Issuu on Google+

Fællesskabernes blad • Årg.24 • Nr.4 • Dec • 1993

TEMA: USAOGFÆLLESSKABERN


Forord

Vi var en lille gruppe danskere, der i august 1993 fik mulighed for at deltage i en international konference i USA. Temaet var "Celebration of Community", -at fejre fællesskab. Det var en stor oplevelse at mærke det internationale vingesus og den utrolige optimisme og tro på fællesskabet som bærende og samfundsforandrende kraft, der prægede konferencen. Lidt forunderligt for os danskere af og til. Skønt konferencen var annonceret som international var vi højest 30 deltagere, der ikke var fra USA eller Canada. I vores lille gruppe kom Bolette Schiøtz fra det spirituelle fællesskab Munach i Jylland og Lise Reinholdt og Arne Hebbelstrup fra Svanholm. Desuden mødte vi på konferencen Barney fra Christiania, så Danmark var stærkt repræsenteret. Vi holdt forskellige workshops og fortalte om de steder vi kom fra. Men ellers deltog vi i konferencens brogede liv sammen med de 800 andre deltagere. I dette nummer af KoKoo har vi samlet vores indtryk fra konferencen og fra de kollektiver i USA og Canada, vi besøgte i forbindelse med vores tur derover Der er på ingen måde tale om et dækkende billede, hverken af kollektivverdenen eller af "community"-cirklerne derovre. Men blot vores helt subjektive indtryk og overvejelser ved mødet med et lille hjørne af et meget stort og meget sammensat land. For to af os det første møde, -Bolette havde boet derovre som ung. Tak til Gaia-fonden, Plums Økologifond og SAPA-fonden, der gjorde det muligt for os at komme af sted. Vi håber, I vil fornøje jer ved at dele vores oplevelser.


LIDTOMKONFERENCEN

"Celebrations of Communities" hed den konference, som j e g h a r v æ r e t så heldig a t deltage i. Heldig? J a , fordi oplevelsen langt oversteg m i n e forventninger. Der eksisterer en stor a m e r i k a n s k forening ved n a v n "Fellowship of Intentional Communities" - FIC. Foreningen er en slags g r æ s rods-paraplyorganisation for kollektiver og fællesskaber, der h a r et eller a n d e t fokus, f.eks. spirituelt, økologisk, lav-energi, holistisk, socialpædagogisk eller behandlingsm æ s s i g t . Foreningen er n e t v æ r k og talerør for en mangfoldighed af enheder, der s æ t t e r fællesskabstanken og den kollektive livsstil i fokus. Konferencen fandt sted 26.-30. a u g u s t 1993 på det sommerferiestille Evergreen State College i Washington State p å USA's vestkyst. Det v a r fine r a m m e r for foredrag, koncerter, m a s s e r af m i n d r e work-shops (20-30 a t vælge imellem både formiddag og eftermiddag), s a m t diverse aktiviteter som trommecirkel, sufidans, tai-chi, meditation, fællessang, t e a t e r og gøgl, børneaktiviteter, kvindegrupper, basisgrupper, salgsboder, o.s.v. E n dag blev det bare for meget. Så s t a k Lise fra Svanholm og jeg af til et stort indkøbscen-

ter, hvilede ørerne ved a t tale dansk, studerede a m e r i k a n s k e herligheder og uhyrligheder og -ikke m i n d s t - d r a k kaffe! Miljøbevidste a m e r i k a n e r e h a r indset, a t kaffe er giftigt, og de drikker det faktisk ikke. Det v a r stort set umuligt a t støve op p å konferencen. Det imponerede mig, og m i n egen afhængighed blev irriterende tydelig. Der s t a r t e d e med a t v æ r e 600 deltagere, men i week-enden nåede deltagertallet 1200. Vejr e t v a r perfekt - solskin, m e n ikke for varmt. Noget af det, der imponerede mig mest var selve organisationen. Selv om vi var så mange, følte alle sig godt tilpas og havde muligh e d e n for a t bidrage med noget. Trods det t æ t t e program var der plads til networking og til etablering af gode og dybe kontakter. Det m e s t imponerende var m å s k e , a t konferencen altid bevarede sin s a m m e n h æ n g på trods af alle forskelligheder. Samtidig følte jeg, a t energien og udvekslingen af erfaringer voksede og fik n æ r i n g , der ville b æ r e ud over denne konferences t i d s r u m . J e g vil give nogle eksempler, som jeg synes imødekommer ovenstående på en naturlig og uhøjtidelig m å d e .


Åbningsforedraget var slet ikke noget foredrag! Det v a r e n helt vidunderlig gøgler, der fik 600 lettere a n s p æ n d t e m e n n e s k e r op af stolene for a t jonglere m e d selvlysende nylonlommetørklæder. Det v a r utroligt a t se så m a n g e glade "børn" have det skægt. Vi fik udvekslet n a v n e , hjemsted og kollektiv erfaring både til højre og til venstre, bagved og foran. D e r n æ s t dannede vi grupper med 6 i hver, hvor vi fortalte lidt om os selv og hvorfor vi v a r her. Alle fik mindst 8 store k n u s den første aften. Og vi dansede en k æ m p e cirkeldans med fællessang, før vi forlod gymnastiksalen. Det gav e n herlig samhørighed og kollektiv s t e m n i n g s a m t nogle meget positive forventninger til de n æ s t e 4 dage sammen. E n a n d e n detalje var, a t alle deltagere kom i en "sharing-circle" eller basisg r u p p e p å 10 personer. Man t r a k et lokalenummer, som 9 a n d r e også fik, og der v a r sat 1½ t i m e af hver eftermiddag til disse s a m m e n k o m s t e r . J e g var meget heldig med min gruppe. Den blev m e r e og m e r e fortrolig og v a r m , og det blev en fin udviklingsgruppe for bearbejdning af oplevelser, glæder og sorger. Der v a r ikke et øje tørt, da vi skiltes. Der v a r nogle glimrende, engagerede foredragsholdere, 2-3 s t y k k e r pr. dag. Specielt vil jeg fremhæve Sale Kilpatrick's foredrag "Bioregionalism, Community and the future of our Planet." H a n fortalte om nødvendigheden af, a t fællesskaber h a r god jordforbindelse. Kollektiv livsstil medfører forandringer, der i bund og g r u n d h a n d l e r om liv og død. Det er vigtigt for disse transformationsprocesser, a t vi synger og d a n s e r noget mere.

F r a Patch Adams foredrag "Prescription for Happiness: Love, Friendship, Community": Vi m å tro p å v e n s k a b e r og latter. H a n anbefalede os a t le højt m i n d s t t r e gange dagligt helst p å u p a s s e n d e steder- og den ene gang helst, n å r vores indre s t e m m e siger; Nej, ikke her! H a n er en sjælden glædesapostel, der også k a n fremføre digte, så alles hjerter åbn e r sig. F o r u d e n disse to foredrag h a r vi valgt a t købe følgende a n d r e p å bånd, fordi vi fandt, at de v a r s p æ n d e n d e . De lånes gerne ud. Corinne McLaughlin:

The future of Communities.

Dorethy Maclean:

The Spiritual Dimensions of Community.

Debra Lynn Dadd-Redalia:

Sustainability and Sustenance.

Gordon Davidson:

What Communities have learned about Economics and the Environment.

Det v a r en m e g e t givende oplevelse a t mødes og udveksle erfaringer med så m a n g e kollektivt sindede mennesker. J e g havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at min deltagelse i konferencen ville v æ r e så s p æ k k e t med n æ r e , v a r m e og vedkommende oplevelser. J e g er blevet smittet med konferencens b u d s k a b om, a t det k u n er kollektivbevægelsen og den jordvenlige livsstil, der k a n rette op p å den vestlige verdens katastrofale ubalance. Bolette Schiøtz


En sidegevinst De havde et distributionsPå grund af et uheld med system, som jeg har lyst til at min bagage (jeg fik den først videregive, og som jeg håber en uge efter min ankomst) fik at ihvertfald min egen økolojeg en sidegevinst, som jeg blev ualmindelig glad for. Jeg giske grøntsags leverandør vil lade sig inspirere af. kom til konferencen uden tøj, tandbørste, telt og sovepose! Så var arrangørernes reakHvert år i april sælger de 60 tion blot: "Så har du jo brug andele a 350 dollars til medfor privat indkvartering." Jeg lemmerne af en andelsforekom til at bo på sofaen hos et ning. For det får man en par dejlige, økologiske landpapkasse med grønsager en kvinder med får, geder og gang om ugen i 5 måneder grøntsager kun 3 km fra fra midten af maj til midten konferencen. af oktober. Julie siger: Vi må lære folk at De satte en ære i at lave alt spise i takt med den skiftende selv - fra uldgarn og gedeost sæson. Det har amerikanerne til røgelsespinde - recirkulere ikke megen fornemmelse for, alt affald og bruge så lidt da man i de store supermarpenge som muligt på forbrug. keder kan købe alting altid, Det var som at blive omfavnet f.eks. jordbær til jul." af selveste moder jord. Jeg kiggede i kassen den Den første instruktion vedsidste uge i august. Der var 2 rørende husførelsen var: "Tis forskellige salathoveder, grønikke i multtoilettet. Her tisser ne pebre, aubergine, rødbeder, vi i en spand ved siden af!" broccoli, gulerødder, savoykål Det virkede ret provokerende og en stor buket blomster. Så på mig. Havde det været for 3 overdådige er de nu ikke år siden, havde jeg nok sagt, altid, sagde Julie. Det må vel at jeg hellere ville låne et telt nok være spændende at være et andet sted. Men nu tænkte grønsags-andelshaver. Man jeg: Her er et tilbud om at ved aldrig, hvad man får. blive mere bevidst om udskillelse af affald på det perDe havde også tid til at være sonlige plan. Det må også være sådan noget, denne kon- dejlige værtsfolk. Nancy siger: "Mit grundsyn er, at min ference handler om. Så det opfattelse af virkeligheden tog jeg imod. altid vil være begrænset. Ved Og jeg lærte, at det ikke var at åbne mit hjem for gæster umuligt at skille vådt og tørt kan jeg få hjælp til at udvide ad. Det var også interessant min horisont." Welcome -siger at erfare, at der ingen lohun med et bredt gæstfrit komsdunst var fra multtoilet- grin og løfter sit hjemmebrygtet, fordi det blev holdt rimegede øl. ligt tørt. Jeg gik glip af de andres lejrliv på parkeringspladsens Jeg brugte en dag i marken rabatter. Men sikken en gave, på at lave en kæmpe komat min bagage ikke kom frem postbunke, klippe lavendler til tiden! ned og høste kål, grønne pebre og bønner, og jeg sluttede med en kold afvaskning under vandslangen.

