Page 1

L’ENTORN Magasinet for danske Barça-fans

JUNI 2012

PORTRÆT AF PUYOL

“JEG ER LIGESOM DEN STUDERENDE, DER IKKE ER DEN KLOGESTE“

+

/01

LEDER OM L’ENTORN: HVAD OG HVORFOR? INTERVIEW MED FOTOGRAFEN DER MØDTE MESSI HOLDNING TIL BARÇAS FARLIGE LEG MED QATAR BOGEN DER STILLER SPØRGSMÅLSTEGN VED “MES QUÉ UN CLUB“ & BILLEDER FRA DENGANG OG I DAG I BLÅRØDT


/KOLOFON

Andreas Leer Scharnberg ORD, REDIGERING & LAYOUT

Sarah Skovlide Andersen TEGNINGER & BILLEDER

Christian Torrild ORD

Simon Warnich ORD

Martin Leer Scharnberg ORD

FIND OS: www.lentorn.dk - facebook.com/lentorn - lentorn.dk@gmail.com


TAK TIL:

Thomas Vilhelm, Kasper Kloch og Joachim Ladefoged for lån af billeder, webmand Jeppe Thy Gørn, FC Barcelonas pressekontor, Carles Puyol, M&F Korrektur, og alle jer, der læser med.


INTERVIEW / Den nye fortælling om FC Barcelona Fodboldforfatter Kasper Kloch sad på toppen af Camp Nou, da de blårøde slog Real Madrid ud af Champions League sidste år. Det er der kommet et kapital ud af i bogen “Futbolmania Spansk fodbold i sol og skygge“. Læs udpluk af det catalanske kapitel, og bliv klogere på, hvorfor Barça ikke længere har brug for at være mere end en klub.

8


/INDHOLD 6 LEDER

Hvem, hvad og hvorfor?

8 INTERVIEW

Bag om og ind i en bog med et kapitel om F.C. Barcelona

14 AFSLAG

Ingen adgang til El Clásico

16 PORTRÆT

Læs alt det, du ikke vidste om Carles Puyol Saforcada

24 BILLEDER

Skørt og skævt. Måske endda med et par blårøde modetips

16

PORTRÆT / Kaptajnen

Carles Puyol Saforcada har aldrig været den bedste med en bold. Alligevel er knægten fra Pyrenæerne blevet den mest succesrige kaptajn i F.C. Barcelons historie.

28

HOLDNING / Farlig leg med Qatar Qatar Foundation bidrager med en tyvendedel ekstra i budgettet, men det koster Barça halvdelen af klubidentiteten.

28 HOLDNING

Qatar Foundation smager mere af Qatar Degradation

36 CITAT

Læs, hvad de kloge siger

38 Q&A

Dansk fotograf mødte Messi i al hemmelighed

38

Qatar

Degradation

44 BARCA ALUMNUS

KLUMMEN

Hvad blev der af Maxi med de lange lyse lokker?

46 KLUMME

Barça, Bratz, Bieber og Barbie

48 BAGSIDE

Find os på mail og facebook

46

INTERVIEW / Mødet med Messi

I al hemmelighed mødte den danske fotograf Joachim Ladefoged den pressesky verdensstjerne, der bliver rasende, når han taber.

“Klubben er overalt! Hvis du går en tur i Netto, Brugsen eller Føtex, vil du uden tvivl finde alverdens habengut med Barças brand.”


/LEDER Et magasin for Barça-fans? Sådan spørger du nok dig selv. Og ja, den er god nok. Her på vores lille redaktion har vi længe savnet artikler, der går i dybden med alt det, vi ikke vidste, vi ville vide om vores hjerteklub. Der findes alle de korte nyheder om F.C. Barcelona - på dansk, engelsk, catalansk, arabisk und so weiter - som man kan ønske sig. Men de skæve vinkler, skøre idéer og romanlange tekster, skal man lede længe efter. Vi vil overraske, provokere og underholde dig - og os selv. I stedet for lange diskussioner om, hvilke historier der skal laves, har vi hver især kastet os over det, som, vi synes, er spændende. Derfor kan du blandt andet læse et længere portræt af Puyol, være (u)enig i kritikken af Barças aftale med Qatar, se spøjse billeder i blårøde farver og møde Messi i tredje led. Og lad os så få det ud af verden, for du sidder garanteret og undrer dig over navnet; L’ENTORN.


I al sin enkelthed betyder ordet “miljøet“. Det var et begreb, som den kære Cruyff brugte om klubben, dengang han var træner i 1990’erne. Det blev et begreb, der definerede alt i, ved og uden om Barça: Fans, journalister, medlemmer, præsidenteten, trænertemaet og så videre. De er l’entorn, vi er l’entorn, du er l’entorn. Og så lyder det federe og ser bedre ud end en eller anden krampagtig dansk titel a la ‘barcabladet‘. Ting tager tid. Især når det skal laves ved siden af arbejdet, studiet, træningen, eksaminerne og sidst men ikke mindst alle de fodboldkampe, der skal ses. Derfor er det planen, at L’ENTORN skal udkomme to, tre eller fire gange i løbet af et år. Men vi kan ikke klare det alene. Send din idé, spred budskabet, og fortæl os, hvad der er et hit, og hvad der er shit, så vi kan blive ved med at lave det, vi brænder for. Et magasin for Barça-fans!


DEN NYE

FORTÆLLING OM

FC BARCELONA ORD: Andreas Leer Scharnberg BILLEDER: Thomas Vilhelm

Ludersønner, et ligegyldigt slogan og drengen fra Santpedor. Fodboldforfatter Kasper Kloch sad på Camp Nou, da de blårøde slog Real Madrid ud af Champions League sidste år. Det er der kommet et kapitel ud af i bogen “Futbolmania - Spansk fodbold i sol og skygge“. Læs udpluk fra bogen og interview med forfatteren. Og bliv klogere på, hvorfor Barça ikke længere har brug for at være mere end en klub.

a


“Der står de. FC Barcelonas blå og granatrøde spillere over for de hvidklædte fra Real Madrid. De to hold har taget stilling over for hinanden på hver sin banehalvdel som to hære inden et slag. Mellem dem, underligt alene og med en utaknemmelig opgave foran sig, står dommeren. Fra den sorte nattehimmel siler regnen ned over FC Barcelonas hjemmebane Camp Nou og projektørerne lyser græstæppet op i en skriggrøn farve. Der er få minutter til, at semifinaleopgøret i Champions League mellem Barcelona og Real Madrid skal gå i gang. 100.000 tilskuere farver tribunerne røde, blå og gule som hyldest til Barças klubfarver og det gul- og rødstribede catalanske flag.” Antropolog, freelancejournalist og fodboldelsker Kasper Kloch indleder sit kapitel om FC Barcelona i bogen ”Futbolmania – Spansk fodbold i sol og skygge” med den største fodboldscene i Spanien - hvis ikke i verden. Stik imod planen har en billethajs list sendt den danske skribent op blandt de modløse fans fra Madrid. Men det gør ikke så meget. Kasper Kloch er ikke på Camp Nou for at holde med nogen eller noget. ”Foldboldtilskueres glødende passion for en klub er for mig at se billedet på, hvordan vi som mennesker skaber mening i tilværelsen. Vi indgår i fællesskaber og bliver begejstret over noget, som dybest set er irrationelt. Der er 22 mænd, der knokler rundt for at få en bold. Alligevel får spillet mennesker til at tale, drømme, ønske, sørge,

