1. Et mangelfuldt demokrati åbner for populisme

KAPITEL 1

POPULISME RIDER OS SOM EN MARE

Populisme er et ord, der lige nu nærmest rider politiske analyser og politiske debatter som en mare. I videnskabelige analyser kan det bruges til at identificere og kritisere meget af det, der er medvirkende til at svække de demokratiske procedurer og sløre offentligheden, ikke mindst som et resultat af mediers forfladigelse af debatter og uenigheder. I diskussioner kan det bruges til at kritisere meget af det, politiske modstandere kan finde på, når de med lidt for smarte udtryk og simple billeder vil kritisere modstandere og overbevise vælgere om egne kvaliteter. Her bruges udtrykket ’populisme’ ikke mindst til at beklikke enten politikeres eller argumenters troværdighed. Gerne i forbindelse med konkrete begivenheder eller diskussioner, hvor man føler, at man er kommet lidt på bagkant. Det kan også bruges, når man anfægter en politisk modstanders udlægning eller beskrivelse af de grundlæggende problemer i samfundet. Så kan ordet åbenbart være et sidste trumfkort, der kan smides i et forsøg på at sætte en modstander til vægs.

Det sker som regel ud fra den grundlæggende antagelse, at der er almindelig enighed om, at en populist er en politiker, der manipulerer frem for at argumentere. I forlængelse heraf kan populisten identificeres som en, der taler til den laveste fællesnævner i en given sag, og derfor kommer alt for let til noget, der kan ligne en løsning på givne politiske udfordringer. Det er endvidere en uudtalt antagelse, at når

man taler til den laveste fællesnævner, kommer man ofte til at fordreje sandheder og benægte kendsgerninger. Endelig er der enighed om, at man i de virkeligt grove tilfælde har at gøre med en rigtig dygtig populist, der nærmest er dæmonisk i sin evne til at kommunikere så klart, enkelt og tydeligt, at alt for mange vælgere umiddelbart kan forstå vedkommende. Her har vi at gøre med en politiker, der nærmer sig folkeforføreren¸ der som en ledende figur evner at tale direkte til borgeres følelser og fordomme. I disse diskussioner og sammenstød er det ofte en uudtalt selvfølgelighed, at denne adfærd er alt for nem og alt for farlig, fordi virkeligheden altid er mere kompleks end som så.

Desværre er det imidlertid sådan, at når analytikere eller politikere trækker ’populisme-kortet’, er det som regel, fordi de er kommet til kort. Analytisk fordi de mangler teorier og begreber, der kan forklare, hvorfor vælgere kan opføre sig som de gør, og politisk fordi de mangler ord og perspektiver, der kan bære troværdige argumenter frem i forhold til det, der opfattes som fordomsfyldte og populære forsimplinger.

Ikke nødvendigvis fordi analytikere ikke kan se, at der er noget særligt på spil, eller fordi politikere har tabt på argumenter, men fordi man ikke har evnet at finde en position, der kan matche det problem eller den modstander, man står overfor, og som på en eller anden måde har fundet en hurtigere eller mere effektiv vej til at overbevise en masse mennesker om styrken i deres position.

Og det stopper ikke her. Populistiske politikere tillægges jævnligt en udbredt hang til det autoritære. Her er den uudtalte antagelse, at populister meget hurtigt og uden de store kvababbelser vil acceptere, at stærke mænd eller kvinder tager affære, for effektivt at løse givne udfordringer, hvad enten det er indenfor eller udenfor grænserne for både god debat, opførsel, regulering og kultur. Populister er med andre ord ofte ekstreme i både deres engagement og deres synspunkter, samtidig med at de ikke skåner nogen med deres ofte forsimplede og indædte kritik. De er jo overbeviste om, at de har sandheden på deres side, og derfor er de svære at snakke med, med deres alt for firkantede billeder af en elite, der kynisk gør hvad den kan, for at forsvare egne privilegier, på bekostning af almindelige mennesker.

