har komplet ignoreret mig siden fredag?” “Måske skal vi bare holde en pause …” Min stemme ryster, mens jeg siger det. Det føles helt forkert, og jeg møder ikke hans blik. I stedet bukker jeg mig bare ned over cyklen for at låse den op. “Hvorfor?” spørger han. Jeg tænker på William. Jeg kan ikke sige, at jeg hader hans nye bandmedlem. Ikke uden at han spørger hvorfor. Så jeg ser bare på cyklen. Fumler med låsen. Klik, så er den åben. “Jeg tror bare, det er bedst.” Jeg griber styret. Han er på gåben, så snart jeg er oppe på cyklen, kan jeg forsvinde igen. “Er det på grund af William?” siger han så. Min krop fryser på ny. Jeg skal bare svinge benet over cyklen og køre derudad. Men jeg kan ikke bevæge mig. “Jeg ved, I har været kærester.” Han træder ind foran cyklen. Spærrer vejen. Mit hjerte hamrer afsted. Selvfølgelig har William sladret. “Er du stadig forelsket i ham?” Nu er det Alfreds stemme, der knækker.

DEM VI ER

“Nej.” Min stemme bliver hård. “Men hvad så? Hvad er det, du ikke siger?” Han fanger mit blik. Jeg hiver cyklen til side Jeg svinger benet over. “Jeg ved, I har haft sex,” siger han så. “Hvorfor løj du om at være jomfru?” Det føles, som om mit luftrør klapper sammen. Jeg har bare lyst til at bede ham om at gå, men jeg kan ikke få et ord frem. Og han står bare der. Har ventet her en hel time på mig, har forsøgt at ringe og skrive og dukke op. Alt sammen fordi han gerne vil os. Han fortjener et svar. “Det er, fordi …” Med et kan jeg ikke holde tårerne inde længere. De sniger sig frem i mine øjenkroge. Han er der med det samme. Lægger sine arme omkring mig. “Sårh,” hvisker han blidt. “Fortæl mig nu bare, hvad der sker.” Vi går tilbage til lejligheden. Jeg kryber sammen under dynen, mens jeg fortæller. På et tidspunkt trækker jeg endda dynen over hovedet. Fordi jeg ikke kan holde ud, at han skal se på mig, mens jeg beskriver, hvor grim min fisse er. Alfred er sød. Han siger, han ikke tror på, at den er så grim. At det sikkert er fint. Og pludselig er det, som om det kun kan ende på én måde. At han er nødt til at se den. Og selvom jeg hader alt ved det, så hiver jeg først bukser og så trusser af. Hele min krop ryster. Det var ikke sådan her, det skulle have været første gang, han skulle se mig nøgen. Jeg er endnu mere nervøs end hos lægen. “Du er smuk,” siger han, mens jeg står der med trusserne nede om anklerne. “Du kan ikke se det ordentligt derfra,” siger jeg uden at møde hans blik. For jeg ved, at hvis hans ord skal betyde noget, så er han nødt til at se det hele. Så jeg lægger mig på ryggen på sengen. Jeg stirrer op i loftet, mens jeg spreder benene. Han kigger. Og hvert sekund føles evigt. Så går han væk fra mine ben og op til mit hoved. “William er en idiot,” siger han så bare. “Du er smuk. Også dernede.” Jeg græder, og han lægger sig op i sengen til mig. Og vi putter helt tæt. Og jeg venter hele tiden på, at han skal trække det i land eller sige, det er en joke, men det gør han aldrig.

EN RIGTIG C TH UL H U- F I SSE

Et par uger senere skal jeg ind på gynækologisk afdeling. Jeg har Alfred med. Han syntes, jeg skulle aflyse mødet. Han har brugt de sidste par uger på at både sige og vise mig, at min fisse er fin. Vi har snakket meget om porno. Han siger, at dem, man ser der, sikkert er blevet opereret. Han siger, at han har været sammen med andre piger, der så ud som mig, og det faktisk er ret normalt. Og han har næsten fået mig overbevist. Alligevel har jeg brug for at møde op. Det er endnu en tur i bøjlerne. Denne gang har jeg øjenkontakt med Alfred, mens lægens handskeklædte hænder skiller mine skamlæber og hiver i dem for at vurdere. “Det er inden for normalområdet,” siger hun efter undersøgelsen. “Det er ikke noget, vi vil operere på.” Og tårerne presser sig på. Hvordan kan de alle sige, det er normalt, når jeg føler mig så anderledes. “Jeg vil anbefale dig at kigge på den her side.” Hun skubber et stykke papir hen til mig. Kussomat.dk står der. “Hvad er det?” “Det er en side, hvor man kan se billeder af helt almindelige kvinders kønsorganer. Jeg tror, du vil opdage, at du slet ikke er så anderledes, som du selv tror.” Hun smiler til mig. Jeg kigger på siden samme aften, efter at have sendt Alfred hjem. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Det er meget langt fra at se porno i hvert fald. Her er ingen smukke, perfekte fisser. I stedet kan man se det hele helt uredigeret. Her er alt fra lange, skæve skamlæber til vilde piercinger. Der er helt glatbarberede fisser og dem med masser af hår. Billederne er taget nedefra, som om man sad på linsen. Og det er ikke en god vinkel. Men måske er min fisse ikke den grimmeste, der er derude. Måske er den faktisk helt normal. Der tikker en besked ind på forummet. Caro18: Hvordan gik det på gynækologisk afdeling? Jeg ser på beskeden. Jeg blev afvist, skriver jeg så. Men hun gav mig et interessant link. Og så poster jeg linket til kussomaten.

DEM VI ER

Opgaver • En rigtig Cthulhu-fisse Læseoplevelse 1. Sæt ord på din læseoplevelse: Find tre ord, der beskriver novellen og

din oplevelse af at læse den. Det kan fx være ord som sjov, provokerende, relaterbar, overraskende, tankevækkende. Find nogle ord, der beskriver netop din oplevelse. 2. Var der noget i novellen, du kunne relatere til? Hvis ja: Hvilke scener/situationer i novellen var mest relaterbare for dig og hvorfor? Hvis nej: Hvorfor ikke? 3. Hvordan har du det med at læse historier om private og tabubelagte emner?

· ·

Tekstanalytiske opgaver 1. Hovedpersonen Fridas mission er at få opereret sine kønslæber min-

dre. Hvilke personer hjælper hende med denne mission, og hvilke personer står (potentielt) i vejen for, at missionen lykkes? 2. Fridas mission lykkes ikke. Men alligevel ender historien godt. Hun får nemlig en sekundær mission, som hun lykkes med (ved Alfreds hjælp). Beskriv denne mission. 3. Hovedpersoner forandrer sig som regel i løbet af en historie, fx når de indser noget. Hvilke forandringer sker der med Frida undervejs? 4. En af tematikkerne i denne novelle er forventning vs. realitet. Find tre konkrete eksempler på denne tematik i novellen. 5. I novellens første afsnit konstaterer Frida, at der ikke er noget billede i loftet, hun kan kigge på, ligesom hos skoletandlægen. Hvilken symbolsk betydning har det, at der hos lægen ikke er et sådant billede.

Diskuterende opgaver 1. Diskuter i grupper, hvilken aldersgruppe novellen er målrettet til. Bliv

enige om en aldersafgrænsning, og skriv derefter tre argumenter, der understøtter jeres valg. 2. Seksualoplysning er obligatorisk i gymnasieskolen. Diskuter i grupper, om en novelle som denne kan betragtes som seksualoplysning. Disku-

DEM VI ER

Skriftlige og kreative opgaver 1. Skriftlig opgave: Skriv en personkarakteristik af Frida på ca. 250 ord

med fokus på hendes udvikling gennem historien. Inkluder gerne dine svar på de ovenstående tekstanalytiske spørgsmål. 2. Kampagne: Gå sammen i grupper på 2-3 personer, og lav en oplysningskampagne. Jeres produkt skal være en plakat. Kampagnen skal henvende sig til unge, der er usikre på, om deres krop er normal. Formålet med plakaten er at vække opsigt og få modtagerne til at gå ind på en hjemmeside med linket www.erjegnormal.dk.

Perspektivering 1. Sammenlign novellen med Margaret Atwoods digt “Alle andres sexliv”

(2020), som står i denne bog. Find ligheder og forskelle mellem de to tekster, og vær særlig opmærksom på, hvordan kroppen anskues, og hvordan forelskelse fremstilles.

Andre lignende værker 1. Jungle (2017)

Christina Hagens tekstsamling og fotobog om bl.a. krop og sex, der italesætter tabuer og bryder den politiske korrekthed. 2. Pukkelryg (2025) Japanske Sao Ichikawas roman om en kvinde med muskelsvind, som skriver erotiske noveller.

EN RIGTIG C TH UL H U- F I SSE

OPGAVE R

ter derefter, om denne novelle kan noget, som seksualoplysning ikke kan. Skriv jeres vigtigste argumenter/synspunkter ned efter diskussionen.

