Brahms og Bleuse - 3. marts 2022

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 3. MARTS 2022 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

BRAHMS OG BLEUSE Odense Symfoniorkester Dirigent: Pierre Bleuse Vært: Ole Bartholin Kiilerich W. A. Mozart: (1756 - 1791)

Symfoni nr. 36, C-dur. K. 425 "Linz"

I II III IV

Adagio - Allegro spiritoso Andante Menuetto & Trio Presto

Varighed: ca. 28 min.

PAUSE

Johannes Brahms: Symfoni nr. 3, F-dur, op. 90 (1833 - 1897) I Allegro con brio II Andante III Poco allegretto IV Allegro

Varighed: ca. 33 min.

EN DEL AF MIND THE MUSIC II

AFTENENS TO SYMFONIER er skrevet med

nøjagtig 100 års mellemrum i henholdsvis 1783 og 1883 og begge af komponister på toppen af deres karrierer – og de blev skrevet i en, for deres ophavsmænd, rivende hast: for Mozart var det fire dage, for Brahms tre måneder. Koncerten i dag er også den anden koncert i koncertrækken Mind the Music II, hvor Odense Symfoniorkester samarbejder med psykiatriens foreninger og meningsdannere om at italesætte det faktum, at en meget stor del af al den skønne musik, vi hører i koncertsalene i dag, er skrevet af personer med skrøbelige sind. Wolfgang Amadeus Mozart er én af disse komponister, og selv om han levede, længe før de psykiatriske diagnoser blev opfundet, så er der i dag ikke mange, der, baseret på hans mange dagbogsskriverier og breve, er i tvivl om, at han nok har haft en form for bipolar lidelse. Og uanset hvad, man kalder det, så er hans symfoni nr.

36 i hvert fald et lysende bevis på en hjerne af de helt usædvanlige.

MESTERVÆRK I EKSPRESFART – PÅ BRYLLUPSREJSEN! For mange musikere og komponister er det en tilbagevendende, ikke just behagelig drøm, at man står og skal til at på scenen, og først her går det op for én, at man har glemt at øve sig/har øvet sig på et forkert stykke/har mistet sine noder. For geniet Mozart var det ikke en ond drøm, men skinbarlig virkelighed, da han blev modtaget i Østrigs tredjestørste by, Linz, med nyheden om, at man havde arrangeret en orkesterkoncert i hans ære.

Problemet var bare, at Mozart slet ikke var afsted i forretningsøjemed, og derfor ikke havde nogen noder med overhovedet; den nygifte komponist havde være på besøg med sin brud, Constanze, hos sin knotne og dominerende far i Salzburg for at se, om faderen

PIERRE BLEUSE

måske ved at møde den unge pige ville synes lidt bedre om hende, end han havde givet udtryk for i sine syrlige breve angående det ‘forhastede og uansvarlige giftermål’. Det besøg havde ikke været nogen succes, og på vej tilbage til Wien gjorde parret holdt i Linz hos greve Johann Thun-Hohenstein, der var en gammel ven af familien. Og her stod Mozart altså i ganske vågen tilstand i den situation, at han forventedes at dirigere en symfoni fire dage senere. Og så måtte han jo bare se at komme i gang.

Det er så godt som ubegribeligt, at den store, inspirerede symfoni nr. 36 er resultatet af kun fire dages feberhede anstrengelser. Og det havde nok heller ikke kunnet lade sig gøre, hvis ikke Mozart havde kunnet læne sig op ad sin kæmpesucces fra året før, operaen Bortførelsen fra Seraillet, der i ånd, og i visse musikalske bestanddele, har dannet grundlag for denne symfoni. De insisterende tonegentagelser i førstesatsen, den let mellemøstlige tone i træblæsernes skæve indsatser og ikke mindst sidstesatsens energiudladning af festlige og fyrige tonekaskader kan alle genfindes i operaen, hvis energi det nok har føltes naturligt at dykke ned i under det afsindige tidspres. Om det var manglen på musikere i Linz eller tidspresset alene, der afgjorde instrumenteringen, melder historien intet om, men symfonien har fået sin særegne klang derved, at der slet ikke er hverken fløjter eller klarinetter med: oboens og fagottens mørkere klange farver det overordnede indtryk af en på mange måder exceptionel komposition.

