Nat i Nyhavn - Moderaternes historie - Jeppe Søe

NAT I NYHAVN - moderaternes historie

Efteråret er for længst forbi. Det er vinter, men udsigten ud over Nyhavn er stadig særlig. De har siddet der før. Det er det samme, de taler om. Hvordan balancerer man den personlige frihed og kravet til medborgerskab? Hvordan involverer man de mennesker, der for længst er blevet trætte af politiske termer og tomme løfter, på en måde, der skaber en forståelse for, hvor væsentligt det er, at vi gentænker store dele af samfundet? Hvordan får man folkestyret til at tage parti?

Han har krydset et verdenshav - nu er han tilbage, og det hele føles i det øjeblik lige akkurat så højstemt, som det kan lyde, men det også virkelighedsnært og bundet op på et ønske om at gøre noget. En forskel.

Jeppe er på besøg hos Lars i Nyhavn. De har skrevet sammen i månedsvis. Talt og tænkt. Da Lars skal medvirke i ’Over Atlanten’, og inden han sejler udenfor mobildækningen, skriver han, at de må tale sammen, når han er hjemme igen.

”Jeg gik længe som katten om den varme grød, men med en drøm om at erobre midten. 25. maj 2020 opfordrede jeg første gang Lars direkte til at starte et parti. Jeg skrev til ham, at der var brug for ham – og selv om han måske

ikke selv tænkte det sådan, til en start, så fortsatte vi alligevel snakken. Heldigvis. Som jeg husker det, svarede han mig noget i retningen af; Tjo… måske har jeg udstået min samfundstjeneste? Jeg var, og er, helt uenig. Og det er der heldigvis mange andre danskere, der også er.”

Den besked er begyndelsen på det, der 5. juni 2022, lidt over et år senere, blev til Moderaterne.

De noterer navnet Moderaterne på blokken den aften i Nyhavn. De noterer også en håndfuld navne på mennesker, der måske kan være interessante for projektet, og noget, der på det tidspunkt stadig føles som strøtanker. ”Løkkes politiske Netværksgruppe” er en af dem.

Lars er lige vendt hjem efter at have krydset Atlanten med Umut Sakarya, Johannes Nymark, Ditte Julie Jensen og Felix Smith. Han har haft masser af tid til at tænke sig om under stjernerne. Jeppe har i månedsvis forsøgt at få ham med på ideen om, at han er den, der har den nødvendige erfaring til at tage ordet ved det bord, hvor samtalen mellem blokkene i dansk politik kan genstartes. Og det er det, de taler om den aften.

Da Lars Løkke Rasmussen i 2019 trækker sig som formand for Venstre, er det efter nogle tumultariske uger, hvor der internt i partiet ulmer en konflikt og et opgør i forhold til det formandsskab, som Lars, på baggrund af det fine valg Venstre har haft i juni samme år, har besluttet sig for at fortsætte. Og på et hovedbestyrelsesmøde i Brejning 30. august, trækker han sig. ”Han orker ikke mere”, skriver han i ’Ud af det blå’, som udkommer i oktober samme år. Lars Løkke Rasmussen forestiller sig måske, at det var det…

Det var det ikke. I januar 2021 etableres ’Det Politiske Mødested’, som på papiret den aften i Nyhavn hed ’Løkkes Politiske Netværksgruppe’. Projektet får den første uge mere end 15.000 danskere til at melde sig ind i den åbne samtale, der skal genere den erfaringsbaserede hverdagsviden, som måske med tiden kan danne udgangspunkt for et nyt politisk parti. Man kan ikke vide det, siger Lars Løkke Rasmussen, det forår, men hvis der er opbakning til det, så kunne man måske godt forestille sig, at det ender med et parti. Det forår afholdes der ugentlige webinarer. Jeppe og Lars fastholder samtalen med de tusindvis af danskere, der med hver deres profession, geografiske tilhørsforhold, historie og politisk ståsted, har meldt sig ind i mødestedet. Interessen er stor.

Journalister og kommentatorer gisner, politiske kollegaer gætter, holdet – og opgaverne – vokser.

