VIRTUOS september 2016

Virtu September 2016

• • • •

Vilde, vanvittige Wagner Revolutioner i kø Har kunsten nok i sig selv Manden der komponerede helvedes bjerge væk

VIOLINKOMETEN OG TJAJKOVSKIJS 5.

Dirigent: Arvo Volmer Solist: Daniel Lozakovitj Mikhail Glinka: Ouverture til operaen Ruslan og Ludmila Ludwig v. Beethoven: Violinkoncert i D-dur, op. 61 Pjotr Ilitj Tjajkovskij: Symfoni nr. 5 i e-mol, op. 64

13. OKT 2016 - kl. 19:30 Carl Nielsen Salen

Redaktionen El Vibe Bylin Bundgaard, skribent Eva Marie Rasmussen, skribent Finn Schumacker, skribent Knud Erik Jørgensen, skribent Lotte Heise, skribent Martin D. Knudsen, skribent Trine Lai, redaktør Troels Loll, grafiker Forsidefoto: Knud Erik Jørgensen OS fotos: Knud Erik Jørgensen, Troels Loll

Indhold Leder - har kunsten nok i sig selv..............................4 Af: Finn Schumacker

SOUNDTRACK TIL SENSOMMEREN.............................5 Af: DJ Class of Eva alias Eva Marie Rasmussen

Vilde, vanvittige Wagner..............................6

Af Lotte Heise

Efterårets ekstraordinære bonuskoncert.......................7 Af: Eva Marie Rasmussen

Strygeinstrumenter for millioner..............................8 Af: Knud Erik Jørgensen

Revolutioner i kø !. .......................................10 Af: Asger Bondo

Manden der komponerede helvedes bjerge væk.................12 Af: Martin D. Knudsen

Nye ansigter introducerer til koncerter.......................................14

Nørdens Hjørne..................................... 16 Af: El Bylin Bundgaard

Kommende KONCERTER.............................................................. 16

Leder Har kunsten nok i sig selv?

Af: Finn Schumacker Ikke sjældent kan man høre kunstnere og kunstelskere argumentere for kunstens berettigelse med ordene: ”Kunst skal ikke tjene et bestemt formål, men er til for sin egen skyld”. Bag ytringen ligger en berettiget bekymring for, at kunsten skal blive reduceret til et instrument til at forbedre folkesundheden, til at øge koncentrationsevnen i matematikundervisningen, eller til politisk propaganda. Med disse argumenter løber kunstens protagonister dog en stor risiko for at gøre kunsten en bjørnetjeneste og underminere kunstens legitimitet som et bærende element i samfundsudviklingen.

I bestræbelserne på at udvikle os og gøre verden til et bedre sted at leve, har vi mennesker i årtusinder forsøgt at forstå os selv og verden omkring om os gennem primært fire, grundlæggende metoder, der benytter sig af vidt forskellige tilgange. Observationer, logik og analyse er videnskabens redskaber, og det er den mest konkrete metode. Filosofien, som også er en akademisk disciplin, betjener sig ligesom videnskaben af logik og argumentation, og den giver os forklaringer på blandt andet etik, æstetik og erkendelsesteori. I den anden ende af spektret finder vi dels religionerne; menneskeskabte forestillinger om vores herkomst, som opstiller værdier og leveregler, der skal hjælpe os gennem tilværelsen. Og endelig har vi kunsten, platform for vores fantasi og drømme, der som oftest ikke kan forstås rationelt.

Gennem århundrederne har snart den ene metode, så den anden metode leveret de afgørende impulser til samfundsudviklingen, som fx religionen i middelalderen, filosofien i oplysningstiden og kunsten i romantikken.

De sidste godt 100 år har videnskaben været i front, og især den økonomiske disciplin synes i øjeblikket at være det altdominerende perspektiv, som sætter rammerne for vores livskvalitet og udviklingsperspektiver. Der er imidlertid tegn på, at vi igen står overfor et paradigmeskifte: I takt med at vi bliver udfordret af klimaforandringer og religiøst funderede konflikter, vinder nye tendenser frem, som ikke udelukkende er baseret på konkurrencestatens logik. Økologi, medmenneskelighed og solidaritet får flere og flere tilhængere, parallelt til eller som reaktion mod det aktuelle politiske regime.

Kunsten har i dag en fantastisk mangfoldighed af udtryksformer, lige fra diminutive digte til storslåede multimedieforestillinger med hundredevis af medvirkende.

Kunst er med årtiers indsats i undervisningssystemet blevet tilgængelig for størstedel af befolkningen, en udvikling, som internettets udbredelse har bidraget væsentligt til. Ikke bare kunstens former, men også kunsten selv er i stadig udvikling. Mens det 18. og 19. århundrede dannede baggrund for ”de skønne kunster”, hvor hovedbudskaberne var forskellige versioner af en smukkere verden, skiftede kunsten perspektiv, især efter de to verdenskrige, hvor mange kunstneres foretrukne rolle i stedet har været at stille sig i opposition til den hidtil usete materielle fremgang i de vestlige samfund, og tidligere tiders skønhedsidealer er i vidt omfang afløst af eksperimentelle, provokerende eller bevidst frastødende udtryksformer.

I den klassiske musik nåede de to store Richard’er, nemlig Strauss og Wagner som bekendt frem til grænsen for det hidtidige skønhedsideal, primært gennem en opløsning af tonalitetsbegrebet. Senere forlod komponisterne

af klassisk musik de tilbageværende grundelementer: melodien og rytmen, og overlod det brede publikum til andre, mere lyttevenlige genrer. I de seneste 15-20 år er både tonalitet, melodi og rytme imidlertid vendt tilbage i den nykomponerede klassiske musik, ikke på en tilbageskuende måde, men som nye, interessante udtryk, der bygger videre på ekskursionerne i det obskure. For symfoniorkestrene er der derfor god grund til at håbe, at nykomponeret symfonisk musik på sigt igen kan være med til at sætte en dagsorden i samfundet, som rækker ud over de professionelle fagkredse.

