Økosamfund i Danmark #92

Økosamfund i Danmark Medlemsblad for Landsforeningen for Økosamfund . November 2024

Tema: Bæredygtige fællesskaber

#92

Indhold At sænke farten er en radikal handling

3

Erfaringer fra økosamfund Er det en god idé at satse på økosamfund?

Ung mand søger stammefællesskab Ind i Egeskoven - En Rejsebeskrivelse En svær afsked fra fællesskabet Fra rødder til planter Unge stemmer

4 6 9 12 13 14

Gen gathering

15

Konflikter I Fællesskaber Er du Aleks?

Udfordringer ved at bo i økosamfund/bofællesskab Inspiration til konstruktiv konflikthåndtering Den genoprettende vej til bedre dialoger og konflikter

18 20 23 27

Social Bæredygtighed Hvad er social bæredygtighed - egentlig?

7 trin til et forbundet fællesskab Vi bliver syge når vi ikke mærker os selv

29 31 34

DIY: Sådan laver du din egen sæbe af aske fra brændeovnen

36

Alternativ til Forbrugskultur? - Velkommen til skaberkulturen

38

Økolandsby eller økosamfund?

39

5 forskellige måder du kan være aktiv i LØS

42

Bestyrelsen 2024

Fra Bestyrelsen

At sænke farten er en radikal handling

I økosamfundene arbejder vi som en slags fremtidslaboratorier på at finde lokale svar på de store udfordringer i verden. Vi har mange bud på løsninger på kriserne, praktiske og low-tech tiltag, rensning af spildevand, små lokale virksomheder, deleøkonomi, lokal og bæredygtig madproduktion og byggeri, fællesspisning og fælles aktiviteter, som styrker det sociale.

Sang, dans, kunst, undervisning, globale netværk og årstidsfester, som styrker vores kultur, menneskesyn og verdensbillede. Ved at stå sammen i et netværk kan vi bedre bygge broer mellem vores verden og vores omgivelser, således at det bliver lettere at gennemgå den forandring mod styrket bæredygtighed, som hele

samfundet står overfor. Det handler om en bæredygtig livsstil, som er forankret i et lokalsamfund, men bærer et globalt udsyn. En livsstil der bygger på en ny kultur, hvor vi prøver at genfinde balancen mellem selvansvarlige mennesker og det nære fællesskab. Hvor fællesskabet sættes højere end individets selviscenesættelse, eller sagt på en anden måde: Hvor fællesskabet bliver en medmenneskelig drivkraft, som inspirerer det enkelte menneske til at blive bedre og venligere.

Det kræver, at vi har redskaber og menneskesyn til at kunne løse konflikter og komme styrket gennem udfordringer og uenigheder - bladets tema i år.

Her er det centralt at kunne arbejde med iboende kræfter i mennesket som vrede og begær - et udfordrende men potentielt også meget givende arbejde. Økosamfundsbevægelsens grundværdier bygger på den simple antagelse, at vi er medfølende, kreative skabninger og at vi sammen - som lokale fællesskaber - er meget mere, stærkere og smukkere end blot summen af individerne. Vi lever i en tid, hvor individet er sat i højsædet, men hvor behovet for fællesskab er enormt og hvor det handler om at finde ud af, hvordan individuelle behov kan tilgodeses på en måde, der gavner fællesskabet.

Med bæredygtighedshjulet har økosamfundsbevægelsen noget, som mange andre foreninger ikke har, nemlig et menneskesyn, hvor mennesket er ét med både sin indre og den omkringliggende natur. I bund og grund hænger vi alle sammen. Det er præcis denne erkendelse, der gennemsyrer hele bevægelsens idégrundlag, og som bæredygtighedshjulet er kulminationen af; man kunne kalde det en ‘hjertets vision for det hele menneske og samfund’. Det store spørgsmål er, hvordan vi kan leve op til det. Har vi de fornødne kundskaber? Understøtter vi

hinanden nok i denne stræben? Eller om vi blot har bosat os i økosamfund, men egentlig overvejende har nok i os selv?

På Sri Lanka findes en bevægelse, der hedder Savodaya. Bevægelsen har udarbejdet en 500 års fredsplan. Det er et imponerende perspektiv, og måske er det netop det, der skal til: Det langstrakte perspektiv For alle os, der på vidt forskellige måder er i gang med at omstille vores liv og lokalsamfund, kunne det give mening, at vi sammen kommer ud med en langsigtet plan. Måske ikke ligefrem en 500-års plan, men hvad med en 2040-plan? En plan for lokal omstilling med fokus på fællesskab af fællesskaber. Hvor kunne vi være henne i 2040, hvis alle os der er i gang med at omstille vores liv og lokalsamfund, begynder at arbejde tættere sammen på tværs af foreninger og fællesskaber?

Det er radikalt at have sneglens langsomme perspektiv i denne forandringstid. Det skaber et solidt og godt fundament for de forandringer vi står midt i og overfor.

Det er vigtigt, at vi i økosamfundsbevægelsen og i de enkelte økosamfund retter opmærksomheden på vores menneskesyn og verdensbillede og dermed på vores ansvar og medvirken til en konkret samlende vision for fremtiden, hvor hjertet er i centrum. Her har vi brug for at samles i foreninger som LØS for at motivere(s), samle(s) og inspirere(s). Men det er ligeså vigtigt at forstå, at for at kunne navigere i store forandringer i det enkelte menneske og i hele samfund er det essentielt også at turde tage livtag med de konflikter, der uundgåeligt opstår undervejs i stedet for at se væk. I dette nummer af bladet har vi derfor valgt at sætte fokus på konflikter og udfordringer for sammen at kunne se på, hvordan vi kan transformere disse til gavn for os alle.

God læselyst fra bestyrelsen

Økosamfund i Danmark

“I en verden der haster mod destruktive fremskridt, er det en radikal handling at sænke farten” - Det var temaet for årets Global Ecovillage Network (GEN) Europe Gathering, som i august i år blev holdt på Ängsbacka i Sverige. At sænke farten er et godt sted at starte for at kunne mærke sig selv, for det er let at blive både forpustet og overfladisk i den verden, vi lever i. Der er nok af store udfordringer at tage fat på: klima- og biodiversitetskrise, ulighed, korruption og krig. Det kan virke håbløst.

Der er også de mindre udfordringer i vores egne økosamfund. Udfordringer med at få det sociale til at fungere og få løst konflikterne, så folk ikke trækker sig.

Udfordringer med frivillighed og at få nok hænder, hoveder og hjerter til at løfte de mange opgaver. Der er risikoen for at blive for magelig i sit eget lille økohus og glemme den højere mening. Der er generationsskifte på vej i flere økosamfund, og hvordan håndterer man det på en god måde? Hvordan kan man give plads til det nye og samtidig bevare de grundlæggende værdier? Der er meget at tage fat på - og med det i mente, hvilken relevans har så økosamfundsbevægelsen og LØS idag?

3

Er det en god idé at satse på økosamfund?

Af Frands Frydendal

Det kommer an på, om man spørger, om verden har behov for økosamfund, eller man spørger, om man selv skal satse tid, penge og familie på et konkret økofællesskab eller tilløb til ét.

LØS-bladet har gennem mange år beskrevet økosamfund temmelig ensidigt gennem solstrålehistorier, som ikke har givet et realistisk billede. Dette tema om vanskelighederne skal rette op på dette.

Svaret er ja til, at økosamfund i almindelighed er en god idé ift. de adskillige aktuelle kriser; f.eks. fællesskab, demokrati, klima, miljø og biodiversitet. De fleste menneskers mangel på fantasi sætter nemlig snævre grænser for hvilke løsninger de kan forestille sig ift. samfundets og verdens store problemer. Her kan økosamfund være den bedste idé til at vise bedre måder at leve på og give folk mod til at forsøge at løse dem.

Men svaret kan også sagtens være nej, hvis man spørger, om et konkret økosamfundsinitiativ er godt at satse på.

De fleste konkrete initiativer bliver nemlig åbnet for nye medlemmer for tidligt. Længe før de er godt nok forberedte, og resultaterne bliver derefter. Hvis stifterne ikke har påtaget sig ledelsesansvar for at gøre projektet klar til en stor gruppe, bliver man sandsynligvis skuffet, og taber måske hele sin indsats.

Her vil mange økosamfundsentusiaster sikkert protestere og give eksempler på eksisterende, mere eller mindre vellykkede fællesskaber. Men for hvert overlevende fællesskab er der nok fem til ti initiativer, som er gået til grunde med tab, allerede før de fik egen jord under neglene. Blandt de overlevende fællesskaber er der kun få, der er så gode, at de kan overbevise nogen i samfundets hovedstrøm om, at de skal gå hen og gøre ligeså. Risikoen er altså stor for at et givet projekt mislykkedes ift. at give et godt eksempel til efterlevelse for det almindelige samfund, og for at man selv spilder tid, penge og skønne kræfter.

Alligevel vil jeg fastholde, at økosamfund overordnet er en meget god idé, man skal bare være realistisk om vanskelighederne og forberede sig selv og sit projekt meget bedre end det almindeligvis sker.

Situationen er blevet lidt bedre efter at Gaia Education tilbyder uddannelsen i økosamfundsdesign, f.eks. i form af EDE (Ecovillage Design Education). Men vi er stadig langt fra bare 50% overlevelseschance, så et økofællesskab er ikke et godt lotteri at satse på.

Jeg vil meget anbefale, at man i et økosamfundsprojekts stiftergruppe sikrer sig at man har mindst én, som har gennemført en fuld EDE, og at man holder jævnlig kontakt med eksterne økosamfundseksperter, indtil ens projekt er kommet i god gænge.

Opnår man gode erfaringer fra sit eget projekt, er det en god ide selv at undervise i økosamfundsdesign f.eks. på et EDE. EDE giver gennem ”bæredygtighedshjulet” et smukt overblik over den horisont, som et projekt må orientere sig efter. Selve EDE-kurset består i reglen af mindst fire ugers undervisning i fem aspekter. Dels de fire dimensioner af bæredygtighed; den sociale, den økonomiske, den økologiske og den verdenssynsmæssige. Gennem hele kurset løber et femte projekt-aspekt, hvor man integrerer det lærer om i hver enkelt dimension, og som skal udmønte sig i en præsentation af en skitse til et fællesskabsprojekt.

Sådan en skitse er langt fra klar til at invitere en større gruppe, men det giver en håbefuld stifter et indtryk af, hvad det kræver at være klar. EDE’s fire dimensioner giver en overordnet introduktion til fire emnekredse, som hver kunne være et helt universitetsstudium. Derfor har EDE

Er det en god idé at satse på økosamfund?

Bæredygtighedshjulets cirkelform kan desværre misforstås. For det første på den måde at de fire dimensioner er lige vigtige.

Det er ikke rigtigt. Den sociale dimension er efter min mening klart vigtigste for, om et fællesskab lykkes, hvilket er hvorfor denne dimension lægges først i et EDEforløb, sådan at et hold straks får fælles sprog til at fungere som et fællesskab, og kan øve sig i det gennem hele kurset.

For det andet kommer økosamfundsidealet ligestilling ofte på tværs af begrebet ledelse, fordi man vil undgå at gentage de dårlige erfaringer, man har haft med dårlige ledere. Desværre undgår man ikke dårlige ledere ved at forsøge at undgå ledelse som sådan. Nogen og noget kommer til at bestemme, og uden klar ledelse bliver det let magtkamp eller jantelov.

For et økosamfund er ledelse helt uundværlig, og derfor også udtrykkeligt nævnt i bæredygtighedshjulets sociale dimension sammen med personlig udvikling.

Personlig udvikling omfatter at lære at lede sig selv, men ikke alle er lige langt i deres personlige udvikling. Efter min erfaring er vanskeligheden ved at etablere et godt ledelsessystem det, som oftest kan ødelægge et økofællesskabsprojekt.

Først er vi alle børn og barnlige sjæle, hvor vi behøver ledelse, og vi udvikler os mod modenhed ved bl.a. først at lede os selv, hvorefter vi derefter kan lede vores børn og andre med behov for ledelse.

Ledelse behøver ikke bestå i at kommandere. I frivillige fællesskaber må ledelse være som at føre i en pardans (f.eks. argentinsk tango), hvor lederen kaldes ”fører”, og hvor rollefordelingen mellem fører og følger er den, at føreren dels styrer parret og undgår kollisioner med møbler, søjler og andre par, og dels med sine bevægelser inviterer følgeren til at bevæge sig sådan, at det glæder følgeren så meget at følge, at den ønsker at følge – og gerne så trygt, at følgeren kan lukke øjnene for alt

det, føreren skal holde øje med, give sig hen i bevægelsen og bare nyde dansen.

I arbejdsforhold består ledelse i at tage ansvar for, at det nødvendige bliver gjort, så målene bliver nået. Helst, men ikke nødvendigvis i fællesskab: En leder inviterer andres hjælp til at gøre det - eller gør det selv. Derfor begynder ledelse med at kunne lede sig selv; men ledelse folder sig først ud, når lederen får følgere – f.eks. dem, som ikke kan lede sig selv endnu, eller dem som ønsker en tur som følgere.

At lede kræver mange færdigheder; det omfatter mindst at kunne planlægge et forløb, så det får en slutning og en begyndelse Planen lægges baglæns. Først skal man forestille sig et ønsket resultat, og dernæst tænke baglæns hele vejen tilbage til den første næste-handling, som har retning mod det ønskede mål, og som man kan udføre straks uden at nogen må gøre noget andet først. Derefter at udføre planen forlæns og den tænkte næste-handling for at komme ét skridt nærmere resultatet. Og så gentage det hele igen og igen indtil man har nået det ønskede resultat. Det er sværere end det lyder, og de færreste har lært det, når de tilslutter sig et projekt, som andre har stiftet.

En effektiv organisation med ligestilling som ideal er altså ikke uden ledere. I bedste fald ender den med at have mange ledere, og kun hvis den taler om ledelse som nødvendig. Den er ikke flad, men har mange toppede domæner, hvert med mindst én leder, der leder sig selv, og dertil eventuelt nogen, der følger og afstår fra at tage ledelsesansvar i dette domæne, fordi de ikke kan eller vil.

Stifterne må altså kunne og turde lede, indtil de fleste andre har lært det. Det er en almindelig fejl, at stifterne fralægger sig deres ledelsesansvar for tidligt, hvis f. eks. stiftergruppen finder et spørgsmål vanskeligt og fristes til at at udskyde det, fordi ”stifterne ikke skal bestemme det hele”.

Dette er også sandt, men stifterne skal afgøre visse spørgsmål, før de inviterer en større gruppe. Først og fremmest dette: hvordan skal den større gruppe tage

fælles beslutninger? Hvis allerede en lille stiftergruppe rummer en uenighed, så den ikke kan enes om dét, er det et svineheld, hvis den større gruppe rummer en person, der kan forlige de to uenige stiftere. Sandsynligvis tager det tid, og i den tid mister man de første af de skuffede medlemmer, der forventede at finde et velforberedt projekt.

Ledelsen i et effektivt økofællesskab kan umuligt omfatte alle, når fællesskabet har/ får børn og optager nye umodne eller endnu utilpassede medlemmer. Det vil sige: altid.

Hvis man nøjes med at sigte imod, at alle personligt modne medlemmer skal deltage i ledelsen, kan en kernegruppe udgående fra stifterne varetage en effektiv ledelse, indtil to ting er opnået: fællesskabet har designet og etableret en kollektiv ledelsesmetode, som både kan give ledelsesroller til mange modne medlemmer og lære- og følgerroller til også næsten modne kan bidrage, og man har en gruppesammensætning af mange modne og færre næsten modne.

Når man altså spørger, om det er en god idé at tilslutte sig et konkret øko-initiativ eller om éns eget initiativ er klart til at andre kan tilslutte sig, er det afgørende, om projektet beskriver en klar og god idé om lederskab.

Hvis man kan se en plads til forbedring af projektets lederskab, kan man teste projektet ved at foreslå en forbedring.

Hvis projektet modsætter sig forbedring af lederskabet, er det klogest at finde sig et andet projekt.

Frands Frydendal har i 15 år studeret betingelserne for bedre samfund, små (som økolandsbyer) og store (som stater) og undervist i Europa og Afrika.

Hovedinteresse: Hvordan kan de forskellige sociokrati-varianter forenes og erstatte flertalsstyret i små og store demokratier?

Økosamfund i Danmark – Erfaringer fra økosamfund

ingen garanti for at det lykkes; men det er bedre end ingenting, for det giver i det mindste en idé om, hvad man ikke ved, og hvad man får brug for eksperthjælp til.

5

Foto: Sofie Jordbo

Ung mand søger stammefællesskab Erfaringer fra et liv i to danske økosamfund

Af Tor Esbern Markussen

På venteliste til fællesskabet I slutningen af 90’erne fik min kone og jeg to børn hurtigt efter hinanden, begge født på Vesterbro i vores lille toværelses lejlighed. Vi var i midten af 20’erne, og jeg husker, hvor udfordrende det var at være ung og samtidig en kernefamilie.

Vi havde nem adgang til vuggestuer, børnehaver og indkøbsmuligheder, men alligevel var byen svær at være børnefamilie i. Vi talte om at flytte ud af byen, men hvor og hvordan?

En eftermiddag på Geografisk Institut på RUC foreslog min studiekammerat Joakim, at jeg skulle skrive familien op på en venteliste til noget, der hed Ungdomsgruppen i bofællesskabet Munksøgård. Fra instituttets første sal kunne vi se en sti, der førte over en lille bæk og op til det nyopførte byggeri. Jeg fik skrevet os på ventelisten uden at vide særligt meget mere om projektet.

Fællesskabet bliver konkret Det viste sig, at Munksøgård bestod af 5 x 20 boliger. Der var Lejegruppen, som bestod af Ungdomsgruppen, Familiegruppen og Seniorgruppen. Derudover var der Ejergruppen og Andelsgruppen. Projektet havde været mange år undervejs og

Stammefællesskab

arbejdsmarkedet. Vi spiste sammen i fælleshuset. Jeg smiler ved tanken om de unge udgaver af Thomas, Joakim, Stinus og Keld, der sad side om side i solen i fælleshuset lørdag morgen og læste i hver deres Information. Det med at føle sig alene med familien var forsvundet. Her var det nemmere at have børn og at være familie. Der var en struktur og et fællesskab, som gjorde, at vi levede livet på livets præmisser, og vi var omgivet af mennesker i en tydelig ramme.

Ved siden af Munksøgård blev Vanddråben (børnehave og vuggestue) opført, og de næste år voksede den nye bydel op langs Nordens Parkvej. Munksøgårds ventelister blev lange, og jeg kunne se, at familien ville vokse ud af ungdomsgruppens små lejemål. To år senere var vi far, mor og tre børn på vej til Sydfyn for at realisere drømmen om et mere landligt permakulturelt bofællesskab, som vi havde været med til at planlægge.

Foto: Tor Esbern Markussen

var netop åbnet for indflytning. Hurtigt kom vi op på ventelisten, og vi flyttede fra stenbroen til Munksøgård.

Munksøgård og Ungdomsgruppen var mit første møde med fællesskaber. Det var fantastisk. Der var en social organisering bevidst indlejret i en struktur, som gjorde, at fællesskabet trivedes og voksede. Projektet var smukt tænkt, idealistisk og sammensat.

Der var mange mennesker, og mange havde brugt meget tid på at realisere det imponerende projekt. Lars fra Ejergruppen var én af de mennesker, der vidste mest om projektet. Jeg husker også Jette fra Andelsgruppen som en ankerperson, og der var mange, mange flere.

De fem bogrupper havde hver deres særpræg, og forskelligheden skabte dynamik. Da grupperne skulle i gang med at give husenes træbeklædning linoliemaling, var der nogle, der med store bogstaver havde malet ”Afskaf SU’en” på vores fælleshus.

Det var Ejergruppen, der lavede sjov med os unge. I en replik blev der svaret ”Afskaf den private ejendomsret” på deres fælleshus.

Munksøgård havde solvarme, lokalt fjernvarmesystem, urinopsamling og ubrændte komprimerede lersten. Hver bogruppe havde et fælleshus og adgang til jordstykker til fælles dyrkning.

På trods af at Munksøgård var forholdsvis nyt, fandtes der en velfungerende organisatorisk backbone, og foreningen var drevet af arbejdsgrupper og ildsjæle, som varetog store dele af driften.