✶

PERSPEKTIVTEKSTER ✶

✶

HVIS DER SKULLE KOMME ET MENNESKE FORBI Thomas Korsgaard I romanen Hvis der skulle komme et menneske forbi følger vi hovedpersonen Tue, som vokser op i en fattig familie på landet. Hans mor bliver syg, sandsynligvis med en depression, og bruger sin tid på at spille på nettet, og fra hans far kniber det ofte med omsorgen og forståelsen. Til gengæld er Tues mormor og hendes mand O.P. søde ved ham, og Tue holder meget af at besøge dem. I løbet af bogen opdager Tue sin homoseksualitet og får en veninde, Iben, som han i dette uddrag er på besøg hos. De bliver pludselig forstyrret, da Tues far kommer forbi med en tragisk nyhed, der leder til et voldsomt skænderi.

ben stod på sit værelse og lagde makeup uden nogen grund. Hun ville have smokey eyes, sagde hun. “Hvornår farver du egentlig dit hår lyserødt?” “Det gør jeg sgu ikke.” “Det aftalte vi.” “Min mor slår mig ihjel.” “Hvordan tror du, det var for mig, da min mor så øreringen?” “Jeg farver det altså ikke.” “Det må du selv om,” sagde jeg, “det er også meget pænt sådan der.” “Synes du?” Hun lød næsten fjalet, som om hun ville have, at jeg sagde mere. “Ja, du ser vildt godt ud,” tilføjede jeg. “Synes du?” “Ja.” “Tak, Tue. Det kan være, du gider fortælle nogle af drengene det?” “De er ikke noget for dig.” “Næ, det er de nok ikke. Jeg vil have en mand.” “Hvad med mig?” “Du er jo bøsse.” “Ja, måske.” “Hold nu kæft, vil du ikke lige række mig de dér vatpinde?” Jeg gav hende en gennemsigtig boks, der stod på kommoden. Jeg havde fundet en diskojakke i et skab, som jeg allerede havde lynet op. Det var varmt, men det var bedst med jakken på. Jeg lagde mig på hendes seng og tog sok-

kerne af, fordi jeg havde hørt, det skulle være sundt at lufte tæerne. Noget med ilt. Det lugtede; jeg gik med de samme strømper mange dage i træk. Iben nævnte det ikke, men da jeg selv kunne lugte det, tog jeg dem på igen. Jeg elskede at være hjemme hos hende. Hendes mor var der aldrig, hun arbejdede med mongoler inde i byen og tog ekstra vagter for at få råd til rejser. Der var halbal. Det blev holdt i et forsamlingshus få gader fra, hvor Iben boede. Vi skulle ikke med, for vi var modstandere af halballerne. Det var kikset og kun for poptyper som Mie og Kristina. Iben og jeg havde besluttet at holde vores egen fest uden folk fra skolen. Der var så mange ting på hendes værelse, man kunne blive ved med at kigge på dem. Skindet fra et får på gulvet, det var fra en rejse til Island. De store påfuglefjer, der hang fra loftet i fiskesnøre. Og et lyserødt duftlys, som var brændt helt ned. På væggen hang en plakat med Pink. “Er hun god?” spurgte jeg. “Hun er helt vildt god. Min mor snakker om, at vi kan tage til koncert med hende i Berlin. “Hvor er du heldig.” “Hvad mener du?” “Det ved jeg ikke.” “Nå. Er du klar?” spurgte hun. Jeg forstod ikke, hvorfor hun brugte så meget makeup. Hun var pæn nok uden. “Klar til hvad?” “At drikke dig fuld, selvfølgelig.” “Jeg har været klar længe. Det er dig, der har stået og lagt makeup den sidste time.” “Ja ja, skal vi drikke?” “Jo. Men er det ikke lidt mærkeligt at gøre bare os to?” “Hold nu kæft. Det er da sjovt. Vi kan høre vildt høj musik, min mor er ikke hjemme.” “Vi kan nok ikke overdøve halballet dernede,” sagde jeg. Bassen larmede fra forsamlingshuset. Iben fik læbestift på tænderne, fordi hun begyndte at grine. Hun truttede med munden og kyssede ud efter mig i luften. “Ej, lad være med det dér.”

DEM VI ER

“Vil du ikke have en lille møsser?” “Nej!” “Nåh nej, du vil hellere have pik,” grinede hun, og mine kinder blev røde. Vi sad på værelset, til det blev mørkt. Iben åbnede en vodkaflaske og blandede det op med en multijuice. Det smagte elendigt. Vi hørte høj musik, mens vi drak det. Jeg blev så fuld, at jeg ikke kunne holde balancen, da hun ville danse. Det virkede også helt grotesk at stå to mennesker og danse. Når jeg svingede med armene, lignede jeg bare en sørgelig kopi. Det var ikke sådan, det skulle være. Jeg kastede mig ned i hendes seng. Det snurrede rundt, og jeg havde det, som om jeg aldrig havde været mere glad og ked af det på samme tid. Men jeg kunne ikke sidde og græde over for Iben. “Helt ærligt, nu dansede vi lige,” sagde hun. “Iben?” spurgte jeg, mens jeg kiggede op i loftet. “Ja?” “Savner du egentlig din far?” Så slukkede hun for musikken og satte sig på kanten af sengen. Jeg lå stadig ned. “Han drak jo en del på grund af det i Indien. Han var aldrig helt sig selv.” “Okay. Hvad mener du helt præcis?” “Jeg ved ikke, om jeg savner ham. Nogle gange savner jeg ham ikke, men det kan man jo ikke rigtig sige.” “Jeg hader det.” “Hvad hader du?” “De ting, man ikke må sige.” “Enig.” “Cheers, Iben, I love you.” Det var af en eller anden grund nemmere at sige det på engelsk. Jeg løftede mit glas. “Ja. Skål, din tosse!” Vi bundede det hele i ét hug. Iben rejste sig og skruede musikken endnu højere op. Det fik væggene til at ryste. Pludselig gik jeg kold. Jeg faldt sammen på hendes seng. Jeg mærkede kun lige akkurat, at hun lagde dynen hen over mig, før mine øjenlåg klikkede i.

H VIS DER S KUL L E KOM M E E T M E N N E SKE FO R B I

Morgenen efter vågnede jeg yderst i sengen, fordi min telefon ringede. Iben lå stadig og sov inde ved væggen. Jeg fik taget den fra vindueskarmen uden at vække hende og gik ud i gangen for at ringe tilbage. Det var min far. Han havde ringet over ti gange. “Hvor fanden er du?” råbte han. “Jeg er lige hos en ven.” “Hvilken ven? Du er sgu da aldrig hjemme hos nogen.” “Det er bare én, der hedder Iben. Hun er fra skolen.” “Du kommer hjem. Nu.” Han var gal, jeg forstod det ikke. Jeg havde ikke fortalt dem, hvor jeg var taget hen, men de plejede at være ligeglade. Min mor sad bare på kontoret, og min far gik rundt i sin kedeldragt og var vred på alle. Jeg plejede at kunne gøre, hvad der passede mig, men nu ringede han på en lørdag og ville have, at jeg skulle komme hjem. “Fis hjem, nu,” vrissede han og gjorde sin stemme hård. Jeg begyndte at overveje, hvordan jeg kunne komme herfra. Der var ingen grund til at tage chancer, når han var humørsyg, som min mor kaldte det. “Det kan jeg ikke, der går ingen busser om lørdagen,” sagde jeg, og så lagde han på uden at sige et ord mere. Jeg var lettet. Det var nok bare endnu et sært udbrud, tænkte jeg og vækkede Iben. “Hvem var det, der ringede,” spurgte hun. “Hørte du det?” “Ja, men jeg faldt i søvn igen.” “Det var bare forkert nummer.” “Nå, okay, hvor irriterende på en lørdag morgen.” Vi spiste morgenmad på værelset. Grapefrugter, ristede boller med ost og kolbekaffe. Jeg havde ondt i hovedet. Ibens mor var stadig ikke kommet hjem. “Du krummer!” sagde Iben. “Undskyld,” svarede jeg. “Børst det lige væk fra lagenet,” sagde hun, men vi blev afbrudt af en bil, der begyndte at dytte uden for huset. Det skar sig gennem murene og blev ved længe. “Det er nok min mor, der er kommet hjem,” sagde Iben.

