Issuu

OUTSITE MAGASINE NR. 50 | JULI 2026

Læs bl.a. om: Flere test af udstyr - Boganmelsdelser - Isen smelter på Kebnekaise - Bålmad - Sankning - Nye vandreruter - Danish Outdoor festival og Game Fair og Outdoor på Fyn og meget mere ...

Outsite nr. 50 - juli ’26

COMFORT YOU CAN COUNT ON

ETHER LIGHT XR SLEEPING MAT

Outsite nr. 50 - juli ’26

Designed to adapt to the way you sleep. The Ether Light XR delivers plush cushioning and stable support with Air Sprung Cell technology. Built from reliable materials to last season after season, it’s comfort you can count on.

seatosummit.com

MORE SPACE FOR ADVENTURE

Designed to save space.

FRONTIER COLLAPSIBLE

ONE POT COOK SET

The Frontier Collapsible range packs flat and nests neatly for easy storage. Ultralight yet durable, it’s built for reliable performance without the extra weight — giving you more space for adventure.

seatosummit.com 3

Outsite nr. 50 - juli ’26

OUTSITE X ER TILBAGE! INTROPRIS 999,KLIK HER!

kr. 299 299 kr.

kr. 999 999 kr.

år 11 år

Outsite +

Outsite X

• • • • •

• • • • • • •

gratis events gratis vandreture rabat i outdoorbutikker rabat på kurser lån gratis grej

bliv medlem medlem bliv

Outsite nr. 50 - juli ’26

gratis events gratis foredrag gratis vandreture rabat i outdoorbutikker gratis kurser gratis E-lerarning lån gratis grej

bliv medlem medlem bliv

Meld dig ind og få store rabatter i disse butikker!

Støt vores arbejde med det gratis magasin, gratis artikler og events. Så får du store rabatter i outdoorbutikker og gratis vandreture!

Outsite nr. 50 - juli ’26

ARRANGEMENTSPLAN - OUTDOOR

TRAILER P

K9Biathlon for alle

Genbrugs Mastiff

Eventyrsport 20x10m

OUTDOOR COOKING

Faaborg-Midtfyn Kommune

IND/UDGANG FOR ALLE MESSEGÆSTER

DEN RØDE LADE

YETI 5x10m

KJØ ApS 7,5x7m

Wulff Nature 25x14m

Puma 3x3m

Oudoor & Friends Tagpaatur Zeejuu Danske lægers 7,5x7m 10x5m 6x3m vaccinations service BAR 8x6,5m Outdoor45 12x8m STM/Friluftslageret Hero Camper Tentipi Ø13 12x8

Scanfriends 25x10m

Hammerly

NATURSKOLEN

Outback Overland Telthytter 10x10m 10x20m

VEBA

SVÆ

Sund & Alpe Spejdergruppen

MÅLESTOKSFORHOLD: 1 CM = 10 M Gorilla HVER FELT SVARER TIL ET TELT PÅ 3X3 METER Park

Outsite nr. 50 - juli ’26

KLATRING Version: 130825

VELKOMMEN TIL MAGASINET OUTSITE JULI

2026

Sommeren går på hæld og der er sket meget. I skal selvfølgelig i den anledning have lidt ekstra sommerlæsning så magasinet her er udvidet med flere sider. Selvom det har været sommer så arbejder vi på nye ture og kurser som løber af stabelen i sidste halvdel af året så I kan godt glæde jer til ture og kurser. Vi har allerede slået nogle af dem op så hold øje med vores website. Vi skal også have et vikingehangout i efteråret men mere om dette senere. Den traditionsrige julefrokost er også planlagt og den bliver helt sikkert lige så sjov som den plejer.

Vi er så småt gået igang med at planlægge næste års Danish outdoor Festival som skal blive endnu bedre end sidst hvis man kan tænke sig at det kan lade sig gøre?

Magasiner her er fyldt med spændende artikler og vi er selvfølgelig meget glade for det store læsertal vi kan se læser med.

Og så kan vi offentliggøre en kæmpe nyhed!

Du finder nogle nye ruter der kan prøves af og du kan følge med på stjernehimlen fra din lejr - altså hvis vejrguderne vil levere klar himmel.

JAGT & OUTDOOR

Du kan også læse om klimaforandringernes indvirkning på fjeldområderne. Pas på derude! Måske er vandstanden steget i de vandkøb du er vant til at krydse. Som sædvanlig har vi også tilføjet nogle lækre bålretter i afsnittet om bålmad og der er små artikler om sankningsamt lidt om årstidens sankning.

Danish Outdoor Festival har netop indgået aftele med Brahetrolleborg Game Fair om at udbygge deres jagtmesse med outdoor. Det betyder at vi kommer til at stå for hele den nye outdoor-del der foregår i naturskønne omkring slottet Brahetrolleborg - vi elsker slotte. Her bliver selvfølgelig masser af plads til det hele og også køjer og alt andet - vi glæder os helt vildt! Outsite nr. 50 - juli ’26

Outsite nr. 50 - juli ’26

Indhold Outsite X s. 4 Leder s. 7 Om Outsite s. 10 Kom med på tur og kursus s 11 Kom med på eventyr s. 12 Majestic Hammock s. 15 Friheden mellem træerne s. 25 Glerups s. 31 Stjernehimlen s. 35 Planeterne vender tilbage s. 39 Test af Jetboil TrailCook 1,2 s. 47 Svartingedalen på Bornholm s. 51 Test af Wechsel Aera L underlag s. 65 Hærvejen s. 69 Fangstmændenes Nordøstgrønland - boganmeldelse s. 111 Kærhøge over engen s. 115 Tjuren - skovens sorte konge s. 119 Tiveden s. 123 Burgeren på dåse s. 129 Sankning s. 134 Vildt gode svampe - boganmeldelse s. 141 Spis svampe s. 159 Test af Wimex Bon-Fire bålfad og bålstativ s. 161 Hvem ejer naturoplevelsen? s. 165 Test af Fjällräven Kajka X-lätt s. 187 Danmarks nye vandreruter s. 191 Signaturled Store Mosse s. 195 Når bålet bliver et køkken s. 201 To legendariske polarskibe vender tilbage s. 211 Kebnekaise under forvandling s. 215 Test af Sea To Summit Ikos EVO TR2 s. 257

Outsite nr. 50 - juli ’26

Om Outsite Chefredaktør / Annoncer Christian Milbo christian@outsite.dk Tlf: 6166 9559

Outsite er et magasin, en blog og flere sociale medier. Her skriver vi og producerer videoer og podcasts om friluftsliv og vandring.

Ansvarshavende redaktør René Ljunggren ljunggren@outsite.dk

Vi afholder vandreture og friluftskurser som alle kan deltage på. Vi er drevet af frivillige ildsjæle og nørder samt af Christian, der ejer Outsite og er den kommercielle på holdet.

Forfattere Redaktionen René Ljunggren Kyt Lyn Walken Christian Milbo Billeder René Ljunggren Christian Milbo Design René Ljunggren

Outsite nr. 50 - juli ’26

Vi får grej til test af vores sponsorer og butikker, skriver artikler med hjertet og laver knowhow-artikler. Der kan være betalt indhold i vores artikler. Vi støttes af læserne via støttemedlemskaber samt af annoncer eller knowhow-artikler fra sponsorer

Kom med på tur og kursus Kom med Outsite på spændende vandreture og kurser! Kursus i friluftsliv

Vandretur på Hærvejen

28/08 - 30/08-2026 Bidstrupskovene Nord Parkering Outsite X medlemmer GRATIS Pris ikke medlemmers: 999,00 kr. Klik her og læs mere ...

Dato: 25/09 - 27/09-2026 Outsite X medlemmer GRATIS Pris ikkemedlemmers: 999,00 kr. Klik her og læse mere ...

Kursus i vandring I

Dato: 18/09 - 20/09-2026 Outsite X medlemmer GRATIS Pris ikke medlemmers: 999,00 kr. Klik her og læs mere ...

Kort og kompaskursus 1

Dato: 23-/0 - 25/10-2026 Outsite X medlemmer GRATIS Pris ikkemedlemmers: 999,00 kr. Klik her og læse mere ...

Klik her og se mange flere ture og kurser! Outsite nr. 50 - juli ’26

KOM MED PÅ EVENTYR 2026 Klik her og se de mange vandreture

Kursus i vandring 2

Vinterkursu

Dato: 20/11 - 22/11-2026

Dato: 22/01 - 24/01

Outsite X medlemmer GRATIS Pris ikke medlemmers: 999,00 kr. Klik her og læs mere ...

Outsite nr. 50 - juli ’26

Outsite X medlemm Pris ikke medlemm Klik her og læs mere ...

us i friluftsliv

1-2027

mer GRATIS mers: 999,00 kr.

Lapland - hytte-til-hytte Dato: 15/08 - 25/08 - 2027 Pris: 8200,Danske turledere Klik her og læs mere ... Outsite nr. 50 - juli ’26

Blå Port She

Outsite nr. 50 - juli ’26

Majestic Hammock Når hængekøjen bliver et rigtigt friluftshjem

By Ljunggren

Der er få stykker friluftsudstyr, som skaber lige så stor loyalitet som en god hængekøje.

Hvordan skaber man en hængekøje, der føles mere som en seng end som et stykke stof spændt mellem to træer?

Spørger man en erfaren teltvandrer, hvilket telt de foretrækker, vil svaret ofte være nuanceret.

Fra jungleudstyr til moderne friluftsliv

Men spørger man en dedikeret hammockcamper om deres foretrukne hængekøje, bliver svaret ofte langt mere passioneret. Hængekøjen bliver ikke blot et stykke udstyr.

Længe før europæerne satte fod i Amerika, sov oprindelige folk i Caribien og Sydamerika i vævede hængekøjer.

Den bliver et hjem. Et soveværelse. Et udsigtspunkt. Et sted, hvor man tilbringer timer med at læse, hvile og lytte til skoven. I dette miljø har Majestic Hammock opnået en næsten legendarisk status.

Hængekøjen har en lang historie.

De holdt mennesker væk fra fugtig jord, kryb og slanger og gav samtidig en behagelig hvileplads i tropisk klima. Senere blev hængekøjer anvendt om bord på skibe, hvor den gyngende bevægelse faktisk fungerede bedre end faste køjer i hårdt vejr.

Virksomheden er lille. Produktionen er begrænset. Markedsføringsbudgettet beskedent.

elterplads

Alligevel omtales Majestic Hammock igen og igen på hammockfora, sociale medier og blandt erfarne brugere som en af de mest komfortable campinghængekøjer på markedet. Historien handler ikke om store fabrikker eller avancerede marketingkampagner. Den handler om én af de ældste udfordringer inden for hammockcamping:

Outsite nr. 50 - juli ’26

I moderne friluftsliv fik hængekøjen for alvor en renæssance i USA i begyndelsen af 2000’erne. Letvægtsmaterialer, stærke ophængssystemer og avancerede tarps gjorde det muligt at skabe komplette sovesystemer, der kunne konkurrere med teltet. Men selv om udviklingen gik stærkt, var der stadig et problem.

Virkeligheden er ofte mere kompliceret. En klassisk gathered-end hammock samler stoffet i begge ender. Konstruktionen er enkel og stærk, men skaber samtidig en buet liggeflade. For at ligge nogenlunde fladt skal man placere sig diagonalt. For nogle fungerer det perfekt.

Komforten

For andre opstår problemer som:

Når god søvn bliver vigtigere end lav vægt

• • • • •

Mange nybegyndere tror, at en hængekøje automatisk er behagelig.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Pres på skuldrene Overstrakte knæ Ubehag i lænden Dårlig sovestilling Urolig søvn

På en enkelt overnatning er det måske ikke afgørende.

Cottage-industriens styrke

På en fjeldtur med ti eller fjorten nætter bliver det pludselig meget vigtigt.

En af de mest interessante sider ved Majestic Hammock er virksomhedens størrelse.

Enhver, der har gennemført længere vandreture, ved, at restitution er lige så vigtig som mad og udstyr. Dårlig søvn bliver hurtigt til dårlig dømmekraft, lav energi og mindre overskud. Derfor begyndte flere producenter at eksperimentere med nye konstruktioner. Majestic Hammock blev et af resultaterne.

En anderledes tilgang Majestic Hammock blev udviklet med ét klart mål: At skabe en mere naturlig liggestilling. I stedet for blot at gøre hængekøjen længere eller bredere fokuserede designet på stoffets geometri. Ved hjælp af særlige paneler og et anderledes snit opstår en liggeflade, som opleves væsentligt fladere end mange traditionelle hængekøjer. Brugerne beskriver ofte oplevelsen som overraskende. Man ligger ikke oven på hængekøjen. Man ligger nærmest inde i den. Kroppen understøttes mere jævnt, skuldrene får bedre plads, og mange oplever, at de kan sove på siden i længere tid uden ubehag. For folk, der har brugt år på at justere ophæng, ridgelines og diagonale vinkler, føles det næsten som snyd.

I outdoorbranchen taler man ofte om ”cottage manufacturers”. Små virksomheder, hvor udvikling, produktion og kundekontakt stadig foregår tæt på hinanden. Det er virksomheder, som sjældent producerer titusindvis af enheder om året. Til gengæld udvikler de ofte nogle af branchens mest innovative produkter. Mange af de løsninger, vi i dag betragter som standardudstyr inden for ultralet backpacking, blev oprindeligt udviklet af små værksteder og entusiastiske ildsjæle. Majestic Hammock passer perfekt ind i denne tradition. Her fremstilles produkterne stadig i små serier. Hver hængekøje kræver mange arbejdstimer. Materialerne udvælges omhyggeligt, og brugernes feedback spiller en vigtig rolle i den fortsatte udvikling. Det giver ikke den laveste pris. Men det giver ofte en høj grad af kvalitet og personlighed.

Mere end blot en hængekøje For mange brugere er Majestic ikke blot en hængekøje. Det er et komplet system. Moderne hammockcamping handler nemlig om langt mere end selve liggefladen.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Et velfungerende setup består typisk af: • • • • • • • •

Hængekøje Ophæng Tarp Myggenet Underquilt Topquilt Opbevaringslommer Ridgeline-organisering

Når alle elementer spiller sammen, opstår et overraskende komfortabelt hjem i naturen. Mange hammockcampere beskriver følelsen af at ankomme til lejr som markant anderledes end ved teltcamping.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Man kryber ikke ned på jorden. Man svæver. Man kan sidde i hængekøjen og lave mad, læse kort, skrive dagbog eller blot betragte skoven. Det giver en anden kontakt med omgivelserne.

Hammockkulturens fællesskab Noget af det mest fascinerende ved Majestic Hammock er måske ikke produktet, men miljøet omkring det. Hammockcampere udgør et særligt fællesskab.

På træf som HangCon i Florida og HangCon Europe under Danish Outdoor Festival på Ledreborg Slot samles hundredevis af entusiaster for at udveksle erfaringer, teste nyt udstyr og diskutere detaljer, som udenforstående næppe ville forstå. Samtaler kan handle om: • • • • • •

Ophængsvinkler Quiltkonstruktioner Stofmaterialer Vindbeskyttelse Knuder Temperaturgrænser

For udenforstående kan det virke nørdet. For deltagerne er det en naturlig del af glæden ved friluftslivet.

Majestic Hammock er blevet en del af denne kultur, fordi virksomheden er opstået indefra miljøet snarere end ovenfra som et marketingprojekt.

Komfortens pris Ingen produkter er perfekte. Majestic Hammock har også sine kompromiser. Prisen ligger højere end mange standardhængekøjer. Vægten er ikke blandt markedets laveste. Og ventetiden har flere gange været betydelig på grund af den begrænsede produktion.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Men spørgsmålet er, om det egentlig er vigtigt for målgruppen. For den erfarne bruger, der tilbringer 30, 50 eller 100 nætter om året i skoven, bliver komfort ofte vigtigere end gram. Det svarer til forskellen mellem en almindelig vandrestøvle og en støvle, der passer perfekt til ens fødder. På papiret kan forskellen virke lille. I praksis kan den være enorm.

Perspektivet for danske friluftsfolk I Danmark er hammockcamping fortsat en relativt lille niche sammenlignet med USA. Men interessen vokser. Flere danske skove åbner for primitiv overnatning. Shelterpladser bliver stadig mere populære. Og mange friluftsfolk søger lettere og mere fleksible alternativer til teltet. Her kan virksomheder som Majestic Hammock være med til at inspirere udviklingen.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Ikke nødvendigvis fordi alle skal købe en premium-hængekøje. Men fordi de viser, hvor langt komforten faktisk kan udvikles. De udfordrer forestillingen om, at friluftsliv nødvendigvis skal være forbundet med dårlig søvn og ømme skuldre. Når det enkle bliver det avancerede Det er egentlig lidt paradoksalt. Hængekøjen er et af verdens simpleste redskaber. Et stykke stof mellem to træer. Alligevel bruger producenter som Majestic Hammock år på at finpudse detaljer, vinkler og syninger for at forbedre oplevelsen med få procent. Men netop disse få procent kan være forskellen mellem en nat, man overlever, og en nat, man nyder. Måske er det derfor, Majestic Hammock har fået så mange loyale tilhængere.

Ikke fordi produktet lover eventyr. Ikke fordi det lover ekstreme præstationer. Men fordi det lover noget langt mere jordnært: En god nats søvn under trækronerne. Og for den, der elsker livet mellem træerne, er det måske det vigtigste af alt. Faktaboks – Majestic Hammock Hjemland: USA Produkttype: Premium campinghængekøjer Kendetegn: Flat-lay design, håndbygget konstruktion og høj komfort Målgruppe: Dedikerede hammockcampere, bushcraftere, backpackere og overlandere Produktion: Små serier og håndbygget fremstilling Filosofi: Maksimal sovekomfort frem for lavest mulig vægt

Outsite nr. 50 - juli ’26

TRUST EVERY DROP

BEFREE AC The compact, high-performance water filter for on the go—lightweight, fast, reliable, and always ready when you need fresh, clean water.

Outsite nr. 50 - juli ’26

New bottle with filter

BEFREE AC BOTTLE Clean water, wherever life takes you.

Removes microplastics and up to 99.9% of bacteria Lightweight and flexible bottle, perfect for on the go Fast flow rate (2 l/min) Filters up to 1,000 l

Outsite nr. 50 - juli ’26

Friheden mellem træerne – og reglerne der gør den mulig Noget af det, der overrasker mange nye hammockcampere, er, at reglerne i Danmark faktisk er mere åbne, end de fleste tror

By Ljunggren Mange forestiller sig, at overnatning i naturen kræver særlige tilladelser eller booking af shelterpladser. Men virkeligheden er mere nuanceret. På Naturstyrelsens arealer er det tilladt at overnatte under åben himmel – og det gælder også i hængekøje. Man må derfor gerne spænde sin hammock op mellem to træer i statens skove, så længe man tager hensyn til naturen og undgår at beskadige træerne. Det er en mulighed, som mange friluftsfolk endnu ikke har opdaget. Men der er en vigtig detalje. I det øjeblik man spænder en tarp over hængekøjen, ændrer situationen sig. En tarp fungerer i praksis som et telt, og derfor gælder de samme regler som for teltning. Det betyder, at man skal opholde sig i en skov med fri teltning eller på en primitiv overnatningsplads, hvis man ønsker regnbeskyttelse over sin lejr. Netop derfor er det en god idé at kende forskellen på de forskellige overnatningsformer. Naturstyrelsen tilbyder i dag flere hundrede skove med fri teltning, hvor man må slå sit telt op uden reservation. Her

gælder den såkaldte 1-2-3-regel: Man må højst overnatte én nat samme sted, der må maksimalt være to telte samlet, og teltene må højst være beregnet til tre personer. Ordningen er skabt for at give friluftsfolk frihed uden at naturen udvikler sig til campingpladser. På de primitive overnatningspladser er reglerne lidt mere rummelige. Her må man som regel blive op til to nætter, og mange steder findes der både bålsted, shelter og adgang til vand. For hammockcampere handler reglerne dog ikke kun om, hvor man må sove. De handler også om, hvordan man gør det. Et moderne ophængssystem med brede tree straps fordeler belastningen på barken og beskytter træet mod skader. Det er blevet en grundlæggende del af hammockkulturen, og de fleste erfarne brugere ser det som en selvfølge. At efterlade naturen i samme stand som man fandt den, er mindst lige så vigtigt som at finde den perfekte lejrplads. Derfor er hammockcamping i Danmark også tæt knyttet til principperne om sporløs færdsel. Man tager sit affald med hjem. Man undgår unødvendig støj. Outsite nr. 50 - juli ’26

Og man vælger sin lejrplads med respekt for både naturen og andre besøgende. Måske er det netop denne balance mellem frihed og ansvar, der gør dansk friluftsliv særligt. Vi har ikke Sveriges allemandsret. Men vi har noget, der minder om den. Og for den, der ønsker at tilbringe natten mellem to træer under stjernerne, giver det flere muligheder, end mange forestiller sig. Danmark er ikke Sverige – men mulighederne er større, end mange tror Når danske friluftsfolk taler om overnatning i naturen, dukker Sverige næsten altid op i samtalen.

Outsite nr. 50 - juli ’26

På den anden side af Øresund giver allemandsretten mulighed for at færdes og overnatte langt friere, end vi er vant til i Danmark. Mange danske vandrere drømmer om de svenske skove, hvor man kan slå lejr næsten hvor som helst, så længe man viser hensyn til naturen og lodsejerne. Derfor bliver nogle overraskede, når de opdager, at mulighederne for hammockcamping i Danmark faktisk er ganske gode. Vi har ganske vist ikke allemandsret. Naturen er mere opdelt mellem offentlige og private arealer, og reglerne er mere detaljerede. Til gengæld har Danmark gennem de seneste årtier opbygget et omfattende netværk af primitive overnatningspladser, shelters, fri-teltningsskove og naturlejrpladser, som giver friluftsfolk adgang til store dele af landet.

Faktaboks – Hvad må du som hammockcamper?

Det er en detalje, som mange nybegyndere overser.

Ja, du må:

På en lun sommernat kan det være fristende blot at spænde hængekøjen op mellem to træer og falde i søvn under stjernerne. Men det danske vejr har det med at ændre planer. Derfor vælger de fleste at medbringe en tarp, og så bliver det vigtigt at kende de områder, hvor overnatning er tilladt.

Sove i hængekøje i statens skove uden at skade træerne. Bruge brede stropper omkring træerne. Overnatte på primitive overnatningspladser. Benytte fri-teltningsområder med tarp over hængekøjen. Nej, du må ikke: Opsætte tarp over hængekøjen uden for fri-teltningsområder eller primitive lejrpladser. Beskadige bark eller træer. Tænde bål uden for godkendte bålpladser. Overnatte i private skove uden ejerens tilladelse. Nyttige links Naturstyrelsen – Fri teltning Udinaturen – kort over overnatningspladser

For hammockcampere betyder det, at der findes langt flere muligheder, end mange forestiller sig. I statens skove må man som udgangspunkt gerne opholde sig døgnet rundt, og flere steder er det tilladt at overnatte under åben himmel. Netop her har hængekøjen en særlig position, fordi den befinder sig i grænselandet mellem friluftsudstyr og egentlig lejrplads. En hængekøje uden overdækning betragtes i praksis som en form for åben overnatning. Men så snart man spænder en tarp op over hængekøjen, skaber man et beskyttet opholdsrum, der i lovgivningens øjne minder om teltning. Derfor gælder der andre regler.

Heldigvis er mulighederne mange. Naturstyrelsens ordning med fri teltning omfatter i dag en lang række statsskove fordelt over hele landet. Her må man slå et mindre telt op eller etablere sit hammock-setup for en enkelt nat. Ordningen bygger på tillid og ansvarlighed. Der findes ingen reception, ingen bom og ingen pladsanvisning. Til gengæld forventes det, at brugerne efterlader området i samme stand, som de fandt det. For mange friluftsfolk er det netop denne frihed, der gør ordningen attraktiv. Man vandrer gennem skoven, finder et passende område, hænger hængekøjen op og nyder aftenen. Næste morgen pakkes lejren sammen uden spor, og skoven ser ud, som om ingen har været der. Det lyder enkelt, men kræver også omtanke. Respekt for skoven Hammockcamping bygger på et tæt forhold til træerne. Hvor teltcampisten primært bruger jorden, er hængekøjebrugeren afhængig af levende træer. Derfor har hensynet til skoven altid været en central del af hammockkulturen. De fleste moderne ophængssystemer anvender brede stropper, som fordeler Outsite nr. 50 - juli ’26

Outsite nr. 50 - juli ’26

vægten over et større område af barken. Tidligere anvendte nogle campister tynde reb eller liner direkte omkring stammen, men erfaringerne viste hurtigt, at dette kunne beskadige barken og i værste fald påvirke træets vækst.

Mange vælger derfor en enkel løsning: madlavning på gasblus og lejrbål kun dér, hvor forholdene og reglerne tillader det.

I dag betragtes brede tree straps som standardudstyr.

En hængekøjelejr fylder som regel meget lidt. Det er en af dens store styrker. Men netop derfor forventes det også, at man viser hensyn til andre skovgæster. Høj musik, kraftig belysning og store grupper harmonerer dårligt med den oplevelse af natur og stilhed, som de fleste søger.

For mange erfarne hammockcampere handler det ikke blot om regler, men om etik. Træerne er ikke blot praktiske ophængspunkter. De er selve forudsætningen for oplevelsen. Denne respekt kommer også til udtryk i valget af lejrplads. Man undgår unge træer, sårbare områder og steder med stor færdsel. Lejren placeres diskret, og man forsøger at påvirke omgivelserne mindst muligt. På den måde ligger hammockcamping tæt op ad de internationale principper om Leave No Trace – efterlad ingen spor. Bål, stilhed og hensyn En anden vigtig del af reglerne handler om bål. For mange er bålet uløseligt forbundet med friluftsliv. Duften af røg, lyset i mørket og følelsen af varme efter en lang dag ude er en del af oplevelsen. Men i Danmark må man ikke bare tænde bål, hvor man har lyst.

Det samme gælder støj og færdsel.

Frihed gennem ansvar Måske er det netop her, den danske model adskiller sig fra mange andre lande. Vi har ikke ubegrænset adgang til naturen. Til gengæld har vi adgang til overraskende meget natur, hvis vi bruger den med omtanke. Ordninger som fri teltning, primitive overnatningspladser og de mange offentlige skove bygger på en grundlæggende tillid mellem myndigheder og brugere. Den tillid er værd at passe på. For den, der hænger sin hængekøje op mellem to træer i en dansk skov, er reglerne derfor ikke blot begrænsninger. De er en del af forklaringen på, at oplevelsen overhovedet er mulig.

I de fleste statsskove er bål kun tilladt på etablerede bålpladser eller særligt godkendte områder. I tørre perioder kan der desuden indføres skærpede restriktioner eller direkte afbrændingsforbud.

Og måske er det netop derfor, en nat i hængekøje ofte føles som noget særligt.

For hammockcampere betyder det, at man ofte må vælge mellem bålet og den perfekte lejrplads. Det bedste træpar står ikke nødvendigvis ved siden af et bålsted.

Og afleverer det tilbage næste morgen.

Man låner et lille stykke af skoven for en enkelt nat.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Glerups Det begyndte som en hobby

By Christian Milbo

Kender du Glerups? Det danske firma, der laver de bedste uld hjemmesko til din camp. Du har sikkert set Glerups hjemmesko før. Den klassiske pasform er ikke ændret siden 1995, da det er den pasform som Glerups fans verden rundt elsker.

Glerups er en hyggeligt dansk virksomhed, med hovedsæde i Aars, men tag ikke fejl; Glerups kendte hjemmesko er verdensberømte, og sælges i dag i mere end 30 lande. Glerups startede i 1970 af Nanny Glerup, og de har været på en fantastisk rejse lige siden.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Fra en lille produktion, der knapt nok kunne følge med (Nanny måtte bl.a. sige nej tak, til en ordre på 200 par, da produktionen ikke kunne følge med), til en fabrik der i dag kan producere masser af sko til din næste lejrplads.

Det fantastiske ved Glerups Det hyggelige ved Glerups er der stadig, og skiller man hjemmeskoen ad, finder man ud af, at det er et cradle to cradle produkt. Det betyder, at alt i hjemmeskoen er naturlige materialer. Fra uld til gummi. Det er altså et produkt, du kan købe og tage ansvar for, et produkt der er ægte bæredygtigt og et produkt der er certificeret.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Men hyggen er især at have dem på. Men her er en lille advarsel; Pas på med at tage dem på, for de er svære at få af igen. De er vanedannende, komfortable, varme og meget alsidige. Ulden bliver hurtigt varm om dine fødder, og hyggen spredes til resten af din krop. Sålen, hvis du har valgt den med gummi, er meget skridsikker, og du kan sagtens gå rundt udenfor med den - også hvis det småregner. Pasformen er rigtig god, og modellerne der går fra tøfler til sko og støvler er nemme og hurtige at få af og på. De findes i øvrigt i et væld af flotte farver og i størrelse 35 - 51.

Til hjemmet og friluftslivet Glerups tøfler er fuldstændig geniale at have på på tur. Om det er shelterturen, med hængekøjen eller i teltet, er de stærkt vanedannende. Uld er jo som bekendt god til både at holde dig varm eller behagelig. De kan altså være med på alle ture - varme og kolde. Versionen med gummisålen kan sagtens tåle at gå rundt i skovbunden, på græsset eller på fjeldet.

De er rigtig nemme at komme i, når du lige skal ud at rende, og hurtigt tilbage i soveposen, men også super gode at have på i campen. Vi har sammen med professionelle testere fra Tyskland, Sverige og Polen prøvet Glerups i al slags terræn, og ud fra erfaringer, valgte vores model af tøfler, sko eller støvler (alle dog med gummisål). Vi er alle overrasket over hvor vanedannende de er (det er altså ikke bare noget jeg skriver for sjovt!), og de er alle blevet fast sortiment i rygsækken og duffelbaggen.

Glerups https://www.glerups.dk/

Outsite nr. 50 - juli ’26

Stjernehimlen over Danmark i september og oktober

Når sensommerens mørke vender tilbage Der findes få naturoplevelser, som kan måle sig med en klar sensommernats stjernehimmel. Efter måneder med lyse nætter begynder mørket langsomt at vende tilbage. Først næsten umærkeligt. Solen forsvinder lidt tidligere under horisonten, tusmørket bliver dybere, og de første klare stjerner viser sig længe før sengetid. Pludselig sidder man en aften foran teltet eller shelteret og opdager, at himlen igen er fyldt med lys. Ikke lyset fra byer, biler eller huse. Men lyset fra universet. For friluftsfolk er august og september blandt årets smukkeste måneder. Luften bliver køligere, duggen lægger sig på græsset, bålet føles lidt varmere, og nætterne bliver lange nok til, at stjernerne igen får hovedrollen. Det er samtidig en tid, hvor mange af sommerens vandreture fortsætter, blot i et roligere tempo. Skovene bliver mere stille, strandene mindre besøgte, og naturen virker næsten til at trække vejret dybere.

helt anden historie. Nu bliver Mælkevejen igen tydelig. Planeterne vender tilbage én efter én, meteorer stryger hen over himlen, og nogle af universets fjerneste objekter kan ses uden andet udstyr end det menneskelige øje. Det kræver blot, at man søger væk fra lyset.

Mørket er blevet en mangelvare For blot få generationer siden var nattehimlen en naturlig del af hverdagen. Mennesker kendte stjernerne, fordi de levede med dem. Fiskerne fandt vej efter dem, søfolk navigerede efter dem, og bønderne fulgte årstidernes skiften gennem Solens og stjernernes vandring over himlen.

I dag er situationen en helt anden Kunstigt lys har gjort natten lysere end nogensinde før. Gadelamper, motorveje, industriområder og oplyste boligkvarterer sender enorme mængder lys op i atmosfæren, hvor det spredes og danner den orange glød, som mange kender over større byer.

Det samme gør nattehimlen.

Resultatet er, at millioner af mennesker aldrig ser den himmel, deres bedsteforældre tog for givet.

Hvor juni og juli kan være en udfordring for stjernekiggere, er sensommeren en

Under en typisk villahimmel kan man måske se et par hundrede stjerner. Outsite nr. 50 - juli ’26

Kører man blot en halv time væk fra de største byer, bliver antallet hurtigt mange gange større. Og finder man et rigtigt mørkt sted – en øde strand ved Vesterhavet, en teltplads i en dansk skov eller et åbent hedelandskab – åbenbarer himlen sig i al sin pragt. Det er en oplevelse, som overrasker de fleste. Mange tror, at stjernerne pludselig er blevet flere. I virkeligheden har de hele tiden været der.

sig hen over himlen. Senere på natten bliver det endnu tydeligere. I september, hvor mørket falder tidligere, er oplevelsen næsten endnu bedre. Fra et mørkt sted ses Mælkevejen ikke blot som en lys stribe. Den består af lyse skyer, mørke støvbånd og utallige små stjernefelter, som øjet langsomt begynder at skelne, efterhånden som det vænner sig til mørket. Det er værd at huske, hvad man egentlig ser på.

Mælkevejen viser sig igen

Mælkevejen er vores egen galakse.

Noget af det mest fascinerende ved sensommeren er Mælkevejens tilbagevenden.

Solen er blot én blandt flere hundrede milliarder stjerner, der kredser om galaksens centrum. Når vi ser Mælkevejens lysende bånd, kigger vi ind gennem den enorme skive af stjerner, gas og kosmisk støv, som udgør vores hjem i universet.

På en mørk augustnat kan man allerede omkring klokken 22 begynde at ane det svage, mælkehvide bånd, der strækker

Outsite nr. 50 - juli ’26

Lyset fra nogle af stjernerne har været hundreder eller tusinder af år undervejs. Andre ligger så langt væk, at deres lys begyndte rejsen mod Jorden, længe før Danmark blev et kongerige. Alligevel når det vores øjne netop denne nat. Det giver perspektiv. Sommertrekanten leder vejen For begynderen kan nattehimlen virke uoverskuelig.

Ligesom man lærer et nyt landskab at kende, når man vandrer gennem det flere gange, bliver stjernerne efterhånden til gamle bekendte. Det, der første aften blot var lysprikker, bliver til mønstre. Mønstrene bliver til pejlemærker. Og snart kan man orientere sig på nattehimlen næsten lige så let som på et vandrekort. Sensommerens første stjerneskud

Svaret er enkelt.

Selv om august først og fremmest forbindes med lune aftener og sensommerferie, er måneden også kendt for et af årets mest spektakulære himmelfænomener.

Find Sommertrekanten.

Perseidernes meteorsværm.

Det karakteristiske mønster består af tre klare stjerner: Vega i Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen. Sammen danner de en stor trekant, som dominerer sensommerens himmel og fungerer som et naturligt kompas.

Hvert år passerer Jorden gennem en sky af bittesmå støv- og stenpartikler, som kometen Swift-Tuttle har efterladt på sin bane omkring Solen. Når partiklerne rammer Jordens atmosfære med hastigheder på op mod 200.000 kilometer i timen, opvarmes de voldsomt og brænder op.

Hvor skal man starte?

Vega er den klareste. Den skinner med et køligt blåhvidt lys højt mod sydvest. Deneb ligger længere mod nordøst og markerer toppen af Svanens karakteristiske kors, mens Altair findes mod syd, flankeret af to mindre stjerner, som gør den let at genkende. Når først Sommertrekanten er fundet, bliver resten af himlen langt lettere at læse. Svanens lange kors følger Mælkevejens lysende bånd. Her findes enorme skyer af gas og støv, hvor nye stjerner fortsat bliver født. I Lyren gemmer den berømte Ringtåge sig mellem stjernerne, og Ørnen peger videre mod galaksens centrale områder.

Man behøver ikke kende alle navnene. Det vigtigste er oplevelsen af langsomt at lære himlen at kende.

Det er disse korte lysglimt, vi kalder stjerneskud. Under gode forhold kan man opleve adskillige snese meteorer i timen, og enkelte udvikler sig til imponerende ildkugler, der i få sekunder oplyser landskabet. Der findes næppe en smukkere måde at opleve Perseiderne på end fra en sovepose foran teltet. Ingen teleskoper. Ingen avancerede instrumenter. Kun et liggeunderlag, en varm trøje og en himmel fuld af stjerner. Det er netop her, friluftslivet og astronomien mødes på den mest enkle måde. For nogle naturoplevelser kræver hverken billet, strøm eller teknologi. Kun tid. Og et mørkt sted under åben himmel. Outsite nr. 50 - juli ’26

Outsite nr. 50 - juli ’26

Planeterne vender tilbage

Mens stjernerne næsten står urokkeligt fast på himlen år efter år, er planeterne altid på vandring. Det er netop derfor, de gamle grækere kaldte dem planetes – vandrerne. Nat efter nat flytter de sig en smule mellem stjernebillederne, og den opmærksomme iagttager vil hurtigt opdage, at himlen aldrig er helt den samme. I sensommeren bliver flere af Solsystemets planeter igen lette at finde. Venus er den første, de fleste får øje på. Den skinner så kraftigt, at den ofte forveksles med et fly eller en usædvanlig klar stjerne. Når mørket falder på, lyser den som et hvidt fyrtårn over horisonten og bliver et naturligt pejlemærke for enhver, der opholder sig udendørs. Jupiter vender gradvist tilbage på nattehimlen efter sommerens korte fravær. Allerede i august begynder den at vise sig før daggry, og gennem september bliver den synlig stadig tidligere. Med sit rolige, gullige lys er den let at kende, og selv en almindelig håndkikkert kan afsløre de fire største måner – Io, Europa, Ganymedes og Callisto – som små lysprikker på række omkring planeten. Det er en fascinerende oplevelse at tænke på, at de fire små prikker blev opdaget af Galileo for mere end 400 år siden, og at de stadig kan ses med ganske

beskedent udstyr.

Saturn bliver sensommerens store hovedperson I løbet af september står ringplaneten højt på himlen gennem store dele af natten. Med det blotte øje ligner den blot en lys, gulhvid stjerne, men retter man en kikkert eller et lille teleskop mod den, åbenbarer et af Solsystemets mest spektakulære syn sig. De berømte ringe. Selv mennesker, der aldrig tidligere har interesseret sig for astronomi, bliver ofte stille første gang, de ser Saturn gennem et teleskop. Det er en oplevelse, som er svær at beskrive. For pludselig bliver universet virkeligt.

Månen – naturoplevelsens lysmester Ingen andre himmellegemer påvirker vores oplevelse af naturen så meget som Månen. På en klar nat omkring fuldmåne bliver skovstier, enge og strandenge badet i et køligt sølvskær. Skyggerne bliver lange og skarpe, søerne spejler lyset, og man kan ofte bevæge sig rundt uden brug af pandelampe. Outsite nr. 50 - juli ’26

Mange friluftsfolk holder netop af disse nætter.

somt ser ud til at æde sig ind over måneskiven, inden den igen glider fri.

