Issuu

RDET R N . D E T F

kroppen

DRØMMER DU OM EN KARRIERE INDEN FOR FILM? • • • • •

Skuespil Instruktion Manuskript Dokumentar Producing

• • • • •

Kamera Filmredigering Lyddesign Lyssætning Set design 2

• • • • •

Karrierevejledning Kontakt med filmbranchen Netværk Elever fra hele verden Film døgnet rundt

Eksklusivt tilbud til nye

studerende Så meget koster det at være medlem af både Dansk Magisterforening og Magistrenes A-kasse det første år. Du får adgang til gratis kurser, workshops og professionel studie- og karriererådgivning, og som medlem af Dansk Magisterforening får du op til

50% rabat på DM Forsikring, Danmarks mest attraktive studieforsikring.

Find vores forsikringsberegner på Magistrene.dk/forsikring

Se muligheder

Like os på

Magistrene studerende

Velkommen til o r d e t nr. 41 – Kroppen

et virker så håndgribeligt og selvfølgeligt. Kroppen er noget, vi alle har – tilfælles, men også som noget unikt for os hver især. Kroppen er noget, vi kan føle og røre på; noget så basalt som kød og knogler. Men kroppen er også grundvilkåret for vores eksistens; en sjæle-container eller jegets legemliggørelse. Hvis du tænker (for) længe over det, er kroppen umådeligt svær at begribe… Descartes og dualismen dedikerede kroppen til materiets verden, adskilt fra sjælen og det åndelige. Behaviorismen satte derimod sjælen og bevidstheden for porten og betragtede kun mennesket ude fra i form af sanseindtryk og adfærd. Og Freuds berygtede teorier om libido og de menneskelige drifter satte nærmest kroppens vilje højere end tankens. Nutidens krop-filosoffer har i nogen grad også bortkastet det kognitive, og mener svaret på det lykkelige liv er en Chris McDonald-entusiasme for sin palæodiet — og selvfølgelig bekræftelsen fra de sociale medier.

Vi lever i en tid præget af den fortsatte kamp for lige rettigheder på tværs af køn, race og seksualitet, hvor kroppen til dagligt kommer i fokus i debatten og i mediebilledet. Der er ikke blot tale om feminisme og homorettigheder, men første, anden, tredje og fjerde — hvis ikke flere — bølger af feminisme; og seksualitet deles ikke blot op i de to H’er (homo og hetero), men i LGBTQIA*. I en medieret virkelighed eksponeres kroppen på nye og anderledes måder, og alle får en holdning til, hvad der er en smuk, lækker og sund krop — eller det omvendte. Måske særligt i lyset af #MeToo er det blevet på tide, at Ordet tager teten… I denne udgave af Ordets magasin sætter vi fokus på det endevendte, men dog uendelige tema ’kroppen’. Fra et film- og medieperspektiv belyses det genkendelige korpus fra ukonventionelle vinkler. Ordet nr. 41 kaster sig over kroppens kompleksitet og mangefacetterede virke; og snart vil du opdage, hvordan kroppen både kan begære og behage såvel som vække frygt og forargelse. Læs om kroppens udfoldelse i alt fra porno til body horror, fra musicaldans til udklædnings- og fægtekunst, eller dyk ned i kroppens indre, psykologiske afkroge. God læselyst, og rigtig god fornøjelse! Med venlig hilsen,

Tilde Søgaard Carlsen, chefredaktør på Ordet Nr. 41.

chefredaktør tilde søgaard carlsen redaktører

Adam Ambus Madslund Patricia Smollerup Siri Kastbjerg Andersen Olivia Alleslev Alma Nordenbæk Morten Kildebæk Neia Pil Højsteen Anna Pandrup Andersen Fie Vikke Lundholm Madsen Lise Burmeister Rikke Bjørnholt Fink Claus Nygaard Petersen Amine Kromann Karacan

layout

Amine Kromann Karacan oplag

250 online

Læs anmeldelser og artikler fra filmens verden på: www.ordet.net Facebook: fb.com/ordet.ifm Instagram: instagram.com/ ordetnet

RDET E

RDET RDET

TEMA

KROPPEN Indhold: Sex en gros............................................................................. s. Når kroppen tilhører flere...................................................... s. Drømme om mandekroppen................................................. s. Kroppe i bevægelse................................................................ s. Der tabte vi vist familiepublikummet!................................... s. Interview med Jacob Skyggebjerg......................................... s. Du er din egen værste fjende................................................. s. Det er på tide, vi tager filmkamp alvorligt............................. s. Kødet forandres..................................................................... s. Krop, kød og Cronenberg...................................................... s. Bag om Marvel....................................................................... s. ASMR – Da internettet opfandt en følelse............................ s. Når erotikken forsvinder........................................................ s. Håndværk, kostume og karakter............................................ s.

8 12 18 24 28 36 46 52 60 66 72 76 84 91

Sex en gros – da kroppen og kønnet blev synligt i dansk populærfilm. af Isak Thorsen 8

Tema – Kroppen

I skorpionens tegn (1978). Foto: Dansk-Svensk Film

“The sexualization of mass media is a universally recognized feature of contemporary capitalist culture”,

Exhibited Porn’ (Williams, 296). En periode, hvor porno blev ’chic’ og bevægede sig ind i mainstreamkulturen, og pornofilm var noget man kunne se sammen i biografen. De danske spillefilm, der blev vist i almindelige biografer og indeholdt eksplicit pornografiske scener kan inddeles i nogle overordnede kategorier. Først og fremmest er der de egentlige pornofilm i spillefilmslængde, og dem blev der ikke produceret mere end 10-15 af i Danmark. Størstedelen af porno produceret i Danmark blev distribueret på 8mm film, hvor selskabet Color Climax blev en af de helt store spillere internationalt. En anden kategori af film, der blev vist i biograferne, og som indeholdt eksplicit sex, er det man kan kaldte ’dokumentariske’ og ’sociologiske film’. Film, der forsøgte at indkredse det nye fænomen eller satte seksualitet på dagsordenen, som Niels Vests to dokumentarfilm sex en gros (1971) og hvem skal med hvem (1971) eller de svenskproducerede film med de danske sexologer Inge og Sten Hegeler, eksempelvis inge og sten spør’ (1970), hvor spørgsmål omkring seksuallivet blev besvaret og illustreret. En yderligere kategori, der omfavnede det pornografiske var den danske folkekomedie, først og fremmest i de to serier sengekantsfilmene og stjernetegnsfilmene.

skriver Brian McNair (McNair, vii). Et væsentligt skridt i denne udvikling var, da Danmark som det første land i verden frigav billedpornografien i sommeren 1969. Fra at pornografiske billeder og film var noget henvist til lukkede kredse og hemmelige biografer, blev det nu tilgængeligt for menigmand. Det var den konservative justitsminister Knud Thestrup, der foreslog og fik loven gennemført. Tanken var at ved at lovliggøre billedpornografi, ville man opleve et fald i cirkulationen af pornografisk materiale, ligesom man havde oplevet et fald i interessen for pornografisk litteratur, da den blev frigivet i 1967. Men sådan skulle det ikke gå. Med frigivelsen kom Danmark i søgelyset, og turister og nysgerrige fra det meste af verden valfartede til landet, der blev kendt som ’the Wild West of xxx-rated porn’ (Heidenry, 54). Pornoklubber og -biografer skød op som paddehatte særligt i Købehavn og de større provinsbyer. PORNO I BIOGRAFEN

DET STORE SVUPPENDE PORNOFJÆS

1970ernes pornografiske film tilhører en periode, som Linda Williams kalder ‘the “Classical” Era of Theatrically

mazurka på sengekanten fra 1970 var den første af otte sengekantsfilm produceret af Palladium, og med

vedkender sig, at kødets lyster – og stimulering af dem – er langt væsentligere end det at fortælle en god historie (Crab, 1973). De seks stjernetegnsfilm, der blev produceret mellem 1973 og 1978, blev generelt dårligt modtaget af anmelderne. Men selvom det statiske materiale fra 1970erne er sparsomt, peger det i retning af, at både sengekants- og stjernetegnsfilmene var nogle af de mest sete danske film i årtiet. Hovednavnet i begge serierne var skuespilleren Ole Søltoft, der skabte sig et navn som stjernen i periodens danske sexkomedier. Udover Søltoft medvirkede blandet andre folkekære skuespillere som Poul Bundgaard, Karl Stegger, Arthur Jensen og Paul Hagen i stjernetegnsfilmen. Ingen af de etablerede skuespillere deltog dog i sexscenerne, bortset fra Bent Warburg som så det som uærligt ikke selv at indspille sexscenerne (Frank, 1998).

I Jomfruens tegn (1978). Foto: Dansk-Svensk Film

undtagelse af to af filmene var de blød porno. Filmene indeholdt nøgne piger og seksuelle forviklinger, men de pornografiske scener var simulerede. Sengekantsfilmene minder om den type af sex-komedier, der florerede i 1970erne i det meste af den vestlige verden. Stjernetegnsfilmene er derimod unikke - også internationalt da de kombinerede folkekomedie med populære skuespillere med hardcoreporno. I seriens første film, i jomfruens tegn (1973), kan man indenfor de første ti minutter opleve følgende typer af eksplicit sex: lesbisk sex, masturbation, oral sex, en trekant og et ’money-shot’. At det var en grænseoverskridende kombination vidner en anmeldelse af filmen om: Den danske folkekomedies dyd er gået amok. Fra bonert fnisende sengekant har den bredt sig til det store svuppende pornofjæs, der ærligt

AFSLUTNINGEN PÅ EN ÆRA Stjernetegnsfilmene afspejler en historisk periode, hvor sex, køn og krop blev synlig i de danske biografer, og pornofilm blev vist side om side med børnefilm, actionfilm og hvad der ellers var på programmet. Bølgen af pornografiske film ebbede ud i slutningen af 1970erne, og med hjemmevideoens fremkomst og senere med internettet vandrede det pornografiske med tiden tilbage til 10

Sex en gros det private rum. Stjernetegnsfilmene er et kuriøst eksempel på, hvordan populærkulturen forstod at inkorporere og kommercialisere et subkulturelt fænomen gennem den allerede etablerede og populære folkekomedie. De kan sammen med bølgen af pornografiske film i 1970erne ses som et væsentligt skridt på vejen mod det mediebillede, hvor vi nu kan finde krop, køn og seksualitet i mere eller mindre tydelige versioner fra is-reklamer til avisartikler og tvprogrammer. LITTERATUR: Crab (1973), “Tatar til professoren!”, Aalborg Stiftstidende, 24. juli 1973 Frank, Søren (1998), ”Damerne blev hans skæbne”, Berlingske Tidende, 22. februar 1998. Heidenry, John (1997), What Wild Ecstasy: The Rise and Fall of the Sexual Revolution. McNair, Brian (1996), Mediated Sex. Pornography and Postmodern Culture. London: Arnold. Thorsen, Isak (2014), ”Family Porn – the Zodiac Film: Popular Comedy with Hard-core Sex”. Journal of Scandinavian Cinema 4:3, pp. 289-304. Williams, Linda (1999), Hard Core: Power, Pleasure, and the ‘Frenzy of the Visible’. Berkeley: University of California Press.

I skyttens tegn (1978). Foto: Europa Film

NĂĽr kroppen tilhĂ¸rer flere 12

af Patricia

Smollerup

The Deuce (2017). Foto: HBO

Når én skuespiller portrætterer flere roller i samme film, giver det ikke kun skuespilleren mulighed for at vise sit talent. Det er også et greb, som udvider potentialet for narrative tricks og psykologiske skildringer. 13

Når kroppen tilhører flere

skuespiller lægger ansigt og krop til flere karakterer i samme film. Gennem filmhistorien ses mange eksempler på skuespillere, som har taget den hårde opgave på sig i samme film at skildre ikke bare én, men flere personers følelsesliv. Tænk blot på Charlie Chaplins mesterværk the great dictator fra 1940, hvor han både spiller en jødisk barber samt den diktatoriske leder Hynkel — en

70’ernes New York forsøger bartenderen Vincent at tjene til dagen og vejen. Han sukker stille, da hans tvillingebror Frankie pludselig dukker op og højlydt banker på glasruden til arbejdspladsen. Frankie fører sig frem, mens han skødesløst slentrer gennem baren og sætter sig over for sin bror. Begge roller spilles af James Franco.

Face-Off (1997). Foto: Bueno Vista International

De to modsætningsfyldte brødre genforenes og får sig en alvorssnak, og når kameraet ikke har dem begge i framen på samme tid, men peger mod bartenderen Vincent, reflekteres Frankie i spejlet langs den store barvæg. Den brillante scene er fra HBO-serien the deuce (2017-) og falder ind under en facetteret trend, hvor den samme

karakter, der hurtigt giver associationer til Adolf Hitler. Eller Nicolas Cage i adaptation (2002), hvor han spiller to meget forskellige tvillinger, der repræsenterer hver sin del af manuskriptforfatterens indre kamp — egocentrikeren, der sælger ud, og den introverte kunstner med skriveblokade. 14

Tema – Kroppen Den storrygende Vincent udstråler med trætte øjne og anspændte øjenbryn en mand, som er blevet hærget af livet. Mens en lettere foroverbøjet ryg og hængende hoved signalerer, at han ikke vil gøre sig unødigt bemærket. I den modsatte grøft har vi Frankie. Med en energisk gang og armene slået ud til siden som en anden Jesus, spadserer han uanfægtet over en trafikeret vej med vrede bilister dyttende og råbende fra begge sider. Hovedet er højt, holdningen er tilbagelænet, og han fører sig frem. Han peger med et glimt i øjet på flere af de, som han passerer. Han klapper og kører hænderne mod hinanden. Alle disse små detaljer i kropsproget afspejler Frankies mere løsslupne, ansvarsløse personlighed. Men forskellen mellem de to brødre er ikke voldsom og karikeret. Den er subtil. James Franco foretager bittesmå korrigeringer, der lige præcis giver seeren nok til at kunne se forskel. For brødrene er stadig tvillinger, og flere træk ved deres måde at gebærde sig på går igen hos dem begge. Vincent har også en tendens til at slå ud med armene, blot ikke på samme kæphøje facon som sin mere frembrusende bror. Udfordringen med at spille to karakterer i samme serie kom også til udtryk i optageprocessen, hvor James Franco selv instruerede flere afsnit, samtidig med, at han hoppede ind og ud af rollen som henholdsvis Vincent og Frankie Martino. Her var det altafgørende, at James Franco både i rollen som instruktør og skuespiller holdt sig klart, hvilken position han befandt sig i på et givent tidspunkt, og

Tricket indeholder en række muligheder. Skuespilleren kan udføre en magtdemonstration ved at vise evnen til kropsligt at udtrykke forskellige karakterers sindelag, mens instruktøren kan benytte grebet til at lave narrative twist. GUIDENDE GESTIK OG MIMIK David Simon kendes bedst for sit mesterværk the wire (20022008), som er blevet rost for dets komplekse karakterbeskrivelse på tværs af samfundsskel og i forskellige institutioner i den amerikanske by Baltimore. I hans nye HBO-serie the deuce er rammen 70’ernes New York City. Et miljø med prostituerede og pimps; Politi og gangstere, som kæmper om kontrol over gadehjørnerne. Her følger vi blandt andet tvillingebrødrene Vincent og Frankie Martino. Bartenderen Vincent bor i Brooklyn og har kone og to børn. Han er mere ansvarsfuld end Frankie, som er en gambler med gæld til gangstere, og som aldrig tænker på konsekvenser. James Francos to karakterer ligner hinanden på en prik. De har det samme karakteristiske overskæg, samme hår og næsten samme tøjstil. Det stiller en helt særlig udfordring til James Franco, der må bruge sin egen krop som redskab til at udtrykke de forskellige karakterers personlighed. Med gestik og mimik giver James Franco de ellers identiske brødre hver deres personlige kendetegn, og det bliver klokkeklart for seeren, hvilken bror de ser på.