3.S.


PATCH ADAMS' PEP-RALLY

En af konferencens populære skikkelser var den kæmpehøje klovn og læge Patch Adams, kendt bl.a. for at nægte at modtage betaling for sin behandling. Ud over forskellige workshops og spontane bidrag til 'åben mikrofon' holdt han en morgen en 'pep-rally' for hele forsamlingen. Vi bringer her i oversættelse Arnes uddrag. Men helt ærligt, -det skal høres! Vi har båndet. Programmet beskriver det man har tænkt sig jeg skulle gøre her med det medicinske ord 'recept'. I orden. Den køber jeg. Jeg vil gerne dele ud af mine stoffer. Efter at have været alvorligt syg, indlagt og døden n æ r som ung, begyndte jeg at indtage denne medicin og er i dag et svært medicineret menneske. (...)

The description of what I was supposed to do here in the program used the medical term perscription. All right. I can buy that. I'd like to pass out some of my drugs. Having been a profoundly sick person and hospitalized and near death as a teenager, I started taking these medicins and am a heavily medicated person.

Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på det at være rask, fordi jeg møder menneskelig lidelse hver eneste dag, og det meste af den lidelse har a t gøre med at folk ikke er raske, og al lidelse kan lindres ved et (andet) menneskes indsats. Og, hvis et menneske erkender hvor stor en indsats der kræves for a t det selv har det godt, kan det måske derved forberede sig på størrelsen af den indsats jeg be'r om, for grunden til a t jeg ønsker du skal være rask, er at jeg vil have dig til a t være en utrættelig, ubarmhjertig, frygtløs korsfarer for en bedre verden. Ikke flere ferier! Find de omgivelser, hvor du føler dig allermest utryg og - ved din udstråling - påvirk dem. (...)

I want to address being well because I have to be next to human suffering every day, and most of the suffering is based on not being well, and all of suffering can change by a person's effort. Also, if an individual can see just how great an effort they must put forward to be well themselves, it might prepare them for the size of the effort that I'm really asking for, because the reason I want you to be well is to be a tireless, relentless, dauntless crusader for a better world. I want no more vacations! I want you to seek out the environment t h a t you are most uncomfortable with and, by your radiance, affect them.

De af jer som har hørt mig her eller kender mig ved a t jeg pusher glæde. Faktisk mener jeg, at den mest revolutionære handling som kan begås i dagens samfund er at være et konstant ydre udtryk for glæde og lykke. Jeg taler ikke om indre glæde, det må I klare i fritiden. Jeg be'r jer om at være en offentlig plageånd af lykke. Jeg taler ikke om opnåelsen af et fjernt ønske, men en overvældende taknemmelighed fordi I bare ikke kan tro denne her tingest som er LIVET, WOOPII! Og jeg taler ikke om en belønning for dette eller hint: Jeg bliver lykkelig når jeg taber mig. Jeg bliver lykkelig når jeg bliver forfremmet eller får et knald. Jeg taler om, a t belønningen er i åndedraget

Those of you who have heard me here, or have been with me know that I am a pusherman for joy. In fact I consider the most revolutionary act you can commit in today's society is to be a relentless outward expression of joy and happiness. (...) I'm not talking about inner joy, do that on your own time. I am asking you to be a public nuisance of happiness. (...) I'm not talking about a pursuit of some distant hopeful thing, but an overwhelmimg thanks t h a t you can't believe this thing called life whoopi. And I am not speaking about a reward for something. I will be happy when I lose weight. I will be happy when I get a promotion or get laid, I am sorry. I am speaking t h a t the reward is in the breath.

Nå, lad mig hurtigt gennemgå mine medikamenter. For det første, enhver læge må fortælle hvordan medicinen skal indtages, og alle disse medikamenter skal tages indvortes, i stooore doser, og giv dem endelig, uden smålig skelnen, til fremmede. (...)

So - let me quickly go over my medications. First, as any physician must do, they'll tell you how to take these medications. So, take all these medications internally, take them in large doses and do give them indescriminantly to strangers.


En yderst vigtig medicin er tro. Det er nok den billigste medicin, ingen andre behøver tro på det. Det virkelig forbløffende jeg som læge har fundet ud af om tro er, at det er aldeles ligegyldigt hvad man tror på, og hvis du udstråler en tro på noget vil mennesker som mangler en tro, begynde at tro på det. Farligt? J a mon ikke, men interessant for den revolutionære. (...) En af mine favoritmediciner er lidenskab. Som min ven Zorba Grækeren sagde: Livet er problemer, kun døden er det ikke. At være levende er at løsne sit bælte og opsøge problemerne. Hav modet til a t være skør, og du får problemer med at sove! (...)

An other extremely important medicine is faith or belief. It's probably the cheapest medicine, absolutely no one else has to believe in it. The astounding thing I've found out as a physician about faith is that it is completely immaterial what you have faith in, and that if you radiate a belief in something, people that don't have something to believe in, will believe it themselves. Dangerous to be sure, but interesting to the revolutionary. One of my favorite medicines is passion. As my friend Zorba the Greek said: Life is trouble, only death is not. To be alive is to undo your belt and look for trouble. Dare to be crazed. You will have trouble sleeping.

Kreativitet, og her mener jeg maleri og musik, men også måden du vasker op på, måden du går hen ad gaden på, jeg mener at hver eneste vågen handling, for den sags skyld også sovende handling, er en mulighed for at eksplodere af kreativitet. Hvis du tør være til stede lige nu og gøre sære ting bare med arme og ben, så fremtræder tilværelsen en smule anderledes. Ordet 'ja' synes passende her. Kunne du tænke dig at prøve? 'Ja'. Så nårsomhelst nogen viser interesse for noget, bare sig 'Ja'.

Creativity, and here I do mean painting and music, but I mean the way you wash dishes, I mean the way you walk down the street, I mean every single waking act, possibly sleeping act, is your opportunity to explode with creativity. If you dare to be present and do odd things just with your a r m s and legs, life will appear a little bit differently. The word 'yes' seems to apply here. 'Yes'. Would you like to try? 'Yes'. So when any one shows an interest in something, just say 'yes'.

En anden storartet medicin jeg ikke behøver gøre så meget ud af her (i dette selskab) er naturen. Naturen forsyner dig med dette gratis, ekstatiske øjeblik, blot du er bevidst. Det eneste jeg gerne vil tilføje er, at siden så mange mennesker h a r negative følelser over for byer, er det da interessant, a t de indeholder netop det folk sætter mest pris på, a t mennesker er natur. Og når nogen siger 'jeg må ud på landet, for byen har ingen natur': Lad os ikke tilbage her. Vi er natur. Vi er bare underlige. (...)

An other great medicine, t h a t I don't have to belabor here, but it's truly great, is nature. Nature can provide you with t h a t free extatic moment, simply by being conscious. The one thing I'd like to add is, because so many people have a negative feeling about cities, interesting that they contain the thing they also hold most dear, that humans are nature. And t h a t when somebody says I need to go to the country because the cities don't have nature, don't leave us behind. We are nature. We're j u s r weird.

Den næste her ved I godt er en vigtig del af mit liv, og jeg vil gerne ha' jer med til noget her: latter. Når jeg giver klovnekurser er noget af det jeg anbefaler folk at gøre, a t le mindst tre gange om dagen på offentlige steder, upassende. Et meget interessant træk ved latter er, at ingen nogensinde tror du ler uden grund overhovedet. (...) Så det er faktisk tilladt kloden rundt at le når man har lyst og jeg foreslår de mennesker, som jeg be'r le offentligt tre gange dagligt, om at gøre det på mindst ét sted, hvor deres indre stemme siger: ikke her!

This next one, I know you know, is an important part of my life, and I'd like you to join me in some: laughter. When I teach clowning, one of the things I recommend people to do is to laugh at least three times in public a day, inappropriately. A very interesting thing about laughter is t h a t no one ever thinks you laugh for no reason at all. (...) So indeed, around the world you have permission to be laughing whenever you want, and I ask these people, in asking them to laugh three times a day in public, to do it at least one place where their inner voice says: not here.


COMMUNITY

-denne ubegribelige optimisme. Deltagelsen i s t æ v n e t i Olympia gav en meget god kvalitativ fornemmelse af retninger og t e n d e n s e r i det n o r d a m e r i k a n s k e submiljø som definerer sig selv inden for r a m m e r n e af community. Og netop d e n n e glose, som jo la'r sig oversætte g a n s k e enkelt til 'fællesskab' ser ud til a t v æ r e en fin nøgle til forståelse af h v a d der foregår. Ordet bruges p å de k a n t e r e n d n u bredere end sin d a n s k e fætter og d æ k k e r e t h v e r t a s p e k t fra det p r a k t i s k e (produktions) kollektiv, over spirituel samhørighed til selve fællesskabsfølelsen, foruden naturligvis - i vendinger som the larger, the black community - om de(t) omgivende eller afgrænsede samfund. De spirituelle og emotionelle a s p e k t e r var massivt dominerende på konferencen, h o v e d p a r t e n af de deltagende communities var non-residential, bestod a l t s å af g r u p p e r som holdtes s a m m e n af fælles interesser eller gøremål, m e n som ikke boede s a m m e n . I n t e r e s s e n for p r a k t i s k e hverdagsgrise v a r moderat, hvilket virkede provokerende p å d e n n e deltager der synes, a t det som g e n n e m de sidste 25 å r h a r adlet den d a n s k e kollektivbevægelse netop h a r v æ r e t dens insisteren p å a t gøre alt det d u m m e , alt det besværlige, alt det hverdags'ede, og fremkalde det hele m e n n e s k e for h i n a n d e n s øjne, på godt og ondt, og heraf forhåbentlig lære e n smule undervejs. Community k a n fx u d m æ r k e t betegne en ugentlig potlach (sammenskud) hos et æ g t e p a r med plads nok,

hvortil m a n a n k o m m e r enkelteller parvis i bil, og hvor m a n efter m a d e n og opvasken - som alle villigt deltager i, ingen problemer dér overhovedet - i stedet for a t spille bridge holder i h å n d , b e r e t t e r om alt det vidunderlige som er h æ n d t én siden sidst, og i børnehaveagtige vers besynger enkelheden, simplicity (et af de helt store n u m r e ) , m i d t i en tydeligvis dybt kompliceret tilværelse, hvorefter m a n g å r hver til sit. N u er dette jo en rigtig væmmelig og s a r k a s t i s k skildring af en meget hyggelig og hjertevarm sammenkomst og d e t v a r d e t . G r u n d e n til den væmmelige smålighed er nok, a t det personlige overskud disse m e n n e s k e r lyste af, og ikke m i n d s t deres energi og helt irrationelle optimisme p å vegne af netop community virkede så provokerende p å P r a k t i s k e Gris, a t alt det laveste bliver k a l d t frem i ham.

