Organistforeningen 50 år : Jubilæumsskrift 1972-2022

Organistforeningen

50 år Jubilæumsskrift 1972-2022

1

ks

E

0

1

ry

EM ÆRK

T

N VA

T

Udgivet af Organistforeningen i maj 2022 Redaktør: Filip Graugaard Esmarch Medredaktører: Ingrid Bartholin Gramstrup og Louis Wollert Torp Foto på omslag: fra folkekirken.dk Layout og tryk: WERKs Grafiske Hus, Højbjerg Trykt på 100% genbrugspapir.

2

S

Jubilæumsskrift 1972-2022

ag 5041 10

Organistforeningen

50 år

Formandens forord 50 år er ingen alder og da slet ikke, når jubilaren lever i bedste velgående og er i fuld vigør. At runde et skarpt hjørne giver dog ofte anledning til at standse op og reflektere over den tilbagelagte tid og med afsæt i den atter vende blikket mod nutiden og fremtiden med ønsket om en stærk levedygtighed mange år endnu. Det er også tilfældet ved Organistforeningens 50-års jubilæum, som bliver fejret på behørig vis på foreningens årsstævne den 31. maj 2022 i Viborg, og hvor dette jubilæumsskrift udkommer og præsenteres.

I det jubilæumsskrift, der blev udgivet ved Foreningen af Præliminære Organisters 25-års jubilæum i 1997, er foreningens etablering og de første års rivende udvikling skildret. Siden har foreningen ændret navn til Organistforeningen, og de seneste 25 år har budt på endnu flere store forandringer og mere udvikling på organisationsniveau, på uddannelsesområdet, på kommunikationsfeltet, for løn-, ansættelses- og arbejdsvilkårene for organister og kirkemusikere og for styrkelsen af tillidsrepræsentantordningen.

En del af alt dette bliver i nærværende jubilæumsskrift berørt ved forskellige nedslag i foreningens historie set og betragtet ud fra forskellige synsvinkler, positioner og tidspunkter.

Organistforeningen har i alle årene haft mange samarbejdspartnere. Det er en stor glæde for os, at en del af dem bidrager med hilsner og sågar en nyskreven salme. En faglig organisation som Organistforeningen lever af og ånder for sine medlemmer, uden medlemmer ingen forening og organisation. Men uden samarbejde med partnere på alle niveauer i folkekirkens struktur og organisation opnås ikke mange bæredygtige og afgørende resultater til gavn for netop medlemmerne. Dér taler historien sit tydelige sprog, og derfor er den vigtig at huske på.

4

Ingrid Bartholin Gramstrup, formand for Organistforeningen

Foreningens 50-årige historie hviler på mange menneskers fremsynethed, arbejdsomhed, viljestyrke, politiske visioner, organisatoriske talenter.

Den hviler også på en stor kærlighed til kirkemusikken tillige med en bevidsthed om, at forvaltningen og udførelsen af kirkemusikken på et højt fagligt og kvalificeret niveau fordrer stillinger med tryghed i ansættelsen, med ordentlige, anstændige, brødfødende løn- og ansættelsesvilkår, som animerer til fastholdelse i stillingerne.

En hjertelig tak til alle medlemmer, som har udgjort fundamentet for foreningens eksistens gennem alle 50 år, og for opbakning og medleven ikke mindst omkring årsstævner og fagblad. Men også for at bruge og bidrage til foreningen som fagforening og kirkemusikalsk standsfællesskab.

Tak til alle bidragsyderne til jubilæumsskriftet, til alle de medlemmer, der har givet deres tid, ressourcer og visioner til bestyrelses- og udvalgsarbejde og til at varetage tillidsrepræsentantopgaver.

Tak til alle sekretariatsledere, sekretariatsmedarbejdere og redaktører, der gennem årene har tjent foreningen med medlemsrådgivning, bestyrelsens forlængede arm, administration og et fortræffeligt fagblad og hjemmeside.

Med ønsket om, at Organistforeningens medlemmer i mange år endnu må leve og ånde for kirkemusikken, og at foreningen som faglig organisation vedholdende må være i stand til at bidrage til folkekirken som en attraktiv og dejlig arbejdsplads og som en afgørende samfundsinstitution, er det nok værd at fejre de 50 år med dette jubilæumsskrift.

Indholdsfortegnelse Forord, v. Ingrid Bartholin Gramstrup

4

Tidslinje for fagforeningen

6

Hilsen fra DOKS v. Karin Schmidt Andersen

8

Hilsen fra Dansk Kirkemusiker Forening v. David Danholt

9

Hilsen fra Den Danske Præsteforening v. Pernille Vigsø Bagge

10

Hilsen fra biskopperne v. Marianne Christiansen

11

Hilsen fra kirkemusikskolerne v. de tre rektorer

12

Hilsen fra CO10 v. Inge Stokholm

13

Hilsen fra Kirkeministeriet v. Christa Hector Knudsen

14

Hilsen fra Landsforeningen af Menighedsråd v. Søren Abildgaard og Inge Kjær Andersen

15

Hilsen fra KORLIV: Dalende lodret (ny salme), v. Christiane Gammeltoft-Hansen

16

Hilsen fra Egon Mortensen, tidligere formand

17

Organistens uddannelse – i fortid, nutid og fremtid, v. Knud Damgaard Andersen

18

Til kamp mod vindmøllerne v. John Poulsen

24

Interview med Anders Thorup v. Filip Graugaard Esmarch

27

Og de levede lykkeligt … v. Christian Holdensen og Inger-Marie Riis

30

Med tillid og samarbejde for øje v. Louis Wollert Torp

31

Appendiks 1: Bestyrelse, sekretariat og redaktører

33

Appendiks 2: Medlemsstatistik siden 1978

34

5

Tidslinje for en organistforening Her er nogle af de vigtigste punkter i foreningens historie. Find et mere detaljeret overblik på www.organist.org/50

1972 Foreningen af Præliminære Organister stiftes formelt den 17. maj under Dansk Organist og Kantor Samfunds (DOKS’) årlige stævne. Der nedsættes en ”midlertidig bestyrelse”, men de skriftlige kilder sætter ingen navne på.

1973 Årene 1973-1976 er en meget stille periode i foreningens historie. Der finder ikke noget selvstændigt bestyrelsesarbejde sted.

1977 Kristian Stange Jakobsen (KSJ) fungerer som FPO’s første formand for en tremandsbestyrelse. I praksis er FPO fortsat en underafdeling af DOKS med bl.a. fælles regnskab.

1978 Fra januar er FPO indmeldt i centralorganisationen COII, som senenere skifter navn til CO10, og som (gradvist) herefter overtager forhandlingsretten for PO-stillingerne fra DOKS. FPO’s bestyrelse bliver fuldtallig med fem medlemmer. Medlemstallet opgøres til 78, heraf 56 i stilling.

1979 FPO optages i Kirkemusikernes Landsforbund med Dansk Kirkemusiker Forening og DOKS.

1981 Konservatoriestuderende Kim Thinggaard vælges som ny formand for FPO, da KSJ samme år overgår til DOKS. Organistbladet får en PO-medredaktør og dermed indflydelse på det fælles fagblad.

1982 FPO holder i anledning af sit 10-års jubilæum sit første selvstændig stævne. Her vælges bl.a. Egon Mortensen til bestyrelsen. Medlemstallet er vokset til 200.

6

1983 Egon Mortensen vælges til formand.

FPO får en fast plads i bestyrelsen for de to kirkemusikskoler i hhv. Løgumkloster (oprettet i 1979) og Vestervig (oprettet 1980).

1984 FPO bliver medlem af hovedorganisationen FTF.

1988 FPO fremlægger sit første selvstændigt regnskab. Medlemstallet er omkring 300.

1990 FPO indgår aftale om rådighedstillæg med Kirkeministeriet og om pensionsordning for organister i tjenestemandslignende ansættelser.

1991 DOKS og FPO’s fælles sekretariat flytter fra København til Vejle.

1992 Folkekirkens Samarbejdsudvalg oprettes af Kirkeministeriet til gensidig orientering og udveksling af synspunkter mellem arbejdsgiver- og arbejdstagersiden i folkekirken.

1994 Medlemstallet er i hastig vækst, fra under 400 i 1992 til lige over 500 i 1994.

1995 FPO og DOKS indgår en formel samarbejdsaftale, hvilket indikerer, at der er tale om to mere ligeværdige foringer end tidligere set.

1996 FPO’s tillidsmandsordning indføres. PObogen udkommer for første gang som en pendant til DOKS’ Organistbogen, et opslagsværk om organister og orgler i Danmark.

2001 FPO opsiger samarbejdet med DOKS om fælles sekretariat og medlemsblad. FPO er nu med 700 medlemmer også den største forening, idet DOKS har under 600.

2002 FPO’s sekretariat etableres i Billund, hvor formand Egon Mortensen, der samtidig fungerer som sekretariatsleder, er bosiddende. PO-bladet udkommer fra januar med organist Karin Jürgensen som redaktør.

2004 Bestyrelsen beslutter at ansætte en ekstern journalist som redaktør af PO-bladet: Bo Nygaard Larsen bliver freelance-redaktør. Organistforeningen er sammen med DOKS arrangør af Nordisk Kirkemusik Symposium i Aarhus.

2005 Anders Thorup erstatter Egon Mortensen som formand. John Poulsen ansættes som sekretariatsleder. Kirkeministeriet meddeler, at organister ikke længere kan ansættes som tjenestemænd, og for flertallet af PO’erne, som er ansat på tjenestemandslignende vilkår, skal der i løbet af de kommende år forhandles en overenskomst.

2008 Kirkemusikalsk Kompetencecenter oprettes af Kulturministeriet på initiativ af Syddansk Musikkonservatorium og med FPO i deltagerkredsen.

2009 Projektet ”Kirkemusikalsk kompetenceudvikling i Folkekirken” søsættes med FPO som primus motor, og FPO repræsenteres i Folkekirkens Brancheudvalg under Kompetencesekretariatet. Desuden etableres Folkekirkens Arbejdsmiljøråd som et forum for alle relevante organisationer.

2010 Organistoverenskomsten træder i kraft, hvilket med blandt de lokale forhandlinger om løn- og arbejdstid indebærer en væsentlig ændring af fagforeningens opgaveløsning.

2011 FPO’s medlemstal når med 711 sit højeste niveau. PO-bladet skifter redaktør to gange, herefter med journalist Filip Graugaard Esmarch ved roret.

2012 FPO skifter navn til det mere mundrette Organistforeningen.

2013 Kirkemusikskolerne indfører en ny studieordning, hvor PO-titlen er erstattet af Kirkemusiker med Orgel og Korledelse (KMOK).

FPO’s medlemstal er igen under 700 og herefter jævnt dalende frem til 2018.

2014 Sekretariatet flytter fra Billund (tilbage) til Vejle.

2015 PO-bladet skifter navn til Organist.org.

Et nyt kirkemusikalsk efteruddannelsesprojekt indledes, det såkaldte ”Fagpakkeprojekt”, som skal afsøge mulighederne for praksisrettet efter- og evt. videre-uddannelse på et højere niveau.

2016 Henriette Hoppe vælges som ny formand.

Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning etableres af Folkekirkens Arbejdsmiljøråd med Organistforeningen blandt drivkræfterne, foreløbigt som pilotprojekt og fra 2022 som en permanent enhed.

2018 Louis Wollert Torp ansættes som ny sekretariatsleder. Ingrid Bartholin Gramstrup bliver som ny formand.

2020 Organistforeningens sekretariat flyttes fra januar til Viborg. Foreningens kommunikation omlægges med ansættelse af den hidtidige freelance-redaktør som kommunikationsmedarbejder på sekretariatet.

Antallet af årlige numre af Organist.org justeres fra 11 til 6 og der oprustes inden for den digitale kommunikation med bl.a. et nyhedsbrev, hvilket viser sit værd under coronakrisen i 2020-21.

2021 En ny og fleksibel WordPress-hjemmeside lanceres som en markant modernisering af foreningens ansigt udadtil.

2022 Foreningen fejrer sit 50-års jubilæum med musikgudstjeneste, reception og festaften den 31. maj under sit stævne i Viborg.

Samtidig udkommer to jubilæumsudgivelser, et festskrift med hilsner og tematiske artikler og en nodeantologi med bidrag fra en række medlemmer. Medlemstallet opgøres til 635.