Selv om det sker på forskellig måde og i forskelligt tempo, oplever andre kunstarter som fx litteratur, film og teater et tilsvarende udviklingsmønster, og det giver anledning til at håbe på, at kunsten som helhed er i færd med at generobre indflydelse på verdenspolitikken. Tænk, hvis vores vildeste drømme og fantastiske visioner om et bedre samfund, materialiseret i kunstneriske udtryk, blev vejviser for den måde, vi prioriterer klodens ressourcer? Så ville vi have det bedste argument for, at kunstens formål er meget mere end blot at være til for sin egen skyld.

SOUNDTRACK TIL SENSOMMEREN Af: DJ Class of Eva alias Eva Marie Rasmussen Hvordan lyder sensommeren for dig?

Sensommer er for mig både stilhed, varme, høst og overflod. Det er den tid, hvor koncerthuset igen begynder at summe af musik og orkestret starter sin sæson ved at spille til bl.a. Opera på Slottet – en fast sensommertradition.

I sensommeren er der dog også en slags bagside. Min mor siger altid: ”Jeg får ikke vinterdepressioner, men jeg får sensommer-melankoli.” Om foråret går vi mod sommeren.

Hvad går vi mod nu…? Min playliste i dette nummer af VirtuOS er inspireret af denne årstids følelser, lyde og begivenheder.

Første nummer er 3.-satsen fra Nikolaj Rimskij-Korsakovs symfoniske suite Scheherazade om 1001 nats eventyr.

Denne sats er historien om den unge prins og prinsessen og har præcis den sødme, jeg synes beskriver en smuk sensommeraften.

Andet nummer er valgt ud fra præcis denne sommer og må betegnes som nyere klassisk. Kai Normann-Andersen satte i 1941 under endnu en krig musik til Poul Henningsens tekst ’I dit korte liv’. Denne sommer er der igen blevet talt om had og terror. ”Tilgi’r jeg si’r et letsindigt ord[…]

Verden har nu hadet mer’ end nok. Vi kan kun besvare ved at elske.”

Tredje nummer er lyden af dryppende regn og hektisk høst-aktivitet. Lyt godt efter i starten, strygerne spiller kun pizzicato (knips på strengene). 3. sats af P.I. Tchaikovskys 4. symfoni. Blandt musikere, og især fløjtenister, er denne sats kendt som hovedspringet på dybt vand. Piccolofløjtenisten har i over en halv time siddet uden at spille en tone.

På 2:27 skal springet tages og resultatet kan høres i hele salen. Selvfølgelig lyder det, også denne gang, godt.

Fjerde og sidste nummer i denne omgang er lyden af skrøbelig og inderlig skønhed, som nu snart skal transformeres til efterår. Duetten, ’Au fond du temple saint’, fra operaen Perlefiskerne af Georges Bizet er et sikkert operahit, som går lige i hjertet på de fleste – jeg selv inklusiv.

Du kan finde playlisten online på dj.odensesymfoni.dk Som afrunding et forslag i ånden fra ’I dit korte liv’: Tag en ny koncertgænger i hånden og del din egen passion og kærlighed for den klassiske musik. Selv vil jeg invitere min mor til koncert og forhåbentlig lette sensommer-melankolien.

Idéer til nye playlister modtages på mail til: evmr@odense.dk

5

Vilde, vanvittige Wagner Af Lotte Heise Det er sandt! Min mor havde veer til Wagner.

Nærmere bestemt til Die Walküre. Måske er det derfor jeg faldt så eftertrykkeligt i WagnerGryden som barn, at jeg aldrig er kommet op ad den. ”I only drink champagne on two occasions – when I am in love and when I´m not”, sagde superwoman Coco Chanel for mange år siden. Jeg er helt enig med hende og hvis man oversætter det til Wagner ville det lyde: ”Jeg hører Wagner af to grunde - når er jeg forelsket og når jeg ikke er det”, her ville citatet så være af Lotte Heise.

Faktisk er det sådan, at jeg ikke kan leve uden Wagner, det lyder måske super underligt, men det er et faktum, at hvis der går for længe uden at jeg har hørt Wagner, kan jeg mærke at jeg mangler noget. Jeg mangler storheden, fornemmelsen af at drukne i noget der er større end mig, større end alt musik jeg kan kender.

Der Ring des Nibelungen betyder særligt meget for mig

For det første fordi der er over 16 timers musik at boltre sig i. Og så fordi der er så mange forskellige nuancer af musik, så mange karakterer der alle har en stor berettigelse og så er der alt fra Den Vildeste Ondskab til den Den Største Kærlighed. Og i mellem det er der bedrag, svigt, guder, dværge, helte, heltinder og søskendekærlighed i flere afskygninger. Det er så komplekst og så alligevel så enkelt.

Det er også det der fascinerer mig så meget ved Wagner.

I Siegfried kan jeg komme til at grine højt når Mime igen, igen er fuldstændig håbløs med sit ”Als zullendes Kind”, fryde mig over Wotans potente ”Wache Wala Wala Erwach”, til at måtte lade tårerne strømme under ”Ewig war ich. Ewig bin ich”, når Brünnhilde og Siegfried forenes i altopslugende kærlighed.

Der nogle der mener, at man ikke kan eller må grine til Wagner, hvilket er fuldstændig forkert. Wagner var super intelligent og derfor naturligvis også vittig. Hvis man ikke får lyst til hulke af grin når Mime og Der Wanderer (Wotan) i 1. akt ”pisser territorierne af”, så ved jeg ikke hvornår man skal grine i det hele taget – af noget som helst!

Men mest af alt elsker jeg Der Ring des Nibelungen fordi jeg overvældes! Overvældes af den enorme dybde der er i hans musik. Jeg elsker når jeg sidder til Rhinguldet, at der er tre operaer tilbage når tæppet falder efter Loges flabede bemærkning til Rhindøtrene der begræder deres tabte Rheingold og guderne drager over Bifrost til Walhahl til det meste gennemførte stykke potente gudemusik.

Jeg sukker af velvære når Wotan efter ”Leb wohl du kühnes herrliches Kind”, ved at om ikke så længe skal jeg høre Brünnhildes ”Heil dir Sonne” i Siegfried.