Men inspirationen uagtet, så må man forundres over, at der er muligt for noget menneske at skrive en symfoni og gøre den klar til opførelse på fire dage! Og at det så ovenikøbet gik hen og blev én af den håndfuld af Mozart-symfonier, som faktisk spilles jævnligt i verdens koncertsale, ja, det må jo nok bare betegnes som et mindre mirakel; han skrev ikke mindre en 41 af slagsen, men mange af dem når ikke operaerne og

klaverkoncerterne til sokkeholderne. Denne her gør - og den er da også kommet til verden umiddelbart inden de to mest forunderlige og inspirerede år i musikhistorien overhovedet, nemlig de to år fra 1784-86, hvor geniet Mozart koncentrerede al sin kreative energi udelukkende om klaverkoncerten som genre og skrev 12 mesterværker, der rykkede klaverkoncerten som udtryksform til nye, endnu aldrig overgåede højder. Linz-symfonien blev en stor succes, både ved uropførelsen og ved den efterfølgende opførelse i Wien i april 1784, hvor det også lykkedes den altid gældsplagede komponist at få den solgt til Fürstenberg-hoffet, der lykkeligvis bevarede den for eftertiden.

På dén måde blev rundrejsen i Østrig en professionel succes, omend det egentlige formål med turen, at få faderen til at synes om Constanze, blev en fiasko, der varede ved de sidste otte år af Mozarts alt for korte liv.

SINGLEFYREN BRAHMS: FRI, MEN GLAD (NOK) Johannes Brahms havde slet ikke problemer med at få faderlig godkendelse af partnervalget, for efter i det meste af sit voksne liv at have været betaget af den 14 år ældre komponist- og musikerkollega Clara Schumann, enken efter vennen Robert Schumann, var Brahms i en alder af 50 år nået til den konklusion, at han nok aldrig fandt en livsledsagerske, hvilket han i sidste ende også fik ret i. Men modsat en anden god ven, violinvirtuosen Joseph Joachim, hvis motto gennem livet var det lidt triste frei, aber einsam (fri, men ensom), valgte Brahms det noget mere positive frei, aber froh (fri, men glad). Dét motto lyder måske i dag, med 1,6 millioner single-husstande alene i Danmark, ikke som nogen voldsom programerklæring, men dengang i borgerskabets højborg, Wien, var det en ganske provokerende udmelding.

Og i denne tredje symfoni har Brahms valgt, som noget helt usædvanligt for den absolutte musiks fremmeste fortaler, for én gangs skyld at lade toner

betyde mere end bare toner: han baserer simpelthen hele symfonien på mottoets forbogstaver F-A-F, som både er de allerførste tre meloditoner, vi hører i første sats (i opadgående bevægelse), og som herefter dukker op overalt i værket, både som melodi, variation og sågar som basgang.

Brahms havde, modsat Mozart, et yderst anstrengt forhold til genren symfoni. Han arbejdede hele 14 år på sin første symfoni og var 43 somre, da den blev uropført. Det var ikke kompositionsteknisk snilde eller orkestreringstalent, det skortede på, men han følte sig artsbeslægtet med Beethoven i en sådan grad, at han til sine venner sagde: "I har ingen anelse om, hvordan det er at høre sådan en gigant trampe bag sig". Han var bange for at blive vejet på samme vægt som den store mester og blive fundet for let. Og da han så rent faktisk lykkedes med sin første symfoni, som blev rost i høje toner, gjorde det næsten kun situationen endnu værre; nu var der for alvor noget at leve op til!

Brahms talte for en sikkerheds skyld meget forklejnende og ofte nedsættende om egne kompositioner (og andres med), og netop symfonierne trykkede på alle hans usikkerhedsknapper. Derfor fandt han ud af, at det var godt at rejse væk fra de vante rammer, når han skulle i lag med sine symfonier. Og således omlagde han sommerens planer i året 1883 (nøjagtig 100 år efter, Mozart stævnede ud på sin bryllupsrejse-rundtur i Østrig), og rejste til Wiesbaden ved Rhinen for i en lille hytte at kunne hellige sig den krævende opgave. Det var da også en kæmpe lettelse for den selvkritiske herre, at den 3. symfoni blev skrevet bare i løbet af den ene sommer i Wiesbaden i de smukke, rolige omgivelser.