Det ser ud til, a t den h æ v d v u n d n e - og på det personlige plan succesrige terapeutiske praksis at t æ n k e positivt, a t ønske sig til fremskridt, m e r e eller m i n d r e s y s t e m a t i s k søges overført til community, og generelt mødte vi større fortrøstning hos disse vennesæle, hjertevarme og

gæstfri m e n n e s k e r e n d vi er v a n t til fra de hjemlige cirkler. Mange u d t r y k t e som deres sikre overbevisning, a t vi s t å r u m i d d e l b a r t foran et afgørende g e n n e m b r u d for fællesskabstanken p å globalt plan. J e g ser mig omkring og h a r s v æ r t ved a t få øje p å ret meget der tyder i den retning. Det n æ r m e s t e jeg hørte til noget m a n k u n n e have optimismen i, v a r eksempler på, a t kollektivt sindede og -skolede m e n n e s k e r er s t æ r k t efterspurgte som rådgivere og problemløsere for Clintona d m i n i s t r a t i o n e n , som angiveligt er løbet tør for gode ideer, specielt socialpolitiske gode ideer (det virker troværdigt nok). Men a t s æ t t e denne, omend såre vigtige, indflydelse op som et virkeligt g e n n e m b r u d k r æ v e r så vidt jeg k a n se a t m a n et øjeblik g l e m m e r de godt 200 millioner a m e r i k a n e r e som er skideligeglade med både regering og kollektivbevægelse. Nøgternt set forekommer kollektivbevægelsen t r æ n g t som herhjemme, ingen i n t e r e s s e r e r sig rigtigt for den, fuldstændig som herhjemme (et af h v e r d a g e n s s m å mirakler, forresten, a t så få gør det), de gamle, veletablerede steder d r æ n e s for medlemmer, plus a t de segner u n d e r m æ n g d e n af gennemrejsende, nyligt fraskilte m æ n d som, m e r e eller m i n d r e i desparation,- er ude a t 'explore community'.

Arne

Hebbelstrup


SPIRITUALITET OG FÆLLESSKAB

Den første nat i 1993 drømte jeg, at jeg skulle til Stillehavet og fortælle om MUNACH på en international konference. Sådan en drøm kan naturligvis tolkes på flere måder, men den blev meget aktualiseret, da én i foråret spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at deltage i konferencen "Celebration of Communities" i Washington State i USA. Hvis jeg skulle med, så måtte det være for at se lidt på fænomenet spirituelle fællesskaber i et moderne samfund. SPIRITUALITET Lad mig først prøve at forklare, hvad jeg forstår ved spiritualitet. Spiritualitet er et ret ukonkret begreb, der endnu ikke er almindeligt brugt i det danske sprog. Der er mange ord, der for mig rummer en spirituel kvalitet - f.eks. næstekærlighed, healing, lys, dyb mening, urkraft, helhed og sameksistens.

Spiritualitet er ikke nogen religion; snarere den fællesnævner man kunne uddrage af alle religioner, mystiske traditioner, meditations- og yogaskoler. Det er en kvalitet eller en dimension eller - hvis man taler ud fra en energiforståelse - det højest vibrerende energiniveau, som det kosmiske univers rummer. Den spirituelle dimension omfat-

ter det guddommelige, det skabende, det healende og al visdom, og mennesket har fået den gave at kunne opleve den. Alle samfund - store som små, østlige som vestlige, dem vi kalder primitive, og dem vi kalder udviklede - har kontakt med spiritualiteten. Ritualer, dogmer, hellige steder og symboler og moral-


kodex h a r t a g e t ubegribeligt forskellig form i de forskellige samfund, m e n formålet h a r v æ r e t det s a m m e overalt: a t højne vibrationsniveauet. J e g postulerer, a t k o n t a k t til det spirituelle vibrationsniveau er en nødvendig forudsætning for, a t et menneskeligt samfund k a n overleve. I vores del af verden h a r der altid v æ r e t og er stadig spirituelle fællesskaber, som h a r v æ r e t k n y t t e t til specielle religiøse skoler. De er underlagt s t r e n g e regler og afviger i såvel p å k l æ d n i n g som livsstil fra det omgivende samfund, som giver dem m e r e eller m i n d r e accept og funktion. Vi ser n u , a t det p å ingen m å d e lykkes disse fællesskaber a t løfte m e n n e s k e h e d e n s energiniveau, m e n de h a r u d e n tvivl gjort et vigtigt forberedelsesarbejde. De store kollektive problemer som overbefolkning, forurening - både fysisk, emotionel og t a n k e m æ s s i g - overforbrug og rovdrift p å p l a n e t e n s ressourcer, krig og vold t a g e r til i alvorlig livstruende grad. Problemerne t r æ k k e r energiniveauet ned. De kollektive problemer afspejles i ustyrlig emotionalitet, bundløs lidelse, sult, håbløshed og fornedrelse på det personlige plan. Men de kollektive problemer k a n ikke k u n løses ved i n d s a t s på det personlige plan. Der m å satses m a n g e steder p å kollektive arbejds-livsformer og på større bevidsthed om energi og vibrationsniveau. Det er p å t r æ n g e n d e nødvendigt med nye modeller og forskellige erfaringer, så moderne m e n n e s k e r k a n leve værdigt s a m m e n i balance med jorden u d e n a t ryge i t o t t e r n e på h i n a n d e n og u d e n a t svine omgivelserne til.

Selv h a r j e g siden 70'erne boet 2 å r i kollektiv i Københ a v n , 7 å r i bofællesskab på Fyn og bor n u p å 4. å r i et spirituelt fællesskab i Gedved. J e g h a r ikke nogen model p å et "rigtigt" fællesskab, m e n finder det vigtigt, a t der n u gøres m a n g e forskellige erfaringer med a t bo s a m m e n på en m å d e , der bevidst nedprioriterer det egoistiske og personlige.

MUNACH Det spirituelle fællesskab, jeg k e n d e r bedst, er MUNACH et meditationscenter i Gedved nord for Horsens. Det er godt 5 å r g a m m e l t og er centreret omkring et æ g t e p a r - J ø r g e n Høher Ovesen og Anne Sophie J ø r g e n s e n - som ejer bygningen og forestår undervisning og vejledning. F æ l l e s s k a b e t b e s t å r efterhånden af 50 voksne og 20 børn, der er flyttet t æ t p å centret for a t k u n n e deltage i meditationer og undervisning. C e n t r e t s formål er a t t r æ n e en gruppe m e n n e s k e r i a t k u n n e arbejde med fælles bevidsthed og i a t k u n n e forstå og formidle energi på et højt niveau. Det er ikke en religion eller en bestemt trosretning, der formidles på MUNACH, m e n en viden om og en færdighed i a t arbejde med energi. F o r u d e n meditation arbejdes der meget med healing og k u n s t på centret. Vi t i l s t r æ b e r a t leve så normalt et samfundsliv som muligt med h e n s y n til arbejde, skole, bolig, økonomi og lokalpolitik.

J e g h a v d e jo drømt, a t jeg skulle til Stillehavet og fortælle om M U N A C H . Vi arbejder meget m e d lyd i vores fællesskab, og det blev hurtigt k l a r t for mig, a t jeg hellere skulle lave lyd e n d a t fortælle. Så j e g annoncerede "Sound for Peace" hver dag i frokostpausen. Først v a r der 3, så 7, så 15 og sidste dag 30 deltagere. J e g v a r godt tilfreds med, a t der p å et hjørne af konferencen blev u d s e n d t s m u k k e , h e a l e n d e , vidtrækkende vibrationer. N å r j e g p r æ s e n t e r e d e mig som dansk, v a r det som om de blev særligt lydhøre. De tror, a t de fleste d a n s k e r e bor i kollektiv eller bofællesskab. Der er udgivet en i de kredse meget l æ s t bog om d a n s k e bofællesskaber. J e g syntes, a t det v a r o v e r r a s k e n d e , spændende og inspirerende a t deltage i konferencen. Konkluderende vil jeg sige, a t der gøres m a n g e erfaringer i disse å r i USA inden for kollektiv livsstil, og der skrives og fortælles meget om det. De tør, og de gør! J o m e r e m a terialitet - jo m e r e behov for ånd. Det er m å s k e derfor, de er langt fremme.


SPIRITUELLE FÆLLESSKABER I USA Mit i n d t r y k er, a t a m e r i k a n e r n e bruger begrebet spiritualitet meget m e r e naturligt - og til tider utrolig u d v a n d e t - end vi gør h e r i D a n m a r k . Det er lige s å almindeligt for dem a t spørge om, hvilken t r o s r e t n i n g m a n tilhører, som om hvilken by m a n bor i. Og de h a r ikke besvær m e d a t tolerere, a t der findes et h a v af forskellige kirker og retninger. Det, j e g oplever som den store forskel, er, a t de fleste a m e r i k a n e r e t a g e r det som en selvfølge, a t m e n n e s k e r h a r et forhold til det spirituelle.