Og jeg gribes af lige så stor rædsel som nornene når Livets Tråd brister mellem fingrene på dem, når jeg sætter mig til stolen til næsten 5 timers Götterdämmerung fordi jeg ved at så er det den sidste og om lidt er det hele slut.

Den melankoli er helt forfærdelig. Jeg tænker, at det må være sådan man har det som misbruger når man for evigt skal sige farvel til sit fix.

Mit fix er Wagner, det er ikke farligt – men det er tæt på en besættelse!

Efterårets ekstraordinære bonuskoncert Af: Eva Marie Rasmussen D. 13. oktober kommer den kun 15-årige Daniel Lozakovitj og er solist med Odense Symfoniorkester.

Den unge violinkomet har netop skrevet kontrakt med Deutsche Grammophon, hvor hans første indspilning bliver Beethovens violinkoncert. Dette værk ville Carnegie Hall gerne hyre ham til at spille live, men grundet en god forbindelse i Carl Nielsens Konkurrencens jury er det OS, der eksklusivt får mulighed for at høre ham i efteråret.

Daniel bor til daglig i Stockholm, men rejser over hele Europa for at få undervisning af de bedste violinpædagoger. Ikke siden Anne Sophie Mutter er en så ung violinist blevet engageret af Deutsche Grammophon. Der venter derfor vores heldige gæster en overlegen og virtuos fortolkning af Beethovens mastodontiske linedans af en violinkoncert. I øvrigt det samme værk, som Anne Sophie Mutter i 2005 spillede med OS. Orkestret dirigeres af Arvo Volmer, der gæstede Odense sidste sæson med Nielsens og Brahms’ 1. symfonier. Denne gang skal vi høre Tjajkovskijs smukke og romantiske 5. symfoni. Et værk, som ligger tæt på de fleste musikelskende hjerter.

Køb billet til 13. oktober og få et brag af en klassisk koncert med værker af gamle mestre, fortolket af en ung stjernekomet.

Foto: Alexander Shapunov

7

Strygeinstrumenter for millioner Odense Symfoniorkesters Instrumentfond Af: Knud Erik Jørgensen I 1982 blev det nye Odense Koncerthus indviet. Forud for indvielsen godkendte Odense Byråd oprettelsen af ”Odense Byorkesters Instrumentfond” – i 1986 omdøbt til Odense Symfoniorkesters Instrumentfond (OSI). Instrumentfonden indkøber og administrerer strygeinstrumenter – violiner, bratscher, celloer, kontrabasser og buer til brug af de ansatte musikere i OS’s strygerkorps.

En henvendelse i 1982 til potentielle bidragsydere til instrumentfonden lyder således: ”Forud for indvielsen af Odense Koncerthus har Odense Byråd godkendt oprettelsen af Odense Byorkesters Instrumentfond.

Formålet med denne instrumentfond er at skabe grundlag for indkøb af særligt dyre instrumenter, der på lånebasis skal stilles til rådighed for musikere i Odense Byorkester, specielt de ledende koncertmestre.

Fonden skal ses på baggrund af, at orkestrets medlemmer er forpligtede til at stille eget instrument til rådighed, hvilket i praksis begrænser mulighederne for, at der kan anskaffes særligt dyre instrumenter til nøglepersoner i orkestret.

Odense Byorkesters Instrumentfond sigter i første omgang mod købet af en italiensk mesterviolin, (cello) fra omkring år 1700, de italienske violinbyggeres guldalder med navne som Amati, Maggini, Guarnerius.og Stradivarius.

Instrumenterne fra denne periode er så eftertragtede, fordi ingen siden har formået at kopiere eller bygge instrumenter med tilsvarende kvaliteter, da de gamle mestre tog hemmelighederne med sig i graven.

Det siger sig selv, at købet af et sådant instrument for de fleste orkestermusikere forbliver en uopnåelig drøm. En drøm om at spille på et instrument med ubegrænsede tone- og klangmuligheder, som følger spillerens mindste intentioner.

Symfoniorkestre verden over har derfor i stigende grad anskaffet instrumenter bygget af de italienske mestre og har stillet dem til rådighed for koncertmestrene.

Vi beder derfor alle, der ønsker at sende en hilsen eller gave i anledning af Odense Koncerthus indvielse, at lade det ske i form af et beløb til Odense Byorkesters Instrumentfond.

Bilag: Brochure over Odense Koncerthus.

Anbefalingsskrivelse fra Borgmester Verner Dalskov og Rådmand Søren Møller.

Odense Byorkesters Instrumentfonds fundats.”

Henvendelsen var underskrevet af bestyrelsen for instrumentfonden ved formanden Axel Egon Hansen, udpeget af Odense Byråd, tubaist Jørgen Voigt Arnsted og violinist Ida Hye-Knudsen, begge medlemmer af ”Odense Byorkester” Fundatsen for instrumentfonden er blevet tilrettet hen ad vejen, og pt. står der, at fonden ledes af en bestyrelse på 4 medlemmer. 2 medlemmer udpeges af ”Foreningen Odense Symfoniorkesters Medlemmer” og Odense Byråd udpeger 1 medlem. Det 4. medlem skal være særligt sagkyndig i forhold til vurdering af strygeinstrumenter og udpeges uden for ”Foreningen Odense Symfoniorkesters Medlemmer”. Bestyrelsen konstituerer sig selv.

Pt. består bestyrelsen af kapelmester Børge Wagner, udpeget af Odense Byråd, violinist Stinus Christensen og bratschist Martin Jochimsen, begge Odense Symfoniorkester (OS).

Det 4. medlem, som sagkyndig, er pt. vakant.

Udlån af OSI’s instrumenter er i dag ikke alene forbeholdt de ledende koncertmestre, men alle i strygerkorpset og efter princippet ”først til mølle”. OS har i de år der har været ”sorte” tal på bundlinjen også investeret i gode strygeinstrumenter, og de bliver alle administreret af OSI. Der er i samlingen 2 violiner udlånt og stillet til rådighed af Augustinus Fonden og grevskabet Egeskov. OSI arbejder hele tiden på at skaffe flere instrumenter til samlingen for at kunne dække behovet.