7

Foto: Helle Riis

Jubilæumshilsen fra DOKS

Karin Schmidt Andersen, formand for DOKS

Der indkaldes hermed til stiftende general­ forsamling i Foreningen af præliminære organister onsdag den 17. maj 1972 kl. 13.15 i Søborgmagle kirke.

eningsprofil. Interessevaretagelsen for de to foreningers medlemmer var ikke nødvendigvis styret af de samme målsætninger og behov, og det var nok uundgåeligt, at der opstod situationer, hvor man så forskelligt på væsentlige emner.

Sådan kan man læse i Organistbladets aprilnummer fra 1972. I samme blad fremgår det, at den stiftende generalforsamling fandt sted i forbindelse med at Dansk Organist og Kantor Samfund afholdt årsmøde. Af programmet kan man også se, at efter den stiftende generalforsamling i FPO fulgte kl.

14.00 generalforsamling i DOKS.

I 2001 førte det til, at samarbejdet mellem de to foreninger ophørte på en række områder. Det var tydeligt, at foreningerne hver for sig havde behov for at finde deres egen identitet og ståsted som faglige organisationer. Det er dog værd at bemærke, at politisk og forhandlingsmæssigt har der fra 1972 været opretholdt en ubrudt og tæt kontakt mellem foreningerne. Tiden efter adskillelsen har blot understreget, hvor vigtigt og frugtbart dette parløb er.

Hermed var Organistforeningen grundlagt og en opsplitning i to foreninger en realitet. Det er værd at bemærke at dannelsen af den nye forening ikke skyldtes interne uoverensstemmelser i medlemsskaren, men var begrundet i ydre omstændigheder. Tjenestemandsreformen i 1969 havde skabt ændringer, der blandt andet resulterede i nye hovedorganisationer og nye grænser for aftaleretten.

Man indså, at for at kunne varetage medlemmernes interesser bedst muligt, måtte man tilpasse sig den nye virkelighed og resultatet blev altså, som vi nu har kendt i 50 år, to foreninger.

Kigger man tilbage i datidens Organistblade, virker det til, at man i begyndelsen langt hen ad vejen arbejdede i et fællesskab på vegne af de respektive foreningers bestyrelser og medlemmer. Det viser, at der trods delingen stadig var et tæt og nært forhold mellem FPO og DOKS. Meget vand er løbet gennem åen siden da. Med kirkemusikskolerne kom en selvstændig kirkemusikeruddannelse uden for konservatorierne, og det er naturligt, at FPO fik behov for en stærkere for-

8

Begge foreninger har i årenes løb udvist stor vilje til samarbejde, og i dag, 50 år efter adskillelsen, er det glædeligt at kunne konstatere, at vore foreninger har evnet at stå sammen, og at samarbejdet fungerer aldeles fortræffeligt. Det er til daglig nytte, at vi på det organisatoriske plan har tæt kontakt og vidensdeling. Det styrker vore foreninger og gavner vore medlemmer.

Organistforeningens jubilæumsår er en god anledning til at huske på vore fælles rødder, for der er mellem vore organisationer og medlemmer et slægtskab, der bygger bro, der hvor nuancer adskiller os. Fra alle i DOKS skal der lyde en tak til Organistforeningens medlemmer, bestyrelse og sekretariat for godt familieskab. Vi ser frem til en fortsat styrkelse af vores samarbejde og relationer i de kommende år.

Organistforeningens 50 år som faglig organisation er værd at fejre. Hjertelig tillykke med jubilæet!

I anledning af Organistforeningens 50 års jubilæum!

David Danholt, formand for Dansk Kirkemusiker Forening

Må jeg på vegne af Danmarks ældste faglige organisation for kirkemusikere (137 år i år!) lykønske ”årsungen” med det halve århundrede. En flot midaldrende forening at skue. Og en forening med udbrydertrang i forne tider og behov for navneændring senere endda.

Det er ikke nogen hemmelighed, at de tre søsterforeninger, som organiserer den kirkemusikalske betjening i folkekirken, ikke altid har stået skulder ved skulder. I perioder har man ligefrem kunnet opleve et sandt trekantsdrama. Historien skal og bør dog ikke tynge os. Så meget desto mere er det en stor glæde, at vi tre foreninger i dag kan opnå konsensus i mange fagpolitiske spørgsmål.

Og vigtigheden af det samarbejde kan ikke understreges nok. Kirkemusik og -sang i folkekirken hviler på en lang og stærk tradition, hvor organist og sanger har ledet menigheden i det fællesskab, både socialt og åndeligt, som salmesangen skaber. Mange af vore respektive medlemmer er ofte pålagt et kirkemusikalsk ansvar, som i sagens natur kan blive skrøbeligt, hvis man føler at skulle stå med dette alene. Derfor er det glædeligt, når organist og kirkesanger kan finde sammen i et arbejdsfællesskab, som gavner og befrugter både den kollegiale relation og dermed også kirkernes musikalske arbejde og profil i det hele taget. Vi kan kun beriges af at trække på vore kollegaers kompetencer og evner. Samarbejde frem for misforstået hierarkisk magtfordeling.

Begge vore foreninger organiserer en farverig skare af medlemmer, der hos os kan opsøge og dyrke et fagligt fællesskab med alle dets facetter. Hvor

er det godt, at vilje til organisation er så stærk i dette land, endskønt tilslutningen til samme oplever en nedgang i disse år. Jeg taler altid imod påstanden, at medlemskab af en faglig organisation skulle være ”et nødvendigt onde”. Hvor ville f.eks. mange af Organistforeningens medlemmer, nuværende som potentielle, være ilde stedt, hvis I ikke fandtes.

Vi har mange sammenfald vore foreninger imellem, hvad angår karakteren af de faglige sager, som lander på bordet i vore sekretariater. Løn- og ansættelsesforhold generelt, men også sager af både dramatisk, men til tider også kuriøst tilsnit. Det ville være for vidtgående og også forkert at komme med eksempler herpå, men indimellem kræver det både et stærkt fagligt sekretariat, men så sandelig også en vægtig bestyrelse, der går i brechen for både det enkelte medlems rettigheder og for det generelle kollektive velbefindende for og i medlemsskaren. Desværre oplever vi ofte at måtte oplyse og uddanne arbejdsgivere om brud på basale overenskomstmæssige rettigheder, som efter vores opfattelse burde være soleklare selvfølgeligheder. Det er mit indtryk, at Organistforeningen dér yder sine medlemmer en uvurderlig støtte i de henseender.

Vi kirkemusikalske organisationer står over for en stor udfordring fremadrettet, hvad angår kompetent rekruttering af kirkemusikere. Der tales meget om organistmangel. Spændende tiltag såsom Orgelklubben og lignende kan forhåbentligt få sat gang i en vital fødekæde. Men dette fordrer også et fortsat offensivt arbejde for rettigheder og acceptable løn- og ansættelsesforhold i folkekirken.  9

Mit lønlige håb og ønske for vores fortsatte frugtbare samarbejde er derfor også at fremtidssikre vores kommende kirkemusikere såvel som at varetage de nuværendes forhold, så de ikke mister gejsten og finder på andet at lave.

Som tidligere skrevet og nu gentaget og understreget: sang og musik er et urokkeligt grundvilkår for

Vi finder melodien …

forkyndelsen og dermed folkekirkens berettigelse. En berettigelse, vore medlemmer er med til at understøtte og vitalisere hver eneste dag kirkeåret rundt. Der skal derfor lyde en taknemmelig opfordring til et fortsat og udbygget samarbejde vore foreninger imellem.

Hjerteligt tillykke!

Pernille Vigsø Bagge, formand for Den danske Præsteforening

Kære organister!

Fra Præsteforeningen skal der lyde et stort tillykke med Organistforeningens 50-års jubilæum. Tak for, at vi sammen kan finde melodien i det daglige virke mellem præst og organist, men også vores to fagforeninger imellem. Vi har en fælles interesse i folkekirken som arbejdsplads og som én af de vigtigste institutioner i vores samfund.

Musikken er og bliver pulsslaget i gudstjenesterne og til vores kirkelige handlinger. Musikken bærer i høj grad også understrømmen af alle de nye idéer og samværsformer som opstår i kirken i disse år. Uden musikken kan kirken kun meget lidt. Det lærte vi under den ene Corona-nedlukning efter den anden. Præster og kirkemusikere måtte finde sammen på nye måder. På digitale platforme, til drive-in-gudstjenester og på gaderne serveredes salmesang og smukke toner i en ny form for forkyndelse, hvor vi sammen prøvede at komme tæt på menigheden – på afstand.

Jeres arbejde i det daglige, med babyer, mini-konfirmander, konfirmander, kor og koncerter, er et vitalt bidrag til kirkens fortsatte liv og vækst. Jeres arbejde gør forkyndelsen nærværende og levende, fordi tonesproget kan så meget andet og ofte mere, end det talte ord kan. Musikken kan forløse sorgen, bære glæden og sende tanker på langfart.

Musikken forkynder i sig selv, at livet er større end dét, vi kan se, måle og veje.

Med håbet om, at jeres forening må leve godt og vokse i årene der kommer, ønsker vi i Præsteforeningen et fortsat frugtbart og konstruktivt samarbejde om kerneopgaverne i kirkerne.

I ønskes alt godt med at nå de fagpolitiske målsætninger, I sætter jer, og endnu engang tak for, at vi gennem 50 år, og også fremover, kan finde melodien.

Stort tillykke!

Vi var godt hjulpet af fællessangen på DR TV, som gav folk håb og mod til at komme gennem pandemien på en måde, som kun musikken kan levere.

10

Foto: Haderslev Stift/ Lene Esthave

Hilsen fra biskopperne

Marianne Christiansen, biskop over Haderslev stift

Kære Organistforening!

Hjerteligt tillykke til os alle med jeres 50-års jubilæum.

I samler de levende musikere, som med arme og ben og hjerte spiller trøst og glæde ind i menneskers liv over alt i landet. I kraft af jeres medlemmer har hele landet fri adgang til musik af levende mennesker, der søndag efter søndag, hverdag efter hverdag er til stede og frembringer toner, der giver genklang i sjæl og krop. Det gælder selvfølgelig også for Dansk Kirkemusiker Forening og DOKS – men nu er det altså jer, der fylder 50 år!

Det er jeres medlemmer, der for en stor dels vedkommende har ansvaret for børne- og ungdomsog voksenkor, for babysalmesang og sangaftner, koncerter og meget mere. Det er jer, der får folkekirken til at give lyd.

I 50 år har I som forening varetaget ”medlemmernes faglige, kunstneriske, tjenstlige, økonomiske og sociale interesser”. Det burde vi naturligvis være mange om, for jeres interesser skulle gerne være af interesse for den samlede folkekirke. Alligevel – som det gælder for alle faggrupper – kan man blive ensom i sit hverv og komme til at stå i interessemodsætning med sine nærmeste samarbejdspartnere og arbejdsgivere Derfor er det godt, at der er en forening, der ubetinget støtter sine medlemmer – og ikke kun ansættelsesmæssigt, men netop også fagligt og kunstnerisk.

I knap 40 år af foreningens liv gik den under navnet Foreningen af Præliminære Organister – med dette lidt gådefulde ord, der leder tanken skiftevis hen på fyldte chokolader og noget grænsesøgende. Ordet præliminær er nu erstattet af henvisningen til kirkemusikskolernes eksamen, og navnet er blevet det mere favnende Organistforeningen.

Godt det samme. Og dog: Det særlige ord præliminær betyder efter sigende noget foreløbigt og noget forberedende. Og det er et smukt prædikat på såvel organisten som kirkemusikken i det hele taget: I øver jer og forbereder jer altid – til gudstjenester og de kirkelige handlinger og de mange andre sammenhænge. I øver jer på bestandigt at forblive gode og måske blive endnu bedre musikere og korledere. Det gør I, tror jeg, både for at glæde menigheden og for at være med til at danne børn og unge og os andre musikalsk og kirkeligt – og også fordi musikken i kirken altid er en bøn og tak til Gud. Musikken er til Guds ære. På den måde er musikken altid præliminær, foreløbig og forberedende: Den giver os foreløbige glimt af evigheden, og den forbereder os på den himmelske lovsang. Også på helt almindelige øvedage på orgelbænken i en kuldslået kirke.

Hjerteligt tillykke til Organistforeningen. I evighedens perspektiv er 50 år måske ikke alverden, men for folkekirken har de været af stor betydning. Tak for indsatsen for musikerne og musikken. Og gid I altid må minde os om, at vi alle sammen må øve os, præliminære som vi er.