Andre foretrækker det stik modsatte.

Det er ikke så dramatisk som en total måneformørkelse, men stadig et fascinerende syn – især når det opleves fra et mørkt naturområde langt fra kunstigt lys.

For omkring nymånen bliver natten virkelig mørk. Nu træder Mælkevejen tydeligt frem, svage stjernehobe bliver synlige, og selv Andromedagalaksen kan anes med det blotte øje fra et mørkt sted.

En galakse to og en halv million lysår væk

Derfor planlægger mange astrofotografer deres ture efter månens faser snarere end efter vejrudsigten.

Når de første efterårsnætter melder sig, bliver der mulighed for at opleve et af universets mest imponerende objekter.

Sidst i august byder himlen desuden på et særligt fænomen, når en partiel måneformørkelse bliver synlig fra Danmark.

Andromedagalaksen.

Ved en delvis måneformørkelse bevæger Månen sig kun delvist ind i Jordens skygge. Resultatet er, at en mørk "bid" lang-

Outsite nr. 50 - juli ’26

På en virkelig mørk nat ser den blot ud som en svag, aflang lysplet højt på himlen. Mange går forbi den uden at lægge mærke til den, men når man først ved,

hvor den ligger, bliver den en fast del af sensommerens nattehimmel. Det særlige er afstanden. Lyset, der rammer vores øjne, har været omkring 2,5 millioner år undervejs. Da det forlod Andromedagalaksen, fandtes der endnu ingen moderne mennesker på Jorden. Alligevel ender denne lange rejse på nethinden hos en vandrer, der ligger i sin sovepose på en dansk teltplads. Det er svært ikke at føle en vis ydmyghed. Andromeda er samtidig den fjerneste genstand, de fleste mennesker nogensinde kommer til at se uden optiske hjælpemidler. Det er en tanke, som gør nattehimlen endnu mere fascinerende.

Efterårshimlen tager over

Selv nattehimlen følger årets rytme. Det er netop derfor, den aldrig bliver kedelig. Når natten bliver klarere Der er endnu en grund til, at mange erfarne stjernekiggere foretrækker sensommeren.

Luften. Efter flere ugers sommervarme bliver atmosfæren ofte roligere og mere gennemsigtig. Luftfugtigheden falder på mange aftener, og turbulensen i atmosfæren bliver mindre. Resultatet er en himmel, hvor stjernerne står skarpere. Det mærkes især, hvis man bruger en kikkert eller et teleskop, men selv med det blotte øje opleves forskellen tydeligt. På sådanne aftener kan det være svært at rive sig løs.

I løbet af september begynder sommerens stjernebilleder langsomt at glide mod vest.

Ét stjernebillede fører til det næste.

Sommertrekanten dominerer stadig himlen, men mod øst dukker nye mønstre op.

Et stjerneskud skærer pludselig gennem mørket.

Pegasus viser sig med sit karakteristiske store firkantede stjernemønster. Lidt højere op ligger Andromeda, og længere mod nordøst begynder Perseus at kravle op over horisonten. De varsler alle, at årstiderne er ved at skifte. Kort efter følger de første kølige morgener, duggen bliver kraftigere, og løvtræernes kroner begynder langsomt at skifte farve.

En satellit glider lydløst hen over himlen.

Og mens bålet langsomt brænder ned til gløder, bliver det tydeligt, hvorfor mennesker til alle tider har søgt blikket mod stjernerne. Ikke fordi de gav alle svarene. Men fordi de altid har mindet os om, hvor stor verden – og universet – egentlig er.

Outsite nr. 50 - juli ’26

KOMFORTABEL VANDRING UDEN GENER VI HAR LØSNINGEN

HANWAG ALTA BUNION II LADY LL

MADE IN

EUROPE

Støttende, behageligt fodtøj fri for ubehag - desværre er dette ikke virkeligheden for mange vandrere med knyster eller bred forfod. Det er her Alta Bunion II støvlen kommer ind i billedet. Den er lavet specielt til mennesker med hallux valgus takket være dens Bunion Last. Pasformen giver ekstra plads omkring storetåens og forfodens grundled. Sammen med en optimeret syning i dette område, sikrer den ekstra plads og smertefri vandrekomfort.

WWW.HANWAG.COM Outsite nr. 50 - juli ’26

Outsite nr. 50 - juli ’26

Hele Danmarks outdoor, jagt og fiskeri event 20. - 22. august 2027 Danish Outdoor Festival er nu officiel medarrangør af Game Fair og vil fremover stå for outdoordelen. Danish Outdoor Festival består naturligvis også fremover på Ledreborg Slot! Det bliver et superspændende projekt og et samarbejde vi er rigtig glade for. Samarbejdet med de engagerede folk bag Brahetrolleborg Game Fail på det skønne Brahetrolleborg der ligger i unikke naturomgivelser. Samarbejdet vil nu samle hele friluftslivet hvert andet år i lige så unikke omgivelser som Danish outdoor Festival på Ledreborg Slot. Vi elsker slotte!

Outsite nr. 50 - juli ’26

Test af Jetboil TrailCook 1,2 By Christian Milbo

Jetboil TrailCook er en hurtig gasbrænder, du dog også kan lave rigtig god mad på. Det er en super fedt kogegrej, som vi har testet. Jetboil TrailCook er intet mindre end den bedste Jetboil nogensinde. Alt er bedre, alt fungerer bedre, og alt er i bedre kvalitet. Testen Jetboil TrailCook er en ny Jetboil MiniMo, men fra at alt er forbedret, bortset fra at Trailcook er 135 gram tungere. Men du får så også en 200 ml. større gryde. TrailCook er født med Jetboil precision cook system, hvor gasregulatoren kan reguleres utroligt meget. Fra lille bitte stearinlysflamme til raket. Hvor en almindelig Jetboil Flash kun har raket.

Det gør at du kan lave alt fra simrermad til at koge vand enormt hurtigt - alt efter hvad du ønsker. Der sidder også en anden regulator, der sørger for, at vind og vejr ikke spiller ind på din madlavning. Men før vi kommer så langt, skal kogegrejet jo tændes. Det gør man ved Jetboil nye Rotary system, hvor man bare skal dreje gasregulatoren helt i bund, så tænder den. Det er jo egentlig “bare” det system vi kender fra det almindelige gaskomfur, Outsite nr. 50 - juli ’26

men her kogt ned til en transportabel gasbrænder. Systemet er mega fedt og fungerer utroligt godt. Jeg har endnu ikke haft en mislykkedes tænding - den starter hver gang uden problemer.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Piezoen er også lavet om, så den nu er helt stabil, og altid bliver på sin plads. Hvis du har ejet en Jetboil så ved du også, at piezoen kunne drille nu og da, og lige skulle indstilles igen, før den virkede. Nu virker den altid.

Gryden er på 1,2 liter og det er ret fedt. De sølle 200 ml. gør det meget lettere at lave mad. For den ekstra høje kant gør, at man kan røre rundt i gryden uden at spilde. Når man laver mad til 2 personer, fylder maden, og så hjælper de 0,2 liter meget. Gryden sættes på gasbrænderen. Altså, gryden sættes bare på. Du skal ikke finde de 3 fatninger og skrue, for derefter at bøvle lidt med, at få gryden af igen. Du sætter bare gyden på. Det er også nyt og det gør, at du har meget mere kontrol over din madlavning. Du kan lettere tage gryden af, og røre rundt i gryden. Du kan meget lettere skifte gryde eller fjerne gryden helt. Se videoen hvor det også demonstreres. Her kan du også se andre gryder og pander, som du kan tilkøbe til TrailCook. Da vi tester hvor hurtig den er, er den faktisk så hurtig, at vi ikke når at opdage at vandet koger. Den er altså hurtigere end de 2,10 minutter, som de skriver. Forholdene var også 22 C. og vindstille, men vi har aldrig oplevet, at en Jetboil har været hurtigere end skrevet. Jetboil TrailCook er også mere effektiv end en Jetboil Flash. Flash klarer 10 liter på 100 gram gas, hvor TrailCook klarer 12 liter. Det er rundt regnet 4 x frysetørret mad mere, og det har betydning på vægten af gas, som du skal slæbe med. Slip let er erstattet af keramisk belægning i gryden. Det gør det meget sundere og mere hygiejnisk at lave mad. Slip let, som på panderne derhjemme i køkkenet er meget usundt, hvis der går hul på belægningen. Der går ikke hul på keramiske indlæg.

Hvis det gør, er det fordi hele gryden er gået i stykker. Min erfaring er også at maden ikke brænder så hurtigt på når det er keramisk, og gryden er lettere at rengøre. Du kan tilkøbe en 1,5 og en 5 liters gryde fra Jetboil. Jetboil i Danmark har anmodet om en 2 liters gryde, da den giver meget mening, nu når de er gået fra 1 liter til 1,2 liter (så er 1,5 liter ikke den store opgradering), men TrailCook findes i en 2 liters udgave, så du kan altså godt få 2 liter.

Dommen Alt i alt er Jetboil TrailCook som skrevet, den bedste Jetboil nogensinde, og der er ikke en finger at sætte på den. Den er alsidig og meget mere stabil end tidligere versioner, og alt spiller bare. Så skal du bruge en gasbrænder du både kan koge hurtigt vand og lave mad på, så er det Jetboil TrailCook du skal købe. Mega fed brænder!

Jetboil TrailCook 1,2 specifikationer Vægt: 550 gram Mål: 13,9 x 13,7 cm. pakket Kapacitet: 1,2 liter Effekt: 8 kW Kogetid: 110 sekunder (2,10 min..) Brændetid: 12 liter på 100 g gas Sæsoner: 3 Tænding Rotary (nyt system) Antal personer: 1-2 Pris: 1849,-

Jetboil

Outsite nr. 50 - juli ’26

Svartingedalen – Bornholms vilde sprækkedal og sporene efter Jordens gamle kræfter

By Ljunggren

Af alle Bornholms naturperler er Svartingedalen måske den mest eventyrlige. Her snor en lille bæk sig gennem en dyb kløft mellem granitklipper, mosklædte sten og tæt skov.

Men forklaringen på det særlige landskab skal findes langt tilbage i Jordens historie.

Men dalen er mere end blot et smukt naturområde. Den fortæller en historie om jordskorpens bevægelser, istidernes enorme kræfter og de samme geologiske processer, som stadig kan mærkes, når et jordskælv registreres i Danmark.

Bornholm adskiller sig markant fra resten af Danmark.

En skjult dal i den bornholmske skov På Bornholms nordvestlige del, mellem Hasle og Rutsker, ligger Svartingedalen. Den er mindre kendt end Ekkodalen og Døndalen, men for mange naturinteresserede er den blandt øens mest fascinerende steder. Når man følger stien ned gennem dalen, forsvinder den åbne himmel gradvist bag stejle klippesider og høje træer.

Da Bornholm blev til

Mens størstedelen af landet består af relativt unge aflejringer fra de seneste istider, består Bornholm af meget gammelt grundfjeld. Granitten og gnejsen på øen blev dannet dybt nede i jordskorpen for omkring 1,4 til 1,7 milliarder år siden. Disse bjergarter er blandt de ældste synlige geologiske formationer i Danmark. På det tidspunkt eksisterede hverken Østersøen, Skandinavien eller Danmark, som vi kender dem i dag. Kontinenter blev dannet, splittet ad og samlet igen gennem enorme geologiske processer.

Luften bliver køligere og mere fugtig. Mosser beklæder stenene, bregner breder sig langs bækken, og gamle træer ligger væltede hen over skovbunden. Mange besøgende beskriver området som noget, der minder om en nordisk urskov eller et landskab fra en fantasyfilm. Det er svært at tro, at man befinder sig i Danmark.

Outsite nr. 50 - juli ’26

I løbet af millioner af år blev det gamle grundfjeld udsat for voldsomme spændinger.

Sprækker i klippen Når jordskorpen udsættes for tryk eller stræk, opstår der revner og forkastninger.

Denne proces – frostsprængning – fortsatte gennem tusinder af år. Langsomt blev de oprindelige revner forvandlet til de sprækkedale, som i dag er blandt Bornholms mest karakteristiske landskaber. Hvorfor er Svartingedalen så frodig?

Disse brudzoner kan sammenlignes med sprækker i et stykke glas. Klippen går ikke nødvendigvis helt i stykker, men den bliver svækket langs bestemte linjer.

Svartingedalen er ikke blot en geologisk formation.

På Bornholm blev der dannet et omfattende netværk af sådanne sprækker gennem grundfjeldet.

De høje klippesider giver læ for vind og sol. Fugten fra bækken bliver fanget i dalen, og temperaturen er ofte lidt lavere end i de omkringliggende områder.

Nogle af dem strækker sig flere kilometer gennem landskabet.

Det giver gode vækstbetingelser for:

I dag kan man stadig se konsekvenserne af disse gamle svaghedszoner. Svartingedalen er en af dem.

Istiderne formede dalen Selve sprækken var kun begyndelsen. Den dal, vi ser i dag, blev først for alvor skabt under de mange istider, der gennem de seneste par millioner år har præget Norden. Da iskapperne smeltede, strømmede enorme mængder smeltevand gennem landskabet. Vandet søgte naturligt mod de eksisterende sprækker i klippen.

Her begyndte erosionen Smeltevandet skyllede løse materialer bort, udvidede revnerne og gravede sig gradvist dybere ned. Samtidig trængte vand ind i sprækkerne, frøs om vinteren og sprængte små stykker granit løs.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Den er også et særligt mikroklima.

• • • •

mosser laver bregner skyggetålende planter

Resultatet er et næsten urskovsagtigt miljø, som er usædvanligt i Danmark. Mange steder virker landskabet nærmest uberørt, selv om mennesker har færdedes her i århundreder.

Jættebolden og de gamle sagn Som mange markante naturformationer har Svartingedalen også sine fortællinger. Dalens mest kendte seværdighed er den enorme vandreblok, der kaldes Jættebolden. Geologisk er forklaringen enkel: En gletsjer har transporteret stenen hertil under istiden. Men ifølge sagnet blev stenen kastet af en svensk jætte mod Klemens Kirke.

Historien er et klassisk eksempel på, hvordan mennesker før den moderne geologi forsøgte at forklare landskabets mærkværdigheder gennem myter og folketro.

Mange af Bornholms sprækker og forkastninger blev dannet for hundreder af millioner år siden, men de repræsenterer stadig områder, hvor klippen engang har været udsat for store belastninger.

Har sprækkedalene noget med jordskælv at gøre?

Det betyder dog ikke, at Svartingedalen er aktiv eller ved at udvide sig.

Spørgsmålet bliver særligt interessant, når der registreres jordskælv i Danmark.

Tværtimod er området geologisk meget stabilt.

Det korte svar er: Ja – men indirekte.

Hvorfor har vi jordskælv i Danmark?

De sprækker, som Svartingedalen følger, blev oprindeligt dannet af spændinger i jordskorpen. De er dermed spor efter de samme geologiske kræfter, som kan skabe jordskælv.

Danmark ligger langt fra de store pladegrænser, hvor verdens kraftigste jordskælv forekommer.

Et jordskælv opstår, når spændinger i jordskorpen pludselig udløses langs en svaghedszone eller forkastning.

Vi befinder os midt på den eurasiske kontinentalplade. Alligevel registreres der hvert år mindre jordskælv i Danmark og nærområderne. Outsite nr. 50 - juli ’26

De fleste opstår: • • • •

i Kattegat omkring Skåne ved Bornholm i Oslofjord-området

Forklaringen er, at jordskorpen stadig påvirkes af spændinger. Nogle skyldes langsomme bevægelser i den eurasiske plade. Andre hænger sammen med den såkaldte landhævning efter istiderne, hvor Skandinavien stadig hæver sig en smule efter vægten fra de enorme iskapper.

Men ser man nærmere efter, bliver dalen også en fortælling om Jordens enorme tidsperspektiver. Hver klippevæg, hver granitblok og hver sprække er spor efter kræfter, som har været på arbejde gennem millioner af år. Og når et mindre jordskælv en dag registreres i Danmark, minder det os om, at de kræfter, der skabte sprækkerne i Bornholms klipper, ikke helt er forsvundet. De arbejder stadig dybt under vores fødder – langsomt, næsten umærkeligt – og efterlader af og til små tegn på, at Jorden stadig er i bevægelse.

Når spændingerne bliver store nok, kan de udløses som mindre jordskælv.

Faktaboks – Hvad er en sprækkedal?

Et geologisk vindue til Skandinavien

En sprækkedal er en dal, der er dannet langs naturlige sprækker eller forkastninger i grundfjeldet.

For geologer er Bornholm noget ganske særligt. Øen er ikke blot en del af Danmark. Geologisk set er den en del af det skandinaviske grundfjeld.

Sprækken opstår først som følge af spændinger i jordskorpen. Senere udvider vand, frost og erosion sprækken, indtil den udvikler sig til en egentlig dal.

De samme gamle bjergarter findes i Sydsverige, Norge og Finland. Mange af de forkastninger og sprækkesystemer, man ser på Bornholm, fortsætter under Østersøen mod Skåne. Når man står i Svartingedalen, står man derfor midt i et landskab, der fortæller historien om Nordens geologiske udvikling gennem mere end en milliard år.

Faktaboks – Andre sprækkedale på Bornholm Ekkodalen – Bornholms største og mest kendte sprækkedal. Døndalen – hjemsted for Danmarks største vandfald.

Når naturen fortæller om Jordens historie

Storedalen – fredfyldt skovdal nær Hammershus.

For den almindelige vandrer er Svartingedalen først og fremmest en smuk oplevelse. En stille dal med skov, klipper og rislende vand.

Kobbeådalen – et af Bornholms mest varierede og naturprægede vandløbslandskaber.

Outsite nr. 50 - juli ’26

se nd al ev ej

j ve als d ke Kir

Simblegårdsvej

Vandrerute: Svartingedalen Længde: ca. 3 kilometer (hver vej)

Outsite nr. 50 - juli ’26

Svartingedalen – en vandring gennem Bornholms ældste landskab Der er steder, hvor naturen først afslører sig langsomt. Svartingedalen er et af dem

Fra vejen ved Åhalsegård på det nordvestlige Bornholm ser landskabet ganske almindeligt ud. Marker breder sig mellem små skovpartier, og intet tyder på, at der få hundrede meter længere fremme gemmer sig et af Danmarks mest særprægede naturområder. Man følger stien ind mellem træerne, mens morgensolen stadig ligger over det åbne land, og de første minutter føles som enhver anden skovtur på Bornholm.

Men så begynder terrænet at ændre sig Stien falder næsten umærkeligt. Jorden bliver mørkere og mere fugtig. Luften føles køligere mod ansigtet, og et sted længere fremme høres lyden af rindende vand. Træerne lukker sig tættere omkring én, og da man passerer det sidste stykke af den almindelige skov, åbner landskabet sig pludselig nedad.

Foran én ligger Svartingedalen Ikke som en bred dal med udsigter og åbne vidder, men som en dyb revne i landskabet. Klippesiderne rejser sig mellem stammer og løv, mens Bagge Å snor sig gennem dalbunden som et blankt bånd mellem sten og rødder.

Solens stråler finder kun enkelte steder ned gennem kronerne og rammer mosset på granitblokkene, så de lyser i et næsten selvlysende grønt skær. Man sænker automatisk farten. Det er ikke et sted, man skynder sig igennem. Mens stien følger åen, bliver det tydeligt, at dette ikke blot er en skov. Det er et landskab, der er formet af kræfter, som ligger langt uden for menneskets forestillingsevne. Klipperne langs stien består af granit, der blev dannet for omkring halvanden milliard år siden. På det tidspunkt fandtes hverken Danmark, Bornholm eller Østersøen. Granitten blev skabt dybt nede i jordskorpen under enorme temperaturer og tryk. Senere blev grundfjeldet udsat for voldsomme spændinger, der fik klippen til at revne langs svage zoner. En af disse gamle brudzoner ligger netop her. Det er den, man vandrer i. I millioner af år lå sprækken skjult i landskabet. Først da istiderne kom og senere trak sig tilbage, begyndte smeltevandet at arbejde sig gennem revnen. Vandet udvidede sprækkerne, frost sprængte Outsite nr. 50 - juli ’26

granitten, og langsomt blev den smalle revne til den dal, som i dag skærer sig gennem skoven. Når man går gennem Svartingedalen, går man derfor bogstaveligt talt i bunden af en gammel brudzone i jordskorpen.

Det er geologi, man kan røre ved Men det er ikke klipperne, der først fanger opmærksomheden. Det er livet. Den fugtige luft mellem granitvæggene skaber et helt særligt mikroklima. Hvor markerne udenfor kan være tørre og solvarme, hersker der hernede en kølig og næsten konstant fugtighed.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Mosserne trives overalt De beklæder stenene som tykke grønne tæpper og vokser på både træstammer og klippevægge. Laver danner grålige mønstre på granitten, og mellem stenene folder bregnerne sig ud i tætte bestande. Om foråret er dalen næsten lysende. Mens bøgens kroner endnu står nøgne, strømmer sollyset ned til skovbunden, hvor hvide anemoner breder sig mellem træerne. Skovsyren dukker frem med sine fine blomster, og overalt mærker man naturens hastværk med at udnytte lyset, inden løvet lukker sig.

Dalen virker stille, men den er fuld af liv. Man hører det især. En rødhals bryder stilheden med sin klare, næsten melankolske sang. Længere fremme eksploderer en gærdesmutte i lyd med en kraft, der virker umulig for en fugl af den størrelse. Højt oppe i bøgekronerne høres løvsangerens bløde strofer, mens gransangeren gentager sin enkle sang igen og igen. På en forårsdag bliver dalen til et fuglekor. Når sommeren kommer, ændrer dalen karakter. Bøgen spænder sit grønne tag over kløften, og stien bliver til en grøn korridor mellem granit og vegetation. Det er på denne årstid, Svartingedalen for alvor får sit næsten urskovsagtige præg. Et sted ved vandløbet standser man måske op. Der er bevægelse mellem bladene. En lille brun skikkelse smutter hurtigt i skjul. Måske er det en salamander, som søger væk fra stien og ned mod fugtigheden mellem stenene. Omkring åen lever også frøer, som finder gode forhold i de våde partier af dalen. De fleste ser man aldrig, men deres tilstedeværelse er endnu et tegn på, hvor anderledes miljøet her er sammenlignet med det omgivende landskab.

Klippesiderne sender lydene frem og tilbage, så hele landskabet synes fyldt af sang. Den opmærksomme vandrer kan også være heldig at høre en dybere og mere rytmisk lyd.

Bank. Bank. Bank Langt inde mellem træerne arbejder en sortspætte på en gammel stamme. Danmarks største spætte er blandt de fugle, som trives i Bornholms mere gamle skovområder, og dens trommen passer på mærkelig vis til omgivelserne. Som et ekko af de kræfter, der engang sprængte granitten.

Overalt foregår små historier En bille arbejder sig gennem barken på en væltet stamme. En edderkop har spændt sit net mellem to bregner. Små insekter danser i lyset over vandet.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Bagge Å følger fortsat stien Nogle steder er den blot et stille vandløb mellem stenene. Andre steder skynder vandet sig gennem små fald og over granitblokke, der har ligget her siden sidste istid. Et af de mest kendte steder i dalen dukker op næsten uden varsel.

Mellem træerne ligger Jættebolden Den enorme vandreblok virker næsten malplaceret. Som om nogen med vilje har placeret den midt i skoven. Geologerne ved, hvordan den kom hertil. Isen transporterede den under en af istiderne og efterlod den, da gletsjeren smeltede.

Men de lokale fortæller en anden historie

Ifølge sagnet blev stenen kastet af en svensk jætte mod Klemens Kirke. Kastet ramte ved siden af, og stenen landede i dalen. Når man står foran den flere meter høje blok omgivet af skov og granit, virker fortællingen næsten lige så sandsynlig som enhver anden. Jo længere man bevæger sig gennem dalen, desto tydeligere bliver klipperne. Ved Åhalsen rejser granitvæggene sig markant over stien. Her træder geologien frem med en tydelighed, som selv den uøvede kan se. Revner og strukturer i klippen afslører den voldsomme historie, der ligger gemt i grundfjeldet.

holm og Skåne. De skyldes spændinger i jordskorpen, ofte langs gamle svaghedszoner som dem, der engang var med til at skabe sprækkerne i grundfjeldet.

Svartingedalen er ikke aktiv Klipperne bevæger sig ikke. Men dalen er et synligt minde om de samme kræfter, som stadig arbejder dybt under os. Mellem træerne afslører spor i mudderet, at man ikke er alene. Rådyr passerer ofte gennem dalen på vej mellem skovens skjulesteder og de omkringliggende marker. Ræven følger de samme naturlige korridorer gennem landskabet, mens skovmåren lever et mere skjult liv i træernes kroner og mellem skovens gamle stammer. De fleste besøgende ser dem aldrig. Men de er her. Når aftenen nærmer sig, overtager flagermusene luftrummet over åen. De jager insekter over vandet og mellem trækronerne, mens mørket langsomt fylder dalen. Naturen skifter vagt. Dagens dyr forsvinder. Nattens dyr kommer frem.

På et tidspunkt begynder stien at stige igen.

Det er også her, tankerne naturligt kan falde på jordskælv.

Man lægger måske ikke mærke til det med det samme, men lyset bliver stærkere. Træerne står længere fra hinanden. Lyden af Bagge Å bliver svagere.

For selv om Danmark ligger langt fra de store pladegrænser, registreres mindre jordskælv fra tid til anden omkring Born-

Efter få minutter åbner skoven sig.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Foran én ligger igen markerne, himlen og det åbne bornholmske landskab. Man er tilbage i nutiden.

Men oplevelsen bliver hængende Ikke fordi Svartingedalen er stor efter nordiske målestokke. Ikke fordi den byder på vidtstrakte udsigter eller dramatiske bjergtoppe. Tværtimod. Dens styrke ligger i det nære. I lyset mellem bøgestammerne. I vandets stille bevægelse over granitten. I fuglesangen, der fylder rummet mellem klippevæggene. I den særlige fornemmelse af at være omgivet af natur på alle sider. For Svartingedalen er mere end en vandrerute. Den er en rejse gennem et landskab, hvor naturhistorien ligger synlig omkring én. Et sted hvor milliardårig granit, istidernes smeltevand, anemoner og skovsyre, bregner, mosser og laver, rødhalse og sortspætter, salamandre, rådyr og flagermus lever side om side i en kløft, der blev skabt af Jordens egne kræfter længe før de første mennesker satte fod på Bornholm.

Mellem de geologiske kræfter, der arbejder over millioner af år, og en rødhals, der synger fra en gren en tidlig forårsmorgen. Mellem en granitklippe, der blev dannet dybt i jordskorpen for halvanden milliard år siden, og en salamander, der søger skjul mellem de fugtige blade ved åens bred. Når man står ved skovkanten og ser tilbage mod dalen, er det svært ikke at føle en vis ydmyghed. For her, skjult mellem Bornholms marker og landeveje, findes et landskab, der minder os om, hvor kort menneskets historie egentlig er. Mens generationer er kommet og gået, har granitten ligget her. Mens skove er vokset frem og forsvundet igen, har Bagge Å fortsat sit stille løb gennem dalen. Og mens verden omkring os hele tiden forandrer sig, arbejder de samme kræfter stadig langsomt videre under jordoverfladen. Svartingedalen er derfor ikke blot et sted, man besøger. Det er et sted, man lytter til.

Her er naturen ikke opdelt i geologi, botanik og zoologi. Alt hænger sammen. Klipperne skaber dalen. Dalen holder på fugten.

Et sted, hvor naturen fortæller sin historie i sit eget tempo – gennem rindende vand, fuglesang, mosklædte sten og klipper, der har overlevet næsten alt.

Fugten giver liv til mosserne og bregnerne. Planterne skaber levesteder for insekter, fugle og pattedyr. Selv den lille Bagge Å er en del af fortællingen. Uden vandet ville sprækken aldrig være blevet til en dal. Uden dalen ville det særlige liv aldrig have fundet sin plads her.

Og når man forlader dalen, er det med følelsen af at have været på besøg i et af de få steder i Danmark, hvor Jordens lange hukommelse stadig ligger synlig mellem træerne.

Måske er det netop derfor, stedet gør indtryk. Man mærker sammenhængen mellem de store og de små historier.

Outsite nr. 50 - juli ’26

COMFORT YOU CAN COUNT ON

ETHER LIGHT XR SLEEPING MAT

Outsite nr. 50 - juli ’26

seatosummit.com

live large Pack light

De nye Abisko Hybrid Tr a i l Tr o u s e r s Z i p - o f f

fjallraven.dk

Outsite nr. 50 - juli ’26

Test af Wechsel Aera L, ... et letvægts liggeunderlag til vandreture. Liggeunderlaget er meget kompakt og hurtigt at puste op

By Christian Milbo

Wechsel Aera L er en af mange nyheder fra Wechsel, der i år er et besøg værd på deres hjemmeside. Det er en virksomhed der er på vejen fremad, og som tænker nyt i forhold til traditionerne i firmaet. Det er altid spændende at følge. Testen Aera fra Wechsel er som sådan ingen revolution på markedet, men alligevel skal du læse videre, for der er masser af spændende ting ved liggeunderlaget, foruden den lave pris. For ca. 1200,- er ikke meget. Vi har de seneste år set priserne stikke af på liggeunderlag, soveposer o.s.v., og det er ikke fordi producenterne er blevet grådige.

Som med alt fra oksekød til benzin, så sker der desværre bare en stigning alle steder, også når du skal i skoven. Jeg er personligt ikke bange for at røre ved billigere produkter, for det kunne jo være, at de fungerer rigtig fint? Og det gør Aera. Det sagt, så kan du sagtens købe et liggeunderlag der koster mere, og få mere kvalitet. Det hænger jo som regel sammen.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Pakstørrelsen er imponerende når vi taler pris. For Aera er kun 22 x 14 cm. og det er ikke meget. Længden og bredden er også rigtig fint for et Large liggeunderlag. R-værdien vs. pris er også meget flot. Hele 6 i værdi betyder, og liggeunderlaget bliver ude, når du for længst er gået ind pga. kulde, så du kommer ikke til at fryse. Kamrene gør også, at fordelingen af varmen i liggeunderlaget er rigtig god. Larmen er som alle andre liggeunderlag med luft, så her skal du ud i et skumliggeunderlag, hvis du vil have en mere stille liggeunderlag, men som jeg også siger i videoen, så “larmer” det jo kun, når du bevæger dig, og det gør vi ikke så meget, når vi sover. Liggekomforten er faktisk til den bedre side. Man ligger rigtig godt på liggeunderlaget, så en god nat, det skal du også nok få på Aera.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Der findes klar bedre ventiler på Aera, og det er nok her, at den største kritik ligger, men det er dog ikke værre, end at luften nok skal blive inde og komme ud når du vil have det, og det er vel pointen når alt kommer til alt.

Dommen Wechsel Aera L liggeunderlaget er altså bestemt et køb værd, især hvis du er på et budget, men stadig gerne vil ud at nyde naturen, eller du som nybegynder gerne vil i gang. Så går du bestemt ikke galt i byen. Som skrevet findes der bedre liggeunderlag og bedre kvalitet på liggeunderlag, men du skal nok få nogle rigtig gode nætter på Aera L, og hvad mere skal et liggeunderlag egentlig kunne? Pris, vægt, fylde, R-værdi, størrelse. Det hele er rigtig, rigtig fint!

Specifikationer Vægt: 620 g. Størrelse: 195 x 65 x 6,5 cm. Pakstørrelse: 22 x 14 cm. R-Værdi: 6 Isolering: Radiant heat AX Materiale: 20D Nylon Pris: ca. 1200,-

Wechsel Tents Wechsel Tents er en tysk producent af premium outdoorudstyr med speciale i telte til trekking, bikepacking, bushcraft, camping og ekspeditioner. Virksomheden blev grundlagt i 1995 af den erfarne outdoor-entusiast Jörg Schulze, der udviklede de første teltprototyper på baggrund af egne erfaringer fra ekspeditioner og mange års test af eksisterende telte. Siden da har Wechsel opbygget et stærkt ry for at udvikle lette, robuste og gennemtænkte produkter, der er designet til at klare krævende vejr- og terrænforhold. Sortimentet omfatter et bredt udvalg af telte til både én og flere personer, herun-

der kuppel-, tunnel- og hybridtelte samt ultralette modeller til vandring og bikepacking. Derudover producerer Wechsel tarps, shelters, soveposer, liggeunderlag og tilbehør, så friluftsentusiaster kan sammensætte en komplet sove- og lejrløsning. Produkterne er udviklet med fokus på lav vægt, høj stabilitet, funktionelle detaljer og lang levetid, og virksomheden tilbyder reservedele og reparation for at forlænge produkternes levetid. Wechsel arbejder løbende med innovation og produktudvikling i tæt dialog med outdoorfællesskabet. Flere af virksomhedens mest populære telte er udviklet i samarbejde med erfarne brugere, og brandet har modtaget anerkendelse for både innovative konstruktioner og høj kvalitet. Med mere end 30 års erfaring er Wechsel i dag et anerkendt europæisk mærke, der henvender sig til både fritidsbrugere og professionelle eventyrere, som stiller høje krav til pålideligt og holdbart outdoorudstyr.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Hærvejen – Danmarks ældste rejse gennem landskab og historie

By Ljunggren

En vandrer på vejen Morgenen er stille over den jyske højderyg. Solen har endnu ikke for alvor fået fat, og et let slør af tåge ligger hen over markerne. Duggen glimter i græsset langs stien, mens lærkens sang stiger op over landskabet. Foran vandreren strækker vejen sig mod horisonten, en smal grussti mellem levende hegn, små skovstykker og åbne bakker. Der er ingen dramatik her. Ingen fjelde, ingen dybe kløfter eller brusende vandfald. Alligevel er der noget særligt ved stedet. Det mærkes i stilheden. Det mærkes i landskabet. Og det mærkes måske især i bevidstheden om, at tusinder af mennesker gennem århundreder har gået præcis samme vej. Hærvejen har en evne til at sætte tempoet ned. Allerede efter de første kilometer begynder skuldrene at sænke sig. Tankerne falder til ro. Skridtene finder deres egen rytme. Det er som om vejen selv bestemmer farten. Her er ingen grund til at skynde sig.

Landskabet ændrer sig langsomt, og netop derfor bliver man opmærksom på detaljer, som ellers let overses i hverdagen. Lyset mellem træerne. Vinden over marken. Duften af fugtig jord efter nattens regn. For mange moderne vandrere er det netop dette, der gør Hærvejen til noget særligt. I en tid hvor det meste handler om hastighed, effektivitet og konstant tilgængelighed, tilbyder den gamle vej noget helt andet. Her handler det ikke om at komme hurtigt frem. Her handler det om selve bevægelsen gennem landskabet. Måske er det derfor, Hærvejen de senere år har oplevet en renæssance. Stadigt flere danskere snører vandrestøvlerne og begiver sig ud på de gamle spor gennem Jylland. Nogle går en enkelt dagstur. Andre tager en weekend med overnatning i shelter. Nogle bruger en uge på en længere strækning, mens enkelte vælger at følge hele ruten fra nord til syd. De kommer af mange forskellige grunde. Nogle søger motion og frisk luft. Outsite nr. 50 - juli ’26

Andre søger naturen. Nogle tiltrækkes af historien, mens andre finder inspiration i den gamle pilgrimstradition. Men næsten alle beskriver den samme oplevelse: følelsen af at være på en rejse, hvor målet ikke nødvendigvis er vigtigere end vejen dertil. Det er en oplevelse, som adskiller Hærvejen fra mange andre vandreruter. For selv om Danmark rummer et voksende netværk af afmærkede stier, er der få steder, hvor natur, kulturhistorie og friluftsliv smelter så naturligt sammen. Langs Hærvejen passerer man gennem landskaber, der har formet generationer af danskere. Man går forbi gravhøje fra bronzealderen, middelalderkirker, gamle kroer og landsbyer, der har ligget på samme sted i århundreder.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Historien ligger ikke gemt bag montre på et museum. Den findes ude i terrænet, synlig for den, der tager sig tid til at se efter. Det er måske også derfor, mange oplever Hærvejen som mere end blot en vandrerute. Den bliver et møde med Danmark selv. Ikke det moderne Danmark med motorveje, byudvikling og travle hverdage, men et ældre Danmark, hvor landskabet stadig sætter dagsordenen. Et Danmark af heder, skove, bakker og små lokalsamfund. Et Danmark, som gennem århundreder har været bundet sammen af netop disse gamle færdselsårer. Når man står på en bakketop og ser ud over det jyske landskab, er det ikke svært at forstå, hvorfor mennesker valgte netop denne vej. Herfra kan man følge højderyggene mod nord og syd, præcis som rejsen-

de har gjort i årtusinder. Den moderne vandrer er på én gang alene og i selskab med historien. Hvert skridt føjer sig til en fortælling, der begyndte længe før Danmark blev et land, og som fortsætter hver gang et nyt menneske begiver sig ud på stien.

Den er en rejse gennem landskab, kultur og historie. Og som alle gode rejser begynder den med et enkelt skridt.

For Hærvejen er mere end en rute på et kort.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Hvordan vejen opstod i oldtiden

Hærvejen blev ikke skabt af én person, én kultur eller én tidsperiode. Den voksede frem over årtusinder som et resultat af landskabets egne betingelser.

Hvis man står med et moderne kort over Danmark og følger Hærvejens forløb gennem Jylland, kan det være fristende at forestille sig, at nogen engang har planlagt ruten. At en konge, høvding eller hærfører har udpeget den bedste vej gennem landet, og at mennesker siden blot har fulgt den. Virkeligheden er langt mere fascinerende. Hærvejen blev ikke skabt af én person, én kultur eller én tidsperiode. Den voksede frem over årtusinder som et resultat af landskabets egne betingelser. På mange måder er Hærvejen lige så meget et naturfænomen som et kulturhistorisk monument. For at forstå dens oprindelse må man forestille sig et Jylland, der så ganske anderledes ud end i dag. Efter den seneste istid var store dele af landet dækket af tætte skove, vidtstrakte moser og sumpede lavninger. Floder og vandløb snoede sig gennem terrænet, og mange steder kunne selv korte rejser være besværlige. Der fandtes ingen broer, ingen dæmninger og naturligvis ingen veje i moderne forstand.