ødelægge og håbe. Fodbolden er en katalysator for vores følelser,” siger forfatteren om baggrunden for bogen, der fokuserer på boldens betydning for mennesket frem for kyniske analyser af taktiske bedrifter på banen. Fra sin plads, deroppe hvor den gamle stadionkonstruktion møder den catalanske aftenhimmel, følger han med i slagets gang. Både på og uden for banen. ”Espanoles hijos de puta. Spanske ludersønner,” råber flere af hjemmeholdets tilskuere, som står med ryggen til opgøret mellem de spanske fodboldgiganter for at nedgøre dem og det, de hader. ”Puta Cataluna, viva Espana, cono! Forpulede Catalonien, længe leve Spanien!,” råber en tætbygget fyr fra det afskærmede afsnit truende tilbage. ”Jeg sad midt i den tændte og hadefulde stemning. Det overraskede mig, at Barças fans havde brug for at råbe. De var ovenpå, mens Real Madridfansene lå ned allerede inden kampen, fortæller Kasper Kloch om 1-1-kampen, som sendte Pep Guardiola og co. videre til Champions Leaguefinalen.

club” som en politisk-ideologisk krigserklæring eller en kulturel og social overbygning på et lokalt fodboldfællesskab. Uanset hvad, så har sloganet haft en enorm gennemslagskraft, siden klubpræsident Narcís de Carreras for første gang formulerede det i sin indsættelsestale i 1968. Det var på et tidspunkt, hvor Barça var sejlet fodboldmæssigt agterud af Real Madrid, og den catalanske klub famlede efter et ståsted.”

Man kan alt efter temperament fortolke ”Més que un club”

“”Més que un club” lyder Barças berømte slogan. Mere end en klub. Det er et slogan, der på subtil vis knytter FC Barcelona til den catalanske nationalisme, men overlader indholdet til den enkelte. Man kan alt efter temperament fortolke ”Més que un

Kasper Kloch kredser om Barças berømte slogan. Ligegyldigt hvordan man tolker de fire korte ord, er der ifølge antropologen ikke længere grund til at bruge dem. ”Det, jeg prøver på at sige i kapitlet, er, at Barca var en stor klub med et lille hold i mange år. Sloganet tilhører en klub, der ikke vinder, men som har brug for fortællingen at falde tilbage på,” siger Kasper Kloch og henviser til de titeltrange årtier; fra 1960-1990 vandt de blårøde La Liga to gange. ”I dag har resultaterne og det unikke spil i den grad overtaget scenen. Der er ganske enkelt ikke brug for at hænge sig i historien eller fortælle offermyten om, at alle er imod Barça, og Real Madrid kun vinder, fordi de har regimet med sig,” lyder det fra den danske forfatter, der har boet flere år i Spanien, men ikke er erklæret fan af noget hold. ”Men jeg tror desværre, at nationalromantikken og offermyten får fornyet styrke, når


I et af bogens andre spændende kapitler går turen til appelsinrige Valencia, der kæmper med økonomien.

magtbalancen vender i spansk fodbold igen.” Og det gavner ikke klubbens omdømme i resten af Spanien, som i forvejen er hårdt prøvet. ”Den catalanske selvforståelse og politiske nationalisme er enormt skadelig for Barça. Jeg har mødt mange spaniere, som ikke kan udstå det, de betragter som catalansk bedrevidenhed og ønsket om stå uden for det nationale fællesskab, fordi de er mere værd,” fortæller Kasper Kloch, der blev mødt med den samme

sætning igen og igen, da han rejste rundt i fodboldspanien: ”Barca spiller fantastik, men jeg kan ikke lide dem.” Sympati for den våbenløse hær skal man lede længe efter uden for den catalanske regionsgrænse, men beundringen for tiki-taka-trylleriet har selv de største kritikere svært ved at skjule. ”Og det er i høj grad Pep Guardiolas fortjeneste,” mener Kasper Kloch, der lige nøjagtig kunne få øje på den lille mand med den store betydning fra

sit sæde blandt de hvidklædte fans på Camp Nou. “Klejn ser han ud oppe fra den øverste tribune. Som en tændstik i et sort jakkesæt. Han går lidt frem og tilbage, tankefuld, fokuseret. En træner som så mange andre. Og så alligevel ikke. FC Barcelonas Josep ”Pep” Guardiola er den diskrete mastermind bag Barcelonas seneste himmelfærd. Den uudgruelige fyr fra landsbyen Santpedor har på tre år gjort Barca til et tilsyneladende uovervindeligt drømme-


man spørger Kasper Kloch. ”Barças resultater over de seneste år er naturstridige. Det er indlysende, at Guardiola kan noget. Han har et guddommeligt touch,” siger forfatteren, der er har døbt sig kapitel om FC Barcelona ”I Guardiolas kongerige”. ”Men jeg har ikke knækket koden til ham. Han er gådefuld. Der er noget mystisk omkring ham, men det er også en del af fortællingen.” Svaret på, hvem den succesrige tændstik i de tætsiddende jakkesæt er, forsøger Kasper Kloch at finde i et interview med den tidligere Barça-spiller Piti Alonso. “En følsom, samvittighedsfuld og refelkterende mand, der befinder sig dårligt i det ekstreme mediepres,“ lyder det blandt andet i kapitlet fra Piti Alonso, der er i dag er fodboldkommentator og personlig ven med den afgående træner. Mystisk eller ej. Den tidligere træner, der har stået i spidsen for et stykke fodboldhistorie, får de sidste ord fra Kasper Klochs pen i det 20 sider lange kapitel om FC Barcelona: hold. Og som om det ikke skulle være tilstrækkeligt, så er han det levendegjorte symbol på catalansk selvforståelse: En elegantier, der med streng arbejdsetik og poetisk sensibilitet forsvarer den catalanske sag over for den spanske centralmagt.” Den stadig mere korthårede entrenador er om nogen manden bag Barças succes. Cruyff-holdet var historisk, Ronaldinho-perioden var sprudlende, men spillet har aldrig været bedre end nu, hvis

“Drengen fra Santpedor har skabt verdens bedste fodboldhold, og så stærk er fortællingen om Barças fodboldspil blevet, at de snart ikke længere har brug for deres nederlagsmyte og nationalromantik at falde tilbage på. ”Més que un club” er Barças slogan, men lige nu er klubben godt i gang med at brande sig med en helt anden fortælling. Det er fortællingen om en fodboldrevolution, et ungdoms-akademi og en træner, der fik det til at gå op i en højere enhed.”

FIRE UD AF SEKS HJERTER “Kasper Klochs bog er med afstand den bedste, samlede fremstilling af fænomener og klubber på dansk fra det land, hvor den smukkeste fodbold i verden spilles i disse år.” - Politiken SEKS UD AF SEKS STJERNER “Fyldt med solid viden og fakta. En af de bedste sportsbøger i længere tid. Ganske enkelt fremragende læsning.” - SPORTSFAN EKSPERTEN ANMELDER “Kloch er en forrygende reportagejournalist, han har researchen i orden, og han spinder på fornem vis lidenskaberne og realiteterne sammen til glimrende klub,- by- og regionsportrætter. Det er fanme godt! Hurra!” - Morten Bruun, fodboldkommentator


/AFSLAG


KAPTAJNEN --------------------- ORD: Andreas Leer Scharnberg ----------------------------------- TEGNINGER: Sarah Skovlide Andersen ----------------------

HAN KOM TIL BARCELONA VED ET TILFÆLDE OG VAR TÆT PÅ AT BLIVE SOLGT, FØR KARRIEREN TOG FART. L’ENTORN TEGNER ET PORTRÆT AF DEN CATALANSKE KRIGER