Når kroppen tilhører flere sekunder efter træder ud af en kasse på den anden side. Christopher Nolans film har lige så mange tricks og twists som en trylleforestilling, og først sent i filmen går det op for seeren, at Christian Bales karakter har en identisk tvillingebror, som han har delt liv, hverdag og identitet med. De har begge ofret alt for at kunne fremføre umulige tricks på den spotbelyste scene. Modsat the deuce, hvor vi hele tiden skal vide hvilken bror, vi ser på, skal vi i begyndelsen af the prestige ikke kunne se forskel. På den måde bruger Christopher Nolan Christian Bales dobbeltrolle som et narrativt twist, og strukturen kommer til at afspejle den verden af illusion, vildledelse og svindel, som filmen dykker ned i.

at James Franco skabte en klar vision for scenen. Og da James Franco i TV-showet today taler om det at jonglere mellem instruktør- og skuespillerpositionen i samme serie og risikoen for at blive egocentrisk på settet, siger han jokende og med et stort karakteristisk grin: ”Jeg favoriserede den ene bror frem for den anden.” DET NARRATIVE TRICK Hvor James Francos opgave i the deuce er at gøre det så klart som muligt for seerne, hvilken bror, de ser på, spiller Christopher Nolans tryllekunstfilm the prestige (2006) på det modsatte. En kridhvid fugl sættes ind i et bur. Et klæde kastes over, og for øjnene af en lille lyshåret pige kvases buret fuldstændig sammen. Fuglen er væk, men et smil breder sig fra det ene øre til det andet på den lille pige, da tryllekunstneren på magisk vis får den hvide fugl til at dukke op igen. Bag kulissen ligger en boks med fuglens identiske tvilling. Blodrød og smattet. I et victoriansk London spiller Hugh Jackman og Christian Bale de unge dygtige tryllekunsttalenter Robert Angier og Alfred Borden, der starter en rivalisering efter et fejlslagent nummer med katastrofale konsekvenser. Det tages til ekstremerne, når de to ambitiøse mænd kæmper om at overgå hinanden, og Angier (Jackman) bliver besat af at finde sandheden bag Bordens (Bale) vanvittige nummer The Transported Man, hvor han åbner døren og går ind i en kasse på scenens ene side, og

NÅR KROP OG SJÆL ER TO I John Woos face/off (1997) ser vi en tredje mulighed for, hvordan det kan gøres, når skuespillerne spiller flere roller i samme film. Krop og sjæl adskilles. Siden terroristen Caster Troy (Nicolas Cage) dræbte FBI-agenten Sean Archers (John Travolta) søn, har Archer startet en vendetta mod Caster Troy. En dag lykkes det ham endelig at fange den gale gerningsmand, men Troy har sat en bombe til at detonere, som politiet ikke kender lokationen på. For at få Troys bagmænd til at afsløre bombens beliggenhed ser Archer det som den eneste løsning at bytte identitet med Troy. Mens Troy er i koma, udfører speciallæger en kompliceret operation, 16

Tema – Kroppen hvor deres ansigter bliver byttet rundt. Caster Troy er nu i John Travoltas krop, mens Sean Archer er i Nicolas Cages.Men det hele går grueligt, da Troy vågner op af komaen før tid. Både John Travolta og Nicolas Cage spiller altså de samme to roller, og deres mimik skal signalere, at ansigtet har skiftet ejermand. Nicolas Cage er gal og forbryderisk i rollen som psykopaten Caster Troy. Med udspilede øjne og store armbevægelser er hans skuespil meget ‘over the top’, som når han danser uregerligt og headbanger til et gospelkor, som fremfører: “Halleluja”. Vanviddet fra Nicolas Cages karakter skal overtages af John Travolta, efter deres ansigt er blevet byttet om. Det ser vi tydeligt ved det første møde efter ansigtsskiftet. En fængslet Sean Archer står i Nicolas Cages krop med et bekymret udtryk i øjnene og en dyb rynke mellem øjenbrynene. John Travolta, nu som Caster Troy, stirrer med et iskoldt blik og tipper langsomt hovedet på skrå, mens han magtdemonstrerende kigger på Sean Archer. Et lumsk smil kommer frem på hans læber, og det overgestikulerede vanvid begynder. Samtidig skal både Nicolas Cage og John Travolta bevare noget af deres oprindelige karakter, således at de kan skjule for deres familier, at de har byttet krop. De to skuespillere må derfor hele tiden veksle mellem de to roller, og det fungerer helt eminent, for selvom de snyder deres omgivelser, er du som seer ikke i tvivl om, hvornår de er galningen

Caster Troy og den hjertevarme, ansvarsfulde FBI-agent Sean Archer. Det åbner altså op for en bred vifte af muligheder, når den samme skuespiller spiller flere roller i samme film. Narrativt opstår nye fortællemæssige potentialer, og der kan leges med overraskelser. Karaktermæssigt kan filmen dyrke identitetsbegrebet, og skuespilleren kan dykke dybt ned i karakterernes psyke. Men det er ikke et ufarligt valg, som kan bruges til at inkassere billige point. Adam Sandler-komedien jack And jill (2011), hvor Sandler med overdrevent og karikeret skuespil portrætterer den succesfulde søn Jack og den pinlige tvillingesøster Jill, er et glimrende eksempel på, hvor grueligt galt det også kan gå, når tricket bruges dovent, og historien ikke er stærk nok. Og denne erkendelse kommer selv fra en skabs-Sandler-fan.

DRØMME OM MANDEKROPPEN af

B e n e d i k t e S o f i e M a r t i n u ss e n

Mainstream-musikvideoens kroppe har i reglen været udstillet efter et seksualiseret og perfektionistisk ideal. Hvad sker der, når man som i Charlie XCX’s boys (2017) pålægger musikvideoens kropskonventioner et kvindeligt blik, og mænds kroppe pludselig bliver seksualobjekter? DEN KØNNEDE KAMERALINSE

e n kropsfokuseret kultur, bliver seksualitet og udstillingen af den et omdrejningspunkt for musikvideoen. Hvis vi dvæler ved en binær kønsdistinktion, er det typisk kvinders kroppe og seksualitet, der er centralt for kameraets fokus, hvor manden styrer den objektiverende linse. Disse 18

tanker stammer fra filmteoretikeren Laura Mulvey, der i 1975 skrev sitbanebrydende essay “Visual Pleasure and Narrative Cinema”, hvori hun introducerede begrebet ‘the male gaze’. Med dette mener Mulvey, at blikket hvormed vi betragter filmmediet, altid implicit vil være ‘mandligt’, fordi mediet og branchen i sin grundessens er patriarkalt. Centralt i hendes artikel er to ‘nydelser’, som Mulvey mener fremprovokeres af filmmediet. For det første en objektiverende nydelse, hvori karaktererne på skærmen bliver objekter for modtagerens seksuelle stimulans. Dernæst én, hvor man identificerer sig med karaktererne. Begge er kønnede mekanismer, hvori manden altid vil være den aktive karakter, og kvinden vil være den passive; kvinden på skærmen bliver indkapslet af, hvad Mulvey kalder en ‘tobe-looked-at-ness’. Derfor er kvinden altid det seksualiserede objekt, og idet manden er den aktive karakter, vil vi identificere os med ham. Det gælder både inden for filmens 19

diegese, men også på den anden side af kameraet, hvor vi, modtagerne, får rettet vores objektiverende blikke mod kvinden. Tag for eksempel Christina Aguileras musikvideo dirrty (2002), instrueret af David LaChappelle. Indenfor videoens første minut, ser man Aguilera blive sænket ned i en boksering i et bur – hun bærer læderchaps, hvori vi kan se hendes røde trusser med et “X” på. Mænd ved bokseringen står og hujer, idet hun skal slås mod en anden kvinde, efter hun har præsenteret sin krop i en seksuel dansesekvens. LaChapelle har med totalbillederne af hendes krop og valget af videoens mise-en-scène indrammet Aguilera som et objekt for modtagerens seksuelle stimulans; til trods for at hun er videoens protagonist, er hun aldrig alene, og hendes krop skal kunne indtages i et totalbillede.

LYSERØDE DRØMME

Fra 00’ernes Aguilera-video til dagens mainstreamvideo er der sket en del. Internettet har været grobund for et nyt perspektiv på kroppe og dens naturlighed i mainstreamkulturen. Det kan mærkes mange steder – eksempelvis er flere store shoppingsider på nettet, som f.eks. britiske ASOS og Urban Outfitters, stoppet med at bortredigere deres modellers strækmærker og former. Mainstream skal sælge, og derfor tager man fat i de diskurser, som er herskende i samfundet – og netop diskussion om krop og køn har i lang tid været genstand for debat og interesse på diverse sociale medier. Det ses ligeledes i mainstreammuskvideoen, hvor jeg vil fremhæve Charli XCX’s fremragende video boys, instrueret af kunstneren selv i samarbejde med fotografen Sarah McColgan. Modsat 20

Aguileras video, som er stærkt præget af et male gaze, er Boys præget af, hvad man kan kalde et female gaze – først og fremmest styres kameraet af to kvinder, og kameralinsen indtager en ironisk objektivering af mandekroppen. De to kvinder har i videoen skabt et lyserødt univers, ikke bare af lyserøde backdrops, men lyserøde penge, lys, kager, hundehvalpe etc. Hele videoen har et stereotypt ‘tøse-look’. Midt i dette lyserøde univers indrammes 60 forskellige mænd i hurtigt skiftende sekvenser. Videoen som et hele kan ses som en drømmesekvens, idet XCX i det ret repetitive omkvæd synger “I was dreaming about boys”; derved kuraterer XCX os muligvis rundt i sine egne, lyserøde drømme – et rum, som ikke kun burde være forbeholdt kvinder.

NÅR MÆND BLIVER OBJEKTER

Hvor LaChapelle for det meste filmede Aguilera i et totalbillede, er størstedelen af mændene i boys filmet i halvtotal til nærbillede. Det skaber effekten af et intimt rum, hvor disse mænd får lov til at udfolde sig forskelligt. Ligeledes leges der i videoen med konventioner om det ‘sexede’ og det ‘romantiske’; Brendon Urie (kendt fra bandet Panic! at the Disco) ligger og kigger længselfuldt op på kameraet, på et hav af røde rosenblade, og internetpersonligheden Josh Ostrovsky (også kendt som ‘The Fat Jew’) står halvt påklædt og hælder rosévin ud over sig selv. Det er en ironisk fremstilling af den seksualiserede krop, som er meget bevidst om sig selv – det illusoriske rum, musikvideoen som oftest skal hive os ind i, opløses ikke bare på baggrund af musikvideoens overord21

nede form, men også den måde hvorpå de filmede mænd positionerer sig selv. Der skiftes sekvenser så hurtigt, at man bliver opmærksom på det etablerede, samtidig med at mange kigger væk fra den fokuserede kameralinse. I de sidste sekunder af videoen tages man også om “bag kameraet” for at sætte en ekstra stor streg under opstilletheden. Det er tydeligt, at Charlie XCX har taget rollen som skaber til sig; hun har været med til at instruere videoen, hvilket understreges i førnævnte sidste sekunder, hvor hun optræder bag kameraet. Ellers er hun kun ganske kort med selv, hvor hun står med en masse skjorteklædte kvinder på række. De vender sig en efter én om og har dekoreret sig med overskæg. På den ene side har vi altså en tydelig bevidsthed omkring indramningen af mændene — og på den anden side understreger Charli XCX 22

også, hvordan hende og McColgan forsøger at vende kønsrollerne om, når mændene skal ligge på rosenblade og sidde afklædte med hundehvalpe, mens kvinderne har dækket sig til og har overskæg. Den nydelse, Mulvey har etableret som et mandligt fænomen, kommenteres direkte her — indramningen af mændenes kroppe bliver objekter for en kvindelig beskuelse. MERE DIVERSITET, TAK

Jeg ser ikke bare denne video som en kønskommentar på mainstreambranchen, men også som en kropspositiv bevægelse. I andre store musikvideoer af kvindelige instruktører – eksempelvis Melina Matsoukas, som har instrueret videoer for navne som Beyoncé, Rihanna og ligeledes Christina Aguilera – ses der stadig en perfektionistisk kropbevidsthed. Det er høje, veltrænede og renskurede modeller.

Mandlige, såvel som kvindelige. I boys er der plads til mange mænd, som ikke passer ind i, hvad der af mainstreamkulturen er blevet designeret en ‘sexet’ krop, eksempelvis førnævnte Josh Ostrovsky eller musikeren Mac DeMarco. Kroppen er ofte et fokuseret fortælleredskab eller en særlig æstetik, man søger i dette medie, og derved gør diskussion om køn også op med det etablerede kropsforhold — vi ser flere og flere mangfoldige kroppe. Ligeledes ser vi (heldigvis) også flere marginaliserede kræfter træde ind i de store drenges arena. De fleste mainstreamprodukter forsøger måske at blive relaterbare og virkelighedsnære, frem for at fremstille et ideal der relaterer sig til en præ-designeret skønhed.

Antichrist (2009). Foto: Zentropa

Kroppe i bevægelse I Lars von Triers antichrist mødes de to mest kropsbevidste filmgenrer: horror og porno. Af Peter Schepelern

Film og krop er tæt forbundne. Film må nødvendigvis fokusere på det synlige, og kroppen er vores synlighed i verden. I romanen kan vi færdes mere abstrakt og åndeligt – i filmen (og i virkeligheden) kommer vi ikke uden om de kropslige realiteter. FYSISK ACTION

i baggrunden. Det verbale udtryk var finere end det fysiske. Men film har trods alt bevaret den fysiske udfoldelse som en fundamental kompetence: kroppene udfordres til fysiske præstationer, fart og bevægelse. Der løbes og jages og flygtes. Man kunne selvfølgelig mene, at teater er et endnu mere kropsligt medie. For her er der virkelige personer med virkelige kroppe til stede på scenen, men næsten altid på afstand. Og noget

Filmmediet begyndte som en meget fysisk udtryksform. Der var masser af kropslig action i stumfilmene, dramatiske handlinger eller fjollede handlinger, men altid med kroppene i centrum. Siden blev filmkunsten mere civiliseret. Lydfilmen kom, og personerne talte sammen, lidt som på teatret. De kropslige udfoldelser trådte 24

Kroppe i bevægelse spøgelse. I breaking the waves stiller Bess sin krop til rådighed for seksuel ydmygelse og mord. I dancer in the dark lader Selma sig hænge for at sikre, at sønnen får sin øjenoperation. I dogville accepterer Grace den kropslige ydmygelse fra landsbyens beboere, men tager til sidst en drastisk hævn, hvorved alle de øvrige kroppe må dø. I nymphomaniac giver kroppen både lyst, masser af lyst, men også ubehag, masser af ubehag. Og den nye film, seriemorderdramaet the house that jack built, kan forventes at byde på en del dødsfald, som der skal lægges krop til.

tyder på, at selv om filmens kroppe ikke er reelle, så opleves det kropslige mere intenst i film end i teater, fordi vi er nærmere på. Nogle gange måske nærmere end vi bryder os om. KROPSBEVIDSTE GENRER Der er særligt kropsbevidste genrer, typisk nok genrer fra det mindre prestigiøse overdrev. Den ene er horrorgenren: det handler typisk om kropslige pinsler og tortur, modbydelige ting og sager udført med grusomhed og sadisme, jo værre, desto bedre. Den anden kropslige genre par excellence er selvfølgelig pornoen, der handler om kroppenes som regel uopslidelige lyst. Selv om pornofilmenes lyst utvivlsomt er lige så fiktiv som horrorfilmenes ulyst.

HE OG SHE Mest virtuost gennemspiller Trier det kropslige tema i antichrist, som effektfuldt lader horror og porno mødes. Her er kropsligheden dobbelt repræsenteret: kroppenes seksuelle forening, men også nedbrydningen, destruktionen af kroppen. Kroppe der har sex, en krop der falder og rammer jorden, en krop der mishandles, en krop der aflives og brændes på bålet. I den indledende samlejescene kommer et uventet penetration shot (udført af kropsartister med netop det som speciale). Siden foretager hun en penetration på ham – med håndboremaskine. Temmelig unfair konkurrence, kan man mene.

TRIERS TORTUR Hos Lars von Trier er det kropslige repræsenteret fra begyndelsen, med hovedvægten på den kropslige ulyst. Triers tortur har mange former. I befrielsesbilleder får den tyske soldat øjnene stukket ud, men til gengæld stiger han til himmels, hvad man nok kunne kalde en ud-af-kroppen oplevelse. I forbrydelsens element myrdes der, det gør der også i europa og i riget, hvor den myrdede lille pige ikke har kunnet finde fred og derfor hjemsøger Rigshospitalets elevator som

Tema – Kroppen I det hele taget bliver der gjort ting ved kroppene, ting som vi helst ikke vil se – og slet ikke i præcist udpenslede nærbilleder. Det foregår med brændestykke, slibesten, svensknøgle og med saks. Men her hjælper ingen kære mor. Det kunne være filmens titel: Ingen kære mor. Men med titlen Antichrist peges på en satanisk tydning af hændelserne i det Eden, hvor historien foregår. Samtidig kan man tænke på, at hele den kristne kultur, som filmen kan siges at stille på hovedet, faktisk tager udgangspunkt i en martret, mishandlet krop.

“Hos Lars von Trier er det kropslige repræsenteret fra begyndelsen, med hovedvægten på den kropslige ulyst. Triers tortur har mange former.”

Antichrist (2009). Foto: Zentropa

All That Jazz (1979). Foto: MGM

Der tabte vi vist familiepublikummet! Af Rikke BjĂ¸rnholt Fink

Tema – Kroppen

en amerikanske Hollywoodmusical er nok bedst kendt for Fred Astaire, Busby Berkeley, Julie Andrews og Judy Garland. Elegante mænd i hvide handsker, syngende nonner, store opstillinger af kvinder iført fjerrober og røde sko, der kan få én tilbage til det trygge Kansas. På mange måder er det univers langt fra MTV-alderen med Michael Jacksons fremskudte skridt, poseringsdansen vogueing hos Madonna, baggrundsdansere i bikini og rytmiske jumpcuts. Denne artikel handler om ‘the missing link’. Måske hverken den første eller eneste der kravlede ud af hyggehulen og kiggede direkte på den virkelige verden, men Bob Fosse er den mest indflydelsesrige koreograf, der var at finde i det hul, der opstod mellem afslutningen af musicalens guldalder i slut 60’erne og MTVs fødsel i 1981. Han var tilmed ophavsmand til flere af musikvideoens konventioner.

Den amerikanske koreograf og instruktør Bob Fosse lavede musicalsucceser, efter hele genren havde fået det røde kort som en gang antikveret glædesporno. Han gjorde det ved at genoptage dansetrin, kostumedele og musikgenrer fra længe før lydens gennembrud og tilsætte seksuelle over- under- og mellemtoner. Resultatet var langt fra ligeså familievenligt, som musicalpublikummet hidtil havde været vant til, men ikke desto mindre fantastisk med film, der forener vold med lederhosen, dans med hjertekirurgi og flyselskaber med bare bryster. Vi tager den fra toppen. 5-6-7-8!