Skulle mennesker bevæge sig gennem landet, måtte de finde de steder, hvor naturen selv tilbød passage. Det var her, den jyske højderyg fik sin betydning. Som en næsten usynlig rygrad strækker højderyggen sig gennem Jylland fra nord mod syd. Langs denne naturlige forhøjning løber vandskellet mellem de østgående og vestgående vandløb. Her var terrænet ofte tørrere, jorden fastere og fremkommeligheden bedre end i de omkringliggende lavninger. Når regnen faldt, blev vandet hurtigt ledt væk, og når moserne voksede sig større i dalene, forblev højdedragene forholdsvis tørre. Det var ganske enkelt den letteste vej gennem landet. De første mennesker, der vandrede gennem Jylland efter istiden, lærte hurtigt disse naturlige ruter at kende. Måske fulgte de i begyndelsen dyrenes spor. Store dyr som kronhjorte, elge og senere urokser havde gennem generationer fundet de samme passager mellem skove, vandløb og græsningsområder.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Dyrene kendte landskabet længe før mennesket satte sine egne spor i det.

I bronzealderen blev forbindelserne til resten af Europa endnu stærkere.

Arkæologer har ofte peget på, at mange af Europas ældste veje sandsynligvis har deres oprindelse i sådanne dyrestier. Det er ikke svært at forestille sig.

Danmark var på dette tidspunkt langt fra isoleret. Tværtimod indgik området i omfattende handelsnetværk, der strakte sig over store dele af kontinentet.

Når man færdes i naturen, vælger både dyr og mennesker som regel den mest logiske vej.

Rav fra de jyske kyster blev eksporteret mod syd, mens bronze, glas og luksusgenstande fandt vej nordpå.

Over tid bliver de samme spor brugt igen og igen, indtil de bliver til tydelige stier.

Handelsmændene havde brug for sikre ruter gennem landskabet.

Sådan begyndte Hærvejens historie sandsynligvis.

I takt med at trafikken voksede, blev sporene tydeligere. Flere fødder, flere hove og flere vogne sled jorden ned og skabte de første egentlige vejforløb.

I stenalderen var rejser sjældne sammenlignet med senere tider, men mennesker bevægede sig stadig mellem bopladser, jagtområder og samlingssteder. Efterhånden som landbruget bredte sig i bondestenalderen, voksede behovet for kontakt mellem landsbyer og regioner. Mennesker begyndte at transportere varer over længere afstande, og dermed fik de gamle spor en ny betydning.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Men der var stadig ikke tale om én fast vej. Hvis et område blev for mudret, flyttede færdslen blot nogle meter til siden. Hvis et vandløb ændrede løb, fandt man en ny passage. Derfor er Hærvejen i virkeligheden ikke én vej, men et netværk af spor, som gennem århundreder har flyttet sig og tilpasset sig landskabet.

Dette kan stadig ses mange steder i dag. I flere skove langs Hærvejen finder man gamle hulveje – dybe furer i terrænet, hvor generationers færdsel har skåret sig ned gennem jordbunden.

Hærvejen opstod nedefra

Nogle steder ligger flere hulveje parallelt ved siden af hinanden. Hver repræsenterer en periode, hvor rejsende har søgt en lidt tørrere eller lettere passage.

Måske er det derfor, den stadig føles så naturlig at vandre på.

Når man står ved en sådan hulvej, bliver tid pludselig noget konkret. De dybe spor er ikke skabt på et år eller et årti. De er resultatet af tusindvis af fødder, heste og vogne gennem århundreder.

Landskabet fortæller sin egen historie Mange af de gravhøje, som stadig præger udsigten langs Hærvejen, vidner også om rutens betydning. Bronzealderens mennesker placerede ofte deres gravhøje på markante bakketoppe, hvor de kunne ses på lang afstand. For de rejsende fungerede de som pejlemærker i landskabet. Når man bevægede sig gennem skove eller over åbne heder, kunne gravhøjene hjælpe med at vise retningen.

Den voksede frem, fordi mennesker gennem tusinder af år valgte den samme vej gennem landskabet.

Når man følger stien gennem de jyske bakker i dag, går man ikke på et monument skabt af magthavere. Man følger et spor, som generation efter generation har fundet frem til på egen hånd. Et spor, der begyndte som en praktisk løsning på et geografisk problem, men som med tiden blev en af de vigtigste forbindelser gennem Danmark. Og netop derfor er Hærvejen langt mere end en vandrerute. Den er et af de tydeligste eksempler på, hvordan naturen og mennesket sammen har formet det danske landskab gennem flere tusinde år.

På den måde blev natur og kultur vævet sammen. Vejen skabte ikke blot kontakt mellem mennesker. Den formede også den måde, landskabet blev brugt og forstået på. Det er netop denne langsomme udvikling, der gør Hærvejen så anderledes end de fleste andre historiske veje. Mange af Europas berømte oldtidsveje blev anlagt af magtfulde stater og imperier. Romerne byggede veje med militær præcision. Middelalderens konger anlagde kongeveje for at binde deres riger sammen.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Cimbrerstenen - Rebild bakker

Cimbrerne og de tidlige folkevandringer - Cimbrerne - et mytisk folk om hvem vi ikke ved ret meget

Når man vandrer på Hærvejen i dag, er det let at lade tankerne glide tilbage gennem historien. Forbi middelalderens pilgrimme og studedrivere. Forbi vikingerne og de første danske konger. Helt tilbage til en tid, hvor Danmark endnu ikke eksisterede som nation, og hvor Jylland var hjemsted for stammer og folk, som kun kendes gennem arkæologiske fund og beretninger skrevet af fremmede. Blandt disse folk er ingen mere myteomspundne end cimbrerne. Navnet har gennem århundreder været omgærdet af både fascination og mystik. Romerske historikere beskrev dem som et frygtindgydende folk fra nord, som pludselig dukkede op ved Romerrigets grænser i slutningen af det andet århundrede før Kristus. De kom ikke som handelsfolk eller diplomater. De kom som en vandrende nation. Hvor de præcis stammede fra, har historikere diskuteret i generationer, men de fleste forskere peger på Himmerland i Nordjylland som deres sandsynlige hjemegn.

Selv navnet Himmerland menes af mange at have forbindelse til cimbrerne, selv om sammenhængen aldrig er blevet endeligt bevist. Hvis teorien er korrekt, begyndte en af Europas mest dramatiske folkevandringer netop her i det nordjyske landskab. Omkring år 120 før Kristus forlod cimbrerne deres hjemegn og drog mod syd sammen med teutonerne og senere ambronerne. Hvorfor de rejste, ved ingen med sikkerhed. Romerske forfattere skrev om oversvømmelser og naturkatastrofer, der skulle have tvunget dem bort fra deres hjem. Andre historikere har foreslået klimaændringer, befolkningstilvækst eller sociale konflikter som mulige årsager. Sandheden er sandsynligvis gået tabt for altid. Men selve vandringen er veldokumenteret. I løbet af få årtier bevægede de store folkemasser sig gennem Centraleuropa, krydsede floder og bjergkæder og bragte uro til store dele af kontinentet. Flere gange besejrede de romerske hære, som ellers var blandt datidens mest frygtede militære styrker. Outsite nr. 50 - juli ’26

Egtvedspigens grav

For romerne blev cimbrerne et symbol på den ukendte og uforudsigelige verden mod nord. Når man læser de gamle kilder, får man næsten indtryk af et folk, der kom ud af tågerne. Men for cimbrerne selv begyndte rejsen et konkret sted. Den begyndte med skridtene væk fra hjemlandet. Og netop her bliver forbindelsen til Hærvejen interessant. Der findes ingen samtidige kilder, som fortæller, at cimbrerne fulgte Hærvejen. Faktisk eksisterede navnet slet ikke dengang. Men landskabet eksisterede. Højderyggene eksisterede. De naturlige færdselskorridorer gennem Jylland eksisterede.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Hvis tusinder af mennesker skulle bevæge sig fra Nordjylland mod syd, ville de næsten uundgåeligt have søgt de samme tørre og fremkommelige ruter, som generationer før og efter dem benyttede. På den måde kan man sige, at cimbrerne sandsynligvis ikke gik på Hærvejen. De gik på det landskabsspor, som senere blev til Hærvejen. Det er en vigtig forskel, men også en fascinerende tanke. Når den moderne vandrer følger stien gennem Midtjylland, er det muligt, at nogle af de samme højdedrag og passager blev brugt af mennesker for mere end to tusinde år siden. Måske er det netop derfor, Hærvejen føles så gammel. Den repræsenterer ikke blot en historisk vej. Den repræsenterer en måde at bevæge sig gennem landskabet på.

Folkevandringerne stoppede naturligvis ikke med cimbrerne. Gennem hele jernalderen var Jylland en del af et større europæisk netværk af mennesker, varer og ideer. Nye stammer opstod, andre forsvandt, og forbindelserne til kontinentet blev stadigt stærkere. Arkæologiske fund viser, at der fandt omfattende udveksling sted mellem Norden og resten af Europa. Våben, smykker, glas og luksusvarer rejste nordpå, mens rav, skind og andre nordiske produkter fandt vej mod syd. Mange af disse forbindelser må have passeret gennem Jylland. Og når mennesker rejser, følger de sjældent tilfældige ruter. De følger de bedste veje. Derfor voksede de gamle færdselslinjer gradvist i betydning. Hver generation gjorde sporene lidt tydeligere. Hver handelsmand, hyrde og rejsende bidrog til at fastholde de ruter, som landskabet allerede havde udpeget. På den måde blev Hærvejens forløb langsomt cementeret gennem århundreder. Når man vandrer gennem landskabet i dag, er det svært at forestille sig de enorme menneskelige bevægelser, der engang udspillede sig her.

Om familier, der forlod deres hjem. Om krigere på vej mod ukendte egne. Om handelsfolk med varer på ryggen eller i vogne. Om generationer af mennesker, der søgte nye muligheder mod nord eller syd. Hærvejen blev ikke skabt af én enkelt begivenhed. Den blev skabt af tusinder af rejser. Cimbrernes vandring er blot den mest berømte af dem. Måske er det derfor, deres historie stadig fascinerer os. Den minder os om, at Hærvejen ikke kun handler om Danmark. Den handler også om forbindelsen mellem Danmark og resten af Europa. Om mennesker i bevægelse. Om nysgerrighed, nødvendighed og eventyrlyst. Når man står på en høj bakke og ser ud over det jyske landskab, kan det være svært at forestille sig, at dette stille land engang sendte folkeslag ud, som satte hele Europas historie i bevægelse. Men netop dét er en del af Hærvejens fortælling. Den begynder ikke med konger og middelalderbyer. Den begynder med mennesker, der satte kursen mod horisonten og begyndte at gå.

Hederne ligger stille. Skovene er fredfyldte. Kun enkelte steder brydes stilheden af lyden fra en landevej eller en fjern traktor. Men under den rolige overflade gemmer sig fortællingen om mennesker på vandring. Outsite nr. 50 - juli ’26

IVER -10

Discover your inner adventurer with IVER Perfectly balanced winter down sleeping bag

MADE IN GERMANY

nordiskoutdoor Outsite nr. 50 - juli ’26

nordisk.eu

Denmark

Wool Specialist Since 1939

Uld til ægte friluftsliv I over tre generationer har vi produceret uldtøj af høj kvalitet til alle, der elsker at være ude i naturen. Vi følger strenge retningslinjer for dyrevelfærd og har fuld kontrol over hele værdikæden. Al vores produktion foregår i Europa, og vi har vores egen fabrik i Estland. Vi er stolte af at levere uldprodukter til militæret, brandvæsenet, politiet, eventyrere og friluftsentusiaster.

Outsite nr. 50 - juli ’26

aclima.com

Outsite nr. 50 - juli ’26

Ravhandel, bronzealder og forbindelsen til Europa

Når man vandrer gennem det midtjyske landskab i dag, er det svært at forestille sig, at de stille grusveje og skovstier engang var en del af et netværk, der forbandt Norden med resten af Europa. Hærvejen virker umiddelbart beskeden. Den snor sig gennem heder, marker og små landsbyer uden den storhed, man forbinder med kontinentets gamle handelsruter. Men under den rolige overflade gemmer sig historien om en tid, hvor Jylland spillede en langt vigtigere rolle i Europas udvikling, end mange forestiller sig. For længe før vikingerne satte sejl mod fjerne kyster, rejste varer, mennesker og ideer allerede gennem landet. I bronzealderen, der strækker sig fra omkring 1700 til 500 f.Kr., blev forbindelserne mellem Skandinavien og det øvrige Europa stadig tættere. Nye teknologier, håndværkstraditioner og handelsvarer fandt vej nordpå, mens råstoffer og eksklusive produkter blev sendt den modsatte vej.

Langs de jyske og sønderjyske kyster skyllede havet gennem årtusinder gyldne stykker af fossilt harpiks op på strandene. For menneskerne i bronzealderen var rav langt mere end et smukt naturmateriale. Det blev betragtet som noget næsten magisk. Når det blev poleret, glødede det som størknet sollys, og i mange kulturer tillagde man det særlige egenskaber. I Sydeuropa og omkring Middelhavet steg efterspørgslen på rav gennem hele bronzealderen. Arkæologiske fund viser, at rav fra Norden fandt vej til områder, der i dag omfatter Tyskland, Østrig, Italien og Grækenland. Selv i de mykenske paladser i det antikke Grækenland er der fundet rav, som sandsynligvis stammer fra Østersøområdet. Hvordan det præcist blev transporteret, ved ingen med sikkerhed.

Midt i denne udveksling lå Jylland som en naturlig korridor mellem Norden og kontinentet.

Men de fleste forskere er enige om, at en betydelig del af denne handel må være foregået ad de naturlige færdselsårer gennem Jylland.

Det mest eftertragtede af alle de nordiske produkter var rav.

Det var her, de gamle landskabsspor fik en ny betydning. Outsite nr. 50 - juli ’26

Hvor de tidligere primært havde været lokale forbindelser mellem bopladser og jagtområder, blev de nu en del af større handelsruter, der strakte sig langt ud over det nuværende Danmarks grænser. Handelen skabte ikke blot velstand. Den skabte også kontakt mellem kulturer, som ellers lå hundreder eller tusinder af kilometer fra hinanden. Når man ser på bronzealderens imponerende gravfund, bliver det tydeligt, hvor omfattende disse forbindelser var. I danske gravhøje er der fundet bronzesværd, smykker og luksusgenstande fremstillet af materialer, som ikke findes naturligt i Danmark. Bronze kræver kobber og tin, og ingen af delene fandtes i større mængder her. Metallet måtte derfor importeres gennem omfattende handelsnetværk. Det fortæller os noget vigtigt om datidens samfund. Danmark var ikke en isoleret udkant af Europa. Tværtimod var området en aktiv del af et vidtforgrenet netværk af handel og kulturudveksling. Mange af de mennesker, der bevægede sig gennem landskabet, har sandsynligvis aldrig rejst hele vejen til Middelhavet.

Den blev en del af Europas puls. Det ses også i de monumenter, som bronzealderens mennesker efterlod sig. Langs store dele af Hærvejens forløb ligger gravhøje stadig som markante punkter i landskabet. Mange af dem blev placeret på bakketoppe med vid udsigt over omgivelserne. For nutidens besøgende er de først og fremmest arkæologiske mindesmærker, men for datidens mennesker havde de flere funktioner. De var gravsteder. De var magtsymboler. Og de var pejlemærker. En rejsende, der bevægede sig gennem et landskab uden vejskilte eller kort, kunne orientere sig efter højene på horisonten. De fortalte, hvor mennesker boede, og hvor de vigtigste ruter gik. På den måde blev gravhøjene en del af vejens historie. Mange af de høje, man passerer i dag, er mere end 3.000 år gamle. De lå her længe før de første byer opstod, og længe før nogen havde hørt om Danmark. Alligevel er de stadig synlige i landskabet, præcis som de var tænkt til at være.

Men de var en del af en kæde, hvor varer og ideer langsomt blev sendt fra hånd til hånd gennem generationer og over store afstande.

Når man står ved en af disse gravhøje og ser ud over de jyske bakker, er det ikke svært at forstå, hvorfor netop disse steder blev valgt.

Hver handelsmand kendte sin del af ruten. Hver landsby fungerede som et lille led i en langt større forbindelse.

Udsigten strækker sig langt, og man fornemmer, hvordan landskabet åbner sig omkring én. Herfra kunne man se de rejsende nærme sig på afstand. Herfra kunne man følge de gamle færdselslinjer gennem landet.

På den måde blev Hærvejen ikke blot en vej gennem Jylland.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Jelshøj som den ser ud i dag

Bronzealderens mennesker efterlod sig ikke skriftlige beretninger. Vi ved ikke, hvad de tænkte om deres verden, eller hvordan de oplevede de lange rejser gennem landskabet. Men fundene fortæller deres egen historie. De viser os et samfund, som var langt mere forbundet med omverdenen, end man tidligere troede. Måske er det netop en af Hærvejens største overraskelser.

Men ser man nærmere efter, opdager man, at Hærvejen altid har været det modsatte. Fra de tidligste tider har den været en forbindelse mellem mennesker, landskaber og kulturer. Den har ført varer mod syd og nye idéer mod nord. Den har knyttet Jylland til Europa. Og den har gjort det gennem så lang tid, at ingen længere kan sige præcis, hvornår det begyndte.

Når man går på den i dag, kan den virke som indbegrebet af det lokale og det nære. En sti gennem dansk natur, langt fra verdens store begivenheder. Outsite nr. 50 - juli ’26

Outsite nr. 50 - juli ’26

Pilgrimme, konger og middelalderens rejsende

Da bronzealderens handelsmænd og jernalderens folkevandringer for længst var blevet til historie, fortsatte mennesker med at bevæge sig gennem det jyske landskab. Sporene blev dybere, ruterne mere kendte, og gennem århundreder voksede de gamle færdselslinjer til det, man i dag forbinder med Hærvejen. I middelalderen fik vejen en ny betydning. Den var stadig handelsvej. Kvæg, heste, skind og andre varer blev transporteret mellem landsdelene og videre mod markederne i Nordtyskland. Men samtidig blev den også en vej for tro, magt og politik. Konger, biskopper, munke, handelsfolk og pilgrimme benyttede de samme stier gennem landskabet, og for første gang begyndte vejen at få en rolle i det Danmark, vi genkender fra historiebøgerne. På dette tidspunkt var landet under forandring. Kristendommen havde for alvor slået rod, og kirker skød op over hele riget. Hvor de gamle gravhøje tidligere havde markeret magt og tilhørsforhold, rejste nu stenkirker sig som synlige tegn på den nye tro.

Mange af dem blev opført nær de vigtigste færdselsårer, hvor de kunne ses af rejsende på lang afstand. Når man vandrer på Hærvejen i dag, passerer man stadig flere af disse middelalderkirker. Nogle ligger på bakketoppe, andre i små landsbyer omgivet af marker og stendiger. De virker måske beskedne, men i middelalderen var de blandt landets mest imponerende bygninger. For en rejsende, der havde tilbragt dage eller uger på støvede veje, måtte synet af kirketårnet være både et pejlemærke og et tegn på sikkerhed. Kirken blev nemlig ikke kun et religiøst centrum. Den blev også en del af vejens infrastruktur. Langs Hærvejen opstod et netværk af sogne, klostre og herberger, hvor rejsende kunne søge ly, få et måltid mad eller få hjælp, hvis sygdom eller ulykke ramte. På den måde blev vejen mere end blot en passage gennem landskabet. Den blev et bånd mellem mennesker og institutioner i et samfund, der var ved at blive mere organiseret og sammenhængende. Outsite nr. 50 - juli ’26

Blandt de mange rejsende var pilgrimmene de mest karakteristiske. I dag forbinder mange pilgrimsvandringer med Caminoen i Spanien, men i middelalderen var pilgrimstraditionen udbredt i hele Europa. Tusindvis af mennesker begav sig ud på lange rejser til hellige steder. Nogle rejste mod Rom. Andre mod Jerusalem. Mange drog til Santiago de Compostela i det nordlige Spanien, hvor apostlen Jakob ifølge traditionen var begravet. For danske pilgrimme begyndte rejsen ofte på de gamle færdselsveje gennem Jylland. Målet kunne ligge tusinder af kilometer væk, men de første skridt blev taget på de samme stier, som handelsfolk og bønder allerede kendte. Rejsen var lang og farefuld. Man måtte krydse fremmede lande, klare sig gennem dårligt vejr og ofte leve af den gæstfrihed, man mødte undervejs. Alligevel drog mennesker af sted år efter år. Nogle gjorde det som bod for synder. Andre som tak for et mirakel eller i håb om helbredelse. Atter andre søgte ganske enkelt en dybere mening med livet. Motiverne var forskellige, men oplevelsen af vandringen var fælles. Dag efter dag fulgte man vejen mod horisonten, omgivet af mennesker med samme mål. På mange måder var pilgrimsvandringen middelalderens svar på den moderne langdistancevandring. Der er noget tankevækkende ved, at de samme følelser stadig kan opleves på Hærvejen i dag.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Selvom de fleste moderne vandrere ikke rejser af religiøse årsager, beskriver mange en lignende oplevelse af ro, eftertanke og nærvær. Vejen indbyder til refleksion, præcis som den gjorde for århundreder siden. Men Hærvejen var ikke kun pilgrimmenes vej. Den var også kongernes. I middelalderen fandtes der ingen motorveje, jernbaner eller moderne kommunikationsmidler. Skulle kongen rejse gennem riget, måtte han gøre det til hest eller i vogn ad de eksisterende færdselsårer. Derfor blev Hærvejen en af de vigtigste forbindelser mellem landsdelene. Her rejste konger og deres følge, når de skulle inspicere rigets egne, holde tingmøder eller besøge stormænd og biskopper. Datidens kongemagt var langt mere mobil, end vi ofte forestiller os. Kongen regerede ikke fra én fast hovedstad, men bevægede sig rundt mellem forskellige borge og kongsgårde. Rejserne var nødvendige for at opretholde magten, og derfor fik de gamle vejforløb stor strategisk betydning. Det var også derfor, hære benyttede de samme ruter. Selvom navnet Hærvejen først blev almindeligt mange århundreder senere, afspejler det en vigtig del af vejens historie. Soldater, våben og forsyninger måtte transporteres gennem landet, og de naturlige højderygge var ofte de mest pålidelige ruter. Flere af middelalderens konflikter og magtkampe udspillede sig i områder tæt på de gamle færdselslinjer.

For den almindelige bonde eller handelsmand har mødet med en kongelig følge eller en marcherende hær været en dramatisk begivenhed. Vejen, som til daglig blev brugt til handel og rejser, kunne pludselig blive fyldt med soldater, ryttere og vogne. På den måde blev Hærvejen ikke blot en transportkorridor, men også en scene for nogle af de begivenheder, der formede rigets historie. Alligevel var det hverdagens rejsende, der dominerede billedet det meste af tiden.

Den fortæller historien om de mennesker, der brugte den. Om pilgrimmen med blikket rettet mod en fjern helligdom. Om kongen på vej gennem sit rige. Om handelsmanden med vognen fuld af varer. Og om alle de navnløse rejsende, hvis skridt gennem århundreder var med til at forme den vej, vi stadig følger i dag.

Handelsfolk med varer på vogne. Bønder på vej til marked. Munke mellem klostrene. Budbringere med vigtige beskeder. Familier, der flyttede mellem egne. Mennesker på vej mod noget nyt eller på vej hjem igen. Når man forestiller sig middelalderens Hærvej, er det netop denne mangfoldighed af mennesker, der gør indtryk. Vejen var ikke forbeholdt én gruppe. Den blev brugt af alle. Rig og fattig. Gejstlig og verdslig. Lokal og fremmed. På den måde blev Hærvejen middelalderens sociale netværk. Et sted hvor nyheder, varer, idéer og fortællinger rejste sammen med menneskene. Langs vejen blev kontakter skabt, aftaler indgået og historier fortalt videre. Hver rejsende bragte lidt af verden med sig og tog lidt af verden med sig videre. Måske er det netop derfor, Hærvejen stadig fascinerer. Den fortæller ikke kun historien om en vej.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Studedrivernes tid – da Hærvejen blev Danmarks vigtigste handelsvej Hvis middelalderen gjorde Hærvejen til kongernes og pilgrimmenes vej, blev de følgende århundreder studedrivernes tid.

Det er måske netop denne periode, der har sat de tydeligste spor i den fortælling, vi i dag forbinder med Hærvejen. For mens pilgrimmene kom og gik, og kongernes rejser var forholdsvis sjældne, bevægede studedriverne sig gennem landskabet år efter år, generation efter generation. Deres færden var så omfattende, at hele egne af Jylland blev formet af den. I flere hundrede år var kvæg blandt Danmarks vigtigste eksportvarer. Europas voksende byer havde brug for kød, og særligt markederne i Nordtyskland efterspurgte de kraftige jyske stude. Derfor begyndte tusindvis af dyr hvert år deres lange rejse mod syd. Det var ikke små flokke. I de mest travle perioder kunne enorme studedrifter bevæge sig gennem Jylland. Flokkene talte ofte flere hundrede dyr, og nogle gange endnu flere. Langsomt vandrede de ad de gamle færdselsveje mod markederne ved blandt andet Hamborg og længere sydpå. For studedriverne var rejsen både et håndværk og en livsform.

De kendte hver bakke, hvert vadested og hver kro langs ruten. De vidste, hvor der fandtes græsning, hvor dyrene kunne vandes, og hvor man kunne finde ly, hvis vejret slog om. Mange af dem tilbragte en stor del af året på vejene og opbyggede et indgående kendskab til landskabet, som få andre besad. Når man forestiller sig Hærvejen i 1500og 1600-tallet, må man derfor ikke tænke på den stille vandresti, vi kender i dag. Vejen var levende. Den var fyldt med lyde, lugte og bevægelse. Hundreder af klove trommede mod den tørre jord. Drivernes råb lød gennem landskabet. Støvskyer rejste sig over de åbne heder på varme sommerdage. Det var en helt anden verden end den, den moderne vandrer møder. Studedrifterne var samtidig en vigtig del af Danmarks økonomi. Eksporten af kvæg skabte velstand i mange egne af landet og gav indtægter til både bønder, godsejere, købmænd og kronen.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Handelen bandt Jylland tættere sammen med de europæiske markeder, og Hærvejen blev en af de vigtigste forbindelser mellem Danmark og kontinentet. På mange måder var den datidens motorvej. Men rejsen mod syd var lang og krævende. Studerne kunne kun tilbagelægge et begrænset antal kilometer om dagen, og både dyr og mennesker havde brug for hvile. Derfor opstod der gennem århundreder et netværk af kroer, hvilesteder og handelspladser langs ruten.

liteter, hvor rejsende har søgt ly gennem århundreder. Det er let at forestille sig de trætte drivere ankomme ved skumringstid efter endnu en dag på vejen. Hestene bliver staldet op. Dyrene samles på indhegnede arealer. I krostuen tændes lysene, og dagens begivenheder diskuteres over et varmt måltid. Sådan har aftenen set ud utallige gange langs Hærvejen.

Disse kroer fik en central betydning for livet på Hærvejen.

Studedrifterne satte også deres præg på landskabet. Mange af de gamle vejforløb blev udvidet eller flyttet, efterhånden som trafikken voksede.

For den moderne rejsende er kroen ofte forbundet med hyggelige middage og historiske omgivelser.

Når hundreder af dyr passerede de samme steder år efter år, opstod der slidte spor og nye passager gennem terrænet.

I studedrivernes tid var den først og fremmest et nødvendigt stop på rejsen. Her kunne man få et måltid mad, overnatte, udveksle nyheder og måske indgå nye handler.

Nogle steder blev vejene så brede, at de mere mindede om korridorer gennem landskabet end egentlige stier.

Kroerne fungerede som vejens sociale knudepunkter. Her mødtes mennesker fra forskellige egne af landet. Her blev priser diskuteret, historier fortalt og rygter spredt. Nyheder kunne rejse næsten lige så hurtigt som menneskerne selv, og mange af de vigtigste informationer blev udvekslet netop ved krobordene. Når man besøger nogle af de gamle krobyer langs Hærvejen i dag, er det stadig muligt at ane denne historie. Mange af bygningerne er yngre end studedrivernes storhedstid, men flere steder ligger kroerne stadig på de samme loka-

Outsite nr. 50 - juli ’26

Samtidig voksede landsbyer og handelssteder frem langs ruten. For mange lokalsamfund blev Hærvejen en livsnerve, der skabte arbejdspladser og indtægter. Smede, hjulmænd, krofolk og handelsmænd levede direkte eller indirekte af trafikken på vejen. Man kan derfor sige, at Hærvejen ikke blot forbandt landsdelene. Den skabte dem. Mange af de byer og lokalsamfund, man passerer på en vandring i dag, har deres historie tæt knyttet til de rejsende, der gennem århundreder bevægede sig langs ruten. I løbet af 1700- og 1800-tallet begyndte verden imidlertid at ændre sig.

Nye veje blev anlagt. Infrastruktur blev forbedret. Senere kom jernbanerne, som revolutionerede transporten. Gradvist mistede studedrifterne deres betydning, og den gamle handelsvej blev mindre vigtig som transportkorridor. Men sporene forsvandt aldrig helt.

Tværtimod lever de videre i landskabet, i kroerne, i landsbyerne og i de historier, som stadig fortælles langs Hærvejen. Når man som moderne vandrer sætter sig ved et bord på en gammel kro efter dagens etape, bliver forbindelsen til fortiden næsten håndgribelig.

Men følelsen af at være rejsende er den samme. Måske er det netop derfor, studedrivernes historie stadig fascinerer. Den minder os om, at Hærvejen ikke kun var en vej for de få. Den var en arbejdsplads, en handelsrute og en livsnerve for tusinder af mennesker.

I flere hundrede år var den Danmarks vigtigste forbindelse til Europa. Og hver gang en flok stude bevægede sig mod syd gennem det jyske landskab, blev fortællingen om Hærvejen skrevet lidt videre.

Udenfor er vejen blevet stille. Ingen studedrifter bevæger sig længere mod syd. Ingen handelskaravaner fylder landskabet med støv og larm.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Naturen langs Hærvejen – heder, skove og den jyske højderyg

For mange mennesker begynder interessen for Hærvejen med historien. Fortællingerne om cimbrerne, pilgrimmene og studedriverne giver ruten en særlig dybde, som få andre danske vandrestier kan matche. Men spørger man de fleste, der har vandret længere strækninger på Hærvejen, vil mange pege på noget helt andet som den største oplevelse.

Naturen For selv om Hærvejen er et kulturhistorisk spor, er den først og fremmest en rejse gennem nogle af Jyllands mest karakteristiske landskaber. Vejen følger ikke kysterne, de store byer eller de mest trafikerede områder. Den søger ind i landet, hvor tempoet er lavere, og hvor naturen stadig sætter sit tydelige præg på omgivelserne. Netop derfor opleves Hærvejen ofte som en rejse gennem det Danmark, der ligger mellem destinationerne. Det Danmark, man normalt kører forbi. Det Danmark, der først for alvor træder frem, når man bevæger sig gennem det til fods.

Fra nord mod syd følger ruten den jyske højderyg, den gamle geologiske rygrad, som gennem årtusinder har styret både vandets og menneskenes bevægelser gennem landskabet. Højderyggen er ikke noget dramatisk bjerglandskab. Mange steder bemærker man den knap nok. Men den har haft afgørende betydning for vejens placering. Her var jorden tørrest, her var færrest moser, og her kunne mennesker og dyr bevæge sig gennem landet uden at blive standset af sumpede lavninger eller vanskelige ådale. Når man i dag går ad Hærvejen, følger man derfor ikke blot et historisk vejforløb. Man følger selve landskabets logik. Det er også derfor, naturen langs ruten virker så varieret. Landskabet ændrer sig gradvist fra egn til egn, men uden de pludselige skift, man oplever i mere dramatiske naturområder. Hærvejen lærer én at se nuancerne. Omkring Viborg åbner terrænet sig i et bakket landskab, hvor søer, skove og højtliggende udsigtspunkter skaber nogle af rutens mest markante naturoplevelser. Her mærker man tydeligt istidens aftryk. Bakkerne rejser sig blødt over terrænet, og mange steder kan man se langt ud over de omkringliggende landskaber. Outsite nr. 50 - juli ’26

Særligt området omkring Dollerup Bakker og Hald Sø regnes af mange som et af Hærvejens smukkeste afsnit. Her mødes skov, sø og kuperet terræn i et landskab, der næsten virker overraskende storslået efter danske forhold. På stille morgener ligger disen ofte over søfladerne, mens solen langsomt løfter sig over bakkerne. Det er steder som disse, der får mange vandrere til at stoppe op og blot nyde udsigten. Længere mod syd ændrer landskabet karakter. De store skovområder afløses gradvist af åbne marker, hedeområder og mindre plantager. Her bliver himlen større. Horisonten træder tydeligere frem. Vinden får mere plads.

Outsite nr. 50 - juli ’26

Heden har en særlig plads i fortællingen om Hærvejen. I dag forbindes den ofte med fredede naturområder og blomstrende lyng, men i århundreder var den også et arbejdslandskab. Mennesker levede af heden, dyrkede den og lod deres dyr græsse på de magre jorder. Mange af de åbne strækninger, som vandrere nyder i dag, er resultatet af et langt samspil mellem natur og menneskelig aktivitet. Når lyngen blomstrer i sensommeren, får landskabet næsten et skær af lilla over sig. Under en høj himmel kan man gå i timevis og føle, at verden er blevet lidt større og lidt mere enkel. Måske er det netop på heden, at man for alvor forstår Hærvejen.

Her er ingen spektakulære attraktioner, ingen imponerende monumenter eller turistmagneter. Kun landskab, himmel og vejen foran én.

Det er en langsom oplevelse.

Og alligevel er det ofte disse strækninger, der huskes længst.

Når man går, bliver landskabet en del af rytmen. Man mærker stigningerne i benene. Man registrerer skiftet fra skov til hede. Man oplever vejret, lyset og årstiderne på en måde, som ikke kan opleves gennem bilruden.

Skovene spiller en lige så vigtig rolle. Langs store dele af ruten passerer man gennem både gamle løvskove og nyere plantager. Om foråret fyldes skovbunden af anemoner og fuglesang. Om sommeren giver træerne skygge på varme dage. Om efteråret gløder løvet i gule og røde nuancer, mens vinteren forvandler skovene til stille og næsten højtidelige rum. For den opmærksomme vandrer er naturen langs Hærvejen rig på liv. Rådyr springer over stierne i de tidlige morgentimer. Musvåger kredser over markerne. Harer søger skjul mellem hegnene, og i skovene kan man være heldig at høre spætten arbejde i træstammerne. Ikke sjældent møder man også kronhjorte i de større skovområder.

Men netop derfor passer den så godt til vandring.

Måske er det derfor, så mange vender tilbage til Hærvejen. Historien giver vejen dens dybde. Men naturen giver den liv. Og uden naturen ville Hærvejen aldrig være blevet til. Den gamle færdselsåre blev skabt af landskabet, og den fortæller stadig historien om det.

Dyrelivet er måske ikke eksotisk, men det er en del af den oplevelse, som gør Hærvejen levende. Man er sjældent alene. Man deler landskabet med de dyr, der har levet her længe før de første mennesker begyndte at følge højderyggen gennem Jylland. Det særlige ved Hærvejens natur er dog ikke de enkelte seværdigheder. Det er helheden. Mange danske naturområder besøges for en bestemt attraktion – en klint, en sø, et udsigtspunkt eller en skov. Hærvejen tilbyder noget andet. Her er oplevelsen selve bevægelsen gennem landskabet. Naturen folder sig gradvist ud dag efter dag, kilometer efter kilometer.

Outsite nr. 50 - juli ’26

COMFORT YOU CAN COUNT ON

ULTRA LIGHT XR SLEEPING MAT

Outsite nr. 50 - juli ’26

Rest easy with the Ultralight XR. Light to carry, spacious to sleep on, and built to last. With adaptive support and a wider profile to suit any sleep style, it’s comfort you can count on, trip after trip.

seatosummit.com

Outsite nr. 50 - juli ’26

100

Outsite nr. 50 - juli ’26

Teltplads ved Bække

Sheltere, teltpladser, kroer og gæstfrihed – Hærvejens moderne vandreliv

For den anden er det et varmt måltid og en blød seng efter dagens vandring.

Når aftensolen synker bag de jyske bakker, og dagens kilometer begynder at kunne mærkes i benene, opstår et spørgsmål, som har fulgt rejsende på Hærvejen i århundreder:

Begge dele findes langs Hærvejen.

Hvor skal natten tilbringes? Spørgsmålet er det samme, som studedriverne, pilgrimmene og handelsfolkene stillede sig selv gennem generationer. Men svarene har ændret sig. Hvor middelalderens rejsende søgte mod kroer, klostre eller private gårde, har nutidens vandrere et væld af muligheder. Netop kombinationen af natur, enkelhed og komfort er en af årsagerne til, at Hærvejen i dag er blevet så populær blandt både nye og erfarne vandrere. For mange begynder eventyret først rigtigt, når rygsækken sættes fra sig for dagen. Det er her, dagens oplevelser får lov at bundfælde sig. Det er her, historier deles, kort studeres, og planerne for næste dags etape tager form. Hærvejen er på mange måder blevet et udstillingsvindue for den moderne danske friluftskultur. Langs ruten finder man alt fra primitive lejrpladser dybt inde i skoven til komfortable Bed & Breakfast-steder i små landsbyer. Det gør vejen usædvanligt fleksibel. Nogle vælger at vandre med telt og alt udstyr på ryggen. Andre foretrækker at gå fra kro til kro med let oppakning. Mange kombinerer de forskellige muligheder undervejs. Denne frihed er blevet en vigtig del af oplevelsen. For den ene vandrer er den perfekte aften et shelter ved kanten af en skovsø.

Shelterkulturen har fået en særlig betydning i Danmark gennem de seneste årtier, og få steder mærker man den tydeligere end her. Langs ruten ligger et stort antal shelters, primitive lejrpladser og naturbaserede overnatningssteder. Mange af dem er placeret i naturskønne omgivelser, hvor man vågner til fuglesang og morgensol over træerne. For mange vandrere er shelteret blevet symbolet på det enkle friluftsliv. Der er noget særligt ved at ankomme sidst på eftermiddagen, hente vand, samle brænde og tænde et lille bål. Langsomt falder roen på plads. Telefonen bliver liggende i rygsækken. Samtalerne bliver længere. Lydene fra hverdagen erstattes af vinden i trækronerne og bålets knitren. Det er ikke luksus i traditionel forstand. Men for mange føles det netop sådan. Andre foretrækker teltet. Hærvejen giver gode muligheder for den klassiske langdistancevandring, hvor hele hjemmet bæres på ryggen. Teltet giver en særlig frihed. Man er ikke bundet til bestemte bygninger eller faciliteter, men kan i højere grad tilpasse dagens etape efter energi, vejr og lyst. I de senere år har ultralet vandring også vundet frem blandt danske friluftsfolk, og Hærvejen er blevet en oplagt rute for dem, der ønsker at prøve kræfter med længere ture. Den veludbyggede infrastruktur gør det muligt at gå langt uden at skulle bære store mængder proviant eller udstyr. Outsite nr. 50 - juli ’26

101

Også de gamle kroer spiller stadig en rolle. Mange af dem ligger tæt på de historiske vejforløb og viderefører en tradition, der går flere hundrede år tilbage. Når man træder ind i en gammel krostue efter en lang dags vandring, er det ikke svært at forestille sig studedriverne eller handelsfolkene, som engang søgte ly samme sted. Selvfølgelig er verden blevet en anden.