Carles Puyol Saforcada har aldrig været den bedste med en bold. Derfor lå det heller ikke i de catalanske kort, at knægten fra bjergbyen La Pobla de Segur skulle blive den mest succesrige kaptajn i F.C. Barcelonas historie, dengang han ankom til La Masia som 17-årig i 1995. Her var det først og fremmest den unge Puyols enorme arebjdsradius og imponerende fysik, der drev ham fremad i det blårøde fodboldhieraki - og ikke en boldklæbende fod med blik for den dræbende aflevering, der kendetegner F.C. Barcelonas spillestil. “Jeg har ikke Romários teknik, Marc Overmars’ tempo eller Patrick Kluiverts styrke, men jeg arbejder hårdere end de andre. Jeg er ligesom den studerende, der ikke er den klogeste, men virkelig forbereder sig inden eksamen og ender med et ok resultat,“ har hovedpersonen selv sagt til et fransk fodboldmagasin. Arbejdet sikrede den kommende kaptajn en plads på det bedste ungdomshold i sin første sæson i Barcelona, men uden for banen var tilværelsen knap så sikker i den millionstore by ved Middelhavet. Carles Puyol savnede sin catalanske hjemby og det trygge familieliv. At der dengang i midthalvfemserne kun var to fastnettelefoner i La Masia til de i alt 40 forhåbningsfulde fodboldspillere, gjorde det ikke nemmere for knægten, der fik

stadig flere krøller på hovedet. Byen Barcelona havde det unge talent heller ikke fidus til. Åndsfravær, travlhed og forsinkelser var ikke noget, som Carles Puyol havde været vant til, da han voksede op i La Pobla de Segur med godt 3.000 indbyggere. Zaragoza eller Málaga. Der kunne den arbejdsomme Puyol også være endt på fodboldbanen. Men tilfældighedernes spil ville det anderledes med landsbydrengen, som spillede på de to eneste hold, der var i den lille by med en tør jordbane i Pyrenæerne: juniorholdet og førsteholdet. “Da hele byen fandt ud af, at min træner havde fået arrangeret, at jeg skulle til prøvetræning i Zaragoza, var der flere der foreslog, at vi skulle prøve Barcelona først. Jeg synes, det lød umuligt, men man skal altid forsøge,“ fortalte Carles Puyol til svensk tv for nogle år siden. Den ihærdige teenager, der dengang gjorde sig som defensiv midtbanespiller, fik chancen for at vise sit værd, men ungdomstrænerne i den catalanske storklub var i tvivl. I næsten en måned fik den unge Carles Puyol hver dag at vide, at han skulle komme til træning igen dagen efter, inden det blev besluttet, at der var plads til ham på La Masia. Nogle år senere kunne historien om Carles Puyol og F.C. Barcelona have været slut, før den rigtig var begyndt, da den

anti-flyvske hollænder Louis van Gaal gav grønt lys til, at Málaga kunne købe den catalanske kriger, som var blevet omskolet til højre back. Men Puyol, der kort forinden havde set en kammerat fra ungdomsakademiet få debut på førsteholdet, afslog tilbuddet. Kammeraten var den lovende midtbanemand Xavi Hernandez, og Puyol var fast besluttet på at kæmpe videre. Præcis som han gjorde som dreng i La Pobla de Segur, når han trænede for sig selv i kulden klokken syv om morgenen, eller når han lavede mavebøjninger med ødelagte fodboldsokker, der var fyldt med sand, på nakken. Og præcis som han gør i dag, når han arbejder videre efter træningen, eller når han nægter at give op i det, der ligner et håbløst returløb, inden han redder bolden på målstregen i en glidende tackling eller med et flyvende hovedstød. Den første officielle kamp i den blårøde trøje glemmer Carles Puyol Saforcada ikke af flere grunde. “Debuten på el Mini (mindre stadion ved siden af Camp Nou, red.) kunne ikke være mere vellykket. Jeg husker opgøret, som var det lige nu. Vi var oppe mod Mallorca B, som scorede det første mål. Derefter udlignede vi, og jeg scorede sejrsmålet. Jeg rykkede en halv bane frem, jeg afdriblede alle rivalerne, som


jeg mødte, målmanden inklusiv. Det var min første officielle kamp hos Barça, min første kamp på el Mini og mit første mål. Jeg ringede overvældet af følelser hjem,” står der i Carles Puyols selvbiografi “Mi Partido“ (Min Kamp) fra 2003. Samme sæson var han med til at vinde den spanske pokalturnering for U19-hold over Real Madrid. Endnu engang gjorde den defensive slider sig bemærket, da han sammen med Barça-navne som Gerard og Ismael vandt 4-2 i finalen. Puyol scorede kampens sidste mål, da han kanonerede bolden i netmaskerne - med venstrebenet. “Det var en perle af et mål. Jeg blev helt overvældet. Carles Puyol var en af de bedste i dette opgør grundet sit utrættelige spil på midtbanen og for at afgøre slutfacit til Barças fordel,“ sagde en af vinderholdets trænere efter kampen om den unge dreng fra Pyrenærerne, der for alvor var ved at blive fodboldvoksen i den blårøde trøje. Den 2. oktober 1999, en lunefuld lørdag aften i det centrale Spanien, blev drengedrømmen til virkelighed, da Carles Puyol blev skiftet ind på udebane mod Valladolid i anden halvleg. “Han (træner Louis van Gaal, red.) gav mig ro, selvom jeg ikke husker hans ord særligt godt. Han sagde til mig, at jeg skulle spille i højresiden. At jeg skulle holde mig på den plads,” har Carles Puyol efterfølgende sagt om minutterne,

inden han blev sendt ind. Fra bænken havde han i det 30. minut set en vis anfører med efternavnet Guardiola splitte hjemmeholdets forsvar ad med en milimeter præcis aflevering til Patrick Kluivert, der med en blanding af spansk frækhed og hollandsk kynisme bankede Barça foran. Med den nye nummer 32 på banen scorede jubilæumsholdet kampens sidste mål, da Rivaldo på elegant vis sparkede bolden over i det lange hjørne fra kort afstand. Sejren var lige så sikker, som shortsene sad højt dengang, og Carles Puyol havde i en alder af 21 år fået sin debut på A-holdet. Men selv om den kommende kaptajn kæmpede sig til 37 optrædener i samme sæson, blev Puyis debut også indledningen på fem år uden en eneste titel. Den hollandske invasion på den spanske østkyst havde tilsyneladende hverken lysten eller evnerne til at erobre mere i fodboldverdenen. Ikke engang Puyols voksende autoritet i de følgende år kunne få spillet til at gro - hverken på eller uden for fodboldbanen. Rygterne går på, at den krølhårede kriger sad og græd for sig selv i spillerbussen, mens nogle af de hollandske stjernespillere grinte over et spil kort efter (endnu) et nederlag, da det gik værst for den våbenløse hær i begyndelsen af det nye fodboldårtusinde. Om Puyol virkelig græd over tabte point, eller om det var den spanske sportspresse,

der havde fundet den kreative pen frem, bliver nok aldrig afklaret. Ligegyldigt hvad, fortæller historien alt om fodboldspilleren og mennesket Carles Puyol Saforcada. Van Gaal var manden, der satte gang i Puyols karriere. Og håret - måske. ”Hvad sker der med dig? Har du ikke penge til at få håret klippet?” spurgte den hollandske træner med et alvorligt ansigtsudtryk, første gang den unge catalaner trådte ind i omklædningsrummet under Camp Nou. Carles Puyol skulle efter sigende ikke have sagt noget, men håret har han beholdt lige siden den dag. På banen var catalanerens stædighed også til at få øje på. Især da Real Madrid kom på besøg med Luis Figo i truppen i sæsonen 2000/2001. Her fik forsvarsklippen til opgave at mandsopdække den forhadte kreatør med det oliefedtede, sorte hår og store pengelyst. “Tænk som en porutigser,“ sms’ede den daværende Barçakaptajn Pep Guardiola inden kampen til lærlingen i forsvaret. Carles Puyol satte ikke en fod forkert i halvfems minutter, Barça vandt 1-0, og det catalanske publikum havde fået sig en ny helt. Helten fortsatte med at vække beundring, men titlerne lod vente på sig - indtil sæsonen 2004/2005 hvor Puyol kunne løfte sit første trofæ. Endnu en hollænder, proptrækkerkrøllen personificreet i form af Frank Rijkaard, var året