ALL THOSE JAZZHANDS Bob Fosse begyndte sin karriere som Broadway-danser i slutningen af 40’erne efter endt militærtjeneste. Han blev dog snart opdaget af Hollywood og skrev fast kontrakt med MGM som danser i 1953. Senere vendte han tilbage til Broadway som koreograf, hvor han stod for musicalerne pajama game (1954) og damn yankies (1955). Han blev dog hurtigt træt af instruktører, der prøvede at nedtone hans seksuelt eksplicitte signaturkoreografier, og så er der vel ingen anden løsning end at gøre det selv. Først på teatret og senere på film. Fosse er mest kendt for sweet 29

Der tabte vi vist familiepublikummet Stilen kan nok bedst beskrives som såkaldt jazzballet. Det nye, det frække og det unikke kom så ind med dansernes tomme øjne, der stirrer ud på én fra udtryksløse ansigter, mens kroppen er vredet ud i yderst seksuelt ladede poseringer og bevægelser. Fosse havde en fuldstændig frygtløs insisteren på det deprimerende, det depraverede og det at understrege det kunstige i hele musicalgenren, så den måske lige netop får en chance for at gøre noget ægte ved sit publikum. Glem det kernesunde, heteroseksuelle univers, som du finder, når Julie Andrews spiller hovedrollen, eller Fred Astaire danser med Ginger Rogers. Fosse har i stedet lavet en plads til dig i en verden, hvor man muligvis føler sig fremmedgjort, men hvor alle er både willkommen, bienvenues og welcome.

(1969), cabaret (1972), all (1979) og så koreografien til chicago (på Broadway fra 1975), om end filmatiseringen af den først kom efter hans død. Denne artikel kommer primært til at handle om de to 70’er film, da de ikke alene er de mest hyldede, men også indeholder mange af de scener, der er nøglen til Fosses særkende. charity

that jazz

“Fosse havde en fuldstændig frygtløs insisteren på det deprimerende, det depraverede og det at understrege det kunstige i hele musicalgenren, så den måske lige netop får en chance for at gøre noget ægte ved sit publikum.”

LIVET ER IKKE EN MUSICAL, MEN EN KABARET! Kæmpesuccesen cabaret fra 1972 blev Fosses comeback efter hans første film sweet charity havde klaret sig elendigt økonomisk. cabaret mere end tjente sig selv ind, fik gode anmeldelser og holder stadig rekorden som den film i Oscar-historien, der har vundet flest priser uden at tage Bedste Film. Udover at være en bragende succes på et tidspunkt, hvor luften for alvor var ved at gå af musicalballonen, er cabaret også en god introduktion til Bob Fosses værk. Først og fremmest er der i den originale Broadway-version af musicalen indtil flere integrerede sange – altså spontane musicalnumre, hvor karakterer ud af det blå bryder

I bund og grund var Bob Fosse eksponent for en af de mest klassiske stiløvelser: at tage noget gammelt og tilsætte tidsånden for et mere moderne udtryk. Selve dansen i hans film er nemlig ældre end det meste, da mange klassiske Fosse-trin med jazzhænder, balletdrejninger og løft på høje hatte stammer fra kabareter og varietéer, som de sås i starten af forrige århundrede. 30

Tema – Kroppen ud i sang. Men dem fjernede Fosse og skabte dermed en mere rendyrket backstage-musical, hvor det centrale omdrejningspunkt er en natklub i Weimar-Berlin i 1935. På den måde kommer cabaret til at handle om at glemme økonomisk krise og nazisme i selskab med letpåklædte kvinder

vinderen Joel Grey som Master of Ceremonies, der byder os velkommen med stive små bevægelser, nasal twang og et hvidsminket ansigt. Indbegrebet af alt kunstigt inviterer han ind i et parallelunivers med en lille monolog om, at alt er smukt på The Kit Kat Club, modsat i den virkelige verden. Så

“Det nye, det frække og det unikke kom så ind med dansernes tomme øjne, der stirrer ud på én fra udtryksløse ansigter, mens kroppen er vredet ud i yderst seksuelt ladede poseringer og bevægelser.” Cabaret (1972). Foto: Fox-MGM

og cirkusagtige optrædener. Det er da også i denne film, at Fosses hang til varietéen bliver tydeligst med bowlerhatte, hvide handsker og synlige strømpeholdere som æstetisk ramme for kroppens udfoldelse. Lige netop at dyrke musicalen som ren eskapisme er et klassisk Fosse-træk. Mange af hans store værker er sat i deprimerende miljøer, og musikken i dem er en del af en form for show. Men intet er bare et show i cabaret, hvor de tilsyneladende uskyldigt underholdende sange krydsklippes med historien på foruroligende måder. I åbningsnummeret ”Willkommen” møder vi først Oscar-

introduceres koret – eller ”se Cabaret göls” – der optræder i en blanding af uniformer og undertøj. Hele nummeret er krydsklippet med den mandlige hovedkarakter Brian Roberts ankomst til Berlin. Sammenstillingen med ”det virkelige liv” blive dog mere skarp, når lårklaskende dans i lederhosen senere bliver klippet sammen med, at en ældre mand får tæsk af en flok nazister. I ”Willkommen”, men i høj grad også i Sallys første solo ”Mein Herr”, kan man finde to typiske Fosse træk: den mekaniske krop og den outrerede posering. Hvis man studerer koret i begge numre, består mange af deres bevægelser af enten 31

Tema – Kroppen hjerteanfald – et han overlever og et der slår ham ihjel. Åbningsscenen klipper et musicalnummer med åben hjertekirurgi, og afslutningen forener ligeledes hovedkarakterens dødsscene med sang og musik. Det samme var faktisk tilfældet med Fosse, der nærmest profetisk døde af sit andet hjerteanfald i 1987. Desuden er detaljer som forholdet til ekskonen, elskerinden og alderen på den fiktive instruktørs datter ligeledes tæt på Fosses eget liv.

at sidde stille i en forholdsvis unaturlig stilling eller at bevæge sig i små ryk. ”Willkommen” byder på en forløsning i form af cancan-elementer hen imod slutningen, men i ”Mein Herr” bliver det ved det mekaniske og legen med den stol, hver danser har. Alt sammen tilsat stirrende øjne og allerhøjst et smil mod slutningen af nummeret. Hertil kommer jokes om at alle skulle være jomfruer på The Kit Kat Club, samt at Sally Bowles synger om at tage Europa mil for mil og mand for mand. Den oplagte tan ke er, at der simuleres samleje med de mekaniske bevægelser i dansen, der typisk er centreret omkring hofterne, men det mekaniske er ligeså ambivalent som udtrykket i dansernes øjne: er vi ved at blive forført, eller har performerne opgivet at forføre os? Lige netop dér, i spændingsfeltet mellem erotik, depression og sort humor, kan man indfange Bob Fosses særkende. AT FORUDSIGE SIN EGEN DØD

“Mens danserne udfolder sig i et simuleret, men yderst atletisk, svedende og sensuelt orgie, bliver man næsten helt genert.”

Især i all that jazz fra 1979 er det tydeligt, at kun de bedste dansere havde fysikken til at udføre Fosses krævende koreografier. For det første har alle dansene i denne film krævet en helt vanvittig grad af smidighed samtidig med det, der bedst kan beskrives som en spænding, der strækker sig til den yderste finger. Som om ingen del af en Fosse-dansers krop på noget tidspunkt er i tvivl om, hvad der skal ske. all that jazz er så selvbiografisk, som det bliver med ændrede navne. Den handler om en teaterinstruktør, der ryger, drikker, knalder og som i løbet af filmen får to store

Filmens kvintessentielle nummer ”Take Off With Us” er sat op som en scene, hvor instruktøren skal give producerne en forsmag på sin nye forestilling. Egentlig starter det meget uskyldigt med en gruppe dansere udklædt som stewardesser, der synger om et flyselskab. Bevares, der er stadig adskillige seksuelle referencer med blandt andet drinks, der serveres imellem kvindelige danseres ben, men det ligner på mange måder et musicalnummer af de mere klassiske. Det er dog kun indtil lyset slukkes, og alle danserne begynder at tage tøjet af. Nu hedder flyselskabet Air-Otica, 33

Der tabte vi vist familiepublikummet

og vi ser dansere i par af blandede køn og etnicitet danse langsomt sammen i spændingsfeltet mellem ballet og sex. Mens danserne udfolder sig i et simuleret, men yderst atletisk, svedende og sensuelt orgie, bliver man næsten helt genert. Her placerer Bob Fosse sit publikum i producernes og instruktørernes sted. Alle dem der syntes, at han var for meget; at hans rutiner var for fremmedgørende, seksualiserede og glædesløse. Manifesteret ved replikken ”I think we just lost the family audience”, skal vi forstå, at familiepublikummet har fået deres. De fik musicalens første fire årtier, og nu er det på tide at rendyrke eskapismen. Vi ved, det hele er kunstigt, men vi kigger med. For med afgangen af skønsang, sunde budskaber og store æstetiske opstillinger af dansere i smukke kjoler, har vi fået noget der virker ægte – akkurat fordi det ikke giver sig ud for at have noget som helst med virkeligheden at gøre. Opgøret med den pæne musical og det intense fokus på kroppen gjorde Bob Fosse berømt og måske også en anelse berygtet. Men udover at sammenflette den seksuelle frigørelse med musicalen var hans måde at filme på meget fremadsynet. Indtil Fosse kom til bordet, filmede man gerne musicalers dansescener i teateragtige wideshots eller eventuelt ovenfra, så man rigtig kunne se en Busby Berkeley opsætning. Men Fosses dansescener introducerer nærbilleder, jumpcuts og bryder generelt gruppen af dansere ned i flere billeder. Det er jo ikke usædvanligt at

se for MTV-generationen, men i 1969 da sweet Charity kom ud, var det helt nyt. Ingen havde nok dengang begreb om, hvor meget mere indflydelsesrig denne måde at sammensætte musik og dans på skulle blive i forhold til den klassiske musical i det 20. århundredes sidste årtier og frem.

Tema – Kroppen

Højre og venstre side: Cabaret (1972). Foto: Fox-MGM

“Alle mennesker er psykisk syge” Interview med Jacob Skyggebjerg Af Amine Kromann Karacan

Jacob Skyggebjerg. Foto: Forlaget Gladiator

“Alle mennesker er psykisk syge”

“D

et er den mest utrolige historie fra virkeligheden, som er udgivet på dansk de sidste hundrede år,” fortæller Jacob Skyggebjerg om sin nyligt udgivne roman, hjælp, og forsætter; “Nej, det er forkert. Det er den mest utrolige historie fra virkeligheden, der er udgivet på dansk nogensinde.” i retten, hvor Jacob efter råd fra en veninde “løj” sig psykisk syg for at modtage en behandlingsdom i stedet for en fængselsstraf. Han var underlagt behandlingsdommen i fem år, hvor talrige tvangsindlæggelser spolerede hans tilværelse og umuliggjorde uddannelse, praktik og et almindeligt liv. Disse oplevelser udgør nu Jacobs fjerde roman, hjælp. Bogen er neonfarvet og lyser i mørket, og på de 283 sider fornemmer man hvilken livstrættende oplevelse, det må være at være underlagt en behandlingsdom.

I dag er Jacob Skyggebjerg forfatter, skuespiller og musiker. Han bor i København og har en ganske anden tilværelse, end man ville have forestille sig, havde man mødt ham, da han var tvangsindlagt. Jacob sidder ved mit spisebord og smager nogle af de chokolader, jeg har budt ham. Vi er blevet enige om, at interviewet skal foregå her, da Jacob gerne ville have, det skulle være et sted med fred. Hvad gør hjælp utrolig? “Det er først og fremmest årsagerne til indlæggelserne, der er det utrolige ved historien. Folk tror ikke, at man er så umyndiggjort, som man er. Det kan bogstavelig talt være, fordi der er et eller andet, der er gået galt i deres system på grund af en eller anden mærkelig tilfældighed. Og selvom de godt ved, at det er dem, der har smidt sagen væk, eller at der er blevet indgivet en falsk anmeldelse om dødstrusler, så ville de stadigvæk ikke lukke mig ud.”

Jacob boede på et tidspunkt til leje hos en mand, der selv var underlagt en behandlingsdom, og han anklagede Jacob for dødstrusler. Hvad var det, der skete med de dødstrusler? “Altså, jeg havde lejet det der værelse, og så gik udlejeren og snakkede, til han fik fråde om munden, og jeg kunne ikke holde det ud – det ville der ikke være noget menneske, der ville kunne – så jeg begyndte at undgå ham. Så lige pludselig kom politiet på min fødselsdag og hentede mig. Man tror,

En aften i 2007 kom Jacob op at skændes med nogle dørmænd i byen. Politiet blev tilkaldt, og det hele endte 38

Interview med Jacob Skyggebjerg Er du bange for politiet?

det er løgn; jeg følger dommen til punkt og prikke – jeg kommer til møderne og gør alt, hvad de beder mig om – og alligevel kan det lade sig gøre for dem at finde på, at man skal indlægges lige pludselig. Så kom de der, og udlejeren sad nede på sit værelse og åd studenterbrød. Han sad i døgndrift og åd studenterbrød og havde sexlegetøj liggende over det hele. Så sagde jeg; ‘Gå dog ned og kig på ham, der har anmeldt mig – se dog, om det ikke er ham, I skal have med i stedet for’. Det ville de ikke. Det skulle jeg bare lukke røven med, og så havde jeg nærmest fået håndjern på med det samme, fordi politiet er ligeglade. Da jeg kom ud på hospitalet, blev jeg med det samme

“Jeg har ikke dommen længere, så jeg har ikke nogen grund til at være bange for dem. Når jeg møder dem, så er jeg jo bare ovenpå. Forrige sommer, var der en, der kom og slog mig oppe i en lejlighed, sådan at jeg røg bagover. Så ringede de efter politiet, og så stod ham betjenten og sagde ‘Du er fuld. Du er på stoffer. Du har været provokerende’. Han ville næsten ikke tage imod anmeldelsen, fordi han mente, at det havde været min skyld. Men vi fik efterhånden ham idioten til at forstå, at jeg hverken havde været fuld eller provokerende eller på stoffer. Det havde overhovedet ingenting på

“

Han sad i døgndrift og åd studenterbrød og havde sexlegetøj liggende over det hele. Så sagde jeg; ‘Gå dog ned og kig på ham, der har anmeldt mig – se dog, om det ikke er ham, I skal have med i stedet for’.” sig, og sådan har det været, hver gang jeg skulle anmelde noget til politiet. De har prøvet at give mig skylden for det. Selv der blev jeg ikke sur. Jeg grinede bare af det.”

båret ind i en seng. Den mandlige betjent stod i døren, og rundt om sengen stod der noget plejepersonale. ‘Det kan I fandeme ikke – indlægge folk på deres fucking fødselsdag’ sagde jeg, og så valgte betjenten at gøre sig sjov på min bekostning. ‘Hvad skal jeg sige? Tillykke?’, sagde han. De indlægger mig på min fødselsdag, og jeg ligger og er ved at sprænge i luften over det, og så står de og griner af det, som om det var sødt. Der er en grund til, at jeg fucking afskyr politi.”

Du skriver i din bog, at indlæggelser er fundet sted på baggrund af, at du er udeblevet fra møder? “Det var sådan, at jeg altid glemte de der møder. Men det var ikke på baggrund af det, at jeg blev indlagt. Det var det 39

“Alle mennesker er psykisk syge” kun én gang. Lige så snart jeg havde været til sådan et møde, lige så snart jeg gik ud af døren, havde jeg glemt alt om, at den dom eksisterede. Det var bare så ligegyldig en foranstaltning for mig. Og jeg foragtede samtlige af de mennesker, der var impliceret i det.”

“

Det er fristende at leve det samme lalleglade liv, som pøblen gør. Hvor man sidder og ser Disney og snakker om hinandens prutter.” Men hvordan kunne du glemme det, når det var sådant et kæmpe indgreb i dit liv, at du blev tvangsindlagt?

“Du kan tage et hvilket som helst menneske og så sige til en psykiater, ‘Det her menneske er sygt, find ud af hvad det fejler’, og så vil psykiateren tage alle mulige forskellige dele af det her menneskes personlighedstræk og sige, ‘det er sygdom, og det er sygdom’. Og det kan jeg også gøre, efter jeg har været så meget i det her system. Jeg kan finde sygdomme i alt og alle hele tiden. Jeg møder ikke nogen, der ikke lige så godt kunne have været derinde. Om jeg møder en, der er iværksætter, der er fantast, eller en liberal, der er manisk. Så har du de nervøse og de socialfobiske. Jeg har lavet en tekst om det. Den hedder ‘Alle mennesker er psykisk syge’. Den er udgivet i en bog, men teksten er jeg ikke tilfreds med. Jeg havde ikke rigtig overskud til det, da jeg lavede den. Den kunne godt have været bedre. Men jeg kan jo tage den op igen. ‘Alle mennesker er psykisk syge’ – det kan du jo bruge til overskrift. ”

“Det var virkelig som sådan en ting, der forsvinder. Der er nogle ting, man bare ikke kan lagre i hjernen, fordi det ikke har nogen interesse for en. Det er en fortrængning eller sådan noget. Men efter jeg var indlagt i Viborg, begyndte jeg at huske samtlige møder og komme til dem. Og alligevel bliver jeg indlagt to gange af de der sindssyge årsager. Uanset hvad man gør, så kan man ikke være sikker.”

Der findes måske også nogle mennesker, der længes efter en diagnose, for så ved de, hvad der er galt med dem?

Du fik behandlingsdommen efter at have ‘spillet’ psykisk syg. Jeg har hørt dig udtale dig om, hvordan alle mennesker kan få stillet en diagnose – hvad mener du med det?

På hvilken måde ‘gå under’?

“Det er jo almindelig kendt, at på grund af den tid vi lever i, er der flere og flere, der får en diagnose, og der er flere og flere, der kommer på medicin. Og det er jo en måde at kunne holde ud at leve i det her forfaldssamfund, der er i gang med at gå under.”