Der sker imidlertid noget særligt, når man som analytiker eller politiker trækker ’populisme-kortet’. Så risikerer man at agere og argumentere på samme måde som dem, man gerne vil kritisere. Man forsimpler indholdet i den politiske konfrontation, man forholder sig til, og med udtrykket appellerer man selv til udbredte fordomme. I dette tilfælde om populisme som fænomen. På den måde risikerer man selv at kom-

me til at spille på følelser og forargelse, frem for at insistere på argumenter og i bedste fald at tale til en fælles demokratisk fornuft og kultur.

Forsimplede normative forestillinger om og fremstillinger af populisternes primitive tilgang til politik og demokrati risikerer altså at åbne for en tilsvarende primitiv og forsimplet tilgang til populisme blandt populismens kritikere. Lige så indædte populister antages at reagere, lige så indædte kan populismens kritikere selv komme til at fremstå. Hvilket muligvis kan være ret logisk, fordi man ofte kommer til at spejle sig i hinanden, når man konfronteres som modstandere, men det er ikke særligt produktivt for forståelsen af, hvordan borgere kan agere som vælgere, der udviser sympati for givne synspunkter og politikere. Man bliver ikke særligt meget klogere af lynhurtigt at give et fænomen eller en person en label, hvorpå der står ’populisme’, og man bliver heller ikke klogere af, at man blander alt muligt sammen under denne overskrift.

Det er derfor, jeg taler om, at populisme rider os som en mare. ’Mare’ er nemlig en beskrivelse af et væsen, der sidder på eller ligefrem rider på brystet af folk, og dermed giver dem trykken for brystet, åndenød og onde drømme. I denne sammenhæng hos både mulige populister og populismens kritikere.

Min ambition med den følgende analyse er at lettet trykket lidt. Det vil jeg forsøge, ved at vise, at der er et folkeligt grundlag for populisme i Danmark. Derfor vil jeg i det følgende kort indkredse, hvad der bør indgå i en bestemmelse af fænomenet populisme, med vægt på dens folkelige side. Der vil altså være tale om det, der ofte kaldes for populisme fra neden. Det vil jeg følge op med en analyse af, hvor stort og stærkt dette folkelige grundlag var ved Folketingsvalget i 2019, og hvilke partier disse borgere især orienterede sig i retning af. Endelig vil jeg vise, hvor langt borgere med populistiske grundholdninger er villige til at gå, i deres kamp for at forsvare det, de opfatter som de centrale og bærende folkelige interesser. Det betyder selvfølgelig også, at det faktisk giver god mening at kalde nogle partier og borgere for populister. Man skal bare holde fast i de centrale kendetegn ved fænomenet populisme.

DEMOKRATI OG POPULISME

Når populisme gøres til genstand for så meget kritik, opmærksomhed og nogle gange også ophidselse, skyldes det ikke mindst, at den principielt kan identificeres som en form for afvigelse eller anormalitet i et demokrati, hvor man normalt eller ideelt ar-

gumenterer for og stemmer om den mest optimale løsning på givne udfordringer og problemer. En afvigelse der af mange opfattes som en demokratisk udfordring. Ved at forfølge netop det spor, når man hurtigt frem til, at demokrati er den fundamentale analytiske ramme, inden for hvilken netop denne afvigelse kan og skal lokaliseres og forstås.

I et repræsentativt demokrati er den ideale normaltilstand, at borgerne vælger deres repræsentanter, og forsøger med deres kryds på stemmesedlen at give dem magt til at forfølge en given vælgergruppes interesser i demokratiske processer, hvor kompromis, nederlag og sejr er nødvendige betingelser og konsekvenser. I et demokrati kan ingen få opfyldt deres egne interesser fuldt ud, og ingen kan få alt det, de gerne vil have. Derfor opstår der uenigheder og modsætninger, som de demokratiske procedurer så skal medvirke til at sikre fredelige løsninger på.

Det er netop et af de fundamentale kendetegn ved demokrati, at det indeholder fælles spilleregler til sikring af fredelige løsninger på givne konflikter. Og her er det afgørende, at disse procedurer ikke på forhånd favoriserer givne befolkningsgrupper, og at alle borgere accepterer disse procedurer som legitime for tilvejebringelse af politiske beslutninger, og dermed også af givne prioriteringer af givne ressourcer. Også i situationer, hvor man oplever, at det er andre, der har vundet, og at man selv har tabt i det demokratiske spil. Det sikres ikke mindst ved, at de forskellige interesser i samfundet er repræsenteret i forbindelse med udfoldelse af disse procedurer.

