Pierre Bleuse og Symphonie Fantastique - 9. september 2021

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 9. SEPTEMBER 2021 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30

PIERRE BLEUSE OG SYMPHONIE FANTASTIQUE Odense Symfoniorkester Dirigent: Pierre Bleuse Solist: Eugen Tichindeleanu Paul Dukas: (1865 - 1935)

Troldmandens lærling

Varighed: ca. 13 min.

Ernest Chausson: (1855 - 1899)

Poème

Varighed: ca. 16 min.

Maurice Ravel: (1875 - 1937)

Tzigane

Varighed: ca. 10 min.

PAUSE

Hector Berlioz: (1803 - 1869)

Symphonie Fantastique

I II III IV V

Drømmerier - passioner Et bal Scene på landet March til skafottet Drøm om en nat ved heksenes sabbat

Varighed: ca. 49 min.

HIP, HIP, HURRA

Hjertelig velkommen til Odense Symfoniorkesters jubilæumsfejring, der med aftenens brag af en koncert for alvor indvarsler et halvår med ikke mindre end 75 koncerter: én for hvert år, de mange dygtige musikere gennem generationer har beriget odenseanerne med symfoniske oplevelser af højeste karat.

Og i aften er ingen undtagelse; for udover at være den første koncert i vores Jubilæumspakke er aftenens koncert også et officielt velkommen til vores fremragende nye chefdirigent, Pierre Bleuse, som med dette rent franske program i tasken for første gang sætter sit dybe kunstneriske aftryk på vores orkester - et aftryk, vi glæder os til at absorbere, til at beriges af og til at spille op imod. Velkommen til jubilæumsfejring i Odense Symfoniorkester - og velkommen til Pierre og et nyt kapitel i orkestrets stolte historie.

KLANGTROLDMANDEN OG DE USTYRLIGE KOSTE Ultraperfektionisten Paul Dukas (husk endelig at udtale S’et, hvis vi skal undgå, at gamle DukaSS vender sig i graven!) efterlod ikke mange værker til eftertiden; som sin tyske samtidige, Johannes Brahms, endte langt de fleste af hans kompositioner i brændeovnen, hvorfor det er et temmelig slankt livsværk, der står tilbage. Dukas var da også i samtiden mest kendt som en pedantisk og hård lærer, der med sin udsøgte fornemmelse for orkestrering gav bl.a. Olivier Messiaen en solid basis for sin karriere.

Heldigvis blev ikke alt ædt i flammer og selvkritik, og den lille perle af et symfonisk digt, Troldmandens lærling, blev ved Disneys mellemkomst pludselig en verdenssucces som del af den legendariske Fantasia i 1940, omend den er skrevet til Johann Wolfgang von Goethes ballade Der Zauberlehrling fra 1796. Handlingen er den samme og afspejles suverænt i musikken: troldmandens lærling er sat til at bestyre tryllebiksen - og ikke mindst til at hente vand fra brønden. Han får den brillante idé at bruge en magisk besværgelse til, i stedet for selv at knokle, at få kosten til at hente vand. Men da han har glemt det magiske stopord, kan han ikke få kosten til at holde op med at hente vand, og det bliver kun værre, da han prøver at stoppe den ved at hakke den i småstykker, hvorved kosten kloner sig i endnu flere vandhentende koste. Troldmanden når lige at komme hjem og redde miseren, inden hele værkstedet bliver oversvømmet. Og om man ser Mickey eller en anden lærling for sig, så må man beundre Dukas’ sans for magisk orkestrering, der får hele scenen til at udspille sig lyslevende for vores indre skærm.

TRIUMFERENDE KÆRLIGHED OG TIDLIG DØD Rigmandssønnen Ernest Chausson blev efter faderens ønske uddannet jurist i 1877, men måtte efter en intens oplevelse med Wagners Tristan og Isolde i 1879 overgive sig til musikken og som så mange sønner

Foto: Kire Ivanov

PIERRE BLEUSE

før og efter ham skuffe sin far. Men inden sin alt for tidlige død i en cykelulykke i Paris i 1899 som kun 44årig nåede Chausson faktisk at blive en slags missing link mellem César Francks voluminøse germanskinspirerede romantik og Debussys og Ravels mere rene franske klange. Hvem ved, hvad det kunne være blevet til for den gode advokat, havde han fået lov til at opleve de mange omvæltninger i det nye århundrede og haft mulighed for at absorbere dem i sin musik? Nu står tydeligst tilbage af hans livsværk dette smerteligt smukke værk for violin og orkester, Poème, som med arbejdstitlen “Le Chant de l'amour triomphant" - den triumferende kærligheds sang - lader solisten blande sig i orkesterklangen på original og følsom vis, hvilket jo passer helt perfekt med, at det er vores egen koncertmester, der trakterer solostemmen i dette lille mesterværk.