I skrivende stund er OSI blevet testamenteret en villa i det sydlige Odense fra en afdød trofast abonnent, og provenuet ved salget af villaen vil hjælpe OSI videre med nyanskaffelser.

Pt. administrerer OSI 11 violiner, 5 bratscher, 3 celloer, 4 kontrabasser og 4 buer.

Instrumenter: Det første instrument indkøbt i 1983 af OSI, var en italiensk violin af mærket Storioni fra 1796. Prisen i 1983 var kr. 200.000,-. Det var mange penge og svarer i dag til ca.

450.000,-. Købet blev muliggjort af donationer til OSI fra

fonde, firmaer, private m.fl. Violinen blev præsenteret ved en koncert den 14. juni 1983 hvor koncertmester Bjarne Hansen på bedste vis spillede på den i Max Bruch`s violinkoncert.

Derefter er det gået slag i slag med modtagne donationer mv. til OSI og deraf indkøb af fremragende instrumenter til strygerkorpset. Sidste skud på stammen er en nybygget violin af den franske violinbygger Charles Coquet. Violinen er doneret af FYNSKE FRIMURERES FOND, Sankt Johanneslogen “Maria til de tre Hjerter ‘s” Velfærdsfond, og der står i gavebrevet: ” På Frimurerlogens vegne er det mig en glæde hermed at kunne overrække fondets donation på ejerskab af en violin bygget af violinbygger Charles Coquet og beregnet til rådighed for koncertmesterpladsen i Odense Symfoniorkester til en værdi af kr. 120.000,betalt af Fondet den 25. januar 2016.

Frimurerne på Fyn udtrykker håbet om, at vi med denne økonomiske håndsrækning har medvirket til Symfoniorkestres fortsatte udvikling og til glæde ikke alene for den udøvende musiker men for hele orkestret og ikke mindst for publikum.”

I de flestes ører lyder det fuldstændig vanvittigt at en ny violin bestående af ahorn, grantræ og apteret med lidt ibenholt og 4 strenge kan koste kr. 120.000,. I Jem & Fix kan man af og til købe en ny violin for kr. 485,- inkl. bue og kasse.

Selvfølgelig er der ingen sammenligning i forhold til kvalitet. En Jem & Fix violin er masseproduceret - for det meste i Kina - af materialer af tvivlsom kvalitet på under 10 timer, hvorimod en violin som den af Charles Coquet er håndbygget over mindst 200 timer og med de allerbedste materialer, der kan opdrives. Og det kan selvfølgelig både høres og ses. Derfor er kr. 120.000,- for en ny håndbygget violin til professionelt brug i OS absolut ikke vanvittigt – tværtimod!

Vanvittigt er til gengæld prisen for en Stradivarius violin med tilnavnet ”Lady Blunt” solgt i 2011 for – hold nu fast – kr. 84,5 millioner! Nu har instrumenter fra Antonio Stradivari i Cremona (1644 – 1737) altid lige fra dengang,

de blev ”langet over disken”, været vildt efterspurgte. Og allerede dengang var de så dyre, at ingen almindelig musiker havde råd til dem. De blev solgt til grever og baroner, som så stillede instrumenterne til rådighed for deres ansatte musikere - ligesom OSI. Nu har OSI dog ikke en dyr violin af Stradivarius – mindre kan også gøre det - men OSI har dog super instrumenter i millionklassen – bl.a. en David Tecchler cello fra 1714 vurderet i 2010 til kr. 3,6 million, 3 violiner vurderet i 2010 til kr. 1,4 million pr. stk. og flere i ”superligaen”. Siden 2010 er de ikke blevet mindre værd – tværtimod.

Gode strygeinstrumenter stiger i værdi ca. 8-10% om året. Anerkendte økonomer udtaler, at den bedste investering man kan foretage, er i strygeinstrumenter i ”superligaen” – det er en bedre investering end i aktier, valuta, guld m.m.

Er der så ikke stor fare for tyveri af disse instrumenter?

Svaret er nej! Det er uhyre sjældent, at det sker, og når det endelig sker, så bliver instrumenterne hurtigt fundet og kommer ”hjem” igen til ejerne. Instrumenterne er umulige at omsætte pga. særegenhed. Når et tyveri af et værdifuldt strygeinstrument sker, så informeres samtlige marskan-

disere, instrumenthandlere m.m. i miles omkreds samt diverse opråb på internetsider og sociale medier. Endvidere lader musikerne sjældent deres instrumenter ude af syne – de nærmest sover sammen med dem!

For ca. 30 år siden fik en violinist i OS stjålet sin violin – en Giuseppe Guadagnini (1753-1805) - fra bagagerummet i sin bil parkeret ved Bilka i Odense. Violinen repræsenterede dengang en værdi på ca. kr. 300.000,-. På baggrund af en stor opsat artikel i Fyens Stiftstidende og andre medier vakte det megen postyr i offentligheden– Jo! det var før både internet og SMS var opfundet. Der gik ikke mere end 3 dage og violinen blev afleveret til vores violinist af to kvinder, som havde fundet den i et buskads ved Bilka.

Violinen havde ikke lidt nogen form for overlast, og stor var glæden hos alle.

I næste udgave af ”VirtuOS” vil jeg fokusere på vores absolut dyreste instrument pt. – celloen af David Tecchler!

9

Revolutioner i kø !

Af: Asger Bondo Mens strygerne fortsat spiller på deres antikviteter, har nodearkivaren inden for det sidste kvarte århundrede oplevet kvantespring inden for nodeskrivning, produktion, kommunikation og distribution - og står nu med en del af sin opmærksomhed rettet mod det papirløse node-arkiv.

En hvilken som helst musiker i et moderne symfoniorkester betjener sit instrument nøjagtig på samme måde som hans eller hendes forgængere gjorde det for 100 år siden.