DEM VI ER

“Hold kæft, det larmer,” sagde jeg. Iben gik hen og kiggede ud ad tagvinduet. “Tue?” råbte hun. “Ja?” “Er det ikke din far i en lille lastbil?” “Åh nej.” “Hvorfor fanden dytter han sådan?” “Jeg må hellere løbe,” sagde jeg og rejste mig. En trevl af min trøje sad fast i hessiantapetet. Min far dyttede insisterende fra lastbilen, mens jeg pakkede mine ting og fik sko på. Det stressede mig, at han blev ved. “Er der noget galt?” spurgte Iben. “Nej nej, det er bare min far, der laver sjov,” sagde jeg. “Vi ses!” råbte jeg. “Ja, vi ses,” gabte Iben og tog sig til øret. Da jeg løb ned ad trapperne fra Ibens værelse, begyndte min telefon at ringe. Det var ham. Lyden fra bilen blev ved at skære sig ind i huset. Der var så mange lyde fra alle sider, at mit hjerte begyndte at slå hurtigt. Jeg lagde på og spurtede gennem Ibens have og ud på vejen. Mine sko sad ikke engang ordentligt fast på fødderne. Jeg åbnede døren til lastbilen og gav tegn til min far om at stoppe. Han blev ved lidt efter, selvom jeg var kommet. “Stop nu,” sagde jeg, og han holdt op. “Så kunne du være her,” sagde han. “Hun er sgu død i nat.” Han lød helt lallet, da han rullede vinduet ned og skoddede sin cigaret ud på vejen. Han slog på radioen i handskerummet, den ville ikke tænde. “Hvad?” spurgte jeg. “Hun er død,” sagde han, som var det den mest normale ting at sige. “Hvem er det, der er død?” “Jaaa,” han trak på det. “Hvem er nu død?” “HVEM?” “Ruth er død! Hun fik en blodprop i hjertet i nat. O.P. fandt hende i sofaen.” “Hvad er det, du siger?” “Hun er død, Tue. Vi skal hjem.”

H VIS DER S KUL L E KOM M E E T M E N N E SKE FO R B I

Jeg tænkte på mormor, og det var, som om noget, jeg havde ventet på, var sket. Uden helt at have vidst, at det var dét. “Hun var jo også en gammel, sur kælling til sidst. Du skal tage dig af din mor, hun er gået amok og har låst sig inde på badeværelset.” Det ville jeg ikke, og jeg blev mere og mere indebrændt, for hver meter vi kørte. “Hun er fuldstændig hysterisk, jeg har da aldrig kendt magen,” sagde min far, og så kunne jeg ikke holde det ud længere. “Du er syg i dit hoved – du kan ikke bare sige det på den måde!” “Men det er rigtigt!” “Mor er syg! Forstå det dog, din idiot.” “Hun er ikke mere syg, end at hun kan sidde og spille penge væk.” “Jeg siger til hende, hvad du har sagt.” “Tror du ikke, hun er ligeglad med det? Hvornår har hun sidst vist interesse for dig?” “Du er et svin! Et svin!” Jeg var rasende, men han tog det helt køligt. Han holdt ind til siden. “Vil du af? Du skal fandeme til at lære at tale pænt, hvis du vil have nogen chancer i det her liv. Vil du hellere gå hjem?” Jeg kæmpede for ikke at begynde at græde. Han skubbede ud efter mig med en knyttet hånd, så jeg mistede balancen. Min skulder slog ind mod bildøren. Jeg åbnede den. “Fint, jeg går.” Jeg håbede, at han ville få dårlig samvittighed. Han gassede op for bilen, motoren snurrede let. Jeg holdt fast i den åbne dør, men håndtaget gled ud af mine fingre, da han kørte lidt frem. Jeg faldt ned i vejkanten, der var fyldt med brændenælder. De ramte mig alle steder, hvor jeg havde bar hud. Oppe under T-shirten. På armene. I nakken og på anklerne. “Av for fanden.” “Skal du gå hjem, eller er du nu helt ligeglad med, at Ruth er død?” “Det brænder, din idiot!” råbte jeg. “Nej,” svarede min far inde fra bilen. Han grinede en smule. “Gu gør det så.” “Nej. Brændenælder brænder ikke,” sagde min far. “Jo, de gør.” Jeg begyndte at hulke. Det kom op fra maven i små trækninger.

100

DEM VI ER

“Nej. De svier måske lidt. Jeg ved ikke, hvem der har givet dem det dumme navn.” “Vær nu bare lidt sød, far.” Men han hørte slet ikke efter. Han var i sin egen verden. Jeg kunne se det på hans øjne. De havde forladt ansigtet igen, og underlæben var på vej ind bag tænderne. Han kiggede ned på mig. “Der er meget andet, der kan brænde,” sagde han. “Men ikke brændenælder. Vil du så forstå det?” “Ja, jeg forstår det godt. Lad os nu komme hjem. Kom nu, far. Vi slår en streg over det.” “Du tror fandeme altid bare, at man kan slå en streg over tingene. Så simpelt er livet ikke, dit forbistrede fjols. Du kan få lov at gå,” svarede han. “Fint! Jeg går,” sagde jeg og kløede mig der, hvor brændenælderne havde ramt mig. “Du skal lære at snakke pænt. Skammer du dig ikke? Her kommer jeg for at hente dig og fortælle, at din mormor er død, og du svarer ikke med andet end utak, din satans møgunge.” “Det er løgn.” “Jeg kører nu,” sagde han og fik fat i bildøren. “Bare kør! Jeg er ligeglad. Jeg kommer aldrig hjem igen.” “Mon ikke du gør?” sagde han. “Nej,” sagde jeg, “jeg kommer først hjem, når du er død!” “Ja, det kunne du tænke dig. At jeg var død. Jeg kan da også bare hænge mig? Er det dét, jeg skal?” “Stop nu, far!” “Jeg troede ellers lige, du var ved at blive god igen,” sagde han og smækkede bildøren. Han kørte ud ad landevejen og forsvandt bag bakken ved Cola-Kims gård. Jeg blev siddende længe. Til sidst var det, som om jeg sad fast i asfalten. Jeg rejste mig op og stod lidt, gik ud på midten af vejen. Jeg havde lyst til at råbe, men det ville være underligt at stå midt på landevejen og råbe. Der duftede af hyldeblomster. Jeg begyndte at gå ud på markerne, men det var alt for mærkeligt, og jeg vendte om og begyndte at gå hjem. Der var ikke rigtig andre steder at gå hen.

H VIS DER S KUL L E KOM M E E T M E N N E SKE FO R B I

101

✶

GAMMELT ÆGTEPAR Marie Aubert I novellen “Gammelt ægtepar” er de to veninder Mina og Ellen på ferie i Barcelona. Selvom de er – eller måske har været - meget tætte veninder, er stemningen ikke særlig god. Ellen har nemlig fået en kæreste, Sigurd, som hun hele tiden skriver med. Undervejs i historien bliver det tydeligt, at Mina føler sig forladt af Ellen. De har nemlig boet sammen og næsten levet som et gammelt ægtepar, jævnfør titlen, men deres næsten symbiotiske forhold stoppede brat, da Sigurd kom ind i billedet. Så hvad skal Mina gøre nu? Det er jo svært at glæde sig på Ellens vegne, når hendes lykke er Minas ulykke. Hvordan opfører man sig, når et venskab går i stykker?

llen var gået ud for at købe cigaretter og kom ikke tilbage. Mina ventede på fortovscaféen på det lille torv bag katedralen. Det var blevet mørkt, planen var, at de skulle spise middag i Barceloneta. Efter tyve minutter havde Mina for længst tømt sit glas, og hun havde ringet flere gange, men ikke fået svar. Når Mina blev bange, begyndte hun at forestille sig det værste, det sagde Ellen, at hun skulle holde op med. Hun så for sig, hvordan hun kom til at løbe rundt i de snirklede gader mellem turister og gadesælgere og spørge på engelsk, om nogen havde set Ellen. Hele natten ville hun lede, og til sidst ville hun ringe til hendes forældre og Sigurd og få dem til at komme derned. Sammen ville de snakke med politiet og ambassaden, og Ellen ville blive efterlyst med det billede, hvor hun skåler, som Mina havde taget af hende den første aften i Barcelona. Efter nogle uger ville politiet sige, at der ikke var nogen spor, og så måtte de give op og tage flyet hjem, opløst i tårer. Det er sådan noget, der sker, tænkte Mina, det sker i virkeligheden, folk forsvinder bare, og Sigurd ville give hende skylden. – Skal vi gå? sagde Ellen, pludselig stod hun ved bordet, og det gav et sæt i Mina. – Hvorfor var du væk så længe? spurgte Mina, hun kunne ikke styre sit ansigtsudtryk. – De havde ikke ti-pakker nogen steder, sagde Ellen. – Jeg måtte gå hen i et supermarked langt ude på Lars Tyndskids mark. – Jeg prøvede at ringe til dig, sagde Mina.

