En lille bog om vandtårne

En lille bog om vandtĂĽrne

Tekst og illustrationer: per-olof johansson

Der var engang et vandtårn i udkanten af en skov. Alt det vand som blev drukket i hele byen, havde først været oppe i vandtårnet, og derfor smagte det himmelsk.

Der var nogle som sagde, at det slet ikke var noget rigtigt vandtårn, men at det var resterne af et gammelt slot, som havde ligget på det sted.

Noget var der om det.

For man hørte tit stemmer derindefra på et uforståeligt sprog. Når man lagde øret til døren kunne man høre det helt tydeligt, og så kunne man også børe folk gå frem og tilbage.

Om natten spøgte det også udenfor.

Selvfølgelig var der nogle kedelige mennesker, som sagde, at det var bladene på træerne som raslede. Eller det var smådyr i skovbundens blade. Eller at det var folks fantasi, som spillede dem et puds. Eller det var deres underbevidsthed som forklarede helt naturlige ting på en mystisk måde.

Nå, men engang stod der altså et slot i skovkanten, det vil sige, det var bare en stor gård. Der boede en mand og en dame på gården.

Det er dem og deres gæster som den dag i dag spøger. Ingen ved hvorfor,, for der er ikke noget uhyggeligt ved det.

Nogle siger også, at der har ligget et bjerg ude i skoven. Det kan kun ses om natten, men så er det også meget tydeligt. Man kan høre kobjælder og sang i det fjerne.

Nu kan tårnet ikke engang bruges til vandtårn mere, og det vil snart blive revet ned. De har bygget et nyt længere uden for byen, og det troede alle var meget kedeligt.

Det er det bare ikke. For man valgte et sted som lå på en bakke, den højeste i omegnen. Og da man gravede ud til fundamentet fandt man gammelt træværk. Alle tror det er rester af palisadeværk. Hvor gammelt det er, ved man endnu ikke.

Bakken hedder Ravnsbjerg, så mon ikke den borg som engang har ligget der hed Ravnsborg?

Foto: Nanna Bisp BĂźchert