Strygeinstrumenterne er overhovedet ikke ændret. Blæserne har måske fået mere renstemte og letløbende ‘rør’ - men med nøjagtig samme blæse- og fingerteknik. Slagtøjsspillerne har fået flere forskellige lydgivere at spille på, men slagteknikken er den samme. Dirigenten har sin dirigentstok ‘baton’ eller sine bare hænder, men fælles for dem alle er, at de læser noder, smukke trykte noder eller håndskrevne - med varierende grad af læselighed. Dog, en bestemt musiker - orkestrets lydløse musiker - nodearkivaren, har igennem det sidste kvarte århundrede oplevet indtil flere “revolutioner“ i sit arbejde - et arbejde der først og fremmest går ud på at fremskaffe det rette nodemateriale: partitur til dirigenten og stemmer til alle 50 - 80 musikere, typisk 20 - 35 forskellige stemmer. Der skal i god tid (et halvt eller et helt år i forvejen) laves aftaler med solist og dirigent om værkerne og i de mange tilfælde, hvor der foreligger flere udgaver, bestemme sig for den rette.

Er det noget vi har på hylderne, eller skal vi ud at købe, låne eller leje? Nogle gange er der programændringer i sidste øjeblik, og så er det spændende, om det indbyttede værk kan skaffes hjem i tide.

Da jeg trådte ind på mit kontor for 25 år siden og skulle tage tråden op efter min pludseligt afdøde forgænger Gunnar Thygesen, stod jeg med et stort skrivebord (med fast højde) - Foruden arbejdsborde og reoler var der en grøn DK80 bordtelefon oven på et telefonnummer-kartotek, en sort/hvid Minolta kopimaskine og en 12” sort/hvid Mac computer, der var sluttet til en laserprinter oven på det store grønne pengeskab inde hos damerne (Kirsten Strate og Minna Jeppesen). Så var der for resten også et par indbindingsmaskiner: en “Regulus” rygstrimmelklæber og én der kunne standse huller til - og facilitere montage af - plastikringe (krummende kamme), jo, og så var der naturligvis også en lang hæfteklemmemaskine og skuffer fulde af linealer, penne, blæk og (meget vigtigt) STAEDTLER Mars Lumograph 4B -blyanter til at indføre strøg i strygestemmer (op- og nedstrøg m. m.) og rettelser i øvrigt. Thyge (som min forgænger blot blev kaldt) havde samlet mange hyldemeter med forlagskataloger og pamfletter med komponistportrætter. Han havde

også indkøbt et meget omfattende værk: Orchestral Music in Print, der ikke mindst i kraft af jævnlige supplementsbind gjorde et forsøg på at opliste alt, hvad der er tilgængeligt på tryk inden for gammel og ny kompositionsmusik.

Kronjuvelen i reolen var det store firebinds katalog over BBC’s kæmpe nodesamling, som denne så ud i 1982!

Korrespondancen med nodeforlag, biblioteker og kolleger i andre orkestre, især de udenlandske, foregik ofte i brevform i kuvert eller (fagre nye verden) med fax, hvis modtageren altså havde en. Der kunne evt. suppleres med en telefonsamtale. Materialerne nåede som regel frem med det danske postvæsen som pålidelig slutleverandør.

PC-begrebet var nyt. Orkestrets solohornist, Sigbjørn Steffensen, kunne godt lide at få en sludder med Thyge efter prøven, og ved sådan en lejlighed spurgte Sigbjørn, om det ikke snart var tiden at gå over til edb - både hvad angik arkivering og nodeskrivning. “Fan’me nej. Jeg bli’r snart halvfjerds, så det bliver over mit lig!”. Men Thyge var alligevel blevet nysgerrig, så der gik vel kun en måned, så havde han fået udvirket, at der blev indkøbt 3 Macintosh Plus og et skrummel af en laserprinter til en samlet pris af 160.000 i 1989-kroner!

Thyge havde et fanebladskartotek i et pænt lille træmøbel med 8 skuffer. Alfabetisk efter komponist dækkede det primært de værker orkestret selv havde på hylderne, men fik også løbende tilføjet de værker vi havde haft lånt eller lejet med henblik på eventuel gentagelse.

Nye orkesterværker i arkivet blev på reolerne anbragt med løbende nummerering fra 0001 til 4999. Kammermusik startede ved 5001 og korværker startede ved nr. 9001. Jeg tror vi var kommet til 1870 mapper med orkestermusik, da jeg tog over. Heldigvis havde Thyge fået gennemtrumfet, at alle kortene med hjælp udefra blev registreret på en database (Filemaker) på den lille Macintosh Plus. Og jeg havde indtryk af, at han havde opgivet at vedligeholde papirkartoteket. Jeg gjorde det i hvert fald aldrig.

Inden jeg fik jobbet havde jeg skrevet frygtelig mange noder i hånden - også for Odense Symfoniorkester. Jeg var selv i 1989 begyndt at skrive på computer i nodeprogrammet Finale.

Dette havde Thyge også købt til sig selv. Og han var begyndt at renskrive nogle små Carl Nielsen-værker, der ikke var udgivne. Så pen og nodepapir gled i baggrunden. En verden af forbedringer, internet, e-mail, programopdateringer, digitale kopimaskiner, der kunne scanne, farveprintere o.s.v. væltede ned over mig og den øvrige administration op gennem halvfemserne og nullerne.

Jeg underviste sideløbende på Kolding Musikskole om tirsdagen. Tog fri kl. 13 og glædede mig til at komme hjem og slappe af ved 21-tiden. Den 4. maj 1993 ville skæbnen, at orkestret havde brug for at få fat i dets nodearkiver (og nodeskriver) i forbindelse med den igangværende prøve og indspilning af en Lumbye CD med den østrigske Stehgeiger Peter Guth. Jeg fik først den hastende besked, da jeg var kommet hjem. Solotrompetist Peter Holling turde ikke spille efter de gamle E-stemmer, og ønskede dem skrevet om til Bb-trompet. Et rimeligt forlangende. Bare ærgerligt at jeg måtte bruge hele natten på opgaven. Som følge deraf fik jeg en snak med vores forretningsfører, Søren Bojer, og bad om at blive udstyret med en mobiltelefon.

Den blev bevilget. Den første i orkestrets historie, en tung sag til det analoge NMT-net. Først et par år senere blev regissørerne udstyret med mobiltelefoner. Siden havde jeg kun tre forskellige tjenstlige telefoner. Jeg foretrak robuste håndværkermodeller. Jeg røg i havet med en af dem i lommen - og den overlevede. Kort før min pensionering købte

jeg privat en iPhone 5 og overtog abonnement og nummer fra tjenesten.