Men Hærvejen handler ikke kun om naturlejrpladser og shelters. Langs ruten finder man også en gæstfrihed, der har dybe historiske rødder. I århundreder har rejsende været afhængige af menneskers vilje til at hjælpe dem videre. Denne tradition lever stadig. Små Bed & Breakfast-steder, gårdovernatninger og private værter har i dag en vigtig plads langs ruten. Mange steder er drevet af mennesker med stor interesse for vandring og friluftsliv, og det mærkes ofte i den måde, gæsterne bliver mødt på. Der bliver spurgt til dagens etape. Der gives råd om morgendagens strækning. Der deles erfaringer og historier. Nogle steder tilbydes madpakker, bagagetransport eller hjælp til planlægning af næste overnatning. Det skaber en nærhed mellem værter og vandrere, som man sjældent oplever på mere traditionelle turistdestinationer.

Men følelsen af at være rejsende er den samme. Måske er det netop kombinationen af natur og gæstfrihed, der gør Hærvejen så særlig. Man kan tilbringe dagen alene på en stille skovsti og om aftenen sidde ved et fælles bord med mennesker fra hele landet. Nogle vandrer i flere uger. Andre er på deres første weekendtur. Men alle deler oplevelsen af at være på vej. Der opstår ofte små fællesskaber langs ruten. Ved shelteret mødes fremmede omkring bålet. På kroen falder man i snak over aftensmaden. Ved morgenbordet udveksles tips om stier, udsigtspunkter og gode overnatningssteder længere fremme. Det er en social dimension, som mange ikke forventer, når de begiver sig ud på Hærvejen. Men som de ofte husker bagefter. For selv om Hærvejen i høj grad handler om natur og historie, handler den også om mennesker. Det har den gjort gennem flere tusinde år.

102

Outsite nr. 50 - juli ’26

Herberg Hjarbæk

Fra de første handelsfolk til middelalderens pilgrimme og videre til nutidens vandrere har vejen været et sted, hvor mennesker mødtes, hjalp hinanden og delte historier. Når mørket falder på over de jyske bakker, og dagens sidste lys forsvinder bag horisonten, er det derfor let at forstå, hvorfor så mange vender tilbage. For Hærvejen er ikke blot en sti gennem landskabet. Den er også en rejse gennem den særlige gæstfrihed og fællesskabsfølelse, som altid har været en del af livet på vejen.

Outsite nr. 50 - juli ’26

103

104

Outsite nr. 50 - juli ’26

Hvorfor Hærvejen passer perfekt til nutidens friluftsliv

Der er noget næsten paradoksalt over Hærvejens voksende popularitet. I en tid, hvor mennesker kan krydse kontinenter på få timer og være online døgnet rundt, vælger stadigt flere at sætte tempoet ned og bruge dage eller uger på at vandre gennem det jyske landskab. For blot få årtier siden blev vandring ofte betragtet som en nicheinteresse for særligt dedikerede friluftsfolk. I dag er billedet et helt andet. Vandrestierne bliver mere besøgte, shelters bookes måneder i forvejen, og Hærvejen er blevet et af de tydeligste symboler på den voksende interesse for det enkle friluftsliv. Forklaringen ligger måske i den tid, vi lever i. Hverdagen er præget af højt tempo, konstante informationsstrømme og en oplevelse af altid at skulle være tilgængelig. Arbejdet stopper ikke nødvendigvis, når man forlader kontoret, og mobilen sørger for, at beskeder, nyheder og sociale medier følger med overalt. I den sammenhæng bliver vandringen næsten en stille form for modkultur – ikke som et opgør med teknologien, men som en mulighed for at træde et skridt tilbage og genfinde en enklere rytme.

Netop her rammer Hærvejen noget særligt. Man behøver ikke rejse til Norge for at opleve stilheden eller flyve til Spanien for at gå Caminoen. Hærvejen begynder i et landskab, vi tror, vi kender, men som først for alvor åbner sig, når det opleves til fods. Samtidig er ruten tilgængelig for næsten alle. Man kan starte med en dagstur, fortsætte med en weekend og senere begive sig ud på længere etaper. For mange bliver oplevelsen overraskende. Efter nogle timers vandring falder tankerne langsomt til ro, og opmærksomheden flytter sig fra skærmen til omgivelserne. Lyset mellem træerne, lærkens sang over marken og vinden i lyngen får pludselig plads. Det er små ting, men netop de små ting bliver større, når tempoet sænkes. Derfor beskriver mange Hærvejen som lige så meget en mental pause som en fysisk aktivitet.

Outsite nr. 50 - juli ’26

105

106

Outsite nr. 50 - juli ’26

At gå gennem Danmark – og gennem historien på samme tid

Sent på dagen falder lyset blødere over landskabet. Skyggerne bliver længere, og vinden lægger sig ofte en smule, som om også naturen er ved at gøre status over dagens rejse. En vandrer stopper måske på toppen af en bakke og ser tilbage mod den vej, der allerede er tilbagelagt. Nogle kilometer ligger bagude. Nogle flere venter i morgen. Der er ikke nødvendigvis noget spektakulært at se. Ingen bjergkæder på horisonten. Ingen berømte monumenter. Kun det jyske landskab, der strækker sig ud i rolige former af marker, skove, heder og små landsbyer. Alligevel er det ofte her, mange oplever essensen af Hærvejen. For når man har tilbragt dage på stien, begynder man at forstå, at Hærvejen ikke først og fremmest handler om at nå frem. Den handler om at være undervejs. Om at lade landskabet folde sig ud i sit eget tempo og lade historien dukke frem lidt efter lidt. Gravhøjen på bakketoppen. Hulvejen gennem skoven. Den gamle kirke i landsbyen. Kroen ved vejkrydset. Alle disse steder er små kapitler i en fortælling, som har været undervejs i flere tusinde år.

Det er måske det, der gør Hærvejen så anderledes end mange andre vandreruter. Naturen er smuk, men den står ikke alene. Historien er fascinerende, men den kan ikke adskilles fra landskabet. Friluftslivet er en vigtig del af oplevelsen, men det er vævet sammen med alt det, der kom før. Hærvejen er et sted, hvor natur, kultur og menneskelig erfaring mødes på en måde, som er blevet stadig mere sjælden i den moderne verden. Gennem artiklen har vi fulgt vejen tilbage til dens begyndelse. Til de første mennesker, der søgte de tørreste passager gennem et vanskeligt landskab. Til cimbrerne, som muligvis fulgte de samme højderygge mod syd. Til bronzealderens handelsfolk, der bragte rav ud i Europa og fremmede varer tilbage til Norden. Til pilgrimme, konger og studedrivere, som gennem århundreder gjorde Hærvejen til en af Danmarks vigtigste færdselsårer. Og til de moderne vandrere, der i dag genopdager den gamle vej med rygsæk, vandrestøvler og et ønske om at sætte tempoet ned. Outsite nr. 50 - juli ’26

107

108

Outsite nr. 50 - juli ’26

Ser man på Hærvejens historie som helhed, bliver én ting tydelig. Vejen har aldrig været statisk. Den har ændret sig gennem tiden, ligesom de mennesker, der har brugt den. Spor er blevet flyttet. Landskaber er blevet opdyrket. Nye veje er kommet til, mens andre er forsvundet. Men selve idéen om Hærvejen har overlevet. Ikke som en præcis linje på et kort, men som en forbindelse gennem landet og gennem historien. Måske er det derfor, så mange mennesker føler sig draget af den. Hærvejen giver en oplevelse af sammenhæng i en verden, der ofte virker fragmenteret. Når man går på stien, bliver det tydeligt, at man er en del af noget større. Ikke på en højtidelig eller romantisk måde, men ganske konkret. Man følger et spor, som generationer før én har fundet frem til. Man går gennem landskaber, som har formet menneskers liv gennem årtusinder. Og man oplever, hvordan naturen stadig sætter rammerne, selv i et moderne samfund. Der findes mange smukke vandreruter i Danmark. Der findes også mange steder med spændende historie. Men få steder forener de to ting så naturligt som Hærvejen. Her er det ikke nødvendigt at vælge mellem naturoplevelse og kulturhistorie. De to elementer eksisterer side om side og giver hinanden mening.

Og når man om aftenen sidder ved et shelter eller på en gammel kro, er det let at forstå, hvorfor mennesker gennem århundreder har søgt mod netop disse steder. På den måde bliver Hærvejen mere end en destination. Den bliver en fortælling. En fortælling om Danmark og om de mennesker, der har levet her. Om handel, tro, rejser og fællesskaber. Om naturens betydning for vores valg og vores bevægelser. Men også om noget mere grundlæggende. Om menneskets trang til at bevæge sig ud i verden, følge en vej mod horisonten og se, hvad der gemmer sig på den anden side af næste bakke. Den trang er ikke forsvundet. Måske har den aldrig været stærkere. Derfor fortsætter mennesker med at vandre på Hærvejen. Ikke fordi de nødvendigvis søger svar på store spørgsmål, men fordi vejen giver dem mulighed for at opleve noget, som er blevet sjældent: sammenhæng mellem fortid og nutid, mellem natur og menneske, mellem bevægelse og eftertanke. Når dagens sidste lys forsvinder over de jyske bakker, og stien forsvinder ind mellem træerne, er det let at forstå, hvorfor Hærvejen stadig lever. Den er ikke blot et levn fra fortiden. Den er en levende del af nutiden. Og hver gang en ny vandrer sætter støvlen på stien, fortsætter fortællingen.

Når man vandrer gennem Midtjyllands heder, er det umuligt ikke at tænke på de mennesker, der gik her før. Når man passerer en gravhøj fra bronzealderen eller en middelalderkirke, bliver historien en del af oplevelsen. Outsite nr. 50 - juli ’26

109

110

Outsite nr. 50 - juli ’26

Fangstmændenes Nordøstgrønland Anmeldelse af NORDØSTGRØNLAND 1908-60 – Fangstmandsperioden og dens spor i dag

By Ljunggren

Der var engang en tid, før nylon, fleece og moderne syntetiske materialer havde gjort deres indtog. Dengang var en polarrævepels et symbol på luksus og velstand, og efterspørgslen på de bløde, hvide skind skabte grundlaget for et særligt erhverv i Arktis: fangstvirksomheden. I Nordøstgrønland udspillede der sig mellem 1908 og 1960 et stykke fascinerende polarhistorie. Langs den øde kyst slog danske og norske fangstmænd sig ned i små træhytter, ofte med flere hundrede kilometer til nærmeste nabo. Her overvintrede de år efter år for at fange polarræve og isbjørne, hvis skind kunne sælges på de europæiske markeder. Livet var barskt, ensomt og fyldt med risici, men også præget af frihed, eventyrlyst og en særlig tilknytning til det enorme arktiske landskab. Det er denne historie, som fortælles i den imponerende bog NORDØSTGRØNLAND 1908-60 – Fangstmandsperioden og dens spor i dag.

Mere end en historiebog

sine 592 sider er bogen vokset med omkring 50 procent, og den fremstår i dag som det mest omfattende værk om fangstmandsperioden i Nordøstgrønland. Mere end 1.100 historiske og moderne fotografier dokumenterer hytter, stationer, mennesker, landskaber og dyreliv. Billedmaterialet alene gør bogen til en oplevelse. Mange af fotografierne er sjældne og giver læseren mulighed for at komme helt tæt på en verden, som for længst er forsvundet. Forfatteren har desuden udbygget værket med nye oplysninger om samtlige kendte hytter, huse og stationer fra fangstperioden. Man følger ikke blot bygningernes historie, men også menneskene, der byggede dem, boede i dem og senere arbejdede for at bevare dem. Undertitlen ”Fangstmandsperioden – og dens spor i dag” er derfor særdeles velvalgt. Bogen handler ikke alene om fortiden, men også om kulturarven og de synlige spor, som stadig findes langs den grønlandske østkyst.

Denne udgave er langt mere end en genudgivelse af værket fra 1994. Med Outsite nr. 50 - juli ’26

111

Bogens udgangspunkt er enkelt, men fascinerende.

Fra de små fangststationer drog mændene ud på ugelange rejser med hundeslæde for at kontrollere rævefælder spredt over enorme områder.

I begyndelsen af 1900-tallet sejlede danske og norske fangstmænd til et af verdens mest øde områder.

Om aftenen søgte de ly i små fangsthytter, hvor dagens fangst blev flået og gjort klar til transport.

De medbragte proviant til flere år, byggematerialer, hunde, våben og fangstudstyr.

Nogle år gav gode indtægter. Andre år næsten ingen fangst.

Historien om fangstmændene

Når skibet forsvandt mod syd ved sommerens afslutning, var de overladt til sig selv. Året fulgte en fast rytme: Sommerens ankomst og opbygning af stationer. Efterårets forberedelser og udlægning af fælder. Vinterens lange slæderejser. Forårets behandling af skind og vedligeholdelse. Sommerens venten på forsyningsskibet.

112

Outsite nr. 50 - juli ’26

Rekorden blev sat af nordmanden Hermann Andresen med hele 642 ræve og 21 isbjørne i vinteren 1938-39. Omvendt måtte andre fangstmænd nøjes med blot få skind efter en hel sæson.

Enestående dokumentation Et af bogens største aktiver er dens enorme dokumentation. I perioden 1908-1960 gennemførte i alt 251 fangstmænd 527 overvintringer i Nordøstgrønland.

De byggede eller benyttede omkring 376 hytter, stationer og bygninger fordelt på mere end 300 lokaliteter.

4-farvet tryk på alle sider Mere end 1.100 fotos og illustrationer Register med over 2.500 opslagsord

Disse tal bliver ikke blot nævnt – de bliver gjort levende gennem fotografier, kort, personhistorier og detaljerede beskrivelser.

Produktionen er gennemført på et niveau, som matcher værkets ambitioner. Det er en bog, der både tåler at blive brugt som opslagsværk og fortjener en fast plads på sofabordet.

Bogen bygger på næsten 500 forskellige kilder samt årtiers forskning i arkiver, private samlinger og interviews. Resultatet er et værk, der fungerer både som historisk fortælling, opslagsværk og dokumentation af en vigtig del af den dansk-norske polarhistorie. Det omfattende register med mere end 2.500 opslagsord gør det muligt hurtigt at finde oplysninger om personer, hytter, fartøjer, ekspeditioner, geografiske lokaliteter og dyreliv.

Sporene i dag En særlig styrke ved denne udgave er beskrivelsen af de mange fangsthytter, der stadig står spredt langs Nordøstgrønlands kyst. Mange af disse bygninger vedligeholdes i dag af Nordøstgrønlandsk Kompagni Nanok med støtte fra Aage V. Jensens Fonde. Dermed bliver bogen ikke kun en fortælling om fortiden, men også en beretning om det arbejde, der sikrer, at kommende generationer fortsat kan opleve sporene efter fangstmændenes liv og virke.

Vurdering

NORDØSTGRØNLAND 1908-60 – Fangstmandsperioden og dens spor i dag er ganske enkelt et hovedværk om Nordøstgrønlands historie. Den kombinerer grundig forskning med levende fortællinger, storslåede fotografier og imponerende dokumentation. Samtidig formår den at formidle menneskene bag historien – fangstmændene, som levede og arbejdede i et af verdens mest utilgængelige områder. For alle med interesse for Grønland, polarhistorie, friluftsliv, fangstliv eller dansk kulturhistorie er dette en bog, der både oplyser, fascinerer og inspirerer. Det er ikke blot historien om fangstvirksomheden i Nordøstgrønland. Det er historien om de mennesker, der satte deres spor i Arktis – og om de spor, der stadig kan ses i dag.

Bogens kvalitet Den fysiske bog er i sig selv imponerende. 592 sider Format 260 × 190 mm Hardcover med robust indbinding

468,00 DKK https://www.xsirius.dk/da

Outsite nr. 50 - juli ’26

113

114

Outsite nr. 50 - juli ’26

Rørhøg (Circus aeruginosus)

Kærhøge over engen – når vandreturen får vinger

Der er få rovfugle i Danmark, som er så tæt knyttet til det åbne landskab som kærhøgene. Hvor musvågen kredser højt på himlen, og spurvehøgen farer mellem træerne, jager kærhøgen lavt og lydløst over marker, moser, strandenge og vidtstrakte heder. Den følger landskabets former som en levende skygge, glider hen over sivene langs en søbred eller langs kanten af en eng, altid på udkig efter den mindste bevægelse i vegetationen. For vandreren kan mødet med en kærhøg derfor blive en af de mest fascinerende naturoplevelser på en tur gennem det danske landskab. Ofte opdager man den først i sidste øjeblik, når den pludselig kommer til syne over terrænet og næsten lydløst passerer forbi. I modsætning til mange andre rovfugle opleves kærhøgen ikke som en fjern silhuet højt oppe, men som en nærværende del af landskabet, tæt på jorden og tæt på den, der færdes i naturen. Den lange hale, de slanke vinger og den karakteristiske V-formede vingestilling gør kærhøgen let at genkende. Fuglen synes næsten at svæve vægtløst få meter over jorden, mens den metodisk afsøger terrænet for mus, småfugle og andre byttedyr.

Den skifter elegant retning med små bevægelser af vingerne og udnytter selv den svageste vind til at holde sig svævende. Dens jagtflugt er både elegant og målrettet, og mange oplever den som noget af det mest særprægede blandt de danske rovfugle. Når den glider hen over det åbne landskab i det gyldne morgenlys eller på en stille sommeraften, er det let at forstå, hvorfor kærhøgen for mange naturinteresserede er selve symbolet på de danske enge, moser og heder.

Outsite nr. 50 - juli ’26

115

Blå kærhøg (Circus cyaneus) han og hun

Synet af den minder os om, hvor tæt rovfugle og landskab er forbundet, og hvor store naturoplevelser der kan gemme sig på selv den mest almindelige vandretur.

For vandrere langs kysterne, ved fuglereservater eller omkring større søer er rørhøgen en af de rovfugle, man hyppigst får øje på.

Tre kærhøge du kan opleve Danmark har især tre kærhøgearter, som friluftsfolk kan være heldige at møde.

På steder som Vejlerne, Tipperne, Lille Vildmose eller langs fjordene i Vestjylland kan man ofte se den svæve lavt hen over vegetationen på jagt efter bytte.

Rørhøgen – sumpenes hersker

Hedehøgen – den sjældne sommergæst

Rørhøgen er den største og mest almindelige af de danske kærhøge.

Hedehøgen er betydeligt sjældnere. Den yngler primært i Jylland og er knyttet til heder, enge og landbrugsområder. Den regnes som en truet art i Danmark, og mange af dens yngleområder overvåges og beskyttes.

Den yngler i rørskove omkring søer, fjorde og vådområder og ses ofte patruljere langs sivkanter og rørskove.

116

Outsite nr. 50 - juli ’26

Ser man en slank kærhøg glide lydløst hen over en jysk hede en sommerdag, kan man være heldig at have mødt netop denne elegante rovfugl.

Når fuglen pludselig dukker op over sivene eller følger kanten af en eng, får man et glimt af naturens egen patrulje i arbejde.

Blå kærhøg – vinterens jæger

Næste gang vandrestøvlerne peger mod en dansk hede, mose eller strandeng, kan det derfor betale sig at holde øje med horisonten.

Blå kærhøg er en særlig oplevelse for vintervandreren. Arten yngler stort set ikke i Danmark, men hvert efterår ankommer fugle fra Skandinavien og overvintrer i det åbne danske landskab.

En kærhøg kommer sjældent højt op på himlen – men netop derfor bliver mødet så meget mere intenst.

Den ses ofte over marskområder, strandenge, moser og marker, hvor den flyver få meter over jorden på jagt efter mus og småfugle. For mange fuglekiggere er synet af en blå kærhøg på en frostklar vinterdag en af årets store naturoplevelser.

Hvor skal man kigge? Kærhøge foretrækker åbne landskaber. Derfor er chancerne størst på vandreruter gennem: • • • • • •

Strandenge og marsklandskaber Moser og vådområder Heder Store enge Ådale Åbne landbrugsområder

Gode steder er blandt andet Vadehavet, Lille Vildmose, Vejlerne, Skjern Enge, Tøndermarsken og de mange fuglerige kystområder omkring Limfjorden. Her giver de store vidder kærhøgene plads til deres karakteristiske jagtflugt.

En rovfugl, man møder i øjenhøjde Mange rovfugle opleves som små silhuetter højt på himlen. Kærhøgen er anderledes. Den jager i øjenhøjde med vandreren og bliver derfor en mere nærværende oplevelse.

Faktaboks - Kend kærhøgen på: Lange, smalle vinger Lang hale Lav jagtflugt få meter over jorden Vinger holdt i et svagt V Flyver ofte frem og tilbage over samme område Jager især mus og småfugle

Outsite nr. 50 - juli ’26

117

118

Outsite nr. 50 - juli ’26

Tjuren – skovens sorte konge Et møde med Sveriges største skovfugl på vandreturen

Tjuren – skovens konge langs de svenske vandrestier Et af de mest mindeværdige møder, en vandrer kan få i Sveriges skove, er ikke nødvendigvis med elgen eller bjørnen.

Men oplevelsen er nok til at forstå, hvorfor tjuren har fået en næsten mytisk status blandt skovfolk, jægere og vandrere. For mange bliver mødet med en tjur et af turens stærkeste minder.

Det kan være et kort øjeblik med en tjur – den store skovfugl, der gennem årtusinder har været hersker i de nordiske nåleskove.

Europas største skovfugl

Et pludseligt møde i morgenskoven

Med en vægt på op til seks kilo og et vingefang på mere end en meter er den Europas største hønsefugl. Den kraftige krop, den mørke fjerdragt og den metallisk grønne glans på brystet giver fuglen et næsten urtidsagtigt udseende.

Morgenen er kølig. Duggen ligger stadig på lyngen, og solens første stråler filtreres gennem høje fyrrestammer. Stien bugter sig gennem skoven, mens lyden af egne skridt dæmpes af et tykt tæppe af mos.

Så sker det Et mørkt væsen eksploderer nærmest ud af vegetationen få meter fra stien. Med tunge vingeslag flyver den mellem træerne og forsvinder lige så hurtigt, som den kom.

Tjuren er hannen af Urfugl (Tetrao urogallus), ofte omtalt som skovens konge.

Når en gammel han bevæger sig gennem skoven, virker den som et væsen fra en anden tid. Hunnen, rønen, er betydeligt mindre og mere diskret. Hendes brunmønstrede fjerdragt fungerer som perfekt camouflage blandt visne blade, grene og lyng.

Man står stille et øjeblik.

For vandrere er det næsten altid hannen, der stjæler opmærksomheden.

Hjertet banker lidt hurtigere.

Skove skabt til tjurer

Måske nåede man kun at se en sort silhuet og et glimt af en vifteformet hale.

Tjuren trives bedst i store sammenhængende skovområder med gamle fyrre- og granskovspartier.

Outsite nr. 50 - juli ’26

119

Forårets dramatiske spil Fra april til maj foregår et af Nordens mest spektakulære naturfænomener. På faste spillepladser samles tjurerne for at kæmpe om hunnernes gunst. Generation efter generation vender fuglene tilbage til de samme steder. Spillet begynder længe før solopgang. Først høres de karakteristiske kliklyde. Derefter følger en række hvæsende og knitrende toner, mens fuglene bevæger sig rundt med spredt hale og sænkede vinger. For den, der oplever det, virker skuespillet næsten overjordisk.

I Sverige findes nogle af Europas stærkeste bestande, især i: • • • • • •

Värmland Dalarna Härjedalen Jämtland Västerbotten Norrbotten

Særligt vandrere på mindre benyttede stier har gode chancer for at opleve fuglen. Tjuren foretrækker områder med en blanding af åbne skovpartier, ældre træer og rigelig bundvegetation. Blåbærris spiller en vigtig rolle, både som fødegrundlag og som skjul. Netop derfor møder mange vandrere tjuren i områder, hvor skoven stadig føles vild.

120

Outsite nr. 50 - juli ’26

Skovens stilhed brydes af fugle, der opfører sig som små dinosaurer i en verden af gran og fyr. Naturfotografer kan bruge år på at lære disse spillepladser at kende. Vandrere støder sjældnere på dem, men oplevelsen kan ske ved et tilfælde under en tidlig morgentur.

En fugl omgærdet af myter I svensk folketro har tjuren længe haft en særlig status. Den blev ofte betragtet som et symbol på urkraft og skovens ånd. Jægere fortalte historier om fugle, der kunne forudsige vejret, og om spillepladser, hvor mennesker burde færdes med respekt. Mange af disse fortællinger udsprang naturligvis af fascination. For når man oplever en stor tjur stå midt på en skovvej i morgendisen, forstår man hurtigt, hvorfor fuglen har inspireret fortællinger gennem århundreder.

Når tjuren ikke flytter sig

stadig rummer kvaliteter, som er blevet sjældnere i store dele af Europa.

De fleste tjurer flygter straks ved mødet med mennesker.

Et møde man husker

Men enkelte fugle reagerer anderledes.

Mange vandrere drømmer om at se elg.

Særligt under forårets parringssæson kan nogle gamle hanner blive usædvanligt modige eller ligefrem aggressive.

Nogle håber på at opleve bjørn eller ulv.

I Sverige findes mange historier om tjurer, der har jagtet skovarbejdere, cyklister og vandrere. Fuglen ser simpelthen mennesket som en rival. Selvom situationen kan virke dramatisk, er den sjældent farlig. En tjur vejer trods alt kun få kilo, men dens størrelse, vingeslag og beslutsomhed kan være overraskende. Det bedste råd er altid at give fuglen plads og lade den beholde scenen.

Naturens kvalitetsstempel

Men ofte er det mødet med tjuren, der bliver hængende i hukommelsen. Måske fordi fuglen repræsenterer noget særligt ved den svenske natur. Den er hverken kæmpestor eller farlig. Alligevel virker den som en budbringer fra en ældre verden. Et væsen, der stadig lever i de samme skove som for tusinder af år siden. Når man står alene på en skovsti og ser en tjur forsvinde mellem fyrrestammerne, får man et glimt af den vildmark, som stadig findes i Sverige – og som mange vandrere søger, når de snører støvlerne og begiver sig ud på stien.

For biologer er tjuren langt mere end en imponerende fugl. Den fungerer som indikator for sunde skovøkosystemer.

Faktaboks – Tjuren

Hvor tjuren trives, findes ofte:

Dansk navn: Tjur (han), røne (hun) Latinsk navn: Tetrao urogallus Familie: Hønsefugle Vægt: 4–6 kg (han) Vingefang: Op til 125 cm Levested: Ældre nåle- og blandingsskove Føde: Nåle, knopper, bær, blade og insekter Bedste tidspunkt at opleve fuglen: April–maj under parringsspillet eller tidlige morgener året rundt

• • • • •

gamle træer dødt ved rig insektfauna blåbærrige skovbunde stor biologisk mangfoldighed

Derfor betragtes arten mange steder som et symbol på den nordiske naturs oprindelige karakter. Når vandreren ser en tjur, er det samtidig et tegn på, at skoven omkring ham

Outsite nr. 50 - juli ’26

121

122

Outsite nr. 50 - juli ’26

Tiveden – hvor troldene stadig gemmer sig mellem stenene

By Ljunggren

Midt mellem Sveriges to største søer ligger en skov, som gennem århundreder har været omgærdet af både frygt og fascination.

Mange steder i Skandinavien er skovene gennem tiden blevet ryddet, opdyrket eller udnyttet intensivt.

Tiveden er ikke et sted med høje fjelde eller dramatiske kystklipper. Dens storhed ligger i noget andet. I de mørke fyrreskove.

Tiveden undgik længe denne skæbne. Ikke fordi skoven var mindre værdifuld, men fordi den simpelthen var vanskelig at komme til og endnu vanskeligere at arbejde i.

I de enorme kampesten. I stilheden mellem skovsøerne. Her vandrer man gennem et landskab, som stadig føles vildt, gammelt og hemmelighedsfuldt.

Det er måske netop derfor, området i dag har bevaret noget af den karakter, som engang prægede store dele af det nordiske skovlandskab.

En skov mellem to verdener

Her føles naturen stadig som natur.

Når man ser på et kort over Sverige, er det let at overse Tiveden.

Det første møde med Tiveden

Området ligger mellem de store søer Vänern og Vättern, omtrent på grænsen mellem Svealand og Götaland. I dag krydser moderne veje området på få minutter, men i århundreder var dette en af Sveriges mest utilgængelige egne. Den tætte skov udgjorde en naturlig barriere mellem landsdelene. Rejsende måtte finde vej gennem et landskab af klipper, sumpe og tæt bevoksning, hvor stierne ofte var dårligt markerede, og hvor enhver afstikker kunne føre ind i terræn, der var næsten umuligt at passere.

For de fleste begynder oplevelsen ved nationalparkens hovedindgang nær Vitsand. De første hundrede meter virker måske ikke specielt dramatiske. Fyrretræer står langs stien, og solen filtreres ned gennem grenene. Men gradvist ændrer landskabet sig. Stien bliver mere ujævn. Klipper begynder at dukke op mellem træerne. Store stenblokke ligger spredt som efterladte monumenter fra en fjern fortid.

Outsite nr. 50 - juli ’26

123

VITSAND ÖSJÖNÄS

Snart vandrer man gennem et terræn, som minder mere om et gigantisk puslespil end om en almindelig skov. Mange besøgende beskriver følelsen af at træde ind i en eventyrverden. Det lyder måske som en kliché, men i Tiveden giver det faktisk mening. Der er noget ved kombinationen af gamle træer, mosbeklædte sten og skjulte søer, som vækker fantasien. Landskabet virker næsten skabt til fortællinger om trolde, røvere og mystiske væsener.

Et landskab skabt af is For at forstå Tiveden må man forstå istiden. For omkring 10.000 år siden dækkede en flere kilometer tyk iskappe det område, der i dag udgør Sverige.

124

Outsite nr. 50 - juli ’26

HUVUDENTRÈN

Da klimaet blev varmere, begyndte isen langsomt at trække sig tilbage. Processen efterlod et landskab præget af enorme kræfter. Klipper blev sprængt fra hinanden. Stenblokke på mange tons blev flyttet over store afstande. Jordmasser blev presset sammen, mens andre steder blev skyllet rene. Resultatet ses overalt i Tiveden. Mange af de kampesten, som i dag ligger spredt mellem træerne, er så store, at det næsten virker umuligt at forestille sig, hvordan de er havnet der. Men naturen arbejder på tidsskalaer og med kræfter, som langt overstiger menneskelig erfaring.

Når man vandrer gennem de smalle passager mellem blokkene, bevæger man sig faktisk gennem et landskab, der blev formet under afslutningen af den seneste istid.

Nationalparken

Hver sten fortæller sin egen geologiske historie.

Troldeskov og røverland

Siden er nationalparken blevet udvidet betydeligt, og i dag omfatter den nogle af de bedst bevarede naturskove i Sydsverige.

Tivedens ry som mystisk skov er langt ældre end nationalparken.

Det særlige ved nationalparken er ikke alene dens størrelse.

I middelalderen var området berygtet blandt rejsende. Skoven var tæt og vanskelig at passere, og de få stier gennem området kunne være farlige.

Det er måden, skoven får lov til at udvikle sig på.

Røvere og fredløse søgte tilflugt i de utilgængelige skovområder, hvor myndighederne havde svært ved at finde dem. Mange af fortællingerne blev med tiden til sagn. Her skulle trolde bo mellem stenene. Skovånder vandrede gennem mørket. Mærkelige lyde i natten blev forklaret med overnaturlige væsener.

I 1983 blev Tivedens Nationalpark oprettet for at beskytte områdets unikke natur.

Mange steder får væltede træer lov til at blive liggende. Døde stammer nedbrydes langsomt og bliver levested for svampe, insekter og mosser. Nye træer vokser op mellem de gamle. Skoven følger sine egne rytmer. Nogle af fyrretræerne er flere hundrede år gamle, og flere steder kan man stadig se spor efter tidligere tiders skovbrande. I stedet for at betragte brand som en katastrofe ser biologerne den som en naturlig del af skovens udvikling.

Flere steder i området bærer stadig navne, der stammer fra disse historier. Mest kendt er måske Trollkyrka – Troldekirken.

Livet i skoven opstår ofte netop gennem forandring.

Når man står mellem de høje klippevægge ved dette sted, er det ikke svært at forstå, hvordan fantasien kunne sætte sig i bevægelse.

Noget af det mest fascinerende ved Tiveden er variationen.

Sollyset finder kun sporadisk vej ned mellem stenene, og klipperne danner naturlige rum, der næsten minder om underjordiske sale. Det er et af de steder, hvor Tivedens gamle fortællinger stadig føles levende.

Vandring mellem søer og klipper

På få kilometer kan man bevæge sig fra tørre klippepartier til fugtige skovområder og videre til små søer omgivet af siv og gran. Søerne dukker ofte op overraskende. Pludselig åbner skoven sig, og et blankt vandspejl ligger foran én.

Outsite nr. 50 - juli ’26

125

Nogle af søerne virker næsten uberørte. Man kan sidde på en klippe og opleve timer gå uden at se et andet menneske. For mange vandrere bliver netop disse stille øjeblikke turens højdepunkt. Ikke de store udsigter. Ikke de spektakulære billeder. Men følelsen af at være alene i naturen.

Tivedsleden – den lange vandring For den, der ønsker mere end dagsture, er Tivedsleden områdets klassiske langdistancevandrerute. Ruten forbinder forskellige dele af Tivedenskovene og fører gennem både nationalparken og de omkringliggende naturområder. Selv om den samlede længde ikke kan måle sig med Kungsleden eller Skåneleden, byder Tivedsleden på overraskende varieret terræn.

126

Outsite nr. 50 - juli ’26

Man følger små skovstier. Passerer gamle gårde. Krydser områder med udsigt over søer. Vandrer gennem dybe fyrreskove. Og igen og igen dukker de karakteristiske klippeformationer op. Det er en rute, hvor man sjældent kommer ind i en monoton rytme. Landskabet ændrer sig hele tiden.

Dyrelivet i den gamle skov Selv om mange besøgende først lægger mærke til klipperne og træerne, rummer Tiveden også et rigt dyreliv. Elgen er områdets mest ikoniske dyr. De store dyr lever skjult i skovene og ses ofte tidligt om morgenen eller sent på aftenen.

Rådyr, ræve og grævlinger er almindelige. Bæveren har etableret sig ved flere af områdets søer og vandløb. Fuglelivet er ligeledes spændende. Sortspætten høres ofte tromme på døde træer. Fiskeørnen kredser over søerne. Og i de mere utilgængelige dele af skoven findes stadig arter, som er afhængige af gammel naturskov.

Og antallet af besøgende falder mærkbart. Der opstår en særlig stemning. En ro. En følelse af, at skoven langsomt gør sig klar til vinteren. På sådanne dage kan man vandre i timevis uden at møde andre mennesker.

Skoven der stadig føles vild

Det er netop denne biologiske mangfoldighed, der gør nationalparken så vigtig.

Tiveden er ikke Sveriges største nationalpark.

Efterårets gyldne skov

Den har heller ikke landets højeste bjerge eller mest spektakulære udsigter.

Hvis man spørger erfarne besøgende, hvornår Tiveden er smukkest, svarer mange uden tøven: efteråret. I september og oktober får skoven nye farver. Løvfældende træer bliver gyldne og røde. Morgenluften bliver køligere. Tågen hænger ofte lavt over søerne. Faktaboks – Praktiske oplysninger Område: Tiveden, mellem Vänern og Vättern. Bedste sæson: Maj til oktober. Nationalpark: Tivedens Nationalpark. Langrute: Tivedsleden. Overnatning: Shelters, teltpladser, campingpladser og hytter. Terræn: Moderat kuperet med mange klipper, rødder og sten. Velegnet til: Dagsture, weekendvand ring og flerdagsture.

Alligevel husker mange området længe efter besøget. Måske fordi Tiveden repræsenterer noget, der er blevet sjældent i det moderne Europa. En skov, som stadig føles uforudsigelig. Et landskab, der ikke afslører sig selv med det samme. Et sted, hvor man må sænke tempoet og lade omgivelserne åbne sig gradvist. Når man sidder ved en stille skovsø sidst på dagen og ser solen forsvinde bag fyrretræerne, er det let at forstå, hvorfor mennesker gennem århundreder har fortalt historier om denne skov. Ikke fordi der nødvendigvis bor trolde mellem stenene. Men fordi Tiveden stadig besidder den sjældne evne at få fantasien til at vågne. Og måske er det netop det, der gør skoven så særlig.

Outsite nr. 50 - juli ’26

127

128

Outsite nr. 50 - juli ’26

Burgeren på dåse – da outdoorbranchen gik helt amok Jeg har skrevet om den her før men den kan stadig bære en god historie synes jeg.

By Ljunggren En cheeseburger på toppen af fjeldet? I begyndelsen af 2000'erne mente et schweizisk firma, at fremtidens turmad lå gemt i en konservesdåse.

Enhver vandrer kender følelsen.

Der findes produkter, som ændrer verden.

• • • • • •

• • •

GPS'en. Den moderne sovepose. Frysetørret mad.

Og så findes der produkter, som får folk til at stoppe op, klø sig i nakken og spørge: "Er det her en joke?" Burgeren på dåse hører til den sidste kategori.

Efter flere dage på fjeldet begynder man at fantasere om mad. Ikke bare mad. Rigtig mad. En saftig bøf. En pizza. Pommes frites. En stor burger med ost.

Når man sidder i regnvejr foran teltet og stirrer ned i endnu en pose frysetørret pasta bolognese, virker tanken næsten uopnåelig. Måske var det netop den drøm, Trekking Mahlzeiten forsøgte at gøre til virkelighed.

I en branche, hvor innovation ofte handler om lettere rygsække, mere effektive kogesystemer og smartere materialer, lykkedes det det schweiziske firma Trekking Mahlzeiten at skabe et produkt, som ingen havde efterspurgt – men som alle pludselig talte om.

Hvis astronauter kunne spise avancerede måltider i rummet, hvorfor skulle vandrere så ikke kunne spise burger på fjeldet?

