Dvořák & Sjostakovitj - 16. september 2021

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 16. SEPTEMBER 2021 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

DVOŘÁK & SJOSTAKOVITJ Odense Symfoniorkester Dirigent: Mihhail Gerts Solist: Andreas Brantelid, cello Mikhail Glinka: Ruslan og Ljudmila, ouverture (1804 - 1857)

Varighed: ca. 6 min.

Antonín Dvořák: (1841 - 1904)

Cellokoncert

I Allegro II Adagio ma non troppo III Finale. Allegro moderato

Varighed: ca. 38 min.

PAUSE

Dmitrij Sjostakovitj: Symfoni nr. 9, op. 70 (1906 - 1975) I Allegro

II Moderato III Presto IV Largo V Allegretto

Varighed: ca. 27 min.

I forbindelse fejringen af Odense Symfoniorkesters 75-års jubilæum har programudvalgene gennemtrawlet musikhistorien for at finde værker, der er skrevet samtidigt med orkestrets opståen. Og ét af de værker, der klarede turen gennem det valseværk af praktiske og kunstneriske benspænd, der kendetegner processen fra idé til klingende musik, er aftenens symfoni, nemlig Sjostakovitjs ætsende ironiske og humoristiske 9. symfoni, der bliver blødt op af både en fejende, festlig, Rossini-inspireret ouverture og ikke mindst af cellokoncerterne over dem alle, melodikeren Dvořáks mesterværk fra 1894, hvor det måske mest poetiske orkesterinstrument får lov til at folde sig helt ud. Og med den danske stjernecellist Andreas Brantelid i hovedrollen, er der lagt op til en historisk aften på flere planer. Hjertelig velkommen til koncert!

OUVERTURE TIL PUSHKIN

Foto: Ida Wang

Den lille ouverture til operaen Ruslan og Ljudmila fra 1842 er en festlig eksplosion, en enlig reminiscens i de vestlige koncertsale af en opera, som rigmandssønnen Mikhail Glinka skrev efter en smuttur til Italien, hvor han, som stort set alle andre, blev behørigt imponeret af Rossinis skelsættende operaer og måtte skuffe endnu en komponistfar ved at begive sig ind i musikkens verden i stedet for pengenes. Der er ikke meget russisk tungsind at finde her; operaen er en gendigtning af vennen, selve grundlæggeren af rus-

sisk litteratur Aleksander Pushkins satiriske eventyr af samme navn, men den verdenskendte forfatter nåede aldrig at se sit værk omsat i toner, da han døde som kun 38-årig i en duel.

SVIGERINDENS SVANESANG Da Dvořák i sine unge år blev hovedkulds forelsket i den unge skuespillerinde Josefína Čermáková, som han underviste i klaver, påbegyndte han en cellokoncert - måske som udtryk for sin kærlighed. Men da hans romantiske aspirationer efter ret kort tid led skibbrud, gjorde cellokoncerten det også, og den blev aldrig færdiggjort.

Han blev dog ved med at komme i Čermákov-familien, og efter et lille stykke tid fandt han interesse i Josefínas lillesøster Anna, som var betydeligt mere interesseret, og som han derfor kort tid efter blev gift med. Det var dem, der på 1 1/2 år gik fra at have tre børn til ingen dén frygtelige historie, der indbefatter både sygdom og ulykke, fremtvang Dvořáks mesterlige Stabat Mater med al dens klagen og kvide - men her 30 år senere, har parret fået yderligere 6 børn, de fleste er store, og de små har de taget med sig til USA, hvor Dvořák, lokket af mammon i særdeles utjekkiske mængder, havde sagt ja til at være med til at starte USAs første rigtige konservatorium efter europæiske standarder.

ANDREAS BRANTELID

Og her, i gang med sit livs måske mest frugtbare kunstneriske periode, fik Dvořák-parret besked om, at Josefína var blevet alvorligt syg hjemme i Prag. Og SÅ meldte der sig pludselig en færdig cellokoncert på komponistens indre skærm, selv om han i mere end tredive år havde afskrevet celloen som et brugbart soloinstrument. Og det blev til den helt forrygende cellokoncert i h-mol, som ALLE cellister i verden øver sig på i tusindvis af timer, både fordi den er enestående fantastisk i sig selv, men også fordi den er et fuldstændigt ufravigeligt krav til ALLE orkesterkonkurrencer hele verden over. Du kan altså være helt sikker på, at samtlige cellister i orkestret kender værket som deres egen bukselomme – og formentlig ville hele banden kunne springe ind og spille videre, hvis aftenens solist skulle skvatte ned af stolen.