Foruden de store verdensreligioner møder m a n m a n g e nye gruppe-ringer, f.eks. den i n d i a n s k inspirerede Council of Six Directions, eller grupper, der er meget fokuseret på, a t den n y tidsalder k r æ v e r en ny spiritualitet som f.eks. The Emissaries of Devine Light (se senere) eller Terracon - Church of All Worlds, der kalder sig e n øko-futuristisk landsbybevægelse. Der er m a n g e grupperinger b a s e r e t p å Gaia teorierne, og det var nok overvejende disse, m a n k u n n e møde p å konferencen i Washington.


FARM, OLYMPIA, WASHINGTON

På forhånd havde jeg listet nogle spørgsmål, som jeg ville fokusere på: fællesskabets ideologi, kilde for spiritualitet og p r a k s i s for energiopbygning, fællesskabets historie, økonomi, beslutningsprocesser og p r i m æ r e aktiviteter, fællesskabets adgangsog eksklusionsregler og erfaringer, fællesskabets holdning til og p r a k s i s vedr. forbrug, genbrug og affald, fællesskabets holdning til og p r a k s i s vedrørende sexualitet, fællesskabets holdning til og p r a k s i s vedrørende fødsel, død og sygdom. Selv om j e g synes, a t det er meget s p æ n d e n d e spørgsmål, indså j e g h u r t i g t , a t jeg havde lagt op til å r s studier. J e g slap den s t r u k t u r e r e d e m å d e a t gribe det a n p å og lod mig flyde med s t r ø m m e n . Den bragte mig i k o n t a k t med fire forskellige fællesskaber.

E t uheld b r a g t e mig e n uventet gave. Min bagage blev v æ k u n d e r udrejsen, og jeg fik den først e n uge efter a n k o m s t e n . Det betød, a t j e g h v e r k e n havde telt, sovepose eller e k s t r a tøj. Så jeg blev i n d k v a r t e r e t i et lille økologisk h u s m a n d s s t e d ejet af to helt specielle kvinder. De havde får og geder og dyrkede så m a n g e grønsager, a t de k u n n e leve af det. De s a t t e en æ r e i a t lave alt selv fra u l d g a r n og gedeost til røgelsespinde recirkulere al affald og anvende så få penge som muligt p å forbrug. De havde et velfungerende multtoilet og ønskede sig en ny, solid v a s k e m a s k i n e , der kørte p å håndkraft! De var utroligt velorienterede og meget bevidste om k u n a t støtte aktiviteter og virksomheder, der gav jorden mere liv. De kaldte sig ikke spirituelle, m e n j e g fandt, a t de, ved deres m å d e a t leve og arbejde på og deres m å d e a t v æ r e s a m m e n med a n d r e på, formidlede en r e s p e k t for det levende, som er et k l a r t a s p e k t af spiritualiteten.

GLOBAL INSTITUTE KOLLEKTIV, VICTORIA, B. C. CANADA E n d a n s k kvinde, hvis søster jeg k e n d e r godt, er en del af et 4-personers kollektiv, der bor i en stor lejet villa med udsigt over Stillehavet. De m e d i t e r e r s a m m e n og spiser helsekost. To af dem - et p a r - h a r e n central position og er ansvarlig for ugentlige "Earth & Spirit" s a m m e n k o m s t e r , hvor der k o m m e r 40-50 m e n n e s k e r til meget forskellige aktiviteter, som f.eks. c e r e m o - n i e r og ritualer, sangaftner, sacral d a n s og fuldmånemeditation. Der v a r stor forkærlighed for sang og dans som energiopbyggende og hjerteåbnende aktivitet. Kollektivet v a r i e n forandringsfase, hvor to af m e d l e m m e r n e skulle flytte.


SUNRICE RANCH, LOVELAND, COLORADO, USA Der er 12 "Emissaries of Devine Light" fællesskaber - 6 i USA, 3 i C a n a d a , 1 i Sydafrika, 1 i A u s t r a l i e n og 1 i England. Udover fællesskaberne er der 150 centre over hele verden. Foreningen blev s t a r t e t i 1932 af Lloyd A r t h u r Meeker, og formålet er a t fremme den spirituelle r e g e n e r a t i o n af m e n n e s k e h e d e n . Den n u v æ r e n d e leder h e d d e r Michael Exeter og lever i et fællesskab i British Columbia, C a n a d a . Sunrise Ranch fælles-skabet, der h a r ca. 80 voksne, er b a s e r e t p å et økologisk l a n d b r u g og g a r t n e r i . De er stort set selvforsynende og h a r eget v a n d r e n s n i n g s a n l æ g . De h a r som deres kirke/auditorium en "dome" (halvkugleformet bygning), som de selv h a r bygget, og hvor der k a n sidde 250 personer. Som i n d t æ g t s s u p p l e m e n t h a r de opbygget et k u r s u s c e n t e r og h a r bl.a. et stort institutionskøkken og e n stor spisestue, hvor både fællesskabets m e d l e m m e r og k u r s i s t e r spiser. De holder fællesmøde hver onsdag og hver søndag. Den ceremoni, jeg deltog i, startede med saxofonspil og fortsatte i digtoplæsning, taler, sang, stilhed, klaverspil og en s m u k prædiken, som k u n n e have v æ r e t holdt i enhver k r i s t e n kirke; m e n de kalder sig ikke kristne. Der blev givet en del healing i et særligt h e a l i n g s h u s . På mit spørgsmål om hvordan de byggede spirituel energi op, svarede de: ved de ugentlige gudstjenester og ved hengivenhed til Michael Exeter, som hver 14. dag u d s e n d e r en tale om et a k t u e l t e m n e i et spirituelt perspektiv. Den sendes til flere h u n d r e d e m e n n e s k e r i 60 forskellige lande. J e g v a r k u n p å besøg en dag, og det v a r for lidt til a t fornemme energien bag høfligheden.

GREEN

PASTURES,

EPPING, NEW

HAMPSHIRE,

USA Også et "Emissaries of Devine Light" fællesskab. H e r bor 60 voksne og 4 børn. I lighed med Sunrise R a n c h lever de af økologisk l a n d b r u g - med heste! - og g a r t n e r i og suppler e r med en omfat-tende kursusvirksomhed. H e r v a r j e g i 5 dage og fik indtryk af, a t hele Emissaries bevægelsen er inde i store forandringer. Noget af det, der skulle prøves var "hjertegrupper" - 10-12-mandsgrupper, der havde til formål a t s t y r k e hjerteenergien hos hver enkelt. De v a r meget opmærksomme på den negative effekt af s t æ r k e emotioner og havde bl.a. en husorden, der lød: ingen, der er i s t æ r k affekt, m å arbejde med grønsagerne i m a r k e n eller med m a d e n i køkkenet. Det v a r et dejligt sted a t v æ r e med virkelig veltillavet sund, r e n m a d , og jeg glæder mig til a t komme tilbage n æ s t e å r som kursusholder.


UPSIDE OUT

INSIDE DOWN Grateful Dead og Indigo Girls Autzen Stadium, Eugene Oregon 22 august 1993

Efter et p a r m å n e d e r s koncertpause gav Grateful Dead to koncerter, lørdag 21. og søndag 22. a u g u s t i Eugene, en by vel på Å r h u s ' størrelse. E n livlig by med m a n g e unge m e n n e s k e r og dertil et rigt kulturliv så vidt jeg forstod. Disse to shows var immerv æ k s o m m e r e n s , m å s k e hele å r e t s , indiskutable højdepunkt. The Dead spillede n æ s t e n 3½ time lørdag og lige ved 4 t i m e r søndag, Indigo Girls v a r p å en t i m e s tid, og det hele blev t r a n s m i t t e r e t direkte i den lokale radio, begge dage! Suppleret m e d s n a k og interviews med folk på selve stadion, såvel som p å den mobile m a r k e d s - og festplads der omringede bygningen gav det et rimeligt i n d t r y k af den helt særlige s t e m n i n g en Grateful Dead koncert genererer.

Men, som B r u g s e n s gamle slogan formulerede det: t r æ d indenfor og m æ r k forskellen. Forestil dig e n k æ m p e g r y d e med solen bagende ned i en g r a d så v a n d b æ r e r n e bliver stjerner; og forestil dig 43.000 m e n n e s k e r i perleh u m ø r fra første fløjt, d a n s e n d e hvor der er plads og ellers blot gyngende. Og musikken? N å j a , selv om dette blads læsere m å formodes a t høre til b l a n d t de m e s t dannede i landet - og det vil jo sige hele verden - er der m å s k e en enkelt som h a r sneget sig til a t læse bladet u d e n a t v æ r e fuldt fortrolig med t h e Dead's produktion g e n n e m s m å 30 år, og for denne e v e n t u a l i t e t s skyld: På deres studieplader h a r b a n d e t g e n n e m alle å r e n e virket i den store a m e r i k a n s k e rocktradition, lidt countryish, noget tilbage-


lænet, meeeget melodiøst og ikke sjældent r y t m i s k og h a r m o n i s k avanceret. Guitaristen J e r r y Garcia - oprindelig blue g r a s s banjospiller - er hinsides al tvivl én af rockens helt store soloister, og i m o d s æ t n i n g til hovedp a r t e n af sine kolleger spiller h a n en g u i t a r blottet for aggressioner. Det er i n t r i k a t , sirligt og ofte med en smitt e n d e glad tone. Desuden h a r h a n i samarbejde med digteren Robert H u n t e r forsynet rockkataloget m e d utallige evergreens (Dan Turell betegnede de to h e r r e r s navne som et kvalitetsstempel i klasse med Lennon/McCartney, hvaba)

Grateful Dead koncerter er k e n d t for a t være lange, den g a n g de v a r unge og friske op til 6-7 timer, afslappede og p r æ g e t af improvisationer, h e r i b l a n d t altid m i n d s t én k æ m p e lang, m e r e eller m i n d r e kakofonisk.

