
8 minute read
Boligen
from Boligen
4 ANNONCETILLÆG OG SPONSORERET INDHOLD

Den smukke, arkitekttegnede villa fra Lind & Risør med stråtag er et godt eksempel på liebhaveri med sjæl, der forener det moderne med det historiske. Hos Lind & Risør er der ingen faste modeller eller typehuse, til gengæld er der masser af inspiration og erfaring at trække på, når familiens drømmehus skal skabes. Foto: Lind & Risør.
Af Christina Wex
LIEBHAVERI BETYDER, AT DET IKKE ER TILGÆNGELIGT FOR ALLE
Funkis eller patricier. Nybygget eller historisk. Lystejendom eller penthouse. En liebhaverbolig kan have vidt forskellige udtryk. Det, boligerne til gengæld har til fælles, er, at de er særlige, sjældne og kun for de få.
”Liebhaveri er det sjældne, som kun få mennesker har mulighed for at erhverve sig,” siger Christian Byskov fra ejendomsmægler Bjørn & Byskov. ”I den forstand kan det både være det arkitekttegnede og nybyggede, en klassisk villa med en historie, eller en ombygning af en usædvanlig bygning som en kirke, en fabrik eller et tørreloft. Der er af samme grund ingen tendenser i liebhaveri, men man ved det med det samme, når man møder det.” Liebhaveri er der altid købere til. Derfor er boligerne heller ikke følsomme over for de økonomiske udsving på markedet på samme måde som boliger i mellemprisklassen. ”Det handler om at sætte prisen rigtigt fra begyndelsen, så bliver boligen typisk solgt relativt hurtigt.”
Normale tilstande på markedet At markedet har foretaget en markant opbremsning i de seneste måneder, bekymrer ikke umiddelbart Christian Byskov. ”Vi betragter det ikke som en krise, blot som et andet marked. Priserne er stadig ikke tilbage på 2020-niveau, men holder priserne fra 2021. Det, vi oplevede under
coronanedlukningerne, var i virkeligheden, hvad vi kalder ”La La Land” – med andre ord en smule vanvittigt. Priserne stak helt af, og det er kun godt for markedet, at vi nu er tilbage til mere normale tilstande, selvom baggrunden naturligvis er tragisk med krig og energikrise.” Som Christian Byskov understreger, er det lige nu ca. 30% billigere at købe bolig end for bare nogle måneder siden, mens renteniveauet er at betragte som normalt. Og boligerne bliver solgt. Det tager måske bare lidt længere tid. Som mægler kan man imidlertid godt mærke, at der er markant færre boliger på markedet, fordi ejerne tøver med at sætte til salg. ”Vi skal gøre os mere umage for at få handlerne, men det gør bestemt heller ikke noget. Det skærper os kun, hvilket giver kunderne yderligere kvalitet i formidlingen.”
Vi ønsker os boliger, der har en historie Som tredje generation af ejendomsmæglere har Christian Byskov en lang erfaring at trække på. Efter at han for tre år siden etablerede selvstændig forretning sammen med sin gode ven igennem 20 år, Michael Bjørn, har de haft stor succes med salg af attraktive boliger primært i Nordsjælland og København.
”At handle bolig handler først og fremmest om følelser. Når man træder ind i et potentielt nyt hjem, skal man kunne mærke dets sjæl og på en eller anden måde instinktivt føle sig forbundet med det. Derfor er markedsføringen af boligerne så vigtig. Man kan ikke længere bare nøjes med at vise billeder, man skal fortælle en historie. Det er det, boligkøberne ønsker sig; en bolig med en historie.” I de senere år har sociale medier fået stor betydning for ejendomsmæglerbranchen som et væsentligt supplement til de traditionelle kanaler. ”Vi benytter os meget af Instagram, som egner sig godt til at fortælle historier. Af samme grund har vi mange følgere, som har interesse for design og arkitektur. Samtidig giver et medie som Facetime os mulighed for at fremvise boliger til kunder i udlandet. I det hele taget har vi så mange flere kanaler at kommunikere ad i dag end for bare få år siden.” Bjørn & Byskov har netop udgivet et magasin med nogle af de mest bemærkelsesværdige liebhaverboliger, som de har handlet i den senere tid, alle med den særlige historie, der knytter sig til boligen. Det er boliger i særklasse, som de fleste kun kan drømme om. Og det er præcis det, der gør dem til liebhaveri.