Jeg vil runde denne lille beretning af med at skildre den virkelighed der hersker i mit og min efterfølgers daglige virke i dag. Alt søges på nettet. Kataloger er fortid. Odense Symfoniorkester er gået over til det omfattende administrationssystem “OPAS”, der også linker til en digital udgave af førnævnte “Orchestral Music in Print”. Alle store forlag har deres egne gennemarbejdede og opdaterede hjemmesider. Mange af de største forlag har linket deres data til et forum, der hedder zinfonia.com. Af og til består koncertprogrammerne af nye arrangementer og kompositioner. Disse bliver tit sendt som .pdf-filer. Det giver arbejde ved printeren.

Hvis en musiker har forlagt eller glemt en “stemme”, er det ikke den helt store ulykke. Det siger man dog ikke højt, som ansvarlig nodearkivar. Musikeren bliver holdt på pinebænken, mens man på e-mail rekvirerer en .pdf i høj opløsning fra forlaget eller fra en kollega i et andet orkester. Så udskriver man et smukt print i den rette størrelse og på det rigtige papir - og venter lidt med at fortælle musikeren, at det atter en gang er lykkedes at trylle!

At være nodearkivar har op gennem tiden været et ensomt job. Man har grebet jobbet an ud fra sine egne forudsætninger - og disse har været meget forskellige. I år 2000 var jeg med til at stifte NOBU. Nordisk Orkesterbiblioteks Union ( www.orkesterbiblioteket.net ) og jeg nød i mange år som sekretær at deltage i bestyrelsesarbejdet. Det er svært at sige farvel til sine egentlige kolleger og lidelsesfæller - så det har jeg ikke helt gjort. Jeg er den eneste, der har deltaget i alle årsmøder siden starten - og jeg har deltaget i tre siden min pensionering. Odense Symfoniorkester blev i min tid også medlem af MOLA (se www.mola-inc.org ) og ved konferencen i Chicago i 2007 fik vi demonstreret nodesystemet e-stand, hvor man afskaffer brugen af papir, ved at musikere og dirigent læser fra skærme med forskellige grader af redigeringsmuligheder under prøvearbejdet.

Udviklingen er ikke gået i stå. De fleste rytmiske musikere har nu ikke nodestativer, men iPad-holdere, og det er et spørgsmål om tid, før teknikken kan opleves hos OS.

11

Manden der komponerede helvedes bjerge væk Af: Martin D. Knudsen I forrige sæson lod OS hammeren falde noget så eftertrykkeligt i Mahlers kulsorte 6. symfoni. I den forestående 3. symfoni slås der dog som i de fleste andre af Mahlers værker, mere optimistiske toner an - dog altid på baggrund af intens og langvarig kamp for lykken.

En symfoni, der handler om rå stenformationer, om blomster, dyr, mennesker, engle og om Gud. Lyder det som en lidt vel stor mundfuld? Ikke for Gustav Mahler (1860-1911), komponisten til den monumentale tredje symfoni, som OS opfører denne sæson. Man kan høre Mahler uden at kende hans eksistentielle tanker, men oplevelsen bliver dybere af at vide noget om manden og værket.

Der er tale om et af de mest sælsomme værker af Mahler, og det opføres sjældent. Ikke kun på grund af dets himmelske længde. Men også fordi delene af værket indbyrdes virker så forskellige, at man som lytter klør sig i kindskægget og tænker: ‘Mener du virkelig det?’

Denne undren mildnes ikke engang af, at netop denne symfoni er det værk af Mahler, han selv har fortalt allermest om for at hjælpe lytteren.

Flashback 1896

Feriekomponisten Gustav Mahler og hans ven, dirigenten Bruno Walter, er på vandretur. Denne arbejdsferie har Mahler tilbragt ved det østrigske Höllengebirge, Helvedesbjergene. Walter og Mahler taler om Mahlers just fuldførte symfoni, den tredje, der, som alt andet, Mahler skriver, med hans egne ord skal omfatte hele verden. Walter standser og ser op på de skræmmende Helvedesbjerge. Mahler bemærker vennens stemningsskift og siger til ham: “Nåh, det dér? Det skal De ikke tage Dem af - det har jeg alt sammen komponeret væk!”.

Anekdoten siger alt om, at vi ikke skal forvente os en klassisk romantisk symfoni med fire faste, fortrolige og let forudsigelige satser, som kan nydes med korslagte arme.

Noget anderledes massivt venter os. Mahlers musik er som sagt til for at vise et samlet billede af verden, for at få os til at tænke over de store ting i livet. Kærligheden, meningen med livet, meningen med tab og lidelse. Er der overhovedet nogen mening med lidelsen? Findes lykken?

Mahlers eget liv var præget af mange og svære tab. Mange af hans søskende døde som børn eller i ungdomsårene, en

enkelt endda for egen hånd. Hans forældre døde, da Mahler var relativt ung. Hans musik kan forstås som stedse nye forsøg på at forstå og forvalte tab og forestillingen om lykke. Det var derfor nærliggende, at Mahler i sin tredje symfoni lod sig påvirke af den gnavne filosof, Arthur Schopenhauer, som mente, at alt liv er lidelse. Alt liv er udtryk for vilje, og vilje betyder kamp. Kamp giver lidelse.

Tung kost?

Absolut. Men tankerne skal primært forstås filosofisk. I det daglige tænker vi ikke over, at det at aktivere viljen og rejse sig fra sofaen kræver kamp mod tyngdekraft og dermed giver anledning til en lillebitte lidelse. Det er når den store lidelse rammer os - ved et kært menneskes død for nu at tage det tungeste eksempel - at vi bliver ramt af livets eksistentielle tyngde: Det at leve kræver kamp. Livet giver lidelse. Den gode nyhed ifølge Schopenhauer og Mahler: Kunstneren er i stand til at se og udtrykke en verden hinsides vilje og lidelse. Kunstneren kan skabe et værk, der viser os udvejen af ulykke og lidelse.

