La Valse - 18. november 2021

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 18. NOVEMBER 2021 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

LA VALSE Odense Symfoniorkester Dirigent: Pierre Bleuse Maurice Ravel: (1875 - 1937)

Min gåsemors fortællinger (Ma mère l’Oye) I II III IV V

Pavane de la Belle au Bois dormant Petit Poucet Laideronnette, Impératrice des Pagodes Les entretiens de la Belle et de la Bête Le Jardin féerique

Varighed: ca. 19 min.

Maurice Ravel: La Valse

Varighed: ca. 12 min.

PAUSE

Gioacchino Rossini Legetøjsbutikken / Ottorino Respighi: Ouverture / Scene / Vivo / Tarantella / (1792 - 1868) / (1879 - 1936)

Mazurka / Scene / Cossack Dance / Valse brillante / Can-Can / Andantino mosso / Valse lente / Scene / Nocturne / Galop / Finale Varighed: ca. 40 min.

I hænderne på voksne kan uskyldig børnekultur pludselig tage sig anderledes seriøs eller ophøjet ud.

Den bekymringsfrie naivitet, som barnelivet repræsenterer, har været genstand for kunst og kultur, siden neandertalerne dekorerede deres hulevægge.

Besjælede genstande og allegoriske eventyr om talende dyr er børnelærdom for enhver, ikke mindst i H. C. Andersens hjemland. Den standhaftige tinsoldat, Den grimme ælling, Bruno Amadios grædende børn og Rimskij-Korsakovs symfoniske suite om hende, Åh Abe-børnesange fortolket af dansk musiks bannerførere, Banksys pige med den røde ballon, og senest Netflix-megahittet Squid Game. Alle har de lært os, at en voksen fortolkning af børnenes verden kan sætte et spejl op foran os og lære os noget om, hvem vi er i vores grundform. Aftenens koncert sætter fokus på den gode børnefortælling og det voksne perspektiv på den.

M. Ravel: Min gåsemors fortællinger (Ma mère l’Oye) Ravel elskede børn og foretrak ofte deres selskab frem for voksnes. Min gåsemors fortællinger er en samling af folkeeventyr fortalt for børn, og Ravel udsatte den musikalsk i 1908 som klaverduet for søskendeparret Mimi og Jean Godebski, den hhv. 6- og 7-årige datter og søn af et par nære venner. De arme børn forstod dog ikke æren af at have fået et originalt Ravel-værk dedikeret til dem, betragtede det primært som hårdt arbejde og bukkede under for sceneskræk inden premieren på værket. Tjansen blev overtaget af et andet sæt børn - Jeanne og Geneviève på hhv. seks og ti år – som uropførte værket i april 1910. Og det blev så stor

en succes, at Ravel på klassisk Ravel-manér kastede sig over at arrangere værket både som ballet og som orkestersuite året efter.

Suitens fem satser er baseret på kendte folkeeventyr og lægger ud med, hvad der i bogstaveligste forstand er en fortryllet drøm: Charles Perraults fortælling om Tornerose, primært arrangeret for træblæsere og harpe med fløjten i hovedrollen som den slumrende prinsesse. Melodien her er skrevet i den såkaldte ”æoliske” modus, en kirketoneart, som ligner den molskala, vi er vant til, men som er uden ledetone og derfor virker mere ufokuseret og vækker følelser af noget, der foregår i en fjern fortid.

I satsen om Tommeliden beskriver strygerne vores lillebitte hovedpersons formålsløse vandring i forsøget på at finde hjem, mens han må konstatere, at fuglene har spist det spor af brødkrummer, han havde efterladt. Strygerakkompagnementet flimrer som varmebølger på en sommerdag, det er svært at fastslå en taktart (hvilket giver os følelsen af at være faret vild), og fuglene pipper nonchalant med undervejs.

For at understrege den fjernøstlige ramme om historien om Laideronnette, Den Grimme Pige, der i virkeligheden er en forhekset prinsesse, benytter Ravel sig af den pentatone (fem-toners) skala, som er almindelig i asiatisk musik. Laideronnette og den Grønne Slange (som ikke overraskende viser sig at være en forhekset prins) strander efter et skibsforlis på en ø, der viser sig at være befolket af små porcelænsfigurer,

der spiller på minutiøse instrumenter lavet af mandel- og valnøddeskaller. Disse er nemme at høre i Ravels instrumentation.

