Lad os falde noget mere – om betydningen af børns fald i vuggestuen

Vores kroppe er forbundet med både muligheder og begrænsninger. Man må falde, før man kan gå. Men hvordan finder pædagogen balancen mellem opmuntring og omsorg, når små børn uundgåeligt falder igen og igen?

Faldet som kropslig eksistentiel erfaring

Vi har alle prøvet at falde og slå os. Vi husker det – godt gemt i kroppens hukommelse. Det er en del af vores kropsbevidsthed. Vi er kropsligt i verden som subjekter, der erfarer både fysisk som socialt gennem kroppen. Samtidig har vi vores krop, der som objekt kan formes, kontrolleres, og som også har sine begrænsninger. Det lille barn forsøger at få styr på kroppen hver dag, og erfarer her sine kropslige muligheder og begrænsninger i forsøget på at lære at holde balancen, hoppe, klatre, danse, og så videre. Men hvad sker der, når kroppen ikke kan som ønsket eller, omverdenen overrasker? Så vil et barn ofte falde. Børn reagerer forskelligt på erfaringen med et fald – nogle bliver kede af det eller mere forsigtige, og andre fortsæt- ter ufortrødent deres leg. Alle børn i bevægelse kan falde, og derfor hævder vi, at det er en eksistentiel præmis og et menneskeligt grundvilkår at have oplevet faldet. Og denne erfaring grundlægges i den tidlige barndom.

Vuggestuebørn i bevægelse bliver fald-eksperter

I vores feltarbejde i vuggestuerne har vi observeret, at børns

HVOR SKAL VI HEN, DU

fald kan afbryde dem i deres aktiviteter, men ofte ser det ikke ud til at afskrække eller irritere barnet – i hvert fald ikke i længere tid ad gangen. Verden er for spændende at gå på opdagelse i. Igennem deltagelse i hverdagens bevægelsesaktiviteter øver barnet samtidigt sit fald. Intet fald er ens, når et barn forsøger at balancere, danse, hoppe, tumle, og så videre. De falder og rejser sig igen og igen, og netop denne gentagelse har potentiale til, at børn erfarer nye små forskelle. Hver gang postrual kontrol, barnets evne til at holde sig oprejst med en god holdning (red.), tabes, sker der en ny selvindsigt i kroppens muligheder og begrænsninger. I vores feltarbejde så vi, at vuggestuebørn, der bliver ved med (og får lov til) at øve sig i mestringen af deres kroppe, udvikler faldteknikker, som bliver flydende og beskyttende. Børn kan ikke undgå at falde, men de kan undgå den smertefulde påvirkning ved at lade arme og ben afbryde faldet, imens hovedet holdes oppe fra jorden. Vuggestuebørn i bevægelse bliver på denne måde små fald-eksperter.

Om

Mail: gsa@via.dk

Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen og medarbejder i VIA Efterog videreuddannelse inden for pædagogisk idræt, leg, bevægelse og sundhed

Grethe er en af ophavsfolkene til de certificerede idrætsinstitutioner inden for både dagtilbud, SFO/ Klub og Social-specialområdet.

Hun er desuden med til at videreuddanne personale til de certificerede institutioner i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund.

Om Om

Mail: almi@via.dk

Lektor ved VIA

Pædagoguddannelsen

Anette har i sin adjunktperiode været tilknyttet forskningsprogrammet Krop, idræt og bevægelse, VIA Pædagogik og dannelse. Anette er herforuden tilknyttet VIA Efter- og videreuddannelse indenfor pædagogisk idræt.

Mail: mib@via.dk

Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen og videnmedarbejder ved forskningsprogrammet Krop, idræt og bevægelse, VIA Pædagogik og dannelse

Vuggestuebørns leg med faldet Vuggestuebørn leger også med faldet, fordi de kan. Når de tumler, løber og kaster sig ned, eller hopper ned og lader sig falde på forskellig vis, koordinerer de deres fald. Eller inspirerer andre til at lege med faldet, og former det til en sjov bevægelsesaktivitet, hvor de bevidst leger med faldet. De kopierer også voksnes omsorg omkring faldet, og leger med at tabe kropskontrol, både for at få opmærksomhed, og fordi det er sjovt. Vi har observeret, hvordan børn forstår hinanden igennem faldet.

Vi har observeret, hvordan pædagoger understøtter børns leg med faldet, og hvordan de ind i mellem leger med eller lader sig selv falde med.

Lad os falde noget mere … Selvom faldet fylder meget i børns liv, fylder det ikke ret meget i bevægelsesforskningen, og vi mener, at det er et overset emne indenfor bevægelsespædagogik- ken. Faldet må ses dels som en eksistentiel erfaring for barnet, dels som en motorisk færdighed, der kan øves. Begge er i relation til at arbejde med lærerplanstemaets krop og bevægelse i vuggestuen – som netop anerkender både den eksistentielle og den fysiske dimension af kroppen.

I den pædagogiske hverdag må personalet have fokus på bevægelsesmiljøer, som giver barnet mulighed for at falde på forskellige måder. Her må der findes balance imellem omsorg og opmuntring, så børn forliger sig med kroppens begrænsninger såvel som muligheder. På baggrund af vores forskningsprojekt anbefaler vi, at pædagogisk personale med fordel kan iscenesætte faldlege og gribe børns leg med faldet, så flere børn kan øve sig i at falde, fordi det skaber kropsbevidsthed og retter deres opmærksomhed mod verden.

Om projektet

Artiklen baserer sig på fund og erkendelser fra et korttids etnografisk feltstudie i to danske idrætscertificerede vuggestuer med fokus på planlagte bevægelsesaktiviteter.

Lommefilm med mobiltelefonen blev anvendt som feltnoter, for at observere den komplekse praksis, og give mulighed for at nærstudere korte filmklip.

Herudover blev der eksperimenteret med GoPro kamera på børn, hvilket har givet indblik i det kropslige børneperspektiv. Samt interview med fire pædagoger.

Læs mere om forskningsprojektet og referencer her

DRØMME OM FRIHED OG MUSIK

Af Flemming Oehlenschlæger Nørgaard, lektor ved VIA Pædagoguddannelsen