Pro Musica - Kammerkæmper - 21. september 2021

PRO MUSICA KAMMERKÆMPER 21. SEP 2021 19.30 - PRO MUSICA SALEN - ODENSE KONCERTHUS Jean Françaix: (1912-1997)

Divertissement for obo, klarinet og fagot

I Prélude II Allegretto assai III Elégie IV Scherzo Varighed: ca. 10 min.

Medvirkende: Eva Vrtačnik, obo; Ron Chen-Zion, klarinet; Xanthe Arthurs, fagot

Peter Rasmussen: Quintet in F (1838-1913) I Lento - Allegro moderato

II Andante cantabile III Menuet. Allegro con moto IV Finale. Allegro con brio Varighed: ca. 17 min.

Medvirkende: Qvindetta: Ragnhildur Jósefsdóttir, fløjte; Eva Vrtačnik, obo; Tine Maj Antonsen, klarinet; Xanthe Arthurs, fagot; Henriette Holk, horn

PAUSE

Tor Aulin: (1866-1914)

Fyra Akvareller, arr. Jesper Jerkert

Idyll Humoresk

Varighed: ca. 8 min.

Medvirkende: Qvindetta: Ragnhildur Jósefsdóttir, fløjte; Eva Vrtačnik, obo; Tine Maj Antonsen, klarinet; Xanthe Arthurs, fagot; Henriette Holk, horn Antonín Dvořák: (1841-1904)

Strygekvartet nr. 12 i F-dur, (Den Amerikanske), op. 96 I Allegro ma non troppo

II Lento III Molto vivace IV Finale. Vivace ma non troppo Varighed: ca. 25 min.

Medvirkende: Veronika Mojzešová, violin; Kristýna Duchoňová, violin; Kateřina Jelínková, bratsch; Michaela Fukačová, cello Nedenstående værk er ændret/udgået pga. sygdom: L.v. Beethoven: Septet i Es-dur, op. 20

RASMUSSENS BLÆSERKVINTET Peter Rasmussen (1838-1913) var oprindeligt regimentsmusiker, men gennem studier i orgelspil og musikteori hos J.C. Gebauer, blev han sidenhen også organist, komponist og musikteoretiker. Fra 1883 til sin død var han organist i Garnisonskirken i København og var sideløbende en anerkendt underviser i musikteori på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han var også aktiv som komponist og komponerede særligt kammermusik for blæsere, herunder Blæserkvintet i F-dur fra 1896.

Selv om mere moderne udtryk var begyndt at indfinde sig også i dansk musik på dette tidspunkt, var de mere traditionelle former og klange stadig meget udbredt i 1890´erne.

Således også i Peter Rasmussens blæserkvintet. Musikken udfolder sig i traditionelle former, forankret i det tonale, og med fokus på iørefaldende melodier og temaer. Tonesproget er velklingende og musikantisk, og karakteren let og elegant - understreget af, at alle satser går i dur. Rasmussens blæserkvintet peger således mere tilbage imod tilsvarende kvintetter af f.eks. Anton Reicha og Franz Danzi fra starten af århundredet, end henimod den mere moderne blæserkvintet af Carl Nielsen, komponeret 25 år senere, i 1922.

Rasmussens blæserkvintet er, som traditionen foreskriver, i 4 satser, hvor ydersatserne er hurtige, med en langsom 2. sats efterfulgt af en let, kort 3. sats. Det hele starter med en langsom indledning, hvor instrumenterne præsenteres én efter én, inden de alle samles i satsens egentlige Allegro-tempo. I satsens midterdel vender temaet fra den langsomme indledning tilbage. I den langsomme, sangbare 2. sats er det oboen der fører an, og i 3. satsen er det hornet, der overtager lederrollen i en dansant menuet med tilhørende trio.

4. sats starter som en fuga, hvor hvert instrument forskudt sætter ind med det samme tema - først klarinetten, så oboen, efterfulgt af fløjte og til sidst fagot, inden hornet afbryder med effektfuld brug af de såkaldte stop-toner, hvor hornistens højre hånd bruges til at dæmpe tonen. Både menuet og fuga er musikalske karakterer og teknikker, som vi særligt forbinder med tidligere tiders musik, særlig barokken, hvilket igen er med til at understrege værkets generelle tilbageskuen. Det bør dog ikke skygge for det faktum, at Rasmussens Blæserkvintet i F-dur er yderst charmerende musik, velskrevet og velkomponeret, og til enhver tid en fornøjelse at lytte til.

