Polarfronten 3_2014

UDGIVET AF DET GRØNLANDSKE SELSKAB | NR. 3/2014 |

POLARFRONTEN

MED ACTIV I FELTEN | 4 DNA studier giver ny viden om Grønlands forhistorie Grønlands jernalder kom fra rummet

| 18 | 22

|INDHOLD|

Øjne i himlen

|3

MED ACTIV I FELTEN

|4

Forskningsekspedition under sejl

|6

Frem og tilbage

|10

Isbjørn på afveje

|14

Med flyvende gummibåd på arbejde

|16

DNA studier giver ny viden om grønlands forhistorie

|18

Tegninger fortæller

|20

Grønlands jernalder kom fra rummet

|22

Kort nyt

|24

De kaldte hende Dorthe

|26

Nye bøger

|27

Qivittoqens stok i Qaqortoq Museum

|28

Polarfronten udgives af: Det grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Tlf.: 3026 8090 redaktion@polarfronten.dk www.polarfronten.dk Polarfronten udkommer som e-magasin fire gange om året.

Gratis digitalt abonnement kan tegnes på polarfronten.dk eller i mail til abonnement@polarfronten.dk Redaktion: Einar Lund Jensen, ansv. redaktør Uffe Wilken, redaktør, DJ Poul-Erik Philbert, journalist, DJ Magasindesign: Spagat design studio Forsidefoto: Isbjørn på afveje Foto: Poul-Erik Philbert.

Polarfronten udgives med støtte fra Styrelsen for Forskning og Innovation, Aage V. Jensens Fonde og Energistyrelsen.

I det digitale e-magasin kan du benytte følgende muligheder: Sende e-mail til kontaktperson Linke til mere info om emnet Afspille videoklip Høre lydklip Byline Sende e-mail til forfatter

2 | POLARFRONTEN | NR.3/2014

Øjne i himlen Amerikanerne bruger dem i Mellemøsten. Brandfolk og ejendomsmæglere bruger dem i Danmark til mere fredelige formål. Nu er forskerne også begyndt at bruge dem i Grønland. Det drejer sig om forskernes øjne i himlen – dronerne.

En gang imellem kan det være praktisk at se det hele lidt fra oven. Det har videnskabsfolk i Grønland nu taget helt bogstaveligt og er begyndt at eksperimentere med at indsamle data med droner. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv købte tidligere i år, sammen med Nationalmuseet, en drone, som skulle testes på sommerens ekspedition til Kap York nær Thule, hvor forskerne skulle undersøge området for inuits udnyttelse af meteorjern (se artikel side 22). Det var et pilotprojekt, og museumsinspektør Mikkel Myrup forklarer: - Der var flere ting, der kunne gå galt deroppe, hvis fx der manglede en del eller noget opdatering af software.

Men jeg blev bl.a. positivt overrasket over, at dronen kan fremstille så detaljerede kort, som vi fik ud af dens software. Vi opmålte det terræn, hvor meteoritterne Woman og Dog blev fundet, og kunne ud fra de data producere detaljerede kort med højdekurver på 10 cm. Hvis vi skulle have opmålt hele området på traditionel vis udelukkende med GPS, ville det formentlig have krævet over en uges arbejde. I stedet kunne vi klare os med en flyvning af ca.

20 minutters varighed.

Opmålingerne kræver en del forarbejde – styringen foregår ikke som med et fjernstyret modelfly. Mikkel Myrup forklarer: - De data, som dronen producerer, består af fotografier.

For at kunne bruge de fotografier skal hvert eneste indeholde oplysninger om bl.a. position, højde og vinkel, billedet er taget i. Hardware i dronen sørger for, at disse data bliver knyttet til hvert fotografi. Dronen flyver efter noget software, hvori vi har defineret området, der skal opmåles, samt hvilken opløsning data skal have. Hvis vi skal bruge data med en god opløsning på fx tre centimeter, så finder programmet selv ud af, hvilken højde dronen skal flyve i. Det finder også selv ud af, hvor den skal tage billederne, hvor mange og alle de ting, som man ellers skal have mange års erfaring for selv at lave. Jo højere opløsning på billederne, jo lavere skal dronen flyve.

Dronen har vinger, og i forbindelse med landingerne gav det nogle udfordringer. I Grønland er terrænet stenet, og det er ikke sundt for et stykke mekanik at brage ind i sten. Derfor forsøgte forskerne at gribe dronen ved landing, men det er heller ikke helt nemt. Arkæologerne

arbejder på en løsning, hvor dronen lander ind i et net i stedet for.

First movers Østpå, ved Young Sund, har biologen Signe Normand fra Bioscience på Aarhus Universitet været i gang med en drone i flere områder. Her er det vegetationen i fugleperFoto: Normand-Treier spektiv, der er i søgeren. Signe Normand forklarer: - I samarbejde med Jacob Nabe-Nielsen har vi udlagt mere end 100 vegetationsplots i forskellige højder over havet i to områder. I hvert plot på 80x80 cm registreres vegetationens artsrigdom og sammensætning og dækningsgrad. De indsamlede data siger noget om de faktorer, der bestemmer hvilke arter, man finder hvor og hvorfor. Det er så det, vi kobler dronearbejdet op på. Vi flyver hen over disse plots, og idéen er at opskalere plantearternes lokale udbredelse til landskabet. Begrænsningen ved at registrere arterne i et lille område, som det kun er muligt med plotbaseret dataindsamling, er, at når man så kommer hjem, ved man ikke, hvad der voksede ved siden af plottet. Det gør vi nu, fordi vi får billeder af det hele og vigtigst: Vi har langt bedre muligheder for at kortlægge arternes udbredelse i landskabet og følge, hvordan deres udbredelse ændrer sig over tid. Vi flyver typisk i 50 m højde og har billeder med en opløselighed på en halv centimeter.

Som Mikkel Myrup også antyder, er det udfordrende at være pioner. Signe Normand siger: - Det har krævet teknisk snilde, for hvis dronen falder ned, skal man selv kunne reparere den. Min kollega Urs Treier har derfor selv samlet vores drone. Desuden skal man huske, at droner flyver på batterier, som skal oplades hver dag. Det betyder, at vi skal være selvforsynende med strøm. Den udfordring har vi klaret med ni solpaneler. Det har fungeret perfekt.

Men som Signe Nordmand siger: - Det er pionerarbejde. Internationalt er dronerne virkelig på vej, og vi er nogle, der er i gang – men lige nu er det i sin vorden.

Uffe Wilken

Mikkel Myrup Signe Nordmand

POLARFRONTEN | NR.3/2014 | 3

Om sommeren drager forskerne til Grønland for at udnytte den lyse og varme periode til at indsamle data. En af ekspeditionerne havde i år valgt at benytte bramsejlsskonnerten Activ som base for deres klimaundersøgelser i de sydøstgrønlandske fjordsystemer. Området er logistisk besværligt og ikke særlig godt udforsket, så sejlskibet kunne være en fleksibel og lavteknologisk løsning. Polarfronten var med på en del af togtet, og vi fortæller på de følgende sider om forskernes arbejde i felten.

MED ACTIV I FELTEN Fotos: Poul-Erik Philbert

4 | POLARFRONTEN | NR.3/2014

POLARFRONTEN | NR.3/2014 | 5

90° W

70° W 50° W

20° W

0° 10° E

20° E

30° E

40° E

80° N 60° N

70° N

Activ forlod København den 24. juni. I Reykjavik stødte forskerne til, og efter nogle stormfulde dage over Nordsøen, nåede ekspeditionsskibet Timmiarmiut på den sydøstgrønlandke kyst den 17. juli.

De følgende uger bevægede Activ sig rundt i de sydgrønlandske fjordsystemer, indtil ekspeditionens første del blev afsluttet i Qaqortoq den 8. august. Anden etape foregik i den efterfølgende uge i Narsaq-området med deltagere fra Statens Naturhistoriske Museum og GEUS. Activ var tilbage på Nordatlantens Brygge den 20. september.

50° N

60° N

40° W

30° W

20° W

10° W

0°

Forskningsekspedition

UNDER SEJL En tremastet skonnert med en fortid i Grønland har vist sig at være en brugbar løsning for forskere, der skal i felten langs de grønlandske kyster.

Activ kaster anker i Peers Vig i Lindenow Fjord efter timers tågeklam, rullende sejlads ned langs Grønlands sydøstkyst. Her i vigen ånder alt fred og ro, og vi ved ombord, at skonnerterne Th. Stauning og Nordstjernen lå for anker lige netop her engang i 1932. Så Knud Rasmussen og ekspeditionsdeltagerne på 7. Thuleekspedition har også nydt stilheden og må bestemt have været på den nærliggende boplads, hvor fundamenter fra gamle tørvehuse, konebådsstøtter og åbne stengrave med afblegede skeletter ligger som et ekko fra dengang, stedet endnu levede.

Det er svært ikke at lade tankerne glide tilbage til de store grønlandsekspeditioners tid, når man er ombord på den tremastede skonnert Activ. Den er ganske vist bygget i 1952, men efter nogle års sejlads med stykgods i Grønland, blev den i 1980 ombygget til bramsejlsskonnert. I dag ligner den noget, der godt kunne have fragtet opdagelsesrejsende og videnskabsmænd rundt i de grønlandske farvande i slutningen af 1800-tallet.

Vi skriver 2014, og det gamle træskib lever fint op til sit image som ekspeditionsskib. Her mødes nemlig to verdener: det gamle sejlskib, der lugter af fortidens ekspeditioner og strabadser, og en gruppe avancerede klimaforskere

6 | POLARFRONTEN | NR.3/2014

fra Danmarks to største universiteter udstyret med moderne grej og sofistikerede metoder til at udforske gletsjernes vandringer siden istiden.

Logistisk besværligt område Forskerne var påmønstret i Reykjavik og udgjorde en broget flok. Hovedparten kom fra Københavns og Aarhus Universitet, et par stykker fra Durham University, og de skulle til Sydøstgrønland, fordi det sammen med Nordvestgrønland er det område, som reagerer kraftigst på klimaændringerne i disse år. I begge områder ligger gletsjerne tæt på havet og bliver derfor påvirket af de stigende havtemperaturer.

- Desuden er sydøstkysten utrolig dårligt undersøgt.

Der har næsten ikke været nogen af den slags feltekspeditioner før, fortæller Kurt H. Kjær fra Center for GeoGenetik på Københavns Universitet, som var ekspeditionsleder.