Den, for perfektionisten Brahms, komprimerede proces er nok også en del af forklaringen på, at denne symfoni opleves som så tæt sammenvævet. Dels er F-A-F-mottoet gennemgående, men også andre temaer går igen satserne imellem – en satsteknik, vi normalt slet ikke forbinder med Brahms. Veninden og kritikeren Clara Schumann responderede da også

efter første gennemspilning ved klaveret med at beskrive symfonien som ”ét enkelt slag af hjertet”.

Og at mottoet frei, aber froh ikke er helt uden indsigt i livets genvordigheder mærker vi allerede fra starten, hvor vi helt fra den storladne åbning flimrer mellem hovedtonearten F-dur og varianten, den noget mere alvorstunge f-mol. Nok er han glad, men lalleglad er han i hvert fald ikke; han er lige præcis glad nok.

Musikken – sats for sats Førstesatsen er en stærk og dramatisk sonateform, der igen og igen bringer mottoet i spil, og den faldende violinfigur, der følger umiddelbart efter det allerførste motto, følger os også resten af satsen. Som i mange af Brahms’ værker ender 1. satsen i en blid coda, der eftertænksomt genkalder det første magtfulde tema.

Andensatsen er en typisk varm andante-sats fra ”mesteren af lune akkorder”. Og med klarinetten, og klarinettens tone og klang, som afsæt bliver det en blid sats, der dog også sine steder bider fra sig, men ender varmt og rundt, som den startede.

Symfoniens store hit er den melankolske 3. sats. Den måtte ofte opføres 'da capo' (forfra) ved opførelser i Brahms’ levetid, hvor man gerne både hujede og klappede mellem satserne og gjorde sine krav som publikum gældende på en meget håndfast måde. Den står dér i stedet for den ventede vilde scherzo-sats og bidrager med sin tempomæssige tilbageholdenhed til den overordnede fornemmelse af sammenhæng i symfonien - dét hjerteslag, som Clara Schumann kunne høre. Det yderst sangbare tema fra denne sats har været brugt i utallige film op gennem det 20. århundrede, og også her viser Brahms, med celloen som melodiinstrument fra første takt, at han er glad for de varme orkesterfarver.

Fjerde sats er betydeligt mere tumultarisk og har en foruroligende farlighed i sin dystre f-mol-toneart. Her

kommer komponistens rytmiske finurligheder i spil, og mere end én gang er man ved at vælte ned af stolen, fordi der pludselig tilsyneladende mangler et slag.

Og man har næsten glemt, at komponisten efter eget udsagn tilsyneladende skulle være tilfreds og glad i sin singletilværelse, indtil vi mod slutningen igen hører violinnedgangen fra førstesatsen, der nu er forvandlet fra dramatik til en næsten himmelsk trappe af vellyd.

Og således slutter også denne sats, og dermed alle fire satser, roligt og afklaret – og det kan man faktisk ikke sige om voldsomt mange symfonier. Men energien er brugt op, og afklaringen må indfinde sig til sidst; en moden singlefyrs nødvendige afklaring. Vi sidder tilbage med en fornemmelse af, at friheden ikke er vundet omkostningsfrit, men måske alligevel er det hele værd.

Programnote af: Ole Bartholin Kiilerich

NIELSENS FØRSTE 31. MAR 2022

ODENSE KONCERTHUS Dirigent: Pierre Bleuse Solister: Josephine Olech, fløjte; Blaz Sparovec, klarinet og Johan Dalene, violin

Verhey: Koncert for fløjte og orkester nr. 1, op. 43 Copland: Klarinetkoncert Mendelssohn: Violinkoncert 2. og 3. sats Nielsen: Symfoni nr. 1

Åbningen på Carl Nielsen International Competition bliver et herligt gensyn med de tre yderst populære vindere fra 2019, der skal boltre sig som nu etablerede virtuoser.