inden tiltrådt som træner, mens holdkammeraterne valgte Carles Puyol som den nye kaptajn, efter Luis Enrique og Philip Cocu havde sagt farvel og tak. “Faktisk betragter jeg mig ikke som leder på nogen måde. Jeg har ganske enkelt bare spillet i lang tid for klubben, og jeg har været heldig,” sagde en underspillet Puyol om sin lederrolle til avisen El Mundo for tre år siden. Men hvis handling taler højere end ord, er den catalanske kriger den fødte leder: Da El Clasíco blev afbrudt på Camp Nou i sæsonen 2002/2003, fordi den ene flaske efter den anden blev kastet efter Figo, var Carles Puyol den første, der henvendte sig til de catalanske tilhængere, for at få dem til at hidse sig ned - også selv om det rødgule anførerbind endnu ikke sad om armen på ham. Da de blårøde spillede Champions League-titlen tilbage til Barcelona i 2011, besluttede kaptajnen at lade Eric Abidal, der netop var vendt tilbage efter sin operation, løfte pokalen med de store ører. Og senest, da Thiago og Dani Alves vrikkede med de spansk/ brasilianske hofter foran et i forvejen ydmyget publikum på Rayo Valleconas hjemmebane, satte kaptajenen sig i respekt. Carles Puyol løb det meste af en bane for at stoppe den lidt for kække dans en 5-0-føring taget i betragtning i stedet for at fejre målet med målscoreren og oplæggeren. Mål har der aldrig rigtig været i den muskuløse mand med løvehjertet. Faktisk scorede

Carles Puyol blot to mål i 241 kampe i løbet af sine første seks sæsoner med A-truppen. “Når Oleguer (tidligere forsvarsspiller i klubben, red.) kan score, så kan du vel også,“ skulle holdkammeraterne efter sigende have drillet i omklædingsrummet i flere år. Til trods for pladsen i forsvaret var de to mål skræmmende få for en spiller, der trods sine 178 centimeter i højden, udgør en trussel i luftrummet. Paradoksalt nok blev Puyis to første mål banket ind med bentøjet. Det første blev sat ind i en sikker sejr på Camp Nou, da den unge krøltop spillede et-to med kaninen Saviola, inden han drømmehuggede bolden op i det lange hjørne. Få måneder senere, på udebane mod Tenerife, gjorde Carles Puyol det, han nok aldrig kommer til at gøre igen: at score på saksespark. Herefter fulgte tre målløse sæsoner. Blandt andet fordi træner Frank Rijkaard ikke lod kaptajnen komme med frem på hjørnespark, men lod ham blive tilbage for at afværge modstanderens kontraangreb. Efter halvandet år på posten ændrede hollænderen mening, og i slutningen af 2005 slukkede Carles Puyol måltørsten med et saftigt hovedstød på hjemmebane. Målet var samtidig landsbyknægtens første scoring som midterforsvarer. De fleste Barça-fans husker nok først og fremmest hovedstødsmålet til 1-2 ude mod Real Madrid i vanvidskampen fra 2009. “Pu-gol-gol-gol-gol-gol,“ lød den spontane og forhåbentlig nye ordleg fra en kommentator,

mens resten af fodboldspanien nok ikke glemmer ham for målet, der sendte La Roja i den seneste VM-finale - også med hovedet. Carles Puyol var ikke mere end seks år gammel, da en ung Pablo Maldini debuterede for AC Milan. Carlitos blev hurtigt fan af den italienske forsvarer. Først på grund af Maldinis fysiske styrke og kontrol med begge ben. Senere var det italienerens loyalitet der imponerede; at spille for den samme klub hele karrieren. “Jeg misunder ham, at han har kunnet spille hele sin karriere i sit livs klub. Det er, hvad alle gerne vil,“ skriver Carles Puyol i sin selvbiografi. Selv om Manchester United viste interesse for den catalanske forsvarer i 2003, og AC Milan flere gange har været inde over som en kommende klub, har Puyi forlænget sin kontrakt med Barça over flere omgange. Men intet er sikkert i denne fodboldverden, lød det fra Carles Puyol, da svensk tv portrætterede ham for nogle år siden: “I mit baghoved findes muligheden for et eventyr i udlandet altid.“ Den 34-årige kaptajn med det store klubhjerte er i det hele taget ikke let at blive klog på, når det gælder fremtiden i F.C. Barcelona. “Jeg kan ikke love, at jeg bliver. Lige nu føler jeg mig som en vigtig del af holdet, og det er afgørende for mig. Spillere kan også være vigtige uden for banen, men jeg vil kæmpe for en plads på banen. Hvis jeg nogensinde føler, at jeg ikke er vigtig her, så må vi


CARLOS PUYOL SAFORCADA FØDT 13. APRIL 1978, 80 Kilo, 178 Centimeter

TITLER 5 spanske mesterskaber, 3 chamipons league-titler, 1 triumf i copa del rey, 5 gange spansk super cup-vinder, 2 uefa super cup-titler, 2 verdensmesterskaber for klubhold, 1 europamesterskab og verdensmester 1 gang

KÅRINGER årets gennembrud i la liga 2001, årets hold i europa kåret af sportsmagasiner 2001–02, 2002–03, 2004–05, 2005–06, årets hold kåret af uefa 2002, 2005, 2006, 2008, 2009, 2010, årets forsvarsspiller kåret af uefa 2006, på all-star-holdet ved vm 2010

RYGNUMMER 2 (UNGDOM), 5, 24 og 32

POSITIONER målmand og angriber (før f.c. Barcelona), fra defensiv midt over højre back til altmuligtmand i den blårøde trøje

KAMPE & MÅL 559 kampe og 14 MÅL for F.C. Barcelonas førstehold 99 kampe og 3 mål for det spanske landshold OPDATERET DEN 15. MAJ 2012

se...,“ sagde Barça-manden til El Mundo Deportivo sidste år. I stedet kan alle fodboldfans med blårøde hjerter glæde sig over, at den utrættelige gladiator stadig kæmper i bagerste række og går forrest. “Jeg overvejede seriøst at forladen fodbolden (efter den langvarige skade i sæsonen 2010/2011, red.). At forlade Barça. Alt,“ sagde Puyol også i interviewet med den spanske

sportsavis for et år siden. I dag er hovedpersonen kommet på andre tanker. Hvorfor ikke blive ved, indtil han fylder 40 eller 45, har han tidligere joket. Måske med en snert at alvor i stemmen. Ligegyldigt, hvad Carles Puyol gør, vil han altid være en helt i F.C. Barcelona. Noget catalaneren ikke selv forstår. “Når jeg ser børn med mit navn på ryggen, tænker jeg, at det

må være en fejltagelse,“ har Puyol tidligere sagt. “Hvis jeg var dem, ville jeg bære Iniesta eller Xavi.“ Det er lige netop den indstilling, der gør Carles Puyol i Saforcada fra den lille by i Pyrenæerne til en stor kaptajn - også selv om han aldrig har været den bedste med en bold. Artiklen er baseret på uddrag af Carles Puyols selvbiografi, youtube-klip, citater fra sportsaviser og oplysninger fra fcbarcelona.com og wikipedia.com