Sydøstkysten er simpelthen logistisk besværlig. Støtte fra helikopter eller fly skal hentes i Tasiilaq, i byerne på Grønlands sydspids eller i Island. Det betyder, at det faktisk kan være nemmere at arbejde i Nordøstgrønland og Nordgrønland end i dette område.

Så da muligheden opstod for at benytte Activ, som er isforstærket og tidligere har være på ekspedition med forskere i Grønland, så var det oplagt for forskergruppen at slå til. Her var sandsynligvis en fleksibel og økonomisk fornuftig løsning på et logistisk problem.

Fire travle uger Activ forlod København den 24. juni med skipper Jonas Bergsøe og de fire besætningsmedlemmer ombord, mens det videnskabelige personel stødte til i Reykjavik og besatte de sidste 12 køjepladser i juli. Efter nogle stormfulde dage over Nordatlanten nåede Activ Grønland ved Timmiarmiut den 12. juli, og de næste fire uger stod det på sejlads i de sydøstgrønlandske fjordsystemer og flittige forskere i felten, indtil togtet blev afsluttet i Qaqortoq den 8. august.

I løbet af de fire ugers feltarbejde fik klimaforskerne fra Københavns og Aarhus Universitet samlet 30-40 søkerner, tre havkerner og 115 stenprøver, mens to forskere fra Durham Universitet i saltmarskområder ved Timmiarmiut og Skjoldungen indsamlede prøver, som kan vise selv små ændringer i havniveauet gennem de seneste 500-1000 år.

En DNA-forsker fra Center for GeoGenetik samlede undervejs vandprøver ind langs hele ruten, og en forsker fra Is og Klima tog isotopprøver.

En fantastisk base Kurt H. Kjær fra Center for GeoGenetik, Statens Naturhistoriske Museum i København og Nicolaj Krog Larsen fra Institut for Geoscience i Aarhus, som stod i spidsen for de to forskerhold, er efter togtets afslutning enige om, at udbyttet af feltarbejdet lå et godt stykke over det forventede. En del af succesen tilskriver de det gode vejr, der gjorde det muligt at indsamle data nonstop, men det spillede også ind, at feltarbejdet fungerede fint fra skonnerten, som kunne bevæge sig relativt tæt på de relevante undersøgelsessteder.

- Et sejlskib er en fantastisk base, når man skal lave operationer i land, slår Kurt H. Kjær fast. Det er heller ikke specielt dyrt. Alternativet havde nemlig været en helikopter eller en anden stor båd. Og det havde i hvert fald været dobbeltpris i forhold til togtet med Activ.

Men der er også enighed om, at Activ var en fleksibel løsning, når man er på feltarbejde i et ofte ufremkommeligt område.

POLARFRONTEN | NR.3/2014 | 7

Activ fungerede som en fleksibel base for forskernes arbejde ved gletsjerne i de sydøstgrønandske fjorde.

- Jeg er positivt overrasket over, hvad man kan lave fra et skib i et område som det sydgrønlandske, hvor man har en forholdsvis åben kyst og isfrie fjorde, siger Nicolaj Krog Larsen. Vi havde mulighed for at sejle forbi nogle af lokaliteterne og gå i land og rekognoscere og måske sejle videre, hvis det ikke var relevant. Med en helikopter har man planlagt i forvejen, at man skal ligge i lejr nogle dage eller en uge. Viser det sig så, at der ikke er noget at lave på stedet, og at vi måske hellere skulle have været ovre på den anden side af fjorden, så er det både dyrt og besværligt at være afhængig af en helikopter. Med Activ sejlede vi bare videre til en ny lokalitet.

Med nogle begrænsninger Det betød, at forskerne kunne indsamle boreprøver i søerne og stenprøver foran gletsjerne uden de store logistiske genvordigheder. Derimod fungerede havundersøgelserne mindre godt. Boringerne fra skibet på et uroligt hav viste sig ikke at være optimale.

- Moderne skibe har nogle styringsredskaber ombord, som kan stabilisere boringen. Det har man ikke på et

8 | POLARFRONTEN | NR.3/2014

gammelt sejlskib, og selv med en dygtig kaptajn ved roret, kan det med vind og strøm være meget svært at holde skibet i en fast position, så man kan lave en ordentlig boring, forklarer Kurt H. Kjær.

Til sidst satte tekniske problemer en stopper for havboringerne, men senere på togtet viste det sig, at disse boringer fungerede udmærket med lidt anderledes udstyr i de fjorde på vestkysten, hvor GEUS hentede en 20-30 marine borekerner op.

Undersøgelsesområderne lå på dette feltarbejde ofte tæt på kysterne, og Kurt H. Kjær og Nicolaj Krog Larsen peger begge på, at det i andre sammenhænge kunne være en ulempe, at man ikke kan komme længere ind i landet, medmindre man kan benytte helikopter eller den flyvende gummibåd, som var med på denne tur (Se artikel s. 16).

- Spørgsmålet er, om man kan komme ind der, hvor man gerne vil være, og også om man ikke længere nordpå ville komme til at bruge alt for meget tid på at navigere rundt i isen, siger Nicolaj Krog Larsen. Vil man f.eks. kunne bruge Activ i 79-fjorden

Et gammelt grønlandsskib

Der står meget andet end forskning på programmet på et sejlskib.

i Nordøstgrønland? Nej, det tror jeg ikke er muligt.

Deroppe ville vi være afhængige af en twinotter og helikopter og et moderne forskningsskib som f.eks. det tyske Polarstern.

Poul-Erik Philbert

Professor Kurt H. Kjær, Center for GeoGenetik, Københavns Universitet.

Lektor Nicolaj Krog Larsen,Institut for Geoscience, Aarhus Universitet.

Grønlands Ekspedition blog (skipper Jonas Bergsøe)

Activ er en tremastet bramsejlsskonnert, der vejer 400 ton, er 42 meter lang, 7 meter bred og stikker 3,2 meter.

Activ blev bygget i 1951 på Ring-Andersen Skibsværft i Svendborg som ishavsskib til brug i Grønland og hed oprindelig Mona. Hurtigt blev det omdøbt til Svendborg og sejlede fra 1958 til 1960 i Grønland med stykgods og andre forsyninger til bopladserne og udstederne og deltog også i ralgravning. Fra 1960 til 1964 indgik skibet i paketfarten mellem Nordatlantens Brygge i København og Ammassalik i Grønland. Det skiftede i 1964 ejer, blev navngivet Activ og sejlede derefter fragt indtil slutningen af 1975.

Den tyske arkitekt Volkwin Marg købte Activ i 1976. Oprindeligt var skibet rigget som galease, men fra 1978 til 1980 fik Marg det rigget om til bramsejlsskonnert med forbillede i de fartøjer, der sejlede fragt i slutningen af 1800-tallet.

Ny klædning, isforhudning, isknive og moderne kommunikationsudstyr kom i god brug under Activs første ekspedition langs Nordøstgrønlands kyst i 2008 i 100-året for Danmark-ekspeditionen (1906-1908) og under Nordøstgrønland-ekspeditionen i 2011.

Activs tredje ekspedtion, Sydøstgrønland Ekspedition 2014, gik til de grønlandske fjordsystemer i sydøst, hvor det fungerede som base for forskere i felten. Denne ekspedition blev samtidig brugt til at indsamle erfaringer til en planlagt circumpolar forskningsekspedition gennem nordøst- og nordvestpassagen.

Activ har også deltaget i optagelserne til flere film, bl.a. Moby Dick, hvor den efter ombygning var forklædt som hvalfangerfartøj fra 1820’erne. For øjeblikket deltager skonnerten i optagelserne til en dansk spillefilm om de danske kolonier i Afrika.

POLARFRONTEN | NR.3/2014 | 9

FREM OG TILBAGE Et forskerhold har denne sommer gennemkrydset de sydøstgrønlandske fjorde for at blive klogere på gletsjernes bevægelser siden sidste istid. Det er en viden, som også kan hjælpe med at forudsige afsmeltningen fra Indlandsisen i fremtiden og give et bud på, hvor meget det vil bidrage til de globale havvandsstigninger.

10 | POLARFRONTEN | NR.3/2014

Der er ikke meget is i de sydgrønlandske fjorde en augustdag i 2014. Man kan stadig møde gletsjere, som rejser sig strunke ud mod fjorden og regelmæssigt kælver deres is. Men mange af gletsjerne har gennem de seneste godt 100 år været på vej tilbage. De ligger nu – ofte lidt grå i toppen – og afgiver smeltevand, som har samlet sig i søer eller finder vej til fjordene i strømme og vandfald.

Foran de tidligere potente gletsjere finder man, som kastet rundt af en usynlig hånd, klippeblokke i alle størrelser omgivet af en ofte ufremkommelig bevoksning af lavt krat, småbuske, vildtvoksende græs og laver. Et landskab, som har ligget i fred for isen i mange år.

Det er denne type gletsjere og landskaber, som et hold forskere fra Københavns og Aarhus Universitet har kastet sig over på denne sommers feltarbejde, som er foregået fra den tremastede skonnert Activ, der igennem tre uger krydsede ind og ud af fjordene langs den sydøstgrønlandske kyst (Se artikel s. 6).

Et fingerpeg om fremtiden Forskerne er ikke mindst interesserede i de sydgrønlandske gletsjere, fordi satellitmålinger de sidste 10 år har vist, at netop disse er smeltet stærkt tilbage. Det giver et bidrag til havstigningerne, men det kan i dag være svært at holde styr på de processer, som styrer istabet. Der mangler viden om afsmeltningen i isranden, og det gør

Der blev på ekspeditionen samlet bundprøver fra gletsjersøerne. Indsamlingen skete fra gummibåd vha. et tre meter langt rør, som blev boret ned i bunden. Kernens skiftende lag viser søens omskiftelige liv efter sidste istid.

nødvendigvis klimamodellernes bud på den fremtidige afsmeltning fra Indlandsisen meget usikre.

Det er ikke første gang, at gletsjerne er i færd med at trække sig tilbage. Jordens klima er omskifteligt, og siden istiden for 10.000 år siden slap sit greb, har gletsjerne i det sydgrønlandske vandret frem og tilbage flere gange.

Der var en varm periode for 5-8.000 år siden, det såkaldte holocene klimatiske optimum, en varmeperiode fra 10001400 e.kr. og den såkaldte lille istid fra omkring 1500 til slutningen af 1800-tallet. Faktisk var Grønland i 1800tallet inde i den koldeste periode siden istidens ophør.