Tekst af Frode Andersen (teksten er lånt fra Qvindettas booklet til indspilningen af Peter Rasmussens blæserkvintet).

LYDEN AF HJEMVE Hvordan sætter man melodi på et land? Hvilken rækkefølge af lyde i forskellige tonehøjder er definerende for et geografisk område? Det kunne umiddelbart lyde som et meget abstrakt spørgsmål, men det er ikke desto mindre, hvad den tjekkiske komponist Antonín Dvořák formåede at gøre ikke bare én, men to gange i løbet af sin karriere.

Efter en årrække med både kunstneriske kvaler og personlige tragedier, fik Dvořák endelig sin berettigede anerkendelse med værkerne Stabat Mater og Slaviske Danse. Rygtet om Dvořáks musik, der var innovativ og eksotisk, blev hurtigt spredt, og han måtte rejse både til London og Moskva for at dirigere sin musik. Hans Slaviske Danse var kraftigt inspireret af den slaviske og bøhmiske musiktradition - især de rytme- og formmæssige strukturer, der var faste bestanddele af den tjekkiske folkemusik - meget lig Johannes Brahms’ berømte Ungarske danse, der dog i højere grad var bygget på traditionelle ungarske melodier. Og efter at have lavet en fuld orkestrering af Slaviske Danse, der ellers oprindeligt var et klaverværk for fire hænder, havde Dvořák for alvor placeret Tjekkiet og sit kompositoriske knappenålshoved på det musikalske verdenskort.

At han fik cementeret en national lyd, var afgørende for det jobtilbud, der inden længe skulle komme fra Amerika. Her havde stifteren af det første amerikanske musikkonser-

ANTONÍN DVOŘÁK

vatorium, den meget progressive og fremsynede Jeannette Thurber, nemlig planer om at få sat skub i den musikalske udvikling - og til dét havde hun brug for oversøisk assistance. Angiveligt stod valget mellem Jean Sibelius og Dvořák, og det endte altså med at blive sidstnævnte, der fik tilbuddet om at blive leder af skolen. Det huede ikke just Dvořák at rejse fra sit elskede fædreland, men med lovning på en årsindkomst på 15.000$ (svarende til over 2.5 millioner kroner i dag) og fire måneders årlig ferie lykkedes det dog på mirakuløs vis at få ham overtalt til at takke ja, og i 1892 tog han den ni dages lange sejltur over Atlanterhavet sammen med sin kone og børn.

De Dvořák-kyndige er formodentligt bekendte med hans kompositionsarbejde i USA, og hvordan han med inspiration fra bl.a. den sorte studerende Harry Burleigh (for Jeannette Thurber havde nemlig en - i slutningen af 1800-tallet - meget inkluderende ansøgningspolitik med fokus på diversitet), benyttede de tonale særpræg fra de mange forskellige kulturer i landet til at sammensætte et tonesprog, der alligevel blev homogent. Han lagde stor vægt på, at den amerikanske musik skulle bygges på folkemusikken fra både europæerne, men også de indfødte amerikanere og afroamerikanerne. Dette kommer nok tydeligst til udtryk i den 9. symfoni, hvor han bl.a. benyttede afrikanske spirituals som oplæg til nogle af symfoniens henrivende melodier.

Dvořáks idé med at forene de mange musikkulturer blev ikke modtaget med stor begejstring af de samtidige amerikanske komponister; de anså det som en hån, at en udlænding skulle definere den amerikanske lyd - og at musikken så desuden skulle inspireres af afrikansk folkemusik, var ikke en formildende omstændighed. I Boston Herald i 1893 kunne man bl.a. læse komponisterne Amy Beach, Benjamin Lang, George Chadwick og John Knowles Paines bitre kritik af Dvořáks betragtninger: “Dr. Dvořák overvurderer indflydelsen af de nationale melodier og folkesange (…), og han er formentlig ubekendt med de bedrifter, der er blevet udført inden for den højere musiks kunst i Amerika”, og Paine fik ved samme lejlighed udtrykt om inspirationen fra “slave musikken”: “Det er en latterlig tanke, at amerikansk musik i fremtiden vil bygge på et så uholdbart fundament som melodierne fra en underudviklet race”. Den forsmåede tone og tankegang er måske først og fremmest et udtryk for kunstnere, der følte sig forfordelt, men også et tydeligt tegn på, at ikke alle tænkte lige så mangfoldigt som Jeannette Thurber og Dvořák, og at den amerikanske musik var i gang med at blive bygget på et uholdbart fundament af snæversynethed.