En medborger, der accepterer og respekterer de demokratiske procedurer og de politiske resultater, der kommer ud af diskussioner, uenigheder og politiske kampe, kan karakteriseres som en tilfreds medborger. De føler sig repræsenteret af politiske partier og interesseorganisationer, de føler at de offentlige institutioner fungerer relativt optimalt i forhold til deres situation og i overensstemmelse med de juridiske og dermed demokratiske procedurer i samfundet. Det er altså borgere, der har vanskeligt ved at få øje på både korruption og forskelsbehandling. For dem går stort set alt efter reglerne, og så er det bare om at argumentere så overbevisende som muligt for sin sag og sine interesser, så de bliver en del af flertallet, og på den måde kan komme på det vindende hold. Demokrati åbner samtidig for, at man kan agere strategisk ved at etablere alliancer, og dermed åbne for nye muligheder, i kampen for at forsvare og imødekomme givne interesser. Med den erkendelse, at det skal man gøre igen og igen, for et demokrati er ikke ensbetydende med stabilitet. Der kan og vil hele tiden også ske forandringer, eksempelvis fordi der løbende kommer nye vælgere til, samtidig med at erfarne vælgere skifter fra et parti til et andet.

En medborger der ikke er helt tilfreds med de demokratiske procedurer, og som derfor også er kritisk overfor en del af de politiske beslutninger der træffes, kan karakteriseres som en kritisk medborger. Det er borgere der oplever, at de ideale forestillinger om det gode demokrati ikke helt lever op til praksis, eksempelvis fordi borgerne generelt er alt for passive, eller fordi de demokratiske idealer kortsluttes af eksempelvis dagsordensættende medier, af vanetænkende institutioner eller af magtfulde embedsmænd, der tror at deres verdensbillede er indbegrebet af det, man kan kalde for den ’nødvendige’ politik. På den anden side er de godt tilfredse med de politikere, de har stemt på, fordi de oplever, at de kæmper for en ærlig og god sag. Også når det drejer sig om at udbedre nogle af de problematiske sider ved demokratiet. De kritiske medborgere føler sig altså godt repræsenteret, selv om de ikke vinder hver gang. Og skulle de ikke være helt tilfreds med et givet parti, kan de jo altid stemme på et andet. Som regel inden for samme politiske blok.

Begge de to positioner eller idealtyper er fundamentale for legitimeringen og den praktiske vedligeholdelse af et dynamisk demokrati. Hvor stabiliteten især kommer fra de tilfredse medborgere, støttes initiativer til forandringer især af de kritiske medborgere, eksempelvis som følge af, at de sætter nye problemer på den politiske dagsorden, eller forsøger at tage initiativer i forhold til styrkelse af de demokratiske spilleregler.

Ud over de nævnte forskelle er de to grupper som regel fælles om at støtte op omkring de demokratiske procedurer og institutioner. Derfor afviser de begge alternativer til det repræsentative demokrati, hvad enten det er direkte demokrati eller en stærk mand (m/k), for ikke at nævne diktatur. Også selv om mange af dem kan være af den opfattelse, at der er masser af problemer og begrænsninger forbundet med det repræsentative demokrati.

Det er med udgangspunkt i de to ovennævnte idealtyper, man kan nærmer sig en gruppe borgere, der føler eller oplever, at de er kommet på afstand af både det repræsentative demokrati og de politiske organisationer, der skal eller kan repræsentere deres interesser. Det er en gruppe medborgere der føler, at de kommer i anden række, når der skal foretages politiske prioriteringer, og som derfor heller ikke har den store fidus til politikerne og de demokratiske procedurer, der skal sikre, at alt går retfærdigt for sig. De oplever sig som borgere, hvis interesser og værdier er blevet marginaliseret af et system eller en elite, der for det meste får det som de vil have det. En elite, der nogle gange også omfatter politikere.

