PRO MUSICA - PURCELL, KOPPEL & BRAHMS
10. MAR 2026 19.00 - PRO MUSICA SALEN - ODENSE KONCERTHUS
Henry Purcell: Musik fra The Fairy-Queen (uddrag) (1659 - 1695)
I Prelude
II Hornpipe
III Overture
IV Air
V Rondeau
VI Prelude
VII Entry Dance
VIII Hornpipe
IX Dance for the fairies
X Chaconne
Varighed: ca. 15 min.
Medvirkende: Ragnhildur Josefsdóttir, fløjte; Albrecht Krauß, obo; Xanthe Arthurs, fagot; Esther Mielewczyk, bratsch; Tina Christiansen, cembalo
Anders Koppel: Terzetto for bratsch, klarinet og klaver (f. 1947)
I Adagio
II Andante grazioso
III Allegro con brio
Varighed: ca. 21 min.
Medvirkende: Rafaell Altino, bratsch; René Højlund Rasmussen, klarinet; Kristoffer Hyldig, klaver
P A U S E - ca. 20 min
Johannes Brahms: Klarinetkvintet i h-mol, op. 115 (1833 - 1897)
I Allegro
II Adagio
III Andantino
IV Con moto
Varighed: ca. 40 min.
Medvirkende: Kenneth Larsen, klarinet; Stinus Christensen, violin; Mads Haugsted Hansen, violin; Martin Jochimsen, bratsch; Jonathan Slaatto, cello
Velkommen på en musikalsk rejse i seks århundreder! Vi drager til tre vidt forskellige, musikalske universer, begyndende i barokkens farverige teaterverden med musik fra Henry Purcells The Fairy-Queen. Her smelter dans, poesi og scenisk fantasi sammen i sprudlende og stemningsfulde klange. Herfra springer tidsmaskinen frem til vort eget århundrede, hvor Anders Koppel med Terzetto bygger bro mellem de gamle kammertraditioner og moderne, tvetydig tonalitet, melodisk umiddelbarhed og levende rytmik. Og så afrunder vi koncerten i den sene romantik med Johannes Brahms’ klarinetkvintet – et værk, der emmer af eftertanke og kammermusikalsk dybde. Sammen tegner værkerne et portræt af musikkens evne til at forandre sig – og samtidig tale direkte til os på tværs af århundrederne.
H. PURCELL: MUSIK FRA THE FAIRY-QUEEN
Med Oliver Cromwells død i 1658 og restorationen i form af Charles II’s tronbestigelse i 1660 var genindførelsen af det engelske monarki en realitet. I fejringen af denne begivenhed eksploderede de gængse engelske ’masques’ – royale adspredelsesstykker, der
BILLEDER FRA PRØVE: RAGNHILDUR JOSEFSDÓTTIR, FLØJTE; ALBRECHT KRAUSS, OBO; XANTHE ARTHURS, FAGOT; ESTHER MIELEWCZYK, BRATSCH; TINA CHRISTIANSEN, CEMBALO
inkluderede musik, dans, sang og talt dialog, men hverken var helt opera, skuespil eller ballet – og blev til ’Restoration spectaculars’: Gigantiske udstyrsstykker med overdådige kulisser, ambitiøse produktioner, imponerende teatereffekter som faldlemme og fyrværkeri, halsbrækkende akrobatik, dyre kostumer og horder af mennesker både på scenen og på tilskuerpladserne. Samtidens italienere og franskmænd med deres højtudviklede operatraditioner fandt denne teaterform dybt mærkværdig, og eftertidens teaterhistorikere knurrer over, at ’spectaculars’ var en vulgær underholdningsform, der manglede charme og kunstnerisk tyngde. Men i 1600-tallets England var de store tilløbsstykker – og Henry Purcells ’Restoration spectacular’ The Fairy-Queen beviser, at i hvert fald ét værk i genren for alvor modstod tidens tand. Ganske vist gik partituret tabt efter Purcells død som kun 36-årig i 1695, og efterfølgende dukkede det først op i 1911.