11

Tillykke fra de tre kirkemusikskoler Et stort tillykke med Organistforeningens 50-års jubilæum skal lyde fra landets kirkemusikskoler!

Siden etableringen i 1983 af kirkemusikskolerne i Løgumkloster og Vestervig samt efterfølgende Sjællands Kirkemusikskole i 1992 har foreningen været en af vores vigtigste samarbejdspartnere.

Den har ifølge anordningerne i 1983 og 1992 og bekendtgørelsen i 1996 været repræsenteret i skolernes bestyrelser, og foreningen har dermed også været medbestemmende i skolernes udvikling.

Uddannelsen af præliminære organister tog sin begyndelse i 1968 på musikkonservatorierne, hvorefter seminarierne kom til; men fra begyndelsen af 1990´erne ophørte uddannelserne på disse institutioner, først på seminarierne og sidenhen også på konservatorierne. Kirkemusikskolerne har således i godt 40 år været det centrale uddannelsessted for PO´ere – og KMOK´ere, som titlen siden 2013 har været: KirkeMusiker med Orgel og Korledelse.

Organistforeningens repræsentanter i skolernes bestyrelser har gennem årene ydet et stort og vigtigt arbejde. Der har været en levende interesse for udvikling og drift, og repræsentanterne har ikke mindst med faglig indsigt kunnet bidrage med ideer og kritik ved revisioner af studieplaner og tilrettelæggelse af kurser.

Charlotte Muus Mogensen, rektor for Sjællands Kirkemusikskole Tine Fenger Thomsen, rektor for Vestervig Kirkemusikskole Hans Christian Hein, rektor for Løgumkloster Kirkemusikskole

den daværende Foreningen af Præliminære Organister og DOKS i samarbejde med skolerne kurser med emner af interesse for især uddannede PO´ere.

I de seneste år er der blevet arbejdet intenst på at udvikle de såkaldte ”fagpakker” med omfangsrige efteruddannelseskurser, der er rettet mod forskellige centrale arbejdsfelter for organister og korledere. Arbejdet med dette vil fremover indgå i skolernes efteruddannelsestilbud, og det bliver muligt for den enkelte deltager at tage en større eller mindre palet af kurser.

Organistforeningens samarbejde med kirkemusikskolerne og med andre kirkelige aktører er præget af vedholdenhed og seriøsitet. Som fagforening er man naturligt interesseret i medlemmernes tarv og arbejdsforhold; men med udsyn arbejdes der både med oplysning og for udvikling af samarbejdsforholdene i folkekirken.

Skolerne ser derfor frem til et fortsat godt samarbejde med Organistforeningen til gavn for og til højnelse af kirkemusikken i folkekirken: Tillykke!

Eksamensuddannelsen og fødelinjerne til den har i årenes løb gennemgået flere udviklingstrin med udvidelser og omformning af krav i fagene. Organistforeningen har i dette arbejde konsekvent talt for høje faglige krav og aktualiseringer, hvor dette kunne komme på tale.

Blandt flere samarbejdsprojekter kan nævnes kursusrækker med ”organistpraktiske fag”, der fandt sted i begyndelsen af 2000-tallet. Her udformede 12

Tine Fenger Thomsen, Hans Chr. Hein og Charlotte Muus Mogensen

Sammenhold giver styrke Når jeg går i kirke, er noget af det største, når det brusende orgel sætter melodi til salmer og de store følelser af glæde og sorg ved for eksempel bryllupper og afskeden med vore kære. Uden musikken ville folkekirken være et rungende malm.

Folkekirken er arbejdsplads for mange tusinde medarbejdere, som med deres dygtighed, engagement og fleksibilitet hver dag skaber den folkekirke, vi alle har et forhold til. Det kræver gode rammer for medarbejderne at kunne skabe en relevant og levende kirke med rum for alle.

Både Organistforeningen og CO10 har som mål, at organisterne har attraktive vilkår, der giver mulighed for et blomstrende arbejds- og privatliv.

Organistforeningen har en lang historie, men det var et særligt vendepunkt, da Kirkeministeriet i 2005 meddelte, at man ikke længere ville ansætte organister som tjenestemænd. Organistforeningen og CO10 gik derfor i gang med langstrakte forhandlinger med Kirkeministeriet om den første organistoverenskomst, som fik sin fødsel i 2010.

Vores fælles opgave er stadig sammen og hver for sig at varetage interesser i gode løn- og ansættelsesvilkår for organister. Ud over at forhandle overenskomsten for organister er en af CO10’s kerneopgaver at forhandle generelle aftaler som f.eks. de løbende lønreguleringer og seniorordninger og – som ved OK21 – forbedringerne af tillidsrepræsentantordningerne i folkekirken.

Kravene til overenskomstfornyelse fastlægges i dialog. Vi taler også sammen om strategien for forhandlingerne, og hvordan vi afværger forringelser af organisters arbejdsvilkår. Under forhandlingerne har vi et særligt tæt parløb og vender og drejer mulighederne for at finde resultater med Kirkeministeriet.

Det giver styrke i forhandlingerne, når Organistforeningen på den ene side har formanden og et

Chefkonsulent Inge Stokholm, Centralorganisationen af 2010 – CO10

politisk mandat med til forhandlingerne, og foreningen har kendskab til organisternes udfordringer og behov i hverdagen. Og når CO10 på den anden side med sin viden og erfaringer fra andre forhandlingsforløb ser tværgående på overenskomstforhandlinger, og sammen med Organistforeningen balancerer og vurderer, hvad der efter omstændighederne er det muliges kunst. Det viste sig bl.a. ved OK21, hvor vi var enige om ikke at fortsætte udsigtsløse forhandlinger.

Mens Organistforeningen i hverdagen løser store som små arbejdsrelaterede problemer ved de enkelte kirker, er CO10 glade for at kunne bakke op og rådgive eller om nødvendigt at videreføre sagerne i tvisteløsningssystemet. Mellem sekretariatsleder Louis Torp og jeg er der en god, løbende dialog om de udfordringer, organisterne møder ude i kirkerne, og hvordan de bedst kan håndteres lokalt, inden sagen går i hårdknude med menighedsrådet. For der skal ”To til tango”. Fornuft og rimelighed skal udvises fra begge sider. Med en sådan indstilling fra begge sider lykkes det ofte for Organistforeningen at finde gode løsninger i medlemssager med menighedsrådene.

Jeg sætter stor pris på det tætte og tillidsfulde samarbejde, jeg de senere år har haft med formand Ingrid Bartholin Gramstrup og Louis Torp om både overenskomstforhandlinger, andre politiske spørgsmål for foreningen og de løbende spørgsmål om løsningen af arbejdsrelaterede problemer for organister. Dialogen om hverdagens store og små spørgsmål er uvurderlig for CO10’s muligheder for at kunne være en relevant sparringspartner og at kunne varetage organisternes interesser ved overenskomstforhandlinger og ved tvister, der ikke kan løses lokalt. Det tætte samarbejde gør os stærke, når vi går til forhandlinger sammen.

Jeg ser frem til det fortsatte samarbejde og ønsker jer stort tillykke med jubilæet.

13

Lykønskningshilsen fra Kirkeministeriet Fra Kirkeministeriet, mine kollegaer og undertegnede skal der lyde et stort tillykke til Organistforeningen i anledning af foreningens 50-års jubilæum.

Musikledsagelse har i mange år – også flere end vi kan huske – spillet en væsentlig og essentiel rolle i den liturgiske model, som den danske folkekirke bygger på. I som forening og hver af alle jeres medlemmer spiller og har spillet en væsentlig rolle i forbindelse med at understøtte kendte traditioner, men også med at udfordre traditionerne, skabe nye traditioner og udvikle kirkemusikken, så den fortsat er relevant i forhold til formidlingen af folkekirkens budskab.

Organistforeningen og Kirkeministeriet har igennem årene haft et godt, produktivt og respektfuldt samarbejde om mange emner med det formål at udvikle og understøtte kirkemusikkens vilkår, men i høj grad også løn- og ansættelsesvilkår for organister og andre ansatte i folkekirken. Det er sket på mange fronter, bl.a. i Folkekirkens Samarbejdsudvalg, Uddannelsesudvalget, brancherådene og Folkekirkens Arbejdsmiljøråd og -rådgivning samt i forbindelse med udvikling af uddannelserne på Kirkemusikskolerne, særligt udviklingen af uddannelsen til ”Kirkemusiker med eksamen i orgel og korledelse”.

14

Christa Hector Knudsen, chefkonsulent i Kirkeministerieti

Organistforeningen skal som forhandlingsberettiget organisation varetage interesser for flere hundrede organister rundt omkring i landet, og Kirkeministeriet skal som forhandlingsberettiget på arbejdsgiversiden varetage arbejdsgiversidens interesser. Ved overenskomstforhandlingerne eller ved forhandlinger af enkeltsager sidder vi derfor på hver side af bordet, og skal til tider varetage modsatrettede interesser. Det giver et naturligt modsætningsforhold og kan uden tvivl give anledning til frustrationer på begge sider. På trods heraf er det min personlige opfattelse, at også dette samarbejde er både godt, produktivt og respektfuldt. Det vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke foreningen og foreningens repræsentanter for.

I de sidste 10-15 år er der sket store ændringer i løn- og ansættelsesvilkårene for foreningens medlemmer med ophør af ansættelse på tjenestemands- og tjenestemandslignende vilkår til ansættelse på overenskomstvilkår, herunder udviklingen af disse overenskomstvilkår. De seneste to år har budt på udfordringer i forbindelse med coronarestriktioner. Ændringer og udfordringer, som vi er kommet igennem, og kommer igennem, fordi samarbejdet mellem Organistforeningen og Kirkeministeriet er godt og stærkt. Det håber jeg, det kan være i mange år endnu.

Tillykke fra Landsforeningen af Menighedsråd Når en forening bliver 50 år, er det stadig en ung forening. Det er ikke halvvejs eller midtvejs, som der ofte tales om, når vi mennesker fylder 50 år.

For Organistforeningen er det vel nærmest godt begyndt og en god anledning til, at vi som samarbejdspartnere ser både frem eller tilbage på vores fælles oplevelser, relationer og samarbejder.

Vi oplever Organistforeningen som en vigtig og væsentlig samarbejdspartner. En samarbejdspartner som altid gerne indgår i dialog, og som er konstruktiv i forhold til at finde gode løsninger. Vi har mange fælles interesser i forhold til de folkekirkelige arbejdspladser. Vi oplever, at begge vores foreninger arbejder for, at folkekirken er en attraktiv arbejdsplads, at der er et godt arbejdsmiljø og uddannelsesmuligheder, så menighedsrådene fortsat kan rekruttere gode organister til kirkerne.

Et af de mest markante resultater af vores samarbejde med jer – og med de øvrige faglige organisationer – har været om etableringen af Folkekirkens Arbejdsmiljøråd. Organistforeningen leverede en meget ihærdig indsats under etableringen, og var dermed en af de afgørende faktorer i forhold til, at det lykkedes, og dermed også til etableringen af Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning.

I er også i andre sammenhænge gået i front og har ikke bare siddet og ventet på, at nogen skulle gøre noget. På uddannelsesområdet tog I initiativet og undersøgte, hvad menighedsrådene efterspurgte, og derefter har vi sammen arbejdet videre med udviklingen af såvel uddannelses- som efteruddannelsesmuligheder på kirkemusikskolerne.

Vores seneste samarbejde har også involveret DOKS og haft fokus på at udbrede kendskabet til konsulentordningen i forbindelse med ansættelse af ny organist. En konsulentordning som kan medvirke til at sikre den rette organist til den rette stil-

ling – til glæde og gavn for både jeres og vores medlemmer.

Som nævnt har vi mange fælles interesser, men det betyder ikke, at vi er enige om alt. Det skal vi heller ikke være, for vi repræsenterer to forskellige parter, nemlig lønmodtagerne og arbejdsgiverne. Med respekt for hinanden og med blikket rettet mod at nå de gode resultater for begge parter har samarbejdet gennem årene blomstret både på politisk niveau og mellem vores sekretariater.

Vi ser frem til at fortsætte de gode konstruktive drøftelser og samarbejder med Organistforeningen, så vi sammen kan styrke og bevare folkekirken som en attraktiv arbejdsplads.

Tak for de første 50 års gode samarbejde – både mellem vores foreninger og ude på de lokale arbejdspladser. Held og lykke med de næste 50 år – vi glæder os til at gå dele af vejen sammen med jer.