Hovedformålet med projektet er ganske vist at finde ud af, hvordan Indlandsisen har reageret på de naturlige klimavariationer de sidste 10.000 år (se boksen: Gletsjernes vandring). Men nogle perioder var mere i fokus under dette feltarbejde end andre, fortæller lektor Nicolaj Krog Larsen fra Institut for Geoscience på Aarhus Unversitet.

- Vi er meget interesseret i varmeperioden for 5-8.000 år siden, for meget tyder på, at Sydgrønland dengang var 1-2 grader varmere end nu. Så vi prøver at finde ud af, hvor meget gletsjerne smeltede tilbage dengang, for det kan give os et fingerpeg om, hvad vi kan vente os af en fremtid, der ser ud til at komme til at ligne datidens forhold meget.

Det smarteste havde selvfølgelig været, hvis man havde kunnet fjerne isen og udpege en randmoræne, som viste præcist, hvor langt isen var nået tilbage for 5.000 år siden.

Det går desværre ikke. Og sporene efter varmeperioden blev af gode grunde fjernet, da isen atter bevægede sig frem under den lille istid. Så forskerne må nærme sig deres svar ved at bruge nogle mere indirekte metoder.

Isolationsbassiner Nogle af svarene gemmer sig på bunden af de mange søer, som ligger i tilknytning til gletsjerne. Blandt det medbragte grej er nogle tre meter lange plasticrør, og de vejer sammen med det øvrige boregrej ikke mere, end at de let kan transporteres i land fra Activ i en gummibåd så tæt på en udvalgt sø som muligt. Ved søen kan boreudstyret hurtigt rigges til, hvorefter to mand ror gummibåden ud til et passende sted midt på søen, hvor borerøret bankes ned i søbunden. Op trækker man en to-tre meter lang søkerne, hvis mange skiftende lag fortæller den dramatiske og omskiftelige historie om isens vandringer frem og tilbage.

Forskerne har hentet deres boreprøver i to meget forskellige typer søer. Den ene type ligger helt ude ved kysten lige under eller lige over havoverfladen, de såkaldte isolationsbassiner. Bundkerner herfra viser en række skift mellem marine sedimenter og søsedimenter, og ved hjælp af en C 14-datering kan man senere fastslå, hvornår søen har været en del af havet, og hvornår den har været hævet op over.

Gletsjernes vandringer Forskere fra Center for GeoGenetik på Københavns Universitet og fra Institut for Geoscience på Aarhus Universitet arbejder sammen om at finde ud af, hvordan afsmeltningen og bevægelserne i indlandsisens randzoner har været siden afslutningen af istiden for 10.000 år siden. Baggrunden for arbejdet er, at afsmeltningen fra den grønlandske indlandsis ifølge satellitmålingerne er øget stærkt, og at man pga. den manglende viden om dynamikken i randzonerne ikke ved nok om, hvor meget det påvirker de globale havvandsstigninger.

Målet er at reducere disse usikkerheder ved at kombinere nye og til dels uprøvede metoder fra en bred vifte af forskellige forskningsdiscipliner.

Projekterne kortlægger den lokale hydrografi og topografi ved hjælp af digitale højdemodeller og nye satelit- og GPSdata.

De forlænger vha. ældre flyfotos observationsperioden tilbage til 1930’erne, hvor opvarmningen lignede det, vi ser nu.

Smeltevandssignalet fra tærskelsøer og tappede isdæmmede søer fortæller om israndens svar på tidligere varmeperioder, og en nyudviklet model for gletscherbevægelser beregner den dynamiske udtyndingsandel i havstigningen.

Selv små ændringer i havniveau kan læses i marskaflejringer og afsløre Indlandsisens bidrag i de sidste 1.000 års havstandsændringer.

POLARFRONTEN | NR.3/2014 | 11

De søger nordpå Forskergrupperne fra Institut for Geoscience, AU, og Center for GeoGenetik, KU, tager næste feltsæson til Nordøstgrønland for at undersøge tærskelsøer og isolationsbassiner omkring de store udløbsgletsjere i området, som i øjeblikket bidrager markant til den globale havniveaustigning. 85 % af Indlandsisen ligger deroppe, og isen kan muligvis på længere sigt blive påvirket mere af havvandet end i Sydgrønland, hvor en stor del af Indlandsisen ligger over havniveau.

Feltarbejdet bliver bl.a. finansieret af en bevilling på 7 mio. kr. fra Villum Fonden, som Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet har fået tildelt til forskning i Indlandsisens respons på naturlige klimavariationer i det nordøstlige Grønland gennem de seneste 10.000 år.

Men opgaven bliver unægtelig kompliceret af, at ændringer i den nordamerikanske indlandsis, som under sidste istid var meget større end den grønlandske, påvirker undergrundens bevægelser i Grønland. Da isen i Canada begyndte at smelte for 8.000 år siden og fik landet til at hæve sig, forplantede det sig omvendt til Grønlands undergrund og fik den til at synke på et tidspunkt, hvor den ellers skulle have hævet sig.

- Derfor kan det være svært at beregne, om ændringerne i de grønlandske søer stammer fra ændringer i den grønlandske Indlandsis eller i den nordamerikanske Indlandsis, siger Nicolaj Krog Larsen. Det gør det svært at rekonstruere, hvad der er sket med Indlandsisen, udelukkende ud fra isolationsbassinerne. Derfor arbejder vi også med en anden type søer, som vi kalder tærskelsøer.

Tærskelsøer - Vi udvælger en række forskellige søer, så vi kan rekonstruere, hvordan isen er smeltet tilbage, og hvordan landet har hævet sig efter sidste istid de sidste 10.000 år, fortæller Nicolaj Krog Larsen. Vi kan af det bl.a. se, at landet begynder at sænke sig inden for de sidste 4-5.000 år, fordi det bliver køligere, og isen derfor breder sig.

Komplicerede landhævninger

De såkaldte tærskelsøer ligger umiddelbart uden for den nuværende isrand i en højde, hvor de ikke har været i kontakt med havet. En borekerne fra sådan en sø viser, hvordan isen er vandret frem og tilbage hen over søen.

- Når søen har været dækket af isen, er der skyllet en masse smeltevand henover, som har afsat noget gletsjermel, der kan være helt mælkehvidt eller et gråt lag af

Denne viden kan indarbejdes i de ismodeller, som bliver brugt til at beregne, hvor meget mindre isen skal være, før der igen sker et løft.

Se videoklip med stensavning

12 | POLARFRONTEN | NR.3/2014

Masser af resultater sand og ler, fortæller professor Kurt H. Kjær fra Center for GeoGenetik på Københavns Universitet. Når isen har trukket sig længere tilbage, ophører smeltevandet, der bliver liv og glade dage, og der begynder en organisk produktion i søen, som afsætter nogle mørke lag. Senest kan vi se, at denne normale søsedimentation på et tidspunkt blev afløst af den lille istid, hvor selv de yderste søer igen modtager smeltevand fra isen. Og nu er isen så begyndt at smelte tilbage igen, så der kommer gang i sedimentationen endnu en gang.

Ved at analysere de forskellige lag i søkernerne kan forskerne altså sige, hvordan isen har bevæget sig frem og tilbage i løbet af de sidste 10.000 år. Og ved at koble informationerne fra de to typer søer sammen, er det også muligt at fjerne nogle af de usikkerheder, der er forbundet med påvirkningerne fra den nordamerikanske Indlandsis.

Resultaterne på togtet overgik forventningerne, ikke mindst fordi vejret var godt.

Der blev samlet 115 stenprøver ind, og på Institut for Geoscience, Aarhus Universitet, regner man med, at det vil tage 2-3 år at komme igennem det, ikke mindst fordi Laura Levy undervejs skal opbygge laboratoriefaciliteter og implementere metoderne på instituttet.

Det vil gå betydeligt hurtigere med de 32 søkerner og havkernerne. Her er der et godt kendskab til metoden både i Aarhus og i København, og det vil derfor måske tage et års tid, inden prøverne er blevet bearbejdet.

Endelig har et hold forskere fra Durham University på den første del af togtet indsamlet prøver i saltmarsk-områder ved Timmiarmiut og Skjoldungen, som kan vise selv små ændringer i havniveauet gennem de seneste 500-1.000 år.

Cosmogen-prøver

Bedre modeller

Rørene med de indsamlede boreprøver blev systematisk pakket ned på Activ under betryggende forhold, så de kunne klare sørejsen tilbage til København uden skader.

Noget nemmere at opbevare var godt og vel 100 stenprøver, som under de trange kår på et skib blev opmagasineret under en køje i en af kahytterne.

Stenprøverne var såkaldte cosmogen-prøver, som bliver brugt i en dateringsmetode til at bestemme gletsjernes vandringer frem og tilbage efter istiden.

Stenprøverne er indsamlet i områderne foran de tilbagetrukne gletsjere, og de stammer fra de ofte kæmpestore klippeblokke, som ligger spredt foran gletsjeren, hvor de blev frigivet fra isen.

Indsamlingen af stenprøverne blev på togtet ledet af postdoc Laura Levy fra Institut for Geoscience, Aarhus Universitet, som tidligere har arbejdet med metoden både i USA og Grønland.

- Vi udvælger meget store klippeblokke, som ser ud til at have ligget stabilt, siden isen forsvandt, fortæller Laura Levy. I det øjeblik, en klippeblok dukker frem af den beskyttende is, begynder dens overflade nemlig at blive bombarderet med energiladede partikler fra rummet, som omdanner ilt til Beryllium 10. Og når vi hjemme i laboratoriet måler antallet af Beryllium 10-atomer i stenen, er det ved at regne baglæns muligt at beregne, hvornår stenen blev isfri, og gletsjeren altså trak sig tilbage.

Det er imidlertid ikke så let, som det måske lyder.

Arbejdet med at udvælge de rigtige klippeblokke, som gerne skal ligge i en linje fra fjorden og ind mod gletsjeren for at kunne datere gletsjerisens tilbagetog blok for blok, foregår ofte i meget ufremkommeligt terræn. Og det afsluttes så med, at man saver en stump sten af klippeblokkens overflade med en speciel stensav.

I løbet af et års tid vil de første resultater af sommerens feltarbejde i Sydøstgrønland begynde at komme.