BESTIL BILLETTER PÅ ODENSESYMFONI.DK

MEDVIRKENDE Pierre Bleuse, dirigent Franske Pierre Bleuse er oprindeligt uddannet violinist fra konservatorierne i Toulouse og Paris, og han har med stor succes optrådt med en lang række prestigefyldte orkestre rundt i verden, bl.a. Orchestre National de France, Utah Symphony Orchestra, Det Kongelige Svenske Filharmoniske Orkester, Orchestre de Paris, Orchestre de la Suisse Romande og nationalorkestrene i Kina og Rusland.

Hans engagement for ny musik har blandt andet ført til en post som kunstnerisk leder af Lemanic Modern Ensemble i Genève sammen med William Blank. I 2008 grundlagde Pierre Bleuse Musika Orchestra Academy, en inkubator for musikere og dirigenter, som samler unge talenter fra hele verden og understøtter deres professionelle karriere. Pierre blev sidste år offentliggjort som kommende chefdirigent for det berømte franske orkester Ensemble intercontemporain, som er specialiseret i moderne kammermusik og dens udbredelse.

Pierre besøgte os første gang i oktober 2019, hvor han bl.a. dirigerede Ravels Bolero. Efter hans andet besøg i februar 2020, hvor han med meget kort varsel trådte til og dirigerede Stravinskijs Petrusjka fænomenalt, blev han tilbudt stillingen som chefdirigent, som han hurtigt takkede ja til. Pierre er en visionær energibombe, der er fyldt med musikalitet, lederskab og stor empati. Vi er superglade for, at vi kan arbejde sammen med Pierre de næste - indtil videre - tre år.

Gl æ d di g t i l a t o p l e v e 72 af de me s t l o v en d e , u n g e m us ike r e fra he l e v erd en .

31. marts ti l 10. a p r i l i O de ns e Ko n cer thus CARLNIELSENCOMPETITION.COM

vio l i n cla r in et fl ute

KØB PARTOUTKORT PÅ ODENSESYMFONI.DK

VIN RØD & HVID BOBLER FLASKE

70 KR. 65 KR. 325 KR.

ØL CLASSIC HEINEKEN A L KO H O L F R I 0 , 5 %

35 KR. 45 KR. 48 KR.

S O D AVA N D SAFT K I L D E VA N D

30 KR. 30 KR. 25 KR.

NØDDER

25 KR.

MORTENS C H O KO L A D E

48/35 KR.

L A K R I D S PA S T I L L E R / PIBER

10 KR.

VA R M E D R I K K E KAFFE / TE

22 KR.

FORUDBESTIL ØL, VAND ELLER VIN TIL PAUSEN OG SPRING KØEN OVER

1. violin Eugen Tichindeleanu (orlov) Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Maxim Kosinov ** Jacob Agerskov Buur ** Sabina Kolodziej ** Jake Phillips ** Emilia Blaszczyk ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Stig Andersen Kathrin Kollecker * Mads Haugsted Veronika Mojzesova (orlov) Katerina Jelinkova Sonia Wiktoria Zajac ** Pernille Kristiansen ** Lisa Marie Vogel ** Karoliina Koivisto ** Bratsch Rafaell Altino * Marie Louise Broholt Jensen Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke (orlov) Victor Sørensen Steina Ingólfsdóttir ** Cello Vakant Anna Dorothea Wolff Chatarina Altino * Michaela Fukačová * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Mihai Fagarasan ** Michal Panasiuk ** Karin Dalsgaard ** Kontrabas Peter Prehn * Vakant Maria Frankel Jens Krøgholt Fredrik Wadman ** Lars-Bo Hermansen **

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Lars Mathiesen (kontrafagot) Christina Andersen ** Horn Tone Sundgård Anker Niels Aamand Pedersen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Emmett Hartung ** Trompet Per Morten Bye Victor Koch Jensen Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Vakant Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jonas Bonde-Nielsen Laurids Hvidtfeldt Madsen **

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

ODENSESYMFONI.DK