/BILLEDER BILLEDER: Sarah Skovlide Andersen


Qatar

Degradation


BARCA ROSELL QATAR OVERVÅGNING QATAR UDSALG HOMOFOBI BARCA

SELVMORD BOMBER

QATAR

ANTISEMIT

DIKTATUR

BARCA UNICEF KONGER

NEDBRYDNING

BARCA QATAR ORD: Martin Leer Scharnberg BILLEDER: Sarah Skovlide Andersen


D

en 10. december 2010, blot et halvt år efter, at Sandro Rosell havde vundet præsidentvalget med den største stemmeandel i klubbens historie, 61,35 procent, indkaldte F. C. Barcelonas hovedbestyrelse til et ekstraordinært pressemøde. Her offentliggjorde den økonomiske vicepræsident, Javier Faus, at klubben havde indgået en omfattende sponsoraftale med den mellemøstlige organisation Qatar Foundation. Aftalen lød på et femårigt trøjesponsorat til en samlet værdi af cirka 170 millioner euro. For første gang nogensinde i klubbens 111 år lange historie havde man solgt den blårøde trøje til reklame. En af klubbens ældste og mest signifikante traditioner var nu fortid. Før den dag havde det evigt og altid været hævet over enhver tvivl, at klubbens farver var hellige og trøjen fredet. Den rene trøje var et fundamentalt symbol på klubbens integritet og uafhængighed, og forestillingen om at sælge ud af identiteten og give

køb på principfast-heden var utænkelig og syntes nærmest blasfemisk. Men med den nye aftale med Qatar Foundation forsvandt denne kulturelle hjørnesten, og den blårøde trøje, der før var en beundringsværdig, traditionsrig og identitetsbærende del af institutionen F. C. Barcelona, er nu verdens mest kommercielle fodboldtrøje. Selvom sponsoraftalen var en stor økonomisk gevinst for klubben og gjorde blaugrana-trøjen til verdens ubestridt dyreste fodboldtrøje, var den alt andet lige ekstrem kontroversiel og blev anset som en af de mest radikale beslutninger i klubbens historie. Utilfredsheden var massiv, men Rosell afviste den omfattende kritik, og beskrev aftalen som en økonomisk nødvendighed og en styrkelse af klubbens image. Det altoverskyggende rationale for samarbejdet med Qatar Foundation var finansiel trængsel. Med en gæld på mere end 420 millioner euro,


forsaget af finanskrisen og stigende transfer- og lønudgifter, proklamerede bestyrelsen, at man simpelthen var tvunget til at indgå en aftale om et trøjesponsorat. Der var ganske enkelt ikke råd til lade være. Et andet tungtvejende argument var, at flere pengene i klubkassen var påkrævet, hvis man forsat ville være konkurrencedygtig på allerhøjeste niveau og følge med de øvrige europæiske topklubber. Desuden forsøgte man at afværge de mange udtalte frustrationer over bruddet med den stolte klubtradition, ved kraftigt at betone, hvorledes Qatar Foundation er en almennyttig, ikke-kommerciel organisation, der beskæftiger sig med uddannelse og sport, hvorfor samarbejdet er en konsolidering og globalisering af et solidarisk og humanitært F. C. Barcelona. Dette var klubledelsens officielle bevæggrunde for at indgå aftalen med Qatar Foundation og dermed gøre en ende på F. C. Barcelonas unikke tradition.

Godt nok bidrager sponsoratet med en ekstra tyvendedel i klubkassen, men det har samtidig kostet halvdelen af klubidentiteten. Pengene har vundet over etikken. Og mens nogle fans fejrer udsigten til at have mange flere millioner til transfers de næste fem sæsoner, harmes jeg over enden på et ædelt princip, der siden 1899 har udgjort en essentiel del af klubbens ånd og image. Rosell og hans bestyrelse er på skamfuld vis ved at omtransformere Barça til en ganske almindelig fodboldklub, hvis profil synes mindre og mindre overensstemmende med den beskrivelse som tidligere klubpræsident Narcís de Carreca gav af F.C. Barcelona som værende ”Mere end end klub”. Det nystartede samarbejde med Qatar Foundation udfordrer mange af de værdier, der i årtier har været karakteriserende for forestillingen om F.C. Barcelona som noget mere og større end blot en klub.


Hvis der er noget, der altid har gjort Barcelona til mere end en klub, har det været den sponsorløse trøje. Som det eneste hold i verden har man holdt trøjen reklamefri gennem hele klubbens historie, mens man har været konkurrencedygtig blandt de bedste. Det rene bryst på blaugrana-trøjen har altid haft en enorm symbolsk værdi og adskilt Barcelona fra alle de klubber, der har valgt at sælge deres trøje og dermed også en del af deres selvstændighed og suverænitet. Den ”manglende” sponsor var en manifestation af Barça som en enestående institution, der ikke havde givet efter for markedsvilkårene og ikke var blevet hardcore business. Det har defineret og differentieret F.C. Barcelona som klub og på sin vis positioneret klubben som moralsk overlegne i forhold til ærkerivalerne fra den spanske hovedstad. Det sympatiske signal, der lå i den sponsorløse trøje, blev i 2006 yderligere cementeret, da Barça indgik en aftale med nødhjælpsorganisationen UNICEF.

kende nu fortid, og UNICEF er forvist til en mere ydmyg plads på ryggen af Barcelonas blårøde trøje.

Som den første nogensinde fik den filantropiske organisation lov til at pryde blaugranatrøjen. Et privilegium som Barça til og med betaler halvanden million euro for årligt. Men med den nye sponsoraftale er det sær-

hans hustru Mozah bint Nasser Al Missned, og desuden uddeler organisationen hvert år en pris i Sheikh Yusuf al-Qaradawis navn. En egyptisk teolog, der har udtryk sympati med selvmordsbombere, og som utallige gange er

Det er dog ikke kun traditionsbruddet i sig selv, der udfordrer Barças status som mere end en klub. For selvom Qatar Foundation, med mottoet ”unlucking human potential”, er en almennyttig organisation, der arbejder med uddannelse og sociale forhold i Qatar, så er det en organisation, der tegner sig for nogle ubehagelige skyggesider. Qatar Foundation er nært forbundet med det qatarske monarki og er hovedsageligt finansieret af Qatars afsindigt velhavende kongefamilie. En kongefamilie, der sidder i spidsen for et diktatorisk land, der er på kant med menneskerettighederne, og som er under kraftig overvågning af FN. Blandt andet har Qatar i FN-regi stemt for henrettelser af homoseksuelle. Organisationen finansieres af Qatars emir Sheik Hamad Bin Khalifa al-Thani og ledes af


“Godt nok bidrager sponsoratet med en ekstra tyvendedel i klubkassen, men det har kostet halvdelen af klubidentiteten.“ kommet med ekstremt antisemitisk og homofobiske udtalelser. Valget af Qatar Foundation som ny hovedsponsor er en ulykke for klubben og dens principper, værdier og traditioner. Qatar Fundation er repræsentant for noget, som er decideret antonymt med Barças klubånd, og organisationen står i skærende kontrast til de værdier, Barça ellers altid har været eksponent for. I de mange år, det spanske folk led under det diktatoriske regimes undertrykkelse, var F. C. Barcelona en urokkelig forkæmper og bannerfører i kampen for frihed og demokratiske rettigheder. Under Den Spanske Borgerkrig og Francos diktatur fandt det catalanske folk et fælles samlingspunkt i barcelonsimen, i en periode hvor det catalanske flag og sprog var ulovliggjort. Selvom Franco afviklede og udryddede alle klubbens catalanske referencer og særpræg, herunder navnet der blev ændret til Club de Fútbol Barcelona, blev Barça det catalanske folks symbol på ønsket om frihed

en frustrationsventil, hvor folket kunne mødes og ytre deres afsky for regimet, despotismen og de mange restriktioner. Klubben fik derfor en central rolle for de undertrykte lokale. Barças stadion blev et åndehul - et refugium - for møder mellem de mange oprørske og revolutionære catalanske kræfter, der kæmpede for demokrati og independens. Siden da har forholdet mellem det catalanske folk og F. C. Barcelona været præget af en unik samhørighedsfølelse og solidaritet. Aftalen med Qatar Foundation, som styres af monarkiet i diktaturstaten Qatar, er åbenlyst i total disharmoni med Barças mangeårige historie som forsvarer af demokrati og profil som antimonarkisk institution.