Og det er virkelig en helt forrygende koncert; selv om den formmæssigt går helt tilbage til udgangspunktet for instrumentalkoncerter før de sene Mozart-koncerter eller Beethovens klaverkoncerter og lader orkestret indlede med at behandle alle førstesatsens temaer i hele 3 ½ min, inden solisten får lov at komme på banen første gang, så er det alligevel en koncert, der er så frisk og fornyende i sin måde at behandle det ikke helt lette soloinstrument celloen på, at da Brahms, Dvořáks mangeårige støtte og ven, hørte stykket for første gang, mumlede han bistert, med den kendte Brahms-ironi:

“Hvorfor i alverden vidste jeg ikke, at man kunne skrive en cellokoncert på denne her måde? Hvis jeg havde vidst det, havde jeg gjort det for længe siden!”

Vi kan nok takke Dvořáks aldrig helt falmede kærlighed for svigerinden for, at vi nu sidder med denne perle i repertoiret. Og da det gik op for ham, at Josefína nok ikke ville overleve, skrev han hendes yndlingssang ind i andensatsen - “Kez duch muj san” (“Lass mich allein”) - og ændrede slutningen fra et triumftog til et stille ‘åndedrag’, som han selv udtrykte det - og igen med Josefínas melodi til allersidst i tredje sats.

Dét var vennen, cellisten Wihan Hanus, som koncerten egentlig var tiltænkt, ikke tilfreds med, for han havde netop færdiggjort en gigantisk solokadence - og havde gjort sig umage med at inkorporere alle temaer fra hele værket - som han gerne ville have placeret i den pompøse slutning, og den passede nu pludselig slet ikke ind længere.

MIHHAIL GERTS

Foto: Kaupo Kikkas

30. SEP 2021 KL. 19.30

ORGELSYMFONI

OG DYRENES KARNEVAL Dirigent: Elena Schwarz Solist: Nathan Laube

Foto: Priska Ketterer

Saint-Saëns: Dyrenes karneval Guilmant: Symfoni nr. 1 for orgel og orkester Saint-Saëns: Symfoni nr. 3, ”Orgelsymfonien”

KØB BILLETTER PÅ ODENSESYMFONI.DK

De kom så meget på kant med hinanden, at Dvořák så sig nødsaget til at skrive til sin udgiver: ”Jeg giver Dem kun værket på betingelse af, at De lover mig ikke at tillade NOGEN at lave ændringer – min gode ven Wihan ikke undtaget – uden min viden og godkendelse, og dette inkluderer dén kadence, som Wihan har tilføjet til den sidste sats. Jeg sagde til Wihan med det samme, da han viste mig den, at man ikke sådan kan klistre små dele på et færdigt værk. Finalesatsen slutter med et gradvist diminuendo, som et suk – med reminiscenser af 1. og 2. sats – soloen dør ned til pianissimo – og så svulmer den op igen, bliver overtaget af orkestret, og det hele slutter stormfuldt. Dette er min idé, og den kan jeg ikke fravige!”.

Og det var godt, han stod fast på dét, for både slutningen og koncerten som sådan er lige som den skal være – fyldt med Dvořáks vidunderlige melodier, energiske böhmiske danserytmer og al den årelange, kondenserede kærlighed til ungdomsflammen og svigerinden Josefina Čermáková. Og Dvořák var nu en moden komponist, der kendte sit eget værd og stolede på sine idéer, så han lod ikke, som med violinkoncerten, som violinvirtuosen Joseph Joachim praktisk talt skrev om, Wihan eller udgiveren få det sidste ord – tak for det.

STALINS MANGLENDE TRIUMF-SYMFONI Der er sagt og skrevet meget om sovjetkunstnernes nærmest umenneskelige arbejdsbetingelser i en autoritær stat, hvor de både skulle forsøge at følge deres indre kunstneriske strømpil og tilfredsstille regimets umættelige tørst efter kunst til masserne. I komponisternes tilfælde var kravet musik, der skulle have ‘en dybt organisk forbindelse med folket og dets stolte kulturarv af folkemusik og -sang’. Og aldrig nogensinde var forventningerne større end til Sjostakovitjs 9. symfoni. Sejren over nazisterne i 2. verdenskrig skulle fejres, Stalin skulle hyldes som nationens frelser, og meget belejligt var den stakkels Sjostakovitj nået til sin symfoni nr. 9 - et symfoninummer, der lige siden Beethovens 9. symfoni har fået koldsveden frem på enhver symfonikers pande i mødet med det blanke nodepapir.