“Menneskene bliver mere og mere styret af deres telefoner, f.eks. Det er jo dem, der styrer mennesket. Vi taler 40

Interview med Jacob Skyggebjerg om, at vi skal passe på, at robotterne ikke skal komme og overtage, men de har jo overtaget, fordi alle mennesker er styret af at kigge ind i den telefon, som om det var et ansigt eller et eller andet.”

kæreste flyttede ind – nu er hun flyttet ud igen –koksede det også fuldstændig, fordi hun ikke kunne finde ud af at spare på strømmen, eller slukke for varmen, når hun åbnede et vindue, eller lukke for vandet, imens hun lavede noget andet, fordi hun skulle bruge det lige om lidt igen. Jeg kan ikke have det på samvittigheden. Jeg kan ikke være en del af destruktionen. Det går ikke. Nogle gange kommer jeg til at fremstå som en bums eller en, der ikke har tjek på tingene, i sammenligning med normale mennesker, fordi jeg ikke forbruger på samme måde – at jeg ikke køber de samme ting og smadrer planeten i samme grad. Jeg vil gerne have at planeten skal forsætte. Ikke for menneskenes skyld, men for resten af naturens skyld, og den måde som normale unge mennesker lever på, den er så anderledes end min.”

Tror du at menneskeheden bliver mere ulykkelige i takt med at tiden går? “Ja, fordi de fjerner sig fra naturen. Når alt kommer til alt, så er mennesker stadigvæk først og fremmest natur, og alt den civilisation, og alt det materielle, de omgiver sig med og fylder sig med og prøver at fungere i harmoni med, det kan aldrig nogensinde blive natur. Og det vil altid forstyrre mennesket i dets naturlige ro. Sådan er det i et samfund, som er 100 procent funderet på penge. Penge er i inde i alt. Vi må ikke fortage os noget, hvis ikke det har en eller anden grad af forbrug over sig, og sådan er det, lige fra vi bliver født.”

Kan du beskrive disse forskelle?

Hvad skal man gøre ved det?

“Hvor fedt en ny computer, en ny fladskærm, årh nye høretelefoner, årh, ny trådløs højtaler. De har alle sammen sådan en ny telefon – den nyeste”.

“Man kan ikke gøre noget ved det, og menneskeheden kommer også til at forgå og gå under, slå sig selv ihjel og tage alt det skønne ved jorden med sig, og så er der orme og kakerlakker tilbage.”

Jacob peger på min telefon, der ligger på bordet imellem os. Det er ikke den nyeste – den havde jeg ikke råd til, mumler jeg.

Har du så bare givet op?

“De har alle sammen den nyeste, og tøj, de køber masser af tøj. Tekstilindustrien er det, der forurener allermest. Jeg køber aldrig nogensinde et nyt stykke tøj – det er kun i yderste nødstilfælde. Jeg køber kun sko. Nu har jeg gået rundt i nogle sko, der er

“Det er fristende at leve det samme lalleglade liv, som pøblen gør. Hvor man sidder og ser Disney og snakker om hinandens prutter. Men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at leve anderledes – til at leve normalt. Da min Jacob Skyggebjerg. Foto: Forlaget Gladiator

“Alle mennesker er psykisk syge” åbnet og i stykker i en måned, og nu skal jeg også have nogle nye. Alt mit tøj, det er noget, jeg enten får eller finder i nærgenbrugsstationerne. Og jeg undgår plastik, så vidt det er muligt med den økonomi, jeg nu har. Før var jeg kun sammen med folk der skrev eller lavede musik , men nu er jeg ude blandt pøblen, og så er det virkelig chokerende for mig, at folk er så totalt uoplyste omkring klimaet – det er nok det værste.”

aviserne, og det afviser de, hvis det handler om klima. Hvis jeg skriver et indlæg, der hedder ‘Vores politikere er landsforrædere’, så får det 1000 delinger. Hvis jeg skriver et indlæg, der handler om klimaet, så får det 10.”

“H

vad skal menneskene være på jorden for, hvis de ikke udretter noget? Hvis de bare skal blive født og avle et nyt barn og så dø.”

Afskyr du ‘pøblen’? “Jorden ville ikke være ved at gå under, hvis ikke det var for pøblen. Det er alle dem, der bare gør uden at tænke og mene. Så bliver der sagt, ‘Nu skal I se Vikings på HBO Nordic’ – så bliver der set Vikings. Så ser de alle sæsoner af Vikings. Og uanset hvor dårligt det er, det man giver dem, så sætter de sig til at se det og høre det. Det er ligesom sådan nogle kloner, der ikke tænker på noget som helst. Hvad skal menneskene være på jorden for, hvis de ikke udretter noget? Hvis de bare skal blive født og avle et nyt barn og så dø. Det tjener jo ikke noget formål. Mennesket tjener jo ikke noget formål i økosystemet. Dem, der skal være her, de bliver sgu nødt til at være her for alvor, og de der pøbelhoveder – jeg kan fint nok lide dem, men de er ude af stand til at tvivle på det, som de får at vide.”

Hvorfor tror du, at det er sådan? “For det første, så tænker jeg, at det er noget med algoritmerne på de sociale medier, der gør, at klima skal helt ud af folks bevidsthed, for det er det allerværste, for den måde samfundet er bygget op på med forbrug, forbrug, forbrug. Det ville være naivt at tro, at det ikke forholder sig sådan. Men folk har virkelig svært ved at tro på det. Den anden dag kom jeg på Instragram, og så var sådan et billede, der viste størrelsesforholdet mellem Hawaii og det her plastik-kontinent ude i havet, og så sendte jeg det videre rundt til en masse – 20 personer – og 18 ud af de 20 personer skrev: ‘Hvad så, du har sendt noget til mig ved en fejl’ eller bare smiley-faces. De fatter det ikke. Det eksisterer ikke i deres bevidsthed. Det er provokerende. Og jeg skulle ikke

Forsøger du at udbrede budskabet om klimadestruktionen? “Der er ikke nogen, der gider at høre på det. Jeg har skrevet ting til 42

Interview med Jacob Skyggebjerg have sendt det, fordi jeg endte med at blive så sur på dem alle sammen. Det var også nogle af mine fans, jeg kom til at sende det til. Så svarede jeg bare; ‘Er du dum?’, og det er måske også lidt ærgerligt. Et andet eksempel er, at jeg kom gående op ved søerne her til oktober, og så var der nogle nyudklækkede ællinger, som svømmede rundt. Folk sagde: ‘Hvor er de søde, og det var da godt nok mærkeligt’ og tog billeder af dem. Men det er jo et tegn på klimadestruktionen, at sæsonerne bliver stillet om. Og det sagde jeg til de her folk. De første var sådan nogle ældre ægtepar, der sagde: ‘Eeej, ællinger’. Så sagde jeg: ‘Det er klimadestruktionen’. Det ene par sagde: ‘Øøøv’, og det andet par sagde: ‘Ej da, er det, det?”. De var totalt tumper. Selvfølgelig er det, det, når der lige pludselig kommer ællinger i oktober.”

gerne vil snakke. Jeg tænker, at den måske kan afføde noget debat. Jeg tror, at 2018 bliver psykiatridebattens år. Da Amalie Skram udgav sine psykiatriromaner tilbage i starten af 1900-tallet, der var der en overlæge, der hed Knud Pontoppidan, der blev afskediget pga. romanen. Jeg ved godt, at jeg ikke kan få nogen fyret, men det ville passe mig rigtig fint, hvis psykiaterne indser, at de ikke er fredet derinde. Nu har de haft mig ufrivilligt som gæst i det system i fem år, og jeg er rapporter og journalist og forfatter. Det er skæbnen for dem, for det system, fordi jeg kan fortælle den fortælling, som de ikke tror, kan fortælles. Der er aldrig nogen, der har kunnet fortælle, hvordan det foregår derinde, men det er der så nu. Og uanset, hvor stor en succes den bliver, så har jeg i hvert fald fået fortalt min historie. Det er jo det allerstørste i hele mit liv, det der skete. Nu er jeg 32, og det er i fem år, at jeg har været underlagt den fucking dom

Er der nogen sammenhæng mellem at være tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital og på at være borger i et kapitalistisk samfund?

“

“Der er nogen, der godt kan lide at underkaste sig. De har det lettest ved, at der er en eller anden, der fortæller dem hvordan og hvorledes. Det psykiatriske system er et meget rigidt og firkantet system. Det frie marked handler om frihed – i hvert fald frihed til at smadre økosystemet. Jeg ved ikke noget om markedet.”

Man lærer at blive ligeglad med sig selv. Man lærer at finde sig i hvad som helst. At vide at man intet er værd.”

Er hjælp også en måde at tale til folk, om det som skal laves om? “Jeg tror på at med hjælp, der gør jeg en forskel, fordi folk henvender sig og

Artiklen begynder på næste side. 43

“

Jeg siger heller ikke, at det kan blive til et lykkeligt liv. eg ved ikke, hvad jeg skal gøre altså. Det er okay at gå til yoga.”

der. Så nu har jeg denne her, som et produkt af de rædsler,” siger Jacob og ser på hjælp. Kan du beskrive rædslerne? “De her rædsler er, at der hele tiden er risiko for, at det banker på døren, og det er politiet, der kommer og henter dig, og du får spoleret alt, hvad du har gang i. Du kommer ind til nogen, som udmærket godt kan se, at der ikke er noget i vejen med dig, men alligevel vil de holde dig derinde. Når man kommer derinde, så sidder man og taler med et menneske, som ikke opfører sig som et menneske – det er som om, det ikke forstår hvad du siger. Det er som om, at det er en eller anden robot, der er gået i baglås. Det er forfærdeligt. Det er fuldkommen uvirkeligt.” Hvordan forandrer man sig, når man bliver behandlet på den måde? “Man lærer at blive ligeglad med sig selv. Man lærer at finde sig i hvad som helst. At vide at man intet er værd. At man ikke har nogen ret til at klage eller brokke dig eller være utilfreds med noget som helst. Så man bliver udslettet af det. Man bliver ødelagt. Når du kommer ind på en af de der forpulede anstalter, så er der ikke noget, du siger, der er sandt. Der er ikke noget, der betyder noget. Uanset hvad du siger, uanset hvordan du siger det, og hvordan du henvender dig, så bliver du bare mødt med sådan et smil, der siger: ‘Bare tag den med ro og hulahulalej. Det hele er bare så skide godt’. Men der er ikke noget, der overhovedet er godt, når du ved, at din tilværelse kommer til at 44

Jacob Skyggebjerg. Foto: Forlaget Gladiator

Interview med Jacob Skyggebjerg blive destrueret. Udslettet er også på den måde at alle jobs og uddannelser og relationer bliver smadret af det. Folk ved ikke, at det her system, det er så totalt råddent og dysfunktionelt, fulkommen dysfunktionelt.”

være den bedste skuespiller. Men lige så snart jeg hører den måde de taler på, så får jeg kvalme. Sådan noget vammelt noget. Alt sådan noget menneskeligt noget. Det er bare til helvede.” Det vil du ikke?

Hvilke konsekvenser har det haft for dit liv?

“Nej.”

“Jeg åbner aldrig døren, hvis det banker. Det kan jeg ikke. For det kan kun være politiet, der kommer. Jeg har ligget søvnløs mange gange, hvis først jeg er kommet til at tænke på det. Det er længe siden nu, men hvis jeg først er kommet til at tænke på de overgreb, der er sket imod mig – den måde, det har været på, og den hjælpeløshed, jeg har befundet mig i – så har det kunnet holde mig søvnløs og ødelægge stort set også umuliggøre en almindelig hverdag. Sådan er det heldigvis ikke mere. Det forsvinder jo med tiden.”

Hvorfor ikke? “Fordi… Hvorfor? Fordi, det er ikke noget, jeg gør. Det bruger jeg ikke.” Mener du virkelig, at der er nogen mennesker, der kan gå igennem et helt liv uden at bede om hjælp og så stadigvæk leve et lykkeligt liv? “Jeg siger heller ikke, at det kan blive til et lykkeligt liv. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre altså. Det er okay at gå til yoga.”

Du har aldrig modtaget terapi efter det? “Jeg er totalt allergisk overfor alt, hvad der hedder behandling og terapi nu. Bare det at snakke med en læge. Jeg kan ikke have med dem at gøre. Men man kan sige efter den omgang der, så burde man måske… Men det kan jeg ikke. Det er selve overfor det der forpulede behandler-pis, jeg har en fobi nu.” Men du ville gerne prøve det? Hvorfor? “Jeg får at vide, at jeg har en kapacitet af vrede, som jeg virkelig ville kunne bruge, hvis jeg fik åbnet op til den. Men det kræver noget arbejde, og det ville jeg gerne, for jeg vil gerne kunne 45

Af Anna Pandrup Andersen

Du er din egen vĂŚrste fjende

Black Swan (2010). Foto: SF

I Darren Aronofskys black swan (2010) udforskes dobbeltgængermotivet gennem en ambitiøs ballerinas fatale stræben efter perfektion. Grænser mellem virkelighed og

fantasi sløres, såvel som grænserne mellem hendes splittede personaer.

Du er din egen værste fjende

et er på mange måder blevet lettere at dyrke sit eget selvbillede og ikke mindst fremhæve de sider af sig selv, man vil have omverden til at se. Det er ingen nyhed, at man på adskillige platforme på nettet kan frame og skitsere sin egen identitet. Men når det kønne selvbillede og den perfekte idé om sig selv kolliderer med virkeligheden – når mørke impulser bliver fortrængt på bekostning af normer, pligt og idealisme – så er det, at det undertrykte kan vende tilbage i egen krop separat fra jeget selv. Eller… Sådan er denne tematik i hvert fald mange gange blevet serveret, hvis man kigger imod fiktionens fortælleformer. Dobbeltgængeren repræsenterer ofte en frygt hos jeget for ikke at være perfekt eller at kunne leve op til sit eget selvbillede. Men det er langt fra et nutidigt fænomen. Tematiseringen af ”det andet jeg” har siden 1800-tallet været et populært motiv manifesteret i gotiske klassikere som Robert Louis Stevensons dr. jekyll and mr. hyde (1886), Mary Shelleys frankenstein (1823) og Edgar Allen Poes william wilson (1839).

fortrængte skyggeside, der dæmoniseres, får fysisk karakter og bryder frem fra det ubevidste. En skyggeside, han eller hun ikke kan acceptere som en del af sig selv. Motivet har ikke kun været en populær tematik i litteratur og film, men også i religion, mytologi, filosofi og ikke mindst psykologien, som har domineret tankegangen, når motivet tidligere er blevet sat under lup. Og takket være Freud, kan vi komme nærmere på en forståelse af dobbeltgængeren. Han så på denne type lidelse ud fra sin personlighedsmodel: som en kamp om dominans mellem et overjeg (super-ego) drevet af normer, pligt og samvittighed, og det ubevidste jeg (id) drevet af lyst og instinkt. Ifølge Freud er dobbeltgængeren et eksempel på, at det undertrykte, ubevidste jeg, vender tilbage i en uhyggelig form; en krop der kan udleve det undertrykte, som oftest er socialt uacceptabelt eller blot uacceptabelt iht. egen selvopfattelse. Det uhyggelige opstår, når det familiære bliver fremmedgjort. Man burde jo ikke være bange for sig selv? Det er måske svært at acceptere, at denne simple idé om menneskets psyke kan direkte overføres til virkeligheden. Men som Freud også selv påpeger, er dobbeltgængermotivet særligt i fiktionen. Fremfor at være en streng formel i psykologien, kan det bruges til at udforske repræsentationer af personlig identitet, menneskets selvopfattelse og gældende samfundsnormer. Det litterære motiv er populært når menneskets komplicerede psyke skal formidles og er på mange måder blevet overført til filmmediet. Der

DET ANDET JEG Dobbeltgængeren kan defineres som en person eller et væsen, der identisk udstiller sig i lighed med jeget. Den kan vise sig som et fremmed alterego eller en identisk genganger. Den kan enten være overnaturlig eller, mere interessant, et produkt af en karakters egen psyke. Her viser dobbeltgængeren sig som en fremmedgjort del af protagonisten selv, der ofte repræsenterer protagonistens 48

Tema – Kroppen findes mange eksempler og variationer af dobbeltgængermotivet, men af nævneværdige eksempler er Ingmar Bergmans persona (1966), David Lynchs lost highway (1997) og David Finchers fight club (1999). Filmmediets evne til visuelt at forvrænge opfattelsen af virkelighed og fantasi, og til at fortælle gennem kroppens sprog og genkendelighed, kommer til sin fulde ret i Darren Aronofskys dobbeltgængerfortælling black swan (2010). NÅR DET PERFEKTE ER UPERFEKT

det. Hendes morgenmad består af et halvt æg og en halv grapefrugt, og når hun ikke er i balletsalen, øver hun derhjemme. Til mindste detalje er hendes liv besat af balletten. Hun stræber efter at fuldføre sin dans til perfektion, men den anerkendte balletinstruktør Thomas (Vincent Cassel) er ikke overbevist; for ham er hun langt fra perfekt. Han tror ikke på, at Nina kan danse dobbeltrollen som både den hvide og sorte svane i sin moderne opsætning af Svanesøen. Nina danser naturligvis den hvide svane til perfektion, men den sorte svane har hun svært ved at mestre. Efter et mislykket forsøg på at kysse Nina, hvor hun til egen forbavselse, bider ham i læben, opdager Thomas, at Nina også har en mindre pæn side. Nina får hovedrollen i hans opsætning af Svanesøen. Nina har det i sig, og hun gennemgår et langsomt tab af sin uskyld, især da hun vælger at stjæle Thomas’ tidligere muses læbestift. Vejen til det perfekte er ikke uden konsekvenser. Under hendes mondæne persona gemmer der sig, hvad der for Nina er uperfekt. En udefrakommende balletdanserinde ankommer til truppen, og Lily (Mila Kunis) er alt, hvad Nina ikke

“Det er på mange måder blevet lettere at dyrke sit eget selvbillede og ikke mindst fremhæve de sider af sig selv, man vil have omverden til at se.”

