Den skamfulde omsorg

Med til tjeneste præsenterer Revolver sin tredje produktion i en kunsttrilogi, hvor udgangspunktet har været at give anerkendte billedkunstnere stafetten og lade fortællingen begynde et andet sted end en eksisterende tekst. I Jesper

Justs Cadavare Exquis fra 2019 var der slet ingen tekst, i Ed Atkins og Steven

Zultanskis Sorcerer fra 2022 bestod teksten primært af transskriberede samtaler mellem venner. Og i Astrup & Bordorffs aktuelle værk er der taget udgangspunkt i helt aktuelle samtaler i omsorgspolitiske netværk.

Sådan er scenen sat, for at Astrup & Bordorff kan levere en politisk, humoristisk og dybt original satire over vores velfærdssamfunds problemer.

Eller udfordringer, hvis vi skal slå over i embedsmandssprog. Hvor udsigten til hurtig gevinst og effektivisering har slukket helt for vores ellers meget dedikerede omsorgsarbejderes lyst, humør og helbred. Der ligger i værket både en længsel efter dengang, vi i familien tog os af hinanden, og et undrende syn på, hvordan det dog skal gå i fremtiden. Er etagevask, moset mad og den intelligente ble virkelig det vi vil byde vores gamle?

Er udkørte sygeplejersker, der er nødt til at parkere deres empati i personalerummet, virkelig det, vi ønsker for vores svageste?

Lige bag ved det budskabsteater, som til tjeneste repræsenterer, ligger der også en skam og lurer. En skam over ikke at kunne udvise det nærvær og den sårbarhed, som arbejdet med mennesker, der har brug for at modtage hjælp indebærer. Er det simpelthen skammen over, at vi ikke magter at være der, hvor det gør allermest ondt? At vi ikke gider deale med sygdom, sorg, smerte, lort og afsked?

Meget sigende får mange store firmaer i dag al deres rengøring foretaget enten meget tidligt om morgenen eller meget sent om aftenen, fordi de ansatte klager, over at de ikke vil se rengøringspersonalet. Måske fordi de skammer sig?

Jeg ved det ikke, men i til tjeneste bliver der i hvert fald sat en undersøgelse i gang. Og så vil jeg lade den sygemeldte jordemoder fra vores forestilling få det sidste ord:

Rød zone er smagen af blod. Det er slagmarken, som jeg forlod.

For nok var jeg tapper og ført af et kald, men fodfæstet svandt og jeg? I frit fald…

Rikke Hedeager

Teaterchef