6 minute read

Tegninger fortæller

Tegninger fortæller

Alle, der selv har børn, er givetvis gennem årene blevet begavet med hundredevis af tegninger af alt lige fra hundehvalpe til Spiderman. I Tasiilaq har psykolog Mia Glendøs brugt tegninger til at få et indblik i skoleelevernes hverdag og tanker om fremtiden for der igennem at ruste dem bedre til at få social succes.

Baggrunden er trist nok. Ud over at Tasiilaq kæmper med sociale problemer, så er udsigten til, at områdets børn og unge vil få sig en uddannelse, også små. I en rapport fra 2012 udarbejdet for Sermersooq kommunes Erhvervsråd kan man læse, at mange elever, der går ud af folkeskolen i Tasiilaq, kommer ud med karakterer, der er for lave til at kunne påbegynde et egentligt uddannelsesforløb. Af 53 elever, der gik ud af folkeskolen i 2011, kom 35 ikke videre i et uddannelsesforløb.

Den særlige modstandskraft

Efter at have arbejdet med rådgivning af familier, par og selvhjælpsgrupper i Paamiut var psykologen Mia Glendøs i 2012 på jagt efter et projekt i Tasiilaq, som kunne danne rammen om hendes ph.d.-projekt på Aarhus Universitet. Projektet skulle omhandle resiliens. Begrebet resiliens er blevet brugt som psykologisk metafor for den særlige modstandskraft, mennesker kan have, lærer sig og udvikler over for traumatiserende og risikofyldte livsbetingelser. Mia Glendøs’ eneste krav til projektet omkring udsatte børn, unge og/eller familier i Østgrønland var, at det skulle kunne forankres og bruges lokalt. Dermed blev hun også nødt til at finde nogle lokale samarbejdspartnere til projektet. Folkeskolen i Tasiilaq viste sig at være interesseret. Mia Glendøs forklarer:

- Skolen havde lige startet et indsatsområde op omkring de sociale problemer i byen. Indsatsen skulle fokusere på, hvordan man kunne hjælpe og støtte nogle af de børn, som i hverdagen har svært ved at overkomme skolearbejdet og på længere sigt kunne komme i større udfordringer omkring at få sig en uddannelse, et arbejde og en velfungerende familie. Det skulle gøres gennem styrkelse af forældresamarbejdet, flere klare holdninger og handlingsplaner, fokusering på gode rollemodeller for eleverne, styrkelse af personalets socialfaglige kompetencer og styrkelse af faget ”Personlig udvikling”.

Om sin rolle for skolens indsatsområde fortæller Mia Glendøs:

- Jeg foreslog, at man også inddrog elevernes perspektiv. Det syntes skolens teamledelse var en god idé – og de bad mig lave undersøgelsen af elevperspektiverne, dels fordi jeg var psykolog, og dels fordi jeg var udefrakommende. Undersøgelsen skulle også fokusere på elevernes opbygning af indre styrke, altså resiliens, for at lærerne kunne udvikle nogle metoder i deres pædagogiske undervisningspraksis til at støtte de mest sårbare elever. Målet for undersøgelsen var, at eleverne blev mere motiveret for skolearbejdet, og at lærerne blev opmærksomme på eleverne perspektiv.

For at komme i børnehøjde skulle Mia Glendøs bruge en isbjørn – dog ikke en levende isbjørn.

Perspektiv i børnehøjde

Isbjørne er noget meget konkret for folk i Østgrønland. Derfor fik Mia Glendøs lavet en skabelon af en isbjørn på noget papir, som derpå kunne bruges som en tegneskabelon for børnene, når de skulle fortælle om deres liv og håb for fremtiden. Mia Glendøs fortæller:

- Jeg fik lov at komme ind i klasserne, hvor jeg forklarede, at nu var eleverne lærerne, og jeg var eleven, og de måtte lære mig, hvordan det var at være dem. Deltagelsesniveauet i undersøgelsen var frivilligt. Eleverne blev bedt om at fortælle mig noget fra deres liv ved at udfylde, tegne eller skrive eller begge dele, forskellige områder på isbjørneskabelonen. Et område handlede om børnenes netværk og de mennesker, der betød meget for dem. Et andet om hvad de godt kunne lide at lave, hvad der gjorde dem glade og trygge. Andre områder på tegningen blev brugt til at fortælle om deres ønsker for fremtiden, og hvad der var svært. Lærerne og jeg gik rundt og fik skrevet historierne bag tegningerne ned. Bagefter fik jeg alle tegningerne og lavede uddybende interviews med de elever, som havde fået skriftlig tilladelse fra deres forældre.