De vil give en mere detaljeret forståelse af, hvordan de grønlandske gletsjere har bevæget sig gennem de seneste 10.000 år, og det vil vise, hvordan afsmeltningen har været under varmeperioden for 8-5.000 år siden, da der var 1-2 grader varmere end i dag, og dermed gøre det muligt at regne på, hvordan afsmeltningen fra Indlandsisen vil påvirke havniveauet i en varmere fremtid.

- Men det her vil ikke alene øge vores viden om udløbsgletsjerne i det vestlige og sydøstlige Grønland, forklarer Nicolaj Krog Larsen. Vores arbejde vil også bidrage til en bedre iskappemodel for hele Grønland. Det tager tid, det er år, vi taler om, men det giver langsomt en bedre forståelse.

De indsamlede data er nemlig sammen med bl.a. de hydrografiske og topografiske undersøgelser og analyserne af flyfotos af gletsjerne små bidrag til at kalibrere modellerne, så de passer bedre på virkeligheden.

I første omgang er målet at skabe en bedre model for de sidste 10.000 år, der kan beregne afsmeltningens andel i havstigningen. Men på længere sigt kan det også styrke modelleringen af tidligere mellemistider, hvor man mere eller mindre er nødt til at basere sig på modeller.

Altsammen et forsøg på at vurdere fremtidens klimascenarier for vores klode.

Poul-Erik Philbert

Professor Kurt H. Kjær, Center for GeoGenetik, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet Lektor Nicolaj Krog Larsen, Institut for Geoscience, Aarhus Universitet.

POLARFRONTEN | NR.3/2014 | 13

Isbjørn på afveje Det er ikke noget særsyn, at forskningsekspeditioner i Grønland støder på omstrejfende isbjørne.

Det skete også for de ombordværende på skonnerten Activ under en ekspedition i Sydgrønland i august.

Der var nogen, som allerede fra den tidligste morgen mente, at de havde hørt underlige lyde på skibet i løbet af natten. Men da råbet: Bjørn, bjørn! lød oppe fra Activs dæk, var der nok ingen, som overvejede, at det var en bjørn, der havde forstyrret deres skønhedssøvn. Men det var det.

En ubuden gæst Activ lå for anker i Peers Vig i Lindenow Fjord, og i nattens mulm og mørke havde en isbjørn åbenbart været på besøg og havde forsynet en gummibåd, som hang på skibssiden, med fem flænger under anstrengelserne med at stjæle en proviantdunk.

Nu lå den inde på bredden og var i gang med at gnave sig igennem plasticdunken for at få fat i det fristende indhold. Tre plader chokolade er ikke meget til en stor bjørn, men åbenbart nok til at skærpe appetitten, for da byttet var sat til livs, drejede den front imod de 17 stærkt interesserede ombordværende ude på skibet og hoppede på hovedet i vandet.

Helt upåvirket af de mange mennesker gik turen direkte ud til Activ igen, øjensynligt i håbet om at der kunne være mere spiseligt at hente. Besætningsmedlemmerne fik flået gummibådene op fra siden af skibet, og den sidste forsvandt lige for næsen af bjørnen, som nu måtte se i øjnene, at det var blevet sværere at komme om bord.

14 | POLARFRONTEN | NR.3/2014

Hvad de 17 fotografer så som en fotobegivenhed, var helt tydeligt for bjørnen et forfængeligt håb om at komme op på dækket. Undervejs på sine mange ture rundt om skibet, trådte den flere gange vande, hævede sig op, strakte hals og så ud til at overveje mulighederne for at komme den sidste meter op til rælingen. På et tidspunkt så skipper, at rattet drejede. Det store dyr var kravlet op på roret, og først da det blev drejet et par gange fra side til side, trimlede den ned igen.

Til sidst må selv en ufarlig, svømmende bjørn skræmmes bort. Forskerne skulle på arbejde i den gummibåd, som havde undgået bjørnens kløer. Modvilligt svømmede den ind til bredden igen, men først efter adskillige løse skræmmeskud og skud fra en signalpistol var fyret af hen over hovedet på den.

Bjørnen er der Ikke nogen epokegørende begivenhed i Grønland, men en stor oplevelse for de 17 om bord på Activ. Og når man skal møde en bjørn i felten, er det bestemt en luksus, at det sker fra første parket på et skib, som bjørnen ikke har en chance for at entre.

Igennem årene har mange forskere under deres feltarbejde set bjørne på afstand. Andre har oplevet at blive vækket i deres telt, fordi den opstillede bjørnealarm er gået i gang. De fleste gange dog på grund af et noget mindre og ufarligt dyr. Færre har været tæt på og har til

deres store lettelse oplevet, at bjørnen er lusket af. Og kun ganske få har været på klos hold, som arkæologen Jens Fog Jensen, der i 2010 pludselig blev overfaldet af en bjørn og kun blev reddet, fordi kollegaen Bjarne Grønnow resolut skød den en kugle for panden.

Men der bliver talt meget om bjørnefaren blandt forskere, og bjørnehistorierne er en fast del af introduktionen til feltarbejdet. Og med god grund. For man ved aldrig, om man pludselig en dag står ansigt til ansigt med en bjørn, når man når op på toppen af en bakkekam. Derfor har forskere oftest en riffel over skulderen, når de færdes ude i terrænet, og får som noget af det første ved ankomsten træning i at betjene et våben. Uden det havde der været en arkæolog mindre i dag.

På det forkerte sted Men hvad får dog en isbjørn i Lindenow Fjord i det sydøstligste Grønland til at ligge på bredden og gnave chokolade i sig? Ikke netop den forestilling man har om det arktiske ikon.

Omgivelserne var heller ikke ligefrem passende for en isbjørn, som burde have været ude på havisen på jagt efter fede sæler. Den sydgrønlandske fjord var denne dag i august i det store og hele isfri, og vi havde ikke set en sæl i flere dage. Der havde været havis langs kysten længere nordpå, men i området ud for fjordmundingen var der så godt som isfrit.

Den påtrængende bjørn så måske ikke direkte udmagret ud, men når den arbejdede så hårdt for et par plader chokolade, må den vel nærmest have været sulten. På et tidspunkt observerede vi den også inde på bredden, hvor det grangiveligt så ud, som om den lå og spiste tang. Så man får let en mistanke om, at der er tale om en bjørn på afveje.

Måske en lidt dum bjørn Man kan støde på omstrejfende isbjørne på meget uventede steder. De lever deres liv på havisen, men især i de senere år er de blevet mere hyppige gæster i beboede områder, selv i hovedstaden Nuuk, hvor de skaber uro og kan være en trussel mod mennesker. Forklaringen er øjensynlig, at den skrumpende havis begynder at drive bjørnene mere i land i jagten på at finde føde.

Hjemme i København igen har Polarfronten spurgt isbjørneforskeren Erik W. Born, hvad det var for en bjørneskæbne, vi stødte på. Han mener som udgangspunkt ikke, at der er tale om en bjørn, der er blevet offer for klimaændringerne.

Det er ikke ualmindeligt, at isbjørne tager turen ned langs den grønlandske østkyst på isen og så at sige hopper af, når isen er ved at forsvinde under fødderne på dem.

Området mellem Tasiilaq og Prins Christian Sund er ikke undersøgt særlig godt, men Erik W. Born har været

der i 2011 for at mærke bjørne og undersøge bestanden.

En uges helikopterrekognoscering, hvor man ledte efter bjørne langs kysten, gav én bjørn, som blev mærket i bunden af Timmiarmiut Fjord. Men man regner med, at der kan være adskillige bjørne på havisen langs kysten. I hvert fald er der i området blevet observeret både remmeog ringsæler, som er bjørnens foretrukne føde.

Men det tyder på, at der ikke er mange bjørne på land i det sydlige område om sommeren. Erik W. Born mener, at der er tale om en 9-10 årig hanbjørn, for han bemærker, at den kun har et enkelt ar, og det er ganske almindeligt, at ældre hanner har mange ar i hovedet efter kampe om hunner i parringssæsonen.

Born mener heller ikke, at bjørnen er foruroligende mager. Isbjørne er tilpasset til at kunne faste om sommeren, når isen er borte, og de ikke har mulighed for at fange sæler.

- Der er måske tale om en lidt dum bjørn, som er havnet et sted, hvor der ikke er meget føde. Men det kan ikke kaldes usædvanligt, og den kan sagtens overleve i det område sommeren over. Når så havisen breder sig til vinter, kan den søge ud til kysten og vandre nordpå igen på isen, lyder skudsmålet.

Poul-Erik Philbert

POLARFRONTEN | NR.3/2014 | 15

Med

flyvende gummibåd

PÅ ARBEJDE På det videnskabelige togt med skonnerten Activ blev der afprøvet en flyvende gummibåd, som på en billig og fleksibel måde kunne bringe forskerne ind til en række mere afsidesliggende søer.

På forskningstogtet med skonnerten Activ i Sydgrønland denne sommer havde forskerne fra skibet umiddelbar adgang til de undersøgelsesområder, som lå tæt på kysten. Derimod var det svært at komme ind til søer og gletsjere længere inde, og derfor havde man aftalt at afprøve en såkaldt flyvende gummibåd.

Billig i drift Den flyvende gummibåd løser på mange måder et meget håndgribeligt problem for ekspeditioner i Grønland.

Forskerne bevæger sig ofte i ufremkommelige og uvejsomme terræner, hvor det kan tage dage at nå frem til et område, hvis man ikke lejer en helikopter, der løber op i 30.000 kr. i timen.

Her har de et ultralet fly, som er udstyret med en gummibåd, der gør det muligt at lette og lande på vand. Den flyvende gummibåd kan flyve 80 km/t, har et vingefang på 11,15 m og vejer ca. 250 kg. I luften må den højst veje 450 kg totalt (inkl. brændstof og to ombord) og ikke stige til mere end 3.000 meter. Den er udstyret med en tocylindret totaktsmotor, som har en firebladet propel, der vender bagud, så maskinen bliver skubbet frem.

Fotos: Nicolaj Krog Larsen.

16 | POLARFRONTEN | NR.3/2014

Og så er det lille, simple fly billigt i brug, for på en fuld tank på 30-35 liter kan den holde sig i luften i et par timer, dvs. omkring 150 kilometer.

Effektiv og fleksibel Sin ultimative ilddåb med den flyvende gummibåd fik piloten Jeppe Møhl under Nordøstgrønland Ekspeditionen 2011 med Activ. En gruppe forskere og kunstnere kiggede hinanden over skuldrene nogle uger, så gummibåden fløj både med arkæologer, geologer, geografer og en kendt, ældre grønlandsk forfatter.