Søren Abildgaard, formand for Landsforeningen af Menighedsråd

Inge Kjær Andersen, næstformand Landsforeningen af Menighedsråd og formand for Personaleudvalget

15

Dalende lodret Christiane Gammeltoft-Hansen, 2022

Lars Nielsen Sardemann, 2022

q. = 48

6 & b 8 œ œ œ œ œ œ œ œ œ œ™ 1.Da - len - de lod - ret

i

luf - ti - ge lag,

6 & b 8 œœ œ œ œœ™ œ œ œœ œ œ œ™ œ™ ™ ™

{

? 68 œ ™ b œ™ &b

Ϫ Ϫ

œ œ œ œ œ nœ

lan - der en ny sang på

&b

œ œœ œœ™ œ œ n œœ J œ™ ? b œ™ œ œ œJ n œ œ

{

œ œ œ œ bœ œ œ™

Ϫ Ϫ

Ϫ Ϫ

j œ œ

œ to

œœ ™

-

rej - sen - de ned gen -nem

tid,

œ œ œ œ œ™ œ bœœ œœ œœ™™ œœ ™ ™ j œ œ™ œ œ™ bœ™ œ™ œ™ bœ œ œ™ J j œ œ™

nen A

j œ œ œ œ œ

og

af - bry- der to

j œ œœ

j œœ J œœj J

œ œ œ œ™ œœ œ™ œœ™ n b œ œ J

j œœ œ™ J œ™ bœj œ™ œ™

œ™ #œ #œœ œ nœ

Ϫ

i

Ϫ

strid.

1. Dalende lodret i luftige lag, rejsende ned gennem tid, lander en ny sang på tonen A og afbryder to i strid.

3. Midt i det flygtige lander en sang, treklanges livsmulighed.

Baner sig vej til en øregang med tro, håb og kærlighed.

2. Stille, en pause, så sætter den fra ud i den bleghvide dag.

Bølger pulserende, rød og klar, med tænksomme efterslag.

4. Lydlige farvespil velkommen her, giv os et Kristus-gehør.

Syng os til én, syng os himlen nær og åben Guds riges dør.

Ϫ Ϫ Ϫ Ϫ

Til Organistforeningens 50-års jubilæum.

En hilsen fra Korliv - Folkekirkens Kororganisation (tidligere FUK)

16

Tillykke med jubilæet

Egon Mortensen, formand for Foreningen af Præliminære Organister i 1983-2005

De 22 år, hvor jeg var formand for FPO, nu Organistforeningen, har fyldt meget i mit liv. Det var en spændende periode, hvor foreningen udviklede sig fra næsten ingenting til en stor organistorganisation. Udviklingen skyldes ikke blot bestyrelsen og mit arbejde, men også, at der blev uddannet mange PO’ere i disse år. Kirkemusikskolerne blomstrede, og FPO deltog i bestyrelserne for skolerne og var med til at præge denne udvikling.

I dag flyder det for mig at se. Menighedsrådene kan fastsætte et timetal, som er helt urealistisk og de bestemmer selv om de vil have en uddannet organist eller en harmonikaspiller. Mit ønske til fremtiden er, at reglerne omkring ansættelsesforhold må blive strammet op, så folkekirken stadig må have dygtige organister, der får ordentlige arbejdsforhold til glæde for folkekirken og dens aktiviteter.

Kirkemusikken i de mindre bykirker og landsbykirker blev højnet. Korarbejdet ved kirkerne voksede.

Folkekirkens Ungdomskor (FUK) fik en masse medlemmer og afholdt kurser både for organister og korsangere.

Ingen tvivl om, at organisterne har været med til at trække børn, forældre og bedsteforældre ind i kirken via koraktiviteter, koncerter og babysalmesang m.m.

Mange mennesker ved ikke ret meget om, hvad en organist laver, og hvilken forberedelse, der ligger bag gudstjenester, korarbejde og koncerter.

De fleste tror, at organisten kun arbejder om søndagen og under kirkelige handlinger. Vi organister bærer selv noget af skylden for denne opfattelse, idet vi ikke er gode nok til at kommunikere vores arbejde ud til den øvrige befolkning.

Når det gælder selve ansættelsesforholdene, var jeg utrolig glad for vores kvotesystem, som senere blev afskaffet i forbindelse med overenskomsten i 2009. Systemet gav et sandt billede af arbejdsopgaverne i en organiststilling. Menighedsrådene stillede opgaverne, FPO og stifterne udregnede og forhandlede sig til en fastsættelse af kvoten. Var der uenighed kunne man forelægge kirkeministeriet sagen. Samtidig var der krav om uddannelse til de forskellige stillinger og der var pligt til opslag i fagbladet.

For bestyrelsen i Organistforeningen er der stadig nok af udfordringer at tage fat på. Jeg vil ønske alt godt for foreningen i fremtiden.

Egon Mortensen fotograferet i en rummelig stol under Organistforeningens stævne på Hotel Kellers Park i Brejning i 2013. Det år blev der i august-nummeret af PO-bladet, som foreningens medlemsblad hed, bragt et interview med Egon Mortensen i anledning af hans 70-års fødselsdag.

17

Organistens uddannelse – i fortid, nutid og fremtid Knud Damgaard Andersen

Hvordan blev PO- og KMOK-uddannelserne udviklet og hvorfor? Hvordan er der de senere år arbejdet med både grunduddannelse og efteruddannelsesmuligheder? Hvad ønsker Organistforeningen sig fremadrettet på dette område? Læs om det her.

Organistforeningen har til formål at udøve forhandlings- og aftaleretten for foreningens medlemmer samt varetage medlemmernes faglige og kunstneriske interesser i bred forstand – herunder virke til styrkelse af standens og de enkelte medlemmers faglige og kunstneriske niveau.

Det er derfor vigtigt, at foreningen er engageret og repræsenteret i forskellige sammenhænge, hvor organistfagets indhold, uddannelse og efteruddannelse diskuteres. Således har FPO og nu Organistforeningen været repræsenteret i kirkemusikskolernes bestyrelser, Kirkeministeriets uddannelsesudvalg og siden 2009 i Folkekirkens Brancheudvalg under Kompetencesekretariatet.

Gennem foreningens nu 50-årige historie er der samfundsmæssigt og kulturelt sket en udvikling med store forandringer til følge, hvilket også ses på det kirkelige og kirkemusikalske område. Spørgsmålet er så, hvordan organistens uddannelse og kvalifikationer harmonerer med virkeligheden på den kirkemusikalske arbejdsplads anno 2022.

For at give et billede af dette kastes i det følgende et historisk blik på organistens uddannelsesmæssige baggrund set i forhold til arbejdet i folkekirken.

Fra seminarium til kirkemusikskole Gennem mere end 200 år har der været en samklang mellem skole og kirke. Det var skolens opga-

18

ve at lære eleverne salmer til brug i kirken. I landsbykirkerne var det læreren, der var kirkesanger eller organist. Og i læreruddannelsen indgik kirkesang og orgelspil.

Med læreruddannelsen fra 1966 faldt kirkesangen ud af uddannelsen, og i 1977 ophørte seminariernes orgelprøve (”den lille organisteksamen”). I 1965 indførtes en enklere orgelprøve end de hidtil kendte organistuddannelser ved konservatorierne – prøven fik benævnelsen ”Præliminær Orgelprøve” eller PO-prøven. Denne prøve var tænkt som en vej til at afhjælpe organistmanglen i landsbykirkerne og de mindre bykirker, men også som en højnelse af det musikalske niveau i overensstemmelse med tidens krav.

Fagmæssigt var PO-prøven inspireret af konservatoriemodellen, med undervisning i orgel (kirkespil og kunstspil), liturgi, korledelse og musikteori samt de almindelige konservatoriefag, klaver, hørelære og musikkundskab. Konservatorierne eksaminerede de første PO’ere i 1968, og i 1975 fik lærerseminarierne mulighed for at tilbyde prøveaflæggelse af den nye orgelprøve.

I 1979 oprettedes i Løgumkloster den første kirkemusikskole som en særlig institution til uddannelse og efteruddannelse af musikere og sangere til Den Danske Folkekirke. Året efter fulgte oprettelsen af endnu en kirkemusikskole i Vestervig. Med Kongelig anordning af 14. oktober 1983 fik disse kirkemusikskoler eksamensret og kunne således tilbyde undervisning og eksamensaflæggelse til organister og kirkesangere. I 1992 blev den tredje kirkemusikskole oprettet på Sjælland, fra 1994 med egne lokaler i Roskilde.

I dag er landets tre kirkemusikskoler i praksis ene om at uddanne kirkesangere og det, som tidligere kaldtes PO-organister.

Ny studieordning og titel Frem til 2013 har kirkemusikskolernes studieplaner i store træk været en videreførelse af den oprindelige ”konservatoriemodel”, dog med en skærpelse af det faglige niveau og indførelsen af faget brugsklaver i studieplanen for organister fra 1999.

Skoleloven fra 1975 medførte en adskillelse af skole og kirke. Deraf fulgte, at den grundlæggende dannelsesopgave med formidling af folkekirkens kristne kultur, sang- og musiktradition nu hvilede på kirken selv. Mange nye tiltag af pædagogisk art fulgte fra kirkens side – korarbejdet samt konfirmand- og minikonfirmand-arbejde opprioriteredes, andre musikgenrer kom ind i det kirkelige repertoire, og den nye salmebog og koralbog kom i 2003. Samlet set en betydelig aktivitetsudvidelse, som fik indflydelse på kirkemusikernes virkefelt.

Fra starten af studieåret 2013/14 tog kirkemusikskolerne en ny studieplan i brug til afløsning af den forrige fra 1999. Hensigten med planen var at give svar på tidens kirkemusikalske udfordringer. Den tidligere Præliminære Organisteksamen (PO) kom i den nye studieplan til at hedde Kirkemusiker med Orgel og Korledelse (KMOK). Ikke kun titlen blev ændret – på indholdssiden skete der en opprioritering af klaverspillet, indførelse af fællestimer med mulighed for gudstjenestepraksis samt indførelse af faget formidling som en del af det nye fag musikforståelse.

Selvom den nye studieordning blev indført, vil der i en årrække være organister med forskellige grunduddannelser og dermed et behov for faglig opgradering gennem efteruddannelse.

Den kirkelige arbejdsplads Udviklingen på det kirkemusikalske uddannelsesområde kan ses som en konsekvens af, at kirkemusikerhvervet er blevet et selvstændigt erhverv – et lønarbejde på lige fod med andet arbejde.

Med samfundets sekularisering i almindelighed blev båndene mellem skole og kirke færre (jf.

skoleloven af 1975), og det var ikke længere en selvfølge, at læreren også var kirkesanger eller organist. Og for de PO’ere, der måtte ønske en ansættelsesmæssig kombination mellem skole og kirke, blev dette vanskeliggjort på grund af uddannelsernes forskellige varighed og forskellige lønindplaceringer.

Kirkemusikerhvervet blev således – også i de mindre kirker – et selvstændigt erhverv, hvor der i lighed med det øvrige arbejdsmarked fandtes regulativer og cirkulærer for løn‐ og ansættelsesvilkår, og i de senere år almindelige overenskomstvilkår. Forholdet mellem menighedsråd og kirkemusiker som et entydigt interessefællesskab kom under pres, og der opstod et arbejdsgiver/arbejdstager-forhold, hvor parterne organiserer sig i interesseorganisationer/faglige organisationer.

Med menighedsrådenes mere fremtrædende rolle som arbejdsgiver fulgte også, at rådene sætter rammerne med fokus på menighedens liv og vækst. Gennem målsætningsdiskussioner følger overvejelser over, hvilke mål man ønsker at nå gennem aktiviteter ud fra de til rådighed værende midler. Dette resulterer ofte i prioritering af forskellige indsatsområder. Og i mange tilfælde får dette indflydelse på sognets kirkemusikalske aktiviteter, for eksempel satsning på babysalmesang, sangaftener for menigheden, nye gudstjenesteformer eller ”rytmisk musik” i kirken.

Samlet set har de seneste årtiers udvikling på den kirkelige arbejdsplads og de mange forskellige nyskabelser ført til udvidelser af det kirkemusikalske arbejdsområde og dermed også nye krav til de kirkemusikalske kompetencer.