Det er altså medborgere, der har mistet tilliden til de demokratiske procedurer

i deres nuværende udformning, og som heller ikke tror på de grundlæggende kvaliteter i de politiske beslutninger, der kommer ud af politikernes gøren og laden i de demokratiske institutioner, hvad enten det er i Folketinget eller kommunalbestyrelsen. De føler sig kort sagt afkoblet fra det demokratiske fællesskab og dets demokratiske procedurer, ligesom de føler sig overset af politikere og partier, som de opfatter som mere eller mindre tilfældige aktører, der hverken kan eller vil repræsentere dem ordentligt i de politiske beslutningsprocesser. De føler sig kort sagt udgrænset og marginaliseret, demokratisk og politisk. Derfor kan disse medborgere karakteriseres som marginaliserede medborgere, og det er lige præcist her, man kan identificere og forhåbentlig også forstå det folkelige grundlag for populisme.

Oplevelsen af marginalisering og af at være overset giver helt naturligt grobund for en selvforståelse, der er bygget op omkring en oplevelse af, at nogen har ’taget røven på dem’. Hvilket vil sige, at de fra deres afmægtige position har meget let ved at få øje på en eller flere eliter eller systemer, der holder dem, de helt almindelige mennesker, på afstand af de centrale institutioner for magt og medindflydelse i samfundet. Det kan eksempelvis meget nemt være dem, der sidder der i forvejen. Altså politikere, embedsmænd og ledere i det offentlige, støttet af store bosser i det private erhvervsliv. Det kan være en kulturelite, der finder på de mærkeligste ting i deres fine saloner, som de så får politikere til at tage alvorligt. Eller det kunne være dem der bestemmer nede i EU. Her er oplevelsen af afstand endnu større, og billedet af en elite endnu mere diffus. Endelig kan det også være en snæver elite i andre lande, som eksempelvis lederne i USA eller Kina, der alene i kraft af landenes størrelse har alt for meget at skulle have sagt. .

Når borgere føler, at de ikke bliver taget alvorligt, men i stedet bliver holdt på afstand af centrale sider af samfundet, er det nemt at opbygge billeder af og forestillinger om eliter, der er årsagen til deres marginalisering. Disse billeder og forestillinger er samtidig afsæt for udvikling af forestillinger om, hvad de selv står for, og hvad deres mere menneskelige kvaliteter og interesser er for nogen. Marginaliserede borgere spejler nemlig ofte sig selv i deres egne billeder af de eliter, de er oppe imod.

Logikken er, at når man er blevet overbevist om, hvem man er oppe imod, og hvilke ulykker de kan føre med sig, er man også i stand til at formulere, hvad man selv ikke er, og hvad man ikke står for. Man er nemlig ikke som eliten, hvilket åbner for mere positive overvejelser om og formuleringer af, hvordan man adskiller sig fra den. En positionering hvis udgangspunkt altså er en italesættelse af en modsætning, der gør det muligt at fortælle om de positive kvaliteter, man selv står for, og som eliten

altså jævnligt forsøger at undergrave. Ikke nødvendigvis en klart defineret modsætning, og heller ikke nødvendigvis nogle præcise italesættelser af sin egen position. Der kan lige så meget være tale om nogle fornemmelser, baseret på afstandtagen og håb.

På trods af det uklare grundlag og de stærke følelser i egen position, er det en modsætning, der ofte åbner op for den tankegang, at hvis samfundet er domineret af en snæversynet elite, er det nemt at udråbe sig selv til at være repræsentanter for det modsatte, nemlig det positive og det naturlige. Man er det rigtige folk. Man er de almindelige mennesker, der ikke har ret meget at skulle have sagt. Mennesker der forsvarer nogle basale, folkelige interesser, som de fleste kan genkende, hvis de tænker sig lidt om. Det er i hvert fald en vigtig del af selvforståelsen, at det er indlysende og nemt at forstå den kultur og de idealer, man står for, i opgøret med eliterne.