103

– Jeg havde ikke lyd på, sagde Ellen. De gik nogle gader ned mod havnen og stod i kø til en restaurant, hvor Sigurd havde sagt, de burde spise, helt legendarisk, sagde Ellen. Legendarisk, tænkte Mina, det var ikke et Ellen-ord, det måtte være Sigurd. Ellen havde skrevet alle hans tips ned og slået dem op i guidebogen. Der havde været god mad overalt, de spiste tapas og pintxos og drak rosa cava, til det stod ud af ørerne på dem, men det var, som om Sigurd var der sammen med dem og havde planlagt hele turen på forhånd. Ellen ringede til ham hver aften, mens hun røg ude på hotelaltanen, hun talte med dæmpet stemme og grinede kælent. Mina vidste ikke, hvem hun selv skulle ringe til. Det var Ellen, hun ville have ringet til, det var altid Ellen, hun ville ringe til, men Ellen var jo her. – Hvad skal du have? spurgte Mina. Hun kunne ikke koncentrere sig om menuen, det var, som om hun stadig sad på caféen på torvet og var sikker på, at Ellen var gået fra hende. – Ikke så meget, sagde Ellen. – Jeg er ikke så sulten. – Er du på slankekur? sagde Mina. – Nej, men jeg har kvalme, sagde Ellen. – Jeg kan ikke tåle at spise så meget kød, som vi har gjort her. – Vær nu sød og lad være med at blive en af de der damer, sagde Mina. – Kan jeg ikke bare få lov til at spise det, jeg vil? sagde Ellen. En besked lyste op på hendes telefon. – Savner han dig igen? sagde Mina. – Ja, sagde Ellen, hendes ansigt flækkede i et stort smil, mens hun læste. – Han henter mig i lufthavnen i morgen. Det var to måneder siden, Ellen var flyttet ind hos Sigurd. Mina havde hele lejligheden for sig selv og vidste ikke længere, hvad hun skulle bruge fridagene på. I de fire år, hun og Ellen havde boet sammen, havde weekenderne lignet hinanden. Om lørdagen spiste de morgenmad sammen og gættede med på Popquiz, før de gjorde rent i lejligheden. Ellen blev gerne siddende midt på gulvet med gulvspanden ved siden af sig og bladrede i et blad, hun fandt under en kommode, men det var slet ikke muligt for Mina at blive irriteret. Ellen var så sjov, når hun var distræt.

104

DEM VI ER

Om søndagen plejede de at ligge under den samme dyne med tømmermænd foran fjernsynet på Ellens værelse. – Vi skulle have været kærester, sagde Mina, når Ellen strøg hende over håret på den måde, som gjorde hende salig og døsig. – Vi skulle så meget have været kærester, sagde Ellen. – Tænk hvor nemt, det havde været, hvis vi var lesbiske. Mina spiste mest, som hun havde gjort på hele turen. Det fik hende til at føle sig tyk. Ellen sad bare og stak lidt til nogle kammuslinger. Da hun var færdig, tændte hun en ny cigaret og skrev til Sigurd igen. – Sorry, sagde hun. – Jeg lægger telefonen væk nu. – Jeg forstår ikke, at du tør det med Sigurd, sagde Mina. – Tør hvad? sagde Ellen. – Jeg ved ikke rigtig, sagde Mina. – Jeg vil jo bare ikke have, at han sårer dig. Ellen skoddede cigaretten, hendes blik blev helt formørket. – Det gør han ikke, sagde hun. – Nej, nej, sagde Mina og smilede. – Skal vi have dessert? – Jeg orker ikke, sagde Ellen og tog sin jakke på. – Jeg har lyst til at gå tidligt i seng. – Jeg troede, vi skulle hygge os, sagde Mina. – Og drikke lidt mere? Det er jo den sidste aften? – Jamen, så tag da en dessert for fanden, sagde Ellen. Mina fik crema catalana og slog overfladen i stykker med skeen så langsomt, at hun var sikker på, det ville irritere Ellen. Hun havde lyst til at prikke til Ellen, kradse, få hende til at stoppe med at smile, hver eneste gang hun så på sin telefon. Hun tog en cigaret fra Ellens pakke uden at spørge. – Jeg havde bare ikke forestillet mig, at du ville blive sådan, sagde hun og pustede ud. – Dig af alle, på en måde. – Hvad mener du med mig af alle? sagde Ellen, nu havde hun fået den trækning ved næseborene. – Jeg er bare bekymret, sagde Mina. – Just saying. – Fordi? sagde Ellen.

GA M M ELT ÆGT E PA R

105

– Fordi han kommer til at gå fra dig, sagde Mina. Ellen trak håret frem over skulderen og redte det med fingrene, det havde hun gjort, så længe Mina kunne huske. En ømhed rørte sig pludselig i hende, hun kom i tanke om, hvordan det var at stå foran spejlet og gøre sig klar til en fest sammen, hvordan Ellen sminkede sig færdig, mens hun lavede sit spejlblik og trak håret frem over venstre skulder. Altid venstre skulder. Hun tænkte på, om Sigurd havde lagt mærke til den bevægelse. – Hvad ved du om det? sagde Ellen. – Det er sådan, folk gør, sagde Mina. – Når han gik fra sin kone til fordel for dig, så kan du vel ikke ligefrem regne med, at han ikke kan finde på at gøre det igen. – Folk, sagde Ellen. – Jeg siger det bare, sagde Mina. – Du burde ikke se så glad ud, hvis du er så bekymret, sagde Ellen. – Du skulle hellere selv prøve at få dig en kæreste. Mina lagde skeen ned og tog telefonen op fra tasken, pludselig varm, og bladrede gennem alle sine apps. Hun kunne mærke, at hun ville begynde at græde, hvis hun flyttede blikket fra telefonen. – Sorry, sagde Ellen. – Men du må fandeme styre dig lidt. Ellen sagde noget halvhjertet på vej hjem om, at de kunne tage et glas et sted, hvis Mina ville, men Mina rystede på hovedet. Hun kunne ikke holde ud at se på Ellen længere. På hotelværelset lå hun vågen, mens Ellen småsnorkede, sådan som hun plejede, det gjorde så ondt at høre på, det var en lyd, som ikke længere var hendes. Og i morgen skulle hun hjem til lejligheden, vasketøjet ville ligge præcis, som hun havde forladt det, og Ellens tomme værelse ville være endnu mere støvet. Det blev tydeligt for hende, hvor alene hun var. Weekenden efter gik hun ud med nogle gamle studieveninder. Det var længe siden, hun havde set dem, de snakkede om folk, hun ikke vidste, hvem var, og grinede af ting, som var sket til fester, hun ikke havde været med til. – Det er helt mærkeligt at se dig uden Ellen, sagde den ene veninde. – Jer, der altid har været som et gammelt ægtepar. – Vel et fraskilt, gammelt ægtepar nu, sagde den anden.

106

DEM VI ER

– Er han en god fyr, ham hendes kæreste, eller hva? Mina trak på skuldrene. – Tja, sagde hun og mærkede, at de andre kiggede på hinanden. – Hvad skulle du til at sige? spurgte den første veninde. – Nej, det var egentlig ikke noget, sagde Mina, hun drak en slurk og satte langsomt glasset ned, før hun sagde mere. – Men jeg er lidt bekymret for hende. Han var gift, da han mødte Ellen, han er sådan rigtig gammel. Og hun tror bare, han er the one, men sådan nogle som ham, de stopper jo ikke bare med at være utro, hvis I forstår, hvad jeg mener? Hun så fra den ene til den anden og kunne mærke, at de troede på hende, hun følte sig betydningsfuld. – Det kommer aldrig nogensinde til at holde, sagde hun. – Stakkels Ellen, sagde den første veninde. – Hun er ellers så klog. – Det virker bare ikke som hende, sagde den anden. – Nej, vel? sagde Mina ivrigt. – Det virker overhovedet ikke som hende. Hun tog en fyr med hjem fra Revolver efter lukketid. Hun var fuld og trist og havde ikke fået fat i, hvad han hed, og hun krøb ind til ham, da de skulle sove. Dagen efter stod hun op og lavede kaffe, som hun serverede for ham nøgen, han blev flov, og hun skyndte sig at tage en T-shirt på, varm i kinderne. Han drak kaffen og snakkede formelt om sit arbejde, så takkede han nej til en genopfyldning og trak hurtigt i tøjet. – Må jeg ringe til dig? sagde Mina. – Ja, klart, sagde han og virkede ligeglad, hun forstod, at hun ikke skulle have spurgt, men hun anede ikke, hvordan hun skulle vende situationen, hun tastede nummeret og ringede til ham. – Så, sagde hun. – Nu har du også mit. – Jeps, sagde han og klemte et smil mere frem. Før ville hun have fortalt Ellen om det med det samme, hvem der havde scoret hvem, og hvad han havde prøvet på i sengen, og de ville have grinet af, hvor slutty de var, og hvor fuld Mina havde været. Men nu var det bare klæbrigt og svedigt, hun tænkte, at hun var blevet anderledes, en, som tiggede.