Intentionen var, og det er den stadig, at skabe et politisk fundament, som favner hen over midten. En politik, der er grundlagt på et socialliberalt fundament, der blev fremlagt den januar i 2021. Der er stadig mange grundlæggende borgerlige værdier i centrum – men det er den “nyborgerlighed”, der også tør kigge sig rundt og opdage andet end det fastlåste blå. Tør gå på opdagelse i det såkaldt røde univers for at se, hvor er der ræson i at blande farverne. Fundamentet var derfor lilla fra start.

Enighed er ikke idealet. Det er diversiteten, der skal skabe grundlag for de nødvendige forandringer – og erfaring og politisk praksis skal veksle det til virkelighed.

De talte og talte i mange dage og nætter. Samtalerne, de havde undervejs, blev langsomt til en intention og et konkret ønske om at være med til at skabe den forandring, de begge så for sig. Respekten var opbygget over år. Samtalerne startede i det åbne; som debattør har Jeppe Søe i årevis sagt til og fra i forhold til den offentlige debat, og da Lars Løkke Rasmussen i 2016, som statsminister, var med til at indføre ’smykkeloven’, gav Jeppe i ligefremme vendinger udtryk for sine holdninger til sagen. Han var ikke enig.

”Jeg var så overbevist om, at Lars ville være den rigtige til at starte et nyt meningsfyldt parti op i Danmark, selv om der ikke ligefrem mangler nye partier, og det var – og er – jeg, fordi jeg altid har haft en meget stor respekt for hans politiske håndværk, men også for hans måde at nuancere tingene på. Han lyt-

ter, også til sine modstandere. Han kvitterer med debat og samtale. Sjældent tavshed. Han har altid villet debatten, og det var det, vi var fælles om; også den nat i Nyhavn. Vi ville skabe bevægelse i den politiske virkelighed. Og se nu her…”

Moderaterne er blevet til mange. Et parti. Og det er fin følelse. De kan begge huske, hvordan det var at være to, så de hæfter sig ved fornemmelsen af, at tingene står selv. At skaberkraften er bredt ud på flere tusinde danskere, som deler en intention – nok til at veksle den til ambition. Det er stærkt. Og det er imponerende, at det er lykkes i en tid, hvor danskerne måske ønsker sig forandring mindst af alt.

”Vi offentliggjorde Moderaterne midt i en tid, hvor danskerne var mætte af alt det, der foregik omkring corona. De ønskede sig ikke flere forandringer, tror jeg, og det var det, der var vores væsentligste budskab fra begyndelsen; at noget må forandres, hvis ikke vi vil stagnere i en usund kultur. Vi kan ikke fastholde for at forandre. Det er ulogisk, og det er sådan, politik er blevet. Politisk er man blevet så bange for at blive fravalgt af danskerne, at man forsøger at formidle alting på en måde, der skal give vælgerne indtryk af, at alting kan løses meget simpelt. Det er løgn. Samfundet er komplekst. Det er ikke uden omkostninger at ændre på ting. Men det er det værd.”

De fik travlt. Og det var – også – råt. Mange mennesker trådte ind i Moderaterne og Det Politiske Mødested med et håb om, at de kunne læse deres eget projekt ind i fællesskabets. Organisationen voksede; det skulle den, for interessen var stor, og projektet havde ikke det samme økonomiske grundlag som andre etablerede partier. Det politiske

program skulle tænkes og formuleres, og når man insisterer på at se virkeligheden i øjnene hele vejen; så er man udfordret på gældende diskurs mantra om “enkelt og overskueligt“.

”Når man taler – meget – med dem, der skal anvende den politik, man tænker, i virkeligheden, så opdager man jo for hver samtale, hvor komplekst det er. At der er brug for kompromisser. At man må tage sig tid til at lytte. At tingene er forbundet; når man taler handicappolitik, så taler man også klimapolitik, økonomi, social- og kulturpolitik. Altså, man kan ikke isolere en del af samfundet og tro, at man kan løse et konkret problem, uden at have blik for sammenhængen i tingene. Det tager tid – både at tænke og tale ind i, og det er det, Moderaterne insisterer på at gøre.

Man kunne godt have formuleret det anderledes. Man kunne have talt ind i de rentable Gallup-målte dagsordener. Man kunne få det til at lyde meget nemt. Men de valgte noget andet. Moderaterne siger, hvad de mener – og det er ikke spor enkelt; til gengæld er det meningsfyldt.