I Ungdomsgruppen var vi singler, enlige og familier med små børn og børn på vej, under uddannelse eller netop begyndt på

For mig var der en verden til forskel mellem at være forælder i en atomiseret kernefamilie og at være forælder i et organisk fællesskab. Jeg har oplevet fællesskaber som et helt eventyrligt gode, og som noget, der har gjort mit liv mere rigt, end jeg selv kunne have skabt det. Der er et kæmpe potentiale i at skabe nære relationer, hvor mennesker indgår i lokale praktiske fællesskaber. Det kan være: • Huller af afslapning og snak mellem dagens gøremål.

• Børn der leger med andre børn, mens du hænger vasketøj op.

• En indkøbsordning der fjerner nødvendigheden af at bruge tid i supermarkeder.

• Bofæller du kan ringe til og bede om at tage dit barn med hjem fra børnehaven, når du bliver forsinket.

• Børn der kan være alene hjemme, fordi der altid er voksne, de kender i nærheden.

• Børn der vokser op med kontakt til mange mennesker, og som får flair for større grupper.

• At der er nogen, der hjælper dig, når du er syg, eller du bliver ramt af andre svære omstændigheder.

• Vidner til hinandens liv og historie.

• En følelse af sikkerhed og kærlighed.

Men fællesskaber kan også være en svær oplevelse.

På vej mod nye horisonter Vi flyttede fra Munksøgård, inden jeg for alvor mærkede konflikterne, misforståelserne og projektionerne fra og omkring mig.

Vi flyttede til en bar mark på Sydfyn. Vores arbejdstitel var Den Selvforsynende Landsby; vi var en andelsforening, et landbrug og et fødevarefællesskab.

Mine 20 år med projektet har ført mig fra de højeste tinder til de dybeste dale. Vi havde en magisk planlægningsfase, hvor alt lykkedes. Vi oplevede en euforisk tid med byggemodning, hvor følelsen af at vi lykkedes med at realisere vores drømme i et fantastisk projekt, var dominerende. Euforien blev efterfulgt af konflikter. En svær tid med skænderier, låste situationer, fløjdannelser, eksklusioner og misforståelser. Vi havde investeret alt

Økosamfund i Danmark – Erfaringer fra økosamfund

Fællesskabernes kæmpe potentiale

7

i et projekt, og kunne ikke bare flytte fra de halvfærdige huse, selvom vores selvskabte psykiske miljø forfaldt omkring os.

Jeg var en del af problemet, men kunne ikke forstå hvorfor. Efter et par mislykkede forsøg på konfliktløsning i det store fællesskab etablerede vi en åben gruppe, der i det næste halvandet år investerede en hel aften hver tredje uge i supervision. Vi brugte den i hinandens selskab, hvor vi i terapi-lignende omgivelser arbejdede med en vinkel på det at være menneske. Vi udviklede et blik og sprog for konflikter og følelser. Langsomt fik landsbyen et nyt og kærligt udtryk.

Der findes ikke skyld og skiderikker Vi lærte at se det at være menneske gennem nogle ontologiske antagelser. Vi antog, at andre ikke kunne give os en følelse, vi ikke allerede havde, og at alt, hvad vi mødte i verden, var sider af os selv. Sådan blev konflikter veje til at blive bevidst om skjulte antagelser, og det var ikke længere vigtigt at finde ud af, hvem der var skyld i de negative følelser. Det krævede mange anstrengelser, og vi var vedholdende.

De mange konflikter og misforståelser fra vores hverdag blev brugt som brændstof til vores mentale arbejde. Konflikterne var vejen til selvindsigt og personlig udvikling, og det var livstransformerende for mig at deltage i de møder.

Vi arbejdede også med et inkluderende socialt perspektiv, som vi kaldte identificering. Vi antog, at vi følte det samme, også selvom det så forskelligt ud. Vi identificerede de følelser som en konflikt tydeliggjorde, ved at mærke hvor i vores liv vi havde oplevet dem.

Det kunne være svære følelser som at blive misforstået, angrebet, isoleret, ikke at blive hørt, osv. Ved at identificere begyndte vi at undgå, at tydelige eksponenter for svære følelser blev isoleret.

Vi så det som ukærligt at lade mennesker stå alene med svære

følelser, vi alle kendte. Særligt er det betydningsfuldt at kunne omfavne mennesker, som på den ene eller anden måde oplever at være blevet marginaliseret, vrede, usikre eller som føler sig misforstået. Det fører til desperation og afstand.

Med tiden udviklede vi i gruppen et sprog og en finfølelse for konflikter og egne og andres projektioner. Vi blev nysgerrige på konflikter primært på et subjektivt plan. Vi vidste, at de var uundgåelige, og at der skulle være plads til dem, men de skulle også på et tidspunkt opløses. Oplevede vi, at der var mange uløste konflikter omkring en enkelt person, gik vi til vedkommende.

Langt de fleste fællesskaber har før eller siden brug for måder at arbejde med de mange mekanismer – kognitive, emotionelle og sociale – der er på spil. Vi har brug for at udnytte de muligheder, der er i konflikterne og uenighederne til personlig og fælles udvikling. Det kræver robusthed og modenhed at turde arbejde med de ting, og det kan ikke lade sig gøre uden en høj grad af kærlighed, omsorg, sårbarhed og skyggearbejde. Og det kan ikke gøres alene, men på den anden side behøver det jo ikke involvere alle..

Tor (Jordbo) Markussen boede på Munksøgård fra 20002002 og var så med til at opstarte Den Selvforsynende Landsby, hvor han boede fra 2001-2018. Han bor nu på Grønland og er lektor i geografi og psykologi. Derudover er han forfatter til artikelserien ”Refleksioner om, hvad livet med Den Selvforsynende Landsby har lært mig om fællesskab, samarbejde og konflikter I-VI”, som kan læses på hans LinkedIn-profil, der er tilgængelig for alle, også uden en konto

Foto: Tor Esbern Markussen

Ind i Egeskoven - En Rejsebeskrivelse

Ind i Egeskoven - En Rejsebeskrivelse Egeskoven er et nyt økosamfund, og vi befinder os stadig i etableringsfasen.

Det er her jeg og min familie bygger og planter. Egeskoven ligger i Odsherred i Nordvestsjælland i den lille by Egebjerg, hvor man også finder et andet økosamfund Fri og Fro. Egeskoven rummer 25 grunde på 1900 kvm., og vi har ud over det omkring 5 ha fællesjord, hvor vi planlægger at dyrke efter permakulturprincipperne. Vi har været længe undervejs, og er nu nået til det punkt, hvor grunden er købt, lokalplanen er gået igennem, byggemodningen er gennemført, alle grunde er solgt, og vi er nu godt i gang med at finde hinanden, lærer hinanden at kende, og få bygget vores huse. Organisatorisk

arbejder vi på at få etableret os sociokratisk. Vi er nyetablerede, og det er derfor også med det praktiske erfaringsgrundlag, at jeg skriver.

Der hvor jeg personligt har oplevet de mest spændende debatter, de stærkeste følelser og det stærkeste engagement er ved modstridende forhold mellem familiernes frihedstrang til at udleve egne drømme/ gøre tingene på egne måder, og økosamfundets ønske om, i fællesskab, at leve i samspil under nogle fællesetablerede værdier og normer. Her er vi inde ved kernen af projektet, hvor vi udfordrer vores fælles identitet og forståelsen af os selv som økosamfund.

Jeg tror på, at graden af harmoni i et fællesskab, er sammenhængende med fællesskabets evne til at understøtte begge sider. Til at finde glæden, stoltheden og styrken ved at stå sammen om nogle fælles værdier og normer. Og samtidigt evnen at motivere hinanden til at give den gas, blomstre på det personlige plan og udleve drømmene selvstændigt.

Når vi søger hinanden i et økosamfund, så søger vi noget andet end hvad samfundet generelt har at tilbyde

Jonas i gang med at renovere

Dette ”andet” kan gå i mange retninger. Bæredygtighedshjulet er vidunderlig bred og rummelig. Der er en myriade af dejlige, smukke, bæredygtige økosamfund gemt i denne cirkel. For et økosamfund under etablering bliver spørgsmålet: ”Hvor mødes vores drømme?” Det er her de mest levedygtige projekter findes. Hver enkelt familie har sin egen smukke drøm for fremtiden og fællesskabet. Opgaven ligger i at finde det rum, hvor vi alle deler lysten til at

Jonas Svendsen bor i Egeskoven med sin hustru Anja og deres to børn Alva på 13 og Aske på 10.

Han er uddannet statskundskaber fra Københavns Universitet, og har i sin studietid primært beskæftiget sig med klimapolitik. Han skrev speciale om sammenhængskraft og social kapital i økosamfund, samt disses påvirkning af lokalområdet.

gøre tingene anderledes sammen, hvor alle genkender egne drømme i projektet.

Det rum kan være udfordrende at finde.

Mennesker og drømme er flygtige størrelser, og verden roder sig hele tiden ud i nye problemer og efterspørger nye kreative løsninger. Dette taler for en dynamisk tilgang til bæredygtighedscirklen, der måske bedst lader sig formulere som en rejsebeskrivelse baseret på et sæt fælles principper. Hvordan ønsker vi at vores rejse sammen skal forløbe? Hvilke værdier skal understøtte vores sameksistens?

Hvilken destination ønsker vi at pejle efter? Hvad er missionen, hvad er det for ændringer vi søger efter at lave hos og i os selv, for at kunne vise en vej også for verden udenfor?

Bill Mollison gav en god begrundelse for at arbejde med principper i “Permaculture a Designers Manual”: ”Principles differ from dogmas in that there are no penalties for error, but only learning from error (…)

Dogmas are rules which are intended to force centralized control (often by guilt), and it is obvious that every such rule or law represents a failure of the social system”

Økosamfund i Danmark – Erfaringer fra økosamfund

Af Jonas Svendsen

9

Det er svært at være uenig med Mollison i ovenstående, men der er unægtelig også noget kraftfuldt ved dogmerne - ved at sige: ”Hos os er vi så enige, så stærke i vores overbevisning, at vi altid …….

Og aldrig ……”. Men så skal vi virkeligt også være enige om alle dele af dette dogme som en fælles vision for vores samfund. Vi skal samtidigt være sikre på, at dogmet fastholder sin relevans over tid, samt at alle, der i fremtiden flytter ind, deler det.

Det slog mig fordi økosamfundet, efter alle tænkelige parametre, var en kæmpe succes. Jeg fandt det derfor bittert, at målsætningen for økosamfundet var formuleret sådan, at de ikke bare kunne sige ”Vi har sgu gjort det”. Det næste der dukkede op i mit hoved var en fri fortolkning af, hvordan det mon havde påvirket de beboere, der havde optaget lånene. De var jo nok vidende om, at nogle af deres naboer nu havde lidt sværere ved at se projektet som en ren succes. Måske de også selv følte det sådan.

Min pointe er, at dogmer nok altid vil blive udfordret Hvis vi beskriver hvordan vi, i vores fællesskab, udelukkende spiser vegetarisk, hvad så når Karina i nr. 13 får en ny, ikke vegetarisk kæreste. Er der så plads til ham? Hvilken position sætter vi ham i, sætter vi Karina i? Så snart vi sætter en ramme, der udtrykker korrekt og ikke korrekt adfærd i konkrete termer, så skal forkert adfærd vel også have en eller anden form for konsekvens? Giver det mening at sætte en regel op og så bare ignorere den, hvis den ikke bliver fulgt? Rollen som politibetjent i et økosamfund er der af gode grunde ikke mange, der ønsker, og så er vi tilbage ved Mollisons pointe. Det der kan regulere dogmer, er udskamning, hvilket fører til et fejlslagent socialt system.

Det var mit klare indtryk, at økosamfundet havde en så stor indre styrke, at det ikke gav dem større udfordringer. Jeg syntes blot at det var synd, at de ikke fuldt ud kunne genkende sig selv som den succes de i mine øjne var, og det kunne måske have været gjort, hvis det havde været formuleret mindre som et dogme og mere som et princip. Der er ingen tvivl om, at det finansielle system ville se meget anderledes ud, hvis alle i landet havde samme indstilling til økonomien som disse mennesker. Det ville formodentligt også have været en smal sag at formulere målsætningen om det gældfrie samfund mere principorienteret. Den kunne jo for eksempel være: ”Vi arbejder for at opnå økonomisk uafhængighed, for at kunne leve så frit som muligt og for at minimere det finansielle system’s magt.”

Jeg har som led i tidligere studier turet rundt og talt med mange økosamfundsbeboere. En episode jeg husker særligt tydeligt, var i et økosamfund, der havde beskrevet, hvordan de ikke ønskede at optage lån. Flere økoboere havde ikke formået at leve op til denne målsætning. Det ualmindeligt søde par jeg interviewede, udtrykte en særlig fin form for accept, hvor de tog dem i forsvar med ordene: ”Det kunne der jo være mange gode grunde til, og det kan man vel næppe bebrejde dem”. Sætningen sluttede så også lidt mistrøstig af med: ”Nåh ja, så lige på det punkt er vi jo så ikke lykkedes med at komme helt i mål.”

Det kunne ændre fortællingen fra: ”Vi er ikke nået helt i mål”, til ”Gør som os og den økonomiske virkelighed i landet vil blive vendt på hovedet, og vi vil blive økonomisk frisat”.

Når det kommer til det fælles projekt, er der derfor meget vundet ved at formulere det som en rejsebeskrivelse, som principper, eller værdier for projektet, og ikke som dogmer, eller konkrete handlinger, da det hurtigt kan gøre oplevelsen af succesraten for skrøbelig.

Ind i Egeskoven - En Rejsebeskrivelse

Med sine tre overordnede principper; respekt for mennesket, jorden, og fair og lige fordeling, kræver den hele tiden stillingtagen, dialog og diskussion. Principper har ingen værdi, før de bliver omsat til handling. I et fællesskab kræver det, at vi respektfuldt drøfter vores forhold til og opfattelse af principperne. Dette bringer os tilbage til Mollisons pointe om, at principper fører til læring, og på den baggrund kan vi vokse sammen. Når dogmer alligevel står for fald, og potentielt kan skade sammenhængskraften, hvorfor så ikke lade os guide af principper og løbende blive klogere på hinanden?

Det har mange økosamfund også gjort, bevidst eller ubevidst, så det er måske mere en ny erkendelse for mig, end det er for garvede kollektivister og økoboere. Det er dog en tanke, som jeg ville give videre til nye grupper i gang med at etablere sig, hvis jeg blev spurgt.

Det at vi hele tiden kan forfine fortolkningen af principperne, har også den klare fordel, at alle, uanset hvornår de er kommet med i projektet, kan indgå i udviklingen af det. Det gør noget for medejerskabet, at alle har været med til den proces. Det sker selvfølgelig kun, hvis pladsen bliver givet. Her hjælper det helt sikkert, hvis de der tidligt i processen har været toneangivende, senere i processen træder lidt til side, og giver plads.

Hver enkelt familie har sine egne drømme, sin egen forståelse og fortolkning af projektet. Hver enkelt familie har søgt ud i økosamfundet for at finde friheden til at udleve drømmen. Den største gave vi kan give hinanden, er at give plads til hinandens drømme. Derfor kan en fælles rejsebeskrivelse ikke stå alene.

Vi skal være fælles om rejsen, fælles om kernen i projektet. Her skal vi selvsagt også have så meget respekt for fællesskabet, at vi gør vores bedste for at navigere inden for rammerne af de principper, vi er blevet enige om, men vi skal også være fælles om at acceptere hinandens forskelligheder. Acceptere at uden for det fælles rum er drømmene forskellige.

Harmonien i fællesskabet trives der, hvor vi ”lever med det”. Lever med hinanden Jeg tænker, at mange har en detaljeret drøm for fællesskabet; så detaljeret at den indre film kan fremmane eksakte placering af værksteder, fremtidige åløb, trampestier, dyrehold, legepladser. Måske også menneskelig interaktion, der end ikke er sket, men som blot er ønsketænkning, måske forventninger til stemninger, til lyde, til grin. Disse billeder er vores alene, og vi kan ikke overdrage dem til naboen, for naboen har sine egne billeder. Hvis naboen så bygger det redskabsskur nede på hjørnet af fællesarealet. Ja, så passer det ikke ind i mit billede.

Redskabsskuret står det forkerte sted, det har de forkerte mål, og det er ikke malet svensk-rødt, som jeg så tydeligt kan se det udspille sig for mit indre. Sådan vil det være; økosamfund er som en collage, brudstykker af drømme, der når drømmene bliver sat sammen, udgør et hele. Sit helt eget hele, der ikke er

blevet opfundet af nogen, men er blevet skabt sammen med andre. Og når redskabsskuret så skal males om seks år, så kan det jo være det bliver svensk-rødt. Det kan være, at mit billede er blevet ændret, og hvem ved; det kan være, at skuret står lige der, hvor det skal.

Roy Jinkins, tidligere Labour leder i det britiske underhus og dermed også politisk modstander til Winston Churchill, valgte at bruge sit otium på at skrive en fantastisk biografi over Churchill´s liv. En hyldest på over tusind sider. Da han blev spurgt, hvorfor han havde dedikeret så meget tid på en politisk modstander, skulle han have svaret, at Winston Churchill var den eneste, der i lige så høj grad som han selv, havde brændt for at gøre, hvad der var bedst for England.

Ultimativt så er ideologiske uoverensstemmelser i et økosamfund måske at betragte som kærlighedserklæringer Vi drømmer om det ideelle fællesskab for os selv og vores naboer, og vi vil gå langt for at overbevise vores nabo om, at han skal leve det bedste liv for sig selv og sin familie. Udfordringen ligger blot i, at naboens grad af næstekærlighed er lige så stor som min, og han derfor vil gå lige så langt for at redde mig. Alt imens ingen af os ønsker redning.

Drømmene er forskellige, og harmonien findes der, hvor der bliver givet plads til drømmene, plads til alle projekterne.

Plads givet, fordi detaljerne aldrig bliver lige så vigtige som de underliggende principper, som det overordnede projekt og sammenhængskraften.

Økosamfund i Danmark – Erfaringer fra økosamfund

Det er oplagt at lade sig inspirere af permakulturens tilgang, som har holdt sig levende og relevant siden 1978

11

En svær afsked fra fællesskabet

En svær afsked fra fællesskabet Efter 5 år i et blåt rækkehus i Økosamfundet Permatopia valgte parret Martin og Sara i år at rykke familien fra fællesskabet på landet og tilbage til byen. Martin fortæller her om de svære overvejelser ved at tage afsked med et fællesskab.

Af Hanna Leinum “Da vi første gang satte huset til salg, var jeg ikke sikker på, at det var den rigtige beslutning.Jeg ville gerne blive, Sara ville gerne væk.” Sådan fortæller Martin, som til dagligt arbejder i et kulturhus i Næstved. Han understreger, at man skal være indstillet på at at leve en bestemt livsstil, når man flytter i økosamfund. Særligt skal man kunne leve med alle de udfordrende dynamikker, der er mellem mennesker. ”For min kone Sara blev fællesskabet til sidst for meget. Det blev for tæt en boform. Hele stuen blev til et kæmpe akvarie med kæmpe store vinduer, hvor alle kunne kigge ind. Det blev svært at trække sig. Man kunne ikke gå ud med skraldet, uden at føle man skulle snakke med nogen.” For Martin selv var bofællesskabet dog ikke trættende på samme måde. ”Alt det som sker i rummet og i det større fællesskab, er min kone mere sensitiv overfor end jeg. Jeg tager det ikke ind på samme måde, som hun gør.”. Ønsket om at blive boende handlede ikke om den perfekte lykke, men mere om at tage det sure med det søde. Det søde, uddyber Martin, er at skabe noget sammen. At få ting til at gro.

Det er friheden for ens børn, at de kan løbe frit omkring. Det sure var konflikterne, når det engang imellem spidsede til.

Ytringsfrihed under pres.