På tæt hold følger vi Nina. Det rystende kamera prøver at følge med hendes hurtige bevægelser, men slæber sløvt efter; for det er klart, at Nina er en balletstjerne. Derudover er Nina den perfekte hvide svane. Hun er uskyldig, og hun klæder sig nærmest kun i hvidt og lyserødt. Komplimenteret af Natalie Portmans utrolige skønhed, skrøbelige figur og stramme hårknold, er hun et sygeligt pragteksemplar på en kommende primaballerina. Hun bor hjemme hos sin mor, væggene på hendes værelse er dækket af lyserødt tapet, og alle hendes bamser sidder stadig på deres vanlige pladser. Det lader til, at hun ikke er blevet voksen, selvom hun burde være

Du er din egen værste fjende er. Hun er frigjort, har håret siddende løst, går i sort tøj og har endda to sorte vinger tatoveret på ryggen. Man er ikke i tvivl: Lily er den perfekte sorte svane og en trussel mod Nina. Ifølge Thomas skal Nina være mere som Lily. Nina begynder at få det værre og værre i takt med, at hun prøver at efterleve Thomas’ uopnåelige krav til sin sorte svane. Og jo tættere hun kommer på den sorte svane, desto længere væk kommer hun fra sig selv.

livet har kæmpet for at være, støder sammen den sorte svane – som er alt, hvad hun ikke tør indse, at hun er. For at blive, hvad hun gerne vil være, skal hun ofre sin perfekte idé om sig selv. Som da Thomas fortæller Nina, hvad der gjorde hans tidligere ballerinamuse (Winona Ryder) så enestående: ”(…) Because everything Beth does comes from within. From some dark impulse. I guess that’s what makes her so thrilling to watch, so dangerous. Even so perfect at times. But also, so damn destructive”.

UDE AF SIG SELV Lige meget hvor Nina befinder sig, kan hun ikke undslippe sin egen refleksion. Om det er i spejle i dansesalen, på sit værelse eller genskæret i metrovinduet. Fortælleteknisk bruges spejlet gennemgående til at repræsentere hendes illusioner. En aften alene i balletsalen ser vi Ninas øve sig. Piruetter danses med bekymrede øjne, og pludseligt ser vi, hvordan hendes eget spejlbillede ikke følger hendes bevægelser. Nina fremmedgøres fra sin egen krop. Hun få pludselige kradsemærker på ryggen. Hun river huden af langs neglen af fingrene – eller rettere: hendes spejlbillede gør. Hendes psyke sættes til skue på legende vis, gennem skræmmende body horrorelementer og spejlets uforudsigelighed. Hun kan ikke længere kontrollere sig selv, hvilket manifesteres ved, at hun begynder at se Lily som sit andet jeg, som bliver repræsentationen af hendes mørke side. Hvad, Nina ikke kan acceptere, er, at Lily er en del af hende selv. Hendes forvrængede billede af, hvad der er perfekt, hvad hun hele

KONFRONTATION ”I felt it, perfect. I was perfect.” Med disse ord slutter Nina fortællingen om en altødelæggende vej til perfektion. I filmens grand finale, premieren på den storslåede forestilling, danser Nina ikke længere den hvide svane perfekt. Den sorte mestrer hun til perfektion. Ninas eget perfekte selvbillede kolliderer med hendes undertrykte impulser, og hun lader sin dobbeltgænger tage overhånd. Det ender med, at hun ikke kan finde balance i kontrasten mellem de to jeger, hvilket ender med at dræbe hende. Black Swan handler om den ofring, man må give for at opnå sine drømme, i dette tilfælde: perfektion – noget hun kun kan opnå gennem det uperfekte. For at få dobbeltgængeren til at forsvinde bør man konfrontere den, acceptere og genkende den som en del af en selv.

Black Swan (2010). Foto: SF

Det er på tide, vi tager filmkamp alvorligt “Filmkamp sidder fast i middelalderen og ikke på den gode måde.”

Om koreografierne i Game of Thrones’ kampscener Af Victor Harder Hesel

or mange år siden gik en scene fra star trek (1966-1969) viralt på YouTube. Her ser vi Captain Kirk i en dødens dans med et forfærdeligt øglemonster. Knytnæver og håndkantsslag flyver igennem luften med samme fart og træfsikkerhed som plastikposer kastet i modvind. Scenen er ufrivilligt komisk. Hvorfor nævner jeg denne scene? Det gør jeg, fordi den er for brydere, MMA’ere og karateudøvere, hvad størstedelen af game of thrones’ (2011-) kampscener er for fægtere – og for alle med bare et basalt kendskab til fysik, historie eller enhver form for kampsport. Filmkamp sidder fast i middelalderen og ikke på den gode måde. Det er et fænomen, der gennemsyrer alverdens film og serier, men tydeligst ses det måske i game 53

of thrones.

Her bliver kunsten eller håndværket stedmoderligt behandlet med det resultat, at Westeros’ fremmeste riddere, lejesoldater og gladiatorer slås som fulde hooligans bevæbnet med forhammere. Dette skyldes ofte kluntet kameraføring og et strategisk overforbrug af klipning til at skjule skuespilleres manglende evner – begge emner fortjener artikler for sig – men de største syndere er i mine øjne selve koreografierne. Af to årsager … SCENE ELLER LÆRRED Vi bliver igen og igen spist af med metervarekoreografier, der lugter fælt af manglende mediebevidsthed. Det lyder måske indlysende, at der er forskel på at se handling udspille sig på en scene og på et lærred, men der er tilsyneladende mange, der ikke er

Det er på tide, vi tager filmkamp alvorligt opmærksomme på netop dette. For mig at se har de to vigtigste forskelle at gøre med seerudsyn og samtidighed. Når et publikum ser på en teaterscene, gør de det fra vidt forskellige steder i salen, på tribunen etc., men handlingen er nødt til at være lige så forståelig for svagtseende Moster Oda på bagerste række som for alle andre. Derfor skal replikker udtales tydeligt, kostumer skal helst være karikerede, og — her kommer det — koreografier af enhver slags skal have store armbevægelser. Derudover er der ved et teaterstykke tale om en ”live” performance, og skuespillere har derfor kun én chance for at fuldføre deres koreografier. Jo hurtigere og jo ”mindre” en koreografi er, desto sværere er det derfor. Denne udsynsdiskrepans kombineret med udførelsens og receptionens samtidighed betyder, at det i ‘stage fighting’ i århundreder, hvis ikke årtusinder, har været fordelagtigt at overdrive, så hverken seere eller medskuespillere er i tvivl om, hvad der foregår. Og her støder vi på et stort problem. Selvfølgelig er der forskel på, hvordan der koreograferes til teaterstykker og til film nu om dage, men disse forskelle er for mig at se slet ikke store nok. Ligesom de overdrevne kostumer er de store armbevægelser teaterspecifikke artefakter, der hverken er nødvendige eller ønskværdige på et lærred. Lærredet lider nemlig ikke af de kommunikationsvanskeligheder, der plager scenen. Seerens udsyn er fokuseret gennem kameralinsen, og alle tilskuere er derfor lige privilegerede. Instruktøren har fuld kontrol over ikke

“R

ealismens mål må derfor være at skildre handlinger troværdigt. Det involverer en balancegang mellem brug af overleverede teknikker og intensiteten og vildskaben fra en gadekamp.”

kun, hvad der ses, men også hvordan det ses. Skal et objekt eller en bevægelse tillægges stor betydning, kan det ske gennem manipulation af kamerafokus, ved brug af slow-motion og så videre. Hver en detalje kan fremhæves. Hvad angår teatrets live-hed, er situationen også her en hel anden. Med moderne digitalt optageudstyr kan samme koreografi tages om og om igen, hvis skuespillere laver fejl, uden publikum nogensinde vil kunne

Tema â€“ Kroppen

Game of Thrones (2011). Foto: HBO

Det er på tide, vi tager filmkamp alvorligt

Troja (2004). Foto: Sandrew Metronome

bemærke disse, medmindre de bevidst udgives i blooper-reels. Filmen er altså et glimrende medie til at skildre voldsomme dueller og storslåede slag. Det lader bare til, at industrien har låst sig fast.

fordelagtigt at angribe filmkamp med lånte termer, der knytter sig til de første filmskabere; brødrene Lumieres realisme og filmmagikeren Georges Melies’ formalisme. Realismen går i meget korte træk ud på at gengive gennem direkte optagelse eller iscenesættelse. Med henblik på filmkamp vil jeg hurtigt opdele realismen i to mindre kategorier: den absolutte historiske autenticitet og det troværdige.

TROVÆRDIGT ELLER UTROLIGT Et andet stort problem er den stilistiske identitetskrise, mange film og serier befinder sig i. For mig virker det 56

Tema – Kroppen Den første er udelukkende en teoretisk størrelse, da den er umulig at opnå. Godt nok har vore forfædre efterladt os en uvurderlig skatkiste af fægtemanualer og diverse andre kilder, men traditionerne er uddøde, og vi kan derfor kun gætte og fortolke. Derudover er det ikke til at sige, om teknikker fra en given manual, hvis de blev fortolket korrekt, ville være repræsentative for, hvordan en kamp ville udspille sig i gyden, på slagmarken eller i arenaen. Realismens mål må derfor være at skildre handlinger troværdigt. Det involverer en balancegang mellem brug af overleverede teknikker og intensiteten og vildskaben fra en gadekamp. Naturlovene gælder, og bevægelser skal være målorienterede og oprigtige. Et godt eksempel på denne tilgang ses i duellen mellem Diego Alatriste og Gualterio Malatesta i den spanske film kaptajn alatriste (2006). Her benytter Alatriste sig først af sin kappe til at distrahere sin modstander, inden han trækker sin parerdaggert og forsvarer sig med den. Bevægelserne emmer ikke af ”fin, dannet fægtning”, men med enkelte undtagelser er de både fornuftige og skræmmende hurtige. Stilen er overordentligt passende, da realismen understreger situationens alvor og underbygger den troværdighed, som filmen har brug for som historisk fiktion. I den anden ende af spektret har vi formalismen, der, som navnet antyder, indebærer digtning. Man skildrer noget, der ikke er ægte. Her gælder ingen regler, og det er kun fantasien, der sætter grænser. Overdrevne, karikerede bevægelser

kan bruges til at skabe billeder, der er mere lyriske end virkelighedstro, og koreografier kan være så unaturligt udførlige og smukke, at seeren ikke kan andet end at blive blæst bagover af håndværkets kvalitet. Dette ses ofte i kinesiske wuxia-film med deres brug af wire-fu, hvor skuespillere flyver gennem luften ved hjælp af usynlige stålwirer. I et mere vestligt eksempel ses stilen udnyttet til fulde i kampen mellem Achilleus (Brad Pitt) og Hektor (Eric Bana) i troja (2004). Der er her tale om homeriske helte i bogstaveligste forstand, og disses overnaturlige kræfter samt Illiadens episke dimensioner gør det derfor oplagt at læne sig op af formalismen. Halvguden Achilleus’ kampstil er eksotisk og ukonventionel. Han angriber ofte Hektor fra luften, og på et tidspunkt viser han sin overlegenhed ved at gemme sit skjold bag ryggen, da han slet ikke har brug for det. Samtidig er koreografien en glimrende skuespilkatalysator, da begge skuespillere leverer kraftpræstationer i form af fysisk skuespil. Achilleus’ arrogance og sejrsikkerhed er til at tage og føle på, og Hektors usikkerhed og desperation opbygges gradvist, efterhånden som hans bevægelser bliver større og mere klodsede, da udmattelsen sætter ind. Hverken kaptajn alatriste eller troja kan regnes som stor filmkunst, men deres kampscener fortjener megen ros og er glimrende eksempler på styrkerne ved begge tilgange. Disse tilgange skal dog ikke forstås som hierarkisk opsat. Hvor gode de er, afhænger udelukkende af, hvordan 57

“Og koreografierne er virkelig grelle, når Jon Snow slås mod iszombier, eller når Jorah Mormont bekæmper eksotiske gladiatorer i arenaen. Den overdrevne hang til alt for store og sløve armbevægelser og fjollede rullefald fravrister scenerne enhver form for realisme.”

de benyttes, og om valget af koreografisk stil går i spænd med værkets overordnede stil. Derudover skal de ikke forstås som rigide størrelser, da der er mange film, der med stor succes kombinerer elementer fra begge. Dette kan ses i østasiatiske kampfilm som the raid: redemption (2011) med dens usandsynligt hurtige og flydende koreografier bestående af silatteknikker, eller i john wick-serien, hvor Keanu Reeves uddeler øretæver og bly på meget tæt hold gennem sin vilde gun-fu. Dér, hvor det hele bliver problematisk, er, når film eller serier ikke er opmærksomme på disse to spor, eller på anden måde positionerer sig kedeligt og uopfindsomt imellem dem. Det lader til at være tilfældet med game of thrones og andre lignende serier. Nu virker det måske lidt uretfærdigt at sammenligne filmkamp med seriekamp, men husk på, at det udelukkende er koreografierne, vi ser på. Og koreografierne er virkelig grelle, når Jon Snow slås mod iszombier, eller når Jorah Mormont bekæmper eksotiske gladiatorer i arenaen. Den overdrevne hang til alt for store og

sløve armbevægelser og fjollede rullefald fravrister scenerne enhver form for realisme. Bevares, GoT er fantasy, men det er en serie, der ofte har brystet sig af sin alvor og af sin skildring af ”rigtige mennesker”, og en smule realisme kunne i høj grad være med til at underbygge de overnaturlige elementer, da de derved ville stå i større kontrast. Ligeledes bliver formalismens styrker aldrig udnyttet. Bevægelser af tvivlsom anvendelighed er der nok af, men de mangler altid den hastighed og intensitet, der ville kunne gøre dem fordøjelige. Dette ses for eksempel, da Ned og Jaime lystigt danser rundt om dem selv og hinanden i sæson 1. Deres alternative benarbejde får dem til at stå næsten ryg mod ryg på et tidspunkt, og det hele går så langsomt, at det ikke kun er for dumt til at være realistisk, men også for sløvt til at være medrivende eller imponerende. Dette er desværre symptomatisk for langt de fleste af seriens kampscener. Intet indbyder til håndværkspåskønnelse, og med få undtagelser benyttes formalismen aldrig til at give den enkelte karakterer en genkendelig kampstil, der udtrykker eller uddyber deres indre. Alle slås stort

Tema – Kroppen enorme bevægelser ved et våbens spids. “Bigger isn’t better, bigger isn’t even bigger.” Man kan indvende, at det er at sætte tingene på spidsen, at sammenligne Kirks double-fist punch med Jon Snows klodsede bat-sving, men det står altså skidt til. Enormt potentiale og enorme budgetter går til spilde, når vi ikke får serveret andet end de sædvanlige metervarer. Er det ikke på tide, vi tager filmkamp alvorligt?

set lige grimt, dumt og klodset, og den begrænsede spændvidde fra ”ringe” til ”marginalt mindre ringe” resulterer i et trist tab af nuancer i det fysiske skuespil. EN MULIG UDVEJ? Men hvad kan man så gøre bedre som filmskaber?

Vær bevidst om dit medie og om dit mål. Udnyt lærredets styrker og lad være med at koreografere efter forældede omstændigheder. Se kampscener som andet end blot et nødvendigt onde eller en undskyldning for at lave et hjerneløst voldsorgie. Se dem som muligheder for at eksplicitere værkets temaer, for at udfolde karakterer gennem fysisk skuespil, for at understøtte et narrativ eller for at imponere med sublimt håndværk. Vær bevidst om dit mål og vælg derefter den stil, der bedst opnår dette. Hvis du vil skildre heltesammenstød i gigantisk målestok, så træk på formalismen og gå all in. Sæt en dyd i det gode håndværk og imponér med hurtigere og flydende koreografier. Hvis du vil opbygge en rå verden, hvor seeren skal føle, at den elskede hovedperson med det smukke hår er i fare, så bryd teaterdogmet. Brug folk, der har forstand på våben, og forstå, at det slet ikke er nødvendigt med armbevægelser, der kan ses fra månen. På samme måde som en lille bevægelse tæt på grammofonpladens midte kan give enorme bevægelser ved pladens omkreds, kan målrettede og kontrollerede håndbevægelser give

Victor Harder Hesel har i flere år undervist i HEMA (Historical European Martial Arts) i Københavns Historiske Fægteklub og deltaget i turneringer i Danmark og i udlandet. Han er i øjeblikket på top 10 over højest rangerede turneringsfægtere i verden inden for disciplinerne militærsabel og kårde og daggert.

KĂ¸det forandres

â€“5 udvalgte body horror film Af Claus Nygaard Petersen

roppen har altid været en yndet genstand i horrorfilm. Hvad enten det er som mål for en motorsavssvingende galning eller for en tysk psykopat, med forkærlighed for nål og tråd, så sker der altid noget med en krop i horror. Især i den sub-genre der hedder body horror. I body horror er destruktion eller degeneration af kroppen det essentielle element. Storhedstiden var i 70’erne og 80’erne, men body horror har med tiden også sneget sig over i mere mainstream film. harry potterfilmene har flere eksempler, dog er de mere af den humoristiske slags. Men ikke desto mindre; når Harry mister alle sine knogler i harry potter og hemmelighedernes kammer (2002) og må få dem groet tilbage, så er det klassisk body horror. Blandt disse fem udvalgte vil der dog ikke figurere nogle Potter-film. Jeg har lavet det udvælgelseskriterie, at der skal være tale om praktiske effekter, så ingen CGI her. Alt, hvad man ser i billedet, skal være noget, som har været på settet. Så der er ‘animatronics’, teaterblod i litervis og en usømmelig mængde vaseline eller variationer deraf. Lyder det klamt? Godt, for det er også meningen. Bag effekterne ligger timevis af arbejde, udført af folk som ikke altid har fået den anerkendelse, de burde. Med denne ydmyge kærlighedsode til en lille niche håber jeg, at flere får øjnene op for det fantastiske arbejde, der har ligget i at få publikum til at sidde og vride sig i sædet af væmmelse og ubehag.

