NY DEBATBOG SIGER MEST OM GEJSTLIGT TILSYN, KUN LIDT

Om Tilsyn Med Arbejdsgiver

I en ny antologi belyses tilsynet i folkekirken, både alment og mere speci ikt inden for områder, som også vedkommer en organist.

Begrebet tilsyn er et centralt og veletableret i folkekirken, men ”uden i nævneværdigt omfang at være beskrevet eller udfoldet for den, der skal føre tilsynet, eller for dem, der skal føres tilsyn med”, som redaktørerne af Tilsyn i folkekirken formulerer det i bogens indledning. Ud over at råde bod på dette håber de, at den både kan vække debat og bruges i undervisning.

Det er en antologi med 13 artikler, nogle skrevet af forskere, men de leste bidragydere er ”praksis-eksperter” i kraft af deres job eller politiske hverv. Mange synsvinkler er med, både historiske, juridiske, teologiske, organisationsteoretiske og praktiske.

Tilsyn er på lere måder et varmt emne i folkekirken. I januar 2022 meldte biskopperne ud om folkekirkens arbejde med liturgi, at ét af tiltagene er en redegørelse om biskoppens tilsyn på det liturgiske område. Den ventes fremlagt senere i 2023. Kontaktperson for arbejdsgruppen i den forbindelse er Viborgs stiftskontorchef, Bodil Abildgaard, som også er anført som ”førsteredaktør” af den her omtalte bog.

En biskop skal føre tilsyn på et bredt felt, ikke kun i forhold til læren, forkyndelsen og liturgien, men også menighedslivet. Fører biskoppen (evt. provsten eller andre i dialog med biskoppen) så et tilsyn med menigheds-

Tilsyn i folkekirken

Eksistensen 2023

227 sider

Papirbog: 250 kr.

E-bog: 150 kr.

Købes hos eksistensen.dk rådets personaleledelse? Det spørgsmål ønsker kirkefunktionærernes organisationer sat højt på folkekirkens dagsordenen, senest udtrykt i en pressemeddelelse efter et fællesseminar medio juni.

Mange Slags Tilsyn

I Tilsyn i folkekirken skriver gæsteforsker ved Københavns Universitet Nete Helene Enggaard om biskoppernes liturgiske tilsyn. Artiklen fører emnet frem til den seneste udvikling med planer om et Liturgisk Forum.

Men tilsynet med menighedsrådet som arbejdsgiver inder man mindre om i bogen. Der er en artikel om ”stiftsøvrighedens tilsyn med menighedsrådenes forvaltning” og en anden om økonomisk tilsyn i provstierne (et vigtigt emne fra et kirkefunktionærsynspunkt, da det i høj grad handler om lønninger og stillingsnormeringer). Men i ingen af disse artikler handler det om menighedsrådenes daglige praksis som arbejdsgivere.

En artikel med overskriften ”Menighedsrådets daglige teologiske/ledelsesmæssige tilsyn” er skrevet af Pernille Vigsø Bagge og Søren Abildgaard, henholdsvis formand for Præsteforeningen og daværende formand for Landsforeningen af Menighedsråd (frem til juni 2023). Den handler primært om de overordnede rammer for menighedsrådets virke, herunder præstens samvirke med resten af menighedsrådet. Et tilsyn med deres virke og samvirke handler den sådan set ikke om.

Pr Sten Som Kontaktperson

Men i sidste del af Bagge og Abildgaards artikel beskrives rammerne og opgavefordelingen i forhold til menighedsrådet som arbejdsgiver og ledelse, herunder præstens pligt til at være loyal over for menighedsrådets beslutninger, når det gælder medarbejderne – samt at præsten i forbindelse med gudstjenester og kirkelige handlinger har en særlig instruktionsbeføjelse.

”Er præsten og organisten fx ikke enige om melodivalget, er det præsten, der i sidste ende bestemmer (…),” skriver de uden at nævne, hvorvidt det også gælder præ- og postludium.

Der er også et kort afsnit om præsten som kontaktperson – interessant, for Præsteforeningen og LAM har på dette punkt modsatrettede politiske standpunkter. Her lander Bagge og Abildgaard på en både og-formulering.

”Præsten er i udøvelsen af sin pastorale forpligtelse (…) ua hængig af menighedsrådet. Som daglig leder er præsten imidlertid underlagt de rammer, som menighedsrådet har fastlagt for udøvelsen af funktionen som daglig leder/kontaktperson,” skriver de og overlader det til læseren at overveje risikoen for kasketforvirring.

Kontroversielt Forslag

Mere debatterende er Viborg-biskop Henrik Stubkjærs bidrag om ”tilsynets plads i biskoppens ledelsesfunktion”. Han har ikke så meget med om tilsynet med menighedsrådet som arbejdsgiver generelt, men berører vanskelighederne med ”at få de relevante kompetencer ind i menighedsrådene”. I sager, hvor tingene derfor ”går i hårdknude lokalt”, beskriver han manglen på sanktionsmuligheder over for menighedsrådet som en udfordring – og fremsætter et forslag:

”Jeg mener, vi har brug for yderligere værktøjer til at få tilsynet til at fungere i sådanne situationer. Man kunne tænke sig, at vi som biskopper ik muligheden for – i en kortere eller længere periode – at løfte personaleansvaret op i provstiet eller i stiftet, hvor vi kan gøre brug af de kompetencer til kon liktløsning, som haves i provsti og stift,” skriver Henrik Stubkjær.

For at inde et helt afsnit, som direkte handler om tilsyn i forhold til folkekirkens lokale ledelse, skal vi hen til bogens sidste artikel, hvor HR-chef i Kirkeministeriet Lene Graakjær Lund primært har fokus på folkekirkens udfordrede psykiske arbejdsmiljø. Her runder hun af med overvejelser om, hvordan provsten som nærmeste tilsynsmyndighed kan spille en rolle.