RAVELS MUSIKALSKE SIGØJNERFLIRT

EUGEN TICHINDELEANU

Anderledes fyrigt går det for sig i Ravels temperamentsfulde Tzigane, der med virtuoserier fra alle skufferne i spillemandsrepertoiret viser violinen fra sin mest gnistrende side. Og det er ingen tilfældighed; Ravel skrev værket efter at have mødt den unge ungarske violinvirtuos Jelly d’Aranyi ved en privat sammenkomst under en koncertturné i England. Historien lyder, at den videbegærlige Ravel opildnede den unge kvinde til at spille sigøjnermusik for ham og de andre gæster hele natten igennem, indtil de alle faldt udmattede om kl. 5 om morgenen, hvorefter Ravel satte sig for at skrive et stykke i sigøjnerstil til Jelly.

Hans samtid var forundret over, at den normalt lidt stive Ravel ville give sig af med sådan et arbejde, og mange troede, det var en musikalsk spøg. Men Ravel viste, ikke mindst med sin for en ikke-violinspillende komponists flair for de mange vilde tricks på strengene i Tzigane, at han skam mente det gravalvorligt.

Stykket åbner med en lang solokadence for violinen, og lige så stille sniger orkestret sig ind - et orkester, der langt hen ad vejen er en klanglig tilnærmelse til det ungarske, harpelignende folkeinstrument cimbalom. Læg også mærke til, at det finurlige hovedtema mimer det ungarske sprog med en kort betonet tone efterfulgt at en længere ubetonet -ligesom på finsk.

Tzigane er som al Ravels musik ultrapræcist ciseleret og kræver sublimt samarbejde mellem solist og orkester, så kombinationen af koncertmester og chefdirigent i de to roller er jo noget nær perfekt.

SYMPHONIE FANTASTIQUE: EPISODE FRA EN KUNSTNERS LIV - I FEM DELE – ET SYRETRIP À LA 1830 Og så til aftenens musikalske hovedret! Hector Berlioz fik ikke, modsat så mange af sine komponistkolleger, en musikalsk grundopdragelse. Hans far mente, lidt i tråd med Chaussons fædrene ophav, at han skulle have sig en ordentlig uddannelse (i dette tilfælde læge). Så trods et indlysende talent fik han så godt som ingen musikundervisning som barn og blev sendt til Paris for at studere medicin. Her tabte han dog gennem mødet med det parisiske musikliv sit hjerte fuldstændigt til musikken, trodsede sin faders ønske og startede på komponistlinjen ved konservatoriet i stedet – og denne lidt atypiske start på komponistkarrieren ligger nok til grund for hans meget eksperimenterende orkesterstil; eftersom han ikke selv mestrede noget instrument, blev hans instrumentbrug meget ukonventionel. Han måtte, trods stor berømmelse, døjes med megen kritik heraf i sin levetid; i stedet for at lade instrumenterne udfolde deres natur, beordrer han dem til at sukke, stønne, mumle, synge og sågar skrige! Og det er dét, der har fastslået hans navn som én af de allerstørste instrumentatorer i musikhistorien; der er ingen som Berlioz!

Da den kun 23-årige Hector Berlioz i september 1827 så en engelsksproget opførelse af Shakespeares Hamlet i Paris, blev han, trods det at han så godt som intet ord forstod, så betaget af både Shakespeare og af den unge skuespillerinde, der spillede Ophelia, at det kom til at definere hans liv mange år fremover. Han var faldet så helt og aldeles for den unge skuespillerinde Harriet Smithson, at han satte alt ind på at erobre hende, inden hun forlod Paris. Men de mange breve, hvori han proklamerede sin uforbeholdne kærlighed, forblev ubesvarede, og da hun og truppen rejste igen, stod den unge forelskede komponist forsmået tilbage.

Og hvad gør man så? Man skriver da en symfoni for at beskrive sin vanvittige og ugengældte forelskelse og sådan kom Symphonie Fantastique til verden! Krøllen på historien er denne: efter mange roste opførelser af

værket kom det den yppige Harriet for øre, at det unge franske geni havde skrevet en hel symfoni til hendes ære, de mødtes (i 1832), og i 1833 blev de minsandten gift! Desværre var ægteskabet aldrig lykkeligt, og de skiltes efter mange bitre år endeligt i 1843. Man skal passe på, hvad man ønsker sig – men værket står endnu den dag i dag som ét af de smukkeste og mest kraftfulde udtryk for en altoverskyggende forelskelse, med alt hvad dertil hører af vanvid!