Det er med andre ord muligt at lægge mange forskellige holdninger og synspunkter ind i både den positive og den negative side af det, der opfattes som den dominerende og vigtige modsætning i samfundet. Populisme fra neden bygger altså ofte på meget løse formuleringer om både den dominerende modsætning, elitens negative dominans og egne kvaliteter. Alene det at være i modsætning til eliten er nok til, at man i en periode kan føle sig både hjemme blandt ligesindede og godt tilpas midt i sin kritiske position. Hvilket ofte kan give populistiske positioner både en hurtig tilslutning og en brat, sivende afgang. Grundlæggende er det med disse overvejelser in mente, det giver mening at tale om populisme fra neden. Om en folkelig populisme.

Sagt med den præcisering, at en oplevelse af marginalisering i forhold til demokrati og den repræsentative politik ikke logisk og nødvendigt fører til populisme. Man kan som en medborger, der føler sig rodløs og forladt, sagtens støtte traditionelle partier i forbindelse med demokratiske valg og beslutninger, selv om man føler sig på afstand. Ja, man kan måske ovenikøbet spejle egen afmægtighed i de perspektiver, etablerede partier kan give, og på den måde håbe på, at de traditionelle politikere på sigt kan forbedre deres situation. Man har jo lov til at håbe, og den afmægtiges håb kan være meget stærkt og pejle i mange retninger. Men oplevelsen af marginalisering og afstand kan altså lige så ofte åbne for en pludselig, spontan og radikal nyorientering i forhold til både demokratiske procedurer, traditionelle partier og veletablerede politikere. Ikke mindst i situationer, hvor der pludselig åbnes op for italesættelser af nye modsætninger, som de marginaliserede af mangfoldige grunde og med lige så mange begrundelser, kan se sig selv i. Det er i dette perspektiv man skal forstå, og populistiske borgere både kan forsøge at finde fodfæste for deres oplevelse af afmagt

hos både etablerede og nye politiske partier. Ikke mindst i disse år, hvor etablerede partier flittigt låner erfaringer om slagkraftig kommunikation hos nye, offensive partier og bevægelser.

Set i forhold til det repræsentative demokrati er det en fundamental udfordring, hvis grupper af en vis størrelse føler sig marginaliseret i forhold til eller afkoblet fra de demokratiske og politiske processer. Selvfølgelig kan et demokrati som det danske sagtens rumme nye bevægelser og partidannelser. Det er en del af de demokratiske muligheder, at sådan noget skal kunne lade sig gøre. Men det kan give dramatiske situationer, når der eksempelvis skal dannes regering, og det kan endvidere åbne for en ustabilitet og manglende beslutsomhed, der kan udfordre danskernes demokratiske kultur, hvilket kan svække tilliden til politikere, det politiske system og de demokratiske procedurer.. Men grundlæggende er der fortsat plads til, at nye bevægelser og partier kan agere i det danske system. Også baseret på populistiske vælgere. Disse partier kan så i perioder fungere som en påmindelse om og bekræftelse af, at demokratiet trods alt også kan rumme populistiske strømninger og initiativer. Så selv om man som udgangspunkt kan føle sig uden for demokratiet, så kan reaktioner på denne marginalisering samtidig fungere som en understregning af demokratiets væsen og kvaliteter. I hvert fald i princippet.

Derimod kan det blive et alvorligt problem, hvis den populistiske mobilisering fra neden ender med, at disse grupper som reaktion på deres udgrænsning ophøjer egne interesser som så fundamentale for samfundet, at de finder, at de ikke længere behøver at følge de demokratiske spilleregler, for at forsvare egne interesser mod dominerende eliter. I hvert fald ikke hele tiden. Denne potentielle orientering i retning af det autoritære eller militante ligger som en snigende men sjældent udtalt dimension i mange af de populistiske bevægelser. Oplevelser af uret, begået mod dem, kan være grund nok til, at de pludselig ønsker at betale tilbage med samme mønt. Og så kan de demokratiske procedurer og den demokratiske kultur for alvor være truet.