GA M M ELT ÆGT E PA R

107

Hun ringede til Ellen efter et par uger og spurgte, om de skulle lave noget i weekenden, sagde hun var ked af, at det var endt så dumt i Barcelona. – Jeg tror ikke, jeg orker at tage nogen steder hen, sagde Ellen. – Kan du ikke komme herhen i stedet? – Vi går jo aldrig ud mere, sagde Mina. Hun lød som en klagende kæreste. – Men du vil vel gerne se, hvor vi bor? spurgte Ellen. I Ellen og Sigurds lejlighed hang der kunst på væggene i stedet for plakater, og de havde Nespresso-maskine og vinholder, hvem havde overhovedet så mange flasker, at de behøvede en holder? tænkte Mina. Sigurd stod i køkkenet og stegte kød. Han gav Mina et akavet kram og sagde, at det var hyggeligt at se hende igen. Ellen havde sat håret op på en ny måde. Det var, som om hun blev lidt ældre, for hver gang Mina så hende, mens hun selv var den samme. Ellen hældte rødvin i bunden af et enormt glas, hun slyngede vinen længe rundt i glasset, før hun gav det til Mina. – God vin, sagde Mina, som en idiot. Hendes egen vin blev stående på køkkenbordet. Hun havde taget den med, de plejede at drikke til forfester. – Ja, den er dødgod, sagde Ellen. – Jeg kan aldrig huske, hvad den hedder, når jeg skal købe den, så jeg må skrive til Sigurd hver gang. De fik lammekoteletter og hummus og grøntsager, noget lidt simpelt, sagde Sigurd. – Lidt simpelt, sagde Mina og lavede citationstegn med fingrene, mens Sigurd var ude, men Ellen smilede bare fladt tilbage, før ville hun have grinet og himlet med øjnene. – Har du det godt for tiden? spurgte Ellen. – Rigtig godt, sagde Mina. Sigurd hældte vin i hendes glas igen. Han var lille og tynd, mindre end hun huskede, han lignede ikke en, der var utro. De snakkede om musik og regeringen og Sigurds job og Ellens job og Minas job. Mina troede ikke, de lagde mærke til, hvor meget hun drak. Hun ville hellere have været alene med Ellen, hun ville ønske, at de havde drukket øl i sofaen og snakket om ekskærester og været småfulde og grinet i bussen og flirtet med fyre i baren og haft latterkrampe i toiletkøen.

108

DEM VI ER

– Giver du et knus, så? sagde Mina og rakte armene ud mod Ellen, da Sigurd var gået ud for at lave desserten. – Er vi venner igen? Er vi? Ellen smilede og krammede hende. Det var lugten af Ellen, men det var anderledes, det var sådan, man ville kramme hvem som helst. – Græder du? sagde Ellen. Mina sad og så ned i bordet. – Jeg har ikke lyst til at bo alene, sagde hun til sidst. – Du kan finde en ny, sagde Ellen. – Det er ikke det, jeg mener, sagde Mina. Snottet løb ud af hendes næse, tyndtflydende, og Sigurd havde taget hendes serviet sammen med tallerkenen. Jeg savner dig, ville hun sige, men ordene kom ikke ud, ikke når Ellen bare sad og flyttede på sig i stolen. – Vi kan ikke bo sammen for evigt, sagde Ellen til sidst. – Hvorfor ikke? sagde Mina og lo skælvende, hun måtte tørre næsen med trøjen og prøvede at gøre det, uden Ellen så det. – Ting forandrer sig, sagde Ellen. – Jeg troede ikke, det skulle forandre sig med os, sagde Mina. – Men der er vel ikke noget galt med, at jeg vil bo med Sigurd, sagde Ellen. – Jeg kan jo heller ikke blive ved med at bo sammen med dig bare for at være sød. – Åh, sagde Mina. Sigurd stod i døren med tre dessertskåle på et bræt. – Er der noget galt? spurgte han. – Nej da, sagde Ellen. – Det var bare noget med en fyr, sagde Mina og tørrede sig i ansigtet. – Det går fint nu. – Fyre er ikke søde, sagde Sigurd og smilede. Han skænkede mere vin til Mina og til sig selv. For første gang hele aftenen lagde Mina mærke til det, Ellen drak ikke. Nu så hun det. Hun havde heller ikke været ude for at ryge en eneste gang. Hun så blikket, Ellen og Sigurd udvekslede, deres hemmelighedsfulde smil, da han satte vinflasken fra sig, og der blev helt stille i hende. Hun spiste desserten, panna cotta med hindbærcoulis, og sagde flere gange, at den var helt utrolig god, den bedste, hun havde smagt. – Nu rødmer jeg snart herovre, sagde Sigurd.

GA M M ELT ÆGT E PA R

109

Han var pæn, når han grinede. Hun strakte sig bagover og mærkede, at hun var fuld. Nakkehvirvlerne var stive, det føltes, som om det knirkede, hver gang hun smilede. – Det er så hyggeligt at være hos jer, sagde hun og rakte glasset frem igen, Sigurd havde åbnet en ny flaske. – Tag den med ro, sagde Ellen lavmælt. Mina mærkede en pludselig lyst til at slå hende. De flyttede sig over i sofaen, efter Sigurd havde sat opvaskemaskinen i gang. – Jeg begynder at blive lidt træt, sagde Ellen og gabte. Det så ikke ægte ud. – Vi skal da drikke ud, sagde Sigurd. – Ikke, Mina? – Yes, sagde Mina og vendte tomlen op. Hun sad med benene oppe under sig og glasset i hånden. – Det var fandens, som I rotter jer sammen mod mig, sagde Ellen og smilede. Sigurd tog hendes hånd og holdt den. De så på hinanden og smilede længe, som om Mina var fordampet, og Ellen bøjede sig ned og kyssede ham, før hun gik på toilettet. Mina satte sit glas på bordet, vinen skvulpede over. Hun tværede pletten ud med fingeren. – Kommer du til at være Ellen utro? sagde hun og kneb øjnene sammen, hun sagde det som en joke, men han grinede ikke. – Hva’, sagde han. Mina lagde hånden på hans skulder og rystede den. – Jeg kan godt lide dig, sagde hun. – Det var da godt, sagde Sigurd. – Man vil jo gerne have, at det fungerer med vennerne, når man bliver kærester med nogen. – Jeg kan godt lide dig, sagde Mina igen. Hun holdt ham stadig om skulderen, den føltes god under skjorten, varm og benet på samme tid. Sigurd flyttede på sig. – Men det kommer ikke til at fungere, sagde hun. – Du er alt for gammel til hende. – Hvorfor siger du sådan noget? sagde Sigurd.

110

DEM VI ER

– Hun kommer til at flytte tilbage, sagde Mina. – Nu må du holde op, sagde han. Han løftede hendes hånd væk fra sin skulder, men hun ville ikke slippe ham, hun strøg ham ned langs siden af brystet, han var så fin, så tynd og varm og fin, hun lagde begge hænderne om hans nakke og trak ham ind til sig, men han rykkede hovedet væk, og kysset ramte ham på hagen. – Hey! Mina, sagde han. –Hey, hey, hey. Nu falder vi ned. Hun prøvede at kysse ham igen og famlede efter hans skridt, var i gang med lynlåsen, hendes hænder var pludselig hurtige. – Hvad fanden, sagde Sigurd. Han sprang op og svingede med armene. Mina vippede til siden og faldt ud af sofaen, hun væltede et glas på bordet, da hun tog fra. – Undskyld, sagde hun. – Hvad sker der her? sagde Ellen. Hun stod i døren og så på dem. Mina rejste sig fra gulvet. Sigurd var rød i hovedet og så gal ud, han åbnede og lukkede munden. – Det var ingenting, sagde Mina. Hun kunne mærke, at hun svajede. – Jeg går nu. Ellen fulgte hende ud i gangen. Hun så på, mens Mina lirkede støvlerne på, mens hun fumlede med tasken og tabte den på gulvet. – Hvad var det, der skete? spurgte Ellen. – Alt er godt, sagde Mina og krammede hende hårdt, så løb hun ned ad trappen.

GA M M ELT ÆGT E PA R

111

✶

UD I DET GRØNNE Rakel Haslund-Gjerrild “Ud i det grønne” foregår engang ude i fremtiden, hvor naturen nogle steder har fået lov at vokse sig vild igen. Her følger vi en kvinde, som lever isoleret i skoven. Hun har ikke noget fast hjem, men har lært sig sommerhusejernes rutiner, så hun kan udnytte deres fravær. Hun lever altså lidt som fortidens jæger-samlere, en stille og rolig tilværelse, der kun trues af de unge vilde, som nyder at hærge i skoven. Dem må hun passe på ikke at tiltrække.

et er i de år bisonerne har fået frit løb. Hegnet er blevet fjernet. De har spredt sig. Nu har skovene fået deres dybe bastone tilbage – bulderbrummen fra oksens hals – som om vi er tilbage i tiden før der fandtes mennesker her, og det var urokser der gik græssende rundt og væltede bøgetræer og gnubbede bark af med deres hårede krumhorn. Det er ikke længere skovfogedens blå og gule ruteanvisninger malet på en stamme eller en sten, men store og hvide kradsemærker, der viser hende vej gennem lianflettede efeuranker og hen over væltede stammer. Det er i den tid, at hun får et indgående kendskab til de danske øers vejrforhold og sommerhusfamiliernes rytmer, to systemer som hun finder af afgørende betydning for et liv uden for byen. Det er også i den tid hun begynder at værdsætte velsyet lærredstøj, som hun oftest finder med malerpletter på i ulåste redskabsskure på plyndringstogter til udkantssommerhusene. Så sidder hun ved bålet med bukserne mellem hænderne og kradser med en negl de hvide plamager af det kakigrønne stof med gode lommer. Hun fandt hurtigt ud af at regntøj kun er beregnet til byboere. Hun vil hellere blive våd, finde ly og lade lærredstøjet tørre end at iklæde sig det hvislende, vish-vush-vish-plastiktøj, der altid er i røde og gule advarselsfarver så bilisten kan se de cyklende gennem regnmørket. Det er i de år, at stierne efterhånden er svundet ind, så de til forveksling ligner dyrespor, og det er også i de år hun for første gang er faret vild, sådan rigtigt vild, efter at hun har givet afkald på udstyr med GPS. Hun har gjort det flere gange, forvildet sig mellem træerne i dagevis, for selvom hun klatrer op i kronerne, er der træer til alle sider. Kun ude ved kysten har sommer-