Det første spørgsmål, der presser sig på, når man hører titlen på aftenens hovedværk, er, hvad det mon er, der er så ”fantastisk” ved denne symfoni. Og det korte svar er, at det er der meget, der er! Det er et unikt stykke musikhistorie, der forsøger at forbinde tekst og musik meget nært, en højst utraditionel komposition med en endog meget nytænkende instrumentbrug og et for sin tid fuldstændigt fantastisk kunstnerisk kraftspring fremad. Man må konstant under lytningen til denne musik holde sig for øje, at den er frembragt kun tre år efter Beethovens død og kun 1 ½ år efter Schuberts!

Og med dét in mente er det værd også at bemærke, at der jo er tale om en komposition fra den helt spæde romantiske periode, som ikke i drama og effekter skal kunne måle sig med fx tonedigte af Richard Strauss eller symfonier af Sjostakovitj. Jeg vil derfor på det kraftigste anbefale at lytte til denne musik først og fremmest som musik og komposition og måske mindre som udtryk for det opiumstrip, som Berlioz har set for sig, da han skabte musikken – ellers er der fare for ikke at få det fulde udbytte af et stykke helt fantastisk musik, som nok i 1830 var sensationelt i frækhed og nytænkning, men som jo siden selvsagt har fundet mangt en overmand ud i udfordrende klange og filmi-

ske virkemidler. Og selve musikken har da også sit ophav i diverse halvfærdige kompositionsskitser og er altså ikke alt sammen konciperet sammen med historien om den unge kunstners ulykkelige forelskelse og deraf følgende vanvidssyner.

Berlioz selv var i starten meget optaget af, at man SKULLE læse hans originale programnote for at ”forstå” hans nye frembringelse, men efterhånden som årene gik, hældte han mere og mere til den overbevisning, at musikken både kunne og måske burde stå for sig selv med blot satsbetegnelserne in mente under lytningen. Jeg er tilbøjelig til at give den ældre Berlioz ret, for langt fra hele symfonien kan siges at være strengt programmatisk - et faktum, som mange analytikere kommer udenom ved behændigt at løbe meget let hen over de dele af værket, der ikke rigtigt passer ind, men som blot er – ja, helt fantastisk god musik! Jeg har alligevel valgt på det lille indstik kort at skitsere plottet for symfonien, nemlig ”historien om en ung kunstner begavet med en livlig fantasi, der forgifter sig selv med opium i den håbløse og ugengældte kærligheds afgrundsdybe fortvivlelse”, som Berlioz selv formulerer det – så kan man jo selv vælge, om man vil lytte på den ene eller den anden måde. Men lad under alle omstændigheder endelig være med at sidde og vente det meste af symfonien på den meget kendte bearbejdning af Dies Irae-temaet, som kommer i den sidste sats; der er så meget mere at komme efter i dette fantastiske værk!

SYMPHONIE FANTASTIQUE - BID FOR BID Berlioz skabte til denne symfoni et helt nyt begreb, nemlig idée fixe. Der er her ikke tale om en fiks idé, men snarere om en psykologisk term, der beskriver en fuldstændig komplet besættelse at en ting eller person; her er der tale om en ung kunstners besættelse af en smuk og uopnåelig kvinde. I denne symfoni omsættes det til det længselsfulde tema, der første gang dukker op ca. 5 minutter henne i første sats, umiddelbart efter et par kontante paukedrøn. Det er den elskedes tema, som det bestemt er værd at notere sig, for det er besættelsen af hende, der går som en rød tråd gennem hele symfonien, og hver gang dette tema lyder, i én eller anden form, er det den elskede, der dukker op for den mere og mere desperate (og narkotisk påvirkede) unge kunstners indre blik, nogle gange kilde til stor ekstase, andre gange til bitter fortrydelse og smerte.

I første sats ”Rêveries – Passions” (”Drømmerier - passioner”) hører vi alle forelskelsens desperate faser – fra ubegrundet ekstase, drømmende melankoli, vanvittig passion, udbrud af voldsom jalousi og vrede til ømhed, tårer og nærmest religiøst ophøjet trøst. Efter den kammermusikalske og meget lidt symfoniagtige indledning, som sætter kunstnerens og dermed symfoniens melankolske grundstemning, kommer vi hele vejen igennem orkestrets imponerende virkemidler, og satsen har Berlioz tænkt som en beskrivelse at den vilde og ustyrlige forelskelse og de drømme og passioner, den afstedkommer.