Tag nu bare den kæmpemæssige klods, som den første sats udgør. Det må have været denne 35 minutter lange sats, som Mahler mente at have suget en hel bjergkæde ind i.

Med denne klods tvinges naturen til live. Jeg kan høre bjergene i indledningens dumpe rytmer og rumlen, der emmer af urkraft.

“Pan vågner. Sommeren marcherer ind”, kaldte Mahler satsen en overgang. Pan - den græske gud for utæmmet natur. Heraf har vi ordet panisk. Og der er en panisk frygt i denne første sats, som til tider koger over i militærmarcher, der støder sammen i store slag. Satsen giver os grundtanken med værket: Når der gives liv, gives der også kamp og lidelse - til tider endda panik og alles kamp mod alle.

lille, søde melodi og endende med et primalskrig: Er der virkelig ikke andet end en bevidstløs kæde af fødsel og død, lidelse og kamp?

Nietzsches sprogkunst

Svaret kommer i første omgang i 4. sats, som faktisk er en sang med tekst af Friedrich Nietzsche, hvis sprogkunst Mahler satte højt, selvom han intet havde til overs for Nietzsches ‘nederdrægtige herrefolks-umoral’. I 4. satsens sang om menneskets situation i skaberværket slår Nietzsche og Mahler fast, at nok findes smerten og lidelsen, som Schopenhauer siger. Men lykken er dog dybere, fordi den stræber efter evighed, mens lidelse stræber efter ophør. Og fra dette filosofiske vendepunkt vandrer vi med Mahler mod lyset.

Mahler brugte ofte militærmarcher som motor i musikken, og derfor blev han af den samtidige presse ofte anklaget for at være en banal kunstner. “At jeg ikke kan skrive noget uden trivialiteter ved alle og enhver efterhånden. Men denne gang er jeg virkelig gået langt ud over alle tilladte grænser. Man tror jo til tider, at man befinde sig på værtshus eller i en stald”, skrev han til Bruno Walter.

Som oftest er det de spøgefulde satser i Mahlers værker, der rummer kimen til forståelsen af det hele. Sådan er det også i den tredje. Mahler genbruger en af sine sange, ‘Afløsning om sommeren’, som melodisk materiale for 3. sats.

Sangen handler om gøgen, som er drattet død ned fra sin gren, og det klager dyrene over. Hvem skal nu underholde dem? Men ingen grund til fortvivlelse: Nattergalen er klar til at tage gøgens sted og underholde dyrene. En simpel og på overfladen skikkelig sang om naturens gang. Men også en sang med en menneskelig grundangst: Døden fælder i flæng, og der kommer bare en anden og tager éns sted.

Den ene er ikke mere værd end den næste. Dette materiale væver Mahler ud i symfonisk form, begyndende med den

Vi skal først igennem en sang for altstemme og børnekor, som mange mahlerfans har lidt svært ved at sluge. Engle, der synger om, at man bare skal falde på knæ og bede til Gud, og så er alt godt? Det kan du ikke have ment på den måde, Gustav Mahler! Hvis man kan få sig selv til det, vil jeg foreslå at høre disse 4 minutters engleagtige renfærdighed som en ironisk parentes, som om Mahler ville sige: Nej, min tro er ikke begrundet i ritualer og gamle tekster.

Min tro kan høres i den store slutsats, hvor jeg som kunstner bruger viljen til at skabe skønhed og vise en verden hinsides helvedesbjerge og lidelse. En guddommelig barmhjertighed, der ikke kræver noget, men som bare giver.

‘Dejlig er jorden’ og ‘Se nu stiger solen’. To salmer, der må give selv den køligste protestant en lille klump i halsen.

Slutningen af Mahlers tredje minder mig om de to salmer.

Slutsatsen er én stor orkestral vandringssalme. Hvis man har ladet sig rive med af dette monstrum af en symfoni, så vil denne afsluttende orkestersalme virke som en vandring mod lyset; mod et blændende hvidt d-dur lysvæld efter lysvæld i himlen ind.

Som barn blev Mahler som alle andre børn spurgt, hvad han ville være, når han blev stor. ‘Martyr’, skal han have svaret. Og det blev han. Et menneske, der oplevede og følte smerte og tab dybt - men vel at mærke en martyr med kraften til at komponere Helvedesbjerge væk.

Nyd en lækker middag inden forestillingen

KONCERTMENU 2-retters menu for kun:

kr. 248,-

I Restaurant Hans Christian kan du nyde en koncertmenu kl. 17.30, inden du med få minutters gang bevæger dig over i salen. Ring og bestil på tlf. 6614 7800.

Restaurant Hans Christian | Claus Bergs Gade 7 | 5000 Odense C

13

Nye ansigter introducerer til koncerter Her kan du møde vores to nye noteskrivere og koncertintroduktøre. Katrine og Ole har skrevet en lille personlig hilsen om, hvad du kan forvente, når du fremover går til koncertintroduktion hos OS.

Katrine Nordland Jeg hedder Katrine, er 42 år og arbejder (med en uddannelsesbaggrund som cand.mag. i musik) som bibliotekar på det musikbibliotek, som stadig er et odenseansk unikum i Danmark, fordi ingen anden bys folkebibliotek har sin musikafdeling i et selvstændigt hus. Igennem godt syv år har det været mit arbejde at møde Odenses klassisk-musik-elskende borgere i øjenhøjde og formidle den musik, vi er fælles om at elske.

Ligger du inde med Nikolaj Znaiders indspilning af Mendelssohns violinkoncert, men kunne tænke dig at sammenligne den med den nye med Jennifer Pike eller den gamle referenceindspilning fra 1961 med Nathan Milstein? Kan du ikke finde ud af, hvilket Köchelfortegnelses-nummer Mozarts ”Gran partita” har?

Trænger du til at lære barokkens highlights at kende?

Har du brug for en dansksproget libretto til Beethovens ”Fidelio”? Er det nu, du skal lytte dig igennem Arvo Pärts samlede værker og forstå den mystiske minimalist? Eller leder du efter en node til sangen ”Edelweiss” fra ”The Sound of Music”, som bare SKAL være i Bb-dur? Så er det mig, du skal snakke med.