113

husejerne skillinget sammen til at lade et par fåreflokke holde kyststrækningen hedeagtigt nedgræsset, men siden ulven er kommet tilbage, har det været en lidt dyr form for kystbevaring, så skovene trænger atter frem imod kysten. Hun mister stadig orienteringen, men følelsen af at være tabt i skoven er hun ved at have slidt op. Det betyder jo ikke noget hvor hun er, så længe hun ved hvordan hun finder det hun skal bruge. Hun har for eksempel fundet ud af hvordan hun skal udnytte formiddagens søbrise hvis hun vil gå mod havet og sommerhusene. Når først hun er ved bebygget område, er det let nok at finde et byskilt eller et vejnavn der kan genorientere hende. Men som hun har vænnet sig til at leve i skoven har hun mindre og mindre brug for det hun finder i de velholdte sommerhuse. Hun er blevet god til at spotte husene inde mellem træerne. Hun har nu siddet her snart en hel dag og observeret dette fine, lille gårdhus. Det havde været let at finde husene hvis ikke Ø- og Naturstyrelsen under anlæggelsen af ø-reservaterne havde valgt at rive øens indre vejnet op. Nu er her fuldstændigt groet til. Huset må have ligget op ad den oprindelige skov, for her står træerne meget højt og tæt. Det kunne godt være et uberørt hus. Hun fandt det kun ved et heldigt tilfælde da hun fik øje på et æbletræ på den anden side af en dam. Nu er det ved at være mørkt, og der er stadigvæk ingen tegn på røg eller lys. Der vokser flere frugttræer, pærer, æbler og kirsebær på den gamle gårdsplads. Staldbygningen er faldet helt sammen. En klatrerose med lyserøde klaser af små blomsterhoveder kryber hen over det væltede murværk. Hylden, der af natur kan vokse over det hele, har sået sig selv midt i den grødede masse af stenbrokker, knuste teglsten og bløde, rådnende tværbjælker. Det er altid laderne der falder sammen først. Hun har endnu ikke set en gård hvor hovedhuset er faldet sammen før længer og lader. Dog er hun gået forbi mange nedbrændte storgårde, hvor kun siloerne og de metalliske svinestalde stadig står. Hun er ikke den eneste der lever i de tomme huse. Hun tager prøvende i dørhåndtaget. Det er sjældent og meget stort at finde en dør der skal brydes op. Gamle aviser knitrer under fødderne, der er kun en lille smule dyrelort på kludetæppet, en enkelt svalerede i lampen over entréspejlet. Det er et godt hus. I lommelygtens keglebelysning ser hun sig selv i spejlet; fletning under grågrøn hue, store pupiller i mørket, tynd og stærk, slidte sko. Sålen på den ene sko skal sættes fast med gaffatape og kontaktlim cirka hver

114

DEM VI ER

anden uge, og den bliver konstant gennemblødt. De sidste par måneder har hun været på udkig efter sko. Hvis ikke hun snart finder et godt par, overvejer hun at bryde ind i et af sommerhusene. Det er en risikabel affære her i sensommeren, hvor der stadigvæk er tæt belagt af ferierende. Så vil hun alligevel hellere gå til Kirkeby, der formentlig ikke er så langt herfra. Det er den største af skovens efterladte byer. Der kan hun sikkert finde et par støvler i den rigtige størrelse, men der er jo også andre der tager til Kirkeby for at forsyne sig. Det er en risiko. Dette hus derimod – låst dør og kun dyrespor – det har ikke haft besøg. Selv spisebordsstolene står oprejst. Intet her er blevet rørt siden øboerne låste hoveddøren en sidste gang. Trappen knager men virker tør og solid, ingen rådnede trin. Der er to døre oppe på reposen. Det første værelse hun træder ind i lugter muggent. Det skrå veluxvindue er knust, og det har regnet ind på gulvet, som virker lidt blødt, farligt, og sengen er et råddent virvar af skimmel, skorpet støv og svampe der har spredt deres sporer i den gamle dundyne. Det andet værelse derimod – hun forstår først rigtigt hvor heldig hun har været da hun vågner næste morgen med lukkede øjne og kan mærke at rummet er fyldt med lys, at hun har sovet over daggryet. Den franske altan i det strålende, hvide soveværelse har bevaret glasset, der ikke er mere beskidt end at solen kan trænge igennem og kilde hende i ansigtet. Hun lyner sin sovepose op og flexer foden, spreder tæerne så morgensolen kan skyde igennem og tørre den lidt svampede mellemtåshud. Hun strækker sig og se! Som en pattegris søger ind mod soens patter, ja, sådan som den, først søgende, endnu blind, men nu endelig dér, tager patten i sin tandløse mund, lægger hun varsomt sine fødder i de brede slippers, der i alle de år har stået halvt skubbet ind under sengen og ventet på en dynevarm fod. I køkkenet, hvor hyldernes konservesbeholdning får hendes hjerte til at banke, står der en dåse Nescafé. Et andet mirakel. Hun plejer kun at have adgang til kaffe om vinteren når hun bryder ind i sommerhusene, og der er hun altid nervøs, sover dårligt, for selvom hun kender til sommerhusfamiliernes rytmer og undgår sommerhuse i weekenden uanset årstiden, så ved man aldrig hvornår der ruller en stationcar op ad indkørslen. Men dette! At sidde i et køkken, udsovet, med en stor kop kaffe og se en bisonflok gå forbi i det dampende morgenlys der gløder som en guldbræmme hen over ryggen på de stærke dyr og fænger i tyrens manke som han træder op på den sammen-

U D I DET GRØ N N E

115

sunkne lade og snøfter; det er uden sammenligning den bedste morgen hun har haft i år. Hun varmer en dåse ferskner oven på stuens brændeovn mens hun kigger bogreolen igennem. De fleste af krimierne har hun læst før, det er dem der står flest af i sommerhusene, men her på reolen er der også et par klassikere hun ikke har læst endnu. Hun lægger dem i sin taske. Men så går det op for hende at hun jo kan blive her et stykke tid – til hun har læst bøgerne igennem for eksempel. Hun sætter dem på plads igen bortset fra Huset Buddenbrook, som hun ofte har villet læse uden at have fundet lejlighed til det. Efter at have siddet i øreklapstolen og læst hele formiddagen og et godt stykke hen imod aften går hun ud i køkkenet efter en dåse baked beans. I bryggerset spotter hun en stor balje. Her begår hun en fejl. Hun sætter sig for at tage et bad og tænder på ny op i brændeovnen, hvor hun sætter husets største gryde over med vand. Udenfor på gårdspladsen tænder hun et bål for at varme mere vand i kedlen. Der går en time, men så har hun også vand nok til et rigtigt bad. Hun hører dem råbe, da hun har siddet i baljen et kvarters tid. Hun er hurtig. Hun løber nøgen gennem huset og griber tasken, tøjet og bogen. I køkkenet kan hun høre dem bryde hoveddøren op mens hun flår dåser ned fra hylderne. Det er et sats at bruge tid på at tømme skabe, men heldigvis har de ikke tænkt på at omringe huset endnu. Hun piler ind i dækning af skoven. De har ikke set hende. Der er otte, nej ni unge. De har benzindunke med. Hun kan se dem gå gennem huset med lygter. En sparker til baljen. En anden smadrer en spisebordsstol ned i gulvet. De råber. De ser aggressive ud, men også så fulde at de næppe vil begynde at lede efter hende i skoven. Det er heller ikke det de er her for. Herfra kan hun godt se hvor meget bålet lyser op. Træerne rundt om huset skinner. Det var dumt, hun plejer aldrig at tænde bål om sommeren når de unge, der keder sig i sommerhusene, trænger ind i skovene og hærger. Hun må være tættere på kysten end hun havde regnet med. De plejer ikke at vove sig ret langt ind. Hun kravler op i et træ. Hun håber, nej, hun ønsker, at de bare holder fest derinde og så tager hjem i morgen. De har allerede tændt bål i stuen. De bruger bøgerne. Hun fortryder at hun ikke tænkte på at tage bind to af Buddenbrook med. Den bliver svær at finde. I køkkenet og op ad husets ydervægge pøser de rigeligt med benzin. Huset flammer hurtigt op. De råber og skriger og er ikke særligt adrætte når de snublende løber rundt om det brændende hus. De kan godt