På den måde kan der udvikles en trods og en vrede, der bliver båret frem af en erkendelse af, at de som borgere muligvis er ved at bringe sig selv på kant med demokratiet, men det gør ikke så meget, for de har jo ikke ret meget at miste. Det sker ofte i form af spontane krav og følelsesladede protester, måske bedst illustreret af de såkaldte gule veste i Frankrig. Det er samtidig en trods, der kan være en vigtig dynamo for ophøjelsen af givne italesatte interesser til at være de ’sande’ folkelige interesser, eller til nogle interesser, der skal imødekommes, hvis der er retfærdighed til. En proces der endvidere kan åbne for en intens kamp om, hvem der kan bestemmes

som det ’sande’ folk, hvem der har ret til at kæmpe de retfærdige kampe, hvem der er de dominerende eliter, der reelt afsporer demokrati og politik, og hvem der hverken hører hjemme i den ene eller den anden gruppe.

Den folkelige populisme, ofte bestemt som populisme fra neden, skal altså strukturelt og begrebsmæssigt bestemmes med udgangspunkt i to dimensioner, nemlig holdninger til og vurderinger af demokrati og de demokratiske procedurer, og holdninger til og vurdering af de repræsentative principper i politik. Det er samtidig dimensioner, der konstituerer andre grupper af medborgere, som på forskellig vis indgår som centrale dele af den demokratiske politiske kultur. Herfra åbnes der for populismens anden side, nemlig det folkelige opgør med en dominerende elite. Ud fra den logik, at når man ikke har noget, har man heller ikke meget at miste. Når man så i forlængelse heraf kaster sig ud i politiske kampe og sociale bevægelser, sker det som regel med udgangspunkt i en orientering i relation til den traditionelle venstre-højre dimension i politik, fordi den åbner for både strategiske muligheder og begrænsninger. Højre-venstre dimensionerne er ikke vigtige, og slet ikke fundamentale, men de er produktive, når det drejer sig om at opdyrke alliancer og vinde små sejre.

Med disse indholdsmæssige elementer kan populisme karakteriseres som en ’tynd’ ideologi, idet den funger som et mere eller mindre sammenhængende system af politiske, filosofiske og normative elementer. Det sker i hvert fald i flere analyser og diskussioner af populisme. Det er en ’tynd’ ideologi der kan pege både til højre og til venstre i det politiske spektrum. Ofte bestemt af alliancemuligheder. Og dens fundament er en oplevelse af, at man er koblet af i forhold til både demokrati og den repræsentative politik. En afkobling der ikke mindst hænger sammen med, at dominerende eliter har tiltaget sig alt for meget magt, og på den måde gjort livet surt for de marginaliserede i samfundet. Jeg har sammenfattet elementerne i figur 1, der fungerer som en analytisk ramme for denne bogs analyser.

Figur 1. Den folkelige populismes centrale elementer

DEMOKRATI Oplevelser af at være afskåret fra at deltage optimalt i demokratiske processer, fordi de domineres af andre. DEN POLITISKE REPRÆSENTATION Oplevelser af at være afskåret fra at få givne interesser repræsenteret af partier og / eller bevægelser, man har tillid til.

Der er tale om dynamiske relationer, hvilket understreges med dobbelte pile.

DEMOKRATISK OG POLITISK MARGINALISERING Oplevelse af at være marginaliseret i forhold til centrale institutioner og procedurer i samfundet understreges ofte af en oplevelse af social marginalisering. Understøtter oplevelsen af, at ’folket’ generelt bliver udgrænset.

IDENTIFIKATION AF FOLKELIGE INTERESSER Et bærende element er bestemmelsen af de ’rigtige’ folk og de bærende folkelige interesser. Kan fungere som en mulig begrundelse for at kæmpe for egne interesser ud over demokratiets grænser.

OPLEVELSER AF EKSISTENSEN AF DOMINERENDE ELITER FUNGERER SOM DYNAMO FOR OG LEGITIMERING AF SOCIALE OG POLITISKE REAKTIONER Den folkelige populisme spejler sig i billeder af eliter, der dominerer demokratiske processer og forhindrer at partier og / eller sociale bevægelser kan repræsentere folkelige interesser. Eliter der enten kan have rod i staten eller markedet i bred forstand.

EN ØKONOMISK FORANKRET ELITE – SKELER TIL RØD BLOK EN ELITE FORANKRET I STATEN – SKELER TIL BLÅ BLOK

15