En cheeseburger pakket i en konservesdåse.

Dåsen der chokerede internettet

Det lyder som noget fra en science fiction-film fra 1970'erne. Men den var god nok. Drømmen om rigtig mad i vildmarken

Resultatet blev et af de mest usædvanlige produkter i outdoorhistoriens lange række af opfindelser.

Da burgeren blev lanceret, var sociale medier stadig i deres barndom. Alligevel spredte billederne sig hurtigt gennem outdoorfora, blogs og hjemmesider. Outsite nr. 50 - juli ’26

129

Nærmest på grænsen til det filosofiske. Osten havde opgivet enhver ambition om at opføre sig som almindelig ost. Og bøffen havde været gennem en konserveringsproces, som sandsynligvis ville få enhver grillmester til at fælde en tåre. Men den lignede stadig en burger. Og den kunne spises. Det var mere, end mange havde forventet. Folk troede simpelthen ikke på det.

Smagen af eventyr

En burger i en dåse? En rigtig burger?

Anmeldelserne varierede voldsomt.

Mange var overbeviste om, at billederne var manipulerede. Andre mente, at produktet måtte være en reklamegimmick. Men burgeren eksisterede faktisk. Den kunne købes. Og folk begyndte at smage på den. Sådan tilbereder man en burger på dåse Opskriften var forbavsende enkel. Læg dåsen i kogende vand. Vent cirka ti minutter. Åbn låget. Spis. Det lyder næsten elegant. Virkeligheden var naturligvis lidt mere kompliceret.

Nogle beskrev burgeren som overraskende velsmagende. Andre mente, at den bedst kunne nydes under to betingelser: Man skulle være meget sulten. Man skulle befinde sig meget langt fra civilisationen. I praksis blev burgeren ofte mere et samtaleemne end et egentligt måltid. Folk købte den for oplevelsens skyld. For historien. For at kunne fortælle vennerne hjemme i klubhuset: "Jeg har spist en burger fra en dåse." Outdoorfolk elsker mærkelige ting

Når låget blev åbnet, mødte man ikke den slags burger, man ser i reklamer.

Set i bakspejlet er burgeren på dåse måske ikke så mærkelig endda.

Bollen var blød.

Outdoorfolk har altid haft en særlig fascination af utraditionel mad.

Meget blød.

130

Outsite nr. 50 - juli ’26

Vi spiser frysetørret oksekød stroganoff.

Vi drikker kaffe lavet af snevand. Vi glæder os over pulvermos serveret i en titaniumgryde. Vi kalder det eventyr.

Ikke fordi den var verdens bedste måltid. Ikke fordi den revolutionerede friluftslivet.

Så hvorfor ikke også en burger på dåse?

Men fordi den repræsenterer en tid, hvor nogen sad ved et mødebord og sagde:

Måske ramte produktet noget centralt i friluftslivet:

"Hvad nu hvis vi putter en cheeseburger i en konservesdåse?"

Drømmen om komfort midt i det ukomfortable.

Og ingen i lokalet stoppede dem.

Et samlerobjekt I dag er burgeren på dåse stort set forsvundet fra markedet.

Heldigvis. For verden ville være en lidt mindre underholdende plads uden burgeren på dåse.

De få uåbnede eksemplarer, der stadig eksisterer, dukker af og til op blandt samlere af militærrationer og historisk turmad. For mange outdoorentusiaster har burgeren opnået kultstatus. Outsite nr. 50 - juli ’26

131

NO TABLE. NO WORRIES.

Designed to be held.

HORIZON

DINNERWARE

132

Outsite nr. 50 - juli ’26

The Horizon range brings comfort and confidence to outdoor dining. A steady grip, heat protection, and adaptable cutlery make every meal easy, no table required.

seatosummit.com

NO TABLE. NO WORRIES.

Designed to be held.

HORIZON

DINNERWARE

The Horizon range brings comfort and confidence to outdoor dining. A steady grip, heat protection, and adaptable cutlery make every meal easy, no table required.

133

seatosummit.com

Outsite nr. 50 - juli ’26

Sankning

134

Outsite nr. 50 - juli ’26

Hvorfor sanke, når du er på tur? At sanke handler om meget mere end at skaffe mad. For mange friluftsfolk er det en måde at opleve naturen på med alle sanser.

Sankning handler om meget mere end at finde noget spiseligt.

Selv små fund kan tilføre turmaden både smag, variation og en følelse af eventyr.

Det er en måde at opleve naturen på, som får os til at sætte tempoet ned og være mere opmærksomme på omgivelserne.

For børn er sankning ofte en sjov aktivitet, der gør turen mere spændende. Jagten på bær, nødder eller svampe giver et naturligt fokus og åbner for samtaler om planter, dyr og naturens kredsløb. For voksne er det ofte en mulighed for at koble af og genopdage glæden ved de enkle ting.

Når vi begynder at lægge mærke til de vilde hindbær langs skovstien, mirabellerne i hegnet eller kantarellerne mellem mos og blade, bliver naturen mere end blot en kulisse for turen – den bliver en aktiv del af oplevelsen. Mange friluftsfolk oplever, at sankning giver en større forståelse for årstidernes skiften. Pludselig lægger man mærke til, hvornår hyldebærrene modner, hvor de bedste brombær vokser, eller hvilke skovområder der gemmer på svampe efter en periode med regn. Det giver en tættere forbindelse til landskabet og en større glæde ved at færdes i naturen. Der er også en særlig tilfredsstillelse ved at spise noget, man selv har fundet. En håndfuld solvarme hindbær på vandreturen, friske mirabeller som dessert ved shelteret eller nyplukkede kantareller på panden kan forvandle et almindeligt måltid til en oplevelse.

Sankning er samtidig en gammel tradition, som mennesker har praktiseret gennem årtusinder. Når vi samler naturens råvarer i dag, viderefører vi en viden og en kulturarv, der har været en del af friluftslivet længe før moderne udstyr og pakkelister. Det vigtigste er dog måske, at sankning får os til at se naturen med nye øjne. Turen bliver ikke kun et spørgsmål om at nå frem til næste lejrplads eller udsigtspunkt, men også om at opdage de små skatte, der gemmer sig undervejs. Derfor handler sankning ikke kun om mad – det handler om nærvær, nysgerrighed og glæden ved at være en del af naturen.

Outsite nr. 50 - juli ’26

135

136

Outsite nr. 50 - juli ’26

Vilde hindbær – sommerens søde skat langs stien

Der er få ting, der signalerer dansk sommer som en håndfuld solvarme, vilde hindbær plukket direkte fra busken. Når juli-solen står højt over skovbryn og lysninger, dukker de røde bær op som små juveler mellem de grønne blade. For vandrere, kanoentusiaster og andre friluftsfolk er de en af naturens mest velkomne gaver – en gratis energikilde, der samtidig giver en smagsoplevelse, som sjældent kan købes i et supermarked.

Hvor finder man vilde hindbær? Vilde hindbær trives i lysåbne områder. De vokser ofte langs skovveje, i skovlysninger, på gamle hugstflader og i kanten af enge. Efter stormfald eller skovrydning kan de danne store krat, hvor grenene bugner af modne bær i juli og august. Buskene bliver typisk mellem én og to meter høje og kendes på de let tornede skud og de karakteristiske røde bær, som løsner sig let fra den hvide blomsterbund, når de er modne. De bedste bær finder man ofte lidt væk fra de mest trafikerede stier, hvor færre mennesker kommer forbi.

Naturens energibar For den vandrende er hindbær en næsten perfekt tur-snack. De indeholder naturlige sukkerarter, fibre, vitaminer og væske, som kan give et lille energiboost på varme sommerdage. Der er noget særligt ved at holde en pause på en vandretur, sætte rygsækken fra sig og bruge fem minutter på at plukke en håndfuld bær. Det skaber en direkte forbindelse til landskabet, som mange moderne friluftsfolk søger. Selv børn, der ellers kan være svære at lokke med på længere ture, bliver ofte begejstrede, når stien pludselig fører forbi et hindbærkrat. Hvad kan man bruge hindbær til på tur? Direkte fra busken Den enkleste løsning er ofte den bedste. Friske hindbær kræver ingen tilberedning og smager fantastisk alene.

Morgenmad i lejren Har man havregryn, müsli eller grød med på tur, kan en håndfuld friske hindbær løfte morgenmaden til et helt nyt niveau.

Outsite nr. 50 - juli ’26

137

Pandekager over bål

Hindbærkompot på trangiaen

Bålpandekager med friske hindbær er en klassiker på sommerens shelterture. Bærrene kan enten drysses ovenpå eller foldes ind i pandekagen lige inden servering.

Hvis man har lidt ekstra tid i lejren, kan bærrene koges kort med en smule sukker. Resultatet er en enkel kompot, som passer godt til pandekager, grød eller nybagt snobrød.

Turdessert

Sank med omtanke

Bland hindbær med lidt sukker eller honning i en kop. Efter få minutter trækker bærrene saft og bliver til en enkel, men lækker dessert.

Selvom hindbær ofte findes i store mængder, gælder de samme principper som ved al anden sankning:

Hindbær i drikkevand Nogle få knuste hindbær i en drikkedunk giver vandet en mild og frisk smag. Det er især populært blandt børn.

138

Outsite nr. 50 - juli ’26

Pluk kun det, du skal bruge. Efterlad rigeligt til fugle og andre dyr. Undgå at trampe unødigt i vegetationen. Pluk ikke på privat grund uden tilladelse. Vask bærrene, hvis du er i tvivl om forholdene på voksestedet. Sommerens smag

For mange friluftsfolk handler sankning ikke kun om at skaffe mad. Det handler om oplevelsen. Om at opdage naturens spisekammer og tage del i årets gang.

Hindbærblade kan også bruges

Når man står i en solbeskinnet skovlysning med røde fingre efter dagens høst, forstår man hurtigt, hvorfor vilde hindbær har været værdsat af generationer af vandrere, skovarbejdere og naturfolk. De er måske små, men de rummer hele sommerens smag i ét enkelt bær.

De unge blade kan tørres og bruges til te. På tur kan friske blade tilsættes kogende vand og give en mild urtete med let sødme.

Flere måder at bruge vilde hindbær på tur

Det er netop noget af det fascinerende ved sankning: En enkelt plante kan bidrage med både snack, dessert, drikke og smagsgiver til flere af dagens måltider.

I pandekagedejen Mos nogle hindbær og rør dem direkte i pandekagedejen. Det giver både smag og farve. På snobrød Friske hindbær kan moses og bruges som et enkelt syltetøjsalternativ på nybagt snobrød.

Mange overser, at hindbærbusken giver mere end blot bær.

Det har været kendt og anvendt i nordisk folkemedicin gennem generationer.

For den opmærksomme vandrer bliver hindbærkrattet derfor meget mere end blot et sted at stille den værste sult. Det bliver et lille spisekammer midt i sommerlandskabet.

I en tur-smoothie Har man mælkepulver, havremælk eller yoghurt med på tur, kan hindbær blandes i for en frisk og nærende drik. Som topping på desserter Hindbær passer godt på kage bagt i dutch oven, bålbagte æbler eller en simpel kiksedessert. I te Friske bær kan tilsættes urtete og give en mild, frugtig smag. Som sauce til vildt eller fisk På længere ture med fiskeri eller jagt kan let knuste hindbær bruges som grundlag for en enkel sauce sammen med lidt sukker eller honning. I koldskål eller yoghurt På sommerens shelterture kan friske hindbær gøre en enkel morgenmad betydeligt mere indbydende.

Faktaboks – Vilde hindbær Sæson: Juli–august Voksested: Skovlysninger, skovbryn, hugstflader og hegn Smag: Sød, aromatisk og mere intens end mange dyrkede sorter Kan bruges til: Snacks, grød, pandekager, desserter, saft og kompot Godt at vide: Modne bær slipper let fra busken og kan spises direkte på stedet.

Outsite nr. 50 - juli ’26

139

140

Outsite nr. 50 - juli ’26

Boganmeldelse Vildt Gode Svampe By Christian Milbo

Vildt Gode Svampe af Anne Mæhlum er en kogebog, hvor du finder 48 opskrifter med 20 forskellige svampearter Bogen Vildt Gode Svampe er nok det tætteste vi kommer, på den perfekte kogebog og sankebog. Du finder alt fra gode råd og vejledning til sankning af svampe, til opskrifter med dine yndlingssvampe. Lad os tage Karl Johan (Boletus edulis) svampen; Du finder først i afsnittet om Karl Johan billeder, så du nemt kan genkende den.

retten. I Vildt gode svampe er alt klaret og serveret på en nem og overskuelig måde. Så det er en bog der bliver på min bogreol. Vildt gode svampe en kogebog med 20 svampearter og 48 opskrifter 279,95 kr. Forlaget Turbine

Dernæst hvornår på året den er bedste at finde og sanke, og derefter en beskrivelse af levesteder, lidt tips og tricks og til sidst 7 lækre opskrifter på mad med Karl Johan. Savner du en vild god svampekniv, kan du læse vores anmeldelse af Opinel Mushroom Knife No. 8 her! Det er altså alt du skal bruge for, at komme i gang med sankning af svampe, og dernæst hvilken opskrift du kan bruge dine svampe til. Jeg savner tit info i sankebøger, og når du så endelig har fundet råvarerne, skal du finde en opskrift, hvor det ikke bare er en ingrediens, men “hovedrollen” i Outsite nr. 50 - juli ’26

141

142

Outsite nr. 50 - juli ’26

Mirabeller – naturens små guldblommer

Mirabeller – sensommerens gyldne skatte Når sommeren langsomt bevæger sig mod sensommer, og markerne står gyldne under den høje himmel, begynder mirabellerne at modne. De små gule frugter lyser op i levende hegn, gamle landsbyer, vejkanter og skovbryn, hvor de hænger som små sole mellem de grønne blade. For mange vækker synet af et mirabeltræ minder om barndommens somre. Om cykelture på grusveje, om at kravle gennem hegn og fylde lommer, spande eller cykelkurve med de søde stenfrugter. Mange steder står de samme træer stadig, år efter år, og leverer trofast deres høst til både mennesker, fugle og insekter. Mirabellen er en af de mest oversete sankefrugter i Danmark. Det er egentlig lidt mærkeligt, for den er både let at kende, velsmagende og ofte til stede i imponerende mængder. Når et træ står i fuld bæring, kan grenene næsten bøje under vægten af de mange frugter, og jorden nedenunder bliver dækket af nedfaldne mirabeller. I modsætning til mange andre vilde frugter kræver mirabeller hverken særlige sankefærdigheder eller lange vandringer for at blive fundet.

Ofte står de lige dér, hvor vi færdes til daglig, langs markveje, ved gamle gårde eller i kanten af landsbyerne. Alligevel går mange forbi uden at tænke over, at de små gule frugter er blandt naturens bedste sensommersnacks.

Hvor finder man mirabeller? Mirabeller stammer oprindeligt fra Centraleuropa, hvor de gennem århundreder har været dyrket som frugttræer. Med tiden har de spredt sig fra haver og gårde og etableret sig i det danske landskab, hvor de mange steder vokser vildt eller forvildet.

Man finder dem ofte: Langs levende hegn Ved gamle gårde og husmandssteder I landsbyer og parker Langs markveje og skovkanter På forladte grunde og gamle havearealer Træerne bliver typisk mellem tre og otte meter høje og er lette at få øje på, når de er fyldt med modne frugter. I juli og august kan de nærmest gløde i landskabet med deres gule eller gulrøde farver. Et godt tip er at kigge efter frugter på jorden under træet. Ligger der mange friske mirabeller i græsset, er chancen stor for, at træet er klar til høst.

Outsite nr. 50 - juli ’26

143

Smagen af sensommer Mirabeller har en sød og aromatisk smag med fine nuancer af blomme, honning og sommerfrugt. Smagen varierer overraskende meget fra træ til træ. Nogle er næsten slikagtigt søde, mens andre har en frisk syrlighed, der gør dem ekstra læskende på en varm dag. Netop den variation er en del af charmen ved sankning. Hvert træ har sit eget særpræg, og mange sankere har deres personlige favoritter, som de vender tilbage til år efter år. De bedste frugter er som regel dem, der løsner sig let fra grenen ved et forsigtigt træk. Også de nyfaldne frugter kan være fremragende, hvis de stadig er faste og friske.

144

Outsite nr. 50 - juli ’26

På en sensommerdag kan et mirabeltræ hurtigt blive et naturligt stoppested på vandreturen. Man plukker et par håndfulde, sætter sig i græsset og nyder smagen af en dansk sensommer direkte fra grenen. Hvad kan man bruge mirabeller til på tur?

Direkte fra træet Den mest oplagte anvendelse er også den enkleste. Mirabeller er en perfekt snack på vandreturen. De er søde, saftige og fulde af smag, samtidig med at de bidrager med væske på varme dage.

Som energitilskud undervejs På lange ture kan et stop ved et mirabeltræ være et naturligt energiboost. De

naturlige frugtsukkerstoffer giver hurtig energi, og den friske smag kan være et velkomment afbræk fra den sædvanlige turproviant.

Kompot på stormkøkken Mirabeller egner sig glimrende til en hurtig kompot. Kog frugterne med lidt vand og sukker i 10–15 minutter, til de falder sammen. Kompotten passer perfekt til pandekager, grød eller nybagt snobrød.

Dessert ved bålet Pak mirabeller i folie sammen med lidt honning og eventuelt et drys kanel. Efter få minutter i gløderne bliver frugterne bløde og karamelliserede og udvikler en næsten marmeladeagtig konsistens.

Morgenmad i lejren Friske mirabeller giver både farve og smag til havregrød, yoghurt eller müsli. De kan også skæres i mindre stykker og blandes direkte i morgenmaden.

Mirabelpandekager Har man tid ved lejrbålet, kan man tilsætte halve mirabeller til pandekagerne under bagningen. Den søde frugt passer overraskende godt sammen med den let ristede smag fra bålpanden.

Mirabelsaft og gelé Finder man et træ med rigeligt frugt, kan en del af høsten tages med hjem og forvandles til saft, gelé eller marmelade. På den måde kan sensommerens sankefund nydes langt ind i vinteren.

Mere end bare mad Mirabeltræer er ikke kun værdifulde for mennesker. Om foråret tiltrækker de mange bier og andre bestøvende insekter med deres blomster, og senere på

året bliver frugterne en vigtig fødekilde for fugle, mus og andre smådyr. Det er derfor en god tommelfingerregel kun at tage det, man selv har brug for, og lade resten blive tilbage som en del af naturens kredsløb.

Sank med omtanke Når du samler mirabeller, er det en god idé at følge nogle enkle principper: Pluk kun modne frugter. Efterlad rigeligt til fugle og andre dyr. Respekter privat ejendom. Undgå at knække grene eller beskadige træet. Saml gerne friske frugter op fra jorden. Tag kun det, du selv kan nå at bruge. Sensommer på grenen Finder man et træ i fuld bæring, får man ikke bare en håndfuld frugt. Man får en lille smagsprøve på sensommeren selv – sød, solmoden og lige til at plukke. Det er netop sådanne øjeblikke, der gør sankning til en af de mest tilfredsstillende måder at opleve naturen på.

Faktaboks – Mirabeller Sæson: Juli–august (nogle steder ind i september) Voksested: Hegn, vejkanter, gamle haver og skovbryn Smag: Sød med let syrlig blommearoma Anvendelse: Snacks, kompot, saft, marmelade, desserter og bagværk Kendetegn: Små runde gule eller gulrøde stenfrugter på mindre træer

Outsite nr. 50 - juli ’26

145

146

Outsite nr. 50 - juli ’26

Strandarve – den sprøde smag af hav og sommer

Strandarve – kystens grønne delikatesse

Hvor finder man strandarve?

Mens mange sankere leder efter bær i skoven, gemmer kysten på sine egne delikatesser.

Strandarve vokser langs danske kyster, hvor den trives i sandet eller stenet jord tæt på havet. Den findes især:

En af de mest oversete er strandarve – en lav, krybende plante med saftige blade og en frisk smag, der leder tankerne hen på havbrise, saltvand og sommer ved stranden.

• • • • •

Strandarve har længe været kendt blandt kystfolk, men er i de senere år blevet populær blandt kokke og friluftsfolk, der værdsætter dens sprøde konsistens og milde smag.

Planten danner ofte tætte grønne puder og kan vokse helt ned til vandkanten. Mange går forbi den uden at lægge mærke til den, men når man først lærer den at kende, opdager man hurtigt, at den findes langs store dele af de danske kyster.

Hvor nogle strandplanter kan være meget salte eller kraftige i smagen, er strandarve både blid og alsidig. Den kan spises direkte fra stranden, bruges i salater eller indgå som en frisk grøntsag i turkøkkenet. For mange kommer mødet med strandarve som en overraskelse. Midt mellem sten, marehalm og tang gemmer der sig en plante, som ikke blot er spiselig, men som faktisk hører til blandt de mest anvendelige vilde planter langs de danske kyster.

På strandenge Langs stenede kyster På strandvolde I klitter og bagstrand Ved beskyttede fjorde og vige

Den klarer sig godt i det barske kystmiljø med saltvand, blæst og sandfygning. De tykke blade fungerer som små vanddepoter, hvilket gør planten robust og saftig selv på varme sommerdage.

Sådan kender du den Strandarve er let at genkende, når man først har set den. Kendetegn: Krybende vækstform Små, kødfulde blade Frisk grøn farve Hvide blomster om sommeren Sprøde stængler Outsite nr. 50 - juli ’26

147

Når man knækker et blad mellem fingrene, mærker man straks den saftige struktur. Bladene sidder parvist på stænglerne og virker næsten sukkulentagtige. De unge skud er de bedste at spise, men hele planten kan som regel anvendes.

Smagen af kysten Smagen er mild, let salt og frisk med noter af grønne ærter og spinat. I modsætning til mange andre strandplanter er strandarve sjældent kraftigt salt, hvilket gør den meget anvendelig i madlavningen. Mange beskriver den som en kombination af spæde spinatblade og sukkerærter med et diskret strejf af hav. Netop den balance gør den interessant i både kolde og varme retter. På en varm sommerdag ved stranden kan nogle få friske skud være overraskende læskende. De saftige blade indeholder meget væske og giver en frisk smagsoplevelse direkte fra naturen. Hvad kan man bruge strandarve til på tur? Strandarve er en af de letteste vilde planter at anvende i turkøkkenet. Den kræver ingen særlig forberedelse og kan bruges både rå og tilberedt.

Direkte som snack De unge skud kan spises direkte under turen. Den sprøde konsistens gør dem til en frisk snack på en kystvandring.

I salater Strandarve giver både sprødhed og friskhed til en enkel tursalat.

148

Outsite nr. 50 - juli ’26

Nem strandsalat En håndfuld strandarve Cherrytomater Agurk En smule olivenolie Bland ingredienserne og server som tilbehør til frokosten.

På smørrebrød og i wraps Brug strandarve som erstatning for salatblade. Den passer godt sammen med ost, æg, skinke eller fisk og tilfører både farve og tekstur.

Omelet ved lejren Strandarve kan steges ganske kort på panden og tilsættes en omelet eller røræg.

Lejrommelet med strandarve 3 æg En håndfuld strandarve Lidt smør eller olie Steg strandarven kort og hæld derefter æggemassen over. Resultatet er en enkel og velsmagende morgenmad.

Lynstegt på panden Ligesom spinat kan strandarve steges i et minut eller to. Server den som grønt til: • • • • •

Fisk Pølser Grillmad Bålretter I pasta og nudler

På længere ture kan strandarve tilsættes den færdige ret lige før servering.

Den passer godt til: • • • • •

Pasta med tun Nudelretter Fiskepasta Cremede pastaretter Urtesmør med strandarve

Hak strandarven fint og bland den med smør. Urtesmørret passer perfekt til: • • • • •

Snobrød Bålbrød Fisk Bagte kartofler Som topping

Et drys friske skud på supper, gryderetter eller æggeretter giver både farve og friskhed.

Strandarve-pesto En enkel pesto kan laves af: 2 håndfulde strandarve En håndfuld nødder Olie Lidt citronsaft Pestoen smager fremragende til brød, fisk eller pasta.

Mere end bare mad Strandarve spiller også en vigtig rolle i kystens økosystemer. Planten hjælper med at stabilisere sand og jord på strandvolde og i klitter, og dens blomster besøges af en række insekter.

Sank med omtanke Kystnaturen er sårbar, og mange strandenge er vigtige levesteder for fugle og insekter. Derfor bør man: Klippe eller nippe de øverste skud af Undgå at rive planter op med rod Høste lidt fra mange planter frem for meget fra få Respektere fredede områder og fuglereservater Kun samle planter, man er helt sikker på at kunne identificere Ved at høste skånsomt sikrer man, at både planter og dyreliv fortsat trives.

En skjult kystdelikatesse For mange bliver strandarve en åbenbaring første gang, de smager den. Den kræver næsten ingen tilberedning, findes langs store dele af de danske kyster og kan forvandle en enkel frokost ved stranden til en mere spændende naturoplevelse. Hvor skovens sankere leder efter hindbær, brombær og svampe, kan kystvandreren finde sine egne råvarer mellem marehalm og strandsten. Strandarve er måske ikke den mest kendte af dem, men den hører uden tvivl til blandt de mest anvendelige. Næste gang turen går langs kysten,

Den er samtidig en del af fødekæden for mange smådyr og bidrager til den biologiske mangfoldighed langs kysterne. Derfor er det vigtigt at sanke med omtanke.

Outsite nr. 50 - juli ’26

149

150

Outsite nr. 50 - juli ’26

Gul kantarel – skovens gyldne delikatesse

Når sommerregnen har fugtet skovbunden, og solen igen bryder gennem trækronerne, begynder mange svampeentusiaster at spejde efter en af Danmarks mest eftertragtede spisesvampe – den gule kantarel. Med sin gyldne farve, faste konsistens og milde, frugtagtige aroma er den for mange indbegrebet af sensommer og efterår i skoven. At finde sin første kantarel er en oplevelse, som mange husker. De gyldne svampe lyser ofte op mellem mos, blade og græs som små skatte på skovbunden. Der er noget særligt ved at vandre gennem en stille skov og pludselig få øje på de første gule hatte mellem det grønne mos. For mange er det et sikkert tegn på, at svampesæsonen for alvor er begyndt. Kantarellen er samtidig en af de svampe, der har introduceret mange danskere til svampejagtens fascinerende verden. Den er forholdsvis let at kende, smager fantastisk og findes ofte i områder, hvor man færdes på vandreture og skovture.

Hvor finder man gule kantareller? Den gule kantarel (Cantharellus cibarius) vokser i både løv- og nåleskove, ofte på samme sted år efter år.

Gode voksesteder er: • • • • •

Bøgeskove Egeskove Blandingsskove Mosrige skovbunde Lysåbne områder mellem træerne

Kantareller lever i symbiose med træernes rødder og dukker derfor ofte op de samme steder gennem mange sæsoner. Finder man først et godt kantarelsted, kan det være værd at besøge igen året efter. Sæsonen begynder typisk i juli efter perioder med regn og kan fortsætte langt ind i oktober. De bedste høster findes ofte nogle dage efter en god omgang sommerregn efterfulgt af lune temperaturer. Mange erfarne svampefolk holder deres bedste kantarelsteder hemmelige, og gode voksesteder går ofte i arv gennem generationer.

Sådan kender du den Den ægte gule kantarel er forholdsvis let at kende: Gyldengul til æggegul farve Tragtformet hat Faste og kompakte frugtlegemer Frugtagtig duft, ofte med noter af abrikos Ribber under hatten, ikke egentlige lameller Outsite nr. 50 - juli ’26

151

Netop de tykke, nedløbende ribber er et vigtigt kendetegn. I modsætning til mange andre svampe har kantarellen ikke fine lameller, men kraftige ribber, som løber ned ad stokken. Kødet er fast og lyst, og svampen virker ofte overraskende tung i forhold til sin størrelse. Vigtigt: Spis aldrig svampe, du ikke er helt sikker på. Er du ny svampesamler, bør du få fund kontrolleret af en erfaren svampekender eller en svampekontrol.

Smagen af sensommer Kantareller er kendt for deres milde og elegante smag. Mange beskriver aromaen som let nøddeagtig med frugtagtige toner af abrikos eller tørret frugt. I modsætning til flere andre spisesvampe bevarer kantarellen en fast konsistens under tilberedning. Det gør den særligt velegnet til madlavning over bål eller på stormkøkken, hvor råvarerne ofte skal kunne tåle lidt mere varme og håndtering. Der skal ikke mange krydderier til. Faktisk foretrækker mange svampeentusiaster blot lidt smør, salt og peber for at lade svampens egen smag træde frem.

Kantareller på tur Kantareller egner sig fremragende til madlavning i det fri. De faste svampe tåler både stegning, bagning og kogning, og deres milde smag passer til alt fra morgenmad til aftensmad. Mange svampefolk mener faktisk, at kantareller smager bedst, når de tilberedes enkelt over bål eller på stormkøkken, hvor de naturlige aromaer får lov til at dominere.

152

Outsite nr. 50 - juli ’26

Stegte kantareller på panden Den enkleste metode er ofte den bedste. Rens svampene og steg dem i lidt smør eller olie på en varm pande. Først afgiver de væske, men efter nogle minutter begynder de at tage farve og udvikle den karakteristiske duft. Et drys salt og lidt friskkværnet peber er ofte alt, hvad der behøves.

Kantarelmad på bålbrød Stegte kantareller på et stykke ristet brød er en klassiker blandt svampejægere. Ingredienser En håndfuld kantareller Smør Et par skiver brød Steg svampene gyldne og fordel dem på det ristede brød. Enkelt, men overraskende lækkert.

Kantarelomelet ved shelteret Kantareller og æg er en kombination, der aldrig går af mode. Ingredienser 3 æg 1 håndfuld kantareller Smør Salt og peber Steg svampene først, hæld derefter de sammenpiskede æg over og bag omeletten færdig ved svag varme. Perfekt som morgenmad efter en nat i shelter.

Kantarelgryde Kantareller tilfører både smag og fylde til en turgryde. Prøv dem sammen med: • • • •

Kartofler Løg Gulerødder Pølser eller bacon

Svampene giver retten en dybere og mere fyldig smag.

Pasta med kantareller En favorit på mange shelterture. Ingredienser Pasta Kantareller Fløde eller madlavningsfløde Løg Smør Steg løg og kantareller gyldne, tilsæt fløden og vend den kogte pasta i saucen. En enkel ret, der føles næsten luksuriøs efter en lang vandredag.

Serveres på brød, til kartofler eller som tilbehør til kød og fisk.

Kantarelsuppe ved bålet Hvis vejret er køligt, er en varm svampesuppe svær at slå. Kog kantareller sammen med løg og kartofler, tilsæt bouillon og lad det simre. Suppen kan spises rustik eller blendes hjemmefra og varmes op på turen.

En svamp med historie Kantarellen har i århundreder været en værdsat spisesvamp i Europa. I Norden blev den især populær, fordi den sjældent angribes af maddiker og samtidig er forholdsvis let at kende. I mange lande regnes den stadig blandt de fineste vilde spisesvampe, og på restauranter optræder den hvert år på sensommerens og efterårets menukort. For mange svampejægere er kantarellen dog mere end en delikatesse. Den repræsenterer glæden ved at finde sin egen mad i naturen og bringe den direkte fra skovbund til bålpande.

Resultatet er overraskende godt og meget populært på shelterture.

Flødestuvede kantareller En af de store klassikere. Ingredienser 250 g kantareller 1 dl fløde Smør Salt og peber Steg svampene, tilsæt fløden og lad det simre nogle minutter.

Outsite nr. 50 - juli ’26

153

154

Outsite nr. 50 - juli ’26

Karl Johan – skovens konge blandt spisesvampe

Når snakken falder på Europas fineste spisesvampe, nævnes Karl Johan næsten altid først. Med sin kraftige stok, kastanjebrune hat og fyldige smag har den i århundreder været højt værdsat af både kokke og svampejægere. For mange danske svampesamlere er fundet af en stor, fejlfri Karl Johan en lige så stor oplevelse som at finde kantareller. Svampen er smuk, let genkendelig og giver et fantastisk måltid efter en dag i skoven.

Skovens spisekammer For mange friluftsfolk er Karl Johan mere end blot en spisesvamp. Den repræsenterer hele idéen om sankning – glæden ved at finde sin egen mad og tilberede den i naturen. Der er noget særligt ved at samle svampen om formiddagen, rense den ved lejrbordet og lade den syde på panden over bålet om aftenen. Afstanden fra skovbund til tallerken bliver næsten ikke kortere. Måske er det netop derfor, at Karl Johan gennem generationer har været betragtet som skovens konge. Den er smuk, velsmagende, let genkendelig og kan forvandle selv den enkleste turmiddag til et måltid, man husker længe efter, bålet er brændt ud.

En svamp med kongeligt navn Navnet Karl Johan stammer fra den svensk-norske konge Karl XIV Johan. Ifølge traditionen var det under hans regeringstid, at svampen blev populær i Skandinavien. I Sydeuropa havde den dog været værdsat længe før. På italiensk kaldes den ofte ”porcini”, og den er en fast bestanddel af mange klassiske retter.

Hvor finder man Karl Johan? Karl Johan (Boletus edulis) vokser i både løv- og nåleskove og findes over store dele af Danmark.

Typiske voksesteder er: • • • • •

Bøgeskove Egeskove Granskove Blandingsskove Mosrige skovområder

Den lever i symbiose med træernes rødder og dukker ofte op på de samme lokaliteter år efter år. Sæsonen strækker sig normalt fra juli til oktober, afhængigt af temperatur og nedbør.

Outsite nr. 50 - juli ’26

155

Sådan kender du den Karl Johan har nogle meget karakteristiske kendetegn: • • • • • •

Kraftig, lys stok Brun til kastanjebrun hat Hvidt til olivengrønt porelag under hatten Ingen lameller Fast, hvidt kød Mild, nøddeagtig duft

Det hvide kød ændrer normalt ikke farve ved gennemskæring, hvilket er et vigtigt kendetegn.

Smagen af efterårsskoven Karl Johan er kendt for sin dybe umamismag og let nøddeagtige aroma. Smagen bliver ofte endnu mere koncentreret ved tørring, hvilket gør svampen populær i både nordisk og sydeuropæisk madlavning. Mange svampefolk mener, at unge, faste eksemplarer giver den bedste spiseoplevelse.

Karl Johan på tur Hvor kantarellen ofte forbindes med det elegante og delikate køkken, er Karl Johan mere robust og mættende. Den passer perfekt til friluftslivets enkle madlavning og kan bruges i alt fra morgenmad til aftensmad. Svampens faste konsistens gør den særligt velegnet til madlavning over bål eller på stormkøkken, hvor den ikke falder sammen under tilberedningen. Tværtimod udvikler den en dybere og mere koncentreret smag, når den steges eller bages. Der er få ting, der slår duften af nyplukkede Karl Johan-svampe, der syder på en

156

Outsite nr. 50 - juli ’26

varm pande ved shelteret efter en lang dag på vandrestien.

Stegt Karl Johan i smør Den klassiske tilberedning er stadig en af de bedste. Skær svampen i skiver og steg den gylden i smør eller olie. Først afgiver den lidt væske, men efter få minutter begynder den at tage farve og udvikle sin karakteristiske nøddeagtige aroma. Server med: Ristet brød Bagte kartofler Fisk Kød Ofte er lidt salt og peber alt, hvad der behøves.

Karl Johan på bålbrød Et enkelt måltid med stor smag. Ingredienser 1 stor Karl Johan Smør Brød Steg svampeskiverne gyldne og læg dem på nyristet brød. Tilføj eventuelt lidt timian eller persille. Resultatet er et måltid, der ville gøre sig godt på enhver restaurant, men som smager endnu bedre ved lejrbålet.

Karl Johan-omelet En klassiker blandt svampefolk. Ingredienser 3 æg

1 håndfuld Karl Johan i skiver Smør Salt og peber Steg svampene først, hæld derefter de sammenpiskede æg over og bag omeletten færdig ved svag varme. Perfekt som morgenmad på shelterturen.

Karl Johan-gryde Karl Johan tilfører dybde til enhver gryderet. Prøv en kombination af: Karl Johan Løg Kartofler Gulerødder Pølser eller bacon Lad ingredienserne simre sammen i en gryde over bålet. Svampene giver retten en fyldig umamismag, som løfter hele måltidet.

Faktaboks – Karl Johan Latinsk navn: Boletus edulis Sæson: Juli–oktober Voksested: Løv- og nåleskov Smag: Fyldig, nøddeagtig og rig på umami Anvendelse: Pande, supper, saucer, gryderetter og tørring Kendetegn: Kraftig lys stok, brun hat og rør i stedet for lameller

Outsite nr. 50 - juli ’26

157

158

Outsite nr. 50 - juli ’26

Boganmeldelse Spis Svampe af Martin Nordin

By Christian Milbo

I Spis Svampe inviterer Martin Nordin læseren med ind i køkkenet og deler en lang række inspirerende opskrifter, som han selv og hans mor har udviklet gennem årene. Bogen henvender sig både til den garvede svampeelsker og til den nysgerrige madentusiast, der gerne vil bruge flere svampe i hverdagen. En stor fordel er, at alle bogens svampe kan købes i almindelige butikker. Det betyder, at man ikke behøver at være erfaren svampesamler eller tage på skovtur, før man kan gå i gang med opskrifterne. Bogen er overskueligt inddelt i kapitler efter tilberedningsmetode, blandt andet kogte svampe, stegte svampe, ovnristede svampe og flere andre kategorier. Den opdeling gør det let at finde inspiration ud fra den måde, man ønsker at tilberede sine svampe på. Man kan enten gå direkte til sit yndlingskapitel eller bladre rundt og lade sig inspirere af de mange forskellige retter. Der er virkelig meget inspiration at hente i Spis Svampe. De store, stemningsfulde fotografier er næsten lige så indbydende som retterne selv. Ved første øjekast kan billederne virke imponerende og næsten lidt uopnåelige, men når man læser opskrifterne, opdager man hurtigt, at de er overskuelige og til at følge. Det gør bogen særlig interessant, fordi den formår at kombinere gastronomi på højt niveau med opskrifter, som de fleste kan lave derhjemme.