Ud over at tage mig af indkøb, udlån og pleje af den klassiske musiksamling på Musikbiblioteket, har jeg – også i lyset af cd-mediets stille og rolige udfasning i takt med, at folk i stigende grad streamer deres musik fra nettet – udvidet gesjæften til også at undervise i og holde foredrag om klassisk musik. Jeg underviser i hørelære og spiller klaver til fællessangsarrangementer som f.eks. Carl Nielsens 150 års fødselsdag sidste år, alt hvad der bare lugter LIDT af jul, og FOF Odenses ugentlige morgensang hver onsdag kl.

8.30. Og jeg holder introduktionsforedrag om musikhistoriske epoker, genrer og komponister. Så snart det kan lade sig gøre, drømmer jeg om at tromme så mange som muligt sammen omkring Musikbibliotekets Steinway og holde sangaftener med temaer som årstidssange, C. E. F. Weyse eller ”sørgelige sange”.

Foto: Anja Ankerstjerne Det er min oplevelse, at man uvægerligt kommer til at holde mere og mere af Mozart, jo ældre man bliver, og jeg har alle dage haft en særlig veneration for wienerklassikken og den tidlige romantik. Derudover går jeg med følelserne solidt plantet i renæssancen og plejer en forkærlighed for denne epokes komponister: Du Fay, Ockeghem, Josquin og Palestrina.

S I M R E R ET Nå at spise iNdeN

ko n c E RT E n

120 kr.

pR. pERSon

Privat er jeg i den fase af livet, hvor det meste af fritiden går med at male på det figurative lærred, som mine to børn på 10 og 14 år udgør. Og jeg elsker at prøve at bibringe dem en smule musikalsk opdragelse, synge, spille og dele gode musikoplevelser med dem.

Themsens Café & Fristelser - Overgade 32, 5000 Odense C tlf.: 40235121 www.themsens.dk

Som professionelt beskæftiget med udlån af indspillet musik kan jeg selvfølgelig ikke forfægte det synspunkt, at koncertsalen er det ENESTE sted at opleve den klassiske musik. Men jeg kan medgive, at det er, når vi er sammen om koncertoplevelser, at vi oplever musikken mest ægte og intenst og fornemmer den sammenhængskraft og evne til at berøre vores følelser, som musik i helt unik grad besidder. Og jeg glæder mig meget til at møde skæbnefæller i det odenseanske koncertpublikum som koncertintroduktionsforedragsholder i den kommende sæson.

Ole Bartholin Kiilerich Kan man se med ørerne? Kan musik have en temperatur? Hvordan lyder et dødsfald i dur?

Jeg hedder Ole Bartholin Kiilerich, er solistuddannet pianist og har siden 2004 siddet bag tangenterne i mange forskellige sammenhænge i OS. Denne sæson glæder jeg mig utroligt meget til derudover at præsentere fem af de største koncerter i programmet for et videbegærligt publikum. Til mine koncertintroduktioner kan man forvente, at der med nysgerrighed, overblik og forhåbentligt en dosis humor vil blive gået i dybden med ét af værkerne fra aftenens koncert, mens jeg selvfølgelig også vil prøve helt kort at tvinge essensen ud af resten. Jeg vil anlægge fagmandens lasersyn på aftenens værker, således at vi sammen lynhurtigt kommer helt ind til kernen af, hvad komponisten prøver at udtrykke; hvad sker der, hvorfor sker det, hvor vil det hen og hvordan. Det er vigtigt for mig som formidler, at der bliver masser af guf til dem af jer, for hvem ord som ’ekspositionsdel’ og ’kontrapunkt’ er en integreret del af vokabulariet, men der vil også være fokus på, hvad musikken vil os på det personlige, almenmenneskelige plan, således at alle kan gå til koncerten med et fornyet overblik, klædt på til at opleve helt ny eller måske særdeles velkendt musik med friskslebne ører; hvad gør musikken ved os – og hvorfor? Jeg ELSKER musikanalyse, systemer og arkitektur i musikken, men mener samtidig, at al god musik er udtryk for de mest basale menneskelige drifter og erfaringer. Og det glæder jeg mig til, at vi sammen skal udforske! Vel mødt!

Foto: Ulrik Jantzen

15

Nørdens hjørne Af: El Bylin Bundgaard Hvorfor musik?

Hvorfor lytter vi til den?

Hvad gør klassisk musik ved barnet i mors mave, - ved blomsterne i vindueskarmen, - ved malkekøernes mælkeproduktion? Hvad gør den ved os?

Hvorfor spiller vi musikere? Hvad giver det os?

Hvorfor spiller man musik i ambulancerne i Nordjylland?

Er musik kultur?

Kommer man først til at lukke op for kassen med ”Hvorfor-musik-spørgsmål”, er der rigeligt at tage af. Jeg vil her i magasinet dykke ned i bunken og søge efter svar. Dertil vil jeg lægge mine egne betragtninger, eventuelt vende emnerne med kolleger eller andre musik-interesserede. Det kan blive som min egen fabuleren over et emne, eller rene facts omkring undersøgelser i ind-og udland. Kort sagt: Lidt nørderi omkring emnet ”Hvorfor musik?”

Kommende koncerter 9. sept.......................................................................................................................Siegfried 16. og 17. sept..................................................................................... Filmmusikkens mestre 20. sept................................................................................................................. Pro Musica 22. sept..................................................................................... Rachmaninov og Romantik 2. okt............................................................................................................ Søndagsmatiné 7. okt......................................................................................... Aftensstemning i Sct. Hans 13. Okt. .............................................................................. Violinkometen og Tjajkovskijs 5.

21. og 22. okt.................................................................................................... Harry Potter 27. okt. .................................................................................... Schønwandt spiller Brahms 1. nov.................................................................................................................... Pro Musica 10. og 11. nov. ....................................................................... Mahler og tragediens fødsel 21. og 22. nov. .......................................................................................................... Askepot 27. nov.......................................................................................................... Søndagsmatiné 1. dec......................................................................................... Requiem for en generation 16. og 17. dec. .......................................................................Alletiders jul (familiekoncert) 21. og 22. dec............................................................................................................. Messias

odensesymfoni.dk