I anden sats er vi til bal med wienervals for fulde gardiner. Det hvirvler afsted – med de to harper i en herlig hovedrolle – og man ser for sig horder af festklædte mennesker i fine skrud, som elegant omslutter vores unge helt, der en sjælden gang imellem får et kort glimt af sin attrås mål (og vi hører derfor selvfølgelig hendes tema, vores idée fixe), inden ballet igen bølgende omslutter ham, og den elskede tabes af syne.

I tredje sats, Scène aux champs (”Scene på landet”) er vi på landet i en sats, der har mange fællestræk med Beethovens Pastorale-symfoni, og her er den fortvivlede unge kunstner taget væk fra storbyens virvar og fristelser for at berolige sine hårdt prøvede nerver. Han sidder og drømmer om en kommende idyllisk fremtid med sin elskede, og satsen indledes med et længselsfuldt hyrdekald i engelskhornet, der på betryggende vis besvares af en off stage obo. Satsen er generelt harmonisk og rolig, og den elskedes tema, vores idée fixe, dukker op i en smukt harmoniseret udgave og som idyllisk kanon mellem fløjte og obo. Dog melder melankolien og tvivlen sig til sidst; hvis han nu endelig fik hende, så ville han jo være evig plaget af muligheden for, at hun kunne forlade ham! Og således besvares hyrdekaldet, da det kommer igen til allersidst, ikke af en anden hyrde, men af en rumlende torden, udført af ikke mindre end fire paukister, der spiller akkorder(!) på paukerne!

I Marche au supplice (”March til skafottet”) er filmen for alvor knækket for den unge kunstner, der i dyb fortvivlelse over den manglende respons på sine følelser forgifter sig selv med opium og i denne rus pludselig er overbevist om, at han har slået sin elskede ihjel og er på vej til skafottet, hvor han skal overvære sin egen henrettelse. Han ledsages af en markant marchmelodi (med de skønneste, dybe messingkald, der føles helt ind i knoglerne!) og et tungt tema i de dybe strygere hele vejen til endemålet, hvor vi først til allersidst hører hendes tema, eller et brudstykke heraf, som en sidste øm tanke, inden øksen falder med et brag! Især denne sats må siges langt fra at være programmatisk, men er i sig selv en skøn (og også Beethoven’sk) march med træ- og messingblæsere i de centrale roller.

I femte sats, Songe d’une nuit du sabbat (”Drøm om en nat ved heksenes sabbat”) står hekse og alle underverdenens ulækre væsner klar til at håne og spotte vores antihelt ved hans begravelse. Og det er især i denne sats, at vi må knibe os i armen og prøve at forstå, at denne musik er skrevet ikke i 1930, men i 1830! Vores længselsfulde idée fixe er her ganske transformeret og fremstår nu som en obskøn og vulgær dansemelodi, da den elskede dukker frem blandt hekse og djævle for selv at tage del i bespottelsen. Læg her mærke til de skingre triller i klarinetterne, som giver hendes melodi et absurd twist, samt den uhyggelige col legno-effekt i strygerne, hvor de slår med træ-siden af buerne på strengene. Og efter en god omgang heksedans indledt af dystre, ægte kirkeklokker får vi nu endelig den katastrofale dommedagsmelodi Dies Irae fremført af ikke mindre en fire fagotter og to tubaer! Heksedans i vild fuga og Dies Irae kombineres i en forrygende finale, hvor orkestret koger, mens underverdenen holder fest og sender vores uheldige kunstner helt ned, hvor solen aldrig skinner.

Programnote af Ole B. Kiilerich

MEDVIRKENDE Pierre Bleuse, dirigent Franske Pierre Bleuse er oprindeligt uddannet violinist fra konservatorierne i Toulouse og Paris, og han har med stor succes optrådt med en lang række prestigefyldte orkestre rundt i verden, bl.a. Orchestre National de France, Utah Symphony Orchestra, Det Kongelige Svenske Filharmoniske Orkester, Orchestre de Paris, Orchestre de la Suisse Romande og nationalorkestrene i Kina og Rusland.

Hans engagement for ny musik har blandt andet ført til en post som kunstnerisk leder af Lemanic Modern Ensemble i Genève sammen med William Blank. I 2008 grundlagde Pierre Bleuse Musika Orchestra Academy, en inkubator for musikere og dirigenter, som samler unge talenter fra hele verden og understøtter deres professionelle karriere.

