
1 minute read
Forklarende tekst til nøgletal
from Årsrapport 2021
by pplusdk
Afkastnøgletal (N1-N3)
Afkastnøgletallene viser pensionskassens afkast på investeringerne af aktiverne efter afholdelse af investeringsomkostninger og giver derfor et mål for det investeringsafkast, der er til rådighed for medlemmerne og egenkapitalen.
Afkastnøgletallene er beregnet som pengevægtet afkast, som udtrykker den faktiske forrentning (relative værditilvækst), som er opnået i perioden, inklusive afkastet på nettoindbetalingerne i perioden. Det pengevægtede afkast beregnes som det opnåede afkast i kroner over perioden i forhold til den gennemsnitligt investerede kapital, hvor der tages hensyn til den tidsmæssige placering af indog udbetalinger i perioden.
Afkast relateret til gennemsnitsrenteprodukter (N1)
Afkastnøgletallet viser afkastet før pensionsafkastskat i forhold til den gennemsnitlige forsikringsmæssige hensættelse for gennemsnitsrenteprodukter.
Afkast relateret til markedsrenteprodukter (N2)
Afkastnøgletallet viser afkastet før pensionsafkastskat i forhold til den gennemsnitlige forsikringsmæssige hensættelse for markedsrenteprodukter.
Risiko på markedsrenteprodukter (N3)
Alle markedsrenteprodukter skal risikomærkes med et risikotal mellem 1 og 7. Risikotallet kan anvendes til sammenligning af risikoen med andre markedsrenteprodukter.
Omkostnings- og resultatnøgletal (N4 – N5)
Omkostningsnøgletallene viser pensionskassens afholdte omkostninger til administration.
Omkostningsprocent af hensættelser (N4)
Omkostningsnøgletallet viser omkostningerne målt i forhold til summen af de forsikringsmæssige hensættelser. Herved vises, hvor meget pensionskassens forrentningsevne ville blive nedsat, hvis afkastet var den eneste kilde til omkostningsdækning.
Omkostninger pr. medlem (N5)
Omkostningsnøgletallet viser det bidrag til omkostninger, som hvert medlem ville betale, hvis omkostningerne blev fordelt ligeligt blandt dem.
Forrentningsnøgletal (N6 – N7)
Forrentningsnøgletallene vedrører den forrentning (afkast i forhold til kapitalandel), som pensionskassens medlemmer og kapitalindskydere, herunder egenkapitalen, har opnået.
Forrentningsnøgletallene er - som afkastnøgletallene - beregnet som pengevægtede afkast.
Egenkapitalforrentning efter skat (N6)
Nøgletallet viser årets resultat efter skat i forhold til den gennemsnitlige egenkapital.
Forrentning af overskudskapital efter skat (N7)
Nøgletallet viser årets afkast til MedlemsMidler og de særlige bonushensættelser sat i forhold til den gennemsnitlige markedsværdi.