The Fairy-Queen er Henry Purcells musikalske genfortolkning fra 1692 af landsmanden Shakespeares En skærsommernatsdrøm. Det er åbenlyst en titel, vi plejer at forbinde med Felix Mendelssohn, men i hænderne på Purcell er skuespillet blevet til fem, små ’masques’, som man nok skal være en middelseriøs Shakespeare-kender for at kunne identificere. Librettoen formodes at være udarbejdet af Purcells mangeårige samarbejdspartner Thomas Betterton, og uropførelsen fandt sted den 2. maj 1692 i det for længst nedrevne Queen’s Theatre i Dorset Garden i London. Det var Purcells hidtil dyreste produktion, og såvel hoffet som Londons borgere var imponerede. Desværre led forestillingen den skæbne, som det var typisk for ’Restoration spectaculars’, at udgifterne var så høje, at teatret ikke tjente penge på succesen, så året efter satte man operaen op igen med ændringer og tilføjelser af nye sange.
Og vi kan takke vores musikalske forsyn for, at musikken således overlevede, og at barokmusikkens renæssance og kontratenorens udbredelse har genplaceret The Fairy-Queen på repertoiret. Forestillingen indeholder noget af Purcells fineste teatermusik, hyppigt opført både som en del af det oprindelige skuespil og – måske hyppigere – som suiter eller i uddrag. Orkestreringen var oprindeligt for to blokfløjter, to oboer, to trompeter, pauker, strygere og continuo – men det forunderlige ved barokmusik er bl.a., at stemmerne ikke nødvendigvis var skrevet idiomatisk (altså til specifikke instrumenter), så her er plads for ensembler til at lege med klangene. Og i aften skal vi høre en række af de smukke og elegante instrumentalstykker fra The Fairy-Queen for en besætning af fløjte, obo, fagot, bratsch og cembalo.
A. KOPPEL: TERZETTO FOR BRATSCH, KLARINET OG KLAVER
Herfra hopper vi helt frem til det 21. århundrede, hvor Anders Koppel i 2019 gav os terzettoen for bratsch, klarinet og klaver. Det gjorde han efter inspiration fra ingen ringere end W.A. Mozarts Keglebanetrio, som er skrevet for samme usædvanlige besætning, og som formelt også hedder Terzetto (navnet Keglebanetrioen er opstået, fordi Mozart angivelig skrev musikken, mens han spillede kegler med nogle venner – hvilket man jo godt kan se for sig). Da det danske ensemble, der også hedder Keglebanetrioen, bestilte værket af Anders Koppel, blev han efter eget udsagn fyr og flamme: ”Mozarts Keglebanetrio ligger dybt inde i mig et særligt sted. Som dreng spillede jeg klarinet, og jeg spillede Keglebanetrioen sammen med min far, Herman, ved klaveret og min onkel Julius på bratsch. Den oplevelse – og
Mozarts fantastiske musik – har jeg altid haft med mig, og derfor kaldte jeg mit stykke Terzetto som en hyldest til Mozarts oprindelige titel.” Men udover hyldesten til Mozart i titlen er musikken nu helt Koppels egen.
Mange forbinder navnet Anders Koppel med rytmisk musik: Savage Rose, Hammondorgel, verdensmusik og jazz. Men Koppel har gennem årtier også skrevet en omfattende række værker til de klassiske koncertsale – både de store og de små. Og aftenens Terzetto er et fint eksempel på, hvordan han forener det umiddelbart sangbare og det improvisatoriske element, som er jazzmusikerens kendemærke, med det kammermusikalsk raffinerede. Her er både flirten med den serielle musik, bluestonalitet og en finale af sindrigt sammenflettede danse.
Trioens besætning er som nævnt hentet hos Mozart, men stadig til dato ikke en kombination, man finder i hvert og hvert andet værk. Bratschens mørke, varme klang, klarinettens smidige og næsten talende tone og klaverets både percussive og lyriske spændvidde gør, at vi her ikke har at gøre med en “standardtrio”, og netop derfor opstår der en særlig balance, hvor ingen af instrumenterne automatisk indtager hovedrollen. I stedet skifter lyset konstant mellem stemmerne. 1. sats indledes af en tolvtonerække i klaveret, der ikke indvarsler et fuldt ud serielt værk, men bruges som en form for cyklisk skelet i ydersatserne, mens den lyriske 2. sats i højere grad er indadskuende, melankolsk og blueset – næsten impressionistisk – i sine søgende harmonier. Og værket rundes af med en finale i fuldt firspring, hvor vi næsten hensættes til improvisationsmusikernes jamsessions og bydes op til både gigue, funk og tango, inden trioen stormer hen på en afsluttende, bombastisk F-dur-akkord og sætter udråbstegn efter et værk, der om noget viser os en komponist, der ubesværet bevæger sig mellem genrer og traditioner.