Sjostakovitj lovede at levere det forventede - naturligvis, man kunne ikke andet. Efter de to enorme symfoniske eposser i de to foregående symfonier, der begge monumentalt og sjælerystende udmaler menneskelig lidelse i toner, var der lagt op til en giganteksplosion af en festsymfoni, og komponisten selv teasede om både solister og kor - som i Beethovens fantastisk frihedssymfoni. Men det viste sig, at det havde han faktisk aldrig til hensigt at levere.

Han hverken ville eller kunne skrive en symfoni til at hylde den mand, der i 1936 havde lagt hans liv i ruiner ved at forbyde hans kompositioner, og hans kunstneriske svar var lige så vovet, som det var genialt: Stalin forstod sig ikke på absolut musik, altså musik, der ikke ‘handler’ om noget, og ved at begå en finurlig lille symfoni, der ikke har noget specifikt program, men som sine steder er temmelig festlig,

om end med en gedigen troldsplint i øjet, så gjorde han det svært for Stalin og partiet direkte at angribe ham.

Men hans plan lykkedes ikke helt, og da statsapparatet igen fik overskud til at jage sine kunstnere efter afslutningen på den grusomme krig, så stod Sjostakovitj som regimets mest prominente tonekunstner i første række, og i 1948 blev en lang række af hans værker igen forbudt. Dette var nok medvirkende til, at Sjostakovitj helt holdt sig fra den symfoniske genre indtil efter Stalins død i 1953 – mindre værker var lettere at flyve under radaren med, og Sjostakovitj var en pragmatisk mand.

Symfonien er ofte blevet kaldt ”Sjostakovitjs klassiske” – ligesom Prokofiev har en ”klassisk” symfoni. Og der er da også en vis neoklassisk fornemmelse igennem den (for Sjostakovitj) meget korte symfoni; han laver her for første og eneste gang i sine mange symfonier en decideret repetition af den første del af symfonien, ekspositionsdelen, noget der ellers mest forekommer i wienerklassiske værker, og hele symfonien er kortere end adskillige enkeltsatser fra hans andre, monumentale symfonier. Og så er der, i første- og sidstesatsen, en meget let fornemmelse, der bestemt ikke leder tankerne hen på krig og ødelæggelse – eller triumf, for den sags skyld.

Førstesatsen har noget soldateragtigt over sig – men på en lidt lalleglad måde. Og basunernes drilagtige fanfare, der går igennem hele satsen, klinger nærmest komisk. Lilletromme og piccolofløjte sørger for lige nøjagtig nok militære konnotationer til, at man ikke kan sige, at den ikke lugter lidt af krig – men måske mest som en parodi.

Andensatsen er straks mere alvorstung, og klarinettens elegi udsynges med en alvor, så vi næsten glemmer førstesatsens skæg og ballade. Det er en slags langsom vals, men med dét Sjostakovitj-tvist, at der ind imellem pludselig er et ekstra slag i takten.

De følgende tre satser hænger sammen som et ubrudt forløb, startende med en kviksølvs-sats, der lige nøjagtig når at blive truende, inden den IKKE kulminerer i et forrygende højdepunkt, men i stedet mister pusten og dør stille ud. Så melder det helt tunge messing sig på banen, når dommedagsbasuner med god hjælp fra tubaen i 4. sats sætter scenen for en sjælfuld fagotsolo, der er én af de helt store i repertoiret for det smukke, mørkerøde instrument. Anden gang udvikler fagottens smukke, alvorstunge melodi sig til det drilagtige hovedtema i 5. og sidste sats, og her finder vi en Sjostakovitj på musikalsk hjemmebane med skæve toner og accenter, eksotiske skalaer og hele tiden på kanten af sjov og alvor. Efterhånden som satsen skrider frem roder han dybere og dybere i den musikalske legetøjskasse, og satsen ender i et vanvittigt musikalsk cirkus, hvor man ikke helt ved, om man skal grine eller græde – og det var nok præcist sådan, han gerne ville have det i denne musik, der er præcist lige så gammel som dét orkester, der spiller den.

Programnote af Ole B. Kiilerich

MEDVIRKENDE Mihhail Gerts, dirigent Mihhail Gerts er uddannet fra Estlands musik- og teaterakademi og fra Hochschule für Musik Hanns Eisler i Berlin, hvor han i 2011 modtog sin PhD. I 2014 var han finalist ved både London Symfoniorkesters Donatella Flick Competition og ved det franske radiosymfoniorkesters Evgeny Svetlanov-konkurrence.