4. sats’ fortælling om Skønheden og Udyret portrætterer Skønheden lykkeligt valsende i træblæserne, mens Udyret bryder ind som en klodset kontrafagot akkompagneret af ildevarslende slagtøj efter et minuts tid.

Deres samtale illustreres som en langsom vals, hvor Skønheden ikke er uden øje for Udyrets godhjertede natur og derfor ender med at acceptere hans frieri – hvorpå Udyret forvandles til en smuk prins, der nu er musikalsk repræsenteret af en solocello som harmonisk medspiller til Skønhedens violin.

Sidste sats vender tilbage til historien om Tornerose, hvor vi skal have slutningen med: Kysset, spillet af celesten, der vækker Tornerose fra sin skønhedssøvn, og bryllupsklokkerne og fanfaren, der indvarsler Tornerose og prinsens lykkelige fremtid sammen.

M. Ravel: La Valse Ravel begyndte arbejdet på La Valse i 1919 og afsluttede det sent året efter, men et storstilet symfonisk værk i dette format havde rumsteret i hans baghoved i mere end et årti. Allerede i 1906 havde han fået den idé at skrive en hyldest til Johann Strauss d.y. under titlen Wien og dermed skabe "en slags apoteose af wienervalsen”; en fransk hyldest til den store valsekonge, til den østrigske musik, til livsglæden og den ”frembrusende skæbne”, som Ravel hørte i Strauss’ smægtende toner.

Skæbnen i form af Første Verdenskrig skulle imidlertid tvinge Ravel til at lægge projektet til side for en stund. Han meldte sig frivilligt til det franske luftvåben i 1914, men blev kasseret pga. sin fremskredne alder af 39 år og sit skrøbelige helbred. I stedet blev han ambulancefører, en post han bestred indtil 1916, da et svært tilfælde af dysenteri sendte ham tilbage til Paris på langvarig rekreation. Da han genoptog sit Wienprojekt, var hans elskede mor, som var det menneske, Ravel havde de stærkeste, følelsesmæssige bånd til gennem sit liv, afgået ved døden, og hans oplevelser under krigen havde efterladt ham desillusioneret og deprimeret. I kølvandet på Den Store Krig måtte Ravels hyldest til en svunden, østrigsk æra uvægerligt farves med en mere dyster og truende palet.

I 1918 bestilte den russiske impresario Sergej Djagilev en ballet fra Ravel, der straks satte sig for at bearbejde og orkestrere Wien, som han døbte om til La Valse for ikke at henlede tanken unødigt på krigens fjendebilleder. Men to år senere forkastede Djagilev musikken pure efter at have spillet sig igennem et arrangement for to klaverer af partituret. Han benævnte den ganske vist et ”mesterværk”, men kunne ikke høre musikken som en ballet, men snarere som ”et portræt eller et maleri af en ballet”. Ikke nødvendigvis nogen synderlig fornærmelse, men Ravel tog voldsomt anstød, afbrød samarbejdet og tilgav aldrig Djagilev. Det skulle vare yderligere seks år, før den russiske danser og kunstmæcen Ida Rubinstein (som skulle bestille og

PIERRE BLEUSE

Foto: Marine Pierrot Detry

danse for i Bolero to år senere endnu) koreograferede La Valse.

Det ligner en indrømmelse til Djagilevs karakteristik, at Ravel selv gav værket undertitlen “poème chorégraphique” (koreografisk digt). Vi befinder os i snitfladen mellem ballet og symfonisk digt, mellem fejende wienervals og dyster modernisme, mellem ubekymret opulens og krigens rædsler. Det valsende Wien høres tydeligt i Ravels instrumentation, og Johann Strauss d.y. smiler jævnligt fra sit skjul. Men her er også mindelser om Ravels landsmand Berlioz’ Symphonie fantastique i dens mest vanvidsskildrende sekvenser, og La Valse er sine steder en decideret dyster og voldsom oplevelse, et skræmmende tonedigt, der var med til at definere et nyt tonesprog for en verden i kaos.