og selvstændighed. Dette skyldtes i høj grad, at Camp de Les Corts og senere Camp Nou, var det eneste sted, hvor det catalanske folk havde ret til at tale deres eget sprog, hvilket fungerede som

ledelse svigtet mange af de fundamenter, som Barça er bygget op omkring. Den respekt og anerkendelse, som klubben har brugt generationer på at skabe, er Rosell nu godt i gang med at nedbryde. Klubbens identitet er bragt i

Trøjesponsoratet med Qatar Foundation udfordrer og forråder dermed på et utal af måder F. C. Barcelonas status som et koncept, en filosofi, en ide, en historie, en etik - som mere end en klub. På kun et par år har Sandro Rosell og hans


miskredit, og det er skammeligt. Er det virkelig det værd, at stoppe med at være enestående og anderledes for 6-7 procent af budgettet? Nej! Klubben taber mere, end den tjener. Det er et tab, der ikke kan gøres op i kroner og øre. Barças model er unik. Fodboldfilosofien, arbejdet med talenterne og klubbens model beundres og bruges som forgangsbillede verden over. Takket været Barças filosofi og urokkelige principfasthed går det sportsligt bedre end nogensinde tidligere i historien. Forestillingen om, at samarbejdet med Qatar Foundation er en tvingende nødvendighed for at følge med udviklingen og for at for at følge med de øvrige konkurrenter, inden de økonomisk og sports-ligt stikker af, er forfejlet og svært paradoksal. Det er ikke et skridt frem, men et enormt spring tilbage. Barça er netop et lysende klart bevis på, at man ikke bare kan gøre alting godt, men rigtig godt, på trods af, at man giver afkald på at tjene penge på klubtrøjen. Klubben har oplevet økonomisk værre perioder end den nuværende - uden at sætte trøjen til salg og uden at lukke afdelinger. Da Laporta overtog ledelsen i 2003, med Rosell som vicepræsident, var underskuddet på 40 procent. Nu er det på 10-12 procent. Nuñez, Gaspart og Laporta kunne alle have valgt samme lette udvej som Rosell, men ingen af dem gjorde det. De forstod, respekterede og værnede om klubbens værdier. De var klubpræsidenter, og frem for alt Barça-fans. Rosell er forretningsmand. Da han i 2005 trak sig fra posten som vicepræsident, var begrundelsen, at Laporta havde afviget fra klubbens linje. En beskyldning, der i dag runger hult. Senere kritiserede han også Laporta for at ville arrangere et par venskabskampe i Usbekistan.

Han kaldte idéen for uforenelig med klubbens samarbejde med UNICEF. Hykleriet er udtalt og uomtvisteligt, og det er en sand tragedie. Kritikere vil hævde, at utilfredsheden og forargelsen over aftalen med Qatar Foundation er håbløs idealisme. Ligesom alle andre europæiske topklubber er F. C. Barcelona et globalt brand og en milliardforretning. Og ja, det er rigtigt. Men i modsætning til alle andre er Barça blevet det på klubbens egne præmisser. Barça er i dag et så stærkt, velanset og verdensomspændende brand, at der burde være et væld af andre muligheder for at tjene de fornødne penge hjem uden at sælge ud af principperne. Og uanset hvad, må nedskæringer i transferbudget og lønomkostningerne altid være at foretrække, frem for at sælge ud af Barças identitet. Hvad så hvis det betyder flere nederlag og færre trofæer? I det mindste bevarer man sine principper i stedet for at nedbryde klubbens DNA. Desuden behøver et lavere sportslig niveau på ingen måde at være konsekvensen. Barcelona har netop har modellen, filosofien og talenterne til at viderefører succesen på banen langt ud i fremtiden. Culés har fulgt, støttet og forgudet klubben i magre og trofæløse år, succesfulde år, flere magre og trofæløse år og nu i denne glorværdige renæssance – aldrig før har fortvivlelsen og forargelsen været så udtalt. Vi må med iver og længsel se frem til den dag, hvor vi atter kan kalde vores elskede klub for mere end en klub uden at få en dårlig eftersmag i munden. For lige nu er Fútbol Club Barcelona desværre mere end en klub i den helt forkerte forstand. I disse år er den også et propagandaredskab.


Vidste du? I 1990 annullerede F. C. Barcelona et midlertidig trøjesponsorat med Japan Air Lines. Klubben nåede at spille to kampe med firmaets logo, inden de delegerede nedstemte aftalen, og kontrakten på 400 millioner pesetas blev ophævet.


Han vil fortsat være den bedste, og det kommer han til at være i lang tid endnu. I kommer ikke til at se nogen som ham i jeres livstid, og det gør jeg heller ikke. Han bestemmer selv, hvornår han træder ned fra tronen.

Det bliver lidt trist, den dag han ikke er her mere...

MORTEN BRUUN, FODBOLDKOMMENTATER, OM CARLES PUYOL I KAMPEN MOD REAL SOCIEDAD DEN 4. FEBRUAR

PEP GUARDIOLA OM MESSI EFTER 7-1-KAMPEN MOD BAYER LEVERKUSEN


“

It will probably never happen, as Messi will presumably spend his whole career at Barcelona, but it would be fascinating to see him at another club just to see if he can make as much of a difference to a team that may not be as perfectly designed to synchronise with his gifts. There is his experience with Argentina to give a different perspective, but even the critics who are not convinced by his international displays now have a recent hat-trick for his country to put in their pipe and smoke.

“

AMY LAWRENCE, JOURNALIST, THE GUARDIAN

/CITAT


OTTE

I M NUTTER MED

E MS


S SI


Den danske fotograf Joachim Ladefoged mødte E SS I , da han i al hemmelighed skulle tage M billeder til forsiden af TIME. Her fortæller han om at fotografere en pressesky verdensstjerne, der bliver rasende, hvis han taber til træning. Og om hvor meget mødet med den argentinske troldmand har betydet. Også for dem fotografen ikke kender. ORD: Andreas Leer Scharnberg BILLEDER: Privat


Forleden dag tog min lokale tankpasser min hånd og sagde, at han havde set mig i fjernsynet. Konen havde sagt til manden, at han skulle røre ved mig, for jeg havde jo rørt ved Messi.

Hvordan fik du opgaven? En af mine største kunder er TIME Magazine. En dag fik jeg en mail derfra: ”Kan du fotografere Lionel Messi for os,” skrev de, som om det var en helt almindelig opgave. Jeg kontaktede dem straks og sagde, at det var en opgave, jeg under ingen omstændigheder ville gå glip af. Jeg er stor fan af Messi og fodbold generelt. Hvordan fik du aftalen om fotograferingen i stand? Jeg lavede opgaven samme med en journalist, der stod for interviewet. Han brugte to år på at få aftalen på plads. Også selv om han har venner internt i klubben. Pep Guardiola tillader ikke interviews på tomandshånd, når sæsonen er i gang. Det her var undtagelsen, og derfor var det hele meget hemmeligt. Jeg vidste ikke, hvornår jeg skulle fotografere ham, da jeg fløj derned. Jeg vidste bare, at jeg ville få muligheden fra tirsdag, hvor jeg ankom, til lørdag, hvor jeg skulle hjem. Da vi kom derned, tog vi ud til deres træning for at snakke med de presseansvarlige. De viste os rummet, hvor fotograferingen skulle foregå,

og vi fik at vide, at vi skulle have en dækhistorie, hvis nogen fandt ud af, at vi havde en aftale med Messi. Hvis nogen opdagede noget, var vores forklaring, at vi var der i anledning af, at Messi var blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller for tredje år i træk. Da vi kom hjem på hotellet, fik vi en besked om, at Messi ville være klar dagen efter. Hvor lang tid fik du til at fotografere Messi? Otte minutter. Men det vidste jeg ikke, da jeg gik i gang med at knipse løs. Da der var gået to minutter, sagde den presseansvarlige, at jeg skulle til at runde af. På det tidspunkt havde jeg ikke taget mere end 15-20 billeder, så jeg var nødt til at køre på, for jeg havde ikke fået nok. Han (Messi, red.) kan ikke meget engelsk, så jeg instruerede ham med få ord og fagter. Jeg havde nogle billeder på min iPhone, som jeg viste til ham, inden vi gik i gang. Så vidste han, i hvilken retning jeg ville. Da vi fik besked på at stoppe, kunne jeg se på mit kamera, at der var gået otte minutter mellem det første og sidste billede. Jeg tog 55 i alt, og han havde lukkede øjne på flere af dem. Hvordan var det kun at have otte minutter til at fotografere til forsiden af et af de mest respekterede magasiner i verden? Det var ikke det fedeste. Jeg vil jo gerne have, at det er perfekt. Men sådan er det bare med de superkendte. Jeg har tidligere fotograferet Justin Bieber (amerikansk sanger, red.), og han gad ikke at være med. Jeg fik halvandet minut.