Fokus på efteruddannelse Organistforeningen (tidligere FPO) gennemførte i 2008 en empirisk undersøgelse af stillingsannoncer fra forskellige årgange af foreningens medlemsblad (1989 og 2006). På den baggrund kunne der påvises nogle tendenser i forhold til stillingsstørrelse og indhold. På indholdssiden afdækkede undersøgelsen en stigende mangfoldighed i de kompetencer, som menighedsrådene efterspørger. 

19

Undersøgelsen bekræftede formodningen om, at der over en periode på ca. 20 år var sket en udvikling på det kirkemusikalske arbejdsområde, som bevirkede et behov for en mangfoldighed af kompetencer hos kommende organister. Sammenfattende kunne det af undersøgelsen uddrages, at kirkemusikernes arbejdsgivere i stigende omfang efterspørger kirkemusikere, der besidder såvel brede musikalske kompetencer som mere vidtgående kompetencer inden for pædagogisk formidling end de, der kan rummes i de eksisterende kirkemusikalske grunduddannelser.

Målet med projektet var udarbejdelse af en systematisk efteruddannelse på områder, som skulle matche såvel organisternes behov som menighedernes efterspørgsel på nye kompetenceområder. Ved afslutningen af projektet i 2014 var der beskrevet en systematisk uddannelsesmodel med seks kompetenceområder, som bygger på kirkemusikernes grundkompetencer. For hvert af områderne var der udviklet en række kortere og afgrænsede efteruddannelsesforløb, som i pilotforløb var afprøvet af mere end 200 kursusdeltagere.

Med udgangspunkt i annonceundersøgelsens resultater tog Organistforeningen initiativ til et omfattende udviklingsarbejde på efteruddannelsesområdet. Med støtte fra kompetencefondsmidler samt rådgivning fra SCKK (Statens Center for Kvalitets- og Kompetenceudvikling) etableredes i 2009 projektet ”Kirkemusikalsk kompetenceudvikling i Folkekirken”. Projektets styregruppe bestod af repræsentanter fra Kirkeministeriet, arbejdsgivere og arbejdstagere samt kirkemusikskolerne.

I den afsluttende projektevaluering gav deltagerne udtryk for et ønske om et videregående forløb på et højere niveau. I tillæg til dette gav annonceundersøgelsen et fingerpeg om, at der i menighederne kunne være behov for medarbejdere med særlige kompetencer.

Kirkemusikalske fagpakker Med afsæt i resultaterne fra dette første efteruddannelsesprojekt dannedes i 2015 et nyt projekt:

Foto: Johannes Konstantin Neergaard

En undervisningssituation fra fagpakken om ledelse af sang- og salmearrangementer, som fandt sted på Diakonhøjskolen ved Aarhus i 2018. Denne eftermiddag med seminarielektor Erik Lyhne, som fortæller om skolesangens historie.

20

”Praksisrettet kirkemusikalsk kompetenceudvikling i Folkekirken”, også kaldt ”Fagpakkeprojektet”.

Første efteruddannelsesprojekt 2009-2014

Ideen med dette projekt var at samle allerede udviklede kurser – suppleret med nye – i nogle praksisrettede fagpakker, som kunne udgøre en samlet kompetenceprofil på områder som for eksempel minikonfirmandundervisning, ledelse af folkelig fællessang, korarbejde og skole/kirke-samarbejdet. Det overordnede mål var at videreføre det tidligere efteruddannelsesprojekt i retning af kompetencegivende videreuddannelse på et højere niveau.

Seks kompetenceområder: Musik og liturgi Det musikalske håndværk Ledelse af kor og musikaktivitet Kirkens musik- og kulturarbejde Folkekirken som arbejdsplads Administration, formidling og kommunikation.

Fagpakkerne skulle tilbyde deltagerne en praksisrettet kompetenceudvikling i form af en række teoretiske og praktiske fagmoduler, hvor praksiserfaring kobles med teoretisk refleksion på et akademisk niveau. Ideen var, at modulerne kunne fungere som et system af byggeklodser, der hver især giver en selvstændig kompetence og kan tages enkeltvis. Tilsammen giver fagpakkens moduler brede kompetencer på specifikke områder gennem en vekselvirkning mellem teoretisk viden og praktiskmusikalske færdigheder.

Projektet viste, hvordan man kan udfylde et behov for efter- og videreuddannelse i forhold til de krav, der i dag ligger i kirkemusikernes arbejdsopgaver.

Her viste fagpakkerne sig som et relevant efteruddannelsestilbud på et indholdsmæssigt og kvalitativt højt niveau, og det er Organistforeningens opfattelse, at de i en eller anden form bør overvejes implementeret som videreuddannelse i forhold til kirkemusikskolernes grunduddannelser for organister, kirkesanger og korledere. Fagpakkerne har fagligt og niveaumæssigt potentiale til at indgå som en del af uddannelser på diplomniveau.

Undersøgelse af kompetencebehov For at bidrage til en kvalifikation af det videre arbejde med kompetenceudviklingsmuligheder for organister har Organistforeningen stået bag undersøgelser af medlemmernes behov, interesse og muligheder for efteruddannelse. Det skete dels i form af en ”analyse af kompetencebehov hos KMOK-uddannede organister” i 2017 og dels i form af en medlemsundersøgelse i 2019/2020.

• • • • • •

Andet efteruddannelsesprojekt 2015-2020 Seks fagpakker: Sang, spil og bevægelse i kirken for 0-5-årige Samarbejde, ledelse og PR med fokus på kirkemusikalske aktiviteter Tilrettelæggelse og udførelse af sangog salmearrangementer i folkekirken Nyere rytmiske stilarter i kirkens kor-, koncert– og gudstjenestearbejde Udvikling af særlige gudstjenester – tilrettelæggelse og udførelse De vokale udtryk - Korledelse i bred stilvifte

• • • • • •

Læs mere på organistforeningen.dk under Faget > Uddannelse og kurser > Kirkemusikalske fagpakker

Undersøgelsen fra 2017 havde samtidig til formål at komme med input til en fælles vision og strategi, som de tre kirkemusikskoler samme år formulerede for første gang. Analysen blev bestilt af Organistforeningen hos Oxford Research, som efter omfattende dokumentstudier suppleret af fokusgruppemøder og individuelle interviews kunne fremlægge en analyse af, hvordan mulighederne for uddannelse og efteruddannelse af kirkemusikere med orgel og korledelse kunne siges at dække de aktuelle behov i folkekirken. Desuden kunne under

21

Chefanalytiker Sandy Brinck fra Oxford Research præsenterede på Organistforeningens stævne i 2017 hovedresultaterne fra analysefirmaets undersøgelse af organisters kompetencebehov, som Organistforeningen havde bestilt.

søgelsesrapporten bidrage til en formulering af en organist-kompetenceprofil, hvor der blev skelnet mellem faglige kernekompetencer, supplerende fagkompetencer og almene kompetencebehov.

I undersøgelsens konklusion fremhævede analysefirmaet blandt andet nogle tydelige behov i forhold til mestring af ”rytmisk kirkemusik” samt kompetencer til at indgå i et teamsamarbejde om gudstjenester og andet. Samtidig var det ifølge Oxford Research tydeligt, at en imødekommelse af de aktuelle kompetencebehov ikke alene forudsætter, at uddannelsesudbuddet er til stede. Der skal også i menighedsrådene være en velvilje til at efteruddanne organisterne, hvilket både handler om at betale selve kurset og at frigive tid til efteruddannelse.

Medlemsundersøgelse Dette og meget andet blev Organistforeningens medlemmer bedt om at forholde sig til i forbindelse med medlemsundersøgelsen, som foreningens sekretariatet gennemførte via et spørgeskema i slutningen af 2019. På baggrund af svar fra mere end 250 medlemmer viste undersøgelsen blandt andet, hvilke faktorer der udgør de væsentligste barrierer for efter- og videreuddannelse blandt medlemmerne. Med hensyn til spørgsmålet om menighedsrådenes opbakning viste undersøgelsen, at denne især kan være en ”mangelvare” for organister i lidt mindre stillinger.

22

Medlemsundersøgelsen gav en række interessante resultater, som Organistforeningens bestyrelse har inddraget i sit fortsatte uddannelsespolitiske arbejde, naturligvis sammen med erfaringerne fra projekterne og Oxford-undersøgelsen. Spørgeundersøgelsen gjorde det blandt andet tydeligt, at man blandt organister med en relativt lav anciennitet er størst parathed til efter- og videreuddannelse. Og som et lidt mere kuriøst fund viste det sig, at en forholdsmæssig stor kønsmæssig skævhed blandt deltagerne på fagpakkerne ikke var tilfældig: At dømme ud fra svarene var kvinderne faktisk en del mere interesseret i efteruddannelse end mændene.

Deltagerne forholdt sig samtidig til det specifikke udbud af fagpakker i projektet, som blev evalueret i 2020. Generelt gav undersøgelsen nyttig viden om medlemmernes parathed i forhold til at deltage i efter- og videreuddannelsesaktiviteter.

Foreningens uddannelsespolitik Organistforeningen har som beskrevet arbejdet for at sikre en faglig velfunderet, kvalitetssikret og tidssvarende grunduddannelse – tillige med ad politisk vej at skabe muligheder og rammer for, at medlemmernes ønsker og behov for efteruddannelse imødekommes med relevante tilbud om efteruddannelser.

Det har længe været forbundet med vanskeligheder at redegøre for, hvorledes grunduddannelsen og efteruddannelserne placerer sig i forhold til uddannelsesmæssige niveauer i sammenligning med danske uddannelser generelt. Derfor var det vigtigt for Organistforeningen, at de seks fagpakker blev udviklet og beskrevet i de gængse termer for uddannelsesbeskrivelse, så de indholdsmæssigt, omfangsmæssigt og kvalitativt svarede til niveauet for diplomuddannelser (niveau 6 i Den nationale Kvalifikationsramme).

Der lå i denne bestræbelse et ønske om en tydeliggørelse af, hvor både grunduddannelsen og efteruddannelserne ligger i en samlet uddannelsesstruktur, der ikke blot omfatter kirkemusikskolerne, men også andre kirkemusikalske uddannelser. Ud over at få placeret efteruddannelserne på diplomniveau, fremførtes tanken om at få grunduddannelsen akkrediteret på akademiniveau.

Det er Organistforeningens politiske målsætning at forsøge at bane en farbar vej for disse tanker i de kommende år. Indbygget i ambitionerne er

helt grundlæggende at sikre både KMOK-grunduddannelsen og efter- og videreuddannelser som attraktive og velbeskrevne uddannelsesforløb, der muliggør, at aftagersiden præcis ved, hvilket niveau der er tale om, og som samtidig giver mulighed for individuel specialiseret, behovsfunderet og efterspurgt kompetenceudvikling.

KMOK’ere varetager en betragtelig del af kirkemusikken rundt omkring i landets kirker. Det skal de blive ved med, og derfor er det helt afgørende kontinuerligt at arbejde for at bevare og udvikle grunduddannelsen såvel som efter- og videreuddannelserne.

Knud Damgaard Andersen er næstformand for Organistforeningens bestyrelse siden 2008 foreningens repræsentant i Folkekirkens Brancheudvalg under Kompetencesekretariatet. Til daglig ansat som blandt andet kursusadministrator på Vestervig Kirkemusikskole og som organist i Sydvestmors Pastorat. Han var desuden projektleder på de to efteruddannelsesprojekter, som beskrives i artiklen.

For Organistforeningens bestyrelse har uddannelsespolitik været et vigtigt fokusområde, ikke mindst op gennem 2010’erne, og siden 2016 har bestyrelsen konstitueret sig med et særskilt uddannelsespolitisk udvalg. Her er det bestyrelsen, som den så ud i 2021-2022. Fra venstre: Jørgen Kleon Jeppsen, Mette Bredthauer, Karin Bitsch Antonsen, Teresemarie Lisiux, Ingrid Bartholin Gramstrup, Knud Damgaard Andersen og Henriette Hoppe.

23

Til kamp mod vindmøllerne!

Af John Poulsen

Organistforeningens sekretariatsleder fra 2005 til 2018 ser her tilbage på indførelsen af den danske model i folkekirken i form af overenskomster for de fleste af dens ansatte.

John Poulsen ydede desuden selv en stor indsats i udviklingen af det folkekirkelige samarbejde om arbejdsmiljø, hvilket han også kommer ind på.

“Den, som tror at tingenes tilstand i denne verden kan ændres, tror noget, han ikke bør tro”.

Således belærte den idealistiske ridder Don Quijote sin tro våbendrager, Sancho Panza. Er det mon den samme lærdom, de danske lærere og sygeplejersker sidder tilbage med, efter deres drabelige kamp mod vindmøllerne i den offentlige sektors udgave af “den danske model”?