SOCIETY (1989)

THE THING (1982) John Carpenters sublime sci-fi horror omhandler en gruppe mænd, der afskåret fra omverdenen under en snestorm i Antarktis står overfor et rumvæsen. ”Tingen” kan antage hvilken som helst form, den vil, så længe den har absorberet det, den imiterer. Carpenters gale visioner blev bragt til live af Rob Bottin (og med en ukrediteret assistance fra legenden indenfor special effects Stan Winston), den ene mere mareridtsindgydende end den forrige. Mest mindeværdig er dog scenen, hvor væsnet har taget skikkelse af en af mændene og ligger på et operationsbord. De andre ved ikke, hvilken fare de befinder sig i og forsøger at genoplive det, de tror er deres kollega og kammerat. Netop som lægen skal til at støde hjertet i gang, åbnes brystkassen som en mund, og lægens hænder bliver bidt af ved håndleddene. Blodet sprøjter til alle sider, og til at toppe gorespektaklet vrister hovedet sig væk fra kroppen, falder ned på gulvet og gror edderkoppeben, så der løber et grotesk, afhugget hoved rundt på gulvet. Makabert og herligt er det, og forstærker den paranoia og terror, som folkene har; de kan ikke stole på nogen. På overfladen ser en person måske ”rigtig” ud, men i virkeligheden er det væsnet, hvis eneste ønske er at optage alle omkring sig. Filmen kan ses som en allegori for den kommunismefrygt, som på daværende tidspunkt stadig gennemsyrede det amerikanske samfund.

Brian Yuznas debutfilm er muligvis den klammeste på denne liste. Den populære high-school knægt Bill har på overfladen alt, men føler alligevel at han ikke passer ind i sin familie. Søsterens kæreste giver ham et bånd, hvor det mest af alt lyder som om, hans familie har et orgie samtidigt med, at nogen bliver myrdet. Så er tonen ligesom slået an! De rige i det lokale samfund er i virkeligheden ikke mennesker, men en slags parasitter, der fortærer mennesker for at overleve. Det hele kulminerer i, hvad der bedst kan beskrives som et orgie af fusioneret kød; filmens budskab om, at de rige lever på de fattiges bekostning, bliver yderst eksplicit vist, da overklassens fineste absorberer en sagesløs knægt. Der er forvredne lemmer og bizarre klumper af kød en masse. Toppen af det hele må dog være, da Bill skal kæmpe for sit liv og rækker ind i sin modstander, griber fat i dets hoved og bogstavelig talt trækker hovedet ud igennem røven på ham. Den overdrevne sarkastiske og spidende tone afmonterer den voldsomme body horror, som ellers ville være noget nær ubærlig. Samfundskritikken er ikke subtil, men paranoiaen om, at en eksklusiv gruppe styrer verdenen, er genkendelig fra andre værker og sågar virkeligheden. Her bliver det udefinerbare ”de” til en veritabel masse, hvis eneste mål er at suge livet ud af alle, der ikke er en del af den.

Tema – Kroppen AN AMERICAN WEREWOLF IN LONDON (1981)

Society (1989). Foto: Society Productions

Varulve har ét job, de skal være skræmmende. Det er dog ikke så meget selve varulven, jeg vil hæfte mig ved, men mere den transformation der sker i fuldmånens skær. De to collegedrenge David og Jack er på backpacking i England, hvor de bliver angrebet af en stort dyr, der sårer David og dræber Jack. Men snart begynder David at se sin afdøde ven med drabelige sår, og, som tiden går, tiltagende stadier af forrådnelse. Han advarer David om, at han nu er forbandet og dømt til at blive en varulv. David tror ikke på ham, men så kommer fuldmånen. I en af de mest pinefulde scener jeg har set, bliver menneskekroppen strakt og radbrækket, med knogleknusende lydeffekter, til den endelig er blevet en ulv. Instruktør John Landis havde allieret sig med Rick Baker, som vandt den første Oscar nogensinde i kategorien bedste make-up for netop denne film. Man fornemmer Davids smerte i særdeleshed, når hans lemmer og rygsøjle bliver ændret til den lykantrope form. Filmen veksler konstant fra komedie i scenerne mellem David og Jack, til hjerteskærende drama da det langsomt går op for David, at han skal dø. Det ene møde forandrede hans liv fuldstændig, og den indre kamp for at forblive det, han engang var og undgå den nye tilstand, kommer til udtryk i tranformationen.

TETSUO: THE IRON MAN (1989) Hvor society nok er den klammeste film på denne liste, så er tetsou: the iron man uden tvivl den mærkeligste. Cyberpunk klassikeren åbner med en mand, kaldet metal-fetichisten, der stikker en metalstang ind i sit ben. Han bliver så kørt ned af en arbejder og hans kæreste. Arbejderen begynder efterfølgende langsomt at blive omdannet til en ting, der er mere metal og skrot end menneske. Den japanske eksperimentalfilm har flere højdepunkter, men galskaben topper nok, da den stakkels arbejder har sex med kæresten og hans penis bliver omdannet til et stort roterende bor. Det er forholdsvis primitive effekter, sammenlignet med visse af de andre udvalgte film, men scenen med stangen i benet opsummerer perfekt det mareridt, som er Tetsuo. Sammensmeltningen af kød og metal fortsætter, og da det viser sig at metalfetichisten stadig er i live, bliver han og arbejderen fusioneret til et to-hovedet monster, der sværger at forvandle verden til metal, som så kan ruste væk. ”Our love can put an end to this fucking world. Let’s Go!”, proklamerer de for derefter at fræse rundt i gaderne og samle mere metalskrald, indtil de til sidst ligner en kæmpe fallos – ’Tetsou’ er en oplevelse udover det sædvanlige. Koblingen mellem smerte og nydelse gennemsyrer filmen, samt konflikten mellem den traditionelle japanske mand, der skal håndtere den nye moderne virkelighed, hvor der sættes krav, han ikke tidligere har skullet forholde sig til. Den sort/hvide æstetik leder tankerne hen på stumfilm,

men også David Lynchs eraserhead (1977) og den seksuelle body horror er helt klart inspireret af en vis canadisk maestro (ham vender vi tilbage til), som tetsous instruktør, Shinya Tsukamoto, ikke tøver med at kalde sig selv en discipel af.

Tetsuo (1989)

ALIEN (1979) Det mest kendte eksempel på body horror af de fem titler. Historien om besætningen, der lander på en planet 64

Kødet forandres for at undersøge et ukendt signal og tager derfra med en passager mere, end da de landede, er velkendt filmkanon, så lad os komme til den kropslige invasionsdel. Man kan ikke tale om denne film uden at nævne den scene, hvor John Hurt ligger på et bord og vrider sig i smerte. Der er noget indeni ham, der gør ondt, noget der vil ud… POP! Bragende ud igennem brystkassen kommer en glinsende lille xenomorph, en parasitisk organisme, som modnes inde i værten for til sidst at blive født med døden til følge for ”rugemaskinen”. Som det efterhånden står klart, så er body horror fyldt med seksuelle undertoner, hvilket tydeligt eksemplificeres i, hvordan xenomorphen kommer ind i kroppen; gennem det der bedst kan beskrives som en ansigtsvoldtægt. Den schweiziske kunstner H.R. Gigers biomekaniske billeder var grundlaget for den mareridtsfremkaldende æstetik, inkluderende alien-designet. Igen er der et parasitisk element i body horroren og det taler til en basal menneskelig frygt; at få ens krop invaderet af noget fremmet, uden at kunne gøre modstand – mental horror og fysisk horror.

på samfund, seksualitet og teknologi, så body horroren bliver den fysiske manifestation af den moralske horror. Seth Brundles transformation fra mand til flue i the fly (1986) bliver et billede på hans moralske forfald i et sådant omfang, at det menneskelige kød bogstavelig talt falder af ham. Mesterligt eksempel på degeneration og også Oscarvindende for bedste make-up til Chris Walas. “Long live the new flesh” er mantraet i videodrome (1983), hvor fusion mellem menneske og teknologi, med et strejf af knap så subtile seksuelle undertoner, bliver fuldstændig udvisket. Hovedpersonen Max har gentagne gange en horisontal åbning midt på maven, hvor ting bliver isat i en blanding af smerte og ekstase; en pistol er blevet en del af hans krop, kuglerne den affyrer dræber ikke ofret med det samme, men først efter at tumorlignende vækster trænger ud igennem kroppen og flænser det fuldkommen. Igen er Rick Baker manden, der gør mareridtet virkeligt. Efter denne lille appetizer ud i det makabre, bør du straks gå videre til næste artikel og læse mere om de psykologiske overvejelser og tematikker, som gennemsyrer det Cronenbergske univers. Længe leve det nye kød…det er nu du skal bladre.

THE GODFATHER Nej, det er ikke Coppolas mesterværk, jeg refererer til. Det er den canadiske auteur David Cronenberg, en mand der om nogen er blevet synonym for body horror. Kødet har en fast plads i hans film, det er centrum for hans kommentarer 65

Krop,kød og Cronenberg I 80’erne kaldte de ham “The Baron of Blood”, og af gode grunde. Fra hans makabre debutfilm shivers (1975) havde han en klar signatur: vold, seksualitet og kropslig transformation. Hans navn er i dag stadig synonymt med subgenren body horror. Hans navn er

David Cronenberg.

Af Gustav Stubbe Arndal

David Cronenberg.

Krop, kød og Cronenberg

et er nemt at tage et enkelt kig på de eksploderende hoveder, smeltende øjne og dyrekroppe vendt på vrangen, og derefter bortkaste Cronenbergs forstyrrende værker. Men når man kigger nærmere efter, stikker der altid noget under; hans film er lige så grublende filosofiske, som de er forstyrrende eller frastødende, og især i hans senere år, hvor han udfolder sig i andre genrer, træder den intellektuelle Cronenberg frem i lyset. Denne intellektualisme står ikke som modsætning til hans makabre film. Tværtimod er det hans største styrke. Netop på grund af hans filosofiske tilgang til krop og seksualitet bliver hans body horror forvandlet til noget større, dybere og mere eksistentielt. I Cronenbergs verden er body horror og psykologisk horror nemlig én og samme ting.

mellem krop og sind. At ændre på kroppen er at ændre på sindet, og omvendt. Fra et videnskabeligt synspunkt giver det helt mening: Intet tyder på, at vores hjerner er mere end en samling elektriske signaler faciliteret på organisk vis. Denne sammenhæng er meget klar i scanners (1981). Filmen handler om telepater—folk med evnen til at forbinde deres tanker med andre over afstande. Men manipulation af hjernen har fysiske konsekvenser: Det er en smertefuld oplevelse, og nogen stærke ”Scanners” kan ødelægge blodårer og springe hoveder i luften. Som mentorfiguren Dr. Ruth forklarer det: ”Telepathy is not mind reading. It is the direct link between two nervous systems seperated by space.” At manipulere hjernen er det samme som at manipulere kroppen, da nervesystemet er en del af hjernen, og hjernen er en kropsdel som enhver anden. Omvendt kan legemlig forandring lede til psykiske forandringer, som i Cronenbergs ikoniske the fly (1986). Her møder vi Seth Brundle, en ambitiøs men indelukket videnskabsmand, der efter et uheld med sin nye teleportationsmaskine begynder at forvandle sig til et enormt flue-menneske. Præmissen lyder ganske vist absurd, men Cronenbergs filosofiske betænksomhed skinner igennem og bringer en ny dimension til fortællingen. Hvert stadie af fysisk transformation medbringer en parallel mental transformation i Seth. I takt med at han bliver stærkere

KROP, SJÆL OG NERVESYSTEM Er vi mere end blot vores fysiske væsen? Filosoffer helt tilbage fra Platons tid og religioner fra endnu længere tilbage vil mene, at svaret er ja. Vi har en sjæl eller et sind separat fra kroppen. En sjæl, der indeholder vores sande selv, og måske endda vedbliver efter vi dør. Denne tilgang kaldes dualisme. I et dualistisk verdenssyn er kroppen blot en beholder for vores tanker, sjæleliv og identitet. Vi kunne med andre ord bytte krop med andre, eller endda være uden krop, og forblive den samme person. Men Cronenberg præsenterer os for det modsatte synspunkt: fysikalisme. Her er der ingen separation 68

Tema – Kroppen den klareste fusion af krop og sjæl, vi oplever i vores liv. I the fly beskriver Seths kæreste, Veronica, dette tema, mens de to ligger tæt: “I just wanna eat you up (…) It’s the flesh. It just makes you crazy…”. Seths kropslige transformation gør ham også hyperseksuel; hans seksuelle stamina og trang forøges gevaldigt. Videodrome, den mystiske kanal, der ødelægger Max Renns hjerne, viser en konstant strøm af både vold og sex, og kanalens forførende kraft bliver repræsenteret gennem billedet af den kvinde, han lyster efter. Også signalets kontrol af hans sind er afbilledet som en slags seksuel kontrol. Cronenberg anvender kropslig vold og seksualitet ikke blot for at chokere, men for at tvinge os til at konfrontere vores dyriske, fysiske side. Sex er så tabulagt et emne, fordi det viser os som de dyr, vi er, drevet af fysisk trang og lugten af friskt kød, frem for de rationelle, sjælelige væsener, vi ønsker at være.

og klammere, bliver han også mere impulsiv, mere manisk og mere voldelig. Den biologiske transformation fjerner ovenikøbet hans identitet. Efter han opdager transformationen ændrer han sit navn i computeren fra “Seth Brundle” til “Brundlefly”, en symbolsk handling, der indikerer et tabt eller dybt forandret selv. I videodrome (1982) er grænsen mellem mental og kropslig manipulation svær at udpege. Et mystisk radiosignal, som ændrer Max Renns virkelighedsforståelse, bliver repræsenteret med pulserende VHSbånd indsat i maven på ham. Når Videodrome gør ham voldelig, bliver en pistol boltret til hans hånd som en igle. Fysisk og mentalt overgreb er to sider af samme sag. Mennesket er først og fremmest et biologisk væsen i Cronenbergs verdener, og det biologiske får således et eksistentialistisk element. SEX, VOLD OG SLÆGT “Even old flesh is erotic flesh. Even dying is an act of eroticism. Talking is sexual. Breathing is sexual. Even to physically exist is sexual.” Således siger den unge kvinde overtaget af en sex-parasit i Cronenbergs shivers. Seksualitet har med andre ord været et centralt tema i hans film helt fra starten af. Cronenbergs fascination af seksuelle lyster har en klar forbindelse til hans tilgang til krop og sind. Seksualitet er nemlig en ”kødelig” trang, der manifesterer sig dybt i vores psyke og bringer os til handling. Det er

KØD OG HORROR Det er et ord, der går igen og igen i Cronenbergs værker: flesh. Kød. Bare anvendelsen af ordet leger med vores psyke. Det er et vulgært ord, så klinisk som det er klamt. Det er samtidig også et seksuelt ladet ord: kødelige lyster, pleasures of the flesh. Sidst, men ikke mindst, er det et metafysisk og eksistentielt ord: når det uhåndgribelige gøres fysisk, er det “made flesh.” Dette ord indeholder med andre ord alle de ingredienser, der gør Cronenbergs

Krop, kød og Cronenberg værker så makabre, betagende og horrible. Det er nemlig ikke blot fantastiske effekter eller kreative grusomheder, der virkelig gør Cronenbergs body horror til noget særligt. Det er den verden og den filosofiske kontekst, de grusomheder befinder sig i. Vi kan nemmere håndtere sygdom, lemlæstelse og kropslig transformation, hvis vi kan forestille os, at vores ”selv” forbliver raskt, intakt og uforanderligt. Men Cronenberg viser os en virkelighed, hvor sygdomme rammer hjernen og gør os vanvittige. Hvor en lemlæstelse af kroppen også tager noget essentielt bort fra os. Hvor transformation er total og endegyldig. Og hvad værre er, hans film fortæller os, at det netop er den verden, vi lever i. I slutningen af videodrome har Max Renn fuldstændig mistet sin forbindelse til virkeligheden. Alt er subjektivt, intet er virkeligt, men alt føles ægte og grusomt. Videodrome sætter en pistol fast til hans hånd og tvinger ham til at dræbe, og han gør intet andet end at adlyde. Til sidst er han flygtet til et værelse på et gammelt, strandet skib. Et tv står foran ham. Den forførende kvinde i rødt, absorberet for længe siden af Videodrome, taler til ham gennem det. Hun fortæller ham, at døden ikke er enden. Hun fortæller ham, at han kan transcendere fra ”the old flesh” og blive ét med ”the new flesh”, et højere plan af eksistens, hvis blot han begår selvmord. Hvorfor er ”the new flesh” så forstyrrende en tanke? Der er mange folk, der tror på et liv efter døden—at vi kan transcendere til en

mere fuldkommen eksistens. Men det er ordet flesh, der gør det underligt. Ordet er associeret med det dyriske, det jordiske, det legemlige. Efterlivet kan umuligt være kødeligt. Det er præcis den horror, Cronenberg fremkalder. Vores eksistens er ikke spirituel, men kropslig, så hvorfor er tanken om ”the new flesh” mindre troværdig end tanken om himlen eller nirvana? Når vi stirrer på Brundleflys

”

Even old flesh is erotic flesh. Even dying is an act of eroticism. Talking is sexual. Breathing is sexual. Even to physically exist is sexual.”

ødelagte, slimede krop, eller på de smeltende øjne i scanners, eller på det kødelige, pulserende tv i videodrome, stirrer vi ikke blot på det ulækre og frastødende. Vi stirrer på vores egen eksistens, på vores skrøbelige kroppe, og på det kød, vi alle er lavet af. Long live the new flesh. Bang.