>>


OM LADEFOGED Født 1970, udlært ved Århus Stiftstidende og senere ansat ved Politiken. Freelance siden 1998 og i dag medlem af det internationale fotobureau VII. Arbejder blandt andet for The New York Times Magazine, Newsweek, TIME og DSBmagasinet Ud&Se. Derudover fotograferer han til reklamer. Har tidligere taget billeder af sportsstjerner som Usain Bolt, Serena Williams og Peyton Manning. Det er også blevet til billeder af præsident George W. Bush og paven i Det Hvide Hus samt fotografier af frihedskæmperen Aung San Suu Kyi i Myanmar.


Hvilke tanker havde du gjort dig om billederne inden? Jeg ville fotografere personen bag fodboldspilleren. Jeg hader billeder, hvor folk står og smiler eller griner. Han (Messi, red.) skulle være sig selv, slappe af og kigge i kameraet. Messi er dybt uinteresseret i pressen, så det ville alligevel være svært at få ham til at lave alle mulige krumspring. Han var sikkert blevet pissetræt af mig, hvis jeg havde bedt ham om at gøre det. For mig handlede det om at få ham til at føle, at jeg havde styr på det.

Hvad overraskede dig mest ved mødet med Messi? Jeg tror ikke, at Messi vidste, hvad TIME Magazine er for noget. Hans pressefolk havde nok fortalt ham det. Og måske også hans far. Men jeg er ret sikker på, at han ikke læser det, så han havde sikkert ikke gjort sig tanker om, hvor stort det egentlig er, at være på forsiden. Han er kun den tredje sportsperson (udover basketlegenden Michael Jordan og golfspilleren Tiger Woods, red.), der har været på forsiden. Måske var det derfor, han bare havde noget casual Adidas-tøj på. Hans hår lignede noget, der lige var kommet ud af badet og var blevet føntørret.

Hvad var det sværeste ved at tage billederne? At jeg ikke vidste, hvornår det skulle ske. Og det gjorde det ikke bedre, at jeg var presset hjemmefra, fordi jeg havde flyttet alle mine aftaler for at komme til Barcelona. Desuden var min agent med. Han gjorde mig nervøs, fordi han var nervøs. ”Hold kæft, hvor er det vildt. Det er jo Messi. Nu skal vi virkelig sparke røv,” sagde han flere gange. Jeg prø- Hvad husker du bedst fra de vede at få ham til at slappe lidt af. otte minutter? For første gang i min karriere som Hvordan var det at arbejde fotograf spurgte jeg om autografer sammen med Messi? til mine sønner. Og da jeg fik taget Han var stille og rolig. Genert og et billede af ham og mig, kunne jeg reserveret, som jeg havde forventet. mærke, at han var helt rolig. Han er jo på ingen måde kontrover- Lige så snart jeg ikke tvang ham til siel. For ham handler det bare om at kigge ind i kameraet, eller journafodbolden. Derfor er han heller ikke listen ikke hev det ene svar efter det blevet fotograferet offentligt i Bar- andet ud af ham, slappede han af. celona. Han holder sig hjemme i sit hus. Journalisten spurgte, om han Hvad ved du om Messi nu, nogensinde spillede sig selv i FIFA. som du ikke vidste før? Det var det eneste tidspunkt under Folk fra klubben fortalte os, at han interviewet, hvor han lyste op i et flipper helt ud, hvis han taber til smil. ”Ja,” svarede han, ”ellers vinder træning. Han går rasende i bad og er jeg jo aldrig”. sur som små børn kan være det. At fotografere Messi – det bliver ikke større for mig. Men jeg var nødt til Hvilke souvenirs har du fået at være professionel. Det dur ikke, at med fra fotograferingen? jeg tænker for meget over, hvem det Jeg fik signeret et par Messi-trøjer, er, jeg skal tage billeder af. som jeg havde købt til mine drenge

for lang tid siden. Jeg købte nogle postkort, som han skrev autografer på. Og så fik jeg et billede med hjem. Jeg vil sige, at jeg er blevet meget overrasket over, hvor meget mit møde med Messi har betydet for andre mennesker. Forleden dag tog min lokale tankpasser min hånd og sagde, at han havde set mig i fjernsynet (Aftenshowet på DR, red.). Konen havde sagt til manden, at han skulle røre ved mig, for jeg havde jo rørt ved Messi. Det er vel at mærke en mand, jeg aldrig har sagt andet end hej til på tanken. Det gik også helt amok på Facebook, da jeg postede mit billede af mig og Messi. De danske medier har også kontaktet mig mange gange. Men jeg har jo i bund og grund bare været sammen med Messi i otte minutter. Hvis du skulle vælge en anden spiller fra FC Barcelona, som du skulle fotografere, hvem skulle det så være? Jeg har et blødt punkt for både Xavi og Iniesta. Men det må blive Carles Puyol. Han har det fede look. Han er anfører, catalaner, kriger. Og så er der håret. Han er blæret, han har personality. De andre spillere er nogle bløde fyre.


MAXI

SERIEN OM MERE ELLER MINDRE FORSVUNDNE SPILLERE, DER ENGANG SLOG DERES FOLDER I DEN BLÅ-RØDE TRIKOT, BEGYNDER MED EN UALMINDELIG BLOND ARGENTINER

Af alle Barças alumner, hvorfor så begynde med Maxi, spørger du. Jo, kort og godt er Maxi, med sine lange gyldne lokker, det tætteste en maskot nogensinde har været på

banke i takt, da han i sin europæiske debut scorede et drømmemål mod Chelsea (med det kommende blonde Barça-islæt, Gudjohnson, på holdet). Desværre toppede han - som andre

startopstillingen i Barça (sammen med Gudjonson, men stadig) – og det gør ham til lidt af en yndling. I hvert fald for mange Barça-fan.

store mænd før ham - for tidligt, og i alt blev det til sølle 13 ligakampe (et passende dystert tal), en enkelt kamp i Champions League, og et enkelt mål (men hvilket mål!).