I 2005 startede afviklingen af systemet med tjenestemandsansættelser for hovedparten af faggrupperne i folkekirken. Der skulle i stedet indgås kollektive overenskomster og organisationsaftaler. Organistforeningens (og DOKS’) første overenskomstaftale trådte i kraft i 2009. Nu skulle den danske model implementeres i den danske folkekirke.

Som udgangspunkt bygger den danske model på, at løn og arbejdsforhold aftales mellem arbejdsmarkedets parter uden indblanding fra statens og lovgivernes side og at konflikter på arbejdsmarkedet løses af arbejdsmarkedets parter selv inden for nogle aftalte rammer (bl.a. i Septemberforliget 1899).

At det danske aftalesystem kaldes den danske model (eller den nordiske, for den sags skyld), skal ses i modsætning til de fleste andre lande i EU, hvor man opererer med en lovbaseret mindsteløn. Derfor ser man også, at der i EU til stadighed advokeres for, at der generelt i EU skal fastsættes 24

en lovmæssig mindsteløn. Danmark og de øvrige nordiske lande er stærke modstandere heraf, da det vil true bl.a. den danske model. For hvorfor være medlem af en fagforening eller arbejdsgiverforening, hvis det alligevel er folketinget eller EU -kommissionen, der fastsætter mindstelønnen?

Vanskeligt i det offentlige Men den danske model har et tvist, når det kommer til den offentlige sektor. Rammerne for overenskomstindgåelse i såvel den private som den offentlige sektor skal sikre, at både lønmodtagere, arbejdsgivere og samfundet finder de indgåede aftaler både gode og rimelige. Kan man ikke blive enige, er det aftalt hvilke kampskridt (strejke og lockout), der kan bringes i anvendelse for at presse modparter til at indgå aftaler. Kampskridtene indebærer, at lønmodtagerne mister løn og arbejdsgiverne mister produktion.

Disse rammer og dermed den danske model har været en ubetinget succes i den private sektor. I relativt sjældne tilfælde er en overenskomstkonflikt gået i hårknude. Hvis konflikten direkte eller indirekte har ramt vigtige samfundsmæssige områder, har regeringen været nødsaget til at gribe ind med lovgivning – som regel ved at ophøje det mæglingsforslag som forligsmanden har fremsat efter forhandling mellem parterne i konflikten til lov.

I den offentlige sektor er udfordringen med den danske model imidlertid, at muligheden for at køre en offentlig arbejdsgiver (f.eks. den danske stat) økonomisk mør, er illusorisk. Samtidig er det kun i ringe omfang den offentlige arbejdsgiver der rammes direkte af en konflikt. Det er borgerne, patienterne, skolebørnene, forældrene m.fl., der rammes.

Et regeringsindgreb er sjældent populært. Hvis én af parterne føler sig “kørt over”, svækker det samtidig tilliden og tiltroen til den danske model. Især

hvis man kan få mistanke om, at en forhandlingspart direkte satser på, at lovgiverne træder til. Resultatet af denne “forhandlingsmodel” kan man spørge lærerne eller sygeplejerskerne om.

Krævende omstilling Ikke desto mindre er indførelsen af overenskomster inden for folkekirken – i modsætning til lovfastsatte tjenestemandsansættelser – alt efter temperament et fremskridt. Man går på visse veldefinerede områder fra at være en myndighed, der kontrollerer og fortolker en lovgivning, til at være en aftalepart på lige fod med de faglige overenskomstparter.

Denne omkalfatring har naturligvis sine udfordringer, når den danske model skal indføres i og forvaltes af et kirkeministerium, der siden Arilds tid har været bygget op omkring at skulle administrere love, regler, cirkulærer og bekendtgørelser. Det forudsætter store ændringer i tænkningen og adfærden på alle niveauer af organisationen.

Men at love og bekendtgørelser for visse faggrupper udskiftes med overenskomster og organisationsaftaler betyder ikke, at kulturen umiddelbart ændrer og tilpasser sig. For det første fordi myndigheden fortsat er myndighed. Der er stadig en tjenestemandslov, der skal forvaltes for blandt andre præster og kirkegårdsledere, og Kirkeministeriet er fortsat myndighed i en lang række af sager for folkekirken. Så kulturændringen til at være en ligeværdig part i den danske model har vanskelige vilkår.

Dertil kommer, at det folkekirkelige hierarki og styreform i hovedbestanddelene ikke har ændret sig.

Overenskomstsystemet har blot tilført krav om nye og anderledes måder at samarbejde på. Det tager åbenbart mange år at få styr på, hvornår man har myndighedskasketten på, og hvornår man er aftalepart. Der er nemlig betydelig forskel på, om myndigheden dikterer eller må forhandle og indgå kompromiser for at opnå resultater.

En stejl læringskurve Overenskomsterne har som et helt centralt element den lokale lønforhandling. Denne lokale og gerne individuelle lønforhandling har været og er arbejdsgiverens drømmescenarie. Som udgangspunkt vil den enkelte lønmodtager i en sådan forhandling være den svage part. Organistforeningen har derfor, i lighed med hovedparten af de øvrige organisationer på det offentlige område, fastholdt forhandlingsretten til de lokale løn- og arbejdsvilkårsforhandlinger hos foreningen.

Det er imidlertid en helt særlig udfordring, at det ikke er den arbejdsgiver, der har indgået overenskomsten, man forhandler med. Der er med andre ord langt fra Slotsholmen, hvor Kirkeministeriet har til huse, til menighedsrådene i alle egne af landet.

Ikke kun geografisk, men også i forhold til at have ejerskab over de nye lønsystemer og forhandlingsrelationer, der fulgte med overenskomsten. Dette dilemma har man søgt at håndtere ved, at hvis den lokale forhandling ikke fører til et resultat, kan

I august 2012 var Organistforeningen vært for et todages seminar for kirkefunktionærer, hvor overskriften var ”Den danske model - på Herrens Mark”.

På programmet var blandt andet et oplæg ved den kendte arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen (billedet), som kom med et nuanceret bud på, hvordan der kan etableres en mere professionel sogneledelse.

25

sagen viderebringes til stiftet og videre til ministeriet og i sidste ende – ved helt principielle sager – til Moderniseringsstyrelsen (i dag til Skatteministeriet, der har ansvaret for de offentlige overenskomster).

Men den største udfordring ved indførelsen af overenskomster i folkekirken var nok, at den lokale forhandlingsmodpart ikke var professionel nok og ikke nødvendigvis så funktionen som kontaktperson, og dermed arbejdsgiver, som sit formål med at gå ind i et menighedsråd. Læringskurven har for mange kontaktpersoner og menighedsråd været ganske stejl.

Eller omvendt, en ambitiøs lokalpolitiker, der så menighedsrådet som springbræt for en politisk karriere og kontaktpersonfunktionen som on-thejob-træning i synlig og kontant ledelse – uden nødvendigvis at have tilegnet sig det store indblik i overenskomstforhold, arbejdsmiljølovgivning eller bare anstændig ledelsesadfærd.

I de første år efter indførelsen af overenskomsterne i folkekirken virkede det til, at mange menighedsråd og kontaktpersoner havde den opfattelse, at man samtidig med valget til kontaktperson automatisk fik de nødvendige og tilstrækkelige kompetencer. Antallet af sager om overtrædelse af overenskomsten, arbejdsmiljøloven, arbejdstidsaftaler m.v., der måtte rejses via stifterne til ministeriet og moderniseringsstyrelsen og de økonomiske kompensationer, der måtte betales, taler sit eget sprog.

Ny kultur om løn og arbejdstid De to centrale elementer i Organistoverenskomsten, nemlig lokallønnen og tilrettelæggelsen af arbejdstiden, krævede i høj grad en kulturændring i både arbejdsgivernes og de faglige organisationers måde at arbejde på. Hidtil havde lønnen været fastlagt centralt, ligesom der fandtes regler for fastlæggelse af arbejdstiden, selvom værnsreglerne for de tjenestemands- og tjenestemandslignende ansatte er begrænsede. Opstod der tvivl, spurgte man stiftet, der lå inde med facitlisten.

Efter overenskomsten var det overladt til menighedsrådet af forhandle ny løn (lokalløn) for den enkelte organist, ligesom fastlæggelsen af deltidsansattes muligheder for at have lønnet beskæfti-

26

gelse ved siden af organiststillingen var til forhandling med organisten og vedkommendes faglige organisation. Der gik en rum tid, før menighedsrådene anerkendte, at der skulle afsættes midler i budgettet til lokal løndannelse, og at en deltidsansat organist ikke kunne forventes at stå til fri disposition for menighedsrådet.

Organistforeningen og DOKS forhandlede med Landsforeningen et aftalegrundlag for, hvordan en organiststilling skulle optælles. En sådan aftale ville have sparet hundredvis af forhandlingstimer for både menighedsråd og Organistforeningen/DOKS og have bidraget positivt til stabile og gode samarbejdsforhold lokalt. Men aftalen blev desværre afvist af Landsforeningens politiske ledelse.

Samarbejde om arbejdsmiljø Et andet tema, der altid har stået højt på Organistforeningens dagsorden, er organisternes arbejdsmiljø. Arbejdsmiljølovgivningen er omfattende og på mange områder kompliceret, og uden at pege fingre hører arbejdsmiljølovgivningen nok til de færreste menighedsråds spidskompetencer. Især på det psykiske arbejdsmiljøområde har alle på både arbejdsgiver- og lønmodtagersiden haft store problemer med at finde deres ben. Begreber som samarbejde, indflydelse, ledelsesret, sygdom, kolleger, leder og mange andre er alle elementer i psykisk arbejdsmiljø.

Organistforeningen har sammen med DOKS og Dansk Kirkemusikerforening haft et forbilledligt samarbejde med Landsforeningens sekretariat og Kirkeministeriet om opbygningen af en samarbejdsstruktur, der skulle kunne opfange, rådgive og forebygge arbejdsmiljøudfordringerne på de kirkelige arbejdspladser.

Med kortlægninger af arbejdsmiljøet med bistand fra eksterne konsulenter, udarbejdelse af vejledninger i samarbejde med Branchearbejdsmiljørådene (nu BFA) og ikke mindst etableringen af Folkekirkens Arbejdsmiljøråd og Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning er der etableret et grundlag for at kunne bistå menighedsrådene med den udfordrende opgave, det er, at etablere og vedligeholde et godt arbejdsmiljø for de medarbejdere, menighedsrådene har ansvaret for.

Interview med Anders Thorup:

Førstehåndsskildring af årene 2005-2015 Den daværende formand fortæller her om, hvordan det gik til, da Organistoverenskomsten for første gang skulle forhandles og dernæst implementeres.

Der har været tiltagende forlydender. Men omtrent samtidig med, at Anders Thorup i forsommeren 2005 sætter sig for enden af Foreningen af Præliminære Organisters beskedne mødebord i kontorlokalet på Kløvervej i Billund, står det endegyldigt klart, at løn- og ansættelsesvilkårene for flertallet af medlemmer skal have en større vridemaskinetur. Og for ham som fagforeningsformand er der endnu mere at tænke på. I sin første lederartikel i PO-bladets juli-nummer ridser Anders Thorup det sådan op: ”Igennem de senere år har forventningerne til fagforeninger generelt ændret sig markant.

I gamle dage kunne en fagforening koncentrere sig om kerneydelsen: kampen for medlemmernes løn- og ansættelsesforhold, men i dag varetager fagforeningen desuden en stigende række af servicetilbud til medlemmerne. Hertil kommer, at der i den nærmeste fremtid forestår store ændringer i ansættelses- og lønformer under Kirkeministeriet, og på længere sigt kan den bølge af strukturændringer, der i øjeblikket mest foregår på kommunalt plan, brede sig til folkekirkens område.”

Forud for generalforsamlingen i 2005 har Anders Thorup, organist ved Stormarkskirken i Nakskov, været at betragte som en naturlig arvtager efter Egon Mortensen, hovedorganisten ved Billund Kirke, som i årtier har været formand og siden 2002 endda også har varetaget funktionen som sekretariatsleder. Til at udfylde Egons plads tilføres foreningen foruden Anders Thorup også en garvet fagforeningsmand i form af sekretariatsleder John Poulsen.