På dette års ekspedition med Activ skulle den flyvende gummibåd bl.a. bringe forskerne ind til de søer, som de ikke umiddelbart kunne nå fra havet. Målet var at bore nogle kerner op af søerne, så flyet blev udstyret med en outrigger, som man kunne bore fra.

- Den flyvende gummibåd er jo effektiv. Vi borede en hel del af de 32 kerner med den på søer, som det ville have taget meget, meget lang tid at komme til på anden måde, forklarer Kurt H. Kjær fra Center for GeoGenetik.

Vi fløj ud to mand, landede på søen, fandt stedet, hvor vi ville bore, ankrede op og lavede vores boring. En tur kunne gøres på omkring 3-4 timer, og vi kunne dække et meget stort område.

Desuden blev den flyvende gummibåd brugt til at lave rekognoscering og fotodokumentation, ligesom den fløj en tur til en afsidesliggende sidemoræne med tungt udstyr for at save stenprøver ud til datering.

På sidste del af togtet i Narsarsuaq-området blev den også brugt til at indsamle vandprøver fra nogle fjerntliggende søer.

I løbet af den to og en halv måneder lange ekspedition var den flyvende gummibåd ramt af et uheld, hvor den kæntrede. Heldigvis skete der ingen personskader, og efter en uges servicering var den atter i luften over Sydgrønland.

Poul-Erik Philbert

Se video af den flyvende gummibåd

POLARFRONTEN | NR.3/2014 | 17

DNA-studier giver ny viden om

GRØNLANDS FORHISTORIE Internationale forskere med professor Eske Willerslev fra Center for GeoGenetik i spidsen har kortlagt de tidligste indvandringer til Alaska, Canada og Grønland genetisk.

De nye resultater udfordrer arkæologerne.

Grønland var befolket af genetisk set en og samme gruppe palæoeskimoer gennem mere end 4.000 år. Det opsigtsvækkende resultat blev publiceret i august i det anerkendte tidsskrift Science. Her redegør en international forskergruppe under ledelse af professor Eske Willerslev fra Center for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum for deres studier af bevaret humant DNAmateriale fra fortidige kulturer i de arktiske egne.

Materialet er sammenholdt med analyser af nutidige arktiske folk.

Tre store indvandringer Undersøgelsen påviser tre separate indvandringer fra Sibirien til Amerika og Arktis: Først forfædrene til den oprindelige amerikanske befolkning, så palæoeskimoer-

ne og til sidst forfædrene til nutidens inuit (Thule-kultur i Grønland). De udspringer altså alle af samme genpulje.

Men palæoeskimoerne var de første til at befolke de arktiske egne og dermed Grønland.

Det skete for omkring 4.500 år siden, hvilket også fremgår af arkæologiske fund fra bl.a. Thule-regionen. For det var hertil, de første palæoeskimoer ankom fra Canada og etablerede de tidligste, grønlandske bosættelser. Herfra vandrede de videre ned langs kysterne og indtog flere områder af den enorme ø.

Disse palæoeskimoiske bosættelser og deres genstandsmateriale har været studeret af arkæologer siden midten af 1900-tallet. Den store variation i flintteknologi, redskaber og jagtteknik har tydet på, at flere kulturer og forskellige folk var til stede. Det har givet anledning til at opfatte Saqqaq-kulturen (2400-800 f.Kr.) og Dorsetkulturen (ca. 800 f.Kr-1300 e.Kr.) som separate.

Men den teori rammer DNA-resultaterne altså en pæl igennem: - De nye DNA resultater er ufravigelige, så dem må vi arkæologer acceptere og tage med i vores betragtninger og viden om Grønlands forhistorie. Resultaterne gør op med visse teorier omkring ændringerne af den materielle kultur f.eks. mellem Saqqaq og Dorset. Men det ændrer jo ikke på, at de har fundet sted. For selvom vi nu ved, at de her folk genetisk set var de samme hele vejen, så skete der nogle markante ændringer og brud med traditioner i løbet af de 4000 år med palæoeskimoisk tilstedeværelse. Det har hidtil ligget ligefor at forklare ændringerne med opdukken af nye folk. Men når det ikke er tilfældet, hvad så? spørger seniorforsker Hans Christian Gulløv fra Nationalmuseet, der også er medforfatter på Science artiklen.

Buen og kajakken forsvandt

Professor Eske Willerslev og ph.d. Maanasa Raghavan fortæller om forskningsresultaterne.

Anders Drud. Statens Naturhistoriske Museum

18 | POLARFRONTEN | NR.3/2014

For ganske uforklarligt opgav man med Dorset-kulturens fremkomst jagt med bue og pil. Buen forsvandt simpelthen ud af det arkæologiske materiale for først at dukke op igen flere tusind år senere.

Hundeknogler og spanter til kajakker er fundet på Saqqaq-pladser. Men de forsvandt også ud af fundmaterialet, da Dorset-kulturen dukkede op. Altså radikale ændringer i en periode, hvor befolkningsgruppen er den samme.

Med DNA-resultaterne står arkæologerne tilbage med flere spørgsmål end svar, og de skal nu søge andre forklaringer på de kulturelle skift. Hans Christian Gulløv fortsætter: - Vi kan jo kun tage det her som en faglig udfordring og få de genetiske resultater og det arkæologiske materiale til at spille sammen. For de er jo begge et ufravigeligt faktum. Det ene tager bare afsæt i naturvidenskabelig forskning og det andet i humanistisk forskning. Så vi arkæologer må prøve at finde ud af, hvad der foregik i hovedet på palæoeskimoerne. Hvorfor de gjorde, som de gjorde.

For selvom palæoeskimoerne genetisk set har levet isoleret, er der tydeligvis sket ting, der har påvirket den materielle kultur og måske deres tankesæt, værdier og traditioner.

Byttehandel uden genbytte Samhandel er et godt bud. Fund af genstande fra eksempelvis den sene Dorset-kultur og den tidlige Thulekultur viser, at de to grupper har været til stede samtidigt over en længere periode.

Nordboerne, der kom til Grønland i slutningen af 900-tallet, er også repræsenteret i disse genstandsmøder. Så der har været udveksling mellem de forskellige grupper.

Men de har åbenbart ikke udvekslet gener, og det undrer både DNA-forskere og arkæologer:

- Det er jo sket før i verdenshistorien, at møder mellem mennesker har medført biologisk afkom. Men det er tydeligvis ikke tilfældet her. Hvorfor vides ikke, men det er et rigtigt interessant spørgsmål, konstaterer Hans Christian Gulløv.

Så der er en del spørgsmål at tage fat på omkring de tidligste perioder af Grønlands forhistorie. Mange svar synes at ligge et sted mellem den hardcore naturvidenskabelige forskning og den hardcore humanistiske forskning.

For DNA-forskerne påviser homogenitet i det palæoeskimoiske genmateriale, mens arkæologerne påviser variation og divergens i genstandsmaterialet produceret af de selvsamme palæoeskimoer.

- Et og samme folk kan naturligvis godt få nye idéer og udvikle sine redskaber og ændre jagtmetoder og levevis.

Men visse skift i Grønlands forhistorie virker meget radikale. Så selvom Science-artiklen er publiceret i samarbejde mellem naturvidenskabsfolk og arkæologer, bliver det jo os, der nu skal finde årsagen til de dokumenterede, kulturelle ændringer, påpeger Hans Christian Gulløv.

Så der er et stykke vej til en endegyldig redegørelse for de første 4.000 år af Grønlands historie. Men med yderligere forskning og nye fund kan man forhåbentlig komme nærmere en forståelse af den palæoeskimoiske æra.

Josephine Schnohr

En udbredt redskabstype blandt stenalderfolk er de såkaldte stikler, en slags universalredskab til at skrabe eller glatte overflader på fx ben og tak. Arkæologerne har påvist tydelige forskelle i fremstillingen af stikler i henholdsvis Saqqaq og Dorset. I Saqqaqkulturen skærpes stiklens ridsende æg med et pres med en trykstok, hvilket efterlader tydelige mærker (fig. 1). Mens man i Dorsetkulturen sliber stiklens æg, hvilket også efterlader spor på stenens overflade (fig. 2).

Figur 1. Tegning af Saqqaq stikkel

Figur 2. Stikler Dorset

Dernæst adskiller Saqqaq- og Dorset-materialet sig fra hinanden i fastgøringen af flintblade og -spidser til et skæfte. I Saqqaq har blade og spidser en ’tang’ til fastgøring i skaftet (fig. 3), mens de i Dorset er forsynet med surringshak til fastgøring (fig. 4).

Saqqaq-kulturens flintteknologiske principper findes vestpå ved Beringstrædet, mens Dorset-kulturens optræder i det østlige Arktis nordøst for Hudson Bay og i Grønland.

Figur 3. Stikler og skraber Saqqaq

Kilde: Nationalmuseet.

Figur 4.

Knivblade og lansespidser Dorset POLARFRONTEN | NR.3/2014 | 19

Tegninger fortæller Alle, der selv har børn, er givetvis gennem årene blevet begavet med hundredevis af tegninger af alt lige fra hundehvalpe til Spiderman. I Tasiilaq har psykolog Mia Glendøs brugt tegninger til at få et indblik i skoleelevernes hverdag og tanker om fremtiden for der igennem at ruste dem bedre til at få social succes.

Baggrunden er trist nok. Ud over at Tasiilaq kæmper med sociale problemer, så er udsigten til, at områdets børn og unge vil få sig en uddannelse, også små. I en rapport fra 2012 udarbejdet for Sermersooq kommunes Erhvervsråd kan man læse, at mange elever, der går ud af folkeskolen i Tasiilaq, kommer ud med karakterer, der er for lave til at kunne påbegynde et egentligt uddannelsesforløb. Af 53 elever, der gik ud af folkeskolen i 2011, kom 35 ikke videre i et uddannelsesforløb.

Den særlige modstandskraft Efter at have arbejdet med rådgivning af familier, par og selvhjælpsgrupper i Paamiut var psykologen Mia Glendøs i 2012 på jagt efter et projekt i Tasiilaq, som kunne danne rammen om hendes ph.d.-projekt på Aarhus Universitet.