116

DEM VI ER

blive voldelige over for folk som hende. Larmende og i store grupper er de lette at undgå i skoven, men det hænder at de finder en når man sover, og det er sket, at de har brændt huset ned over en gennemtævet skovgænger, hvis hun skal tro de historier hun har hørt. Der kan også være andre årsager til at dem der lever i ø-reservaterne forsvinder en gang imellem. Måske er de bare rejst tilbage til byen. Nu samler de unge sig og forsvinder fulde og vaklende ind i skoven igen. Hun bliver siddende. Snart kommer helikopterne. Når myndighederne griber ind er det mest fordi man er bange for en større skovbrand. Husene er jo alligevel forladte, og mange af dem er allerede ret langt i naturaliseringsprocessen – i overensstemmelse med den udviklingsplan der er lagt for de danske ø-reservater. Bag bragene fra bålet kan hun høre helikopternes hakkende chop-chop-chop. Der løsnes kaskader af havvand ud over huset så røgen bulner ud til siderne. Det hvisler. Helikopterne flyver væk efter 10 minutters cirklende observans. Det ryger stadig lidt fra brandtomten, da hun våger sig derhen ved dæmring. Hun fik ikke sine sko med. Det er stort problem. Hun bliver nødt til at gå mod Kirkeby nu, selvom hun helst undgår al kontakt både med sommerhusfolket og med de andre skovgængere. Det er ikke til at vide, hvem folk bliver, når de træder ud af sommerhuszonen og ind i skoven.

U D I DET GRØ N N E

117

✶

MASKEN Michael Kvium

Masken af Michael Kvium forestiller et menneske med en maske. Masken skjuler menneskets ansigt, men har også sin egen personlighed og sit eget ansigtsudtryk, og i det hele taget får man fornemmelsen af, at de to ting smelter sammen. Hvad er egentlig menneske, og hvad er maske? Vi er vant til at adskille et menneskes indre fra dets udseende, men måske hænger de to ting mere sammen, end vi regner med.

119

✶

GRØNT LYS Pia Juul

I novellen “Grønt lys” er en far på vej hjem fra en børnefødselsdag med sin søn, da en kvinde pludselig løber forbi dem. Faren, som er novellens jegfortæller, kender kvinden og undrer sig meget over, at hun ikke hilste på ham. Kort efter skal far og søn passere et fodgængerfelt, hvor man som bekendt skal vente på grønt lys. Ellers overholder man jo ikke reglerne. Disse to begivenheder kæder sig sammen, men det fortælles ikke direkte, hvad der er på spil. Men ved at lægge to og to sammen kan læseren give et kvalificeret bud på, hvad der slår faren ud af kurs.

neen var efterhånden meget grå og lå i store hårde dynger langs med vejen. Jeg gik ind gennem parken med drengen, og det var halvmørkt. Jeg holdt ham i hånden; han fortalte mig om den fødselsdag, han havde været til. De havde ikke fået lagkage, det var han ked af. Andet husker jeg ikke. Vi var lige kommet ud ad lågen. Jeg kan ikke huske, hvad han mere talte om. Han snakkede, men jeg fik øje på en, der kom løbende imod os på fortovet. Hun var foroverbøjet, med kejtede store bevægelser i arme og ben; det var lange ben, brede skuldre, mørkt løbetøj med en hvid stribe – og en stor strikket hue med en kvast – hendes ånde stod ud i en stor sky. Det var strikhuen, der narrede mig, den lignede hende ikke, men da hun var næsten forbi, fik jeg øje på hende, og det lignede Una, så jeg pludselig; jeg standsede halvt op, og drengen trak i mig, han var jo ved at fortælle mig noget, og det var koldt, vi var på vej hjem, men jeg ville lige se efter, om det var hende, og det kunne jeg jo ikke se nu, for hun var forbi, hun var væk, der var kun ryggen på vej ind i parken og den underlige hvide strikhue med kvasten, der hoppede op og ned. Det kunne umuligt være hende; sådan en hue kunne hun ikke eje. Men nu havde jeg kun hende i hovedet. “Fa-ar!” sagde drengen og trak i min hånd igen, og jeg tænkte på, hvorfor Una aldrig havde fortalt mig, at hun løbetrænede. Det kunne jeg måske have sagt mig selv, at hun gjorde, hun var så slank og blev aldrig forpustet. Og så i parken, der var min og drengens park, hun kunne da godt have sagt det. Hvorfor hilste hun ikke? Jeg mente ikke standse op og lange samtaler,

121

men hun kunne have løftet hånden til hilsen. Hun kunne have råbt hej eller dav eller bare smilet, løftet mundvigene lidt op i det øjeblik, hun fór forbi, der var tale om et ganske kort øjeblik, hvorfor gjorde hun ikke det? Hvis det var hende. Hun kunne ikke have undgået at genkende mig. Jeg til gengæld var i tvivl på grund af den tåbelige hue. Måske en forklædning; hun vidste sikkert, at jeg ville være i tvivl og derfor ikke ville genkende hende, før det var for sent. Men hvorfor ville hun ikke have, jeg hilste? Ville hun ikke være mig bekendt? Var jeg alligevel for gammel, var det det? Jeg havde da små børn, jeg var i min bedste alder, havde min kone sagt for ganske nylig. Det var et dobbelt fodgængerfelt, som jeg havde forklaret drengen om de første hundrede gange. Man kunne kun nå helt over, hvis man begyndte at gå i det øjeblik, det blev grønt. Når man var ude i anden del, skiftede det til rødt, men man skulle fortsætte over i fuld fart, og så gik det. Men der kom så tit nogle idiotiske biler, der ikke kendte krydset, og det var så tæt på ulykker hver dag, at jeg faktisk havde forbudt drengen at gå der alene. Gamle damer nåede det næsten aldrig, men jeg havde dog ikke set nogen blive kørt ned endnu. Una optog mig så meget, at jeg ikke tænkte over noget; der var bare grønt, så vi gik ud, og der var også grønt, da vi trådte ud i anden halvdel, men det skiftede til rødt med det samme. Vi satte farten op, men en bil dyttede med hvinende bremser, og et ældre ægtepar foran os, der var kommet i land på fortovet, vendte sig og så forarget på mig. Jeg sprang op på kantstenen med drengen, benene rystede under mig. “Der var grønt,” råbte jeg ad dem, for jeg kunne se på dem, at de troede, jeg havde taget drengen med mig over for rødt lys. De vendte ryggen til, men de gik hovedrystende lige foran os, og jeg råbte efter dem igen: “Der var grønt!” Jeg hørte manden mumle til sin kone: “Det var der altså ikke!” En vildtfremmed mand troede ondt om mig. Drengen trak i mig; jeg så ned, mine ben rystede endnu. Unas unge, uforpustede ansigt. Drengen græd. Jeg begyndte at brøle et højt, rasende, fortvivlet brøl i retning af ægteparrets forargede rygge foran mig. For der var grønt lys. Der var grønt. De satte farten op, og jeg løftede en knytnæve mod deres rygge, som om jeg ville, ja, hvad ville jeg?

122

DEM VI ER

“Hvad er der i vejen?” sagde drengen. “Der var grønt lys,” sagde jeg, og min stemme skælvede ligefrem, jeg kunne mærke, læberne var helt ude af kontrol, jeg måtte stå stille og trække handskerne af og sætte hænderne op til ansigtshuden, mærke læberne, der var som dirrende pludder, kanten af tænderne skar lidt mod håndfladerne, jeg bed til, prøvende, så lidt hårdere. Jeg forestillede mig blodsmagen, men så hårdt kunne jeg slet ikke bide. “Fa-ar,” sagde han. “Vi går herind,” sagde jeg og styrede mod en café lidt længere henne. “Vil du have en kop kakao?” “Årh, nej!” sagde han. Jeg havde glemt, han lige havde været til fødselsdag, han ville jo bare hjem. Men jeg kunne ikke gå hjem lige nu. “Kan du så ikke bare løbe hen og ringe på selv; mor er hjemme,” sagde jeg. “Jeg er nødt til lige at gå herind.” “Hvad skal du?” spurgte han. “Bare have noget at drikke.” “Øl?” “Næh, en kop kaffe, havde jeg tænkt.” “Vi har da kaffe derhjemme?” sagde han. “Vil du med ind eller vil du hjem?” Så gik han alligevel med ind. Men han skulle ikke have kakao eller noget, og han beholdt overtøjet på. Han sad tavs og så på, jeg drak kaffen, afventende og roligt. Hans mund var så skrøbelig og alvorlig, jeg stirrede på den og lukkede øjnene et øjeblik, trak vejret dybt og smagte på kaffen. Jeg græd, da han blev født; jeg hulkede ligefrem af lettelse og glæde. Nu sad han og ventede over for mig ved cafebordet. Jeg vidste ikke, hvad han tænkte. Sikkert ikke noget godt. Måske noget godt. Una ville ikke hilse. Min kone sagde, jeg var i min bedste alder. Jeg gik aldrig over for rødt; det kunne man sige om mig. Man kunne skrive det på min gravsten. Men man kunne også lade være, og det ville nok være det bedste.