Tema â€“ Kroppen

Videodrome (1982). Foto: Filmplan International

Bag om Marvel AF CHRISTINE ROEDERER

Ordet inviterer læseren bag kulissen i film- og mediemøiljøet. Vi finder historierne på den anden side af kameraet.

er er noget ganske magisk ved at stå neden for 135 W 50th Street i New York. Udefra er der ikke så meget at se til andet end endnu en grå bygning med skydedøre og nogle marmorstolper til at holde det hele oppe. På gulvet i entréen ligger en enorm måtte med et kæmpe hvidt på sort Marvel logo, og der står en sikkerhedsvagt med øresnegl i hjørnet og overvåger dét, som foregår ved skranken. Marvels hovedkvarter i New York er nemlig ikke et sted, man bare sådan lige får adgang til; det er et privilegie, som holdes for de ansatte, kendisser såsom skuespillere og selv WWEbrydere, men almindelige borgere får desværre ikke lov at komme op med elevatoren. Jeg venter på, at min veninde Andrea kommer ned fra de mystiske etager over mig, og jeg gør mig umage for at se ud, som om jeg passer ind, så sikkerhedsvagten ikke kigger alt for søgende. Det er jo New York, og man må ikke bare stå uden ærinde nogle steder. Vi er i maj måned 2017, og jeg mødes med Andrea til venindefrokost. Andrea Towers arbejder til dagligt som Sales & Communications Administrator for Marvels tegneseriehovedkvarter. Hun har ikke fortalt så meget om sit arbejde endnu — andet end at hun synes, det er fantastisk. Vi snakker om hendes arbejde og vores fælles Marvelinteresse, Avengeren Hawkeye, mens vi bevæger os over til en restaurant ved at ‘jay walke’ på ægte New Yorker manér — jeg bliver næsten kørt ned

hele to gange, inden vi finder vores restaurant. Det regner, det er gråt, men det er New York. Så det går. Marvel er delt op i to hovedkvarterer, forklarer Andrea. Det ene hovedkvarter handler med Arts & Entertainment og ligger her i New York i en af de høje skyskrabere, under 5 minutter fra Times Square. Det andet hovedkvarter har med TV og film at gøre og ligger i Burbank, Californien. De snakker sammen til daglig – specielt når der kommer det, de kalder for cover-varianter ind over tegneserierne, eller når der skal udgives ”Preludes” til Marvel filmene. Preludes er de tegneserier, som udkommer mellem hver Marvel blockbuster og kommer med de forklaringer, som ikke er nået at komme med i selve filmen. Der er meget at se til, når det kommer til en gigant i medieindustrien som Marvel, selv når det bare drejer sig om en tegneserie. Deadlines skal nås, forfattere skal levere historier til tiden, deres tegnere og farvelæggere skal også kunne møde og præstere, og det hele skal ende i en stor enhed, når den færdige tegneserie bliver sendt ud til verdens tegneserieforhandlere. Andrea fortæller mig om de mere detaljerede dele af hendes arbejde — specielt om alt det hemmelige hun skal holde tæt på hjertet; nye karakterer som starter i nye bøger, nye team-ups, nye events, nye dødsscener, karakterer som vender tilbage, karakterer som får en opdatering eller en u-vending smidt i hovedet osv. Alt dette ved hun op til et helt år, før det sker, og dermed, fortæller hun, er der meget, der skal jongleres med — og passes på. 73

Bag om Marvel I en verden, hvor det mindste læk kan rejse kloden rundt på et splitsekund, har Andrea meget at se til. Kontrakten forudsætter da også hemmelighedsholdelse af følsomme oplysninger for at undgå læk. Andrea fortæller dog, at der er mange forskellige opdelinger af medarbejdere på arbejdspladsen: den afdeling, som har med digitale medier at gøre, koncentrerer sig om udgivelsen af trailere på sociale medier og kampagneplanlægning for nye film og tegneserier; den afdeling, som har med spil at gøre, har alle oplysningerne omkring de nyeste udfordringer eller de nyeste figurer, som udkommer, osv. Der er mange bolde i luften til enhver tid, og Andrea er en af dem, som sørger for, at alle sidder på sin post, når det kommer til stykket. Udgivelseslinjer, spørgsmål fra andre medier, interviews, pressemeddelelser om nye bøger eller kunstnere/forfattere — alt dette falder på Andreas bord og hold. Det er hende, der er den direkte forbindelse mellem firmaet og pressen — både til mainstream-pressen som Entertainment Weekly eller bestemte tegneseriemedier som Comicbook. com. En af tingene, som også skal holdes, er, hvad der må og ikke må printes i bøgerne — Marvel har nogle strenge juridiske regler, som skal overholdes, før deres logo må printes på. Interiørkunst, tekster, handlinger — alt dette skal godkendes. Hun fortæller, at hendes hverdag ændrer sig for hver dag; tegneserieforhåndsvisninger af kommende bøger hver uge sikrer, at alle får deres pressemateriale —

tidsplaner sikrer, at marketingsholdet kan få sat en markedsføringsoperation på benene. Hun fremviser den seneste nøglehalskæde, hun har fået med Black Widow-symbolet, og vi falder i snak omkring den kommende film spiderman: homecoming (2017), der på daværende tidspunkt stadig ventedes. Alt i alt er der meget, som skal gøres på 135 W 50th Street på en almindelig ugedag. Der er aldrig en dag uden udfordringer, uden nye opkald eller forespørgsler, men holdet står sammen. De er alle tegneserieelskere, de råber alle om filmene, efter at de har set dem og er ikke bange for at dække deres arbejdsområder med Funko Pops, plakater, Legofigurer og andre rekvisitter. Ingen skammer sig over, hvor meget de elsker det, og derfor bliver de lange arbejdsdage det hele værd. Marvel er en kæmpe maskine: de har selv sine egne missioner og visioner, men skal også følge Disneys regler for, hvad de må og ikke må, da Marvel er et datterselskab af musen med de runde ører. Vi forlader restauranten, og jeg følger med hende tilbage på arbejdspladsen. Jeg forsøger mig igen, for sjov, om jeg ikke gerne må komme med op i elevatoren med hende for at se det kontor, hun sidder ved, og som jeg ved, at hun har pyntet med en masse Black Widow-merchandise, men får at vide, at det kan jeg ikke. Næste gang, siger hun — eller hvis jeg bliver Social Media influencer. Eller hvis jeg kommer i et amerikansk aftenshow. Marvel har sine standarder, men i det hele taget er de faktisk bare en 74

kĂŚmpe virksomhed, som drives frem af nĂ¸rder ligesom alle dem, der elsker deres karakterer og ikke er bange for at gĂĽ rundt i Marvel t-shirts.

asmr

– Da internettet opfandt en følelse Nogle finder det euforisk, andre ret så creepy. Et nyt fænomen spirer frem på nettet og kommer måske snart til en biograf nær dig. Af Troels Jensen

Bob Ross.

ASMR – Da internettet opfandt en følelse EN GAMMEL FORNEMMELSE MED ET NYT NAVN

på, at den kildende fornemmelse kan være nært beslægtet med ‘flow state’: en tilstand af komplet opslugthed i en aktivitet. Personer med større tendens til at komme i flow state er også mere tilbøjelige til at opleve ASMR, og når fornemmelsen melder sin ankomst, medvirker det, ligesom i flow state, at resten af verden forsvinder til fordel for euforien.

Kommer du i trance af at være til frisøren? Bliver din hovedbund til et morads af ekstase, hvis du bliver hvisket en hemmelighed? Bliver du degraderet til en lallende idiot af at se andre krussedulle? Hvis du kan svare ja til ovenstående, så tilhører du højst sandsynligt det befolkningsudsnit, der oplever ASMR. De fire bogstaver står for Autonomous Sensory Meridian Response og repræsenterer et nyligt opdaget fysiologisk fænomen, som nogle oplever, når de bliver udsat for bestemte sanseindtryk. Folk beskriver det som en meget behagelig kilden i hovedbunden eller nakken ledsaget af en overvældende følelse af afslappethed. Det føles forskelligt fra person til person og kan forårsages af et væld af forskellige indtryk, hvor de mest almindelige triggers lader til at være hviskelyde, nærgående personlig opmærksomhed og krølle-, kradse- og strygelyde. Jeg selv gjorde forleden dag en lang kø i Fakta endnu længere, da jeg glemte at betale i kølvandet på en hypnoselignende tilstand foranlediget af ekspedientens nøjsomme foldning af min bærepose. ASMR er et dugfriskt forskningsfelt, og vi ved kun meget lidt om, hvad det er, og endnu mindre om hvor mange mennesker, der påvirkes af det. Et anerkendt bud er, at det er et evolutionært levn fra vores behårede forfædre, som havde fordel af at finde det behageligt af få pillet lus og snavs fra pelsen. Ny forskning peger desuden

TINGLES ON DEMAND Der er opstået et omfattende fællesskab på YouTube omkring ASMR, man kan nemlig sagtens blive kildet gennem en skærm. For den uindviede er det en syret afkrog af internettet at dykke ned i. Det startede i det små med enkelte youtubere, der eksperimenterede med at hviske i mikrofoner, krølle slikpapir med lydstyrken skruet op eller tromme på syltetøjsglas. I dag er der tusindvis af de såkaldte ASMRtists, mikrofoner skabt specielt til formålet og mulighed for at tjene ikke så få klejner, hvis man opnår popularitet. Det blev siden populært at rollespille som f.eks. læge eller omsorgsfuld roommate som ramme for videoerne, men med så mange om buddet har skaberne søgt nye og sære veje til at give deres publikum the tingles. Du kan finde ASMR-videoer med titler som unearthing a cthulu relic og mermaid rescuing you roleplay begge med over en halv million views, og af en eller anden grund findes der uhyggeligt mange videoer med postapokalyptisk tema. Du kan også få en virtuel ørerensning, prostataundersøgelse eller djævleuddrivelse, hvis det kunne friste. 78

Tema – Kroppen Mange benytter videoerne til at hjælpe dem med at falde i søvn, mens andre bruger det til at afhjælpe stress og angst grundet den afslappende effekt.

uden en samlende videnskabelig vision. Videnskaben er først senere kommet ind i billedet. Opdagelsen af ASMR er et stjerneeksempel på et ikke-kommercielt resultat af dataindsamling på stor skala. Endnu mere interessant er det, at

FORSKNING FORETAGET AF MASSERNE En af årsagerne til, at fænomenet fortjener spalteplads i et film- og medietidsskrift, er, at vi kun kender til det grundet internettet. Faktisk havde det slet ikke et navn før for nyligt. Nogle kaldte det ‘braingasms’, ‘Bob Ross tingles’ eller andre kreative navne, inden det blev endeligt døbt på en Facebook-gruppe i 2010. Det er en oplevelse, som mange har kendt til, men har manglet et ord for — en individuel, nærmest mystisk tilstand der med internettet er blevet gjort kollektivt og afmystificeret. Det hører mig bekendt til sjældenhederne, at forskningsfelter opstår på YouTube, hvilket gør den videnskabelige verdens adoptering af ASMR til et ret interessant vidnesbyrd om internettets dataindsamlingspotentiale. Tusinder og senere millioner af menneskers individuelle søgen efter andre med den samme særhed har tilsammen ført til opdagelsen af et kropsligt fænomen og skabt et omfattende datasæt, som kan anvendes til forskning. “Pionererne” har selv måttet navngive det, og de har kollektivt fundet frem til facetterne af fænomenet gennem ‘trial and error’ baseret på feedback fra brugerne. Den viden, vi har, om de forskellige triggers, de optimale omstændigheder og den almene brugeroplevelse er opstået

“Opdagelsen af ASMR er et stjerneeksempel på et ikkekommercielt resultat af dataindsamling på stor skala.”

der ingen bagmænd eller bagtanke har været; det er et eksempel på organisk opstået, brugergenereret ‘big data’ skabt af et hav af individers undren. Gad vide hvor mange andre uforfinede guldgruber af kvantitative data, der findes derude af Googlesøgninger begyndende med “Er jeg den eneste…?” og besvaret med et rungende nej. BRAINGASMS PÅ DEN STORE SKÆRM? Når folk tydeligvis kan kildes via video, og når det er i stand til at vække stærke 79

ASMR – Da internettet opfandt en følelse affekter, er det nærliggende at spekulere på, om ASMR har en plads i filmens verden. A’et står som nævnt for Autonomous. Det betyder, at hvis man er modtagelig for det, vil man opleve det spontant, på samme måde som man spontant bliver bange for bestemte elementer i gyserfilm, bliver opstemt af sexscener eller får svedige hænder af actionbrag som die hard (1998). Det er en fysiologisk respons, man ikke selv er herre over, og derfor kan det givetvis anvendes af filmskabere til at manipulere med deres publikums sindstilstand. En af de store styrker ved film er, at de kan bringe os i affekt. Vi elsker at føle, og hvad end det handler om gru, glæde eller sorg, bedømmer vi ofte film på, hvor effektivt de skaber følelser i os. Hvis en video på YouTube kun ved hjælp af simple greb kan lulle sit publikum i en ufrivillig euforisk tilstand, kan ASMR måske have potentiale som filmisk virkemiddel. En mulig fordel kunne være at fremme indlevelse. Hvis følelsen fremkalder noget, der minder om flow state, kan det være en smutvej til at få seeren fordybet i et værk. Hvis du kan få seerne til at glemme omverdenen, har du selvsagt et godt tag i dem. Der kan også være en fidus i at gøre seeren godt og grundigt afslappet. Afslappethed øger nemlig påvirkelighed, hvilket er årsagen til, at hypnotisører sørger for at få din puls helt ned, før de roder rundt bag gardinet. Man kunne tænke sig ASMR som et muligt filmisk pendul, der kan klargøre tilskueren til at tage imod bestemte budskaber. Det kan muliggøre

mere subtile ‘set-ups’ for at skabe mere virkningsfulde ‘pay-offs’ senere eller bruges til at skabe kontrast mellem scener med en stilhed-før-stormeneffekt. Ligegyldigt hvordan det kunne benyttes, er ASMR i hvert fald interessant at overveje som en tilføjelse til filmskaberens arsenal. Den helt store hurdle i den forbindelse er, at vi ikke ved nok om det endnu. Vi ved ikke, om der er nok der oplever det til at gøre det relevant at anvende på film. Hvis man vil udnytte det aktivt i film, vil man risikere at lefle for et smalt befolkningsudsnit, mens majoriteten keder sig bravt. Det kræver nemlig at sætte tempoet helt ned og anvende nogle meget specifikke og anderledes audiovisuelle kneb, og hvis det kun er en brøkdel af publikum, man opnår den tilsigtede effekt hos, skræmmes resten måske væk. Desuden ved vi, at folk oplever det ved vidt forskellige stimuli, så det er endda svært at ramme plet hos alle dem, der er modtagelige. Derfor er det muligvis kun smalle nichefilm, vi vil kunne se det i, hvis det overhovedet bliver aktuelt. Og dog. Reddit har et aktivt forum dedikeret til den lyksalige fornemmelse, hvor der af flere omgange er blevet spurgt ud til masserne, hvilke film der satte gang i deres tingles. Det viser sig, at de kan få kildende hovedbunde af alt fra de dansende vinglas i introscenen i amélie (2001) til Patrick Batemans sirlige beskrivelse af sin morgenrutine i american psycho (2000). Måske Tarantino har tilbøjeligheden, for hans film figurerer gentagne gange i trådene — Strudelscenen i inglorious basterds 80

En â€˜binauralâ€™ mikrofon, som bruges til at producere 81 lyd til ASMR videoer.

ASMR – Da internettet opfandt en følelse (2009), med dens klinkende teskeer og plaskende flødeskum, er en yndling, og det samme er salonscenen i django unchained (2012), hvor udskænkningen af to fadøl får iøjefaldende meget skærmtid. Fælles for begge scener (udover skuespilleren Christoph Waltz) er lavmælt tale og stærkt accentuerede lyde fra hverdagsobjekter; kneb som også anvendes i langt de fleste ASMRvideoer. Selvom det er tvivlsomt, om Tarantino bevidst har forsøgt at kilde sit publikum, kan scenernes popularitet blandt ASMR-fans indikere, at det er muligt at inkorporere det i film, og sågar i dyre mainstreamfilm, uden at skræmme den tingleløse menigmand væk. ASMR PÅ FREMMARCH Selvom det stadig er relativt ukendt, får flere og flere sat ord på den sære sensation, og antallet af folk, som ser de mærkværdige videoer, bliver ved med at stige stødt. Samtidig er ASMR kommet flere forskere for øje, så forhåbentligt vil det ikke være omkredset af uvished ret meget længere. Det kolossale, grove datasæt genereret af brugerbasen er ved at blive forfinet af kloge hoveder og nye, målrettede undersøgelser er på vej. Der er behov for forskning på området, hvis det skal snige sig ind i mainstream, men jeg spår, at vi inden længe vil se det udnyttet i filmens verden — dog nok snarere af Gaspar Noé end af James Cameron.

Banebrydende samtidskunstfotografi

Staldgade 16 DK – 1699 København V fotografiskcenter.dk Tirsdag, onsdag, fridag Torsdag Lørdag – søndag

12 - 18 12 - 20 12 - 16

NĂĽr erotikken

Before Midnight (2013). Foto: Miracle Film Distribution

forsvinder AF ADAM AMBUS MADSLUND

Når erotikken forsvinder

Richard Linklaters trilogi om kærlighedshistorien imellem Celine og Jesse adskiller sig fra den gængse romantiske Hollywoodfilm på et utal af måder. En af disse måder kan findes i den tredje film, before midnight, hvor forholdet til sex og nøgenhed fremstilles med en sjælden naturlighed. En naturlighed hvis vigtighed kun forstærkes i kontekst med de to første film.