En af de ting, der opbygger resiliens, er samhørighed og gode oplevelser. Mia Glendøs refererer til en af børnenes fortællinger:

- Der var mange historier om de små glæder og oplevelser med tryghed – for det var jo det, jeg spurgte ind til. Fx denne her:

“Min kusine og mig havde åbent vindue, da vi skulle sove. Så kom min bedstemor ind og sagde, at ih hvor var det koldt. Vi grinte og lukkede vinduet til sidst.”
En god oplevelse med en sæljagt.

Eleven siger ikke “at vi følte os stærke sammen”, men hun siger, at de grinte, de havde det godt, og det var sjovt. Det var en lille historie om tryghed, og om at det at være sammen er godt. Det var så fint, fordi eleven ikke fortalte, hvorfor hun ikke var hjemme og sove hos mor og far, og hvorfor det var bedstemoren, der kom ind. Jeg ved ikke, om det var fordi, der var et problem i familien, eller fordi at sådan sov familien bare altid. Men det var heller ikke det, der var fokus. Fokus var, at hun havde det godt sammen med kusinen, de kunne grine sammen og føle samhørighed og tryghed.

Masser af resiliens i Tasiilaq

Statistisk set ligger Østgrønland i forhold til Vestgrønland stadig højt med sociale problemer som vold og boligmangel. Østgrønlænderne har også en ekstra barriere i forhold til skolen, fordi de har et andet sprog. Den østgrønlandske dialekt er ret anderledes i forhold til den vestgrønlandske.

Interviewene viste, at når eleverne tænkte på fremtiden, så snakkede de om, at de ville færdiggøre deres uddannelse og have et arbejde. Nogle var abstrakte, andre var konkrete: “Jeg vil uddanne mig til kok, og bagefter vil jeg arbejde i den børnehave, der ligger her ovre”. Eller fx: “Jeg vil gerne arbejde på en trailer nede i havnen ligesom min far”. Det var meget konkret, og det handlede ofte om noget, de kendte til. Teorier omkring udvikling og forandring handler netop om menneskers evne til at forestille sig fremtid og fantasere omkring ønsker og håb for fremtiden. Det var eleverne i Tasiilaq rigtig gode til, hvilket var en opmuntrende oplevelse.

Drøm om at blive politikvinde.

Mia Glendøs fortæller om en af tegningerne: - Der var en, der havde tegnet sig selv som stærk mand. Han havde delt siden op i to. På den ene side stod han som stærk mand, og der var nogen, der holdt ham i hånden, som om han passede på dem. På den anden side stod han selv og holdt en pige i hånden. Ud fra den tegning tænkte jeg, at det handlede om at være en vinder, at være

Ønske til fremtiden om social succes.

stærk, om familie, omsorg og relationer, at kunne have social succes, og at føle succes sammen med andre mennesker. Det er jo helt grundlæggende for alle mennesker.

Mia Glendøs' undersøgelse fandt meget resiliens i Tasiilaq – det er nogle stærke mennesker. Hun forklarer:

- Jeg spurgte eleverne, hvornår de opbygger deres styrke, for det er jo ikke noget, man er født med – det skal bygges op, læres, udvikles og støttes. De hyppigste ting, eleverne nævnte, handlede om gode familierelationer, udendørs aktiviteter – at komme ud at gå, sejle, køre hundeslæde, eller komme væk fra byen i fjeldene eller rundt i byen sammen med sine venner og oplevelse af social succes.

Efterfølgende præsenterede Mia Glendøs sin analyse for lærerne på skolen og i distriktet. I workshops kom lærerne med konkrete idéer til, hvordan de kunne bruge elevernes udsagn til at styrke deres resiliens og dermed måske styrke en social mobilisering for de mest udsatte elever.

Nogle af børnene har ambitioner om en videregående uddannelse. Mia Glendøs fortæller:

- Under et interview var der en af eleverne, der sagde, hun ville være psykolog. Hvem ved – måske var hun blevet inspireret af vores projekt!

Uffe Wilken

Mia Glendøs

Ungdom og Uddannelse, Tasiilaq 2012. Udarbejdet af foCus for Sermersooq Erhvervsråd, november 2012. PDF, 15 sider.

This story is from: