Udstillingsbilleder - 3. og 4. juni 2021

CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS TORSDAG 3. JUNI 2021 KL. 19.30 FREDAG 4. JUNI 2021 KL. 19.30

MIND THE MUSIC: UDSTILLINGS­BILLEDER Odense Symfoniorkester Dirigent: Pierre Bleuse Solist: Jean-Efflam Bavouzet, klaver Talere (3. juni): Musikchef Finn Schumacker, Musikformidler Ole B. Kiilerich Talere (4. juni): By- og Kulturrådmand Christoffer Lilleholt, Odense Kommune; Musikchef Finn Schumacker, OS; Formand Torsten Bjørn Jacobsen, Psykiatrifonden; Formand Knud Kristensen, SIND

Igor Stravinskij: (1882 - 1971)

Pulcinella Suite

Maurice Ravel: (1875 - 1937)

Klaverkoncert G-dur

Varighed: ca. 22 min.

I Allegramente II Adagio assai III Presto Varighed: ca. 23 min.

Modest Musorgskij: Udstillingsbilleder (1839 – 1881) 1. Promenade – Dværgen (Gnomus)

2. Promenade – Det gamle slot

3. Promenade – Tuillerierne

4. Bydlo

5. Promenade – Kyllingernes dans i æggeskallerne

6. Samuel Goldenberg og Schmuyle

7. Markedet i Limoges

8. Katakomberne

9. Hytten på hønsefødder

(Baba Yaga)

10. Den store port i Kiev

Varighed: ca. 32 min.

Koncerten spilles uden pause I samarbejde med SIND, Psykiatrifonden og Syddansk Musikkonservatorium

Deres Kongelige Højhed, kære publikum I mere end et år har vores kulturliv været påvirket af covid-19, og som kulturelskere har vi måttet finde nye veje til de oplevelser, vi holder af. Nu kan vi glæde os over, at smitten i Danmark er kommet så meget under kontrol, at vi igen kan besøge de mange kulturinstitutioner og deres spændende og mangfoldige arrangementer.

Odense Symfoniorkesters koncerter sætter rammen om et særligt fællesskab. Når vi er sammen i Carl Nielsen Salen og hører vores dejlige orkester folde sig ud, så er det en oplevelse med mange facetter. Vi bliver grebet af musikken, som taler til vores følelser, tonerne omdannes til billeder for vores indre øje og giver ny inspiration og energi, og samværet med de øvrige publikummer giver en ekstra dimension. For mig er fællesskabet vigtigt, for det giver mulighed for at dele sine oplevelser med dem, man er sammen med. Det giver ny indsigt og nye perspektiver, som vi kan overføre til vores hverdag.

Covid-19 har givet os mange udfordringer, og vi kan stadig ikke gå på kompromis med at passe på hinanden. Det er en tid, hvor vi fortsat skal vise ekstra hensyn og respekt og holde afstand. Men heldigvis gælder det kun den fysiske afstand, for kulturelle arrangementer, der opleves live, giver den nærhed, som er vigtig i en tid som denne.

Odense Symfoniorkester sætter i disse år fokus på det skrøbelige sind gennem en række koncerter. Det sker i samarbejde med Psykiatrifonden og SIND-Fyn. Ved koncerterne portrætteres komponister, som alle har været ramt på sindet, men som på trods heraf – eller i nogle tilfælde på grund heraf – har beriget os med fantastiske musikværker. Det er et smukt eksempel på, hvordan kultur og velfærd går hånd i hånd, og jeg håber, at rigtig mange odenseanere vil få glæde af det unikke samarbejde.

Christoffer Lilleholt By- og Kulturrådmand

Foto: Franne Voigt

H.K.H. Kronprinsessen er protektor for SIND og Psykiatrifonden.

Deres Kongelige Højhed, kære publikum Hvor kommer musikken fra? Mange mennesker har nok en opfattelse af, at de store komponister er særligt besjælede mennesker, som fra usynlige kilder eller guddommelig inspiration øser klange, rytmer og melodier ud over nodepapiret og skaber den ene udødelige klassiker efter den anden. Men måske er det snarere tilfældet, at en komponist i høj grad er som en musikalsk svamp, der gennem tilværelsen suger alle slags indtryk til sig, for så med mellemrum at kombinere og videreudvikle på disse indtryk og skabe en unik og personlig variation over alt det tilegnede materiale. Det er i hvert fald den model, som vores egen Carl Nielsen tror på. Han skriver i essayet Levende Musik fra 1925: ”Det har ofte undret mig, hvor lidt opmærksom man er på, at i det øjeblik et barn modtager et stærkt indtryk, der er stærkt nok til at præge sig varigt i erindringen, er barnet i virkeligheden digter, med netop sine særlige betingelser for at modtage indtrykket, gengive det eller blot bevare det. De digteriske kræfter er vel i grunden kraften, evnen til at iagttage og opfatte på særpræget måde. Vi har altså alle engang været digtere, kunstnere, hver med sin egenart. Den unænsomme måde, hvorpå livet og de voksne kalder barnet fra dets skønne digte- og kunstnerverden ind i den hårde, nøgterne virkelighed, må vist bære skylden for, at de fleste af os sætter disse evner over styr, så fantasiens guddommelige gave, der er barnet medfødt, bliver til fantasteri eller går helt tabt. De store digtere, tænkere, naturforskere og kunstnere viser os kun undtagelser, som bekræfter reglen.

Man vil måske indvende, at digterevnen består i evnen til at fremstille. Men fremstillingen er jo kun udformningen, som må være et spørgsmål om opøvning, kulturpåvirkning og undervisning.”

Man skal således ifølge Carl Nielsen ikke tilskrive komponister særlige kreative evner, men derimod en speciel evne til følsomt at optage indtryk. Denne følsomhed, som gælder de fleste kunstnere, gør muligvis denne gruppe ekstra sårbar over for lidelser, der påvirker sindet. Når vi går tilbage i musikhistorien, kan vi se en række – også blandt de mest kendte – komponister, som har haft en psykisk diagnose.

Aftenens koncert er en del af en række koncerter, der under overskriften Mind the Music har fokus på det menneskelige sind og psykisk lidelse som en ufrivillig følgesvend. Det er et tema, der rummer mange historier, man i dag på godt og ondt kan identificere sig med - både personer, som selv er berørt af psykisk sygdom i hverdagen, eller som pårørende til en person, der er lever med et følsomt sind. Mind the Music fremhæver de mange komponister, der har beriget den fælles kulturskat fra krydsfeltet mellem det raske og det syge sind.

Odense Symfoniorkester takker sine samarbejdspartnere Psykiatrifonden og SIND, og det glæder mig, at orkestret som kulturinstitution på denne måde bidrager til at formidle et svært og tabubelagt, men uhyre samfundsrelevant tema.

Finn Schumacker Musikchef

PSYKIATRIFONDEN Kultur giver vigtige og stærke beretninger om menneskesindet - ikke mindst musikken. Og den giver os en mulighed for at tale højt om psykisk sårbarhed og sygdom. Det er vigtigt. I Psykiatrifonden tror vi på, at viden, nysgerrighed og åbenhed er vejen til at skabe større forståelse, og derfor er vi meget glade for at få lov til at bidrage til koncertoplevelserne og samarbejdet Mind the Music.

I snart 25 år har Psykiatrifonden arbejdet for at bryde med tabuer, sat psykiatri på dagsordenen og talt for åbenhed, lettilgængelig viden, rådgivning og hjælp til både børn, unge og voksne om psykisk sygdom og sårbarhed. Men der er stadig meget at gøre. Alt for mange oplever psykisk sygdom helt tæt på, og at det – også i 2021 – kan være svært at tale om.

Psykiatrifonden arbejder for at bekæmpe psykisk sygdom og for sikre bedre vilkår for de mennesker, som har psykisk sygdom eller sårbarhed inde på livet – uanset om de selv er ramt eller pårørende.

Ingen børn og unge skal udvikle psykisk sygdom, og at ingen skal holdes ude af et arbejdsfællesskab, mener Psykiatrifonden. Det arbejder vi for politisk og med kampagner og oplysning. Vi går forrest i indsatsen for børn, der lever i familier med psykisk sygdom, og vi udvikler nye ressourcer til fagfolk, der er i berøring med mennesker med psykisk sygdom.

Når man oplever psykiske problemer, kan det være svært at vide, hvad det handler om, hvor alvorligt det er, og hvor man kan få hjælp. I vores Rådgivning taler vi hver dag med mennesker, som har det svært.

Telefonen bliver taget over 10.000 gange om året af fagprofessionelle, frivillige rådgivere.

Psykiatrifonden kæmper for, at mennesker skal mødes med forståelse, når de har en psykisk sygdom eller er i risiko for at få det.

Og de skal have den hjælp og rådgivning, de har brug for. I tide.

H.K.H. Kronprinsessen er protektor for Psykiatrifonden. psykiatrifonden.dk Man kan støtte Psykiatrifondens arbejde med en donation på MobilePay 40170

Formand Torsten Bjørn Jacobsen

SIND SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed En varm tak til Odense Symfoniorkester. Vi håber, at denne unikke ide kan inspirere kulturlivet i andre byer til at gøre noget tilsvarende. Mange mennesker får udover musikoplevelsen også inspiration og information, der kan nuancere og skabe eftertanke, så det bliver lettere at tale om psykisk sygdom. Det er der brug for.

SIND, der blev etableret i 1960, arbejder for at skabe forståelse og tolerance for mennesker med sindslidelse og deres pårørende.

SIND er tværpolitisk og samler alle typer medlemmer.

Medlemmerne og de aktive i SIND er typisk pårørende, professionelle, psykisk sårbare eller andre, der interesserer sig for psykisk sundhed.

SIND hjælper – også lokalt SINDs landsdækkende telefonrådgivning – 70 23 27 50 – er åben 60 timer om ugen og trækker på erfaring og ekspertise fra hele Danmark.

Den lokale indsats prioriteres højt i SIND. Vi støtter og driver en lang række tilbud om dialog, information, bisiddere, uddannelse og rådgivning samt meningsfuldt samvær med andre. Læs mere på www.sind.dk om vores 50 lokalafdelinger samt 80 SIND-huse, skoler, caféer, netværksgrupper, klub-fællesskaber, projekter og meget mere. Også Skizofreniforeningen og Foreningen for børn med angst er med i SIND. SIND bliver hørt SIND citeres særdeles ofte i medierne. SIND har desuden god kontakt til politikere og embedsmænd.

Både formelt via de høringssvar, SIND som repræsentant i fx Danske Handicaporganisationer er berettiget til at afgive, og uformelt, når udspil og lovforslag tager form. SIND har også repræsentanter i en lang række lokale og landsdækkende udvalg, råd og nævn.

SIND har brug for din støtte SINDs indsats er især baseret på indsatsen fra mere end 500 frivillige. SINDs arbejde kan støttes via MobilePay 867553 eller www.sind.dk, hvor man også kan blive SIND-medlem eller frivillig.

SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed arbejder for at skabe forståelse og tolerance for mennesker med sindslidelse og deres pårørende.

H.K.H. Kronprinsessen er protektor for SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed

SIND-formand Knud Kristensen

UDSTILLINGBILLEDER – STAKKELS MUSORGSKIJ I RAVELS KYNDIGE HÆNDER Ved koncerten i efteråret i serien Mind the Music hørte vi psykiater Anne Lindhardt uddybe, hvordan Beethovens bipolare sind måske har været med til at styrke hans kreative udkomme. I dag skal vi møde den psykiske sårbarhed fra en anden, mere dyster side repræsenteret ved Modest Musorgskij, der aldrig forløste sit potentiale som komponist grundet en lang række af alkoholiske depressioner. Hans musik er dog siden af dygtige kolleger fra både nær og fjern blevet hjulpet ud i verden, og de senere år er vi sågar begyndt at høre hans værker, sådan som han selv nedskrev dem, med en harmonik og med stemmeføringer, der i virkeligheden var mindst et halvt århundrede forud for deres tid. Men vi lægger ud med ét af de mest klart lysende intellekter i den klassiske musik, nemlig landsmanden Igor Stravinskij, i fri leg med gamle partiturer, samt eneboeren Ravels brillante og swingende klaverkoncert i G-dur.

EKSPLOSIV KUNSTNERISK TREENIGHED

Stravinskijs Pulcinella-suite er resultatet af et møde mellem tre gigantiske personligheder, nemlig Sergej Diaghilev, Pablo Picasso og Igor Stravinskij selv. Den iltre Stravinskij og den berømte balletmester Diaghilev fra Ballets Russes, som havde inspireret den unge Stravinskij til de berømte og berygtede balletter Ildfuglen, Petrusjka og ikke mindst Le Sacre du Printemps, var i 1919 ikke rigtigt på talefod. Diaghilev bed dog i det sure æble og præsenterede Stravinskij for et muligt nyt projekt: en opera denne gang, ikke en ballet, baseret på en omskrivning af gamle 1700-talsdansesatser, hovedsageligt komponeret af Pergolesi - ham med Stabat Mater. Stravinskij syntes, det var verdens dårligste idé, men lod sig overtale til at kigge på den store bunke noder, der også indeholdt musik af en lang række obskure komponister, heriblandt en hollandsk diplomat og en milanesisk præst. Han forelskede sig imidlertid pladask i materialet og kastede sig ind i arbejdet med at udarbejde en slags opera, hvor Picasso skulle skabe kulisserne - et vanvittigt kunstnerisk spændingsfelt, hvor jeg godt gad at have været en flue på væggen; bl.a. kasserede Stravinskij hele to gange Picassos forslag, den ene af gangene ved at kaste tegningerne på gulvet og stampe på dem!

Ikke desto mindre blev resultatet af samarbejdet et lille kunstnerisk mirakel og resulterede efter sigende i én af de smukkeste og mest ambitiøse scenografier nogensinde. Picassos anstrengelser endte desværre i en fugtig kælder i Paris, hvor den gik i total opløsning, men Stravinskijs musik lever heldigvis stadig i bedste velgående, og den måde, Stravinskij har fået turneret den ældgamle musik på, er da også både forfriskende og meget lyttevenlig. Han sagde selv på sine gamle dage, med vanlig mangel på beskedenhed, at Pulcinella faktisk var det eneste musik af Pergolesi, han brød sig om.

PIERRE BLEUSE

SWINGENDE MEKANISK MUSIKLEGETØJ

Selv om Maurice Ravel aldrig fik en psykiatrisk diagnose, så havde han et meget løjerligt sind. Han var ungkarl livet igennem (musikologer skændes den dag i dag om, hvorvidt Ravel var aseksuel, frekventerede bordeller i det skjulte, eller måske var homoseksuel) og boede hele den sidste del af sit liv i sit lillebitte drømmehus, Belvedère, uden for Paris – men ikke alene. Han var nemlig omringet af en stadigt voksende flok siamesiske katte, som han tog sig af, som om de var hans eget afkom. De fik endda gudmødre og -fædre ved fødslen, ligesom de havde fri adgang overalt i huset, både i soveværelset, såvel som sågar i hans hellige arbejdsværelse, hvor hver en ledig kvadratcentimeter ellers var besat af alskens mekanisk legetøj.

Ravels forkærlighed for mekanik kom fra hans fransktalende schweiziske far, der var ingeniør, og de mange tandhjul hører man ofte i Ravels musik, ikke mindst her i klaverkoncerten, der også tager os med over Atlanten til de swingende toner fra jazzens spæde begyndelse – bl.a. et næsten-citat fra Gerswins Rhapsody in Blue. Desuden rummer koncerten, som så meget af Ravels musik, stærke musikalske noter fra Baskerlandet, hvor han blev født af en spansktalende mor kun 11 km fra grænsen til Spanien. Men udover at byde på ét af de mest prominente optrædener af et klaptræ i hele det klassiske repertoire, så er Ravels fantastiske klaverkoncert i G-dur nok mest kendt og elsket for sin fuldstændigt fortryllende langsomme sats.

Det er ét af de stykker musik, der med et trylleslag får fuglene til at tie uden for vinduet, når pianisten helt alene spiller en lille, undseelig vals i et meget roligt tempo i meget lang tid, inden orkestret sætter ind.

Det er balsam for både sjæl og legeme, og det lyder så naturligt og ubesværet, at man tænker, at det må være opstået ud af intet og selv have fundet vej ind på nodepapiret. Men intet kunne være mere forkert; Ravel sagde selv, at den lille vederkvægende sats måtte

JEAN-EFFLAM BAVOUZET

presses ud takt for takt i en enorm kraftanstrengelse, og at den var tættere på at sende ham på randen af sammenbrud end noget andet i hele hans liv. Og lige dér har vi et vigtigt aspekt i diskussionen om sindets påvirkning af det kunstneriske udkomme: at der ingen som helst sammenhæng er mellem den aktuelle sindstilstand i en komponist og den musik, der flyder fra hans sind. Nogle af de smukkeste værker fra nogle af de mest mentalt udfordrede komponister rummer en skønhed og en ro, der er næsten ubegribelig. Således også denne perle af en klaverkoncert, der sluttes af med et virtuost brag af en finalesats, hvor det mekaniske musiklegetøj går helt bersærk og næsten danser ud over kanten på komponistens arbejdsbord.

MUSORGSKIJ – DET SPILDTE TALENT

Det sidste værk på programmet er faktisk også af Ravel – på en måde. For selv om Udstillingsbilleder selvfølgelig tilskrives den autodidakte russiske komponist Modest Musorgskij, der som ét af sine få, færdiggjorte værker skrev en gigantisk klaversuite med titlen Udstillingsbilleder, så havde vi ikke kendt til det i koncertsalen, hvis ikke det var for Maurice Ravels fremragende orkestrering af det, og langt de fleste kender nok også bedst orkesterversionen fra den franske mesters hånd.

Musorgskij og Ravel er et yderst spøjst, men helt oplagt makkerpar: hvor Ravel var den ultimative håndværker, der fx om sin klavertrio i a-mol udtalte, at ”nu er jeg færdig med min trio, den mangler bare temaerne”, så er Musorgskij hans absolutte modsætning.

Foto: Benjamin Ealovega

Modest Musorgskij var et gudsbenådet musikalsk talent. En talentfuld pianist og en fremragende melodiker med hovedet fuld af gode idéer, flotte temaer og spændende tanker om musikkens og kunstens rolle i samfundet, men helt uden arbejdsmoral og dybgående viden om komponistgerningen. Hans (nok lidt jaloux) ven og kollega Cesar Cui beskrev ham således:

“Modest bruger formentlig det halve af sin dag på at tænke over, hvad han lavede i går, og den anden halvdel på at tænke over, hvad han skal lave i morgen.” Og samtidigt var han hjemsøgt af depressioner og havde et alkoholforbrug, der selv efter datidens russiske målestok var bemærkelsesværdigt, og som for alvor tog fart efter morens død i 1865. Han endte da også med at drikke sig ihjel i den sørgeligt unge alder af 42 år, efterladende sig en kæmpemæssig rodebunke af ufærdige idéer, halve stykker, brudstykker af operaer, sange og tonedigte.

Hans nærmeste kolleger i komponistgruppen “De mægtige fem”, Balakirev, Cui, Borodin og RimskijKorsakov, der sammen med Musorgskij havde prøvet at skabe en sand russisk skole inden for klassisk musik, måtte bruge store mængder tid og kræfter på at rydde op i efterladenskaberne og forsøge at få de bedste ting udgivet. Og selv om de langt hen ad vejen misforstod det nok mest geniale medlem af gruppen og alt for hårdhændet omskrev hans meget fremsynede idéer til noget mere spiseligt, så er det takket være dem, at vi overhovedet har musik af Musorgskij i dag.

Og eftersom han selv var en decideret dårlig håndværker, så er han i eftertiden da også mest kendt for de værker, hvor andre, mere ferme orkestratorer har hjulpet hans idéer fra rodebunken ud i færdige, helstøbte værker. Således er hans to mest kendte værker, foruden operaen Boris Godunov, som han også fik massiv hjælp med i sin levetid, Rimskij-Korsakovs version af En nat på Bloksbjerg og så Ravels orkesterversion af det store, ikke særligt pianistiske klaverværk Udstillingsbilleder.

Men at Musorgskij måske alligevel var dén af dem, der kom tættest på at opfylde deres fælles mission, vidner følgende udtalelse om: “Jeg ønsker at skabe selve folket. Jeg ser dem, når jeg sover. Jeg tænker på dem, når jeg spiser. Og når jeg drikker, hjemsøger de mig: en organisk enhed - helt enorm - ikke udsat for skønmaleri og sukkersøde omskrivninger.”

Musorgskij brugte altså sin kunst som en måde at tale med og italesætte folket - og folkets dybeste, mest upolerede væsen. En form for kompromisløs kunstforståelse, der nok hænger temmelig tæt sammen med hans besværede sind, og som desværre aldrig kom fuldt til udtryk pga. de mange alkoholiske depressioner, der forfulgte ham hele hans korte liv.

Musorgskij var en mand i sine følelsers vold, og da hans gode ven, arkitekten og maleren Viktor Hartmann, døde helt pludseligt af en aneurisme i 1873, kun 39 år gammel, skrev han på bare tre uger Udstillingsbilleder som en hyldest til sin ven; en frygtelig påmindelse om, hvilken musik, han kunne have skabt på et helt, langt liv, hvis hans sind havde ladet ham sætte melodierne i system. Værket er et musikalsk billede af Musorgskijs egen følelsesmæssige oplevelse af en udstilling af Hartmanns værker, der blev stablet

på benene umiddelbart efter dennes chokerende død.

Det kendte tema, Promenade, skal altså illudere komponistens egen gang rundt mellem de mange værker, der er af vidt forskellig karakter og fortolkes i en vid musikalsk ramme. Dog er mange af satserne farvet af Musorgskijs sorg over tabet af sin ven, og mange af billederne er dystre, og efterhånden som værket skrider frem, smelter promenaden og billederne mere og mere sammen - det betragtede og den betragtende – indtil vil til sidst udsættes for én af de allerstørste musikalske udladninger, der er sat på nodepapir, når promenadetemaet vender tilbage i fuldt flor til en sidste fejring af en elsket ven.

Programnote af: Ole B. Kiilerich Musikformidler og initiativtager til Mind the Music MEDVIRKENDE Pierre Bleuse, dirigent Franske Pierre Bleuse er oprindeligt uddannet violinist fra konservatorierne i Toulouse og Paris, og han har med stor succes optrådt med en lang række prestigefyldte orkestre rundt i verden, bl.a. Orchestre National de France, Utah Symphony Orchestra, Det Kongelige Svenske Filharmoniske Orkester, Orchestre de Paris, Orchestre de la Suisse Romande og nationalorkestrene i Kina og Rusland.

Hans engagement for ny musik har blandt andet ført til en post som kunstnerisk leder af Lemanic Modern Ensemble i Genève sammen med William Blank. I 2008 grundlagde Pierre Bleuse Musika Orchestra Academy, en inkubator for musikere og dirigenter, som samler unge talenter fra hele verden og understøtter deres professionelle karriere.

Vi glæder os meget til, at Pierre Bleuse tiltræder som ny chefdirigent for Odense Symfoniorkester i efteråret 2021.

Jean-Efflam Bavouzet, klaver Jean-Efflam Bavouzet er uddannet hos Pierre Sancan ved konservatoriet i Paris og vandt i 1986 førstepræmien i den internationale Beethoven-konkurrence i Köln samt Young Concert Artists Auditions i New York. I 1995 blev han inviteret af grammy-vindende Sir George Solti til at give sin debut med Orchestre de Paris og anses bredt for at være maestroens sidste opdagelse.

Han blev udnævnt til Årets kunstner ved 2012 International Classical Music Awards, og hans optrædener som solist inkluderer New York Philharmonic, Mostly Mozart Festival i New York med Louis Langrée, BBC Prom med Vladimir Jurowski og London Philharmonic Orchestra, Budapest Festival Orchestra og Philharmonia Orchestra samt forestillinger med Orchestra National de Lyon og symfoniorkestrene NHK og Kyoto i Japan.

1. violin Eugen Tichindeleanu Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Kipp Christensen * Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme (orlov) Jacob Buur ** Aisté Juodagalvyté **

Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) (orlov) Eva Vrtacnik **

2. violin Vakant Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Inger Lassen El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker * Mads Haugsted Veronika Mojzesova Katerina Jelinkova Ivaylo Dechkoff **

Saxofon Jeanette Balland **

Bratsch Rafaell Altino * Marie Louise Broholt Jensen Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke Victor Sørensen Cello Vakant Anna Dorothea Wolff Chatarina Altino * Michaela Fukačová * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen (orlov) Mihai Fagarasan ** Anne Sofie Gørvild ** Kontrabas Peter Prehn * Maria Frankel Poul Jensen Find * Jens Krøgholt Fløjte Rune Most Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir (piccolo) (orlov) Karen Marie Sørensen ** Stefan Diaconu **

Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Tine Maj Kofoed Antonsen ** Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Lars Mathiesen (kontrafagot)

Horn Tone Sundgård Anker Niels Aamand Pedersen Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Emmett Hartung ** Trompet Per Morten Bye Victor Koch Jensen Henrik Hou Feddersen (orlov) Mikael Kielsgaard Dziegiel Sørensen ** Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Harpe Vakant Berit Spælling ** Lovisa Wennesz ** Pauke Thomas Georgi Slagtøj Casper Facius ** Laurids Hvidtfeldt Madsen ** Kasper Grøn ** Jan Rúni Poulsen ** Audun Larsen ** Celeste Ole Bartholin Kiilerich * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger

Koncerten 4. juni bliver optaget og sendt 23. juni på DR P2

ODENSESYMFONI.DK