Before Sunset (2004). Foto: Sandrew Metronome

Tema – Kroppen

Jesse, hvoraf de foregående er before sunrise (1995) og before sunset (2004). Produceret med ni års mellemrum følger man deres forhold udvikle sig. Filmene har en del ligheder: de foregår i Europa og består primært af lange samtaler mellem Celine og Jesse, ofte filmet i lange indstillinger. De snakker om løst og fast, og det er igennem disse dialoger, man får indblik i dem, deres livssyn og deres forhold. På trods af disse ligheder, efterlades man med forskellige sindsstemninger, grundet filmenes forskellige fokuspunkter. Den første film skildrer det tilfældige møde mellem franske Celine og amerikanske Jesse og det efterfølgende døgn, de tilbringer sammen i Wiens gader. Filmen er gennemsyret af romantik og den store, overvindende forelskelse, der kan opstå fra det ene øjeblik til det andet. De har kemi fra første sekund, og forelskelsen bliver kun større, inden de må tage afsked, og deres fælles fremtid står usikker hen ved filmens slutning. Ni år efter deres afsked mødes de i filmen before sunset. Jesse har skrevet en bog om den første films begivenheder. Han er på tour i Europa for at give interviews og signere eksemplarer, og det sidste stop er Paris. Celine dukker uanmeldt op, og de mødes nu for første gang siden deres skæbnesvangre døgn sammen. Meget er sket siden, Jesse er blevet gift og har en søn, men de har aldrig kunnet glemme hinanden. De er hinandens ‘one that got away’. Men nu er de genforenet. Det starter uskyldigt, som gamle venner der ses, men emnerne bliver langsomt mere alvorlige, og det viser sig, at de begge har haft svært ved at komme videre.

mkring en time inde i Richard Linklaters before midnight (2013), er Celine (Julie Delpy) og Jesse (Ethan Hawke) endelig alene. Det er deres sidste aften på en længere ferie i Grækenland, og de er på hotel, mens nogle venner passer deres børn. Der er lagt op til den første romantiske alene-aften i lang tid. En aften der nært var blevet aflyst. De når ikke at være på værelset længe, før romantikken begynder. Da Celine nyder udsigten fra hotelvinduet, er Jesse hurtig til at sige ”The only view I’m interested in, is right here”, alt imens han løsner stropperne på hendes kjole og blotter hendes bryster. Kort efter ligger de sammen på hotelsengen, men inden det når at udvikle sig yderligere, ringer Celines telefon. Selvom Jesse beder hende lade være, forlader hun sengen for at svare. Denne bagatel bliver motor for et skænderi, der optager godt og vel den næste halve time af filmens spilletid. Dette er usædvanligt nok i sig selv, men hvad der, i al sin stilfærdighed, er endnu mere opsigtsvækkende, er, at der går over fem minutter, før Celine dækker sine bryster til igen. Dette er ikke blot et atypisk træk for den romantiske Hollywood-film, men også et enormt vigtigt øjeblik i skildringen af Jesse og Celines forhold, der strækker sig over flere film og adskillige år. For helt at forstå hvordan må man kaste blikket tilbage på deres forhistorie. FRA ROMANTIK TIL REALITET

before midnight er den — indtil videre — sidste film om Celine og

NĂĽr erotikken forsvinder

Before Sunrise (1995). Foto: Nordisk Film

Tema – Kroppen De er på ferie i Grækenland, og på overfladen er alt godt. De to elskende har fået hinanden og stiftet familie. På trods af dette er before midnight den klart mindst romantiske af de tre film. Temaet kan vel bedst beskrives via en replik, Celine siger til Jesse ved kulminationen af deres skænderi: “I don’t think I love you anymore”. Det er de store ægteskabelige problemer, der her er i fokus. Celine stiller spørgsmålstegn ved, om de overhovedet stadig ville være sammen, hvis ikke det var for deres tvillinger; et udsagn, der bringer mindelser om Jesses situation i before sunset, hvor han gav udtryk for selvsamme med sin daværende kone. Filmen ender bittersødt, og endnu engang er deres fælles fremtid usikker.

“Blufærdigheden over for hinanden eksisterer ikke længere, så der er ingen grund til, at hun skal dække sig til igen, da telefonen ringer. Og da hun så senere tildækker sig, er det mest af alt en forsvarsmekanisme, der tydeliggør den afstand, der er opstået imellem dem.”

KÆRLIGHED SVINDER (MÅSKE) OVER TID Den magi der følger med en forelskelse, som Celine og Jesse skulle vente ni år på at udleve, er væk, og netop det førnævnte skænderi er med til at understrege dette. I den første film snakker de kun sjældent om sex, og den nat, de tilbringer sammen, vises ikke. I before sunset har de tydeligt et mere afslappet forhold til emnet, men længes stadig efter hinanden og snakker flere gange om den ene nat, de tilbragte sammen ni år tidligere. I den tredje er det et af de helt store samtaleemner, selv rundt om middagsbordet, og det er en meget mere hverdagslig/triviel tilgang, de har til det. Dette gør sig netop gældende i de første minutter af skænderiet, hvor Celines bryster er blottede. Blufærdigheden over for

Selvom filmen ligeledes er dampende romantisk, er den gennemsyret af en bitter undertone, der slet ikke er at finde i den første film. Ærgrelse og fortrydelse præger både Celine og Jesse, når de snakker om de valg, de har truffet i de forløbne ni år. I before midnight er yderligere ni år gået, og Jesse og Celine er nu et par. Jesse har forladt sin kone og bor nu med Celine og deres tvillingedøtre i Frankrig. 89

Når erotikken forsvinder hinanden eksisterer ikke længere, så der er ingen grund til, at hun skal dække sig til igen, da telefonen ringer. Og da hun så senere tildækker sig, er det mest af alt en forsvarsmekanisme, der tydeliggør den afstand, der er opstået imellem dem. Dette er samtidigt første gang i de tre film, at nogen form for nøgenhed vises. Publikum bliver dermed inviteret ind i en intimsfære, som ikke var tilgængelig i de første to film. Et så afslappet forhold til kroppen er kun sjældent at finde i Hollywoodproduktioner. Oftest er nøgenhed forbundet med noget erotisk og seksuelt, hvilket denne scene også starter med at være, men dette vendes hurtigt, da virkeligheden trænger sig på. Hvad der i hele denne kontekst er værd at nævne, er, at det måske mest erotiske øjeblik mellem de to, forekommer blot 20 minutter inde i den første film, hvor ingen nøgenhed eller kropslig kontakt er at finde. De besøger en pladebutik med et lille rum, hvor man kan lytte til plader. De går derind og sætter en plade på, og mens musikken spiller, snakker de ikke. De står blot ved siden af hinanden, tydeligt fascinerede af den anden, deres blik mødes aldrig helt, men flakker nervøst rundt i lokalet. De har kendt hinanden i meget kort tid, men er allerede uendeligt fascinerede og tiltrukkede af hinanden. Spørgsmålet er så, hvad man kan tage med sig fra disse film, for det er nemt at se dem som et billede på, at den store, umiddelbare kærlighed ikke kan vare ved, uanset hvor voldsom den først er. Er man sammen længe nok,

bliver det hverdag, og hverdagen bliver man på et tidspunkt træt af. Noget de, profetisk nok, allerede snakker om i den første film, da de mødes på et tilfældigt tog for første gang. Men som hver films afslutning, er dette dog tvetydigt. Man efterlades med et lille håb, da Jesse efter skænderiet opsøger Celine, der har forladt hotellet for at være alene. Han fortæller, at han er sendt fra fremtiden, og at de lige netop den aften vil have deres livs bedste sex. Efter at være modvillig spiller Celine til sidst med, og filmen afsluttes med replikken ”Well, it must have been one hell of a night we’re about to have”. Om dette er begyndelsen til enden eller en genoplivning af deres romantiske og seksuelle samliv, må man indtil videre gætte sig til. Måske bliver det aldrig besvaret. Eller måske kommer der endnu et kapitel i år 2022.

Håndværk, kostume og karakter

KazulFox som Hogger, fra world of warcraft. Det tager hende omkring 35 minutter at komme i kostumet, som hun har vundet flere cosplaykonkurrencer med.

Af Christine Roederer

Har du nogensinde været ude for dét, at du til en filmpremiere eller fastelavnsfest så en person, iført et kostume, som bare ikke kunne være købt i en festbutik? Tænkte du også, at det da måtte være lavet hjemmefra? Så er du sikkert stødt på det, der kaldes en cosplayer. 91

Håndværk, kostume og karakter

eg husker klart den ældre dame og hendes kommentar, da jeg en septemberdag i 2016 sad i bus 4A på vej mod Comic Con i Bella Centeret. “Er det nu blevet Halloween?” spurgte hun, tilsyneladende ikke til nogen bestemt person i bussen. Der var nemlig lige trådt tre unge ind iklædt noget ualmindeligt tøj, iført hugtænder og smurt ind i grå ansigts- og kropsmaling. Jeg vendte et par ord med min veninde som sad ved siden af mig, og vi blev enige om, at der sikkert var tale om noget med Homestuck. Ingen af os kendte meget til den verden, men vi kunne genkende dem på den grå kropsmaling og hugtænderne. Der var Comic Con i København, og det betød, at bybilledet pludselig blev pyntet med en masse udklædte mennesker i farverige kostumer og stylede parykker. Det var cosplayers. Jeg kiggede ned på den kuffert, jeg havde med mig i bussen, og tænkte, om jeg ikke også skulle have haft mit kostume på i stedet for at have proppet det i kufferten. Jeg skulle nemlig selv til Comic Con for at være med i en craftmanship-konkurrence og fremvise det kostume, jeg lige havde brugt tre måneder på at forberede. Det var min første større fan-begivenhed med mit første cosplay-kostume. Min deltagelse i konkurrencen kom af et væddemål med en veninde, og jeg havde ikke tænkt mig at tabe.

til fan-konferencer, hvor gæsterne klædte sig ud som karakterer fra film, TV-serier, anime, manga eller spil. I det japanske cosplay-fællesskab er det meget almindeligt at forvandle sig til den karakter, man cosplayer – og dér skiller det sig ud fra at iføre sig et almindeligt halloween- eller fastelavnskostume. Mimik, kropssprog, stemmeføring og levering af kendte udtryk – det gælder om at være så tæt på det originale materiale som muligt. Cosplay kom til den vestlige verden på samme tidspunkt som star wars-trilogien og star trek-TVserien blev til, og de store konferencer begyndte at pible frem. Efterhånden er cosplay blevet så stort, at der, siden 2003, årligt bliver afholdt World Cosplay Summit i Nagoya, Japan, hvor verdensmesterskaberne i cosplay finder sted, og hvert kostume bliver målt efter nøjagtighed, håndværk, præsentation og publikumseffekt. Tit bliver kendte cosplayers og kostumedesignere tilmed hentet ind for at agere dommere. I 2017 var der semifinaler i 34 andre lande end Japan, og over 18.000 besøgende gæster. Det er udelukkende hjemmelavede kostumer, som kan præsenteres til disse konkurrencer, men ellers findes der også muligheden for at købe sig fra det. I stedet for at sidde med limpistol, symaskine og fingrene dækket i akrylmaling er det nemlig også accepteret at købe sit kostume.

MEN HVAD ER COSPLAY?

ELLER, SÅDAN DA.

Cosplay er et ordspil mellem “costume” og “play”, som blev opfundet i Japan i 1984. Det stammer fra en subkultur

Nogle større cosplayers bruger timevis på at filme tutorials og ‘Do-It-Yourself ’92

Tema – Kroppen videoer samt hjælpe hinanden til at lave kostumerne hjemmefra. Der kommer en slags prestige i at lave tingene selv. At kunne vise eller forklare, hvordan man er sluppet fra frynser, eller hvordan man har lavet en latexmaske, er bedre set end at svare, at man har købt sig fra det. Nogle gange bliver det set som den billige eller dovne løsning at købe et kostume – uanset hvilke grunde der ligger bag beslutningen. Der er delte meninger om det i fællesskabet, men overordnet set er det vigtigst at have det sjovt. Vi er jo alle sammen nørder, som går rundt i et kostume. Om det er hjemmelavet eller købt er lige meget.

Tit kommer kroppen enten i vejen eller også faciliterer den cosplay. Er man kvinde, kan man vælge at cosplaye kvindelige eller androgyne personer, men man kan også vælge at “crossplay’e” ved at klæde sig ud som en mand. De utallige tutorials, man kan finde på nettet om, hvordan man kan ændre sine ansigtstræk med makeup, og hvordan man kan udjævne brysterne med et bindemiddel, gør det nærmest absurd nemt at træde ind i en rolle, som ellers normalt udføres af det modsatte køn. Er man mand, kan man godt vælge at crossplaye som kvinde, men flere vælger at gå efter det, man i branchen kalder “genderbending”. Her transformerer man på kreativ vis kendte karakterer fra det ene køn til det andet. Der findes uanede kombinationsmuligheder i cosplay. Steampunkversioner af karakterer er eksempelvis populære, hvor Alphonse Elric fra fullmetal alchemist genvisiteret som steampunk er ganske fantastisk. Desuden forekommer crossovers, hvor to fag blandes sammen, og en Deadpool-stormtrooper eksempelvis kan komme løbende efter en Darth Vader-cosplayer. I sidste ende er der også dem, som går langt – måske for langt. Alle har nok ikke behov for at se en ægte Red Skull (Captain Americas ærkefjende) i virkeligheden, men det ville Roberto Dos Santos gerne. Han har således fået lavet mange operationer for at komme til at ligne Red Skull – og endda fået skåret næsetippen af. I samme ekstreme liga findes Pixee Fox, som har fået

KORTE SKØRTER OG ANTROPOMORFE DYR Laver du en billedsøgning på Google med ordet cosplay, kommer der en masse letpåklædte damer i manga- og anime-kostumer op. Cosplay drejer sig nemlig om kroppen og sex appeal, og da fænomenet oprindeligt kommer fra Japan, er det ikke overraskende de japanske medier, som fylder mest. Jo mindre tøj man har på, jo flere følgere får man på de sociale medier, og da de japanske piger fra manga og anime tit er letpåklædte, er cosplaying nogle gange på grænsen til det pornografiske. Men der findes også modpolen, hvor hele kroppen er tildækket, eksempelvis gruppen af “furries”, der klæder sig ud som antropomorfe dyr. De dukkede også op i 1980’erne, til de samme conventions som andre cosplayers, og ses tit som en subkultur for sig selv. 93

Håndværk, kostume og karakter Jeg kan stadig huske den nervøse følelse som gennemborede mig, da jeg stod og ventede på siden af scenen til cosplay-konkurrencen. Vi var blevet bedømt individuelt på håndværket i vores cosplay tidligere på dagen, og nu skulle vi ud på den store scene, ud foran alle tilskuere. Nogle af de andre cosplayers havde LED-lys som blinkede, mekaniske vinger der åbnede og lukkede ved et tryk på en knap, og her stod jeg i mit allerførste kostume nogensinde. Men heldigvis fandt jeg ud af, at det overhovedet ikke gjorde noget, at jeg kun havde syet lidt og hældt lidt maling ud på noget formbart plastik. Cosplay skal først og fremmest være for hyggens skyld. At være cosplayer er både en kunstform og en fritidsaktivitet, som, selvom det måske kan virke nørdet, er en fantastisk mulighed for at møde mennesker, diskutere sin passion og udvikle sine tekniske, sociale og skuespilsfærdigheder. Det første trin er bare at finde en karakter, man kunne tænke sig at blive, og gå i gang. Det er ikke så svært, som det lyder.

lavet over 200 operationer og blandt andet har fået fjernet seks ribben for at komme til at ligne Barbie-dukken på en prik. Disse to eksempler sidder lige på grænsen for, hvad cosplay er. Det er nemlig ikke nødvendigvis en livsforandrende ting, som man ikke kan fjerne igen ved at tage farvelinserne ud, fjerne kropsmalingen og lægge det hjemmesyede kostume tilbage på hylden. DET ER IKKE SÅ SVÆRT Det er sjovt at være cosplayer. Specielt hvis man selv laver sine kostumer, da man bliver udsat for en hel del praktiske problemer, som skal løses. Strikke, sy, grundlæggende elektronisk kredsløb, LED og computer-kodning – disse er alle forskellige slags færdigheder, man kan bevæge sig ud i, når man vælger at blive cosplayer. De tekniske og praktiske løsninger minder om, hvad der tidligere er blevet set i filmverdenen: sorte strømpebukser, som gemmer benene under en world of warcraft-gnoll, minder for eksempel om Velociraptor-silikonedragterne fra jurassic park-filmene, og nogle iron man-cosplays ville endda få de bedste VFX-ansvarlige hos Marvel til at ryste i bukserne. Nogle cosplayers stammer da også fra film- og medieverdenen, hvor de arbejder, mens andre er kommet ind i branchen gennem cosplay, ved først at have bevist deres tekniske og kreative løsninger på de største Comic Cons, hvor professionelle costume designers kigger med. 94

I N S T R U K T I O N O G D R A M AT I S E R I N G

NIKOLAJ CEDERHOLM

FREDERIKSBORG AMTS AVIS

POLITIKEN

GREGERSDH

SCENEKANTEN

CPHCULTURE

KOP KULTUR

KULTURTID

DANMARKSBLOGGEN

ARBEJDEREN

KULTURKUPEEN

BØRSEN

DEN 4. VÆG

UNGT TEATERBLOD

XQ28

OUT&ABOUT

LLING I T S E R O F EKSTRA

2018 I N U J . 9 – 25. MAJ T.DK B N Å P G L I SA TTERNE ER

BILLE

SOM MEDLEM AF KOMMUNIK ATION OG SPROG FÅR DU

Adgang til KS JOB med ledige studiejob og praktikpladser

6x Billig indboforsikring fra 36 kroner om måneden

Mulighed for at søge legater til udlandsophold

MDR

grat

6 måneder gratis medlemskab for dig, der er studerende - herefter 50 kroner om måneden

Juridisk hjælp og vejledning fra vores karrierevejledere

6 MÅNEDERS GRATIS MEDLEMSKAB TIL DIG

TÆT PÅ DIG OG DIT FAG

*Forudsat at du er studerende og ikke har været medlem de seneste 2 år.

Årligt over 400 gratis kurser, der øger dine jobchancer nu og senere