Projektet skulle omhandle resiliens. Begrebet resiliens er blevet brugt som psykologisk metafor for den særlige modstandskraft, mennesker kan have, lærer sig og udvikler over for traumatiserende og risikofyldte livsbetingelser. Mia Glendøs’ eneste krav til projektet omkring udsatte børn, unge og/eller familier i Østgrønland var, at det skulle kunne forankres og bruges lokalt. Dermed blev hun også nødt til at finde nogle lokale samarbejdspartnere til projektet. Folkeskolen i Tasiilaq viste sig at være interesseret. Mia Glendøs forklarer: - Skolen havde lige startet et indsatsområde op omkring de sociale problemer i byen. Indsatsen skulle fokusere på, hvordan man kunne hjælpe og støtte nogle af de børn, som i hverdagen har svært ved at overkomme skolearbejdet og på længere sigt kunne komme i større udfordringer omkring at få sig en uddannelse, et arbejde og en velfungerende familie. Det skulle gøres gennem styrkelse af forældresamarbejdet, flere klare holdninger og handlingsplaner, fokusering på gode rollemodeller for eleverne, styrkelse af personalets socialfaglige kompetencer og styrkelse af faget ”Personlig udvikling”.

20 | POLARFRONTEN | NR.3/2014

Om sin rolle for skolens indsatsområde fortæller Mia Glendøs: - Jeg foreslog, at man også inddrog elevernes perspektiv. Det syntes skolens teamledelse var en god idé – og de bad mig lave undersøgelsen af elevperspektiverne, dels fordi jeg var psykolog, og dels fordi jeg var udefrakommende. Undersøgelsen skulle også fokusere på elevernes opbygning af indre styrke, altså resiliens, for at lærerne kunne udvikle nogle metoder i deres pædagogiske undervisningspraksis til at støtte de mest sårbare elever. Målet for undersøgelsen var, at eleverne blev mere motiveret for skolearbejdet, og at lærerne blev opmærksomme på eleverne perspektiv.

For at komme i børnehøjde skulle Mia Glendøs bruge en isbjørn – dog ikke en levende isbjørn.

Perspektiv i børnehøjde Isbjørne er noget meget konkret for folk i Østgrønland.

Derfor fik Mia Glendøs lavet en skabelon af en isbjørn på noget papir, som derpå kunne bruges som en tegneskabelon for børnene, når de skulle fortælle om deres liv og håb for fremtiden. Mia Glendøs fortæller: - Jeg fik lov at komme ind i klasserne, hvor jeg forklarede, at nu var eleverne lærerne, og jeg var eleven, og de måtte lære mig, hvordan det var at være dem.

Deltagelsesniveauet i undersøgelsen var frivilligt.

Eleverne blev bedt om at fortælle mig noget fra deres liv ved at udfylde, tegne eller skrive eller begge dele, forskellige områder på isbjørneskabelonen. Et område handlede om børnenes netværk og de mennesker, der betød meget for dem. Et andet om hvad de godt kunne lide at lave, hvad der gjorde dem glade og trygge. Andre områder på tegningen blev brugt til at fortælle om deres ønsker for fremtiden, og hvad der var svært. Lærerne og jeg gik rundt og fik skrevet historierne bag tegningerne ned.

Bagefter fik jeg alle tegningerne og lavede uddybende interviews med de elever, som havde fået skriftlig tilladelse fra deres forældre.

En af de ting, der opbygger resiliens, er samhørighed og gode oplevelser. Mia Glendøs refererer til en af børnenes fortællinger: - Der var mange historier om de små glæder og oplevelser med tryghed – for det var jo det, jeg spurgte ind til.

Fx denne her: “Min kusine og mig havde åbent vindue, da vi skulle sove. Så kom min bedstemor ind og sagde, at ih hvor var det koldt. Vi grinte og lukkede vinduet til sidst.”

Ønske til fr em

tiden om social

Dr øm om at bl

succes.

ive politi kv in

En god

Eleven siger ikke “at vi følte os stærke sammen”, men hun siger, at de grinte, de havde det godt, og det var sjovt.

Det var en lille historie om, tryghed og om at det at være sammen er godt. Det var så fint, fordi eleven ikke fortalte, hvorfor hun ikke var hjemme og sove hos mor og far, og hvorfor det var bedstemoren, der kom ind. Jeg ved ikke, om det var fordi, der var et problem i familien, eller fordi at sådan sov familien bare altid. Men det var heller ikke det, der var fokus. Fokus var, at hun havde det godt sammen med kusinen, de kunne grine sammen og føle samhørighed og tryghed.

Masser af resiliens i Tasiilaq Statistisk set ligger Østgrønland i forhold til Vestgrønland stadig højt med sociale problemer som vold og boligmangel. Østgrønlænderne har også en ekstra barriere i forhold til skolen, fordi de har et andet sprog. Den østgrønlandske dialekt er ret anderledes i forhold til den vestgrønlandske.

Interviewene viste, at når eleverne tænkte på fremtiden, så snakkede de om, at de ville færdiggøre deres uddannelse og have et arbejde. Nogle var abstrakte, andre var konkrete: “Jeg vil uddanne mig til kok, og bagefter vil jeg arbejde i den børnehave, der ligger her ovre”. Eller fx: “Jeg vil gerne arbejde på en trailer nede i havnen ligesom min far”. Det var meget konkret, og det handlede ofte om noget, de kendte til. Teorier omkring udvikling og forandring handler netop om menneskers evne til at forestille sig fremtid og fantasere omkring ønsker og håb for fremtiden. Det var eleverne i Tasiilaq rigtig gode til, hvilket var en opmuntrende oplevelse.

Mia Glendøs fortæller om en af tegningerne: - Der var en, der havde tegnet sig selv som stærk mand.

Han havde delt siden op i to. På den ene side stod han som stærk mand, og der var nogen, der holdt ham i hånden, som om han passede på dem. På den anden side stod han selv og holdt en pige i hånden. Ud fra den tegning tænkte jeg, at det handlede om at være en vinder, at være

de

ople vels

e med e

n sælja

stærk, om familie, omsorg og relationer, at kunne have social succes, og at føle succes sammen med andre mennesker. Det er jo helt grundlæggende for alle mennesker.

Mia Glendøs' undersøgelse fandt meget resiliens i Tasiilaq – det er nogle stærke mennesker. Hun forklarer: - Jeg spurgte eleverne, hvornår de opbygger deres styrke, for det er jo ikke noget, man er født med – det skal bygges op, læres, udvikles og støttes. De hyppigste ting, eleverne nævnte, handlede om gode familierelationer, udendørs aktiviteter – at komme ud at gå, sejle, køre hundeslæde, eller komme væk fra byen i fjeldene eller rundt i byen sammen med sine venner og oplevelse af social succes.

Efterfølgende præsenterede Mia Glendøs sin analyse for lærerne på skolen og i distriktet. I workshops kom lærerne med konkrete idéer til, hvordan de kunne bruge elevernes udsagn til at styrke deres resiliens og dermed måske styrke en social mobilisering for de mest udsatte elever.

Nogle af børnene har ambitioner om en videregående uddannelse. Mia Glendøs fortæller: - Under et interview var der en af eleverne, der sagde, hun ville være psykolog. Hvem ved – måske var hun blevet inspireret af vores projekt!

Uffe Wilken

Mia Glendøs

Ungdom og Uddannelse, Tasiilaq 2012.

Udarbejdet af foCus for Sermersooq Erhvervsråd, november 2012. PDF, 15 sider.

POLARFRONTEN | NR.3/2014 | 21

gt

GRØNLANDS JERNALDER

KOM FRA RUMMET Spredte, tonstunge dynger af basaltsten i Nordgrønland er de synlige beviser på inuits brug af jern, før mere moderne værktøj blev tilgængeligt. Små metalstykker fra meteorer udhamredes til redskabsblade for at indgå i en handel, som strakte sig over tusindvis af kilometer.

For mellem 5.000 og 10.000 år siden bragede en meteor gennem atmosfæren over Nordgrønland. På sin vej gennem atmosfæren brækkede den flere meter store klump i mindre stykker, der blev spredt ud over Indlandsisen og i havet ved Innaanganeq (Kap York halvøen) nær Thule.

Få tusinde år senere gav meteoritten anledning til, at en egentlig jernalder opstod i Grønland tre århundreder før, de islandske bønder bragte jernet og landbruget til landets sydlige dele.

Meteoritjern og hammersten Der har stort set ikke været arkæologer i den del af Grønland tidligere for at undersøge meteorittens nedfaldssteder og de bopladser, der ligger i tilknytning dertil.

Det blev der rådet bod på i august, da et hold geologer og arkæologer gik i land i området. Ambitionen med ekspeditionen var at få belyst, hvad der var af spor fra menneskets udnyttelse af meteoritterne. Som arkæologen Martin Appelt fra Nationalmuseet siger: - Fundstederne har vi kendt, fordi det er store naturvidenskabelige objekter. Men historien om, at de har været hele områdets råstofkilde til jern, er gået i glemmebogen.

For arkæologerne er det en fantastisk ressource at undersøge, fordi meteorjernet har en kemisk sammensætning, der gør, at det adskiller sig fra andre jerntyper. Derfor kan man vha. meteorjern påvise kontakter over enorme afstande og med relativt enkle metoder måle sig frem til, om et givet stykke jern langt ovre i Canada er meteorjern fra Kap York eller har en anden oprindelse. På den måde kan man stedbestemme meteorjern og se, at det er blevet handlet over store afstande, og vise, at meteoritterne fra Thule-distriktet har haft en betydning for hele det østlige Arktis som jernleverandører.

Men før jernet kunne handles, måtte det forarbejdes.

Det er her, stendyngerne kommer ind i billedet, fordi stenene har været brugt som hamre. Arkæologen Jens Fog Jensen fra Nationalmuseet siger: - Der er blevet hamret til den store guldmedalje! Først

22 | POLARFRONTEN | NR.3/2014

har man slået et lille stykke af, og dernæst har smeden lagt stykket på en sten og gennembanket det, indtil det er blevet valset ud, har fået en skarp kant og er blevet endnu hårdere, så stykkerne kunne bruges som pilespidser og flænseknive.

Dyngerne af hammersten vidner om, at besøgende gennem århundreder har slæbt nye hammersten med til jernmeteoritterne, når de skulle udvinde jern til knive og harpunblade. Det er en bestemt type basalt, der har været brugt, og størrelsen af stenene varierer fra 40 kg og ned til noget, man kan holde i hånden. De har sandsynligvis været brugt som både hammer og ambolt og er blevet brugt, til de flækkede. Arkæologen Mikkel Myrup fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv har målt nogle af stendyngerne op med drone (se også side 3) og vurderer, at dyngerne kan indeholde op til 70 tons hammersten, en vurdering Jens Fog Jensen er enig i. En bedrift, ikke mindst når man tager i betragtning, at basalten skulle hentes 50 km væk.