Når konflikterne brød ud, blev ytringsfriheden og rummeligheden i fællesskabet sat under pres. Sådan forklarer Martin følelsen af ikke at kunne ytre frit sig. ”Jeg oplevede, at der ikke var plads til alle holdninger. Nogle holdninger var mindre velkomne end andre. Der var ikke plads til alle ytringer, og ting skulle pakkes ind. Det bliver tungt, hvis man skal overveje i dagevis, hvordan man skulle formulerer sin kritik.” På den anden side, at vælge sine formuleringer med omhu er vel en uundgåelige del af en konfliktsituation? Jeg spørger derfor Martin om det ikke er sund fornuft at pakke ordene lidt ind. ”Som voksne mennesker skal man tage ansvar for alle sine følelser. Ansvaret hviler lige meget for begge parter.” uddyber han og tilføjer, at både både afsender og modtager af et budskab har et ansvar. Modtageren har nemlig ansvar for at granske sig selv og kigge på de følelser han eller hun måtte få, og se på hvad der

ligger bag. Man bør, ifølge Martin, dybest set aldrig tage noget personligt, men se bag intentionerne i andres kommunikation.

Man har en forpligtelse til at stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor blev jeg så ramt af den kommentar? ”Jeg ser det som en større samfundsmæssig tendens. Hvis man taler imod de fælles holdninger eller dogmer, så bliver man frosset ud.” Martin nævner tiden under coronapandemien som et eksempel. ”Jeg var skuffet over, at man ikke forholdt sig kritisk til nedlukningen. På det tidspunkt gik det op for mig, hvor meget censur der er på samfundsplan. Jeg var ked af, at man én til én gjorde det samme i Permatopia som i resten af samfundet. Jeg blev skuffet over, at der ikke var mere rummelighed eller frihedstrang.” Coronanedlukningen var med i familiens beslutning om at trække stikket. Selvom en bedre skole for familiens tre børn også spillede en stor rolle for flytningen. Til trods for oplevelsen af et konfliktsky fællesskab, fortæller Martin, at det er de gode stunder og tider, familien tager med sig videre. ”Jeg vil gerne sige, at det har været en helt fantastisk oplevelse at bo i et økosamfund. Det er ikke noget, vi ville have været foruden.

Vi har fået venner, måske for livet”

Fra Rødder til Planter

Fra Rødder til Planter Jeg havde en oplevelse af at være i min egen parallelle verden, her hvor overskrifterne i aviserne havde et foto af en sød hund, mens dem jeg læste på arabisk havde et foto med hvide lagner, der foldede sig om døde børn. Nogle surrealistiske hændelser skete for mig, som da jeg søgte efter et telt til GEN-Gatheringen, mens mit folk i Gaza søgte efter beskyttelse under et plastikdække mod de massive bombninger og solens varme. Jeg måtte stoppe et øjeblik og gispe: er jeg det rigtige sted?

Denne sommer havde jeg en stærk tilskyndelse til at vende tilbage til det sted, hvor mine oldeforældre blev begravet - til Hebron.

Min familie var kendt som landmænd, eller i hvert fald mødrene var. De var kendt som dem, som høster planter og træer - især oliventræer - som er modstandsdygtige nok til at modstå tørken, og hvis rødder i jorden er så stærke, at de kan vokse igen - ligesom deres ejere. Imens kan resten af familien så også arbejde med mere indviklet håndværk, hos Madrasa (en arabisk uddannelsesinstitution) eller Diwan (en politisk institution).

I år havde jeg en pludselig oplevelse af, at jeg ønskede at være på nøjagtigt det sted, hvor min familie og mine slægtninge eksisterer.

Men da situationen i Palestina eskalerede, befandt jeg mig nu på landet i Danmark, mens jeg prøvede at finde ud af, hvordan det føles at være landmand. Og skønt oliven, vindruer og appelsiner ikke vokser her, mindede berøringen med den frugtbare jord mig om, hvordan livet leves væk fra den overfyldte by. Det mindede mig om enkelthed. Vores krop savner virkelig berøring. Jeg fandt, at min hånd savnede at berøre føde, der var vokset op af min egen jord, men jeg savnede også at berøre blodårerne under huden på min bedstemors hånd, mens jeg hårdnakket prøvede at fjerne en stædig plante fra dens rødder dybt nede i jorden, der så ud nøjagtigt som hendes blodårer. Som barn havde jeg følelser af kærlighed og omsorg for planterne, så meget, så jeg plejede at vande fiskemunds blomster ved at åbne deres munde og på den måde kom til at ødelægge dem.

Rama er frivillig hos LØS. Hun er palæstinenser, hvis familie måtte flygte under 1967 krigen. Hun er født og opvokset i Jordan, elsker alle former for visuel og sproglig kunst og har altid sat pris på guds skabninger på jorden. Hun har tidligere studeret litteratur og været involveret i humanitære projekter i Jordan.

Jeg så, at penge er folks største bekymring, og det er måske fordi denne økolandsby er tæt på byen, hvor den kapitalistiske sygdom gennemsyrer luften i en grad, som endog kan påvirke forholdene i fællesskabet her. Nogle mennesker er stadig ikke færdige med at bearbejde, hvordan vi – det globale Syd – besøgte dem, og hvordan vi blev deres naboer. Èn af mine naboer kom og lavede sjov med mig om, at jeg så ud som en stuepige. Den samme person som ikke kunne håndtere min arabiske timing, da jeg tilsluttede mig en cirkel af nysgerrighed, men ankom meget sent fordi jeg var ved at flytte på det tidspunkt.

Historien er en endeløs gentagelse af ubevidste handlinger.

Skønt vi tænker, at vi ikke mere er i det 19. århundrede, så bærer vi stadig på vores forfædres genetik, som det kan ses i vores ubevidste handlinger. Så i den moderne verden undrer de sig over, hvorfor jeg bærer et tørklæde, der dækker mit hår, og jeg undrer mig over, hvorfor vi bliver betragtet som deres største problem?

Økosamfund i Danmark – Erfaringer fra økosamfund

Af Rama

Jeg kunne ikke enes med min værelseskammerat, så i de sidste to måneder har jeg boet i mine venners huse, er blevet ”evakueret” fra et hus til et andet. Ikke fordi Israel skal til at bombe, men fordi deres sommerferie er færdig, og de gerne vil have deres værelse tilbage, så jeg flytter til et andet hus, hvis ejer netop tog på ferie også

13

Unge stemmer i økosamfund

Unge stemmer i økosamfund De fleste økosamfund er fyldt med børn, familier, ældre og seniorer. De unge bosætter sig som regel i de større byer og flytter først tilbage på landet igen med egne familieplaner. Hvordan er det at være ung i et økosamfund? Fire unge fortæller om deres livsbeslutninger

Alexander Joost, 35 år, bor i Permatopia

I vores kollektiv har vi oplevet at en del ansøgere springer fra, fordi de ikke tør tage springet ud af byen. For mig er det her slet ikke “på landet” men et nærområde til København. Da vi flyttede hertil i februar, var det der overraskede mig mest mængden af mudder. Hvis du overvejer at flytte i et økosamfund, vil jeg bare sige: gør det!

Olha Simon, 26 år, bor i Avnø Oasis (Økosamfund på vej)

Højskole/Avnø Oasis på Sydsjælland. Jeg synes, det er fantastisk at bo i et økosamfund som Avnø. Jeg har nogle dejlige opgaver og arbejdet er meningsfuldt.

Socialt er der en vis ustabilitet, fordi der er mange mennesker som kommer og går på skolen.

At leve i et fælleskab har grundlæggende ændret på min opfattelse af lokale problemer.

Marie Renoux, 31 år, bor i Hertha Levefælleskab

og jeg manglede noget. Her er et åbent og frit fællesskab. Det er ikke sekterisk, som nogen måske tænker. Jeg er nogle gange udfordret af at være blandt andre mennesker og at tale offentligt, men her er jeg blevet støttet og hjulpet. Jeg vil ikke bo i Hertha resten af mit liv. Der er stadig så meget i den her verden, jeg gerne vil opleve.

Jeg overtalte min roomie Christian til at flytte med mig til Permatopia. De sidste 10-12 år har det været en drøm for mig at bo i et forpligtende fælleskab med landbrug. Permakulturlandbruget her er et fælles tredje, som binder os sammen.

Det synes jeg er meningsfuldt.

Da jeg først kom til Danmark, blev jeg overrasket over, at den generelle begejstring for Økosamfund i Danmark ikke er større. I Ukraine har jeg taget en EDE (Ecovillage Design Education) og arbejdet for det ukrainske økosamfundsnetværk. Nu bor og arbejder jeg for Avnø

Jeg kom til Hertha igennem et program, ESC, for europæiske frivillige. At være frivillig i Hertha blev til det bedste år i mit liv, fordi jeg lærte så meget. Og samtidigt havde jeg tid til bare at være.

I den by jeg boede i i Frankrig var der alt for mange mennesker, meget støj

Tim Dalgaard, 22 år, med i Grobund, (Økosamfund på vej)

Jeg blev involveret i Grobund for ca. to år siden. Jeg hørte et foredrag med Steen Møller, og blev inspireret. Det var tanken om at gøre noget radikalt anderledes.

Tanken om at være gældfri og leve bæredygtigt. Jeg er medlem af foreningen, og kommer derude to-tre gange om ugen. Mine bedste venner arbejder der.

Jeg er den yngste i foreningen, men det betyder ikke så meget. Selvom lokalplanen ikke er færdigarbejdet, blomstrer Grobund jo allerede. Vi har købt fabrikken, der bliver bygget Tiny Houses, så jeg har store forhåbninger til fremtiden. Jeg har tidligt i mit liv været bevidst om, at jeg ikke vil leve mit liv i et hamsterhjul.

Jeg tror på, at det største man kan opnå i livet, er frihed. Jeg vil bare sige: gør det!

GEN Gathering

LØS på GEN Gathering

Camilla Nielsen-Englyst projektkoordinator i LØS Alle er indbudt til GEN Gathering, der hvert år samler økosamfundsbevægelsen og skaber forbindelse mellem det lokale og den store verden. Det er helt særligt, at vi er forbundet som ‘en stor familie’, der vil noget af det samme. Vi var et pænt hold danskere til årets GEN Gathering, der blev afholdt i Sverige på Ängsbacka, et kursusog festivalcenter med fokus på personlig udvikling, tantra, meditation, spiritualitet og selvudfoldelse. De kalder sig et økosamfund. GEN Gathering afholdes hvert år i et nyt økosamfund – f.eks. i 2022 i Danmark, i 2023 i Tyskland og i 2024 i Sverige. I 2025 er det Ungarn, der skal være vært for de ca. 600 mennesker, der mødes fra europæiske økosamfund. Men der er også deltagelse fra hele verden samt en masse ‘økosamfunds-entusiaster’, der her kan stifte bekendtskab med økosamfundslivsstile og værdier.

Nedenstående uddrag er oversat fra en artikel af slovenske Nara Petrovic: “A world worth living for, five voices from

the Ecovillage gathering in Ängsbacka, Sweden”, der giver et fint indblik i, hvad GEN Gathering også består af, og hvilke opråb keynote-talerne kom med.

Et opråb om at lytte til jordens stemme (Lone Beate Ebeltoft, samer, Norge) I Sverige, renernes land, blev vi budt velkommen af en repræsentant fra det samiske folk. I en traditionel klædedragt hilste Lone os med ordene: “Det er denne jords stemme”. Hun tilføjede: “Jordens stemme er forskellig alle steder, og de mennesker, der virkelig bor på den, kender den stemme.” Lone roste økosamfundene, bl.a. for ønsket om selvforsyning. Men termen ’landbrug’ er fremmed for hende. Hun bor langt mod nord, og dér ved hun, hvordan hun finder og fanger al den mad, hun har brug for. Hvor andre intet ser, observerer hun flygtige spor; det område, hvor en flok rener har græsset og de bare stilke, hvor bær er blevet plukket.

Mange i økosamfund taler om behovet for at være mere i kontakt med naturen.

For Lone er den form for natur en kunstig

og menneskeskabt konstruktion. “Enge, marker og parker er ikke natur,” sagde hun, “det er allerede en gevaldig indgriben i naturen.” Der er mennesker, der fortsat lever i den ægte vildmark. De steder findes også i norden, men mange har glemt dem, og ser derfor ikke klart, at deres version af natur faktisk er menneskeskabt. Den vestlige civilisation er så ekstremt arrogant. Dens højdepunkt er at rive de hellige bjerge i norden ned for at udvinde mineraler og fortsætte det udnyttende træk i historien, hvori der ikke findes noget, der er “nok”. Og at forankre betonsoklerne fra vindmølleparker på havbunden, så deres uhyggelige summen indgyder skræk hos havets væsener. Mennesker bør lytte til havet og bjergene, men i stedet skynder de sig at overdøve deres blide sang med maskinernes skrig. Som ’oplyste’ beboere i økosamfund skal vi tage naturen i forsvar.

I langt højere grad, end vi gør i dag.

For at være aktivist, skal du kunne elske (Aida Shibli – Palæstina, bosat i Portugal) Aida advarede os om det militære maskineris evindelige skrigen. Hun talte om

Økosamfund i Danmark

GEN Gathering er stedet, hvor mennesker, der vil verden det bedste, mødes

15

smerten fra det land, hun kommer fra, om sin egen smerte som kvinde, der har gjort oprør mod et patriarkalsk samfund. Hun har netop omfavnet paradokset i at kritisere sin egen kultur, selvom hun elsker den.

Aida udtrykte sin modstand mod Israels voldshandlinger i Gaza, men tilføjede, at hun elsker israelere, og at intet kan ændres uden kærlighed. Hun opfordrede os alle til ikke at protestere, hvis vi ikke elsker dem, der står over for. ”Hvis du vil være aktivist, skal du være klar til at elske. Når du elsker, opstiller du et spejl. Men det er ikke nok.

På samme tid skal du lægge din hånd bag disse mennesker for at gribe dem, hvis de falder. Du skal passe på deres ryg, mens du spejler, hvad de ikke ser korrekt”.

Aida nævnte andre krisezoner, hvor folkedrab finder sted, og opfordrede os alle til at indtage en mere stærk holdning og afstandtagen mod alle disse handlinger, der ikke må blive ’normaliserede’. Alt er udtryk for politisk handling - selv det at forblive uden holdning og tie.

Når jorden bliver ødelagt (Anja Lyngbaek, Danmark, bosat i Mexico) Anja mindede os om, hvordan store virksomheder styrer verden og endda har overtaget de alternative bevægelser. Hvordan reklamer forsøger at appellere til alle, fra babyer til døende, så ingen undslipper forbrugerismen. ”Med de mange penge, der anvendes på markedsføring, kunne vi nemt skifte til vedvarende energi,” understregede hun. Men økonomien fortsætter med at løbe i de samme gamle spor, og der synes at være færre bekymringer om uendelig vækst i dag, end der var i 80‘erne og 90‘erne. Således tjener økonomien i

stigende grad de superrige på bekostning af jord og mennesker. ”Økonomien vokser hovedsageligt af negative ting. Hvis vandet er forurenet, bliver vi nødt til at købe flaskevand; hvis vi er syge, køber vi medicin. Men hvis vi har vores egne komposttoiletter, og hvis vi planter træer, så forårsager vi ikke vækst, og derfor anses vi for at være dårlige for økonomien.” Det industrielle landbrug modtager en million dollars i tilskud hvert minut. Kun 1% af disse penge går til økologisk landbrug. Det skal vi ændre.

Meget kan gøres nedefra, gennem skift i adfærdsmønstre og gode eksempler. Men det politiske system kan med reguleringer, skatter, tilskud osv. støtte den lokale økonomi og ikke de store virksomheder – hvis man vil en omstilling. Ønsker og behov skal adresseres på det niveau af direkte demokrati, der er tæt på hjemmet, hvor man har indflydelse. Alle økosamfund bor i en kommune og befinder sig i et lokalsamfund, de kan influere på. Med oplysning, politisk arbejde og gode eksempler.

Steder uden ironi – og om udadvendte cirkler (Dougald Hines, britisk forfatter og storyteller) “Alle fortællinger har konsekvenser,” lød de første ord. “Vi skal være forsigtige med, hvilke slags fortællinger, vi fortæller os selv.”

“Det er uundgåeligt, at mennesker bliver født, selvom verden er lige ved at gå under.

Vi ved det, når vi oplever, at fremtiden ikke længere fungerer.” Hvert samfund baserer sin fortælling om fremtiden på den nylige fortid. Men nutidens løfter klinger ikke længere sandt, de klinger hult. Det er ikke nemt at navigere mellem to verdener. Mange har brug for hjælp til at engagere sig i at forestille sig en bedre verden på ruinerne af den gamle, idet vi ikke klart ved, hvordan den nye verden kommer til at se ud. “At redde verden” er ved at blive en stadig mere desperat handling. Hastværksstrategier

fører til dårlige løsninger, der får regneark i Bruxelles til at virke uden sammenhæng med intentionerne. De er ikke forankrede i den virkelige verden og løsninger er ofte i modstrid med det, vi tror, de skal være.

Flere forfattere og aktivister minder os om, at der er en verden, der er værd at leve for.

Alt for mange unge mennesker i dag er desperate og har brug for en påmindelse om, at enden af den verden vi kender, ikke er verdens ende. Som voksne er vi ansvarlige for at bringe nyt liv til verden, og skabe en ny historie. Men hvordan? En af Dougalds venner grundlagde en gård nær New York baseret udelukkende på gaveøkonomi. Da en ung far besøgte gården, kunne han ikke tro, at et sådant sted kunne eksistere i dag. Bonden spurgte gæsten, hvad der havde overrasket ham så meget. Den unge far svarede: “Det er som om, du skaber et sted uden ironi. Folkene her er så venlige og autentiske.”

Dougald afsluttede sit indlæg med at sammenligne mennesker, der lever i intentionelle fællesskaber, med folk, der holder hinanden i hænderne i en cirkel og kigger indad. Det verden har brug for, er, at de giver slip på hænderne, vender sig udad, og tager hinanden i hænderne igen. Dette er, hvordan et opmærksomt (attentional) fællesskab skabes. Vi har brug for sådanne fællesskaber – også i økosamfund – for at nå ud til mennesker, der ikke kender til en verden, der er værd at leve for.

Vi kan hele jorden (Richard Perkins, Ridgedale, Sverige) Richard formåede at beskrive det markedsdrevne, regenerative landbrugs realitet med kirurgisk præcision. Han understregede, at han ikke dyrker planter, men tager sig af jorden, for planter kan vokse af sig selv og behøver ikke at blive dyrket. Man skal bare sørge for, at de har ideelle vækstbetingelser.

GEN Gathering

Richard beskrev hvordan han har formået at hele jorden han arbejder med og hvilke effekter, han har set af det arbejde. Nogle finder ham arrogant i sin udpensling om, hvad der skal til. Men man kan også kalde det selvtillid. Han ved, hvad han gør. På grund af det niveau af jordforringelse, vi ser i dag, har vi brug for systemer som det, Richard er med til at skabe. Sådanne systemer skal tiltrække opmærksomheden fra mennesker, der ikke ser en verden værd at leve for.

Det kan give inspiration og styrke vores håb. Som økosamfund kan vi udgøre Personlige beretninger fra deltagere: Allan, Friland: ”Super god inspiration og en oplevelse af at være en del af en kraftfuld og voksende bevægelse.

Stor ros til Ängsbacka, der bare løftede opgaven så flot.”

Ditlev, Christiania: ”Inspiration, netværk og gode oplevelser. Super tjekket afholdelse og et flot program, der dækker bæredygtighedshjulets fire dimensioner.”

Kirsten, LØS’ bestyrelse: ”Jeg fik en langt bedre forståelse af hvordan organisationerne GEN og GAIA Education arbejder og hænger sammen med LØS. Et stort og interessant program, hele gatheringen var godt organiseret, ting at tage ved lære af og videreformidle til det omkringliggende samfund.”

Kristiane, Avnø Oasis: ”I år tog jeg to kæmpegevinster med mig hjem. Den første er indsigt i Ängsbacka’s frivilligpolitik. Vi har allerede ændret nogle aspekter i vores måde at håndtere frivillige på. Den anden er ’Les Passage’ modellen for finansiering af økosamfund, som ligger tæt op ad vore egne tanker. Vi er i gang med at se, hvordan vi kan bruge modellen til at overtage ejerskabet af vores bygninger og åbne op for mere permanente medlemmer.

Det blev tydeligt for mig, at uden en klar

demonstrationer af og laboratorier for andre måder at gøre tingene på, der er langt mere i trit med naturen. Hvis vi vil, kan vi. Det er det, Richard viste os, med sine eksempler fra sin gård Ridgedale.