Gerts har siden dirigeret en lang række orkestre, bl.a.

Orchestra Sinfonica dell’Accademia Nazionale di Santa Cecilia, Royal Liverpool Philharmonic, BBC Symphony Orchestra, Antwerp Symphony og Orchestre Philharmonique de Radio France. Udover sin symfoniske karriere har Gerts også stor erfaring som operaog balletdirigent, bl.a. fra sin tid som 1. gæstedirigent ved Theater Hagen og Estlands Nationalopera, hvor han har dirigeret over 40 forskellige produktioner.

Andreas Brantelid, cello Andreas Brantelid er født i København i 1987 af svenske/danske forældre. Efter at have modtaget undervisning fra sin far Ingemar fik Andreas sin solo-debut i en alder af 14 år med Elgars cellokoncert sammen med Det Kgl. Kapel. Siden har Andreas Brantelid spillet med orkestre over hele verden, og han har modtaget et hav af priser, bl.a. Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legats Hæderspris i 2015. I dag er Andreas Brantelid en af de mest eftertragtede kunstnere fra Skandinavien og har modtaget anmelderroser fra kritikere i hele verden. Andreas Brantelid spiller på en 1707 ‘Boni-Hegar’ Stradivarius venligst udlånt af den norske kunstsamler Christen Sveaas.

KOMMENDE KONCERTER FAMILILESYMF 17. september 2021 - kl. 17.00 PRO MUSICA - KAMMERKÆMPER 21. september 2021 - kl. 19.30 ORGELSYMFONI OG DYRENES KARNEVAL 30. september 2021 - kl. 19.30 SØNDAGSMATINÉ 3. oktober 2021 - kl. 11.00 FINALEKONCERT 7. oktober 2021 - kl. 19.30 DEN JYSKE OPERA - AIDA 15. oktober 2021 - kl. 19.30 16. oktober 2021 - kl. 16.00 FANTASY HIGHLIGHTS 22. oktober 2021 - kl. 15.30 22. oktober 2021 - kl. 17.30 JUBILÆUMSKONCERT 4. november 2021 - kl. 19.30 PRO MUSICA - BACH PÅ SLAP LINE 9. november 2021 - kl. 19.30 VIOLINER I VANDLAND 12. november 2021 - kl. 17.00 LA VALSE 18. november 2021 - kl. 19.30 SØNDAGSMATINÉ 28. november 2021 - kl. 11.00 VEDERNIKOV IN MEMORIAM 2. december 2021 - kl. 19.30 PYRUS - ALLETIDERS JUL 10. december 2021 - kl. 14.00 11. december 2021 - kl. 12.00 11. december 2021 - kl. 14.00 CHRISTMAS CAROLS 15. december 2021 - kl. 19.30 16. december 2021 - kl. 19.30 HALLELUJAH – NU KIMER DET! 21. december 2021 - kl. 17.00

1. violin Stanislav Pronin *** Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen (orlov) Valeria Stadnicki Sofie Qvamme (orlov) Jake Phillips ** Jacob Agerskov Buur ** Toke Hansenius ** Emilia Blaszczyk ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Mads Haugsted (orlov) Veronika Mojzesova Katerina Jelinkova Ida Emily Spang-Hanssen ** Aleksander Kølbel ** Kristyna Duchonova ** Anne Skærbæk ** Bratsch Rafaell Altino * Marie Louise Broholt Jensen (orlov) Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen Malte Bjerkø ** Cello Vakant Anna Dorothea Wolff Chatarina Altino * Michaela Fukačová * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Mihai Fagarasan ** Jacob la Cour ** Anne Sofie Gørvild ** Kontrabas Peter Prehn * Maria Frankel Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Matilde Zeeberg ** Mads Stevns Uldall **

Fløjte Rune Most Lucia Klonner (orlov) Ragnhildur Josefsdottir Lonnie Svilling ** Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Lars Mathiesen (kontrafagot) Magnus Koch Jensen ** Horn Tone Sundgård Anker Niels Aamand Pedersen Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Emmett Hartung ** Trompet Per Morten Bye Victor Koch Jensen Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Vakant Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jonas Bonde-Nielsen Laurids Hvidtfeldt Madsen **

* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger *** Koncertmester, gæst

ODENSESYMFONI.DK