O. Respighi / G. Rossini: Legetøjsbutikken Aftenens sidste værk bringer os tilbage til Sergej Djagilev og hans Ballet Russes – og kuriøst nok også til året 1919, umiddelbart inden han forkastede La Valse som egnet balletmusik. Vi har her med en ægte, eventyrlig ballet at gøre, som retteligen skal tilskrives to komponister: Respighi står ofte alene på plakaten, men musikken er faktisk skrevet af Rossini og den resulterende ballet altså et resultat af et samarbejde på tværs af aldrene (da Respighi blev født i 1879, havde Rossini ligget på kirkegården i elleve år). Respighi henvendte sig i 1919 til Léonide Massine, Djagilevs koreograf, og foreslog at lave en ballet baseret på Rossinis klaverstykker. Djagilev syntes godt om idéen, en libretto blev udfærdiget af maleren André Derain, og Respighi udvalgte og orkestrerede en række af Rossinis korte klaverstykker. Ballet Russes uropførte Legetøjsbutikken (hvis franske titel er La boutique fantasque) i London den 5. juni 1919, og den har siden været en publikumsfavorit, som også er populær som koncertsalsmusik.

Musik, litteratur og film inspireret af legetøj har fascineret kunstnere i århundreder, fra den Legetøjssymfoni, man indtil for nylig tilskrev Leopold Mozart (men nu mener er skrevet af en munk ved navn Edmund Angerer), over H. C. Andersens eventyr om Kærestefolkene og Sjostakovitjs symfoni nr. 15 til Pixars animationsfilmserie Toy Story. Og levende legetøj er da også omdrejningspunktet for Legetøjsbutikken: En mesterlig legetøjsmager har skabt en samling udsøgte, dansende dukker, som er udstillet i hans butiksvindue. De smukkeste af dukkerne er et par cancan-dansere, en mand og en kvinde, som danser sammen i vinduet om dagen og er forelskede, når butikken er lukket om natten. Da de to dukker sælges separat til hhv. en amerikansk og en russisk familie, udnytter legetøjet den sidste aften, inden de elskende skal adskilles, på at planlægge en veritabel opstand, som de næste dag gennemfører under ledelse af kosak-dukkerne, da køberne kommer efter deres dukker. Til sidst trækker køberne handlen tilbage, og Legetøjsbutikken slutter med, at legetøjsmageren og hans dukker danser glade bag butiksruderne.

Vi kender naturligvis Rossini som operakomponist, men han skrev faktisk sin sidste opera, Wilhelm Tell, i 1829, da han var 37, og trak sig derefter tilbage i Paris, hvor han boede i næsten 40 år, afholdt soiréer, spiste gourmetmad og underholdt sine gæster med vittige samtaler og god musik. Hans dage som operakomponist var forbi, men han skrev stadig sange og klaverstykker ”til skrivebordsskuffen”, og da han ikke vil have disse værker udgivet i sin levetid, er det en cadeau til Respighi, at han alligevel kendte til Rossinis klaverstykker, længe før de blev udgivet i 1950’erne. Han orkestrerede dem med humor, varme, farverigdom og lethed, passende perfekt til ballettens eventyrlige atmosfære, og udvalgte fra den fulde ballet otte satser, som i dag fungerer som den suite, vi skal høre. Vi hører en march som ouverture, en tarantella-dans til de italienske dukker, en mazurka, en kosakdans til de heltemodige kosakdukker, og selvfølgelig en cancan til vores adskillelsestruede, elskende par. Den langsomme vals, valse lente, akkompagnerer salget af de to cancan-dansere, nocturnen beskriver udklækkelsen af dukkernes redningsplan, og den afsluttende galop fejrer dukkernes triumf over den triste skæbne, der kunne have ramt dem.

Programnote af Katrine Nordland

MEDVIRKENDE Pierre Bleuse, dirigent Franske Pierre Bleuse er oprindeligt uddannet violinist fra konservatorierne i Toulouse og Paris, og han har med stor succes optrådt med en lang række prestigefyldte orkestre rundt i verden, bl.a. Orchestre National de France, Utah Symphony Orchestra, Det Kongelige Svenske Filharmoniske Orkester, Orchestre de Paris, Orchestre de la Suisse Romande og nationalorkestrene i Kina og Rusland.

Hans engagement for ny musik har blandt andet ført til en post som kunstnerisk leder af Lemanic Modern Ensemble i Genève sammen med William Blank. I 2008 grundlagde Pierre Bleuse Musika Orchestra Academy, en inkubator for musikere og dirigenter, som samler unge talenter fra hele verden og understøtter deres professionelle karriere.