En bevægelse blev født (Ross Jackson, Danmark) Som så mange gange før deltog Ross Jackson i GEN Gathering. Den sidste dag gik han på scenen, og fortalte os alle historien bag, hvorfor og hvordan en bevægelse blev født, de sidste 30 års historie om GEN, og om nogle af alle de mennesker der har været betydningsfulde for bevægelsen. GAIA Trust hjalp ikke kun bevægelsen på vej, også GAIA Education

økonomisk model er det svært for folk at beslutte sig at deltage, på sigt. For mig er en væsentlig del af gatheringen også at netværke og skabe nye forbindelser. Et par af de møder vi havde, har ført til fremtidige samarbejder til gavn og glæde for både Avnø og verden. Flere besøgte os på deres vej hjem til sydligere dele af Europa. At se mennesker og planter gro er det, der motiverer mig til at fortsætte på denne rejse, som indimellem kræver rigtig mange af mine ressourcer.”

Ena, Jeppe og Mikkel, Økosamfundet Dyssekilde: ”Oplevelsen for os, der deltog i GEN Europe’s generalforsamling, er følelsen af at være en del af fællesskabet - at høre til - hvilket havde indflydelse på beslutningsprocesserne. Der var en høj grad af rummelighed og tålmodighed, og stor opbakning om beslutningerne, vi traf sammen. Det inspirerede meget og vi har lært noget om vigtigheden i at dyrke forbindelserne imellem hinanden, i vores eget økosamfund, og til os selv.

Herfra skaber vi et kærligt miljø, som vi kan dele ud af. På den måde bidrager vi til social bæredygtighed. Sideeffekterne vil være større sammenhængskraft, bedre beslutninger med større opbakning, og sjovere, mere kærlige møder.”

Ronja, medlem af LØS: ”Min første GEN Gathering – og sikke et fint sted. Gemt ude i skoven, med de typiske svenske bygninger og lader i rødmalet træ og

- og LØS - som tre forskellige niveauer af det, der sikrer sammenhængen, formidlingen og udviklingen af det liv, vi skaber sammen, i økosamfundene.

Fra LØS’ side lyder en stor opfordring om at deltage i en GEN Gathering. I Økosamfundet Dyssekilde er der en særlig gruppe af beboere, der varetager den slags ‘eksterne relationer’, lige så naturligt som den gruppe, der står for vejene eller fællesmøderne. Dejligt at et økosamfund prioriterer kontakten med det globale fællesskab så højt. At deltage i GEN giver forbindelse, håb og tro på, at vi er på rette vej - og vi kan alle have godt af et skud inspiration fra det globale fællesskab.

smukt anrettede haver. På marken ved siden af det store “Heart Tent” stod mit eget lille røde telt og overlevede blæst og regn, mens jeg var til workshops, præsentationer, yoga, sauna, gåture i skoven, frokost i regnen eller kagespisning på verandaen. En intens uge med mange gode snakke, nye indtryk og input, jeg vil tage med mig hjem, om f.eks. lokal økonomi, holocracy mm. GEN har formået at skabe en familie - det var dejligt at gense mennesker samt møde nye inspirerende personer. Det blev til en hel del “love showers” og “now you look each other in the eyes”, som måske kan være lidt meget for en nybegynder.

Men heldigvis var vi flere, der også kunne grine lidt af det. Alt i alt en spændende oplevelse og nogle søde mennesker,”.

Ronja (tv) på GEN Gathering

Rama, ESC frivillig hos LØS, Jordan/ Palæstina: “ When I was there, peacefulness was my state of mind. Peace is something we lack in our current world and I wish to see it everywhere and not just at the gathering”.

Økosamfund i Danmark

Desværre forstår det industrielle landbrug ikke basal matematik og ødelægger jord, som havde de et kreditkort uden grænse.

17

Er du Aleks?

Hvad sker der, når vi konflikter? Og hvorfor kan spørgsmålet “Er du Aleks?” hjælpe os i en tilspidset situation? Adjunkt, mægler og vagtmand Thor Clasen Jonasen forklarer neurobiologien bag konflikter samt hvilken konsekvens, vi bør drage af den viden.

Skrevet af Mads Højlyng og Thor Clasen Jonasen Har du nogensinde stået midt i et skænderi og tænkt ”Damn, det er fristende at sige noget grimt, men jeg ved, at hvis jeg gør det, så bliver situationen nok ikke bedre?” Og har du så prøvet, at du sagde det grimme alligevel, og se bare - det blev ikke bedre?

Jeg har i hvert fald, og i bagklogskabens ulideligt klare lys kunne jeg se, at mine handlinger nok ikke bidrog til at løse skænderiet.

Det gjorde mig nysgerrig. Hvorfor gjorde jeg det alligevel? Og hvordan kan jeg – når jeg står midt i en konflikt – hjælpe til at situationen bliver bedre i stedet for værre?

For at kunne forstå, hvad der sker, og hvad vi kan gøre anderledes, er det en hjælp, hvis vi forstår, hvad konflikter er, hvornår de opstår, og hvorfor vi reagerer, som vi gør. Og hvad er det med Aleks? Det kommer jeg ind på senere.

Hvad er en konflikt?

Ordet konflikt stammer fra latin ”con” og ”fligere”. Con betyder sammen, og fligere betyder stød. En konflikt er altså, når der er et sammenstød. Og sammenstød vil der være, når grænseflader mødes. Konflikt er med andre ord et grundlæggende vilkår i livet. De vil altid være der. Det er med Williams Urys ord ikke et spørgsmål om at få færre konflikter – løse konflikter og få dem til at forsvinde – men om at finde ud af, hvordan vi kan være i dem; hvordan vi kan få bedre konflikter.

I litteraturen beskrives konflikter ofte som havende to elementer: Relationen og sagen. Og så er der forskellige tilgange til, hvor meget de to vægter i konflikterne. I den juridiske verden er der (næsten) kun fokus på sagen. I den mere terapeutiske (næsten) kun på relationen. I ”Konflikt og kontakt” definerer Hammerich og

Thor Clasen Jonasen uddanner fællesskaber, teams, ledere og mæglere i cirkulær konflikthåndtering gennem sit arbejde i Forseti Academy og konsulenthuset Crossing Circles. Her tæller kunderne blandt andre flere danske økosamfund, der har erfaret, at konflikthåndtering og -forebyggelse er essentielt for fællesskabets trivsel. Thor har også omfattende erfaring som konfliktmægler.

Frydendahl at ”konflikter er uoverensstemmelser, der indebærer spændinger i og imellem mennesker” og prøver på den måde at forene det relations- og sagsfokuserede.

Jeg går skridtet videre, og bruger en definition, der opløser skellet mellem sag og relation samt inkluderer den enkelte: Der er en konflikt, når man har en oplevelse af kontakt af en ringe kvalitet med en anden, samtidig med at man oplever en spænding – ofte i maven. Denne definition muliggør, at den enkelte kan arbejde med konflikten, uanset om den anden er enig i, at der er en konflikt. Derudover ligger der i definitionens fokus på kontakt-begrebet en inklusion af, at kontakt både kan være relations- og sagsorienteret.

Hvad sker der egentlig, når man oplever en spænding?

Den spænding du oplever i maven, er en del af det, der kaldes den sympatiske reaktion. Og det er ikke fordi, det er en venlig reaktion. Det er fordi den nerve, der spiller en central rolle i reaktionen, hedder sympaticus. Det er en meget kompleks reaktion, så her følger en grov simplificering af, hvad det er, der sker. Når man oplever spændingen i maven, sker det blandt andet fordi man får et forhøjet kortisol-niveau. Kortisol er et signal- og stresshormon.

Det kaldes også nogle gange ”kæmp eller flygt”-hormonet. Det hormon fortæller din krop, at nu skal du være klar. Du oplever hjertebanken, forhøjet blodtryk og måske svedige håndflader.

Kroppen skal sørge for, at der kommer ilt og sukker ud til dine muskler. Derfor forhøjet blodtryk og hjertebanken. Det sørger også for, at blodet primært bliver brugt til musklerne og ikke så meget til dine indre organer. Det er den spænding, du kan mærke i maven.

Det er effekten af den sympatiske reaktion syd for halsen. Nord for halsen sendes der mere blod til det limbiske system og din amygdala. Førstnævnte styrer din krop og dine følelsesmæssige reaktioner – dine følelser. Sidstnævnte er der, hvor de fleste beslutninger bliver taget. Amygdalaen har den fordel, at den kan reagere hurtigt, mest fordi den primært tænker i binære koder: Rigtigt/forkert, levende/død, sort/hvidt, ven/fjende. Den forholder sig ikke så meget til nuancer.

Blodet bliver primært taget fra vores frontallapper, som er der, selvets vetoret sidder. Når amygdalaen har taget en beslutning, kan frontallapperne træde lidt på bremsen og sige ”Måske det

Er du Aleks?

Det handler først og fremmest om at give sine frontallapper en kickstart andres reaktioner og subjektive verden bruger vi også empati til at kunne aflæse os selv. Den evne mister vi, når vi står midt i en konflikt med forhøjet kortisolniveau. Det kan ses i sproget.

Vi taler om at være ude af os selv eller neurotiske, når vi mister ”jeg-styring”. Og så er det, at vi alligevel siger eller gør det grimme, som vi – hvis vi havde haft vores frontallappers fulde

brug – nok havde ladet være med. Den tilstand hedder også aleksitymi: Det kommer fra græsk og kan deles op i to: ”Aleksi” – manglende evne til aflæsning og ”tymi” – følelser. Når man er i en konflikt, oplever man altså en midlertidig manglende evne til at kunne aflæse sine egne følelser – kvaliteten af kontakten med ens selv forringes.

Hvordan genaktiveres frontallapperne?

Så spørgsmålet er, hvad man kan gøre? Det handler først og fremmest om at give sine frontallapper en kickstart. Og der er spørgsmålet ”Er jeg Aleks?” en måde at gøre det på. Det sender os momentant frem i frontallapperne, og hvis vi kan blive dér, er der mulighed for, at vi kan lade være med at gøre eller sige det grimme til den anden, der gør det hele værre.

Der er mange andre relevante værktøjer til at forstå og agere i konflikter. Der er analyseredskaber til at forstå konflikters dynamik: Konflikttrappen, konfliktens sfærer og konfliktens dimensioner. Der er low arousal-redskaber; vejrtrækningsøvelser og ikke-voldelig kommunikation. Fælles for alle disse er, at de primært forudsætter, at vi har adgang til den fulde brug af vores frontallapper. Så når vi befinder os midt i en konflikt, er det lille spørgsmål ”Er jeg Aleks?” et rigtigt godt sted at starte for at få gang i frontallapperne.

Økosamfund i Danmark – Konflikter I Fællesskaber

var en god idé at tage den her lidt sværere vej?” Derudover er noget af frontallappernes funktion at gøre os empatiske; altså forstå andres reaktioner, se nuancer i sager og være rationelle.

Især det med empatien går to veje. Udover at kunne forstå

19

Udfordringer ved at bo i økosamfund/ bofællesskab Af Kristiane Ravn Frost

Der er mange udfordringer ved at bo i økosamfund/bofællesskab. Både praktiske og mere personlige. Jeg deler her et par stykker, der lige dukker op i min tankeverden. De er skrevet i den rækkefølge de kom og ikke prioriterede efter vigtighed. Der kan også sagtens være væsentlige udfordringer, jeg har overset.

Styrker vores beslutningsmetode fællesskabsfølelsen?

En af de store udfordringer er, om vores metode til at træffe beslutninger bidrager til at skabe fællesskab eller til at skabe separation. Mit økosamfund, Avnø Oasis, er en sociokratisk organisation. Det betyder, at vi alle kan være trygge ved, at vi gennem at bruge vores ret til indsigelse kan forhindre, at der bliver taget beslutninger, som vil skade fællesskabet eller virkeliggørelsen af vores vision. Det betyder, at vi alle ved, at der ikke kan ændres på noget af det, vi oprindeligt sagde ja til, uden at vi alle accepterer at leve med det. Det betyder også, at ingen kan bremse noget, der er godt for fællesskabet og i overensstemmelse med vores vision. Det giver en stor tryghed.

Engang hvor jeg var bedt om at facilitere en gruppeproces i et andet fællesskab, fik jeg en meget stærk påmindelse om, at flertalsbeslutninger skaber tabere og vindere og dermed separation. Jeg oplevede, at der i gruppen var en tendens til at skulle overbevise hinanden om den rigtige løsning. Der var stærke argumenter for og imod. Og et af argumenterne var, at sidst var det os, der “tabte”. Det er ikke fair, hvis det igen går ud over os, bare fordi vi er i mindretal. Jeg delte at mit perspektiv var, at flertalsafgørelser automatisk vil skabe tabere og vindere, og foreslog, at de skulle overveje at vælge en styreform, der ville styrke fællesskabsfølelsen.

Kender vi forskel på personlige og strukturelle konflikter?

En anden udfordring er at kende forskel på strukturelle og personlige konflikter. Strukturelle konflikter kan forholdsvis let opstå i et flertalsdemokrati, hvor der automatisk er både tabere og vindere. Eller hvis der er ulige ejerskab til projektet. Hvis der er en eller ganske få personer, der ejer jord og bygninger og andre lejer, så er der et indbygget potentiale for at have modstridende

interesser. Eller hvis det er svært at komme ud af fællesskabet uden at miste de penge, man har investeret i det. Eller hvis der er for få hænder til at udføre arbejdet. Så kan nogen synes, at det er de andre, der ikke laver nok. Der er mange muligheder.

Grundlæggende er årsagen til strukturelle konflikter, at rammerne skaber modsætninger. Personlige konflikter opstår derimod, når mennesker trigger hinandens ømme punkter gennem deres udseende eller væremåde. En af de store udfordringer er ikke at forveksle de to. Hvis man behandler strukturelle udfordringer som personlige eller omvendt, bliver det umuligt at løse dem.

Kommer vi med realistiske forventninger?

Mindre end en måned efter at vi overtog de tomme bygninger på Avnø Oasis, oplevede vi at et par, der var nysgerrige om vores spirende økosamfund var noget for dem, sammenlignede os med økosamfund, der havde været etableret i flere år. Vi kom selvfølgelig til kort. Selvfølgelig fungerede vi ikke godt nok

Udfordringer ved at bo i økosamfund/bofællesskab

Har vi tilstrækkelig modenhed til at indgå i fællesskabet?

Et grundlæggende menneskeligt behov er at have et tilhørsforhold. At være del af en familie, gruppe etc. er fundamentalt

for mennesker. Men evnen til at indgå i et fællesskab er ofte ikke tilstrækkeligt udviklet. De fleste oplever, at deres forestillinger om livet og andre mennesker bliver udfordret, når de flytter ind i et fællesskab. Vores mentale programmer gør, at vi ikke er i stand til at se det, der er som det er, eller være til stede med det, der er.

Vi laver vores egne historier, om hvad der egentlig sker. En del af Avnø’s DNA er, at vi har Aima metoderne til selvrefleksion og transformation af mentale programmer, der står i vejen for nærvær med os selv og andre. Desuden bruger vi metoder fra andre steder, såsom ZEGG-Forum, Biodanza, Makrobiotisk mad, Girafsprog, familiekonstellation og meget andet, der øger vores evne til at mærke vores egne ønsker og behov og kommunikere dem på en moden måde.

Forventer vi at fællesskabet opfylder vores behov?

En af de helt store udfordringer i alle menneskelige forhold og dermed også ved at bo i et fællesskab, er at det er let at komme til at forvente at fællesskabet opfylder ens behov. I samme øjeblik nogen forventer, at fællesskabet opfylder deres behov, kommer de til at fremstå som krav. Krav som folk enten ikke vil eller kan opfylde

vækker ofte skyldfølelser. Den almindelige reaktion når nogen stiller krav er derfor, at de trækker sig. Det vil sige, at i stedet for at behovene bliver opfyldt, skabes en følelse af at være udenfor fællesskabet.

Det er en kunst at kommunikere behov for nærhed, ømhed, anerkendelse etc. på en måde, hvor behovet bliver opfyldt samtidig med, at det står andre frit for at give det.

Kan vi finde balance mellem “jeg” og “vi”?

På Avnø arbejder vi meget bevidst med balancen mellem ‘jeg’ og ‘vi’, mellem individuelle behov og fællesskabets behov, mellem at bidrage til fællesskabet, deltage socialt og tage os af vores egne behov.

Det er specielt udfordrende, fordi der altid er mere at gøre, end vi kan overkomme.

Selvom vi ikke altid lykkes med at finde balancen mellem egne behov, behovet for at være sammen og fællesskabets behov, lykkes vi dog som regel med at støtte hinanden, når vi føler os overvældede af alt det der kan gøres. Vores guidende princip er, at vi forbinder os kærlighedsfuldt med os selv, hinanden og omgivelserne, og bidrager til trivsel på jorden. Vi har et stort fokus på fællesskab, fysisk og mental sundhed både i hverdagen og i

Økosamfund i Danmark – Konflikter I Fællesskaber

på det tidspunkt. Vi har også oplevet, at folk regnede med, at bare fordi vi havde fået en donation til at købe bygninger for, så ville de automatisk kunne få en lønnet position. De forstod ikke, at pengene skulle bruges til bygningerne, og at vi selv måtte skabe vores lønninger. En af vores egne forventninger var, at vi lige fra dag ét kunne give alle, der kom for at finde ud af om Avnø var det rigtige sted for dem, den samme indflydelse på lige fod med os, der havde forpligtet os overfor hinanden, og som kendte visionen. Det førte lynhurtigt til konflikter og et kaos af den anden verden. For nogle af dem der kom, ville lave om på det, vi ville med stedet. Vi har undervejs lært at være meget tydelige i forhold til, hvad folk kan forvente sig, og vi bruger hver en situation, hvor forventningerne ikke bliver opfyldt, til at revidere den information vi giver ud til folk. De sidste to år er det sjældent folk er gået forkert. Men det har krævet, at vi har skabt klare rammer, og at vi har udviklet vores evne til at formidle dem.

21

nok ud af boksen. Vi har ikke lært, hvordan vi skal give slip på de vaner og forestillinger, der står i vejen for at leve vores drøm. Vi er oplærte i at tilpasse os til det eksisterende samfund på godt og ondt.

de uddannelser vi tilbyder. Regeneration – både af den indre og den ydre verden – er et vigtigt begreb for os.

Dramatrekant eller ‘empowerment’-dynamik?

Den helt store udfordring handler om at træde ud af dramatrekanten og ind i ‘empowerment’ dynamikken. Når jeg er inde i dramatrekanten, skifter jeg mellem at være offer, bøddel og redder. Når jeg føler mig som et offer og beskylder nogen for at være årsagen, bliver jeg bøddel, for jeg anklager den anden person. Når jeg forsøger at redde nogen fra at være offer, så forsømmer jeg at tage ansvar for mit eget, og ender med at blive et offer, som har brug for at andre skal tage ansvar for mig. Når jeg fordømmer nogen eller på anden måde gør dem til et offer, så er der tre fingre, der peger tilbage på mig, og jeg bliver selv et offer. At træde ind i ‘empowerment’ dynamikken gøres ved at træde ud af offerrollen og antage den holdning, at lige meget hvad der sker, så er det mig, der skaber min oplevelse. I stedet for at redde nogen kan jeg antage rollen som coach, hvor jeg fastholder, at det er dem selv som skaber deres situation, og styrker dem selv i at tage ansvar for den. I stedet for at være bøddel, kan jeg vælge at bevidst udfordre mennesker, der befinder sig inde i dramatrekanten.

Har vi en fælles vision?

Uden en langtrækkende fælles vision vil medlemmerne af et fællesskab trække i forskellige retninger, og det kan blive

vanskeligt at komme videre, når den første fase, som i mange tilfælde i de danske økosamfund har været byggeri af økologiske huse, er overstået. Hvad nu? Hvad binder os sammen? Hvad giver os fælles mening og motivation? Samme som i parforhold.

Når børnene er voksne, kigger mange forældre på hinanden, og har svært ved at skabe et nyt fælles liv.

Har vi tilstrækkelig viden og færdigheder til at skabe det fællesskab, vi drømmer om?

Der stilles store krav. Vi skal kunne vurdere bæredygtige materialer og byggemetoder (økologi), skabe en ny kultur (verdenssyn), finde ud af at fungere sammen på en ny måde (social) og håndtere penge og skabe juridiske rammer, der passer til det, vi ønsker inden for rammerne af det etablerede samfund, der er struktureret til at tage vare på andre interesser (økonomi).