Bogen giver lyst til at eksperimentere i køkkenet. Munden løber i vand, når man bladrer gennem siderne, og de mange kombinationer af svampe, grøntsager, krydderurter og andre råvarer viser, hvor alsidige svampe egentlig er. Samtidig giver Martin Nordin gode råd til, hvordan man får mest mulig smag frem i de forskellige svampe, hvilket gør bogen til mere end blot en samling opskrifter. Forfatteren opfordrer desuden læseren til at tage udgangspunkt i sine egne favoritsvampe. Bagerst i bogen findes et praktisk register, hvor man hurtigt kan slå en bestemt svamp op og se, hvilke opskrifter den indgår i. Det gør bogen nem at bruge i hverdagen, uanset om man står med en bakke champignoner fra supermarkedet eller har fundet østershatte, shiitake eller kantareller. Spis Svampe er en smuk, inspirerende og brugervenlig kogebog, der gør det let at få flere svampe ind i madlavningen. Kombinationen af flotte billeder, overskuelige opskrifter og et praktisk register gør den til en bog, man får lyst til at vende tilbage til igen og igen. Den kan varmt anbefales til alle, der holder af god mad og ønsker ny inspiration til at bruge svampe på kreative og velsmagende måder. Spis svampe 249,95 kr. Turbine Outsite nr. 50 - juli ’26

159

160

Outsite nr. 50 - juli ’26

Test af Wimex Bon-Fire bålfad og bålstativ By Christian Milbo

Vi ser på Wimex Bon-Fire bålfad og bålstativ, der er et genialt bålsæt til haven, shelteret eller på tur. Vi får Wimex Bon-Fire bålfad og bålstativ på Danish Outdoor Festival, hvor Wimex Bon-Fire har sponseret 3 sæt til vores HangCon bålhygge område. Vi samler bålsættet onsdag aften, hvor vi skal have lidt bålhygge for de frivillige, der allerede er ankommet. Da vi har samlet sættet (det er nemt) står vi alle og er ret imponerede. Det er ret godt tænkt og meget funktionelt med gode detaljer, og så går madlavningen også let over bålet.

Wimex Bon-Fire bålfad og bålstativ Mange kommer og spørger om bålsættet, da de ikke har set sådan et sæt før. Det er det her med, at bålstativet står i bådfadets kant og dermed er forhøjet, der springer i øjnene som “Hvorfor gør alle ikke det?”. Der er ikke huller i bunden af bålfadet, så vær opmærksom, hvis der kommer meget regn, og sættet står ude. Så skal du tømme det i ny og næ, så du undgår rust i det lange løb. Der kunne godt være huller i bunden fra Outsite nr. 50 - juli ’26

161

start, så vandet kunne løbe ud af sig selv, men jeg tror at Bon-Fire har valgt dette fra, da du måske ikke vil have gløder/aske på underlaget hvor bålfadet står (det kan jo også være brandfarligt, hvis en glød får fat i noget der antænder).

til brug.

Hvis du før har haft et Bon-Fire produkt, så vil du mærke et løft på kvaliteten på nyere produkter. Det hele er meget mere lækkert og robust, og alt er stabilt.

Det lyder måske banalt, men den måde, trefoden monteres direkte på bålfadet, giver langt mere mening end den traditionelle løsning.

Samling

Det er uden tvivl den funktion, som gør Bon-Fire anderledes.

Noget af det første, vi lagde mærke til, var hvor nemt sættet er at samle. Der er ingen komplicerede beslag eller værktøj, der skal findes frem. Delene passer sammen, og efter få minutter står sættet klar

Normalt står en trefod på jorden uden om bålfadet. Det betyder, at en stor del af stativets højde går tabt, og man ender med at stå bøjet frem, når der skal røres i

162

Outsite nr. 50 - juli ’26

Da vi havde samlet det første sæt, stod vi faktisk alle med den samme tanke: ”Hvorfor har ingen gjort det sådan her før?”

gryden eller vendes bøffer på grillristen. Hos Bon-Fire monteres trefoden direkte i de tre beslag på kanten af bålfadet. Dermed hæves hele konstruktionen omkring 30-40 centimeter. Det lyder måske ikke af meget på papiret, men i praksis gør det en enorm forskel. Under festivalen blev der lavet kaffe, morgenmad, gryderetter og grillmad på sættet, og den ekstra arbejdshøjde gjorde ganske enkelt madlavningen langt mere behagelig. Man slipper for konstant at bukke sig ned, og samtidig bliver det lettere både at regulere højden på grillristen og lægge brænde på bålet.

Masser af plads Dimensionerne er også ramt rigtig godt. Bålfadet på 68 centimeter giver plads til et ordentligt bål uden at blive uhåndterligt stort, mens grillristen på 60 centimeter sagtens kan klare mad til en familie eller en mindre gruppe.

Stabilitet Man kunne godt forestille sig, at et hævet bålstativ ville blive mindre stabilt. Det oplevede vi overhovedet ikke. Tværtimod står konstruktionen overraskende solidt, og selv med en tung gryde eller en fyldt grillrist virker stativet sikkert. Benene står godt, beslagene holder trefoden fast, og intet giver indtryk af at være presset til grænsen. Det giver ro, når man arbejder med kogende gryder over åben ild. Efter flere dages brug på Danish Outdoor Festival er vi ikke i tvivl. Wimex har formået at føre Bon-Fire-brandet videre på en måde, hvor de

klassiske styrker er bevaret, samtidig med at kvaliteten virker løftet. Prisen på omkring 1.800 kroner for bålfad og 3-ben er bestemt ikke den laveste på markedet, men til gengæld får man et gennemtænkt, robust og modulopbygget bålsystem, der med den rette vedligeholdelse kan holde i mange år. Hvis du er på udkig efter et komplet bålsæt til haven, shelteret eller lejren, er Wimex Bon-Fire efter vores mening blandt de bedste løsninger, vi har testet.

Dommen Prisen på ca. 1800 kr. i alt er ganske fin, og sættet vil holde i mange, mange år, hvis du tager det ind, når du ikke bruger det. Det kan dog også godt tåle at stå ude, men husk så at tømme det for vand nu og da. Brugervenligheden, kvaliteten, funktionerne og detaljer er alle i orden, så jeg kan ikke andet end at anbefale det fede bålsæt, hvis du er på udkig efter nyt til haven, shelteren eller din næste friluftstur.

Funktioner Bon-Fire Bålfad Du kan købe bålfadet og bålstativet hver for sig Til bålfadet hører 3 “vinger” som du kan monterer og sætte bålstativet i, så det bliver hævet op i god madlavningshøjde. Ø68 cm. Pris ca. 975,Bonfire 3-ben basissæt Stor grillrist på *60 cm. Tre kæder så du kan hæve/sænke risten Ophæng til gryde (hvis du ikke bruger risten) Pris ca. 799,-

Outsite nr. 50 - juli ’26

163

164

Outsite nr. 50 - juli ’26

Hvem ejer naturoplevelsen? Debatten om en dansk allemandsret er blevet genåbnet

By Ljunggren

En familie går ad en smal skovsti mellem gamle bøgetræer. Sollyset filtrerer ned gennem kronerne, og et rådyr springer pludselig over stien længere fremme. For de fleste danskere er dette billedet på naturens værdi: ro, frihed og nærvær. Men bag oplevelsen gemmer sig et spørgsmål, som i disse år er blevet genstand for en voksende politisk debat:

Hvem ejer egentlig naturoplevelsen? Er naturen først og fremmest en privat ejendom, hvor ejeren bestemmer, hvem der må færdes? Eller er naturen et fælles gode, som alle borgere bør have adgang til at opleve? Spørgsmålet blev sat på spidsen under Folkemødet på Bornholm, hvor politikere, organisationer og skovejere diskuterede fremtiden for dansk naturadgang. Anledningen er regeringens beslutning om at nedsætte en allemandsretskommission, der skal undersøge mulighederne for at skabe en dansk model for øget adgang til naturen. Målet er ambitiøst: At sikre videst mulig adgang til naturen samtidig med, at der tages hensyn til naturen selv, lokale forhold og lodsejernes legitime interesser. Det lyder enkelt. Men bag formuleringen gemmer sig en af de mest principielle diskussioner om natur, ejendomsret og friluftsliv i mange år.

Danmark er ikke Sverige Når ordet allemandsret nævnes, går tankerne straks mod Sverige og Norge. Her er princippet enkelt: Naturen tilhører alle. Man må vandre gennem skove og over fjelde, slå telt op for en nat, plukke bær og svampe og færdes frit i store naturområder. Friheden ledsages af et ansvar for at vise hensyn til både natur og mennesker. For mange danske friluftsfolk fremstår den nordiske allemandsret som et ideal.

Men Danmark er ikke Sverige. Hvor Sverige består af enorme skovområder, fjelde og vildmark, er Danmark et af Europas mest intensivt udnyttede kulturlandskaber. Omkring 60 procent af landet er dækket af landbrugsjord. Skovene er mindre, naturen mere fragmenteret, og befolkningstætheden langt højere. Samtidig er hovedparten af de danske skove privatejede. Det betyder, at enhver diskussion om øget naturadgang hurtigt kommer til at handle om ejendomsret.

Outsite nr. 50 - juli ’26

165

Allemandsretten findes ikke i Danmark – til gengæld har vi »fri teltning« | Samvirke

Naturen som fælles gode For mange organisationer og politikere er argumentet for større naturadgang enkelt. Danskerne opholder sig mindre i naturen end tidligere generationer. Børn bruger færre timer udendørs, og mange mennesker oplever naturen gennem korte besøg frem for længere ophold. Naturkontakt forbindes i dag med både fysisk og mental sundhed.

Faktaboks -Hvad er allemandsret? Allemandsret er et nordisk princip, der giver offentligheden ret til at færdes i naturen, også på privat jord, så længe det sker med respekt for naturen og ejeren. I Sverige, Norge og Finland omfatter retten blandt andet vandring, ophold, bær- og svampeplukning samt i visse tilfælde teltning.

Talrige undersøgelser peger på, at ophold i naturen kan reducere stress, forbedre trivsel og styrke forståelsen for naturbeskyttelse.

Danmark har i dag adgangsregler gennem naturbeskyttelsesloven, men ingen egentlig allemandsret.

Hvis kommende generationer skal værne om naturen, skal de først lære den at kende.

Mere adgang betyder flere naturoplevelser.

Her ser fortalere for en dansk allemandsret en oplagt mulighed.

166

Outsite nr. 50 - juli ’26

Flere naturoplevelser skaber større naturforståelse.

Og større naturforståelse kan føre til større opbakning til naturbeskyttelse. På Folkemødet argumenterede både Alternativets Torsten Gejl og Radikale Venstres Philip Vivet for en model, hvor danskerne får betydeligt større adgang til naturen end i dag. Deres grundlæggende synspunkt er, at naturen har en værdi, som rækker ud over ejendomsgrænserne.

Ejendomsretten er også en værdi

De fleste private skovejere accepterer allerede i dag offentlig adgang inden for de gældende regler. Bekymringen opstår, når adgang bliver til en rettighed, som ejeren ikke længere har kontrol over. For hvad sker der, hvis flere mennesker færdes i skoven? Hvem har ansvaret for affald, slid på stier, forstyrrelse af dyrelivet eller konflikter mellem besøgende og ejere?

Men sagen har en anden side. For mange lodsejere handler debatten ikke om at holde folk ude.

Outsite nr. 50 - juli ’26

167

Rebild bakker

Skal en privat lodsejer kunne opleve, at fremmede slår lejr tæt på familiens bolig? Skal mountainbikere kunne etablere spor gennem privat skov?

Danmark kommer næppe til at kopiere den svenske model.

Hvor går grænsen mellem fællesskabets interesser og den private ejendomsret? Disse spørgsmål fylder meget hos skovejerne.

Derfor taler mange i stedet om en dansk allemandsret. En model, der tager udgangspunkt i danske forhold.

Under Folkemødet pegede Liberal Alliances Ole Birk Olesen på en mere begrænset model, hvor øget adgang primært bør gælde nye skove, der er etableret med offentlige tilskud.

Det kan handle om:

Argumentet er enkelt: Hvis fællesskabet har betalt for skoven, bør fællesskabet også have adgang til den. En dansk model bliver noget andet Selv blandt tilhængerne af større naturadgang er der bred enighed om én ting:

168

Outsite nr. 50 - juli ’26

De geografiske og samfundsmæssige forskelle er ganske enkelt for store.

Bedre adgang til private skove. Flere sammenhængende vandreruter. Lettere adgang til naturarealer nær byerne. Mulighed for kortvarigt ophold i naturen. Flere primitive overnatningspladser. Bedre adgang til kyster, søer og vandløb. Samtidig vil der sandsynligvis være områder, hvor adgangen fortsat begrænses af hensyn til sårbar natur, jagt, skovdrift eller privatliv.

Naturen har også brug for beskyttelse Et af de mest interessante perspektiver i debatten handler om naturen selv. Diskussionen fremstilles ofte som et spørgsmål om mennesker og ejendomsret.

Men naturen er også en part. I takt med at flere søger ud i naturen, stiger presset på de mest attraktive områder. Mange danske naturområder oplever allerede øget slid. Stier udvides, vegetation trampes ned, og dyrelivet forstyrres. Derfor understreger både naturorganisationer og friluftsorganisationer, at øget adgang nødvendigvis må følges af større ansvar. Den svenske allemandsret bygger på et gammelt princip: "Ikke forstyrre – ikke ødelægge." Skal Danmark bevæge sig i samme retning, vil det kræve en kultur, hvor frihed og ansvar følges ad.

Men uden adgang risikerer naturen at blive noget, man ser på afstand i stedet for noget, man oplever.

Fremtidens naturadgang Allemandsretskommissionen kommer næppe med en løsning, der gør alle tilfredse. Men den kan blive begyndelsen på en ny samtale om danskernes forhold til naturen. En samtale, der ikke kun handler om regler, men også om ansvar, respekt og fællesskab. For spørgsmålet er i sidste ende ikke blot, hvem der ejer skoven, marken eller søen. Spørgsmålet er, hvem der ejer oplevelsen af den. Og måske er svaret, at naturoplevelsen er noget af det få, der bliver større, jo flere der får lov til at dele den.

Mere end en juridisk diskussion Debatten om allemandsret handler i virkeligheden om langt mere end adgangsregler. Den handler om vores forhold til naturen. Om hvorvidt naturen er noget, vi besøger som gæster. Eller noget, vi alle har del i. For nogle er naturen først og fremmest et privat eje. For andre er den en del af vores fælles kulturarv. Måske ligger løsningen et sted mellem de to synspunkter. For uden lodsejerne ville mange naturområder ikke eksistere i deres nuværende form.

Faktaboks -Allemandsretskommissionen Regeringen har besluttet at nedsætte en kommission, der skal undersøge mulighederne for en dansk model for allemandsret. Kommissionen skal finde balancen mellem: Mere adgang til naturen Naturbeskyttelse Lokale hensyn Lodsejernes privatliv og ejendomsret Friluftslivets udvikling i Danmark.

Outsite nr. 50 - juli ’26

169

170

Outsite nr. 50 - juli ’26

Hvis samfundet betaler – skal naturen så være mere åben? By Ljunggren

Skattebegunstigede skove kan blive en overset brik i debatten om en dansk allemandsret.

Men mellem disse to grupper findes en række stiftelser, fonde og legater, der ejer betydelige skovarealer.

Der er noget næsten paradoksalt over den danske natur.

Blandt de mest kendte er Vallø Stift syd for Køge og Carlsen-Langes Legatstiftelse ved Gammel Køgegård.

Vi ønsker alle mere natur. Flere skove. Flere stier. Flere steder, hvor børn kan bygge huler, vandrere kan finde stilheden, og familier kan opleve årstidernes skiften væk fra asfalt og trafik. Samtidig er en stor del af den natur, vi drømmer om at færdes i, privatejet. Netop derfor er debatten om en dansk allemandsret blevet så principiel. På den ene side står ønsket om større adgang til naturen. På den anden står respekten for ejendomsretten. Men måske findes der en mellemvej, som kun ganske få har talt om. Måske handler diskussionen ikke om alle private skove. Måske handler den om de skove, der allerede nyder særlige fordele fra samfundet.

En overset gruppe af skovejere Når vi taler om danske skove, tænker de fleste på Naturstyrelsens skove eller de store private godser.

Begge er historiske institutioner med rødder flere hundrede år tilbage. Begge driver store skovområder. Og begge har almennyttige formål, som betyder, at de på forskellige måder nyder skattemæssige begunstigelser. De er private. Men de er heller ikke helt private i klassisk forstand. De eksisterer netop, fordi lovgivningen gennem generationer har ønsket at understøtte deres særlige formål.

Det rejser et interessant spørgsmål Hvis samfundet giver særlige økonomiske fordele, bør samfundet så også kunne forvente noget tilbage?

Hvad betyder skattebegunstigelse? Det er vigtigt at slå fast, at skattefritagelse ikke er en betaling for at holde skoven åben.

Outsite nr. 50 - juli ’26

171

Stiftelsernes skattemæssige status skyldes deres almennyttige eller velgørende formål. Derfor følger der heller ingen automatisk pligt til at give offentligheden større adgang. Men spørgsmålet er alligevel værd at stille. For i mange andre sammenhænge accepterer vi, at offentlige fordele følges af offentlige krav. Landbrug, der modtager støtte, skal leve op til omfattende miljøkrav. Virksomheder, der modtager offentlige tilskud, skal ofte opfylde særlige betingelser.

172

Outsite nr. 50 - juli ’26

Hvorfor skulle naturen være anderledes?

Kan naturadgang være et almennyttigt formål? Når man taler om stiftelser og fonde, dukker ordet almennyttig hurtigt op. Mange af de større danske stiftelser nyder helt eller delvist skattemæssige fordele, fordi de arbejder for formål, som samfundet ønsker at understøtte. Det kan være kultur, forskning, uddannelse, sociale indsatser eller bevarelse af historiske ejendomme. Men her opstår et spørgsmål, som sjældent bliver stillet.

Kunne adgang til naturen i sig selv betragtes som et almennyttigt formål? De seneste årtiers forskning har dokumenteret naturens betydning for både fysisk og mental sundhed. Ophold i naturen kan mindske stress, styrke trivsel og inspirere flere til at engagere sig i naturbeskyttelse. Samtidig peger både myndigheder og friluftsorganisationer på, at børn og unge tilbringer mindre tid udendørs end tidligere. Hvis naturen er en samfundsressource på linje med biblioteker, museer og kulturinstitutioner, er det så urimeligt at spørge, om offentlig adgang også kan være en del af den almennyttige opgave?

Spørgsmålet kan også være, om samfundet med fordel kan tænke offentlig naturadgang ind som en del af den almennyttige opgave, når der i forvejen gives særlige offentlige begunstigelser. ”Hvis et museum modtager offentlige begunstigelser, forventer vi, at offentligheden kan besøge det. Kan det samme princip – i passende omfang – også gælde for nogle af de skove, der nyder særlige skattemæssige fordele?”

En tredje vej Debatten om allemandsret bliver ofte fremstillet som et valg mellem to yderpunkter.

Det er ikke et argument for, at alle private skove skal åbnes.

Enten fortsætter Danmark med de nuværende regler.

Men måske kunne det være relevant at diskutere, om stiftelser og fonde, der allerede nyder særlige skattemæssige begunstigelser, i højere grad kunne vælge at gøre naturen tilgængelig for offentligheden, når det kan ske uden at skade naturværdier, kulturhistoriske interesser eller den daglige drift.

Eller også indfører vi en model, der minder om Sverige eller Norge.

Der findes allerede eksempler på denne tankegang. Den Danske Naturfond opkøber naturområder for både at beskytte dem og give offentligheden mulighed for at opleve dem. Også Aage V. Jensens Naturfond kombinerer naturbeskyttelse med offentlig adgang, hvor det er foreneligt med hensynet til dyre- og plantelivet. Måske ligger der her en mulighed for at nuancere debatten om allemandsret. Spørgsmålet er ikke nødvendigvis, om alle private skove skal være åbne.

Men måske findes der en tredje mulighed. Man kunne vælge at bevare de nuværende regler for almindelige private skovejere, samtidig med at stiftelser og fonde med særlige offentlige begunstigelser fik en mere åben adgangsmodel. Det ville ikke være en allemandsret. Men det ville være en udvidelse af naturadgangen uden at ændre vilkårene for alle private lodsejere. Hvad ville gevinsten være? For friluftsfolk kunne gevinsten være betydelig.

Danmark mangler ikke natur. Vi mangler ofte sammenhængende adgang. Outsite nr. 50 - juli ’26

173

174

Outsite nr. 50 - juli ’26

Flere åbne skove kunne skabe nye vandreruter, bedre forbindelser mellem eksisterende stier og flere muligheder for korte naturoplevelser tæt på de større byer.

En debat, der mangler at blive taget

Samtidig ville mange danskere opleve skove, som de i dag kun ser gennem bilruden eller bag et skilt med ordene "Privat vej".

Men måske burde den også stille et spørgsmål, som hidtil har fået meget lidt opmærksomhed.

Men der findes også gode argumenter imod Det er let at se mulighederne. Det er lige så vigtigt at se udfordringerne. For selv om en stiftelse er skattebegunstiget, er den stadig ejer af sin jord. Den har ansvar for skovdrift, naturpleje, kulturhistoriske værdier, jagt, sikkerhed og økonomi.

Den kommende allemandsretskommission vil uden tvivl diskutere forholdet mellem statslige og private skove.

Bør skove, der nyder særlige offentlige begunstigelser, også have en særlig rolle, når det gælder offentlig adgang? Det er ikke sikkert, svaret er ja. Men spørgsmålet er værd at stille. For måske ligger fremtidens danske model ikke i et valg mellem fuld allemandsret eller status quo. Måske ligger den et sted midt imellem.

Øget adgang kan betyde større slid, flere udgifter til vedligeholdelse og flere konflikter mellem besøgende og driften. For nogle vil et krav om større offentlig adgang derfor opleves som et indirekte indgreb i ejendomsretten. Og det argument bør tages alvorligt. Naturen er mere end jura Måske er det netop derfor, debatten er så vanskelig. Den handler nemlig ikke kun om paragraffer. Den handler om vores syn på naturen. Er skoven først og fremmest en ejendom? Er den en arbejdsplads? Et kulturhistorisk landskab? Et rekreativt område? Eller er den lidt af det hele?

Faktaboks -Skove med forskellige vilkår Statsskove: Meget vid adgang hele døgnet. Kommunale skove: Typisk vid adgang. Private skove: Adgang efter naturbeskyttelseslovens regler. Stiftelser og fonde: Som udgangspunkt samme regler som private skove, selv om nogle nyder særlige skattemæssige vilkår.

Jo længere man bevæger sig ind i diskussionen, desto tydeligere bliver det, at der næppe findes en enkel løsning.

Outsite nr. 50 - juli ’26

175

IVER -10

Discover your inner adventurer with IVER Perfectly balanced winter down sleeping bag

MADE IN GERMANY

176

nordiskoutdoor Outsite nr. 50 - juli ’26

nordisk.eu

Denmark

Wool Specialist Since 1939

Outsite nr. 50 - juli ’26

aclima.com

177

178

Outsite nr. 50 - juli ’26

Er der andre europæiske lande der har allemandsret eller noget der ligner?

Ja, og det er faktisk en af de mest interessante vinkler, som ofte mangler i den danske debat. Mange politikere taler om allemandsretten som noget særligt nordisk, men forskellige former for offentlig adgang til naturen findes flere steder i Europa. Til gengæld varierer rettighederne meget, og ingen lande har helt samme model som Sverige og Norge. De klassiske allemandsretslande Sverige Sverige har den mest kendte allemandsret (Allemansrätten). Her må man færdes, opholde sig, plukke bær og svampe og slå telt op for en nat eller to, så længe man holder afstand til beboelse og ikke forstyrrer naturen. Retten er så vigtig, at den er nævnt i den svenske grundlov.

Norge Norge har en lovfæstet allemandsret (Allemannsretten) gennem Friluftsloven. Den giver omfattende adgang til udmark, herunder teltning, vandring, skiløb, fiskeri i visse områder og færdsel langs kysterne.

Finland Finland har Jokaisenoikeudet – "enhvermandsretten". Reglerne minder meget om de svenske og norske. Man må færdes, plukke bær og svampe, ro, padle og slå telt op kortvarigt. På grund af Finlands enorme skovområder fungerer ordningen ofte uden de konflikter, man ser længere sydpå.

Skotland – Europas måske mest moderne model I 2003 vedtog Skotland en af Europas mest omfattende adgangslove gennem Land Reform Act. Den giver offentligheden adgang til stort set al natur – også privat jord – til fods, på cykel, til ridning og i mange tilfælde til overnatning. Modellen bygger på ansvarlig adfærd og beskrives ofte som en moderne udgave af allemandsretten. Mange eksperter peger faktisk på Skotland som det europæiske land, der ligger tættest på den nordiske tradition uden selv at være nordisk.

Outsite nr. 50 - juli ’26

179

På vandring i Østrig

Stor forskel i Centraleuropa Tyskland Tyskland har traditionelt relativt god adgang til skove og naturområder. I mange delstater må man færdes frit i skovene, men teltning og overnatning er normalt ikke tilladt uden tilladelse. Adgangen handler primært om dagophold.

Østrig Østrig giver adgang til mange bjergområder og vandrestier, men lodsejernes rettigheder står stærkt.

180

Outsite nr. 50 - juli ’26

Overnatning i naturen er ofte reguleret regionalt og kan være forbudt mange steder.

Schweiz Schweiz har en lang tradition for fri adgang til bjergene. Vandring er vidt udbredt, og overnatning i højfjeldet accepteres mange steder. Men reglerne varierer betydeligt mellem kantoner og naturbeskyttede områder.

De mere restriktive lande Frankrig Frankrig har stærkere beskyttelse af privat ejendom.

Adgang sker typisk via offentlige stier, nationale vandreruter og beskyttede naturområder. Fri teltning er mange steder begrænset.

Italien Italien har omfattende netværk af vandreruter, men ingen egentlig allemandsret. Naturadgang afhænger ofte af lokale regler.

De lande, hvor den største frihed eksisterer – Sverige, Norge, Finland og Skotland – har alle investeret massivt i: friluftskultur, naturvejledning, naturuddannelse, tydelig skiltning, lokal forvaltning. Det er måske den vigtigste erfaring for Danmark.

Spanien

Debatten handler ofte om retten til adgang.

Spanien giver adgang til mange naturområder, men teltning er stærkt reguleret og ofte forbudt uden for officielle campingområder.

Men rundt omkring i Europa viser erfaringerne, at adgang kun fungerer, hvis befolkningen samtidig føler et ansvar for naturen.

Hvor placerer Danmark sig? Danmark

Det er derfor, at mange svenske og norske friluftsfolk siger, at allemandsretten ikke først og fremmest er en lov.

Danmark ligger i dag et sted mellem Centraleuropa og Norden.

Den er en kultur.

Vi har betydeligt bedre adgang til naturen end mange sydeuropæiske lande, men væsentligt mindre frihed end Sverige, Norge, Finland og Skotland. Man kan færdes i offentlige skove døgnet rundt, på mange strande og adskillige naturarealer.

Det perspektiv kunne være et stærkt afsluttende afsnit i din magasinartikel, fordi det løfter diskussionen fra politik og jura til spørgsmålet om, hvilken naturkultur Danmark ønsker at udvikle i de kommende generationer.

Til gengæld: fri teltning er stærkt begrænset, adgang til private skove er reguleret, man må ikke færdes frit på dyrkede marker, ophold og overnatning uden for godkendte områder er ofte forbudt. En interessant observation Hvis man ser på Europa som helhed, er det faktisk ikke de juridiske regler alene, der afgør, hvor godt systemet fungerer. Outsite nr. 50 - juli ’26

181

182

Outsite nr. 50 - juli ’26

Norge – hvor allemandsretten er blevet en del af kulturen

Når debatten om en dansk allemandsret blusser op, går blikket næsten altid mod Sverige. Det er forståeligt, for den svenske Allemansrätten er blevet et internationalt forbillede og nævnes ofte som den model, Danmark burde lade sig inspirere af. Men måske er det i virkeligheden Norge, der rummer de mest interessante erfaringer. Den norske allemannsrett blev ganske vist lovfæstet med Friluftsloven i 1957, men dens rødder går langt længere tilbage. Gennem generationer har nordmænd betragtet naturen som et sted, hvor alle har ret til at færdes – så længe det sker med omtanke og respekt. Derfor opleves allemandsretten i Norge ikke blot som en lov, men som en naturlig del af den nationale kultur. Den giver offentligheden adgang til det, nordmændene kalder utmark – de store udyrkede områder med skove, fjelde, heder, søer og kyststrækninger. Her kan man vandre, stå på ski, cykle, padle, ro og i de fleste tilfælde slå telt op uden først at spørge lodsejeren om lov. Teltet skal placeres mindst 150 meter fra nærmeste hus eller hytte, og som hovedregel må man blive i op til to døgn samme sted.

I de store fjeldområder er friheden ofte endnu større. For mange friluftsfolk lyder det næsten som den ultimative frihed. Men her opstår også en af de største misforståelser i den danske debat. Allemandsretten gælder nemlig ikke biler. Heller ikke i Norge må man blot køre ud i en skovlysning med en autocamper eller campingvogn og slå sig ned for natten. Terrænkørsel er som udgangspunkt forbudt, og motoriserede køretøjer er underlagt helt andre regler end mennesker til fods, på ski eller i kano. De billeder, der af og til tegnes i den danske debat af skove fyldt med campingvogne, er derfor ikke et resultat af allemandsretten. Tværtimod er den slags adfærd allerede ulovlig i både Norge og Sverige. Det betyder imidlertid ikke, at Norge er uden udfordringer. Tværtimod. De seneste ti til femten år har naturturismen ændret karakter markant.

Outsite nr. 50 - juli ’26

183

184

Outsite nr. 50 - juli ’26

Sociale medier har gjort steder som Lofoten, Trolltunga, Preikestolen og Geirangerfjorden kendte langt uden for Skandinavien. Millioner af internationale besøgende søger hvert år mod de samme udsigtspunkter og vandreruter, og presset på naturen er vokset tilsvarende. Konsekvenserne minder om dem, man ser mange andre steder i verden. Slidte stier, erosion, affald, ulovlig camping, utilstrækkelige toiletfaciliteter og et stigende antal redningsaktioner fylder mere i debatten end tidligere. Flere kommuner har måttet investere i parkeringspladser, stianlæg og naturpleje, mens enkelte områder har indført lokale restriktioner for at beskytte både naturen og de mennesker, der bor der. I 2024 blev en stor international turismekampagne ligefrem sat på pause efter kritik fra flere destinationer, som frygtede, at markedsføringen ville tiltrække flere besøgende, end naturen kunne bære. Det er en bemærkelsesværdig udvikling. For hvis selv Norge – med sine enorme fjeldområder, dybe skove og lave befolkningstæthed – oplever kapacitetsproblemer, understreger det, at ingen natur er uendelig robust.

Man tænder kun bål, hvor det er forsvarligt, og man forlader stedet, som man fandt det. Denne forståelse er så dybt forankret, at mange nordmænd næsten opfatter allemandsretten som en del af deres nationale identitet. Den er ikke blot en juridisk rettighed, men en fælles kulturarv. Måske er det netop her, Danmark kan hente sin vigtigste inspiration. Spørgsmålet er næppe, om vi skal kopiere den norske lovgivning. Danmark er et langt mindre land med en langt større befolkningstæthed og en høj andel af privatejede skove. Vores udfordringer er derfor grundlæggende anderledes. Det afgørende spørgsmål er snarere, om vi kan skabe den samme kultur. En kultur, hvor større adgang til naturen følges af en lige så stærk forståelse af ansvar, hensyn og respekt. For måske er det i virkeligheden ikke allemandsretten, der har gjort Norge til et af verdens stærkeste friluftslande. Måske er det friluftskulturen, der har gjort allemandsretten mulig.

Men måske er den vigtigste lærdom en helt anden. Når nordmænd taler om allemandsretten, handler samtalen sjældent om rettigheder alene. Den handler om ansvar. Fra de første ture i børnehaven og skolen lærer børn, at fri adgang til naturen følges af pligter. Man efterlader ikke affald. Man viser hensyn til dyrelivet. Man respekterer lodsejeren. Outsite nr. 50 - juli ’26

185

186

Outsite nr. 50 - juli ’26

Test af Fjällräven Kajka X-lätt By Christian Milbo

Fjällräven Kajka X-lätt er en vandrerygsæk på 45 liter, hvor alt det gode er barberet ned i en vægt, som virkelig er lav, og komforten høj. Fjällräven Kajka X-lätt får jeg at se første gang, for et år siden, hvor jeg er i Silkeborg med Scandinavian Outdoor Jury. Sammen med andre testere fra hele Europa, udråber vi X-Lätt som vinder af årets pris. Så kunne vi jo sådan set stoppe artiklen her, men grunden til at den vinder, er meget interessant, så hæng på. Testen Godt du blev hængende! For der sker virkelig noget hos Fjällräven, og det kommer til, at skabe en trend i markedet. For alle kan lave en super let rygsæk.

Men ikke alle kan lave en rygsæk, der er super komfortabel, med masser af fede features og samtidig bæredygtig. Det kan Fjällräven. De har fjernet alt det overflødige, og gjort deres kendte features fra Kajka-serien lettere. Tilbage er Kajka X-lätt rygsækken, og den er mega fed. Outsite nr. 50 - juli ’26

187

det store rum, hvor du kan have alt grej du skal have med, til en weekendvandretur. Derudover et stort rum på fronten, hvor du kan have din regnjakke/skaljakke eller cykelhjelm. Denne lomme kan også tages af, hvis du ikke bruger den, og dermed spare lidt vægt.

188

Outsite nr. 50 - juli ’26

Du har de to sidelommer til vand, og i låget to lommer. Det sædvanlige toplågslomme, hvor du kan lægge pandelampe og andre små dimser, der er rare at have styr på. Under toplåget har du en lynlåslomme til værdigenstande eller andet. Ydermere har du en lomme/lille taske indvendigt, som du kan tage ud, og f.eks. bruge på en toptur eller andet.

Du har også en lomme på hoftebæltet til snacks eller din mobil. Vi har testet rygsækken med 13 kg. og den kan nok tage 2-3 kilo mere uden problemer, men man har jo ikke så meget mere med på en weekendtur. Derfor rammer rygsækken også perfekt med de 45 liter, og alt er justeret efter literne. Hoftebæltet, størrelsen osv.. spiller bare sammen, i en noget nær perfekt balance.

Konklusionen

Sammen med resten af juryen var der ingen tvivl; Fjällräven Kajka X-lätt er noget særligt, og en lækker rygsæk, som du skal gå forbi og prøve, hvis du søger en ny 45 liters rygsæk.

Kajka X-Lätt specifikationer Vægt 1185 gram Materialer Vinylon F Maks belastning 13 kg. Ryglængde 40-55 cm. Volumen 45 Liter i str. S/M Andre versioner M/L Pris 2799,-

Det er ikke svært at læse, at jeg er begejstret, og når man har fulgt Fjällräven og Kajka i mange år, er det også svært ikke at være det.

Outsite nr. 50 - juli ’26

189

190

Outsite nr. 50 - juli ’26

Danmarks nye vandreruter 2026 – et nyt kapitel for dansk vandring

Der har aldrig været flere danskere på vandrestierne end nu. For blot et par årtier siden var flerdagesvandringer forbeholdt en relativt lille gruppe friluftsmennesker. De fleste danskere forbandt vandreture med en kort søndagstur i skoven eller langs stranden. I dag ser billedet helt anderledes ud. Lange vandreruter bliver stadig mere populære, shelters bliver booket måneder i forvejen, og kommuner investerer i nye stier, broer og naturfaciliteter. 2026 markerer på mange måder begyndelsen på et nyt kapitel for dansk vandring. Fra Gudenåens kilder til Randers Fjord, fra Hærvejens historiske hjulspor til nye lokale kvalitetsruter bliver Danmark langsomt bundet sammen af et netværk af stier, der gør det lettere end nogensinde at opleve landet til fods.

Gudenåstien er årets store nyhed Den største nyhed er uden tvivl den nye sammenhængende Gudenåsti. Efter flere års samarbejde mellem otte kommuner og Naturstyrelsen kan vandrere nu følge Danmarks længste å hele vejen fra Tinnet Krat til Randers Fjord ad

en 175 kilometer lang vandrerute. Ruten er opdelt i 18 dagsetaper og fører gennem nogle af landets mest varierede landskaber med skove, søer, enge, ådale og kulturhistoriske seværdigheder. Projektet handler ikke blot om at forbinde eksisterende stier. Mange steder er der etableret helt nye strækninger, hævede gangbroer gennem fugtige områder og broer over vandløb. Samtidig er der udviklet alternative ruter, som kan benyttes ved høj vandstand, så vandrerne får en langt mere sammenhængende oplevelse. Gudenåstien bliver dermed en af Danmarks længste og mest varierede langdistanceruter og forventes hurtigt at få samme status blandt danske vandrere, som Gendarmstien og Hærvejen allerede har.

Hærvejen fortsætter sin udvikling Selv om Hærvejen allerede er Danmarks mest kendte vandrerute, er udviklingen langt fra afsluttet. Langs den historiske færdselsåre investeres der fortsat i nye overnatningsmuligheder, bedre skiltning, formidling og lokale forbindelser.

Outsite nr. 50 - juli ’26

191

Gudenå-stien

Flere kommuner arbejder på at koble egne naturstier sammen med Hærvejen, så vandrere får lettere adgang til både kulturhistoriske seværdigheder og nogle af Danmarks smukkeste naturområder. Hærvejen udvikler sig dermed fra at være én enkelt lang rute til at fungere som rygraden i et voksende netværk af danske vandrestier.

Flere lokale kvalitetsruter skyder op Samtidig sker der noget næsten overalt i landet. Kommuner, nationalparker, naturfonde og frivillige arbejder på at forbedre eksisterende stier og etablere nye. Fokus er ikke kun flere kilometer, men bedre oplevelser.

Nye projekter omfatter blandt andet: • •

bedre afmærkning flere shelters og primitive lejrpladser

192

Outsite nr. 50 - juli ’26

• • • •

hævede gangbroer gennem vådområder naturformidling undervejs digitale kort og GPS-ruter forbedret adgang til skove og kystområder.

Bag mange af projekterne står initiativet Danmarks Naturstier, som skal binde eksisterende ruter sammen og skabe bedre adgang til naturen over hele landet. Vandring handler om mere end kilometer Den nye generation af vandreruter handler ikke kun om at gå fra A til B. Ruterne bliver i stigende grad designet som samlede oplevelser, hvor natur, kulturhistorie, lokale fødevarer og overnatning spiller sammen. På én dag kan man vandre gennem en gammel bøgeskov, besøge en middelalderkirke, spise frokost på et lokalt rø-

geri og overnatte i et shelter med udsigt over en sø. Netop den kombination gør danske vandreruter attraktive – også for udenlandske besøgende.

Fremtiden ser lys ud

Det er en udvikling, man længe har set i Sverige, Norge og Tyskland, og som nu for alvor er ved at slå igennem herhjemme.