E n lokal (ung) reporter k a r a k t e r i s e r e d e efter koncerterne livebandet Grateful Dead som godt og så heller ikke mere. Nøgternt set er det ikke meget forkert, skønt jeg som gammel fan godt k u n n e tilføje et p a r plusser. Men der eksisterer mellem d e t t e b a n d og dets publik u m en magi som h a r v æ r e t virksom n æ s t e n fra begyndelsen og som ikke findes noget a n d e t sted på rockscenen. Som sædvanlig n å r t a l e n er om magi er det ikke s å d a n lige a t forklare, m e n n u h a r jeg i h v e r t fald set og m æ r k e t den virke: E n håndfuld 5 0 - å r i g e m æ n d e n t r e r scenen og begynder a t spille u d e n nogen form for henvendelse til publikum. Enkelte n u m r e h a r de tydeligvis aftalt p å forhånd a t de vil spille, a n d r e d u k k e r - som l a n d s k a b e r af disen frem af lidt s m å k l i m p r e n r u n d t omkring i

orkestret. E n eller a n d e n fastholder et lille t e m a , en a n d e n g e n k e n d e r det og spiller med, og så er den der. E t p a r stivbenede dansetrin og åbenlyst førlighedstruende, skønt moderate, knæbøjninger gør det ud for sceneshow, der bliver ikke t a k k e t for bifald eller i øvrigt s n a k k e t mellem n u m r e n e , det her h a n d l e r alene om m u s i k og så: hver gang en sang manifesterer sig og erkendelsen af hvad det er for én breder sig løftes hænder, ja! 43.000 a n s i g t e r lyser op, ja! smil t æ n d e s , ja! netop den s a n g skulle det v æ r e netop n u , lige den vil vi gerne høre lige n u , vi h a r fået en gave. J e g vil tro de fleste p u b l i k u m m e r er mellem 20 og 30, m e n ellers er vi en blandet flok fra g a n s k e unge til gamle vrag som mig selv, og naturligvis også et k o n t i n g e n t mere eller m i n d r e fuldblods d e a d h e a d s , m e n n e s k e r for hvem det er e n livsform a t gå til Dead shows, helst dem alle s a m m e n . På et t i d s p u n k t overskylles selv u n d e r t e g n e d e j o r d b u n d n e hængehovede af d e n n e magiske berusende følelse af h v a d det er vi udgør og h v a d det er vi får, og det i e n s å d a n g r a d a t m u s i k k e n glider i bagg r u n d e n og bliver underordnet: E t fællesskab. E n gave. Arne Hebbelstrup


Lyder det ikke som et navn hippier fandt på? Det er ældre end som så. En tidligere ejer navngav den lille elv -creek- ved gården efter sin (velsagtens førstefødte) datter, og siden tog gården navn efter elven. Det skete mange år før kollektivet overtog ejendommen omkring 1970. De eneste standhaftige fra dén start er Caroline og Jim. Nu fører kollektivet en usikker tilværelse med kun 7 faste medlemmer, hvortil kommer et tilsvarende antal langtidsgæster og måske'er -residents. Alpha. F a r m er beliggende i kystbjergene i det vestlige Oregon - ca 40 k m fra Stillehavet i en dal som n æ v n t e lille elv for længe siden skar. Det er den sluppet mægtig godt fra, det er usædvanlig s m u k k e omgivelser a t leve sit liv i. G å r d e n s 120 hektar, hvoraf vel 2/3 er skov, s t r æ k k e r sig venligt og beskyttende op a d s k r å n i n g e r n e . Den gamle lade s t å r på lien og ser helt s k a n d i n a v i s k ud, og beboelserne u d s t r å l e r alt fra nybyggersoliditet til malerisk forfald. Ser m a n bort fra den omfattende m æ n g d e bilkørsel, et g r u n d v i l k å r som de færreste a m e r i k a n e r e synes a t s k æ n k e m a n g e tanker, leves der fornuftigt og billigt. Gården er betalt, og ejendomsskatter er der vist ikke rigtigt nogen af, eller også er de ubetydelige. E n del af m a d e n k a n dyrkes i haven, og p å g r u n d af ringe i n d t æ g t e r betales der ikke skat. Hvad der er af i n d t æ g t e r s t a m m e r dels

fra to lokale p o s t r u t e r som kollektivets faste m e d l e m m e r betjener, dels fra den efterhånden legendariske Alpha Bit, en bogcafé som ligger en halv times kørsel fra gården i Mapleton, e n flække way out in the middle of nowhere, som vi siger n å r vi h a r v æ r e t over there.


S å d a n v a r i h v e r t fald m i n oplevelse d a jeg blev sat af foran b u t i k k e n af den venlige pensionist, som h a v d e samlet mig op ved busvendepladsen ( o g som i øvrigt delte min begejstring for Ken Kesey's O r e g o n ; den er sat netop i dette o m r å d e , og j e g genoplevede Lee's b u s t u r med stor fryd): en r æ k k e sammenbyggede butikker, komplet med falske facader, en 6-8 forretninger s p æ n d e n d e fra købmand over i s e n k r æ m m e r til kiropraktor og så a l t s å Alpha Bit. Senere gik det op for mig a t h u s r æ k k e n faktisk er del af en by; m a n k a n bare ikke få øje på den fordi der er så frygtelig langt mellem alting. Der er en del trafik g e n n e m Mapleton, for den ligger på vejen til kysten fra n æ r m e s t e større by Eugene, så s t r ø g k u n d e r n e + de faste k a n tilsamm e n bringe den daglige o m s æ t n i n g op på en 4 - 5ooo kr. Det synes jeg er imponerende, også selv om b u t i k k e n er virkelig velindrettet og hyggelig. Der k a n købes hjemmelavet mad, t æ r t e r , sandwiches, supper osv + kaffe og t e i caféen, postkort, lys, bøger (mange herligt obskure titler) og h å n d l a v e d e smykker i butikken. Kollektivet h a r drevet denne bemærkelsesværdige forretning i n æ s t e n 15 å r og h æ l d t m a s s e r af arbejde og penge i den. Nu er den s å s m å t begyndt a t k a s t e noget den a n d e n vej så det ikke længere er r e n tilsætning. Der er dog n æ p p e nok til a t betale fuld løn til de t r e passere. E n tredje indtægtskilde er k u r s e r og workshops i k o n s e n s u s . De gives af v e t e r a n e n Caroline og m e d l e m m e r h u n h a r l æ r t op. Omfanget af d e n n e aktivitet er indtil videre beskedent, m e n interessen er voksende.

Der arbejdes en del i kollektivet. 5 stks 9-timers arbejdsdage/uge regnes for p a s s e n d e , m e n tempoet som jeg oplevede det er h u m a n t , og en stor del af indsatsen drejer sig om det ' e l e m e n t æ r t nødvendige', børnepasning, husholdning, køkkenhave, bygningsvedligeholdelse og -forbedring og sådan. Arbejdet organiseres ved hjælp af ugentlige p l a n e r som sørger for, a t der bliver jobroteret temmelig konsekvent. J e g blev ikke k l a r over, hvor stor indflydelse de enkelte deltagere h a r p å deres ugeplan, m e n n å r den først h æ n g e r der følges den strikt. Eksempelvis v a r jeg et p a r dage med til a t køre b r æ n d e til huse, s k æ r e , kløve og stable det. Pga den t i l s t u n d e n d e konference var a n t a l l e t af løse g æ s t e r betydeligt, og vi havde et godt gang kørende, som fik d æ k k e t m å s k e halvdelen af vinterbehovet. Vi k u n n e have gjort arbejdet færdigt p å et p a r dage til, men n æ s t e dag figurerede b r æ n d e slet ikke på p l a n e n , og der skulle ikke flexes noget dér. Effektivitet og rationalitet klart og bevidst nedprioriteret u n d e r ønsket om spredning, af modvilje mod a t skabe eksperter, i et 25 å r g a m m e l t kollektiv! J e g v a r mere imponeret end irriteret.


Beslutninger træffes i enighed og økonomien er fælles. Hvad dette sidste anbelanger synes der dog a t v æ r e en let h a l t e n . Først for nylig er m a n begyndt a t tildele m e d l e m m e r n e lommepenge. De a n d r a g e r $ 25 pr måned, og det er ikke ret meget. En drikkelig øl koster n e m t en dollar hos købmanden. J e g spurgte h v a d m a n så gør hvis m a n h a r brug for lidt e k s t r a , og svaret var: så spør m a n Caroline. Ligefrem skoleret skal m a n vel ikke stå, men behovets k a r a k t e r n æ v n e s , joh. Et p å t r æ n gende e m n e til v i n t e r e n s diskussioner på Alpha F a r m , k u n n e jeg forstå. Som n æ v n t v a r der m a n g e løse g æ s t e r op til konferencen. J e g vil tro omkring 30 forskellige overnattede én eller nogle få gange i løbet af den uge jeg opholdt mig p å gården. Selvfølgelig v a r der både medlemmer, resid e n t s og faste g æ s t e r som havde travlt eller bare ikke orkede, cg som h a s t e d e gennem fællesrummene for h u r t i g t a t t r æ k k e sig tilbage til de private r u m . Alligevel v a r hovedindtrykket, a t m a n på Alpha F a r m én gang for alle h a r besluttet, a t g æ s t e r er ok og skal behandles godt. Varm gæstfrihed og en afslappet, oprigtig interesse for de besøgendes b a g g r u n d gjorde mig en anelse b e s k æ m m e t ved t a n k e n om vores hjemlige s t a n d a r d .

H a r du a l t s å p l a n e r om a t berejse The Pacific Northwest er det k l a r t anbefalelsværdigt a t sende et kort til Alpha F a r m og høre om de h a r plads.

Arne H e b b e l s t r u p


Lost Valley

Så dejligt boede de. I små hytter beklædt med træspån, så de lignede

grankogler.

Det er ikke et navn kollektivet har fundet på. Sådan har den bare altid heddet, denne fredfyldte, hengemte dal i Oregon, øst for Eugene.