Der er rigtig meget at sætte sig ind i, og hvad mange ikke har indset er, at udover at vi forsøger at levendegøre en drøm, så skaber vi også en virksomhed; ikke med det primære formål at tjene profit, men mere på grund af de andre dimensioner i de otte former for kapital.

Konklusion Først og fremmest løber vi ind i problemer, fordi vi mangler den viden og de færdigheder, som en ny livsstil kræver på det økologiske, sociale og økonomiske område. Dernæst er vi opdraget til at fungere i et andet system end det vi prøver at skabe, så vi har svært ved at tænke langt

Reelt har vi brug for UDDANNELSE, UDDANNELSE OG ENDNU MERE UDDANNELSE, hvis vi skal lykkes. Vi skal både kunne mestre det etablerede system og kunne tænke langt nok ud af boksen for at kunne skabe noget nyt og langtidsholdbart. En struktur der styrker de værdier, vi har. Det er naivt at tro, at det er muligt at skabe en ny verden, et nyt paradigme, uden at lære af dem, der er gået foran os. Vi har ikke lært det i skolen og heller ikke i det eksisterende samfund.

Den verden vi blev født ind i, er undervejs til at falde fra hinanden, og kæmper for at finde vej til at kunne fortsætte. Vi ved, at det kan den ikke. Sammen forsøger vi at skabe den nye verden, der kommer til at afløse den døende verden, vi blev født ind i. Ikke en lille udfordring.

Her på Avnø har alle i kernegruppen deltaget i økosamfundsuddannelsen (EDE) og flere af dem, der er på vej ind i vores fællesskab, har deltaget i enten EDE eller lille EDE. Mange af os har deltaget i Global Ecovillage Gatherings, sociokrati og facilitatoruddannelser mm. Flere af os er aktive i nationale økosamfundsnetværk. Vi arbejder aktivt med at styrke vores fysiske og mentale sundhed og med at give slip på de vaner og underbevidste forestillinger og programmer, der står i vejen for at vi kan udleve vores drøm. Det giver os et stærkt fælles grundlag for at håndtere de udfordringer, som det naturligt giver at deltage i at skabe et nyt fælles liv med en langtidsholdbar livsstil.

Kristiane Ravn Frost er en stærk drivkraft i Avnø Oasis og Avnø Højskole, hvor der tilbydes en bred vifte af kurser, blandt andet økosamfundsuddannelsen EDE. Du kan finde mere information om hende og projektet på Avno.org.

Inspiration til konstruktiv konflikthåndtering

Inspiration til konstruktiv konflikthåndtering Konflikter kan berige og ødelægge. Hverdagsliv, beslutninger og fremtid påvirkes af den måde fællesskabet håndterer sine konflikter på.

relationer bliver besværlige, fordi sag og relation blandes sammen.

Forskere der har studeret økosamfund fortæller, at det sociale er det mest udfordrende og det mest givende ved at bo og leve i et fællesskab. Konflikter er med til at gøre det udfordrende, fordi vores nervesystemer kommer på overarbejde, når vi påvirkes af konflikternes destruktive energier.

Hvad er en konflikt?

Konflikter er en del af livet og hører med til udvikling og forandring. De er tilværelsens udfordring til mennesker og fællesskaber. Uløste konflikter kan gøre ondt, binde energi og låse sig fast. I den sidste ende kan de være ødelæggende for personlige, arbejdsmæssige og samfundsmæssige forhold. Konflikter kan også håndteres, så den anspændte og bundne energi frigives, og fører til nye indsigter og udviklingsmuligheder.

Konflikter er uoverensstemmelser, der indebærer spændinger i og mellem mennesker.

Center for Konfliktløsning

Min oplevelse er, at man i alt for mange fællesskaber slås med hinanden. I stedet skal vi samarbejde om visioner og værdier - og slås mod de systemer, der forhindrer os i at virkeliggøre vores drømme. Skal det ske, forudsætter det, at vi transformerer fællesskabets konflikter til noget nyt og fremadrettet. Konstruktiv konflikthåndtering består af fire discipliner: At forstå, møde, løse og forebygge konflikter.

Konfliktniveauer Hverdagssituationer: Uenigheder og småkonflikter. Fokus på relationelle kompetencer.

Konflikter der udfordrer: Stærke og følelsesmæssige konflikter. Fokus på mægling og vejledning.

Truende situationer: Høj affekt og tab af kontrol. Fokus på sikkerhed.

Mit håb er, at artiklen vil inspirere medlemmer af fællesskaber til at se på fællesskabets konflikter med konfliktfaglige øjne.

Og bruge modellerne og metoderne som opmærksomhedspunkter, når møder og

Når alle parter i en konflikt bliver hørt, og får mulighed for at udøve indflydelse, nedtones særinteresserne til fordel for helheden. Der opstår en vilje til at se modparten med nye øjne. I de situationer åbnes der

for nye perspektiver, handlemuligheder og innovative processer, der kan blive til en drivkraft, der styrker fællesskabet, og skaber udvikling og dybere og mere ærlige relationer.

Det er den kultur, jeg forsøger at fremme i de fællesskaber, jeg er en del af. Det er den kultur, jeg formidler, når fællesskaber hyrer mig til at facilitere samtale- og læreprocesser, der har til formål at vende fastlåste situationer til nye muligheder.

Det er den kultur, jeg håber, at denne artikel kan være med til at fremme.

Forstå konflikter For at forstå en konflikt, kan vi benytte definitioner og modeller, der kan hjælpe os med at forstå, hvad der sker, og hvad der er på spil, når der er konflikter i fællesskabet.

Konflikttrappen viser, hvad der sker i de sociale dynamikker, når sag og relation blandes sammen. Og hvordan konflikten eskalerer helt af sig selv, hvis ingen i fællesskabet griber ind. (Se illustration, s. 24).

Der findes også en konfliktskytrappe.

Den viser, hvordan vi kan optrappe en konflikt, samtidig med at vi undgår den.

Her sker personificeringen som indre billeder, der ikke siges højt. Man trækker sig fra modparten, og begynder at tale om i stedet for at tale med. Det hoved og krop er fyldt af, får man ikke sagt, og samarbejdet bliver tungt og besværligt.

Økosamfund i Danmark – Konflikter I Fællesskaber

Af Ditlev Nissen, Levende Lokalsamfund/Christiania

23

- penge, arbejde, materielle goder, plads tid Håndtering: forhandling Ønsket resultat: en aftale Hvordan fordeles ressourcer som er eller opleves som begrænset? Hvornår skal fester stoppe høj musik? Hvad koster det at leje fælleshuset?

Konfliktens dimensioner giver indblik i sagen; det som konflikten består af. Oftest er der to eller flere dimensioner på spil i den samme konflikt. Modellen er udviklet af Center for Konfliktløsning. Teksten i kursiv er mine kommentarer.

1. DEN OMGIVENDE STRUKTUR Om: lovgivning, skrevne og uskrevne regler, ledelse og ledelsesform, arbejdsdeling, budget, organisering Håndtering: organisatorisk og politisk arbejde Ønsket resultat: gode rammer, bedre samfund Ydre omgivende struktur: Kollektive og blandet ejerformer er juridisk vanskeligt, fordi lovgivningen er rettet mod private og individuelle løsninger.

Forbuddet mod cannabis har skabt både eksterne og interne konflikter i Christiania og Thylejren.

Indre omgivende struktur: Uklare visioner, strukturer og beslutningsprocesser kan føre til konflikter i dimension 2 til 5, de dimensioner hvor fællesskabet 100 % bestemmer hvordan det vil agere.

2. DET INSTRUMENTELLE Om: metoder, procedurer, midler Håndtering: argumentation Ønsket resultat: gode løsninger

Hvem gør hvad? Hvor træffes hvilke beslutninger?

Hvem har mandat til hvad? Procedure for rengøring af … eller for afholdelse af møder.

3. INTERESSER Om: fordeling af ressourcer

Aktiv lytning

4. VÆRDIER Om: personlige eller kulturelle, ideer man står inde for; moral, ideologi, religion, æstetik, respekt for menneskerettigheder Håndtering: åben kommunikation, dialog Ønsket resultat: større indsigt og gensidig forståelse

• Åbne spørgsmål • Opklarende spørgsmål • Øjenkontakt • Hold egne associationer tilbage • Ingen råd, kommentarer • eller forslag til løsninger • Vær nysgerrig • Tavshed er guld!

5. DET PERSONLIGE Om: identitet, selvværd, loyalitet, tillidsbrud, afvisning, ambitioner mv.

Håndtering: åben kommunikation, dialog Ønsket resultat: større indsigt og gensidig forståelse

Aktiv lytning er den vigtigste kompetence, når vi skal forstå og løse en konflikt (se tekstboks). Men det kræver klare spilleregler, når svære emner sættes på dagsordenen. For det er svært at lytte, når vi oplever os ”truet” eller vi sidder med den rigtige løsning på problemet. I stedet for at lytte holder vi generalprøve på det næste argument.

Eller vi afbryder, fordi vores synspunkt er vigtigere end modpartens.

Hvad er rigtigt og forkert? Hvad er god kommunikation? Skal vi træffe beslutninger ved stemmeflerhed, konsensus eller samtykke/ sociokrati?

I modsætning til konflikttrappen, hvor dynamikken er synlig og ’eksplosiv’, er konflikttrappen tavs og dræner energien.

irriteret, vrede eller såret. Få ondt i maven, taler højt eller afbryder. Hvor vi har svært ved at sove efter et konfliktfyldt møde.

Det personlige kan være vanskeligt at håndtere, fordi der er her vores usikker- og sårbarhed ligger.

Et lag er det der er sket; at man ikke er blevet hørt eller anerkendt mv. Et andet lag er dybe og måske skjulte følelser (tabuer, skyld og skam) eller sår fra barndommen, der kan spille en rolle i den måde vi reagerer på.

Når vi har en idé om hvilke dimensioner, der er på spil, får vi viden om konfliktens tyngdepunkt, der siger noget om, i hvilken dimension man skal starte med at løse op for konflikten.

Instrumentelle og interessekonflikter er til forhandling. Forslag og argumenter fremføres og aftaler besluttes, så vi kan gå i gang med at virkeliggøre aftalen.

Værdi- og personlige konflikter er til dialog. Det anbefales at starte med det, der er til dialog, fordi det er her, vi bliver set, og føler os forstået. Når vi ikke bliver set, kan det ske, at vi projicerer vores følelser ud i fællesskabet eller mod os selv i form af selvfordømmelse. Når det sker, kan det være svært at lave aftaler i de øvrige dimensioner, fordi mistillid og spændinger hele tiden lurer under overfladen.

Møde konflikter Den sværeste disciplin handler om, hvordan vi kommunikerer og reagerer, når vi befinder os midt i konfliktens spændinger. Det er der, hvor vi går eller slår. Bliver

Konflikters sprog Den holdning vi har til en konflikt, viser sig i vores sprog; verbalt såvel som kropsligt. Når vi bliver bevidste om sprog, der optrapper og afspænder en konflikt, kan vi bedre vælge, hvilken vej vi vil ind på.

Den gode dialog og den dårlige diskussion er et billede på, hvordan afspændende og optrappende sprog kan udfolde sig på fællesskabets møder.

GOD DIALOG • Åben for at lære nyt.

• Målet er at finde fælles grund.

• Adskiller person og sag.

• Samarbejde – stræber efter fælles forståelse. Lytter for at forstå, finde mening og fælles grund.

• Udforsker konfliktfyldte situationer fra mange synsvinkler.

• Beriger hinanden ved at se forskelligt på den samme situation.

• Åben for bedre løsninger end de oprindelige forslag.

DÅRLIG DISKUSSION • Jeg har ret.

Inspiration til konstruktiv konflikthåndtering

Og hos dem der ikke orker at gå til møderne, selvom de har synspunkter i forhold til dagsordenen og en moral, der siger, at de burde deltage i møderne.

Mit håb er, at vi som fællesskaber kan opbygge en konfliktkultur, hvor vi bliver bedre til at reagere bevidst, når vi, direkte eller indirekte, bliver part i en konflikt.

(Se tekstboks).

Bevidste reaktioner på en konflikt

Dialog skaber afspændte og lyttende møder. Dialog handler ikke om at opgive sine synspunkter eller interesser men at gå efter bolden frem for personen. Så undgår vi at personificere konflikten, gøre den mudret og svær at håndtere.

Undvige: Time-out, finde egen ro, afvente et mere passende tidspunkt.

Sige pyt, glatte ud, trække sig fra overmagten. Aflede, dreje energien i en anden retning. Trække sig fra relationen.

Stå fast: Markere grænser, konfrontere, sige fra, bruge sin magt og position. Henholde sig til love og regler, føre sag, “vælte” nogen.

Beskytte en svagere part.

Møde og åbne: Give opmærksomhed til og italesætte konflikten, hård på sagen, blød på modparten.

Tage og bevare kontakt, tænke VI. Udtrykke sig selv, være tydelig, stå fast. Undersøge den andens perspektiv, være nysgerrig. Invitere til dialog og til at arbejde med konflikten.

Hvordan reagerer du når der er konflikt?

Har du et impulsivt eller bevidst konfliktmønster? Den impulsive reaktion er øjeblikket hvor du flygter, fryser eller slås – og dermed på vej op ad konflikttrappen.

Eller har du en dialogorienterede reaktion, der kan være med til at åbne konflikten?

I fællesskaber der har lidt under konflikter, er det de impulsive reaktionsmønstre, der er dominerende. Når konfliktniveauet begynder at stige, aktiveres hos mange af os en form for traume respons.

(Se illustration).

Løse konflikter Når folk begynder at cykle op og ned ad konflikttrappen, bliver konfliktniveauet mere eller mindre permanent. Det er her man vil sige, at konfliktniveauet er udfordrende med stærke og følelsesmæssige konflikter. Nogle trækker sig, mens andre går i kamp. Konflikten spreder sig ud i fællesskabet, og flere begynder at lide på grund af de spændinger, der følger med konflikten.

Konsekvensen er, at mange trækker sig fra fællesskabet, fordi der er mere livskvalitet i at se fjernsyn end at deltage i konfliktfyldte møde- og beslutningsprocesser.

Manglende deltagelse avler frustration hos alle parter. Både hos dem der sidder til møderne og synes, at alt for få deltager.

Konfliktmægling er frivillig, hvorfor det forudsætter, at alle parter siger ja til at forsøge at løse konflikten.

(Se tekstboks).

Basal konfliktløsning Acceptere forsøg på at løse op: Træde tre skridt tilbage Tid, sted, regler Direkte kontakt: Være enige om at være uenige Møde hinanden Begge fortæller om og lytter til hinandens: Version af historien Standpunkt i sagen (ofte uforeneligt med modpartens) De følelser, der hører med til konflikten Finde de underliggende behov og interesser: Udtrykke dem Lytte til den andens Finde hovedlinjerne: Formulere dem sammen Finde løsninger: Brainstorm om mange – vælge de bedste Indgå aftaler: Sikre at begge er tilfredse

2. Vinder-taber - der findes i to varianter. Tilpasning: I spændet mellem ”du får ret og jeg får fred” og den svage part underkaster sig den stærkes magt. Adskillelse: Den ene part bliver, og den anden part rejser, fordi situationen er ulidelig eller fordi vedkommende smides eller moppes ud.

Når konflikten når hertil, er der tre måder, den kan håndteres på.

3. Inddrage eksterne autoriteter, fx politi, advokater og/eller domstole i konflikten. Det sker, når fællesskabet ikke evner at håndtere konflikten, og fordi konsekvenserne er så voldsomme, at man må hente hjælp udefra.

1.

Forebygge konflikter

Basal konfliktløsning, fx med hjælp fra en uvildig konfliktmægler, der hjælper parterne med at forstå, hvad konflikten handler om og finde en løsning, som alle parter finder tilfredsstillende.

Konfliktforebyggelse er den vigtigste af de fire discipliner, fordi fællesskabet nemt mister sit fodfæste, når det er under pres. Når det sker, forlader vi 'samarbejde, fællesskab og magt-med' - de værdier vi

Økosamfund i Danmark – Konflikter I Fællesskaber

• Målet er at vinde.

• Sammenblander person og sag.

• Man er i opposition – begge parter søger at finde fejl hos hinanden.

• Lytter for at finde fejl og mangler for at kunne angribe argumenter.

• Fremfører sine egne antagelser, som var de sandheder.

• Søger efter det der adskiller.

• Forsvarer egne løsninger og udelukker alternativer.

25

ønsker at leve og udvikle. Og vi skrider over i 'konkurrence, individualisering og magt-over' - det som skole og samfund har socialiseret os til. Det sker helt naturligt, fordi de fleste af os reagerer med at slå eller gå, når vi kommer under pres.

Forebyggelse af konflikter handler om at skabe et miljø, hvor vi kan blive i 'samarbejde, fællesskab og magt-med', selv om det er svært og konfliktfyldt. Ofte med hjælp fra en eksterne facilitator. (Se tekstboks).

Facilitering og mødeledelse

Facilitering har fokus på at gøre det lettere for en gruppe mennesker, at udrette det gruppen gerne vil udrette.

Facilitator er en uvildig mødeleder, der hjælper med at designe og lede gruppens samtaler og sociale samspil. Facilitator guider gruppen ved hjælp af åbne og betydningsfulde spørgsmål, samt processer der sigter efter udfolde gruppens kollektive intelligens.

Samtaleformen understøtter deltagerne, så de kan fordybe sig, tænke ud af boksen, afklare spørgsmål og uenigheder, løse opgaver og træffe beslutninger på måder, hvor sag og relation holdes adskilt.

Fx. ved at afholde møder og udviklingsdage, hvor fællesskabet taler om vanskelige emner på måder, hvor det er ok at være uenige, hvor vi lytter til hinanden og søger det fælles. Hvor spillereglerne er klare og hvor vi, mens vi taler med hinanden, træner afspændende kommunikationsformer.

Hvor dialogprocesserne giver plads til nye perspektiver, sådan at løsnings- og samarbejdsmuligheder kan udvikles.

Opsamlingerne fokuserer på det, vi er fælles om. Det vi er enige om, kan vi beslutte og handle på umiddelbart efter udviklingsdagen. Der hvor vi er uenige, er der brug for flere undersøgende samtaler, før der kan besluttes og handles. Vægaviser og afrapporteringsspørgsmål sikrer, at der foreligger et skriftligt produkt fra dagen.

Hvis udviklingsdagen skal have en længerevarende effekt, skal arrangørgruppen tage ansvar for, at mødets resultater bringes videre ind i fællesskabets formelle møde- og beslutningsprocesser.

Når den gensidige respekt og forståelse er til stede i samtalerne, oplever de fleste, selv om det er svært, at det er berigende at tale om uenighederne. Når alle bliver hørt og de relevante aspekter og perspektiver bliver belyst, gives der ejerskab til beslutningerne. Bliver vi hørt og kan vi se, at vores argumenter er med på 'beslutningsvægten', har vi nemmere ved at sige ja til beslutninger, vi ikke er helt enige i.

Tre typer af møder ”Det er først, når vi kender hinandens værdier og historie, vi kan vurdere og værdsætte, hvad de andre gør.” Det kommer fra økosamfundet Sieben Linden, der har organiseret sin beslutningsproces i tre typer af møder. (Se tekstboks).

Tre typer af møder Møder hvor følelser deles: Om glæder, sorger og udfordrende situationer. Fx. frustrationer, konflikter, sygdom eller det der giver glæde og livsfylde. Formålet er at styrke kærlighed, medfølelse og gensidig tillid.

Møder hvor verdensbillede deles: Om værdier, politiske holdninger, spirituel praksis m.m. Fx natursyn, vegetarisme, meditation, økonomi, mødeformer m.m. Formålet er at vække bevidstheden og finde og styrke de fælles værdier.

Organisationsmøder: Fra store fællesmøder til mindre arbejdsgrupper.

Formålet er at træffe beslutninger, så drømmene kan gøres til virkelighed.

Når følelser og værdier bliver en del af fællesskabets samtale- og beslutningsprocesser, fører det til bedre beslutninger, fordi det er med til at øge den psykologiske tryghed, når vi får et større kendskab til hinandens erfaringer og motiver.