Filip Graugaard Esmarch, Kommunikationsmedarbejder

Stor omvæltning forude Det håndgribelige kirkeministerielle cirkulære om, hvad der nu er på færde i forhold til organiststillingerne, udsendes i juli 2005, og den næsten nyslåede sekretariatsleder orienterer i PO-bladets oktober-nummer om situationen: ”[Der vil] ikke blive udnævnt nye tjenestemænd til PO-organiststillinger. Også de tjenestemandslignende ansættelsesformer med lønrammesystemer er efter Kirkeministeriets oplysninger på vej til at blive afviklet. FPO’s bestyrelse har derfor sammen med Statstjenestemændenes Centralorganisation (COII) taget de første skridt til at indgå en overenskomst med Finansministeriet om de fremtidige ansættelses- og arbejdsvilkår for PO-organister,” skriver John Poulsen.

I 2005 er knap 500 af foreningens 679 medlemmer ansat i en lønrammestilling, som enten er på tjenestemandsvilkår eller tjenestemandslignende vilkår. Knap 200 medlemmer er tjenestemænd og kan derfor fortsætte i ansættelsesformen med den beskyttelse og de privilegier, der ligger deri. De øvrige må spændt vente på, hvad der sker – dog vil også dele af tjenestemændenes vilkår i praksis blive påvirket af overenskomsten.

Mere fritid, tak ”I bestyrelsen så vi dengang frem til de kommende forhandlinger som noget, vi skulle imødese med forsigtighed, men også som en mulighed for at få løst nogle problemer. Og set i bakspejlet kan man konstatere, at overenskomsten både løste og skabte problemer,” opsummerer Anders Thorup i dag.

Som han husker det, var der særligt to udfordringer, FPO-bestyrelsen håbede at få forbedret med overenskomsten: arbejdstidsreglerne og fastsættelsen af stillingsstørrelserne.

27

”Vores arbejdstidsfastsættelse var i det gamle system bagvendt i forhold til resten af arbejdsmarkedet. Vi havde jo noget, der hed friperioder, og udenfor dem stod vi principielt til rådighed 24-7.

Selvfølgelig ville vi gerne have det sådan som andre, at det var arbejdsperioderne, der som udgangspunkt var fastlagt. Så under forhandlingerne var det en meget vigtig ting at forsøge at ændre på – hvilket vi jo også kom igennem med,” konstaterer Anders Thorup.

Ikke mindst at få en femdagesarbejdsuge var et stort ønske fra medlemmerne. Og de regler, som i den forbindelse blev aftalt om faste og flydende fridage samt otte årlige friweekender, endte også med at komme alle medlemmer til gode, altså også tjenestemændene.

Ud med kvotesystemet Når det derimod gælder stillingsstørrelserne, er det en anden sag. Her havde kvotecirkulæret siden 1983 dikteret, at en lønrammestilling kunne være på enten 50, 60, 70, 85 eller 100 procent, og man ønskede sig noget mere fleksibilitet. ”Ud fra antallet af gudstjenester og kirkelige handlinger, og hvor meget kor og andre opgaver der var i stillingen, regnede man sig i stifterne frem til de her faste kvoter. Hvis en 70-stilling skulle forøges, så skulle det være 85, og hvis en 85 skulle skæres ned, så blev det til 70. Men først og fremmest var problemet, at mange ikke syntes, der var en ordentlig sammenhæng mellem arbejdsmængden og lønnen,” siger Anders Thorup.

Særligt i forhold til korarbejdet passede kvoteskemaet ikke ret godt med virkeligheden, husker han.

Sat på spidsen: ”Et børnekor, som mødes en gang om måneden, kunne give stort set den samme tidsudmåling og løn som et firestemmigt voksenkor med stor koncertvirksomhed. Så et ønske om en bedre sammenhæng mellem arbejdsmængde og løn var også noget, vi gik ind til forhandlingerne med.

Men det problem blev jo ikke løst med selve overenskomsten, for det blev i stedet lagt ud til lokale forhandlinger at afgøre, hvor stor en stilling skal være.”

28

I Anders Thorups optik kunne et forbedret kvotecirkulære måske have været en optimal løsning, men Kirkeministeriet var principielt afvisende over for alt, hvad der mindede om dét. ”Tidens trend var jo også blevet, at sådan noget som sammenhængen mellem arbejdsmængde og stillingsstørrelse skal afgøres så langt ude i leddene som muligt, og at der ikke længere skulle være regler for, hvad der lige præcis udløser dén kvote og dén løn,” siger han.

Apropos regler: Det var et generelt ønske fra arbejdsgiversiden at muge ud i antallet af regler.

Konkret indebar det et farvel til ”Regulativ for organiststillinger”, som gik i detaljer med, hvordan man arbejdede i sognene, og for eksempel definerede præstens 48-timer frist for besked til organisten om salmevalg.

Blev ikke kørt over Overenskomstparterne kunne efter en rum tid til forberedelser tage fat på de egentlige forhandlinger i løbet af 2007. Og efter, hvad Anders Thorup betegner som et utal af møder i København, var de klar til at skrive under i sommeren 2009. Herefter kunne overenskomsten for nyansatte træde i kraft den 1. september 2009, og for de allerede ansatte skete det pr. 1. januar 2010. ”Det var ikke nogen nem proces. Og for mig var det at forhandle en overenskomst fra bunden selvfølgelig både en førstegangs- og en engangsoplevelse. Sådan set var det jo også nyt for Kirkeministeriets medarbejdere, men jeg oplevede dem som en både fair, kompetent og hård modpart. De var ikke nemme at bide skeer med – men forhandlingerne foregik i en behagelig tone. Der var ikke noget med, at vi bare blev kørt over,” husker han.

Anders Thorup pointerer, at når man forhandler med et ministerium, vil der aldrig tilnærmelsesvist være tale om ligeværdighed, heller ikke selvom man fra lønmodtagersiden måtte formå at stille med et stærkt hold. ”Jeg havde et rigtig godt samarbejde med John Poulsen. Mit eget bidrag lå udelukkende i at vide noget om det at være organist – for mig var for-

handlingerne mest af alt en spændende læringsproces. Når der alligevel kom noget fornuftigt ud af det, skyldtes det især Johns professionalisme kombineret med et forbilledligt samarbejde med DOKS, som vi jo var så heldige at forhandle sammen med. Og ikke mindst var Ulrik Søborg fra vores centralorganisation en meget vigtig nøgleperson,” understreger Anders Thorup.

Tryghed eller fleksibilitet Da aftaleteksten omsider lå klar, var arbejdet med overgangen til overenskomst langt fra afsluttet. ”I årevis efter indgåelsen af overenskomsten havde vi pædagogiske udfordringer med at ’sælge’ dele af indholdet til vores medlemmer. Alle var selvfølgelig glade for at få en arbejdstidsregulering, der gav mere frihed. Men der er også ting i det nye system, som jeg godt kan forstå, man var mere skeptisk over for,” erkender han.

Når det gælder lønsystemet, kan det dog også være et spørgsmål om temperament eller måske vanetænkning. ”Nogle trives i et gammeldags reguleret system, hvor de kender deres lønudvikling og ved, hvad de tjener om 17 år, mens andre har det godt med de mere tidssvarende rammer, hvor ting kan ændres og forhandles. Derfor er det nok også meget forskelligt, hvordan medlemmerne ser på overenskomsten og det, der fulgte med,” siger Anders Thorup.

Samtidig er der forskellige grader af tiltro til, at en fornuftig lønudvikling kan foregå lokalt. ”Der var jo i hvert fald et langt sejt træk at få menighedsrådene til at indse, at de nu havde fået en selvstændighed og en vigtighed i forhold til lønudviklingen. Og indkøringsvanskelighederne med lokallønssystemet lå så absolut på begge sider.

Vores egne medlemmer var ikke særlig begejstrede for selv at skulle ud at forhandle deres løn. Men med god hjælp fra tillidsrepræsentanterne og sekretariatet er det min fornemmelse, at det nu faktisk er et system, der kører.”

I bagklogskabens lys Organistoverenskomsten er siden 2009 blevet fornyet hvert tredje eller nogle gange hvert andet år sammen med de statslige overenskomstforhandlinger. Ind til videre er det dog ikke meget, der er blevet ændret i forhold til 2009-overenskomsten. ”Dengang havde vi – eller jeg havde i hvert fald – en ide om, at nu laver vi den her overenskomst, og når vi så efter lidt tid er blevet klogere, så retter vi op på de mindre smarte ting. Men sådan fungerer verden desværre ikke. Reelt er sådan en overenskomst nærmest støbt i beton,” konstaterer Anders Thorup.

Man kan godt flytte nogle kommaer og skrue en smule på de bestående delelementer, men næppe ændre noget mere grundlæggende, erfarer han. Derfor har han også efterfølgende gjort sig overvejelser om, hvordan man fra FPO’s side måske skulle have satset anderledes dengang. ”Når jeg kigger tilbage, synes jeg godt, jeg kan være stolt af at have været med til at lave en overenskomst. Men i bagklogskabens ulideligt klare lys er der selvfølgelig ting i den, jeg ikke er specielt stolt af,” siger han og uddyber: ”Vi endte jo med et PO-lønsystem på kun to trin.

Det var anderledes for DOKS, fordi de via deres indlejring i AC kunne overtage et lønrammesystem med 5-7 løntrin, så de blev sikret en vis progression i lønnen. Det var jeg lidt ked af, at vi ikke fik med.

Og hvis jeg kunne have gjort det om i dag, ville jeg nok have sat ind dér i stedet for at forhandle om flerkirketillæggene. Dengang var det et vigtigt krav fra medlemmerne at beholde den differentiering, at man får ekstra tillæg for flere arbejdssteder, og derfor prioriterede vi det højt i forhandlingerne. Vi fik forhandlet et ekstra rådighedstillæg på plads for dem, der har fire eller flere kirker, men vi skulle nok have prioriteret at få en mere progressiv lønskala i stedet.”

Anders Thorup bemærker, at dette blot er hans egne overvejelser, som han ikke ved, om han deler med andre.

29

Og de levede lykkeligt …

Der var engang en lille flok organister, der dannede en forening. Foreningen fik navnet FPO, hvor Kim og senere Egon i mange år havde en plan.

Foreningen var lille i begyndelsen. Som årene gik og antallet af organister tilsluttede sig Egons planer, fik Egon behov for hjælp fra andre organister.

I 1996 bidrog Egon til etablering af tillidsrepræsentantordningen. Tillidsrepræsentanterne hjalp Egon med at hjælpe organister rundt i det danske land med at tælle stillinger op, lytte til organister og menighedsråd, der havde spørgsmål og problemer.

Egon tog sig af de store ting og forhandlede aftalerne på plads i Kirkeministeriet.

I 2005 forlod Egon sit kontor i Billund og blev erstattet af Anders. Årene gik, og med Anders’ ihærdige arbejde fik alle organister en ny overenskomst. Foreningen skiftede navn fra FPO til Organistforeningen.

Nu skulle organisterne ikke kun spille, men også være med til at søge om mere i løn sammen med tillidsrepræsentanterne, forhandle arbejdstid og meget andet. Tillidsrepræsentanterne skulle forhandle og af og til kæmpe for at skaffe organisterne timer nok til forberedelse og spille til fest såvel som til sørgelige begivenheder. Arbejdstiden skulle planlægges, og organisterne fik rettigheder som nogle menighedsråd stod uforstående over for.

Mange menighedsråd var fortvivlede. I må forstå, at vi er et serviceorgan, og vil gerne have jer organister til at spille på alle tidspunkter, siger menighedsrådene. Selv 12 år efter den ”nye” overenskomst kender ikke nær alle menighedsråd

30

reglerne. Kan det virkelig passe, at vores organist, der er ansat på hele 12 timer hver uge, ikke kan spille til begravelser alle dage, spørger rådsmedlemmerne?

Ikke så sjældent måtte tidlidsrepræsentanterne ud for at hjælpe de arme organister. Fælles er vi stærke, måtte organisterne sande, og da foreningen stadig ”kun” er ”lille”, er Organistforeningen afhænge i frivillige kræfter som tillidsrepræsentanterne.

Det hele er ikke bare et eventyr, men på den baggrund er vi nået til det, vi er i dag. Sammenhold med utrættelige engagerede organister, der også interesserer sig for løn og arbejdsforhold, og som sammen med sekretariatsmedarbejdere kan løfte foreningen i et nutidigt arbejdsmarked.

For at organisterne kan spille til deres dages ende, må vi sande, at der er brug for tillidsmænd.