Inspirationen til aftenens store amerikanske strygekvartet opstod dog hverken ud af sårede følelser eller grundigt researcharbejde. For i juni 1893 tog Dvořák på ferie i Spillville i Iowa for at nyde sine fire måneders betalte ferie, og byen var fyldt med tjekkiske immigranter. Om det var, fordi Dvořák følte sig hjemme, eller om han var fyldt af inspiration, vides ikke, men få dage efter sin ankomst gik han i gang med at skrive sin 12. strygekvartet, og tre dage senere var den færdig. Efter lidt finpudsninger blev kvartetten spillet igennem med Dvořák på 1. violin, og herefter gik der næsten et halvt år, inden værket havde sin officielle premiere 1. januar 1894 med Kneisel Kvartetten.

Mange har siden forsøgt at pege på det amerikanske ved kvartetten - og her skal det tilføjes, at Dvořák ikke selv navngav værket - men der er ikke et entydigt svar. 1. satsen benytter den samme akkord i de første 12 takter, og under denne dronelyd starter det fantastiske tema hos bratschen - et tema, som er bygget på en pentatonskala. Dvořák

MICHAELA FUKAČOVÁ

benytter også det pentatone (altså en femtonet skala) i resten af kvartetten og i sin 9. symfoni, men skalaen er så udbredt i det meste folkemusik rundt omkring i verden, at det ikke kan knyttes til den amerikanske musik. Andre har forsøgt at finde 2. satsens blide og smukke tema i forskellige spirituals, og musikteoretikere har ligeledes forsøgt at forklare 4. satsens fremadbrusende lokomotiv-stemning som et udtryk for Dvořáks togrejse til Spillville.

Folk tæt på Dvořák beskriver også, hvordan 3. satsen angiveligt skulle citere den lokale fugl skarlagentanga, som han havde observeret på sine spadsereture i de omkringliggende skove. Leder man lidt rundt på nettet, kan man læse flere rapporter og diskussioner om, hvorvidt kvartettens harmoniske strukturer og Dvořáks visuelle beskrivelser stemmer overens med fuglen, eller om der kan være tale om en anden fugl. Principielt set er dette underordnet for oplevelsen af et fuldstændigt fantastisk værk, men det viser tydeligt, hvor meget man gerne vil have musikken til at passe ind i den amerikanske kultur.

At musikken er skrevet midt i en tjekkisk ghetto, kan måske i højere grad pege i retningen af en hjemve eller en nostalgi mod sit fædreland; og i den store kulturelle smeltedigel var den længsel alligevel en af de få ting, som var fælles for de fleste amerikanere.

Nostalgien og romantiseringen af fortiden er måske et af de mest tilbagevendende temaer i USAs kunst og kultur - selv den dag i dag.

Dvořák blev toneangivende for den amerikanske musik, og hans visioner omkring en blandet musikkultur, der ikke udelukkende bygger på europæisk kultur, viste sig at holde stik; tænk bare på jazz, blues, gospel, hiphop, R&B og house musikkens enorme popularitet i hele verden.

Når vi i aften hører den amerikanske strygekvartet, findes det “amerikanske” i højere grad i mentaliteten. Så lad os her over 100 år senere nyde det historiske vingesus og de store, rummelige visioner med en helt igennem fantastisk strygekvartet af komponisten med det dobbelte musikalske statsborgerskab.

MEDVIRKENDE: Eva Vrtačnik Eva Vrtačnik har en kandidatgrad fra både Ljubljana Musikakademi og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. I øjeblikket studerer hun i solistklassen på Syddansk Musikkonservatorium og er kontraktansat ved Esbjerg Ensemble. Eva har spillet i en lang række orkestre i Slovenien og Danmark – bl.a. Slovensko Filharmonijo, Aarhus Symfoniorkester og Det Kongelige Kapel.

Ron Chen-Zion Ron Chen-Zion begyndte sine studier hos Richard Lesser fra Det Israelske Philharmoniske Orkester. I 1986 flyttede han til USA, hvor han fortsatte sine studier og afsluttede sin uddannelse på New England Conservatory. I 1990 blev Ron Chen-Zion udnævnt til soloklarinettist i The State of Mexico Symphony Orchestra. Som kammermusiker er han flere gange blevet inviteret til Rudolf Serkins Marlboro Music Festival i U.S.A. og har optrådt i det meste af Europa, Israel og Nord- og Sydamerika. Ron Chen-Zion har været klarinettist ved Esbjerg Ensemble siden 1993 Xanthe Arthurs Født i Storbritannien og uddannet på Royal Northern College of Music og i Schweiz ved konservatorierne i Lausanne og Genève hos Kim Walker og Roger Birsting. Har assisteret i Orchestre de la Suisse Romande, Chambre de Lausanne og Orchestre de Genève. 2. solofagottist i Odense Symfoniorkester siden 2009.