GRØ NT LYS

123

✶

ALLE ANDRES SEXLIV Margaret Atwood I digtet “Alle andres sexliv” tematiseres forholdet mellem krop, sex og kærlighed, når der spekuleres over, hvordan andre mennesker egentlig kan holde hinandens kroppe ud, og hvordan de overhovedet kan have lyst til at have sex med hinanden. Løsningen er måske en forelskelse, for forelskelser har en sær påvirkning på os.

Alle andres sexliv virker så umuligt. Forhåbentlig ikke, tænker vi: Forhåbentlig ikke den der ind i det! Ikke sådan en beskidt mund og så dårlige tænder! De der kogte svesker, de flapper! Vær venlig at beholde tøjet på. Det er der af en grund: For at redde dig fra dig selv, dine egen voyeur. Ingen ligner en filmstjerne ikke engang filmstjerner på fridage, hvor de rakker rundt i gaderne på jagt efter et ordentligt måltid og anonymitet, uden held. Ingen, undtagen i deres egne øjne når de er fulde eller hvis de er narcissister, når de er ædru.

125

Eller når de er forelskede. Åh ja, Forelskelse, dette forrykte rosenrøde cirkustelt hvis dæmpede tusmørke lægger sig nådigt over billedsiden, dækker vores elskede med figenblade og blødgør vores hjerne og smerten fra vores ture i savsmuldet. Så fristende, denne arena af falsk marmor, både forlystelsespark og klassisk – så græsk, så Benneweis, sådan et fyrtårn, med et pink neonskilt: Kærlighed! Denne vej! Ind!

126

DEM VI ER

✶

TIL LÆREREN ✶

TANKERNE BAG TEKSTUDVALGET Udover at præsentere elever for ungdomslitteratur er formålet med denne bog at skabe en enklere indgang til litteraturundervisningen. Ungdomslitteratur er både lettilgængelig og relativt enkel at afkode uden at være forsimplet i sin tematik. Den giver derfor mulighed for tidligt i litteratur undervisningen at bevæge sig op gennem de taksonomiske niveauer, fx ved at diskutere og vurdere litteraturens anvendelse eller ved at sammenligne med den litteratur, som ofte fylder i gymnasieskolens pensum. Derfor er der også et udvalg af den mere almene litteratur (og et kunstværk), som kan kobles med ungdomsnovellerne. I det følgende præsenterer jeg kort tankerne bag udvalget for at vise, hvordan teksterne kan sammenlignes med hinanden. I “Weekendhygge” optræder en mor så irrationelt og følelsesbetonet, at forældre/barn-dynamikken skifter, og nogenlunde det samme sker i uddraget af Hvis der skulle komme et menneske forbi. En væsentlig forskel er dog, at i “Weekendhygge” flygter barnet fra moren og viser dermed en progression mod selvstændiggørelse, mens hovedpersonen i Hvis der skulle komme et menneske forbi efterlades af sin far midt ude i ingenting. Så selvom der i hans skænderi med faren også er en afstandtagen til voksenautoriteten, har han ikke opnået samme handlerum som pigen i “Weekendhygge”. I “Græshoppen” udfordres et venskab mellem to piger, da de begge er interesserede i den samme dreng. Et sådant trekantsdrama findes også i

129

“Gammelt ægtepar”, men her er fokus skiftet. Den ene veninde har fået en mand, mens den anden er blevet efterladt på perronen, så at sige: Hun mistede et symbiotisk venskab, da veninden fik en kæreste. Konflikten er således forskudt fra at få til at miste, fra fokus på dén, der får manden, til dén, der mistede veninden. Teksterne deler et tema om sociale normer og kriser i venskaber, men “Gammelt ægtepar” er mere pessimistisk i sin anskuelse af problemet. Her er katastrofen uafvendelig og tilværelsen forandret. Potentialet for en lykkelig slutning udebliver. I “Glip” vælger hovedpersonen isolation frem for samvær, delvist i et forsøg på at vende sig væk fra andres forventninger. Denne positive ensomhed deler hun med kvinden i “Ud i det grønne”, men perspektivet i de to tekster er væsensforskelligt. I “Glip” handler det mest om at finde sig selv og sin rolle i fællesskabet, mens problemet i “Ud i det grønne” er af politisk og samfundsmæssig art. Her smadres naturen af en rastløs og irrationel ungdom, der ikke har noget bedre at tage sig til. Novellen kan således læses som en kritik af det moderne menneskes ligegyldighed over for naturen og klimaet. Hvor ungdomslitteraturen altså fokuserer på individet i fællesskabet, er ‘voksenlitteraturen’ i dette tilfælde en kritik af fællesskabet. Der er tale om et samfundsanlæggende snarere end et personligt. I “Fake” er der en klar distinktion mellem det indre og det ydre, og det synspunkt, der promoveres, kan formuleres nogenlunde sådan: Et menneskes udseende har intet at gøre med, hvem det er, og relationer bygget på andet end personlighed er uærlige. I Kviums maleri Masken præsenteres også en indre/ydre-dikotomi, men her er sagen lidt mere kompleks. Her er det egentlige ansigt næsten smeltet sammen med en maske, eller måske har masken overtaget udseendet helt. Spørgsmålet er derfor, om der findes et maskefrit menneske, dvs. om forskellen på det indre og det ydre kan tegnes så skarpt op, som vi måske plejer at gøre. I “Det må godt gøre ondt” præsenteres en temmelig normløs seksualitet, altså en seksuel adfærd, der ikke tager hensyn til andre. Undervejs udvikles muligvis en bevidsthed om konsekvenserne af denne adfærd, men der sker ikke en tydelig forandring i hovedpersonen. I “Grønt lys”, hvis man læser relationen mellem faren og kvinden som en affære, er normkulturen lige så rigid som et trafiklys. Fokus er derfor flyttet over på den

130

DEM VI ER

dårlige samvittighed, konkret i relation til sønnen og familielivet. Konsekvensberegningen gælder således den anden i stedet for mig selv, den moralske overvejelse involverer også andre og går ikke blot på individets egen udvikling og velbefindende. I “En rigtig Cthulhu-fisse” præsenteres et opgør med falske skønheds idealer og usunde krav til egen krop. Samtidig promoveres gavnligheden af selvaccept og et nuanceret og mere autentisk syn på virkeligheden. Denne moralske anskuelse, der synes at have en eviggyldig relevans, vendes halvt på hovedet i Atwoods digt “Alle andres sexliv”. Her er blikket flyttet fra egen krop til de andres, og en hudløs ærlig forundring (diplomatisk sagt) over andres samliv italesættes. Samtidig er der en indrømmelse af, at forelskelsen kan ophæve al væmmelse, så muligvis lander de to tekster nogenlunde samme sted, altså i en kropslig accept. Begge tekster lægger arm med et tabu, men hvor ungdomsnovellen har et klart moralsk sigte, er digtet bevidst politisk ukorrekt. Således altså mine tanker om koblingen mellem teksterne i bogens to dele, men jeg håber også, at læserne finder andre og flere perspektiver, end jeg her har præsenteret. Uanset hvordan man bruger bogen, er min store forhåbning, at den må give anledning til fornøjelig, nysgerrig, engageret og fornyet litteraturundervisning. Ungdomslitteraturen kan i min erfaring (gen)skabe en læselyst hos eleverne, ligesom den kan åbne diskussioner, som både vedrører og berører. Og ønsker vi ikke netop dét af litteraturen og litteraturundervisningen? Derfor håber jeg også, at bogen kan bidrage til, at ungdomslitteraturen finder sin plads i gymnasieskolen, for jeg mener, at den også hører hjemme her. Rigtig god fornøjelse, Claus Petersen

TIL LÆREREN

131

✶

LITTERATUR ✶

Atwood, Margaret (2020): “Alle andres sexliv” i: Inderligt. Lindhart og Ringhof. Aubert, Marie (2016): “Gammelt ægtepar” i: Må jeg komme med dig hjem. Lindhardt og Ringhof. Haslund-Gjerrild, Rakel (2016): “Ud i det grønne” i: Øer. Kronstork. Juul, Pia (2024): “Grønt lys”, i: Noveller. Ekbátana. Udkom første gang i 2005 i novellesamlingen Dengang med hunden. Kleinschmidt, Jonas (2025): “Det må godt gøre ondt” i: Dødssynder. Carlsen. Korsgaard, Thomas (2017): Hvis der skulle komme et menneske forbi. Lindhardt og Ringhof. Kvium, Michael (2013): Masken. Foto af maleriet er fra Nils Stærk galleri. © Michael Kvium/VISDA Lodahl, Mads Ananda (2023): “Glip” i: Brudstykker. Carlsen. Rendtorff, Ida-Marie (2023): “Græshoppen” i: Brudstykker Carlsen. Rødtnes, Nicole Boyle (2024): “En rigtig Cthulhu-fisse”, i: TABU. Carlsen. Signe, Chaga (2024): “Fake” i: Forvandling. Gads Forlag. Villadsen, Lise (2024): “Weekendhygge” i: TABU. Carlsen.

133

PRAXIS