Interessen for friluftsliv vokser fortsat, flere danskere vælger aktive ferier, og kommuner opdager, at gode vandreruter både skaber livskvalitet for borgerne og tiltrækker turister.

Danmark bliver et rigtigt vandreland Når man sammenligner med situationen for blot 15-20 år siden, er forandringen bemærkelsesværdig. Dengang fandtes der naturligvis mange gode stier, men de var ofte lokale og uden fælles standard. Information kunne være vanskelig at finde, skiltningen var ujævn, og mange ruter hang ikke sammen. I dag er ambitionerne langt større. Målet er ikke længere blot at etablere endnu en lokal natursti, men at skabe et landsdækkende netværk af kvalitetsruter med gode faciliteter, sikker skiltning og spændende oplevelser undervejs.

Udviklingen ser heller ikke ud til at stoppe foreløbig.

Det betyder, at vi sandsynligvis kun har set begyndelsen. Om få år kan Danmark meget vel være blandt Europas mest interessante destinationer for kortere vandreferier – ikke på grund af høje bjerge eller dramatiske landskaber, men fordi landet tilbyder let tilgængelige naturoplevelser, høj kvalitet og et tæt netværk af stier, hvor natur, kultur og historie går hånd i hånd. For danske vandrere er det en udvikling, der er værd at glæde sig over. For hver ny sti bliver mulighederne lidt større, eventyrene lidt længere og naturen lidt lettere at opleve.

Outsite nr. 50 - juli ’26

193

194

Outsite nr. 50 - juli ’26

Signaturled Store Mosse – 83 kilometer gennem Sydsveriges største højmose

By Ljunggren

Hvis man forbinder Småland med røde træhuse, dybe granskove og glitrende søer, kommer Store Mosse som en overraskelse. Midt i landskabet åbner skoven sig pludselig, og foran vandreren breder et næsten uendeligt moseområde sig. Kilometer efter kilometer af højmose, hængesæk, småsøer, dværgbirk, lyng og vidtstrakte åbne flader giver en oplevelse, der minder mere om den svenske fjeldverden eller de store nordlige vådområder end om Sydsverige. Jeg har været her et par gange og sidste gang da jeg for nogle år siden arbejdede på bogen ”Vandring i Sydsverige”. Den 83 kilometer lange Signaturled Store Mosse er skabt til netop at opleve dette særlige landskab.

En vandretur gennem et levende moselandskab Store Mosse er et landskab skabt gennem tusinder af år. Lag på lag af tørv har langsomt bygget højmoserne op, og flere steder er tørvelaget flere meter tykt. Fra gangbroerne ser man et næsten fladt landskab, hvor kun enkelte forkrøblede fyrretræer bryder horisonten. Netop denne åbenhed giver en helt særlig fornemmelse af rum. Hvor skoven normalt omslutter vandreren, er udsynet her næsten ubegrænset. Himlen bliver større, skyerne mere markante, og vinden kan mærkes hele dagen.

Ruten fører gennem hele området i fem etaper og forbinder nationalparkens kendte stier med mindre besøgte skove, søbredder og kulturhistoriske områder. Resultatet er en af Sveriges mest varierede langdistancevandringer, hvor stilheden næsten bliver en del af oplevelsen. Ruten går gennem Store Mosse Nationalpark, der rummer Sydsveriges største sammenhængende højmose og et af landets vigtigste vådområder for fuglelivet.

Outsite nr. 50 - juli ’26

195

Store dele af ruten følger lange træbroer over den bløde mose, mens andre strækninger går gennem fyrreskov, birkeskov og langs søerne Kävsjön og Häradsösjön.

Fem etaper med stor variation Selvom Signaturleden samlet er 83 kilometer lang, er den opdelt i fem overskuelige dagsetaper. Hver dag byder på nye landskaber. Den ene dag går man over kilometerlange plankestier gennem højmosen, den næste følger man skovstier mellem småsøer eller passerer gamle tørvegrave, der fortæller historien om områdets tidligere udnyttelse. Undervejs findes flere primitive overnatningspladser og vindskydd, som gør det muligt at gennemføre turen med rygsæk og telt eller shelter.

196

Outsite nr. 50 - juli ’26

Naturens små detaljer Det er let at lade sig fascinere af de store vidder, men Store Mosse belønner også den opmærksomme vandrer. Spagnummosser danner bløde puder mellem tuegræsserne. Soldug fanger insekter på sine røde blade, mens multebær, tranebær og hedelyng præger landskabet afhængigt af årstiden.

Fuglelivet er blandt Sveriges bedste Store Mosse er et af Sveriges vigtigste vådområder og indgår i det internationale Ramsar-netværk over særligt beskyttelsesværdige vådområder. Det mærker man hurtigt som vandrer. Fuglesangen følger én næsten overalt, og årstidernes skiften ændrer konstant landskabets lydbillede.

For mange begynder dagen med tranernes karakteristiske trompetkald, der kan høres flere kilometer gennem morgendisen. Især i april og maj samles store flokke, og i yngletiden kan man være heldig at opleve de imponerende pardanse ude på mosen. Søerne Kävsjön og Häradsösjön fungerer som rasteplads for tusindvis af trækfugle. Sangsvaner, grågæs, krikænder, pibeænder og forskellige vadefugle raster her under forårs- og efterårstrækket. Fra fugletårnene kan man med lidt tålmodighed opleve både fiskeørn, rørhøg og undertiden kongeørn kredse over de åbne vidder. Langs skovkanterne høres flagspætter, sortspætter og forskellige mejser, mens natravnen på lune sommeraftener fylder skoven med sin karakteristiske snurrende sang. For fugleinteresserede kan en

kikkert være lige så vigtig som vandrestøvlerne.

En natur skabt til specialister Ved første øjekast kan højmosen virke ensformig, men ser man nærmere efter, gemmer den på et fascinerende planteog dyreliv, som er tilpasset nogle af Europas mest næringsfattige voksesteder. Tørvemosserne (Sphagnum) er landskabets egentlige arkitekter. Gennem tusinder af år har de langsomt opbygget de tykke tørvelag, som har skabt højmosen. Mellem mosserne vokser tuekæruld, hvis hvide frøstande bølger som små skyer hen over mosen i begyndelsen af sommeren. Flere steder finder man den insektædende soldug, der kompenserer for den næringsfattige jord ved at fange små

Outsite nr. 50 - juli ’26

197

insekter på sine klæbrige blade. Om sensommeren modner tranebær og multebær, mens hedelyng, revling og mosebølle sætter farve på landskabet. Skovpartierne omkring mosen domineres af skovfyr, gran og birk, hvor skovbunden dækkes af blåbær, tyttebær, mosser og laver.

Elge, bævere og nattens jægere Selv om fuglene ofte stjæler opmærksomheden, rummer Store Mosse også et spændende pattedyrliv.

198

Outsite nr. 50 - juli ’26

Elgen er områdets største beboer og ses jævnligt i skovene omkring mosen, især tidligt om morgenen eller sidst på aftenen. Rådyr færdes langs skovbrynene, mens ræv og grævling lever mere skjult. Langs vandløb og søbredder afslører fældede træer og små dæmninger, at bæveren igen har fundet fodfæste i området. Flere steder kan man også se spor efter odder, selv om selve dyret sjældent viser sig. Når mørket falder på, overtager flagermusene jagten over søerne, mens uglernes kald kan høres fra de omkringliggende skove. Med lidt held kan man også

opleve skovens største hønsefugl, tjuren, der lever i de ældre fyrreskove omkring nationalparken.

timers kørsel til et landskab, som føles overraskende vildt og fjernt fra hverdagen.

Det er netop kombinationen af højmose, søer, skove og vådområder, der gør Store Mosse til et af Sydsveriges mest artsrige naturområder. For vandreren betyder det, at næsten hver etape byder på nye naturoplevelser – uanset om interessen er botanik, fuglekiggeri eller blot glæden ved at bevæge sig gennem et landskab, hvor naturen stadig sætter dagsordenen.

Det er en vandretur, hvor tempoet automatisk sænkes. Ikke fordi terrænet er hårdt – men fordi naturen inviterer til at standse op, lytte og nyde udsigten over et af Sveriges mest unikke landskaber.

Outsites vurdering

Praktiske oplysninger

Signaturled Store Mosse er en af de mest særprægede vandreruter i Sydsverige.

Længde: 83 km Etaper: 5 Sværhedsgrad: Let til middel Underlag: Skovstier, plankestier, grusveje og naturstier Bedste sæson: Maj til september Overnatning: Vindskydd, teltpladser og overnatningsmuligheder i området Start/slut: Flere adgangspunkter gør det muligt at gå hele eller dele af ruten.

Her er ingen dramatiske fjelde eller dybe kløfter. Til gengæld får man en naturtype, som kun findes ganske få steder i Europa. Den åbne højmose skaber en helt særlig stemning, hvor stilheden, lyset og fuglelivet er de største oplevelser. For danske vandrere er ruten samtidig oplagt. Fra Øresundsbroen er der blot få

Outsite nr. 50 - juli ’26

199

200

Outsite nr. 50 - juli ’26

Når bålet bliver et køkken

Om ro, råvarer og kunsten at lave gourmet i det fri

By Ljunggren

Der findes næppe noget mere sommerligt i friluftslivet end et bål på en lun juliaften.

næsten ikke kan opnås andre steder. Selv de enkleste råvarer får noget ekstra med fra ilden.

Solen hænger længe over horisonten. Dagens aktiviteter er ved at være forbi. Vandrestøvlerne står ved teltet, kajakken er trukket op på stranden, og børnene samler de sidste pinde til bålet. Langsomt samles alle omkring flammerne.

Men måske er den største ingrediens slet ikke gløderne.

Bålet har altid været mere end varme og lys. Det har været et samlingspunkt. Et sted, hvor historier bliver fortalt, planer bliver lagt, og dagens oplevelser får lov til at falde på plads. Og selvfølgelig et sted, hvor vi laver mad. Det særlige ved bålmad er ikke nødvendigvis, hvad der ligger på tallerkenen. Det er måden, det bliver til på. Ingen har travlt. Ingen trykker på en timer eller skruer op for et komfur. Her bestemmer gløderne tempoet. Måske er det derfor, bålmad har fået en renæssance de senere år. I en hverdag, hvor det meste skal gå hurtigt, tilbyder bålet det modsatte. Det kræver nærvær. Det kræver tålmodighed. Til gengæld belønner det os med smage, dufte og oplevelser, som er svære at genskabe indendørs.

Det er fællesskabet. For mens maden langsomt tilberedes, sker der noget omkring bålet. Folk hjælper til. Nogen vender grøntsagerne. Andre holder øje med gryden. Samtaler opstår helt af sig selv. Ingen sidder alene med ansvaret, og ingen skynder sig videre til det næste. Måltidet bliver en del af oplevelsen – ikke blot afslutningen på den. I dette sommernummer hylder vi netop den form for madlavning. Ikke fordi alt skal være avanceret eller gourmet. Men fordi bålet kan noget særligt. Det kan samle mennesker. Det kan skabe stemning. Og det kan forvandle selv en almindelig sommeraften til et minde, der bliver hængende længe efter, at de sidste gløder er slukket. Så find brændet frem. Tænd bålet. Tag dig tid.

Røgen fra birk eller bøg sætter sit præg på maden. Grøntsager får sødme. Fisk får karakter. Brød får en sprød skorpe, som Outsite nr. 50 - juli ’26

201

På terrassen! Ribeye med chimichurri og grillede majskolber

Der er en grund til, at en god bøf og levende ild er blevet en klassiker. Kombinationen af glødende kul, saftigt oksekød og friske krydderurter er svær at slå på en varm sommeraften. Denne ret er enkel, men smager som noget fra en god grillrestaurant. Ingredienser (4 personer) 4 ribeye steaks 4 majskolber 2 spsk olie Salt og peber

Chimichurri 1 bundt persille 2 fed hvidløg 1 dl olivenolie

202

Outsite nr. 50 - juli ’26

2 spsk rødvinseddike 1 tsk chiliflager Sådan gør du Bland ingredienserne til chimichurri. Pensl majskolberne med olie. Grill majsene 15-20 minutter. Krydr bøfferne godt. Grill dem over kraftige gløder 3-4 minutter på hver side. Lad kødet hvile. Server med chimichurri og majs.

Sommertip

Server med en enkel tomatsalat af modne danske tomater. Billede: Saftig ribeye på skærebræt med grillede majskolber og grøn chimichurri.

Flammesaltet laks med nye kartofler og urtedressing

Laks og sommer hører sammen. Her tilberedes fisken nænsomt over gløderne, mens de nye kartofler giver smag af dansk højsommer. Ingredienser (4 personer) 800 g lakseside 1 kg nye kartofler 1 citron Salt og peber

Urtedressing

Sådan gør du Kog kartoflerne let hjemmefra eller i en gryde over bålet. Krydr laksen. Grill den på rist med skindsiden nedad. Tilbered i 15-20 minutter. Bland dressingen. Server med kartofler og citron.

Sommertip

Brug masser af friske krydderurter fra haven.

2 dl cremefraiche Dild Purløg Citronsaft Outsite nr. 50 - juli ’26

203

Bålbagt jordbærtærte i støbejernspande

Juli er jordbærtid. Denne dessert kombinerer søde danske jordbær med sprød dej og vaniljecreme. Perfekt som afslutning på en lang sommeraften på terrassen. Ingredienser (6 personer) 500 g jordbær 1 rulle mørdej 2 spsk sukker 1 tsk vaniljesukker Vaniljeis eller cremefraiche

Sådan gør du Beklæd en støbejernspande med mørdej. Fordel jordbær i bunden. Drys med sukker og vanilje. Bag under låg over gløder i 25-30 minutter. Lad tærten hvile lidt. Server lun med is.

Sommertip

Friske danske jordbær gør hele forskellen.

204

Outsite nr. 50 - juli ’26

På bålpladsen Kyllingespyd med nye kartofler og kryddersmør

Efter en dag på stien eller ved vandet er der få ting, der samler folk omkring bålet som duften af grillede kyllingespyd. Retten er enkel at forberede hjemmefra, nem at transportere og kræver kun en grillrist over gløderne. Ingredienser (4 personer) 600 g kyllingebryst 12 små nye kartofler 1 rød peberfrugt 1 gul peberfrugt 1 rødløg 2 spsk olie Salt og peber Kryddersmør 75 g smør 1 fed hvidløg 2 spsk finthakket persille

1 tsk citronsaft Sådan gør du Skær kylling, peberfrugt og løg i mundrette stykker. Sæt dem på spyd skiftevis. Vend spydene i olie, salt og peber. Pak kartoflerne i folie og læg dem i gløderne i 30-40 minutter. Grill spydene over gløderne i 12-15 minutter og vend dem jævnligt. Rør ingredienserne til kryddersmørret sammen. Server de varme kartofler med kryddersmør og de grillede spyd. Båltip Lav spydene hjemmefra og opbevar dem køligt. Så er aftensmaden klar til grillen få minutter efter, bålet er klar. Outsite nr. 50 - juli ’26

205

Sheltergryde med chorizo og nye kartofler

En gryde over bålet samler folk. Mens maden simrer, er der tid til snak, kaffe og udsigt over søen. Denne krydrede sommergryde er både enkel og mættende.

Ingredienser (4 personer) 400 g chorizo 800 g små kartofler 2 løg 1 rød peberfrugt 1 dåse hakkede tomater 1 bouillonterning

3 dl vand

Sådan gør du Skær chorizo og grøntsager i grove stykker. Brun chorizoen i gryden. Tilsæt løg og peberfrugt. Kom kartofler, tomater og vand i. Smuldr bouillonterningen i. Lad simre 35-40 minutter. Smag til før servering.

Båltip Gryden kan stå i udkanten af gløderne og passe sig selv det meste af tiden.

206

Outsite nr. 50 - juli ’26

Grillede ferskner med honning og knuste makroner

Sommerens bedste båldessert kræver kun få ingredienser. Frugten karamelliserer over varmen, mens honningen giver sødme og duft af sommer.

Ingredienser (4 personer) 4 modne ferskner 2 spsk honning 8 makroner 2 dl cremefraiche 38 % Lidt frisk mynte Sådan gør du Halvér fersknerne og fjern stenen. Grill dem 3-4 minutter på skærefladen.

Anret på tallerkener. Kom cremefraiche ovenpå. Dryp med honning. Drys med knuste makroner. Pynt med mynte.

Båltip Kan også laves med nektariner eller danske jordbær i højsæsonen.

Outsite nr. 50 - juli ’26

207

208

Outsite nr. 50 - juli ’26

One-pot pasta med bacon bålopskrift By Christian Milbo

Her er en lækker opskrift på pasta med bacon, lavet over bål som one-pot bålopskrift. Mad over bål er altid velsmagende og lækkert, og her er endnu en opskrift, som du kan lave over bålet. Du har både hurtig forberedelsestid, og så skal du kun bruge en gryde til hele bålretten.

Sådan laver du bålretten Start med at lave et madbål så du får hurtige gløder. Steg bacon i lidt olie og tilsæt dernæst lidt mere olie og løg samt hvidløg. Hæld derefter Passata i sammen med Bouillon.

Du skal du bruge til retten

Nu skal pastaen i, og når du vurdere, at der er ca. 10 minutter tilbage, hælder du revet gulerod og snittet cherrytomater i.

Jeg handlede ind til 2 personer, men den kan gå til 3, hvis der ikke er 3 teenage-drenge i blandt.

Drys lidt pinjekerner, frisk basilikum og parmesan over retten. Server evt. med en god vin fra Italien.

Der er ingredienser nok til, at du også kan lave flere retter, når du er færdig.

Let mad over bål

Pasta Røget bacon Cherrytomater Passata (tomatsovs) Løg Hvidløg Gulerod Olivenolie Bouillon Pinjekerner Revet parmesan Salt & Pepper

Pasta med bacon er altså super nem og hurtig at lave som mad over bål. Den eneste “lange” ventetid er pastaen, alt efter hvilken kvalitet du vælger.

Outsite nr. 50 - juli ’26

209

210

Outsite nr. 50 - juli ’26

Terra Nova icebound - Herbert George Ponting

To legendariske polarskibe vender tilbage til lyset By Ljunggren

En dansk marinarkæolog deltager i en enestående ekspedition til vragene af Shackletons Quest og Scotts Terra Nova. For første gang i årtier undersøges to af polarhistoriens mest berømte skibe med moderne undervandsteknologi.

To af disse skibe er Quest og Terra Nova. Begge blev bygget som robuste fangstog ishavsskibe. Begge blev senere centrum for nogle af historiens mest berømte polarekspeditioner. Og begge endte til sidst på havets bund i Nordatlanten.

Nu får de igen opmærksomhed En international ekspedition er netop sendt af sted for at kortlægge, dokumentere og fotografere vragene med avancerede miniubåde og moderne 3D-teknologi. Blandt deltagerne er den danske marinarkæolog Annamaiya Norling, som er med til at skrive et nyt kapitel i historien om de to legendariske skibe.

Første besøg i årtier

Annamaiya Norling

Der findes skibe, som bliver langt mere end blot fartøjer. De bliver symboler på en tidsalder, hvor verdens sidste hvide pletter på landkortet blev udforsket af mennesker, der var villige til at sætte livet på spil for viden, eventyr og opdagelser.

Ekspeditionens deltagere skal ned til vragene i bemandede miniubåde, hvor de bliver de første mennesker i årtier til med egne øjne at se Quest på havbunden. Selv om vraget blev lokaliseret i 2024, er det først nu, forskerne får mulighed for at gennemføre en egentlig arkæologisk dokumentation. Målet er ikke blot at tage spektakulære billeder. Hele skibet skal registreres med højopløselige kameraer, laserscannere og fotogrammetri, så forskerne kan

Outsite nr. 50 - juli ’26

211

Quest

opbygge detaljerede tredimensionelle modeller af vragene. Disse modeller gør det muligt at studere skibenes tilstand uden at forstyrre de historiske levn på havbunden.

Skibet hvor Shackleton døde Quest indtager en ganske særlig plads i polarhistorien. Det var ombord på dette relativt lille ekspeditionsskib, at den britiske polarforsker Ernest Shackleton begyndte sin sidste ekspedition i 1921.

Ekspeditionen nåede aldrig rigtigt i gang Den 5. januar 1922 døde Shackleton af et hjertetilfælde, mens skibet lå for anker i Grytviken på Sydgeorgien.

212

Outsite nr. 50 - juli ’26

Hans død markerede for mange afslutningen på den heroiske tidsalder inden for polarudforskningen. Efter ekspeditionen fortsatte Quest et langt liv som sælfangerskib, indtil det i 1962 blev knust af pakis ud for Labradors kyst og sank på næsten 400 meters dybde.

Terra Nova – skibet bag en af historiens største tragedier Hvis Quest forbindes med Shackleton, forbindes Terra Nova uløseligt med Robert Falcon Scott. Terra Nova bragte Scott og hans ekspedition til Antarktis i 1910 i jagten på at blive de første mennesker ved Sydpolen. Da Scott og hans fire ledsagere endelig nåede frem den 17. januar 1912, ventede en bitter skuffelse.

Den norske opdagelsesrejsende Roald Amundsen havde været der mere end en måned tidligere. På tilbagerejsen omkom hele den britiske gruppe i det barske antarktiske vintervejr. Historien om Scott blev siden et symbol på mod, udholdenhed og tragedie, og Terra Nova blev et af polarhistoriens mest ikoniske skibe. Efter mange år som handels- og fangstskib sank Terra Nova i 1943 syd for Grønland, hvor vraget i dag hviler omkring 300 meter under havoverfladen. Moderne teknologi møder historien Hvor tidligere generationers ekspeditioner var afhængige af sekstanter, lodliner og håndtegnede søkort, råder nutidens marinarkæologer over en teknologi, som næsten virker science fiction. Miniubåde kan bringe forskerne sikkert ned til vragene, mens kraftige LED-lys, højopløselige kameraer og avancerede laserscannere registrerer selv de mindste detaljer. Ernest Henry Shackleton (født 15. februar 1874 i Kilkea, County Kildare, Irland, død 5. januar 1922 i Grytviken, South Georgia)

Resultatet bliver digitale modeller, der gør det muligt at bevare vragene virtuelt for kommende generationer. Samtidig kan forskerne følge, hvordan skibene langsomt nedbrydes på havbunden under påvirkning af havstrømme, korrosion og biologiske processer.

En dansk deltagelse

Deltagelsen understreger den danske ekspertise inden for marinarkæologi og dokumentation af kulturarv under vand, et område som i de senere år har fået stigende international betydning. Samtidig knytter projektet forbindelser til den lange danske tradition for forskning i Arktis og Nordatlanten.

Mere end gamle skibsvrag Quest og Terra Nova er langt mere end rustne rester på havets bund. De er fysiske minder om en tid, hvor polarforskere drog ud mod det ukendte uden satellitter, GPS eller moderne redningsudstyr. En tid hvor mod, nysgerrighed og udholdenhed var afgørende for overlevelsen. Når forskerne i dag dykker ned til de to vrag, handler det derfor ikke kun om arkæologi. Det handler om at bevare fortællingen om den heroiske tidsalder i polarforskningen – og om de mennesker, der ændrede vores forståelse af verdens mest utilgængelige egne. Mere end hundrede år efter Scotts og Shackletons ekspeditioner fortsætter deres skibe således med at fortælle historier. Denne gang ikke fra isen, men fra havets mørke bund, hvor moderne teknologi langsomt bringer fortiden tilbage i lyset.

Artiklen er blevet til på baggrund af bl.a. Vidensskab.dk og DR

For Danmark er ekspeditionen ekstra interessant, fordi marinarkæolog Annamaiya Norling er en del af holdet.

Outsite nr. 50 - juli ’26

213

214

Outsite nr. 50 - juli ’26

Kebnekaise under forvandling Indledning

By Ljunggren

Jeg har, og har altid haft, en særlig fascination af Kebnekaise.

som i disse år forandrer sig hurtigere end tidligere.

Måske skyldes det, at det var det første rigtige fjeld, jeg besteg. Sommeren 1969 gik jeg fra Abisko mod Kebnekaise med rygsæk, kort og kompas – en tur, der skulle blive begyndelsen på et livslangt forhold til de skandinaviske fjelde. Siden er jeg vendt tilbage adskillige gange, har besteget bjerget fra forskellige sider og oplevet området i både høj sol, storm, sne og tæt tåge.

At Svenska Turistföreningen nu har valgt fortsat at holde den klassiske Østra leden lukket for guidede topbestigninger er et synligt eksempel på denne udvikling. Øget risiko for stenskred, optøende permafrost, ændrede gletsjerforhold og mere uforudsigeligt vejr har gjort den traditionsrige rute vanskeligere at færdes sikkert på.

Gennem årene har jeg også fulgt fjeldets forandringer. Fra at være kendt for Sveriges højeste top med den karakteristiske iskappe til i dag, hvor gletsjerne gradvist trækker sig tilbage, sydtoppen mister højde, og naturens egne kræfter ændrer landskabet hurtigere, end mange af os havde forestillet os. Kebnekaise er stadig Sveriges højeste bjergmassiv og et af Nordens mest ikoniske fjelde. Men det er samtidig blevet et af de steder, hvor man tydeligst kan se, hvordan et højfjeld udvikler sig gennem et menneskeliv.

Netop derfor synes jeg, at tiden er den rette til endnu en gang at fortælle historien om Kebnekaise – ikke kun som Sveriges mest kendte bjerg, men som et levende landskab, der stadig formes af is, vand, frost og tid. Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste, der føler en særlig tilknytning til Kebnekaise. For generationer af skandinaviske fjeldvandrere har bjerget været et mål, et pejlemærke og en kilde til uforglemmelige oplevelser. Jeg håber, at denne artikel kan give både gamle kendinge og nye besøgende lyst til at se fjeldet med nye øjne.

I de følgende kapitler fortæller jeg både historien om Kebnekaise og historien om mit eget møde med fjeldet gennem næsten seks årtier. Det er en fortælling om store naturoplevelser, om geologi og gletsjere, om fjeldvandring og om et landskab, der aldrig har stået stille – men Outsite nr. 50 - juli ’26

215

216

Outsite nr. 50 - juli ’26

Kapitel 1 Da bjerget syntes evigt

Der er bjerge, man besøger én gang og siden husker med glæde. Og så er der bjerge, man vender tilbage til igen og igen gennem et helt liv.

Den brede bjergkæde rejste sig over dalen med sine mørke klippevægge og de store, hvide gletsjere, der strømmede ned mellem toppene.

For mig har Kebnekaise altid været et af dem.

Selv på afstand virkede bjerget enormt. Gletsjerne lå som frosne floder, og snefelterne syntes at fortsætte op mod himlen.

Sommeren 1969 stod jeg for første gang på toget mod Abisko. Jeg var tyve år gammel, rygsækken var tung, udstyret enkelt efter datidens standard, og forventningerne næsten større end fjeldene selv. Forude ventede Kungsleden, Laplands åbne vidder og Sveriges højeste bjerg – et navn, der allerede dengang havde en næsten mytisk klang blandt skandinaviske fjeldvandrere. Dengang begyndte turen ikke med GPS, mobiltelefon eller digitale vejrudsigter. Et godt fjeldkort, et kompas og erfaringer fra dem, der havde gået ruten før, var de vigtigste hjælpemidler. Resten måtte man lære undervejs. Måske var det netop derfor, at fjeldet føltes større, vildere og mere uforudsigeligt. Efter dagene gennem Abiskodalen, over de åbne højfjeldsplateauer og videre gennem Singivággi dukkede Kebnekaise endelig op.

Man stod med en næsten barnlig fornemmelse af, at sådan havde fjeldet altid set ud – og sådan ville det blive ved med at se ud. Bjerge virkede evige. Klipperne uforanderlige. Gletsjerne lige så faste som selve grundfjeldet. Det var en tanke, mange delte. Dengang talte ingen om, at Sveriges højeste bjerg en dag kunne blive lavere. Ingen forestillede sig, at gletsjerne ville trække sig tilbage i et tempo, som kunne ses med det blotte øje, eller at en af de mest kendte ruter mod toppen en dag ville blive vurderet som for farlig til guidede ture. Siden den første vandring har jeg vendt tilbage til Kebnekaise adskillige gange. Ikke kun for at bestige toppen, men fordi området omkring Singivággi, Tarfala og de omkringliggende fjelde rummer noget af det mest storslåede landskab, Skandinavien kan tilbyde.

Outsite nr. 50 - juli ’26

217

Tarfala videsskabelige station

Hver tur har været forskellig. Sneforholdene har varieret, vejret har skiftet fra høj sol til snestorm på få timer, og lyset har ændret fjeldenes farver fra time til time. Men gennem årene begyndte jeg også at lægge mærke til noget andet. Små forandringer først. En gletsjertunge, der ikke længere nåede så langt ned i dalen. Et snefelt, som forsvandt tidligere på sommeren. Mere blotlagt klippe. Større områder med løse sten. Ting, der hver for sig kunne virke ubetydelige, men som over årtier tegnede et tydeligt mønster. I dag ved vi, at det ikke blot var tilfældige variationer fra år til år.

218

Outsite nr. 50 - juli ’26

Forskere har gennem årtier dokumenteret, hvordan Kebnekaises gletsjere trækker sig tilbage, hvordan sydtoppen mister højde næsten hvert år, og hvordan optøende permafrost gør dele af fjeldet mere ustabile. Beslutningen om at holde den klassiske Østra led lukket for guidede ture er derfor ikke en enkeltstående hændelse, men et synligt resultat af en udvikling, der har været længe undervejs. Det gør ikke Kebnekaise mindre imponerende. Tværtimod. Måske er bjerget i dag mere fascinerende end nogensinde før. Ikke fordi det er blevet højere eller mere dramatisk, men fordi det minder os om, at selv de landskaber, vi opfatter som uforanderlige, er i konstant bevægelse.

Normalt foregår de geologiske forandringer så langsomt, at et menneskeliv kun udgør et øjeblik. På Kebnekaise sker de nu i et tempo, hvor vi selv kan opleve dem. Det er historien om et bjerg, der stadig rejser sig majestætisk over Lapland – men som ikke længere er det samme bjerg, som mødte mig første gang i sommeren 1969.

Billedet herunder viser den historiske bygning Gammelstugan ved Kebnekaise Fjällstation i det nordlige Sverige.Gammelstugan blev opført i 1907 og stod klar til de første besøgende i 1911. Det er fjeldstationens ældste bygning, og den fungerer i dag som en historisk påmindelse om de tidlige dage af svensk fjeldturisme. Til højre skråt bag hytten ses fjeldet Kaipak og bag det Tuoppagorni. Det dimmede fjeld i baggrunden er Siŋŋičohka

Outsite nr. 50 - juli ’26

219

220

Outsite nr. 50 - juli ’26

Kapitel 2 Bjerget vi troede var evigt

Kebnekaise har i generationer været selve symbolet på den svenske fjeldverden. For tusindvis af vandrere har bjerget været det naturlige mål – ikke blot fordi det er Sveriges højeste punkt, men fordi det forener næsten alt det, mange forbinder med det skandinaviske højfjeld. Her findes de brede dale, de brusende smeltevandselve, de store blokmarker, de stejle klippevægge og de gletsjere, som i århundreder har givet landskabet sit særlige præg. Fra afstand virker Kebnekaisemassivet næsten utilnærmeligt, men samtidig ligger det forbavsende tilgængeligt. Kombinationen af jernbanen til Abisko, Kungsleden og Kebnekaise Fjällstation har gennem mere end et århundrede gjort området til et af de mest besøgte højfjeldsområder i Norden. For mange er turen mod Kebnekaise næsten lige så vigtig som selve topbestigningen. Fra Abisko følger man Kungsleden gennem birkeskov, over åbne fjeldheder og videre gennem de vide dale mod Singivággi. Landskabet ændrer sig næsten umærkeligt dag for dag.

Fjeldene vokser langsomt op omkring én, vegetationen bliver lavere, og de første gletsjere viser sig som hvide bånd mellem de mørke bjergsider. Det er en vandring, hvor forventningen vokser for hver kilometer. Netop den gradvise overgang fra skov til højfjeld har gjort Kebnekaise til noget særligt. Man oplever ikke blot et bjerg, men en hel verden, hvor naturen langsomt skifter karakter. Måske er det derfor, så mange vender tilbage igen og igen.

Samernes fjeld Længe før de første turister fandt vej til Kebnekaise, var området en del af samernes landskab. Gennem århundreder har dalene omkring Singivággi, Laddjuvággi og Tarfala været brugt under rensdyrenes vandringer mellem sommer- og vintergræsgange. Navnet Giebmegáisi, som senere blev til Kebnekaise, stammer fra nordsamisk og betyder omtrent "kedelbjerget". Navnet henviser sandsynligvis til den karakteristiske, grydeformede fordybning mellem toppene eller til fjeldets markante silhuet. fortsættes på side 184 ... Outsite nr. 50 - juli ’26

221

COMFORT YOU CAN COUNT ON

ETHER LIGHT XR SLEEPING MAT

222

Outsite nr. 50 - juli ’26

seatosummit.com

Nostalgi i sin mest ikoniske form For 125 år siden begyndte Glud & Marstrand at producere de legendariske Madam Blå kaffekander, som har været fast inventar på kroer, i dagligstuer og kolonihaver helt op til i dag. Oprindeligt blev kanden lavet i 18 forskellige størrelser; den mindste blot til en enkelt kop og den største kunne lave hele 50 kopper kaffe. Der skulle en god solid kromutters overarm til at skænke kaffe fra sådan en balje. Suppleret af en lang række andre emaljeprodukter fra kopper og tallerkener til gryder og målebægre, udviklede Madam Blå sig til billedet på en kulturhistorisk epoke, og derfor har den også sin faste plads på Nationalmuseet. I 1966 indstillede man produktionen af de ikoniske emaljeprodukter, og Madam Blå blev hyldet med en lang nekrolog i Politiken d. 13. november.

20.000 dage senere vækker Nordisk Madam Blå til live igen. Ganske som de oprindelige 125 år gamle kopper og kander er Nordisk X Madam Blå håndlavede og unikke. De skriger nærmest på bålhygge, smil og lange snakke. Og de kan faktisk bruges direkte over åben ild. Skulle det få en bule, så er det bare et minde til samlingen, som du kan fortælle videre til dine børnebørn, når de finder dine vandrestøvler og din rygsæk med alt dit gamle grej på loftet. En del af charmen ved emaljeprodukter er netop uforgængeligheden. At hver brug efterlader et lille spor, en historie, som vækkes til live næste gang, du finder den frem. Hos Nordisk deler vi glæden ved at komme ud og skabe minder. Naturen er fuld af øjeblikke, der genoplives ved duften af friskbrygget kaffe.

Madam Blå – reborn by Nordisk

Outsite nr. 50 - juli ’26

223

Selv i dag møder vandrere rensdyrflokke på vej mod fjällstationen, og området er fortsat en aktiv del af samebyernes rensdyrhold. Det er en vigtig påmindelse om, at Kebnekaise ikke blot er et turistmål, men også et kulturlandskab med en historie, der går langt længere tilbage end friluftslivets.

De første bestigninger Interessen for Kebnekaise voksede i slutningen af 1800-tallet, hvor geologer, botanikere og opdagelsesrejsende begyndte at udforske de svenske fjelde mere systematisk. Blandt pionererne var den franske geograf Charles Rabot, som kortlagde store dele af Laplands fjeldverden og bidrog til at gøre området kendt uden for Sverige. Omkring år 1900 blev Kebnekaise et na-

224

Outsite nr. 50 - juli ’26

turligt mål for datidens eventyrere. De første topbestigninger krævede både lokalkendskab og betydelig erfaring. Der fandtes ingen markerede stier, ingen broer over smeltevandselvene og ingen fjeldstation med moderne faciliteter. Rejsen til fjeldet kunne tage flere uger, og selve bestigningen var et projekt, der krævede både udholdenhed og omtanke. Da Svenska Turistföreningen etablerede Kebnekaise Fjällstation i begyndelsen af 1900-tallet, blev området langt mere tilgængeligt. Fjällstationen udviklede sig hurtigt til centrum for svensk fjeldturisme, og generationer af vandrere har siden haft den som udgangspunkt for ture i Kebnekaisemassivet.

For de fleste var Kebnekaise et symbol på noget uforanderligt. Men netop her bliver det tydeligt, at selv de største fjelde er levende landskaber, formet af is, vand, frost og tid.

Et bjerg i konstant bevægelse Selv om Kebnekaise ofte omtales som Sveriges højeste bjerg, er det i virkeligheden et helt bjergmassiv med flere markante toppe. De to mest kendte er sydtoppen og nordtoppen. I mange år var sydtoppen den højeste. Det særlige var, at toppen ikke består af fast klippe, men af en iskappe oven på bjergets klippegrund. Så længe gletsjeren voksede om vinteren og kun smeltede moderat om sommeren, bevarede sydtoppen sin status som Sveriges højeste punkt. I dag ved vi, at balancen er ændret. De varme somre gennem de seneste årtier har fået iskappen til gradvist at svinde ind, og i 2019 blev nordtoppen – der består af fast klippe – igen Sveriges højeste punkt. Siden da har de årlige målinger vist, at sydtoppens højde fortsat varierer med snemængde og afsmeltning.

Og måske er det netop derfor, historien om Kebnekaise er så fascinerende. For mens bjerget stadig rejser sig over Lapland med den samme majestætiske silhuet som for hundrede år siden, er det samtidig blevet et af de tydeligste eksempler på, hvor hurtigt et højfjeld kan forandre sig.

Faktaboks - Kebnekaise i tal Bjergmassiv: Kebnekaisemassivet, svensk Lapland Højeste faste punkt: Nordtoppen Tidligere højeste punkt: Sydtoppen (iskappe) Nationalpark: Nej – ligger uden for nationalparkerne, men tæt på flere store beskyttede fjeldområder Nærmeste fjeldstation: Kebnekaise Fjällstation Mest kendte ruter: Västra leden og Østra leden

Det er en udvikling, som få havde forestillet sig for bare en generation siden. Outsite nr. 50 - juli ’26

225

226

Outsite nr. 50 - juli ’26

Kapitel 3 Östra leden – den klassiske vej til toppen

Der findes mange veje gennem fjeldene, men kun ganske få bliver legendariske. Östra leden på Kebnekaise er en af dem. I årtier har den været betragtet som den mest spektakulære vej til Sveriges højeste punkt. Ikke den letteste, men den mest alpine.

Östra leden er noget helt andet. Her bliver landskabet gradvist mere stejlt. Efter de første kilometer gennem morænelandskabet bevæger man sig ind i et område præget af gletsjere, stejle klippevægge og smalle passager, hvor hænderne ofte må tages i brug.