Pierre besøgte os første gang i oktober 2019, hvor han bl.a. dirigerede Ravels Bolero. Efter hans andet besøg i februar 2020, hvor han med meget kort varsel trådte til og dirigerede Stravinskijs Petrusjka fænomenalt, blev han tilbudt stillingen som chefdirigent, som han hurtigt takkede ja til. Pierre er en visionær energibombe, der er fyldt med musikalitet, lederskab og stor empati. Vi glæder os meget til at arbejde sammen med Pierre de næste - indtil videre - tre år.

VEDERNIKOV – IN MEMORIAM 2. DEC 2021

Dirigent: Christian Reif R. Wagner: Forspil til Parsifal R. Wagner: Siegfried Idyll S. Prokofjev: Uddrag fra Askepot

BESTIL BILLETTER PÅ ODENSESYMFONI.DK

20. JAN 2022

FRA EN FORÅRSMORGEN Dirigent: Anna-Sophie Brüning Solist: Henrik Skotte, obo L. Boulanger: D’un matin de printemps A. Marcello: Obokoncert L. Farrenc: Symfoni nr. 3

To markante værker af to markante kvindelige komponister, akkompagneret af alle solo-koncerters moder, Marcellos tidlige obokoncert, med vores egen solo-oboist i hovedrollen.

BESTIL BILLETTER PÅ ODENSESYMFONI.DK

KOMMENDE KONCERTER SØNDAGSMATINÉ Poulenc, Piazzolla og Brahms

28. nov. 2021 - kl. 11.00 (udsolgt) VEDERNIKOV IN MEMORIAM

Wagner og Prokofjev

2. dec. 2021 - kl. 19.30

PYRUS - ALLETIDERS JUL 10. - 11. dec. 2021 CHRISTMAS CAROLS 15. - 16. dec. 2021 - kl. 19.30 HALLELUJAH – NU KIMER DET! Musik af Händel og Bach m.fl.

21. dec. 2021 - kl. 17.00

NYTÅRSKONCERTER

Frederikke Kampmann og Stig Rossen

5. - 15. jan. 2022

PRO MUSICA – DVOŘÁK & HARTMANN 18. jan. 2022 - kl. 19.30 FRA EN FORÅRS MORGEN Boulanger, Marcello og Farrenc

20. jan. 2022 - kl. 19.30

MOZARTS REQUIEM 27. og 28. jan. 2022 (udsolgt) 29. jan. 2022 - kl. 19.30 (ekstra koncert) RUSSISK KAVALKADE Stravinskij, Tjajkovskij og Rachmaninov

3. feb. 2022 - kl. 19.30

FAMILIESYMF 4. feb. 2022 - kl. 17.00 SØNDAGSMATINÉ Nielsen, Piazzolla m.fl.

6. feb. 2022 - kl. 11.00 OH LAND OG OS 10. feb. 2022 - kl. 19.30

1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen (orlov) Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme (orlov) Jacob Agerskov Buur ** Mirjam Teresa Petersson ** Emilia Blaszczyk ** Sabina Kolodziej ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Mads Haugsted Veronika Mojzesova Katerina Jelinkova Karoliina Koivisto ** Pernille Kristiansen ** Peter Andreas Nielsen ** Bratsch Rafaell Altino * Marie Louise Broholt Jensen Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen (orlov) Zane Sturme ** Cello Vakant Anna Dorothea Wolff Chatarina Altino * Michaela Fukačová * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Richard Krug ** Michal Panasiuk ** Saga de Leon ** Mihai Fagarasan ** Kontrabas Peter Prehn * Maria Frankel Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Fredrik Wadman **

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Lars Mathiesen (kontrafagot) Horn Tone Sundgård Anker Niels Aamand Pedersen (orlov) Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Emmett Hartung ** Susanne Skov ** Trompet Per Morten Bye Victor Koch Jensen Henrik Hou Feddersen (orlov) Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Vakant Lucie Estelle Delhaye ** Lovisa Wennesz ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jonas Bonde-Nielsen Laurids Hvidtfeldt Madsen ** Audun Larsen ** Jonathan Jakshøj ** Kasper Grøn ** Klaver Berit Juul Rasmussen **

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

Koncerten bliver optaget og sendt d. 26. november på P2.

ODENSESYMFONI.DK