Når jeg designer møder, bestræber jeg mig på, at de tre typer er integreret i mødet, fordi det fremmer en kultur, hvor

Årsmøde 2024, Foto: Ditlev Nissen

deltagerne kan droppe masken og være til stede som hele mennesker. Desuden styrker det fællesskabskulturen samt balancen mellem individ og fællesskab.

Fællesskabet som læringsrum Heldigvis er der flere fællesskaber der erfarer, at konflikter kan håndteres på måder, hvor den bundne energi frigives, og fører til nye indsigter og udviklingsmuligheder.

Konstruktiv konflikthåndtering kommer ikke af sig selv. Det er en kompetence, der skal læres og trænes – igen, igen og igen.

Da det er noget alle medlemmer af et fællesskab bør lære, er det oplagt at bruge fællesskabet som et læringsrum, hvor fællesskabet er sammen om at opbygge den enkeltes og fællesskabets kompetencer inden for konstruktiv konflikthåndtering.

Det overordnende formål er at berige vores hverdagsliv, beslutningsprocesser og den fremtid, som vi samskaber med hinanden.

Et første skridt er at bruge denne artikel, når der er konflikt i fællesskabet. Brug aktiv lytning og indled en samtale om de udfordringer som fællesskabet tumler med – og måske også lider under. Samtalen kan organiseres i tre runder: 1) Hvad ser jeg, der sker? 2) Hvad tænker jeg, når jeg hører helheden/de andres betragtninger? 3) Er der brug for yderligere handling? Hvis ja, hvad er næste skridt? I er velkommen til at kontakte mig, hvis I har brug for sparring til denne proces.

Ditlev Nissen faciliterer og underviser med afsæt i konfliktløsningens og økosamfundenes univers. Han driver virksomheden Levende Lokalsamfund, bor i Christiania og er med i LØS’s bestyrelse. Ditlev er medskaber af, og har boet tre år i bo- og landbrugsfællesskabet Permatopia. Kernen i artiklen kommer fra Center for Konfliktløsning, hvor Ditlev var underviser og konsulent i 1997-2009.

Illustrationer: Traume Reaktioner v. Freja fra Friskoven på Bornholm. 6-nej-9 v. Loulou fra Hallingelille

Den genoprettende vej til bedre dialoger og konflikter

Foto: Søren Pagode

Af Di Ponti

genoprettende cases for at inspirere til mere genoprettende arbejde i dit liv og økosamfund.

Hvad er det genoprettende paradigme, og hvordan kan det bruges som guide til et godt liv sammen i økosamfund og andre fællesskaber?

GENOPRETTENDE REFLEKSION

Hvordan kan vi holde fast i at se det menneskelige i hinanden - i alle processer fra de velfungerende møder, hvor vi finder sammen i rammerne for vores fællesliv, til konflikterne, hvor vi støder på smerten i vores relationer? Genoprettende Cirkler er et paradigme, som støtter os i den aspiration, og hjælper med at give plads til de gode grunde til, at folk handler, som de gør, og minder os om, at det er os, som skal definere, hvordan vi skal leve (inden for de rammer som strukturerne og andre har lagt for os).

Hvordan vækkes din genoprettende undren?

Restorative Circles/Genoprettende Cirkler er en praksis, som kommer fra både Ikke-Voldelig Kommunikation – Marshall Rosenbergs dybe forståelser af kommunikation som italesætter fakta, følelser, behov og strategier og fra Genoprettende Retfærdighed. En bevægelse både i skolerne, ungdomsdomstole og også på arbejdspladser, som går væk fra straf, og finder veje til at ”gen-op-rette” relationerne. Dominic Barter, Sissi Mazetti og andre kollegaer har oprindeligt formuleret de principper og praksisser, som de brugte for at fremme dialog i slumkvartererne i Rio de Janeiro.

Her får du en ‘genoprettende dialog-refleksion’; spørgsmål som kan bruges i genoprettende dialoger i fællesskab og to

Eksempler på spørgsmål og svar som kan vække den genoprettende ånd hos den enkelte i et fællesskab.

Har du oplevet at lytte fra hjertet?

- Så kender du til den kvalitet, det er at se det menneskelige i den anden. At andre har nogle følelser og grunde til, hvorfor de agerer som de gør. At de har deres smerte, som vi alle har. At det man hører berører én, og får én til at se ting i et nyt perspektiv.

Har du oplevet en proces, som gavnede alle de involverede?

- Så kender du den kvalitet det er, når vi formår at gøre noget omfavnende i fællesskab, at skabe en ramme som giver plads til alle, og hvor alle kan blive hørt, og hvor vi finder veje videre sammen.

Vi kan godt komme i kontakt med de genoprettende kræfter i os. Vores interesse i at finde veje til, hvad er det rigtigt og forkert, hvor vi er så langt fra straf som muligt, og hvor vi er så bevidste som muligt. Men hvorfor skal det være så svært?

- At leve tæt med sine naboer er selvfølgelig rigtigt svært. Det er en livslang proces at leve i fællesskab, og det kræver mod og dedikation at genlære at give og tage plads, være rummelig og sætte grænser på samme tid.

Økosamfund i Danmark – Konflikter I Fællesskaber

Den genoprettende vej til bedre dialoger og konflikter

27

- At bo i et økosamfund er at have store drømme. Desto større drømme, smukkere principper og væsentligere værdier,vi sætter op for os selv som pejlemærker, desto mere smertefuldt kan det være ikke at kunne leve op til dem.

GENOPRETTENDE DIALOG For at bygge genoprettende systemer og facilitere genoprettende samtaler, kan man spørge følgende i dialoger og grupper i fællesskabet: For at komme i kontakt med den genoprettende flamme: Hvad gør vi allerede, der virker, når konflikt bliver smertefuld?

Hvad gør vi, som ikke virker så godt?

Hvad drømmer vi om?

For at blive mere bevidst om strukturerne: Hvilke slags støtte har jeg/vi brug for, og hvem går vi til for at finde den støtte?

Hvad er i vejen for, at vi kan se det menneskelige i alle involverede?

Hvor er magten og ressourcerne i vores økosamfund, og hvordan kan vi dele dem bedre?

For at lytte dybere: Hvad er de gode grunde til, at folk agerer som de gør?

Hvilke behov og værdier passer de på?

For at sikre modtagelse i dialogen: Har jeg forstået dig rigtigt, når du siger….

Er der mere?

GENOPRETTENDE CASES - inspireret af forskellige virkeligheder Den spontane: Til vores adhoc gruppe om indretning af fælleshuset, spurgte Sunshine, om vi ikke kunne holde hænder og snakke om den forsinkelse i byggeri, som påvirker os alle sammen. Marta svarede: ”Vi har ikke tid til den slags pjat og føleri”. Sunshine fik tårer i øjnene, og gik fra mødet kort efter. Stemningen var lidt anstrengt, men vi gennemførte de beslutninger, som var på dagsordenen.

Vi - Maria og Birk - snakkede bagefter om, at vi var bekymrede for Sunshine. Vi bankede på og hørte, hvad Sunshine havde på hjerte. Vi spurgte, om Sunshine ville snakke med Marta, hvis vi var til stede. Så gik vi hen til Marta og hørte, hvad hun havde på hjerte. Den aften mødtes vi fire, og vi faciliterede det sådan, at Sunshine følte sig hørt af Marta, og Marta af Sunshine. De har to vidt forskellige tilgange til udfordringen med forsinkelsen; den ene vil give plads til følelser, den anden har brug for effektiv handling. Vi fandt på en plan videre sammen, og var enige om, at det var godt de snakkede, så konflikten ikke fik mulighed for at gære og vokse sig større.

Den planlagte: I et helt år havde de to ildsjæle, som havde startet økosamfundet, småskændtes. Deres samspil, som en gang var økosamfundets styrke, var også blevet til en hæmsko. De andre følte sig rimeligt

Illustration: Søren Pagode

magtesløse; de oplevede dem som stædige, og flere havde taget parti og bekæmpede nu hinanden. Nogle stykker var allerede flyttet væk. Ifølge den genoprettende plan, som de havde lavet, lige som de også havde en permakultur plan, blev en gruppe dannet for at kigge på muligheder for vejen frem. Gruppen kom frem til at kontakte en genoprettende facilitator. Efter individuelle samtaler med den lille gruppe, de to ildsjæle og et par andre, blev der organiseret to store genoprettende cirkler. Nu var det tid til at rydde op. Den første genoprettende cirkel startede med små grupper, hvor alle kom i kontakt med, hvordan de selv blev påvirket af situationen. Cirklerne gav plads til nuet, fortid og fremtid i den rækkefølge. Mest fortid i den første og mest fremtid i den sidste.

Facilitatoren holdt fast i en langsom dialog, hvor det kom frem, at de to grundæggere var stressede af ansvarsbyrden, men også at de ikke var helt enige om visionerne. Men endnu vigtigere viste det sig, at fællesskabet kunne løfte en hel del mere, og at alle efter processerne følte sig endelig velkomne til endeligt at kunne bidrage. Konflikten viste sig at være en gave til det økosamfund, og det blev senere døbt ”den anden fødsel”.

Di Ponti har boet på Christiania i 14 år, har arbejdet for LØS, været konsulent for GEN, og har lyttet og støttet et hav af fællesskabskonflikter i tidens løb. Di bruger den Genoprettende Cirklers paradigme som et kompas til at facilitere og støtte andre i konflikter, for at holde fast i det menneskelige i alle involverede og sammen bygge strukturer, hvor vi bedre kan dele vores ressourcer, også de affektive.

Hvad er social bæredygtighed - egentlig?

Hvad er social bæredygtighed egentlig?

Begrebet ’social bæredygtighed’ har været bredt anerkendt og anvendt i årtier. Alligevel er begrebet ofte så uklart, at det efterlader flere spørgsmål, end det besvarer.

Af Hanna Leinum

Hvad betyder ordet ’bæredygtig’?

1907 dukker det danske ord ‘bæredygtig’ for første gang op i den danske ordbog. Med den nærliggende betydning at være i ’stand til at bære noget’ eller at ’kunne tåle vægten af noget’. Særligt forbindes bæredygtighed med frugtbarhed og frugttræernes evne til at bære frugt under de rigtige omstændigheder. Senere forskyder betydningen sig til i højere grad at handle om fremtiden.

Senest fra 1977 bliver ordet ’bæredygtig’ forstået som

Svaret på spørgsmål afhænger i høj grad af hvem man spørger.

Indenfor disciplinerne økonomi, sociologi, byplanlægning, sundhedsfremme og social læring forstår man social bæredygtighed med udgangspunkt i de respektive discipliner. Social bæredygtig inden for byplanlægning betyder typisk, at der er taget højde for både kulturel og social integration samt diversitet. Gentrificering er således ikke bæredygtigt. Økonomerne derimod definerer socialt bæredygtige systemer, som systemer der er retfærdige i forhold til fordeling af ressourcer og muligheder. Eksempelvis skal adgang til sociale velfærdsydelser sikre en vis grad af lighed.

Fattigdom er ikke bæredygtigt. Også blandt foreninger, NGO’er og politikere er betydningen af social bæredygtighed i høj grad kontekstafhængig.

Fonde og frivillige foreninger har typisk en anden forståelse af det sociale end virksomheder med en ESG (Environmental, Social and Governance) politik. Ifølge lektor på RUC, Katia Dupret, kan man dog pege på nogle fællestræk. ”Man kan skelne mellem en rettighedsbaseret forståelse og et behovsorienteret fokus på

noget der ...sikrer eller indebærer holdbare positive resultater (i et bestemt henseende) uden at ødelægge det foreliggende grundlag”. F.eks. skriver en kvinde i ugebladet Hjemmet i 1992: ”Min mands idé var bæredygtig, og da han var 24 år, havde han 70 mand i arbejde”. Da FN’s første store rapport, Brundtland-rapporten, om bæredygtig udvikling udkom i 1987, bliver ordet ’bæredygtighed’ for alvor et politisk og betydningsfuldt koncept.

Økosamfund i Danmark – Social Bæredygtighed

Du tænker måske, at bæredygtighed handler om klima og miljø. Men da FN i 1987 for første gang introducerede idéen om bæredygtig udvikling til verdenssamfundet, var budskabet langt bredere. I Brundtlandrapporten blev bæredygtig udvikling introduceret som en samfundsmæssig udvikling med miljømæssige, økonomiske og sociale aspekter. En udvikling med det mål at kunne opfylde nuværende generationers behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare. Senere blev den opfattelse udbygget med den såkaldte søjle-model, hvor de tre søjler: miljø, økonomi og socialitet tilsammen udgør bæredygtighed. Samme model er også kendt som de 3 P’er: People, Planet and Profit – eller de 3 E’er: Ecology, Equity and Economy. Igennem årene er modellen blevet kritiseret for meget, heriblandt en diffus eller helt manglende forståelse for social bæredygtighed. Social bæredygtighed er den mindst udviklede af de tre søjler, og bliver ofte kun omtalt i relation til økologisk og økonomisk bæredygtighed. Derfor er social bæredygtighed også blevet kaldt for den oversete søjle og den glemte dimension. Det efterlader spørgsmålet: Hvilken bæredygtighed er det, vi har glemt?

29

social bæredygtighed”. Den rettighedsbaserede tilgang handler om målbare processer og retningslinjer. Et eksempel kunne være FN’s verdensmål eller socialpolitiske spørgsmål om retfærdighed eller lige rettigheder. Den behovsorienterede tilgang til social bæredygtighed handler om det levede liv. Hvordan indretter vi os i hverdagen? Hvordan knytter vi relationer og laver fællesskaber?

Det behovsorienterede handler om socialpsykologiske spørgsmål” Til dagligt underviser og forsker Dupret i social bæredygtighed.

Hun oplever en stigende interesse for begrebet ”Der er kommet en større bevågenhed på de sociale kriser, blandt andet trivselskrisen.

Jeg tror også at FN’s verdensmål har gjort social bæredygtighed til et mere tilgængeligt emne. Social bæredygtighed handler om så meget mere end bare trivsel. Det handler også om retfærdighed, inklusion og lige vilkår”. Ifølge Dupret risikerer social bæredygtighed at blive et tomt begreb, hvis vi ikke har en holistisk tilgang til det sociale. Hun forklarer, hvorfor det sociale ikke kan isoleres fra hverken politik eller miljø; ”Retfærdighed er vigtigt for trivsel, fordi det er den ’sociale lim’, som får samfundet til at fungere. Love og regler giver mennesker en følelse af meningsfuldhed.”

Man kan skelne mellem en rettigheds”baseret forståelse og et behovsorienteret fokus på social bæredygtighed. Den rettighedsbaserede tilgang handler om målbare processer og retningslinjer. Et eksempel kunne være FN’s verdensmål eller socialpolitiske spørgsmål om retfærdighed eller lige rettigheder. Den behovsorienterede tilgang til social bæredygtighed handler om det levede liv. Hvordan indretter vi os i hverdagen? Hvordan knytter vi relationer, og laver fællesskaber? Det behovsorienterede handler om socialpsykologiske spørgsmål

”

Hvad er det som truer eller forurener den sociale bæredygtighed?

Manglende demokrati, fremmedgørelse og erodering af sammenhængskraft er blandt de vigtigste trusler, konkluderer Dupret m.fl. i bogen Social Bæredygtighed: Begreb, Felt og Kritik. Dupret uddyber: “Det er en sum af mange ting, som truer den sociale bæredygtighed. Det er en afstand mellem os som mennesker.

Det er afstanden til verden. Det er en manglende sensitivitet.

Vi undgår det ubehagelige i kontakten med andre. Jo mere vi undgår det ubehagelige, jo sværere bliver det at være sammen med folk vi er uenige med.” Har vi som individer og samfundsborgere ikke kompetencerne til at være socialt bæredygtige? Er vi socialt og følelsesmæssigt inkompetente? På det svarer Dupret

formildende ”Nej, så hårdt vil jeg ikke stille det op. Vi er uøvede i at forholde os til andre mennesker. Vi er mindre trænede til at håndtere konflikter, uenigheder og verdens mangfoldighed.”

Social bæredygtighed handler således også om kvaliteten og holdbarheden af vores fællesskaber. Spørgsmålet om vi er socialt bæredygtige, er nødvendigvis også et spørgsmål om vores fællesskaber er bæredygtige. Historisk set har vores fællesskaber aldrig været mere uforpligtende end i dag. Flere historikere og sociologer har beskrevet vores moderne tidsalder som en tid, hvor markedsøkonomien og den individuelle identitet har erstattet betydningen af fællesskabet. I 2024 er ensomhed stadig et stigende problem. Styrkelse af fællesskaber og minimering af ensomhed nævnes da også som centrale punkter i et notat udgivet af den grønne tænketank Concito. Notatet handler om social bæredygtighed som et vigtigt element af den grønne omstilling af byggeriet. Det forudser et stigende fokus på social bæredygtighed i det almene byggeri, offentlige og private sektor.

Her er budskabet klart: Der skal bygges og renoveres huse, som passer bedre til det hele menneske. Og som på den måde kan afhjælpe den manglende sensitivitet, som Dupret taler om.

Eller som Inger Christensen formulerer det i sit berømte digt:

”

Et samfund kan være så stenet At alt er en eneste blok Og indbyggermassen så benet At livet er gået i chok Og hjertet er helt i skygge Og hjertet er næsten hørt op Til nogen begynder at bygge En by der er blød som en krop.

”

I LØS arbejder vi med udgangspunkt i bæredygtighedshjulet.

Social bæredygtighed i bæredygtighedshjulet: • Opbygge fællesskab og værdsætte mangfoldighed • Kommunikation, beslutningsprocess og konfliktløsning • personlig udvikling og ledelse • Fejring af livet, ritualer, kreativitet og kunst • Uddannelse og sociale netværk og aktivisme

7 trin til et forbundet fællesskab

Af Olha Simon Hvorfor ønsker folk at leve i intentionelle bofællesskaber? For mange af os sker det som et resultat af vores søgen efter mere meningsfulde og autentiske relationer til andre mennesker. Ifølge den liste over behov som Marshall Rosenberg, forfatteren til det ikke-voldelige kommunikationssystem, har udarbejdet, er forbindelse den største kategori af grundlæggende menneskelige behov, herunder behovet for accept, påskønnelse, samarbejde, kommunikation, sikkerhed, behovet for at blive set og forstået og en række andre. Men når vi rent faktisk begynder at bo sammen i en eller anden form for bofællesskab, hvad enten det er et stort etableret økosamfund, et lille ungt kollektiv eller en spirituel ashram, mister vi ofte hinanden bag vores arbejde, frygt, frustrationer og simpelthen

bag væggene i vores huse og værelser, der tjener os som komfortzoner.

rum, hvor alle i jeres fællesskab kan åbne op og blive sårbare overfor hinanden.

Men hvordan kan vi rent faktisk komme bag disse materielle og immaterielle mure og etablere ægte, glædesfyldt kontakt med alle andre medlemmer i vores fællesskab? Som koordinator for Ecovillage Design Education-kurset, Bofællesskabsuddannelse, og medlem af Avnø Oasis økosamfund kan jeg se, at det ikke er raketvidenskab - det er et spørgsmål om at bruge enkle men nyttige metoder til at styrke det sociale liv.

Delingscirkler er måske den enkleste praksis. En gang om ugen sidder hele vores bofællesskab i en fortrolig cirkel, og når talestokken går rundt, får alle en chance for at dele det, der lever i dem, uden at der bliver afbrudt, kommenteret eller spurgt om noget.

Åbn op for hinanden Jo tættere kontakt vi har med hinanden, jo mere ser vi hinanden. Jo mere vi ser hinanden, jo mere forstår vi hinanden. Jo mere vi forstår hinanden, jo mere er vi i stand til at elske hinanden. Så skab trygge

Faciliterede fuldmåne-kvinde- og mande cirkler med mulighed for at udtrykke sig gennem ord eller kunst er også et rum, hvor vi kan dele noget vigtigt og ofte smertefuldt, hvis vi går igennem nogle kønsrelaterede problemer, og blive hørt, anerkendt og støttet.

En anden velkendt fællesskabsopbyggende metode er ZEGG Forum, der blev udviklet i økosamfundet ZEGG i Tyskland

Økosamfund i Danmark – Social Bæredygtighed

7 trin til et forbundet fællesskab

31

for omkring 20 år siden, hvor en person udtrykker sin udfordring på kunstneriske måder, og derefter får feedback fra cirklen om, hvordan det opfattes af folk, som ikke er følelsesmæssigt involverede.