Dianas OptagelSE Den første aften jeg v a r i Lost Valley skulle Diane optages i kollektivet. Vi v a r på det t i d s p u n k t 4-5 g æ s t e r fra forskellige steder i verden, alle p å vej til konferencen, og vi blev indbudt til at v æ r e med. Ceremonien foregik i Dianes hjem, -en y u r t , der lå lidt for sig selv nede ved skovbrynet. Det var helt mørkt, da vi i s m å grupper nærmede os det store filttelt, der lå ca. 1 m e t e r over j o r d e n på en r u n d platform af t r æ . Skoene skulle blive ude, vi dukkede os og gik ind. Ilden buldrede i en k æ m p e s t o r brændeovn. S a m m e n med en m a s s e stearinlys kastede den blafrende lys og skygger over r u m m e t . Meget af pladsen v a r optaget af m a d r a s s e r til a t sidde på, m e n der v a r også plads til mere almindelige møbler, -en stor bogreol, en sekretær, et skrivebord, s m å og store t æ p p e r

overalt. Et møbleret telt. H u n fortalte senere, a t der faktisk gik rigtig meget b r æ n d e til at fyre op. Det var lidt paradoksalt, a t det netop v a r Diane, der skulle optages. F a k t i s k havde h u n v æ r e t med fra s t a r t e n i 1989, og v a r således en af v e t e r a n e r n e . Men det v a r først nu, h u n havde følt sig i s t a n d til for alvor at beslutte sig. Vi g æ s t e r sad musestille i skrædderstilling, ligesom alle de a n d r e og ventede. Stemningen var højtidelig, og vi vidste jo ikke, hvad der skulle ske. Så begyndte Diane a t fortælle, hvorfor h u n gerne ville bo i Lost Valley og hvad h u n ville bruge stedet til og hvad h u n ville give det.


H u n var m e g e t bevæget af situationen og dybt koncentreret om a t u d t r y k k e sig så ærligt som muligt. Da h u n holdt op at tale, kom der e n meget l a n g p å é n g a n g koncent r e r e t og afslappet p a u s e , hvor intet skete. Så rejste Richard (en af kollektivisterne) sig og s a t t e sig foran Diane i skrædderstilling. De to h a v d e i lang tid ordløs kontakt, og energien mellem dem koncentreredes s t æ r k t . Så begyndte Richard a t tale til hende. Meget personligt. Fortalte h v o r d a n h a n så hende, både som individ og i kollektiv s a m m e n h æ n g . Hvad h a n k u n n e lide og ikke lide ved hende. Hvordan h u n virkede p å h a m . Hvad h a n var bange for, og hvad h a n ville gøre ved det. S å d a n kom de én efter én. Tiden stod stille af koncentration. Der blev g r æ d t meget og leet og sagt m a n g e ting, der var svære a t få sagt. Nogle gav h e n d e e n lille gave. Efter d e n n e timelange seance v a r Diane n u optaget og n u skulle vi slappe af og hygge os med s m å k a g e r og t r o m m e s a n g . J e g h a v d e s v æ r t ved a t skifte så b r a t til den store m u n t e r h e d . Optagelsesceremonien havde rørt mig dybt, og jeg t æ n k t e på, hvor s t æ r k og handlekraftig en gruppe m å t t e blive, n å r m a n gik s å d a n til biddet i de personlige relationer mellem alle kollektivets 13 medlemmer. Men kom de alligevel derhen, hvor de følte sig trygge ved h i n a n d e n og stolede p å h i n a n d e n ?

på en g å r d i Ohio, i et o m r å d e , hvor tyske i m m i g r a n t e r h a v d e slået sig ned for 5 generationer siden. H e r v a r "a lot of communityfeeling". Alle k e n d t e h i n a n d e n , m a n hjalp h i n a n d e n i dagligdagen og festede gerne og ofte s a m m e n . Diane tog væk, da h u n blev større, b l a n d t a n d e t fordi h u n også havde set de negative sider af a t v æ r e så lukket en gruppe. Intolerancen for eksempel. H u n v a r utrolig t a k n e m l i g for a t have oplevet dette landsbyfællesskab som b a r n , og ville gerne igen leve i et miljø, der havde nogle af disse kvaliteter. The real Family. J e g h a r hørt Dianes historie flere gange før, også hos d a n s k e kollektivister. Denne drøm, dette savn, vi stadig b æ r e r i os, og som vi søger opfyldt b l a n d t a n d e t i kollektivet. J e g h u s k e r selv d e n n e forventning fra kollektivbevægelsens s t æ r k e s t e tid herhjemme. Men herovre oplevede jeg, a t de v a r meget m e r e seriøse o m k r i n g det, og a t deres t r a n g til at skabe deres "rigtige familie" v a r meget dyb. Måske derfor slog det mig n æ s t e n som en sorg, da jeg opdagede, a t halvdelen af kollektivet v a r p å vej ud af døren, for det meste for a t dyrke kernefamilielivet i Eugene. Måske bundede det m e d familien alligevel ikke så s t æ r k t . Eller hvá? Eller m å s k e var det bare for s v æ r t også a t dele alt det praktiske?.

EN FAMILIE På Lost Valleys opslagstavle h a n g et digt af Richard Bach fra h a n s bog "Illusions": The band that links your true family is not of blood, but of respect and joy in eachothers life. Rarely do members of one family grow up under the same roof Digtet u d t r y k k e r fantastisk godt en del af det idégrundlag, der b æ r e r dette kollektiv. Og m a n g e lignende i USA iøvrigt. J e g s p u r g t e Diane, hvor h e n d e s lyst til a t bo kollektivt v a r k o m m e t fra. H u n var vokset op

KURSUSCENTER. Det fælles g r u n d l a g for kollektivet var at tage vare på jorden og p å h i n a n d e n . Det forventedes, a t alle m e d l e m m e r n e arbejdede med sig selv og deres personlige udvikling p å e n eller a n d e n m å d e . Der var absolut metodefrihed, m e n alle støttede op om den enkeltes arbejde.


På det m e r e u d a d v e n d t e område havde m a n planer om a t opbygge en omfattende k u r s u s virksomhed. Faciliterne hertil v a r ideelle: E n stor fællesbygning med køkken og spisesal og dertil 10-12 s m å hytter, der lå spredt i skoven t æ t op af fællesbygningen. Her boede kollektivets medlemmer. Lidt længere inde i skoven (men stadig indenfor 3 m i n u t t e r s gang) lå kursusfacilitet e r n e . E n bygning med undervisningslokaler og to meget store 2-etages bygninger, der k u n n e r u m m e ialt 112 liggende gæster. T æ t ved køkkenet lå desuden et vandrehjem med 10-12 sengepladser. M a n h a v d e allerede afholdt flere korte k u r s e r e n t e n med spirituelt indhold eller i økologisk havebrug, p e r m a k u l t u r etc. Samtidig havde m a n p e r m a n e n t et langt k u r s u s på 6 m å n e der kørende, organiseret på e n måde, der godt k u n n e give nogle ideer, -ihvertfald for én som mig, der k o m m e r fra et kollektiv med s t r a m økonomi, meget arbejde og gæster.

De LANGE KURSER Det lange k u r s u s , der kørte for tiden, handlede om økologisk havebrug. Der var 5 deltagere, alle unge mennesker. De betalte 250 dollars om m å n e d e n for kost og for logi i tipis, domes eller egne telte. De indgik i den fælles m a d l a v n i n g og spiste s a m m e n med kollektivisterne. Arbejdsugen var på 40 timer og k u r s e t havde sit helt eget projekt, -en k æ m p e s t o r k ø k k e n h a v e , der stod i fuldt flor og forsynede kollektivet. Måske var der også lidt til salg udenfor. E t p a r gange om u g e n var der teoretisk undervisning. J e g deltog i en af lektionerne, der h a n d l e d e om skadedyrsbekæmpelse. Undervisningen foregik meget afslappet under et stort t r æ u d e i det fri. Med en utrolig engageret elevgruppe, der ivrigt diskuterede og noterede og en virkelig kompetent lærer. E n

slags løngivende højskolevirksomhed midt i kollektivet.

ØKONOMISK ORGANISERING Der v a r ikke fællesøkonomi. Alle kollektivets medlemmer, a l t s å p.t. 13, betalte 185 dollars om m å n e d e n til fælleskassen. 100 for logi og 85 for kost. Disse penge skaffede m a n ved en eller a n d e n form for udearbejde eller m a n t æ r e d e p å en opsparet kapital. Derudover skulle m a n lægge 20 t i m e r s arbejde om ugen i kollektivet. Det drejede sig mest om mad, rengøring, vedligeholdelse, kontorarbejde omkring udvikling af k u r s u s a k t i v i t e t e r n e , drift af en lille b u t i k etc. På denne m å d e sikrede m a n både det økonomiske g r u n d l a g og k u n n e samtidig i fælless k a b bruge e n m a s s e kræfter på a t få stedet til a t fungere og få fremtidsplanerne realiseret. Det lod til a t v æ r e en god struktur, der fungerede. Folk virkede glade, energiske og meget optimistiske.

BOB'S BYGGEEKSPERIMENTER Bob v a r en af de kollektivister, der virkelig havde fuld k n a l d p å fremtidsplanerne. H a n v a r ingeniør og havde efter lang tids research slået sig ned i Lost Valley, i hjertet overbevist om, a t h a n her havde fundet "his place". Indtil videre h a v d e h a n holdt to succesrige week-end-kurser i byggeri af genbrugsmaterialer, og så h e n til a t udvikle denne aktivitet stærkt. P å de to week-end-kurser v a r m a n begyndt at bygge et prøvehus, og ud fra disse erfaringer havde h a n søgt om byggetilladelse til et større byggeri.


I prøvehuset havde m a n eksperimenteret med fire forskellige ydervægskonstruktioner, alle af g e n b r u g s m a t e r i a l e r : 1)

Tomme øldåser, m u r e t op.

2)

B r æ n d e s t y k k e r , m u r e t op. Denne konstruktion forstod jeg ikke rigtig, men de h a r jo nok m a s s e r af overskudsbrænde.

3)

B r u g t e bildæk. E n virkelig sjov konstruktion. D æ k k e n e spiddes i forbandt p å et støbt f u n d a m e n t med n e d s t u k n e rundjern. De fyldes m e d jord før n æ s t e skifte påbegyndes. K a n pudses udvendig og indvendig, hvis m a n syn's. M a n får en dollar for a t afhente et bildæk på et a u t o v æ r k s t e d , så det k a n blive en helt god forretning a t bygge s å d a n et h u s .