Her fik vandreren en fornemmelse af at bevæge sig gennem et ægte højfjeldsmiljø med stejle klippepartier, gletsjeris, smalle passager og udsigter, der blev mere dramatiske for hvert hundrede højdemeter.

Det er en rute, der kræver både sikker fodfæste og respekt for fjeldet.

For mange blev turen ad Östra leden selve højdepunktet på et besøg ved Kebnekaise.

Via Ferrata gjorde ruten tilgængelig

To ruter – to forskellige oplevelser Fra Kebnekaise Fjällstation fører to klassiske ruter mod toppen. Den vestlige rute, Västra leden, er den mest benyttede. Den følger en længere, men forholdsvis ukompliceret vej gennem dalen og op over de højtliggende stenmarker. Ruten kræver en god kondition og erfaring med fjeldvandring, men under normale sommerforhold kan den gennemføres uden klatreudstyr.

Selv om den er kortere end Västra leden, opleves den af de fleste som væsentligt mere krævende.

I mange år var de mest udsatte klippepartier udstyret med faste wirer og trin – en såkaldt Via Ferrata. Systemet gjorde det muligt for erfarne guider at føre gæster sikkert gennem de stejle passager uden, at deltagerne behøvede egentlig klatreerfaring. For mange besøgende var det første møde med en Via Ferrata. Det gav en sjælden oplevelse af at bevæge sig i alpint terræn, samtidig med at sikkerheden blev væsentligt forbedret. Netop kombinationen af fysisk udfordring, dramatisk natur og professionel guidning gjorde Østra leden til en af Sveriges mest eftertragtede topbestigninger. Outsite nr. 50 - juli ’26

227

Östra leden

228

Outsite nr. 50 - juli ’26

På en god sommerdag kunne man møde grupper fra hele verden. Mange kom til Kebnekaise netop for at opleve denne rute.

Et landskab skabt af is Noget af det, der gjorde Østra leden så fascinerende, var samspillet mellem klipper og gletsjere. Store dele af ruten løber gennem et landskab, som gennem tusinder af år er blevet formet af bevægende is. De stejle klippesider, de afrundede fjeldflader og de dybe dalstrøg er alle skabt af gletsjere, der under istiderne sled sig gennem grundfjeldet. Selv efter den sidste istid har Kebnekaises egne gletsjere fortsat arbejdet. Langsomt, næsten umærkeligt, har de flyttet sten, slebet klipper og ændret landskabet. Det er netop denne proces, der har givet Østra leden dens karakter. Men de samme kræfter, som skabte ruten, er også med til at forandre den.

Da fjeldet begyndte at ændre karakter I mange år var ændringerne små. En gletsjertunge trak sig lidt tilbage. Et snefelt smeltede tidligere end normalt. En passage blev en smule mere stenet. Sådan har højfjeldet altid udviklet sig. Men gennem de seneste årtier er tempoet steget.

rata-ruten er blevet beskadiget af nedfaldne klippeblokke. Da Svenska Turistföreningen igen gennemgik ruten før sommersæsonen 2026, var konklusionen klar: sikkerheden kunne ikke længere garanteres på et niveau, som organisationen ville tage ansvar for. Derfor gennemføres der heller ingen guidede ture på Østra leden denne sommer.

Mere end en lukket rute Set isoleret kan beslutningen lyde som en midlertidig ændring i et program for guidede ture. Men den rummer en langt større fortælling. Østra leden er blevet et symbol på, hvordan selv de mest ikoniske fjeldruter kan forandre sig, når naturens egne processer ændrer tempo. Det handler ikke om, at bjergene pludselig er blevet farlige. Fjeldet har altid krævet respekt. Forskellen er, at guider og forskere nu oplever forandringer fra år til år – nogle gange fra sæson til sæson – i et landskab, som tidligere blev opfattet som næsten uforanderligt. For enhver, der har besøgt Kebnekaise gennem flere årtier, er det måske den største forandring af alle.

Gletsjerne omkring Kebnekaise mister nu store mængder is næsten hvert år. Samtidig tør den permafrost op, som gennem årtusinder har fungeret som en usynlig cement mellem klippeblokkene. Konsekvensen er et fjeld, der bliver mere ustabilt. Flere steder langs Østra leden er der registreret øget risiko for stenskred, og nogle af de faste installationer på Via FerOutsite nr. 50 - juli ’26

229

230

Outsite nr. 50 - juli ’26

Kapitel 4 Da isen begyndte at slippe sit greb

Når man står ved foden af Kebnekaise og ser op mod de lyse gletsjere, er det let at tro, at isen altid har ligget der. At den er en fast del af landskabet på samme måde som klipperne og fjeldtoppene. Sådan er det ikke. Gletsjerne er levende. De vokser, bevæger sig og smelter. De reagerer hele tiden på temperatur, nedbør og årstidernes skiften. Nogle år bliver de en smule større, andre år trækker de sig tilbage. Sådan har det været gennem tusinder af år. Det særlige ved Kebnekaise er ikke, at gletsjerne ændrer sig. Det har de altid gjort. Det særlige er hastigheden. I løbet af de seneste årtier har forskerne registreret en markant tilbagegang for flere af gletsjerne omkring Kebnekaisemassivet. De varme somre giver længere smeltesæsoner, mens vintrene mange steder ikke længere tilfører den samme mængde sne, som tidligere kunne opveje sommerens afsmeltning. Resultatet er, at isen år for år mister terræn.

Tarfala – et naturligt laboratorium Få kilometer øst for Kebnekaises top ligger Tarfaladalen. For de fleste fjeldvandrere er den et spektakulært landskab med stejle fjeldsider, turkisblå gletsjersøer og nogle af Sveriges mest imponerende ismasser. For forskerne er dalen noget helt andet. Her ligger Tarfala Forskningsstation, hvor svenske glaciologer siden 1940'erne har målt gletsjernes udvikling. Stationen rummer en af verdens længste sammenhængende måleserier for et højfjeldsområde og giver et enestående indblik i, hvordan klimaet påvirker de skandinaviske gletsjere. Hvert år registreres ændringer i isens tykkelse, gletsjernes udbredelse, snemængder og temperaturen i undergrunden. Målingerne viser ikke blot, at gletsjerne bliver mindre. De dokumenterer også, at forandringerne flere steder sker hurtigere end tidligere. Det er denne viden, som blandt andet danner grundlag for de sikkerhedsvurderinger, der foretages på Kebnekaises mest benyttede ruter. Gletsjerne former stadig landskabet Selv om gletsjerne er under pres, er de stadig aktive landskabsarkitekter. Outsite nr. 50 - juli ’26

231

Storglaciären på Kebnekaises østside i Tarfala-dalen i 1900 tallet - Foto: Fredrik Enquist

Storglaciären på Kebnekaises østside i Tarfala-dalen i dag - Foto: Per Holmlund

232

Outsite nr. 50 - juli ’26

Når isen langsomt bevæger sig ned gennem dalene, fungerer den som et gigantisk stykke sandpapir. Klippe bliver slebet glat, sten transporteres over store afstande, og enorme kræfter former landskabet meter for meter. De karakteristiske U-formede dale omkring Kebnekaise er skabt på denne måde gennem gentagne istider. Morænerne foran gletsjerne består af materiale, som isen har skubbet foran sig, og de mange blokmarker er resultatet af tusinder af års frost og erosion. Når gletsjerne trækker sig tilbage, efterlader de derfor ikke blot mindre is. De blotlægger et nyt landskab. Steder, der i årtier har været dækket af sne og is, bliver tilgængelige for første gang i generationer.

Det er en af grundene til, at erfarne fjeldvandrere ofte starter tidligt. Om natten og de tidlige morgentimer er smeltevandet mindre, fordi nattens kulde bremser afsmeltningen. Senere på dagen stiger vandføringen i takt med solen. Det er en erfaring, som generationer af fjeldvandrere har gjort sig, men som bliver stadig vigtigere i takt med, at smeltesæsonen bliver længere.

Et landskab i bevægelse Det kan være fristende at betragte Kebnekaises forandringer som noget usædvanligt. I virkeligheden er forandring selve fjeldets natur.

Nye søer opstår. Smeltevandsfloder ændrer løb. Moræner bliver synlige, og stejle klippevægge står ubeskyttede tilbage.

Isen har skabt bjergene, flyttet stenene og gravet dalene ud. Hver eneste klippeblok i landskabet er resultatet af en proces, der har stået på siden den sidste istid.

For fjeldvandreren kan det betyde, at en velkendt rute ser anderledes ud end ved det seneste besøg.

Det nye er, at mange af disse processer nu foregår i et tempo, hvor de kan opleves inden for et menneskeliv.

Smeltevandet ændrer fjeldet

Den gletsjer, man passerede som ung, ligger måske flere hundrede meter længere tilbage, når man vender tilbage årtier senere.

Det er ikke kun isen, der arbejder. Når store mængder smeltevand strømmer ned gennem fjeldet, bliver det en kraftfuld erosionsmaskine. Vandet graver sig ned i morænerne, underminerer skråninger og flytter sten, som kan veje flere tons. På varme sommerdage kan små bække udvikle sig til brusende elve på få timer. Passager, der om morgenen virker ukomplicerede, kan senere på dagen være vanskelige eller helt umulige at krydse.

En snebro over en smeltevandselv er forsvundet. En ny sø er opstået, hvor der tidligere lå is. Det er netop denne udvikling, der gør Kebnekaise til et af de mest interessante steder i Skandinavien for både forskere og fjeldvandrere. For bjerget er stadig det samme – og alligevel under konstant forandring.

Outsite nr. 50 - juli ’26

233

234

Outsite nr. 50 - juli ’26

Kapitel 5 Når fjeldet mister sit ”lim”

Det er let at forestille sig, at et bjerg består af én stor, massiv klippeblok. Virkeligheden er en helt anden. Et bjerg som Kebnekaise er gennem millioner af år blevet påvirket af frost, is, vand og bevægelser i undergrunden. Revner er opstået, klipper er blevet sprængt fra hinanden, og utallige blokke ligger i dag oven på og ved siden af hinanden som et gigantisk tredimensionelt puslespil. Det er netop derfor, at permafrosten spiller en så afgørende rolle.

Den usynlige cement Permafrost er jord og klippe, som har været frosset i mindst to sammenhængende år. I højfjeldet ligger den ofte langt længere – nogle steder i århundreder eller årtusinder. Når vand trænger ned i sprækker mellem klippeblokkene og fryser, fungerer isen som en naturlig cement. Den binder blokke sammen og stabiliserer stejle fjeldsider, der ellers ville være langt mere ustabile. Man kan sammenligne det med mørtlen mellem murstenene i et hus. Så længe mørtlen er intakt, står muren stabilt. Forsvinder den, bliver konstruktionen langt mere sårbar.

På samme måde har permafrosten gennem tusinder af år været en skjult del af Kebnekaises konstruktion.

Når temperaturen stiger Problemet opstår, når temperaturen i fjeldet gradvist stiger. Permafrosten forsvinder ikke fra den ene dag til den anden. Processen foregår langsomt, men når temperaturen nærmer sig frysepunktet, begynder isen i revnerne at smelte. Det betyder, at de blokke, som tidligere var frosset sammen, mister deres indbyrdes binding. Samtidig trænger smeltevand dybere ned i revnerne. Når temperaturen igen falder under frysepunktet, udvider vandet sig med omkring ni procent. Det skaber et enormt tryk, som langsomt presser revnerne længere fra hinanden. Denne proces – frostsprængning – har gennem millioner af år været en af de vigtigste kræfter bag dannelsen af blokmarkerne i de skandinaviske fjelde. Forskellen i dag er, at cyklussen mellem optøning og genfrysning forekommer hyppigere omkring frysepunktet. Flere skift mellem tø og frost betyder flere muligheder for, at revner udvides, og at klippeblokke løsnes. Outsite nr. 50 - juli ’26

235

Foto: Thomas Winnberg

Derfor kommer stenskredene Når en klippeblok først mister sit naturlige fæste, skal der ofte meget lidt til, før den sætter sig i bevægelse. En kraftig regnbyge. En periode med intensiv snesmeltning. Et døgn med store temperatursvingninger. Eller ganske enkelt tyngdekraften. På stejle bjergsider som dem langs Østra leden kan selv mindre stenskred få alvorlige konsekvenser. Ikke fordi hele bjergsider kollapser, men fordi enkelte sten eller blokke, der løsner sig højt oppe, hurtigt får stor fart og kan ramme de passager, hvor vandrere og guider færdes. Netop denne udvikling har været medvirkende til, at flere af de faste installationer på Østra leden er blevet beskadiget gennem de seneste år. For en organisation som Svenska Turistföreningen er det ikke nok, at risikoen måske er lille. Når man tager betalende gæster med i fjeldet, skal sikkerheden kunne dokumenteres og vurderes på et niveau, som organisationen kan stå inde for. Det er baggrunden for beslutningen om at indstille de guidede ture ad Østra leden.

Ikke kun et svensk problem Kebnekaise er langt fra det eneste sted, hvor denne udvikling kan iagttages. I Alperne har optøende permafrost gennem de seneste årtier ført til en række markante klippeskred. Klassiske alpinruter er blevet omlagt eller lukket, og flere bjerghytter har måttet ændre adgangsveje, fordi terrænet ikke længere er stabilt.

236

Outsite nr. 50 - juli ’26

Den berømte normalrute på Matterhorn er et af de mest kendte eksempler. Her har varme somre flere gange ført til øget risiko for stenskred, og bjergførere har måttet aflyse ture eller ændre tidsplanerne. Lignende tendenser ses i Norge, hvor gletsjerne ved blandt andet Jostedalsbreen og Jotunheimen trækker sig tilbage, og hvor nye søer, ændrede smeltevandsløb og ustabile skråninger gradvist ændrer landskabet. Kebnekaise er derfor ikke en undtagelse, men en del af en udvikling, som forskere observerer i bjergområder over store dele af den nordlige halvkugle.

Fjeldet vil altid forandre sig Det er vigtigt at huske, at fjelde aldrig har været statiske. De skandinaviske fjelde er rester af en bjergkæde, der engang var på højde med Himalaya. Vind, vand, frost og is har gennem hundreder af millioner af år nedbrudt landskabet til det, vi ser i dag. Forandring er derfor ikke noget nyt. Det nye er, at mange af processerne nu foregår så hurtigt, at de kan registreres fra år til år – og opleves af de samme mennesker gennem et langt friluftsliv. For dem, der første gang stod ved Kebnekaise i 1960'erne eller 1970'erne og vender tilbage i dag, er forskellen ikke længere kun et spørgsmål om videnskabelige målinger. Den kan ses med det blotte øje. Og måske er det netop dét, der gør Kebnekaise til et af de mest fascinerende steder i den skandinaviske fjeldverden.

Outsite nr. 50 - juli ’26

237

MORE SPACE FOR ADVENTURE

Designed to save space.

FRONTIER COLLAPSIBLE

ONE POT COOK SET

238

Outsite nr. 50 - juli ’26

seatosummit.com

NO TABLE. NO WORRIES.

Designed to be held.

HORIZON

DINNERWARE

The Horizon range brings comfort and confidence to outdoor dining. A steady grip, heat protection, and adaptable cutlery make every meal easy, no table required.

239

seatosummit.com

Outsite nr. 50 - juli ’26

240

Outsite nr. 50 - juli ’26

Kapitel 6 Da Sveriges højeste punkt flyttede sig

Hvilket er Sveriges højeste bjerg?

Det er ikke klippen, der har ændret sig.

For de fleste virker spørgsmålet enkelt.

Det er isen.

Svaret har i generationer været Kebnekaise.

En top af is

Men spørger man, hvor Sveriges højeste punkt ligger, er historien blevet langt mere interessant. I mange årtier var det Kebnekaises sydtop, der blev angivet som Sveriges højeste punkt. Højden varierede ganske vist en smule fra år til år, men den mægtige iskappe på toppen ragede som regel en anelse højere op end den nordlige nabotop. I dag er situationen en anden. Kebnekaises nordtop er igen Sveriges højeste punkt. I modsætning til sydtoppen består nordtoppen af fast grundfjeld og ændrer derfor ikke højde fra år til år. Sydtoppen derimod er dækket af en iskappe, hvis tykkelse afhænger af balancen mellem vinterens snemængder og sommerens afsmeltning. Efter flere årtier med tilbagegang er iskappen blevet så meget tyndere, at nordtoppen siden 2019 normalt har været Sveriges højeste punkt.

Det særlige ved Kebnekaises sydtop er, at selve toppen ikke består af nøgen klippe. Under sneen ligger ganske vist et klippebjerg, men det højeste punkt udgøres af en iskappe, som gennem tusinder af år er blevet opbygget af sne, der år efter år er blevet presset sammen til gletsjeris. Gennem århundreder voksede og svandt iskappen i takt med årstidernes skiften. Nogle år blev den en smule tykkere, andre år lidt tyndere, men overordnet var der en naturlig balance mellem vinterens tilførsel af sne og sommerens afsmeltning. I de seneste årtier er denne balance gradvist blevet forskudt. Varme somre og længere smeltesæsoner betyder, at der mange år forsvinder mere is, end vinteren når at genopbygge. Resultatet er en langsom, men målbar reduktion af iskappens tykkelse. Og når iskappen bliver tyndere, bliver toppen lavere.

Outsite nr. 50 - juli ’26

241

Det var mere end blot en ny rekord i højdemålingerne. Det var et synligt bevis på, at de forandringer, forskerne længe havde registreret i gletsjerne, nu også havde ændret et af Sveriges mest kendte geografiske pejlemærker.

Et bjerg i konstant forandring For fjeldvandreren er det måske endnu mere fascinerende, at Kebnekaises højeste punkt ikke længere er en fast størrelse. Sydtoppens højde ændrer sig fortsat i takt med årstidernes skiften. En vinter med store snemængder kan midlertidigt øge højden, mens en varm sommer kan reducere den igen. Derfor offentliggøres der næsten hvert år nye målinger, som viser, hvordan toppen har udviklet sig siden den foregående sæson.

Målt med centimeters præcision Udviklingen bygger ikke på skøn eller enkeltstående observationer. Ved Tarfala Forskningsstation har forskere gennem årtier overvåget Kebnekaises gletsjere og foretaget præcise højdemålinger af sydtoppen ved hjælp af moderne GPS- og geodætiske målemetoder. Målingerne viser, at sydtoppens højde fortsat varierer fra år til år. En snesrig vinter kan øge højden, mens en varm sommer kan reducere den igen. Men ser man på udviklingen over flere årtier, er tendensen tydelig: iskappen er blevet markant tyndere. Det var denne udvikling, der førte til, at nordtoppen i 2019 igen blev målt som Sveriges højeste punkt.

242

Outsite nr. 50 - juli ’26

Det betyder ikke, at man kan se forskellen fra den ene sommer til den næste med det blotte øje. Men over årtier bliver udviklingen tydelig. Den vandrer, der vender tilbage til Kebnekaise efter 30 eller 40 år, møder ikke helt det samme bjerg, som første gang blev besteget.

Mere end et spørgsmål om meter Man kunne let tro, at historien blot handler om få meter. Men den fortæller noget langt vigtigere. Den viser, at højfjeldet ikke er et statisk landskab. Selv de største bjerge ændrer sig, når gletsjerne vokser eller svinder, når sneen

falder anderledes end tidligere, og når klimaet ændrer de processer, som gennem tusinder af år har formet landskabet. For hundrede år siden ville ingen have forestillet sig, at Sveriges højeste punkt kunne skifte fra én top til en anden i løbet af et menneskeliv. I dag er det en realitet. Kebnekaise er stadig Sveriges højeste bjerg. Men hvor landets højeste punkt ligger, afhænger nu af en iskappe, der fortsat er under forandring.

Faktaboks - Sydtoppen og nordtoppen – hvad er forskellen? Sydtoppen Består af en klippetop dækket af en flere meter tyk iskappe. Højden varierer fra år til år afhængigt af vinterens snemængde og sommerens afsmeltning. Var i mange år Sveriges højeste punkt. Iskappen bliver gradvist tyndere, og derfor er sydtoppen blevet lavere gennem de seneste årtier. Nordtoppen Består af fast grundfjeld uden en permanent iskappe. Højden er derfor stort set uforanderlig. Siden 2019 har nordtoppen normalt været Sveriges højeste punkt. Toppen påvirkes kun i begrænset omfang af sæsonens sne, da den målte højde refererer til det faste grundfjeld.

Outsite nr. 50 - juli ’26

243

244

Outsite nr. 50 - juli ’26

Kapitel 7 Hvad betyder det for fremtidens fjeldvandrere?

Kebnekaise er stadig et af Nordens mest fantastiske mål for fjeldvandrere.

Selv små ændringer kan få betydning for, hvordan en rute opleves.

Det har beslutningen om at lukke Østra leden for guidede ture ikke ændret på.

Det betyder ikke, at gamle guidebøger er blevet ubrugelige. Men de bør suppleres med aktuelle oplysninger om forholdene på fjeldet.

Tværtimod besøger tusindvis af mennesker hvert år området omkring Kebnekaise Fjällstation, og langt de fleste får en sikker og uforglemmelig oplevelse. Men fjeldet stiller i dag andre krav til planlægning end for blot få årtier siden. Ikke fordi naturen er blevet mere fjendtlig. Men fordi den er blevet mere foranderlig.

Planlæg med fleksibilitet Den måske vigtigste anbefaling til moderne fjeldvandrere er at lade være med at planlægge for stramt. Tidligere var det almindeligt at afsætte én bestemt dag til topbestigningen.

Fjeldet kan ikke længere læses ud fra gamle erfaringer

I dag vælger mange erfarne fjeldvandrere at lægge en eller to ekstra dage ind i programmet.

En af de største forskelle er, at erfaringer fra tidligere ture ikke nødvendigvis kan overføres direkte til den næste.

Det giver mulighed for at vente på bedre vejr eller mere stabile forhold.

Hvor man tidligere kunne regne med, at en passage så nogenlunde ens ud år efter år, kan forholdene i dag ændre sig betydeligt fra én sæson til den næste. Et snefelt, som tidligere gjorde en stejl passage let, kan være smeltet væk. En smeltevandselv kan have ændret løb. Et område med fast sne kan være blevet til løse sten.

Fjeldene har deres egen rytme, og det er ofte dem, der bestemmer. At opgive et topforsøg på grund af vejret er ikke et nederlag. Tværtimod er det ofte udtryk for godt fjeldmandskab.

Vejret er stadig den største udfordring Selv om klimaændringerne har sat deres præg på Kebnekaise, er vejret fortsat den faktor, der betyder mest for sikkerheden. Outsite nr. 50 - juli ’26

245

Tåge kan reducere sigtbarheden til få meter.

Guidernes rolle bliver vigtigere

Kraftig vind kan gøre de øverste partier vanskelige at færdes på.

I takt med at forholdene ændrer sig hurtigere, bliver lokale guider en stadig vigtigere kilde til viden.

Sne kan falde selv midt på sommeren. Og temperaturforskellen mellem dalen og toppen kan være overraskende stor.

Guiderne færdes på ruterne næsten dagligt gennem sæsonen og opdager hurtigt ændringer, som endnu ikke er beskrevet i guidebøger eller på kort.

Derfor bør en topbestigning altid planlægges ud fra den aktuelle vejrudsigt – ikke kalenderen.

De ved, hvor sneen ligger længst.

På Kebnekaise kan sommer og vinter opleves på den samme dag.

Og hvilke passager der kræver særlig opmærksomhed. Det betyder ikke, at man skal være guidet for at bestige Kebnekaise.

246

Outsite nr. 50 - juli ’26

Hvor smeltevandet er kraftigst.

Men det understreger værdien af at søge opdateret information, inden man begiver sig afsted. Men, undgå Östra leden når nu den er lukket og risikabel!

Respekt for fjeldet Den vigtigste sikkerhedsregel på Kebnekaise har ikke ændret sig siden de første fjeldpionerer drog ud. Vis respekt for naturen. Det handler ikke om frygt. Det handler om ydmyghed. Et højfjeld er aldrig helt forudsigeligt, og netop det er en del af oplevelsen. Den, der accepterer at vende om, når forholdene kræver det, vil næsten altid få mulighed for at vende tilbage.

Fjeldet er stadig det hele værd På trods af alle forandringerne er Kebnekaise fortsat et af de mest storslåede fjeldområder i Europa. Måske er oplevelsen endda blevet rigere. Ikke fordi landskabet er blevet lettere at færdes i, men fordi vi i dag forstår langt mere af de kræfter, der former det. Hver gletsjer, hver moræne og hver klippevæg fortæller en historie, som stadig skrives. Det gør en vandring til Kebnekaise til mere end en tur mod Sveriges højeste punkt. Det bliver en rejse gennem et landskab, der stadig er under skabelse.

Den, der ignorerer fjeldets signaler, overlader beslutningen til naturen. Og naturen er sjældent til forhandling. Outsite nr. 50 - juli ’26

247

248

Outsite nr. 50 - juli ’26

Kapitel 8 Er Kebnekaise begyndelsen?

Da jeg første gang gik mod Kebnekaise i sommeren 1969, var det svært at forestille sig, at jeg en dag skulle opleve så store forandringer på det samme bjerg. Dengang talte vi om vejret. Om sneen. Om myggene. Om hvorvidt vi kunne nå toppen. Vi talte ikke om, at selve fjeldet kunne ændre sig.

I dag ved vi, at Kebnekaise ikke står alene. Over store dele af verden registrerer forskere de samme tendenser. Gletsjere trækker sig tilbage, permafrost optør, og landskaber, som tidligere ændrede sig næsten umærkeligt, udvikler sig nu i et tempo, der kan måles fra år til år. Det gælder ikke kun Alperne.

I Jotunheimen er flere gletsjere trukket mærkbart tilbage siden midten af det 20. århundrede. Ved Jostedalsbreen er nye stier og udsigtspunkter etableret, efterhånden som isen har ændret udbredelse. Selv i Sarek – et af Europas mest øde og utilgængelige fjeldområder – registrerer forskerne, at gletsjerne gradvist mister masse. For den almindelige vandrer vil mange af disse forandringer være næsten usynlige fra den ene sommer til den næste. Men vender man tilbage efter tyve eller tredive år, bliver forskellene tydelige.

Naturen har altid forandret sig Det er vigtigt at huske, at fjeldene aldrig har været statiske.

Et nyt højfjeld

Hele det landskab, vi i dag kalder de skandinaviske fjelde, er resultatet af enorme geologiske processer.

I Tarfala fortsætter forskerne deres målinger af gletsjernes udvikling.

Bjergene blev dannet for hundreder af millioner af år siden.

Længere mod vest viser undersøgelser, at flere norske gletsjere bliver mindre, mens smeltevandssøer vokser frem foran ismasser, der tidligere fyldte dalene.

Siden har istider, gletsjere, frost, vind og vand langsomt formet landskabet.

Også i Skandinavien ses udviklingen.

Derfor er forandring ikke noget nyt.

Outsite nr. 50 - juli ’26

249

Det nye er, at vi nu selv kan følge udviklingen.

Det betyder ikke, at fjeldet mister sin værdi.

Hvor tidligere generationer kun kunne ane forandringer over århundreder, kan vi i dag opleve dem gennem et enkelt friluftsliv.

Tværtimod.

Det giver et særligt perspektiv. Et ansvar for den næste generation Måske er det netop derfor, fjeldvandring betyder noget særligt.

Måske bliver det endnu vigtigere at opleve disse steder, mens de stadig fortæller deres historie. Ikke for at kunne sige: "Jeg så det, før det ændrede sig."

Den lærer os tålmodighed.

Men for at forstå, hvordan naturen hele tiden udvikler sig – og hvorfor den fortjener både vores nysgerrighed og vores respekt.

Den minder os om, at naturen arbejder efter andre tidsskalaer end vores egne.

Bjerget er stadig det samme – og alligevel ikke

Og den viser os, hvor lille mennesket egentlig er i mødet med et landskab, der er blevet skabt gennem millioner af år.

Jeg tænker ofte tilbage på den unge mand, der steg af toget i Abisko den sommer i 1969 med en tung rygsæk og en drøm om at opleve Sveriges højeste bjerg.

Samtidig minder Kebnekaise os om, at selv de største landskaber ikke er uforanderlige.

250

Outsite nr. 50 - juli ’26

Hvis han stod der igen i dag, ville han stadig genkende landskabet. Silhuetten mod horisonten. De vide dale. Midnatssolen. Lyden af smeltevand, der løber gennem stenene. Den særlige stilhed, som kun findes i højfjeldet.

Og den klassiske Østra led, som i årtier førte generationer af vandrere mod toppen, er ikke længere den naturlige vej. Kebnekaise er stadig Sveriges højeste bjerg. Det er stadig et af Nordens største friluftseventyr. Men det er også blevet et bjerg, der minder os om, at naturen aldrig står stille. Måske er det den vigtigste lærdom af dem alle.

Men han ville også opdage, at noget havde forandret sig. Gletsjerne er blevet mindre. Snefelterne er mindre. Sydtoppen er blevet lavere.

Outsite nr. 50 - juli ’26

251

252

Outsite nr. 50 - juli ’26

Kapitel 9 Fem årtier på Kebnekaise – det har fjeldet lært mig

Der findes en gammel sandhed blandt fjeldvandrere: Man bliver aldrig færdig med et fjeld. Det gælder i særlig grad Kebnekaise. Siden min første vandring gennem Lapland i sommeren 1969 har jeg haft den store glæde at vende tilbage mange gange. Ikke fordi jeg skulle ”erobre” toppen igen, men fordi fjeldet altid har haft noget nyt at fortælle. Nogle år har belønningen været en skyfri udsigt over de endeløse fjelde mod Norge. Andre gange har vejret tvunget mig til at vende om længe før toppen. Begge oplevelser har været lige værdifulde, for de har lært mig, at et fjeld aldrig lader sig styre af menneskers planer. Den første og måske vigtigste lærdom er netop ydmyghed. Man kan planlægge nok så omhyggeligt, have det bedste udstyr og være i fremragende form, men fjeldet har altid det sidste ord. Vejret kan skifte på få minutter. Skyerne kan lukke sig om toppen, og en let brise nede i dalen kan være storm på højderyggen. Derfor er den vigtigste beslutning på en fjeldtur ikke nødvendigvis at fortsætte.

Den kan lige så vel være at vende om. Toppen bliver liggende og giver ofte en ny chance en anden dag. Gennem årene har jeg også lært, at toppen kun er en del af oplevelsen. Mange førstegangsbesøgende bliver så fokuserede på at nå det højeste punkt, at de næsten glemmer turen derop. Men Kebnekaise handler om langt mere end de sidste meter mod toppen. Det handler om vandringen gennem Laddjuvággi, om udsigten over Singivággi, om lyden af smeltevandet mellem stenene og om de lyse sommeraftener, hvor fjeldene langsomt skifter farve fra grå til gyldne nuancer. Selv når vejret tvinger én til at opgive topforsøget, kan dagen ende med at blive en af de største naturoplevelser. Når man vender tilbage til det samme område gennem årtier, begynder man uundgåeligt at lægge mærke til forandringerne. Ikke kun i landskabet, men også i sig selv. Som ung handlede turene om at gå langt, hurtigt og nå målet. I dag standser jeg oftere op. Jeg ser længere ud over landskabet, lytter mere til stilheden og glæder mig over de små detaljer. Måske er det den største gave, fjeldet giver os – at vi lærer at sætte tempoet ned og opleve mere.

Outsite nr. 50 - juli ’26

253

Mange års erfaring gør heller ikke én usårlig. Tværtimod. Jo længere man har færdes i højfjeldet, desto større respekt får man for naturens uforudsigelighed. Rutine må aldrig udvikle sig til overmod. De dygtigste fjeldvandrere er ofte dem, der bliver ved med at være nysgerrige, opmærksomme og villige til at ændre planer, når forholdene kræver det.

lometer vi går, og hvor mange højdemeter vi klarer. I fjeldet mister de tal deres betydning. Her bestemmer naturen tempoet. Smeltevandet løber, når solen varmer, tågen letter, når vinden vender, rensdyrene følger deres gamle vandringsveje, og gletsjerne bevæger sig næsten umærkeligt år efter år.

Et kort og et kompas er stadig blandt de vigtigste hjælpemidler i fjeldet, men de fortæller kun en del af historien. Kortet viser landskabets former, men ikke hvor smeltevandet løber netop i dag, hvor sneen stadig ligger, eller om tågen lukker sig om toppen om en time.

Det minder os om, at ikke alt behøver at gå stærkt.

Fjeldet skal opleves med åbne øjne, og man må hele tiden tilpasse sig de forhold, naturen byder på. Noget af det smukkeste ved fjeldvandring er også, at naturen har sin egen rytme. I hverdagen måler vi alting i tid – hvor hurtigt vi når frem, hvor mange ki-

Det er den fjeldvåge, der svævede lydløst over dalen. Flokken af rensdyr, der pludselig krydsede stien. Midnatssolens gyldne lys over Tarfaladalen.

254

Outsite nr. 50 - juli ’26

Ser jeg tilbage på mine mange ture til Kebnekaise, er det heller ikke nødvendigvis topbestigningerne, der står klarest i hukommelsen.

Den stille morgen ved teltet, hvor hele fjeldet syntes at holde vejret.

Det er øjeblikke, som ingen kan planlægge, men som ofte bliver de minder, man bærer med sig resten af livet. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har stået og set op mod Kebnekaises top, men én ting ved jeg med sikkerhed: Hver eneste tur har været anderledes.

For de fleste erfarne fjeldvandrere vil Västra leden være det oplagte valg. Ruten er lang og fysisk krævende, men teknisk lettere end Østra leden og er i dag også den rute, som Svenska Turistföreningen anvender til sine guidede topbestigninger.

Naturen har forandret sig, og det har jeg også selv. Måske er det netop derfor, Kebnekaise bliver ved med at kalde. Ikke fordi jeg mangler at nå toppen, men fordi man aldrig bliver færdig med at opleve fjeldet.

Mit bedste råd er at planlægge med god tid. Læg mindst én reservedag ind i programmet, så det er vejret – og ikke kalenderen – der afgør, hvornår du går mod toppen. Brug også Kebnekaise Fjällstation aktivt. Personalet har et indgående kendskab til de aktuelle forhold og kan give værdifulde råd om både vejr, ruter og sikkerhed.

Mine anbefalinger Den bedste tid at besøge Kebnekaise er fra midten af juli til slutningen af august. Her er dagene lange, de fleste snefelter er smeltet, og Kebnekaise Fjällstation er fuldt bemandet. Begyndelsen af september er også en fantastisk periode, hvor fjeldet bliver mere stille, og efterårsfarverne begynder at brede sig, men vejret bliver samtidig mere omskifteligt.

Og husk til sidst, at toppen kun er én del af oplevelsen. Tag dig tid til at nyde dalene, gletsjerne, planterne, dyrelivet og stilheden. Det er ofte netop disse øjeblikke, der bliver de største minder, længe efter at turen er slut.

Outsite nr. 50 - juli ’26

255

256

Outsite nr. 50 - juli ’26

Test af Sea To Summit Ikos EVO TR2 By Christian Milbo

Test af Sea To Summit Ikos EVO TR2 er et 2-personers telt, til 3-sæsoner, hvor du får masser af plads og fede features. Når man er to på tur, er det rart at have masser af plads, både inde i teltet og i apsis. Sea To Summit Ikos EVO TR2 giver det hele plus masser af fede features.

Testen Vi har testet Ikos EVO TR2 på forskellige weekendvandreture i Danmark og Sydsverige, og teltet er spækket med fede features, såsom 2 indgange, en loftslampe (helt seriøst) og masser af lommer. Teltet er meget let at slå op (og pille ned igen for den sags skyld).

Der medfølger en ground sheet, men det kan du lade blive hjemme, og sparer lidt vægt, hvis du ikke slår lejr på meget hårdt underlag. Den selvstående konstruktion er en fordel, hvis du lige vil finde det perfekte spot til teltet. Så flytter du bare rundt på det, og sætter pløkke i, når du har fundet stedet. Outsite nr. 50 - juli ’26

257

De to apsis er store, og der er rigeligt med plads til rygsæk og vandresko. Der er også plads til brænderen, så du kan lave mad/kaffe/the hvis det skulle være dårligt vejr. Dørene er ret geniale, for du kan vende yderteltet som du vil, og få en stor eller lille dør. Det giver en fordel hvis det blæser eller regner meget, for så vil du ikke få så meget ind i inderteltet, når du går ind eller ud af teltet. Inde i teltet er der rigelig plads til 2 personer, og du kan endda bruge Sea To Summits store Ether Lite XR Pro liggeunderlag. Der er også 4 sidelommer og en stor lomme i loftet, som du både kan bruge til grej, men også til at tørre vådt tøj.

258

Outsite nr. 50 - juli ’26

Og så er der loftlampen. Sea To Summit er rigtig gode til at lave innovative produkter, og loftslampen er et rigtig godt eksempel herpå. Det er nemlig posen til stænger, der laver hvid matteret på den ene side, så du kan hænge posen op i loftet, lægge din pandelampe ind i den, og så få et rigtig godt og blødt lys i hele teltet. Det er virkelig smart. Innovationen kan også ses på alle de måder, som du kan slå teltet op på. I videoen kan du se mange af måderne. Det giver et telt, som du kan bruge til både at sove, men også hygge, og det er rigtig fedt på vandretur.

Vi testede det f.eks. i 22 C. og der var ingen vind. Når man slår begge døre op, er det til at holde ud, at være inde i telte.

Dommen Sea To Summit Ikos EVO TR2 er jo ikke i letvægtsklassen, men det er heller ikke pointen med det. Pointen er et stort og meget alsidigt telt, der, når I er 2 af sted, ikke vejer særligt meget. Teltet er altså lavet til jer, der godt kan lide lejrlivet, gerne vil have plads, og en masse måder at slå teltet op på.

Ikos EVO TR2 specifikationer Vægt: 2514 gram Størrelse: 273 x 224 x 115 cm. Pakkestørrelse: 50 x 18 cm. Materialer: PeU Polyester Stænger/pløkke: aluminium Vandsøjletryk yder: 1800 mm. Vandsøjletryk bund: 4000 mm. Vindtest: N/A Sæsoner: 3 Pris: 3999,-

Og her rammer Sea To Summit plet!

Outsite nr. 50 - juli ’26

259

Pushing the limits of innovation and design: the brand new fully submersible and ultra-durable Hydraulic Pro Dry Pack. Take the road less adventured.

HYDRAULIC PRO

DRY PACK

260

seatosummit.com Outsite nr. 50 - juli ’26

MORE SPACE FOR ADVENTURE

Designed to save space.

FRONTIER COLLAPSIBLE

ONE POT COOK SET

261

seatosummit.com

Outsite nr. 50 - juli ’26

262

Outsite nr. 50 - juli ’26