Jernhandel Arkæologerne ved, at jernet bliver brugt fra midten af 700-tallet af Dorset-folket. Da inuit kommer til i 1100-tallet, overtager de handelen med meteorjern, der så bliver spredt over et endnu større område. Martin Appelt mener, det har været en af årsagerne til, at Dorset-folket forsvandt, fordi det bidrog til, at deres sociale netværk og handelsforbindelser blev skåret over, og at inuit overtog og handlede det i stor stil og store mængder. Der er blevet handlet så langt væk som halvvejs til Alaska. Sydpå i Grønland, i nordboområderne, er der fundet et enkelt stykke meteorjern, men den mest sandsynlige forklaring på dette er, at det har været handlet. Nordboerne har ikke selv været på lokaliteten.

En grådig inuit Det var en blind passager, der først gjorde europæerne opmærksomme på de sælsomme sten på Kap York. I 1817

En byge af meteoritter De stykker af meteorit, der ligger spredt på Kap York, kaldes samlet set Kap York-meteoritten, fordi de kom fra samme meteoritfald. Da meteoritten kom ind i atmosfæren brækkede den i stykker, og fragmenterne faldt i et stort område omkring Innaanganeq. Geologerne har målt sig frem til, at hele Innaanganeq-meteoritten må have været en del af jernkernen i en stor asteroide, der blev knust ved en kollision i rummet for 650 millioner år siden. Stumperne fra kollisionen regner stadig ned på Jorden. Der er i alt fundet ca. 300 jernmeteoritter, som oprindeligt kom fra kernen af den nu knuste asteroide.

Et af de største stykker, Agpalilik, kan ses på Geologisk Museum i København. Stykket vejede oprindelig 20,1 tons, men en skive på 550 kg blev senere savet ud. Undersøgelser af skiven viste, at den kemiske sammensætning varierer fra den ene ende af meteoritten til den anden. Det kan bruges til at fortælle noget om, hvordan den oprindelige asteroide blev dannet for 4,5 milliarder år siden.

Geofysikeren Henning Haack fra museet mener, at det oprindelige metalfragment, som Innaanganeq-meteoritterne stammer fra, må have haft en diameter på mindst seks meter og en vægt på omkring 1.000 tons.

Ahnighito løftes fra Hope til kaj.

sneg grønlænderen Zakæus sig ombord på et britisk skib, der lå i Disko Bugten. Zakæus nåede ned til Skotland, lærte at tale engelsk, mens han overvintrede og fik John Ross’ opmærksomhed, da denne i 1818 planlagde en ekspedition til Thule-området. Zakæus kom med på ekspeditionen som tolk, hvilket resulterede i, at Ross fik detaljerede oplysninger om meteoritterne, stednavnene, redskaber og hammersten.

Senere kom andre forbi for at hente meteoritterne.

Robert Peary fjernede Ahnighito, Woman og Dog, der den dag i dag ligger på American Museum of Natural History, og Knud Rasmussen hentede i 1925 Savik til København.

Ikke alle var dog lige heldige med deres transporter.

Jens Fog Jensen fortæller om en inuit-pendant til ’konen med æggene’:

- Igennem generationer har de banket løs på den meteorit, der blev kaldt Woman, så den efterhånden lignede en surrealistisk skulptur. Nu får denne her inuit, der kommer nordfra ved bopladsen Etah, så banket et meget stort stykke af og beslutter, at han vil have det med sig hjem. Så slipper han for at tage turen de flere hunderede kilometer frem og tilbage flere gange. Han får bakset det hundredevis af kilo tunge stykke op på slæden, men på vej hjemover på isen, går isen i stykker og slæde, sten og hunde forsvinder i dybet. Han og familien når lige at redde sig op. Siden da vidste alle, at de kun skulle tage små stykker med sig.

Fotos: Jens Fog Jensen.

Eksempel på hammersten, hvor kanterne er afknuste efter at stenen er blevet hamret mod meteoritten gentagne gange.

Arkæologerne besigtiger den ca. 15 m brede dynge af hammersten, der ligger op ad en fjeldside. Midt i dyngen findes en fordybning, der markerer stedet hvor meteoritten Woman lå.

POLARFRONTEN | NR.3/2014 | 23

KORTNYT Pels på udstilling og til debat

Rigsfællesskabet kan være fredsmægler i Arktis Ny DIIS-rapport analyserer konfliktpotentialet i polarregionen. Stormagtskonflikter, såsom Ukrainekonflikten, udgør den største fare mod det velfungerende samarbejde i Arktis. Der er stadig uløste regionale udfordringer – Nordøstpassagens status, grænsedragningerne i regionen, Kinas indflydelse og opbygningen af militære kapabiliteter – men de er ikke lige så farlige som globale stormagtskonflikter. Der har allerede været nogle tegn på, at kampen om Ukraine kan sprede sig nordpå. Særligt EU’s seneste sanktionsrunde kan underminere samarbejdet på langt sigt. Der kommer ikke regulær krig i Arktis, men et vanskeligere samarbejdsklima kan i sig selv være ubehageligt for Danmark og Grønland.

Rigsfællesskabet kan være med til at afskærme den arktiske region fra Ukraine-konflikten, bl.a. ved at arbejde for mere samarbejde om lavpolitiske områder som søredning, miljøbeskyttelse og regulering. For at gøre dette er det vigtigt, at man i København gør sig klart, hvor vigtigt det arktiske er i forhold til andre politiske prioriteter. Hvor langt vil man gå for at genstarte samarbejdet med Rusland? Hvordan gør man dette uden at underminere Vestens hårde front mod Moskva i Ukraine?

24 | POLARFRONTEN | NR.3/2014

Den 4. oktober åbnede Nationalmuseets store særudstilling ”Pels – liv og død”. Udstillingen viser museets unikke samling af historiske pelsdragter fra Arktis og trækker tråde til nutidens fangst og pelsavl gennem moderne pelsdesign. På den måde sætter udstillingen fokus på alt fra kulturhistorie, mode og luksusforbrug til etik, dyrevelfærd og oprindelige folks rettigheder.

Nationalmuseet rummer en af verdens største og mest enestående samlinger af historiske pels- og skinddragter fra egnene omkring den nordlige polarcirkel. Pelsdragterne er indsamlet fra cirka 1850 til 1950 i Grønland, Canada, Alaska, Sibirien og de samiske områder i Skandinavien. Her var pels engang forudsætningen for, at mennesker kunne overleve i områderne nord for polarcirklen.

Men man brugte pels til mere end at skærme sig mod kulden. Pelsdragterne udtrykte også bærerens køn og status i samfundet og fortalte, hvilken etnisk gruppe personen tilhørte. På den måde kunne folk på lang afFoto: Nationalmuseet stand se, om det var en ven eller en fjende, mand eller kvinde, de mødte på deres vej. ”Pels - liv og død” trækker tråde fra de historiske dragter frem til nutidens pelsavl og moderne fangst i Arktis og viser også en række moderne design af pels, sælskind og kunstig pels. På den måde sætter udstillingen den historiske brug af pels ind i en moderne sammenhæng. For mennesker går stadig i pels i dag, og dengang som nu handler pels om meget mere end at holde varmen.

Kernen i udstillingen er 60 dragter fra Nationalmuseets unikke skinddragtsamling, der indeholder knap 200 historiske pelsdragter. De fleste dragter er indsamlet i Grønland i 1840’erne. Knud Rasmussen indsamlede dragter i Nordamerika på den femte Thuleekspedition i 1921-24 og erhvervede også dragter fra Sibirien. Det er første gang, at dragterne udstilles samlet.

Kvinder i overfyldte boliger er mere deprimerede Kvinder, der er nødsaget til at bo sammen med mange andre, føler sig i større omfang deprimerede end kvinder, der har få bofæller. Det viser nye forskningsresultater i Grønland. Resultaterne stammer fra befolkningsundersøgelsen i Grønland, og det er Statens Institut for Folkesundhed, SDU, og canadiske Université Laval, der står bag undersøgelsen. Denne konkluderer, at beboelsestæthed spiller en rolle for den enkeltes velbefindende og psykiske helbred. Ifølge undersøgelsen ses symptomer på depression hyppigere, jo flere personer, der bor i husstanden. Undersøgelsen omfatter både mænd og kvinder, men det er kun blandt kvinderne, at forskerne finder sammenhæng med symptomer på depression.

Det er første gang, at man har undersøgt, hvad beboelsestætheden og overfyldte boliger i Grønland betyder for folks psykiske trivsel.

2013-havisen skaber fundament for spinkel optimisme Sidste år var et godt år for den arktiske havis. Vejrforholdene var gunstige, så en del af havisen overlevede og er her i 2014 grobund for dette års tilvækst. Resultatet er, at den gennemsnitlige tykkelse af den arktiske havis nu er 30 til 40 % højere end på samme tidspunkt de seneste fire år. Isforsker Rasmus Tonboe fra DMI siger: - Vi er hoppet op på niveau med den gennemsnitlige tykkelse for 10 år siden.

Der er dog fortsat langt op til den tykkelse, isen havde for 20 eller 30 år siden, men det er et positivt tegn af flere årsager.

Istykkelsen er vigtig, fordi den gør isen mere robust over for storme og varmt vejr.

Rasmus Tonboe fortsætter: - Vi kommer ud af smeltesæsonen 2014 med en styrket havis. Får vi en meget varm sommer i Arktis i 2015, så er isen en smule mere robust nu end for blot et år siden.

Arealmæssigt var havisens 2014-maksimum, målt i marts, på samme niveau som i 2010, 2012 og 2013, men ca. 0,5 km2 større end udbredelsen i 2011.

Danmark styrker det nordiske forskningssamarbejde om Arktis Uddannelses- og Forskningsministeriet sikrer med en bevilling på fem millioner kroner dansk deltagelse i nordisk forskningsprogram, som yder støtte til forskningsprojekter om Arktis.

Danske forskere kan derfor nu, ligesom deres nordiske forskerkolleger, søge midler i forskningsprogrammet Ansvarlig udvikling af Arktis. Det sker med en bevilling på fem millioner kroner fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Programmet udbydes af NordForsk og har en samlet pulje på 90 millioner norske kroner, der kommer fra NordForsk og de enkelte medlemslande.