4)

B r u g t e køleskabe. Det v a r bare den bedste. Låget skrues af og køleskabet deles af en krydsfinersvæg på langs. I det yderste r u m fyldes isolerende materiale (der er jo allerede noget). I det i n d e r s t e fyldes et eller a n d e t varmeabsorberende materiale. Derefter stables køleskabene som byggeklodser på et fundament. H u s k forbandtet. Også her k a n m a n af kosmetiske g r u n d e vælge at pudse overfladen, selv om den jo er vejrbestandig i forvejen. Køleskabe k a n afhentes g r a t i s overalt.

DE HJEMLØSE Det k r æ v e d e e n dispensation a t få byggetilladelse til e t større eksperimentalbyggeri, og Teknisk forvaltning i Eugene havde umiddelb a r t slet ingen interesse i a t bevæge sig udenfor de k e n d t e r a m m e r . Det lykkedes først, da Bob gik ind til dem med en videofilm af forsøgsbyggeriet og luftede sine t a n k e r om at koble byggeri af g e n b r u g s m a t e r i a l e s a m m e n med hjemløshedsproblematikken. E u g e n e h a r m a n g e hjemløse og meget affald. Bobs idé v a r a t lave et projekt, hvor m a n tilbød de hjemløse a t gå ind i byggeeksperim e n t e t og bygge deres egne huse af genbrugsmaterialer. Lige så vigtigt som boligen var, a t de herved k u n n e lære en masse håndv æ r k s m æ s s i g e færdigheder, der k u n n e bruges på m a n g e måder. Byrådet var interesseret, så n u m å vi se.

FREMTID J e g v a r 5 dage på Lost Valley og syntes, a t det v a r et dejligt sted med m a n g e muligheder og en god k e r n e g r u p p e , der ihærdigt prøver a t bygge det op. Hvis den bliver lidt større, så den ikke løber s u r i de m a n g e opgaver, k a n det blive et fantastisk godt og s p æ n d e n d e sted.

af Lise

Reinholdt


TWIN OAKS

For et par år siden rejste jeg sammen med min bedste rejsekammerat, min søn på 14, rundt i USA i 8 måneder. Vi boede hos forskellige folk og mest i kollektiver. Et af de kollektiver, vi havde glædet os meget til at besøge, var Twin Oaks. At køre g e n n e m Virginia i 40 g r a d e r s v a r m e var en oplevelse. Der var lige så grønt som i D a n m a r k . Det der v a r anderledes, var varmen. J e g ved ikke rigtig, h v a d jeg havde forventet, -store b r u n e tobaksplantager, tror jeg. Vi blev først indlogeret i e n gæstehytte, hvor g æ s t e r n e fik h v e r t sit værelse. M a n k u n n e bo gratis i kollektivet mod at arbejde. Arbejdet v a r dejligt og vi prøvede lidt af hvert. Det var en af de s p æ n d e n d e ting ved Twin Oaks, -at m a n ikke havde et bestemt arbejde, m e n k u n n e skrive sig på, h v a d m a n ville, bare det blev til 48 t i m e r om ugen.

Vi v a r med til m a d l a v n i n g , hængekøjelavning og arbejde i m a r k e n . Og det sidste var nok det allerdejligste. T æ n k j e r en m a r k fuld af r u n d e cantaloupe-meloner. Det v a r et utroligt syn. Der v a r e n meget afslappet atmosfære o m k r i n g arbejdet. Folk arbejdede, n å r de ville. Så hvis m a n ville sove om dagen og arbejde om n a t t e n , gjorde m a n bare det. Det gjaldt selvfølgelig ikke alle ting. Madlavning f.eks. Og børnepasning. Og h e r k o m m e r vi til h u m l e n . Børnene! Efter vores forhold og m e n i n g e r havde de et yderst m æ r k v æ r d i g t forhold til børn. Kollektivet var i sin tid s t a r t e t som e n model på Skinners


bog: "Walden 2" - hvis essens er, a t kollektivet er vigtigere end individet. Og kollektivet er den eneste løsning for vores verden. Det ville i Twin Oaks sige, a t m a n f.eks. ikke m å t t e få børn, u d e n a t kollektivet havde givet tilladelse. Uplanlagte graviditeter v a r absolut ikke velkomne. Det positive ved det v a r dog for eksempel e n pige, der adopterede et barn, hvor hele kollektivet stod bag og støttede og betalte alle de m a n g e penge, det kostede. (Hun er senere flyttet). Det betød også, a t m a n havde et m e g e t sindigt system med "børnepassere". Der v a r to ord: "mater" og "primary". Opbygningen omkring børnene var sådan: 1) Der v a r forældrene. 2) Der v a r "materen", som ihvertfald to dage om ugen h a v d e b a r n e t og sov s a m m e n med det. 3) Der v a r "primary", som nok var dem, der m e s t v a r forældre. 4) Der v a r b ø r n e p a s s e r n e , der sov s a m m e n med børnene i børnehuset. Det v a r t i t forældre til nogen af børnene.

Hele Twin O a k s bestod af m a n g e h u s e af forskellig slags. I et af dem boede der k u n kvinder, og dér m å t t e der slet ikke k o m m e børn. Der v a r ialt 4 h u s e , hvor børn slet ikke m å t t e sove om n a t t e n . Ialt boede der ca. 80 voksne og 10-12 børn p å Twin Oaks. Vi diskuterede naturligvis børnespørgsmålet meget med beboerne. De fleste mente, a t det v a r en glimrende ordning, de havde. For, som de sagde: "Forældrene u n d g å r alt det stress om morgenen m e d a t få b a r n e t op og få det i skole eller børnehave," og "forældrene får en rolig n a t t e s ø v n og h a r således mere overskud til alt a n d e t , også børnene." Kit u d t r y k t e dog sin u n d r e n over, a t kollektivet ikke voksede i a n t a l . Det viste sig, a t de fleste forældre flyttede derfra igen efter et p a r år, og der var ikke stor tilgang af nye. Så i de 20 å r kollektivet (dengang i 1989) havde eksisteret, var a n t a l l e t af kollektivister forblevet det samme.

F o r æ l d r e n e m å t t e ikke have børnene sovende hos sig m e r e e n d to gange om ugen. J e g interviewede Kit, som v a r en af "starterne" bag kollektivet, og h u n fortalte blandt a n d e t m e d et u d t r y k af dyb væmmelse: "Ja, så v a r der ovenikøbet et p a r forældre, der ville h a v e deres b a r n døbt, som om det var deres barn!" (Kursiven er min.) Ira, som havde boet på Twin Oaks i m a n g e år, var vores introduktion til stedet. Vi havde l æ r t h e n d e a t k e n d e å r e t før, da vi ligesom h e n d e v a r g æ s t e r p å Svanholm, og efter et ophold i g æ s t e h y t t e n flyttede vi over til hende. I r a sagde, a t é n væsentlig forskel, h u n fandt mellem Svanholm og Twin Oaks var, a t på Twin O a k s smed børnene sig tit ned på gulvet og havde h y s t e r i s k e anfald. Det havde h u n aldrig set p å Svanholm. Min søn, der ikke j u s t hører til de stille børn, fik v a k t vild furore, da h a n gav sig til a t lege med børnene og kom hujende og skrigende og løbende med dem g e n n e m spisestuen. Dér skulle der a l t s å v æ r e stille og fri for børn. De havde bygget et utroligt s m u k t h u s med spisestue og køkken. Og så et lille mørkt r u m med et g a m m e l t gulvtæppe og umagelige stole til børnene. Og en dør, der blev forsvarligt lukket, -ind til spisestuen.

Men det positive ved Twin Oaks var alt det andet. Det v a r utroligt afslappende a t stå u n d e r t r æ e r n e og væve hængekøjer. De lavede også nogle dejlige hængestole. Mange af dem k u n n e d a også lide børn. I huset, hvor vi boede hos Ira, v a r det fuldstændig som eth v e r t a n d e t sted i D a n m a r k med børn. Der blev t a g e t m e g e t h e n s y n til dem, -dog var de voksne også der nødt til a t indordne sig under reglerne og passe de a n d r e s børn i stedet for deres egne. De havde lavet mange dejlige steder for børnene udenfor, -en fantastisk legeplads og en gigant hængekøje 12 meter oppe u n d e r t r æ e r n e .


Twin O a k s var også det første kollektiv, jeg h a r hørt om, der virkelig h a v d e fod p å økonomien. De h a v d e en fabrik, hvor de selv flettede snorene til hængekøjerne og et t r æ v æ r k s t e d , hvor r a m m e r n e blev lavet. Så var de vel n æ r m e s t selvforsynende med al frugt og grøntsager. J e g k a n ikke h u s k e , om de v a r v e g e t a r i a n e r e . Desuden havde de flere bi-erhverv, som også gik p å skift blandt de, der v a r interesserede. Et

"Så vidt, jeg kan se, har de begået den fejl, at det er ikke-forældre, der har lavet reglerne ud fra filosofiske, idealistiske bevæggrunde - og stærkt inspireret af Skinner. Nogle af de voksne har bare en god forståelse for børn - og tager sig virkelig af dem - mens andre tjener deres arbejdstimer ind på at passe børn. Det virker meget forvirrende, især alle udtrykkene - "primary", "mater" etc."

af de m e r e s p æ n d e n d e bi-erhverv v a r a t lave indeks til bøger. Så hvis det ikke havde v æ r e t for deres forhold til børn, havde de faktisk skabt et p a r a d i s p å j o r d e n - efter vores mening. Rikke og Daniel

Barfod.

"Jeg savner varme og kærlighed. Deres indbyrdes kommunikation foregår via opslagstavler og ikke via møder. De holder også møder. Men da de arbejder på så forskellige tidspunkter, er det sjældent, at alle samles på én gang." "Jeg tror, de er ifærd med at lave et ideelt kollektiv, hvor kollektivet - og ikke individet er i centrum."