Inger Marie Riis, TR i Københavns Stift

Christian Holdensen, TR Aarhus Stift

Med tillid og samarbejde for øje I en kompleks folkekirkelig virkelighed må tillid være det bedste omdrejningspunkt for samarbejdet mellem arbejdstagere og arbejdsgivere, særligt når forandringer udfordringer de lokale relationer.Organistforeningen vil i de kommende år arbejde for at styrke det kollektive samarbejde for derigennem at opnå kvalificerede løsninger på de åbenlyse udfordringer.

Som sekretariatsleder i Organistforeningen har jeg løbende kontakt med Organistforeningens medlemmer, der fortæller om, hvilke konsekvenser menighedsrådenes ledelse har for dem. Det være sig lokale sager såsom ufremkommelige lønsager, forandringsprocesser uden medarbejderinddragelse, underkendelse af faglighed, ansvarsfralæggelse i arbejdsmiljøsager samt svære og ødelæggende afskedssager. Det ville være nemt at få den opfattelse, at folkekirken er fyldt med møgsager.

Jeg taler dog heldigvis også med medlemmer af Organistforeningen, der er glade for organistarbejdet, deres kollegaer, menighedsråd, menighed og præster. Og at de værdsætter arbejdslivet som organist med hvad alt det indebærer. Der findes sågar organister, som betragter deres arbejdsliv som en livsstil – et kald.

Det kan være svært ikke at lade møgsagerne skygge for, at folkekirken også rummer mange gode arbejdspladser. Dette er værd at huske på, når centrale parter i folkekirken (herunder Organistforeningen) i mange forskellige sammenhænge er med til at sætte rammen for og udvikle de folkekirkelige arbejdspladser.

Tillid og samarbejde Det er min erfaring, at tillid er et af det mest afgørende elementer for en velfungerende arbejdsplads. Tillid til hinanden. Tillid til at vi hver især hol-

Af Louis Torp

der de aftaler, der er indgået. Og tillid til, at vi løser de opgaver, der er os pålagt og vi har accepteret.

Dette gælder for både menighedsråd og præster såvel som for organister.

Trods en udpræget grad af tillid til hinanden opstår konflikterne opstår dog alligevel. Forskellige ambitioner, forventninger og personligheder rummer potentielle konflikter. Derfor må tillid følges af samarbejdsevne og samarbejdsvilje.

At folkekirken må forlade sig på en forestilling om en klassisk arbejdsgiver/arbejdstager-relation med klare hierarkiske normer og entydige juridiske forretningsgange, vil efter min opfattelse være misforstået. Tillid, samarbejdsevne og samarbejdsvilje er forudsætningerne for den gode opgaveløsning, når konteksten er folkekirkens – med dens frivillige arbejdsgivere, dobbelte ledelsesstruktur, flertydige bundlinjer, teologisk diversitet, lokalpolitiske ambitioner osv. Hele denne komplekse og svære folkekirkelige virkelighed.

Forandringer og lokal håndtering Med overenskomstens implementering i 2010 fulgte en lang række af forandringer. En væsentlig forandring var, at menighedsrådene fik kompetence til at fastsætte stillingernes norm. Efter 2010 bliver spørgsmålet om udfyldelse af organiststillinger derfor et lokalt anliggende, og det bliver menighedsrådets vurdering, der afgør, om organisten udfylder sin stilling og norm. Mange menighedsråd har tillid til, at organisten udfylder sin stilling og formår at samarbejde med organisten om stillingsindholdet og udførelsen af arbejdsopgaverne.

Også selvom menighedsrådet og kontaktpersonen ikke i det daglige er til stede på arbejdspladsen. 

31

Modsat er der desværre talrige eksempler på, at menighedsråd ikke har tillid til, at organisten udfylder sin stilling. At menighedsrådene ikke forstår, at organisten anvender en betydelig del af sin stilling på forberedelse, og har svært ved at værdsætte og inddrage den uddannede organists faglighed.

Organisternes arbejdsform på arbejdspladsen bidrager ikke til at reducere menighedsrådenes undren. Håndtering af organiststillingernes norm bliver således hverken tillidsskabende eller styrkende for samarbejdet lokalt – snarere tværtimod.

Relationernes dynamik Ovenfor har jeg beskrevet, hvordan en ændring i kompetencefordelingen mellem niveauerne i den folkekirkelige struktur som fulgte overenskomsternes implementering, kan få stor indvirkning på den lokale relation mellem arbejdsgiver og arbejdstager, og hvordan større forandringer kan sætte vante forståelser, arbejdsformer og relationen mellem menighedsråd og medarbejdere under pres. Når det sker, har det som regel den konsekvens, at der udvikles nye forståelser, arbejdsformer og relationer. Her er nogle af de vigtigste sammenhænge som er fulgt med overenskomsternes implementering:

• Med menighedsrådets krav om bredere

opgaveportefølje og høj faglighed følger øget krav om efteruddannelse og øget kompetenceniveau.

Med menighedsrådets krav om flere samarbejdsrelationer med andre menighedsråd, præster, organister, medarbejdergrupper m.fl. følger krav til og forventning om nærværende, forstående og entydig ledelse.

Med menighedsrådets øgede pres på organistens forberedelsestid følger større krav til klarhed over menighedsrådets ambitioner og visioner for den lokale kirkemusik.

Med menighedsrådets forventninger om tilstedeværelse følger større krav til arbejds­ pladsens indretning.

Når menighedsråd reducerer selvledelsen, følger øget krav om værn mod det grænseløse arbejde.

•

• • •

32

Udfordringer skal løses Her 12 år efter overenskomstsystemets implementering i folkekirken har vi på Organistforeningens sekretariat og blandt vores tillidsrepræsentanter en klar fornemmelse af, hvor skoen trykker på de folkekirkelige arbejdspladser. Hvor nogle menighedsråd kan magte den mere komplekse ledelsesopgave, er der fortsat mange menighedsråd, som nok kan stille flere krav – men som ikke ser det som deres opgave at håndtere de naturlige modkrav, jeg oplister i punkterne ovenfor. Og ret beset bør man overveje, om de frivillige menighedsrådsmedlemmer i menighedsrådet kan forventes at løse en så kompleks ledelsesopgave.

Håndteringen af de mange sammenhænge oplistet i punkterne ovenfor og de mange andre forandringer i folkekirken ligger ikke lige for. Selvom tendensen i statslig og kirkeministeriel styring er decentralisering og individualisering, bør det mellem folkekirkens parter være muligt at finde kollektive løsninger, hvor forandringerne behandles og håndteres med udgangspunkt i den komplekse folkekirkelige virkelighed. Kunne man opnå at forskyde konflikter fra det lokale niveau til et kollektivt niveau og herved også understøtte den lokale tillid og samarbejdet mellem menighedsråd og medarbejderne?

Organistforeningen er bestemt sindet at afsøge muligheder for kollektive samarbejder for derigennem at opnå kvalificerede løsninger på de åbenlyse udfordringer.

Bestyrelse og sekretariat gennem tiden Medlemmer af bestyrelsen for FPO/Organistforeningen Kristian Stange Jakobsen 1977-1981

(fmd. 1977-1981) Ole Brinth 1977-1979 Eva-Marie Olesen 1977-1985 Inger Svendsen 1978-2000 Inger Moss 1978-1980 Kim Thinggaard 1979-1983

(fmd. 1981-1983) Ruth Jørgensen 1980-1982 Niels Bekkevold 1981-1983 Jens Chr. Hansen 1981-1982 Egon Mortensen 1982-2005

(fmd. 1983-2005) Preben Berg 1983-2010 Herluf Juhl 1983-1995 Marie Louise Clemmensen 1985-1988 Ingeborg Skafte-Pedersen 1987-1990 Karsten Munk 1987-2004 Flemming Stidsen 1988-1992 Anni Poldrugatsch 1990-1996 Poul Krøjgaard 1990-1999 Christian Holdensen 1992-1996 Anders Thorup 1996-2016

(fmd. 2005-2016) James Lally 1996-1998 Susan Bank 1999-2006 Knud Damgaard Andersen 1999-2010 og 2017Mette Birkegaard Nørup 2000-2009 Inger Marie Jakobsen 2004-2007 Mette-Lise Skov Bennedsgaard 2005-2009 Poul Lumbye 2006-2010 Jens Lind Knudsen 2007-2007 Helle Zederkof 2007-2013 Kenn Therkelsen 2009-2012 og 2017-2020 Henriette Hoppe 2009-2022

(fmd. 2016-2018) Thilde Madsen 2010-2015 Susanne Mørk-Jensen 2010-2014 Poul Mørk-Hansen 2010-2014 Lasse Christensen 2012-2015 Maren Frost Nielsen 2013-2014 Niels Henrik Wyke 2014-2017 Tommy Schmidt Bülow 2014-2016 Jane Samuelsen 2014-2018

Pia Jeanette Nielsen Henrik Strøm Ingrid Bartholin Gramstrup

Carsten Engstrøm Jørgen Kleon Jeppesen Jette Plougheld Karin Bitsch Antonsen Teresemarie Lisiux Mette Bredthauer Jens Nielsen

2015-2016 2015-2021 2016(fmd. 2018-) 2016-2019 20182019-2020 2020202020212022-

Ansatte i sekretariatet for DOKS og FPO Kirsten Persson Jørn Würtz Merete Kjær Henrik Houe Anni Sørensen Else Hagstens Ulla Hjort

1980-1988 1983-1984 1985-1988 1988-2001 1988-2001 1999-2000 2000-2001

Ansatte i sekretariatet for FPO/Organistforeningen Birthe Olesen Birthe Stenderup-Hansen Inge Bech Hansen John Poulsen (leder) Louis Wollert Torp (leder) Filip Graugaard Esmarch

2001-2005 2005-2010 20102005-2018 20182020-

FPO-redaktører ved Organistbladet Eva-Marie Olesen Egon Mortensen Preben Berg Herluf Juhl Ingeborg Skafte-Pedersen Karsten Munk Flemming Stidsen Christian A. Holdensen Ingrid Bartholin Jørgensen

1981-1983 1983-1983 1984-1985 1985-1988 1988-1989 1989-1991 1991-1993 1993-1996 1996-2001

Redaktører af PO-bladet/Organist.org Karin Jürgensen Bo Nygaard Larsen Dorte Skovgaard Wihre Filip Graugaard Esmarch

2002-2004 2004-2010 2011-2011 2011-

33

Medlemsstatistik siden 1978 Årstal Medlemmer

ialt

1978 1979 1980 1981 1982 1983 1984 1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022

34

78 103 126 160 200 215 225 233 239 260 296 320 350 384 428 467 501 538 585 612 636 651 673 700 691 705 685 679 673 692 694 693 711 713 701 687 661 653 657 636 636 638 638 640 635

Medlemmer i lønramme stilling

Medlemmer på overenskomst

? ? ?

82 69 77 117 132 122 140 150 190 200 220 241 279 306 324 366 390 411 423 440 462 470 477 482 484 480 496 507 505 167 132 129 125 119 110 107 99 90 85 79 71 66

409 408 419 428 424 432 437 417 400 401 401 448 437

Noter til opgørelsen • Medlemmer i alt omfatter medlemmer i fast beskæftigelse og medlemmer uden fast beskæftigelse samt pensionister og studerende • Ansatte i lønrammestillinger omfatter både medlemmer ansat på tjenestemandsvilkår og tjenestemandslignende vilkår. Fra 2010 overgik ansatte på tjenestemandslignende vilkår til ansættelse på overenskomst. Bemærk, at den samlede medlemsopgørelsen også indbefatter medlemmer ansat på individuelle vilkår (både før og efter 2010) • Medlemsopgørelsen fra årene 1979 til 1996 følger af FPO’s 25 års jubilæumsskrift. Der foreligger ikke data fra foreningens første år. For årene 1989 og 1990 er antal medlemmer ikke opgjort præcist. Medlemsdata for året 2005 baserer sig på et skøn • I visse år er medlemsopgørelsen pr. 1. januar, andre pr. 1. maj og nogle gange pr. 1. juli.

35

Dette er et festskrift for fagforeningen, som den 17. maj 1972 stiftedes under navnet Foreningen af Præliminære Organister (FPO) og som siden 2012 har heddet Organistforeningen.

50-års jubilæet markeres med et historisk overblik og en række hilsner fra foreningens nærmeste samarbejdspartnere, herunder en nyskreven salme.

Der er også artikler om blandt andet organistuddannelse, overenskomst og arbejdsmiljø.

36