Cirka hver anden måned kan vi også godt lide at arrangere aftener med dybe samtaler: Cirklen samles, og alle nævner 0-2 emner, som de gerne vil dykke dybere ned i, og begrunder dem. Derefter er alle velkomne til at dele en historie fra deres liv, deres følelser, deres meninger om et af de nævnte emner - og andre kan stille yderligere spørgsmål for at afklare noget eller invitere til at uddybe delingen endnu mere.

Sam-skab jeres virkelighed At gøre meningsfulde ting sammen giver en behagelig følelse af at opnå noget, at vokse, at komme videre og at blive støttet i samskabelse. På Avnø deler alle fællesskabets medlemmer vores daglige pligter som madlavning og opvask. Arbejdsmæssigt bidrager vi alle regelmæssigt til en eller flere arbejdscirkler; have, skole, vedligeholdelse og så videre. Vi har et kontorfællesskab, hvor folk kan holde arbejdsmøder eller udføre forskellige opgaver, mens de er tæt på hinanden, og får en snak eller udveksler en vittighed en gang imellem.

Vi har også en 30 minutters morgencirkel hver morgen, hvor vi synger en sang, deler informationer, tager fællesskabsrelaterede spørgsmål op, og træffer beslutninger

om ting, der vedrører hele fællesskabet.

Under torsdagsmiddagen deler og fejrer vi vores personlige og fællesskabsrelaterede præstationer i den forgangne uge. Nogle gange har vi fælles arbejdsdage, hvor vi vælger 3-5 større opgaver, og løser dem i grupper med en efterfølgende fejring.

Nyd livet sammen Fælles såvel som individuel afslapning og nydelse er afgørende for fællesskabets trivsel. I vores økosamfund spiller regelmæssige fælles måltider med lækker mad og gode samtaler en stor rolle. Vi spiser alle vores måltider sammen. En fælles filmaften med en sjov komedie eller en inspirerende dokumentarfilm er en anden måde at slappe af på, som næsten ikke kræver nogen forberedelse - og sikke en glæde det er at diskutere filmen bagefter.

Endnu en mulighed for fælles fritid er at arrangere ture sammen - tage til stranden, besøge et loppemarked, deltage i en demonstration eller rejse sammen til den næste Global Ecovillage NetworkGathering i Ungarn!

Da jeg boede i Ukraine, og var et aktivt medlem af det ukrainske økosamfundsnetværk, elskede vi at besøge andre økosamfund for at styrke båndene. Ikke kun inden for vores NGO men også mellem økosamfund. Ifølge Dragon Dreaming, en projektskabelses- og ledelsesmetode udviklet af John Croft, bør en fjerdedel af al den tid, der arbejdes på et projekt, bruges på fejring/evaluering. Så vær kreativ og fejr fødselsdage, helligdage og andre betydningsfulde lejligheder sammen på forskellige spændende måder!

Integrer nye medlemmer På Avnø har vi ofte en ret dynamisk strøm af mennesker gennem vores fællesskab.

Folk kommer, folk bliver et stykke tid, folk rejser og kommer nogle gange tilbage igen; vores elever, venner og familie, frivillige, beboere, kursusledere, naboer og mange andre gæster. Vi ønsker, at vores nyankomne skal føle sig velkomne og trygge ved resten af fællesskabet, så vi har skabt et sæt integrerende metoder.

Enhver ny person i vores fællesskab får tildelt en buddy - et kyndigt medlem af fællesskabet som viser dem rundt, og

forklarer alle de grundlæggende detaljer om det daglige liv på Avnø. Vores erfaring er, at der er nogle særligt vigtige tidspunkter for integrationen af et nyt medlem - tre dage, ti dage, tre uger, 3-4 måneder og ét år. Meget ofte sker det, at folk netop på det tidspunkt forbinder sig med projektet på et dybere niveau, eller begynder at føle sig frustrerede over forskellige ting, fordi projektet eller deres særlige ansvarsområder ikke længere er, hvad de har brug for. Derfor er det vigtigt at tjekke ind med dem på de tidspunkter, tale med dem og støtte dem i at finde løsninger, hvis det er nødvendigt. Når der kommer en ny person, især hvis de planlægger at blive hos os i længere tid, arrangerer vi en åbningscirkel under deres første måltid hos os, hvor alle medlemmer af fællesskabet kort kan præsentere sig selv og fortælle, hvorfor de er en del af vores fællesskab - også den nyankomne. Hvis en person, der har boet hos os i længere tid, forlader os, holder vi på samme måde en afslutningscirkel for vedkommende, før han eller hun rejser, hvor alle kan fortælle, hvad personens tilstedeværelse har betydet for dem, sende gode ønsker eller nogle anbefalinger med på vejen til den person, der rejser.

Udtryk jer sammen Inviter folk til at vise sig selv og til at se hinanden. At udtrykke hvordan vi opfatter livet, og hvilken slags verden vi har inde i vores hoveder og hjerter, bringer os tættere på hinanden, og giver os en chance for at beundre de unikke forskellige kreative universer inde i os alle sammen. I mit fællesskab synger vi dagligt i vores morgencirkler, og har åbne sangaftener med højskolesange en gang om måneden. Ved at træne vores stemmer kan vi blive mere klare og sikre, når vi udtrykker vores behov og ønsker i hverdagen. Vores ugentlige Biodanza-aftener med guidet bevægelse er kreative rum, hvor hele vores krop kan bevæge sig, og ryste det af sig der blokerer os og nyde hinandens selskab. At lave stort set alle former for kunst sammen giver også en fantastisk følelse af sammenhold; skabe keramikfigurer, male, jamme på musikinstrumenter, improvisere teater, dekorere noget - og derefter diskutere processen og udbyttet.

7 trin til et forbundet fællesskab

Fælles uddannelse

At leve i et fællesskab kræver en masse kommunikation for at få ting til at ske og sørge for at alle er glade og tilfredse. På Avnø bor vi meget tæt på hinanden, og har mange fælles projekter, så der opstår dagligt alle mulige forskellige situationer og spørgsmål. Det er en stor hjælp, at vi praktiserer sociokrati og IVK, skaber bevidsthed om, hvordan dramatrekanten fungerer (offer, redder, krænker), og at vi uddanner vores nye medlemmer til også at bruge dem.

Når jeg bliver spurgt, hvad man skal starte med for at skabe et godt fællesskab, elsker jeg at svare: Start med at uddanne jer selv og bliv ved med at gøre det igennem hele den fælles rejse! Når alle medlemmer af fællesskabet er enige om hvilke metoder, der anvendes i fællesskabet, og kender den viden, som fællesskabets værdier og processer er baseret på, bliver livet i fællesskabet ubesværet og trygt. Denne udveksling af grundlæggende information kan ske gennem fælles og gensidig uddannelse. Man kan organisere og tilbyde uddannelsesaktiviteter for hinanden, så godt man kan. Det behøver ikke at være perfekt; workshops, præsentationer, lynkurser, videoer, øvelser osv. Det er også meget givende at deltage i professionelle kurser, webinarer eller konferencer sammen med et par andre medlemmer fra fællesskabet og derefter bringe viden tilbage til fællesskabet og øve sig sammen. At se dokumentarfilm om andre bæredygtige projekter og intentionelle fællesskaber kan give gode idéer og inspiration. Og selvfølgelig skaber deling af nyttige links med de andre medlemmer af fællesskabet et fælles vidensfelt mellem jer. At dele den viden og de færdigheder, du har med dit fællesskab, er at bryde dig om jeres fælles fremtid.

Til vores digitale kommunikation bruger vi Mattermost. Denne platform giver os mulighed for at have private chats med alle medlemmer af fællesskabet og separate chats for hver arbejdscirkel. Vi gemmer vores fælles politikker, beslutninger og mødereferater på Notion. Alle vores fælles filer er tilgængelige for alle medlemmer af fællesskabet på vores fælles Google Drive og på vores egen server. Denne digitale kommunikation kan dog nogle gange blive for følelsesfattig eller for ordrig, så vi har også korte fælles morgencirkler hver dag for at høre meddelelser og stille spørgsmål, hvis noget er uklart eller problematisk. Vi har også en aftale i vores fællesskab om, at hvis nogen har problemer med en anden, skal de gå direkte til den pågældende person og tale åbent med dem og først derefter bede om yderligere hjælp eller mægling, hvis det er nødvendigt.

Start i det små, og vælg kun de metoder der virkeligt resonerer med jeres fællesskabsånd og mål - og udvid så

gradvist jeres sociale ritualer. Det der betyder noget her, er kontinuitet; dvs. regelmæssige gentagelser og følelsen af glæde ved at deltage i en praksis - ikke forpligtelse! Og hvis du gerne vil se det hele fungere i praksis, er du velkommen til at besøge vores økosamfund og opleve det selv. En af de bedste muligheder for det er vores tre måneder lange Bofællesskabsuddannelse, som finder sted hvert forår og efterår.

Som Marianne Williamson sagde: “I ethvert samfund er der arbejde, der skal gøres. I enhver nation er der sår, der skal heles. I ethvert hjerte er der kraft til at gøre det.” Så lad os gøre det. Vi er velsignet med både kraften og midlerne til at leve lykkeligt sammen.

Olha Simon bor og arbejder på Avnø Oasis, hvor hun leder højskolen og marketing arbejdscirklerne. Hun er certificeret Gaia Education træner. Hun har koordineret og faciliteret over 10 EDEs, Erasmus+ og andre økosamfunds-relaterede uddannelser siden 2020. Hendes uddannelsesbaggrund er engelsk lingvistik og skolelærer.

Økosamfund i Danmark – Social Bæredygtighed

God kommunikation

33

Foto: Maria Fonfara

Vi bliver syge når vi ikke mærker os selv af Peter Munther Kaas Vi taler ofte om at vi lever i et præstationssamfund, og hvordan det påvirker særligt unge under uddannelse, men jeg tror ikke altid, at vi er opmærksomme på, hvor gennemgribende en effekt det har på os som mennesker, at der er så meget fokus på præstation. Hvor meget smerte der er i at være identificeret med sine præstationer, og hvor meget af ens menneskelighed det udelukker fra verden. Det giver os stress og angst, når vi ikke tror, at vi lever op til, hvordan andre mennesker gerne vil

have, at vi skal være, og når vi prøver at gætte os til, hvordan vi skal være for at gøre det rigtige og være glade. I den proces skaber vi afstand til eller skammer os over, hvordan vi er, og hvad vi faktisk oplever.

Mennesker har brug for at føle sig set, hørt og værdsat - både i deres privatliv, på uddannelsen og på arbejdspladsen. Hvis det ikke sker, visner vi og lukker ned for vores livsenergi. Ofte fører det til, at vi i endnu mindre grad føler os set, hørt og værdsat, og så stopper vi med at kunne mærke os selv, vores behov og

Vi bliver syge når vi ikke mærker os selv

Når vi ikke kan mærke os selv, kan vi heller ikke mærke andre.

Og det bliver vanskeligere at stå ved os selv og vores egne sandheder. Det fører til meget smerte for mange mennesker, men et særligt tragisk eksempel er for mig al den lidelse, det fører med sig når unge mænd, der er fuldstændig afkoblede fra deres egne kroppe, overskrider unge kvinders grænser, fordi de er så bange for at blive afvist, at de ikke kan forblive sensitive overfor, hvad der er til stede i relationen. De har lært, at de skal præstere - at der er noget, der skal opnås, eller værre endnu, besejres. Og så kan de ikke holde sig åbne for oplevelsen i nuet, hvor de faktisk gør et andet menneske fortræd.

Når jeg kigger mig omkring, er det ikke normalt blandt voksne mennesker at være ærlige overfor hinanden. Det lader til at være normalt (måske endda høfligt) at sige dét, som er vores bedste bud på, hvad dén person, vi snakker med, gerne vil høre. I mit arbejde som konsulent på byudviklingsprojekter har jeg med egne øjne set, hvor destruktiv indvirkning det har på arbejdspladsen, når usikkerheder kamoufleres, og alle skal være dygtige, professionelle og fejlfri hele tiden - og i øvrigt hele tiden orienterer sig efter, hvad de tror chefen gerne vil høre.

Jeg møder mange mennesker, der er ensomme. Og det handler ikke nødvendigvis om mennesker, der ikke har nogen venner.

Tværtimod. Mange har et succesfuldt arbejdsliv, kæreste, familie og et netværk de er glade for. Men de har stadig “ondt i sjælen”, og går rundt med en følelse af, at livet er utilfredsstillende eller dulmer denne følelse gennem forskellige former for afhængighed og overforbrug.

Jeg tror, kuren er, at vi skal øve os på at mærke os selv. De senere år er Authentic Relating blevet mere populært i Skandinavien.

Praksisser som “Radical Honesty”, “Authentic Relating Games” og “Circling” har langsomt bevæget sig i kølvandet på Mindfulness bølgen, og har sat fokus på vigtigheden af nærværende relationer, hvor mennesker netop føler sig set, hørt og værdsat. Det, disse praksisser har til fælles, handler om at skabe rum, hvor man kan leve lidt mere, og der er plads til mere af menneskeligheden gennem workshops, hvor man får mulighed for at blive set i de dele af sig selv, som man ikke tror, er ok. De steder hvor det føles, som om man vil blive forladt, hvis man deler dem. Jeg har deltaget i og faciliteret hundredvis af denne type arrangementer over de sidste 7-8 år, og når jeg ser på responsen, lader kerneoplevelsen til at være, at deltagerne føler sig mødt, dér hvor de er. At de ikke føler, at de er nødt til at performe for at blive anerkendt, men snarere tværtimod at det er deres forsøg på at præsentere sig som anderledes end de er, der skaber afstand.

Det smukke ved disse arrangementer er, at de ikke handler om at give en engangsoplevelse af at blive set, hørt og værdsat, men snarere om at vi sammen øver os i at turde være mere os selv, samtidig med at vi lytter mere til hinanden. Jeg har set mennesker bære dén følelse af frihed med sig ud i deres parforhold, venskaber og på deres arbejdspladser, og jeg har hørt om, hvor stor forskel det har gjort for deres livskvalitet.

Det er blevet tydeligt for mig, at mange af os bærer rundt på en forestilling om, at den smerte vi bærer rundt på i hverdagen handler om, at der er noget galt med os, og at dét at opleve andre (måske de fleste andre) deler lignende oplevelser, og har lignende smerte, kan være en enorm lettelse og gøre, at vi føler os mindre ensomme.

Vi lever i et samfund, hvor vores mentale helse er voldsomt underprioriteret, og hvor mange af os lader til at kæmpe med følelser af at være forkerte. Løsningen på dårligt mentalt helbred kan dog ikke findes alene gennem individuel udvikling. Der er al mulig grund til at være kritisk overfor de samfundsstrukturer, der skaber ensomhed og stress, og der er brug for dybe og komplekse processer, der bla. handler om, hvordan vi arbejder, forbruger og kommunikerer. Men for at sætte os selv i stand til at skabe de nødvendige forandringer af samfundet, må vi samtidig se indad og træne vores evner til at mærke os selv og andre.

KURSUS

Konstruktiv Konflikthåndtering 11.-12. januar 2025 Christianias Sundhedshus www.levendelokalsamfund.dk/kurser YDELSER • Fællesskabsopbygning • Beslutningsprocesser • Sociokrati • Konflikthåndtering • Omstil dit liv og lokalsamfund Facilitering af udviklings- og læreprocesser i økosamfund og fællesskaber i over 25 år Ditlev Nissen, Christiania, København www.levendelokalsamfund.dk / tlf: 30 48 49 21

Økosamfund i Danmark – Social Bæredygtighed

vores grænser. Vi undertrykker vores sanselighed og sensitivitet.

En udbredt sygdom i vores samfund er, at mange af os er ude af stand til at være intime med os selv. At det er svært at mærke efter og tillade de påvirkninger verden har på os, og at det ofte føles, som om det er andre, der skal give os lov til at være os selv. Denne sygdom giver sig til udtryk på mange forskellige måder i vores hverdag.

35

DIY: Sådan laver du din egen sæbe af aske fra brændeovnen Det er efterår, og der bliver tændt op i mange brændeovne rundt omkring. De fleste smider asken ud med bioaffaldet, men vidste du, at aske er et værdifuldt restprodukt? Med kun tre ingredienser: aske, regnvand og fedt kan du lave din helt egen sæbe.

Velkommen til et eksperiment. At lave sæbe er en spændende proces for både børn og voksne, men det tager tid og er en øvelse i tålmodighed. Aske fra løvtræer indeholder kaliumcarbonat og andre mineralske salte, der er vigtige for forsæbningsprocessen, der forvandler fedt og en base til sæbe. Den præcise mængde afhænger af træsort og voksested.

Resultatet bliver langt fra det vi kender fra supermarkedet. Sæben bliver blød, brun og med en sjov lugt, men der er hjælp at hente.

Du kan give sæben farve med f.eks. lidt kaffe, gurkemeje eller kakao. For at få en lækker duft kan du prøve at bruge æteriske olier og urter som lavendel eller kamille. Uanset om du tilsætter duft eller farve fungerer sæben strålende til både rengøring, opvask, hår, krop og hænder.

Sådan gør du: 1. Si asken så du er efterladt med det hvide pulver. Brug mindst 500 g aske da det ellers vil blive for lille en portion.

2. Overhæld asken med kogende vand cirka i forholdet 1:5 og rør grundigt rundt. Lad det stå til næste dag.

Du skal bruge: • Aske fra løvtræ • Regnvand brug ikke vand fra hanen, da det indeholder for meget kalk • Fedt f.eks. kokosolie eller afsmeltet fedt fra kød • Kaffefilter, klæde el. lignende til filtrering • Sikkerhedsudstyr som f.eks. handsker og sikkerhedsbriller • pH indikator papir til at teste pH-værdien

3. Filtrer den gullige væske der ligger ovenpå asken gennem et klæde, kaffefilter eller lignende og du har nu lavet askelud. Det er en god ide at bruge handsker og briller, når du håndterer luden, da den er ætsende.

4. Indkog luden til den kan bære en kartoffel eller et æg (mindst 1/3 af ægget skal ligge over luden).

5. Smelt fedtet ved at opvarme det så lidt som muligt.

9. Test sæbens pH-værdi. Den skal gerne være under 10 ellers er den for hård ved huden, og du må forsøge igen med mere fedt. Hæld massen i en form og lad det stå ca. et døgn og tjek om den er fast nok til at tage ud af formen.

6. Tilføj lud i forholdet 2 del lud til 5 dele fedt. De to væsker skal have nogenlunde samme temperatur.

10. Sæben er klar til brug nu, men kan med fordel hvile i nogle uger.

7. Tilføj en teske salt pr. to deciliter fedt du bruger. Jo mere salt du bruger jo fastere bliver den.

Opbevar sæben i en papirspose hvor den kan komme af med eventuel fugt. Jo længere du lader den hvile, desto fastere og bedre bliver den.

8. Opvarm massen langsomt og rør i den en gang imellem.

Massen skal simre ved lav varme indtil sæben ikke samler sig igen, hvis man skraber på bunden af gryden. Brug eventuelt en stavblender. Det kan tage op til flere timer.

Økosamfund i Danmark

DIY: Sådan laver du din egen sæbe

37

Alternativ til Forbrugskultur? - Velkommen til skaberkulturen

Alternativ til Forbrugskultur?

- Velkommen til skaberkulturen Et essay om social bæredygtighed.

Af Hanna Leinum Jeg drømmer om en skaberkultur. Jeg drømmer om en aktiv skaberkultur som modsvar til en passiviserende forbrugskultur.

Jeg drømmer om en skaberkultur, hvor underholdning og oplevelser er ikke noget, vi forbruger – men noget vi skaber med og for hinanden. Skaberkulturen er en fællesskabsskultur, hvor vi synger, danser, leger, krammer, spiller eller slås, mere end vi streamer, poster, kommenterer og chatter. Skaberkulturen er en kultur, hvor det ikke er hårdt eller uoverskueligt at være social på en grå hverdagsaften efter en lang arbejdsdag. ”Hvordan det?” tænker du måske. Skaberkulturen føder sociale rum, hvor vi tør og kan skabe os. Vi har sociale rum til at brokke os, fjolle rundt, skrige, trampe, tie eller græde sammen. I økolandsbyer som tyske ZEGG eller portugisiske Tamera sker dette igennem formatet Forum. I andre fællesskaber sker det kollektive udtryk og afløb af følelser på andre måder. Vi skaber os barnligt og tosset, fordi skabertrangen er større end statusangsten. Den frie kreativitet er større end forbruget. I skaberkulturen har vi erkendt at følelser ikke er private, men sociale størrelser. Det er ikke hårdt at være sammen med andre, når vi har modet og evnerne til at være os selv. Vi er ikke længere bange for tavsheden eller tomheden, for vi sidder i den sammen. I skaberkulturen bruger vi tid med hinanden, i stedet for med medierne. Vi mærker efter og tænker efter. Vi dulmer ikke vores følelser i forbrug, vi undersøger dem kreativt, kollektivt eller åndeligt. I skaberkulturen er livet så spændende og levende, at det danske BNP vil skrumpe.