Ragnhildur Jósefsdóttir Ragnhildur er uddannet kandidat på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 2013 hos Henrik Svitzer og Toke Lund Christiansen med sideløbende studier hos Michael Hasel i Berlin. I 2017 afsluttede hun solistklassen på Syddansk Musikkonservatorium. I 2015 vandt hun stillingen som piccolofløjtenist i Odense Symfoniorkester, hvor hun i dag er fastansat.

Tine Maj Kofoed Antonsen Tine Maj Kofoed Antonsen er opvokset i Odense og er uddannet klarinettist. Hun debuterede fra solistklassen ved Syddansk Musikkonservatorium i 2015. Under studietiden har Tine studeret ved forskellige internationalt anerkendte klarinetlærere i både Odense, Oslo og Malmø.

Tine er freelance-klarinettist og spiller ofte ved de forskellige symfoniorkestre. Tine brænder for kammermusikken, hvor hun aktivt boltrer sig i mange sammenhænge; hun spiller med forskellige ensembler heriblandt blæserkvintetten Qvindetta, duoen Via Artis Duo og klarinettrioen Trio Klari.

Henriette Holk Henriette er opvokset i Vestjylland. I 1987 begyndte hun på Det Fynske Musikkonservatorium og modtog der undervisning af solohornist Sigbjørn Steffensen fra Odense Symfoniorkester.

I 1994 afsluttede hun konservatoriestudiet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Efter endt uddannelse arbejdede Henriette som hornist ved de Københavnske teatre og symfoniorkestre.

I 2004 flyttede hun til Odense og har siden arbejdet freelance i samtlige orkestre i hele landet.

Veronika Mojzešová Veronika Mojzešová har en bachelorgrad i violin ved Bard College Musikkonservatorium og en kandidatgrad ved Syddansk Musikkonservatorium. Hun har modtaget en lang række priser fra diverse konkurrencer rundt omkring i Europa og har desuden optrådt som solist ved bl.a. Prag Chamber Philharmonia og Tjekkisk Philharmonic Collegium. Hun er medlem af Orkesterakademiet for Tjekkiets Philharmoniske Orkester og ansat hos Odense Symfoniorkester som 2. violinist.

Kristýna Duchoňová Kristýna har studeret ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos sin underviser Marta Líbalová og har netop færdiggjort sin uddannelse her i 2021. I øjeblikket studerer hun et solistprogram ved Odense Symfoniorkesters koncertmester, Eugen Tichindeleanu. Kristýna har assisteret i en lang række symfoniorkestre både i Danmark og i udlandet, og hun optræder jævnligt med sin egen strygeduo i Danmark og Tjekkiet.

Kateřina Jelínková Kateřina kommer oprindeligt fra Tjekkiet og er for nyligt blevet fastansat i Odense Symfoniorkesters 2. violingruppe. Inden hun flyttede til Danmark, spillede hun med både Czech Philharmonic, PKF - Prague Philharmonia, Copenhagen Phil og Sønderjylland Symfoniorkester. Kateřina har en kandidatgrad fra både Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Charles University i Prag. I sin fritid elsker Kateřina at spille bratsch.

Michaela Fukačová Michaela Fukačová er uddannet i sit hjemland Tjekkiet og på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos prof. Erling Bløndal Bengtsson.

Hun har adskillige triumfer bag sig i form af internationale priser, udlandsturnéer og en perlerække af roste CD-indspilninger. Det internationale gennembrud kom i 1990, hvor Michaela Fukačová debuterede i Paris og i London, og siden fulgte koncerter i New York, Berlin og Tokyo.

30. SEP 2021

Dirigent: Elena Schwarz Solist: Nathan Laube

ORGELSYMFONI OG DYRENES KARNEVAL O D E N S E KO N C E R T H U S - O D E N S E SY M FO N I O R K E ST E R Saint-Saëns: Dyrenes karneval / Guilmant: Symfoni nr. 1 Saint-Saëns: Symfoni nr. 3, ”Orgelsymfonien”

BOOK DINE BILLETTER PÅ ODENSESYMFONI.DK

ODENSE I N T E R N AT I O N A L E

O R G E L F E S T I VA L