ANNONCETILLÆG OG SPONSORERET INDHOLD 5
En sjældent udbudt ejendom med en unik beliggenhed, tilbagetrukket fra Strandvejen og midt mellem Vedbæk og Rungsteds skønne havnemiljøer. Ejendommen er opført med de mest eksklusive materialer og med omtanke for æstetikken. Her kan dagen starte med en dukkert fra badebroen på den private fælles strand, mens boligen giver plads til både familieliv, erhvervsliv og selskabelighed. Foto: Bernstorffestate
Liebhaveri handler ikke om pris At det ikke er prisen på en bolig, der afgør, om den er i kategorien liebhaveri, understreger Helene Bernstorff fra Bernstorff Estate. ”Det er det særlige ved boligen, der kvalificerer den. Derfor kan liebhaveri også være et lille, eksklusivt byhus på 50 m2 med en unik beliggenhed.” Helene Bernstorff advarer mod at bruge begrebet i flæng for ikke at udvande det. ”Det kan være fristende at beskrive en bolig som liebhaveri, fordi vi som mæglere ved, at kunderne drømmer om det unikke, men det er vigtigt at bevare de beskrivelser af forskellige boligtyper, som reelt beskriver dem, og kun bruge liebhaveri, når det virkelig er tilfældet.” Liebhaveri kan også handle om, hvad der er populært i tiden. Netop nu er funkisstilen eftertragtet. En strømlinet funkisvilla tegnet af Arne Jacobsen, der er nænsomt istandsat og med respekt for husets oprindelige stil, er i høj kurs blandt tidens boligkøbere.
Det tidligere menighedshus Bethania fra 1903 og med en beliggenhed på Østerbro blev i 2014 købt og ombygget af en arkitekt med sans for detaljer og luksus. I dag rummer den helt usædvanlige bygning tre luksuslejligheder på omkring 300 m2 hver. Lejlighederne har nogle steder hele 4 meter til loftet og er spækket med overraskende detaljer, der rører alle sanser. Foto: Bjørn & Byskov.




At liebhaveri findes mange steder, bekræfter den funky fabrikslejlighed på Amager. Strandlodsgadekvarteret, der tidligere var et råt industriområde, er i dag forvandlet til et charmerende kvarter med caféer, vinbarer og restauranter og med til at gøre Amager til et af landets mest populære boligområder. Bygningen fra 1887 var oprindelig en limfabrik. I 2020 blev boligen omdannet fra rå betonskal i en baggård til ægte liebhaveri uden at miste det oprindelige udtryk. Foto: Bjørn & Byskov.
Tæt dialog med køberne gør forskellen Selv sælger Helene Bernstorff alle typer boliger i sin forretning. ”Vi har meget liebhaveri, men vi sælger hele paletten, for det synes jeg giver den bedste føling med markedet, og samtidig samler vi en masse inspiration. Vi holder sjældent åbent hus, for jeg mener ikke, det giver den rigtige kontakt til potentielle købere, som skal foretage den største investering i deres liv.” I stedet tror Helene Bernstorff på den tætte dialog. ”Hvis jeg er alene med købere ude at se på en bolig, kommer jeg meget tættere på dem, forstår deres overvejelser og måske tøven, ligesom jeg kan vejlede dem i forhold til, hvordan de kan ændre på ting i boligen, som måske umiddelbart står i vejen for deres beslutning.” Helene Bernstorff har været ejendomsmægler i Marbella, og i Spanien som mange andre steder i udlandet er der tradition for, at en bolig er til salg hos flere mæglere. ”Det skaber selvfølgelig stor konkurrence, men gør os også skarpe som mæglere, fordi vi ikke bare kan vente på, at kunderne kommer til os. Det har jeg lært meget af.”
Prioritér beliggenheden Selvom markedet har forandret sig flere gange på meget kort tid, maner Helene Bernstorff til besindighed. ”Hvis man kigger tilbage i historien, har vi set det samme ske mange gange. Der har altid været perioder med kriser, og boligmarkedet er et af de markeder, der reagerer hurtigst. Ingen af os mæglere havde dog forventet, at det ville stoppe så brat op, som tilfældet blev i dette efterår.” At tendensen ikke kunne fortsætte, var der dog stor enighed om. ”Vi havde nærmest ingen varer på hylderne og kunne sælge alt. Det drev priserne unaturligt i vejret.” Nu er der mere ro på, og det betyder, at det er et godt tidspunkt at købe bolig på. ”En bolig er en langtidsinvestering, og det skal man altid huske. Markedet vil bevæge sig op og ned i den tid, man ejer boligen, og på den lange bane giver det som regel god økonomisk mening at eje.” Selvfølgelig betyder det noget for de enkelte købere, at de måske for kort tid siden var godkendt til at købe for 10 millioner kroner og nu ”kun” er godkendt til syv, men det betyder blot, at man må gå på kompromis. ”Måske må man vente med at lave køkken og badeværelse eller nøjes med færre kvadratmeter, men der er stadig rig mulighed for at erhverve sig en dejlig bolig, som man kan glæde sig over i mange år.” Skal man gå på kompromis, anbefaler Helene Bernstorff altid at prioritere beliggenheden. ”Stort set alt andet kan man ændre på, men beliggenheden er, som den er, og den er vigtig,” slutter hun.