
2 minute read
Den særlige nordiske udetradition
VIDEN FRA VIA
Af: Karen Barfod, ksba@via.dk, lektor på VIA Læreruddannelsen i Nr. Nissum og programleder af VIAs program for outdoorpædagogiske perspektiver og Ph.d studerende ved Københavns Universitet
Af: Karen Barfod, ksba@via.dk, lektor og ved VIA Læreruddannelsen i Nørre Nissum, ph.d. studerende & programleder og for VIAs program for outdoorpædagogiske perspektiver
Her er ingen legoklodser, unospil eller legetøjstraktorer - men en skovbund. Skoven kan til gengæld omdannes til både jungle, frisørsalon og bjørnehule. Især hvis pædagogen kan se de motoriske, kognitive og emotionelle udviklingsmuligheder i at klatre på væltede stammer, springe over sumpede steder og kravle som en skovmår i bøgetræet.
Nordisk versus angelsaksisk naturtradition
At betragte uderummet lige uden for døren som en central arena for dannelse og læring, er noget af det særlige, der kendetegner den nordiske udetradition. I en angelsaksisk tradition, som vi kender den fra England, USA, Australien og New Zealand, møder vi en helt anderledes oplevelse og brug af uderummet. Her er det en dualistisk skelnen mellem ”The wilderness” og ”home”, der dominerer. ”Det vilde” er her hvor de udendørs oplevelser og dannelsen finder sted. Et særligt sted, vi opsøger for at få særlige oplevelser. Denne bevægelse ud i den vilde natur står i modsætning til ”hjemme”, som egentlig er det sted, hvor voksne og børn tilbringer det meste af deres liv.
Aktiviteterne flytter med udenfor
I den nordiske udetradition falder skellet mellem ”det vilde” og ”det derhjemme” væk. Mange aktiviteter flyttes ud i nærmiljøet lige omkring institutionen, og dermed kommer de til at knytte både læringen og de dannelsesmæssige kvaliteter sammen. Vi arbejder kort sagt ude og inde med de samme mål, men med forskellige metoder. På denne måde skaber vi variation i hverdagen og tilbyder et varieret, udfordrende og alsidigt læringsmiljø.
I en nordiske forståelse er naturen sådan set fuldstændig ligeglad med, hvad vi gør. Men den åbner en fri og unik ramme, hvor vi selv skal skabe form og indhold. Og hvor børn kan træne færdigheder og udfordre deres hjerne. Det er ikke nok at gå en tur på grusbelagte stier. Vi skal snige, krybe, kravle, svinge, springe gennem den våde eng eller den tyste nåleskov. For her er ingen begrænsende fortove eller legepladser.
Så – ud med børnene og frem med fantasien. Der er plads nok.
UDFORDRINGER
Naturen er robust og kan godt tåle at vi bruger den. Den kan udfordre børnenes hjerne og træne deres motorik.