Pierre besøgte os første gang i oktober 2019, hvor han bl.a. dirigerede Ravels “Bolero”. Efter hans andet besøg i februar 2020, hvor han med meget kort varsel trådte til og dirigerede Stravinskijs “Petrusjka” fænomenalt, blev han tilbudt stillingen som chefdirigent, som han hurtigt takkede ja til. I aften byder vi vores nye chefdirigent velkommen til Odense. Pierre er en visionær energibombe, der er fyldt med musikalitet, lederskab og stor empati. Vi glæder os meget til at arbejde sammen med Pierre de næste - indtil videre - tre år.

Eugen Tichindeleanu, violin Koncertmester i Odense Symfoniorkester siden juni 2013. Eugen Tichindeleanu er født ind i en rumænsk musikerfamilie og debuterede som bare 8-årig med Bacau Symphony Orchestra. Han er uddannet på Musikakademiet i Bukarest, hvor han studerede hos Stefan Gheorghiu. I 2003 flyttede han til Paris, hvor han studerede på konservatoriet hos Gerard Poulet og Olivier Charlier. Han har også fulgt undervisning hos Mauricio Fuks, Pavel Vernikov og hos sin mentor Dmitry Sitkovestky. Eugen har vundet adskillelige priser og optrådt med en lang række orkestre over det meste af Europa. Siden 2020 har han ved siden af sit arbejde i Odense også indtaget koncertmesterposten ved City of Birmingham Symphony Orchestra. Eugen har også ved flere lejligheder dirigeret OS.

KOMMENDE KONCERTER DVOŘÁK & SJOSTAKOVITJ 16. september 2021 - kl. 19.30 FAMILILESYMF 17. september 2021 - kl. 17.00 PRO MUSICA - KAMMERKÆMPER 21. september 2021 - kl. 19.30 ORGELSYMFONI OG DYRENES KARNEVAL 30. september 2021 - kl. 19.30 SØNDAGSMATINÉ 3. oktober 2021 - kl. 11.00 FINALEKONCERT 7. oktober 2021 - kl. 19.30 DEN JYSKE OPERA - AIDA 15. oktober 2021 - kl. 19.30 16. oktober 2021 - kl. 16.00 FANTASY HIGHLIGHTS 22. oktober 2021 - kl. 15.30 22. oktober 2021 - kl. 17.30 JUBILÆUMSKONCERT 4. november 2021 - kl. 19.30 PRO MUSICA - BACH PÅ SLAP LINE 9. november 2021 - kl. 19.30 VIOLINER I VANDLAND 12. november 2021 - kl. 17.00 LA VALSE 18. november 2021 - kl. 19.30 SØNDAGSMATINÉ 28. november 2021 - kl. 11.00 VEDERNIKOV IN MEMORIAM 2. december 2021 - kl. 19.30 PYRUS - ALLETIDERS JUL 10. december 2021 - kl. 14.00 11. december 2021 - kl. 12.00 11. december 2021 - kl. 14.00 CHRISTMAS CAROLS 15. december 2021 - kl. 19.30 16. december 2021 - kl. 19.30 HALLELUJAH – NU KIMER DET! 21. december 2021 - kl. 17.00

1. violin Stanislav Pronin *** Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen (orlov) Valeria Stadnicki Sofie Qvamme (orlov) Jake Phillips ** Jacob Agerskov Buur ** Toke Hansenius ** Emilia Blaszczyk ** 2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Mads Haugsted (orlov) Veronika Mojzesova Katerina Jelinkova Ida Emily Spang-Hanssen ** Mina Cecilie Haghbin ** Kristyna Duchonova ** Vivi Mark ** Bratsch Rafaell Altino * Marie Louise Broholt Jensen (orlov) Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen Malte Bjerkø ** Cello Vakant Anna Dorothea Wolff Chatarina Altino * Michaela Fukačová * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Mihai Fagarasan ** Mathias Beyer-Karlshøj ** Anne Sofie Gørvild ** Kontrabas Peter Prehn * Maria Frankel Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Matilde Zeeberg **

Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir Lonnie Svilling ** Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Lars Mathiesen (kontrafagot) Nikolaj Henriques ** Christina Andersen ** Horn Tone Sundgård Anker Niels Aamand Pedersen Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Emmett Hartung ** Trompet Per Morten Bye Victor Koch Jensen Henrik Hou Feddersen Vaclav Naus ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Amalie Chemnitz ** Harpe Vakant Sophia Warczak ** Julia Gollner ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jonas Bonde-Nielsen Laurids Hvidtfeldt Madsen ** Jonathan Jakshøj ** Oliver Kragelund ** Celeste Ole Bartholin Kiilerich ** * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger *** Koncertmester, gæst

ODENSESYMFONI.DK