Skaberkulturen er den positive vision, der hjælper os af med klima- og miljøbevægelsens spartanske budskaber og negative visioner. Vi ved godt, at vi skal forbruge mindre: vi skal flyve mindre, spise mindre kød, færre avokadoer og ingen nye lækre ting til boligen. Vi skal udlede mindre CO2 og sætte et mindre aftryk på planeten. Kort sagt, vi skal lide afsavn. Miljøbevægelsen

er som strenge forældre med budskabet: ikke mere sjov nu. De færreste har lyst til at sætte deres egen levestandard ned, og derfor står vi med et problem. Hvad skal vi i stedet for? Hvilke positive visioner har vi? Hvad skal erstatte handel og forbrug som den vigtigste sociale og økonomiske aktivitet i samfundet?

Den eneste form for rigdom, som kan udfordre de materielle goders status, er den åndelige rigdom. Åndelig rigdom oplever vi f.eks. når vi befinder os i flow, forelskelse, ekstase, dyb taknemlighed, ærefrygt eller intens communitas. Uanset om det er igennem kulturel-kreativ, spirituel-religiøs eller politisk samskabelse – så opstår åndelig rigdom i mødet med den anden, det fremmede, det ukendte eller naturen. Alt det vi ikke kan eje, kontrollere eller forbruge. Der er ingen klimakamp uden ånd.

Der er ingen bæredygtighed uden fællesskab. Mennesket er ikke skabende herskere og herskerinder. Mennesket lever med og i en større skaberkraft. Kultur er skaberkraft. Så drømmer du om et alternativ til forbrugskulturen? - Velkommen til skaberkulturen.

Økolandsby eller økosamfund?

Økolandsby eller økosamfund?

I modsætning til den internationale økobevægelse hvor man kun bruger ordet ”ecovillage”, altså øko-landsby, har vi i Danmark både ordet “økolandsby” og ”økosamfund”. Men vi skelner stort set ikke mellem de to ord. Jeg vil i denne artikel hævde, at hvis økosamfundsbevægelsen skal frem i verden, skal vi begynde at skelne, og LØS skal løfte sit begreb om økofællesskab fra landsbyfællesskab til samfundsfællesskab.

Der er flere definitioner på økolandsby/ ecovillage, bl. a. fordi definitionerne har forskellige formål. Jeg vil fremhæve Diane og Robert Gilmans definition, selvom den er mindst brugt: ”En beboelse i menneskeskala, som har alt hvad der skal til (eng.: ”full-featured” – ”fuldt udstyret”), hvor de menneskelige aktiviteter er forenet med den naturlige verden på en uskadelig måde, der understøtter sund menneskelig udvikling og kan fortsætte i en uendelig fremtid.”

Det gode ved Gilmans definition er, at den beskriver den ambition, som kan føre til et fuldmodent øko-samfund. Ulempen ved Gilmans definition er, at den er krævende og eksklusiv, så kun meget få økolandsbyer i verden lever op til den – endnu da. Hvis Gilmans definition bruges som kriterium for medlemskab i en økofællesskabsforening, kan man kun få meget få medlemmer, for den inkluderer hverken spirende økolandsbyer, som endnu ikke er fuldmodne økosamfund, eller dem som ikke engang drømmer om at blive det.

Hvis man modsat definerer økofællesskaber tolerant, så foreningen og begrebet kan rumme så mange økofællesskabs-initiativer som muligt, mister man for det første let Gilmans vigtige mål (”fuldt udstyret”) af syne, og for det andet åbner man måske for revl og krat, og dermed

også fællesskaber, der hverken har hvad der skal til, eller bare drømmen om det.

Disse sidste fællesskaber vil jeg kalde Peter Pan-fællesskaber (Peter Pan er et legebarn, der ikke vil tage ansvar og blive voksen).

Når foreninger af økolandsbyer som LØS og Glocal Ecovillage Network domineres af et flertal, kan Peter Pan-indstillingen få flertal og forhindre udviklingen af egentlige modne økosamfund.

LØS hedder ”Landsorganisationen af Økosamfund”; men LØS er allerhøjst en forening af økolandsbyer, for hvad er den afgørende forskel på et økosamfund og en økolandsby?

Ligheden på det to ord er jo forstavelsen ”øko-”, så den kan vi se bort fra her og altså spørge: ”Hvad er forskellen på en landsby og et samfund?”. Forskellen ligger i Gilman-definitionens kriterium ”full-featured” (”alt, hvad der skal til”) – for hvad har et samfund, som en landsby ikke har?

Meget kan man se bort fra i begyndelsen, når man grundlægger en landsby med drømmen om at blive et samfund. F. eks. valuta, hospital, universitet, ældrepleje, arbejdsløshedsunderstøttelse for slet ikke at tale om sprognævn, religion, politi og militær.

Men én forskel er vigtig fra begyndelsen: Et samfund kan være større end en landsby. Jo flere medlemmer, desto flere forskelligheder, desto flere uenigheder, desto sværere er det at enes om forpligtende beslutninger. For at et fællesskab kan vokse ud over landsbyen, må det altså have mindst én ting, som en landsby ikke har: En ”byret” eller andet, som kan sikre en retfærdig konflikthåndtering, og ikke er begrænset af de personlige, følelsesmæssige relationer og Dunbars tal, ca 150 medlemmer.

Et samfund må have en styreform med en myndighed, som kan afgøre påtrængende spørgsmål. En myndigheds bestemmelser forpligter også dem, der ikke er enige, og en myndighed har, hvad der skal til, for at håndhæve afgørelserne, også når personer eller grupper i fællesskabet ikke selv er modne nok til at tage ansvar for at enes og bestemme (sig) effektivt. En landsby, som ikke har styreform med myndighed, kan aldrig vokse over en vis størrelse og altså hverken blive et samfund eller bare blive taget seriøst som en model for et større samfund.

Alle styreformers beslutningsproces omfatter to processer: Først en rådslagning hvor parterne i princippet er mere eller mindre ligestillede, og som i nemme og heldige tilfælde fører til enighed og afgørelse i tide. Til sidst, hvis rådslagningen tager for lang tid - en afgørende fase, hvor ligestillingen ophæves, og man (be-)slutter snakken ved hjælp af et ulighedsprincip, som er bestemt i forvejen.

Et ulighedsprincip tillader, at nogen eller noget bliver ignoreret.

Eksempler på ulighedsprincipper er: De voksne bestemmer over børnene, monarken bestemmer over alle andre, den spirituelle mester leder, andelshaverne bestemmer over lejerne, flertallet bestemmer over mindretallet eller

Illustration: Aurora

Økosamfund i Danmark

Af Frands Frydendal

39

formandens stemme er afgørende. Også demokratiet har ulighedsprincipper.

Illustration: Aurora

Modsat hvad mange tror, har også sociokratiet et ulighedsprincip. Uden et ulighedsprincip kunne sociokratiet ikke virke efter hensigten. Sociokratiet er baseret på fornuften, og dets ulighedsprincip tillader ganske vist ikke, at en person eller klasse bliver ignoreret; men det tillader at et argument, som ikke er fornuftigt begrundet, bliver ignoreret til fordel for et argument, som er. Om man kan lide noget eller ikke, tæller ikke.

I praksis omfatter en styreform altid et forpligtende konflikthåndteringssystem, f.eks. et retssystem med domstole og bestemmelser om voldgift, som kan aktiveres og bringe konflikter til afgørelse, når parterne ikke selv kan eller vil. Parterne har pligt til at deltage og til at respektere afgørelserne.

At få en økolandsby til at trives er et meget vanskeligt projekt. Den amerikanske ekspert Diana Leafe Christian anslog for længe siden, at 90% af fællesskabs-initiativerne aldrig overlevede de indledende fægtninger, og kom frem til at sætte en spade i jorden. Kun få af dem der overlevede, nåede deres mål. Resten opnåede ikke at blive et misundelsesværdigt alternativ til mainstream-samfundet. I det internationale miljø er der almindelig enighed om, at blandt aspekter i økofællesskabsbygning er god konflikthåndtering i særklasse afgørende for succes.

Sandt nok er der mange andre slags problemer i et økofællesskab, men uden en pålidelig, retfærdig og effektiv måde at håndtere uenigheder på, er det ligemeget, hvilket problem det begynder med: det ender med uenighed. Og hvis den også ender med en uretfærdig magtkamp, svækker det fællesskabets troværdighed for medlemmerne og for det samfund, som betragter det kritisk udefra. Et samfund er ikke socialt bæredygtigt indadtil eller udadtil, hvis det ikke understøtter tilliden til, at uenigheder og konflikter bliver behandlet og afgjort pålideligt, effektivt, fornuftigt, ansvarligt og retfærdigt.

meget, og i hvert fald med en konflikthåndtering, som ikke kan fravælges.

Et samfund er også mere inkluderende end en landsby: Alle medlemmer er mere forpligtede overfor samfundet – og det modsatte gælder også. At forlade samfundet kommer sjældent på tale. Det skal hverken være nødvendigt eller nemt.

En tillidsvækkende styreform og konflikthåndteringspraksis kan i princippet opnås på to måder: Enten gennem en kultur og en medlemspolitik som sikrer, at medlemmerne personligt, frivilligt og kompetent tager ansvar for deltagelse i ligeværdig løsning af alle de konflikter, de bliver rodet ind i. Den løsning kræver, at medlemmer er personligt modne, hvilket er urealistisk.

Eller ved at fællesskabet både forpligter, håndhæver, hjælper og lærer medlemmerne at gøre det – også når nogle medlemmer ikke har lyst og/eller modenhed til det.

De to måder udelukker ikke hinanden.

Det amerikanske øko-samfund Red Earth Farms beskriver i sin konfliktløsningspolitik for det første, hvordan medlemmerne forventes frivilligt at tage ansvar for at løse deres konflikter, og for det andet hvordan én af parterne kan sætte en voldgiftsproces i gang, hvis den frivillige konfliktløsning ikke skrider tilfredsstillende frem.

At skelne mellem økosamfund og økolandsby er lige så vigtigt som at skelne mellem at være voksen og at være barn: At være myndig og ansvarlig selv, eller at måtte stå under andres (forældres eller værges) myndighed og beskyttelse. En tredje mulighed – som f.eks. Ønskeøen i Peter Pan-eventyret – er ikke socialt bæredygtig.

En landsby står under købstaden og hovedstaden.

Et samfund er mere selvforsynende end en landsby – ikke med alt, men med

Når nogen ikke kan forlige sig med hinandens lugt i Peter-Pan-landsbyens bageri og ikke frivilligt vil indgå forlig, er der kun udvandringen eller eksklusionen at løse problemerne med.

En Peter-Pan-landsby risikerer derfor, at den ikke engang kan trives som landsby: Den begynder måske med at være åben for alle og erklære frihed og frivillighed; men hvis den ikke har det, der skal til for at blive et samfund, vil konflikter før eller siden ødelægge begejstringen, og så mister den snart de folk igen, som har behov eller ambitioner, som en PeterPan-landsby ikke kan opfylde. Resten stiller sig tilfreds med lidt. Økolandsbybevægelsen er opmærksom på at dyrke begejstring; men begejstring er ikke nok. Forelskelse begynder også med begejstring; men for at modnes til en kærlighed, som ansvarligt kan bære børn, må man forpligte sig til at løse de uundgåelige konflikter ansvarligt og fornuftigt.

Romernes ordsprog: ”Hvis du ønsker fred, skal du forberede dig på krig” gælder også for uenigheder og konflikter, som ikke bliver til egentlig vold: Bæredygtige fællesskaber har som eksemplet ”Red Earth Farms” solide konfliktløsningspolitikker, som sikrer at konflikter kan blive håndteret tillidsvækkende: Medlemmerne bliver inviteret og hjulpet til at bidrage; men hvis de afslår invitationen (måske fordi de selv er privilegerede og har noget at tabe i en retfærdig løsning), vil fællesskabet afgøre konflikten uden dem og med henblik på fællesskabets interesse. Et fællesskab som ikke har pålidelige midler mod konflikt og splittelse, er ikke bæredygtigt i længden.

Mobilpakker til medlemmer af

Som medlem af Landsforeningen for Økosamfund kan du få abonnementer hos GreenSpeak til en ekstra god pris.

Teleselskabet GreenSpeak giver overskuddet til natur- og miljøprojekter, bl.a.

Landsforeningen for Økosamfund. Og som kunde bliver du inviteret med til afstemninger flere gange om året, hvor du kan stemme på dit favoritprojekt.

EU

EU

EU

30 gb

100 gb

1000 gb

79 kr./md.

99 kr./md.

149 kr./md.

Fri tale

Fri tale

Fri tale

Find din nye mobilpakke på greenspeak.dk/loes-abonnement

5 forskellige måder du kan være aktiv i LØS

5 forskellige måder du kan være aktiv i LØS irklen

2) Medle

1) U

n an

esc els

I MEDLEMSCIRKLEN arbejder vi på at styrke samarbejdet og fællesskabet mellem økosamfund i Danmark. Vi planlægger aktiviteter som f.eks. rundture for at besøge forskellige økosamfund, afholder webinarerne ’Fredage med Fællesskab’, står for det årlige efterårsseminar, og undersøger rabatordninger til medlemmerne. Vil du være med? Så skriv til medlemscirklen@okosamfund.dk

I UDDANNELSESCIRKLEN udvikler vi uddannelsesaktiviteter og materialer. Vi afholder ERASMUS+ finansierede kurser, kan sende folk på efteruddannelse i Europa, arrangerer weekendseminarer indenfor bæredygtighedshjulet (Lev og Lær-weekender), og driver et undervisernetværk. Vi er også medarrangør på en EDE-uddannelse (Ecovillage Design Education) på Avnø Højskole. Mødes online ca. en gang om måneden.

Skriv til os på uddannelsescirklen@okosamfund.dk

3) B

4)

jektcirklen o r P

Der er altid i gang projekterne i LØS. Med udviklingsarbejde i både Ukraine og Ghana samt samarbejdspartnere i hele verden er der god mulighed for at få udvidet horisonterne. Udgangspunktet for cirklen er, at alle LØS medlemmer har mulighed for at foreslå og drive projekter i LØS - herhjemme og ude i verden. Der er højt til loftet og tillid til gode idéer.

Kontakt projektkoordinator camilla@okosamfund.dk

ms ci rk n le

dd

Nysgerrig på LØS? I LØS kan du bringe dig selv og dine idéer i spil. Her er fem forskellige måder, du kan samskabe fremtiden for danske økosamfund. LØS afholder omkostninger til transport og forplejning – du bruger din tid sammen med andre engagerede på en sag, som giver mening.

ladcirklen

I BLADCIRKLEN skaber vi det årlige medlemsblad Økosamfund i Danmark. Sammen er vi redaktører på stort og småt. Vi udvikler bladets tema, finder skribenter, skriver artikler, redigerer og diskuterer emner som berører bladets tema, f.eks. følelsernes rolle, konfliktarbejde og social bæredygtighed. Skriv til os på bladcirklen@okosamfund.dk

n 5) En y cirk el ?

Uanset om du vil starte en læseklub, et netværk for Tiny Houses, et kunstprojekt eller noget helt fjerde, er du altid velkommen til at starte en ny cirkel i LØS. Og hvis du er lidt nørdet omkring tal, mangler vi særligt folk til en økonomicirkel, der skal have overblik over LØS’ økonomi.

Kolofon Økosamfund i Danmark Økosamfund i Danmark er medlemsblad for Landsforeningen for Økosamfund (LØS). Foreningen er stiftet 7. marts 1993. Bladet udkommer én gang årligt. LØS samler fællesskaber og økosamfund i Danmark, giver mulighed for erfaringsudveksling, arbejder politisk for at fremme dannelsen af flere økosamfund og inspirerer det øvrige samfund til mere bæredygtige livsformer.

Læs mere: www.okosamfund.dk Indholdet i de enkelte artikler udtrykker ikke nødvendigvis foreningens holdning Redaktionen: Signe Glahn Kirsten M. Andersen Hanna Leinum Layout og DTP: Nadia Maria Johansen, S.O.C Roskilde Trykt på FSC certificeret papir af KLS Trykt hos KLS Grafisk Hus A/S Forsidefotos: Øverste billede: Lev og Lær kursus i Hertha Levefællesskab juni 2024 Nederste billede: Avnø højskoles på besøg i Hallingelille Bagsidefoto: Billede af Rama Abdallah

Sekretariatsmedarbejder: Signe Glahn E-mail: signe@okosamfund.dk Giro: 596-6752 Bank: 8401-1007584 ISSN 1395-1270 Annoncer i bladet: Rubrik: 200 kr. (ingen billeder) 1/6 side: 340 kr.

1/3 side: 600 kr.

1/2 side: 800 kr.

2/3 side: 1000 kr.

1/1 side: 1600 kr.

Bagside: 1400 kr.

Alle priser er vejledende og ekskl. moms.

Se krav til materiale mm. på www.okosamfund.dk/annoncer

Medlemskab pr. år i 2024: * Medlemskab for enkelte personer med digitalt blad: 200 kr. pr år med fysisk blad: 300 kr. .pr år * Fællesskaber og organisationer: Fællesskab på vej: 500 kr.

Op til 20 deltagere: 1.000 kr.

Mellem 20 og 50 deltagere: 2.000 kr.

Over 50 deltagere: 3.000 kr. Økosamfund på vej: 500 kr. * Virksomheder i fællesskaber: 500 kr. * Virksomheder: 1.000 kr.

Indmeldelse via hjemmesiden.

Medlemskab løber til det opsiges.

Forperson: Kamala Rost E-mail: kamala@okosamfund.dk

Etablerede Økosamfund:

Økosamfund på vej:

Virksomheder:

ANANDA GAORII ASHRAM COMMUNITY ANDELSSAMFUNDET I HJORTSHØJ (AIH) BOFÆLLESSKABET OVERDREVET CHRISTIANIA DEN SELVFORSYNENDE LANDSBY DET NY SAMFUND - THYLEJREN DYSSEKILDE FRILAND FRI OG FRO FRISKOVEN HALLINGELILLE HERTHA LEVEFÆLLESSKAB HESBJERG HIMMERLANDSBYEN KARISE PERMATOPIA MUNKSØGÅRD RESENDAL MØLLE I/S SVANHOLM TOUSTRUP MARK TRANEHØJ UDGÅRDEN - LADING ÅBAKKEHUSE

AVNØ OASIS BOFÆLLESSKABET TORPEGÅRD BROLAND FÆLLESMARK EGESKOVEN GAIAVILLE GROBUND HIMMELBJERGGÅRDEN HVIDKILDE SJÆLLANDSK MULD

AVNØ HØJSKOLE BRENDERUP HØJSKOLE CROSSING CIRCLES DEN GRØNNE GENBRUGSHAL DEN RYTMISKE HØJSKOLE DOMICIL – ENERGIREGNSKABER ENERGIENS HUS APS FABULAS GARTNERIET RØDMOSE HOUSE ARKITEKTER KILIAN WATER LEVENDE LOKALSAMFUND MERKUR BANK NORDISK FOLKECENTER FOR VEDVARENDE ENERGI RÅD OG DÅD MICHAEL THOMASEN / UNL VESTJYLLANDS HØJSKOLE

Økosamfund i Danmark

Medlemmer:

43

Afsender : Sekretariatet Landsforeningen for Økosamfund Hallingebjergvej 28 4100 Ringsted

Modtager :

rer Husk at LØS invite eraltil årsmøde og gen foråret forsamling igen i ed er endnu 2025. Dato og st mere info ikke fastlagt men iden, i følger på hjemmes på vores nyhedsbrevet og sociale medier.