Forskningsprogrammet Ansvarlig udvikling af Arktis løber indtil 2018 og er et tværfagligt initiativ, der skal yde støtte til forskningsaktiviteter inden for samtlige videnskabelige hovedområder. Det vil sige sundhedsvidenskab og medicin, humaniora og samfundsvidenskab samt naturvidenskab og teknologi.

I regi af NordForsk skal der frem mod 2018 etableres op til fem tværfaglige Nordic Centres of Excellence med fokus på tre fællesnordiske udfordringer i Arktis: Drivers of Change - Interactions and Impacts, Arctic Ressource Development in a Global Context samt Waters, Ecologies and Life Environments.

Opslag til programmet forventes offentliggjort i starten af oktober med forventet ansøgningsfrist i slutningen af februar 2015.

Foto: NSIDC. POLARFRONTEN | NR.3/2014 | 25

Fra Arktisk Instituts arkiv:

Foto: Arktisk Institut

De kaldte hende Dorthe Filmmanden Leo Hansen har tidligere været i nærkontakt med arktiske dyr, i og med at han filmede den sidste del af Knud Rasmussens slædetur på 5. Thuleekspedition.

På en senere tur havde en af fangstmændene skudt en isbjørnemor med en unge, som han og fangstmændene vælger at kalde Dorthe. Leo Hansen taber sit hjerte til Dorthe, og nu er planen så, at Dorthe skal med Leo tilbage til Danmark og i en zoo.

I starten er Dorthe vild og prøver at bide sig fri af sit reb, men langsomt vinder Leo hendes fortrolighed – bl.a. ved at fodre hende med kondenseret mælk. Dets sødlige smag falder i god jord, og der går ikke mange sekunder, efter at billedet af de to er taget, førend Dorthe har taget dåsen fra Leo og er gået i gang med at slikke den ren.

Dorthe sover til tider ved Leos side, og han opdrager hen-

de med dask, når hun ter sig tosset. Han prøver at snakke med hende for at berolige hende og forklarer bl.a. ”hvordan Bjørnepiger skal opføre sig”.

Dorthe viger ikke fra Leo; kun når hun bliver bundet eller sover låst inde i kødhuset, er de separeret, og båndet mellem dem bliver stærkere og stærkere. En dag da Leo er borte på en slæderejse, river Dorthe sig fri af sin kæde, hun bliver bidt af fangstmændenes hunde og dør til sidst på trods af, at Leo havde renset sårene omhyggeligt efter hjemkomsten. Det rationelle ville være at fodre hundene med liget af ungen, men i sin sorg begraver Leo Dorthe, da ”hun var for god til Hundefoder”. En naturlig reaktion fra Leos side, men også et fint eksempel på, at når vi taber vores hjerter til dyrene, så menneskeliggør vi dem også.

Stig Søndergaard Rasmussen

≈ Arktisk Instituts fotosamling rummer ca. 100.000 fotografier, hvoraf op mod halvdelen er skannet og lagt på www.arktiskebilleder.dk 26 | POLARFRONTEN | NR.3/2014

NYEBØGER Jens Abrahamsen: en unik billedhugger = qiperuisartoq asseqanngitsoq = a unique sculptor / red.: Bjarne Ljungdahl. Panigiit, 2014. 101 s.

Om den grønlandske billedhugger, billedskærer og smykkekunstner Jens Abrahamsen (f. 1951). En biografisk beretning om kunstnerens liv og opvækst, samt en præsentation af et stort udvalg af hans værker i fedtsten, tand, ben fra hvalros og narhval samt takker fra rensdyr. Tekster på dansk, grønlandsk og engelsk.

Kåre Hendriksen: Grønlands bygder: økonomi og udviklingsdynamik.

Naalakkersuisut, 2013. 392 s.

(Inussuk : arktisk forskningsjournal ; 3/2013) Den herskende opfattelse har længe været at det grønlandske bosætningsmønster og i særdeleshed bygderne er en betydelig ekstraomkostning og dermed en barriere for udviklingen af det grønlandske samfund. Denne bog giver en egentlig analyse af bygdernes samfundsøkonomiske betydning, og bidrager med en væsentlig nuancering af problematikken og kobler den til de store forskelle i bygdernes interne udviklingsdynamik. Den er blandt andet baseret på en række interviews med indbyggerne i bygderne i Nanortalik, Kangaatsiaq, Upernavik og Ammassalik distrikter. Forfatteren er lektor ved Center for Arktisk Teknologi og underviser i Sisimiut og ved DTU i Danmark.

Jørgen Chemnitz: Grønland iflg. Jørgen Chemnitz.

PR.gl, 2013. 206 s.

Samling af klummer og politiske kommentarer om det grønlandske samfund med emner som sprogpolitik, fiskeri, minedrift, uddannelse og selvstændighed. Alle har været bragt i den grønlandske avis AG gennem de sidste to år. Ifølge forfatteren er formålet med udgivelsen at inspirere til debat.

Tekster på dansk og grønlandsk.

Læs anmeldelser af nye bøger om Grønland og Arktis på arktiskeanmeldelser.dk

Juaaka Lyberth: Godt i vej: roman.

Milik, 2014. 290 s.

Romanen er en generationsskildring fra den kulturelle smeltedigel i 1960'erne og 1970'erne. Også i Grønland, hvor en boglig stærk grønlandsdreng udfordrer livet på kost- og realskolen i Nuuk omgivet af tidens toner, og et ungdomsoprør, der rumler. Oprindelig udgivet på grønlandsk i 2012.

Barry Scott Zellen: On thin ice:the Inuit, the state, and the challenge of Arctic sovereignty.

Lexington Books, 2009. xiv, 251 s.

Bogen skildrer forholdet mellem inuit og den moderne stat i det tyndt befolkede nordamerikanske Arktis. Den beskriver den oprindelige befolknings ønske om at deltage i de politiske og sikkerhedsstrategiske udfordringer, som klimaforandringerne bringer med sig.

Per Kunuk Lynge: Den grønlandske kultur og dens indvirkning på læring: "myten om de elskede sønner".

Naalakkersuisut, 2013. 107 s.

(Inussuk : arktisk forskningsjournal ; 1/2013) Bogen belyser et tabuemne i det moderne Grønland, nemlig at landet har verdensrekord i selvmordsrater. Det er især unge drenge og mænd, som tager livet af sig. Forfatteren retter fokus mod drengenes trivsel eller mangel på samme i skolen.

POLARFRONTEN | NR.3/2014 | 27

Qivittoqens stok i Qaqortoq Museum Ingen grønlænder ved sine fulde fem kunne finde på at tage alene på jagt i fjeldet.

Tænk hvis han mødte en qivittoq! Myterne om qivittoqer lever i bedste velgående i dagens Grønland. For man ved jo aldrig.

En qivittoq er en person, der forlader fællesskabet og flytter ind i landet. Tidligere var årsagen oftest ulykkelig kærlighed. Enten må han (for det er oftest en mand) ikke få sin elskede for hendes forældre, eller også vil hun ikke have ham. Det kan også være, han er blevet ydmyget offentligt, og det kan være så svært at bære, at det er bedst at gå til fjelds.

Når en qivittoq har befundet sig længe nok i sin ensomhed, får han overnaturlige kræfter. Der er mange fortællinger om, hvordan en qivittoq kan flytte sig uden at blive opdaget eller gøre ting, som forskrækker almindelige mennesker. Og det er ofte det, som folk er bange for – at qivittoqen får en eller anden magt, som normale mennesker ikke har.

En sådan qivittoq boede åbenbart inde i bunden af Kangerluarsuk, en fjord mellem Qaqortoq og Narsaq.

Aqqaluk Simonsen, som i dag er en ældre mand, der bor på alderdomshjemmet i Qaqortoq, var inde i bunden af fjorden for at fange ørreder sammen med sin søn. Sønnen gik på land og kom tilbage med en stok. Stokken var udskåret – man kunne fristes til at tro, at vedkommende var blevet inspireret af nordboerne. På stokken er der udskåret et skaft til håndtag, og hele vejen langs staven er der udskåret linjer – ligesom en spiral startende i hver sin side, således at de mødes i krydser. Krydsene stopper dog midt på stokken, så der ’kun’ dannes 33 krydser. Finderne mener, at de 33 krydser ikke er helt tilfældige. Det er et kendt fænomen, at man markerer årstal ved at lave streger for hvert år. De mener, at han har været 33 år, da han mistede stokken, hvilket måtte skyldes, at han mistede livet der. Andre siger, at han har været alene i 33 år.

De antager, at stokken stammer fra den qivittoq, som boede i en hule i nærheden, og som sønnen mener at have set noget tid før, og som haltede og derfor måtte have en stok. Og hvem ville efterlade sin stok, som er så smukt

28 | POLARFRONTEN | NR.3/2014

udskåret, så symmetrisk og så omhyggeligt? Finderne har så meget respekt for institutionen ’qivittoq’, at de mener, at museet må have den. Dermed bliver den fælles eje.

Institutionen ’qivittoq’ er den dag i dag spillevende for grønlændere. I hele Grønland dukker der historier op stort set hvert år om mystiske personer. Grønlænderne elsker at fortælle qivittoq-historier.

Uanset om man har en kortere eller længere uddannelse – det er samme gys.

Bjarne Grønnow, arkæolog på Nationalmuseet, har skrevet om begrebet og forklarer, at det formodentlig hænger sammen med, at grønlænderne lever ude ved kysten og har en respekt for og frygter indlandet, som de ikke kender. Det ukendte bliver til noFoto: Uffe Wilken get farligt, og en qivittoq, som Eleonora Johansen med bor inde i landet, bliver på den qivittoq-stokken. måde symbol på indlandet.

Efter at have tilbragt 26 år uden for Grønland blev jeg meget overrasket over, hvor central en qivittoq stadigvæk er i hverdagen i Grønland. Men en qivittoq i nærheden giver folk anledning til at handle fornuftigt i livets forhold. Man tager aldrig alene ind og fanger rensdyr, fordi man ikke vil sove i telt. Tænk hvis der kom en qivittoq.

Kvinder tør ikke gå ud alene om aftenen. Tænk hvis de stødte på en qivittoq! Derfor er det bedst at være flere afsted. Så er man heller ikke bange i samme grad, hvis der skulle dukke en qivittoq op.

Cand.mag. Eleonora Johansen, museumsleder, Qaqortoq Museum.