-


FRA DET GAMLE ARKIV ... I sidste nummer af KoKoo bragte vi et billede fra arkivet og bad vore læsere sende et par ord, hvis de kendte billedets historie. Det har resulteret i to veldokumenterede indlæg og vi har i redaktionen valgt at lade præmien gå til Sumo for hendes herlige bidrag til minderne fra dengang. Sune's Sund Mad fra Svanholm har doneret 1 flaske Økologisk CAVA ("Champagne") fra Katalonien, og den vil blive leveret inden nytårsaften!

K æ r e KoKoo. Billedet p å bagsiden er fra Sterpegårdens lade, hvor vi havde afvejning og udlevering af indkøbsforeningens varer. Billedet er fra 1977. Personen helt til venstre er J e a n e t t e , der var med det første hold Djurslændinge til Tanzania. Personen for e n d e n af bordet genkender jeg ikke. P å højre side er det Tune Spang Olsen, Lars og Lone. J e a n e t t e , Lars og Lone boede på Sterpegården. Situationen er helt almindelig for en indkøbsdag. I laden h a v d e vi hylder til de forskellige steder: G r a n l u n d e r , Lyrehaven, Gæstfri osv. M a n k a n skimte et skilt p å hylden bagerst, hvor der s t å r "Pottehuset". Vi vejede af, h v a d folk havde bestilt og lagde det p å deres hylde. P å indkøbsdagen mødte folk op og h e n t e d e deres varer. Døren i b a g g r u n d e n er ind til den a n d e n del af laden, der v a r vores filmklub. Længere tilbage i laden v a r "informationscentralen", hvor alle mulige djurs-kollektivister var registrerede med h v a d de k u n n e og vidste, så vi k u n n e "dele" vores k u n n e n og viden. F.eks.: PETER, -revisor og traktorindehaver. På S t e r p e g å r d e n boede i perioden 1976-78 cirka 35 personer (voksne og børn). I perioder havde vi ingen faste sovepladser, vi havde fællesøkonomi og de t r e af os, der havde spædbørn deltes også om a m n i n g , hvilket gav mødrene en del frihed og børnene fik m a d (og tryghed) fra flere.

Lars kom til Sterpegården fra Sjælland med en hest (Måneskin) og en hestevogn. H a n flyttede dertil s a m m e n med sin k æ r e s t e + b a r n + to h u n d e og mig, der var gravid. (Senere er h a n blevet både rock-sanger og discjockey.) Vi havde hørt om Djurs-kollektiverne og ville på landet. Efter 1 dag på Storpegården fik vi lov a t flytte ind. Den første tid v a r forelskelse. Alt k u n n e lade sig gøre. Vi havde ofte folk boende fra Tyskland, der havde læst om Djurs-kollektiverne. Senere kom problemerne. F r a Sterpes dagbog: "Vi h a r knoklet hele dagen - med hø - mejet og høstet - arbejdet s a m m e n . Skønt." Vi havde 6 t ø n d e r land med grøntsager, hø og roer, og vi dyrkede det med hest og hesteredskaber. Nå. m å s k e k a n I bruge nogle pluk. M a n k a n jo blive ved.

Kærlig hilsen Sumo. Sumo Lotus, Markhusvej 12, Nørager, 8961 Allingåbro.


Jacks Historie KoKoos k o n k u r r e n c e med billeder fra det gamle Arkiv i sidste n u m m e r h a r lokket et nok så vægtigt fortidsvidne frem på banen. J a c k Bacher, grafiker og bosat i Nimtofte på Djursland, m e n e r bestemt a t h u s k e , a t det var h a m , der tog billedet af de mystiske m æ n d o m k r i n g rosinposerne. Billedet indgik i en serie optagelser, som J a c k brugte i en artikel om S t e r p e g å r d e n i datidens praktiske udflytterbibel "Freja 77". Billedet blev dog aldrig brugt, og er derefter endt i arkivet på den tids kollektive formidlingscentral J æ t t e s t u e n . Dette sted eksisterer iøvrigt stadig som t r y k k e r i , grafisk v æ r k s t e d og forlag og producerer bl.a. det i h å n d e n v æ r e n d e n u m m e r af KoKoo. J a c k boede dengang i kollektivet på Sterpegården, som v a r hjemsted for Djurslands kollektive indkøbsforening. J a c k husker: "Billedet er vistnok taget i forå r e t 1977. Yderst, og afskåret til venstre er det Inger, der var f l y t t e t tilbage til kollektivet reden p å det t i d s p u n k t , der sælger/ud-

leverer v a r e r n e . Den n æ s t e hedder Jacob og kom fra Sangstrup-kollektivet. Så er der Tune Spang Olsen, der holder minderne om den russiske revolution i live. H a n er stadig fast i n v e n t a r p å det nordlige Djursland og h a r netop k a n d i d e r e t til kommunalbestyrelsen i Nørre Djursland p å den kritiske tilflytterliste. Super-hippien Lars K r a r u p boede d e n g a n g p å Sterpegården. H a n kom et halvt å r tidligere med sin nordbagge-trukne hestevogn og sin g u i t a r fra Sjælland og slog sig ned bag et bjerg af t æ p p e r og klude i Sterpens bagindgang. H a n flyttede senere til Å r h u s og transformerede til rockstjerne i det dengang meget populære Århus-band "8000 C". Lasse i den orientalske vest kom s a m m e n med Rita (som lige a n e s t yderst til højre) og v a r k o m m e t til Sterpegården fra Sjælland. H a n blev helt grebet af landbrugets n a t u r n æ r e gerninger og blev senere husbondafløser for l a n d m æ n d e n e p å Bjerringbro-egnen. Lasse og Rita var med i DKI's Indkøbsgruppe


KOKOO-bladet fremover

Boligfællesskab

VEDSKØLLE ved KØGE Familie, som ønsker både fællesskab og privatliv, s ø g e s . I o m b y g g e t l a n d s b y skole tilbydes 100 m attraktiv andel m e d stue, s p i s e k ø k k e n og tre værelser. D e s u d e n fællesrum, m e g e t stor h a v e m e d b l a n d t a n d e t k ø k k e n h a v e , boldb a n e og solterrasser. B e l i g g e n d e v e d m a r k o g skov. T o g f o r b i n d e l s e til S - t o g h v e r t i m e . Vi e r s e l v t o f a m i l i e r m e d 5 børn f r a 3 - 1 9 år. 2

A n d e l 1 1 4 . 0 0 0 kr. N e t t o 2 . 4 4 3 k r + v a r m e og f æ l l e s u d g i f t e r .

Tlf: 56 27 45 40 eller 56 27 65 01

"TITANIC"

Vi har tidligere annonceret efter ny aktiv redaktion her til bladet. Der er kommet flere gode henvendelser fra personer, der vil være med. Men ingen har hidtil haft lyst til at træde ind i redaktionen; de vil hellere bidrage med artikler m.v. Efter at have rundet en beslutning om at nedlægge bladet, får det i stedet en anden form. Der kommer KoKoo blad efter 1. januar 1994, men det omstruktureres med hensyn til den lille redaktion med de gamle, der fortsætter. Ligesom bladets omkostninger tilpasses medlems skaren. Bidrag som nyheder, artikler og billeder til bladet er meget velkomne! Og bidragydere vil modtage en lille belønning herfor. Hvilket - ja, det vil vise sig. Du er altså velkommen til at indsende ideer e t c , f.eks. noget som du gerne selv ville læse i bladet. KoKoo vil stadig formidle informationer, viden og erfaringer om bofællesskaber, arbejdsfællesskaber, kollektiver og kollektive leve-, arbejds- og boformer Kærlig hilsen redaktionen,

Glimvej 5 2650 Hvidovre Tlf 31 49 88 65

N u v æ r e n d e b e s æ t n i n g : 6 v o k s n e o g 3 børn. A l l e f o r s k e l l i g e o g t r a v l e m e n n e s k e r , d e r o g s å p r ø v e r a t p r i o r i t e r e t i d til h i n a n d e n . S k u l l e d u v æ r e i n t e r e s s e r e t i e n p l a d s s o m 7. l e t m a t r o s er d e r p å m ø n s t r i n g i f e b r u a r '94. F r y n s e g o d e r : K ø k k e n h a v e , d r i v h u s , h ø n s , solfanger, r e g n v a n d s b e h o l d e r o g pool ( 1 2 5 1). K a b y s s e n b y d e r p å ø k o l o g i s k m a d i v i d u d s t r æ k n i n g for 8 2 5 k r / m d . A n d e l : 1 7 . 0 0 0 kr.

N e t t o h u s l e j e : 1 . 9 7 5 kr. a l t incl. (- m a d )

Lise & Finn


KOKOO NR. 4/93 24. ÅRG. Redaktionen afsluttet 15.12.93, Redaktører: Bernt Stubbe Østergaard, Lise Reinholdt, Finn Hansen og Troels Nielsen. Redaktionens adresse: KOKOO,

HUSET Rådhusstræde 13 1466 København K Tlf. 33 15 52 53 Giro 6 54 98 29 Kokoo-sekretær: Søren Jacobsen Sats: Elektronisk Tryk: Indtryk, Nimtofte Abonnementspriser: Kollektiver/enkeltpersoner 100 kr. Institutioner 150 kr. KOKOO-bladet udkommer fire gange årligt. Oplag: 600 eks. Annoncer: Prisen for annoncer er for abbonenter: 75 kr. for 1/4 side 150 kr. for 1/2 side 300 kr. for 1/1 side For ikke-abbonenter er prisen 4 gange så høj. Annoncer kan indsendes til redaktionens adresse og bringes i førstkommende nummer.


Community

I august 1993 blev der afholdt en international kollektiv-konference i staten Washington i USA. Temaet var "Celebration of Community", -at fejre fællesskab.

Herhjemme associerer vi ofte "Community" med en fælles ydre ramme, en kollektiv boform. I USA bruges ordet mere abstrakt. Man kan sagtens både bo og arbejde sammen, uden nødvendigvis at have "community". Det er noget, man som gruppe kan arbejde sig frem til. En følelse, en handlekraft, en fælles energi.

I denne stemning fandt en intens og spændende konference sted med 800 deltagere. Hovedsagelig Nord-Vest-amerikanere, trods den internationale titel.


Kokoo 1993 - 4