BILLEDE FRA PRØVE:
Da Johannes Brahms i 1890 meddelte, at han ville indstille sin komponistgerning, virkede det som et værdigt punktum for et langt og monumentalt livsværk. I det sidste årti af sit liv var Brahms rig og berømt og en fast del af det bedre borgerskab i Wien. Han var venner med Johann Strauss og Gustav Mahler, færdedes hjemmevant hos byens kulturspidser og blev tildelt ærestitler af forskellig art, bl.a. æresdoktor ved universitetet i Breslau. I takt med berømmelsen blev han dog også mere og mere modvillig mod offentlige optrædener, og efter en succesfuld premiere på hans anden strygekvartet i 1890 overvejede han altså at trække sig.
Men mødet med den tyve år yngre Richard Mühlfeld, som var klarinettist i Meiningens Hofkapel, ændrede alt. Forelsket i klarinettens varme, menneskelige klang vendte Brahms tilbage til skrivebordet – og blandt resultaterne finder vi klarinetkvintetten i h-mol fra 1891, som eftertiden ikke tøver med at betegne som ét af Brahms’ smukkeste kammermusikværker. (Hvis nogen skal gøre den rangen stridig, giver man ofte æren til den klarinettrio og de to klarinetsonater, som den aldrende Brahms skrev i samme kompositoriske raptus, og som også er inspireret direkte af mødet med Mühlfeld).
Det er altså kammermusik af allerfineste karat, vi runder koncerten af med – ét af de værker, man absolut bør falde på knæ og takke sin skaber for at have hørt opført live, inden man går i sin grav. Kvintetten – for klarinet og strygekvartet – er kammermusik i sin mest intime form. Hvor mange romantiske værker søger det storladne og dramatiske, vender Brahms her blikket indad. Musikken er gennemsyret af en mild vemodighed, en efterårsstemning, som ofte er blevet tolket som komponistens egen refleksion over livets sene fase. Men det er aldrig tungt; snarere er det varmt, rundet og dybt menneskeligt, som kun den perfektionistiske og selvkritiske Brahms kunne skrive det.
For Brahms er aldrig kun én ting: Der er vemod grænsende til det sørgmodige, ja, men der er også energiudladninger og rastløshed og flimrende teksturer – lyt f.eks. til klarinettens søgende vandreture over tremoloer i strygerne i midten af 2. sats. Typisk for Brahms er vi aldrig helt sikre på, om vi nu skal lægge os fast på mol eller dur – bemærk hvordan vi starter i noget, der umiskendeligt lyder som D-dur, både i strygerindledningen og i klarinettens indsats med en D-dur-arpeggio. Og så sørger Brahms for, at finalen, som er en tema-med-variationer-sats, på overraskende vis pludselig vender tilbage til musikken fra første sats: Efter en recitativlignende passage, hvor et afgørende spørgsmål synes at blive stillet, slutter finalen næsten præcis, ligesom første sats slutter. Og således har vi ingen fornemmelse af at være nået frem til nogen form for forløsning eller sejr – som man ellers kunne forvente af et firsatset værk fra det 19. århundrede – men tværtimod at være blevet bragt skæbnesvangert tilbage til det udgangspunkt, hvor vi startede. Cluet er blot, at vi – måske helt uden at have lagt mærke til det – kommer til at gå videre ud i forårsaftenen med nye dybder og berigede sjæle pga. oplevelsen af Brahms, når han er allerbedst.
Programnote af Katrine Nordland
Besøg vores nabo, Carl Nielsen Museet, hvor store, temperamentsfulde symfonier og fine, folkelige sange går hånd i hånd i et moderne museum for den internationale, fynske komponist. Og husk, at du også her kan købe billetter til OS’ koncerter.
Læs mere om museet her: carlnielsenmuseet.dk