Maxi blev født i de varme lande (mere præcist, Buenos Aires, Argentina) den 3. april 1984, og derfor har vi netop kippet med flaget for hans 28 års fødselsdag – et stort tillykke skal der da lyde herfra! Den unge Maxi slog sine ynglingefolder i Buenos Aires-klubben River Plate og blev, i en alder af blot 17 somre, rykket op på seniorholdet, hvor han fra 2001 til 2005 gjorde livet farligt for argentinske forsvarere og scorede 20 mål i 60 kampe. Ikke dårligt af den argentinske playboy. Til trods skulle der en skade hos Henke til, for at Barça fik øjnene op for det blonde stjernefrø. De hentede ham til klubben i januar 2005 for sølle 16,2 millioner euro (det var før krisen, forståes). Her fik han alle Barça-hjerter til at

I håbet om at han ville blomstre op og blive en ægte blaugrana, sendte Barça ham til ferieøen (RCD) Mallorca, for at han her kunne indstille sigtekornet. Det kunne han. Sådan da. Det blev til tre mål i 29 kampe. Præstationerne på ferieøen var ikke nok til at overbevise Barça om en forlængelse (suk). Som svar på tiltale valgte manden fra de varme lande at danne præcedens for andre store atleter (Eto’o og Roberto Carlos, iblandt) og drog til de kolde lande: nærmere bestemt Rusland og FC Moskva. Det kolde vejr til trods, så var der mere succes for Maxi her end under de varmere spanske himmelstrøg; 9 mål i 22 kampe blev det til. Alligevel blev han vejet, fun-


MILIANO det for let, og i februar 2009 blev han lejet ud til den udemærkede brasilianske kub Gremio (i et tilfælde af ægte hybris/nemisiske dimensioner gik FC Moska nedenom-og-hjem i 2010. Sådan

at lave noget, hvorefter han bliver skudt af sted igen. Vores gæt er, at han går i Eto’os fodspor og tager turen tilbage til Moskva (hvorfra han dagligt bliver fløjet til Makhachkala for at spille

går det, når man behandler en mand, med en udstråling lidt a la Brad Pitt i Troja, skidt. Så må man føle gudernes vrede).

lidt bold for FC Anzhi Makhachkala. Maxi er en city-boy, ikke noget med suspekte russiske provinsbyer til ham, ellers tak).

Maxi præsterede hæderligt i Gremio, og 12 mål i 25 kampe var nok til at sikre ham en billet tilbage til Europa. Nærmere bestemt Italien, serie A og Catania, som han skrev under med i januar 2010. Maxi præsterede endnu engang ganske hæderligt i form af 22 mål i 64 kampe. Nok engang var det nok til at skaffe lidt positiv opmærksomhed fra de øvre led i fodboldfødekæden. Den opmærksomhed resulterede i at Maxi – denne januar(!) - skrev under på en lejeaftale med selveste AC Milan. Indtil videre har han optrådt for Berlusconis tropper otte gange og scoret et enkelt mål.

Af privat Se&Hør-agtig info kan vi i øvrigt nævne, at Maxi er gift med sin egen identiske tvilling. Af mere alvorlig info skal det nævnes, at han har ladet lokkerne falde! Mildest talt bryder vi os ikke om det; det gav ham sådan lidt en musketerpondus. Det klædte ham, gjorde det. Det skal dog ikke være det, der skiller os ad. Et ciao og et fremtidig привет skal der lyde til Maxi herfra!

NU S UM AL A RC /B A

Cirklen er dermed sluttet. Maxi er endt i en storklub, hvor han får lov til at underpræstere et par sæsoner, vinde et par titler uden egentlig

PS: I Argentina er der – efter sigende – en Maxilopeziansk kirke, der siden 2006 har lobbyet for at få Maxi ind på det argentinske landshold. I øvrigt tilbeder de ham som ”den hvide Drogba” – hvor melder man sig under de faner, spørger vi bare?!

ORD: Simon Warnich


Hvad har Barca, Bratz, Bieber og Barbie tilfælles? KLUMME: Christian Torrild

En gang var FC Barcelona mere end en klub – eller “Més que un club” som man siger på de breddegrader. Og lad mig slå fast med det samme: Barça er stadig mere end en klub. Det er der ikke lavet om på, men over de seneste år har den måde, Barça adskiller sig fra de øvrige europæiske fodboldmastodonter, ændret sig en hel del. Tidligere forbandt man Barça med politik og velgørenhed, nu optræder de sammen med Qatar og Justin Bieber. Men der var altså en gang, hvor FC Barcelona var politisk. Ikke som sådan af lyst, men mere på grund af Franco, og alt det der med fascismen. Franco var til højre, og Barca var til venstre. Da regimet begyndte at hærge landet, kom FC Barcelona – som traditionelt intellektuel og venstreorienteret klub – til at fungere som en symbolsk fællesnævner for mange undertrykte catalanere. Så en måde at give Franco fingeren var ved at hylde den catalanske institution. FC Barcelona var med sit politiske engagement meget mere end en fodboldklub.


Men det er ikke kun politisk, at klubben – ind til for ganske nyligt i hvert fald – var anderledes end Europas øvrige. Hvis du har en Barcelona-trøje, der er mere end fem år gammel, så tag den på, kig ned af dig selv, og stop dit blik cirka halvvejs mod dine sko. Det mest bemærkelsesværdige, du vil opdage her, er alt det, der ikke er der; et sponsorlogo. Klubben spillede nemlig i over 100 år uden reklame på trøjen. Så mens alle andre topklubber skovlede millionkontrakter ind via trøjesponsorater, holdt Barcelona fast i traditionen med den rene trøje. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt og sådan rigtigt ’imod moderne fodbold’-oldschool. Som om det ikke var fromt og frelst nok, indgik klubben i 2006 en aftale med UNICEF, der ud over at få lov til at klistre sit logo på de catalanske ølmaver også modtog et større millionbeløb fra klubben. Més que un club, siger jeg bare! Men, men, men. Superstjerner som Villa, Cesc og Alexis køber jo ikke sig selv, så for at få butikken til at løbe rundt, måtte Barça i 2010 for første gang i klubbens historie indgå en trøjesponsoraftale – altså sådan en rigtig én, der giver penge i klubkassen. Valget faldt på Qatar Foundation verdensrekordstore bud, men samtidig faldt et af argumenterne for, hvorfor FC Barcelona skulle være noget særligt. Man kan sympatisere nok så meget med det projekt Hans Højhed Sheikh Hamad Bin Khalifa Al-Thani af Qatar (ja, det hedder han) har gang i med at gøre Qatar til et federe sted, men det ændrer ikke på, at Barcelona nu har en trøjesponsor. Det er nu ikke kun Barças nye sponsor, der får sloganet “Més que un club” til at smage lidt mere besk end tidligere. Barcelona har nemlig haft dundrende succes – både sportsligt, men i lige så høj grad popularitetsmæssigt. Blaugrana skulle da også være godt dum, hvis de ikke udnyttede den popularitet. Og det skal jeg saftsuseme love for, de gør! FC Barcelona spillede nemlig i den her sæson ikke kun mod Valencia og Villareal i den spanske liga og Milan og Leverkusen i Champions League. Nej, de spillede og spiller også i den kommercielle superliga mod stærke, globale modstandere som Bratz, Bieber og Barbie. Barça er blevet et internationalt megabrand, og klubbens marketingsafdeling spytter det ene produkt ud efter det andet. Det er der sådan set ikke noget besynderligt ved; enhver moderne klub med respekt for sig selv har et kæmpe merchandise-katalog. Normalt kan sådan nogle fodboldting og sager kun købes i sportsbutikker osv., men det er her FC Barcelona i dag er så meget mere end en normal klub. Klubben er over alt! Hvis du går en tur i Netto, Brugsen eller Føtex, vil du uden tvivl finde alverdens habengut med Barcas brand – skoletasker, bøger, hårshampoo, sengetøj, musemåtter, tandbørster, håndklæder etc. Intet andet fodboldhold kan være med i den her liga. De eneste andre, der kan give modstand her, er børnebrands som Bieber og Bratz. Så hvis du slår et smut forbi SuperBest, fordi du mangler en madkasse, kan du få én med Barbie til pigerne og én med Messi til drengene. Més que un club?

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning, humoristiske sans - eller mangel på samme - og det, der er værre.


WWW.LENTORN.DK LENTORN.DK@GMAIL.COM WWW.FACEBOOK.COM/LENTORN

lentorn  

ny magasin om fc barcelona

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you